Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Som nogle af jer ved, har jeg de seneste ca. 25 år været fast klummeskriver og kronikør ved Randers Amtsavis. Her har jeg haft det privilegium med kortere eller længere mellemrum at ytre min mening om hvad som helst. Og somme tider har jeg lagt en kronik på bloggen – især når den, hvad jeg i grunden helst vil have, at den altid skal være, men ikke altid er, er af en så almen karakter, at den kan deles med mange.

De seneste gange har kronikken handlet om corona, og denne gang ville jeg, at den skulle være coronafri – uden dog at blive stemplet negativ. Og det var jo så umuligt. Men jeg lægger den på bloggen alligevel, for det er også mit nytårsønske for os alle sammen.

Velkommen til et nyt og bedre år.

Fra min barndom husker jeg en nytårsmorgen, som fik mig på grådens rand. Min far havde netop hentet årets første avis og bredte den nu ud foran sine børn. Se! Sagde han og pegede. Vi kiggede alle fem på avisen. Og da var det, jeg følte et stik i hjertet: For øverst på siden sås et 1952, der sejrsbevidst marcherede ind fra venstre, mens det sparkede til et stakkels krumbøjet 1951, der hullet og forrevet og på krykker vaklede ud til højre. Jeg var så ung dengang, at fantasien let fik vinger, og jeg havde ikke svært ved at føle med det stakkels, forkrøblede år. Nu er jeg blevet så gammel, at fantasien igen får frit løb, men jeg har alligevel ikke spor ondt af det gamle år. Det må gerne forsvinde langt væk. For det var for dumt og det har fortjent sin skæbne som kasseret. Ud med det! Og velkommen til et nyt og bedre år, hvor vi igen kan udfolde os frit og i fællesskab.

I går ville vi på en julevisit hos vores datter, der bor i en nabolandsby, og allerede i entreen kunne vi mærke, at der var noget galt. Børnene kom ikke farende ud for at kramme os, som de plejer (selv i coronatiden), og der var sært stille i huset. Og da hørte vi en røst inde fra køkkenet, der forkyndte, at husets ældste barn lige havde lagt sig med feber og ondt i kroppen. ”Men bare rolig! vi har isoleret ham!” råbte stemmen. Og som ramt af et kuglestød bakkede vi ud. Og så kørte vi hjem. 

Bagefter følte jeg mig dum. Og smittet. Smittet af den nye corona-religions dårlige ånde, der breder sig overalt. Som en kæmpeblæksprutte, hvis arme fanger i flæng. Den havde lige snuppet min julegudstjeneste. Og nu neglede den  mine børn. Jeg kom til at tænke på et bibelord: ”Man kan ikke tjene to herrer.” Nej, det kan vi ikke. Og vore nye præster holder os fast i den nye tro. Corona er blevet det skræmmeord, der maner al sund fornuft i jorden og forgifter hverdagen.   

Vores barnebarn blev coronatestet. Han var negativ. Havde halsbetændelse. Det kunne vi have sagt os selv. Men vi turde ikke. For tænk hvis nu …! Det er den frygt, der i det her år har taget bolig i os alle, og som har fyldt alt for meget. Men som heller ikke er til at komme udenom. For hvad nu, hvis vi gav pokker i frygten og smittede et gammelt menneske med en dødelig sygdom. Så hellere isolere den gamle.

Sådan har vi tænkt, og vi har vel ikke kunnet tænke anderledes. Corona har været en tyran. I 2020 har tyranniet hersket uindskrænket i alle lande, selv de mest demokratiske. Jeg har ikke glemt statsministerens tale i marts, hvor hun bl.a. sagde, at hun holdt alle danskeres liv i sine hænder. Da fik jeg kuldegysninger. Især fordi jeg anede, at der var noget om det.

Det har været et sort år for mange. Men det har også været et lyst år for mange. Det har været et kontrasternes år. Og vi kan ikke, som jeg har følt lyst til, bare sparke året væk og kalde det mislykket og ubrugeligt. Vi har brugt det godt midt i al gruen. Vi har nemlig lært meget, som vi altid har vidst, men som var på vej i glemmebogen. Vi har lært, at fællesskab er dyrebart og at vi ikke må miste det. Vi har lært, at vi kan noget sammen på tværs af alle de forskelle, der heldigvis er på os.

Vi har lært, at alle mennesker er dyrebare væsner. At vi alle sammen er værd at holde i live. Selv de allersvageste. Ja, måske især de svageste. Og her kan jeg godt blive lidt rørt, for det er det smukkeste, der er sket i det gamle år. At vi har fået øjnene op for, hvor meget vi betyder for hinanden. Hvor værdifuldt hvert menneskeliv er.

Og med hensyn til det sidste kan vi måske endda sige, at den erkendelse har bredt sig ud over hele verden i en ny global bestræbelse på at bevare liv.

Epidemien blev hurtigt til en pandemi, fordi vi lever i en globaliseret verden, hvor vi trods alle vore nationale egenarter først og fremmest er verdensborgere. Hvor vi bliver mere og mere bevidste om, at vi lever i en og samme verden. Og her kommer fællesskabsfølelsen igen ind, som noget vi ikke kan undvære. For vi er fælles om ansvaret for, at vore børn ikke skal komme til at leve i en verden uden natur og fastlåst i et virtuelt univers, fjernt fra alt levende liv.

