6. december

6. december

Et sted mellem himmel og jord sås Den Onde og endda i ondt lune, lod det til. Man blev ganske svimmel af at betragte ham, som han fór af sted fra sky til sky og syntes optaget af at jage noget, som hele tiden forsvandt for ham. En slags skyggejagt. Rasende greb han ud i den tomme luft, og hvis vi lagde øre og ikke blot øjne til det sære sceneri, ville vi kunne
høre en smittende latter.
Men den smittede ikke Fanden.
”Nu kan det være nok!!!” skreg han. ”Men så bliv dog hængende stille. Bare to minutter!” til sidst næsten tiggede han, og det var så uvant for ham, at stemmen knækkede over, og skyggen pludselig standsede sin flugt og materialiserede sig for øjnene af ham.
”Dit afskyelige englegespenst,” jamrede han og hengav sig til et veritabelt hosteanfald. ”Jeg er allergisk over for engle,” stønnede han, ”det er de forbandede fjer. Tænk, at nogen kan falde for sådan en afskyelig lyserød kødklump med storkevinger!” Og han hostede
videre en rum tid.
”Så tag dig dog sammen, menneske!” sagde englen ikke så lidt fornærmet.
”Menneske! Må jeg være fri!!! ”Fi… fi … fik du ikke bre- brevet,” nøs han.
”Jo, men jeg kan ikke læse.”
”Lærer I da slet ingenting deroppe?”
”Jo da – noder og melodier og blomsterbinding.”
”Det tænkte jeg nok,” fnøs Den Uhyrlige, ”det er, fordi den gamle er bange for, at I skal blive lige så kloge som han. Ignorant-elsker, som han er. Ja, mig forstødte han af samme grund. Og ligeså gik det med tåberne … ud med dem og ned i Jammerdalen! Hele bundtet. Sådan er han.”
”Han er god nok,” udbrød den lille engel forsvarsberedt, men Satan gad ikke høre mere, og nu fortalte han hende, at han ville lukke hende lige ind i et spændende eventyr, blot hun ville lytte til ham i fem minutter. Hun trak sig et skridt tilbage og rystede på det
kønne, lille hoved, men han holdt hendes blik fast og trak hende til sig, og så begyndte han at hviske, ”for det, jeg nu vil fortælle dig, tør jeg ikke engang betro skyerne og himlens fugle.”
Nysgerrigt blev hun stående, og mens han fortsatte med at hviske, ændredes hendes ansigtsudtryk fra afsky til spirende interesse, og til sidst lyttede hun åndeløst til hvert ord, der udgik fra hans flab. Men pludselig skar hun tænder og rev sig løs og råbte med høj og
vred englerøst: ”ALDRIG I LIVET! Det kan du godt glemme – det vil jeg overhovedet ikke være med til!” Men samtidig skinnede hendes øjne som på en kat i mørke, og Den Onde lo ondt og hakkede ind i hende, at det ikke var noget, hun bestemte.
De næste ord, som han hvæsede hende i øret, gjorde et så voldsomt indtryk på hende, og hun sank sammen for fødderne af ham. Han bøjede sig ud over skykanten og piftede sit djævlepift, og straks dukkede en helvedets hærskare af djævlekrabater frem og kastede sig for hans fødder, mens de snøftede og prustede om kap.
”Rejs jer! Og fjern så det ynkelige fjerkræ der og drop hende uden for hans dør,” sagde han og pegede på englen, der stadig lå bevidstløs ved siden af ham. De gloede savlende op på ham med tomme øjne.
”Hør nu, I tumper! Jeg brugte det meste af dagen i går på at forklare jer sagens akter! Så I ved nok, hvor I skal kyle hende hen!”
”Kyle, kyle, kyle, kyle …” peb de henrykte, mens de rykkede og sled i englen. ”Skal hun i gryden eller bare ædes, eller skal hun druknes eller bare kvæles?” hylede de i kor.
”I må ikke skade så meget som et dun på hendes vinger!” brølede han ude af sig selv, ”vi skal jo bruge hende, ikke? Hun er vores bedste kort. Og nu har jeg fyldt hende med Min onde Ånd, så nu kan hun kun gå den vej, jeg ønsker.”
De små krabater greb englen i arme og ben og vinger og fløj småsnadrende bort med hende.
Fyrsten kastede sig frydefuldt omkring i de bløde skymasser. Nu skulle den gamle verden blive hans alene, tænkte han højt og fortsatte: ”og jeg skal fylde den med Min ondeste Ånd – og alt levende skal visne og dø, og menneskene designes helt og aldeles i mit billede. Han så lidt trist hen for sig og fortsatte en smule skamfuld: ”Men drengen kan jeg ikke bruge. Mine ord trængte ikke ind, og mit mærke prellede af på ham. Men han skal få KÆRLIGHEDEN at føle, når den kommer til ham bestænket af mit sataniske savl, for jeg nåede jo at puste Min Ondskab ind i det lille lyserøde øre, som hun så villigt lånte mig.”
Han rullede sig i en kaskade af hostende latter.
 

5. december

 

5. december

Ved en computer sad en ung mand og stirrede som forhekset på den lysende skærm. Skønt klokken lige havde slået fem og de første morgenstråler netop var begyndt at sive ind ad vinduet, var han lysvågen, og da han er vores hovedperson, må jeg hellere præsentere ham. Han hed Svend og boede i Århus og studerede der – jeg husker ikke hvad. Så man sig om i værelset ville man hurtigt nikke genkendende til hele scenariet, hvis man da ellers havde været ung engang og endnu i stand til at huske de vildeste fester. Det så
grangiveligt ud, som om en stormflod var skyllet gennem rummet efterladende de
mest smagløse vragdele i form af flasker, glas og madrester. Kort sagt det var
en fest, der for længst var ebbet ud.

