Krigen

Udgivet den af
2

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Egentlig er det lidt underligt at være så opslugt af gamle forfatterskaber, som jeg er og har været i lang tid nu. Sidde der så fredeligt og sysle med ord, mens verden opruster med ild. Men jeg finder ro for de flossede nerver der, og så bliver jeg der en tid. Måske er det er måde at flygte fra en virkelighed, som det gør SÅ ondt at se i øjnene, at man helst lukker dem og tænker på noget andet.

Men her vil jeg alligevel et øjeblik dvæle ved den virkelighed, der er Europas i disse timer og dage … og hvor lang tid endnu?

Da jeg som ung læste ”Intet nyt fra Vestfronten” troede jeg, at den bog ville få alle folks øjne op for krigens absurditet. At de ville forstå, at krig er det værste af alt. Og jeg mener DET VÆRSTE AF ALT. At det er i krigen, at menneskets laveste instinkter slippes løs og al moral opløses. Og at det gælder ALLE krige.

Der findes ikke retfærdige krige. Målet helliger ikke midlerne. Vi er ikke jesuitter.

Der er INGENTING, der retfærdiggør, at mennesker bombes og dør under ufattelige lidelser. Og nu citerer jeg paven (Kristelig Dagblad 6/3 2022)

”Der var engang, selv i vore kirker, hvor folk talte om hellig krig. I dag kan vi ikke tale om retfærdig krig, fordi den kristne bevidsthed om fredens vigtighed har udviklet sig ….  Krige er altid uretfærdige – vores hjerter kan ikke andet end græde for de dræbte børn og kvinder og for alle krigens andre ofre. Krig er aldrig vejen.”

Nej, krig er aldrig vejen.

Og Zelensky er ingen helt.

En helt ville han have været, hvis han havde sagt: ”Kære ukrainere, kære venner. Jeg holder af jer. I skal ikke dø i en bomberegn. Jeres huse skal ikke sønderbombes. Jeres børn skal ikke lemlæstes. Jeg vil ikke ofre en eneste af jer for en ide.”

Men det ville han. Og i nationalismens navn har han valgt krigen.

Jeg hørte ”Bagklog i P1” forleden, hvor Esben Kjær og Samuel Rachlin var enige om, at Zelensky ikke havde noget valg. For havde han ikke oprustet og sat sine mænd ind mod Putins styrker, så havde Rusland uden modstand kunnet invadere og indlemme Ukraine i Rusland. Ja, og hvad så!!!!????

Så var Ukraine blevet indlemmet, men ukrainerne ville have kunnet leve videre i deres familier, og via den moderne teknologi ville de stadig være i stand til at sende deres frihedsbudskaber ud, hvis de altså virkelig er frihedselskende og ikke bare nationalister. Deres budskaber om demokrati og frihed ville have fyldt æteren og langsomt have været med til at ændre verden og ikke mindst russerne til det bedre. Mon russerne er døve for budskabet om frihed og demokrati? Jeg har som ung hørt en mand stå i et lille værelse i Leningrad og recitere et digt af Jevtusjenko. Det hed: Tror du at Rusland vil ha’ krig? – Jeg kan høre hans stemme endnu.

Det ville have været en værdig og ublodig front at kæmpe mod Putin på.

Putin. Ja, han vil under alle omstændigheder falde. Tyranner og despoter står ALTID for fald. Friheden vil ALTID sejre, hvis den er oprigtig ment og ikke camouflage for nationalisme og fanatisme.

Under en krig dør alt. Også friheden. Hvornår lærer vi det? Politikere kan jo ikke lære det. De er så fantasiløse.

Og vist skal vi kæmpe for den. For friheden. Vi skal kæmpe utrætteligt. Men uden at bombe og dræbe og tortere og flænse mennesker i stumper og stykker. Vi skal kæmpe med ord. Og det KAN vi. Vi er ikke feje. Vi er imod krig. Vi er ikke imod kamp.

Jeg vil ALTID kæmpe for det, jeg har kært. Men jeg vil ikke dræbe andre mennesker, og jeg vil ALDRIG godkende krigen.

Men jeg er jo kun et sølle mindretal. Og et naivt af slagsen, mener mine mange, oprustningsparate modstandere.

Jeg ved godt, at den kamp, jeg taler om, kampen på ord, også kan ende med drab – Putin dræber anderledes tænkende ( Det tror jeg nu også Zelensky gør = mon ikke han stiller dem for en peleton, som ikke vil dræbe russere?) – jeg er ikke mere bange for at dø, end vi alle er.

Men jeg vil dø for min ret til at mene, at vi ikke må slå hinanden ihjel.

Jeg kan ikke tåle at se TV-avisen lige nu. Jo, jeg kan godt tåle at se lig i gaderne og sønderbombede huse, men jeg kan ikke tåle at høre på den utålelige krigsopgejling, der følger med, når billederne kommenteres. Det gør ondt, når hævnfølelsen bringes til at florere om kap med bomberne. Men vi skal vel gøres krigsparate????

Gengældelsens rus mod Putin. Oprustningen. Europa opruster. Vi opruster. Vi sender våben. Vi må høre vore kommentatorer og politikere gejle folk til noget der ligner fanatisme.

 Krig følger sin egen logik, det har den altid gjort, og det er som altid denne: mere og mere og mere ødelæggelse. Vold avler vold i en endeløs række.

I Tyskland begik tusinder og atter tusinder selvmord efter 2. Verdenskrig. Det har vi aldrig talt om før – nu er der kommet en bog om det. Efter 3. verdenskrig er der ingen, der ikke begår selvmord, hvis de ”overlever”.

I en moderne verdenskrig vil krigsmaskineriet ikke være til at standse, før atombomberne i krigens egen logiske vækstfilosofi gør en ende på det hele.

Men nedlægger vi (og jeg siger VI) ikke våbnene nu – så er det for sent – så er der ingen jord mere.

Det er lidt synd. Ikke?

GUD VELSIGNE PAVE FRANZ!

Erindringer – Jeppe Aakjær

Udgivet den af
Svar

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Vi bevæger os over tærsklen til et nyt århundrede. Det tyvende. Mit århundrede. Men det er ikke min tid. Det er Aakjærs tid.

Jeppe Aakjær levede fra 1866 til 1930

Jeppe Aakjær i sin modne alder

Aakjær skrev sine erindringer “Fra min Bitte-Tid” – “Drengeaar og Knøseaar” – “Før det dages” – i slutningen af sit liv, så også hans erindringer kan for så vidt siges at være en røst fra graven. Jeg har førsteudgaverne af de tre nævnte titler. Min mor forærede sin far dem i 1930.

Faktisk skrev Aakjær på et 4. bind, som han ikke nåede at fuldføre. Det udgav sønnen Svend efter forfatterens død. Så vist taler Aakjær fra hinsides graven. I dette (efterladte) værk betoner han, at værket aldrig ville blive udgivet i denne version, det nu foreligger, men men men … han når måske ikke at rette det. Det gjorde han ikke.

