Du må undskylde, at jeg ikke har ladet høre fra mig så længe, men det er der en god grund til. Jeg har (endnu) lidt svært ved at få samling på mig selv. Det ville du også have, hvis du var i min situation. Undertiden forekommer det mig ligefrem, at jeg er et puslespil med over 5000 brikker, og det er lige i overkanten, selv for mig. Overkanten. Ja, den har jeg lagt. Det er oppe i skyerne. Og let nok. Det får du indblik i om et øjeblik. Vent lidt!
Desuden vil jeg ikke binde dig noget på ærmet og altså ikke fortælle dig noget, som jeg ikke kan stå inde for i det lange løb. Og løbet bliver langt, det ved jeg allerede nu. Og måske besværligt. For mig. Og det smitter jo så af på dig. Altså besværligt for os.
Jeg har fortalt dig, at mit navn er Kjeld. Og når jeg går og ruger over mit projekt, slår den tanke mig, at det måske er det eneste, jeg kan stå inde for. At jeg hedder Kjeld. Og at jeg er fra Ålum. ”Kjeld fra Ålum” – det er jo titlen på min bog. Eller på bogen om mig.
Så lige det kan jeg ikke løbe fra.
Jeg er ellers en dygtig løber. Jeg var med i Royal Run, og jeg vandt over de fleste af mine medløbere. Jeg spurtede bare forbi dem og vinkede i forbifarten til dem, kendte jeg, og snart lå jeg i teten. Det er der, jeg kan lide at være. Det er der, jeg hører til. I forreste række.
Så, nu fik jeg røbet noget vigtigt om mig selv, og uden ligefrem at ville vigte mig af det, gentager jeg: Jeg vil ligge i spidsen.
Jeg skriver fra hjertet. Ikke fra tarmen. Selv om den er blevet så moderne efter at en vis professor har forsøgt at bilde os ind, at vore handlinger og tanker styres af den og ikke at hjertet.
Tarmen vinder nu aldrig over hjertet her på bloggen. Så er det sagt.
Men hjertet er jo heller ikke den der muskel, der pumper blodet rundt i kroppen.
Sådan et hjerte, som man kan skrive til og skrive fra, er noget helt igennem usynligt og noget, der er adskilt fra kroppen. Det befinder sig i et sjæleligt univers, og det lader sig ikke afbilde. Ganske vist kender vi alle billedet af hjertet og så kan det jo afbildes. Eller? Nej, det er ikke et billede af hjertet – det er blot et symbol. Det lyder lidt vrøvlet, for helt ærligt: symbol og billede på noget som ikke kan albildes. Ærlig talt. Men sådan er det – hjertet er immaterielt, det kan ikke aftegnes.
De store digtere kan med deres smukke ord æstetisere hjertet og alle kroppens øvrige indvolde, så de får en helt anden værdi end den, vi normalt tillægger dem. Sådan gør jo f.eks. Johannes V. Jensen det i Kongens Fald. Og det er så flot. Men i den beskrivelse er kroppen ikke mere krop, den er undergået en metamorfose: er blevet kunst. I kunsten ligger altid en stor ikonografisk kraft. Lad os kaste et blik på J.V.Jensens flotte tekst om kroppens indvolde. Her er et lille uddrag fra kapitel 7:
Det er slagteren (rakkeren), der en kold vinterdag midt i sneen åbner en hestekrop – og hør nu: Citat:
”For hvert Snit af kniven vældede en Farve ud af den dampende Hestekrop, Kødet spillede i dejlige blaa og røde Farver. … .. Og der var mange flere skære Farver, blaa og grønne Indvolde, teglstensrøde og okkergule Dele. Alle Østerlands frodige, raa Farver; gult som Ægyptens Sand, turkisblaat som Himlen over Evfrat og Tigris; alle Orientens og Indiens ublu Farver blomstrede ud midt i Sneen under Rakkerens skidne Kniv.”
Men i det følgende vil jeg ind imellem skrive fra hjertet.
”La petit vie”
Simone de Beauvoir skriver i en af sine bøger, jeg husker ikke mere titlen, om sin mors sidste dage. Jeg læste bogen for mere end 50 år siden, og jeg husker ikke så meget af den, men noget er blevet hængende som en slags ”bonmot”, og lige det vil jeg nu tage frem og vikle lidt tanker omkring.
Således husker jeg, at forfatteren skriver om, hvordan hun konsulterer sin mors læge for at tale med ham om den gamle dames helbred. Og jeg husker, at lægen sagde noget i retning af, at man ikke skulle bekymre sig om helbredet, men bare lade moren i fred og ro leve ”sa petite vie” – underforstået: nu var hun i den fase i sit liv, hvor alt var ret småt og ligegyldigt. Hun var gammel og så var livet reduceret til et ”bitteliv”.
De ord stødte Simone de Beauvoir, og hun irettesatte lægen og gjorde ham opmærksom på, at han ikke kunne vide noget som helst om størrelsen af hendes mors liv. Slet ikke ud fra hendes alder.
Og det havde hun jo ret i.
Nu er jeg selv på alder med forfatterens mor, ældre endda, og det kan jo nok hænde, at mine børn på et tidspunkt synes, at det er en ide at konsultere min læge og høre, hvad han mener om deres gamle mors tilstand. Det tror jeg nu ikke rigtig på – men lad os bare lege med tanken.
Og så vil lægen måske sige nogenlunde det samme som Simone de Beauvoirs læge. Og så håber jeg, at børnene vil irettesætte ham.
