Kokholm 38 – mysterier er der nok af – her et om navne –

Udgivet den 30/07/2020 af marianne

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Mysterier er der nok af, når man træffer sine aner og ikke aner hvem pokker de er. Jeg ved, at Tines Vej i Hulsig er opkaldt efter Martine, som var en sindssyg kvinde, der i 1888′ folketællingen står opført som hjemmeboende 22 årig. .Gården lå mellem Hulsig og Tranestederne. Digteren Søiberg har skrevet en smuk fortælling om Tine, og i Hændelser fra Hulsig spiller hun en ikke helt lille rolle.Jeg ved, at hendes mor var Karen Marie Jensen og at hun var søster til min oldefar, Lars Jensen = Vester Lars.. Tine var således min farfar Janus Hesselholts kusine. Hendes mor, Karen Marie kom fra Højen, hvor deres mor, der var fra Gården Hesselholt. Hun giftede sig med en fisker (Jens) fra Højen. Lars , hendes bror blev karl på sin onkels gård = Hesselholt, og overtog den og giftede sig med min oldemor fra Kirsten Madsen fra Klarupgården. Deres søn Janus var altså fætter til Tine via sin mor.

Karen Marie Jensen ved vi altså, hvorfra stammer =Højen og hun var gift med jordbruger Jens Houkjær Pedersen, som er født 14 december 1822 i Skagen Landsogn. Det står der i kirkebogen, hvor jeg har fundet ham blandt konfirmander: Her står forældrene til konfirmanden

Jeg er ikke skrap til gotisk håndskrift, så jeg kan ikke læse, hvem faderen er: Jensen står der + noget mere, og Hustru Margrethe ? – Ja, hun hedder Margrethe Madsen. Tak.

Kan nogen hjælpe?

Ja, det var der så nogen, der kunne. Tak.

Der står, at Jens Houkjær Pedersen var søn af Peder Jensen fra Klarup. Og det sætter tingene på plads. Der er altså også udgået en Houkjær fra Klarup og ikke kun fra Houkjær. Og der er så et navnesammenfald der. Og vi ser tydeligt af dette tilfælde, hvor indgifte gårdene er i hinanden. Jens Houkjær Pedersen fra Klarup gifter sig med en søster til Lars på Hesselholt. Og da Lars på Hesselholt skal giftes vælges en pige fra gården Klarup = min oldemor Kirsten og jeg tror for resten ikke, at hun er en søster til Jens Houkjær Pedersen, for hun hedder Kirsten Madsen. Jens’ mor hedder også Madsen til efternavn, så de er nok søskende de to: Min oldemor Kirsten er sandsynligvis søster til Jens Houkjærs mor Margrethe Madsen, og hun er altså Jens’ moster. Som om det gør det hele bedre.

Man fandt sin ægtefælle (forældrene fandt) inden for egnens eget udvalg af emner, og helst giftede man sig med en i familien. Ikke så sært, at vi efterkommere har et speget sind. Vi kommer fra en egn, hvor indgifthed var en “naturlov”

Det har vel ikke ligefrem hjulpet på Elisabeth Houkjærs chancer for at få Christen Kokholm til ægtemand.

Jeg ved ikke, om Mads Houkjærs selvmord skyldes de unges oprør mod ægteskabsreglerne = konventionerne i det hele taget, eller om han er syg, evt. traumatiseret af det hårde liv, han har levet = krig – hådt slid – redningsaktioner hver vinter o. m. ..

Når jeg finder det interessant at blive klogere på, så er det fordi Jens Houkjær Pedersen, søn af Peder Houkjær og Elisabeth Houkjær på Houkjærgården gifter sig med Andrea og flytter til Lodskovad.

De to mænd, ham i Hulsig og ham i Lodskovad har altså samme navn, men kun den ene kan være fra Houkjær – hvorfor får den anden så også navnet????

Her har vi altså med få kilometers mellemrum to mænd med samme navn, men kun den ene er født på Houkjær, som Peder køber i 1822 og hvor han bor en årrække sammen med sin søster, inden han gifter sig med Elisabeth (=Lysbet) Jens Houkjær Pedersen er født 14.december 1823. Men, og nu kommer mysteriet, han står ikke opført i kirkebogen hverken i Skagen Landsogn eller i Råbjerg. Hvor er han født?

Det kommer alt sammen ikke romanen med, for der figurerer han ikke. Men han er jo en del af det lille samfund, jeg skriver om. Og en mystisk del. I konfirmationsoptegnelserne står, at han er født i Skagen Landsogn – så burde han være døbt i Skagen Kirke – har de glemt at føre drengens navn ind?

Somme tider skal man vel huske på, at det ikke er GUD SELV der fører kirkebøgerne, men som oftest fordrukne degne. Det kan man næsten se på skriften. Sikke en beskyldning – men den kom fra hjertet – der er så meget sjuskeri..

Herover den unge Jens Houkjær Pedersen som landsoldat i 1864. Han er Mads Houkjærs bror Han stred ved “Slagtebænk” Dybbøl og blev alligevel et harmonisk menneske, der livet igennem bevarede en kærligt væsen. Det var vi fra børnebørnenes skildring af ham, og den er vel ikke helt upartisk, men farvet af deres kærlighed til ham. Men også fra andre kilder beskrives han som et rart menneske. Samme skudsmål bliver ikke hans brødre til del: Den ældste Christen stak til søs som helt ung – efter at have kæmpet ved Fredericia i 1848-krigen – og man så ham ikke siden. Ole og Mads blev gårdejere, og deres iltre temperament er skildret flere steder. De var IKKE rare. Den yngste Søren ved jeg ikke noget om. Han var for ung til at komme i krig.

Jeg har fået hjælp til at tyde de gotiske bogstaver fra Lise Bock, som er en efterkommer af ovennævnte (billedet) Jens Houkjær og Andreas. Hun skriver, at der drejer sig om Jens Houkjær f. 14. okt. 1822 – og hans forældre er : Peder Jensen, Klarup og Margrethe Pedersdatter.

Tak.

Kokholm 37 – et besøg i Harboøre

Udgivet den 26/07/2020 af marianne

Denne unge mand er med 99%s sikkerhed helten i min roman om de to unge mennesker, der brød med det mønster, de var født ind i. Han som søn af en daglejer og hun som hedebondens datter. Det var et brud, der kom til at koste dyrt. Men det var et brud, der skabte store værdier både for dem selv og deres familie og for utallige danskere, for hvem Kokholms Hotel var lig med sommerglæder, fest og velvære.

