Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside: www.hesselholt.com
I det følgende har jeg tænkt at rekonstruere det gamle spil, der gik over scenen ( det grønne græs) i Fussingøparken i nogle smukke sommerdage i 1988. Med det fejredes 200 års dagen for stavnsbåndets ophævelse, og jeg havde fået den opgave at skrive og instruere stykket. Det sidste sammen med Jytte Nielsen. Det var på alle måder en stor og dejlig opgave. Desværre havde vi en helt umulig fotograf ( professionel oven i købet) som skulle optage det hele på video, det kludrede han med, så der findes ingen optagelse. Kun nogle billeder, som jeg vil lægge på bloggen og samtidig forsøge at rekonstruere stykket ord for ord. Og det er vanskeligt, for jeg har kun nogle sølle kladder. Prøver at sætte dem sammen, så man kan læse det.
Om stykket ganske kort. Det er et egnsspil, hvori alle personerne med udtagelse af det unge par, knøsen Søren og pigen Mette, er uatentiske. De er gravet frem af gamle arkiver. Pastor Boisen var altså virkelig præst i Bjerregrav i 1875. I stykket holder han en tale i anledning af, at bønderne har opstillet en æresstatue af grev Ludvig Scheel von Plessen. Så vidt jeg husker, fandt jeg hans tale i en gammel avis. Den er altså også ægte nok. Det samme gælder som sagt hele det øvrige persongalleri. De har virkelig levet og virket på egnen.

Publikum til generalprøven
‘En af dagene var det regnvejr


 
Tre af skuespillerne, Thyge Jensen, Hans Kaltoft og Niels Arne Hansen, hygger sig i en pause under prøverne:

Og her kommer første scene:

OG DAGEN OPRINDER …

ET EGNSSPIL OM FUSSINGØ

Scenen er Fussingøskoven. Året 1988. En sommerdag. En familie går tur i skoven. De taler om gamle dage – hoveritiden, stavnsbåndet og om det nye slot og de nye tider sidst i 1700-tallet.. Børnene har netop lært om landboreformer, og moderen har brugt tid på at studere egnens historie.

FØRSTE DEL

en sommerdag i 1988

 mor – far – Mette og Søren

Mor:      Hvor herligt, at jeg kunne lokke jer alle 3 med ud. At gå her i stedet for at sidde og glo på den åndssvage skærm.
Mette:    Men nu gik far glip af TV-avisen …
Far:        Sludder! Men … øh … selv ville jeg nu nok have foretrukket en markvandring fremfor det her skovløberi. Sådan en lun og klar juniaften. Kornet, der gror og grønnes for hver dag.
Mette:     Åh, far, du har da også kun avl og gødning i hovedet!
Mor:       Mette!
Søren:     Jamen, det er da sandt. Far har et rigtigt nyttesyn på naturen.
Mette:     Ja, og også dig, mor. Når du ser hylden blomstre, tænker du vist mest på, hvor mange liter saft, der kan blive.
Far:        Nå ja, for os hænger natur og arbejde på en måde sammen, og det, som man selv har sået og set spire og gro, ja det giver nu én en helt særlig glæde.
Mor:      Ja, sådan er det nok. Men netop her ved Fussingø er der så meget, der minder om gamle dages bønder og om tider, hvor den glæde, som du taler om, ikke var så selvfølgelig.
Søren:    Ja. Vi har lige haft om Fussingø i skolen. Om borgen i Gammelhave og om bønderne og herremændene dengang. Og ved du hvad, far, hvis vi havde levet for 200 år siden, så havde du været stavnsbunden og hoveriarbejder og  …
Mor:     Hør nu! Hvis vi havde levet for 200 år siden, så ville vi jo have oplevet stavnsbåndets ophævelse. Og for resten så var bønderne her på Fussingø meget bedre stillede end de fleste andre i kongeriget. Her havde de deres gårde i arvefæste, og hoveri var der ikke meget af.
Mette:    Arvefæste, hvad er det?
Mor:      Nå, det har I alligevel ikke lært. Jo, ser du, de fleste steder kunne herremanden flytte omkring med bønderne, som han ville. Ingen kunne vide sig sikker.
Søren:     Føj, fandt de sig i det.
Mor:      Tja, som regel. Men på Fussingø var greven en klog mand. Han vidste, at en bonde var flittigst, hvis han var tryg.
Søren:     Så han var en slags tryghedsfond.
Mor:       Ha … ja, det kan du sige. I al fald havde bønderne ret til at beholde deres gårde.
Mette:     Er det ikke også det, der står på stenen oppe ved slottet.
Mor:      Jo. Og bønderne rejste den for præcis hundrede år siden for at mindes den greve, der gav dem gårdene i arvefæste.
Søren     Jo, men fæstebønder var de ligegodt.
Mor       Godt nok, men friheden blev en mulighed for dem. En ny bonde så en ny fremtid, og det fejrede man for 100 år siden lige her. Med en stor fest.
Mette     Den fest ville jeg godt med til.
Mor       Så siger vi det. Vi tager til fest. Hold jer godt fast, for nu rejser vi 100 år tilbage, og så …
Far         Hold da op. Al det sværmeri og digt. Nej, lad os holde os til virkeligheden. Begge ben på jorden.
Mor       Du med din jord! Du trænger til at brede vingerne ud og mærke luften omkring dig. Og for resten digtning er altså også sandhed. Og det jeg nu vil fortælle er lige så sandt, som at denne sommeraften er smuk. Digt eller ej.
Far         Så fortæl.

 ANDEN DEL

En sommerdag i 1875

Personerne trækker ud til siden, og scenen skifter, og tiden er nu 1875. Det er samme sted, og man ser den festlighed, der fandt sted i skoven, da bønderne rejste mindestøtten vor Christian Ludvig Scheel von Plessen.  Et optog. I spidsen godsforvanter Nannested og pastor Boisen – derefter følger bønder i festdragter.
Pastor Boisen:    Kære arvefæstere til Fussingø. Vi er samlede for at mindes og ære grev Christian Ludvig Scheel von Plessen, som i dag for hundrede år siden overdrog jeres forfædre deres gårde til evig arv og eje. Lad os tænke på de ord af profeten: Rejs dig minder/sæt dig støtter/agt på sporet/du har vandret. Det er egentlig betydningen af historien, både det hele menneskelivs og hvert folks og hvert enkelt menneskelivs historie, at den ligesom rejser minder, sætter støtter og peger på sporet. Der vil da også være enkelte tider, begivenheder og øjeblikke, der ligesom byder os at stå stille og sætte mærke derved. Det er det, man har villet her på dette sted, idet danske bønder som frie mænd af taknemmelighed har rejst en mind-og æresstøtte med følgende indskrift: Christian Ludvig Scheel v. Plessen til Fussingø gav godsets bønder deres gårde i arvefæste i 1775. Taknemmelige arvefæstere satte denne mindestøtte 1875. Denne støtte skal nu stå her og pege frem som en påmindelse om, at skønt Gud grænser vort korte liv af fødsel og død, så har han også givet os evner og kræfter til stedse at arbejde for, at dette jordiske liv kan leves i frihed og lykke. Bondenavnet var fra Arilds tid et hædersnavn på en fribåren mand, men gennem middelalderen sank bondestanden dybere og dybere ned til trællestand uden eget bo og uden personlig frihed. Samtidig blev kongens magt stedse mere indskrænket og lagt under håndfæstning af de privilegerede stænder, adel og gejstlighed. Med Grundtvigs ord: Kongens hånd engang var bunden/folkets stemme lød omsonst/ dog i Danmark blev opfunden/ kærlighedens skønne kunst. Det var først kongehånden, som blev løst, idet kongen blev frigjort fra den utålelige håndfæstning. Men sent gik det, før trællebåndene, som bandt den danske bonde, blev løste. Den landeværnslov, som strakte sig over hele landet, udviklede sig til et stavnsbånd, der gjorde bonden ikke blot trælbunden til sin hjemstavn, men bragte ham under den vilkårlige behandling af herremændene. Først med stavnbåndløsningen i 1788 toges det første sejrrige skridt til bondestandens frigørelse til som en fri og hæderlig borger at begynde et nyt liv. Men midt under herremandsvældets værste tryk var der dog herremænd, hvis hjerte slog varmt og opofrende for den samme sag og både støttede den unge prins Frederik og i deres kredse gjorde begyndelsen og forberedte det skridt, der toges i 1788. Blandt disse var greven til Fussingø, og denne støtte skal derfor fremover stå som et æresminde om Christian Ludvig Scheel v. Plessen, som allerede 1775 gjorde bønderne på dette sit gods fra fæstere til fri arvefæstere med fuld ejendomsret over deres gårde.
Her afsløres støtten.
Billederne nedenfor er nye og viser den 142 årige støtte, som trænger lidt til en kærlig hånd:

Pastor Boisen: -Lad denne støtte bliver fredet og bevaret og stå til velsignelse både for mindet om den hædersmand, for hvem den er rejst og for den slægt, til hvilken den er overgivet, og til velsignelse for dem, som har rejst den og for den kommende slægt.
Bønderne –  H U R R A!!!
Nu synges sangen: Frem bondemand frem …
 
 

Her ses pastor Boisen tale til bønderne i 1875. Det er Thyge Jensen, der spiller rollen som præsten.
Her ses bønderne.

