KELD 8

Udgivet den af
Svar

Det følgende bliver et ultrakort rids af nogle af de forhold, der får betydning for Keld. Han bliver født i begyndelsen af det ny århundrede og dør i 1150. som kilde har jeg anvendt Politikens Danmarkshistorie fra 1992, bind 4. og Erling Agergaards: Sankt Kjeld af Viborg (2015)

Nu er danskerne kristne, så det batter – kirkens magt vokser og intensiveres ved oprettelsen af ærkebispesædet i Lund.

Det er en tid, hvor der, i al fald i de første årtier, er ret fredeligt, når vi ser bort fra lidt venderkrig og sørøveri. Kong Niels regerer fra 1104 og indtil 1134 – utrolig lang tid på den tid – og han konsoliderer kongemagten i den periode, og så er han i modsætning til de fleste andre konger ikke krigsgal ( Saxo kan ikke lide ham af samme grund, for hvad er han for en helt, som ikke gider slås?)

Niels er den sidste af Svend Estridsens sønner, der bliver konge – fire af de andre afløser hinanden med korte mellemrum. Der er en del drab imellem de forskellige kongsemner – det er en ret populær måde at få magten på – således bliver kongsemnet Knud (Lavard), søn af Erik Ejegod, dræbt i Haraldsted skov af kongesønnen Magnus (kong Niels’ søn).

Knud Lavard bliver altså dræbt af hvad der vel må have været en fætter – jeg gider ikke granske de gamle kongers indbyrdes familieforhold – men hans hustru føder en søn kort tid efter drabet, og denne søn bliver senere konge: Kong Valdemar den Store.

Keld er dog heldig at vokse op i en forholdsvis fredelig tid som sagt uden krigstogter. Jeg tænker, at hans ungdomstid var skøn: han studerede både naturvidenskab og teologi, sandsynligvis en del af tiden i udlandet. Og da han kommer hjem får han en god stilling og opnår hurtigt agtelse. Indtil et vist punkt, hvor de viser sig, at han lige lovlig kristeligt indstillet og ønsker at leve som Jesus: fattig og barmhjertig. Det huer ikke hans kolleger. Men derom sener.

Desuden er det her en tid med voksende velstand i landet. Klimaet var varmere end i dag – lange varme somre og korte milde vintre – landbruget blomstrede, og befolkningen voksede fra 500.000 i 1050 til 1.000.000 i 1250.

Freden varede ikke hele Kelds tid ud. Der bliver problemer, men det vender vi tilbage til – Keld er nu blevet en så anset mand i riget, at han bliver kaldt til ærkesædet ( med ærkebiskop Asser) i Lund for at mægle i en konflikt mellem kongsemner.

Efter dette møde bliver Kelds liv ret turbulent – allerede rejsen til mødet var dramatisk – han bliver taget til fange af venderne, og de tager alt, hvad han ejer, fra ham – hvordan han slipper fra dem igen fortæller historien ikke, men det må være lykkedes, for han ankommer til Lund. Her bliver han hjerteligt modtaget, og vi ved helt sikkert, at kong Niels forærer ham en stor guldring og at han også får andre gaver som tak for sin indsats.

Keld får dog ikke løst problemet – diplomati hjælper ikke, hvor den rene ondskab råder, og det gør den her. De to kongsemner: Knud og Magnus bliver ikke enige om, hvem af dem, der skal være konge efter Niels – Magnus lokker Knud i baghold og myrder ham.

Og landet kastes ud i en borgerkrig, som varer i årtier.

Her et lille citat fra Politikens Danmarkshistorie om begrebet FRIHED

“Det middelalderlige frihedsbegreb har med forholdet mellem de stærke og de svage i samfundet at gøre. Den er mest fri, som har den stærkeste beskytter … for det jordiske liv er afhængigheden af en besiddende slægt eller en beskyttende bondehøvding ikke til hinder for bondens frihed, men betingelsen for den. Modydelsen i form af slægtssolidaritet, troskabsed, skat og landgilde er derfor ikke tegn på ufrihed.    