Jeg besøgte lokalarkivet i Harboøre og fik lov at bruge de billeder, som jeg viser her på indlægget. Det er jeg meget taknemmelig for. Soldaterbilledet er taget omkring 1895, og arkivet ejer hele tre eksemplarer. På de to står: billede af ukendt landsoldat. På det sidste står der (heldigvis) Kresten Kokholm Nielsen. I min roman og mange andre steder staves navnet Christen. Men det spejler kun tidens totale ligegyldighed med hensyn til navnes stavemåde, det skifter hele tiden om den samme person. Så jeg går ud fra, at vi her har et ungdomsbillede af vores meget smukke helt.

Vi har ingen billeder af Christen Kokholms hjem, kun ved vi, at faren var daglejer og ind i mellem fisker, og at de ikke selv ejede jord. Vi ved også, at der fødtes mange børn i det lille hus. Og vi kan regne med, at det har set omtrent ud som hytten på billedet.

Det her billede kan jeg være i tvivl om, men jeg ved, at det forestiller Kresten Kokholm, Mads Knak og Kresten Knak. Knakfamilien var en meget stor Harboørefamilie, og billedet her viser, at der har været en forbindelse mellem Christen og Knakfamilien. De har været ret velhavende, og jeg kan tænke mig, at Christen K har været i Harboøre for at deltage i en familiefest – men måske, for det er det rene gætteri, for at rejse penge til at realisere drømmen om at skabe sit eget hotel..Jeg tror (ved) at Christen var god til at net-worke – og kunne sikkert også finde ud af at crowdfunde – længe før det begreb blev almindeligt. Han var forretningsmand – han vidste, hvilke knapper, han skulle trykke på for at komme videre med sine ideer. Det vender jeg tilbage til. Senere, da hans børn skal ud i livet bruger han også ganske flittigt sine forbindelser til at hjælpe dem i gang. Det kan jeg se af de breve, familien (igen heldigvis) har bevaret.

Ovenstående billede er af Mads Kokholm og hans kone. Mads er sandsynligvis Christens lillebror. Jeg ved ikke så meget om ham, men billedet, der er fra 90’erne taler sit eget sprog. Den unge kone ser forslidt ud, men slid var dagligkost for de fleste, og det sås jo selv på billeder af unge mennesker.

Der er i arkivets store udvalg af billeder ikke ret mange, der bærer navnet Kokholm, men på den anden side er der et hav af ukendte personer fra de sidste årtier for århundredeskiftet. Der kan gemme sig mange Kokholmere i den bunke. Men de her er heldigvis arkiveret med navne.

Forfatter i en coronatid

Udgivet den 11/06/2020 af marianne

Svar

Jeg har ikke skrevet meget på bloggen, men jeg har arbejdet en del på romanen om Kokholm.

Teksten forvandler sig langsomt fra vand til vin. Det er da i al fald, hvad jeg håber på. Og når jeg kan se mit snit til det, så skriver jeg med hjerte og lidt mere end det, håber jeg.. Det skulle gerne ende med at blive en fortælling om to liv, der levedes for 150 år siden og som var eventyrlige.

Men jeg har i al fald haft tid.

Nu er jeg fast kronikør på Randers Amtsavis og hvad var mere naturligt end at at skrive lidt om, hvordan det er at være forfatter i en coronatid. Herunder kronikken, som var i Amtsvisen for en uges tid siden:

Her kommer teksten, som jeg ikke kan fotografere, men dette er originalteksten:

Forfatter i en coronatid – en tilståelse.

Forleden modtog jeg en anmodning om at deltage i et forskningsprojekt ved Region Hovedstaden. Det drejer sig om en undersøgelse af, hvordan folk over 65 år, som er eller som har været bloddonorer i en længere årrække, reagerer fysisk og psykisk på den isolation, som et nedlukket og ”smittefarligt” samfund har hensat mange af os ældre medborgere i. Er vi gamle blevet drænet for energi? Er vi blevet ensomme? Har vi mistet livslysten?

For mig var det en underlig opgave at svare på de mange spørgsmål. Man gik ud fra som en selvfølge, at stort set alle på 65+ var pensionister med tilliggende ”naturlige” gøremål: at tage sig af børnebørnene, at gå til foredrag og koncerter, at hygge sig med vennerne og at deltage i de utallige aktiviteter, der tilbydes gamle. Og da jeg er fra 1943, hører jeg jo ikke til de yngste, men nærmer mig udløbsdatoen med rivende hast. Men det ovennævnte pensionistliv har jeg endnu ikke prøvet. Jeg er stadig aktiv på arbejdsmarkedet og håber, at jeg kan være det mange år endnu.

Inden jeg går videre, må jeg skynde mig at forsikre jer om, at jeg holder rigtig meget af min familie, og den er heldigvis talrig. Jeg elsker alle mine børnebørn, og jeg henter med glæde mine kære små aflæggere i både børnehave og fritidsordning. Og det hænder også, at jeg går i biografen med min mand eller til et foredrag, som jeg ikke selv holder, og jeg cykler da hver dag en tur i engen eller i skoven og somme tider inviterer jeg også gæster og det hænder, at jeg går i byen. Det er alt sammen godt nok.

Men det, som jeg allerhelst vil bruge tiden på, er mit arbejde. I grunden er jeg vist ikke så lidt af en arbejdsnarkoman, og selv om jeg flere gange mere eller mindre frivilligt har været på afvænning, så sker det samme for mig som for alle andre narkomaner, jeg falder i gang på gang og kaster mig over et nyt projekt.

Mit arbejde består i at læse rigtig mange bøger for at blive rigere (rigdom er ikke noget, man har i banken, men i hovedet og i hjertet) og at blive klogere på tilværelsen og så at skrive en lille smule ned om det hver dag. Og det kommer der så, hvis jeg er heldig og flittig nok, bøger ud af.

Faktisk plejer jeg ikke at sige det højt, for det er i vore dage rigtig suspekt at være sådan som jeg er. Og man vil jo nødig betragtes som en asocial særling. Jeg er da også flere gange gået i rette med mig selv, f.eks. når lysten til at være alene og arbejde koncentreret uden at se til højre og venstre tog så meget overhånd, at jeg glemte alt andet og kom for skade at kyle flæskestegen i vaskemaskinen og bleerne i fryseren.

Men man kan jo ligeså godt være ærlig, især i min alder, og nu fik spørgeskemaet mig altså til at tage problemet med tid og beskæftigelse op til revision. Og for resten vil jeg da tilføje, at min familie er yderst overbærende og (næsten) har accepteret mine særheder.

Der har dog været perioder i mit liv, hvor jeg ikke kunne få den ro til at læse og skrive, som jeg gerne ville, f. eks. fordi jeg havde ansvar for mand og børn og elever og studier. Og på et tidspunkt, hvor disse bibeskæftigelser slugte mig, sagde jeg til min mand, at jeg ville lave et fingeret bankrøveri, så jeg kunne blive sat bag lås og slå i nogle måneder og så endelig få skrevet den bog, der bankede på og ville ud. Men han svarede: ”ja gør endelig det, og så kommer du til at sidde og lave tøjklemmer hele dagen.” Jeg opgav bankrøveriet.