Luften var heller ikke alt for rar at indånde, og måske var det derfor, den unge mand rynkede på næsen. I et hjørne lå et par gutter og sov. De hed sjovt nok Tom og Jerry, og de var for resten Svends bedste venner, så dem slipper vi ikke uden om. På sofaen lå en
pige og også hun sov. Hun hed Line og skulle blive en del af det store drama, hvis konturer begynder at tegne sig. Andre var der ikke, og lige med et hamrede Svend en næve i bordet og råbte: ”Jamen, for pokker da også! Nu er det hele pludselig væk. Helt væk!”
Der lød et grynt nede fra gulvet, det var Tom, der langsomt kom til bevidsthed. ”Hvad siger du? Hvem er væk?”
”Shyy … vær stille! Det var her altså lige før!”
Tom puffede til sidekammeraten og fik held til at vække ham, og de så bekymrede på hinanden og hviskede lidt sammen – hvad de sagde, ved jeg ikke, og Svend blev ved med at sidde med blikket fastnaglet til den lysende skærm. Uden at vende sig om spurgte han lidt irriteret, hvad de egentlige de lavede i hans værelse. De to venner fik hurtigt
rejst hinanden op og ilede over til ham. Jamen, han havde da selv inviteret dem
til festen. Jo, selvfølgelig, men han havde da smidt alle på porten for lidt siden, havde han ikke? Han vendte sig om og så dem stivne i rædsel og dreje om på hælen og styrte mod døren, som havde de set fanden selv.
Lynhurtigt greb han dem i armene og holdt dem fast, og et øjeblik blev de stående med opspilede øjne og flugtplaner svirrende i hele hovedet.
”Hvad pokker går der af Jer, I ligner to, der har slugt et spøgelse og ikke kan få det ned.”
”Du skulle se dig selv,” mumlede Tom og hørte Jerry fortsætte, ”ja, du ligner en rådden citron fra Fakta.”
”Hvad?”
”Det er rigtigt, du er edderhamrende totalt gul-og-grønhimmelstribet i hele panden, det er godt nok gået hårdt ud over neandertalerportalen i nat, hvad?”
”Det … det … hvad mener du?” Svend hviskede ordene og gned panden, som ville han forsøge at fjerne et eller andet, der havde bidt sig fast. I det samme lød der et skrig fra pigen. Hun var vågnet ved larmen og stod nu midt på gulvet og stirrede på Svend.
”Han … han … har … jo … pest,” hvinede hun, og de to venner veg panisk baglæns.
”Ja, men det har han sgu’ da også! Pest, mand! Den sorte Død! Og nu skrider vi altså, og god bedring, gamle dreng, og mist nu ikke helt modet. Sådan en smule pest!”
Men inden de nåede døren, fór Svend derhen og med en rask bevægelse drejede han nøglen om og holdt den i sin knyttede hånd.
”I går ingen steder!”
”Nej, hør nu, dit gamle frankensteineruhyre, vi er da for pokker dine venner, ikke? Og lad os så gå!”
”Kan jeg stole på jer?”
Tom så lige på ham: ”Ja, altså … bare du ikke smitter os!” Og Jerry fortsatte, ”selvfølgelig, bare du lige gider række os nøglen og lade os komme forbi, så lover vi dig troskab til døden.”
”Ja, den smule tid, hø hø hø …” gryntede Tom og fik et skub af Jerry.
”Tom!!!!”
”Ja, ja, rolig nu! det var bare en vittighed, mand, det dør han sgu’ da ikke af.”
”Hvis I virkelig er mine venner, så bliver I her og hjælper mig.” Svend satte nøglen i hullet og trådte til side, og de to andre så fra nøglen til vennen og tilbage igen, men pludselig
gik Tom ind og smed sig på sofaen, hvor pigen havde ligget.
”Okay!” sagde han, ”fyr løs!”
Jerry satte sig ved siden af ham, og Svend skramlede med en stol, som han fik anbragt over for dem. Så satte også han sig tungt og begyndte at tale.
Først havde han troet, at det hele var en slags psykedelisk syreoplevelse, forårsaget af øl og hvad der ellers var røget indenbords, men så … ja, de kunne jo selv se brændemærket på
hans pande!!
De nikkede lidt beklemte – for det KUNNE man dårligt overse.
Det hele begyndte på et tidspunkt, hvor de fleste var godt trætte og egentlig helst
ville hjem og sove, men alligevel blev hængende, fordi de andre gjorde. Og så …
ja, det var svært at forklare, for der var ingenting at se, og der var stille i rummet bortset for lidt fuldesnak og en eller anden, der sang håbløst skingert om en haleløs kat, der havde mistet sin mor. Men så, ja så var det, som om nogen kastede et islagen hen over ham – et kuldeslag så voldsomt, at det lammede ham totalt, og i flere sekunder kunne han kun stå og ryste.
”Jeg forsøgte at bilde mig selv ind, at jeg da vist havde fået en øl for meget, og nu måtte jeg også hellere … så var det, jeg så ham.”
”Så hvem?”
Ja, det var måske ikke en gang et rigtigt menneske. Men det var NOGET, og det ligesom trak ham til sig. På ben så stive som en lørdagsbrandert var det lykkedes det ham at komme helt hen til vinduet, og så med ét blev iskappen flået af ham, og han så en kutteklædt skikkelse halvt skjult bag gardinet, og nu strakte det hænderne frem, og det var, som om en ild ramte hans pande, det brændte og sved, og han styrtede ud i baderummet og pøsede koldt vand i ansigtet. Så løftede han hovedet og så i spejlet og lige ved at besvime – ja, de kunne jo selv se! Han huskede ikke, hvordan han kom ind i værelset igen, eller hvad han foretog sig, men han havde vist råbt og raset og smidt alle gæsterne på porten.
”Men altså ikke I to?” sluttede han og så på vennerne med et lille smil.
”Sagde ham der is-og-ildflammekasteren ikke en dyt?” spurgte Jerry.
”Jo, lige inden han forsvandt, eller jeg løb ud, så hørte jeg ham sige: ”tænd! Og lær!” Men det forstod jeg jo ikke til at begynde med, så jeg stod bare midt i rummet og tog mig til hovedet, der stadig sved, og vidste ikke, hvad jeg skulle gribe til, men så fik jeg den tanke, at det måske var computeren, jeg skulle tænde – ja, for lyset var jo tændt, og jeg havde ikke andet, der kunne tændes. Jeg tændte den altså og gik på nettet og sad længe og gloede på en tom skærm, men så pludselig kom der en hånd til syne.”
”En hånd?”
”Ja, eller en ånd. Det var så uhyggeligt, og lige med ét begyndte den at skrive. ”Du er den udvalgte,” skrev den, ”I nat satte jeg mit mærke på din pande som et tegn på, at du skal følge din Herre og Mester. Og du skal sige NEJ, når tåberne frister dig. Og holde fast ved dit nej.”
“Du ævler – den slags hører hjemme i dårlige film.” Tom så på ham med et lille smil, men Jerry smilede ikke, han forlangte beviser. “Bare et eneste,” sagde han -“som nu det der brev, som den åndede hånd skrev, vis os lige det!”
Svend tørrede sig over panden og hørte i det samme vennerne bryde ud i en befriende latter, for nu så vennen med et helt normal ud. “Du ligner ikke mere en forknoklet skimmelost, gamle ven,” sagde Tom og daskede til ham.
“Hvad?” Svend strøg sig igen over panden, “Ja, det brænder heller ikke mere.”
“Nej, så fald du bare til ro – det var ren og skær indbildning. Og det der med hånden på skærmen, helt ærlig, tror du selv på det.”
“Jeg ved ikke rigtig …”
“Nej, men nu skrider vi. Det var en rigtig fed fest – du skal bare lade være med at drikke så mange øl.”
“Ja – jeg rører aldrig mere det skidt!”
 

