Som jeg husker – oh frihed

Udgivet den 12/12/2020 af marianne

Svar

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Inden jeg stævnede ud fra lille Strandby, i første omgang til Th.Langs Kostskole i Silkeborg, var jeg spejderleder. Og en af mine sidste bedrifter bestod i at ledsage en flok piger til Als. Her boede vi hos Mads Clausen, som netop på den tid, det var sidst i 50’erne, lagde grunden til Danfoss. Og vi piger blev inviteret hjem til Clausens en aften, hvor vi bl.a. mødte en lille amerikansk feriedreng, som af en eller anden grund langede ud efter mine piger, så jeg måtte gribe ind. Og knægten råbte: ”This is a free country! I can do what I want!” Nej, det kan du ikke, sagde jeg, og begyndte på et opdragende foredrag om frihed og anstændig opførsel.

Frihed. Ja, det er jo ikke, at man kan gøre, hvad man vil.

I hele min levetid har jeg betragtet friheden som en selvfølge. I al fald har jeg altid set min egen frihed som en selvfølge. Det var mig selv, der valgte min vej i livet. Og jeg mødte ikke modstand fra dem, der havde autoritet og midler til at give mig den. Set i bakspejlet og på en afstand af 60 år, forekommer det mig, at de kære forældre burde have bremset mig, f.eks. da jeg lige efter studentereksamen rejste til Paris som au-pair pige og ikke blev i pladsen, men slog mig ned i byen og forelskede mig i en ung militant kommunist.

Jeg havde virkelig min frihed, og da jeg tog ham med hjem, opførte mine forældre sig høfligt over for ham, selv om de kunne se alle advarselslygterne blinke, og det var mig selv, der slog op med fyren, som helt sikkert ville have tvunget mig ind i en virkelighed, hvor jeg ikke havde kunnet ånde frit. For sådan var det i hans verden. Kvinder mødte op 1. maj og demonstrerede sammen med mændene, men ellers nøjedes de med at demonstrere kogekunst. Til ære for mændene. Og så vil jeg lige tilføje, at man i al fald dengang spiste fantastisk god mad i den franske arbejderklasse. Michels mor lavede gourmetmad hver dag. Hvilken fiasko jeg ville være blevet der!

Men havde mine forældre forsøgt at sætte en stopper for mig dengang og andre gange, når jeg valgte tåbeligt, så ville jeg helt sikkert have forsvaret min ret til frihed og måske være gået planken ud og havde i dag siddet som en forslidt og mislykket husmor i en forstad til Paris.

Mens det sker 7

Udgivet den 10/12/2020 af marianne

Svar

Er ved at læse en bog af May Bjerre Eiby. ”Omsorgs manifestet” hedder den og skulle vel have heddet Omsorgsmanifestet. Bogens undertitel er: ”Hvordan vi skaber verdens bedste plejehjem.”

Det emne ville ikke have interesseret mig særlig meget for år tilbage. For et sådant ”hjem” skal vi jo aldrig flytte på. Vi skal blive her og leve lykkeligt til vore dages ende. Og så skal vi til sin tid ( mætte af dage) og på ingemannsk vis samle hele familien omkring sygesengen og synge salmer og tage en smuk og rørende afsked med hvert enkelt af de kære børn og børnebørn. Og så skal vi fredfyldt lukke vore øjne ( helst alle fire på en gang) og overlade resten til Vorherre.

Sådan kommer det ikke til at gå. Vi har i nogle år haft en ubuden gæst i huset ( åh. men var han så bare en gæst!) med det hæslige navn ”Alzheimers” – og han gør sit til at true os ud af huset. Og selv om han skal få kamp til stregen, og det skal han selvfølgelig, så ved vi godt, at han vinder til sidst. Eller?

Jeg har som sagt ikke tidligere følt trang til at læse bøger som ovennævnte om plejehjem. Det har jeg nu. Og det er jo af den simple grund, at det sære fænomen, der hedder plejesektoren, er kommet til at spille en større og større rolle i vores private liv.

Jo, vist har jeg også tidligere interesseret mig for den del af samfundet. Jeg har jo holdt utallige foredrag om ovennævnte Alzheimers, og selvfølgelig har jeg stor kendskab til sygdommen. Og også i nogen grad til plejehjemssektoren. Et kendskab, der nok kan virke skræmmende nu.

For nogle år siden læste jeg den bedste bog (tror jeg) der er skrevet om det at blive gammel og sårbar: Atul Gawandes ”At være dødelig.” Den kan stærkt anbefales. Heri gives der mange ideer til bedre og mere menneskelige plejehjem, men jeg tænkte alligevel, da jeg læste den: “Ja, det er godt, og hurra for Gawanda og hans humanisme, men den form for pleje kan vist kun de allermest velhavende få råd til. Og tanken om det ideelle plejehjem til alle sårbare gamle uanset social status er vel rendyrket idealisme. Jeg er ikke idealist (desværre) men hårdnakket realist.

Og jeg har haft en mor og en far og to veninder og en bror på plejehjem. Alle, undtagen min far, var demente, og vist var jeg engageret i sagen i de mange år, jeg besøgte dem og så, hvordan de trivedes.

Men det, vi benævner ”plejehjemssektoren,” var alligevel noget, jeg kunne holde i strakt arm og betragte analytisk og i behørig afstand. Det rørte mig selvfølgelig, at “mine” demente ofte sad og hang i ensomhed, når jeg kom på besøg. Som om de var “glemt” og allerede på vej ind i døden. Og måske tænkte jeg dengang, sådan husker jeg det i al fald nu: ”Ja, men de er jo også alle svært demente, og de KAN jo ikke gøre stort andet end at hænge dagen lang i deres stole. Det er så trist så trist. Men det kan vel ikke være anderledes.”

Og det er ingen frugtbar tanke. Og det kunne måske nok være anderledes. Det er i al fald May Bjerre Eibys honnette ambition at anfægte tanken om, at tingene er forstenede i det bestående og ikke kan ændres. Og målet for hende er at anvise veje til en radikal ændring af livet på plejehjemmene.

Nu er det et par dage, siden jeg skrev, og jeg har netop læst ”Omsorgsmanifestet” af M. Bjerre Eiby. Et par ord om bogen og de tanker, den satte i gang.

Den henvender sig primært til plejepersonale, navnlig til dem, der tager sig af demente. Men den er også relevant læsning for alle pårørende. Mens de første kan sige til sig selv efter endt læsning: ”Her er der sandelig noget at leve op til,” så kan vi andre (de pårørende) sige til os selv: ”jamen dog! gid plejerne og hele sektoren dog kunne leve op til det.”

Jeg skal vende tilbage til det hypotetiske ”kunne” senere.

Det er et ideal, et stort og smukt ideal, der formuleres og argumenteres for i bogen. Og det rummer et menneskesyn, som jeg fuldt og helt deler. Et syn, der ser mennesket som et hele, og som ALDRIG reducerer et menneske. Heller ikke, når det er blevet dement og er meget sygt – det er stadig et helt menneske, med den unikke værdi, hvert eneste menneske har.