Men børnene blev store, eleverne slap jeg til sidst, og så en skønne dag var jeg endelig alene med et tastatur og en stak bøger og kunne gå i gang med at udleve mine drømme: at skrive de bøger, som jeg syntes, jeg havde i mig. Og jeg var heldig. De kom til verden uden alt for mange fødselsveer og var i mine egne øjne præcis, som de skulle være.

Men nu kan jeg så ikke holde tilståelsen tilbage længere. Og nu hvisker til jer. Jeg har nydt coronatiden. Ja, men det har jeg altså. Ingen rejser, ingen foredrag, ingen besøg, ingen forstyrrelser. Kort sagt: Tid nok. Og lov til at være alene. Isolation uden tøjklemmer.

Kokholm 36 – Folketælling Kandestederne 1855

Udgivet den 06/05/2020 af marianne

Jeg kredser for tiden lidt omkring Elisabeth Kokholms mor, Karen Marie. Det er ikke så meget, jeg ved om hende eller kan finde i slægtens anekdotearkiv. Men Mads Houkjær har i al fald fundet sin hustru i Kandestederne,. Vi ved jo også, at ikke bare Karen Marie, men også hendes søster Kirsten mere eller mindre flytter til Houkjær. Kirsten bliver aldrig gift, hun lever sit liv som væverske og har sit eget lille smukke hus tæt på gården.

I det følgende afskriver jeg en folketælling fra Kandestederne 1855. Her ser vi, hvor de to søstre stammer fra, nemlig fra gården Høgenhaug:

1 Hus: (Høgenhaug)

Maren Jensen 73 Aar – Aftægt – Søren Christensen, 37 Aar, lever af sin Jordlod – Ane Marie Nielsen 37 Aar, hans Hustru – Niels Chr. Sørensen, 15 Aar, Barn – Jens Peter Sørensen, 12 Aar, Barn – Christen Sørensen, 10 Aar, Barn – Karen Marie Sørensen, 8 Aar, Barn – Jens Chr.. Sørensen, 5 Aar, Barn, Kirsten Marie Sørensen, 2 Aar, Barn – Kirsten Marie Sørensen, 17 Aar, Tjenestepige, Karen Larsen, 79 Aar, Husfaderens Moder.

Karen Marie og Kirsten – som senere bliver Karen Marie Houkjær og søsteren flytter ind til hende.

1 Hus: Skødelund – det senere Hjorts Hotel

Wilhelm Rabo Reinlænder 42 Aar, lever af sin Jordlod, Birgitte Otenia Winenfeldt Berg, 47 Aar , hans Hustru – Pettrine Møller, 22 Aar, Tjenestepige – Peter Larsen Christensen, 19 Aar, Tjenestekarl – Hans Wrogh, 13 Aar, Tjenestedreng

Om ovenstående gård: Reinlænder var skibsfører og forliste ved Kandestederne. Han har sikkert haft penge, men ønskede altså at gå i land og købte Skødelund og giftede sig med en præstedatter. De havde 3 tjenestefolk og ingen børn. Usædvanligt. Senere sælger de til Hjort fra Starholm, og han begynder på et tidspunkt vist nok som den første at drive en smule hotel.

1 Hus: Houkjær – det senere Kokholms Hotel

Peder Christensen 55 Aar, lever af sin Jordlod, Elisabeth Jensen 48 Aar, hans Hustru – Dorthea Marie Pedersen 22 Aar, Barn – Mads Pedersen, 16 Aar, Barn, Ole Pedersen, 13 Aar, Barn – Søren Pedersen, 10 Aar, Barn.

Jeg ved ikke, om de følgende 3 huse også har navn – og heller ikke rigtig, hvor de lå, men de har været en del af den lille klynge Kandehuse:

1 Hus:

Christen Mortensen, 58 Aar – Enkemand – lever af sin Jordlod – Marie Christensen, 22 Aar, Barn – Christian Christensen, 13 Aar, Barn – Morten Christensen 25 Aar, Barn – Christian Christensen, 9 Aar, Barn

1 Hus:

Jens Chr. Jensen 51 Aar, lever af sin Jordlod – Kirsten Marie Christensen 38 Aar, hans Hustru – Janus Chr. Jensen 17 Aar, Barn – Martha Marie Jensen 12 Aar, Barn – Janus Chr. Jensen 7 Aar, Barn – Jens Martin Jensen 3 Aar, Barn – Maren Sophie Pedersen 29 Aar, Tjenestepige

1 Hus:

Niels Laursen 43 Aar, lever af sin Jordkod – Mette Marie Jensen 45 Aar, Hustru – Anne Nielsen 7 Aar Datter – Christiane Jensen 13 Aar, Plejedatter – Ane Nielsen, 83 Aar – husfaders Moder.

Kokholm 35 – et prøvekapitel af romanen om Kokholm

Udgivet den 22/04/2020 af marianne

Svar

Der er nu skrevet 2 dele af romanen om Kokholm. Den bliver i tre dele: 1.KANDESTEDERNE – 2. HARBOØRE 3.KOKHOLM

Her nedenfor et prøvekapitel. Det er fra 2. del og vi møder drengen Christen sammen med faren, der er fisker uden fast hyre. Familien er stor, og alle ned til mindste barn skal arbejde. Christen er 13-14 år i kapitlet og ville gerne være alt muligt andet end fisker og daglejer som faren, men faren har set ham græde i kirken. De nidkære missionspræster var rigtig gode til at få tårerne frem i menigheden, og Christen er en følsom dreng. Det huer ikke faren, så han tvinger drengen med på havet. Så kan han lære at blive et mandfolk.

Kapitel 9

Harboøre den næste nat

”Så går vi Gud i vold og Vorherre være med os!” De ord skulle siges, når man drog til havs og gerne inden, man åbnede døren og forlod huset. Ordene kender Christen ud og ind, men skal han også sige dem? Skal han? Han ser på far, der nikker.

”Gud i vold,” mumler han så og vil gå, men mor holder ham tilbage. Hun trækker strikluen længere ned om ørerne på ham og snurrer det uldne tørklæde en ekstra gang om hans hals, så han er ved at blive kvalt. Og nu kysser hun ham. Kejtet og hurtigt. Han ser stjålent hen på far, der allerede står med hånden på klinken og døren halvt åben. Men han siger ingenting.

Udenfor i skuret holder far lygten i vejret, så sætter han den fra sig og lemper kurven med alle redskaberne op fra gulvet. Et øjeblik står han tankefuld med den tunge kurv i favnen. Så ler han kort og siger: ”Nå ja. Mon ikke du er stærk nok?”