Deres mors liv er ikke svundet ind, selv om det set på afstand kan se sådan ud.
”Hvad udad tabtes skal indad vindes” sådan stod der på en mønt, der blev præget i 1872 i anledning af en industri- og kunstudstilling i København. Der stod:
”For hvert et tab igen erstatning findes, hvad udad tabtes skal indad vindes.”
Det var ikke gamle folk, den mønt var møntet på, men Danmark, det kære fædreland, der havde tabt så meget gennem de to sønderjyske krige.
Men vi kan sagtens bruge det på os gamle. Vi mister hele tiden færdigheder og værdigheder, men vi bliver superøvede i at finde nye færdigheder og holde på vore værdigheder.
Tja – la petite vie – det behøver slet ikke at være så lillebitte. Vi kan ikke flyve rundt i verden mere, men vi kan stadig flyve rundt i litteraturen og i kunsten. Vi kan ikke møde nye mennesker særlig tit, men vi kan holde fast i dem, vi kan nå og som står os nær. Det behøver man ikke ungdom for at kunne. Måske er det endda noget, man bliver bedre til jo ældre, man bliver.
Det var et par ord fra hjertet. Ikke fra tarmen. Ikke fra pumpen. Men fra det hjerte, der slår varmt for livet.
Vist gør jeg da det. Anerkender jer. Og at I klynker. Jeg tænker på alle I unge forfattere, som lige nu skriver om ”Underdanmark” ud fra egne erfaringer, og som synes, at I må gøre det, fordi I mener, at det ikke er gjort før. I al fald ikke fra dem, der selv har levet deres barndom i ”Underdanmark” – .
Det er så ikke helt rigtigt, for f.eks. Hans Kirk og Martin Andersen Nexø skrev på livet løs om netop den del af samfundet. Og tidligere endnu skrev f.eks. Aakjær og Johan Skjoldborg om det fattige landproletariat, og i al fald de to sidstnævnte havde selv trådt deres tyndslidte træsko i det miljø, de beskrev. De vidste, hvad de skrev om.
Så kom velfærdssamfundet, og i min opvækst fik vi lært, at klasseforskelle var noget, der fandtes i England, og fattigdom var noget, der kun hærgede i de såkaldte underudviklede lande. Og det troede vi så. Vi var lige, alle vi andre. Mente vi. Og jeg voksede op i den tro, at vi var ligestillede, for det var jo en grundlovsfæstet ret, men hvad vi ikke lærte var, at vi ikke var lige stillede.
Det er en af de mest markante litterære trends nu. At vise det. At vi ikke er lige stillede. At nogen vokser op og får det hele forærende, mens andre er børn af familier, hver forældrene drikker, hvor vold er dagligdag, og hver fattigdommen er synlig for enhver.
Det vidste vi ikke så meget om. Vi tænkte, at hvis arbejderbørn var begavede, så kom de frem i skolesystemet, der var gearet til alle (folkets skole), og de kunne bryde mønsteret uden hjælp af andet end deres egen drift og evne. Nå ja, det var så allerede en begrænsning.
Men nu skriver Thomas Korsgaard og Glenn Bech og Edouard Louis fortællinger om en opvækst, som vi ikke anede, eller måske netop blot anede, eksisterede. Og de klynker godt nok, synes jeg. Jamrer over ikke at være blevet set, elsket og taget hånd om. De er alle tre nærmest mirakuløst undsluppet voldens og fattigdommens spiral.
Når jeg har den kontroversielle overskrift på mit indlæg, så er det ikke, fordi jeg ikke synes, at det er fint, at de brøler fra dybet, de unge forsømte, og det er godt, at vi hører dem, eller rettere, at dem, der (stadig) er den litterære magtelite hører dem og hjælper dem til at publicere og til at promovere og til at proklamere og kort sagt til at komme videre.
Nu snakker vi litteratur. Og der er det vigtigste af alt TALENTET – kan man ikke skrive, så det fænger, så kan man ikke skrive, og så er det ikke på den bane, man skal løbe sine sejre hjem.
Men de tre kan alle skrive.
De har noget at skrive om, og de kan skrive. Altså held og lykke til dem!
Men jeg synes, det ville klæde dem, hvis de klynkede mindre. Og nu vil jeg så skrive lidt om mig selv.
Min far var ordblind. For ham var skolen tærsk, for han var jo dum. Han blev født på en hedegård syd for Skagen, og han lærte aldrig at læse. Havde en overgang en lille hedelod, som han opdyrkede, så slog han sig ned som købmand i den lille by Hulsig, hvor der boede ganske få mennesker og i forvejen var en brugsforening.
Han giftede sig med brugsuddelerens datter. De flyttede til den lille fiskerby Strandby. Her voksede vi ( en børneflok på fem op) – Mor havde gået 7 år i skole, far sammenlagt 4 år, og han kunne knap nok læse, men klarede sig ved sin robusthed, sit gode humør, sin ukuelige vilje og sin gode forstand.
Det er mit bagland. Og jeg arvede min fars ordblindhed og havde det svært med skolen i de første mange år, men jeg havde også fået hans livsvilje, og jeg lærte, at jeg aldrig skulle klynke, men tro på, at jeg kunne det, jeg af alle kræfter ønskede. Jeg ønskede at gå i skole. Jeg ville så gerne lære læsningens kunst. Det gik godt nok på privatskolen, selv om jeg en overgang var ved at blive hældt ud og sendte til Ørnevejens ”hjælpeklasse” – far gik i brechen for mig og forsøgte ( til alt held) at overbevise rektor om, at hans datter ikke var dum – jeg VILLE læse, og da jeg takket være en fremsynet pædagog fik flere års ordblindeundervisning, knækkede jeg koden og blev storlæser. Det var det, jeg ville. Læse.