Et ideal, men man kan jo alligevel ikke sige, at så er det urealiserbart, en utopi af et plejehjem, der skildres i bogen, for forfatteren har selv ”skabt” et hjem efter den opskrift, som bogen opstiller. Og det synes at være lykkedes.

Dagmarsminde hedder det.

Det er et kristent menneskesyn, der ligger til grund for tankerne i bogen – og for oprettelsen og driften af Dagmarsminde. Humanister ville nok sige, at det var et humanistisk menneskesyn. Det er i al fald smukt, og jeg deler det gerne og deler det gerne ud, hvor jeg kan. Det bliver da også nævnt i bogen, at forfatteren er inspireret af tankerne i teologen K. E. Løgstrups ”Den etiske fordring.” En bog, som vi unge læste i 60’erne og som var med til at danne vores syn på ”næsten”. Jeg husker en bestemt sætning fra bogen. Citeret fra hukommelsen: ”Når du er sammen med din næste, holder du noget af hans liv i din hånd.”

Og jeg blev SÅ glad ved igen at bekræftes i, at de folk, der har med demente at gøre i dagligdagen, ved en masse om demens, mens læger er de rene ignoranter (= menneskelige analfabeter), trods alle deres forskningsresultater og evidensbaserede viden. Det gælder i al fald dem, jeg har mødt. Og det er mange, for vi gik til demensudredning på Skejby Sygehus i flere måneder for et par år siden. Mage til uvidenhed. Det var knugende. Det samme har jeg oplevet, når jeg har lyttet til foredrag af førende forskere inden for alzheimers syge. De har et indsnævret klinisk syn: ser kun hjerner af kød og blod og forandringerne i disse hjerner. De ser kun alzheimers syge. Ikke mennesket. Det syge, ikke den syge. Jeg hørte engang neurologen Steen Hasselbalch holde foredrag om sygdommen. Kort resumeret sagde han det her: ”Alzheimers er en hjernesygdom, der slår patienten ihjel, og der findes ingen helbredelse.” Vi så hjerner på lærredet, der var halvt tæret op, og vi så den biologiske nedbrydning på diverse kurver og grafer, og jeg skal lige love for, at det var den rene undergang. Jeg kravlede hjem.

Lægernes syn er materialistisk. Åndsforladt. Som om de beskæftigede sig med en hjerneklump = en klump kød på vej til at stivne.

Men plejepersonalet ved en masse. De er så kloge. Og som oftest ser de mennesket bag sygdommen. Det er de i stand til, dem, der arbejder i gulvhøjde.

Jeg vil i det følgende sige lidt mere om bogen Omsorgsmanifestet.

Bogen er naturligvis også en slags reklame for mønsterplejehjemmet Dagmarsminde. Og forfatteren rejser meget rundt og holder foredrag og spreder sit glade budskab om, at det er muligt at reformere hele demensplejehjemssektoren, så de mere får status af fortidens sanatorier, hvor natur, musik, frisk luft, lys og skønhed blev tilbudt de tuberkuløse patienter.

Noget lignende kan vi gøre for de demente, siger forfatteren. Og man kan fange de syge i øjeblikket og fylde det med mening. Jeg vil lige indskyde, at ALLE patienter på Dagmarsminde er svært demente. Altså i den sidste fase af deres sygdom. Jeg citerer fra bogens side 25:

”Det er muligt at skabe sjove, inspirerende og kreative miljøer sammen med beboerne. Det er et opløftende fællesskab at være i. En gang imellem kan der være nogle udfordringer, en, der råber, slår ud eller er urolig – men dybest set er det et positivt miljø, fordi mennesker med demens lever lige her og nu. De føler sig raske, og de føler sig heller ikke så gamle, som tallet på deres cpr-numre angiver. Det skal selvfølgelig komme dem til gode. Tænk sig at gå rundt i den tro, at de ikke er gamle eller syge. Lidt generelt kan man også sige, at disse mennesker har nogle kreative lag, jeg dagligt imponeres over. Både i deres indskydelser og i deres sprog. De kan sætte genstande sammen på en måde, man ikke troede kunne lade sig gøre, og de oplever verden på en måde, som vi, der er i nærheden, er heldige at kunne suge til os og blive inspirerede af. ”

Mange har den fejlopfattelse ( det har jeg selv erfaret), at demente er ude af stand til at opfatte normal virkelighed og derfor ikke kan føre en normal samtale eller opføre sig almindeligt. Det kan de sagtens. Og de kan langt hen i sygdommen snakke fornuft med alle, og det er jo også det, der ofte narrer omgivelserne: ”jamen, han snakker da ikke sort!” – ”Jamen, han lyder jo normal!” – ”har man ikke overdrevet hans sygdom?” ”Er han virkelig syg?” Og så ser de jo ikke, at han ikke husker, hvordan man finder til nærmeste by, hvortil han er kørt 1000vis af gange, og at han ville være fortabt, hvis man forlod ham i samme by og bad ham gå f.eks. til banegården eller et andet sted, som han har kendt vejen til hele sit liv.

Her er et andet citat fra bogen (s.55):

”Her skal vi tænke på, at langt de fleste mennesker med demens trods deres sygdom har en fuldstændig intakt opfattelse af, hvad der er normalt og hvad der er unormalt. Vi skal tilbage til forståelsen af disse menneskers egen opfattelse af deres liv. De føler sig raske og normale, og de placeres i en virkelighed, der er unormal, grænsende til absurd” (= plejehjemmet, min tilføjelse)

Jeg tænker på Karen nu, som jeg har kendt og besøgt på demensafsnittet i flere år. Hun elskede sin hund, som hun mistede, fordi man normalt ikke må have dyr på plejehjemmet. Da hun sørgede højlydt over tabet, gav de hende en tøjhund, og hun blev meget vred. Fortalte mig om begivenheden og sagde: ”Tænk, de må jo have troet, jeg var tosset, når de gav mig en tøjhund.”

Man skal (kan ofte ikke) narre en dement.

Jeg har selv med min ret lille erfaring lagt mærke til, at demente er meget følsomme. Det er, som om de psykiske energier skærpes i takt med, at praktiske færdigheder falder væk. Og her er et lille citat om det fra bogen ( s.116)

”Måske har de (demente) tabt deres normale færdigheder, men de er meget sensitive og fungerer som antenner for alt det, der tynger, og alt det, der letter sindet. Alt det, vi andre måske ikke altid fornemmer, som jeg var inde på i starten af kapitlet. Beboerne lever livet i en fascinerende sansning, som vi som personale har sværere ved at nå helt ind i. Det er bare endnu en grund til, at man skal træne sine færdigheder i at forstå, fornemme og ændre energierne på plejehjemmet..”

Jeg ville egentlig helst slutte mit indlæg her. Og bare glæde mig over, at der findes mennesker som Eiby i plejesektoren. Men … men … men… Jeg er ikke stærk nok i troen. Jeg VED, at hendes ideer er rigtige, men jeg har ikke set skyggen af dem praktiseret.