”Jo,” mumler drengen og ville ønske, at de ejede en trillebør som de fleste andre. Han kigger på de mange kroge og alt det andet grej, der ligger sirligt ordnet i kurven. Mors værk. Far haler op i den og hjælper ham den på ryggen. Hvor er den dog tung. Og der er et godt stykke vej til Langerhuse.

De træder ud i lyset fra en næsten fuld måne, og et øjeblik glemmer Christen sin byrde, for deroppe blinker stjernerne på den mørke himmel, og månen kaster et drømmeskær over klitterne, der rejser sig foran dem som vældige gråblege spøgelser. Han hanker op i kurven og trasker mod havet sammen med en far, som har forvandlet sig til en mørk stolpe, der kaster en lang urolig skygge over engdraget. Nu og da falder skyggen i et med hans egen. To skygger i en flimrende dans, der ingen ende vil tage.

Christen puster af anstrengelse, da de når frem, og han mærker hjertet buldre i brystet, som om det skal sprænges. I fars store leksikon, som han har arvet efter farfar, har Christen læst om hjertet. Det er bare en muskel, der pumper blodet rundt i kroppen, og somme tider kommer den pumpe på overarbejde. Som nu. Det er ikke noget at tude over. Han bider tænderne sammen.

Og da far ser på ham med øjne, der ligefrem lyser i måneskinnet, føler Christen en rislende stolthed, der for en stund overdøver smerten i den dumme muskel.

”Men du er jo stærk,” siger far.

Så vender han sig mod de andre fiskere i det lav, hvor de har fået hyre. Der er ti mand til deres båd, og far fortæller de andre, at hans dreng er stærk som bare fanden og fortjener fuld hyre. Og ro kan han selvfølgelig.

Christen er alt for træt til at protestere. For vist kan han ro, det kan enhver dreng, hele den lange sommer pjasker de jo om i fladbundede joller og fisker sammen med de gamle folk, der er blevet tilbage i Harboør. Men det er i de små søer og i fjorden. Der er vand alle vegne på Harboør, og fjorden ligger kun en god løbetur fra Holmene.

Men havet. Det er sandelig noget andet, og lige nu kan han ikke forestille sig, at de nogensinde vil kunne komme frelste gennem brændingen, der fråder som et afsindigt uhyre derude i måneskinnet.

Sin hyre værd, siger far. Og Christen er hurtig og ivrig, da de skal have båden i havet, og han skubber og løfter så meget, han orker og kravler ombord som den sidste, selv om han ikke har lange træskostøvler på som de voksne og bliver pjaskvåd langt op ad benene.

De ror og ror. Og ind i mellem skifter de plads. Så ror Christen også. Og det er godt. Kulden viger for en tid. For det er koldere herude på det åbne hav, og det føles da også, som om vinden er taget til. Er den ikke? Christen lader forsigtigt en bemærkning falde. ”Åh den smule brise”, siger far. Og de griner alle, da drengen lidt efter spørger, om de ikke er langt nok ude nu? Han mærker jo, hvordan bølgerne er blevet højere, båden gynger op og ned, og det suger sært i maven, og han kan ikke slippe den tanke, at kun de tynde planker under hans fødder skiller dem fra druknedøden. Og nu skal han tilmed kaste op. De seks, der ror, fortsætter, som om de ikke hører drengen brøle op og ikke ser det vælte ud af ham og sprøjte ud over rælingen. De tre andre ser en anden vej. De er ligeså blinde og døve.

Fastlandet er forsvundet i mørket, der tætner omkring båden, og nu begynder nogle skyer at glide hen over månen, og lidt efter lidt bliver alt sort omkring dem. De kan knap nok se hinanden. Kun gløden fra mændenes piber kan anes, når de suger den gode tobak i sig.

”Så kaster vi anker!” siger bådsformanden, da de har roet i uendeligheder, og mændene trækker øjeblikkeligt årerne ind. ”Og se så at komme til hægterne, knægt!” Han rækker ham en flaske, og Christen sluger en tår og mærker det brænde som ild indvendigt. Så tørrer han sig i ansigtet med ærmet af den store valkede trøje og tænker på mor, der skal vaske den og nok ikke får det gjort, og så tænker han på sig selv, der skal møde op i møllen med en stank af bræk hængende om sig. Men han får måske ikke lov at komme der mere.

Og han ser, at alle fiskerne folder hænderne og vender blikket mod himlen. Højt og i kor beder de til Gud om fangst og om at komme levende i land, og da det sidste ord er sendt til himmels, får hver mand travlt med sit. Formandens liner først. Derpå går det lynhurtigt og efter tur. Fars sidst. Nogle af mændene giver sig dog tid til at slå korsets tegn, inden de mange kroge lempes udenbords. Men ikke far, der blot bøjer sig over kurven og omhyggeligt firer sine liner ud i havet. Stykke for stykke glider de over rælingen, indtil hver eneste krog er forsvundet i det sorte dyb. Christen ser bare til. ”Skal jeg ikke …?” Han rækker hænderne ud mod far. ”Nej, men næste gang får du dine egne liner og kroge. I dag skal du ro, ikke? Så du kan tjene til dit grej.”

Næste gang, tænker drengen mat.

Mor har repareret fars gamle, valkede havtrøje til Christen, men hun har ikke kunnet skaffe ham en frakke. Og far sagde, at det også var lige meget. Vejret var jo så mildt denne vinter, og desuden var det kun sundt for en tudeprins som ham at krænges ud af sit vat og mærke livet.

Mærke livet. Ordene summer i ham, men han mærker kun kulden, og den dræber alt liv i ham, både indvendigt og udvendigt, og om lidt skal han dø. Han krummer sig om sig selv, og en sær følelse af ligegyldighed sniger sig ind på ham, den overmander ham, og han tænker sløvt og opgivende, at nu vil han bare sove. Sove ja. Og dø. Men inden han når at falde hen, griber en fisker ham fast i armen og begynder at skælde far ud, mens han samtidig ryster Christen frem og tilbage, som om han var en kludedukke: ”Hvad satan ligner det også at sende drengen på havet i den mundering?” Og fiskeren, der er meget stor og bred, tager endnu hårdere fat og rusker ham, til han bliver helt vågen.

Ventetiden. En evighed, og selv om Christen er halvt bedøvet af de mange slurke fra flasken og endnu flere rusk af grove og stærke hænder, så overlever han. Der findes mirakler. Som da de begynder at hale fisk ind, og alt i båden bliver lutter forvirring og travlhed og fisk i sprællende bunker og senere, da han i en tåge af kulde og fuldesyge alligevel sanser, at der sættes sejl, og han mærker vinden gribe deres båd og blæse den ind mod land, som var den en sæbeboble i vinden. Han ler. Hvor er det sjovt. ”For fanden da også med den knægt,” hører han en af de ruskende fiskerne sige, og han ler endnu højere. ”For fanden da også!” brøler han til vinden, der fylder deres sejl og blæser dem ind over brændingen, som sad de i en nøddeskal og ikke i en tung timandsjolle.