Jeg kunne ikke komme på det kommunale gymnasium i Frederikshavn – for lavt gennemsnit – mine skriftlige karakterer var MEGET lave. Så fik far mig ind på TH Langs Gymnasium i Silkeborg. En dyr betalingsskole.
Det var frygteligt for mig at komme hjemmefra, men det var fantastisk klogt af far at sende mig hjemmefra. Her skete der så meget. En udvikling. Jeg fik efterhånden mere og mere styr på min læsning, og ja, kort sagt: jeg kan sige med Glenn Bech, at jeg fumlede mig frem, for jeg kendte ikke koderne. Men jeg kendte efterhånden bøgerne. Litteraturen blev min verden. Og den er jo åben for enhver, der kan læse. Og det kunne jeg efterhånden.
Mit liv blev læsning.
Men jeg tror aldrig, at jeg klynkede.
Jeg klynker heller ikke i dag, hvor jeg er 82 år og lever i en lille landsby sammen med min mand, som er den samme, jeg har delt seng og bord og børn med nu i snart 60 år. Hvorfor skulle jeg klynke? Jeg er omgivet af gode mennesker og en dejlig stor familie. Jeg er omgivet af kærlighed. Det har jeg været hele mit liv.
Så jeg vil med Møllehave skrotte ak ak ak to sige tak tak tak.
Jeg vil røgte det så godt, jeg kan? Skrev jeg virkelig det? Undskyld mig lige! For hvad er det nu for noget at skrive? Røgte?
Er jeg en dreng eller en gammel bondemand? Man kan jo få sine tvivl.
Lever jeg et virkeligt drengeliv i det Herrens År 2025? og er jeg selv virkelig, eller er jeg bare en stakkels overlever fra forrige eller næstforrige århundrede, som en eller anden fantast har iklædt drengetøj og løbesko?
Man kunne jo tro, at jeg var taget lige ud af en novelle af Jeppe Aakjær. En af dem, der handler om røgterdrenge. Og Aakjær, tænker du og synes måske, at det håbløst at hænge på, men nej, bare rolig. For Aakjær kender jeg. Jeg har en dansklærer, der mener, at det er vigtigt, at vi læser de gamle tekster, som får de fleste i min alder til at lukke af. Men ikke mig, jeg lukker tværtimod op og lader de gamle ord åbne mine øjne for det, der var engang.
Så blev du så klog. Og jeg blev selv lidt klogere på, hvem jeg er.
Jeg er en dreng, der kan lide at læse. Og så er jeg en dreng, der ikke ligner alle de andre drenge i klassen eller for den sags skyld de helt almindelige drenge i 2025Danmark.
For resten er der ingen, heller ikke drenge, der gider være almindelige i dag. Det er så megaalmindeligt ikke at ville være almindelig.
Jeg tror alligevel, at jeg er ikke-almindelig på en ualmindelig måde.
Men nok om det. Vi må have lidt mere styr på, hvem jeg er.
Jeg har en mor og en far. Far er en papfar, min mor er ikke af pap, men ind imellem knækker hun sammen så let, at man kunne tro, at hun var gjort af et stof, der er endnu skrøbeligere end pap. Far derimod burde kaldes en stålfar, men den slags fædre findes ikke i ordbogen, så vi lader ham leve videre som papfar. Så har jeg en papbror, som forsøger at ligne sin far og altså nærmere hører til under metal end under biomateriale. Sidst men ikke mindst ( jo, hun er mindst) har jeg en lillesøster, og hun er bare sød, og det er en styrke, tror jeg, for hun kan så let som ingenting bøje sin jernbror og sin stålfar.
Det er min familie, men dem skal jeg ikke gøre så meget ud af, for de spiller ikke nogen særlig vigtig rolle i min fortælling, og nu bliver du nok nysgerrig, for hvordan kan ens nærmeste være fjerne i en fortælling om mig som centrum.
Tja, det kommer vi til. Lige nu lader vi min familie ligge og simre i egen ret. Nej, det var virkelig dumt sagt, men nu har jeg jo skrevet det, og jeg hader at slette. Altså bliver det stående.
Mig? Endnu ved jeg ikke så meget om mig selv, for jeg skal ikke bare ”finde mig selv” men også og især” opfinde mig selv.”
Synes du, det lyder sært eller måske ligefrem håbløst, så vent! Det bliver værre.
Jeg er en dreng. Så meget kan jeg sige allerede nu, og det er jo faktisk det vigtigste, som både du og jeg må holde fast i. Og jeg er teenager, så meget ved jeg også, men det er selvfølgelig et vidt begreb, for det er jo en strækning, man skal løbe på i årevis, og jeg ved endnu ikke, hvor langt jeg er nået lige der.
Jeg bor i Ålum. Bogen om mig hedder jo Kjeld fra Ålum. Der fik du så også mit navn. Men nu spørger du måske, hvad Ålum er? og det kan jeg svare dig ret præcist på, for selv om der er huller i min viden om mig selv og mine nærmeste, så behøver jeg ikke ”finde på”, når talen er om Ålum. Hvem jeg er, kan diskuteres og vil sikkert blive det i den nærmeste fremtid, men Ålum er præcis det, den ligner: en lille landsby med små 300 indbyggere fordelt på store og små huse. De fleste beboere er voksne. Så er der alle børnene. Små og store. Jeg hører til de store, men det ved du jo allerede.