Men ligesom hos Andersen er hans digtning livet igennem inspireret af erfaringer fra barndommens liv på landet i et fattigt og barsk miljø. Og hans litterære værker spænder over store modsætninger netop, når de er mest farvede af barndommen og opvæksten. Han er både idylmaler og socialrealist – stemte socialdemokratisk, og det var vildt rødt dengang. Modsætningen mellem idyl og kras realisme slipper han aldrig.

Rugens Sange og Vredens Børn – det er samme miljø – men sangene ånder idyl og skønhed – Vredens Børn skriger af smerte.

Men det var erindringerne, vi skulle tale om.

Jeppe Aakjær skriver som sagt sine memoirer i alderdommen, men han trækker barndommen og resten af livet tæt på ved at bruge første person. Det er tydeligt nok en begavet lyriker og en dreven skribent, der “genskaber” barndommen. Alle de små fine sansninger, som vi også kender dem fra sangene, genfinder vi. Det gælder ikke mindst de steder, hvor idyllen vinder over alt andet, og han “maler” stuen fuld af farver og stemning. Et eksempel (som vi også kender fra sangene): er “mor ved rokken”: ( s.31 i udgaven fra 1928)

Ingen Dronning paa sin Trone kan tage sig værdigere ud end en gammel Bondekone, der har sat sig til Rette bag sin Rok. Min Mor havde stor Færdighed i at spinde; man mærkede, at hun her var rigtig i sit Es. Som en Virtuos fører sin Bue ud og ind, op og ned over Violinens Strenge, saadan styrede hun sin Traad under de sirligste Haandbevægelser og i smukt Samarbejde med Føddernes Leg forneden, mens Tenen rundede sig mere og mere under den evig strømmende Traad. Der var i Mors Rok en egen dyb Tone som det var Sfærerne selv, der spandt. Her var det som hendes flittige Sjæl fandt Udtryk gennem en god og øm Sang af Alnaturen, alt det bedste og skjønneste i Bondehjemmets uendelige Stræb og Strid. Og saa var det, som om hendes forpinte Nerver, der var trætte og mishandlede af Nattevaagen og Barnegraad, her fandt et Øjebliks Lindring og Hvile. Hun hvilede, og dog arbejdede hun, og det gjorde hun saa godt, at hun imellem sang derved; ikke nogen lystig Sang, al støjende Lystighed laa hende fjern, men hyppig en vemodig klagende Vise, maaske en halvglemt Markedsvise om bundløs ulykkelig Kærlighed, der ikke var til at hjælpe for. Hun sang helst, når hun var muttersene i stuen. Rokken surrede med sit evige Nyn, en enkelt flue summede henne over den varme Bilæggerovn, Støvet faldt blidt over hendes graanende Tjavser. Og Mor sang tungt og vemodigt, med den uhjælpelige Bedrøvelighed, der maa ende i Taarer. Den fattige Stue blev saa skøn i saadant et Øjeblik. Vintersolen faldt ind gennem den smeltende Rim. Det hvide Sand lyste som Guld i Solstriben paa det mørke Ler, falmede Familieportrætter, afblegede, prentede Gravskrifter skævede til hinanden paa Kalkvæggen omkring Klukhuset. Ude fra Loen lød plejlens Bump rytmisk og fast mod Rugneget, og Kokken galede kry i Forstuen, og Mor sad god og glad til Trods for sine Taarer og nød en velfortjent Hvil, mens hendes kære, trofaste Ven, Rokken, legede og spandt for hendes Haand.

Med 86 års afstand sad to af Danmarks fineste digtere og så tilbage på deres liv, og deres færdige værker har i al fald det til fælles, at de begge er mesterlige fremstillinger af barndommen. Evnen til at huske og gengive barnesindet virker ægte.

Det er jo nemlig sådan, at skønt Ingemann var konservativ og Aakjær socialist, så forstod de begge at spinde barnefantasiens væv ind i deres sange. De bevarede begge barnets rene og sarte og umiddelbare måde at sanse verden på.

Det er så tydeligt i deres lyrik. Men viser sig også i deres skildring af barnets verden, som de husker den.

Og så alligevel. I litteraturen udfoldes en vifte af følelser. Men ikke i erindringerne.

Da jeg havde læst 4. del af serien færdig ( Efterladte Skrifter) , sad jeg med en underlig fornemmelse af, at noget manglede. Eller måske manglede det ikke. Måske skulle det ikke være der. Nemlig samlivet med familien. Jo, det skildres jo vigtigt i det første bind. Faren, moren, bedstefaren. Og så alligevel ikke rigtigt, for her mangler jo f.eks. alt om de andre børn. Det er, som om de ikke eksisterer, som om han kun bruger dem for at vise, hvor forslidt moren var på grund af de der mange børnefødsler: altid en ny i vuggen. Og hvor fattige de var af samme grund.

Men man møder ikke mange børn i erindringerne. Og i 2. og 3. bind er de mange søskende også totalt fraværende – vi får ikke navne eller karaktertræk eller andet, der fortæller om dem, og når hjemmet nævnes, så er det ikke menneskene, måske med undtagelse af den elskede mor, men tingene, der betyder noget. Her har digteren en stue at skrive i. Her kan han bo gratis for en tid. Og skrive.

Det, der virkelig betyder noget og som fylder alle bindene er digterens liv som digter. Hvor hårdt og fattigt det var at slide sig frem til et gennembrud. De mange trængsler for at kunne nå dertil, hvor han kunne få lov at skrive. Bare at skrive. Og at læse. Litteraturen. Kampen for at nå frem og selvfølgelig også for at få budskabet frem. Han kæmpede med pennen for den fattiges ret til et bedre liv.

Men det kan ikke andet end undre mig, at kærligheden fylder så lidt. Og sex eksisterer ikke. Jo, kærligheden til den forslidte mor ( som piskede ham med riset!), men ingen forelskelse i andet end litteraturen. Den, han læser, og den, han skriver. Der er ligesom ikke plads til andet.

Da han bliver gift med Marie Bregendahl fylder også hun kun nogle bisætninger i bogen – hun er ikke til megen nytte i hans karriere – og da han får en søn (Svend), så flygter han helt bogstaveligt fra hjemmet for at kunne få ro til at skrive.

Om kærlighed til sønnen hører man ingenting. Først i slutningen af sidste bind får Svend en lille rolle. Han rejser til England med sin far. Og det var vist en god rejse for dem begge, skriver Aakjær, men heller ikke her er der antydning af følelser.

Og den senere kone kommer også kun på banen i randbemærkninger, og de børn, han får med hende, hører man ikke om. Kun et enkelt sted skriver han, at han ville ønske, at han havde været lidt mere sammen med sine børn.

Men det var han ikke.

Det væsentlige for ham var aldrig familien. Det var hans digtning. Det er her, hans hjerte slår. Det er her, han lever. I hans sange er følelseslivet til gengæld rigt udfoldet – undertiden går det ligefrem over i det sentimentale. Og i hans kampskrifter for bedre vilkår for landproletariatet får følelserne ikke for lidt. De kommer i kog.