Bønderne går ud til siden. Scenen ligger tom et øjeblik, så danser bønderkarle og piger ind på scenen. Spillemandsmusik og folkedans. Tiden er 1788. Efter en tid kommer en ung bondeknøs ind. Han er ikke festklædt og synes at lede efter nogen. Får øje på Mette og går hen og tager hendes hånd. Trækker hende bort fra de dansende. De danser nu ud. Musikken tier.

 

TREDJE DEL

En sommerdag i 1788

Mette                Søren! Hvad vil du her?

Søren                ( Bange)  shyy … vær stille!
Mette                (Slår armene om ham). Jamen, hvad er der  med dig? Hvorfor er du her? Du kunne jo ikke få fri i dag, sagde du, og …
Søren                Mette, jeg … jeg …
Mette                Men du ryster jo. Hvad er der sket? Jamen, så svar dog!
Søren                Jeg … jeg er rømmet …
Mette                Rømmet!? Hvordan … hvorfor?
Søren                Jeg er flygtet fra Tjele.
Mette                Hvad er det, du siger?
Søren                ( Langsomt – ser på hende) Mette, jeg har dig så kær.
Mette                Ja, Søren. Ja … men?
Søren                Og jeg vil leve. Og sammen med dig.
Mette                (Undrende) Ja, selvfølgelig vil du det. Vi er jo trolovede. Jamen, vi skal jo giftes.
Søren                Men forstår du, jeg vil leve et ordentligt liv sammen med dig. Jeg er et menneske. Ikke en hund.
Mette                ( Vredt) Hvorfor flygter du så som en hund. Vi kan ikke leve et ordentligt liv på flugt. Og her kan du ikke være. Det har du ingen ret til – du har jo ikke noget pas. Og hvem vil huse en flygtning? Åh, Søren, hvad har du dog gjort? ( hun skjuler ansigtet i hænderne)
Søren                ( Tager hendes hænder bort – hun står med bøjet hoved) Se på mig Mette. Og hør, hvad jeg siger. Jeg havde ikke noget valg. Jeg måtte flygte.
Mette                Hvorfor? Herskaberne på Tjele er da flinke, det ved jeg. Husker du ikke forrige majdag, da vi dansede sommer-i-by på Tjele, og de fandt ud af, at jeg var dit gadelam og at vi skulle troloves? Husker du, hvor de morede sig, og nådigfruen ønskede os så meget godt.
Søren                (Han ler uglad) Ja vist morede de sig. Vi var god underholdning. Åh, men herskaberne er der jo snart sagt aldrig, og vi ser dem så lidt til daglig. Nej du, det er forvalteren, der bestemmer. Og siden den majdag har han villet min ulykke. Og nu vil han, at jeg skal fæste gård.
Mette                (Forundret) Ja, selvfølgelig vil han det. Jamen, er du da forrykt, Søren? Selvfølgelig skal vi fæste gård. Hvad skulle vi ellers leve af?
Søren                Leve! Det er jo netop det. Vi skal leve. Men ved du hvad: den mest forfaldne og usle gård til Tjele har han udset til os. Og den kan vi ikke leve af. Men det skal vi. Og ved du, hvorfor? Jo du, fordi jeg er så stor og stærk, og fordi du er så kernesund og ser ud til at kunne forvandle sand til muld. Ja, det siger han lige ud. Men jeg set den gård. Og jorden dertil. Og aldrig, aldrig i livet vil jeg se dig så udpint som den jord og så afrakket som den rønne. Aldrig!
Mette                Hvis gården er så ringe, så kan du nægte at ta’ den. Det ved jeg. Det har du ret til.
Søren                Ret! Ha!
Mette                ja da har vi lov og ret i landet, ved jeg.
Søren                Ja, lov til at makke ret – det er lov og ret for en bonde. Næ du, lovene, de er ikke til for dig og mig. Åh, jeg har set så mange forsøge sig, endda ved Viborg Herredsting – men ikke én gang har de vundet over forvalteren eller ridefogeden. Nej, Mette, jeg er stærk, det ved du, men det spil har jeg ikke kræfter til.
Mette                ( Tøvende) Men Søren, hvis vi tager rigtig bravt fat … så kunne vi måske …
Søren                (Afbryder hende hidsigt) Nej Mette! Du skal ikke slide i det hver evige dag. Ikke på den måde og ikke til ingen verdens nytte.
Mette                Jamen Søren, hvad med din fars gård? Der arbejder du jo nu, og det er da en god gård, ved jeg. Hvis du bliver flyttet, da er de to gamle ilde stedt. Din bror er jo soldat.
Søren                Det sagde jeg også til forvalteren. Min far, sagde jeg, er gammel, han kan ikke mere passe ploven og kreaturerne. Men den satan … ved du, hvad han svarede? – Han sagde iskoldt: ja, det må jo bliver herskabets sag. Og for resten kan en anden karl jo få gården og din søster med. Så er gården og de gamle i behold. Ah … det svin!
Mette                Du har jo holdt gårde i god stand. Skulle du ingenting have ud af det, så var det da synd og skam.
Søren                Men han tænker lige omvendt. Jeg har holdt gården i fin stand, altså kan jeg få enhver elendig rønne i fin stand …
Mette                Og hvad så?
Søren                Jeg sagde: NEJ TAK!
Mette                Sagde du det?
Søren                Ja. Men så blev han kattevenligt og smilede og smiskede, som om vi var gamle venner. Min gode Søren, sagde han, det gør mig ondt, men det ser desværre ud til krig, og da du jo alligevel ikke vil makke ret, ja så komme jeg jo nok til at udskrive dig til soldat.
Mette                Men din bror er jo soldat.
Søren                Det sagde jeg også til ham, men han svarede, at det godt nok var synd, at to så raske karle skulle radbrækkes ved militæret, men hvis jeg ville være føjelig og tage den ledige gård, så skulle han lægge et godt ord ind for mig og få mig fritaget for tjeneste. Og nu er jeg her.
Mette                Hvad skal vi dog gøre?
Søren                Jo, ser du, jeg har tænkt over det, og nu er det sådan, at jeg har hørt, at i Nederlandene kan man leve som en fri bonde.
Mette                I hvad for nogle lande? Hvor ligger de?
Søren                Åh, det er ikke så farligt langt borte. Og det er tæt på England, og der er alle mennesker frie, og der kunne vi måske også komme til …
Mette                Vi?
Søren                Du og jeg, Mette, vi er ét. Det ved du da. Uden dig vil jeg ikke leve i noget land på jorden.
Mette                Jamen flygte? Som forfulgte dyr. Og ikke vide, om vi når frem – eller til hvad. Nej, Søren, det vil jeg ikke.
Søren                Og jeg vil ikke vende tilbage til Tjele.
Mette                Måske kunne vi tale med herren.
Søren                Med Lüttichau?
Mette                Nej, dit fjols. Men grev Plessen. Med min greve.
Søren                ( Mørkt) din greve! Siden hvornår er han din? Og hvad med mig? Er du min eller grevens.
Mette                Nu er du dum.
Søren                Desuden taler han sikkert ikke dansk.
Mette                (Vredt) Vel gør han så! Han er ligeså dansk som du er og for resten et menneske og en kristen.
Søren                Et menneske! Og kristen! Hvor dum tror du jeg er.
Mette                Åh nej, Søren, der kommer nogen. Skjul dig – hurtigt. Der bag buskene.
Søren                Nej. Når du ikke vil flygte sammen med mig, så kan det hele være lige meget.
Mette                Åh Gud, det er præsten. Så er vi fortabte.