Og jeg tænker, at det er så fint for de 12 patienter på Dagmarsminde, men der er altså flere tusinde, som aldrig vil komme til at leve på plejehjem, der bare tilnærmelsesvis ligner det smukke mønsterhjem, Eiby beskriver. Og det er der mange grunde til. Jeg vil nævne de største forhindringer: en rigtig ideel plejer skal være et utroligt stærkt, varmt, overbærende og klogt menneske og helst komme fra et miljø med et stort psykisk overskud. Og dem er der da også nogen af. De findes utvivlsomt. Men langt fra nok til at reformere noget som helst. Og jeg tvivler på, at den gamle kaldstanke vil kunne få nyt liv i vores materialistiske samfund.

Det er IKKE et prestigejob at arbejde i plejehjemssektoren: det er underbetalt, og det er hårdt, der er mange løft og mange psykiske udfordringer. Og jeg tror ikke, at personalet rekrutteres fra de såkaldte kreative klasser – de kommer ikke fra de dele af vores klassesamfund, hvor overskuddet er mest iøjnefaldende.

Men måske har jeg bare fordomme?

Et coronasnøft

Udgivet den 03/12/2020 af marianne

Svar

Denne smukke verden lever vi i. Det gjorde vi i går. Det gør vi i dag. Og hvis vi er heldige, så er vi her også i morgen. De tre billeder ovenfor er fra min LilleVerden – her i Ålum ved morgen-og aftenstide. Den lille sø ligger lige neden for vores hus, og åen snor sig tæt ved. I det tidlige forår gik jeg derned og sang morgensange, mens solen stod op.

Og jeg følte mig så rig. Det var i april/maj, og landet var lukket ned og jeg sang bla. Benny Andersens sang om mørket. Der lyder en af stroferne:

“Danmark er lukket og gået i hi/ gold er en indkapslet glæde/ vis mig dit ansigt før alt er forbi/så er vi begge til stede.”

Lad os kyle masken langt væk! Lad os ses ansigt til ansigt! Og lad den indkapslede glæde slippe løs og blomstre i alle sind! Det er mine ønsker for det nye år.

Indtil da er hver dag stadig en gave af Guds nåde. Det vil jeg forsøge at huske. Men herunder den kronik, jeg skrev til Randers Amtsavis i forrige uge:

Frygt ikke! Fat mod!

Kan man begynde en kronik med to udråbstegn? Og fortsætte med to spørgsmålstegn? Ja, det prøver jeg, og så kommer jeg forhåbentlig til sagen efterfølgende og løser opgaven. For jeg har tænkt at skrive en kronik om frygt, for det er dog utroligt, så bange folk er lige nu. Og så endda for hinanden. Ganske vist camoufleret bag mundbind og passende ord om at passe på hinanden. Mundbindene er hæslige – ordene er smukke nok og sikkert velmente.

Men vi må holde op med at være så bange. Livet er jo farligt. Det ved vi nok. Det er ingen nyhed, at det var en farlig gave, vi fik, da vi fik livet. Der er mange bump på vejen, og det skal vi lære vore børn at takle fra de er helt små, selv om jeg ikke synes, at vi skal kaste 5-årige ud fra 3-metervippen, som Rane Willerslevs far gjorde med sine drenge for at hærde dem.

I vores opdragelse må vi imidlertid ikke undlade at vise børnene livets virkelighed, og vi må ikke pakke dem ind i vat, men tværtimod udfordre deres gåpåmod. Vi må ikke holde dem væk fra høje træer og dybt vand. Det er bedre at slippe dem løs, end at holde dem fast med slik og kager og diverse skærme, så vi hele tiden kan kontrollere deres færden.

Vi må give dem lov til at udforske verden, også selv om vi ryster lidt ved at slippe dem løs. Vi må gøre det, så de ikke blive så svage og sarte, at de senere bryder sammen, når de barske realiteter rammer dem. Og det gør de jo på et tidspunkt. Lige nu rammer det barske os alle.

Men livet har altid været farligt og meget mere i tidligere tider end, det er nu, med eller uden corona. Jeg taler ikke imod at vi tager de forholdsregler mod sygdommen, som vi er blevet pålagt. Dem skal vi acceptere som de fornuftsvæsner, vi er.

Jeg taler imod den frygt, der følger med. Der er mennesker, også i min omgangskreds, som dagen lang sidder fastnaglet til smittetallene, følger kurverne op og ned og bliver mere og mere bange og snart ikke kan tale om andet end de tal og den frygt, der har fanget dem.

Og det er da også uhyggeligt at se maskerede mennesker overalt, hvor man færdes, ikke mere at kunne møde sin næstes ansigt, når man går uden for sin dør. Det får al samtale til at forstumme, for man taler kun nødigt fra maske til maske. Man kan ikke engang smile til hinanden, og er man kommet lidt op i årene, så ved man, hvad et smil betyder. De små børn kunne jo gerne smile til en, men det gør de ikke. Når jeg er i Brugsen ser børnene lidt frygtsomt på den gamle, maskerede dame, der fumler halvblind rundt mellem hylderne for at finde de rigtige varer, for man kan jo heller ikke bruge sine briller indendørs. De dugger til.

Uden at kunne se ”de andre” bliver vi forsagte og stumme. Det er i de andres ansigter, vi bliver til som mennesker. Det er, som om vi har glemt det. Også før coronaen. I gamle dage fandtes der ingen spejle, man så sig selv i den andens ansigt. Nu har vi spejle overalt. Og vi er blevet mere og mere fikseret på vores eget billede. Tænk på de mange selfies, der tages, og tænk på alle menneskers kamp for at komme i TV blot for at se deres eget kontrafej tone frem på skærmen.

Jeg kommer til at tænke på et digt af Benny Andersen, hvor et af versene slutter sådan her: ”Mørket vil binde, men lyset gør fri/ Bred er den smalleste glæde/ Vis mig dit ansigt, før alt er forbi/ Så er vi begge til stede.”

I mange år har jeg rejst land og rige rundt og holdt foredrag om engle. Alle Bibelens engle har samme startreplik, når de henvender sig mennesket. Den lyder sådan her: ”Frygt ikke!” Det er altså det første bud, de kommer med, inden de fortsætter med resten.

Disse budbringere møder vi mest i Det gamle Testamente, men i Det ny Testamente har vi en dejlig historie, som kort går ud på, at Jesus får øje på sine venner ude i en båd. Det er blæst op, de er i fare, og de er bange. Så går han ud til dem. og der står (Matthæus. Kap. 14, v. 26): ”Da disciplene så ham gå på søen, blev de skrækslagne … og de skreg af frygt. – Og Jesus sagde, … det er mig, frygt ikke!”

I en radioudsendelse hørte jeg en lærer fortælle, at han havde læst den historie om Jesus der går på vandet højt for en børnehaveklasse og for en niendeklasse. Og bagefter bad han dem forklare, hvad den fortælling egentlig handlede om. De store børn sagde: ”Den er det rene vrøvl. Man kan ikke gå på vand. Det er der videnskabelig evidens for.” De små børn sagde: ”Det handler om, at vi ikke skal være bange.”