Vredens Børn fik det hele. Hans egne tja, de fik vist ikke meget.

Men jeg kan tage grumme meget fejl – det her er jo et litterært værk, og det følger måske ikke digterens liv, men sin egen kompositoriske plan: vi er ved kernen af erindringsgenren her, for skal digteren fortælle os “sandheden” eller skal han skabe et værk, der er smukt og sandt som kunsten er det, når den følger sine egne love og regler? Har Aakjær blot skilt det private fra og skrevet om sit offentlige liv som skribent? Og ikke om sin elskede kone og elskede børn?

Tier han med vilje?

Jeg har svært ved at opfatte ham som en kold fisk. Men kunne han ikke vise sine børn, at han elskede dem over alt på jorden, så var han det. En kold fisk.

Tænk, at jeg skulle skrive det om Aakjær. Undskyld gamle ven! Du måtte gå så grueligt meget igennem, og så blev du berømt. Men det kostede dig måske det vigtigste i livet. Kærligheden.

Måske sidder jeg her med “kvindeblik” og undrer mig over, at børn kan betyde så lidt, at de ikke får plads i erindringen?

Men hvordan det end er, så har vi heldigvis sangene.

Og tak for dem!

Erindringer – lidt snak om hovedstolen

Udgivet den af
Svar

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Så er vi nået til Jeppe Aakjær, men han får lov at hvile en stund på sine velfortjente lauerbær. For jeg vil lige liste omkring nogle nutidige. Senere vil jeg uddybe.

Det var Per Højholt, der skrev, at man skulle undlade at røre hovedstolen (det selvbiografiske stof), når man skrev skønlitteratur.

I den nyere litteratur bliver hovedstolen ofte endevendt.

For de moderne digtere – det nye årtusindes digtere – kan ikke rigtig slippe fri af den omtalte stol, det er som om der er et klæbrigt stof på den, som ikke vil slippe dem.

De kan ikke rejse sig og gå videre, før de har grebet fat i samme klæbrige stads og vredet det rundt i deres digterhjerner. Og de bliver ved og ved, selv om de fortæller, at det gør noget så satans ondt.

Nu er det her jo nok lidt overdrevet – som det altid bliver, når man vil se mønstre, der aftegner sig i andre mønstre, sådan at det hele løber en smule sammen – men – alligevel er tendensen ikke så vanskelig at få øje på.

Jeg græsser med glæde i den nyere danske og udenlandske litteratur – så meget, jeg nu kan nå, og her vil jeg blot nævne de bøger, som jeg umiddelbart kan komme i tanke om, og som jeg har læst inden for de seneste år. (Gode bøger for resten).

Erling Jepsen: kunsten at græde i kor

Thomas Korsgaard: Hvis der skulle komme et menneske forbi

Knud Romer: den der blinker er bange for døden

Christian Ditlev Jensen: Det bliver sagt

Leonora Christina Skov: Den der lever stille

Katrine Marie Guldager: det samme og noget helt andet

Kim Leine: Kalak

Edouard Louis: Færdig med Eddy Belleguelle

Jesper Stein: Rampen

Peter Øvig Knudsen: Min mor var besat

Søren Ulrik Thomsen: Store Kongensgade 25

Dette har jeg griflet i al hast og efter hukommelsen, og umiddelbart undrer det mig, at der kun faldt 2 kvinder ud af min mentale harddisk, mens der uden besvær dukkede hele 9 mænd frem. Hvordan hænger det sammen? Hvor er kvinderne?

Erindringer – B. S. Ingemann

Udgivet den af
Svar

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Han levede fra 1789 til 1862

Ingemann tegnet af Marstrand

Ingemann var rendyrket romantiker, så på sin vis kan vi godt kalde ham Danmarks svar på Chateaubriand. Han er vores egen nationale romantiker.

Men selv om de to lever samtidigt og begge skriver romantiske tekster og altså ligner hinanden i det indre (litterære) univers,, så er de i det ydre modpoler. Ingemann lever i Sorø hele sit voksenliv – han foretager den obligatoriske dannelsesrejse som ung, men fra og med sit ægteskab med Lucie Mandix bliver han i Sorø. Somme tider går han en lille tur i parken – så er han i naturen. Chateaubriand søger den vildeste natur i Amerika blandt indianere, og han kaster sig hovedkulds ud i livets voldsomste hændelser, færdes globalt, har intetsteds hjemme. Han oplever alt på sin egen krop: rejseliv, revolutioner, krige, landflygtighed, sult, savn og sorg.

Ingemann bliver hjemme. Og tænker sig til resten. Så dansk.

Ligesom H. C. Andersen og Chateaubriand skrev Ingemann i mange år på sine erindringer, men i modsætning til de to førstnævnte fik ham kun trykt den ene: “Levnetsbog” (når man ser bort fra en udgivelse: “Tilbageblik – udkast til en bog om hans voksenliv).

Levnetsbog fuldførte han i sin livsaften, og den blev udgivet i 1862 kort efter hans død. Han kunne altså godt som Chateaubriand hævde, at det var en røst fra hinsides graven, der her talte. I det første kapitel skriver han (side 5 i Jens Kelds udgave fra 1998):

Efter en Forfatterperiode af 50 Aar, maa han nu (1861) vel snart ansee sin Virksomhed paa denne Planet for afsluttet. Hans hvide Barnehår blev i hans Ungdom brunligt; hvad han i sit 72de Aar har af det tilbage er næsten blevet hvidt igjen. Han sidder nu i Løvfaldstiden i sin stille Havestue ved Sorø Sø og har atter fremtaget til mulig Udførelse det første Udkast til denne sin Levnetsbog. Det er et Foretagende, han ofte har tænkt og begyndt paa, men altid lagt til side for andre og kjærere Arbeider. Det har syntes ham profant at giøre den store vedslige Proteus, man kalder Publicum, til sin Skriftefader. At tiltroe sin egen Personlighed med et stille Privatlivs ydre Smaa Begivenheder Interesse for hin store idelig omvexlende Personlighed med de talløse Hoveder og Hjerter, har ogsaa syntes ham en anmassende Indbildning. …

Ingemann leverer med sin bog en af de efter min mening smukkeste barneskildringer i dansk litteratur. Fint og forsigtigt og fuld af kærlighed fremstiller han sine første år og sin ungdom i Torkildstrup Præstegård.

Torkildstrup Præstegård – Foto: Ole Henne Hansen

Ingemann tøvede meget længe, faktisk næsten til sin død, med at skrive erindringsbogen, og for at skabe endnu en distance ud over årene, der gik, så brugte han konsekvnt 3. person. Han betragter drengen, der aldrig bliver til et “jeg”, men konsekvent er en “han” – den anden – ham, man kan studere og studse over og glædes med, men ikke komme helt tæt på.