KELD 7

Udgivet den af
Svar

En lille opsummering af dagens læsning ( Det danske Landbrugs Historie, reg. af Claus Bjørn):

Kelds tid er en brydningstid på alle måder: åndshistorisk ( kristendommens sejr over asatroen), nationalt ( landet konsolideres som kongedømme) og produktionsmæssigt ( skove ryddes, nyt land dyrkes)

Det er det sidste, jeg kort vil ridse op i det følgende.

Landbruget gennemgår en voldsom udvikling i senmiddelalderen, det er, som om al den energi og styrke, der har været brugt på erobringstogter og kolonisering, nu anvendes på at dyrke jorden og avle så meget som muligt. Og det blev muligt netop nu: togterne rundt om i Europa havde bragt velstand med sig, og en af de vigtigste tilskud til landet var trællene. Det gav den nødvendige arbejdskraft til den skovrydning, som måtte foretages for at få gang i et større agerbrug, og dertil kom den teknologiske udvikling, vigtigst var opfindelsen af hjulploven, der erstattede arden, og som gjorde det muligt at vende jorden og gøde den samtidig og at dræne fugtige områder.

Trællene, ja, de lå nederst i samfundspyramiden. Omtrent samme status havde tyendet. Trællene var ufrie på papiret, der var tyendet frit, men ikke mere end at bonden ejede deres arbejdskraft og havde revselsesret over dem. Det havde han også over kvinder og børn.

Næsten ligeså langt nede på ranglisten var fledføringer. En slags aftægtsfolk, som bonden bespiste, men som havde mistet enhver myndighed.

Af bønder var der mange slags: “landboere” =selvejende bønder og fæstebønder – “brydere” = godsbestyrere ( forvaltere) adelbønder ( herremænd)

Ledingspligtige bønder betalte ledingsafgift og måtte efter tur møde i ledningshæren ( kongens hær) – mere frie var de altså ikke.

Landboforholdene i 1100 – 1200 tallet fortæller om voksende velstand – i al fald hos jordejerne.

Der var tale om stor omstrukturering: skovrydning – stenrydning – opdyrkning

Det var før pestens tid, og selv om vikingetogterne var slut, så var der ledingstogterne med stort udbytte og erobring af nyt land ( Nordalbingen – Venden – Pommeren.)

KELD 6

Udgivet den af
Svar

Et par ord kun. Mest til mig selv. Bloggen vil i de kommende måneder blive min notesblok, og jeg vil forsøge her at samle så meget, som jeg kan, af solid viden om den tid, bogens handling udspiller sig i. Det er en ordentlig mundfuld, det ved jeg godt, og måske tager jeg også munden for fuld. Men jeg vil forsøge.

Som jeg skrev i forrige indlæg, så befinder vi os med Keld i en underlig tid: et historisk vadested – vi er ikke i vikingetiden mere, overalt ser vi kristendommen buldre frem. Eller – buldre – det er ikke det rigtige ord, for det skete uden bulder og brag. Og det skete langsomt, bønderne i Danmark lod sig ikke kristne uden samtidig at holde fast i den gamle asatro – Tors hammer lod sig ikke uden videre skifte ud med Kristi kors. Og de vante forestillinger om verdens indretning blev hængende i de hoveder, som nu gav (en smule) plads til den nye tro.

Hvorfor gjorde de det? Det vil jeg undersøge.

De var jo seje vikinger, eller hvad? Og den nye tro? Helt ærligt, var det ikke lidt vel meget en tro på en taber og ikke en sejrherre? Det var jo en mand, der holdt sig til de fattigste og mindste, de udstødtes ( trællenes ? ) ven – og han blev dømt til en pinefuld død, som han gik i møde med vidt åbne øjne. Havde man hørt mage?

Hvordan kunne vikingernes nærmeste efterkommere tage imod Kristus?

Men det gjorde de.

Og vi er nødt til at undersøge den sag, inden vi går videre.