Nemlig, det handler om, at vi ikke skal være bange. Så lad os holde op med det! Er vi ikke kristne, kan vi gøre det i naturvidenskabens klare lys: også Darwin vidste, at menneskets lod er at blive syg og at dø. Det er helt naturligt og ikke noget, vi skal gå og frygte for hele livet. Vi er nemlig i stand til at fornægte frygten og al dens væsen og vælge livet. Livet sådan som det nu engang er: med en død som det endelige punktum. Og lige meget, hvad statsministeren siger, så er døden ikke en tragedie, den er et vilkår.

Sådan kan man sige det med naturvidenskabens syn. Og er man kristen, kan man sige det i Jesu navn: ”Frygt ikke! jeg er med jer alle dage.”

Intermezzo

Udgivet den 02/12/2020 af marianne

Dette lille mellemspil, skønt jeg ikke har stof til noget særligt. Ikke engang eftertanke. Romanen om Elisabeth og Christen er endelig færdig. Jeg kan aldrig helt blive færdig med nogen bog.

Et klogt og karakterfast ansigt. Men sådan har jeg også lært hende at kende, og jeg håber, at det er det billede af hende, romanen afspejler.

Min roman er færdig. Min skriver jeg. Jeg håber, at den bliver manges. Ikke kun min.

Meninger og holdninger

Udgivet den 26/11/2020 af marianne

Svar

Min holdning. Min mening.

Min bedstemor var dybt betaget af Christian Bartholdy, da jeg var lille, og det fandt jeg underligt, for han var så grim. Hun havde truffet ham på Nyborg Strand, hvor de begge deltog i det årlige sommermøde i Indre Mission. De var begge medlemmer af bevægelsen. Bartholdy med militant brask og bram i det offentlige rum og bedstemor stilfærdigt i intimsfærens lukkede rum.

Det vender jeg tilbage til en anden gang, for der var noget for mig ubegribeligt i den varme, hvormed hun omtalte denne grimme og i mine øjne utiltalende person.

”Jo,” sagde bedstemor med lys i øjnene, ”for han er en mand, der har ordet i sin magt og besidder sine meningers mod.”

Og det kan man måske godt beundre. Hun gjorde. Selv bliver jeg usikker og lidt nervøs, når jeg møder folk, der har ordet ”i deres magt,” og jeg ønsker tit, at det var omvendt. At ordet havde dem i sin magt. Nej, det lyder også forkert. Ordet. Og magten. Lad os skille dem ad. Og lade dem stå hver for sig.

Folk, der bruger ordet som magtmiddel er altid suspekte i mine øjne, for det er et stærkt våben at bruge, og det kan lades med dræbende kraft. Når det f.eks. bliver brugt til at manipulere folk, til at få dem til at gå i en bestemt retning, til at handle på en forkert måde, til at glemme forskellen på godt og ondt. Det bruges jo på den måde: politikere bruger det til at sælge lige deres ideologi, religiøse grupper bruger det til at sælge lige deres religion, forretningsfolk bruger det til at sælge lige deres fabrikationer osv.

Sine meningers mod? Ja, vi lever i en fri verden, så man behøver vel ikke alverdens mod for at sige sin mening? Hvis man med sine meninger taler tidsånden midt imod, så skal man måske nok være lidt modig. Hvis man brænder Koranen af for øjnene af troende muslimer, fordi man mener, at den (de) fortjener det, så skal man vel være lidt modig. Eller? Og hvis man lige i dag siger højt, at minkavl er noget svineri, der burde forbydes, så skal man vel være lidt modig osv.

Og det er jo fint nok at mene noget. Det opdrager vi vore børn til. Vor skole har holdninger, vi har vel selv holdninger, som vi gerne vil føre videre til børnene. Vi kalder det også værdier. Men det er et upræcist begreb, for vi evaluerer jo ikke de forskellige ting ens. Det, der har værdi for mig, har ikke værdi for dig.

Eksempel: Jeg er kristen, d.v.s.: jeg tror på det, jeg står og siger hver søndag i kirken, men jeg deler ikke værdier med alle kristne – nogle ideer, der bliver kaldt kristne, er mig inderligt imod. Men jeg deler værdier med rigtig mange ikke-kristne. Så …

Og så er der det, når vi nu taler holdninger og meninger, som jeg synes er det vigtigste af alt. Det er det i al fald for mig:

MINE VÆRDIER OG MENINGER ER IKKE ABSOLUTTE.

Jeg ved ikke, om de er rigtige, jeg ved bare 100% sikkert, at jeg er et fejlbarligt og uperfekt menneske (ligesom alle andre), og så kan jeg også sagtens tage fejl af rigtigt og forkert. Og hvis man står ved sine meninger med næb og kløer og nægter at flytte sig en centimeter FOR MAN HAR JO RET, så er det ikke udtryk for mod, men for dumhed.

Dumhed ja.

Og dumhed i store menneskemængder kan føre til ABSOLUTISME. Det har vi set eklatante eksempler på både i kommunismen, fascismen og socialismen

Jeg tænker somme tider på min egen ungdomsgenerations (60’erne) naive drømme. For vist troede vi, at kunne vi forvandle verden og skabe alt om til skønhed og kærlighed. At der så lige var nogle mellemregninger, der hed blodbad og rædsel, tænkte vi ikke på. Vi havde helt glemt Den franske Revolutions rædselsregime og Pol Pots myrderier, og vi så ikke Fidel Castros ditto – tvært imod: Che Guevara hang på vores vægge. Og vi så ikke, at han dryppede blod.

Holdninger. Ja, det er fint nok. Holdningsløshed duer ikke. Men hold altid dine holdninger i skak. Sørg for at lytte til ”de andre” – sæt dine egne værdier under lup. Du må gerne forsvare dem, men ikke fordi du er sikker på, at du har ret. Det ved du ingenting om.

Jeg tror på, at Paulus rammer plet, når han siger til Korintherne, at de ikke skal tro, at de kender ”sandheden” – for, som han siger, nu ser vi stykkevis og delt – som i et spejl.

Lidt landbrugssnak med litterær bagkant

Udgivet den 21/11/2020 af marianne

Svar

Lidt landbrugssnak med litterær bagkant

I andre tider og kulturer fik (får) de afdøde deres kæreste egendele med i graven. Således fik min tipoldefar, Christiane Krøg, portrættet af min tipoldefar, Christian Krøg, med i graven. Og det har jeg aldrig tilgivet hende. Nu troner hendes eget portræt i vores stue. Det står på et chartol, som en anden tipoldefar har snedkereret, og jeg tager det af og til i hånden (når det skal støves af) og så taler jeg dunder til hende. For hvor kunne hun dog nænne at frarøve eftertiden billedet af dette enestående menneske, som min tipoldefar var?

Men jeg tænker, at hvis man nu genindførte skikken, så ville jeg have en lille håndfuld bøger med mig i kisten. Og en af dem, der helt sikkert ville komme med, er Hans Otto Jørgensen ”Plads til hundrede køer.” Den er en del af en trilogi og handler som titlen siger om livet på landet. Ikke lige nu. Men dengang, han som dreng selv var en del af det.

