Jeg har både læst og hørt om den danske forfatter Andrea Hejlskovs liv i de svenske skove. Det er en ældgammel drøm om at leve enkelt og alternativt i forhold til det kapitalistiske samfunds krav og kår, en drøm, som hun sammen med sin familie realiserede for år tilbage og har fortalt om og skrevet om siden.
I følgende blogindlæg vil jeg fortælle om en af foregangsmændene til dette eventyr, nemlig amerikaneren Henry Thoreau, der i årene 1847 og 1848 levede i en amerikansk skov Walden. Det var for ham ikke et valg om definitivt at træde ud af samfundet, det svarer nærmere til vor tids trend med at ”gå i retræte” for en tid. Her altså i to år. Og de erfaringer, han gjorde sig, blev til bogen: “Walden – Livet i Skovene.”
Men her først et citat fra Andrea Heljskovs fortælling om sit ”eksperiment” – i anførselstegn, fordi det nok er et mere permanent livsvalg, hvorimod det for Thoreau var og blev et eksperiment:
Vi har meldt os ud af det kapitalistiske samfund, men vi har ikke meldt os ud af fællesskabet. Jeg er meget optaget af klima, social ulighed og politik. Jeg er også meget solidarisk, men man kan ikke være solidarisk med alle. Når jeg siger til mine foredrag, at samfundet er på vej ud over afgrunden, nikker folk. Jeg er blevet overrasket over, hvor mange der længes væk. Problemet er, at man ikke må lave et alternativ til samfundet, som vi kender det. Men lad os da fikse det, der er gået galt i stedet for at lukke øjnene for det. Der er ikke nogen anden vej ud end den, man selv finder. Og det er det, jeg prøver på nu.
Jeg var ikke forberedt på, at jeg ville blive dyrket som en guru, og vidste ikke rigtig, hvordan jeg skulle håndtere folks projiceringer. Folk, der synes, at vi er helte. Det er det, jeg har oplevet som noget af det sværeste. For jeg er jo bare en idiot, der ville leve et andet liv. Jeg ser ikke så meget mig selv som foregangskvinde, men mere som en mellemmand, der fortæller om livet i skoven. Fordi jeg bare kommunikerer, hvad mange har gjort før mig. At stå af ræset og flytte ud i naturen. Der bor mange mennesker i skoven, også unge, der bosætter sig derude, fordi de har en drøm om at være autentiske. Folk ved det bare ikke, fordi der ikke er nogen, der taler om det. Men uligheden stiger jo, så det er kun et spørgsmål om tid, før der kommer flere. Nogle flygter fra økonomisk undergang og fattigdom, andre opsøger kreativitet. Der er mange forskellige mennesker herude.
Folk har en meget fast forestilling om, hvordan det er at bo i skoven. At det er ren lykke, hold kæft, og vær smuk, harmoni og balance. Men hvorfor må man ikke komme tilbage en gang imellem eller have en blog, hvor man skriver om livet i skoven? Hvorfor skal man være mod teknologi for at være ét med naturen? Og hvorfor må man ikke gå op i skønhed? Æstetik er et overskud, som jeg tillader mig selv igen, nu hvor alt ikke længere handler om overlevelse. Nu har vi fået vores bjælkehytte op at stå og er blevet selvforsynende. Vi har været igennem vildt mange kriser, fordi vi har sat spørgsmålstegn ved alt. Og derfor har jeg også lyst til at indrette vores bjælkehytte, selv om jeg aldrig kunne drømme om at købe noget. Æstetik er overskud, og det kan du ikke købe dig til.
Ovenstående citat er fra nettet, hvor hun skriver mere om sit eksperiment, og det er værd at læse om, ligesom hendes bog “Den store Flugt” er en flot skildring af hele eksperimentet.
