Det tidlige efterår er så mildt og venligt i år. En let tåge hver morgen og sol og blå himmel op på dagen. Gik i engene i dag og fandt glæden ved det. Det enkle liv. Det burde vel være nok.
Hvorfor er der så alligevel en længsel?
Jeg er på skolebænken.
Jeg vil gerne blive klogere på dagens ungdoms værdier. Og mere sikker i deres sprog. Og nu har jeg forsøgt at finde relevante eksempler – Det gør jeg i den litteratur, der lige nu skrives af unge om unge. For at finde ud af ungdommens sprog og levevis.
Uha, det lyder lidt klamt. Sprog og levevis! Og så ungdommens!
”Du er dømt til at tabe i det spil,” kan jeg høre min unge Kjeld sige. Min hovedperson, som netop skal være en 17 års dreng i 2025.
”Du med dit oldingesprog!” vrænger han. ”Hvordan vil du fange en autentisk tone – hvordan vil du skildre en autentisk gymnasieelevtilværelse af 2025. Du gik selv i gymnasiet i 1959. Og det har han jo ret i.
Men jeg vil da forsøge at blive klogere, og så forleden gik jeg i gang med at læse en af de yngste forfattere, som netop for et par år siden skrev en roman om en pige, som lige har alderen – en 17-18 årig nyudsprunget student.
Hvad var det så, jeg der fik lært? At ”fuck” er det nye ord i de unges sprog, et ord, som forekommer i ca. hver anden sætning. Og jeg lærte, at det er sejt at ryge, sejt at have sex hele tiden og overalt, at drikke sig i hegnet og at vælte rundt i alverdens lort og bræk.
Tja, sådan ca. er livet for de unge i den bog.
Nej, nu er jeg sikkert uretfærdig. Jeg har kun læst ca. halvdelen af bogen, og jeg synes faktisk, at forfatteren skriver godt. Det er ikke de litterære kvaliteter, der mangler. Men indholdet! Du milde himmel! Men det gør hende jo ikke til en dårlig forfatter, jeg mener Baudelaire skrev jo sit hovedværk ”les fleurs du mal” i samme alder, og den handler jo heller ikke om rene sjæle.
Forfatteren hedder Sofie Riis Endahl, og hun er 25 år, men da hun skrev den bog, jeg læser nu, og som hedder ”Pixie lever stadig”, var hun kun 23 år. Og hun har skrevet flere bøger og fået fine anmeldelser for at ramme plet i sin skildring af gymnasieungdommen.
Men jeg forstår det ikke. Den ungdom, man møder i bogen, lever et fuldstændig sygt liv i druk og sex og uden andre værdier end lige det. Det er helt ude i hampen, for nu at bruge et antikveret udtryk, som alligevel rammer indholdet ret præcist. En holdningsløs ungdom.
Jeg vil forsøge at finde andre unge, der skriver om unge, og se, om jeg kan blive klogere, eller om jeg må opgive at finde et sprog til mine personer, der jo gerne skulle være nogenlunde troværdige eksempler på en moderne ungdom år 2025.
Måske skulle jeg skrotte tanken om den moderne Kjeld, der skriver om middelalderens Kjeld. Men den ide holder jeg nu engang meget af, og jeg kan ikke helt slippe min Kjeld nr. 1 – selv om det selvfølgelig ikke er ham, der skal være hovedperson.
Jeg har helt godt hold på Kjeld nr. 2 synes jeg, og han behøver ikke sige ”fuck” til alting. Og han går ikke rundt og boller og knepper og knalder og fucker og skider og tisser og gør grin med Bibelen og hele Visdommen.
Jeg vil gerne skrive om Kjeld og Kærligheden. Men kærlighed og sex er i min pen desværre næsten to uforenlige verdner. Og det er forkert. Det ved jeg godt. Og jeg klamrer mig til “næsten”.
Det er to fænomener, der må og skal forenes. Hvordan? Jeg har kun set to forfattere, som det lykkedes for at hæve sex til højder, der lignede kærlighedens. Den ene er Jon Kalmar Stefansson og den anden er Henning Mortensen. Hvorfor er der ingen kvinder?
Da jeg udgav Kingobogen sagde min redaktør: Du stopper altid lige foran soveværelsets døren. Hvorfor? Du skal åbne den og gå ind og du skal følge dem i sengen!
Det var en ordre, men jeg fulgte den ikke. Og anmelderne så det.
