158 – romanens men ikke bogens sidste kapitel

Udgivet den af
Svar

Hulsig 1919

En novemberdag

 
Janus var omsider nået til vejs ende. Nu skulle det nok gå med resten, tænkte han og bøjede sig over papiret og læste det halvhøjt for sig selv. Ja, det lød perfekt, og det skulle det, når det drejede sig om Karl og hans fremtid, og der måtte ikke kunne sættes en finger på hverken formulering eller tegnsætning. Eller opsætning for den sags skyld. Drengen var dygtig, han havde lært alt om landbrug af sin far, og selv om han ikke havde et egentligt eksamensbevis fra Ladelund, så havde han dog en udtalelse, der viste, hvor begavet han var. Det skulle nok gå.
Lise stod i døren og så på ham. Han havde ikke hørt hende komme, sad jo med ryggen til, og hun bevægede sig altid lydløst, når hun færdedes uden for sit køkken. Men han fornemmede hende alligevel. Som en fylde i rummet. Måske havde hun stået der længe.
”Han sover nu,” sagde hun.
”Godt,” sagde han uden at vende sig om.
”Og lægen er gået.”
Nu var det, han burde rejse sig og gå hen til hende og lægge armene om hende og trøste hende, men han tog det kølige papir op foran sig og læste ansøgningen højt.
”Og med de nye jordlove,” sagde han bagefter. ”Det skal nok gå.”
”Janus.”
”Jo, vel nytter det!” sagde han hårdt og stadig ikke henvendt til hende, og hun havde jo heller ikke sagt, at det ikke nyttede. Denne gang skulle ansøgningen gå igennem, denne gang skulle drengen få sit eget hus. Og sin egen jord. Et sted, hvor han kunne rase ud mellem roer og klitter og i ensomhed. Omgivet af fåreflokke og ikke fårede flokke, der brægede af ham, så såre han viste sig. Ingen skulle mere kalde ham Tossekarl. Nu skulle han blive en agtet mand. Som sin far. Husmand ganske vist, men en dygtig husmand kunne drive det vidt, og Karl havde sin far i ryggen. Den slags rygstød kunne de færreste husmænd læne sig mod. Og han gentog som en besværgelse, at det nok skulle gå.
”Lægen siger, at vi ikke kan beholde ham.”
Hun sagde det så dæmpet, at han valgte ikke at høre det.
”Vi må have brevet med posten allerede i dag. Fristen udløber snart.”
”Hørte du, hvad jeg sagde?”
”Nej, og du behøver ikke gentage det. Lægen bestemmer ikke over min dreng.”
”Han er også min.”
Nu kunne han høre, at hun græd. Han gik ikke hen og tog hende i sine arme. Han lagde forsigtigt brevet i kuverten, lukkede den omhyggeligt, så rejste han sig roligt, og nu gik han hen til hende, men han lempede hende blidt til side og fortsatte ud gennem den åbne dør med brevet i hånden. Roligt. Der var ting, der skulle gøres nu. Andre, der måtte skubbes til side.
”Jeg går,” sagde han.
Udenfor væltede tøsneen ned fra den grå og mørke novemberhimmel. Det var ved at gå over i regn nu, og det var begyndt at blæse op fra syd. De tunge dråber piskede mod hans ansigt, og han slog frakkekraven op og slyngede det uldne tørklæde en ekstra gang om halsen. Brevet havde han omhyggeligt anbragt i den inderste lomme, havde forsigtigt glattet det ud og syntes ligefrem, det lå der og bankede mod hans bryst. Det måtte ikke komme til skade.
Der var ingen kunder i butikken, og han stod midt på gulvet og lod vandet sile fra frakke og bukser og lige ned på det sandstrøgne gulv. Det var vel også lige før middagslukningen, tænkte han, og han var nok i sidste øjeblik, men det havde været en kraftanstrengelse at gøre arbejdet færdigt. Hele den hurlumhej formiddagen igennem, og han havde måttet kæmpe både med sig selv og de andre for at holde alt andet ude end dette ene: at samle tankerne, så han kunne få ansøgningen udfærdiget korrekt og i tide og brevet afsendt.
Og han havde nægtet at tale med doktoren, skønt denne flere gange havde forstyrret ham midt i arbejdet. Han ville til gengæld ikke forstyrre lægen i hans arbejde. Inde fra kammeret kunne han undertiden høre uartikulerede lyde fra drengen. En jamren som fra et såret dyr. Så stilnede lydene af, og til sidst blev der helt stille.
Janus forsøgte at fortrænge billedet af den mishandlede dreng, som de havde fundet i laden i morges. ”Karl, hvem er det, der har slået dig?” spurgte han igen og igen, mens han holdt ham i sine arme, men drengen gjorde sig fri og stod der og bare rystede på hovedet.
”Nej, far, nej. Ingen har slået. Det var stemmerne. De sagde det. Slå sagde de. Med jernstangen. Uduelig, det sagde de.”
Det kom hakkende og stammende, skulle hales ud af ham ord for ord. Men det gik ikke an at tænke på det nu, for så mistede han fokus og kunne ikke redde ham. Og der var jo en redning. Han stod jo med kransen og skulle blot kaste den. Og det skulle alt sammen nok gå i orden, tænkte han. Når der først kom ordnede forhold for drengen, så ville den slags ikke gentage sig, og det var jo netop det, han nu så utrætteligt havde arbejdet på. Ordnede forhold.
Og han lirkede forsigtigt brevet frem og rakte det til uddeleren, der satte brillerne på næsen og holdt det op foran sig og læste modtageradressen.
”Jamen se dog, et ministerielt anliggende. Så må man være varsom,” og han anbragte forsigtigt brevet på en hylde for sig.
Janus nikkede. Ja, det var vigtigt. Og han ville sige det, men ordene blev stikkende i halsen og alt i ham flød sammen i et kaotisk virvar af tanker og følelser, og det var med største besvær, han alligevel fik halet nogle ord frem, da uddeleren blev ved at se på ham, en smule forundret og med sit daglige smil på læben.
Nogle ord, som kunne anvendes i en snak om ingenting.
Udenfor blev han længe stående under halvtaget og stirrede ud i regnen, der nu syntes at komme fra alle sider, og et øjeblik følte han sig blændet af det tætte, urolige regngitter, så begyndte han at bevæge sig ind i det uden en eneste tanke i hovedet. Som en soldat, der bevidstløs går ind i kugleregnen. Mekanisk bar benene ham fremad, det var som om noget, han ikke kendte, havde sat ham i gang og nu måtte han gå, og han vidste ikke hvorhen.
Så vidste han det pludselig og følte kulden angribe hver muskel i kroppen, og han anede ikke, om dette isgreb kom udefra eller indefra. En knugende frygt vældede ind over ham, mens han halvt vaklende og halvt løbende bevægede sig længere og længere ind i klitten og ud mod havet, som han hele tiden kunne høre koge bag klitterne. En lyd, der kom nærmere og nærmere. Og han blev ved med at løbe, mens regnen, der nu igen havde forvandlet sig til en blanding af vand og is slog mod hans kinder, indtil huden blev følelsesløs.
Han kunne mærke gråden presse på, men vidste, at han ikke måtte give efter. Ikke græde, Janus, ikke give op … Ja, far, ja ja … råbte han og fik munden fuld af vand. Han skulle være så stor nu, så stærk, og så kunne han jo alligevel ikke, havde ikke de kræfter, eller det mod.
Jeg kan ikke, far, hviskede det i ham. Du skal, du skal, hørte han det dunke inde fra regnen, du er ingen flæbeunge, du er en mand, du er lydig, mandig og stærk, og du kan godt. Og skønt tænderne klaprede i munden og skar mod tungen, kneb han læberne hårdt sammen og tillod ingen lyde at slippe ud, og det var regnen, der løb ned ad hans ansigt og ind i hans mund, så han måtte slubre og spytte fra sig og komme videre, derhen hvor han vidste, at han skulle være. Ikke her i denne styrtregn, men i grøften. Hos far. Og han ville blive ved med at løbe, lige indtil han fandt far igen, og denne gang ville han ikke svigte ham, men blive stående fast og modigt som en væbner ved hans side, og han ville øse og skovle og blive ved, til de begge segnede. Som to soldater der falder for den samme fjende. Side om side skulle de så ligge.
Men far var borte, og Janus kunne ikke finde ham bag disse hårde stænger af vand, der ikke ville give ham fri. Og han vidste ikke, hvad han skulle gøre for at hindre alting i at drukne for øjnene af ham.
Så mærkede han, at han var nået til vejs ende, og han ville skrige så højt, han orkede, at han var her, han var lige her, hvor grøftens isvand fossede i havet.
Jeg er her, far, skreg han. Se mig! Men far hørte ham ikke, og han så ham ikke. Han greb blindt ud efter ham og holdt ham i sine kæmpenæver, så svingede han ham gennem luften, som havde han været den tungeste af alle isskosser, og ordløst kylede han sin dreng ud mod dybet, der åbnede sig og opslugte ham. Drengen kæmpede sig op mod lyset, det lykkedes ham at komme på benene, men en kæmpe bølge rejste sig op foran ham, brækkede og skyllede ind over ham.
Og nu skulle han dø.
Da bølgen brækkede, var det som om Janus vågnede og forstod, at dette ikke var et af de sædvanlige mareridt, men at han virkelig befandt sig ude i det oprørte vinterhav og at han var alene og i færd med at drukne.
I et splitsekund så han sine drenge for sig. Og Lise. Og med et brøl kæmpede han sig fri af bølgerne og kravlede op på stranden. Her faldt han om og blev et øjeblik liggende som livløs.
Så rejste han sig langsomt og begyndte at gå mod Hulsig.
 
*
 
Janus Martin Christian Jensen Hesselholt døde d.2. december 1919 af lungebetændelse. Han blev begravet i Hulsig d 10. december. Følgende salmer blev sunget: ”Jeg ved paa hvem jeg bygger”, ”Tænk naar engang den Taage er forsvunden”, ”Lær mig, o Skov at visne glad”, ”Dejlig er Jorden”.
I Vendsyssel Tidende kunne man d. 3. december 1919 læse fl.g.:
 
I Aftes kl.9 døde en i vide kredse kendt og agtet og afholdt Mand, Avlsbruger Janus Hesselholt, Hulsig. Afdøde, der blev 60 Aar gammel havde i længere Tid skrantet på Grund af en Sygdom i Blodet, saa stødte en Lungebetændelse til, og efter 8 Dages Lidelser, maatte han bukke under.
Janus Hesselholt, der var broder til længst afdøde Slagter Mads Hesselholt, Skagen, var Indehaver af Fædrenehjemmet dernede i Landsognet. Hans Enke er en Datter af den gamle Sognedfoged Houkjær. 4 raske Sønner, hvoraf en har Lærereksamen, er vokset op i Hjemmet.
Afdøde, der var Medstifter af og Direktør for Hulsig Sparekasse, var gennem Aarene tillige Indehaver af mangfoldige Tillidshverv, dem han alle røgtede med den største Samvittighed. Af mangfoldige Sommergæster vil han være særdeles velkendt, idet han besørgede den meste Personbefordring fra Hulsig Station til Kandestederne. Janus Hesselholt var en brav dansk Mand, sin Hjemegn en dygtig Repræsentant og sit Fædreland en god Søn. Ære være hans Minde. ( Chr. H. L. )
 
 

157 Kapitel 20 af "Hændelser ved Hulsig"

Udgivet den af
Svar

 
 

Kapitel 20

Karred 1917

Et hjerte slår

 
Jens Houkjær Pedersen ( Jens Pie’sen) (1822-1896) byggede omkring 1855 et hus midtvejs mellem Karredgården og Tranestedet, ca. 100 meter fra havbakken. Han giftede sig i 1852 med Karen Marie Jensdatter ( f.1819) og sammen fik de datteren Martine Ane Kirstine Jensen ( Jens Pie’sens Tine) (1857-1940). Tine var enebarn og forblev ugift. Efter forældrenes død boede hun alene på gården i mange år. ”Tines hus” forfaldt efterhånden og blev til sidst revet ned midt i 20’erne.
 
Vejnavne – Skagen Lokalhistoriske Forening
”En pige gik i enge, hun skulle skære strå, en pige gik i enge, hun skulle skære strå, så kom en rytter ridende, åh ja ridende, bad hende stille stå”.
Det var en sommervise, det vidste hun da nok, og der var ingen strå at skære sådan en vinterdag med klingende frost, men hun sang lige glad for det. Hun kunne godt lide billedet af den unge rytter, der lignede Janus og måske navnlig af pigen, der ikke ville lyve for sin mor. Tine havde heller aldrig løjet for mor.
Tine lagde nakken tilbage og kikkede op i det dybe blå, hvorpå der hang små, hvide skyer, som nu langsomt farvedes rosa og begyndte at blusse, som ville de signe den frosne jord. Så skælvede hun lidt ved tanken om al den svimlende uendelighed.
Her stod hun nu og sang under Guds pyntede himmel og var selv pyntet. En syngende blomst i hans vinterhave. Og hun ville så gerne være glad, for så kunne det hænde, at hun fik et kys af Guds engle. Det havde hun oplevet før, ja, engang havde kærtegnene drysset som rosenblade ned over hendes nøgne krop, indtil de sluttede som et varmt og duftende hylster om hende. Men det var længe siden.
Men måske. Hvis hun kunne forvandle tonerne til de smukkeste vinterfugle i aftensolen. Hun sang igen og dansede lidt og mærkede da også ligesom et vingestrejf, bare lettere end hvis det havde været rigtige engle, og det sendte kulde og ikke varme gennem hende, og så var det jo bare luften, der kom smygende med sit kæleri og ville bilde hende noget ind. Og hendes hals var blottet og sårbar uden det røde tørklæde, men det passede ikke til den fine kjole.
Uden for huset færdedes hun ellers nødig, for herude var der ingen skærmende vægge, og de kunne komme igen og gribe hårdt fat i hende ligesom dengang og trække af med hende og føre hende bort og spænde hende fast, så hun måtte skrige alle lyde fri. For djævelskabet levede.
Men i dag havde hun trodset alle farer og kun iført kjolen var hun listet ud for at synge og danse i den kolde sols sidste stråler.
Tanken om djævlene og deres ishjerter gjorde hende med ét så bange, at hun måtte tvinge en latter frem for at angsten ikke skulle snøre hjertet sammen og pine livet af hende. Hun gjorde sig helt stiv og tvang sig til at le højere og højere. Sådan stod hun længe med latteren skingrende ud af kroppen og blikket stift fæstnet på sit hus, der heldigvis var blevet liggende.
Hendes hus, et slot var det måske. Hvis hun var en prinsesse. Hvis, for ingenting var sikkert, og huset havde givet sig svært i den seneste tid, det jamrede og klagede, og hun kunne ikke mere trøste det. Og forrige nat havde det hylet slemt, og da hun i buldrende mørke famlede sig hen til det sårede sted, kunne hun se flængen, trods alt det sorte, der omgav hende. En revne i ydervæggen. Lige ved døren. En ny revne.
Nu stod hun i sneen og stirrede gennem den ind i sit mørke, sårede hus. Mit hjem, hviskede hun til sig selv og til solen og til den hvide sne. Nej, nej, mumlede hun straks derpå, det gik så vist ikke an at stå her og skumle og hviske som en anden Kain. Hun turde vel nok løfte blikket og frimodigt se Gud i øjnene. ”Vær frimodig, mit barn,” dalede fars stemme ned til hende.
Heldigvis var der stemmerne. Dem kendte hun, og de fleste ville hende det godt og ledte hende uden om de værste fælder.
Jamen, det var kun godt med den sprække, trøstede hun sig selv, for så kunne hun danse lige ud i solen uden at skulle åbne døren, der peb så ynkeligt i sine hængsler. Og det var alligevel kun hende, der kunne se sprækken, for alle andre var jo blinde for det mørke og sårbare. Nej, ikke Janus. Men alle andre.
Efter at det havde drysset med støvsne hele dagen, var det klaret op, og de sidste solstråler farvede sneen purpurrød. Det var jo derfor hun måtte derud. Den sol. Det røde blus. Og hun sang igen og højere nu og svingede rundt og rundt i det rosenrøde pudder, der hvirvlede op og stod om hende, så hun næsten forsvandt. Et flor af det fineste fnug.
Hun havde taget mors brudekjole på, den hun svøbte sig i, når hun ventede på Janus. Eller når underet var nær. Det var jo næsten det samme.
Men Janus havde ikke vist sig i lange tider, der var kun de blege skygger, der svævede om hende og hobede sig op i dunkle kroge. Og englene? Som aldrig helt havde forladt hende. Men som var blevet så fjerne, at hun undertiden måtte tro, at de havde glemt hende. Kun nu og da dalede de ned i hendes stue og helst på kolde dage. Så kom de heldigvis til hende og strøg hende over nakken og skulderen, til smerterne forsvandt og hun kunne sidde i sit hjem og føle glæden risle gennem kroppen, trods kulde og mørke. Kulden. Aldrig havde den været så hård. Og mørket. Aldrig havde det været så tæt.
Uden englene holdt hun det ikke ud.
 