4. december

 

 

4. december

”Og hvorfra ved du alt det? Hvor har du opsnappet Bukkens plan? Den blev jo fremsat i en lukket forsamling …”
”Nå ligefrem lukket – noget er altså lækket.”
Hun strøg huen af ham og satte den med en lille lykkelig latter på sit eget kønne hoved. Igen gik der en strøm af liv og lyst gennem hans gamle kød og ben, og det så voldsomt, at han kom til at ryste og sveden sprang, men han fik dog fremstammet, at det var alt for
farligt at tage del i den kamp, der skulle kæmpes. Og det var ikke noget for piger, nej slet ikke. Og desuden …, stammede han og kunne ikke komme videre.
Men det kunne hun, og nu flød ordene fra hende så let og hurtigt, at han måtte opbyde alle sine åndsevner for ret at fange og fatte dem.
”Nå, siden hvornår er det ikke noget for piger? Tænk dog en lille smule historisk, gamle mand!!! Hvad med Jeanne D’Arc,  – for blot at nævne et eksempel. Og jeg er engel, fortsatte hun og baskede med vingerne, så han måtte lukke øjnene for al den luft, der susede mod hans ansigt. Og har jeg måske selv bestemt det!! Og skal jeg bare finde mig i det, synes du?”
”Finde dig i det??? Jamen engel, …  og tilmed en Guds engel, … ” stammede han, ”det er dog det smukkeste man kan være!”
”Det kedeligste mener du?” Hun så koldt på ham og fortsatte sin svada med at forklare ham, at hun var mere end dødtræt af at flakse rundt med de besværlige vinger, der ustandselig kom i vejen for enhver livsudfoldelse, og desuden var for lange og kluntede til en ordentlig flyvetur med turbo. Stækkede vinger, ville hun kalde det. Ja, eller påfuglevinger, der bare skulle glimre og ingen gavn gøre. Åh, hvor hun gerne ville kappe dem af og blive en ganske almindelig pige med bløde, runde arme og slangekrøller og strutskørt. Ja. Og så ikke altid være så artig og synge og spille harpe i en uendelighed. Og Paradishaven, den var noget opreklameret fis, kunne hun godt fortælle ham, og han havde vist aldrig været ung, for så ville han forstå, at det ikke var et sted for unge piger – eller unge drenge for den sags skyld. Der var så alt for nydeligt. Og for indelukket. Der kunne man højst flagre om som en burhøne og synge som en indespærret kanariefugl. Men nu var hun heldigvis havnet på den grønne jord, der ganske vist også var Guds grønne jord, men han var da i det mindste ikke ene om den, sluttede hun lidt lavmælt og så ned.
Og han måtte spørge hende, om hun nu også var en rigtig Guds engel eller måske hørte til i den anden ende af skalaen og måske ( nu hviskede han ) … måske endda var en af Helvedets engle? Og hvis hun virkelig kom fra Paradisets Have, hvordan var hun så sluppet ud? Havde Gud ikke sat Keruber ved porten for at forhindre al trafik. Og Sankt Peder, stod han da ikke trofast vagt ved porten?
Jo vist, indrømmede hun, men hun havde venner.
Venner?
Ja. … F.eks. Gabriel.
”Gabriel!!!” himlede Julemanden, ”Nå så det er ham, der har sladret?”
”Jeg siger ikke mere. Min mund er lukket med 7 segl,” sagde hun mut.
De blev ved med således at mundhugges, indtil den gamle blev så træt, at han lagde paraderne og indså, at med hende kom han ingen vegne.
”Og hvad får dig til at tro, at du kan løse opgaven?” sagde han træt, og hun svarede veloplagt tilbage, at det var da så lige til. ”Jeg er jo en pige, ikke?” Han nikkede tamt. ”Og ham der, mennesket, som I har udvalgt, han er jo en dreng?” Jo. ”Og dreng møder pige.
Ser du: Det er den ældgamle historie om kærlighed.”
“Hmmm … jo … men jeg er ikke meget for det,” sagde han og vidste, at han allerede havde kapituleret.
“Godt, så siger vi det,” lo hun. “Jeg begynder i morgen.”

3. december

 

3.december

Julemanden holder af Elverhøj, det har I nok bemærket, for den minder ham om alt det, som nu er ved at forsvinde. Og lige nu sidder han trygt og godt i højen og tænker på den plan, som Bukken i sin snuhed har oprullet for dem, og som er fristende, det må han indrømme, men dog langt fra ufarlig. Skal planen føres ud, bliver der tabere og vindere, og han er langt fra sikker på, at det er hans ”folk”, der vil vinde. Det onde har en voldsom kraft i sig selv og især i mennesket, og vinder det kampen, så er i bogstaveligste forstand
Fanden løs.