På det punkt flyver jeg med stækkede vinger.
Til gengæld flyver Engdahl baskende rundt med stålvinger, mens hun rammer til højre og venstre og dræber småkravlet og livet omkring sig og skider på alt det smukke i verden. Og Kærligheden er en by i Rusland. Og kroppen er en svinesti. Og måske er det alligevel der, jeg (desværre) kan følge hende: i mange mange mange år fortrængte jeg kroppen og ALLE dens gerninger og forsøgte at leve i ånden og glemme, at jeg overhovedet havde en krop.
Men som gammel er krop og sjæl forenede.
Der er mange fordele ved at blive gammel. Når man i sin ungdom har været såret og har gået rundt og og slikket sine sår, men så opdager, at det er blevet et lille ubetydeligt ar, som ikke mere bløder.
Jeg vil røgte det så godt, jeg kan? Skrev jeg virkelig det? Undskyld mig lige! For hvad er det nu for noget at skrive? Røgte?
Er jeg en dreng eller en gammel bondemand? Man kan jo få sine tvivl.
Lever jeg et virkeligt drengeliv i det Herrens År 2025? og er jeg selv virkelig, eller er jeg bare en stakkels overlever fra forrige eller næstforrige århundrede, som en eller anden fantast har iklædt drengetøj og løbesko?
Man kunne jo tro, at jeg var taget lige ud af en novelle af Jeppe Aakjær. En af dem, der handler om røgterdrenge. Og Aakjær, tænker du og synes måske, at det håbløst at hænge på, men nej, bare rolig. For Aakjær kender jeg. Jeg har en dansklærer, der mener, at det er vigtigt, at vi læser de gamle tekster, som får de fleste i min alder til at lukke af. Men ikke mig, jeg lukker tværtimod op og lader de gamle ord åbne mine øjne for det, der var engang.
Så blev du så klog. Og jeg blev selv lidt klogere på, hvem jeg er.
Jeg er en dreng, der kan lide at læse. Og så er jeg en dreng, der ikke ligner alle de andre drenge i klassen eller for den sags skyld de helt almindelige drenge i 2025Danmark.
For resten er der ingen, heller ikke drenge, der gider være almindelige i dag. Det er så megaalmindeligt ikke at ville være almindelig.
Jeg tror alligevel, at jeg er ikke-almindelig på en ualmindelig måde.
Men nok om det. Vi må have lidt mere styr på, hvem jeg er.
Jeg har en mor og en far. Der er ikke så meget at sige om dem udover, at de vist nok er ret almindelige. De har valgt Ålum, fordi huspriserne er lave her, og de har kunnet bygge deres eget hus, som vi bor i. Man er nødt til at have to biler her, men både far og mor har gode jobs, så det er ikke noget problem. Jeg er enebarn og var allerede en stor dreng, da vi flyttede til landsbyen. Nu skal jeg i gymnasiet, men så er der heller ikke længere til Randers. No problem! Ville jeg ønske, at jeg boede i byen? Det ved jeg helt ærligt ikke. Jeg har haft en stor del af min drengetid her, og det er OK med mig. Tror jeg.
Det er min familie, men dem skal jeg ikke gøre så meget ud af, for de spiller ikke nogen særlig vigtig rolle i min fortælling, og nu bliver du nok nysgerrig, for hvordan kan ens nærmeste være fjerne i en fortælling om mig som centrum.
Tja, det kommer vi til. Lige nu lader vi min familie ligge og simre i egen ret. Nej, det var virkelig dumt sagt, men nu har jeg jo skrevet det, og jeg hader at slette. Altså bliver det stående.
Men gør ingenting, at det går langsomt. Alt for meget går alt for hurtigt i denne tid, og det, som jeg nu vil begynde på, må gerne tager evigheder. Bare det bliver nogenlunde sådan på papiret som det lige nu er i mit hoved.
Det bliver det jo sjældent, men det gør så heller ingenting. Bare det bliver. Det ideelle er til for at lede os på sporet, ikke fordi vi nogensinde vil kunne nå dertil. Tag f.eks. Jesu Bjergprædiken – der får du at vide, hvad det er for et menneske, Gud vil have dig til at være. Og suk! det bliver du aldrig. Men du kan forsøge at nærme dig.
Sikke en sammenligning! What??? ville mine børnebørn sige. Men jeg lader den stå lidt alligevel.
Og hvad er det så, jeg vil i gang med?