Keld, vores helt hører til i den øverste del af samfundet. Hans bedstefar var måske (sikkert) viking. Hvordan kunne han så fuldt og helt tage Kristi budskab til sig.

For det ved vi, at han gjorde.

KELD 5 – ELLER KJELD ELLER KETIL

Udgivet den af
Svar

I kilderne til Sankt Kjelds liv skiftes der mellem de tre stavemåder. Forældrene har uden tvivl kaldt ham Ketil, som er det navn, han er døbt. Men mit barnebarn er dødt Alexander, og vi kalder ham rask væk Alex, og i England og Sverige er det endnu mere almindeligt at kalde barnet (personen) en forkortet form af navnet. En svensker, der er døbt Lars vil altid blive kaldt Lasse. Selv er jeg døbt Marianne, men kaldtes som barn og ung Janne. Det ville på svensk være et kaldenavn til en dreng.

Keld er kaldenavn for Ketil, som betyder hjelm.

Det vidste forældrene godt, og måske har de set en lille kriger i drengen. Han skulle i leding ligesom bedstefar, der var viking og drog med kongen på plyndringstogter. Vikingetiden var slut, da lille Ketil så dagens lys, og ganske vist blev han både undfanget og født ind i en urolig tid, men det var en helt ny epoke, der tog sin begyndelse – den barske vikingetid ebbede langsomt ud – det sidste store vikingetogt strandede i Limfjorden og kom aldrig til England, som planen var. Middelalderen stak sit mørke fjæs frem og forlangte nye vaner og nye tanker, og når jeg skriver mørk, så ved jeg godt, at jeg nu skriver ind i en tradition: det er sådan, vi plejer at betragte Middelalderen: mørk og grå og trist – som en kontrast til Vikingetidens farverige og kampglade tid.

Men det var lyset, der brød frem.

Og lyset blev båret af unge mænd, der ville noget andet end vold.

En af de førende var Keld.

Derfor skriver vi om ham.

For han bar lyset.

TJEKHOV OG OS

Udgivet den af
Svar

Her sidder Ole og glæder sig over sommeren og livet i det.

I mange af Tjekhovs skuespil er mismodet temaet, særlig markant i “Kirsebærhaven” – en idyllisk titel, men stykket handler om, at livet er gået i stå. Der sidder de, de ugifte søstre, og rundt om dem går livet sin gang. Og går forbi dem.

Det var jo billeder på et Rusland, som var gået i stå. Hvor adelen var kraftesløs og initiativløs, og ingen syntes at se nogen løsning.

Og hvilken forbindelse har så det med billedet af Ole i sin (kirsebær) have? Ingen egentlig, ikke andet end den simple, at jeg er ret sikker på, at livet ganske vist går sin gang uden for haven, men også at den ikke er gået i stå for os.

Vi spiller ikke de samme roller som vi gjorde engang. Selvfølgelig ikke. Der er så meget liv.

Og sådan var det jo ikke i Tjekhovs Rusland. Kirsebærtræerne blomstrede, men menneskene visnede.

JUNI AFTEN – MIG OG STORM P –

Udgivet den af
Svar

Det er aften og det er sommer, og jeg kommer lige fra haven, hvor alt nu eksploderer i farver og vækster, og selv om aftenlyset dæmper farvespillet, så er det overvældende at gå der. Adam og Eva må have haft den samme fornemmelse af vild glæde, fordi alt omkring dem var skønhed, og lykken automatisk dalede ned midt i det hele og fyldte deres sind. Så kom jo ganske vist Vorherre og blandede sig, men det er en anden historie, og den lader vi ligge.

Jeg vil slet ikke fortælle nogen historie, blot prøve med billederne af min skønne, vilde have og måske lidt med ordene at fastholde eller måske endda videresende den følelse af ublandet fryd, der greb mig, da jeg gik mellem blomsterne.

Storm P skulle have sagt: “Hvis folk er glade, så er det deres egen skyld, for der nok at være ked af.”