Pastor Brandt  ( med inkvisitionsstemme) Aha! Ser man det! her står du, min pige og gantes frækt i skovens syndige skjul – men husk: intet er skjult for Herren – Og hvem er så han?
Søren                Jeg … jeg …
Brandt              (Afbryder skarpt) Tak, han kan svare, når der tales til ham. Jeg spurgte hende. Nåååhhhh!?
Mette                (Forsagt) Det … det er min fætter, min fætter … Erik.
Brandt              Jaså jaså, tænk er det virkelig? Fætter Erik? Og hvor kommer så fætter Erik fra?
Søren                (hurtigt) Jeg kommer fra Tjele.
Brandt              Hvor interessant – yderst interessant, må jeg sige. Fra Tjele ( til Mette) du lyver. Du har ingen slægtninge på Tjele. En løgnerske er du og det for din præsts hellige åsyn. Det slags gør man ikke ustraffet. Og straffen for usædelighed er tamperretten.
Søren                (Vredt) Der er ingen grund til at straffe Mette. Jeg er hendes trolovede. Jeg er her i lovligt besøg.
Brandt              Man trolover sig ikke med sin kusine. Så I lyver begge. Men sandheden skal komme for en dag, således som alt skal åbenbares for den almægtige på den yderste dag. Åh, dette skarn og søle, man må smudse sjælen med i denne jammerdal!
Mette                Løb, Søren løb!
Brandt              Nej, holdt – holdt i kirkens navn!
Da Søren vender sig og løber, støder han ind i fru Agathe Scheel von Plessen.
Grevinden        Hov hov unge mand!
Søren                Åh, om forladelse, nådige frue.
Grevinden        Ja, du ligner rigtignok en, der er faldet i unåde …
Søren                Ja, vi, jeg, vi, det … ( han går over og tager Mette i hånden – de står lidt, men da ingen tager notits af dem, lister de ud.
Grevinden        Pastor Brandt!  De her? Det forbavser mig. De er dog ellers kendt for på det kraftigste at tage afstand fra sommerfester.
Brandt              Da kan jeg forsikre grevinden om, at jeg rigtignok også udelukkende er her for på det kraftigste at tage afstand!
Grevinden        En noget besynderlig måde, må jeg sige. Men hvorfor kan De dog ikke i stedet frydes over ungdommens livsglæde?
Brandt              (Med alle tegn på væmmelse) Frydes! Nej, jeg græmmes! Hvilken afskyelig tanke: frydes over synden?
Grevinden        Nej, menneske, over sangen. Over dansen og glæden.
Brandt              Jeg tror sandt for dyden ikke, at grevinden ret har betragtet disse dansende karle og piger.
Grevinden        Vist har jeg da det. Jeg kunne endda få lyst til at danse med.
Brandt              Grevinde dog! Denne dansen ud og ind er og bliver dog Satans værk. Og tænk på, hvad dansen kan føre med sig af unævneligt!
Grevinden        ( Drillende) Ja, hvis De blot ville nævne det, kære pastor, så skulle jeg gerne tænke over det.
Brandt              Jeg tvivler på, at grevinden ser alvoren. Kødets lyster, de syndigste lyster, livet kender, kaster dansen disse primitive piger og karle ud i.
Grevinden        Ved De hvad, pastor Brandt? Kødets lyster er det, dannede mennesker kalder elskov. Og man behøver ikke være primitiv for at elske.
Brandt              (Får problemer med vejrtrækningen) Elske? Kalder De det at elske? Og desuden: man bør ene elske sin Gud.
Grevinden        Og sin næste, ikke sandt? Men nu De selv pastor Brandt? Elsker De kun Gud?
Brandt              Ja, så sandelig! – min attrå står ene til Herren.
Grevinden        Så er jeg bange for, at De har valgt den forkerte gerning, min gode mand. I Bjerregrav og Ålum har vi brug for en præst, der også elsker mennesker. Det minder mig om … De har vel aldrig truffet Deres forgænger i embedet, pastor Sinding?
Brandt              Pastor Syndig! … Øh, forlad mig, Sinding … ham nærer jeg intet ønske om at træffe – han har så aldeles fordrejet hovedet på bønderne i Bjerregrav, og jeg har kæmpet en ædel kamp for at hindre dem i hver måned at age til Randers efter øl og drikke sig aldeles berusede – en trafik, som deres pastor Sinding ikke blot tillod, men ved Gud tilmed encouragerede!
Grevinden        Åh ja såmænd, han kendt dem jo, de gode bjerregravbønder og forstod, hvad det betød for dem engang i mellem, blot en enkelt dag, at kunne glemme det hårde daglige slid.
Brandt              Slid! Sagde De slid? Ja, da må jeg idelig kæmpe mod deres dorskhed på markerne, ellers fik jeg så sandelig ikke tilbørligt opdyrket præstegårdsjorden.
Grevinden        Nå ja – men jeg vil nu ikke diskutere bondesag med Dem, pastor, der bliver vi aldrig enige. Men det undrer mig, at De slet ikke synes at have bemærket, at tiderne skifter, og at et nyt bondesyn vinder frem …
Brandt              (Hånligt) Ha! Nyt bondesyn! Jo, mon ikke … man har endog ymtet om, at visse nu om stunder finder bonden ædel. Ædel! Det ender vel med, at man adler ham. Men har grevinden ikke observeret, at de mest slyngelagtige herremænd i dette land er bondeopkomlinge? Når bonden kommer til ære, ved han ikke, hvordan han skal være.
Grevinden        Og det undrer Dem? Kunne det  da være andet? Er De klar over, hvilken elendig oplysning, der bliver givet bønderbørn?
Brandt              (Skummende af foragt) Oplysning til bønderbørn? Nej, men nu går grevinden for vidt! Disse unger bør udelukkende lære deres kristendom, ja og lidt regning og lidt skrivning, muligvis. Anden videnskab behøver de ikke og er de slet ikke tjent med. Jeg gyser for alt videre, som vore vindige tider har udtænkt og kun kan fordærve alt med. Mere kundskab vil gøre bonden hans stand ufordragelig og skabe lede og kedsomhed ved det ensartede arbejde, hvortil alle hans dage nødvendigvis skal anvendes.
Grevinden        Ja, De har sikkert ret i, at bonden vil kaste sit åg af sig, hvis han oplyses. Men uden ågets tyngde vil han få nye kræfter og bruge dem til glæde for sig selv og staten.
Brandt              Sandelig, jeg siger Eder, grevinde: bondens åg kan ingenlunde afkastes, uden at staten må bæve i alle sine grundvolde.
Grevinde          Så lad bæve, lad grunde skride og lad falde, hvad ikke kan stå. En ny og bedre stat vil opstå på ruinerne.
Brandt              Jeg er dybt rystet. Vil … vil grevinden statens ruin? Vil … vil grevinden en … bondestat?
Grevinden        Naturligvis vil jeg ikke det. Men en stat af frie borgere, det vil jeg. Jeg ved ikke, hvad pastoren vil kalde det?
Brandt              Ragnarok vil jeg kaldet, Sodoma og Gomorra vil jeg kalde det … kaos og tilintetgørelse og og og …
Grevinden        Ja, ja, jeg vil som sagt ikke diskutere med Dem. Men formane Dem, det vil jeg. Og minde Dem om Deres pligt som præst i Bjerregrav og Ålum: at forkynde kærlighedens og barmhjertighedens evangelium … også for bønder. Men nu må De gå hjem og tænke over det!
Brandt              Åh, der er dog lige en ting, grevinde, som jeg uopsætteligt må tale med Dem om: bondeknøsen, som var her for et øjeblik siden …
Grevinden        Åh ja, drengen lignede jo en forfulgt.
Brandt              (Triumferende) lignede? Næ … han v a r det! Det er jeg sikker på.
Grevinden        Forklar Dem!
Brandt              (Med sænket stemme) Jeg mener: han er en ussel og gemen flygtning!
Grevinden        Jeg forstår ikke …
Brandt              Jo, det er klart nok. Han er flygtet fra sit herskab.
Grevinden        (Undrende) fra hvilket herskab?
Brandt              Fra Lüttichaus … fra Tjele.
Grevinden        Jaså! Det undrer mig. Kammerherren er dog yderst human, og fru Johanne er jo oprigtigt grebet af Brødremenighedens fromme liv. Skulle de plage deres bønder?
Brandt              (Vrissent) Nej, naturligvis ikke. Men de unge bønderkarle i dag, de kræver jo et liv i syndig lediggang og mæsket overflod – og her, just her, kære grevinde, har vi et talende eksempel på bondens hele lave og slette karakter.
Grevinden        Jamen, ved De da, hvad der er gået for sig?
Brandt              Ved og ved, man ved jo nok, hvad man ved … og desuden: intet er skjult for Herren.
Grevinden        Nej, nu sætter De Dem minsandten lovlig højt!
Brandt              Som Herrens stedfortræder på den syndige egn …