Jeg var aldrig en del af livet på landet, men min far begyndte sit arbejdsliv som landmand, søn fra gården Hesselholt i Hulsig, og landbrug lå lige for. Og hele livet tror jeg, at han længtes tilbage til dengang og til det liv. Og at han har givet længslen videre til os. I al fald følte jeg mig næsten lykkelig, når jeg som barn fik lov at deltage (så lidt det end var) i høstarbejdet på Hesselholt. Og min have er en del af min sjæl. En mark har jeg ikke. Men haven er STOR.

Når jeg nu skriver lidt om Hans Otto Jørgensen, som jeg i mange år slet ikke har skænket en tanke, fordi så meget andet har presset sig ind i mellemtiden og fyldt den ud, så er det jo, fordi han igen har skrevet en bog om livet på landet. Ikke det liv, der var, da han var dreng. Men det liv, der er lige nu, og som betyder ophør af liv, knuste livsdrømme og konkurser. Et erhverv i åndenød. Den udkommer lige nu, hvor minkavlernes selvdestruktion står som et billede på det, der sker med landbruget generelt i disse år. Men Hans Otto Jørgensen skrev sin bog før corona, så han vidste ingenting om den (u)lykke dette erhvervs ophør har bragt, vil bringe.

Den bog, han har skrevet, og som jeg endnu ikke har læst, for den er først lige på trapperne, og jeg må vente lidt endnu, hedder: ”Dead man walking” og mon ikke titlen siger det hele. Den har for resten to titler. Den har undertitlen: ”Mamres Lund” Og det kan man så tænke over, for det var jo der Vorherre flankeret af to engle aflagde Abraham et besøg for at fortælle ham, at han skulle blive far inden året var omme. Og at hans slægt skulle velsignes i al evighed. Jøderne blev velsignede, men også forfulgte. Og hvordan er det nu med landmændene?

Hans Otto Jørgensen er født på en gammel slægtsgård ligesom min far, og den har gået i arv fra far til søn i århundreder. Han fortæller i et interview om det særlige, at man på en gård altid lærte alting ved at efterligne. At gøre som far, der gør som sin far, der gjorde som sin far, der gjorde som sin far … osv. Denne evighed. Her er et citat fra interviewet med forfatteren: (fra Information d.20/11)

”At arbejde sammen i disse rutiner er som at være en del af det samme hav. Min bror og jeg bliver som én krop, og bønder gennem flere tider synger i vores bevægelser. Alting forløber også uden tale, fordi det hele var i hænderne og i kroppen som en reminiscens af alle tider i virkeligheden. Bønders arbejde til alle tider er på en måde i kroppen. Alting er opfyldt af at udføre arbejdet på bedste måde, ” siger Hans Otto Jørgensen fra sit hjem i Kalundborg, hvor hans bror for nylig besøgte ham for at hjælpe ham med at bygge et hønsehus. ”Da tænkte jeg på det igen,” siger Hans Otto Jørgensen; ”Hvor vidunderligt det er at smelte sammen med en anden i arbejdet. Evnen til selvforglemmelse er noget af det mest kostbare, et menneske kan have, og det kan man opnå i roen ved at have lært at efterligne og arbejde videre i andres bevægelser.”

Min mand, Ole, arbejdede som dreng i 50’erne på et husmandssted ved vestkysten. Her var alt arbejde præcis, som det altid havde været. Noget af det hårde arbejde foregik på knæene. Når der skulle luges roer, så kravlede man. Og min mand, som jo kun var en stor knægt, blev beordret til at ride til smeden for at få hesten skoet. Det var i arbejdshestenes tid. Og han skulle lige købe ind på vejen, og han har fortalt, hvor svært det var at balance med varerne på ryggen af en hest uden saddel. Men når han fortæller om den tid, er der alligevel et særligt lys i hans øjne. Som om noget er gået tabt. Og vist var det en god tid. Også. Og længslen efter den tid, trods trængslen i den – ligger og ulmer i mange af os.

Min mand, Ole, brød ud. Han kom på seminariet og blev lærer. Hans Otto Jørgensen brød også ud. Han blev forfatter.

I interviewet i Information fortæller han om barndomstiden og får den bemærkning, at det da lyder, som om det var en romantisk oplevelse af vokse op der. Forfatteren svarer:

”Men det var netop ikke en oplevelse, ”protesterer Hans Otto Jørgensen, ”Vi var bare i det. Noget af det, den tid, vi lever i nu, er plaget af, er oplevelsessyge. Og man ser naturen som et sted, hvor man skal opleve noget. Ikke et sted, hvor man bare skal være. Det at være, det har det ikke så godt. Jeg kan heller ikke bare være længere. Dengang var vi så tæt forbundet med naturen, at ræveungerne ikke opfattede os som fjender, for man var jo så ofte dér sammen med kreaturerne. Det er det, jeg taler om. At være så tæt på naturen, at man fodrer den og bliver fodret af den.” … ”Det er noget andet, man vil have, at naturen skal være nu. Et fristed. Stakkels natur. Det må da virkelig være noget af det ringeste, man kan være. Og så er det, det sker, at økovarer præsenteres som mælk, der smager af frihed. Det er den største fremmedgørelse, man kan blive udsat for, og det må være det modsatte af frihed. … Jeg kan næsten ikke bære at drikke sådan en mælk, der smager af frihed.”

Selv om det er mange år siden, jeg læste Jørgensens trilogi om livet på landet, så husker jeg lykken ved at læse den. En bog, der satte min egen læsning og skrivelyst i perspektiv. Og måske var medvirkende til, at jeg selv måtte skrive en bog om livet på landet. Det har jeg så nu gjort hele to gange. Og slået åndehuller i isen.

Mens det sker 6

Udgivet den 19/11/2020 af marianne

Svar

I nat var en af de nætter, hvor søvn er en by i Rusland. Før øvrigt en fjollet talemåde. Jeg har rejst i Rusland i mine unge dage, og der var byerne aldeles ikke som en søvn, man ikke kan finde ind i. Det var i Sovjettiden, men vi færdedes ret frit i byerne. Men det er jo ikke den fjerne tid, jeg vil skrive om. Det er tiden lige nu.

Altså i nat var jeg ikke søvnig og luskede lidt rundt på nettet for at finde en bog, der kunne gøre mig klogere på demens. Jeg har læst mange bøger selvfølgelig, men der kommer altid nye. Den, jeg fandt først, valgte jeg – har en konto på Saxo, så det kan jeg gøre gratis på min telefon.

Den hedder GLEMSOM og er skrevet af Irma Torres.