*

 
Han kiggede ud gennem de lave vinduer, det var sidst på eftermiddagen, og solen var ved at gå ned bag laden. Det var omsider holdt op med at sne, og gårdspladsen lyste kridhvidt fra længe til længe. En skovl skramlede hen over de hårde sten. Lænkehunden gav et lille bjæf. Ellers var der stille.
Janus foldede omhyggeligt brevet fra Ladelund Landbrugsskole sammen og lagde det på skrivebordet foran sig. De kunne ikke have Karl på skolen mere, skrev forstanderen. Den unge mand var dygtig, det var ikke det, absolut af de kvikkeste, forstod alting hurtigere end andre og ville kunne tage eksamen med udmærkelse. Men beklageligvis så de sig ikke i stand til at beholde ham længere. Han generede sine kammerater. Hans raserianfald havde skræmt dem mere end en gang, og man måtte anse ham for at være til fare for sig selv og sine omgivelser. Han hørte til på en anstalt, og nu ville han blive hjemsendt med det første. Ledsaget hjemsendelse, så havde de gjort for ham, hvad der stod i deres magt.
Hvad der stod i deres magt? Janus bøjede hovedet. Hans egen afmagt skyllede ind over ham. Han mægtede ikke at tage hånd om sin dreng og frigøre ham for den forbandelse, der hvilede over ham. Kunne ikke løse ham fri af det vanvid, der ind imellem skar så dybt og smertefuldt i ham, at han faldt om og blev liggende ubevægelig som et slagtet dyr.
Siden drengen blev konfirmeret havde billedet tegnet sig tydeligere og tydeligere, og i lang tid gjorde de, hvad de kunne for at drive galskaben ud af hans sind. Karl var vel kun et særligt vanskeligt barn, sagde de til hinanden. De måtte lære ham at opføre sig normalt, og i lang tid gjorde de sig ekstra umage med optugtelsen, men det hjalp jo ingenting. Tværtimod. Klø gjorde det hele værre og kunne få ham til at lukke totalt af, så han mistede sproget og forvandledes til et skulende, umælende dyr, og de kunne blive bange for ham. Tog man ham med fløjlshandsker, kunne han falde til ro en tid, og man kunne næsten glemme, at han var forkert i hovedet.
Men selv om de dannede et enigt værn omkring den syge dreng, og både Lise og Otto og Magnus og ikke mindst han selv var rede til at forsvare ham mod alt og alle, så havde de måttet indse, at der var kræfter i spil, som de intet kunne stille op imod. Lars havde haft et særligt tag på drengen, og ham savnede de. Selv da Karls eksperimenter med at fremstille sprængstoffer resulterede i ulykken, der kostede Lars det ene øje og skadede det andet så slemt, at han havde måttet opgive enhver tanke om at blive dyrlæge, selv da slog han ikke hånden af sin bror. Men nu var han for længst rejst hjemmefra og blev vel snart lærer. Og fik vel næppe embede i Rannerød. Tanken om anstalten lå og sved i ham.
Og han tænkte på Tine. Dengang i 1905, da hendes mor døde og hun blev ene på gården. Pastor Nørballe var kort efter faster Karens begravelse mødt op på Hesselholt.
”For du er jo nærmeste pårørende, Janus Hesselholt,” havde han sagt. ”Og så skal du jo underrettes.”
”Underrettes?
Ja vist, om kusinens indlæggelse på anstalten. Et sådant tiltag var jo uundgåelig nu, og han havde talt længe om Guds straf over syndige mennesker, og navnlig over Hulsigfolkene, tidselgemytter som de var. De måtte lære at bøje sig og følge Herrens pegefinger.
”Det forstår jeg ikke,” havde Janus svaret. Hvad mente pastoren med det?
Jo, Gud revsede jo, som den kærlige fader han var, og netop her, og han lod øjnene svømme om på gårdspladsen, hvor karlen Christian Peter var i færd med at reparere stenpikningen, Ja, just her måtte svøben svinges med ekstra kraft. Og øksen lå allerede ved træets fod, fablede han videre, og Janus tænkte, at det var præsten, der var syg, og han fik en voldsom lyst til at svinge svøben over hans hoved, men havde bidt det i sig og svaret for sig så godt han kunne.
Kort efter var et triumvirat mødt op på Tines gård, præsten og en læge fra Frederikshavn, eskorteret af betjenten fra Skagen, der sågar var bevæbnet med en knippel, som havde han haft i sinde at slå Tine fordærvet, om hun satte sig til modværge. Og Janus havde ikke kunnet hindre, at de fjernede hende med magt og kørte bort med hende. Man lod ham forstå, at hans myndighed som sognefoged og agtet Hulsigborger var trådt ud af kraft her, hvor det drejede sig om så penible og personlige sager.
Han havde imidlertid ikke helmet, før han ad rettens vej havde tilkæmpet sig formynderskabet over kusinen, og omsider var det lykkedes det ham at finde ud af, hvor de havde anbragt hende.
”Jydske Asyl” i Århus.
”Selvfølgelig skal du rejse til Århus og hente hende hjem. Hun hører til hos os,” havde Lise bakket ham op. Og gudskelov for det. Han havde været en smule i tvivl om hendes loyalitet i netop den sag.
Så var han kørt den lange vej med toget til Århus og havde ladet en drosche finde frem til anstalten. Lige først havde han studset over anstaltens ydre, der mest af alt mindede ham om hovedbygningerne til en stor herregård eller måske endda et slot. Men da han kom indenfor. Og vreden, da han fandt hende. Og smerten, da han så, hvad de havde gjort ved hende.
Hun lå i en seng og var fastspændt til dens bund med læderremme. Hendes blikket var tomt og syntes fikseret på det hvide loft. ”Ja, her bruger vi sengeleje til urolige patienter, og som De bemærker, vi har desværre måttet spænde Deres kusine fast, da hun ellers ikke ville blive liggende. Nu er hun tvungen til den varme og hvile, som hun trænger til, men ikke under sig selv, det arme menneske,” sagde lægen fuld af medfølelse og tilføjede, at hun gudskelov var faldet til ro.
Janus havde næsten ikke kunnet kende hende igen, som hun lå der stivnet og stille. De havde taget en ung pige med sig fra Hulsig, og her lå en gammel, mager kone.
”Tine, lille Tine,” havde han hvisket og bøjet sig ned over hende, og han så, hvordan hendes øjne tændtes og ansigtet fik liv.
”Så kom du, Janus.”
”Ja,” sagde han, og han svor for sig selv, at han ikke en gang til ville svigte hende, men stå vagt om hendes liv, ligesom han ville vogte sine egne. Også selv om Lise undertiden syntes, at for meget af hans tid gik med at ”pylre” om Tine, når der var folk i hans eget hjem, der trængte nok så meget til hans omsorg.
Det var anderledes med Karl, skønt de vel led af samme sygdom. Ham kunne han ikke værne. Janus tog brevet og gik ud for at finde Lise. Hun gik og skovlede sne på gårdspladsen. Otto var et ærinde i Skagen, og Magnus arbejdede i stalden sammen med Agnes Katrine.
Lise var nærsynet og måtte holde brevet tæt til øjnene. Længe stod hun og skjulte sig bag det hvide ark, som måtte hun læse det mere end en gang. Endelig lod hun det synke og så på ham med et underligt køligt blik, syntes han. Næsten som var det en regning, han lige havde præsenteret hende for og bedt hende godkende.
”Ja,” sagde hun og nikkede.
”Men Lise, hvad skal vi gøre?”
”Ingenting. Der er jo ingenting at gøre. Det burde du vide Janus.”
”Men hør nu …”, protesterede han svagt.
”Du må snart lære det.”
”Lære hvad?”
”Ikke at tage dig alting så nær.”
Hun så rolig ud, foldede omhyggeligt brevet sammen og rakte ham det tilbage.
”Men Lise, forstår du da ikke, at alting er mig så nær. Det kommer til mig, og jeg kan ikke skabe afstand.” Og han lagde en hånd på sit bryst. Hun tog den væk og holdt den i sin og var stadig lige rolig.
”Det bliver du nødt til.”
”Men jeg kan jo ikke.”
”Du skal!”
Så vendte hun sig fra ham og fortsatte med at rydde gårdspladsen. Han blev stående ubeslutsom og så hende arbejde, men inden han nåede at vende sig om og gå ind igen, gav det ligesom et sæt i hende, og hun trådte hen til ham med den store sneskovl let hævet, og han fik en frysende fornemmelse af, at hun ville slå ham med den.
”Her!” sagde hun og rakte den til ham. ”Du får det ikke bedre der inde bag dit skrivebord.”
”Men jeg har ikke tid,” mumlede han utilpas, tog alligevel skovlen, men satte den straks fra sig i en snedrive. Sparekassen åbnede om få minutter, og han så allerede den første kunde på vej op gennem indkørslen.
 Det var Anton Peter fra Tråen. Han svingede ind på gårdspladsen, holdt hestene an og sprang ned fra bukken og rakte tømmerne til Magnus, der i det samme kom løbende hen til ham fra den åbne stalddør. Så vekslede han et par ord med drengen og nikkede venligt til Lise, der stod ubevægelig med den tunge sneskovl i hænderne og knap nok besvarede hans hilsen.
”Hvad er der galt med hende?” spurgte tranebonden, da de skramlede gennem bryggerset og ind i køkkenet.
”Nå galt … der er så meget,” slog han det hen.
”Ja, det er der vel.”
”Men du kommer for at sætte penge ind på bogen, tænker jeg.”
”Jo. Men det kan vente. Jeg hørte nogen sære lyde derude fra klitten her i eftermiddag, og så tænkte jeg, at jeg måtte have fat i dig. For det var vel Tine.” Det kom med en usædvanlig tungefærdighed fra den ellers så ordknappe bonde.
”Tine?”
”Ja, og da jeg løb over engen til hende, så jeg hende danse rundt i gården og råbe. Eller hun sang måske.”
”Det er vel ikke forbudt.”
”Hør nu, Janus, hun klarer sig ikke ene. Alt er jo gået i kludder for hende efter at Christen Edvard er rejst fra gården.”
”Det ved jeg.”
Anders lagde en hånd på hans skulder. ”Vi ved, at det er svært for dig. Men det er også strengt at se hende sådan. Få hende dog væk!”
”Væk?”
”Fra huset. Det forfalder om ørerne på hende.”
”Hun vil ikke flytte.”
”Og Lise vil vel heller ikke have hende på Hesselholt.”
Det svarede Janus ikke på.
”Så må du sende hende tilbage til anstalten. De tog jo vare på hende i sin tid.”
”Hun kan tage vare på sig selv.”
”Kan hun?”
Janus stod lidt og vaklede. Han tænkte hver dag på Tine. Han havde også sørget for hende, ansat karlen Christian Edvard til at drive den lille jordlod, og i lang tid var han næsten daglig redet i klitten for at se til hende. Men den unge karl holdt det ikke ud, han rejste efter nogle år, og nye aspiranter bød sig ikke til, skønt Janus lokkede med en rimelig løn. Nu var det langt fra hver dag, han tog turen ned til Tines stadig mere brøstfældige hus, ja, knap nok hver uge, for det blev stadig vanskeligere for ham at holde den afstand, som var nødvendig. Hun var kommet ham så alt for nær på det sidste. Men det kunne han ikke sige til Anton. Han nøjedes med at nikke.
”Jeg tager derned nu, Anton. Sparekassen løber ingen vegne. Og du skal vel besøge familien på Krøggården.”
”Ja. Men jeg tror, du skal skynde dig.”
 
Anton blev hængende på gårdspladsen og gav sig tid til at veksle nogle ord med Lise, da Janus først havde sadlet sin hest og var redet af gårde. Det blev dog ikke til mange ord og ikke et eneste om det, de begge tænkte på. Tine. Og Janus. Og hvordan det skulle gå.
Lise spurgte til den lille familie derhenne på Krøggården. Om han ikke skulle besøge dem, nu han var i Hulsig. Jo, såmænd. Og hvordan trivedes mon den lille Sylvia? Og Karl, snakkede hun videre, han var vel allerede en kleppert, der kunne gøre god nytte. Jo tak, og Anton var godt tilfreds med datterens giftemål og livet på den gamle gård. Anne passede ind på stedet. Skønt de sandelig havde haft deres betænkeligheder i sin tid, da den unge Christian Peter blev så slemt forelsket i jagten i Tråen, at man kunne se ham vandre rundt med bøssen over skulderen tide og utide. Og hvor han så alligevel ingenting nedlagde. Jo, men det var jo så altså deres bette Anne, han havde i sigte. Ikke ligefrem hvad man forstår ved tamt vildt, om man kendte hende ret. Nej, vist ikke, gav Lise ham ret. Der var krudt i det pigebarn. Selv nu, hvor hun var en gift kone med to børn. De lo lidt.
”Jamen så …”, sagde Anton pludselig og steg op i sin vogn, han trak i tømmerne og var hurtigt ude af syne. Lise blev stående længe og så efter ham, eller var det Janus, hun så efter?
 

156 – Janus' og Lises sønner og Mads og Mathildes sønner

Udgivet den af
Svar

 
Hermed et billede, jeg fik for kort tid siden. Det er Janus Hesselholt og Mads Hesselholts børn.