Grevinden        ( Afbryder) Ja tak! Så er det nok! For resten forholder det sig så heldigt, at herskabet på Tjele er budt hertil for at fejre sommerfesten sammen med os. Og så kan vi jo i ro få opklaret den sag.
Brandt              (Ivrigt) Jamen, karlen?
Grevinden        Åh, han løber vel ingen vegne – jeg så jo, at han havde et godt øje til Mette, og hun er en god pige, som nok skal vide at holde på ham.
De forlader scenen, der er tom et øjeblik, så danser piger og karle ind.  De danser en stund. En ung pige kommer ind. Hun synger et par sange. Birkeskriver Hempel kommer ind sammen med sin niece Kirstine.
Kirstine             Ja, onkel, jeg ved, at jeg er meget ung. Og at det er svært for en pige at få lov at udøve lægekunst, og at I alle helst så mig gift. Men jeg vil ikke giftes. Og når nu Gud har givet mig evnen til at helbrede …
Hempel             Javist, min pige. Jeg ved det. Men nu, hvor min salig bror er borte, har jeg ansvaret for dig – og tro mig, det er utrygt for en ung ugift pige at udøve den slags. Gift dig, barn! Så kan du hjælpe, når der er behov. En jordemoder er der altid brug for.
Kirstine             Jordemoder! Men jeg kan jo så meget mere. Kunne du ikke tale med greven. Hvad onkel? Desuden er der ingen mand, der vil gifte sig med mig. Jeg er ikke rig og ikke engang smuk.
Hempel             Nej, hør nu mit barn. Du er dog så smuk som nogen. Og for resten, det er ikke altid penge og skønhed, der tæller i ægteskabet. En god karakter opvejer mangefold disse flygtige dyder. Du finder nok en mand – eller han finder dig, eller jeg finder en til dig.
Kirstine             Jeg vil hellere arbejde. Og måske greven giver mig lov.
Hempel             Nu får vi se. Men der kommer gamle lærer Lemmiche fra Bjerregrav. Ham må du hilse på. Han er snart halvfjersindstyve år og stadig underviser han børnene. Goddag, lærer Lemmiche!
Lemmiche         Goddag, min gode møller. Nå, I holder også fri i dag.
Hempel             Såmænd. Alle holder vist fri i dag. Kun min lille niece her brænder efter at arbejde.
Lemmiche         (Undrende) Arbejde?
Hempel             Javist. Hun vil så gerne vise sin lægekunst, så hun venter utålmodigt på, at en af danserne skal brække benet.
Kirstine             Onkel!
Hempel             Og i stedet burde hun forlyste sig med de andre unge. Men kærlighed og morskab ligger ikke for hende. Ak ja, unge piger nu om stunder!
Lemmiche         Ja, ja kære møller Hempel, men forvivl nu ikke over hende. Et langt liv som lærer for piger og drenge i Bjerregrav har givet mig indsigt i de ting. Og ofte kan piger være de allerdygtigste udi alle videnskaber. Og du, min pige, du skal slet ikke give op. De gaver, Gud har givet os, dem skal vi ingenlunde forsmå.
Kirstine             Men fordi jeg er en pige, tror ingen på mig.
Hempel             Og det kan nu ikke være ufarligt for en kvinde at være for klog på de ting. Og de tider er næppe forbi, hvor det kan ødelægge et fruentimmers rygte. Sære kunster vil folk synes.
Lemmiche         Åh, den slags overtro trives dårligt her på egnen. Vi har stedse lært børnene, at viden ikke har med troldkunster at gøre. Vi har villet, at tro og viden skulle sejre over den mørke overtro.
Hempel             Jo. Men folk!
Lemmiche         De fleste har gået i en god skole.
Hempel             Men alligevel.
Lemmiche         Jeg synes, at du skal være en brav pige og vise, hvad du kan.
Hempel             Ja, behag venligst at brække benet, hr. lærer, så hun kan få sin kurerlyst styret!
Lemmiche         Nu må I ikke spøge med en gammel mands helbred. Jeg har skrantet på det seneste, og skulle først benet brække, da var det ude med mig.
Hempel             I ser da ellers rask ud.
Lemmiche         Jo tak. Men nu må jeg gå ad Bjerregrav til Og vejen forekommer mig længere end den plejer. Farvel møller og fat mod, min pige!
Lærer Lemmiche ud.
Hempel             Nej se! Der har vi jo en af mine gode kunder. Christen Andersen fra Nørre Tulstrup. Tænk, at han er her i dag. Vel mødt, Christen Andersen. I dag kommer I nok ikke efter honning?
Andersen          ( Beruset) Ho … honning? Nej, i dag d r i k k e r vi honning. Det søde mjød.
Hempel             Du må hilse må hilse på min broderdatter, Kirstine.
Kirstine             (Nejer) Goddag.
Andersen          Ohøj! Ohej! Oh …
Kirstine             (Ler) Tror I, vi er på et skib?
Andersen          Vist så. Et skib. Alle er vi på et skib, og i dag har jeg drukket så meget mjød, at der kunne sejle et kongeskib i det. Og kaptajnen – det mig!
Hempel             Åh Christen, du er og bliver dog en gemen bonde.
Andersen          Ge … gemen. Jo nok, men ser I, en bonde har mange virk … som … heder.
Hempel             (Ler) Du har da vist.
Andersen          Nemlig. I Tjele køber jeg svin, og i Randers sælger jeg saltgrøn flæsk til købmand Velling og køber tran af Dinas Mammon og jern af Søren Knabe, og jeg sælger jern til købmand Liihme, og i Viborg sælger jeg træ, og i Randers sælger jeg jern til Rasmus Lund og … og … og.
Hempel             Ja, du ender med at blive en holden mand.
Andersen          Shyyy … ti stille dermed ( hvisker) men  mellem os sagt, højstærede her. Mølleskriver,  øh birkemøller … hø, jeg mener … jeg er det allerede. Sig det nu ikke til en mors sjæl. Skatterne kunne komme for skade at stige.
Hempel             Ja, det var jo skade.
Andersen          Ja ikke? Og min højstærede husbond, Christen Juul til Viskum, han siger selv, at  … ja, hvad er det nu … vindskibelighed. Ja, der var det rigtige ord, ærede hr. mølleskriver.
Hempel             Birkeskriver.
Andersen          ( Ser sig omkring og peger i alle retninger – er ved at falde) Magdalene … har I set Magdalene?
Hempel             Nej, vi har ikke set din kone.
Andersen          Skade, for med hende er det nemlig galt fat.
Kirstine             (Interesseret) Galt? Hvordan?
Andersen          Jo – hun har ondt. Sådan langt nede i  … i halsen.
Kirstine             Da må I få hende hjem. Luften er alt for kølig nu.
Andersen          Og hvad ved en bitte pige om det?
Hempel             Hun er kyndig udi sygdom.
Andersen          Den klog kone i Løvskal har ikke kunnet hjælpe.
Kirstine             I skal give hende vineddike blandet med vand og holde linet stedse vådt om hendes hals og lade hende årelade. Dernæst skal I blande surdej med eddike og binde hende det under fødderne. Så bliver hun rask.
Andersen          I morgen lider vi alle af den fulde syge. Kan I ikke skrive mig det op.
Kirstine             Kan I da læse?
Andersen          Kan I skrive, så kan jeg læse.
Kirstine             Kom med og lad os finde skrivesager.
Kirstine og Andersen forlader scenen.
Hempel             ( Bekymret) Kunne jeg blot vide det kære barns fremtid sikret.  Hun vil få det godt hos mig på møllen, men jeg er gammel, og en dag er jeg borte. Men se, der kommer den gode degn fra Ålum. Goddag Peder Sørensen og goddag til dig, madam Sørensen.
Sørensen           Goddag Hempel. Ja, Maren ville jo grumme gerne se festlighederne.
Maren               Det er nu ikke bare nyfigenhed. Vi har børnene med, for at de kan forlyste alle med deres dejlige sange.
Sørensen           Jo, og skønt er det da også at se de unge danse. En har jo haft mange af dem i skolen.
Maren               Ja, det har vi.
Hempel             Vi? Men har du da også belært dem, Maren?
Maren               Ind imellem har en jo hjulpet i skolestuen.
Hempel             Hvorudi har du da undervist dem.
Maren               I deres kristendom.
Hempel             Men bønderne her kan vist mere end deres fadervor, ved jeg.
Maren               Det er sandt og vist. Grevinden har forlangt, at børnene skal oplæres i alle videnskaber.
Sørensen           Ja, og pastor Sinding var grumme tilfreds, når han kom til overhøring. Men den nye præst, han er snart ligeglad, blot de kan remse deres katekismus op.
Maren               Ja, vi savner pastor Sinding. Men nu skal børnene synge.
Degneparret stiller børnene op og de synger nogle sange.
Alle ud. Tom scene. Ind kommer grev Christian Ludvig Scheel v. Plessen i samtale med Hans Helmit Lüttichau til Tjele.