Lidt efter skurrer de på land, hvor mor selvfølgelig står og rækker ud mod ham, og han bider al skam i sig og synker om i hendes arme.

Karin Michaëlis – en Randers forfatter – endelig hædret

Udgivet den 15/04/2020 af marianne

Svar

Da avisartiklen om Karin Michaelis blev så utydelig skriver jeg oversættelsen her. Hun er faktisk en forfatter, der fortjener at blive læst og genlæst.

7. marts. En mærkedag for Randers. Og den nåede vi heldigvis, inden verden gik af lave.

Danmark var endnu åbent, og man kunne stadig forsamles i Randers, da en af byens store forfattere, Karin Michaëlis, blev hædret med afsløringen af en flot bronzebuste udført af Gudrun Steen Andersen og sponsoreret af lokale kræfter og generøst givet som gave til alle os andre.

Nu står hun så der og ser ud over pladsen, som også bærer hendes navn, men sært er det alligevel, at hun først hædres 70 år efter sin død. Og så alligevel ikke, for selv om hendes værker aldrig har mistet deres litterære kvaliteter og heller ikke virker forældede, så har hun længe været glemt i læsende kredse. Hvorfor er stadig lidt af et mysterium, i al fald for mig.

Der er derimod mange klare årsager til genopdagelsen af hendes værker, som jeg ikke har plads til komme nærmere ind på her, men den væsentligste skal dog nævnes, nemlig det utrættelige arbejde, som Karin Michaëlis Selskabet har udført i de senere år. Et samarbejde af dygtige og kloge folk, der har formået at trække en stor forfatter ud af glemslen og ind på vore reoler. Tak for det.

D.9. marts blev Julie Maj Jakobsens skuespil: ”Det gode Menneske” så opført på Egnsteatret i Randers. Her var vi igen mange mennesker samlede, og vi kunne glæde os over et velspillet drama med gode skuespilpræstationer. Alligevel sad jeg tilbage med en underlig følelse af, at den Karin Michaëlis, der blev fremstillet på scenen ikke helt var den ægte vare. Hun lignede i al fald slet ikke den kvinde, jeg har lært at kende og beundre gennem læsningen af hendes bøger og den række af publikationer om hendes liv, som Karin Michaëlis Selskabet har udgivet.

I teaterstykket følger man forfatteren gennem livet, og man møder et menneske, der udnyttes af sine medmennesker og gradvis nedbrydes af livets tilskikkelser, og i slutscenen ser vi en kvinde, der fortvivlet segner om på scenen, berøvet alt, også håbet.

Men sådan tror jeg ikke, virkelighedens Karin Michaëlis var, hverken i sit livs første eller sidste scener. Hun var for det første utrolig produktiv og havde succes med sine bøger, der ud over at være god litteratur også tematiserede tidens aktuelle spørgsmål. Hun var ikke bange for at behandle tabuiserede emner, og hun var skarp og modig og skrev det, hun mente uden selvcensur. Hun mødte naturligvis modstand, men hun vendte den aldrig ryggen. Selv når hun stod over for en rasende forsamling, hvor alle var enige om at være forargede, så lykkedes det hende at bevare roen og også at tale publikum til ro. Hun var kort sagt en stærk kvinde, og hun bevarede sin styrke til det sidste. Jeg hørte en radioudsendelse, hvor hun bliver interviewet efter sin tilbagekomst fra USA, hvor hun levede i under eksil i besættelsen. På det tidspunkt ejede hun ingenting, det er sandt nok, men alligevel er det bestemt ikke en desillusioneret kvinde, der taler her.

Titlen ”Det gode Menneske”, men egentlig også stykkets forløb, er inspireret af Bertolt Brechts ”Det gode Menneske fra Sezuan”. Brecht boede i 1937 en tid i Karin Michaëlis’ hus Torelore på Thurø, og efter sigende var det her, han blev inspireret til sit stykke om det gode menneske. Brechts kone var jøde, og selv var han socialist, og her på Thurø levede de i Michaëlis’ asyl ligesom mange andre forfulgte og nødstedte kunstnere.

Men ideen i hans stykke, ligesom i mange andre værker om ”det gode menneske”, er imidlertid, at uskylden (det gode) er uden forsvar over for verdens ondskab og derfor altid vil blive misbrugt. Det er et ofte forekommende tema i kunsten, således i Bunuels ”Viridiana”, i Bergmans ”Jomfrukilden” og i Dostojevskijs ”Idioten” for blot at nævne nogle eksempler. Den gode er i bund og grund et offer for det onde. Det onde er styrke, det gode er svaghed. Men Karin Michaëlis viser i sine værker og i sit liv det modsatte: godhed er styrke.

Karin Michaëlis vidste så godt som nogen, at ondskaben findes, og hendes liv var en lang kamp mod mørke kræfter, og i sine værker viser hun ligesom i sit eget liv tydeligt sin foragt for det lave og usle i mennesker, og hun udleverer det skånselsløst.

Den tids lumske vira: nazismen og fascismen voksede dag for dag og inficerede i 30’erne hele Europa. Og i den kamp var hun aktiv og deltog hun uforfærdet, og hun brugte de våben, hun beherskede så suverænt: ordene og sit eget eksempel.

Det kan godt synes, som om Karin Michaëlis oplever et voldsomt fald hen mod slutningen af sit liv. Hun havde været berømt i det meste af Europa, og hun kunne sagtens have været velhavende i sin alderdom, for hun var utrolig produktiv og solgte godt i lange perioder af sit liv. Men hun var ligeglad med penge, dem gav hun væk, og ingen af hendes drømme lignede Britta Nielsens. Hun drømte om en bedre og mere retfærdig verden, og hun brugte sit liv på at virkeliggøre idealet.

Et liv i luksus og overflod ville hun have foragtet. Blandt andet derfor har vi grund til at ære hende.

Intermezzo om bloggen og mine manglende evner som ufejlbarlig

Udgivet den 24/03/2020 af marianne

Svar

Dette lille indskud for at meddele, at jeg forsøger at rette fejl løbende. Nogle kan jeg ikke rette, fordi min version af bloggen er moderniseret på en måde, som jeg ikke helt forstår. Jeg kan i al fald ikke finde ud af at redigere gamle indlæg. F.eks. er der en stor fejl i Hjemstavnsroman indlæg nr. 72. Her står, at Janus Larsen, som driver den ene af de to Krøg-gårde og som er gift med Josefine er søn af Chr. Larsen og Marie Krøg. Det er helt forkert, Han er søn af Christian Larsen og Maren Christiansen (eller Krøg) – Marie er gift med Ole Houkjær.

Der er flere fejl. Jeg er desværre højst fejlbarlig.