Længst til venstre har vi Søren Conrad, som er to år yngre end Lars, der er nr. 2 i rækken til højre for ham har vi så Laurits Christen, der er to år ældre end Lars, og ved siden af ham er Svend Otto. I nederste række har vi fra venstre: Karl Andreas, Holger Andreas, Jens Svend og sidst kommer Magnus Johan (min far).
Mine onkler: Lars ( f,1893) Svend Otto (1897) Karl Andreas (1899) og Magnus Johan (1901), min far.
Deres fætre: Laurits Christen (1891) Søren Conrad ( 1895) Jens Svend (1897) Holger Andreas ( 1899)
Nogen vil undre sig over navnene på Mads’ sønner – det er der allerede nogen, der har gjort. F.eks. har vi altid talt om Christian i Amerika, men han hed altså ifølge kirkebogen, Laurits Christen. Og han står ikke i Skagen Kirkebog. Det skyldes, at han er født i Hulsig eller Kandestederne. Hulsig Kirke var ikke bygget, da han blev født i 1891. Måske er han født i Kandestederne, hvor Mathildes plejefar var slagter. Mads arbejdede en tid hos sin svigerfar, men her kender jeg ikke de nøjagtige år.

155 – kapitel 19

Udgivet den af
Svar

 
Her kommer i ganske frisk form og aldeles uredigeret et nyt kapitel. Det kan ændre sig meget inden udgivelsen af bogen. Tag det med et gran salt. Vi er nået til første verdenskrig, som altså ikke går ganske hen over hovedet på Hulsigboerne. Ganske vist holder Danmark sig neutral i krigen, men man vil på en gang gerne holde sig gode venner med de allierede  og med naboerne ( Kejsertyskland,) og da Tyskland beordrer danskerne at lægge miner ud i danske farvande, så adlyder de. Til skade for englænderne naturligvis og til forplumring af det hele krigsscenarium. Her kommer kapitlet:

Kapitel 19

Rannerød og Hulsig 1916

Krig og fred

 
”Min far kom først i skole, da han var 10 år, men da han var 12 år havde han regnet alle den tids regnebøger ud. Hvad han lavede til 14 års alderen, ved jeg intet om. Han var landbrugselev ( vist Ladelund) og senere på højskole. De almindelige skolefag var han for længst ovre, men han læste engelsk og forbavsede os, da den engelske flåde lå i bugten og nogle officerer kom op på gården. Han talte ret flydende med dem, og vi blev inviteret til at besøge dem ombord på krydseren Lion.”
Lars Hesselholt: Hulsigminder
 
”Er det sandt?”
Det var blæst op, og vinden fejede kulde gennem byen og holdt folk hjemme fra marker og hav. I brugsen havde der efterhånden samlet sig en hel lille flok, og som formiddagen skred frem, voksede den, til der næsten var trængsel i den lille butik.
Det forlød, at der lå fjendtlige krigsskibe ankret op ude i bugten, og at en hel flok officerer var gået i land. Var det mon tyskere? Og det rygte svirrede også, at de var marcheret til Hulsig. Men ingen havde set dem. Kun August Trane, som var ved stranden for at kigge til sin båd. Han så dem, da de roede mod land, hvor de trak jollen op på stranden. Bagefter tog de vejen mod Hulsig. Hvad mon de havde i sinde? Næppe noget godt. Var krigen kommet til Hulsig? Det gøs i folk.
”Ja, vel er det sandt. Så sandt som at jeg står bag min disk.” Og uddeleren stod jo rigtignok bag sin disk. Og sikkert var det, at han vidste alting før alle andre, måske med undtagelse af høker Westergaard, for hans Juliane var en avis, der flagrede om mellem gårdene og samlede ind og gav ud, når der var gode eller onde tidender, hun skelnede ikke så skarpt. Bare der var kød på historien. Hun var så ulig uddelerens kone, Magdalene, der aldrig lukkede op for sin viden om folk, var den end nok så stikkende. Uddelerkonen var i det hele taget noget indesluttet, syntes folk, og hun viste sig ikke gerne udenfor butikken. Der var dem, der mente, at hun var storagtig, fordi hun kom fra en større gård end nogen af dem i Hulsig.
I det samme kom Karredfolkene ind, og de boede jo så havnært, at de måtte have set et og andet. Havde de det? spurgtes det, mens alle blikke rettedes mod Anders Christian Thomsen og sønnen Carl Henning.
Jo, kanske nok. De stod og nød rampelyset uden at sige mere. Men kunne de få en dram til at skylle halsen, sagde Carl Henning, så skulle de berette, hvad de vidste. Og det var ikke småting. Men så skulle den også være stor.
”En dram? Men se, vi har jo ikke hjemmel til at skænke ud i butikken.”
”Nå, men så går vi til høkeren,” sagde Anders Christian og greb fat i sønnens arm.
”Nej, tøv lidt. En dram, siger I. Jo, det kan vel ikke skade for en gangs skyld.” Anders Andersen bøjede sig og trak en flaske frem. Han stod lidt og fingererede ved den og så forlegen ud, mens han skottede til døren bag sig, men den forblev lukket, og pludselig trak han med en rask bevægelse proppen af og rakte flasken til Anders Christian.
”Ja, glas har jeg ingen af. Det er jo ikke nogen beværtning.”
”Vi klarer os,” sagde bonden og drak en slurk, så rakte han flasken til sønnen, der forsynede sig og sendte den videre. Lidt efter havde den været raden rundt, hvorefter den endte sin vandring hos uddeleren, der hastigt lod den forsvinde under disken.
”De er på vej til krigen, og de er spækkede med kanoner, og der står Lion på et af skibene, og det betyder løve på engelsk, så det er altså ikke den tyske Kejsers skibe.”
Der var stille en tid, mens hver enkelt tyggede på nyheden, så sagde Martin Kristensen fra Klarup, at han havde læst i Vendsyssels Tidende, at tyskerne havde tvunget danskerne til at lægge miner ud for at forhindre de engelskes indtrængen i danske farvande.
Det var da vel løgn?
”Jeg siger jo, det har stået i avisen!!”
Jo, sandt nok. Men var de engelske så fjender eller venner?
”Ingen af delene. Vi er neutrale,” sagde uddeleren.
”Er du sikker på det?”
”Ja.”
”Så er der vel ingen fare?”
”Nej, med mindre …”
”Med mindre …”
Men nu tav Anders Andersen. For hvad vidste man? At der var dyrtid og varemangel, det var det eneste, der var helt sikkert.
Han sagde henvendt til Karredfolkene:
”Gik I virkelig på havet i det vejr?”
”Vi er ikke kællinger ude hos os i Karred, vel Carl Henning?” smilede den gamle og daskede sin søn på skulderen. Han lo, som om der aldrig havde været nogen krig, og latteren smittede. Pludselig havde alle noget at more sig over, og lystigheden voksede til et sådant spektakel, at døren gik op og Magdalene trådte over tærsklen.
”Forretningen går nok stygende i dag,” sagde hun, men lød ikke just munter.
”Ja, lille mor, her handles.”
”Og spildes.”
Folk begyndte lidt forlegne at rode i lommerne, som ville de sikre sig, at der var mønter. Magdelene henvendte sig høfligt til den nærmeste.
”Hvad skulle det være?”
Christian Peter Larsen fra Krøggården halede en mønt frem og klaskede den ned i disken med et lille smæld.
”Et fjerdingspund rosiner, men så skal jeg også have et smil med i købet.”
Magdalene så på ham. Gravalvorlig, men hvis hun havde besluttet at holde smilet i ave, så mislykkedes det. Christian Peters kønne ansigt med et så glad smil på læben kunne selv ikke hun modstå. En antydning af mildhed gled over hendes ansigt.
I det samme gik yderdøren op og den kolde vind fra pladsen udenfor fejede ind i lokalet sammen med en ung mand, der lidt forpustet masede sig frem til disken.
Der blev helt stille i butikken, da de så, hvem det var. Karl fra Hesselholt. Men det var jo som at trække selve sensationen indendørs. Han stod lidt og virrede med hovedet, som om han kunne finde på at stange, og man trak sig en anelse væk fra ham. Fyren var tovlig i hovedet, det vidste enhver, men landsbytosser skulle der også være plads til. Nu gjorde de plads.
Karl så sig forbavset om, så vendte han sig mod uddeleren og sagde, at hans far havde sendt ham, fordi de havde fået gæster på Hesselholt og var løbet tør for cigarer.
”Cigarer, nej virkelig? Men ved din far ikke, at der er krig og rationering. Cigarer har vi ingen af.”
”Jamen, så undskyld. Far mente, at uddeleren havde lagt lidt til side fra før krigen.”
”Nå, mente han det. Men hør, Karl, disse soldater, er de virkelig engelske?”
”Ja.”
”Men så kan I jo ikke tale med dem,” sagde uddeleren.
”Jo.”
”Hvordan? med fingersprog?”
”Nej, med ord.”
”Ord?”
”Ja. Min far taler engelsk.”
Det var en nyhed, og der blev en mumlen rundt om.
”Det er sgu’ da rigtigt,” sagde August, ”han har selv lært sig det.”
Tosserier, mente folk. Men dem fra Hesselholt, de var nu jævnt hen noget sære. Dygtige, men sære.
”Ja, for vi ville nemlig til Amerika engang,” sagde August og så pludselig trist ud.
Da den unge karl var gået igen, vedblev der en tid at være stille i butikken. Enhver tænkte sit. Også Anders Andersen. Han var en af de få tilflyttere i sognet, men vidste jo som enhver anden, at den sølle dreng var rent forrykt og slet ikke kunne styre sig, når galskaben tog ham. Stakkels knægt. Og så meget han måtte have at bære på af skyld og skam. Der gik det rygte, at det var ham, der havde fabrikeret den knaldhætte, der skød øjet ud på hans bror Lars, så han måtte opgive sine planer om at blive dyrlæge. Han var jo så blevet lærer i stedet, det kunne selv en enøjet blive, ja, det var vel i grunden en fordel at være en smule enøjet, når man daglig skulle drages med barnerumper. Sørgeligt var det nu alligevel. Godt, at de selv havde fået et sundt barn. Men havde de nu også det? Lille Vera var så alvorlig altid og så gammelklog, og hun kunne sidde i timevis alene med sin dukke. Det var da ikke normalt. Eller var det? Men hvor skulle hun også få munterheden fra? Magdalene var ikke just en humørbombe, og selv plagedes han ofte af tungsind. Men det var godt, at barnet snart skulle begynde skolen, så fik hun vel andre venner end dukkerne.

*

 Hun skulle gå helt alene i dag. Den første gang gik mor med. Det var i går. Nu var det anden gang, og hun var en stor pige, og Rannerød var jo ikke pokker i vold, havde far sagt, og hun kunne sagtens gå det lille stykke alene, bare hun passede på hestevognene og de løse hunde.
Godt, at hun ikke skulle gå til Pokker i Vold, som hun ikke engang vidste, hvem var eller hvor boede, men som lød til at være rigtig fæl. Lærer Vilhelmsen kendte hun fra i går. Og han var ikke fæl. Han havde læst historier for dem og lært dem at se lige ud og ranke ryggen. Og i aftes, da de sad omkring det lille bord i køkkenet, havde far pludselig set så sært på hende og sagt: ”Hvordan er det dog, du sidder, barn?” og hun var lige ved at falde tilbage igen, men så sagde mor: ”Det har de lært i skolen, Anders.”
”Ja, du er en dygtig pige,” havde far så sagt, og mor havde nikket og været enig med ham. Godt, de havde hende, så havde de da noget at være enige om.
Hun hoppede, fordi det var for kedeligt at gå helt almindeligt, og måske kunne hun hoppe hele vejen til skolen, hvis hun gjorde sig umage, men hun nåede ikke ret langt, før en eller anden busede ind i hende bagfra, selv om hun havde sin fineste kjole på og var lige ved at falde. Hun blev ked af det og bange og begyndte at løbe, men fyren løb efter hende, det kunne hun høre, og nu overhalede han hende og standsede op lige foran hende og det så brat, at hun busede ind i ham. Han var vel nok fæl, han hed sikkert Pokker og boede i Vold, og hun var lige ved at græde, men så kom hun til at se rigtigt på ham, og det var jo bare mejeristens Hans Holger, som slet ikke var spor slem, og nu sagde han, at han bare havde villet følges med hende.
”Så behøvede du jo ikke at skubbe til mig,” sagde hun.
”Nej, men du gik så sjovt.”
”Jeg gik ikke. Jeg hoppede. Var det sjovt?”
”Ja.”
”Vi kan hoppe sammen.”
”Jeg vil hellere holde dig i hånden,” sagde han og så ned, som om han alligevel ikke mente det.
”Det må du godt. Hvis du slipper igen.”
Han nikkede og tog hendes hånd. Først gik de så langsomt, de kunne, men det sidste stykke løb de, og han slap hende, inden de nåede skolegården.
Uden for skolen havde der allerede samlet sig mange børn, og det var godt, hun ikke var hoppet hele vejen herhen, så ville hun nok kun være nået halvvejs. Hans Holger så ikke til hendes side, han sluttede sig til de andre drenge og begyndte at løbe om sammen med dem.
Så stod hun helt alene. Og nu savnede hun mor. Mon ikke, hun skulle løbe hjem? Så fik hun øje på en anden pige, der også stod alene, og som nu kom hen og stillede sig ved siden af hende og kiggede på de andre børn, ligesom Vera gjorde. Sådan stod de længe, som var de tilskuere til det årlige dilettantstykke og helt ligeglade med hinanden.
”Du er uddelerens Vera,” sagde pigen pludselig.
”Det ved jeg da godt,” sagde Vera.
”Men du ved ikke, hvem jeg er,” sagde pigen.
”Så kan du jo bare sige det,” sagde Vera.
”Jeg hedder Sigrid og bor i det der hus.” Hun pegede på et lille, hvidkalket hus uden lade og stald.
”Hvorfor har I ingen lade? Det har alle andre undtagen lige læreren og høkeren og far.”
”Det er løgn. Der er også Emanuel skrædder og tømrer Madsen og banevogteren og klokkeren og min far. De har heller ingen lader.”
”Så er de fattige, for det kommer nemlig an på hartkorn, det siger min far selv, ja hartkorn nemlig,” sagde Vera.
”Far har ikke brug for korn. Han bruger orm. Han er fisker. Nemlig.”
”Nå.”
”Men derfor kan vi godt lege,” sagde Sigrid. ”Vi kan gå over til mig, når vi får fri.”
”Så skal jeg hjem,” sagde Vera.
”Må jeg gå med?”