Jeg er ret glad for at bo her. Det er ikke alle teenagere i Ålum, der synes det er megafedt. Der er ikke vildt mange steder at hænge ud her, og selv om man har en knallert og kan drøne væk og larme så højt, så de gamle koner slår kolbøtter, så er man jo det meste af tiden bundet til det lille sted her – et udsted. I gamle dage talte man om stavnsbånd, så galt er det ikke.
Vi er ikke så mange på min alder. Der er flere gamle koner end der er drenge, men det hænger nok sammen med, at de, konerne altså, synes at trives forbavsende godt her, og mange af dem bliver boende, selv om der hverken er brugs eller købmand eller læge eller apotek eller noget af alt det, gamle koner med alle deres skavanker ikke kan undvære. Det kan de så alligevel godt.
Men vi skal ikke snakke om koner, men om drenge. Om en bestemt dreng. Mig. Jeg slutter her, for det er faktisk et ret opslidende job, jeg har fået.
Jeg vil røgte det, så godt jeg kan, så du vil høre mere. Om mig og mit liv, for sådan et vil jeg få hen ad vejen – det kræver lidt tålmodighed, men det håber jeg på, at du har.
Men gør ingenting, at det går langsomt. Alt for meget går alt for hurtigt i denne tid, og det, som jeg nu vil begynde på, må gerne tager evigheder. Bare det bliver nogenlunde sådan på papiret som det lige nu er i mit hoved.
Det bliver det jo sjældent, men det gør så heller ingenting. Bare det bliver. Det ideelle er til for at lede os på sporet, ikke fordi vi nogensinde vil kunne nå dertil. Tag f.eks. Jesu Bjergprædiken – der får du at vide, hvad det er for et menneske, Gud vil have dig til at være. Og suk! det bliver du aldrig. Men du kan forsøge at nærme dig.
Sikke en sammenligning! What??? ville mine børnebørn sige. Men jeg lader den stå lidt alligevel.
Og hvad er det så, jeg vil i gang med?
Åh jo såmænd. Det er en bog. Tænk engang, jeg vil skrive en bog. Det troede jeg ikke om mig selv, men det var måske, fordi jeg alt for længe groede fast i et manus, som ingen gang har på jorden: Bogen om mit liv – den såkaldte erindringsbog. Såkaldte. Ja, for det er jo ikke muligt at skrive sådan en bog, og det kan man jo let forvisse sig om ved at læse det utal, der allerede er skrevet af den slags. Okay, jeg vil indrømme, at der blandt dem findes udmærkede bøger, nogle af dem er mere end det – de er fremragende. Karl Ove Knausgård, Jesper Stein og Vibeke Grønfeldt for nu lige at nævne tre af de bedste nulevende. Men for i al fald de to af dem gælder det, at det er den litterære kvalitet, der hæver dem til noget nær skyhøjde. Og der vil jeg jo aldrig nå op.
Så farvel til det manus og velkommen til det ny.
Ny og ny? Det er faktisk en gammel ide, som jeg har klistret lidt vinger på.
For år tilbage flaksede den ret vildt i mit indre univers og var også nær ved at tage form. Så skete der noget, som jeg vil springe over, for det er ikke alt, man skal sige højt. Og så faldt fuglen til jorden.
Nu vil jeg prøve at give den luft under vingerne. Men som sagt: det kan tage tid.
Jeg vil skrive to børnebøger om vore to Ålumhelte. For sådan nogen har vi. Og lidt heltedyrkelse kan vel gå an, når de nu er så lokale og så fine som de to.
Den ene er Kjeld den Hellige – og den anden er Mogens den Heldige. For mens Kjeld, der levede i Middelalderen, viede sit liv til at hjælpe de svage og de fattige og lykkedes med det i så høj grad, at han blev helgenkåret, så blev Mogens en af landets mest kendte malere, da han levede i sidste halvdel af 1600tallet.
Der er nogle hundrede år mellem de to skikkelser – og jeg ved ikke, hvor mange lighedspunkter, der er, men jeg vil skrive om deres barndom i Ålum, om deres drømme og om deres kamp for at realisere drømmene. En kamp, som man må sige, at de begge vandt. Der er krummer i drenge fra Ålum.
Nu har jeg nylig været sammen to af mine børn og alle mine børnebørn, og i dag har vi siddet i haven på grønt græs midt i solskinnet og omgivet til alle sider af blomster og bier og med fuglesang i ørerne og kølig hvidvin i glasset. Livet er ikke det værste man har. Og om lidt er kaffen klar. Om lidt.
Om lidt er det fremtiden. Og selv om nutiden er så lys, i al fald var den det i går … og i dag … i al fald var den det for mig, så ved jeg ingenting om fremtiden.
Da jeg var ung, frygtede vi en atomkrig, og staten orienterede os om, hvordan vi skulle forholde os, hvis bomben faldt i nærheden, og vi så rædselsfilm i TV om atomkrigen: ”De overlevende,” ”Når vinden blæser,” ”On the beach”. Krigstruslen var i de år et baggrundsspøgelse, som vi ikke kunne overse og som skræmte os. Så blev det en smule lunere og mere fredeligt i vores nære omverden ( Vietnam og Pol Pot var langt borte), og vi begyndte igen at tro på en bedre fremtid. Nedrustning, sameksistens, opblødning af fronter. Vi troede endda på, at FN havde en fredsbevarende magt.