Jeg vil ikke anmelde bogen – i det hele taget skrive meget lidt om den, for den gav mig ingenting. Ikke noget nyt i al fald. Mest af alt gav den et kig ind i en verden, der er mere forskellig fra min end en hvilken som helst flygtningefamilies fra den 3. verden. Og igen kom jeg til at tænke på, at vi mennesker ganske vist er vidt forskellige, men det er IKKE landegrænserne, der adskiller os, det er den kultur, vi lever i. På tværs af alle nationale grænseskel. Jeg har en gang i en kronik skrevet, at jeg har mere til fælles med min ven og fagfælle Charles fra Gazastriben i Mellemøsten – vi har læst de samme bøger, holder af den samme musik og kan sagtens finde interessante emner at diskutere – end jeg har med cykelsmeden i nabobyen, som holder af boksning og ingenting læser.

Det nationale er SÅ ligegyldigt.

Men tilbage til Irma Torres. Jeg tror, hun er et sødt og kærligt menneske, og selv om hun ingen boglig uddannelse eller baggrund har, så har hun præsteret at skrive en bog om sit liv med sin alzheimersramte mand. Godt gået.

Jeg kan bare ikke spejle mig i hendes liv. Heller ikke, selv om jeg også lever med min alzheimersramte mand. Jeg vil ikke (som sagt) gå nærmere ind på bogen. Kun er der jo alligevel den lighed, at hun også forsøger at gøre livet bedst muligt for sin mand ved at lave god mad til ham – især “lækre” pølser, “lækker” hamburgerryg og lignende retter, som jeg godt nok aldrig har serveret for min mand -. Men vi vil begge gerne hygge – gøre middagene til en daglig lille fest. Der er vi lige meget danskere.

Ellers er hendes liv ture til Palmehaven, lottospil og banko. Og selv om hun skriver rigtig meget om nærhed til sin mand, så bliver det mest om, hvor opslidende det er at skulle skifte hans tissede bukser ud med tørre bukser og lære ham at bruge blebukserne rigtigt og at skifte på sengene i tide og utide. Og det er jo også rigtig træls. Men der mangler en anden form for nærhed. Og den ser hun på med dyb foragt. Det drejer sig om kærlighedslivet, som hun kalder noget andet. Hun fortæller, at manden er begyndt at ”gramse på hende”. I min verden kaldes det at ”kærtegne”, og det har ingen grumse- og slet ingen gramsekarakter. Hun skriver, at den form for livsudfoldelse er usundt for ham. Det har lægen selv sagt. Gad vide, hvad det er for en læge? Nu har hendes mand også prostatakræft, som en del gamle har, men det er ikke farligt, når man er over 80 år. At det skulle indebære fare at kærtegne hinanden tvivler jeg på. Tværtimod. Det er sikkert helsebringende. Kærtegn er det fineste, vi kan give til den, vi elsker. Og hører kærtegnene op, så hører alt op.

Jeg vil henvise til flg. bøger, som både er velskrevne og spejler en verden, som er genkendelig i al fald for mig: Thomas Bredsdorff: ”Tøsne og forsytia”, Lisa Genua: ”Stadig Alice: ”Ina Kjøgs Pedersen: ”Drengen der blev væk” og Frederik Lindhardt: ”Lidt af far”.

I disse bøger kan man spejle sig og nærme sig demenslivet på en både lærerrig og i sagens natur lidt skræmmende måde. Til gengæld mangler de tissede bleer og plettede gulvtæpper og stinkende møbler måske for meget. Det kan man så få i rigt mål hos Irma Torres. Jeg vil til sidst tilføje Lis Djarells bog om sin demensramte mand: ”Med Alzheimer i bagagen”. Her mangler de lugtende detaljer ikke, og bogen er på alle måder en realistisk om end ikke stilistisk stærk fremstilling af fænomenet Alzheimers Syge.

Mens det sker 5

Udgivet den 18/11/2020 af marianne

Svar

Lidt litteratur om demens og nogle tanker:

Linda Holmberg har ( Kristelig Dagblad 18/11) skrevet en kronik om sin rolle som pårørende til en dement mand. Og overskriften lyder: ”Jeg har ønsket mange gange, at min mand skulle få fred.” Hendes mand, Ole, er netop død, men han led i flere år af en vasculær demens. Det gjorde min bror, Anders, også, faktisk i rigtig mange år. Og jeg husker, at jeg i en af samtalerne med hans læge sagde: ”Jeg ville ønske, at Anders snart kunne få lov at lukke sine øjne.” Så var der stille længe. Endelig sagde lægen: ”Hvorfor ville du det?” ”Fordi det er så synd for ham,” sagde jeg. Igen tavshed, men så kiggede lægen på mig og sagde: ”Du mener, fordi det er så synd for dig.”

Jeg syntes dengang, at det var brutalt sagt. Men han havde jo ret på en måde. Jeg kunne ikke holde ud at se min store stærke bror så reduceret, ham, der altid havde været en støtte for mig, når jeg havde problemer. Nu kunne han ikke engang støtte på sine egne ben, og han kunne ikke klart forstå verden omkring sig. Men lægen havde alligevel ret. Anders var ikke deprimeret ret længe ad gangen. Jeg så ham kun græde én gang. Det var til gengæld voldsomt. Det skete under en udredningssamtale på sygehuset kort efter, at hjerneblødningen var ophørt, og han var ”helbredt”. Anders spurgte, om han ville komme til at gå igen. ”Ja,” sagde lægen, ”det træner vi dig op til.” Og Anders så glad ud, men så sprang bomben. ”Men du kommer aldrig til at undervise igen.” Og så græd han. Og det er noget nær den værste lyd, jeg har hørt. Og jeg kan stadig høre den. Men årene gik, og Anders fandt livskvaliteten igen, og lægen havde ret: det var mest, for at jeg kunne slippe for at se ham så svag, at jeg ønskede ham død. ”Anders er glad for livet,” sagde lægen. Han hed Torp og kendte Anders godt. Og var en god læge. ER er god læge, tænker jeg, for han praktiserer vel stadig i Strandby.

Anders havde ingen kone. Vi søstre var nærmeste pårørende. Men den Ole, det handler om i kronikken har en kone. Og det er hende, der skriver kronikken og lige ud siger, at hun ville ønske ham død. Hendes mand blev dement på et plitsekund. Han faldt om. En hjerneblødning. Og da han blev udredt fra hospitalet, var og blev han dement. Det må have været et forfærdeligt chok, og det kræver ikke megen fantasi at følge tankegangen i kronikken.

Sådan er det heldigvis ikke med alzheimers syge. Her bliver den syge langsomt, undertiden MEGET langsomt dårligere, og der er masser af tid til at forberede sig på det værst tænkelige: at han bliver så syg, at man ville ønske, at han ikke var her mere. Og den tid skal man bruge godt. Den er guld værd, synes jeg. Hver eneste dag får en større værdi end dagene havde tidligere, hvor man ofte sjuskede med hverdagene. Det har vi ikke råd til nu. Trivialitetens tid er forbi. Men den tid, man gav hen til ulystbetonede aktiviteter er også forbi. Vi gør ikke noget, vi ikke har lyst til. Og det kan selvfølgelig undre mange, at vi ikke har lyst til at deltage i diverse ”aktiviteter”, hvoraf nogle endda er målrettet os. Vi har det så fint med hinanden, og alt det, der kommer udefra eller vil trække os ud af vores hverdag, virker som grus i maskineriet. Og den skulle helst gå som smurt. Så længe, det er muligt.