 *

”Du må ud og fodre dine små høns, de kagler slemt derude i skolegården.”
”Du kan selv være en høne, lille Emma. En hønemor er du i al fald.”
Jens Peter betragtede det fine, lille genrebillede, der foldede sig ud for hans øjne. Emma, der sad i sofaen og ammede lille Hjørdis, mens Ragnhild og Karen, der fra hver sin side trykkede sig ind til hende. Han følte sig med et så rig, trods alle de armodsbekymringer, der daglig lå og gnavede som en lænke om hans hals. Lærerlønnen strakte sandelig ikke langt til en familie med et sådant vokseværk som hans.
”Kom lille Bjørn, så går vi to mandfolk i skole, så kan mor og pigerne have det så godt.”
”Jeg vil også have det så godt,” surmulede den lille purk.
”Du er en filur er du, min lille gut, men kom nu pænt og artigt med far.”
I dag skulle han have Lilleklassen og med alle de små nye hoveder kunne det blive morsomt.
”Tror du ikke, Bjørn, at det bliver morsomt,” sagde han og trykkede drengens hånd.
”Jeg vil hellere blive hjemme ved mor,” sagde drengen, og Jens Peter forklarede ham tålmodigt, at man måtte ud i verden for at blive en stor og stærk og tapper karl.
”Ja,” mumlede drengen og sparkede lidt til gruset, som Jens Peter så omhyggeligt havde lagt i havegangen. Han så ud over urtehaven. Sikke et rod! Når han i morgen skulle have de store børn i skole, tænkte han, så måtte han have dem i gang med lugning og rivning. Urtehaven trængte slemt. Og de havde jo kun godt af fysisk arbejde, prøvede han at overbevise sig selv om, med det lykkedes kun halvvejs, for han vidste jo udmærket, at børnene stort set ikke havde andet derhjemme end fysisk arbejde i en målestok, der langt overgik det rimelige. Flere af knægtene var allerede krumbøjede af slid, tænkte han. Men det var jo mere Emma end ungerne, det drejede sig om, hun kunne ikke overkomme så meget med alle de småfolk, hun havde at se til. Og dem var han jo delvis skyld i, så det var vel rimeligt nok, at han sørgede for hjælp til det tunge arbejde. Og både små og store elskede jo Emma og ville gå gennem ild og vand for hende, en smule lugearbejde kunne de sagtens klare og hun stod jo altid parat med et kernesundt traktement, når de havde knoklet nogle timer i haven.
Jens Peter fløjtede. Han var ikke utilfreds med sit kald i Rannerød. Og at det var et kald tvivlede han ikke på, og han ville forvalte det samvittighedsfuldt. Kendte sin opgave: at forvandle børnene til raske og stærke unge, sunde på krop og sjæl og med klare tanker. Det var hans mål, hans ideal. Og idealer måtte man værne om og give videre til børnene, så en ny og stærkere slægt kunne vokse op. Der skulle være grøde, ikke blot på markerne, men i folket.
Men nu måtte han se at få børnene ind. De havde ventet alt for længe. Han begyndte at genne dem til dørs, som var de virkelig en kyllingeflok, han skulle jage ind for natten og alle dens lurende farer.
Sundhed, tænkte han, da han lidt efter var kommet til rette på sin stol, og de små poder var færdige med de øvelser, han altid begyndte skoledagen med. ”Ret ryggen! Bøj og stræk! Bøj og stræk!”
Nu skulle børnene hvile en stund, og de måtte gerne snakke, han lyttede til de små pip og den glade kvidren og glædede sig over deres frimodighed. Om lidt ville han tale til dem, for små øren lyttede bedre end store, den erfaringen var han vist ikke ene om at gøre.
Han kom pludselig i tanker om et af digtene af Johannes V. Jensen, som han i aftes havde læst højt for Emma. Hun havde  ikke forstået det, og pludselig slog det ham, at Jensens digte vel i grunden slet ikke egnede sig for kvinder og børn. Disse stærke ord, der gnistrede af ubændig manddomskraft og af vilje til handling.
Han rejste sig og kiggede ned i de små barneansigter, så sagde han højt: ”Jeg vil bekræfte de raske i retten til riget.”
Børnene glanede forskrækket, som havde han skændt på dem, og han skyndte sig at fiske sit mest fredelige smil frem og sende det rundt.
”Ja, kære børn, sådanne ord forstår I ikke, men en dag vil I forstå.”
Og han tænkte, at det var hans kald at sørge for, at disse klarøjede og kloge bønderbørn kunne vokse op og blive sunde og stærke. Så de kunne erobre retten til riget.

154 – Kapitel 18

Udgivet den af
Svar

Kapitel 18

Rannerød 1911

 
Vi begyndte dagen med religion. Derefter havde vi frikvarter. Når vi kom ind, tog vi vore tavler og skulle regne. Grifler kunne vi købe hos læreren for 1 eller 2 øre.”
Lars Hesselholt: Hulsig-minder
Mest prominent blandt dem alle var dog daværende kronprins Christian og kronprinsesse Alexandrine. Når kongetoget nærmede sig Hulsig, var det skik, at alle var på perronen for at vinke til dem og byde dem velkommen til det nordligste Danmark … Far kendte de, da han hver sommer kørte dem til Kokholms Hotel i Kandestederne, hvor kronprinseparret drak kaffe og spise æbleskiver … Men nu var der et år sket det, at vi havde fået en ny lærer i Hulsig, der vistnok var lidt af en socialist. I hvert fald havde han forbudt vi børn at vinke til de kongelige. Og respekt for læreren havde vi selvfølgelig.”
 
Magnus Hesselholt: En sæk kartofler og en kasse isinger var starten. Interview i Vendsyssel Tidende 13 marts 1981
 
Lærer Dueholm klappede i hænderne, klask klask klask lød det, akkurat som når det haglede med ørefigner, tænkte Magnus og tog sig til kinden, så pilede han sammen med de andre børn ind mod skolegårdens midte, hvor han fandt sin plads i den lange række af smukt opmarcherede børn. De stod efter størrelse, ikke alder, og Magnus fik som altid en fornemmelse af, at han krympede ligesom de uldtrøjer, Petrea lagde i alt for varmt vand. Lidt efter stod alle børnene på en lang lige række, og bag Magnus grinede mindst tre, der både var yngre og højere end han. En skam, at han hverken kunne læse eller vokse sig ordentlig stor. Han var ikke engang stærk. Han snød næsen, spyttede og prøvede at være ligeglad.
Dueholm gik hen til det forreste barn, mejeristens lille Karl Åge, der stod og trippede, som om han skulle tisse. Han var nok bare bange, det sølle skvat.
Læreren tog hans hånd i sin og kiggede ned på ham med rolige øjne. Ikke være bange, lille ven, sagde øjnene, og drengen faldt til ro. Det gjorde Magnus også.
Så trak Dueholm Karl Åge med sig ned langs rækken af drenge og piger, som han mønstrede med et alvorsblik, som ville han om lidt slippe dem løs på en blodig slagmark. Og Karl Åge gik da også med stive skridt som en rigtig soldat.
”Ret ryggen! Se mod himlen! Lad jeres blikke blive stål!” kommanderede læreren.
Børnene rettede sig lydigt op og stod stive og gloede op mod den sommerblå himmel. Som om man fik ståløjne af det, tænkte Magnus. Enkelte så endda lige op mod solen, og det blev man blind af, det sagde Bedste selv. Magnus gjorde sig alligevel umage og var lige ved at dratte bagover. Dueholm tjattede til ham.
Så marcherede de ind.
Inde i klasseværelset stillede børnene sig ved hver sin pult og ventede. Dueholm foretog endnu en kort mønstring, så pegede han på en halvstor dreng.
”Du Valdemar bliver stående. I andre kan sætte jer og finde tavle og grifler frem.”
”Nå, min dreng. Hvad hedder så du?” sagde han, så snart, der atter var ro i klassen.
Drengen blev gloende rød i hovedet. ”Valdemar Høgenhaven,” mumlede han.
”Valdemar! Netop! Og hvem er du monstro opkaldt efter?”
”Øh … Min oldefar vist nok. Eller …”
”Eller …?”
”Valdemar Sejr.” Drengen rankede sig og så direkte på læreren.
”Bravo, min dreng. En helt altså. En sejrherre. Og skal vi efterligne ham? Skal vi kæmpe som Valdemar gjorde?
”Ja, vi skal kæmpe!” kom det i kor fra børnene.
”Det var ret, nu har I lært det.”
De havde kun haft lærer Dueholm i et par uger, og allerede nu hviskede og tiskede de om ham i skolegården. Han var underlig. Men rar nok. Og de var enige om ikke at snakke alt for højlydt om ham derhjemme på gårdene. For selv om det var svært at sige ham noget på, så kunne forældrene måske finde fejl hos ham, ligesom de havde gjort ved lærer Due. Men det var nu mest, fordi Due havde knaldet en af drengene en lussing, der var så hård, at han blev døv på det ene øre. Og Magnus var mere end en gang kommet hjem med en kind, der var ophovnet og glødende rød, som om den havde fået feber. Og Bedste havde set ham græde omme i haven, og en aften, mens de var samlet omkring bordet, havde hun snakket højt om, hvor skammeligt det var, og far var blevet meget vred og havde sagt, at ingen skulle komme godt fra at slå hans børn. Eller andre børn, havde han føjet til. Revselse var ene forældrenes ret. Og selv de burde holde igen og huske på, at barnesindet var sart og ikke skulle aves unødigt. Og Magnus, på hvis kind det stadig blomstrede rødt efter slaget, havde kigget på far og følt sig så glad. Men far havde ikke gengældt hans blik, han var blevet ved med at se dystert på Bedste, som om det var hende, der havde slået et af hans børn. Magnus lukkede øjnene og sugede mørket til sig, indtil alt i ham blev sort som fars øjne og glæden forsvandt.
Så var Due rejst. Og de havde fået Dueholm i stedet. Og skolekommissionen havde været ovenud tilfreds med hans første undervisningstime, som de sad øverst oppe i skolestuen og overværede, mens de nikkede opmuntrende til læreren, når han vendte sig om.
En mand med en fast karakter, sagde far, da de kom hjem, og far var ikke bare formand for kommissionen, men også for sognerådet, så hans ord gjaldt lige så meget som præstens. Og måske mere.
 
De begyndte altid skoledagen med religion, som var det vigtigste fag, sagde Bedste, for religionen var de vinger, man skulle flyve til Himlen med, når man blev gammel og døde, og det var godt nok ikke sjovt at være uden.
Men Dueholm var uden. Og nu stillede han sig helt hen til børnene og begyndte at tale til dem.
”Denne første time skulle I lære om det himmelske liv efter døden. Det kræver vort såkaldte folkestyre, som imidlertid slet ikke er et folkets styre. Men det ville være spild af tid, for sådan et liv findes slet ikke. I har kun dette ene liv. Husk det! Og I skal leve det i kampen for en ny og bedre verdensorden. Lille Thomas vil du komme herop?”
Thomas rejste sig og gik op til Dueholm, som tog hans hånd. Han var 7 år og så mager og spinkel, at de lappede klæder slaskede om hans krop, når han gik.
”Hvad hedder du, min lille dreng?”
”Thomas,” hviskede han.
”Og hvad hedder dine forældre?”
”Kresten og Jane Thomsen.”
”Og de er daglejere og arbejder for andre og ejer ikke selv jord, ikke sandt min lille ven?”
Drengen kiggede ned i gulvet og sagde ingenting.
”Svar mig, dreng!”
”Jo, men …”
”Men hvad?”
”Far sagde en dag, at bønderne kan leje ham, men ikke eje ham.”
”Ja, din far er ikke så ringe. Han mangler blot viden.”
Dueholm holdt ham stadig i hånden, og nu vinkede han med den anden i retning af Magnus, der blev bedt om at komme op til læreren. Mon han skulle have en lussing? Dueholm vidste da endnu ikke, at han ikke kunne læse. Eller gjorde han? Så stod han deroppe, og læreren tog ham i den anden hånd. Hans hud var varm og tør som fars.
”Se engang på de her to drenge! Thomas er fattig, hans far ejer ingenting, og både hans krop og hans sjæl hænger i en tynd tråd, og måske dør han af sult og kulde. Magnus er rig. Hans far ejer mere jord end nogen anden bonde i Hulsig, og hans drenge er sunde og savner ingenting. Hvor er retfærdigheden i det?”
Der blev frygtelig stille i det lille værelse. Det kunne Magnus godt forstå. Når nu Thomas snart skulle dø og op og ligge på kirkegården. Med det var da ikke deres skyld. Var det?
”Og hvad skyldes denne uretfærdighed? Svar!”
Valborg Houkjær rejste sig op, mens resten holdt vejret. Det her var meget sært.
”Valborg?”
”Det er arvesynden,” sagde hun uden at blinke.
”Mener I andre også det?”
De rystede på hovedet, garanteret fordi de kunne se, at det var det, læreren forventede. Men nu rejste Karl sig, og Magnus følte et lille sug i maven.
”Ja, Karl, sig frem!”
”Man kan godt kalde det arvesynd,” sagde han langsomt, som om han stod og vejede hvert ord, og han fortsatte: ”Men det er ikke den, vi lærer om i religion og som siger, at vi skal straffes for vore forfædres onde gerninger. Det er en helt anden slags arv. Jeg kan ikke helt forklare det.”
”Du er en klog dreng, Karl, og du vil kæmpe for den fattige mands ret til et værdigt liv, ikke sandt?”
Karl nikkede. Så satte han sig. Dueholm slap de to små og bad dem finde på plads.
”Nu skal I høre. Vi fødes alle lige, og vi burde være det hele livet. Men det er vi ikke. Vore kår er forskellige, og man ærer og agter de rige og fornemme og håner og foragter de små og fattige. Har jeg ret?”
Nu rejste Kristian Kokholm sig. Hans far var i hvert fald også rig, tænkte Magnus.
”Ja sig frem!”
”Vi er alle lige meget værd for Gud og kongen,” sagde han alvorligt.
”Vrøvl, Gud er noget forbandet sludder, knægt. Og kongen er en idiot. Og han betragter os alle som undersåtter og ikke som ligeværdige.”
Var Gud sludder? Og kongen idiot? Nu var der ingen, der vovede at sige noget. Men så tog pokker ved Dueholm, og han blev ligesom de foredragsholdere, far inviterede til gården og som kunne snakke i timevis om noget så ubegribeligt, at ikke engang de voksne fattede det.
Læreren fortalte nu, at der ville komme et nyt rige engang, og det havde intet med himlen at gøre. Det var jordisk, og i det nye rige skulle alle eje lige meget og alle skulle arbejde i et stort fællesskab som brødre og søstre. Og den nye tids helte var ikke konger som Valdemar Sejr eller rige bønder som Janus Hesselholt, nej, det var arbejdere som Thomas’ forældre.
Aline fra Klarup rejste sig pludselig midt i det hele, og det hjalp ikke, at hendes storesøster Kristine halede og trak i hende.
”Tal frimodigt, min pige!” sagde Dueholm og afbrød sig selv midt i en sætning.
”Det er bare det, at kronprins Christian og kronprinsesse Alexandrine kommer til Hulsig på søndag med kongetoget.”
Nu blev der røre i klassen. En efter en fik de lov at komme til orde. Karl sagde, at kongetoget godt nok kom på søndag, og at alle børnene skulle stå på perronen og vinke til Kronprinseparret. Og når de havde været i Skagen nogle dage, ville de komme tilbage Hulsig, og det var Karls og Magnus’ far, Janus, der skulle køre dem til Kandestederne. Her tog Kristian Kokholm over og fortalte rivende stolt, at de kongelige kom til Kokholms, fordi de elskede hans mors æbleskiver.
Da de tav, kunne de se, at læreren var vred. De blev musestille, og for første gang så de ham gribe fat om riset, og der gik en gysen gennem børneflokken, da han hævede det højt op over sit hoved. Men så gik han om bag sit eget bord og stillede sig der, stadig med riset højt hævet.  Derpå hamrede han det med al kraft ned i bordet og kastede det fra sig.
”Sådan!” sagde han. ”Kampen kommer, ja den er allerede begyndt. Og I har lovet mig at kæmpe bravt. Glem nu ikke jeres løfte!”
”Hvordan kæmpe?” mumledes der rundt i klassen, og nu sagde læreren, at han ikke slog på børn, men at han ville gøre en undtagelse og slå de børn meget hårdt, der vovede at hilse på de kongelige.
”Altså, jeg vil ikke se et eneste venligt ansigt eller hænder der vinker, når kongetoget standser i Hulsig. Ham der Christian kalder sig nok prins, men han er en ærkeslyngel. Og vi er ikke hans ydmyge undersåtter. Vi er frie mænd. Er det klart?”
Var prinsen virkelig en slyngel? Og prinsessen og kongen og dronningen og alle hofdamerne? Det måtte han spørge Bedste om, når han kom hjem.
 