Jeg siger: “Hvis folk er kede af det, så er det deres egen skyld, for der er nok at være glad for.”

KELD 4

Udgivet den af
Svar

KELD 4

Okay Okay … jeg ved det godt, alt det der med mig og sport og at jeg altid ligger i spidsen, det er ikke 100 % sandt … men altså, jeg syntes, det lød supergodt og megafedt. Men helt ærligt: jeg skrev det kun, fordi så jeg gerne ville give dig det bedste indtryk af, hvem jeg er. Vores klasselærer siger altid, at vi skal bestræbe os på at blive den bedste udgave af os selv … og altså, når man skal det, og når man også gerne vil det, så kommer man jo nemt til at træde ved siden af sandhedens smalle sti, eller hvad man nu skal kalde den vej, vi helst skal følge, og så ender det undertiden i det rene pral og digt.

Og det er helt ærlig kun i min fantasi og ikke i den virkelige verden, at jeg er nr. 1 til alting.

Faktisk er jeg ikke nr. 1 til så meget.

Men jeg ligger bestemt heller ikke i bunden. Det må du ikke tro om mig. Jeg hører ikke til i den tunge ende. Og jeg lover dig, at hvad jeg fra nu af fortæller om mig selv, det kan jeg stå inde for, det kan du roligt citere mig for uden at rende med sladder eller sprede fake news. For at sige det med min mormors ord, så står hvert ord til troende.

Hvis du alligevel synes, at noget af det, jeg skriver, er lige i overkanten, så skal du tænke på det, jeg sagde med puslespillet – der ER mange brikker i mit liv – og de hænger ikke altid lige godt sammen. Jeg kan kun samle en del af brikkerne og så håbe på, at de viser det væsentlige.

Altså: Jeg hedder Kjeld, jeg bor i Ålum, og jeg er en almindelig dreng.

Så er der bare det at tilføje, at almindelig er et ualmindeligt farveløst ord og derfor ikke passer på nogen dreng. Eller rettere: det passer på alle drenge. Og så er vi lige vidt.

Men det med almindelig og ualmindelig har jeg jo skrevet om en gang, og der er ingen grund til at tærske langhalm på det.

Langhalm! Der var den igen. Aakjær. Bondelivet. Tja, det liv klæber måske til en i mange generationer, og mine forfædre var helt sikkert bønder. Det var alle drenges forfædre, lige fra dengang Adam og Eva gik og knoklede i deres ansigts sved på den sølle jord, Vorherre undte dem, fordi de ikke gad rette sig efter hans bud.

På visse punkter har vi ikke forandret os siden da. Jeg gider f.ek. heller ikke altid rette mig efter de bud, man har stillet op i min verden.

Findes der bud i din verden? Spørger du.

Ja selvfølgelig, men det kommer vi nærmere ind på, når jeg omsider får så meget hold på mig selv, at jeg kan begynde min historie.

Det er jo meningen med alt det her grifleri: at jeg skal fortælle en historie om ”Kjeld fra Ålum”   

KELD 3

Udgivet den af
Svar

Keld 3

Du må undskylde, at jeg ikke har ladet høre fra mig så længe, men det er der en god grund til. Jeg har (endnu) lidt svært ved at få samling på mig selv. Det ville du også have, hvis du var i min situation. Undertiden forekommer det mig ligefrem, at jeg er et puslespil med over 5000 brikker, og det er lige i overkanten, selv for mig. Overkanten. Ja, den har jeg lagt. Det er oppe i skyerne. Og let nok. Det får du indblik i om et øjeblik. Vent lidt!

Desuden vil jeg ikke binde dig noget på ærmet og altså ikke fortælle dig noget, som jeg ikke kan stå inde for i det lange løb. Og løbet bliver langt, det ved jeg allerede nu. Og måske besværligt. For mig. Og det smitter jo så af på dig. Altså besværligt for os.