I går besøgte vi børnene i Ørum. Det var så dejligt. Og slet ikke uoverkommeligt. Ole kører stadig bil. Han er i tvivl om, hvor han skal dreje, det fortæller jeg ham så. Men han er ikke i tvivl om færdselsreglerne. Det bliver han en dag, og så er det mig, der skal fortælle ham det. Og han vil ikke tro på mig. Men den tid, den sorg.

Da vi kom til Ørum, var han meget glad. Vi har på grund af corona og andre ting ikke været der i nogen tid, og han udbrød: ”Jamen det her genkender jeg jo.” Også i dag har han fortalt mig, at det var så dejligt at komme et sted, som han kunne genkende.

Jeg vil citere lidt fra slutningen af kronikken. Jeg er langt heldigere stillet end Linda Holmberg. Jeg har min (hele) mand endnu. Og jeg er ikke begyndt at skælde ham (ret meget) ud. Men ligesom hende er jeg fast overbevist om, at jeg IKKE vil sende ham på plejehjem. Og jeg tager med glæde imod de gode samtaler, vi har med kloge demenssygeplejersker her i hjemmet. Tak for det. L. H. skriver:

“Jeg har kæmpet, jeg har skældt ud, været magtesløs i mange situationer, fordi vores sundhedssystem er så belastet og tungt. På mange måder tror jeg, at det har holdt mig oven vande. Jeg har ikke på nogen måde kunnet give slip, for jeg vidste, at hvis jeg gav slip, så var der ikke nogen til at passe Ole. Om det så er en god løsning … det tror jeg ikke. Noget, der har hjulpet mig meget, er at skrive blog. Det begyndte jeg med cirka et år inde i forløbet, og skrev indtil Oles død om Ole. Efterfølgende har jeg brugt den til at fortælle lidt om, hvordan jeg er kommet igennem.”

Lidt letfærdig snak om litteratur

Udgivet den 11/11/2020 af marianne

Svar

Det følgende skal du springe over, hvis du helst læser saglige tekster om litteratur. Det er denne her tekst ikke. Den er absolut baseret på mine fornemmelser for litteratur og kun det. Handler om det, der glider fra mine øjne og ind i sjælen og beriger den, eller det, som bliver hængene i øjnene og aldrig når længere, fordi det ingenting har at gøre i mit indre pulterkammer, der nemlig er det sted, hvor jeg samler og gemmer de læsninger, der har gjort indtryk på mig og sat aftryk i mig.

Den dyrebare verden, der får mig til at læse og læse og læse.

Spring det bare over.

Det er usagligt.

Somme tider tager jeg en klassiker frem og genlæser ham/hende (som regel ham), og det er somme tider så længe siden, at jeg sidste gang læste vedkommende, at jeg har glemt meget andet end følelsen af noget stort og godt. Entusiasmen fra dengang, jeg læste bogen første gang, og det er så den, jeg håber at genfinde.

Og det gør jeg ofte. Genfinder begejstringen. Men ikke altid. Og jeg tænker så, at de mange år: 20 – 30 – 50 mellem læsningerne har gjort mig til et andet menneske, der læser og sanser helt anderledes end dengang. Sådan er det nok. Og der er løbet mange ord gennem hovedet siden da.

Men jeg genlæste værker af Dostojevskij forrige vinter, og ingenting var forandret. Akkurat den samme berusende glæde.

Jeg studerede russisk i flere år på universitetet ( i 60’erne) netop for at kunne læse Dostojevskij på originalsproget og har hans samlede værker stående i reolen på dansk og enkelte udgaver på russisk. Nu genlæste jeg Brødrene Karamassov, Idioten og Raskolnikov, og de var præcis så prægtige som dengang. Jeg læste derefter Tolstoj og fandt ikke samme begejstring. Da jeg som ung læste Krig og Fred var jeg fortabt for omverdenen og levede i en anden verden, men sådan var det ikke nu. Heller ikke Karinina havde samme virkning som dengang. Turgenjev lod jeg ligge.

Og sådan er det også med mange af de danske klassiskere. Johannes V. Jensen fik Nobelprisen, men den havde han efter min mening ikke fortjent. Hans romaner vrimler med hovedpersoner, der er så afstumpede i deres menneskesyn og hele uetiske fremtræden, at selv ikke den bedste skønlitterære sprogvirtuositet kan redde deres ansigter. Dem taber de i al fald for øjnene af mig. Og jeg gider ikke Jensen længere. Og det passer jo så alligevel ikke. Hans digt om Columbus og den store verdenssmerte er fremragende. Og det er flere af hans digte jo også.

Men jeg skulle ikke skrive om de gamle, men om de nye.

De nye.

Jeg læste Knausgårds ”Min Kamp” sidste år, og jeg syntes ind imellem, at den var kedelig, men alligevel god nok til, at jeg blev hængende. Han vil sige noget, og han har sproget til det.

Jeg holder i det hele taget meget af norsk litteratur – er f.eks. glad for at læse Hamsun, trods hans usympatiske sympati for nazismen, så er hans personer ikke usympatiske. Og han skrev fremragende. Markens Grøde, Sult, og Pan er bøger, man ikke glemmer.

Per Petersson bliver jeg aldrig træt af at læse. Hans personer er vedkommende for mig, hans sprog er fornemt uden at være kunstigt. Jeg har også forsøgt at læse de mere sprogeksperimenterende nyere norske forfattere, men det er med dem som med flere af de nye danske forfattere. De synes lidt for meget præget af at være sprunget ud af en eller anden forfatterskole. Sproget er “tillært” – det bryder jeg mig ikke om. Jeg bryder mig ikke om l’art pour l’art – kunst for kunstens skyld. Det er sikkert min fejl – jeg forstår heller ikke “den moderne kunst”. Installationskunst – umuligt at røres af, synes jeg.

Jeg kan godt se, at meget af det, Jon Fosse skriver er “flot” – men det keder mig, og det virker kunstlet. Men jeg kan ikke vurdere ham sagligt, for jeg har kun læst en bog og gider ikke læse mere end den ene. Det er den meget anmelderroste ”Kveldsvævd” – der er for meget finurlig sprogbryggeri i den, til at jeg bryder mig om det.

Vigdis Hjort har lidt af det samme. Og til en vis grad også Kjell Westø: det er f.eks. noget med ytringsverberne.

Så er der også det ved de to sidstnævnte forfattere, at deres personer er så kedelige. Uinteressante. Det er velskrevne bøger men om mennesker, jeg ikke gider læse om. Vigdis kendteste roman hedder: Arv og Miljø. Og temaet er incest. Det er jo virkelig et seriøst og dybt rystende emne. Men der er noget ved personerne, der hele tiden skurrer i mine øjne. Og det gør, at historien ikke rigtig fungerer. Måske fordi personerne er så umulige (for mig) at føle empati for. En eller anden form for identifikation er måske nødvendig for at jeg kan forstå en tekst.