Åh jo såmænd. Det er en bog. Tænk engang, jeg vil skrive en bog. Det troede jeg ikke om mig selv, men det var måske, fordi jeg alt for længe groede fast i et manus, som ingen gang har på jorden: Bogen om mit liv – den såkaldte erindringsbog. Såkaldte. Ja, for det er jo ikke muligt at skrive sådan en bog, og det kan man jo let forvisse sig om ved at læse det utal, der allerede er skrevet af den slags. Okay, jeg vil indrømme, at der blandt dem findes udmærkede bøger, nogle af dem er mere end det – de er fremragende. Karl Ove Knausgård, Jesper Stein og Vibeke Grønfeldt for nu lige at nævne tre af de bedste nulevende. Men for i al fald de to af dem gælder det, at det er den litterære kvalitet, der hæver dem til noget nær skyhøjde. Og der vil jeg jo aldrig nå op.
Så farvel til det manus og velkommen til det ny.
Ny og ny? Det er faktisk en gammel ide, som jeg har klistret lidt vinger på.
For år tilbage flaksede den ret vildt i mit indre univers og var også nær ved at tage form. Så skete der noget, som jeg vil springe over, for det er ikke alt, man skal sige højt. Og så faldt fuglen til jorden.
Nu vil jeg prøve at give den luft under vingerne. Men som sagt: det kan tage tid.
Jeg vil skrive to børnebøger om vore to Ålumhelte. For sådan nogen har vi. Og lidt heltedyrkelse kan vel gå an, når de nu er så lokale og så fine som de to.
Den ene er Kjeld den Hellige – og den anden er Mogens den Heldige. For mens Kjeld, der levede i Middelalderen, viede sit liv til at hjælpe de svage og de fattige og lykkedes med det i så høj grad, at han blev helgenkåret, så blev Mogens en af landets mest kendte malere, da han levede i sidste halvdel af 1600tallet.
Der er nogle hundrede år mellem de to skikkelser – og jeg ved ikke, hvor mange lighedspunkter, der er, men jeg vil skrive om deres barndom i Ålum, om deres drømme og om deres kamp for at realisere drømmene. En kamp, som man må sige, at de begge vandt. Der er krummer i drenge fra Ålum.
Jeg har sunget den sang med tårer i øjnene, og jeg ved, at jeg vil gøre det igen. Hvert år d. fjerde maj. Og vist elsker jeg mit fædreland og mit modersmål – mit moderland og mit fadersprog. Men det forhindrer mig ikke i at tænke. Og lige det der med at gå i krig for landet og kæmpe på Ærens Mark placerer os altså noget nærmere de aber, vi stammer fra end jeg bryder mig om.
Det vil enhver primalforsker give mig ret i. En chimpanseflok, som splittes op og bliver til to grupper, går gladeligt i gang med at dræbe hinanden, selv dem, der tidligere stod dem nær og som de før har nusset og kærtegnet, slår de nu ihjel. For nu har de hvert sit territorium, og så må de i krig.
Og sådan bliver vi også, når vi går i krig. Som chimpanserne. Så dræber vi vore brødre og søstre. Det kan ikke siges mere præcist.
Mine svigerforældre blev under krigen smidt ud af deres hus, en tjenestebolig, og huset blev overtaget af tyskerne, mens familien måtte flytte ud i laden (stalden) – men min svigermor har fortalt mig, at de unge tyske soldater kom ud til hende og fortalte hende om deres længsel efter at komme hjem til deres familie. Og at hun trøstede dem. Hun så ikke fjenden, men medmennesket.
Det er altid ganske almindelige mennesker, der sendes i krig. Af magtmennesker: – Putin – Hitler – Mussolini – Trump – Netanyahu – listen er lang …
Og sådan har det altid været.
Igen vil jeg citere et par strofer af Halfdan Rasmussen:
Jeg drømte ungdom stærk og fri./ Jeg drømte frihed skøn og stor./ Men bag min drøm stod jeg og vi/ parat til brodermord.
Vi går i flok bag hver sit flag./ vi slås for hver sin tro./ Vi går mod fælles nederlag/ og lader hadet gro.
Jeg er din fjende! Du er min!/ skønt vi har samme vej at gå,/ forkaster du min tro for din,/ som dør bag bolt og slå.
Min hånd som din: parat til død!/ Og hjertets frygt blir håndens mod./ Så hærger vi hinandens kød/ med angstens ild og blod.