Vi troede, at vi var på vej ind i en bedre verden. En overgang så det sådan ud. Muren faldt. Sovjet faldt. Grænserne udviskedes en smule – fri bevægelighed i Europa – Men hvad skete der dog? Jeg forstår det ikke. Der er SÅ meget, jeg ikke forstår. Og der er SÅ meget, jeg er bange for i dag. Ikke så meget for mig selv, for jeg er gammel og siger snart farvel, men for dem, jeg elsker. Og som skal til at begynde deres liv i den mørke skov, som verden er blevet. Og nu brugte jeg et upassende billede, for verden er ikke en skov, verden er ved at udrydde skovene og resten af naturen. Det er ikke naturen, der truer, det er den, der er truet. Det er ikke ulven, vi skal være bange for. Det er mennesket – og den ondskab, som vi ser udfolde sig i en verden, vi engang troede skulle blive et bedre sted for vores børn end for os. Og den nye teknik. At vi hele tiden følges i et underligt ubegribeligt rum og manipuleres med af kræfter, vi ikke kan revoltere imod.
Jeg læste en kronik af Iben Krogsdal i Kristelig Dagblad ( fredag d.30 maj), og jeg vil citere fra artiklen, for den formulerer afmagten og frygten mere rammende end jeg kan gøre:
Citat: ”Når jeg ikke længere tror på en bedre fremtid, er det ikke ”bare”, fordi tiden er fuld af løgnagtige statsledere, eller fordi vi opruster, og ulykkelige krige finder sted i vores stadig mere ødelagte verden. Det er, fordi der i al dette er tegn på den magtovertagelse, som allerede nu er ved at ændre stort set alt, der foregår både mellem os og inde i os. Fordi vi er på glidende vej ind i en algoritmestyret virkelighed, hvor vores frie viljer stille og roligt lægges mere og mere i hænderne på kræfter, som er uden for vores kontrol.
At alt imens vi er optagede af Trump, Trump, Trump, Putin, Gaza og Netflix, tømmer maskinerne bit for bit vores sjæle for ægte, menneskeligt indhold. Og det sker næsten blidt og venligt, for vi arbejder alle helt frivilligt med på sagen. Hver eneste dag afgiver vi lidt af os selv og vores frihed til kræfter, vi ikke forstår og aldrig kommer til at forstå. For de er umenneskelige og åndløse. Det er noget helt, helt nyt under solen, der tager over, og vi lader det bare ske.”( Citat slut.)
Så er der kun håbet tilbage, og det må vi ikke slukke, lige meget hvor meget modvinden truer med at blæse det ud. Sker det alligevel, og håbløsheden griber os i struben, så har vi pligt til at tænde det igen.
Og vist skal vi kæmpe. Siger en pacifist. Og der findes andre våben end droner og kanoner.
Jeg skrev om Halfdan Rasmussen i forrige indlæg, og ham bliver jeg aldrig træt af. Eller det blev jeg forleden, for hans digt om alderdom er dog så trist og forkølet, at jeg måtte gøre noget ved det. Så jeg skrev en række rettelser til digtet.
Nu ved jeg godt, at jeg slet ikke kan hamle det mindste op mod en af vore dygtigste digtere, men jeg kunne ikke lade være.
Så her er mit svar på hans pessimistiske betragtninger om det at blive gammel:
Halsdans digt:
Grim er smerten Når man er pivet, Sølle bliver man Og træt og tom. Gal på verden Skønt glad for livet Går man ind i Sin alderdom.
Alt for tidligt at gå i kloster. Alt for silde At gå amok Når en fremtid Er tyvekoster Og ens fortid Har kostet nok.
Livet sælger På livets marked Individer Til nedsat pris. Før man aner det Får man sparket Ind i tåbernes Paradis.
Her bliv tiden Til ventetider, Her bliver urene Sat i stå. Om du brækker dig Eller skider Blæser alle Guds engle på.
Du er anbragt Blandt andet skrammel Fjernt fra livet Du drømte om. Du er udslidt Og du er gammel. Du har fået din Alder dom.
Mariannes digt:
Tynd er huden og du er gammel ældre bliver du For hver en dag. Regn på ruden Men vi er sammen Derfor hejser vi Glædens flag.
Alt for mange går rundt og græder Skønt der er blomster I alle bed Hør vore sange Imens vi træder glædesdansen På lette fjed
Livet kommer I lys og stråler Varme og gode Til ingen pris Se det er sommer! Ræk mig din hånd Og vær min engel I paradis
Nu er det tiden Hvor vi skal standse Nu er urene sat i stå nu vil vi danse synge … og se! alle Guds engle vil juble og le
Vel er du anbragt Blandt ting og skrammel Fjernt fra dit unge Og lette sind Vist er du træt nu Og du er gammel Men du fik set i himlene ind.
Jo. jeg ser det ved gennemlæsning af de to digte. Mit er jo formmæssigt et plagiat, men det er ikke det, der gør det ringere som digt. Halfdans digt er så fint, fordi det midt i al sit mørke er humoristisk. Humoren slår igennem for fuld knald. Der er ikke noget sentimentalitet i hans digt. Det er der i mit. Suk. Og humoren, den er fraværende i mit digt.
Faktisk er det Halfdans adelsmærke: denne blanding af humor og grumhed: Kanonkongen Knold ( ham vil vi nødig møde) og Anne lagde anemoner i kanonen på Trekroner ( blomster og kanoner?) Børges bukser brændte ( og så går der ild i Benny) osv.