Himlen var nydeligt broderet med flossede, hvide lammeskyer, og vinden havde lagt sig, tilbage var blot en let brise, der bevægede Dannebrog så tilpas, at det foldede sig ud og sendte sine røde og hvide farver op mod den klare, lyse himmel. Folkene fra Hulsig og Karred og Tranestedet og Rannerød og Starholm og Klarup og Kandestederne havde taget opstilling i små tætte grupper, og om lidt ville kongetoget rulle ind på perronen, og prins Christian ville stå ved vinduet og vinke så venligt til dem, som han plejede. Og han skulle snart blive deres konge, sagde man og blev varm om hjertet, for kong Frederik var syg og døde måske. Tavse og forventningsfulde stod de og biede.
Kun børnene virkede utilpasse og kunne ikke holde sig i ro, og deres lærer marcherede frem og tilbage foran dem og talte formanende til dem. De nærmeste voksne undrede sig over ordene.
”Husk nu, at I er soldater,” sagde han, som om de legede ude i skolegården. Og de små nikkede, men så beklemte ud. Ja Magnus kunne slet ikke lide det, og da han havde fortalt Bedste om det i aftes, havde hun ikke villet tro et eneste ord af det, og hun havde sagt, at han ikke måtte lyve og endda smækket til ham, men det gjorde ikke ondt, for hun gik med det ene ben i graven og havde ingen kræfter. Nu kom toget.
Toget holdt kun et øjeblik, og aldrig havde de set kronprinsen vinke så energisk og smile så anstrengt. Så tøffede det videre mod Skagen, og voksne og børn spredtes i al hast. Navnlig børnene havde forfærdeligt travlt med at komme derfra.
 
Nogle få dage senere var Janus atter på stationen. Denne gang med de sorte heste spændt for den nye, flotte kalechevogn, som karlene og pigerne omhyggeligt havde rengjort og pyntet. Han skulle hente den kongelige familie.
Janus sprang ned fra bukken og overlod tømmerne til banevogter Pedersen, så stillede han sig strunk midt på pladsen. Prinsen havde ikke meldt sin ankomst i dag til andre, han ønskede at arrivere inkognito, som han skrev i sit brev til Janus.
Nu kom toget tøffende og rullede ind på perronen, og prinsen og prinsessen og de to små prinser steg af og så sig lidt om.
”Aha! se engang drenge, der har vi jo selveste Hesselholt. Så fik De mit brev,” småsnakkede prinsen.
”Deres kongelige Højhed,” sagde Janus og bukkede.
Lidt efter rullede de ud ad lyngvejen, der smal og ujævn førte til Kandestederne, og den 11årige prins Frederik havde fået lov at sidde sammen med Janus på bukken. Nu bad han om at måtte holde tømmerne. Modstræbende overlod Janus styringen til drengen, men han måtte slå knude på sig selv for ikke at tage dem fra ham igen, for prinsen sad jo og legede, og nu slog han de tykke reb hårdt mod hestenes bagparti, så de vrinskede og blev urolige og satte farten op.
”Hyp alle mine heste!” råbte den spinkle dreng henrykt. Han var nær ved at miste sit greb om tømmerne og tumle forover. Der lød advarende råb omme fra vognen, og Janus tog hastigt tømmerne fra prinsen og tvang hestene til at standse. Da de igen var helt rolige, gik han om til kalechevognen og kiggede ind.
”Deres kongelige Højhed må undskylde, men Prins Frederik er jo kun et barn.”
Prins Christian sprang adræt ud på lyngvejen.
”Var det hans skyld, Hesselholt, så må De smække ham en ørefigen. Prinsen er jo uartig. Hestene kunne være løbet løbsk.”
”Undskyld mig, men det kan jeg ikke gøre.”
”Nå ikke. Nej, det er måske ikke så let. For Dem. Men streng opdragelse er dog nødvendig, vil De ikke give mig ret i det, Hesselholt?”
”Jeg vil ikke modsige Deres kongelige Højhed,” sagde Janus og bukkede. Så rettede han sig op og så sin vordende konge i øjnene, og det var ikke første gang, de havde haft øjenkontakt og været uenige om vigtige spørgsmål.
”Og så ønsker jeg for resten at blive orienteret om, hvad der dog gik af Hulsigbørnene forleden! De var jo ganske uforskammede imod mig og min familie.”
”Jo, ser De, sagen er den, at vi har fået en ny lærer i Rannerød.”
”Ja, det bliver børnene vel ikke uvorne af,” indvendte Prins Christian. ”Eller hvad?”
”Ham, vi har ansat, er socialist, og han er just ikke royalt indstillet, og jeg er bange for, at han har påvirket vore børn i en skadelig retning.”
”Socialist!” Prinsen lo. ”Det skulle lige have været kongen, der blev så ilde modtaget af sit folk. Min far ville være blevet rasende, og han ville fluks være stået af toget og have forlangt en forklaring. Jeg nøjedes med at vinke min arm af led i et forsøg på at få ungerne til at gengælde min elskværdighed, men der var kun en eneste lille pige, der vinkede igen. Hm … socialist, siger De?”
”Ja, Deres kongelige Højhed.”
”Det må vi gøre noget ved, Hesselholt. Det sørger De vel for, ikke sandt? Vi kan ikke have, at revolutionen starter i Hulsig.”
”Nej, Deres kongelige Højhed.”
Nu lo Prinsen højt og kunne slet ikke blive alvorlig igen.
”Socialismen er nået til Hulsig, har du hørt det, kæreste Alexandrine?” råbte han, og prinsessen stak hovedet ud af vinduet og rystede på det og sagde, at nu måtte de videre. Og ikke stå der og spilde tiden på tåbelig sniksnak.

153 – Anders

Udgivet den af
Svar

 
I de seneste uger er der ikke sket noget på bloggen. Det skyldes, at vi har mistet vores bror Anders.
Du har forladt os nu, Anders, og det kunne ikke være anderledes. Du var syg i mere end 15 år, og vi vidste, at du ikke blev så gammel. Så blev du alligevel 73 år – havde fødselsdag 5 april og nåede at holde den med nogle af dine kære. Få dage efter døde du, og nu må vi savne dig resten af vores liv. Men selv om det er så helt ubegribeligt for forstanden,  så tror jeg i mit hjerte på et kærligt gensyn hos Gud. En tro, der hele tiden støder an mod min viden om al tings indretning.
Vi mødes igen, Anders, det tror jeg på.
Du er nu gået ind i den lange række af Hesselholter, som jeg forsøger at give en plads i min bog om Hulsig. Nu er også din grav på Hulsig Kirkegård, hvor alle de andres jordiske rester for længst er borte og kun navne og minder stadig svæver over gravene. Det er der, jeg søger til, når jeg vil fortælle jer om de største ting, som jeg fortsat gerne vil dele med jer.
Så når jeg står ved de gamle grave, så mindes jeg jer og tænker på jer, alle mine kære døde, tankerne går till far og mor og bedstemor og bedstefar og mormor og Hanne og Anders og farfar Janus ( som jeg aldrig har kendt) og farmor og onkel Otto og tante Kirsten og Marie og hendes søster Kristine. Alle jer, som jeg har kendt og elsket..
 
Anders’ barnedåb i 1941

Her ser vi Anders på  70’års fødselsdagen for 3 år siden..

 

152 – en personlighed, som vi vender tilbage til.

Udgivet den af
Svar

 
Nu fandt jeg mellem en stak gamle fotos et billede af Jens Christian Madsen. Ham har jeg nævnt et par gange i romanen. Han boede i den ene Tranegård ( den Fru Hering nu ejer) , var far til Anton Peter Jensen, der var far til Anne ( senere Anne Krøg)
– Jens Peter og Ane Kristine fik kun det ene barn, Anne. Hun blev til gengæld en personlighed ligesom sin bedstefar. Hendes forældre holdt hvert år juletræ på Tranegården, og det var noget, alle børn så frem til, har min mor fortalt. Jeg har fra et andet familiemedlem hørt, at Ane Kristine var “skrækkelig” – men det kan jeg umuligt uddybe.
Datteren Anne Krøg havde også et underligt omdømme: hun var kvik og snarrådig, reddede f.eks. en såret mand i at få blodforgiftning, men hun skulle efter sigende også være en hund efter sladder. Og der er dem, der siger, at hun var ondsskabsfuld – det gider vi ikke høre efter.
Og så blev hun jo forresten mor til Sylvia, som blev mor til Maja, som jeg altid har betragtet som kusine, hvad hun absolut ikke er.
Men Anna Krøg ( eller Ane Krøgh, eller Anne Krøg) blev gift med en af Maren og Christian Larsens drenge Christian Peter på Krøggården ( eller på Hulsig – og der er også dem der kalder gården Lundholm ) – I hulsig har kært barn mange navne og det vrimler med kære børn.
Jeg er p.t. ikke i stand til at koncentrere mig om arbejdet. Her er børn og børnebørn. Og i onsdags døde Anders. Vi har sorg og glæde lige nu.
Jeg vender tilbage.
 

 
 

151 kapitel 17 af "Hændelser ved Hulsig"

Udgivet den af
Svar

Nedenstående vil forekomme min læser bekendt, hvis han/hun har læst med i romanen, mens den vokser frem. Men kapitlet var ikke færdigt i forrige indlæg. Det er det nu. Det har også skiftet navn fra kap. 16 til kap. 17. Det skyldes, at der midt i romanen ( som måske ikke helt er en roman) er indføjet et nyt kapitel, men det kommer ikke med i bloggen. Hvis nogen gerne vil læse det, kan de sende mig en e-mail adresse, hvortil jeg kan sende kapitlet.