Distancen forekommer stærkt i skildringen af første skoledag, hvor den lille sarte dreng overlades til flokken af utøjlede og bøllede drenge, der mobber ham voldsomt. Men den gamle Ingemann ser på drengenes “løjer” med et glimt i øjet og et smil på læben og synes helt at have glemt den lille drengs rædsel. Eller han har vel ikke glemt den, men han holder den ud i strakt arm. Den skal ikke for tæt på. Her et citat:

(citat side 200) Prygleriet standsede dog et Øieblik ved den nye forbløffede Drengs Indstyrtning med et Rygpuf over Tærsklen og man flokkedes om ham, som Bræmserne om et fremmed Insect, der kastes ind i deres Rede. Under Huien og Skrigen, Latter og Spot over den lille “Jomfrudreng”, som han strax kaldtes, og over hans Landsbydragt, blev han paa engang overvældet med tusinde Spørgsmaal om Navn og Alder om Familie og hele Fortid, og ethvert Svar, han gav, blev fordreiet og gjort latterligt …

Erindringer H.C. Andersen

Udgivet den af
Svar

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

” Nu vil jeg uden Sky nedskrive den fulde Sandhed.” Det er med de ord in mente, at, Johanne Louise Heiberg kaster sig ud i det store skriveprojekt.

Hvor meget slettelak, der så har været ind over, ved vi ikke – men det er også sagen uvedkommende. Det færdige resultat, værket, er sluttelig blevet det, hun kan stå ved.

H. C: Andersen skriver sine erindringer i værk efter værk i forskellige perioder af sit liv. Jeg har nylig lyttet til tre og genlæst den mest kendte version: “Mit Livs Eventyr”. Dertil kommer, at hans litterære værker gang på gang gennemspiller det hele en gang til. Andersen kan ikke få nok af sin egen livshistorie. Hans værk er et kæmpe spejl af levet liv. Hans eget.

Som i grunden alle digterværker er. Mere eller mindre. “Madame Bovary c’est moi” – syndromet er ikke til at komme uden om for en forfatter. Hun lægger det på skærmen, som er i hjertet. I livet. Sit eget. Det eneste, hun forstår. Eller måske netop ikke forstår, men gerne vil forstå og derved måske trænge den tåge bort, der har sløret så meget.

Lise Busk-Jensens foredrag om Karin Michaëlis åbnede en dør for mig. Nu går jeg den vej… hvis jeg tør.

Kryster som jeg er.

Men H.C. Andersen var ingen kryster. Han trådte hårdt på sine egne smertepunkter, og det, der karakteriserer hans måde at skildre sin fortid på, er, at han på én og samme tid afdækker det forfærdelige, som vejen førte ham igennem fra barndommen og langt ind i livet, og samtidig giver os et billede af et uskyldigt, naivt og lykkeligt barn, der ikke et øjeblik lader sig slå ud af modgangen og aldrig tvivler på, at det er på vej lige ind i eventyret.

Billedet mødes hele tiden af sit eget modbillede.

Sådan er hans måde at forholde sig til erindringen.

Her er lighedspunkter med Johanne Luise Heibergs metode: lys og mørke følges ad. Men det vender jeg tilbage til.

H. C. Andersen af Frans Wilhelm Obermann

Som vi skal se senere, så er Andersen ikke ene om denne barnecamouflage – “jeg er et barn, jeg ser og forstår ingenting, gud hjælpe min uskyld!” etc. – Da jeg for år tilbage læste Karin Michaëlis’ erindringer slog det mig, at hun var ualmindelig naiv og barnlig som ung. Men det er jo teknik. Og det virker. Det slører. Og det afslører.

Det kommer jeg tilbage til.

Intermezzo – og nu til noget helt andet

Udgivet den af
Svar

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Som jeg jævnligt truer mig selv og mine læsere med, så vil jeg skrive mine erindringer, og i dag var jeg til et fremragende foredrag af Lise Busk-Jensen, litterat og forsker, og hun fortalte om Karin Michaëlis’ selvbiografiske skrifter på en måde, som virkelig vækkede ilden i mig. Og det skønt jeg allerede for år tilbage læste Karin Michaëlis’ erindringer – både i den tidlige og i den senere version. Bøgerne er skrevet som fiktion, og det kan jeg godt forstå, for K. M. er skønlitterær forfatter og behersker den skrivemåde.

Det ved jeg ikke, om jeg gør, men jeg behersker ikke andre. Når jeg forsøger mig med fag/sagprosa falder jeg i søvn i skriveprocessen, og det er en dårlig vane, når man vil skrive en bog.

Altså nu kommer Karin Michaëlis ind på linjen, som begyndte med Chateaubriand og som skal ende med Jesper Stein ( Rampen)

Når jeg har læst alle værkerne grundigt, vil de poppe op på skærmen, og jeg vil i al uvidenskabelighed forlyste mig (og måske et par stykker mere) med at sammenligne dem.

Så må jeg se, om jeg kan overkomme det inden for en overkommelig tid. Foråret prikker på min rude, drivhuset og haven og skoven og engen og agrene såmænd kalder, og til sommer myldrer børn og børnebørn frem fra fjerne verdenshjørner ( New Zealand og Florida)

Men jeg må holde mig selv fast på det projekt, jeg er begyndt på. Synes nok, at jeg har forsøgt at lære de hundredevis af børn og unge, som jeg har undervist gennem årene, at det er fint at lave projekter, men at det helst skal munde ud i et produkt.

Jeg jeg brugte ikke det sprog, for dengang så man ikke alting gennem erhvervslivets afstumpende linser.

Rusland

Udgivet den af
Svar

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Jeg var 13. Den alder, hvor man hverken er barn mere eller voksen endnu.

Om søndagen gik jeg undertiden i kirke sammen med min bedstemor. Vi gik ad engstien til Elling Kirke, for Strandby havde ingen kirke, og det var en god tur. 3 – 4 kilometer hver vej. Så der var tid til at snakke.

Og det var her – i den gamle Elling Kirke, at jeg første gang stiftede bekendtskab med Rusland. Eller rettere med en rigtig russer. Præsten var dansk nok, han hed Pastor Mostrup, og han var en tør, vist nok lidt kedelig type, grundtvigsk i al fald, og min bedstemor holdt ikke af ham, for han havde ikke de missionske præsters salvelsesfulde måde at udtrykke sig på. Ordene komme stille og jævnt, men for mig var de værd at lytte til, og jeg fik jo overtalt bedstemor til at gå med, når det var Mostrup, der prædikede. For han elskede at læse andre bøger end Biblen, vidste jeg, og hans tale var spækket med gode eksempler fra litteraturen. Og især den russiske, og lige den dag, som jeg nu husker og hvor jeg var blevet 13 år og følte mig voksen, læste han op fra Dostojevskijs “Brødrene Karamassof”. Det var kapitlet med den gamle “Starest” fra klosteret, som mødes med hovedpersonen Aljosja. Den dag vågnede min interesse for den russiske litteratur.

Mens vi gik hjem, fik jeg overtalt bedstemor til at vælge den bog, som præsten havde læst op fra som vores næste højtlæsningsbog – jeg lånte den på biblioteket, og vi læste også i den, men vi kom vist ikke særlig langt, det var alligevel for stor en mundfuld for den gamle og barnet. Og bedstemor fandt den desuden for verdslig – det husker jeg, at hun sagde. Så er der mere at hente i Biblen, mente hun.