Jeg har både læst og hørt om den danske forfatter Andrea Hejlskovs liv i de svenske skove. Det er en ældgammel drøm om at leve enkelt og alternativt i forhold til det kapitalistiske samfunds krav og kår, en drøm, som hun sammen med sin familie realiserede for år tilbage og har fortalt om og skrevet om siden.
I følgende blogindlæg vil jeg fortælle om en af foregangsmændene til dette eventyr, nemlig amerikaneren Henry Thoreau, der i årene 1847 og 1848 levede i en amerikansk skov Walden. Det var for ham ikke et valg om definitivt at træde ud af samfundet, det svarer nærmere til vor tids trend med at ”gå i retræte” for en tid. Her altså i to år. Og de erfaringer, han gjorde sig, blev til bogen: “Walden – Livet i Skovene.”
Men her først et citat fra Andrea Heljskovs fortælling om sit ”eksperiment” – i anførselstegn, fordi det nok er et mere permanent livsvalg, hvorimod det for Thoreau var og blev et eksperiment:
Vi har meldt os ud af det kapitalistiske samfund, men vi har ikke meldt os ud af fællesskabet. Jeg er meget optaget af klima, social ulighed og politik. Jeg er også meget solidarisk, men man kan ikke være solidarisk med alle. Når jeg siger til mine foredrag, at samfundet er på vej ud over afgrunden, nikker folk. Jeg er blevet overrasket over, hvor mange der længes væk. Problemet er, at man ikke må lave et alternativ til samfundet, som vi kender det. Men lad os da fikse det, der er gået galt i stedet for at lukke øjnene for det. Der er ikke nogen anden vej ud end den, man selv finder. Og det er det, jeg prøver på nu.
Jeg var ikke forberedt på, at jeg ville blive dyrket som en guru, og vidste ikke rigtig, hvordan jeg skulle håndtere folks projiceringer. Folk, der synes, at vi er helte. Det er det, jeg har oplevet som noget af det sværeste. For jeg er jo bare en idiot, der ville leve et andet liv. Jeg ser ikke så meget mig selv som foregangskvinde, men mere som en mellemmand, der fortæller om livet i skoven. Fordi jeg bare kommunikerer, hvad mange har gjort før mig. At stå af ræset og flytte ud i naturen. Der bor mange mennesker i skoven, også unge, der bosætter sig derude, fordi de har en drøm om at være autentiske. Folk ved det bare ikke, fordi der ikke er nogen, der taler om det. Men uligheden stiger jo, så det er kun et spørgsmål om tid, før der kommer flere. Nogle flygter fra økonomisk undergang og fattigdom, andre opsøger kreativitet. Der er mange forskellige mennesker herude.
Folk har en meget fast forestilling om, hvordan det er at bo i skoven. At det er ren lykke, hold kæft, og vær smuk, harmoni og balance. Men hvorfor må man ikke komme tilbage en gang imellem eller have en blog, hvor man skriver om livet i skoven? Hvorfor skal man være mod teknologi for at være ét med naturen? Og hvorfor må man ikke gå op i skønhed? Æstetik er et overskud, som jeg tillader mig selv igen, nu hvor alt ikke længere handler om overlevelse. Nu har vi fået vores bjælkehytte op at stå og er blevet selvforsynende. Vi har været igennem vildt mange kriser, fordi vi har sat spørgsmålstegn ved alt. Og derfor har jeg også lyst til at indrette vores bjælkehytte, selv om jeg aldrig kunne drømme om at købe noget. Æstetik er overskud, og det kan du ikke købe dig til.
Ovenstående citat er fra nettet, hvor hun skriver mere om sit eksperiment, og det er værd at læse om, ligesom hendes bog “Den store Flugt” er en flot skildring af hele eksperimentet.
Jeg ved ikke, om Hejlskov er inspireret af Thoreau, men de finder samme vej ud af et system, som de foragter og helst vil vende ryggen. Det bliver så til et liv i skovene = i naturen. Thoreau er romantiker, som de fleste åndsmennesker var det i første del af 1800tallet, men han er også i moderne. Forholder sig analytisk til sin omverden og i sin egen selvforståelse er han videnskabsmand (= filosof? naturvidenskabsmand? lidt af hvert). Han iagttager og noterer og konkluderer, og meget af det, han når frem til, er brugelig viden for os i dag, eller i al fald kan det bruges som en kilde til inspiration, og det har det jo været i snart et par hundrede år.
