Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og vil skrive. Du kan finde researchsider og forsøgssider og meget andet. Vil du vide mere om forfatteren, er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd, men ellers fortæller min hjemmeside også noget om den person: www.hesselholt.com
 
For ca. 30 år siden stod jeg i Ålum Kirke sammen med en flok unge drenge og piger. De var iranske flygtninge. Og muslimer selvfølgelig. Og jeg var deres lærer og skulle lære dem dansk sprog og litteratur. Og nu stod vi i kirken, og en af drengene så på mig og sagde lidt tøvende: ”Jeg vil gerne være Kristian,” og jeg vidste godt, hvad han mente. Han ville være kristen.
”Hvorfor?” spurgte jeg. ”Kristian er kærlighed,” sagde han.
Jeg syntes og synes stadig, han havde ret: det vigtigste i kristendommen er kærlighedsbudet. Men jeg tænkte, at Islam var hans baggrund, og at alle religioner har brug for at tro på, at kærligheden er det vigtigste af alt. Det skal en god muslim også tro. Derfor sagde jeg ikke noget.
Det var i midtfirserne. Og jeg var i krise. En midtvejskrise?
Det ved jeg ikke, men jeg var i al fald midt i den.
Hvor slemt det stod til, vidste jeg ikke, før jeg en dag besøgte gamle Laurine. Hun plejede at fortælle mig, hvad hun netop havde læst i dagens avis – den lokale – og den læste jeg ikke dengang, og lige den dag var hun særlig forarget, for der stod i avisen om en ung kvinde, som havde taget sit eget liv. Og det selv om hun havde et barn på 3 år.
”Kan du forstå det?” spurgte den gamle kone mig. Jeg havde selv et barn på den alder. Og et kort sekund forstod jeg kvinden, der havde taget sit liv. Det er det mest skræmmende, jeg har oplevet. At forstå det helt ufatteligt forkerte.
Det var et kort sekund. Ikke mere, og krisen løste sig, som de fleste kriser gør.
Midtfirserne – sidstfirserne – sære tider på mange måder.
Fattigfirserne kaldte Dronning Margrethe dem. Hun har altid været klog og forstået mere end skyggen af sandheden.
”Salige er de fattige i ånden”, sådan står der i Bibelen. Men ordet skal vist skrives med stort, og Ånden er vist Gud.
Krisen ramte ikke kun mig. Den ramte samfundet. Den ramte alle de drømme og al den tro på en bedre fremtid for verden, som vi levede højt på i 70’erne. Det troede vi virkelig på dengang. Og vi mistede troen.
Men jeg vil vende tilbage til pigerne og drengene fra Iran. Der var krig mellem Iran og Irak i 80’erne, og jeg havde flere flygtningehold i de år. Og somme tider skete det, at en dreng blev kaldt til telefonen, fordi der var besked ”hjemmefra”, og han vendte tilbage til timen – sort i øjnene af angst. Teheran blev bombet og der boede hans familie, og han kunne ikke få vished om deres skæbne.
Krigen i Iran sluttede, men ulykkeligt. I Irak trak den ud og er vel stadig i fuld gang. Vi skyder selv med.
Jeg tror, jeg lærte de unge meget om dansk kultur, i al fald fik de høje karakterer til eksamen. Men de gav mig mere, end jeg kunne give dem: et livsmod, så utroligt og stærkt, og en tro på, at det er værd at leve og at le og at være glad og tage i mod hver dag.
Midt i mørket og fortvivlelsen forstod de at bevare en forunderlig styrke og tro på lyset. Og den smittede. Nej, de behøvede ikke at kristnes for at sprede kærlighedens og livets budskab. Vi kristne kunne suge af deres livsmod, midt i vore egne livs mismod.