Et øjeblik foresvæver der ham noget om standhaftige soldater og skarpe sværd, men billederne vil ikke fæstne sig og forbliver luftige forestillinger uden reelt indhold.
”Nej,” mumler han og minder sig selv om sin pacifistiske fortid og den ed, han nys har aflagt om aldrig at gribe til vold. Så væk med de romantiske forestillinger om ædle riddere! Og desuden, det er jo falsk varebetegnelse, for riddere er ikke ædle, de er ækle,
det ved han. De slår ihjel. Og det vigtigste af Guds bud lyder: du må ikke slå ihjel. Så den vej er ikke farbar.
“Nej”, gentager han og højt denne gang, det onde kan ikke besejres med våben. ”Make love not war,” synger han en smule falsk, og nu er han da vist selv havnet i grøft af forslidte fraser og fantasiløshed. Mon ikke?
”Hvor du vrøvler,” kommer det sløvt fra den halvt sovende Elverkonge. Rævesøvn altså, der kan man bare se! Det samme gælder da vist for de små piger, der ligger som bløde killinger og blunder med hovederne i hans skød. ”Make love,”mumler de som søde henførte ekkoer, og nu begynder de i halvsøvne at male deres blege, fugtige læber. Forventningsfulde putter de sig atter ind til den store konge og sover videre.
Hvad de drømmer om, ved jeg ikke. Og det kommer ikke sagen ved.
”Ja, jer har jeg ingen glæde af,” siger julemanden og sukker dybt, men sukket afbrydes af en spinkel, klokkeagtig røst, der får det til at risle sødt i hans gamle nisseblod.
”Men mig kan du få glæde af,” siger stemmen, og han snurrer rundt og forsøger at fange en skikkelse i dunkelheden, og lige med ét ser han hende sive på englemaner ind gennem de
græsklædte vægge, og nu stiller hun sig op foran ham og lader sit lys skinne, så det står som en blå og rød aura om hendes spinkle, hvide skikkelse.
”Gosh! hvor er du smuk,” mumler han uvilkårligt, men ved i samme nu, at den skønhed må han ikke falde for, og at det vil være allerbedst, hvis han fører sin del af den kommende samtale med lukkede øjne og åbent sind.
”Se på mig!” insisterer englebarnet en smule irriteret og basker arrigt med vingerne, så den klamme huleluft et øjeblik kommer i bevægelse og synes friskere, og han ånder dybt ind, men holder standhaftigt øjnene lukkede. Alligevel kan han ikke forhindre, at pigebarnet kommer nærmere. Nu mærker han allerede hendes ånde mod sin kind og helt uden bagtanke griber han en lille, blød hånd. Bagtanke, siger jeg, nej, der er slet
ingen tanker i hans kloge hoved lige nu, kun en stærk trang til at beskytte det
smukke, lille pigebarn, som han pludselig og ganske umotiveret tror, befinder
sig i stor i fare.
”Jeg kan mærke det,” tænker han angst, ”og pige, det er hun sandelig, det kan selv en julemand mærke.” Men han slipper ikke hendes hånd, og da hun bøjer sig ind over ham og begynder at hviske, som var hun bange for, at andre skulle høre det, så lytter han.
Pludselig åbner han øjnene og ser lige ind i hendes. ”Du er ikke rigtig klog,” stammer han. ”Det gør du ikke!”
 
 

2. december

2. december

Og nu skal vi til et helt andet sted, og også det ligger under jorden, dog langt dybere nede og ikke i en høj. Og her hørtes kun håbløshedens hivende åndedræt. En hvæsen, banden, jamren, stønnen og halvkvalte skrig, det var de lyde, der som et vandfalds evige brusen fyldte svovluften.