Jeg vil citere et sted fra ”Walden” hvor han skriver om sin foragt for den dygtige landmand = den, som har opnået at drive et mønsterbrug og tjent mange penge på det. Her er der direkte paralleller til vor tid storbønder, der også først og fremmest tænker på profit og udnyttelse af naturen frem for at beundre og ære den.
Tankerne om mønsterbondens hærgen i og hersken over naturen kommer til ham, mens han kigger ud over en sø og bliver betaget af synet. Søen har navn efter den bonde, der ”ejer” den og hedder derfor ”Flint’s Pond” – og det forarges han over:
(Citat side 178)
Flint’s Pond! Så fattig er vores navngivning. Med hvilken ret har den smudsige og ubegavede bondemand, hvis jorder stødte op til dette himmelvand, hvis bredder han hensynsløst har ribbet for bevoksning, givet den sit navn? En flinthård gnier, som holdt mere af en spejlblank dollar eller en nyslået cent, som han kunne betragte sig eget kobberrøde ansigt i, som anså selv de vildænder der levede i den for uvedkommende som krænkede hans ejendomsret; og hvis fingre var blevet krumme og hornede som rovfuglekløer af i årevis at have grebet grådigt efter bytte på harpyisk vis – …
Og videre ( citat side179 Om søen)
Ja, den får ikke for lidt. Jeg vil helst tro, at en moderne landmand ikke ligner ovenstående, og at han inddrager naturen i sit arbejde. Men jeg er ikke sikker. Kender ikke så mange landmænd, og jeg kan mest have ondt af dem, fordi de i dag vist nok kæmper en hård kamp for at overleve på konkurrencesamfundets og kapitalismens og liberalismens benhårde vilkår. Den landmand, der oprigtigt holder af livet i den friske luft og af sine dyr og blomster og i det hele taget er åben for naturens skønhed, han findes sikkert stadig. Og jeg holder af ham. Fordi han holder af jorden. Og fordi det er en dyd i min verden at dyrke jorden og i forening med naturen skabe liv og skønhed og nå ja: livsfornødenheder som mad og drikke.
Hvad er det, der gør det?
Hvorfor brænder vi os på nogen tekster, mens andre lader os kolde? Hvad er det, der tænder gløden og får os til at flyve gennem en bog, mens vi må trække os ord for ord gennem en anden i endeløs kedsommelighed? Måske handler de endda om det samme?
Er det formen? Er det indholdet?
Først og fremmest er det selvfølgelig individuelt: Den bog, som du slugte, fik jeg galt i halsen og omvendt.
En smagssag? Tja langt hen ad vejen.
Lige nu er det sådan, at klassikerne hales frem fra skjulet og ind på forlagshylderne.
Navnlig er det moderne at hale kvinderne ud af mørket og ind i lyset, så vi kan se dem, og mange af dem er ”nye” for de fleste af os. Og det er vel forståeligt nok, for vist er mange kvinder blevet læst hen over, mens mændenes værker udkom igen og igen. Og jeg underviste da heller ikke selv særlig meget i “kvindelitteratur”, måske lige med undtagelse af Karen Blixen, som ikke var til at komme udenom. Og måske heller ikke særlig meget kvinde?
Ellers var det mest mænd, man lagde på spækbrættet og bad eleverne dissekere, så kan kunne studere indvoldene.
Nu hives de så af mølposen, de oversete kvinder, og jeg har da også med fornøjelse læst mange af de underholdende romaner, som den tids kvinder skrev i første halvdel af forrige århundrede, f.eks. rigtig mange af Karin Michaëlis’.
For nylig genlæste jeg så Thit Jensen historiske roman om Stygge Krumpen, og fandt den langsommelig, og derefter lyttede jeg til ”Den erotiske Hamster” af samme forfatter, som var fornøjelig, men vist ikke stor litteratur. Og forleden læste jeg så Hulda Lütkens ”De uansvarlige.”
Fælles for disse kvinder er, at de skriver mere med følelsen end med forstanden. Og så ved jeg ikke helt, hvad jeg mener med det. Men lad os i al overfladiskhed gribe fat i to af dem, jeg har læst for nylig og som begge er skrevet i samme periode i mellemkrigstiden.