Og det var der sikkert for hende, men ikke for mig.

Jeg kan ikke huske, om jeg selv læste bogen færdig, men jeg ved, at det frø, præsten såede den søndag, faldt i god jord. Det spirede, og det var sikkert grunden til, at jeg blev så glad for Rusland og russisk litteratur, og at jeg mange år senere valgte at læse russisk på universitetet. Det gjorde jeg af en bestemt grund: jeg ville kunne læse de store mestre på det sprog, de skrev deres værker på.

Det, der sker i det gamle Sovjet i dag, er forfærdeligt, og det er jo ikke sådan, at vi ikke har set det komme. Tjetjenienkrigen viste vel tydeligt nok, at Rusland har drømme om at få de gamle “frie” sovjetlande tilbage.

Men jeg blev kold af skræk – som alle andre – da Putin invaderede Ukraine.

En af mine tidligere bekendte (jeg var med til at kalde ham til vores gymnasium, da Jugoslavienskrigen rasede), er Jan Øberg. Han ved virkelig noget om krig og fred – har arbejdet som fredsforsker gennem årtier. Og han skriver i Kristelig Dagblad:

( Citat fra Kristelig Dagblad 7. marts – Jan Øberg)

“Selvfølgelig er Ruslands invasion af Ukraine helt uacceptabel. Men når det er sagt, er alt, og jeg understreger, alt, hvad Nato og vestlandene giver som svar modproduktivt, dumt og eskalerende. Der er kun rygmarvs-had, og følelser: Vi er gode, og de er onde. Der er ingen politisk-intellektuelle analyser, og det er dén psyko-politiske endimensionalitet, jeg betragter som farligere for fremtiden end Ruslands invasion.”

Rusland begyndte dog krigen …

“Ja, denne krig, men ikke den underliggende konflikt, som volden er symptom på. Forud for invasionen ligger 30 års total foragt over for Ruslands behov og protester. Nato har udvidet og udvidet, selv Ukraine, Sverige og Finland er i praksis forlovet med alliancen. Nato har uden grund ekspanderet helt op under skørterne på Rusland. Det handler om oplevet ydmygelse. Intet land i verden har siden 1945 dræbt så mange millioner mennesker og sendt så mange millioner mennesker på flugt i Mellemøsten og andre steder som USA, og Danmark har hjulpet til. Nu gør Rusland – stærkt trængt af Vesten i 30 år – det samme, og i øjeblikket er 350 mennesker døde. Principløse beslutningstagere og andre mener åbenbart, at der er gode og onde krige.”

Jeg er pacifist, det ved dem, der kender mig, og det er jo nærmest en sær ting at være, når verden er truet af krig. Lidt lige som at ville forråde sit land. For lige nu vil ALLE opruste til “den gode krig” – men kære venner: der findes ingen god krig. Venlige bomber slår ligeså hårdt som fjendtlige bomber, og A-bomben dræber os alle.

Så hold fingrene væk fra våben!!!

Men nej, folk elsker jo krig, selv små børn leger krig på deres iPad – vi opfostrer dem til at elske vold. Er der nogle af vores børn og børnebørn, som ikke har øvet sig på at dræbe et andet menneske? Nej vel!!

Selv om de fleste vil påstå det modsatte. Men sådan er det: Folk kan ikke få nok af vold: altså vold rettet mod “de onde.”

Nu tror jeg ikke, at vi kan deles op i gode og onde.

Er det ikke sjovt, at vi skriver på tobakspakkerne: rygning kan dræbe?

Et det ikke vildt, at vi ingenting skriver på tanksene og geværerne, selv om de ikke kan andet end dræbe?

Vil jeg så ikke kæmpe mod diktatur og tyranni og verdens ondskab? Jo, men ikke med våben, der dræber andre mennesker. Jeg tror på ordet. ORDET.

Jeg ved, at ondskaben findes – også i mig – jeg kan komme i en situation, hvor jeg handler ondt, fordi ondskab er en realitet i os alle, og i nogle – alt for mange – tager den magten og kaster mennesket ud i onde handlinger.

Den ondeste af alle handlinger er krig.

DJÆVELEN findes, det er jeg ret sikker på – jeg tror ikke, at Putin eller Hitler eller Stalin er (var) djævle – men jeg er sikker på, at ondskaben har taget magten i deres hjerter. At de er (var) besatte af djævelen.

Du går måske selv i kirke en gang i mellem, så er du jo med til at bekende det her: Vi forsager Djævelen og alle hans gerninger.

Når vi forsager ham, så findes han vel?

I gamle dage ( i Bibelen) talte man om, at mennesker kunne blive besat af Djævelen – det har såmænd aldrig ændret sig.

Jesus kunne drive Djævelen ud. Vi andre kan ikke. Men vi kan forsøge.

Jeg ved det godt: alle synes lige nu, at jeg er naiv.

Sikkert.

Som jeg husker – at skrive om liv/død

Udgivet den af
Svar

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

En strandbypige – Mit liv gennempløjet i erindringen

Tak til jer, der ikke slap mig de mange år, hvor jeg svævede over vandene, altid i fare for at styrte ned, mens jeg forsøgte at skabe verdner, der var mine egne, men som jeg alligevel tilegnede jer, for hvad skulle jeg ellers stille op med dem? De var ikke enestående, og de kunne derfor ikke stå alene. I var nødvendige, og I holdt mig oppe.

De fleste af jer har jeg aldrig mødt og skal jeg heller aldrig møde. Men på de mange foredrag, som jeg i årenes løb har drysset ud over landet fra Gedser til Skagen, har jeg jo set jer – og set jer som de smukke blomster, I altid vil være i mine øjne. Mens tiden gik, visnede vi en smule, og vi dør til sidst, men som der står i Biblen: ”hvis kornet ikke dør …”( Johannes k.12,v.24)  jeg  håber, at jeg hen ad vejen har spredt nogle frø, som vil spire i en fremtid, som ikke er min.

Ofte ser jeg mit liv som en mark. Ikke en eng. Ikke et sted med vilde blomster og bække, der risler gennem alt det grønne. Der er ingen idyl i det syn. Det er hårdt arbejde og altså en mark. En ager. Et sted, hvor jeg lever, som Gud har tænkt:: “I dit ansigts sved osv.” Og jeg høster det, jeg sår.

Ingenting kommer ud af den blå luft.

Og så tænker jeg, at det må være sådan.

Og så alligevel. For når jeg tænker på jer? Hvor kom I fra? Ud af den blå luft, synes jeg.

Jeg tænker på at pløje marken nu, hvor jeg er blevet gammel. Jeg ved, at jeg vil støde ind i sten, og at det kan gøre ondt … men … jeg vil pløje den igennem alligevel. Akkurat, som man fester igennem. Ikke uden stop selvfølgelig, og måske når jeg ikke til vejs ende.