 
 
 
Plessen             Jeg er glad for, at I kunne gæste os i dag. Jeg holder meget af denne sommerfest. Det er rart, når gode traditioner holdes i hævd, synes jeg.
Lüttichau          Ja, du har ret. I sommertiden er der i det hele taget smukt på landet, og man bliver næsten glad for landlivet.
Plessen             Jeg har ellers indtryk at, at du trives godt ved hoffet, mens det nærmest er omvendt for mit vedkommende. Jeg kan ofte gribe mig selv i ret at længes efter Fussingø, når jeg er mest optaget af statens sager.
Lüttichau          Oprigtig talt, ind imellem keder dette landvæsen mig. Men jeg mener nu også at have en habil forvalter, som forstår sig bedre på de ting end jeg.
Plessen             Ja, her på Fussingø er vi da også velsignet med en ganske fortræffelig forvalter. Så jeg kan roligt opholde mig på Lindholm det meste af tiden. Gabriel Tryde kender både sit arbejde og sin egn for ikke at tale om bønderne bedre end de fleste. Nå, men jeg er jo også optaget af arbejdet med bondesagen snart alle døgnets timer.
Lüttichau          Jo tak! Det ved jeg. Og vi er en del godsejere, som venter spændt på resultatet af det arbejde.
Plessen             Mon ikke også en del bønder venter lige så spændt?
Lüttichau          Det kan jeg ikke forestille mig. Bønderne er heldigvis ikke i stand til at begribe rækkevidden af det, I går og pønser på.
Plessen             Nej, ved du hvad, Hans? Pønser på? Det var dog et sært udtryk at bruge.
Lüttichau          Ja, jeg er nu nok ikke den eneste, der i denne tid ængstes for, hvad I kan finde på.
Plessen             De kan være ganske rolig. Der er ingen grund til ængstelse. Vi tænker ikke kun på bondens tarv, men på hele landets fremtid – og på fremskridtet.
Lüttichau          I tænker sikkert stort og ædelt. Landets fremtid, siger du? Men når I taler om at ophæve stavnsbåndet, så ved jeg snart ikke, hvis fremtid I tænker på. En usikker fremtid er det i al fald.
Plessen             Usikker?
Lüttichau          Netop! Men forstår I da overhovedet ikke, hvilket kaos, I kaster de stakkels bønder ud i?
Plessen             ( Fast) Alle mennesker fødes med retten til frihed. Alle kommer vi til verden med et væld af muligheder og evner.
Lüttichau          Med de samme evner?
Plessen             Nej, naturligvis ikke just de sammen, men …
Lüttichau          ( Afbryder ham) Du skulle holde dig for god til den slags hedensk snak, Christian. Vi har lært, at Gud kalder hver af os til den stand og de kår, han finder bedst. Det tror du vel på? Du har vel ikke forladt din lutherske tro?
Plessen             (Lidt tøvende) Åh du, vi har lært så meget …
Lüttichau          (Strengt) Christian Ludvig! Se på mig! Du tror vel på Gud den Almægtige?
Plessen             (Møder hans blik) Jeg tror på Gud den Barmhjertige. Jeg tror, nej, jeg ved, at Gud ikke skaber noget menneske til lidelse og undertrykkelse. Jeg tror på, at alle har samme ret til i frihed at skabe sit eget liv i skønhed og lykke.
Lüttichau          I skønhed og lykke? Nu taler du jo som et barn. Bonden er jo lykkelig. Ja, på sin måde, naturligvis. Han er tilfreds. Han begærer jo slet ikke alle disse nye indretninger, som I finder på derovre i København. Nej, Christian Ludvig, det kommer mig for, at I svæver et sted oppe i skyerne uden forbindelse med den jord, I træder på. I ser ikke virkeligheden med dens krav og nødvendighed. Kom dog ned på jorden og se bonden. Se ham i al hans tarvelighed. Han er tilfreds med sit hårde liv, for han er skabt til det.
Plessen             Ned på jorden, siger du? Jeg er landmand, Hans, og som landmand har jeg rejst overalt i Europa. Og overalt har jeg set det samme syn. Bønder i fattigdom og uvidenhed. Vist har du ret Hans: bønderne er ofte træge, kivagtige, ja, undertiden endda uduelige og fordrukne. Men det er i k k e deres natur. Det er deres kår, der skaber dem. Jeg kan give dig et eksempel: aldrig så snart har en dygtig bonde arbejdet er god gård op, før han sættes fra den for at tvinges til at begynde forfra på en elendig bedrift. Naturligvis sløves han og opgiver til sidst.
Lüttichau          Ah, dine bønder flyttes da aldrig omkring – og det sker vel i det hele taget sjældent.
Plessen             Det er jeg ikke så sikker på. Og desuden, retten til at flytte vilkårligt rundt med bønderne findes. Og så længe vilkårligheden hersker, kan ingen bonde vide sig sikker. Derfor må vi ændre lovene.
Lüttichau          Men det nytter ikke.
Plessen             Jo. Det nytter. Og jeg kan bevise det. Her på Fussingø har vi givet bønderne deres gårde i evig arv og eje, og du finder ikke flittigere bønder i hele landet.
Lüttichau          (Affejende) Ja, ja det er klart, at bønderne her er noget særligt. De er skam heller ikke så tossede på Tjele. Men det beviser ikke noget. Og jeg kan love dig én ting: ophæver I først stavnsbåndet, da slipper i Fanden løs. Hvor har vi så bonden? Hvordan skal godser med magre jorder holde på ham? Vist er dine ideer smukke, men på virkeligheden duer de ikke. Brug dem i dine digte! Ligesom din oldefar Mogens Skeel. Også han havde højtflyvende tanker, men han holdt dem på papiret, og der gjorde de ingen skade.
Plessen             Jeg har en drøm.
Lüttichau          (Ler) Ja. En drømmer og en digter, det er du så vist, Christian Ludvig.
Plessen             (Uanfægtet) jeg har en drøm om frihed.
Lüttichau          Ha ha …
Plessen             Og jeg er overbevist om, at den drøm bliver virkelighed en dag. Jeg ser et andet Danmark, hvor en fri bonde dyrker sin egen jord og sår og høster dit eget korn. Hvor frihed og ejendom er hver mands ret. Jeg ser et Danmark, hvor alle er borgere med lige ret til viden og velstand. En dag vil du møde en ny tids bonde, Hans, en bonde, som er flittig, fordi han har lyst, og som er dygtig, fordi det nytter
Lüttichau          I river grunden bort under bonden. Frihed tåler kun den stærke.
Plessen             Så må vi give ham den styrke.
Lüttichau          Som det er nu …
Plessen             (Afbryder ham) Som det er nu, lever han som et dyr, og vi behandler ham som et dyr. Nej, det nytter ikke, at du protesterer Hans. Når jeg tænker på, hvordan I ser på bonden, da må jeg harmes. Jeg har hørt, at Guldberg skulle have sagt: hvis bonden ikke er bunden, er han værre end hunden.
Lüttichau          Vi står langt fra hinanden …
Plessen             Ja, det gør vi. Men hør nu, min ven, i dag er vi sammen for at glæde os over sommeren og væksten, og det kan vi vel enes om?
 
Piger og karle danser ind. De to adelsmænd ser til – Efter en stund danser bønderne ud igen. Greverne står stadig og konverserer. Grevinden kommer ind fra den modsatte side ledsaget af præsten.
Plessen             Nej se, min frue i selskab med vor lokale gejstlighed. ( Lüttichau og fruen hilser – præsten træder lidt i baggrunden.  Plessen vinker ham frem. Henvendt til vennen). Og må jeg præsentere pastor Brandt for dig. Han skulle være nidkær i tjenesten.
Brandt              ( Bukker dybt) Deres ærbødige tjener – nær Guds.
Lüttichau          Ja, det er i sandhed en herlig gerning – at være hyrde for bønderne.
Brandt              Såmænd. Desværre er fåreflokken spredt og på vildsomme veje, og ens gerning bærer ikke frugt i denne golde jammerdal.
Lüttichau          Er det virkelig den smukke Nørreådal, De taler om?
Plessen             Ha ha … og her gik jeg lige og roste vore bønder for deres dydige levemåde.
Brandt              Da ved jeg rigtignok bedre end nogen, hvorledes det er fat med den dyd. Disse bønder er lastefulde helt ind til marven. Hvis jeg må triste mig til at dryppe malurt i nådigherrens bæger.
Lüttichau          (Ler hjerteligt) ha ha … der hører du, Christian, en præst kender sine bønder fra den daglige omgang.
Brandt              (Stødt) Sandt at sige finder jeg kammerherrens latter malplaceret. Alt taget i betragtning.
Lüttichau          (Studs) Virkelig!
Brandt              Jo. I allerhøjeste grad. For jeg har nemlig uomtvistelige beviser på, at det står om muligt endnu ringere til med bøndernes dyd på Tjele.
Lüttichau          Næ hør nu, min gode mand. Det forekommer mig, at De overskrider deres sognegrænser.
Plessen             Ha ha ha …
Lüttichau          Jamen, hvad er det, manden fabler om?
Brandt              Jo, for jeg ved, at der netop i disse minutter ufravigeligt sikkert fjæler sig en flygtning fra Tjele her. Ja, lige her. Nådigfruen er mit vidne.
Plessen             Hvad er det, du ved, min ven?
Grevinden        Åh, jeg ved lige så lidt som pastoren noget som helst, og beviser har vi da slet ikke. Men det er sandt, at der er flygtet en karl fra Tjele og at han er her.
Lüttichau          Sandt? Jamen, da er det en alvorlig sag, og I må straks underrette forvalteren, så fyren kan pågribes og tilbørligt straffes.
Brandt              Som talt ud af mit hjerte.
Grevinden        Aldeles hjerteløst.
Plessen             Men min kære! Vi må dog finde karlen og komme til klarhed om sagens rette sammenhæng. Vil pastor Brandt underrette forvalteren?
Brandt              Med største fornøjelse
 