Kokholm 34 – om navnet Kokholm

Udgivet den 19/03/2020 af marianne

Svar

På billedet herover kan man se, hvor gården Kokholm var placeret. Der er to en Nørre og en Sønder Kokholm. Og hvor stammer vores Niels Christensen Kokholm, så fra? Ja, han er fra Tørring, ligesom gården, men han synes ikke at have en umiddelbar tilknytning til gården. Og navnet Kokholm får han først som gammel.

Jeg har været på FOLKETÆLLING 1850 1860 OG 1870 I i Tørring Sogn og på disse gårde sad i de 30 omtalte år ingen med det navn. I Nørre Kokholm har vi Nicolai Thusen og hans kone Ane Margrethe – de er ikke forældre til vores Christen Kokholm d. første eller bedsteforældre til Chr. Kokholm d. anden. Far og bedstefar var Niels Christensen gift med Else Christensen Sørensen. I 1850 bor de i et hus (Vejhus) og de har børnene Christen Nielsen på 9 år og Johanne på 1 år. Førstnævnte barn er far til Christen Kokholm ( der jo hedder som sin far)

I 1860 bor de atter i et hus, og det er heller ikke gården Kokholm, og nu har de børnene Johanne på 11 år, og Severine på 6 år. Christen er ikke mere hjemme. Det er 6 år før han bliver gift. Måske er han i møllerlære.

I 1870 er det heller ikke vores Niels Christensen (Christen Kokholms far) der ejer gårdene Kokholm. Han er tjenestekarl.

Niels er blevet 58 år her i 1870 og er enkemand og han har taget navnet Kokholm, og han er ansat som “tyende” på gården Dahlgaard, der ejes af Peder Christensen, der også er 58 år og hans kone Johanne på 57. De har en hjemmeboende datter Marie på 20 år. Unge Christens farfar ender altså som tjenestekarl. Måske har han haft forbindelse med Kokholmgården – måske er han født der. Det ved jeg ikke, og det må andre end mig finde ud af.

Kokholm ligger altså i Tørring – men ejes af andre end “vore” Kokholm’ere i al fald i den tid, der har interesse for min roman..

Kokholm 33 – Vallekilde som kilde til succes?

Udgivet den 26/02/2020 af marianne

Svar

Jeg er gået i stå i min roman. Mest fordi jeg er uenig med mig selv. Hvor meget skal jeg holde mig til det, man kalder sandheden? Og hvor meget må jeg digte? Spørger jeg mig selv, så kan jeg digte helt frit. Spørger jeg min nabo, så mener hun, at jeg bør forske først og skrive siden. Men det kan jeg ikke. Jeg må skrive efterhånden som inspirationen indfinder sig. Og ja. Der findes sådan en sær størrelse, der hedder inspiration, og den har ingenting med historisk/ topologisk/ demografisk osv. forskning at gøre.

Mine personer har eksisteret, og jeg giver dem nyt liv med min roman. Og vist er det aldeles nyt, og de vil sikkert ikke kunne kende sig selv i min fremstilling. Men inde i mit hoved har de været sådan. MEN jeg forsker også. Jeg går til de historiske kilder i så vidt omfang, som jeg formår. Som forsker er jeg begrænset i mine udfoldelsesmuligheder. Som digter selvfølgelig også. Begrænset af mit talents rækkevidde. Det ved jeg nok, men jeg skriver ikke noget, som jeg ikke selv synes er OK.

Nu har jeg læst et par bøger om Vallekilde Højskoles første år – bøger fra tiden: H. Rosendal: Folkehøjskoler og Landbrugsskoler (1894) og Ludvig Schrøder: Den nordiske Folkehøjskole ( 1905)

Nu ved jeg helt sikkert, at mange hold af unge håndværkere fik deres uddannelse på Vallekilde Højskoles Håndværkerskole. Den var ledet af Andreas Bentsen, der selv både var håndværker- og seminarieuddannet. Han havde haft Ernst Trier (Højskolens grundlægger) som lærer på seminariet, og nu kom han til skolen med en ide om at uddanne højskoleungdommen i et håndværk. Det kom han til i mange år. Og selvfølgelig var Christen Kokholm en af hans elever.

Hvordan det er gået til, at han har fået den mulighed, må jeg p.t. lade stå som et åbent spørgsmål. Det var nemlig lidt dyrere end et almindeligt højskoleophold, til gengæld forlod man skolen med et svendebrev. Og jeg tror bestemt ikke, at Christen har lært sit håndværk af en lokal murer. Der er i den periode, vi taler om, kun 3 murere i Harboør, nemlig Christen Madsen Bruun, Jens Pedersen Flyvholm og Christian Christensen Melkjær. Og af folketællingen kan vi se, at vores Christen fra 1890 er fraværende fra sognet. Hvor er han? mit svar: På Vallekilde, hvor han lærer at tegne, beregne og opføre huse. Bentsen er kendt for sin dygtighed som arkitekt ( uden uddannelse i faget) hans søn bliver eksamineret arkitekt. Og Kokholms Hotel (i sin første skikkelse) emmer af skønhed. Hvor andre steder kunne Christen Kokholm have lært det end her – hos de bedste i faget?

Kokholm 32 – folketællinger 1870 – 1880 i Harboør – i sær i Holmen

Udgivet den 21/02/2020 af marianne

Svar

Den lille fiskerklynge Holmen(e), som ligger mellem Kirkebyen (Haboøre) og Limfjorden består af omkring 16 huse. Der er en enkelt “jordbruger” imellem, ellers benævnes de alle som fiskere, en enkelt som sømand.

Men her kommer nu fortegnelsen over alle de personer, der levede i den lille fiskerklynge på Holmene i året 1870

Første Holmhuus: Niels Jensen Kirnhus(?): 47 år sømand og gift med Edel Kerstine Nielsen på 32, og de har en lille datter Karen Marie på 8 år.

Holmhuus nr. 2: Jakob Stinus Nielsen 47 år og jordbruger – gift med Ane Margrethe Eskildsen på 35 og de har to børn: Niels på 3 og Elin på 1

Holmhuus nr. 3. Her bor Christen Kokholm Nielsen (f. i Tørring) han er 28 år og jordbruger, gift med Ane Marie Christensen på 34 (f. i Harboør), og de har to børn Barbara 2 år og Elin Kristine 1 år.

Holmhuus nr.4 – Lars Kyndi Andersen på 43 fisker og gift med Ida Margrethe Christensen på 28 og de har et barn Jens Chr. Theodor på 6. Desuden bor to gamle på aftægt: Anders Larsen Holm på 69 og Gjertrud Marie Thomasdatter på 67 år

Holmhuus nr.5: Thomas Mathiis Andersen 37 år og fisker. Han er gift med Mariane Christensen på 25 og de har to børn Anders på 4 og Christian på 1 år.