Nu nok.

Jeg ved ikke, hvor jeg går hen, når jeg forlader jer. Det overlader jeg til Gud. Det er sådan, jeg synes, at det skal være.

Men nu får I alligevel to opstandelsesdigte. Og det ene er morsomt, og det andet er dybt alvorligt. Jeg tror på dem begge. Jeg tror på naturen, og at vi er i den, og jeg tror på Gud og at vi er i Ham.

Hans Hartvig Seedorf: Vi har retten til at drømme:

Vi har Retten til at drømme, at vi lever,
naar det lykkes os at leve i en Drøm. . .
Se nu brast den danske Drue
bagved Glassets lette Bue,
som vi løfted imod Solens brede Strøm.

Kun den lykkelige lever, mens han drømmer.
Kun den glædesløse drømmer om at dø.
Har vi sat de sidste Kærner
under Høstens høje Stjærner,
da vil andre Hænder sanke vore Frø.

Hvilket Under, at vort Kød og Blod forvandles,
at vi genopstaar engang som saligt Græs!
Vi skal slumre under Kulde;
springe frem igen af Mulde,
vorde Ax paany i Danmarks gyldne Hæs.

En skal genopstaa som Rose, én som Lilje,
én skal finde sig som Kløver i en Lo.
En skal dufte for de Døde.
En skal genopstå som Føde
og med Velbehag forsvinde i en Ko.

Men ihvad der end skal hænde mine Venner,
vil jeg bede til det Forsyn, som er mit:
“Lad mig spire i en Ager, –
nok saa lille, nok saa mager –
blot jeg genopstaar engang som Aquavit!”

Grundtvig:

Hil dig, frelser og forsoner!
Verden dig med torne kroner,
Du det ser, jeg har i sinde
Rosenkrans om kors at vinde,
Giv dertil mig mod og held!

Hvad har dig hos Gud bedrøvet,
Og hvad elsked’ du hos støvet,
At du ville alt opgive
For at holde os i live,
Os dig at meddele hél?

Kærligheden, hjertegløden,
Stærkere var her end døden,
Heller giver du end tager,
Ene derfor dig behager
Korsets død i vores sted!

Ak! nu føler jeg til fulde
Hjertets hårdhed, hjertets kulde!
Hvad udsprang af disse fjelde,
Navnet værdt, til at gengælde,
Frelsermand, din kærlighed?

Dog jeg tror, af dine vunder
Væld udsprang til stort vidunder,
Mægtigt til hver sten at vælte
Til isbjerge selv at smelte,
Til at tvætte hjertet rent!

Derfor beder jeg med tårer:
Led den ind i mine årer,
Floden, som kan klipper vælte,
Floden, som kan isbjerg smelte,
Som kan blod-skyld tvætte af!

Du, som har dig selv mig givet,
Lad i dig mig elske livet,
Så for dig kun hjertet banker,
Så kun du i mine tanker
Er den dybe sammenhæng!

Skønt jeg må som blomsten visne,
Skønt min hånd og barm må isne
Du, jeg tror, kan det så mage,
At jeg døden ej skal smage,
Du betalte syndens sold!

Ja, jeg tror på korsets gåde,
Gør det, Frelser, af din nåde.
Stå mig bi, når fjenden frister!
Ræk mig hånd, når øjet brister!
Sig: vi gå til Paradis!

Det er jo for så vidt to uforenelige livsanskuelser, de to digte udtrykker, og de er skrevet til to forskellige lejligheder: Seedorffs til fest og Grundtvigs til begravelse. En fest og en begravelse. Det hænger jo ikke sammen.

Jo, det gør det i mit hoved. Det kan du så måske forarges over. Men sådan er det. For mig er sorg og glæde tæt forbundne.

Livet er stærkere end døden.

Læs digtene og fortvivl ikke – selv om Putin kan slå os ihjel, kan han ikke forhindre os i at leve.

Erindringer – Johanne Luise Heiberg

Udgivet den af
Svar

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Vi er stadig i Chateaubriands århundrede: 1800-tallet, men det er tydeligt, at han har rødder i det forrige århundrede – 1700-tallets spirende romantik slår blomstrende ud hos ham, og smerterne fra revolutionen forlader ham aldrig. Og mens hans kunst folder sig ud under historiens vildeste vingeslag,og han gang på gang segner under de uvejr, der skyllede ind over Europa, er hun hjemme i den rolige andedam, hvor der nok er lidt røre, men det er på snadreniveau. Og vist er hun fra først af en grim ælling og bliver til en svane. Men det er ord fra Andersens pen – hendes tolkning er en anden – men derom senere.

Fra Marstand billede af Johanne Luise Heiberg

I Johanne Luise Heibergs erindringer ser vi ind i lille Danmark, og Marseillaisen bliver nok sunget i århundredes begyndelse – (det ved vi fra Ingemanns barndomskildringer) men som et muntert indslag i familiefester og anden selskabelighed.

Fru Heiberg er gift med Johan Ludvig Heiberg, og hun danner sin kunstneriske og litterære smag efter ham – og han var ud over at være forfatter en af tidens mest anerkendte kritikere, og som sådan angreb han med ironi og spot tidens førende romantiske digtere – f.eks. Ingemann og Andersen.

Men dette indlæg skulle handle om J.L.Heiberg som memoireskriver.

Kort om hendes liv:

Hun fødtes i 1812 og døde i 1890. Døbt Johanne Luise Pätges.

Forældrene var småkårsfolk – havde, da hun var lille, en beværtning, hvor moren serverede hjemmelavet mad – faren øl og underholdning: de små døtres dans på billiardbordet. Senere levede de udelukkende af morens madlavning.

Pigen bliver tidligt elev på Det kongelige Teaters Balletskole, hjulpet dertil af en ung mand, som falder (?) for hende og i al fald tager hende i sin varetægt. Han er en af de mænd, der kommer i huset for at drikke, spise og spille billard, og der ser han, hvordan faren tvinger de små piger til at danse på billiardbordet for at more kunderne, og han “redder” dem fra den skam, som i al fald Johanne føler ved at optræde på den måde og for det publikum. Siden hjælper han pigerne hele vejen til de bliver voksne: får dem på balletskole, betaler for dem, giver dem undervisning osv.

Jeg vil ikke nærmere komme ind på de biografiske data, men udelukkende se på Johanne Luise Heibergs måde at gribe genren “memoirer” an på.

Det har mange andre også gjort forskellige forsøg på. Jeg vil citere nogle linjer fra et par stykker, som jeg er enige med. Bodil Wambergs “Johanne Luise Heiberg”. Hun skriver på side 11 følgende:

“… i erindringernes beretninger fungerede hun på helt andre præmisser, her krængede hun over i en så lidenskabelig subjektivitet, at det “genoplevede” i folkemunde blev til “gjenopløjet”, og ingen i den danske litteraturs historie har vist posthumt givet anledning til en sådan ravage som Johanne Luise Heiberg, da hendes erindringer i 1891 blev udgivet, planmæssigt et år efter hendes død.”