Scenen stadig samme. Men en illusion af interieur skabes f.eks. ved, at et bord anbringes – greven kommer ind – han sætter sig ved bordet og synes optaget af blæk og pen. Ind træder forvalteren Gabriel Tryde.
Tryde                Greven har ladet mig kalde.
Plessen             Ja, desværre er alt ikke festligheder. Man har sagt mig, at en bondeknøs er flygtet fra Tjele og nu befinder sig her på Fussingø.
Tryde                Og hvorfor er han flygtet?
Plessen             Tja hvorfor? Min hustru siger, at han næppe er nogen forbryder.
Tryde                Det er vel en forbrydelse at flygte fra sin gård.
Plessen             Ja, det siger De. Men det burde være ethvert menneskes ret at færdes frit i sit fædreland.
Tryde                Jeg siger ikke andet. Men loven gør, Og lov skal holdes, ikke sandt?
Plessen             Love har mennesker skabt. Love kan mennesker ændre.
Tryde                Ja, når kongen byder det.
Plessen             ( Han sukker dybt) Kongen ja. Men kongen må have kloge mænd omkring sig. Ellers var han ilde faren. Og vi med.
Tryde                Ja, vi her på Fussingø er stolte af grevens arbejde i landbokommissionen. Men er alle herrerne enige i bondesagen?
Plessen             De bedste. Reventlov, Bernstorff og Schimmelmann.
Tryde                Undskyld min dristighed, hr. Greve, men man hører jo så meget.
Plessen             Sig blot frem, min gode Tryde!
Tryde                Jo. Man siger, at greven og flere andre forbereder en omvæltning af landets styre … men … kan det …
Plessen             Siger man virkelig?
Tryde                Ja. Og hvad med kongen?
Plessen             Med kongen er det ilde fat. Men det er jo kronprinsen, der regerer nu, og han brænder for bondens sag. Men nu må De finde den karl og bringe ham til mig.
Tryde                Jeg skal finde ham.
 
Tryde og Plessen ud. Scenen tom et øjeblik, så danses der atter – et par bondekoner skiller sig ud fra mængen. Det er Karen Brøndum og Anne Hviid. ( En dialektkender – den gamle kirkesanger i Bjerregrav skrev teksten om til dialekt – som efter hans udsagn skulle være gammel Bjerregravmål)
Anne                 Nu æ de gån 4 oer sien den daw we pastor Sinding huer wi fek wor joer skywt u’ – o de æ føst no wi hå wænnet wos te’et.
Karen                Ja, a houer den daw, Kræn kam jæm – han war ligot nø sær we’et. Ja, no hå di dyrke djer marker i fællesskaw i manne hunne oer og så sku’et te o blyw spre’ øve(r) hiele einen.
Anne                 Ja, wi ka’ grin å’et i daw næ wi tenke po’et. Men den føst tij bløw Niels we o harre o so hans marker i låeng’ strimle akkuråt som di pleie i fælleskawe …
Karen                Ha ha ha …!  A troue Niels wa lisså towle. Han sku osse prøw sæ fram i lång tij … men no go’er got mæ de …
Anne                 Jo, det er nok såen me di mandfolk: di tenke æ før di jawer te å law nø – o’ så go’er jo de(r)ætter
Karen                Men wil do trou, Kræn himler op om te wi ska’ flø’t gouren u’ po marken. De e(r) nø fåååle snak, tøkke a
Anne                 Ja, a hå(r) høt Niels sæ nø lissådan – men a ku’ da æ tenk mæ o bo jenle po marken.
Karen                Næj, jen ku’ blyw sæ ve’et
Anne                 Ja, o a troue hælle æ de æ(r) got for bønnen. Di ku’ hæn o blyw hiel bång for o si aje folk te sist, om di sku’ bo jenle po marken.
Karen                Ja, men do sku’ høer Kræn, nær han snakke om den gouer wi ska’ ha’. Han snakke om hauen og linnealléen, o jen sku’ trou te de wa(r) e slot han wil byg wos.
Anne                 Ja, a ka si ham sidde o regire o wæer swæ’t tepas we’et. ( De ler)
Karen                Forrejsten wa(r) a gången til Rajs i gue. A håd høt te køman Knabe håd billi siev.
Anne                 De war lånt o go ætte så lit.
Karen                Jo, men så soll a å nø ul te Dines Mammen, med de tøkke a æ do ska’ sæj til Niels
Anne                 A forstoer dæ wal.  Wi ajer æ hælle æ så ring te å handl nø ul o nø flæsk, nær wi allywal er gången til Rais. Sist gång tøt a no de wa træls. Dæ æ så fåååle møj spektakel i bøjen.
Karen                Ja, wi hå’er bæier wi ajer te wi ska’ æ høer po de hurlumhej – å så løjten. Føj!
Anne                 Ja, beskit de æ(r)’t i bøjen … jen blywe hiel glå we Bjerregrav. Men si dær komme wor nabo, Pier Wammen …
Peder                Hå(r) I bette kuener sit Kræn Eistrup?
Karen                Han kam gången mæ Niels Frihånd og Jens Kousted. Men di hå vist fåt en toer for tøsten.
Peder                Jow. A vejer’t – men a hå nøs soll en gris te Kræn å no æ(r) a bånd han glemme(r) ’t.
Karen                Så må wi få hål i ham – te I ka’ få håndslaw po den handel.
Anne                 A tøkke nos når æ te jen sku’ hannel såen en fæstdaw. Ål hår jo fåt for møj å drik.
Peder                Jamen, så go’er ållebejst. A hå’r snår soll hiele gouern – jen gris te Kræn Eistrup å tow te Las Knudsen og 3 te Niels Brask.
Karen                Jamen, de wa’r da forfærli. A troue snår te do sku’ glæm den hannel.
Peder                Glæm!? Næj, houe minne do wal? A wil ha’ mi peng. Og så ka’ de ajer got få gouern – den er ligegot møj ring. Ha ha ha … forwal bette kuener!
Peder ud
Karen                A tøkke han wa(r) høvt op.
Anne                 Ja, de æ rajti – wi må nok helle få hål i Niels og Kræn. Hels hår wi kaske hælle injen gouer i muen.
De ler og går ud. Scenen tom et øjeblik. Mette og Søren ind.
Søren                Du må bestemme dig nu. Men det siger jeg dig: vil du ikke flygte med mig, så gør jeg en ulykke på mig selv.
Mette                Da gør du stor uret mod mig. Det er også bare en anden måde at undgå sin skæbne på. Og Søren, det nytter ikke. Man kan nu engang ikke flygte. Ens skæbne ligger i Guds hånd.
Søren                (Bittert) Ikke min. Den ligger i forvalterens.
Mette                Du potter Gud, Søren. Vi må tale med greven. Det er ham, der bestemmer.
Søren                Men jeg vil selv bestemme over mit liv. Jeg tåler ikke andet.
Mette                Hvad så med mig? Betyder jeg da ikke mere for dig end friheden i et fremmed land?
Søren                Du ved da, at du er mig det kæreste af alt.
Mette                Så bliv!
Søren                Det kan jeg jo ikke.
Mette                Gode mennesker vil hjælpe os.
Søren                Jeg tror ikke mere på menneskers godhed. Herremændene er alle ens – og de andre tænker kun på dagen og vejen. Jeg vil noget mere med mit liv.
Mette                Dit liv og dit liv. Det er ikke kun dit. Du er ikke kun dig selv. Du er også mig og alle de andre.
Søren                Jeg er først og fremmest mig selv. Og jeg vil ikke trædes på. Jeg vil … jeg vil bruge mine kræfter og min forstand til noget, der duer.
Mette                Men jeg er vis på, at greven forstår dig og vil hjælpe …
Søren                Og hvorfor skulle han det? I hans øjne er jeg bare en gemen bondeknøs.
Mette                Jamen, det er du da også, Søren. I mine øjne er du også en bondeknøs. Men for greven er bønder ikke ringere end andre mennesker. Det ved jeg. Og derfor vil han hjælpe dig.
Søren                Tror du?
Mette                Ja. Det tror jeg.
Søren                Hvordan kan du være så sikker?
Mette                Fordi alt det, du taler om: ret til at bestemme og bruge sine kræfter. Og alt det andet. Det er jo det, han arbejder for derovre i København. Han arbejder for os.
Søren                (Tvivlende) For os?
Mette                Ja. Går du så med?
Søren                Og indrømmer, at jeg er flygtet.
Mette                Ja.
Søren                Jeg ved ikke … måske …
I det samme kommer forvalteren sammen med en karl. De omringer Søren. Det kommer til slagsmål. Det lykkes Søren at gøre sig fri og flygte. Tryde ligger på græsset og jamrer. Karlen løber efter Søren.
Tryde                Fang ham!
Mette                Hvorfor kunne I ikke lade ham i fred. Nu er alt håbløst.
Tryde                Lade ham i fred? Hvad mener du? Jeg skulle jo hente ham.
Mette                Så kunne I vel have gjort det på en ordentlig måde. Han er ikke et vildt dyr.
Tryde                Nå, jeg ved nu ikke. ( Han ømmer sig) Vild er han da. Åh, jeg tror, min fod er brækket. ( Forsøger at rejse sig, men kan ikke) Du kommer til at hente hjælp, Mette.
Mette                Jeg har sådan en lyst til at lade Jer ligge, Gabriel Tryde.
Mette løber ud. I det samme kommer Kirstine ind sammen med en ung pige
Maria                Se Kirstine! Er det ikke forvalteren? Hvorfor ligger han her?
Kirstine             Hvad er der sket?
Tryde                Det er en længere historie. Men jeg behøver hjælp. Det gør forbandet ondt i foden.
Kirstine             Må jeg se?
Tryde                Jomfruen skulle hellere hente hjælp.
Maria                Men Kirstine kan hjælpe.
Tryde                Ja, hun må gerne hjælpe. Blot hun ikke rører foden.
Kirstine             Jeg er læge.
Tryde                Ha ha ha. Læge? Så er jeg kejser.
Kirstine             Jeg troede blot, I var forvalter.
Tryde                Og jeg troede blot, I var en smuk pige.
Kirstine             ( Genert) Synes I da, jeg er smuk?
Tryde                Var jeg ikke så gammel, ville jeg fluks fri til jer …
Kirstine             I er ikke gammel … vel Maria?
Maria                Øh … n e e j – ikke helt
Tryde                Synes jomfruen ikke, at jeg er gammel?