Det samme kan man (jeg) sige om Vigdis bog om Henrik. Ingen af personerne i den bog vinder ved nærmere bekendtskab og jeg gider ikke læse om dem. Men har altså læst begge bøger til ende.

Det samme gælder til en vis grad Kjell Westøs romaner. ”Den svovlgule Himmel” fangede mig dog alligevel. Og jeg kunne også læse både ”Luftspejling” og ”Det ulyksalige ved at være en Skrake” til ende. Men … men … men … jeg bryder mig ikke om personerne. Derimod er der i Luftspejling nogle meget gode miljøskildringer. Det er der for resten i alle tre bøger. Jo, jeg vil huske dem.

Denne sommer og efteråret blev jeg færdig med et andet og dybt gribende norsk forfatterskab, nemlig Lars Saabye Christensens romaner. Her er der efter min mening ingen “nittere” – hver eneste bog var fængslende at læse. Bedst synes jeg om trilogien: Byens Spor” – svagest er måske “Beatles” – jeg er heller ikke vildt begejstret for “Min kinesiske Farmor.”

Men da jeg forleden blev færdig med at læse Virgdis og Westö og længdes efter rigtig litteratur, fandt jeg en af mine yndlingsromaner frem og læste den, som en narkoman sniffer heroïn. Det var islændingen Jon Kalmar Stefánssons ”Fisk har ingen fødder.”

At nogen kan skrive så godt.

Der er der et forfatterskab, der har alle de kvaliteter, et sådant overhovedet kan have. En fremragende fortæller, mennesker, der har krop og ånd og sjæl, en natur, der lever, og et samfund, der skildres så skarpt og smerteligt, at det bliver en del af ens egen indre verden, også selv om man aldrig har været på Island.

Elizabeth Strout

Udgivet den 08/11/2020 af marianne

Svar

Elisabeth Strout er i en klasse helt for sig selv. Og det kan jeg sige med en vis vægt

(- selv om det jo kun er mig selv og ikke ærkeenglen Michael, der vejer mine ord.) Jeg er nemlig lige blevet færdig med anden læsning af hendes bøger. Og det bliver ikke den sidste.

Altså her taler jeg kun om de værker, der er oversat til dansk. Jeg læser ikke særlig godt engelsk. Desværre. Og nu er jeg blevet for gammel til at ”brush up my english.” – sådan for alvor.

”Olive Kitteridge” – ”Olive igen” – – ”Mit navn er Lucy Barton”, ”Alt er muligt.”

Det er de 4 bøger, jeg har læst og nu altså genlæst.

Alle foregår i en lille by i Midtvesten i Amerika. Men skildringerne fænger, også selv om der jo kun sker det, der nu engang sker i en lille by.

Personerne virker ikke fremmede, selv om de befinder sig i en anden verdensdel. Og de ting, der sker, kunne hænde i alle små byer. De kunne for så vidt have fundet sted her i Ålum. I min lille by, der ikke engang er en rigtig by, men kun en lille landsby. Så universelle og almene er de fortællinger. Uden på noget tidspunkt at blive kedelige.

Min landsby har mistet meget af det, der normalt hører til en by: en skole, nogle butikker og små virksomheder. Det var her alt sammen, da vi flyttede til byen i 1967. Nu har vi kun kirken og forsamlingshuset tilbage.

Der skete jo det med vores landsby, som er sket med alle andre: de unge flyttede til byen, regionsplanerne gjorde det umuligt (eller svært) at drive virksomhed uden for byerne. Urbaniseringen slugte efterhånden småbyernes erhvervsliv.

Men der er liv herude. Det lever på trods.

Jeg har altid elsket landsbyen. Og som sagt altid boet i en. Bortset fra 3 år i Århus, hvor jeg måtte være tæt på universitetet. Og nogle måneder i Paris, men her havde jeg fornemmelsen af at bo i en slags landsby, for mit usle hotelværelse lå midt i det gamle latinerkvarter, og min gade fungerede næsten som en landsby. Der var et par bistroer, her spiste jeg og læste Baudelaire og Verlaine og André Gide, og her samledes man om aftenen akkurat som ved gadekæret. Der var noget absolut hjemligt ved at bo der. Man snakkede også med hinanden. Jeg var 18 år det år og fuld af drømme, og trods min læsning af Baudelaire, så drømte jeg somme tider om at blive pariser. Jeg tænkte endda på at gifte mig med sådan en vaskeægte franskmand og bo i en lille hyggelig gade og blive en rigtig pariserhusmor.

Mon Dieu!

Men Paris var ingen landsby.

Jeg boede i en landsby, indtil jeg som 15-årig blev sendt på kostskole i Silkeborg. Tre år i eksil.

Det med kostskolen var ikke mit valg. Det var mine forældres, og de gjorde det i en god mening, det tror jeg helt bestemt, men jeg oplevede det som en forvisning. Utaknemmeligt nok, for det var en fin og dyr kostskole.

Jeg har som sagt netop genlæst Strouts bøger, og måske siger de mig så meget, fordi de foregår i en lille by, hvor folk kender hinanden. Men det er nu ikke kun derfor. Det er selvfølgelig også, fordi Strout er en fremragende fortæller. Og fordi hun på en gang formår at afsløre menneskets største svagheder og ingenting skjuler af det, der er grimmest og mest frastødende, samtidig med, at hun hele tiden har øje for kærligheden og godheden. Og fordi hun viser livets mange facetter med så stor sanselighed og sproglig kraft, at man bliver fanget af selv tilsyneladende trivieller beretninger om tilsyneladende almindelige mennesker.

Hun viser, at mennesker aldrig er almindelige. Hvert liv er unikt.

Novellesamlingen ”Alt er muligt” peger med sin titel på det, som måske er grunden til, at man (jeg) vender tilbage til Strout og læser bøgerne forfra. Fordi alt er muligt selv i en verden af absurditet og vold. Hun får en til at tro på, at der er en anden side, som måske, men også kun måske er stærkere.

Men i al fald ikke umulig.

”Alt er muligt.”

Også i små samfund.

I alle samfund.

Men somme tider behøver vi en Elisabeth Strout til at fortælle os det og holde os fast i håbet.

Dem, der kender mig godt nok, ved, at litteraturen er et åndehul og et frirum for mig, og jeg overdriver ikke, når jeg siger, at jeg ville lide en hurtig åndelig kvælningsdød, hvis jeg ikke havde adgang til skønlitteratur.

Men jeg synes, at meget af den moderne litteratur, og især den, som anmelderne falder i svime over, er alt for knustlet. Det er en bevidst manierering af sproget. Og når sproget bliver affekteret, mister det sin skønhed. Det vil jeg skrive om i næste indlæg.

Marianne Hesselholts Blog

Forfatter og foredragsholder

Som jeg husker – oh frihed

Mens det sker 7

Et coronasnøft

Intermezzo

Meninger og holdninger

Lidt landbrugssnak med litterær bagkant

Mens det sker 6

Mens det sker 5

Lidt letfærdig snak om litteratur

Elizabeth Strout