Vibeke Schrøder skriver om sagen således i sin bog om Johan Ludvig Heiberg: “Tankens Våben” (side 10)

Hun blev mistænkt for at lyve om sit liv, men det er en forenklet og forkert opfattelse af et erindringsværk. … Fru Heiberg brugte tredive år på at finde frem til og formulere sandheden om sit liv, fordi hun havde brug for det. Det, der for andre tog sig ud som løgn, var i virkeligheden en dybere sandhed end den, der kunne formuleres i en traditionel selvbiografi. De steder i bogen, hvor man kan afsløre åbenbar usandhed og fortielse, er de mest interessante, for det er her, den personlige mytologi kommer til udtryk. Det er her, fru Heiberg fortæller den egentlige historie om sit liv.

I den sidste del af Fru Heibergs erindringer fortæller hun, hvordan og hvorfor denne beslutning om at skrive om sit liv kom til hende. Og jeg tror, at vi skal tage hende på ordet. Hun skriver: (citat side 144)

En Eftermiddag i Februar, da jeg sad ene og grublede i Tusmørket i min Dagligstue, stirrende ind i den livlige Lue fra Kakkelovnen, og i Tankerne gjennemgik min Barndom, min Ungdom og min nuværende Stilling, faldt der mig for første Gang i mit Liv ind: Mon du ikke kunde optegne alle disse Erindringer, alle disse lyse og mørke Aar; Maaneder, Dage, Timer af dit Liv og derved rive Tanken løs fra dette nærværende uhyggelige Tidspunkt? Der behøver jo Ingen at læse det; naar det kun gjør den Nytte at rive dine Tanker bort fra dette Øieblik og befri din Sjæl fra, at Bitterheden slaaer Rod i Sindet, da ere jo store Ting opnaaede. Og neppe var Tanken født, før jeg sprang op, tændte Lampen, lagde et Ark Papir tilrette paa Bordet og dyppede min Pen. Jeg sagde til mig selv: “Nu vil jeg nedskrive Alt, hvad der staaer i min Erindring, uden mindste Kritik eller Forbeholdenhed; siden kan jeg jo igjen udslette, hvad der ikke burde være nedskrevet; men nu vil jeg uden Sky nedskrive den fulde Sandhed. Jeg vil ikke bryde mig om Form, Stil eller Sligt, men skrive saa hurtigt som Pennen kan løbe.”

Som man kan se, så er det hendes tanke at være sanddru og at nedskrive det, der melder sig for hendes som vigtigt i selv skriveprocessen. Og naturligvis vil resultatet blive subjektivt. Hun ser jo med vilje tingene fra sin side, og som bekendt har alt flere sider, og hun kunne måske nok have skrevet med det forbehold, at der findes andre vinkler end hendes egen.

Det gør hun ikke. Men det gør ikke hendes ord løgnagtige. De er netop så meget mere hendes ord.

Erindringer – Chateaubriand

Udgivet den af
Svar

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Han levede fra 1768 til 1848

Her ville jeg placere et billede af forfatteren, men men men … det lader til, at den store oprydning forrige år, der fór som en tsunami ind over min bogsamling og reducerede den med mange hundrede bind, i sin iver har skovlet min franske litteraturhistorie ud af verden (min verden – den er måske at finde i Kirkens Korshærs bogsamling). Billedet vil komme senere.

Indtil det sker nøjes vi med et billede af Napoleon af J.F.Clemens

På nettet finder man kun platte og pjattede og dårligt oversatte artikler – dvs. de ca 100 hits, jeg har skimmet, er i al fald ubrugelige.

Men nu får I foreløbig tage til takke med det, som jeg husker fra min studietid ved fakultetet for romansk filologi dengang i 1960’erne. Det kommer her råt for usødet:

Sandt er det, at han levede fra 1768 til 1848.

Han afsluttede sine erindringer syv år før sin død i 1841. Dvs. at titlen: memoires d’outre- tombe er en smule forhastet, men helt passende kunne den jo aldrig blive.

Det er også sikkert som amen i kirken, at han var romantiker og konservativ og kun med nød og næppe undslap guillotinen, hvilket ikke lykkedes for en del af hans familie, bl.a. en bror.

Jeg læser i øjeblikket en dårlig oversættelse af hans erindringer – har sendt bud efter en fransk version, men indtil den kommer, vil jeg ikke desto mindre strø om mig med citater fra omtalte oversættelse.

Chateaubriands værker er obligatorisk pensum i et fransk gymnasium. Kanoniseret som førende romantiker. Og det er han. Glødende romantiker. Men jeg vil i første omgang skrive lidt om hans tilgang til erindringsgenren.

Han begynder sine erindringer i 1812 – det år, hvor Napoleon går ind i Moskva og forlader en brændende by, mens han planlægger sit næste felttog ( den næste nedslagtning) denne gang mod Sankt Pedersborg. Men den russiske vinter slår ham ud – han vender hjem uden sejr.

Og imens sidder Chateaubriand ved havet og skriver. Her er et citat fra den påbegyndte memoireskrivning. Og læg mærke til, at han forholder sig til temaet: sandhed/løgn.

Fra bordet, jeg sad ved, havde jeg hele Tiden dette Hav for øje, der har set mig lige fra min Fødsel, og som beskyller Storbritanniens Kyster, hvor jeg i saa lang Tid gik i Landflygtighed. Mit Blik søgte ind over Søen, hvis Bølger bar mig til Amerika, kastede mig tilbage til Europa og bar mig ud igen til Afrikas og Asiens Lande. Vær hilset, du Hav, min Vugge og mit Genbillede! Jeg vil berette dig min Livshistorie. Hvis jeg lyver, vil dine Vover, der er så tæt sammenslyngede med mine Dage, anklage mig som Bedrager overfor de Slægter, der følger efter mig.

Chateaubriand har i 1833 fuldendt 18 memoire-bøger, som han forsøger at sælge. Forgæves. Han oversætter Miltons “Paradise lost” for at overleve.

i 1836 lykkes det ham at få udgivet fire bøger (memoirer)

Dette værk er i modsætning til de fleste andre i genren ikke kronologisk, men springer i tid og sted, hele tiden frem og tilbage. Og selve den kaotiske opbygning spejler den tid, forfatteren skildrer: hans egen levetid. Et større kaos kan næppe tænkes. Enevælde, revolution, restauration, diktatur, revolutioner og modrevolutioner. Og i dette sociale kaos flettes forfatterens liv ind: han er aristokrat, men drømmer romantiske drømme om de vildes frie liv, om at udforske/udfordre verden og rejser til USA, her hører han om mordet på Ludvig d.16 og rejser hjem igen for at slås i prinsernes hær imod rædselsregimet og for monarkiet, melder sig som menig soldat, lider frygteligt, emigrerer til England, kommer dertil uden penge og sulter og lider stor nød. Imens skriver han og bliver kendt, rejser hjem til Frankrig, bliver berømt, får stilling som ambassadør og skaber sig en karriere som politiker. Er konservativ og alligevel en forkæmper for f.eks. ytringsfrihed. Tror på et oplyst monarkistisk styre.