Fanden selv, alias Satan, alias Det Ondes Fyrste, alias Mastema, alias ikke så få andre og meget hæsligere navne, sad på sin trone, hvorover der blafrede et sygt lys. Nu har du måske gættet, hvor vi er? I Helvedet, hører jeg dig hviske, lidt forskrækket, for  i den stinkende svovlpøl! Nej, der gider du ikke være. Men det er du altså nødt til, hvis du vil følge mig.
For resten er vi ikke ladt ene med den lede Satan, for se, overalt i skummelheden gløder de mest skræmmende ildøjne. De hidhører fra stedets fastansatte funktionærer, der i daglig tale benævnes djævle, men vi kan også kalde dem dæmoner, det lyder finere, men gør ingen forskel. Helvedet er kendt for at være et sted, hvor der ikke gøres forskel på folk. Og
så alligevel!!! Tro nu ikke alle rygter, men lyt opmærksomt til de ord, der falder om et øjeblik!
Nu oplod Fyrsten sin lede røst: ”Vi må i aktion!!” brølede han og kradsede den nærmeste djævel i ansigtet, men det lagde ingen mærke til: ”Regnedrengene har fortalt mig, at vi er lukningstruede. Vi, der jo ellers altid har kørt en blomstrende forretning.”
”Blomstrende! Det var sgu’ da et klamt ord. Det hedder ekspanderende, ligesom eksploderende, for fanden!” kom det fra den nærmeste djævel, samtidig med at han tørrede sit blodige ansigt i den nærmeste kollegas hale.
”Hvad????!!!! Hører jeg protester … Utroligt!!!! husk, at alle der ikke er med os er imod os. Der findes kun ”bad guys” og ”good guys” … Og jeg regner med, at alle her på stedet er ”bad guys” og det af den ondeste art!”
Djævlerøsten lod sig imidlertid ikke lige knække af Fyrstens hidsige ord og replicerede: ”Hallo! Så slap dog af, din satan!”
”Hmm … nå … men det siges altså, at tåberne har forsamlet sig for at ødelægge hele vores virksomhed.”
”Hvem siger det?”
”De har en lækage i deres efterretningsvæsen. Kun jeg ved, hvem det er, og kun jeg skal vide det. Og han har altså fortalt, at de har fundet sammen, lige fra de latterlige elverpiger
og til den tåbelige Elverkonge, ja selv Julebukken har de fået bugt med.”
”Det var satans!”
”Overhovedet ikke!  Men hvad værre er: de vil samarbejde med menneskene.”
”Pyt, menneskene er tåbeligere end tåberne, altså, der kommer de ingen vegne, og vi skal nok vinde kampen – det onde sejrer altid til sidst, det ved du da.”
”Jo, hvis de stod alene, så var der vel ingen fare. Men nu glemmer du Gud Herren.”
”Ham har de afskaffet!”
”Det er jeg ikke sikker på. Her står alt hen i det uvisse. Og nu gælder det Vor lukningstruede Virksomhed.”
Der var stille en stund, så kom det drævende fra den første djævel: ”Hvorfor skal der også absolut være to – både en Himmel og et Helvede. Det er fortid du gamle og desuden hamrende konkurrenceforvridende. Kan du følge mig, gamle boss?” Han nappede henrykt Den Lede et rigtigt ledt sted.
”Fusionere!!!! Er du blevet sindssyg???”
”Ja, ja, slap dog af, djævlefar! man har vel lov at tale frit fra leveren – vi lever vel i en fri verden!”
”Sig mig, dumme lille djævel, er du mon ikke gået forkert?”
”Undskyld,” kom det prompte fra djævelen, der nok alligevel befandt sig på rette sted og også vidste, at det ikke lige var det mest ufarlige sted at opholde sig for små djævle, med
revolutionsdrømme.
”Jeg gider ikke have et eneste broddent kar i min butik! Grib ham!!!! og hæng ham i den nærmeste grisekrog, eller kast ham i gryden!”
”Hvad med gloende tænger? Det er så meget sjovere,” kom det lystent og plagsomt fra en anden djævel, der allerede var begyndt at savle ved udsigten til ondskab for fuld udblæsning.
Et øjeblik genlød luften af høje skrig og skrål, så dæmpedes lydene atter til den vanlige jamren, og Fyrsten begyndte at forklare, hvordan ”tåberne” ville ”redde” menneskene og føre dem over i de ”frelstes” rækker. Der var brug for rigtig mange anførselstegn i den redegørelse, men omsider satte han sit punktum.
Og da vidste alle djævlene, at en ung, uspoleret knægt var udpeget til at redde verden, og at det nu var djævlenes opgave at finde ham og spolere ham, så planen kunne forpurres.
”Og,” sluttede Fyrsten, ”så vil det igen være vore ideer, der kommer til at lyse i mennesket.”
Se, det var jo ret så poetisk udtrykt, og ordene faldt da også djævlene for brystet. ”Ærlig talt, lyse i menneskene, hold da op, hvor klamt!!! og værdier, blavadr … hvor vil du hen, din gamle Satan?”
Men nu eksploderede Den Gamle Satan – det knaldede og bragede og sprøjtede med ildgnister i alle retninger, og mere end en djævel mistede både syn og hørelse, men de fleste hørte dog Den Ledes brøl:
Skal I blive ved med at modsige mig i dag!? Der er plads til flere i gryden, ja, jeg kan koge jer alle til hobe, indtil der kun er små blævrende klatter tilbage af jer. Er det
forstået!”
Der gik en skælven gennem den forsamlede djævleklump, og et par stykker begyndte i munden på hinanden at skrige på ”Nåde”.
”Nåde!!!” brølede Fyrsten endnu mere ude af sig selv, ” Det er jo ikke lige mit bord!!!! Vel!!?????”
 