Jeg har fortalt dig, at mit navn er Kjeld. Og når jeg går og ruger over mit projekt, slår den tanke mig, at det måske er det eneste, jeg kan stå inde for. At jeg hedder Kjeld. Og at jeg er fra Ålum. ”Kjeld fra Ålum” – det er jo titlen på min bog. Eller på bogen om mig.

Så lige det kan jeg ikke løbe fra.

Jeg er ellers en dygtig løber. Jeg var med i Royal Run, og jeg vandt over de fleste af mine medløbere. Jeg spurtede bare forbi dem og vinkede i forbifarten til dem, kendte jeg, og snart lå jeg i teten. Det er der, jeg kan lide at være. Det er der, jeg hører til. I forreste række.

Så, nu fik jeg røbet noget vigtigt om mig selv, og uden ligefrem at ville vigte mig af det, gentager jeg: Jeg vil ligge i spidsen.

En rask dreng. Det er mig.  

ORD FRA HJERTET – “LA PETITE VIE”

Udgivet den af
Svar

Breve fra mit hjerte – ”la petite vie”

Jeg skriver fra hjertet. Ikke fra tarmen. Selv om den er blevet så moderne efter at en vis professor har forsøgt at bilde os ind, at vore handlinger og tanker styres af den og ikke at hjertet.

Tarmen vinder nu aldrig over hjertet her på bloggen. Så er det sagt.

Men hjertet er jo heller ikke den der muskel, der pumper blodet rundt i kroppen.

Sådan et hjerte, som man kan skrive til og skrive fra, er noget helt igennem usynligt og noget, der er adskilt fra kroppen. Det befinder sig i et sjæleligt univers, og det lader sig ikke afbilde. Ganske vist kender vi alle billedet af hjertet og så kan det jo afbildes. Eller? Nej, det er ikke et billede af hjertet – det er blot et symbol. Det lyder lidt vrøvlet, for helt ærligt: symbol og billede på noget som ikke kan albildes. Ærlig talt. Men sådan er det – hjertet er immaterielt, det kan ikke aftegnes.

De store digtere kan med deres smukke ord æstetisere hjertet og alle kroppens øvrige indvolde, så de får en helt anden værdi end den, vi normalt tillægger dem. Sådan gør jo f.eks. Johannes V. Jensen det i Kongens Fald. Og det er så flot. Men i den beskrivelse er kroppen ikke mere krop, den er undergået en metamorfose: er blevet kunst. I kunsten ligger altid en stor ikonografisk kraft. Lad os kaste et blik på J.V.Jensens flotte tekst om kroppens indvolde. Her er et lille uddrag fra kapitel 7:

Det er slagteren (rakkeren), der en kold vinterdag midt i sneen åbner en hestekrop – og hør nu: Citat:

”For hvert Snit af kniven vældede en Farve ud af den dampende Hestekrop, Kødet spillede i dejlige blaa og røde Farver. … .. Og der var mange flere skære Farver, blaa og grønne Indvolde, teglstensrøde og okkergule Dele. Alle Østerlands frodige, raa Farver; gult som Ægyptens Sand, turkisblaat som Himlen over Evfrat og Tigris; alle Orientens og Indiens ublu Farver blomstrede ud midt i Sneen under Rakkerens skidne Kniv.”

Men i det følgende vil jeg ind imellem skrive fra hjertet.

”La petit vie”

Simone de Beauvoir skriver i en af sine bøger, jeg husker ikke mere titlen, om sin mors sidste dage. Jeg læste bogen for mere end 50 år siden, og jeg husker ikke så meget af den, men noget er blevet hængende som en slags ”bonmot”, og lige det vil jeg nu tage frem og vikle lidt tanker omkring.

Således husker jeg, at forfatteren skriver om, hvordan hun konsulterer sin mors læge for at tale med ham om den gamle dames helbred. Og jeg husker, at lægen sagde noget i retning af, at man ikke skulle bekymre sig om helbredet, men bare lade moren i fred og ro leve ”sa petite vie” – underforstået: nu var hun i den fase i sit liv, hvor alt var ret småt og ligegyldigt. Hun var gammel og så var livet reduceret til et ”bitteliv”.

