Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted af færdige og ufærdige skrifter. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com
Begyndelsen. Hvordan begyndte det hele?
“I begyndelsen var ordet” – hedder det i Johannesevangeliet.
“I begyndelsen var lyset” hedder en vældig fin bog om Kandestederne, redigeret af Kirsten Obelitz Rode.
Man kunne også sige: “I begyndelsen var mørket.” I indledningen til Skabelsesberetningen står der nemlig: “Og der var mørke over Verdensdybet … og Gud sagde: “Der blive Lys”. Og der blev lys.
Når vi skal tale om dagligdagen, som den levedes ved den jyske vestkyst i 1800-tallets slutning og det nye århundredes begyndelse, handler det mere om mørke end om lys.

Og en novembernat i 1893 var det mørket, der sejrede over lyset ved det lille fiskerleje Harboøre. En storm rejste sig pludseligt og uvarslet, og fiskernes robåde kastedes ind mod kysten. Mange af dem endte som vragstumper, og 47 fiskere omkom i bølgerne.

Og det er her, vores historie om Christen (eller Chresten) Kokholm tager sin begyndelse. For han var en af de mænd, der natten igennem måtte kæmpe med døden. Og mange af dem tabte den kamp, og ikke så få har sikkert tryglet Gud om hjælp og lovet ham at de ville omvende sig, hvis bare de blev reddet. Nogen af dem har måske råbt: “kommer jeg levende i land, så vil jeg tilhøre Jesus den Korsfæstede af hele mit hjerte.”
Men der var en som råbte noget helt andet. Og han kom faktisk levende i land. Det var Christen, og han sagde omtrent sådan til Gud (det har vi hans datters ord for): “hvis jeg kommer levende i land, så vil jeg tilhøre Elisabeth i Kandestederne.”
Her er den pige, som Christen lovede troskab, hvis han slap levende fra stormens helvede:

Man behøver blot kaste et blik på pigen for at forstå, at hun var værd at drømme om.
Her er et andet billede af samme pige, men på det er hun yngre. Konfirmand måske. Hun virker sårbar, sart … men hun var livet igennem en stærk kvinde – det fremgår af alt, hvad jeg har læst om hende og hvad hun selv har skrevet. Hun skal måske være hovedpersonen i den bog, som jeg måske skal skrive. Ja, det ville være en ide. At lade Christen ( eller Chresten) komme i anden række. KOKHOLM er nok så meget Elisabeth, som det er Christen. Hun var hotellet. Poul Reumert titulerer hende i et af sine breve: Dronning Elisabeth.
Her ser vi den unge prinsesse:

Chresten kom, så og sejrede. Men der skulle kamp til. Let var det ikke. For hendes far, Mads Houkjær, var en stolt mand, gårdejer og sognefoged, og hans eneste datter skulle indgå et ordentligt ægteskab og det med en fra egnen, som man kunne stå inde for, fordi man kendte slægten. Og dem var der da også nogle stykker af. F. eks. havde Mads’ egen bror, Ole, en søn i passende alder. Peder Houkjær hed han, jo han var et rigtig godt parti, arving til Klarup, en stor og veldrevet gård.
Så Christen kunne rejse hjem, hvor han kom fra, kunne han – og det gjorde han så. Han rejste hjem til Harboøre. Hvad han lavede der, ved vi ikke. Det finder jeg måske ud af senere i min research.
 
 
Men så kom katastrofenatten, og der lige midt i orkanens øje aflagde han sit løfte.
Og hvordan kan jeg nu vide, at han vendte tilbage til Harboøre? – det står der ikke noget om i Hulsigbogen. Nej, men den er jo også langt hen fri digtning. Men takket være det materiale, som jeg har lånt af Lise Troldborg, har jeg faktisk belæg for at mene, at Chresten kom tilbage til Harboøre og at han var med på havet den nat, da 47 fiskere druknede.
Den yngste af hans børn, Rigmor, skrev nogle små lapper papir – noter til noget større, ligner det, og de ligger spredt i papirbunkerne, og her fandt jeg nogle ark, hvor hun skriver løst og fast om sin far, og der står på et af siderne sådan her:

Klik på billedet, hvis du vil have det forstørret!
Desværre er der som sagt tale om løsrevne ark, og det lyder jo lidt mærkeligt, at hestene er “juleudhvilede” – det vil jo sige, at Elisabeth kører Chresten til toget i december, og katastrofen indtræder i november.
Det kan kun forklares på en måde. De to skilles i næsten et år. Mon ikke?
På en anden papirlap skriver Rigmor næsten det samme som i ovenstående. Der står:
Far rejser til Harboøre da Redningstationen er færdig – dengang var kun Romantik i Luften. – Da Far er ved at omkomme, da de mange Fiskere druknede – lovede han sig selv og Vorherre, at overlevede han, da skulle han straks op at fri rigtigt til den søde Lise.
I Troldborgs arkiv finder vi også et par artikler om katastrofen i Harboøre, og det er Rigmor ( den yngste datter) der i 1993 har klippet dem ud fra avisen, hvor de står i anledning af 100 dagen for katastrofen.
Der var i alle landets aviser lange referater af ulykken ved Harboøre, men den, der huskes, er sikkert Politikkens journalist Henrik Cavling.
Her er et lille uddrag fra en af hans artikler:
Vi skal ikke referere prædikenen. For den maa præsten staa til ansvar for sin Herre. Men vi skal referere, hvad der i den tidlige morgen efter rædselsnatten foregik paa selve stranden. I det øjeblik, da havet brølende kastede lig og baade op paa land, kom pastor Madsen ned til 4 fiskere, der stod i begreb med at bortbære en druknet kammerat. 
Saa sagde præsten til fisker Peter Olsen, der hører til reningsbaadens besætning og forøvrigt selv er formand for et baadelav:
“De var det første menneske, jeg tænkte på imorges, Peter Olsen”
“Hvi saa, hr. pastor?”
“Fordi”, svarede præsten, “at var De ogsaa druknet, saa var Deres sjæl faret lige ned i Helvede!”
Fiskeren svarede: “De er sjælesørger, hr. pastor, og ikke hjærtekender. Herrens veje er ikke vore, hr. pastor.”
Og Cavling refererer senere om begravelsen, hvor først pastor Madsen og senere pastor Moe får ordet. Moe siger bla. disse ord til de sørgende:
…”syndens sold er døden, men Jesus er Satans overmand og kan frelse os fra djævelens haand. Jeg spørger: hvem frelser han idag? Han frelser sine øjestene, de helllige. Hvorledes handler han mod de vantro, der staar om denne grav og véd, at de ikke lever deres liv i Jesus? Guds evangelium er prædiket for dem i mange aar, men de har ikke sluppet deres synd. De véd ikke, at et vantro menneske er et stykke kød uden aand, en muldvarp, en træl af hovmod, forfængelighed, gærrighed og kødes lyst. Hvem der hin nat aflagde Gud et løfte og ikke holder det, vandrer lige ind i helvede. Jeg roser ikke de døde. Det er at gøre nar ad dem, og det kan ikke frelse dem af satans haand. Sidst jeg var her, begrov jeg druknede, Gud straffede Eder da; han har endnu en gang besøgte Eder, fordi de vantro levede i synd og løgn!”