Tom Kristensens ”Hærværk” og Hulda Lütkens ”De uansvarlige”. De kunne for så vidt bytte titler: Tom Kristensens roman handler også om uansvarlige, og Hulda Lütkens om et langt håbløst og fremadskridende hærværk. Og så er der alligevel nogle forskelle, som måske også til dels forklarer, at den ene har opnået klassikerstatus og den anden blot er ”taget til nåde”.
T.K.’s værk, eller hærværk handler om en mand, der vælger at ”gå i hundene”, mens personerne i Lütkens værk ikke har noget valg. Hendes personer er styrede af drifter og begær og af et vilkår, som personerne fødes ind i og ikke kan bryde ud af: fattigdom.
T.K.’s hovedperson er en mand, Ole Jastrau, og Lütkens er en kvinde: Jørgine.
Ole vil ”gå i hundene” det er en konklusion, han kommer til, fordi alt er ligegyldigt. Altså en nihilist. Så beslutter han sig for at drikke sig ihjel.
Jørgine vil overleve. Hun kæmper for at afbøde de slag, der tildeles hendes nærmeste, som hun holder af – det lykkes ikke. Menneskene er fortabte og alt tabes til slut. Det er en undergangsroman.
Det er Hærværk måske også, men jeg er ikke sikker. Oles beslutning virker påklistret, han er ingen Nietzsche, og Ole tumler rundt i fuldskab hele romanen igennem, og de tanker, han tænker er fuldemandstanker. De kan jo umuligt være andet, for han er stangdrukken fra morgen til aften. Og jeg kan i al fald ikke tage hans tankevirksomhed alvorligt.
Og det kan han heller ikke selv. Det eneste sted i romanen, hvor Ole er glad og tæt på at være lykkelig er der, hvor han kører en tur med sin kone og sin lille søn.
Kærligheden virker ægte. Og måske derfor virker drikkeriet som et postulat. Slutningen er åben. Måske indser han selv, at han har et liv.
Jørgine og de øvrige kvinder i De uansvarlige har ikke nogen mulighed for at finde et liv, der er til at leve.
Jeg husker, at jeg var meget begejstret for Hærværk, da jeg læste den som ung, og jeg tror også, at jeg plagede et par klasser med den i min tid som dansklærer. Og den er faktisk skuffende at læse nu. Det virker SÅ absurd med disse lallende mandevrag, der fede, døddrukne og ugidelige tuller igennem romanen, side efter side.
Men den er godt skrevet.
Så foretrækker jeg Lütkens bog, for her forstår man, at menneskene er sat i verden for at lide, og at det er synd for dem. Og man lider med dem. Og man kan lide dem.
Jeg kan ikke fordrage personerne i Tom Kristensens Hærværk. Hvad rager de mig?
Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com
Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com
Ikke om min fremtid – den overlader jeg til Vorherre! Men om bloggens fremtid, som er overladt til mig.
Tænk at være enehersker! Om så bare på det ene felt: min blog – og endda en sådan hvor indsigelser og kommentarer modtages med kyshånd. Jo, det vil jeg fortælle lidt om.
Og så må jeg jo alligevel til en vis grad lade tilfældet bestemme – mere behersker jeg ikke engang bloggen. Men jeg vil skrive om det, jeg hen ad vejen bliver optaget af, ja, det har jeg jo altid gjort.
Nogle tilbageblik vil få plads på bloggen ligesom tidligere – det er jeg ret sikker på. For tiden rydder jeg op, og i den forbindelse genlæser jeg de breve, vi skrev til hinanden, da vi var ganske unge. Og jeg undrer mig såre: er hende, der har skrevet det her, virkelig mig? Og igen: vi forandrer os så gennemgribende gennem livet, at vi jo selvfølgelig ikke er den samme fra årti til årti – og dem har jeg snart oplevet 8 af. Mindst otte forskellige personer træder ud af mit erindringsvildnis.
F.eks. kan jeg ikke begribe og næsten ikke huske, at jeg i 1965 stod på Rådhuspladsen i København til en stor demonstration imod tyske tropper på dansk jord ( natoøvelser i Danmark) – hvor hørte jeg selv til i den forsamling? Mit ståsted lige der var på pladsen sammen med tusinder, og det var folk fra den yderste højrefløj og fra den yderste venstrefløj. Ekstremister. Hvad skulle jeg dog på den galej? Jeg har aldrig haft ståsted nogen af de steder. Heller ikke dengang. Men jeg husker, at jeg blev grebet, da pastor Søby tog ordet. Han var noget særligt og jeg havde absolut respekt for ham.