Kun i ungdomsdigtene mangler humoren. Humoren skaber distance, og i ungdomsdigtene er han så smerteligt tæt på ondskaben og verdens grumhed, at han ikke formår at skabe – eller ikke vil skabe – den afstand, som er humorens kunstgreb. F.eks. et digt som “Efter Bikini.”
“Jorden er støv og ild. Mennesketom. Forladt/ Intet levende ser stjernes tegn i nat./ Ingen skal græde mer. Ingen skal mere le./ Intet skal mere ske.” (Første strofe af Efter Bikini).
Nu vil jeg igen skrive lidt om tiden. Det underlige fænomen, som man ikke kan standse med noget som helst instrument eller eksperiment, ja, som kort sagt løber af med os. Og når løbet er til ende, står vi der og ser tilbage på det lange stræk af tid, vi har lagt bag os.
Skrev et digt, mens jeg sad i lægens venteværelse. Lige akkurat der kom ordene:
Vi dvæler i dagen/ vi strækker den ud/ vi trækker i tiden/ vi trækker den ud/ mens uret tikker/ og tæller de timer/ der er tilbage/ tilbage tilbage tilbage
Tidens fylde fylder/ mere og mere/ på alle hylder
Nej, jeg er ikke lyriker, men jeg kan alligevel godt lidt at lege med ordene på den måde, en rigtig digter gør.
En rigtig digter. Halfdan Rasmussen, som jeg læser for tiden ( til alle tider for resten) han kan ramme helt præcist. Hør f.eks. det her digt, som jeg holder mere og mere af, jo ældre jeg bliver:
Hver dag er en afsked/ med blomster og trær,/ en afsked med drømme/ og udbrændt begær./ Kom stilhed og dæk mig/ med bregner og lyng./ Kom farver og fugle og syng/ mig så træt at jeg tier.
Farvel kære venner/ som fyldte min dag./ Farvel alle skygger/ jeg skjulte mig bag./ Kom skumring og gem mig/ som løv i din skov./ Kom hare og grævling og sov/ uden frygt ved min side.
Vi lever i et hav af tid, hvor begivenheder, ting og mennesker kontinuerligt afløser hinanden, men vi kan ikke leve i det uoverskuelige og grænseløse, for deri kan vi alt for let forsvinde og blive støv før tiden. Derfor må vi skabe orden og sammenhæng i det. Det er det, man f.eks. gør, når man skriver.
Erindringsskrivelse er den ultimative anstrengelse for at bringe livet i en slags orden. Og sådan lever vi hele vejen – sådan lever og har menneskeheden altid søgt at overleve: Ved at skabe orden, lave kategorier, inddele i arter, i sekvenser, i hierakier.
Og vi skaber orden i os selv: Se mine billeder! Og se mig! Jeg er ikke navnløs, jeg hedder det og det, jeg er ikke venneløs, min veninde hedder det og det, jeg er ikke forældreløs, mine forældre hedder det og det, de var sådan og sådan, og jeg gik i skole der og der, jeg oplevede det og det og af væsen er jeg sådan og sådan, og det har medført, at jeg valgte det og det.
Således forsøger vi/ jeg/ at skabe orden i vore omgivelser, så vi kan leve i dem uden at drukne i dem. Sådan forsøger vi at overleve og at forklare hvordan og hvorfor og hvem og hvornår og alle de mange hv – ord, der kommer til os hen ad vejen.
Bag alle de mange systemer gemmer vi vor usikkerhed og vor sikre viden om, at det altsammen er kunstigt og så meget mere end vi kan sætte på formel.
Vi kan imidlertid ikke leve i det rod, som verden vælter rundt i. Kan du leve helt glad og almindeligt, når du ved, at netop nu voldtages en kvinde eller et barn, og at bombernes ildregn i dette øjeblik rammer et hus, hvor en flok børn sidder og spiller ludo eller sover, og hvor to elskende kysser hinanden?
Kan vi det? Nej. Og derfor lyver vi os ind i den orden og alle de søforklaringer, som vi må opstille for at kunne leve videre med vores viden om, at byer bombes og små børn dræbes.
Men jeg har alligevel skrevet mine erindringer.
Og måske er det også lidt for at skabe orden. Men det er nok mest, fordi jeg kan lide at skrive om den verden, jeg på godt og ondt er sat til at leve i. Og så vil jeg gøre det efter Karin Michaëlis (min lærermester) gode råd: man skal skrive levende om sit liv, men uden at skære sig på løgnen. Så derfor taler jeg sandt og forsøger samtidig ikke at være alt for kedelig i sandhedens tjeneste.
Her kommer et kapitel af bogen “Pigen i Det Røde Hus.”
Kapitlet hedder: KOSTSKOLEN
”Kan du lide at læse?” siger hun.
Stemmen når mig fra et sted tæt ved den briks, hvor jeg forsøger at finde ro. Der er helt mørkt i det lille værelse, og vi skal forestille at sove nu. Puttet som små børn, tænker jeg og kryber sammen under dynen.
”Ja,” hvisker jeg og håber bare, at stemmen når helt over til pigen, som ligger i sengen over for min briks og som er fremmed og alligevel så nær. Der er helt stille en tid. Så har hun nok ikke hørt det. Og jeg tænker på, at hun er en pige, jeg ingenting kender til og som jeg skal bo sammen med i de næste tre år. Det kan jeg ikke.