De ord stødte Simone de Beauvoir, og hun irettesatte lægen og gjorde ham opmærksom på, at han ikke kunne vide noget som helst om størrelsen af hendes mors liv. Slet ikke ud fra hendes alder.

Og det havde hun jo ret i.

Nu er jeg selv på alder med forfatterens mor, ældre endda, og det kan jo nok hænde, at mine børn på et tidspunkt synes, at det er en ide at konsultere min læge og høre, hvad han mener om deres gamle mors tilstand. Det tror jeg nu ikke rigtig på – men lad os bare lege med tanken.

Og så vil lægen måske sige nogenlunde det samme som Simone de Beauvoirs læge. Og så håber jeg, at børnene vil irettesætte ham.

Deres mors liv er ikke svundet ind, selv om det set på afstand kan se sådan ud.

”Hvad udad tabtes skal indad vindes” sådan stod der på en mønt, der blev præget i 1872 i anledning af en industri- og kunstudstilling i København. Der stod:

”For hvert et tab igen erstatning findes, hvad udad tabtes skal indad vindes.”

Det var ikke gamle folk, den mønt var møntet på, men Danmark, det kære fædreland, der havde tabt så meget gennem de to sønderjyske krige.

Men vi kan sagtens bruge det på os gamle. Vi mister hele tiden færdigheder og værdigheder, men vi bliver superøvede i at finde nye færdigheder og holde på vore værdigheder.

Tja – la petite vie – det behøver slet ikke at være så lillebitte. Vi kan ikke flyve rundt i verden mere, men vi kan stadig flyve rundt i litteraturen og i kunsten. Vi kan ikke møde nye mennesker særlig tit, men vi kan holde fast i dem, vi kan nå og som står os nær. Det behøver man ikke ungdom for at kunne. Måske er det endda noget, man bliver bedre til jo ældre, man bliver.

Det var et par ord fra hjertet. Ikke fra tarmen. Ikke fra pumpen. Men fra det hjerte, der slår varmt for livet.

JEG ANERKENDER IKKE MERE JERES KLYNK

Udgivet den af
Svar

Vist gør jeg da det. Anerkender jer. Og at I klynker. Jeg tænker på alle I unge forfattere, som lige nu skriver om ”Underdanmark” ud fra egne erfaringer, og som synes, at I må gøre det, fordi I mener, at det ikke er gjort før. I al fald ikke fra dem, der selv har levet deres barndom i ”Underdanmark” – .

Det er så ikke helt rigtigt, for f.eks. Hans Kirk og Martin Andersen Nexø skrev på livet løs om netop den del af samfundet. Og tidligere endnu skrev f.eks. Aakjær og Johan Skjoldborg om det fattige landproletariat, og i al fald de to sidstnævnte havde selv trådt deres tyndslidte træsko i det miljø, de beskrev. De vidste, hvad de skrev om.

Så kom velfærdssamfundet, og i min opvækst fik vi lært, at klasseforskelle var noget, der fandtes i England, og fattigdom var noget, der kun hærgede i de såkaldte underudviklede lande. Og det troede vi så. Vi var lige, alle vi andre. Mente vi. Og jeg voksede op i den tro, at vi var ligestillede, for det var jo en grundlovsfæstet ret, men hvad vi ikke lærte var, at vi ikke var lige stillede.

Det er en af de mest markante litterære trends nu. At vise det. At vi ikke er lige stillede. At nogen vokser op og får det hele forærende, mens andre er børn af familier, hver forældrene drikker, hvor vold er dagligdag, og hver fattigdommen er synlig for enhver.

Det vidste vi ikke så meget om. Vi tænkte, at hvis arbejderbørn var begavede, så kom de frem i skolesystemet, der var gearet til alle (folkets skole),  og de kunne bryde mønsteret uden hjælp af andet end deres egen drift og evne. Nå ja, det var så allerede en begrænsning.