Kapitel 17

Hulsig 1910 – 1916

 
Min far havde en større bogsamling om landbrug og dyrenes anatomi og pleje og pasning, men han havde vist mere interesse for forskellige andre ting. Var der på egnen et sygt dyr, blev han altid hentet. Men han kom efterhånden ind i så mange andre ting. Da han døde i 1919 havde han over 20 såkaldte tillidshverv, direktør for Raabjerg sogns Sparekasse, opkøber af svin til Hjørring Svineslagteri, formand for sygekassen og mange andre ting.
 Øst for Niels Husth boede Simon Simonsen…. Han holdt søndagsskole, og hvert år holdt han juletræ, og så var Sømandshjemmets vært, Peter Mathiesen, til stede. Han fortalte en julehistorie, og vi havde det festligt … Peter Mathiesen havde vel nok bedre uddannelse end Simon, men Simon var den bedste til at fortælle børnehistorier.
 Inger Tammes var fast daglejer og næsten uundværlig, især når der skulle slåes hø i klitten. Tammes var meget mørkeræd og angst i tordenvejr…
Vi drenge ville gerne drive lidt sjov med Inger Thomas, skønt vi godt kunne lide ham. Om aftenen udhulede vi en roe, skal øjne, næse og mund, så satte vi et rødt papir foran og tændte et julelys deri. Det stillede vi foran hans vindue og lavede lidt støj, så han så ud af vinduet og fik øje på spøgelset. Han opdagede, at vi var med, og kom og klagede over os til vor fader. Vi fik i alvorlige vendinger at vide, at det måtte vi ikke gøre.
Lars Hesselholt: Hulsig-minder, Vendsyssel Årbog 2003
Elise lukkede for madternen og sørgede for, at der var saftevand nok til hele den lange sommerdag. Der var så varmt i dag, og sådan et par små karle holdt sig jo ikke i ro et øjeblik og blev let tørstige. Hun sukkede lidt ved tanken om at skulle sende drengene alene ud klitten, hvor de skulle holde øje fårene, der denne sommer græssede i det store klitstykke indenfor milen. Hvem skulle se efter børnene, sukkede hun, selv om hun vidste, at de var ligeså trygge i naturen som i stalden.
”Nu må I være nogle gode drenge og passe godt på fårene og strikke flinkt på jeres hoser og ikke lave ulykker.” Mor klappede dem på håret og smilede, så hele verden blev lysere end før. Mor var den skønneste i verden, og hun blev aldrig gal.
”Ja,” nikkede både Karl og Magnus og hankede op i deres poser med mad og strikketøj. Nu var de store og havde fået rigtigt arbejde. I sommer skulle de vogte fårene ude i klitten og endda også en vædder, der var slem til at stange. Det var ikke småbørnssysler, og en smule skræmmende, syntes Magnus, mens han storkede hen over heden og for en sikkerheds skyld havde taget Karl i hånden.
Otto skulle være hjemme og hjælpe karlen Alfred, mens far var i Hjørring med grise. Og Lars? Det var så underligt med Lars, for selv om han var den ældste, skulle han ikke arve gården. Til sin tid, som far altid sagde. Han var så klog. Og derfor skulle han læse. Optagelsesprøve, hed det og var højtideligt som selveste juleaften. Og far hjalp ham. Og de to havde rigtig travlt for tiden. Hver aften når de andre gik i seng, blev Lars oppe og læste. For han skulle have en fin eksamen og blive dyrlæge og tjene mange penge.
Far var også selv dyrlæge, og alle sendte bud efter ham, når de havde syge dyr, eller hvis et af børnene skrantede. Han havde bare ingen eksamen fået, men lært sig det hele selv, og hjemme på hylderne stod der flere bøger end i skolen. Far kunne ikke få eksamen, da han var ung, for farfar var død, og Bedste Kirsten havde måttet slide som et bæst, for at far kunne komme på Ladelund Landbrugsskole, og det var næsten ligeså godt. Mor behøvede ikke slide som et bæst, for at Lars kunne komme på skole. De havde jo far.
Magnus knugede hårdere om Karls hånd, ikke fordi han var bange, men fordi han med ét blev ked af det. Lars var så dygtig. Og Otto var der ikke noget i vejen med, og han skulle arve gården. Og Karl var et stort lys, som han brændte i begge ender, sagde mor, og det skulle han lade være med. Men far sagde: ”brænd du endelig løs, min dreng, bare du ikke sætter dit lys under en skæppe, som skrevet står.”
Magnus kunne ikke læse, og han var ikke noget lys, og han vidste ikke en gang, hvad en skæppe var. Men mor kyssede ham og sagde, at han ikke skulle være ked af det, for han kunne så meget andet. Som f.eks. hvad? ville far vide og lød gal, og så sagde mor ikke noget, men hun så på Magnus med nogle øjne, som han godt forstod og som uden et ord sagde: det er lige meget, om du kan læse. Jeg er lige så glad for dig for det.
Det var lærer Pinholt ikke. Han havde prøvet alt, endda lussinger, men de hjalp ingenting, de gav ham bare ørepine. Og bogstaverne tumlede lige tovligt rundt for det. Ja, de blev næsten endnu mere uregerlige af alle de lussinger.
Men nu var det sommer, lyngen belavede sig på at blomstre, og lærkerne sang på himlen, og de skulle ikke i skole. Kun passe får. Og det var let nok. Fårene løb måske nok deres vej, men så var det ikke drengenes skyld.
”De er da for små, Janus” havde mor sagt, da far foreslog, at de skulle overtage de store drenges arbejde i sommer. ”Men herregud, Lise,” svarede far, ”det kan de sagtens klare”.
Og det kunne de i hvert fald. ”Kan vi ikke også, Karl?” Magnus havde ranket sig på bænken. ”Jo,” havde Karl sagt og gnasket videre og slet ikke hørt efter.
Nu gik de hen over heden, mens de omhyggeligt forsøgte at sætte fødderne de steder, hvor der ikke groede lyng og de kunne se det hvide sand eller på de små tuer af mos, så de ikke blev bidt af de satans hugorme, der lå på lur efter dem. Satans, måtte han ikke sige højt, men han måtte gerne tænke det.
Nu var de snart nået til den lange klitrække, hvor fårene gik og græssede frit, og hvor de skulle være hele dagen. Det var godt, for så kunne de nå at lege og endda lave ulykker uden at få skænd, for der var ingen voksne i klitten. Allerhøjest nogle drenge fra de andre gårde.
Men de skulle selvfølgelig helst nå at strikke lidt, så de havde noget at vise mor og Bedste Kirsten, når de kom hjem. Og heldigvis var garnet sort, så de kunne roligt grise sig til, det ville ikke kunne ses.
Nu fik de øje på fårene. De gik lige så roligt og græssede nede i lavningerne, og halvvejs oppe på en af de store klitter sad en dreng. Han hang sært fremover, som om han sov.
Det var Karl Kristian Senius, men de kaldte ham bare Senius, for Karl og Kristian var der så mange, der hed, men Seniusnavnet havde han helt for sig selv. Ellers havde han ikke ret meget for sig selv, det vidste de nok, og mor sagde, at de skulle være søde ved ham, for hans far var død, og hans mor boede i fattighuset i Aasted, og hans liv var ikke let. Men hun glemte da rent, at han var en stor og stærk dreng, og at de var små. Og det var meget lettere at være stor end at være lille.
”Han er vel nok ikke nogen flink dreng, ham Senius. Se, han sidder og sover. Selv om han er så stor,” sagde Karl og pegede på drengen.
Ja, han var stor. Alt for stor, tænkte Magnus, og de kendte ham ikke godt nok til at vide, om han var ufarlig eller hvad. Det var første gang, de skulle være alene med ham. Og både ham og en vædder, der ville stange, det var næsten for meget, og Magnus rykkede i Karl.
”Skal vi ikke gå hjem?”
”Er du tovlig, så får vi smæk,” sagde Karl.
”Ja,” sagde Magnus og holdt godt fat i hans hånd.
Når de kom til søndagsskole på Lundholm, sad Senius altid pænt med foldede hænder ligesom de andre børn, men han skar ansigter, når Simon ikke så det, og lignede slet ikke en af Jesu små venner, når de bad fadervor i kor.
”I er alle Jesu små venner, når I beder til ham. Og det er et venskab, I kan regne med,” sagde Simon Simonsen og så så rar ud, at Magnus tænkte, at det nok snarere var ham, de var venner med. Og det var de i hvert fald, for når de var færdige med at bede og synge og læse mannakorn, så fortalte han de skønneste historier akkurat som Pinholt, når han ikke var gal. Og de var også venner med Kirsten Marie, for hun gav dem småkager og saftevand. Alt det saftevand, de kunne drikke.
Men med Senius vidste de ikke rigtig.
Han sov godt nok, selv om han sad op og bare hang lidt forover, så det så ud, som om han granskede noget i sandet. Men øjnene var lukkede.
De listede sig helt hen til ham og dumpede ned ved siden af ham og sagde ingenting, men de så lidt beklemte på hinanden. Og det var åbenbart nok til at vække ham, for pludselig rejste han sig op, og nu kunne de rigtig se, hvor stor og lang og stærk, han var.
”Jeg sov ikke,” sagde han og skulede ud mod fårene.
”Nej,” sagde Magnus og rejste sig også op, for det var nok det klogeste.
Karl blev siddende.
”Skal I være her?” nu lød Senius forundret og gloede på dem, som om de var snothvalpe, der ingenting kunne finde ud af.
”Ja,” sagde Karl og borede de nøgne fødder længere og længere ned i sandet.
”Hvor er Otto?”
”Hjemme,” sagde Magnus, ”for nu er det nemlig os, der skal vogte fårene. Og vi skal også hente kreaturerne hjem til malkning,” tog han munden fuld, for det var da løgn, men det var nødvendigt at finde på noget voldsomt, der kunne imponere den store dreng.
”Hå!” sagde Senius bare, ”det kan enhver kløvning vel finde ud af.”
”Ja … men …,” Magnus kunne ikke finde på flere spændende løgne og så appellerende på Karl, der stadig sad og borede og borede med tæerne, som om der var en hemmelig skat begravet lige der, hvor han sad. Og det var måske også det, han selv tænkte, for pludselig så han op på dem, og hans øjne skinnede.
”Jeg har set lyset. I nat.”
”Hvad for et lys?” Senius sparkede i sandet uden at det ramte Karl, der sad med opvendt ansigt.
”Det, der brænder i ”Iijern.”
”Det er løwn,” sagde Senius. Og det var det da også, tænkte Magnus og kom alligevel i tvivl. Karl kunne somme tider både se og høre ting, andre var blinde og døve for. Så måske.
”Du kan selv gå med derop, når det bliver mørkt. Hvis du tør,” sagde Karl og kneb øjnene sammen.
”Der er slet ingen skat. Det er bare overtro, som hedenske mennesker vil bilde os ind. Det siger min far selv.”
”Du har slet ingen far,” plumpede det ud af Magnus, og han blev gloende rød og meget flov. Og Senius stod bare og virrede med hovedet, som om han ville stange ordene væk. Men han sagde ingenting.
”Om forladelse,” mumlede Magnus utilpas.
Men nu rejste Karl sig op og sagde, at fordi Simon mente, at det var overtro, så kunne det da godt være sandt. Det havde Bedste Kirsten selv fortalt, og hun var ingen hedning og hun måtte vide det, for hun var ligeså gammel som de ældste træer i ”Iijern”, og hun havde set al ting i sit lange liv. Også lyset.
”Ja,” sagde Senius, ”men så er plejefar jo fuld af løwn.”
”Det er de fleste af dem,” sagde Karl alvorligt.
”Af hvem?”
”De voksne selvfølgelig.”
”Jeg går til præst, så jeg er næsten voksen,” kom det lidt forurettet fra den store dreng.
”Men ikke helt. Og du lyver ikke?”
”Nej. Jeg er jo ikke konfirmeret endnu,” sagde Senius og dumpede ned ved siden af Karl.
”Det er sørme godt, du ikke er det, Senius,” sagde Magnus og var glad igen. ”Så må du også godt få mit saftevand.”
”Tak. Og når jeg bliver konfirmeret, så må jeg gerne drikke rigtig brændevin.”
”Hold da op! De hellige drikker ikke brændevin,” sagde Karl forarget, for var der noget Simon var, så var det hellig. Og så måtte Senius da også være det. Lidt.
”Det skal jeg da bare lige love dig, at de gør. Oppe i kirken nemlig.”
”I kirken?” sagde Karl og Magnus i munden på hinanden og lod den stå åben af bare forbløffelse.
”Ja, og det er præsten selv, der giver dem det, og så drikker de det helt oppe ved præstens bord, og de er skidefulde, når de går hjem.”
”Jeg tror da ikke på, at det er brændevin, de får af præsten. Bedste Kirsten går i kirke hver søndag, og hun drikker det også.”
”Prøv selv at lugte til hende, når hun kommer hjem på søndag,” foreslog Senius.
”Jeg vil nu hellere undersøge sagen ordentligt,” sagde Karl voksent, ”for det skal man altid, når man er i tvivl, siger vores far.”
”Undersøge? Hvordan?”
”Vi ku’ jo prøve at smage på det. Bare lidt. Men så skal vi også vædde.” Karl så Senius lige ind i øjnene og stak næven frem.
”Jo … men … det ka’ vi da ikke bare gøre? Smage altså.” Senius virkede forvirret, og Magnus følte sig pludselig meget stor og stærk, selv om han var den mindste, for han stod netop og fik en rigtig god ide.
”Det ka’ vi nemlig godt,” sagde han.
De to andre så mistroisk på ham. Det føltes helt godt, og han sad lidt og nød deres blikke, inden han fortsatte. Så sagde han langsomt: ”for vores Inger …”
”Inger Tammes?”
”Nemlig ja – ham. Og han er både graver i kirken og daglejer hjemme hos os. Og vi kender ham lige så godt som vores egen familie.”
”Og hvad så?”
”Han er nem at narre.”
Og det var jo sandt. Inger Tammes, som de kaldte ham, selv om han ikke var en pige, var hos dem hver dag, og det var også ham, der huserede og regerede oppe i kirken, gjorde rent og ringede med klokken og holdt gravene pæne og endda gravede folk ned, når de altså var døde. Han kunne sagtens hjælpe dem, så de kunne komme til at smage.
”Det vil han da ikke,” indvendte Senius.
”Det må han slet ikke,” supplerede Karl.
”Nej, men vi kan få ham til det,” sagde Magnus, ”og jeg ved nok hvordan.”
Og han forklarede i korte vendinger, hvordan det kunne lade sig gøre at overtale ham. Det var jo ikke første gang, de havde narret ham, sagde Magnus og glemte helt de solide klø, de havde høstet sidst, de var løbet om hjørner med Inger.
Resten af dagen nåede de både at lege og slås, men mest for sjov, selv om Senius var så gruelig stærk, at det var lige ved ikke at være ret sjovt, og Magnus fik næseblod, men det tørrede han af i strikketøjet, og det røde forsvandt næsten helt ind i det sorte garn, og hvis mor alligevel spurgte, så ville han bare sige, at han var faldet over en sten, da han løb efter et får for at redde det fra ulven. Men så kom han i tanker om, at Lars havde sagt, at den sidste ulv i Hulsig døde for mange år siden, og at der nu kun var ræve tilbage. Ræve åd næppe får. Så måtte han finde på noget andet. Men pyt, verden var fuld af gode historier, og det gjorde ikke noget, man var en smule opfindsom, sagde far selv.
Magnus var meget opfindsom.
Det undrede Elise en smule, at de små ikke var vendt hjem fra klitten. Egentlig ængstelig var hun dog ikke, de havde det sikkert morsomt og glemte vel bare tiden, tænkte hun, og det blev jo ikke rigtig mørkt mere.
De havde ikke travlt med at komme hjem. Man spiste silde på gårdene i sommertiden, så de nåede det nok. Nu gjaldt det et væddemål.
Allerede på afstand kunne de se Inger Tammes humpe om på kirkegården. Han havde kun et brugbart ben, det andet slæbte efter ham, alligevel var han den hurtigste arbejder i Hulsig, og gårdene sloges om ham i høstens tid. Men han var heldigvis mest deres, tænkte Magnus ejestolt og løb i forvejen.
”Goddag Inger?” råbte han.
”Goddag, bitte pjok!”
”Vi kommer for at snakke med dig.”
Inger Tammes var snakkesalig, så han satte straks riven fra sig og vendte sig om mod de tre drenge, der stillede sig i en halvkreds om ham.
”Du ved godt, at Senius er hellig, ikke Inger?”
”Jo … det,” kom det sindigt fra graveren.
”Og nu er de så blevet syge hjemme ved Simons’, det ved du nok også,” sagde Magnus og sænkede sørgmodigt sine øjne og lod underlæben hænge.
”Nej … jamen, bitte Senius da også … ,” sagde Inger trøstende, selv om det lød tosset, når nu Senius nu var så stor.
”Ja,” kom det trist fra den store dreng, ”og jeg ved jo, at det hjælper at bede i kirken.”
”Det gør det”, sagde Inger fast.
”Og vi er rendt med ham for at hjælpe med at få det sagt til Gud på en ordentlig måde. Det er Karl nemlig så god til,” sagde Magnus fromt.
”Karl, ja ja,” Inger Tammes nikkede venligt mod Karl, der slog øjnene ned og foldede hænderne og pressede læberne sammen.
”Kan jeg hjælpe jer?”
”Ja, det kan du,” sagde alle tre i kor.
 
Inde i kirken var der køligt og dunkelt, og Magnus følte et lille samvittighedsstik, for det var nu lidt sært at skulle bede for nogen, der var raske, og så var det også forkert at lyve. Og endda i en kirke. Gud sad sikkert lige nu og rynkede brynene i vrede, ligesom far, når han var rigtig gal. Gud var jo større end far og kunne sikkert blive endnu galere. Men det var nu svært at tro.
”Er det der oppe, man beder?” spurgte Magnus og pegede på alteret. ”Og kan man gøre det uden brændevin?”
”Hvad?”
”Ja, det ved du godt, Inger, at de voksne drikker, før de beder.”
”Nå, kalken?”
”Er det kalk?” Nu måbede alle tre drenge.
”Er det så helt hvidt?” spurgte Magnus.
”Nej.”
”Må vi se?”
”Nå … nå … ikke så hidsig.” Inger Tammes haltede hen til et lille skab, åbnede det og tog en flaske frem.
”Det er denne her, og den er jo rød.”
”Du lyver, Inger. Det er slet ikke kalk,” sagde Magnus heftigt, mens de to store prøvede at dæmpe ham.
Tammes satte flasken på plads.
”Nu må I hellere bede jeres bønner, og det kan I gøre uden kalken. Og bagefter kommer I ud til mig, så jeg kan låse efter jer.”
Han vendte sig om og haltede ud, mens han lod døren stå på klem. Måske lyttede han udenfor, og Senius skyndte sig at hale en bøn over læberne, og her var han på hjemmebane, for de bad i et væk hjemme på gården, og han kendte alle de rigtige ord.
Så holdt han brat inde. De stod tavse en stund og lyttede til stilheden. Så skyndte de sig hen til skabet, åbnede det og kiggede på flasken.
”Vi er da nødt til at smage,” sagde Magnus tøvende og rakte ud efter den, ”ellers får vi aldrig at vide, om det er kalk eller brændevin.”
Senius gav ham ret, han tog flasken fra ham og åbnede den. Så snusede han til indholdet.
”Det er sgu’ da saftevand.”
Forbavset rakte han flasken til Karl, der også snusede. De så på hinanden. Magnus mente, at de umuligt kunne vide noget som helst med sikkerhed, før de havde smagt på det, og han hev flasken til sig, satte den for munden og drak en slurk.
”Det er godt nok saftevand,” sagde han, ”bare sådan lidt underligt.”
De andre drenge smagte efter tur på den søde, rødbrune væske.
”Det er bare fordi, det ikke er blandet op med vand endnu. Men det smager vel nok godt,” sagde Senius og smaskede ligefrem. Så tog han endnu et par slurke. Og inden de ret vidste af det, havde de delt det meste af indholdet mellem sig. Men pyt, saftevand koster ingenting og det havde præstens kone sikkert nok af, og han ville da slet ikke lægge mærke til, at det var sunket en smule i flasken. Senius holdt den op mod lysstrålen, der faldt ind gennem et af kirkeruderne og fik det mørke glas til at glitre. Og nu så de, at flasken var tom. De satte sig på gulvet og kiggede på hinanden og syntes med et, at de blev så døsige.
”Vi kan da også godt lige ligge lidt,” sagde Senius og strakte sig på det bløde altertæppe.
”Ahh … her ligger man da godt.” Magnus gabede og glemte, at de skulle hjem.
 