   
Kirstine             Nej
Tryde                Ikke for gammel til … til …
Kirstine             Til … hvad?
Tryde                Er jomfruen trolovet?
Kirstine             Nej.
Tryde                Men har hun en hjertenskær?
Kirstine             Nej
Tryde                Jeg skulle ikke stille alle disse spørgsmål. Jeg er ingen ung mand. Snart fyrretyve år. Kunne være Jeres far.
Kirstine             Spørg I blot. Og jeg er ligeglad med Jeres alder.
Tryde                Hvem er Jeres far?
Kirstine             Min far er død.
Tryde                Jeg hedder Gabriel Tryde. Jeg er ugift.
Kirstine             (Lidt forlegen) Jeg må hellere se på benet.
Tryde                Ja.
Kirstine             Maria, hjælp mig med at holde hans ben. ( Til Tryde) det vil gøre lidt ondt.
Hun undersøger benet.
Kirstine             Det er blot en forstuvning. Ingenting af betydning. Men jeg lægger en stram forbinding, og så må I ikke gå på foden i nogle dage. Men jeg vil komme hver dag og se til Jer. Maria, giv mig tasken!
 
Marie rækker hende tasken. Hun lægger en forbinding. Tryde ser på hende imens – forelsket – hun ser stjålent på hans ansigt ind imellem – mindst ligeså forelsket.
Tryde                Jeg vil glæde mig til hver dag, I kommer. Og jeg håber, at foden læges sent.
Kirstine             Åh, I bliver snart rask … men …
Tryde                Men?
Kirstine             Jeg bliver boende på møllen.
Maria                Kirstine. Vi kan da ikke blive siddende her. Din onkel  …
Kirstine             Jeg er voksen nok til selv at bestemme, hvor jeg vil sidde.
Maria                Kirstine!
Kirstine             Jeg er ikke noget barn.
Tryde                Det er I ikke. Så bliv blot siddende en stund.
Kirstine             Nej. Jeg må gå.
Kirstine og Maria går ud. Scenen tom et øjeblik. Ind fru Agathe v. Plessen i samtale med kammerherreinde Lüttichau til Tjele.
Fru Agatha       Ja, alt det fortalte hun mig. Og Mette er en ærlig pige. Hun siger sandheden. Så nu forstår du vel, at vi må hjælpe de unge?
Fru L.                Jo, men blot begriber jeg ikke, at Søren ikke kom til os i stedet for at løbe sin vej. ( Efter en pause og med lidt ærgrelse i stemmen) Sandt at sige, kender jeg ham ikke for det gode.
Fru A                Hvad siger du?
Fru L                 Ja, der har været klaget over ham.
Fru K                Klaget?
Fru L                 Ja, både forvalteren og vor degn har haft problemer med Søren. På hovmarken er han ikke nem. Og degnen mener, at drengen læser mere end godt er.
Fru A                Kan man det?
Fru L                 Ja, når det er ugudelige skrifter: tidender og almanakker og den slags, som ikke er skrevet for bønderbørn.
Fru A                Men en duelig landmand – det er han vel?
Fru L                 Vist er han dygtig. Men genstridig.
Fru A                Så er det vel synd at behandle ham dårligt.
Fru L                 Ved du hvad Agathe, den slags overlader vi til forvalteren. Men naturligvis, er her sket uret, så skal den gøres god igen. Blot må vi huske, at karlen må lære at kende sin plads. Det er ikke let.
Agathe              Bare de finder ham, inden han gør en ulykke på sig selv.
Fru L                 Åh – det slags gør bønder ikke. Dertil er de for træge.
Fru A                Sig ikke det. Der er mange bønderkarle, som lemlæster sig selv for at slippe for soldatertjeneste. Ja, det har jeg hørt af Reventlow.
Fru L                 Denne Reventlow – er han ikke temmelig overspændt? Jeg har nu aldrig spekuleret over disse bondespørgsmål, må jeg indrømme. Hans Helmut siger, at alle disse nye indretninger er tegn på sædernes forfald.
En bondepige kommer løbende. Hun har meget travlt. Fru Agathe råber hende an.
Fru A                Hør, hvor skal du hen i den fart?
Pigen                 Jeg må skynde mig at finde forvalteren.
Fru A                Nå, så meget haster det vel ikke.
Pigen                 Jo, det gør. Det gælder liv og død.
Fru A                Hvad er det du siger, barn?
Pigen                 Ja. Der er sket en ulykke. Jeg må løbe.
Fru A                ( Hun holder fast i pigen) En ulykke! Jamen så fortæl dog!
Pigen                 De … de har funder en karl i søen. Han har vist druknet sig.
Fru A                Og hvor er han nu?
Pigen                 Jo. De kommer bærende på ham nede fra søen, men …
Fru A                Gå tilbage! Bed dem bære karlen herhen! Straks!
Pigen                 Jamen, de sagde, at jeg skulle hente forvalteren …
Fru A                Ham får vi ikke brug for. Skynd dig nu!
Pigen vender om og løber tilbage.
Fru A                Så er det måske for sent.
Fru L                 Ja, det er stor skade.
Nogle bønder kommer bærende på Søren. De lægger ham i græsset foran grevinden og kammerherrerinden og går til side. Den unge pige fra før kommer løbende sammen med Mette.
Mette                Åh Søren! ( Hun græder)
Der er blevet sendt bud efter Kirstine, som skubber Mette til side og går i gang med at genoplive Søren. Efter en tid lykkes det. Fru L knæler ved hans side.
Fru L                 Søren! Hvorfor har du ikke fortalt os om den uret, der er begået imod dig.
Søren                ( Han jamrer)Åh …
Fru K                Ja, det er mig, Søren. Og jeg er vred. Du burde være kommet til os.
Søren                (Sætter sig op og ser ned i græsset) Åh, det havde aldrig nyttet.
Fru L                 Vrøvl. Vist havde det så. Vi er ikke umennesker. Vi ser i alle mennesker brødre og søstre. Også du har en plads blandt Guds kære børn.
Søren                ( Trodsigt) Det har jeg aldrig mærket.
Fru L                 Vi har jo ingenting vidst. Derfor.
Søren                Sådan er der meget, der aldrig vides.
Plessen kommer ind i selskab med Lüttichau
Plessen             Ser man det! Der har vi nok knøsen.
Lüttichau          Ja, vi har netop hørt Søren og Mettes historie, og jeg er glad for, at det ikke er for sent.
Plessen             Lige mine ord. Og nu har vi vist også fundet en løsning.
Søren rejser sig og går hen til Mette
Søren                (Med mistro) En … en løsning?
Plessen             Netop. Jeg har talt med forvalteren. Og nu er det sådan, at vi har en fæstegård på Fussingø, som er ledig, og den er slet ikke ringe, men selvfølgelig: den trænger til en dygtig landmand. Hvad siger du til det Søren?
Søren                ( Trodsigt) Har jeg noget valg?
Mette                ( Vredt) Søren!
Plessen             Hør nu her Søren: gården ligger i Gjandrup. Der er 6 tønder harkorn og velholdte bygninger. Og jeg betaler sammen med kammerherren din indfæstning. Hvad siger du så?
Søren                ( Stadig med trods i stemmen) Ja, så har jeg vel at sige tak.
Mette                ( Endnu vredere) Søren!
Søren                (Sluger en kamel) Jeg siger … tak.
Plessen             Det tænkte jeg du ville. Og for at du ikke fortsat skal tænke ilde om mig, har jeg sendt bud efter birkeskriveren, og du vil i alles påhør få overdraget fæstebrevet.
Mette                ( Glad) Åh Søren! Greven skal have så hjerteligt mange tak.
Søren                (Vredt) Mette!
Plessen             Ja, vær du glad for hende. Gården er god, men hun er det bedste, du får.
Søren                Det er i det mindste sandt.
Fru A                Der kommer birkeskriveren.
Hempel             Ja, jeg kommer med det fæstebrev til Søren Nielsen, som greven bad mig udfærdige. Nu vil jeg læse det højt for dig, Søren.
Han folder brevet ud og læser
Hempel             JEG CHRISTIAN LUDVIG SCHEEL VON PLESSEN, STAMHERRE TIL FUSSINGØ OG SELSØ, HERRE TIL SALTØ HARRESTED OG LIDHOLM GÅRDE, HANS MAJESTÆTS TIL DANMARK OG NORGE BESTALTEDE KAMMERHERRE OG DEPUTEREDE UDI DET KONGELIGE GENERALVÆSENS KOLLEGIO, GØR HERVED VITTERLIGT:
Herefter oplæses det originale fæstebrev til Søren Nielsen Gjandrup, som befinder sig på lokalhistorisk arkiv – en kopi kan skaffes.
Det originale spil sluttede som et rammespil, hvor man igen mødte den lille nutidige familie ( mor, far, Søren og Mette anno 1988) – men den virker nu lidt unødvendig og påklistret, synes jeg, så den udelades.
Vi nøjes med den lykkelige slutning, der hører sig til i et sådant spil anno 1988 som jo skulle være en fejring af 200året for stavnsbåndets ophævelse.
Her et lille citat fra Danmarkshistorien.dk
Stavnsbåndet blev indført med en forordning af 4. februar 1733 som en del af genindførslen af nationale udskrivninger til militærtjeneste. Det indebar, at de unge mænd på landet ikke uden godsejerens tilladelse kunne forlade det gods, hvor de var født. Stavnsbåndet blev officielt ophævet i 1788, men var først helt afviklet i 1800.
 
