Engle 4. Englen Rafael og drengen Tobias – en føljeton

Praktisk nok, så er Rafael forsynet med to sammenhængende funktioner – han vogter den rejsendes fod, så denne ikke snubler på sin færd, og gør han det alligevel, så står englen parat med lægetasken. Han er på en gang rejse- og lægeengel.
I stedet for at beskrive ærkeenglen Rafael, vil jeg tage jer med ind i en af de dejligste fortællinger, der overhovedet findes om engle. Synes jeg.
Og så for resten også af en anden grund. For engle lader sig i grunden slet ikke beskrive, de lader sig kun fortælle.
Fortællingen om Rafael og drengen Tobias er lang, og den har sin helt egen bog iblandt de apokryfe skrifter, men skønt den aldrig fandt vej til Bibelen, så har den fra tidernes morgen ubesværet fundet vej til kristnes hjerter.
Tobits Bog hedder den. Og jeg vil fortælle den i min egen gendigtning i de kommende indlæg.
Tobits Bog som følgeton!
Fra år 586 før Kristus og langt tid frem levede jøderne i eksil. Det hører vi om i Bibelen, mest kendt er sikkert historien om Daniel fra Daniels Bog. Daniel, der var en dannet jøde, som kong Nebukadneser satte højt og derfor gav en høj stilling. Hans liv lignede kort sagt en succes. Indtil det en dag gik galt, og Daniel blev kastet for løverne. Han blev dog reddet af ærkeenglen Mikael.
Tobit er en jødisk fange i byen Ninive i Assyrien. Han skiller sig ud fra de andre jøder på samme måde som Daniel ved sin visdom og bliver hurtigt en af kongens betroede mænd.
Indtil han en dag bliver blind.
—————————————————-
 

Engle 1. Engle hist og her og alle vegne

 
Et af mine børnebørn spurgte mig: “Findes engle rigtigt?” Og jeg svarede: “Jamen, lille skat, du har jo lige tegnet en.” “Åh ja,” sagde hun glad, “det er også sandt.”
En anden gang holdt jeg foredrag om engle, og en af tilhørerne spurgte mig: “Tror du selv på engle?” Og jeg kunne jo have svaret: “Jamen, kæreste, nu har jeg jo snakket om dem i to timer.” Det sagde jeg ikke, men hvis jeg havde gjort, så ville hun ikke have svaret: “Åh ja, det er også sandt.” For hun var voksen, og voksne mennesker har lang vej til troen. Den voksne vil kun tro det, hun ved. Og det, man tror, det ved man jo netop ikke. Man tror det, og der er ingen grund til at sige “kun” – det er ikke noget, vi “kun” tror. Vi kan sige, at vi “kun” ved det og det, for vores viden er begrænset af forstandens sølle fatteevne. Det er vores tro ikke – den er ufattelig stor og rig og føles med hjertet. Men vi moderne mennesker i en teknologisk verden er opdraget til at være logiske, og der er ingen logik i troen. Og vi skal være forstandige, og det skal vi selvfølgelig, men forstanden hjælper os ikke i trosspørgsmål. Troen er hinsides al fornuft.
Jeg holdt foredrag om engle i Hald ved Randers for nogle år siden. Det var i forbindelse med, at præsten gik på pension, og han fortalte efter foredraget, at det første foredrag, han var med til at arrangere for 25 år siden havde haft samme tema: engle. “Og vi var så nedtrykte, da vi gik hjem, for foredragsholderen tog englene fra os. De fandtes overhovedet ikke, sagde han. Men du har givet os englene igen.”
Da blev jeg glad, og jeg har siden været meget omhyggelig med ikke at tage englene fra nogen.
I de næste indlæg vil jeg i små rids lave en slags “englenes historiebog” – og den har jeg vel ikke fra troens verden, men snarere fra bogens. Alt, det der er nedskrevet om englene i tidens løb, dels i Bibelen og dels i de mange andre gamle religiøse skrifter vil jeg fortælle om. Og så også lidt om de moderne engle. Dem, der viser sig ( for os) i dag og måske vil gøre det i morgen.
I avisen læste jeg forleden om en kvinde, der havde mistet en, hun holdt af, og hun var så bedrøvet og så ensom i sorgen. Men så kom der en engel. Det var nabokonen, og før sin sorg havde den ulykkelige aldrig anet, at hun boede dør om dør med en engel. Den slags engle, der kommer og holder om os, når vi er mest ulykkelige, har mange af os mødt. De er Guds sendebud. For engel betyder sendebud.