Inger Tammes begyndte at undre sig. Så længe det tog børnene at bede. Og så fromme de knægte var dybest inde, skulle man nu have troet det? Der var ellers så mange spilopper i Janus’ drenge, men her var åbenbart en side af deres væsen, han aldrig før havde bemærket. Ja, ja, et barn kunne indeholde allehånde, tænkte han halvvejs rørt og bestemte sig for at bede sammen med dem. En bøn i utide kunne jo heller aldrig skade, og et godt eksempel ville man jo gerne være for de små børn.
Han humpede hen til kirkedøren og skubbede den op. Der var dødsens stille i det lille rum, og nu hvor solen gemte sig bag træerne, trængte der ikke meget lys ind. Han stod lidt for at vænne øjnene til mørket. Så var det, han så dem.
Langsomt og lidt ængstelig nærmede han sig drengene, så standsede han brat og begyndte at le. Det var dog alligevel satans! Der lå alle tre i en lille klynge og snorkede. Ved siden af dem så han en væltet vinflaske, og den var vist tom.
 
Heldigvis var Janus ikke vendt hjem fra Hjørring, da Inger Tammes kom trækkende med sin store trillebør, hvori der lå to sovende drenge. Senius stumplede af sted ved siden af Inger. De humpede om kap.
”Her har du en håndfuld knægte, Lise, og jeg tror nok, du kan lægge dem i seng uden aftensmad.” Inger Tammes væltede trillebørn om på siden og lod to små drenge trille ud på gårdspladsen.
”Ham her følger jeg hjem” sagde han og tog et fast tag i Senius. ”Så kan jeg også med det samme høre til de syge.”
”De syge? Hvilke syge?”
Men Tammes var allerede på vej væk.
 

150 – kapitel 16

Udgivet den af
Svar

Velkommen til min blog. Et vindue til mit forfatterskab – et forum for diskussion af emner, jeg finder interessante og aktuelle


 
Jeg får desværre ikke mulighed for at skrive mere på romanen i den nærmeste tid. Så det må vente.
Men jeg fik nogle dokumenter fra gamle dage af min fætter Jørgen Hesselholt. Han mente, jeg kunne bruge dem, og det kan jeg helt bestemt. De er alle skrevet med gotiske bogstaver, som jeg ikke er en ørn til at læse, men jeg har gjort mig umage med det, og der er kun ganske få ord, jeg ikke kan læse. Det drejer sig om den ene ud af tre kontrakter. Så herunder kommer nu den gamle kontrakt, som Jens Madsen – ham der var en stor dreng, da sandstormen tvang familien til at flytte gården til Hulsig, får kontrueret, da nevøen Lars skal overtage gården. Det er i 1855, og man kan vist roligt sige, ud fra læsningen af kontrakten, at onkel Jens har sikret sig i alle ender og kanter og ikke har haft den største tiltro til sin nevøs umiddelbare kærlighed og omsorgsfuldhed. Ikke så sært endda, når man tænker efter, og kontrakten ligner givet vis de fleste af den tids aftægtskontrakter, og deres minutiøse gennemgang af alt, hvad der kunne gå galt for de gamle, er vel forståelig, når man ved lidt om, hvor besværlig og uønsket en gammel mand eller kone dengang ofte var i de unge folks øjne. Det var derfor vigtigt at have det juridiske bagland i orden. Læs engang:
 
 
Skjøde  paa Hesselholt 1855
Jeg undertegnede Sognefoged Jens Madsen i Skagen Landsogn tilstaar herved at have solgt og afhændet, ligesom jeg med dette mit Skjøde sælger og afhænder til Ungkarl Lars Jensen den mig ifølge Skjøde af 13. Januar 1813 tinglyst d. 18 Januar S.Aa. tilhørende Gaard Matr. no. 3 og 14 i bemeldte Sogn , med tilliggende og tilhørende, alle til Bygningerne værende mur- og nagelfaste Ting, Besætning og Inventarium, paa følgende Vilkaar:
Lars Jensen betaler ved nærværende Skjødes Underskrift kontant 500 rd. Som skrives fem hundrede Rigsdaler Rigsmønt og for Resten af Kjøbesummen giver Lars Jensen mig Obligation mod Pant i den solgte Eiendom. Det af mig paa den søndre Side af Gaarden opførte Huus tillige med den ved samme værende Hauge (= have) og en Ager, der strækker sig fra Haugen til det søndre Skjel og  Marken og mod den nordre Ende støder til et Stykke Engbund, samt det Stykke Jord, der er beliggende østenfor Haugen i lige Retning mod den nordre Haugegrøft og er 40 (?) i Bredden (heraf) forbeholder jeg, Jens Madsen, mig og min Kone Afbenyttelsesret, saa længe vi lever ( ligesom og Rettigheder til at adskille de nævnte Dele fra Gaarden og i det hele samme fuld Rådighed over dem, ligeledes for min og min Kone Ane Madsdatters Levetid, om nogen af os skulde blive saa til Sinds. Saalænge jeg og min Kone, Ane Madsdatter, lever, er Lars Jensen pligtig at vedligeholde det nævnte Huus samt Hegn om Haugen i forsvarlig stand ligesom og at pløje og gøde den nævnte Ager med god, forsvarlig Gjødning, som han selv leverer.
Ligeledes er Lars Jensen pligtig aarlig at give mig og min førnævnte Kone, saa længe nogen af os lever: 4 Tønder Rug, 3 Tønder Byg af godt og forsvarligt Korn, samt 1/2 Tønde god Bygmalt som leveres os hvert Aar 1. Mai og 1. November, hver gang med det halve. Han leverer os en god Ko til Malkning, der kælver til Majdag, men som jeg kan forlange ombyttet med en, der kælver til Mortens Dag, saaledes, at vi bestandig have en Ko, der nylig har kælvet og er saa pligtig at fodre samme Ko og om Sommeren at lade den græsse paa Indermarken. I øvrigt forbeholder jeg mig Ret til, til hver Tid, jeg lyster at tage hvilken af hans egne Køer, jeg finder for godt i Stedet for den, der er os leveret. Dersom vi i Stedet for den ovenomtalte Ko hellere skulde ønske at faa Mælk leveret, da skal han daglig give os 6 potter nymalket Mælk, naar dette ikke haves, da i stedet herfor 1 Skæppe malt maanedlig.
Han skal fodre og græsse for os aarlig 4 Faar og sammen med hans egen Faareflok, og forbeholder vi os Ret til i Stedet for 2 af vore egne Lam at udtage 2 af hans, efter at han selv har frataget 2 til Tillæg. Hvis de os tilhørende Faar dør, da er vi berettigede til at indtage lige saa mange igjen af hans Faareflok.
Derudover leverer han os aarlig 2 Tønder gode Kartofler, 3 Lispund Flæsk, 1 Lispund Talg, 8 Lispund Sæbe, 1/2 (?) Hør, 2 Lispund Smør 1. Lispund Sødmælksost, 1. Pund Salt, 1 Pund Ærter, 4 Hvidkålshoveder, alt godt og forsvarligt, efterhaanden som vi behøver det, og desforuden til Højtiden 1 Pund Kaffe, 1 Pund (?), 2 Flasker Brændevin, og 2 Rigsdaler i Penge. Til Julen 2 Potter Rom. Aaret igjennem vedligeholder han os med Fisk, han skal levere os af samme hvad vi behøver, hvis ikke, da skal han give os af de bagte Fisk, han har, saa mange, vi behøver.
Han vedligeholder os tillige med den fornødne Brændsel, der i rette Tid bjerges, tørres og sættes i Stak paa et begæret Sted.
Vort Korn er han pligtig at kjøre til Mølle og skaffe det tilbage i formalet Stand, ligesom han og skal bære det paa vort Loft.
Han er fremdeles pligtig at befordre os til og fra hvilken af de tre nærmeste Kjøbstader vi ønsker 2 Gange aarlig, samt befordre os til og fra Skagen Kirke saa ofte vi forlanger det. Han skal naar vi behøver det, brygge og bage for os, pleje og passe os i vor Alderdom og i Sygdomstilfælde om fornøden gjøres, befordre Distriktslægen til og fra os, ligeledes fri Afbenyttelse af hans Brønd. Det skal være os tilladt at gaa frit omkring baade paa Marken og i hans Huus, naar det sker paa en sømmelig Maade, ligesom det og skal være os indrømmet at gaa fri og uhindret til og fra vort eget Huus.
Vilde vi nogen Tid blive til Sinds at flytte fra Gaarden, da skal sammes Eier være pligtig at levere os derhen, hvor vi tager Ophold i en Afstand af ikke over 4 Mil fra vort nuværende Hjem, paa samtlige førnævnte Vilkaar med Undtagelse af (?) i Stedet for hvilke han i saa Tilfælde er pligtig at betale os 40 Rigsdaler aarlig. Jens Pedersen i Skagen Sogn har nu i 2 Aar haft Tilladelse til Græsning og Afslæt i den nordre Side af min Gaards Jordlod, og denne Tilladelse skal fremdeles vedblive over for en ny Eier af Gaarden for bemeldte Jens Pedersen og Hustru saa længe nogen af dem lever.
Foranførte Aftægtsforpligtelse bliver uforandret, indtil jeg og min Kone. Ane Madsdatter, begge ved Døden ere afgaaede og er endvidere pligtig efter vor Død at give os en anstændig Begravelse efter Egnens Skik og Brug. Dersom Lars Jensen eller hans Arvinger skulle blive til Sinds at sælge bemeldte Eiendom ere de pligtige først at tilbyde os samme.
Da nu Lars Jensen har tilfredsstillet mig ved Kjøbesummen otte Hundrede Rigsdaler og ved at give mig Panteobligation for de resterende tre Hundrede Rigsdaler saa overdrager og tilskjøder jeg ham herved bemeldte Gaard matr. No 3 og 14,5q i Skagen Landsogn, Hesselholt kaldet, Herligheder og Rettigheder, Byrder og Forpigtelser, imod at han opfylder den ovennævnte Aftægtsforpligtelse og tiltrædes Gaarden saaledes af Lars Jensen ved dette Skjødes Underskrift.
 
Jeg, Lars Jensen paatager mig alle de i det foregående nævnte Forpligtelser og til Sikkerhed for sammes Opfyldelse giver jeg første Prioritets Panteret i den bemeldte Eiendom, hvilken Panteret skal hvile paa samme, saa længe Jens Madsen eller hans Hustru Ane Madsdatter lever.
 
Det bemærkes, at Aftægten er anslaaet til 60 Rigsdaler aarlig eller for 5 Aar til 300 Rigsdaler.
 
Til Bekræftelse have vi læst Skjødet  i Vitterlighedsvidners Overværelse.
 
Originalen beholder Lars Jensen, og jeg, Jens Madsen erholder en bekræftet Gjenpart af samme.
 
Ved Nærværelse i Skagen s.11 December 1855 Lars Jensen
 
Til Vitterlighed: (?) Hansen, Svend Jensen
NB: denne Svend Jensen er Lars Jensens lillebror, og vi har mødt ham i romanens kapitel om overtro. Desuden i kapitel 2, hvor vi er i familien Svendsen i Højen.
I kapitel 16  har vi taget springet op i det nye århundrede, og de mennesker, vi nu møder, er vi mange, der husker, så derfor bevæger pennen sig lidt tøvende. Men bare rolig, alle jer, der slumrer under mulde, og alle I andre, der husker de gamle,  jeg vil behandle hvert enkelt liv med respekt.
For de lever i mit hjerte, og det håber jeg, vil fremgå.
 

Kapitel 16

 