Holmhuus nr 6: Christen Larsen Holm 67 år og fisker, er gift med Ane Kathrine Thomsen på 54 og de har en stor flok børn plus et par plejebørn: Lars på 25 og Thomas på 21 og Johanne på 16, Jakob på 12 og de to plejebørn, hvoraf det sidstnævnte er fattiglem: Jensine 2 år og Sidsel 11 år.. Hvor Jensine kommer fra, kan vi ikke vide, men Sidsel er udliciteret af Fattigvæsnet til den familie, der vil tage hende for laveste betaling.

Holmhuus nr.7: Lars Chr. Thøt 39 år og fisker, gift med Ane Jensdatter på 53. De har børnene Christen på 16 og Jens på 13 år. Desuden huset de et fattiglem: Anders Nielsen Thøt på 75 år.

Holmhuus nr. 9 ( Det ser ud, som om der mangler et hus nr.8 ) Her i nr. 9 bor Anders Hendrik Jensen 44 år og fisker og gift med Kjerstine Nielsen Paakjær på 37 og de har fire børn: Christen på 12 og Jens på 10 og Niels på 7 og Liliane på 1 år. Desuden huser de Sidsel Poulsdatter på 80 som er Enke og på aftægt.

Holmhuus nr. 10 – Christen Christensen 50 år fisker og gift med Ane Pedersen Nees på 52 – de har to børn, Mette på 21, hun er ugift og ernærer sig som syerske. Og Kristine på 10 år. Desuden bor der i samme hus et ægtepar: Peder Christensen Kloster 29 år, gift med Mette Christensen på 24, og det har et lille barn på 1 år. Peder er sandsynligvis søn af Christen.

Holmhuus nr. 11 Anders Thomsen Wrist på 32 er fisker og gift med Edel N. Thyborøn på 33 år.

Holmhuus nr. 13 . Igen synes der at mangle et hus (nr. 12) I nr. 13 bor Anders Pedersen Knopperhuus 48 år og fisker. Han er gift med Gjertrud Knopper Langerhuus på 41 og de har tre børn: Peder på 18, Ane på 9 og Niels på 3.

Holmhuus nr. 14 – Niels Thomsen Noermark 67 år og fisker, gift med Mette Marie Jensdatter på 61

Holmhuus nr 15. Mads Gai Pedersen Holm på 55 og fisker, gift med Mette Johanne Holm på 52. De har to børn, Mads 26 og ugift og Pesine 12 år.

Holmhuus nr. 16 Anders Pedersen Kirk 51 år og fisker gift med Ane Margrethe Pedersen på 56. De har fem hjemmeboende voksne børn: Peder, der er 26 og fisker, og en Peder mere på 24, han har ikke noget erhverv og desuden en datter på 21 Barbara, som er sypige. Desuden nævnes Maren på 19, som er sypige og en søn, Joseph, som er fisker.

Bemærkninger: Det ser altså ud, som om der har været 16 huse i Holmen(e), men at kun de 14 nu er beboede. Det er karakteristisk for Holmene som for de øvrige små steder, at der er forbavsende få gamle mennesker, og hvis de lever, så er de i 60’erne eller 70’erne. Kun et par stykker når til 80 års alderen. Harboørefolkene dør altså i en ung alder, og det skyldes naturligvis mange ting. En af dem er vel kosten. De levede ganske vist af fisk for det meste, men fisken saltedes gerne – de har spist alt for meget salt. Og desuden for få grøntsager. Der var få der ejede en urtehave, ingenting kunne gro i sandet, og frugttræer fandtes slet ikke på egnen. Frugt (æbler) var en delikatesse, som de hjemvendte fiskere medbragte en smule af til familien. Kosten, kulden og det hårde slid. Tre faktorer, som til sammen har betydet tidlig død.

De to præster, hvis samtidsskildringer fra egnen, jeg har læst: pastor Moe og pastor Davidsen, er begge forargede over karlenes og pigernes seksualmoral = deres usædelighed. Men af folketællingerne gennem 1800 tallet fremgår det ganske tydeligt, at der rigtig mange voksne unge, der bliver boende hjemme hos forældrene, og de mødes hos hinanden og navnlig danser og synger de, når de er sammen,syndigt synes præsterne, yndigt, synes Karen Tudborg, sådan som hun skildrer det i sine erindringer. Hun priser livsglæden hos ungdommen, som står i skarp kontrast til det benhårde liv, de levede arbejdsmæssigt og også i øvrigt. Det er vel naturligt, at de har seksuel kontakt med hinanden. Pastor Moe klager over, at de først gifter sig, når de kommer “galt af sted”.

Det er også typisk, at der er meget få børnerige familier – børnedødeligheden var selvfølgelig stor, som man kan se i et andet af mine Kokholm-indlæg ( manglende hygiejne og epidemier) de fleste familier kendte til at miste et barn. Alligevel er der kun ganske få familier, der får over 5 børn. Familien Kokholm er en undtagelse lige som nogle ganske få bondefamilier, der økonomisk er så velstillede, at de kan få råd til en stor børneflok.

Jeg vil i det følgende optegne befolkningen i Holmen(e) i 1880. Det er ti år senere, og der er sket stor udskiftning i husene, men der er stadigvæk 14 af dem, som man kan se. Nogle familier er vokset (=Kokholms) andre er helt væk. De fleste gamle og fattiglemmer er døde.

Folketælling 1880 for Holmen(e)

Som det fremgår af nedenstående, så er der stadig 14 huse i Holmene, og de er næsten alle beboet af fiskere. Om husnumrene er de samme i de to tællinger, kan jeg ikke se umiddelbart, men at der er sket mange forandringer på 10 år fremgår ret tydeligt.

Hus nr. 1: Laust Christian Christensen 35 år fisker gift med Johanne Marie Christensen. De har en plejedatter, Giertrud på 12 år.

Hus nr. 2: Jakob Stinus Nielsen 49 år og Møllerkarl og det fremgård ikke af optællingen, hvor hans kone er. Hun kan være på sygehuset, i al fald er hun fraværende på optællingstidspunktet. Der er to børn, Niels på 13 og Else på 11 og desuden en tjenestepige, Margrethe Mollerup på 50 år. Så huses der også en mand, Anders Eskildsen Hav på 61 ugift og understøttet af fattigvæsnet.

Hus nr. 3: Christian Kokholm Nielsen 38 år arbejdsmand og gift med Ane Marie Christensen og der er nu 8 børn i familien: Barbara på 12, Eleonora 11, Kristine 9, Christen 7, Ane 4, Mads 3, Niels 1 og Niels Christian endnu ikke 1 år.