Mørket har slugt os, og jeg kan ikke se hende, men jeg ved, hvordan hun ser ud, selv om jeg ikke kiggede rigtigt på hende, da vi gav hinanden hånd og sagde noget almindeligt, som man gør. Jeg ved, at hun er så meget smukkere end mig. Hendes hår er langt og gyldenbrunt ligesom øjnene, der smilede til mig, da vi stod der og holdt hinandens hænder. Hendes smil var så venligt og varmt, at jeg blev en smule mindre nervøs. Smilede jeg tilbage til hende? Det håber jeg. Jeg er sikker på, at mine øjne ikke gjorde.
Hun er mørkere end mig. Og hendes tøj er smartere end mit, det så jeg straks. Jeg har fået en ny nederdel med vidde og et strutskørt og en hvid bluse med blonder i halsen, og ingen af de andre piger havde den slags tøj på. En fiskerpige, der pynter sig. Det er mig.
Jeg blev standset for lidt siden, da jeg var på vej til badeværelset for at vaske mig. En lærerinde tårnede sig pludselig op foran mig i den snævre gang. Hvor kom hun fra? Hun strakte en arm frem, som om hun ville skubbe mig tilbage til værelset eller mane mig i jorden. Det ville hun sikkert, for samtidig sagde hun: ”Hvor skal du hen i den mundering?”
Mundering? Jeg så ned ad min natkjole. Den var da pæn og ny, måske lidt for kort. Mine lår er så tynde. Var det galt?
”Du har vel ikke tænkt dig at gå rundt på gangene i negligé?” Stemmen var hæs og uvenlig, og vidste jeg da ikke, fortsatte den, at man skulle være tækkeligt klædt, når man færdedes uden for værelsets fire vægge? Hvor var min kåbe? Min kåbe? Jeg stammede et svar. Jeg havde aldrig ejet sådan et klædningsstykke. Det havde ingen i min familie. Og sikkert ingen i hele Strandby.
Om eftermiddagen. Da Far og Mor sagde farvel. Og Fars stemme rystede, det hørte jeg da godt. Mors gjorde ikke. De omfavnede og kyssede mig i den smukke indgangshall, hvor Pestalozzi knejsede ubevægelig på sin søjle, mens han nedstirrede optrinet. Så vendte de sig lidt forlegent om mod lærerinden og trykkede hendes hånd, inden de skyndte sig ud gennem den store port, der knirkende faldt i efter dem.
Så var jeg ene med lærerinden. Hun trådte et skridt frem, og det forekom det mig, at Pestalozzi sukkede, da vi gik forbi ham og hen mod den brede trappe, hvor vi begyndte opstigningen, ikke side om side, hun forrest og med taktfaste fodtrin, og jeg forsøgtigt trippende bagefter. Jeg forsøgte at lade være med at se på den brede ryg. Kunne jeg gå med lukkede øjne?
Helt oppe under loftet fortsatte vi hen ad en lang, snæver gang, der kun var dårligt oplyst af nogle søvnige lamper. Foran en af dørene standsede hun.
”Så er vi her!” sagde hun og åbnede døren og puffede mig ind i et lille værelse, hvor flyttemanden allerede havde anbragt mine møbler.
Der var ikke mange, et chatol med skrivepult i teaktræ og en ditto skrivebordsstol og en såkaldt skibsbriks, der kunne bruges som sofa om dagen og slås ud til seng om natten. Møblerne stod langs væggen i den højre side af rummet. I den venstre side var et lignende møblement anbragt. Den anden pige var endnu ikke kommet.
Da lærerinden var gået ud, og jeg blev alene, listede jeg ud på badeværelset. Et flisebeklædt rum med 6 vaskekummer, en bruser bag et plastikforhæng og tre båse med toiletter. Jeg lukkede mig ind i en af båsende og græd.
Nu ligger vi i mørket. I mellem os er kun et par meter, og pigens stemme er så lys og klar, mens min egen kun er en svag hvisken, så måske hører hun mig slet ikke. Det gør ikke noget. Jeg vil ikke være her og ikke snakke med denne fremmede pige.
For nogle minutter siden blev lyset slukket af en lærerindehånd, og der blev sagt godnat i døren, inden den lempeligt blev lukket.
”Husk nu, at lyset skal slukkes præcis kl.10 og ikke et minut over! Og inden da skal I alle være vaskede, og værelset skal være ryddeligt.” Sådan lød det, da vi fik læst ordensreglerne højt, inden vi forlod opholdsstuen, hvor vi var blevet præsenteret for hinanden og for skolens rektor, Frk. Lang, og for vore lærerinder, dem, der fra nu af skulle holde timeligt opsyn med os og sørge for, at reglerne blev overholdt til punkt og prikke. Læsetid på værelset hver dag fra 16 til 18 og igen fra 19.30 til 21.00. Derefter mulighed for at drikke te og samtale på værelset. Efter teen afgang i små hold til badeværelset og efter aftentoilettet direkte i seng og intet lys og ingen lyde efter kl. 10.00. Rektor havde forsøgt at mildne ordene med et venligt smil, der ikke forlod hendes læber hele aftenen.
Min sovesofa er hård og smal, og jeg har ikke noget underlag, kun et tyndt lagen. Den fremmede pige er så tæt på, at jeg synes jeg kan høre hende ånde. Og nu er hun begyndt at sige noget til mig, selv om vi efter lidt småsnak har sagt godnat til hinanden og er krøbet under dynen.
”Ja,” siger jeg igen og denne gang lidt højere.