Hulsig 1910 – 1916

 
Min far kom først i skole, da han var 10 år, men da han var 12 år havde han regnet alle dens tids regnebøger ud. … Han var landbrugselev og senere på højskole. De almindelige skolefag var han for længst ovre, men han læste engelsk og forbavsede os, da den engelske flåde lå i bugten og nogle officerer kom op til gården. Han talte flydende med dem. … Min far havde en større bogsamling om landbrug og dyrenes anatomi og pleje og pasning, men han havde vist mere interesse for forskellige andre ting. Var der på egnen et sygt dyr, blev han altid hentet. Men han kom efterhånden ind i så mange andre ting. Da han døde i 1919 havde han over 20 såkaldte tillidshverv, direktør for Raabjerg sogns Sparekasse, opkøber af svin til Hjørring Svineslagteri, formand for sygekassen og mange andre ting.
 Øst for Niels Husth boede Simon Simonsen…. Han holdt søndagsskole, og hvert år holdt han juletræ, og så var Sømandshjemmets vært, Peter Mathiesen, til stede. Han fortalte en julehistorie, og vi havde det festligt … Peter Mathiesen havde vel nok bedre uddannelse end Simon, men Simon var den bedste til at fortælle børnehistorier.
Lars Hesselholt: Hulsig-minder, Vendsyssel Årbog 2003
”Nu må I være nogle gode drenge og passe godt på fårene og strikke flinkt på jeres hoser og ikke lave ulykker.” Mor klappede dem på håret og smilede, så hele verden blev lys. Mor var den skønneste i verden, og hun blev aldrig gal.
”Ja,” nikkede både Karl og Magnus og hankede op i deres poser med mad og strikketøj. Nu var de store og havde fået rigtigt arbejde. I sommer skulle de vogte fårene ude i klitten og endda også en vædder, der var slem til at stange. Det var ikke småbørnssysler, og en smule skræmmende, syntes Magnus, mens han storkede hen over heden og for en sikkerheds skyld havde taget Karl i hånden.
Otto skulle være i stalden og hjælpe karlen Alfred, mens far var i Hjørring med grise. Og Lars? Det var så underligt med Lars, for selv om han var den ældste, skulle han ikke arve gården. Til sin tid, som far altid sagde. Han skulle læse. Optagelsesprøve, hed det og var højtideligt som selveste juleaften. Og far hjalp ham. Og de to havde rigtig travlt for tiden. For Lars skulle have en fin eksamen og være dyrlæge.
Far var også selv dyrlæge, og alle sendte bud efter ham, når de havde syge dyr, eller hvis et af børnene skrantede. Han havde bare ingen eksamen fået, men lært sig det hele selv, og hjemme på hylderne stod der flere bøger end i skolen. Far kunne ikke få eksamen, da han var ung, men Bedste Kirsten sled som et bæst, for at han kunne komme på Ladelund, og det var næsten ligeså godt. Mor behøvede ikke slide som et bæst, for at Lars kunne komme på skole. De havde jo far.
Magnus knugede hårdere om Karls hånd, ikke fordi han var bange, men fordi han med ét blev ked af det. Lars var så dygtig. Og Otto var der ikke noget i vejen med, og han skulle arve gården. Og Karl var et stort lys, som han brændte i begge ender, sagde mor, og det skulle han lade være med. Men far sagde: ”brænd du endelig løs, min dreng, bare du ikke sætter dit lys under en skæppe, som skrevet står.”
Magnus kunne ikke læse, og han var ikke noget lys, og han vidste ikke en gang, hvad en skæppe var. Mor kyssede ham og sagde, at han ikke skulle være ked af det, for han kunne så meget andet. Som f.eks. hvad? Ville far vide og lød gal, og så sagde mor ikke noget, men hun så på Magnus med nogle øjne, som sagde ligeså meget som ordene kunne: det er lige meget, om du kan læse, sagde de. Jeg er lige så glad for dig for det.
Det var lærer Due ikke. Han havde prøvet alt, endda lussinger, men de hjalp ingenting, de gav ham bare ørepine. Og bogstaverne tumlede lige tovligt rundt for det. Ja, de blev næsten helt tossede af alle de lussinger.
Men nu var det sommer, lyngen belavede sig på at blomstre, og lærkerne sang på himlen, og de skulle ikke i skole. Kun passe får. Og det var let nok. Fårene løb måske nok deres vej, men så var det ikke drengenes skyld.
”De er da for små,” havde mor sagt, da far foreslog, at de skulle overtage de store drenges arbejde i sommer. ”Herregud,” svarede far, ”det kan de sagtens klare”.
Og det kunne de i hvert fald. ”Kan vi ikke også, Karl?” havde Magnus spurgt og ranket sig på bænken. ”Jo,” havde Karl sagt og gnasket videre og slet ikke hørt efter.
Nu gik de hen over heden, mens de omhyggeligt forsøgte at træde lige de steder, hvor der ikke groede lyng og de kunne se det hvide sand eller på mostuerne, for så kunne de også nemlig sagtens nå at få øje på alle de hugorme, der lå på lur efter dem.
Nu var de snart henne ved den lange klitrække, hvor fårene græssede frit, og hvor de skulle være hele dagen. Det var godt, for så kunne de nå at lege og endda lave ulykker, uden at få skænd, for der var ingen voksne. Allerhøjest nogle drenge fra de andre gårde.
Men de skulle selvfølgelig helst nå at strikke lidt, så de havde noget at vise mor og Bedste Kirsten, når de kom hjem. Og heldigvis var garnet sort, så de kunne mageligt grise sig til, det ville ikke engang kunne ses.
Nu fik de øje på fårene. De gik lige så roligt og græssede i lavningerne, og nedenfor en af de store klitter sad en dreng. Han hang sært fremover, som om han sov.
Det var Karl Kristian Senius, men de kaldte ham bare Senius, for Karl og Kristian var der så mange, der hed, men Seniusnavnet havde han helt for sig selv. Ellers havde han ikke ret meget for sig selv, det vidste de nok, og mor sagde, at de skulle være søde ved ham, for hans far var død, og hans mor boede i fattighuset i Aasted, og hans liv var ikke let. Men hun glemte da rent, at han var en stor og stærk dreng, og at de var små. Og det var meget lettere at være stor end at være lille.
”Han er vel nok ikke nogen flink dreng, ham Senius. Se, han sidder og sover. Selv om han er så stor,” sagde Karl og pegede på drengen.
Ja, han var stor. Alt for stor, tænkte Magnus, og de kendte ham ikke godt nok til at vide, om han var ufarlig eller hvad. Det var første gang, de skulle være alene med ham. Og så både ham og en vædder, der ville stange, det var næsten for meget, og Magnus rykkede i Karl.
”Skal vi ikke gå hjem?”
”Er du tovlig, så får vi smæk,” sagde Karl.
”Ja,” sagde Magnus og holdt godt fat i hans hånd.
Når de kom til søndagsskole på Lundholm, sad Senius altid pænt med foldede hænder ligesom de andre børn, men han lignede ikke en af Jesu små venner, når de bad fadervor.
”I er alle Jesu små venner, når I beder til ham. Og det er et venskab, I kan regne med,” sagde Simon Simonsen og så så rar ud, at Magnus tænkte, at det nok snarere var ham, de var venner med. Og det var de i hvert fald, for når de var færdige med at bede og synge og læse mannakorn, så fortalte han de skønneste historier akkurat som Pinholt, når han ikke var gal. Og de var også venner med Kirsten Marie, for hun gav dem småkager og saftevand. Alt det saftevand, de kunne drikke.
Men med Senius vidste de ikke rigtig.
Han sov godt nok, selv om han sad op og bare hang lidt forover, så det så ud, som om han granskede noget i sandet. Men øjnene var lukkede.
De listede sig helt hen til ham og dumpede ned ved siden af ham og sagde ingenting, men de så lidt beklemte på hinanden. Og det var åbenbart nok til at vække ham, for pludselig rejste han sig op, og nu kunne de rigtig se, hvor stor og lang og stærk, han var.
”Jeg sov ikke,” sagde han og skulede ud mod fårene.
”Nej,” sagde Magnus og rejste sig også op, for det var nok det klogeste.
Karl blev siddende.
”Skal I være her?” nu lød Senius forundret og gloede på dem, som om de var snothvalpe, der ingenting kunne finde ud af.
”Ja,” sagde Karl og borede de nøgne fødder længere og længere ned i sandet.
”Hvor er Otto?”
”Hjemme,” sagde Magnus, ”for nu er det nemlig os, der skal vogte fårene. Og vi skal også hente kreaturerne hjem til malkning,” tog han munden fuld, for det var da løgn, men det var nødvendigt at finde på noget voldsomt, der kunne imponere den store dreng.
”Hå!” sagde Senius bare, ”det kan enhver kløvning vel finde ud af.”
”Ja … men …,” Magnus kunne ikke finde på flere spændende løgne og så appellerende på Karl, der stadig sad og borede og borede med tæerne, som om der var en hemmelig skat begravet lige der, hvor han sad. Og det var måske også det, han selv tænkte, for pludselig så han op på dem, og hans øjne skinnede så sært.
”Jeg har set lyset brænde i ”Iijern”. I nat,” sagde han.
”Hvad?” Senius gloede.
”Ja, oppe i krattet, og det er ikke lyv. Det brændte lige over skatten. Du kan selv gå med derop, når det bliver mørkt. Hvis du tør,” sagde Karl og kneb øjnene sammen.
”Det er løwn. Der er nemlig ingen skat. Det er bare overtro, siger min far.”
”Du har slet ingen far,” plumpede det ud af Magnus, og han blev gloende rød og meget flov. Og Senius stod bare og virrede med hovedet, som om han ville stange ordene væk. Men han sagde ingenting.
”Om forladelse,” mumlede Magnus utilpas.
Men nu rejste Karl sig op og sagde, at fordi Simon mente, at det var overtro, så kunne det da godt være sandt. Det havde Bedste Kirsten selv fortalt, og hun vidste det, for hun var ligeså gammel som de ældste træer i ”Iijern”, og hun havde set al ting. Også lyset.
”Ja,” sagde Senius, ”men så er plejefar fuld af løwn.”
”Det er de fleste af dem,” sagde Karl alvorligt.
”Af hvem?”
”De voksne selvfølgelig.”
”Jeg går til præst, så jeg er næsten voksen,” kom det lidt forurettet fra den store dreng.
”Men ikke helt. Og du lyver ikke?”
”Nej. Jeg er jo ikke konfirmeret endnu,” sagde Senius og dumpede ned ved siden af Karl.
”Det er sørme godt, du ikke er det, Senius,” sagde Magnus og var glad igen. ”Så må du også godt få mit saftevand.”
”Tak. Og når jeg bliver konfirmeret, så må jeg gerne drikke rigtig brændevin.”
”Hold da op! De hellige drikker ikke brændevin,” sagde Karl forarget, for var der noget Simon var, så var det hellig. Og så måtte Senius da også være det. Lidt.
”Det skal jeg da bare lige love dig, at de gør. Oppe i kirken nemlig.”
”I kirken?” sagde Karl og Magnus i munden på hinanden og lod den stå åben af bare forbløffelse.
”Ja, og det er præsten selv, der giver dem det, og så drikker de det helt oppe ved præstens bord, og de er skidefulde, når de går hjem.”
”Jeg tror da ikke på, at det er brændevin, de får af præsten. Bedste Kirsten går i kirke hver søndag, og hun drikker det også.”
”Prøv selv at lugte til hende, når hun kommer hjem på søndag,” foreslog Senius.
”Jeg vil nu hellere undersøge sagen,” sagde Karl og lød meget voksen, ”for det skal man altid, når man er i tvivl, siger far.”
”Undersøge? Hvordan?”
”Vi ku’ jo prøve at smage. Bare lidt. Men så skal vi også vædde.” Karl så Senius lige ind i øjnene og stak næven frem.
”Jo … men … det ka’ vi da ikke?” Senius virkede forvirret, og Magnus følte sig pludselig meget stor og stærk, selv om han var den mindste, for han stod og fik en rigtig god ide.
”Det ka’ vi nemlig godt,” sagde han.
De to andre så mistroisk på ham. Det føltes helt godt, og han sad lidt og nød deres blikke, inden han fortsatte. Så sagde han langsomt: ”for vores Inger …”
”Inger Thammes?”
”Nemlig ja – ham. Og han er både graver i kirken og så arbejder han på vores gård. Og vi kender ham rigtig godt.”
Og det var jo sandt. Inger Thammes, som de kaldte ham, selv om han ikke var en pige, var hos dem hver dag, og det var også ham, der huserede og regerede i oppe kirken, gjorde rent og ringede med klokken og holdt gravene pæne og gravede folk ned, når de altså var døde. Han kunne sagtens hjælpe dem, så de kunne komme til at smage.
”Det vil han da ikke,” indvendte Senius.
”Det tror jeg heller ikke,” sagde Karl.
”Jo, han vil så,” sagde Magnus, ”og jeg ved nok hvordan.”
Og han forklarede i korte vendinger, hvordan det kunne lade sig gøre at overtale Inger. Det var jo ikke første gang, de havde narret ham, det var let nok, mente Magnus og glemte helt de solide klø, de havde høstet sidst, de var løbet om hjørner med Inger.
Resten af dagen nåede de både at lege og slås, men mest for sjov, selv om Senius var så gruelig stærk, at det var lige ved ikke at være ret sjovt, og Magnus fik næseblod. Men så tørrede han det af i strikketøjet, og det røde forsvandt næsten helt ind i det sorte garn, og hvis mor alligevel spurgte, så ville han bare sige, at han var faldet over en sten, da han løb efter et får for at redde det fra ulven. Men så kom han i tanker om, at Lars havde sagt, at den sidste ulv i Hulsig døde for mange år siden, og at der nu kun var ræve tilbage, og de åd ikke får. Så måtte han finde på noget andet. Men pyt, verden var fuld af gode historier, og gjorde ikke noget, man var en smule opfindsom, sagde far selv.
Magnus var meget opfindsom.
 

149 – intermezzo

Udgivet den af
Svar

Velkommen til min blog. Et vindue til mit forfatterskab – et forum for diskussion af emner, jeg finder interessante og aktuelle

Som man vil se ( hvis man da vil det), så er vi nu nået til kapitel 15 i Hændelser ved Hulsig. Der er flere ting, jeg skal undersøge, inden vi går videre med det nye århundrede: 1900tallet. Nye aktører kommer selvfølgelig på banen. Ja, vi møder i det første kapitel det unge par Janus og Elise og vi lukker ægteskabet op og kigger ind i det.
Så er der en lille dreng, som kommer fra Aasted Fattighjem. Han er en 9 års purk, som familien Simonsen fra Lundgaard tager sig af. Jeg vil finde lidt mere ud af, hvem han er og også lidt mere om den familie, han havner i. Hans søsters barnebarn lever og har fortalt lidt, og jeg graver videre. Simonsens var “troende” – det kaldte man det, når man var indremissionsk – den familie har vi mødt i Grundtvigianeren Wirrings skolestue og i hans hjem -, den kvikke dreng,  -den utilfredse far –  det er en familie, som har markeret sig, og jeg vil finde ud af noget mere om dem. Min onkel gik omkring århundrede skiftet til søndagsskole hos familiefader Simonsen og var glad for det, og min gamle klassekammerat Anker Lundholm gik til søndagsskole hos sønnen og var tilsvarende glad for det. De har også et nulevende medlem, som Anker har lovet at snakke med. Så får jeg mere at vide der. De tog ikke kun den lille dreng til sig, men havde også undertiden et “fattiglem” boende. Enten de nu ville gøre en kristen gerning eller få billig arbejdskraft. Jeg tror det første.
Så er der min bedstefar, Anders Andersen, som kommer til byen i 1907, da brugsen bliver til, og min mor kommer til verden 2 år efter. Der er noget med, at de ikke var medlem af folkekirken ( havde tilhørt en eller anden sekt/frikirke.) – det er noget Hans Hansen har fortalt mig, jeg er ikke selv stødt på det) Det er i al fald en kendsgerning, at de blev borgerligt viet af borgmesteren i Skagen.  Det skal jeg også undersøge. Stationsforstanderens var baptister.  Men det er en anden sag.
Min bedstefar, brugsuddeleren i Hulsig, er lidt af en gåde for mig. Han ser så rund og venlig ud, men han har været en lidenskabelig herre – en elsker af både litteratur og af Ane Larsen (=Krøg). Og der har været noget mønsterbrydende i ham. Han er søn af en boelsmand ( meget fattig/lille husmand) med mange børn. Han gifter sig med Magdalene, som kommer fra en stor gård i Ørum v. Skive. De har begge gået på højskole (Ollerup) , og i al fald min bedstefar havde hovedet fuld af litteratur: alle de store klassikere var repræsenteret i hans bibliotek. Måske har der været en åndelig kløft mellem de to? Min mor har fortalt mig, at det var et uharmonisk ægteskab.
Så kom de til Hulsig. Mærkeligt sted for to engagerede og begavede mennesker, kunne man synes. Og jeg ved fra mor, at min mormor var ked af at bo der. Hvad var bedstefar? En ting ved jeg: Han forelskede sig i en af Krøgdøtrene – den smukkeste – Anna ( hun står som Ane i Kirkebogen, men blev kaldt Anna) og næppe har Magdalene lukket sine øjne, før hun flytter ind i Brugsen. Mormor dør i februar 1836 – Anna og Anders gifter sig ikke lang tid efter. Der sker meget deromkring: far og mor bliver gift, så dør mormor og så gifter bedstefar sig med Anna Larsen.
Der kommer også nye kræfter til i skolen, nemlig lærer Pinholt, der var ganske ung og som afløser Wirring, der flytter til et bedre kald i Vogn. Pinholt var vellidt og dygtig, men ikke en åndelig kraft som den gamle. Efter Pinholt kommer lærer Wilhelmsen.
Det var så lidt om de nye kapitler, hvor vi også skal møde fire drenge, der tidligt markerer sig som usædvanlige individer. Det er Janus og Elises fire sønner: Lars, Otto, Karl og Magnus.
Men som sagt. der bliver en pause.