              
    Jeg vil slutte dette indlæg med at lægge den tale på, som jeg holdt efter den sidste forestilling i juli 1988:
    Jeg vil gerne sige tak til alle, der har været med til at virkeliggøre drømmen om et festspil her på det smukke Fussingø i anledning af bondens frigørelse for snart 200 år siden. Det var en begivenhed, hvori ”vores” greve, Christian Ludvig Scheel von Plessen, spillede en hovedrolle.
Tak for jeres flotte spil, tak for dans og musik. Det smukke resultat skyldes sikkert talent for og glæde ved at optræde, men jeg tvivler ikke på, at det også har krævet hårdt arbejde af jer alle sammen.
Jeg har f.eks. hørt Ketty Jørgensen (hun spiller Kirstine) fortælle, hvordan hun, når hun lavede mad derhjemme, undertiden gik et par skridt tilbage og øvede sig på først at vende frikadellerne ryggen, men dernæst at vende sig om og stirre dem lige ind i farsen og indsmigrende spørge dem: ”synes I virkelig, at jeg er smuk.”
At vi har fået så dygtige skuespillere er lidt af et lykketræf. Ganske vist var det ikke ganske grebet ud i den blå luft, når jeg henvendte mig til snart en og snart en anden og spurgte, om de ville lege med.
Men alligevel – at de passede så fint ind i rollerne, det vidste jeg ikke. F.eks. valgte jeg Thyge Jensen og Jens Christian Weidanz  og Dick Webb på grund af deres udseende og stemmepragt.
Valget af Hans Kaltoft som den nidkære pastor Brandt kom sig af en erindring, jeg havde fra flere år tilbage. Jeg huskede nemlig, hvordan han midt i en lærerfest tog ordet og holdt en dundrende vækkelsestale.  Den var så morsom, og han var så overbevisende salvelsesfuld, at det måtte blive ham til den rolle. Han sagde heldigvis ja, skønt rollen ikke just er sympatisk.
Og Niels Arne Hansen, den gode forvalter Tryde til Fussingø, ja ham er jeg jo i familie med, og han er en rigtig jyde med begge ben på jorden. Niels Arne trådte til i sidste øjeblik og klarede rollen smukt. Vi havde et par stykker før ham, som sprang fra. Den ene var italiener og ville så gerne give kærligheden flere erotiske hedebølger, end min tekst kunne bære.
Resten af personerne kom til på anden vis: nogle fra vores hjemlige dillettantforening, andre, fordi Jytte Nielsen kendte dem som habile amatørskuespillere.
Nu håber jeg så, at rollerne kan aflægges igen – I blev jo alle så hjemme i dem – forhåbentlig har Kaltoft ikke levet sig så grundigt ind i sin, at han vedblivende vil tage afstand fra fester og andet syndigt tant og fjant. For Jens Christian kan man jo godt være lidt bekymret. Han spillede sin rolle som indædt aristokrat så naturligt og overbevisende, at man kan tvivle på, at hans politiske karriere kan fortsætte i samme spor efter dette. Han kan vist ligeså godt straks melde sig ind i Det konservative Folkeparti. Hmm …
Det får mig til at tænke på en sjov lille episode den lørdag, hvor vi spillede om eftermiddagen. Da kom der en mand hen til mig i pausen og fortalte, at hans familie omgås privat med familien Lüttichau på Tjele ( efterkommere af vores aristokratiske adelsmand i stykket) og ”jeg kan jo se” sagde han til mig ”at du også kender familien rigtig godt.” Det benægtede jeg. Desværre nej. Har faktisk kun været som ”kigger” på Tjele en dag, hvor der var åbent for publikum. ”Ja, da har du taget ham lige på kornet. Hans Helmuth, han blev da spillet præcis som den nuværende greve til Tjele.”
En anden kom og fortalte mig, at han var så imponeret over, hvor ubesværet Dick Webb klarede den lette tyske accent. Sådan har greven helt sikkert talt dengang, sagde manden. Jeg mente nu ikke, det havde været så svært for Dick. Han er englænder. Men det sagde jeg ikke. Al æren skal være skuespillerne vel undt.
En gammel dame kom hen til mig og fortalte mig noget om Trydernes videre liv på egnen. ”Nu ved jeg ikke, om der lever flere,” sagde hun, ”men da jeg var lille, gjorde der, og vi måtte ikke lege med Trydebørnene, for de var altid så fulde af lus.
Jeg synes alt i alt, at vi har haft en skøn tid sammen det her forår, og jeg foreslår, at vi opfører stykket igen om 10 år. Det har ingen glæde af at ligge i mølposen.
Eller, det skulle måske være et helt andet Fussingøspil til den tid?
Det kunne f.eks. handle om de mystiske begivenheder, der tvang præsten i Torning til midt om natten at nøddøbe et lille barn, som var blevet født i dølgsmål på Fussingø Slot. Der ligger en tragisk kærlighedshistorie bag al den mystik.
Foreløbig skal I alle have tak endnu engang, fordi I satte alt andet til side i flere måneder for at give jeres kræfter til spillet og lege med af hjertens lyst.