1. december

 
Ved Julemandens Skæg
Julemanden gik og mumlede i skægget, en vane, han havde tillagt sig, lige som skægget, der de sidste par år var vokset så langt, at det var til at snuble i. Det var kort
sagt ikke fri for, at han lignede en kliche, som han der kom traskende hen over
pløjemarken med nissehuen trukket godt ned om ørerne og det lange, hvide skæg
flagrende for vinden.
Pludselig standsede han op. Hans fod var stødt på en sten, og i det samme så han, hvor han var. Nær Elverhøj var han, og stenen, se det var selve indgangen. Så kom jeg så
vidt, mumlede han, bandt skægget om stenen og trak til. Ømmende sig en smule
sivede han ind i højen.
Han så sig om. Der var halvmørkt. Hallo, nikkede han til Mosekonen,
der selvfed og udflydende ragede op over en krands af florlette elverpiger, der hang som engblomster i hendes skørter. Lige over for hende havde Elverkongen stablet sig til rette på en slags trone. Ved hans fod sad en lille trold og trykkede sig.
En fe flagrede rundt helt oppe under loftet, og julemanden forsøgte at vinke hende på plads, men hun blev hængende og tillod sig endda at skrue op for sit lys.
”Menneskene er på vej mod afgrunden,” begyndte han sin mørke tale, og blev straks afbrudt af en lille ivrig stemme helt nede fra gulvhøjde. ”Det er fordi … øh …,” den lille trold rødmede slemt. Den var ny i højen og ikke vant til at blande sig.
”Sig blot frem, troldepus!” Julemanden nikkede mildt til pjevset. ”Det er, fordi de er blevet blinde. Når de løber i skoven, sparker de til os, som om vi var sten.”
En elverpige rejste sig og begyndte en hjertegribende dans om sig selv, så standsede hun midt i en piruet og lod tårerne trille, som de ville. ”Jeg kan ikke mere fange så meget som fligen af en ungersvends boxershorts, for slet ikke at tale om hans hjerte.”
Mosekonen lækkede en hørm af nybryg, ”Ha! Tidligere berusedes menneskene af min trylledrik, nu sidder de og kæver den på snuskede bodegaer.” En lille nisse tog tilløb, så hviskede den: ”og vi kan ikke drille dem mere. Før gav de os grød, nu sætter de musefælder op.”
Feen svingede sin stav og lod et væld af stjernedrys dale ned over forsamlingen. ”Når jeg drysser mit støv over menneskene, tror de, at de har fået grøn stær og iler til øjenlægen.”
”Ja, ja,” sukkede julemanden, ”blinde er de jo rigtignok, og som lemminger driver de mod afgrunden.” I det samme fik han øje på englen Gabriel, der hidtil havde
siddet ubemærket i den inderste mørke krog, men nu tændte sin glorie. ”Gabriel,
du er dog en engel! Kunne du ikke …!”
”Åh nej …” sukkede englen og rejste sig. Den gik stadig sukkende på halv blus. ”Menneskene har mistet troen, og jeg kan bare stå på sidelinjen og sukke.”
Og så gjorde han det igen.
Nu rejste Elverkongen sig og det så hastigt, at den lille trold tumlede om kuld. ”Krukkeri!” råbte han vredt, ”hvis vi alle stillede os så kostbart an, så ville det sandelig se sort ud.”
”Det ser sort ud,” sagde englen og slukkede atter sit lys.
Pludselig lød der et brag, stenen bumpede ind i højen, og hen over den trampede Julebukken. Han virkede ikke alt for ædru.
”Her kommer vi!” skreg han.
”UD!” Julemanden greb ham i hornene og forsøgte at vride dem rundt, men bukken bukkede sig og skovlede den gamle højt til vejrs. Her hang han i en hvirvel af brølende latter.  Så hørte bukken de andre hvæse og satte ham forsigtigt på plads.
”OK – men hvorfor har I glemt mig?” sagde han, og nu stod han så trist og roligt i deres midte som en gulvspand midt på et stuegulv.
”Vi har ikke glemt nogen, men DU har ikke noget at gøre i vores selskab, træske overløber.” Julemanden rystede stadig efter den hårde behandling, og stemmen rystede med.
”Nå ikke? Og hvad mener du med overløber? Og hvad så med ham der?” Bukken pegede med dirrende klove på trolden.
”Han har valgt side. Vi kan stole på ham.”
”Og vi kan ikke stole på mig?”
Nu rejste Elverkongen sig for anden gang, denne gang dog så sindigt, at den lille trold blev siddende og blot klamrede sig til hans ben. ”Vi får brug for alle gode kræfter,” sagde han.
”Ja, gode kræfter!” Julemanden fnøs og spyttede sig selv i skægget.
”Vi har ikke råd til at være kræsne,” replicerede Elverkongen og svingede for en sikkerheds skyld med sit cepter.
”Ja, jeg fralægger mig ethvert ansvar.”
Julemanden gloede vredt på bukken, der slog en latter op og sagde: ”Jamen, selvfølgelig, det er du jo så god til, din skinhellige hykler. Så er det da godt, at vi er nogen, der vil påtage os et ansvar.”
”Nu ikke mere kævl. Det er første december, og menneskene er ved at gå amok. Vi må komme dem i forkøbet, og med julemandens tapperhed, nissernes snarrådighed, troldenes humor, Gabriels trofasthed og julebukkens listighed, så har vi de bedste kort på hånden.” Elverkongen så sig om i kredsen.
Julebukken stavrede over til ham og sagde langsomt: ”Siden du nu kalder mig listig, så kan jeg røbe, at jeg faktisk har udklækket en plan – fuld af den ledeste list.”
”Hmmm … og som kan gøre hvad?”
”Som kan hjælpe menneskene til at genfinde de tabte insignier, KORSET for troen, ANKERET for håbet og HJERTET for kærligheden.”
”Nu lyder du som en af os.”
”Jeg er en af os.”
”Og hvad skal vi da gøre?”
”Vi skal finde et menneske.”
”Dem er der en fandens redelighed af.”
”Ja, men ham, vi skal bruge, skal være uspoleret.”
”Dem er der ingen af.”
”Jo,” sagde bukken. ”Der er EN.”
Gabriel syntes at vågne op ved de ord. Han tændte sin glorie, fjernede den fra issen og holdt den ud i strakt arm. En kegle ramte bukkens horn.
”Det kan vi ikke,” sagde han, ”de vil spotte ham og gøre ham fortræd.”
”Det vil de, ja. Men så er vi der, og vi svigter ham ikke.” En bifaldende mumlen hørtes fra alle sider.
Gabriel gled atter ind i sit mørke, og det samme gjorde feen. Et øjeblik henlå alt i det dunkle, men havde man lyttet efter, ville man have kunnet høre de spinkle toner fra håbets åndedræt.
 

Intermezzo


Igen et af dine intermezzoer!!!  – jeg kan godt forstå, du ser sur ud!! skal du nu igen holde pause og fylde siden med ingenting?
Ingenting? Hvad mener du? Jeg skriver da altid noget!
Ja, noget! Indrømmet, der står da både bogstaver og ord. Og du er blevet helt flink til at stave. Men du kunne godt tage lidt hensyn til mig.
Til dig?
Ja, mig!
Jeg kender dig jo ikke engang.
Jeg har jo præsenteret mig: jeg er din læser.
Det er et vidt begreb.
Nu er du vist optimist. Vidt … ha ha ha … det kan være snævere end du tror.
Ja, men det gider jeg bare ikke tro. Jeg tror, jeg har en læser mere end dig. En, som er glad for mine ord.
Ja, hvis de så endda var dine!
Hør, hvad mener du nu?
Jeg mener: hvis du ikke plagierer, så skriver du af!!!
Plagierer, aldrig!!! Og skriver af. Ja, det er klart.
Klart?
Det hedder ikke afskrift. Det hedder citater. Det er jo for pokker alle mine kilder, som jeg net og nydeligt og samvittighedsfuldt præsenterer for min interesserede læser.
Nå, for HAM?
Ja, for han findes.
Godt så siger vi det. Og det er altså en “han” – ikke sådan et blufærdigt og beskedent kvindfolk som nu os to.
Jeg vidste ikke, at du var kvinde!
Nej, og heller ikke et suk om min blufærdighed og beskedenhed og alle de andre dyder.
Nej.
Så synes jeg, vi skal holde her. Mens legen er god.
Synes du det?
Jep.
Men hvorfor startede du hele den her forvrøvlede dialog?
Jeg elsker dialoger. Nej, helt ærligt: Jeg ville bare høre, om juleskeen snart viser sig på din skærm.
Ikke juleskeen!!Julèsken. Og ja, den begynder i morgen.
Jeg kan slet ikke vente.’
Er du ironisk?
Det ku’ du li’ at vide.
Nej!