Jeg ved ikke, om Hejlskov er inspireret af Thoreau, men de finder samme vej ud af et system, som de foragter og helst vil vende ryggen. Det bliver så til et liv i skovene = i naturen. Thoreau er romantiker, som de fleste åndsmennesker var det i første del af 1800tallet, men han er også i moderne. Forholder sig analytisk til sin omverden og i sin egen selvforståelse er han videnskabsmand (= filosof? naturvidenskabsmand? lidt af hvert). Han iagttager og noterer og konkluderer, og meget af det, han når frem til, er brugelig viden for os i dag, eller i al fald kan det bruges som en kilde til inspiration, og det har det jo været i snart et par hundrede år.
Jeg vil citere et sted fra ”Walden” hvor han skriver om sin foragt for den dygtige landmand = den, som har opnået at drive et mønsterbrug og tjent mange penge på det. Her er der direkte paralleller til vor tid storbønder, der også først og fremmest tænker på profit og udnyttelse af naturen frem for at beundre og ære den.
Tankerne om mønsterbondens hærgen i og hersken over naturen kommer til ham, mens han kigger ud over en sø og bliver betaget af synet. Søen har navn efter den bonde, der ”ejer” den og hedder derfor ”Flint’s Pond” – og det forarges han over:
(Citat side 178)
Flint’s Pond! Så fattig er vores navngivning. Med hvilken ret har den smudsige og ubegavede bondemand, hvis jorder stødte op til dette himmelvand, hvis bredder han hensynsløst har ribbet for bevoksning, givet den sit navn? En flinthård gnier, som holdt mere af en spejlblank dollar eller en nyslået cent, som han kunne betragte sig eget kobberrøde ansigt i, som anså selv de vildænder der levede i den for uvedkommende som krænkede hans ejendomsret; og hvis fingre var blevet krumme og hornede som rovfuglekløer af i årevis at have grebet grådigt efter bytte på harpyisk vis – …
Og videre ( citat side179 Om søen)
- Han, der ikke havde tanke for andet end dens (=søens) værdi i penge, hvis tilstedeværelse måske lagde en forbandelse over hele bredden, som udpinte jorden omkring den og hellere end gerne ville have udpint vandet i det; som kun var fortrædelig over at der intet forsonende var ved den – og som ville have tørlagt den og solgt den for mudderet på bunden. Den drev ikke hans mølle, og for ham var det ikke nogen god forretning at betragte den. Jeg har ingen respekt for den der ejer en gård hvor alting har sin pris, for den som ville fragte landskabet, ja, sin Gud til marked hvis han kunne få noget for ham, som i virkeligheden tilbeder markedet som en gud; på hvis gård ingenting kan vokse gratis, hvis marker ikke bærer afgrøder, hvis enge ikke bærer blomster, hvis træer ikke bærer frugt, men dollars; som ikke elsker sine frugters skønhed, som ikke anser sine frugter for modne før de er forvandlet til dollars. …
- En mønstergård, hvis bygninger skyder frem som svampe på en mødding, med rum til mennesker, heste, køer, svin, med og uden grebning, alle forbundet med hinanden! En stald for mennesker! En stor fedtplet, duftende af gødning og kærnemælk! Dyrket efter alle kunstens regler, gødet med menneskers hjerter og hjerner! Som om man ville dyrke kartofler på en kirkegård! Sådan er en mønstergård.
Ja, den får ikke for lidt. Jeg vil helst tro, at en moderne landmand ikke ligner ovenstående, og at han inddrager naturen i sit arbejde. Men jeg er ikke sikker. Kender ikke så mange landmænd, og jeg kan mest have ondt af dem, fordi de i dag vist nok kæmper en hård kamp for at overleve på konkurrencesamfundets og kapitalismens og liberalismens benhårde vilkår. Den landmand, der oprigtigt holder af livet i den friske luft og af sine dyr og blomster og i det hele taget er åben for naturens skønhed, han findes sikkert stadig. Og jeg holder af ham. Fordi han holder af jorden. Og fordi det er en dyd i min verden at dyrke jorden og i forening med naturen skabe liv og skønhed og nå ja: livsfornødenheder som mad og drikke.