Men nu skriver Thomas Korsgaard og Glenn Bech og Edouard Louis fortællinger om en opvækst, som vi ikke anede, eller måske netop blot anede, eksisterede. Og de klynker godt nok, synes jeg. Jamrer over ikke at være blevet set, elsket og taget hånd om. De er alle tre nærmest mirakuløst undsluppet voldens og fattigdommens spiral.

Når jeg har den kontroversielle overskrift på mit indlæg, så er det ikke, fordi jeg ikke synes, at det er fint, at de brøler fra dybet, de unge forsømte, og det er godt, at vi hører dem, eller rettere, at dem, der (stadig) er den litterære magtelite hører dem og hjælper dem til at publicere og til at promovere og til at proklamere og kort sagt til at komme videre.

Nu snakker vi litteratur. Og der er det vigtigste af alt  TALENTET – kan man ikke skrive, så det fænger, så kan man ikke skrive, og så er det ikke på den bane, man skal løbe sine sejre hjem.

Men de tre kan alle skrive.

De har noget at skrive om, og de kan skrive. Altså held og lykke til dem!

Men jeg synes, det ville klæde dem, hvis de klynkede mindre. Og nu vil jeg så skrive lidt om mig selv.

Min far var ordblind. For ham var skolen tærsk, for han var jo dum. Han blev født på en hedegård syd for Skagen, og han lærte aldrig at læse. Havde en overgang en lille hedelod, som han opdyrkede, så slog han sig ned som købmand i den lille by Hulsig, hvor der boede ganske få mennesker og i forvejen var en brugsforening.

Han giftede sig med brugsuddelerens datter. De flyttede til den lille fiskerby Strandby. Her voksede vi ( en børneflok på fem op) – Mor havde gået 7 år i skole, far sammenlagt 4 år, og han kunne knap nok læse, men klarede sig ved sin robusthed, sit gode humør, sin ukuelige vilje og sin gode forstand.

Det er mit bagland. Og jeg arvede min fars ordblindhed og havde det svært med skolen i de første mange år, men jeg havde også fået hans livsvilje, og jeg lærte, at jeg aldrig skulle klynke, men tro på, at jeg kunne det, jeg af alle kræfter ønskede. Jeg ønskede at gå i skole. Jeg ville så gerne lære læsningens kunst. Det gik godt nok på privatskolen, selv om jeg en overgang var ved at blive hældt ud og sendte til Ørnevejens ”hjælpeklasse” – far gik i brechen for mig og forsøgte ( til alt held) at overbevise rektor om, at hans datter ikke var dum  – jeg VILLE læse, og da jeg takket være en fremsynet pædagog fik flere års ordblindeundervisning, knækkede jeg koden og blev storlæser. Det var det, jeg ville. Læse.

Jeg kunne ikke komme på det kommunale gymnasium i Frederikshavn – for lavt gennemsnit – mine skriftlige karakterer var MEGET lave. Så fik far mig ind på TH Langs Gymnasium i Silkeborg. En dyr betalingsskole.

Det var frygteligt for mig at komme hjemmefra, men det var fantastisk klogt af far at sende mig hjemmefra. Her skete der så meget. En udvikling. Jeg fik efterhånden mere og mere styr på min læsning, og ja, kort sagt: jeg kan sige med Glenn Bech, at jeg fumlede mig frem, for jeg kendte ikke koderne. Men jeg kendte efterhånden bøgerne. Litteraturen blev min verden. Og den er jo åben for enhver, der kan læse. Og det kunne jeg efterhånden.

Mit liv blev læsning.

Men jeg tror aldrig, at jeg klynkede.

Jeg klynker heller ikke i dag, hvor jeg er 82 år og lever i en lille landsby sammen med min mand, som er den samme, jeg har delt seng og bord og børn med nu i snart 60 år. Hvorfor skulle jeg klynke? Jeg er omgivet af gode mennesker og en dejlig stor familie. Jeg er omgivet af kærlighed. Det har jeg været hele mit liv.

Så jeg vil med Møllehave skrotte ak ak ak to sige tak tak tak.