35 – Ole Stjernø – En lokal digter?

Jeg tror, at Ole Stjernø er fra Skagen, måske endda Skagen Landsogn, for min far kendte ham, da de begge var unge, men igen må jeg beklage, at jeg ikke var lydhør, når far fortalte om sin ungdom. Jeg kan dog huske, at han omtalte digteren som sin ven. Men nogen stor digter var Stjernø jo ikke, og han har, så vidt jeg ved, kun udgivet to digtsamlinger, begge på Gyldendal: Lyrisk Mosaïk i 1922 og Raabjerg Mile”  i 1923. Jeg vil citere to af digtene, som begge foregår i egnen omkring Skagen. Det første fortæller om bøndernes vilkår i sandflugtens tid:
Jeg dyrket min Ager paa Fædres Vis,/ skønt Føden gav den vel næppe;/ men lidt faldt der af ved Vrag og Forlis/ af Tømmer og sligt til en billig Pris. -/ Jeg klared mig da med Ko og med Gris/ paa en simpel Lod til en Skæppe.
Jeg vidste som Barn, at det tidt holdt haardt,/ naar Kampen stod paa med Sandet;/ og altid kom Folkene slemt tilkort,/ – for det kunde Præsten ej mane bort;/ og led han som vi, den selvsamme Tort:/ at faa Mulden med Sandmilen blandet. –
Min Fader var Mand paa en større Gaard/ end den, jeg nu kalder min egen;/ thi Sandflugten trængte os Aar for Aar,/ dets fygende Magt ved Vinter og Vaar/ knap skaaned det lidet, hvorpaa jeg staar/ og ser mig omkring forlegen. –
Og Gaarden, jeg arved i velholdt Stand,/ den flytted jeg et Par Gange; -/ det spøged omkring den med Flyvesand,/ og kendte ej Muren til Tidens Tand; – jeg fik at kende Naturens Ran/ i de Aar, der gjorde mig bange!
Jeg dyrked min Ager paa Fædres Vis,/ skønt bedre er den vel næppe;/ saa hjælper jeg til ved Vrag og Forlis,/ og bjærger lidt Træ til en billig Pris, -/ men holder mig ellers til Ko og Gris/ paa min simple Lod til en Skæppe.
Både i Skagen by og i Landsognet træffer man undertiden temmelig mørklødede indbyggere, og det er ikke så mærkeligt, for i fortiden forliste mange skibe fra fjerne egne ved Skagen, og de reddede sømænd kunne ind imellem også redde sig en Skagenpiges hjerte. Det kunne der komme børn ud af. Romanen: Den amerikansk Sømand af Karsten Lund fortæller om en sådan historie, dog ikke lige just en kærlighedsroman, men den handler ikke desto mindre om en strandet sømand og det, der kommer ud af mandens møde med en Skagenspige. Og også Ole Stjernø har et digt med det tema, skønt det her er et rigtigt kærlighedsmøde.:
“Fremmed Blod” hedder digtet og lyder:

Det hed sig, min Far var en spansk Kaptajn,/ der stranded en Nat under Kysten./ Hans Skib med dets Last var for denne Egn/ en Rigdom, der lønnede Dysten. / Men Tabet var stort for min Fader.
Blandt dem, der tog Syn paa det sjældne Vrag,/ var ogsaa min Moder som Pige;-/ men ret som det gik: i den sene Dag/ sad hun hos Kaptajnen bag Dige./ Men Blodet var varmt hos min Moder.
Og Solen stod rød nær det stolte Hav/ og lo af den skumrende Tanke,/ da Frieren Kysset min Moder gav/ og strøg hendes guldgule Manke/ – Men Elskov var ny for min Moder.
Skønt Klitten var skummel ved Nattetid,/ især naar det lakked mod Høsten,-/ hans Arm var som skabt til at blunde i/ og vaagne med Dagen i Østen!/ – Men Søvnen var sød for min Moder.
Den spanske Kaptajn var en ærlig Mand,/ han mente det godt med sin Pige,/ saa bad han min Moder se Tiden an,/ – og bad hende intet at sige!/ – Men Kysset var nok for min Moder.
Den Dag i November, Kaptajnen drog/ mod Syd til de hjemlige Strand,/ sad Moder og græd i en ensom Krog/ med Haand over Øjne og Pande./ – Men Tiden var ond for min Moder.
Hun vented i Angst paa sin spanske Ven/ den Vinter i Skam for sin Brøde/ til Foraaret kom med sit Liv igen./ Som det stod hun ogsaa i Grøde. – / Men Solen var slukt for min Moder.
Hun søgte til Klitten, saa tung hun var,/ den ensomme, grædende Pige;/ dog elsked hun hæftigt det Liv, hun bar,/ og kunde det slet ikke svige./ Men Klitten var Fred for min Moder.
Da Veerne kom til beregnet Tid,/ – saa har jeg mig ladet fortælle, -/ da slæbte sig Moder til Diget hid./ Jeg blev som en Fisk til at sprælle. /- Men Fødslen var let for min Moder.
Og hændte det sig, at vi hvilte en Stund/ bag Diget, dengang jeg blev større, – / da hørte jeg det af min Moders Mund/ til Læberne hendes blev tørre./ -Thi ingen fik Kys af min Moder.
Da Veerne kom til mit øde Hi,/ stod h a n for min søgende Tanke;/ h a n s F a v n var den Seng, som jeg fødte i,/ d i n  F a r  med den glinsende Manke./ Men Mindet var Trøst for min Moder.
Og ventede Moder i trange Aar,/ – den Brudgom kom ikke tilbage./ Men aldrig det lægtes, det Hjærtesaar,/ selv ind i de lysere Dage. / – Thi Kysset blev Lov for min Moder.
– Den spanske Kaptajn blev et Sagn her i Nord./ Jeg selv er en fremmedfødt Kvinde./ Som Brud stred hun Livet, min trofaste Mor,/ i Kraft af et dyrekøbt Minde!/ – Men Mindet er smukt for min Moder.
 