Men hvorfor stod jeg der mellem vrede unge! Måske fordi det var den tids ideal: den vrede unge mand. Jeg havde på det tidspunkt helt sikkert læst John Osbornes “Look back in anger.”
Jeg vil senere, når jeg har læst nogle flere breve, skrive lidt om det med erindringen. Nu, hvor jeg leger med tanken om at skrive mine egne memoires, er det jo godt nok at få repeteret, hvor svært, det er at huske så langt tilbage. Og da slet ikke detaljerne – eller måske netop dem, og så giver de bare ikke altid mening. Tror jeg?
Det vil jeg finde ud af.
Men også et andet lidt større arbejde frister mig lige nu, for jeg er blevet, jeg havde nær skrevet slugt af en bog. Men det er vel mig, der er i færd med at sluge den. Og den KAN for resten ikke sluges, for den er en meget grundig afhandling af forholdet mellem dyret, mennesket og det guddommelige.
Jeg har aldrig læst teologi, og bogen er skrevet af Lars Albinus og hedder “Livsvæsen” – og han er religionshistoriker – men jeg synes, at bogen er ret let at læse. Så den vil jeg sikkert skrive om, når jeg når helt igennem den. Men den er på næsten 500 sider, og nu er det snart jul. Så den får vente til januar.
Men her kommer en lille godbid fra en af de første sider:
Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com
Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com
Martin A. Hansen skrev en bog, der hed: Tanker i en skorsten. Det kan jeg ikke gøre ham efter. Vi bor i et skorstensløst hus, så der kan ikke tænkes tanker i den skorsten, der ikke er der. Men lad mig begynde et andet sted, som er nok så inspirerende. I skovbunden. Her er det Ålum Skov, hvor jeg vandrede for et øjeblik siden og snart er at finde igen. Skovbunden. Lige nu er den et vidunder af farver og former.
Det er livet jo også. Men det lader vi ligge. Livet.
Jeg vil skrive om to bøger, som jeg nylig har læst. Jeg har læst dem parallelt: Den ene om natten og den anden om dagen. Og selv om de handler om det samme, så er de vidt forskellige, og selv om man kunne få den tro, at de to forfattere går hånd i hånd, så går de ad hver sin sti. Bøgerne er: Søren Ulrik Thomsens: Store Kongensgade 23 og Peter Øvig Knudsens: Jeg er det jeg husker.
Begge bøger er erindringer og begge forfattere tager fat på samme emne: psykisk sygdom. De har begge haft en mor, der var syg i sindet. Og det har været en tung byrde at bære især gennem barndom og ungdom, mest måske fordi det var så tabuiseret, at de ikke kunne gå nogen steder hen med deres angst og sorg.
Først mange år senere lukkes der op de følelser, der har været fortrængt i alt for mange år. Jeg skal ikke gennemgå bøgerne her. De er begge så fine at læse, så det er det, du skal gøre.
Men de er helt forskellige. For det første, fordi de, skønt de begge skriver sig ind erindringslitteraturen, dog har hver sin tilgang til den. Søren Ulrik Thomsen er lyriker først og fremmest, han kalder sin tekst et essay, som egentlig ikke bestræber sig på saglighed, men noget andet … og jeg mener ikke, at det ikke skal tages seriøst, men der øses ud af følelser, der ikke bare nærmer sig, men først og fremmest er KUNST.
Og Peter Øvig Knudsen er som altid en fantastisk præcis og grundig dokumentarist – og sproget er den habile journalists. Sagligt. Ikke uden følelser og kunstnerisk talent. Men anderledes borende i det faktuelle liv. Der fik jeg ikke sagt det præcist nok. Men læs bøgerne, og du vil forstå.
Temaet er for dem begge at forstå og formidle psykisk sygdom, som de har mødt den helt tæt på: Thomsen hos sin mor og Knudsen hos sin mor og (især i denne bog, for en helt anden bog er helliget moren) hos sig selv.
