Nej, forresten tror jeg ikke, det var vrede, jeg følte – snarere lede. Over vores passivitet. Min passivitet. Jeres passivitet. Vi lever i vore egne, trygge verdner, og det er godt nok, og det har vi selvfølgelig lov til, og hvorfor skal vi så ikke nøjes med at værne om den? Vores egen verden.
Ja, hvorfor?
Måske fordi, der ikke er så langt til  “de andre” – dem, der ikke kender ordet “tryghed”. Dem, der er udsatte.
Det er ikke de uskyldige ofre i de mange krige, eller torturen eller ondskaben eller … der giver mig lede … og mens jeg skrev det, kom jeg i tanker om et digt af Halfdan Rasmussen, det lyder sådan her efter hukommelsen:
ikke døden gør mig bange/ ikke hadet og torturen / ikke dødens riffelgange/ eller skyggerne på muren/ ikke nætterne / når smertens sidste stjerne styrter ned / men den nådesløse verdens blinde ligegyldighed.
Den nådesløse verdens BLINDE LIGEGYLDIGHED.
Vi tolererer jo, at det sker lige her – så tæt ved. Børn, der mistrives ( men vi skal ikke blande os), kvinder der mishandles hver dag og hver time, ( men vi skal ikke blande os.) I Viborg Kommune er der indenfor kort tid lukket 5 bordeller , men de blev genåbnet kort efter ( det har ikke engang stået i aviserne, men jeg har det fra pålidelig kilde! – Ganske få kilometer herfra i den nærmeste nabolandsby har et faldefærdigt hus i årevis fungeret som bordel – kvinderne bliver kørt dertil hver morgen og hentet igen hver aften. En af mine bekendte, som ser dem blive afleveret og hentet, fortæller, at det er kvinder af anden etnisk herkomt.
Jeg er lige blevet færdig med at læse Sofi Oksanens roman: Renselse. Den handler om prostitutionsmafiaen: hvordan de finder og bortfører piger i fjerne egne af Rusland og kører dem til vesten og bruger dem som ludere, indtil de dør af det. Jeg kan ikke citere fra bogen, for der kunne være børn, der læste min blog. Men til voksne: læs den og tænk over, hvad det er, vi vender det blinde øje til!
Og den fattigdom er på en måde ikke “vores egen” – men vi har jo også fattige og frysende og socialt lidende folk, der er født her i vores eget lille sukkerland. Jeg skrev nedenstående klumme forleden for at blive af med noget af min egen følelse af magtesløshed. Ja, den blev vel ikke mindre for det, men så fik jeg sagt det. :
Klumme i Amtsavisen:
Min far var konservativ og politisk aktiv både i byråd og i amtsråd. Alligevel, eller måske derfor, var der sider af samfundet, han ikke vidste meget om, og som vi ikke hørte om i vores opvækst. Vi lærte, at alle mennesker er frie og lige, og at de selv er skyld i det, hvis de ikke styrer deres liv på en ordentlig og fornuftig måde.
Men ingenting er mere forkert. Sådan er livet ikke, og alle fødes ikke med de samme muligheder. Meget afhænger af, hvor ens vugge stod. Jeg var bare heldig: min stod i hjem, hvor der hverken var mangel på kærlighed eller materiel velstand.
I dag som dengang er der børn, der fødes i hjem med svigt og misbrug og fattigdom, og hvor forældrene ikke har overblik eller evner til at leve et ”normalt” liv. Nu og da popper der et lille glimt af den sociale elendighed op i aviser og fjernsyn, for det kan være godt stof, især hvis der er incest involveret. Så hører vi om nogle misrøgtede børn og nogle forkvaklede forældre og føler vel med dem i øjeblikket. Men vi glemmer dem hurtigt igen.
Men vi må ikke glemme, at der i vores samfund er mennesker, som lider social nød. Og det er ikke deres egen skyld. Og de kan ikke tage ansvar for deres valg – ja, mange af dem har aldrig haft noget valg.
Jeg læste en artikel i Information i dag, hvor en læge, Mogens Elmer, skriver om, hvor svært det er at leve op til lægeløftet i dag. Her er et lille citat fra hans artikel: Som læge er jeg tvunget til at være med i en klapjagt på svage og syge medborgere, fordi de bliver udråbt som en trussel mod dansk økonomi.”
Det er nødvendigt med nedskæringer, det hører og læser vi hver dag, men man kan blive rigtig bange for, at det er de svage og de mest sårbare, der først mærker kniven. Der er kommet en anden holdning til mennesker, der ikke kan holde sig oppe i livets stride strøm: de er tabere og kun foragt værd! Nassere som de er – kun ude efter vore elskede penge. Jo, min fars tro på at: enhver er sin egen lykkes smed” trives desværre i bedste velgående.
Men et stærkt og godt samfund kendes på, at det gavmildt deler sin styrke og sine goder med de svageste.