 

34 – Ole Wivel og Henrik Ventzel

Kun fordi jeg læste bøgerne lige efter hinanden, optræder de sammen i dette lille indlæg. Der er mange mile mellem dem indholdsmæssigt. Den ene er en digtsamling og den anden en roman. De er dog fælles om Skagen som omdrejningspunkt.
Wivels digte kredser om natur og mennesker i denne besynderlige afkrog af verden, der i det mindste i et par menneskealdre kravlede ud af krogen og blev centrum for kunst og kultur. Jeg vil præsentere Wivels digtsamling: Til de fattige præster med to små digte, smukke og stemningsfulde:  Brændevin – Stille morgen.
Brændevin: Først porse og enebær/ som skiftede farver/ fra grøn til gul/ og gul til brun/ mens vi blev røde i ørerne/ og stemmerne stærkere/ og hyben kom til/ med roser og torne/ og malurt, vissengrøn/ som slog tænderne ud/ og valnød, rembrandtbrun,/ kurs mod gulvet./ Endelig slåen, rubinrød/ som elskov er./ I flaskernes timeglas/ med hver sin slanke eller/ skæve krop, sit kluk/ og sine historier/ synker/ væskestanden som rusen/ stiger./ Urter samlet i hederne,/ frugter plukket den/ lange sommerdag/ og senere/ i oktobersol/ og nattefrost/ under stjernerne./ Glasset blev tømt og stillet bort./ Stemmerne tav.
Stille morgen: Solen er rullet som en kugle hen/ for enden af Sct.Laurentiivej./ Husene gløder, træerne/ bærer tunger af ild/ på de friske blade./ Alliker skriger og stiger/ sorte imod den røde himmel,/ mågerne kommer ind fra havet/ hastige, tavse/ på flammende vinger./ Duggen tørrer i græsset./ Om lidt er skolebørn på vej/ med en ufortjent glorie hver/ om det lyse hår.
Henrik Venzel skrev sin historiske roman “Dødemandsbjerget” i 2009, og den er udgivet på Politikens Forlag. Handlingen er henlagt til første del af 1800 tallet, og romanen krydsklipper mellem de to hovedpersoner: Den fattige fiskerdatter, Marie, og negerslaven Jan. Den sidstnævnte person er plukket lige ud af Skagen Historie – han levede virkelig i byen i mange år, blev foræret til byfoged Lund af en taknemmelig skibbrudden som tak  for redning, og ifølge overleveringen er det denne stærke slave, der har skabt den lille oase, midt i Skagen, en plantage midt i sandet. I alle erindringer fra 1800tallet sidste halvdel kan man læse om dette lille vidunder.
Jeg vil gerne anbefale romanen til alle, der kan lide at læse en velfortalt historie. Den bygger helt tydeligt ikke bare på overleverede fortællinger, men også på meget grundige studier af livet i og omkring Skagen på den tid, der ligger lige inden alt ændrede sig: inden, byen blev interessant og mondæn og ny fangstmetoder og bedre skibe ændre fiskernes vilkår fra et slidsomt liv i fattigdom til en tålelig tilværelse. Ja, for mange betød udviklingen ligefrem velstand.
Jeg ved jo ikke, hvordan byfoged Lund egentlig var, men i romanen får man en meget fin skildring af ikke blot ham, men af alle personerne. De har dybde og karakter. Det er alle måder en smuk og underholdende bog.

 

Lidt smalltalk med en smule mening alligevel

Forleden skrev min sms-ven omtrent sådan her: ”verden er mørk og trist og fuld af
ulykker – jeg har lige set TV-avisen.”
Og det er da godt nok den følelse, man ofte sidder tilbage med efter at have set
nyhederne: at verden er en jammerdal, og at næsten alt er krise og modgang. Ja,
medierne er sandelig med til hælde vand på pessimismens mølle, så den fortsat
kan male ad helvede til.
Så derfor: på vej op til min computer blev jeg enig med mig selv om, at min næste
apropos skulle handle om det lyse og positive!
Tænk positivt! Sådan lyder et mantra i mange moderne psykoterapier, og det hedder
her, at man skal fortrænge alt det, der nager og plager og fokusere på det
positive. Og så skulle det mørke forsvinde som dug for solen.
Men sikke dog noget vrøvl!!! Det triste kan sikkert fortrænges, men dybt nede i
sindets mørke lever det videre og det i en usund grobund, som giver det næring
i stedet for at kvæle det. Det er vist nok psykologi for burhøns.
Men hvad så? Skal man da holde krampagtigt fast på de mørke tanker og ikke åbne sig
for lyset. Nej, vel skal man ej. Men man skal snakke frit og frejdigt om det,
der gør ondt. Man skal dele det med de andre, for så mister det sin magt over
sindet, og så først kan man åbne sig for lyset.
Som jo er overalt, for verden er fuld af lys, og Louis Armstrong havde ret, når han
sang: ”it’s a wonderful world”. Mørket er ikke til at komme udenom, nej vist,
men vi skal lukke øjnene op og se alt det vidunderlige, der også er i verden. Ja,
endda lige i nærheden.
For nogen tid siden cyklede jeg i skoven, det gør jeg hver dag, men lige den dag
brød lyset frem gennem disen og faldt som skinnende sølvtråde på stien foran
mig. Hvor var det smukt. Og forleden skrev mit barnebarn på syv år: ”Jeg savner
dig, bedstemor, for du er så god, som du kan være.” Mit hjerte slog en kolbøtte
af glæde.
I går sagde min mand uden et eneste ord, at han elskede mig. Tænk, at man har en
sådan ufortjent lykke. Og i næste uge skal vi sammen med hele familien fejre,
at vi fik en lille efternøler for 30 år siden. Han kom til os i snevejr, men
solen skinnede, og vi havde aldrig set et smukkere Ålum end den dag, vi kom
hjem med den lille dreng. For sådan er det jo: den ydre verden farves af vores
glæde.
Og sådan kunne jeg blive ved. Og det kan du jo også gøre. Du kan lave dig en lang
eller en kort liste over alt det, der er en velsignelse i dit liv. Men der skal være plads til alle sindets nuancer. Også de mørke.