”Godt. Og hvad kan du så særlig godt lide at læse?” siger stemmen og lyder faktisk interesseret. Og jeg mærker en lille glæde spire frem og vil til at sige, at jeg er altædende, når det gælder bøger, men så tænker jeg, at det lyder for vulgært. Og for barnligt. Og jeg vil gerne virke voksen.
”Holberg,” siger jeg med et skud for hoften.
”Virkelig! men det er da sjovt, for ham holder jeg også rigtig meget af. Hvad kan du særlig godt lide hos ham.”
”Jeg har kun læst hans komedier,” siger jeg.
”Har han da skrevet andet?”
”Ok ja! eller, det tror jeg nok.”
”Godt for os, så har vi noget til gode. Han kan virkelig være morsom, synes du ikke?”
”Jo,” siger jeg. ”Jeg har set Jeppe på Bjerget med Osvald Helmut i hovedrollen.”
”Hvor er du heldig. Men hvilken af scenerne holder du så mest af?”
”Jeg elsker den, hvor Jeppe vågner i baronens seng.”
”Det gør jeg også. Man kan virkelig se det for sig, synes du ikke? Han aner ikke, hvor han befinder sig, og så pludselig vågner han op det smukkeste og fineste sted i verden.”
”Ja, for ham,” siger jeg.
”Ja, og hvad med os?”
”Os?”
”Ja, når vi vågner i morgen. Lige her!”
”Du milde himmel, ja!” siger jeg, ”det er ikke ligefrem i baronens seng, vel? Min briks er hård som en klippeblok.”
”Og min er et arvestykke fra min søster. Vi er sandelig havnet langt fra baronens fine slot.”
”Men tror du ikke, at vi alligevel forstår Jeppe, når vi vågner i morgen. Så uvant det hele er,” siger jeg.
”Ja, ved du hvad,” siger hun og begynder at le, som om synet af os to virkelig er morsomt, og lige med et kan vi begge to se det.
”Hjælp!” råber jeg, ”hvor er det dog, vi er havnet!
”I baronens seng!” råber pigen, og vi ler begge af fuld hals, og det skulle vi så ikke have gjort, for i det samme bliver døren revet op, og lyset tændt, og Frk. Markussen, som lærerinden hedder, og som vi endnu ikke er begyndt at kalde Musen, tordner ind på værelset.
”Hvad i al verden foregår der her!!!”
Vi bliver temmelig forskrækkede, men det er vel også meningen. Men pigen får hurtigt samling på sig selv, og høfligt og venligt beder hun frøkenen banke på, næste gang hun kommer ind til os.
”Men det glemte De måske bare,” siger hun.
”Nu skal du ikke være næsvis,” snerrer hun.
Så er der stille lidt, og vi sidder begge to op i sengene nu og stirrer lige på hende, men hun er ikke tilfreds endnu.
”Der skal være ro efter kl. 10,” siger hun.
Hun står midt på vores gulv og fylder godt i det lille kammer, og nu ser hun lidt mildere ud, og jeg synes, hun kigger så underligt på os.
”I ser jo ellers ud til at være søde piger. Men jeg må vide, hvad I snakkede om, det er min pligt.”
”Vi var i gang med at foretage en litterær analyse, da De pludselig afbrød os,” siger pigen helt roligt.
”En hvad for noget?”
”En analyse,” siger jeg, ”vi var i færd med at afdække kvaliteterne i et af den danske litteraturs klassiske hovedværker.”
”Ja,” siger pigen, ”vi talte faktisk om Holberg.”
”Nej, I gjorde ej! I grinede!” hvæser frøkenen.
”Synes De da ikke, at han er morsom?” siger en af os, men nu har hun fået nok af os og bakker ud af værelset.
Så er vi alene. I mørket. Igen. Og vi ler ikke mere, men nøjes med at fnise ned i dynen. Jeg falder i søvn med en god fornemmelse af, at jeg har været mere end heldig. Det skal nok gå.
Ovenstående er et foreløbigt punktum for den bog, som jeg har arbejdet på i nogen tid, og som jeg stadig vil forsøge at forbedre, indtil den en dag forekommer mig at være nogenlunde tilforladelig.
Lad os bare kalde det sådan: tilforladelig. Og som Hausgaards ko siger: vær tilfreds, vær tilfreds, vær tilfreds …
Ja ja … Vi er vel danskere: på det jævne på det jævne ikke i det himmelblå.
Jeg ved ikke, hvor livet har sat mig stævne. Men jeg håber, det er lige her.
Et lille NB: Jeg har sendt ovenstående tekst til pigen, som jeg boede på værelse med, og hun kan også godt huske den aften, selv om hun mener, at vi var knap så modige i vores samtale med den strenge lærerinde. Og så tilføjer hun, at der jo nok alligevel ikke er nogen, der vil tro, at det er sandt. Men det var det. Ikke ordret selvfølgelig.
Og ikke nok med, at det var sandt, jeg ved også, at Frk Markussen orienterede rektor om vores samtale ( sammenstød?) – for i sin tale til mig, da jeg blev student ( hun holdt en lille tale for hver af os) nævnte hun denne “litterære” snak som et kuriosum, der var blevet bemærket. Og så nævnte hun sørme også min recitation af “Terje Vigen” – jo, jo, lidt indtryk kunne man gøre på den gamle dame, som i øvrigt var noget af en personlighed. Det kan man læse mere om i Suzanne Brøggers “Creme fraiche”, hvoraf en del foregår på samme kostskole.