15. december

 
Ude på Djursland, Ikke langt for Ebeltoft ligger Jernhatten, et imponerende bakkedrag, fra hvis top man skuer ud over havet. Og her i denne øde vandegn ligger en lille bitte ø ved navn Hjelm. Den er dog ikke mindre, end at den har spillet en vigtig rolle i Danmarkshistorien, for det var nemlig her, den fredløse Marsk Stig skjulte sig efter det grumme mord i Finnerup Lade, og her døde han i 1293. Men nu er vi i et helt andet århundrede. Det betyder dog ikke, som vi snart skal erfare, at livet på øen sover Tornerosesøvn, og der sker stadig væk grumme ting. Nede på stranden ser vi en flok usympatiske fyre komme slæbende på tre unge mænd, og derfra hvor vi befinder os, kan vi ikke helt afgøre, om de er i live. Fyrene derimod er ret så livlige, som de trasker af med vore helte, for dem er det jo. Og de er iklædt en uniform, man ikke kan tage fejl af, og som signalerer, at de tilhører en kendt rockerbande. Den forreste standser op et stykke inde på øen og vender sig mod de andre.
”Hvad fanden gør vi med dem?” spurgte han de andre, som ikke kunne besvare dette simple spørgsmål. En tid stod de stille, så sagde den første, ”Jeg foreslår, at vi lægger dem i hulen.”
”Okay, men hvad nu, hvis de er døde?”
”Det er sgu’ da værre, hvis de ikke er døde, og hvorfor skulle vi absolut blande os i det her?”
”Jeg ku’ da ikke bare lade dem drukne, vel?”
”Det ku’ du sgu’ da godt.”
”Helt ærlig, mand!”
”Du, ved du hvad? Jeg får en ide: vi kan jo bruge dem til at stive vores nye image af!”
”Hvordan?”
”Du læste jo selv i avisen, at politiet ikke har skyggen af mistanke til os. I avisen stod der jo ordret: ”Hells Angels har skiftet cyklen ud med båden.” Og nu kan vi måske ligefrem få heltestatus. Kan I ikke se overskriften: ”De heltemodige Hells Angels redder tre drenge fra druknedøden.”
”Det lyder klamt.”
“Nå, men foreløbig lader vi dem bare ligge. Kom! vi går ned til båden – varerne må snart være her.”
Det var hen under aften, og inde i hulen lå alt i tusmørke. Måske kunne man lige akkurat skimte nogle sorte bylter, der lå i et hjørne. Det var drengene, som rockerne havde kastet nogle vattæpper over, for at de ikke skulle fryse ihjel, så helt igennem onde var de altså ikke, og herinde havde de sovet den hele dag.  Svend vågnede ved lyden af sin egen hoste. En tid hostede han videre uden at vide, hvor han var. Så blev han helt vågen og forsøgte at vække de to andre.
Fra Tom kom en grynten: ”Lad mig dø i fred!”
”Rolig, du er nok allerede død.” Svend fik hanket op i ham.
”Jeg ved ikke, hvordan vi er havnet her. Men det er ikke engle, der har smidt os i den her uhyggelige hule.  Altså, må vi hellere kommer herfra.”
”Ja, ” kom det sløvt fra Tom, ”kortet viste jo, at der ligger et hus midt på øen. Og det viste jo også, at det er der, vi skal søge ANKERET.”
”Ja, vi må derop,” afgjorde Svend.
Få minutter senere stod de ved huset. En tid listede de lidt planløst rundt om det store hus, men da de rundede det sidste hjørne, standsede de brat. ”For pokker, det er beboet, hvem skulle have troet det? Midt om vinteren!” Svend listede helt hen til vinduet, hvor gardinet var trukket for, men i den ene side var der en sprække stor nok til, at drengene kunne kigge ind.
“Ham der ved lampen, ham kender jeg,” sagde Svend.
”Jamen, så bank på ruden!”
”Nej, er du vild – han er ikke ligefrem i familie med mig. Det er Faust.”
“Hvem Faust?”
”Der findes sgu’ da kun en, din odder. Goethes Faust.”
”En, der ligner, mener du?”
”Det gør han i al fald. Shyyy … der kommer en mand ind. Han ser ækel ud, men ham kender jeg til gengæld ikke.”
Ja vist så han ækel ud, men det er ikke så sært, for det var nemlig Den Lede selv. Men det
kunne drengene jo ikke vide. Og de kunne heller ikke høre den samtale, der nu udspandt sig mellem de to i kammeret. Det kan vi, så nu vil vi lytte.
”Der er noget generende barnligt og uskyldsstinkende lige i nærheden. Jeg mærker det i min gigt.” Faust så indtrængende på Fanden.
”Ja det er ikke mig!” bralrede Fanden op.
”Nej, nej …  men noget er altså i gære.”
”Ja, det kan du tro. Sagen er den, at Den Rene Af Hjertet skulle komme til dig i denne nat. .”
”Det mærkede jeg nok. Det er just derfor jeg sidder oppe i denne nat.”
”Du sidder vel altid oppe, granskende og grublende ved lampens skær.”
”Du får det til at lyde som den rene idyl. Mit liv er et helvede.”
”Det er mit også.” De sukkede dybt begge to.
”Men,” tog nu Faust til orde og fortsatte med fast stemme: ”Jeg frygter ikke den tåbe. Mig kan ingen overraske. Min skarpe forstand og min rene fornuft røber mig alt, så lad blot tåberne tumle videre ad følelsernes vildveje. Vi går forstandens.”
”De tumler ikke mere.”
”Jaså”
”Ved Vestenvindens hjælp har jeg druknet både drengen og hans hjælpere.”
Faust så anerkendende på Fanden, så lo han tilfreds. De havde altid haft noget kørende med hinanden. De faldt så let i hak, de to.
”Men hør nu,” sagde han, ”du står og tripper så underlig, jeg tror, du skjuler noget for mig.”
”Nå, hende … det …” Og for en gangs skyld blev Fanden forlegen og begyndte at hakke i det.
Faust rejste sig og gik om bag Den Onde Satan og hev en lille forpjusket pige frem og trak hende hen i lampens lysskær, så han ret kunne betragte hende.
”Ah … men dog … en liden Gretchen. Sådan en har jeg længe savnet.”
 
ren. – Den onde Fyrste besøger Faust i dennes studerekammer på Hjelm
”Hun er min,” replicerede Fanden hvast, men Faust så med dyb alvor i blikket på sin ven og sagde, at hvis han ikke fik pigen, så ville han holde et lille møde med sine hjælpere. Om hvad? ville Den Lede vide. Om Klenodierne. Fanden sænkede begge sine horn. Så tog han et tag i pigen og skubbede hende hen til Faust.
”Du kan låne hende,” sagde han surt.