Jeg har ingen citater fra Knudsens bog, som er afleveret til bogbussen forleden (suk) – så skriver jeg på hukommelsen, og den skal du ikke stole alt for meget på. Men han har i al fald haft en heftig depression – akkurat som hans egen mor havde. I 2018 (tror jeg) fik han en lang række (7) elektrochockbehandlinger, og da han kom ud på den anden side, var han om ikke helbredt, så i al fald i så god bedring, at han næsten følte sig lykkelig. Han kunne mødes med sine kære og føle dem og være naturligt sammen med dem. Lidt efter lidt vendte livet tilbage. Bogen er ikke en ukritisk hyldest til denne voldsomme form for behandling, men den giver læseren en tro på, at det ikke er en gammeldags, umenneskelig måde at behandle psykisk syge på. Den ER et forsvar for electrochokbehandlingen som en naturvidenskabelig evidensbaseret metode til at helbrede på.
Søren Ulrik Thomsens bog forfægter det modsatte synspunkt. Han bruger sin mor som eksempel, ligesom Knudsen brugte sig selv som eksempel, og han viser hvordan hun i 7 år langsomt blev nedbrudt af et utal af chockbehandlinger. Til sidst var hun kun en død skal af kød og blod. På samme måde er hun i de 7 år blevet pumpet fuld af psykofarmaka. Men så traf hun en læge, som lyttede til det, hun sagde (så hun kunne altså stadig tale) og han lyttede og lyttede, og hun talte og talte, og ordene gav mening for lægen, som langsomt ord for ord kurerede hende. Og hun kunne efter hans psykoanalyse af hende gå helbredt ud i samfundet, hvor hun fungerede til sin død (vist nok i 40 år).
Jeg vil citere en stump fra Knudsens bog, som jeg endnu har liggende på mit bord. Og jeg melder mig omend halvhjertet på Knudsens hold i diskussionen om behandlinger. Men jeg forstår altså også Thomsen, og jeg synes sært nok og trods min personlige (og andres ) erfaringer, at det er sølle og ufuldkomment at tro på, at kemikalier og torturinstrumenter kan regulere og helbrede os. Der er noget vildt forkert i det.
Jeg citerer fra die 69: Langfra at være rationel virker den psykiatriske verden præget af en kulørt overtro på, at behandlingerne bliver mere videnskabelige, hvis de involverer kemikalier og apparater, blodprøver og talværdier i tabeller. ….
.Og her fra side 73: At være psykiatrisk patient har selvsagt aldrig været muntert, men med alle de radikale indgreb og kure, der nu blev tilgængelige som f.eks. lobotomi (det hvide snit), ECT og behandling med hallucinogener og tunge psykofarmaka, trådte man med det tyvende århundrede for mig at se ind i psykiatriens middelalder.”
Og det er så der, vi står i dag. I middelalderen. Og der vil vi blive stående en tid, tror jeg. Vor tid ligger på maven for evidensbaseret ( det kalder man det, når nogle tal falder i hak) videnskab. Den kan sikkert bruges fint, når det handler om behandling af somatiske lidelser. Men psykiske lidelser er komplicerede på en anden måde, og her tror jeg lidt mere på gode gamle Freud. At det er vigtigt at lytte til den syge. Hør dog, hvad det er, hun siger, og navnlig hvad det er hun ikke siger. ikke vil/kan sige.
Jeg tror ikke på tal.
Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com
Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com
Fremtid. Det er der ikke noget, der hedder.
Der er kun nu.
Og nu er også i morgen og nogle dage frem.
Kan man kalde det fremtid?
Jeg vil ikke gøre det.
Bartholdy, som var min bedstemors guru, skulle engang have sagt: “Hvis jeg fik at vide, at jeg skulle dø i morgen og troede på det, så ville jeg alligevel gå ud og plante det træ, som jeg netop har anskaffet. Og jeg ville straks begynde at glæde mig til at se det gro.”
Absurd, ikke?
Men sådan er livet.
Også. Absurd.
Også den her blogs fremtid er en illusion.
Men jeg vil lade illusionen forvandles til noget andet irrationelt – som også findes i mit hoved. Tro.
Jeg vil tro.
RATIO – lad os starte der. Og jeg skal forklare:
Jeg har altid været rastløs, når et projekt var til ende. Og kastet mig hovedkuls ud i et nyt. Det gjorde jeg også denne gang. Da “Elisabeth …” i foråret fik ånde og viste sig at være levedygtig. Jeg kastede mig ud i lange strækøvelser.
Og forstrækte mig.
Det ved jeg nu.
Jeg ville skrive en bog om “heltene fra Ålum” og de findes skam. Men de er allerede velbeskrevne. Der findes en glimrende bog om Sankt Kjeld – og der er også skrevet om Thranerne.
Så hvad skal jeg der?