Hus nr. 4 : Lars Andersen Holm 53 år og fisker. Han er gift med Ide Margrethe Christensen 38 år og de har en søn Jens Christian på 16 år og en plejesøn, Niels Christian på 3 år. Desuden bor Anders Larsen, enkemand på 79 i huset og han forsørges af husfaderen.

Hus nr. 5 Thomas Andersen Holm 47 år og fisker, han er gift med Mariane Christensen på 35 og de har fire børn: Anders 14, Chr. Theodor 10 Pouline 9 og Giertrud 2

Hus nr. 6 Chr. Larsen Holm 77 år og understøttet af sine sønner ,og gift med Ane Katrine Thomsen 64 år, ligeledes understøttet af sønnerne. Hos dem bor 2 sønner: Thomas Christenden på 31, fisker og ugift og Jakob på 22 ligeledes fisker og ugift. Desuden bor der en Jensine Christensen, 19 og Tjenestepige.

Hus nr 7: Chr. Thomsen 52 år, daglejer og gift med Inger Sofie Thomsen 55 år og de har to børn Ane Marie 20 år og Thomine 13 år.

Hus nr. 8 : Lars Chr. Holm 49 år fisker og gift med Ane Jensen på 62 år. De har to voksne sønner boende, der begge er fiskere: Christen 26 år og Jens 22 år.

Hus nr. 9: Anders Henrik Jensen på 54 fisker og gift med Kiersten Nielsen og de har 5 børn: Jens Peter på 20, Niels på 17, Siliane (Liliane) 11 år, Jens 9 år, Mette 7 år. Desuden bor Niels Chr. Pedersen hos dem, han forsørges af husfaderen.

Hus nr. 10 Christen Kragelund på 60 år fisker og gift med Ane Pedersen. De har en datter Christine 20 år. Desuden bor der en lille dreng, Jens på 7 år, som forsørges af fattigvæsnet.

Hus nr. 11 Anders Thomsen Holm 43 år, fisker og gift med Ane Pedersen 43 år. De har et barn boende, som forsørges af fattigvæsnet: Karen 5 år.

Hus nr. 12: Thomas Pedersen Knopper 58 år, fisker og gift med Giertrud K. Knudsen på 51. De har tre børn: Ane Margrethe på 19, Maren på 17 og Niels på 13 år .

Hus nr. 13: Mads Madsen Holm 36 år og fisker, gift med Esteline ( Eskeline) Christensen på 33, og de har fire børn: Niels 6, Mette 4, Christen 2, Ane -1. Desuden to forældre på aftægt, forsørges af husfaderen: Mads Gai Pedersen 65 år og hans kone Mette Johanne Madsen.

Hus nr. 14: Anders Pedersen Holm 61 år fisker og gift med Ane Margrethe Pedersen 65 år og de har to sønner boende: Peder 32 ugift og urmager og Joseph 26 ugift og fisker. Desuden en tjenestepige Line Jensen på 21 og et barn på 11 år, Line Katrine Larsen, som forsørges af fattigvæsnet.

Bemærkninger: Der bor i alt 1266 personer i Harboør i 1880. Her er tillægslisternes personer ikke medregnet. De fleste ejendomme på egnen er huse. Resten er gårde: Der ligger spredt over hele egnen i alt 61 gårde. I Holmen(e) er der ingen, og heller ikke i Langerhuse, mens der er en del i Vrist, Veilby og Ferring.

Det er ikke store gårde, de har som regel kun en enkelt tjenestepige og -karl. Så er der nævnt 1 lærerbolig og 1 skole og 1 kro. Resten er benævnt huse. Det ser ud til, at et par stykker er fattighuse – her bor i al fald kun fattiglemmer. I husene bor ellers fiskere og små jordbrugere. Om der hører jord til de små fiskerhuse, kan man ikke slutte af listerne, men der bor i al fald fiskere i næsten alle husene. Ud over fiskere og jordbrugere er der 37 mænd (og en kvinde) med andre erhverv: 5 tømrer, 2 vævere, 1 præst, 3 møllere, 1 møllerkarl, 3 snedkere, 3 lærere, 1 lærerinde, 1 skibsfører, 1 sømand, 1 detaillist, 1 toldassistent, 2 købmand, 1 høker, 1. bager, 1 slagter, 3 murere, 1 smed, 1 skomager, 1 skrædder, 1 kroforpagter, 1 tækker, 1 entreprenør. I folketællingerne omgås man stavning endnu mere lemfældigt end jeg gør, og tømrer staves f.eks. tømmer.

Jeg kan se af ovenstående, at jeg ikke har medregnet de kvindelige væverske blandt dem andre erhverv end fiskeri og jordbrug. Der findes en del sypiger og væversker. De er altså ikke nævnt. Du kan selv finde dem i folketællingerne..

Som sagt er gårdene ikke store, så ville der have været flere tjenestefolk. Men der er en eller to på hver gård, endda op til tre stk. på enkelte gårde. Nogle få fiskere har også tjenestetyende, som de benævnes, og naturligvis har præsten 2 og en af de tre lærere har råd til en tjenestepige. Håndværkerne, undtager skrædderen og bageren, lever uden hjælp af tyende. Der er i alt 74 tjenestefolk i hele Harboør-egnen, de fleste på gårdene. Men så er der et segment mere, som nok også må regnes til tyende – dog et trin lavere, for det er ulønnet arbejdskraft: plejebørnene, som fattigvæsnet betaler bonden eller fiskeren for at underholde og fattiglemmerne. Af dem var der i 1880 44 personer. De har naturligvis måttet arbejde, men hvordan deres kår har været, ved vi ikke. Vi ved lidt fra pastor Moes erindringer: “Oplevelser” – her fortæller han om den skamløse behandling af de svageste, og han fortæller, hvordan denne behandling strider imod det kristne evangelium, som hævder, at størst af alt er kærlighed. Der er, så vidt jeg kan se, blevet indrettet enkelte fattighuse. De er små, for der bor ikke mange i hvert af dem: Hus nr. 5 i Røns Fjerring og hus nr. 19 i Langerhuse og Hus nr. 1. i Vejlby. Hvordan de huse har været ved vi ikke meget om. Resten af fattiglemmerne er spredt i sognet.

Marianne Hesselholts Blog

Forfatter og foredragsholder

Kokholm 38 – mysterier er der nok af – her et om navne –

Kokholm 37 – et besøg i Harboøre

Forfatter i en coronatid

Kokholm 36 – Folketælling Kandestederne 1855

Kokholm 35 – et prøvekapitel af romanen om Kokholm

Kapitel 9

Harboøre den næste nat

Karin Michaëlis – en Randers forfatter – endelig hædret

Intermezzo om bloggen og mine manglende evner som ufejlbarlig

Kokholm 34 – om navnet Kokholm

Kokholm 33 – Vallekilde som kilde til succes?

Kokholm 32 – folketællinger 1870 – 1880 i Harboør – i sær i Holmen