Han oplever ALT. Og han overlever ALT.

Herunder et citat fra begyndelsen – romantisk – men også afslørende med hensyn til barnets første år: det er ikke mor (MODEREN er endnu ikke opfundet) men ammen, der bliver barnets første nærkontakt og i opvæksten de første år, er det tjenestepigen, han knytter sig til. Hvor er mor?

Det Hus, som mine Forældre den Gang boede i, laa i en skummel og snæver Gade i Saint-Malo, der hed Rue des Juifs. …. Det Værelse, hvor min Moder fødte mig, vender ud til en øde Del af Byen med nøgne Mure, og gennem Vinduet i dette Værelse  ser man Havet, der strækker sig, saa langt Øjet rækker, og brydes mod Kystens Klipper. Jeg var næsten død, da jeg kom til Verden. Bølgernes Brølen, der forøgedes af voldsomme Vindstød, som meldte Efteraarsjævndøgnets Komme, overdøvede mine Skrig. Man har tit fortalt mig disse Detailler; deres Tungsindighed er aldrig udslettet af min Erindring. Der er ikke en Dag, naar jeg tænker tilbage paa mit Liv, hvor jeg ikke i Tankerne ser den Klippe, paa hvilken jeg er født, Værelset, hvor min Moder paatvang mig Livet, Stormen, hvis Larm vuggede mig i min første Søvn, og min ulykkelige Broder, der gav mig et Navn, som jeg næsten altid har slæbt gennem Ulykken. Himlen syntes at samle disse forskellige Omstændigheder for straks ved min Vugge at afmale et Billede paa min Skæbne. … Da min Moder havde sat mig i Verden, maatte jeg for første Gang i Landflygtighed; jeg forvistes til Plancouët, en yndig Landsby mellem Dinan, Saint-Malo og Lamballe.  … .Min Amme viste sig at være gold, og en anden fattig, kristen Kone lagde mig til sit Bryst. Hun indviede mig til Landsbyens Skytshelgeninde, Vor Frue af Nazareth, og lovede hende, at jeg til hendes Ære skulde bære blaat og hvidt lige til mit syvende Aar. … Efter tre Aars Forløb blev jeg hentet tilbage til Saint-Malo. … Jeg havde nok som Dreng, som den sidst fødte, som Junkeren (saaledes kaldtes jeg) nogle Privilegier fremfor mine Søstre, men i det store og hele blev jeg overladt til Tjenestefolkenes Varetægt.

Det er ikke, fordi drengen er havnet i en kold og kynisk familie. Den er helt normal for en adelsfamlie at være. Og han får præcis den opdragelse, som blev alle adelige børn til del: at blive anbragt i en fosterfamilie som nyfødt og senere hjembragt. Hvordan de første år i barnelivet forløber, ja, det er ikke forældrenes sag. Dertil har man gode bønder.

Jeg har nu læst MÉMOIRES D’OUTRE-TOMBE på fransk udgaven “clasiques Garnier” 1989-98

Jeg vil citere slutningen – den viser mere end noget andet Chateubriands ærinde: at føre sig selv frem som vidne om sin tid. Et vidne, der er værd at lytte til, fordi han har oplevet og overlevet nogle af de mest turbulente afsnit i sit lands historie. Og desuden rejst i flere verdensdele og kunnet raportere derfra : Afrika og Amerika. Jeg vil citere fra bogen og bagefter oversætte til dansk:

“Que ne pourrais-je pas dire à mon tour, témoin oculaire que jeg suis de deux ou trois mondes écoulées? Quand on a rencontré comme moi Washington et Bonaparte, que reste-t-il à regarder derrière la charrue du Cincinnatus américain et la tombe de Sainte-Hélène? Pouquoi ai-je survécu au siècle et aux hommes à qui j’appartenais par la date de ma vie? Pourquoi ne suis-jeg pas tombé avec mes comtemporains, les dernièrs d’une race épuisée? Pourquoi suis-je demeuré seul à chercher leurs os dans les ténèbres et la poussière d’une catacombe remplie? Je me décourage de durer. Ah! si du moins j’avais l’insouciance d’un de ces vieux Arabes de rivage, que j’ai rencontrés en Afrique! Assis les jambes coissées sur une petite natte de corde, la tete envelloppée dans leur burnous, ils perdent leurs dernières heures à suivre des yeux, parmi l’azur du ciel, le beau phénicoptère qui vole le long des ruines de Carthage; bercés du murmure de la vague, ils entr’oublient leur existence et chantent à voix basse une chancon de la mer: ils vont mourir.

Frit oversat:

Hvad kunne jeg ikke fortælle, jeg, som har været øjenvidne til hele to eller tre forsvundne verdner? Når man som jeg har mødt Washington og Bonaparte, så har man set det hele – bliver der noget at se efter det? – efter plovskæret fra den amerikanske Cincinnatus og efter graven på Sainte-Hélène? Hvorfor har jeg overlevet mit århundrede og mine samtidige? Hvorfor faldt jeg ikke sammen med dem, der var de sidste af en udlevet race? Hvorfor er jeg blevet tilbage, ene om at søge deres ben i en overfyldt katakombers støv? Jeg kan ikke mere! Åh! Om jeg dog blot besad samme ro som hos de gamle arabere, jeg har set ved flodbredden i Afrika! Siddende på en lille rebmåtte med benene over kors og hovedet indhyllet i deres burnus, tilbringer de livets sidste timer med at lade øjnene følge den smukke flamingo, der flyver langs Carthagos ruiner; og vugget af bølgernes mumlen glider de ind i glemslen med havets sang i ørerne: de dør.

I forordet til ovennævnte bog skriver Jean -Claude Berchet, at grunden til hans berømmelse skyldes, at …

…”que son génie si particulier repose sur les vertus meme du poète: imagination sans frein/ don du voyage/ faculté de conjuger ensemble reve et action pratique poètique du monde:

Oversat nogenlunde: … at hans helt særlige genialitet hviler på det, der er en digters største dyd: en tøjlesløs fantasi/ et talent for at rejse / evnen til at sammenknytte drøm og praktisk, poetisk handling i verden.

Victor Hugo ( Garnier-udgaven side lX), fortæller, at han, da han d. 4. juli 1848 trådte hen til Chateaubriands afsjælede legeme for at sige ham et sidste farvel, for enden af den lille jernseng, hvori digteren lå, fandt en lille hvid kiste. Heri lå manuscriptet til “Memoirers d’outre-tombe”.

Det udkom efter digterens død. At udgive efter døden har han fælles med Johanne Luise Heiberg.

Chateubriand tilbragte sine sidste år sammen med den berømte (berømt for sin skønhed) Madame de Récamier. Prøv at google hende og se hvilken skønhed.

Hun holdt salon – en gammel fransk skik: fine damer holdt litterære saloner. Den skik bredte sig til hele Europa – i Danmark holdt fine adelsdamer også salon.