Ja, et kontrasternes år. Men lever også i en kontrasternes tidsalder. Det er den her tidsalder, hvor vi, der er på min alder tydeligt husker atomoprustningen i den kolde krigs tid. Hvor De Gaulle pralede med sin atombombe, der var lille, men stor nok, for som han sagde: ”on ne peut mourir qu’une foi.” (Men kan kun dø én gang).

Og så oplever vi nu igen en global oprustning, men denne gang er den vendt mod en fælles fjende. Og kapløbet går ikke ud på, hvem der kan udslette flest liv, men hvem der kan redde flest liv.  

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Denne smukke verden lever vi i. Det gjorde vi i går. Det gør vi i dag. Og hvis vi er heldige, så er vi her også i morgen. De tre billeder ovenfor er fra min LilleVerden – her i Ålum ved morgen-og aftenstide. Den lille sø ligger lige neden for vores hus, og åen snor sig tæt ved. I det tidlige forår gik jeg derned og sang morgensange, mens solen stod op.

Og jeg følte mig så rig. Det var i april/maj, og landet var lukket ned og jeg sang bla. Benny Andersens sang om mørket. Der lyder en af stroferne:

“Danmark er lukket og gået i hi/ gold er en indkapslet glæde/ vis mig dit ansigt før alt er forbi/så er vi begge til stede.”

Lad os kyle masken langt væk! Lad os ses ansigt til ansigt! Og lad den indkapslede glæde slippe løs og blomstre i alle sind! Det er mine ønsker for det nye år.

Indtil da er hver dag stadig en gave af Guds nåde. Det vil jeg forsøge at huske. Men herunder den kronik, jeg skrev til Randers Amtsavis i forrige uge:

Frygt ikke! Fat mod!

Kan man begynde en kronik med to udråbstegn? Og fortsætte med to spørgsmålstegn? Ja, det prøver jeg, og så kommer jeg forhåbentlig til sagen efterfølgende og løser opgaven. For jeg har tænkt at skrive en kronik om frygt, for det er dog utroligt, så bange folk er lige nu. Og så endda for hinanden. Ganske vist camoufleret bag mundbind og passende ord om at passe på hinanden. Mundbindene er hæslige – ordene er smukke nok og sikkert velmente.

Men vi må holde op med at være så bange. Livet er jo farligt. Det ved vi nok. Det er ingen nyhed, at det var en farlig gave, vi fik, da vi fik livet. Der er mange bump på vejen, og det skal vi lære vore børn at takle fra de er helt små, selv om jeg ikke synes, at vi skal kaste 5-årige ud fra 3-metervippen, som Rane Willerslevs far gjorde med sine drenge for at hærde dem.

I vores opdragelse må vi imidlertid ikke undlade at vise børnene livets virkelighed, og vi må ikke pakke dem ind i vat, men tværtimod udfordre deres gåpåmod. Vi må ikke holde dem væk fra høje træer og dybt vand. Det er bedre at slippe dem løs, end at holde dem fast med slik og kager og diverse skærme, så vi hele tiden kan kontrollere deres færden.

Vi må give dem lov til at udforske verden, også selv om vi ryster lidt ved at slippe dem løs. Vi må gøre det, så de ikke blive så svage og sarte, at de senere bryder sammen, når de barske realiteter rammer dem. Og det gør de jo på et tidspunkt. Lige nu rammer det barske os alle.

Men livet har altid været farligt og meget mere i tidligere tider end, det er nu, med eller uden corona. Jeg taler ikke imod at vi tager de forholdsregler mod sygdommen, som vi er blevet pålagt. Dem skal vi acceptere som de fornuftsvæsner, vi er.

Jeg taler imod den frygt, der følger med. Der er mennesker, også i min omgangskreds, som dagen lang sidder fastnaglet til smittetallene, følger kurverne op og ned og bliver mere og mere bange og snart ikke kan tale om andet end de tal og den frygt, der har fanget dem.

Og det er da også uhyggeligt at se maskerede mennesker overalt, hvor man færdes, ikke mere at kunne møde sin næstes ansigt, når man går uden for sin dør.  Det får al samtale til at forstumme, for man taler kun nødigt fra maske til maske. Man kan ikke engang smile til hinanden, og er man kommet lidt op i årene, så ved man, hvad et smil betyder. De små børn kunne jo gerne smile til en, men det gør de ikke.  Når jeg er i Brugsen ser børnene lidt frygtsomt på den gamle, maskerede dame, der fumler halvblind rundt mellem hylderne for at finde de rigtige varer, for man kan jo heller ikke bruge sine briller indendørs. De dugger til.

Uden at kunne se ”de andre” bliver vi forsagte og stumme. Det er i de andres ansigter, vi bliver til som mennesker. Det er, som om vi har glemt det. Også før coronaen. I gamle dage fandtes der ingen spejle, man så sig selv i den andens ansigt. Nu har vi spejle overalt. Og vi er blevet mere og mere fikseret på vores eget billede. Tænk på de mange selfies, der tages, og tænk på alle menneskers kamp for at komme i TV blot for at se deres eget kontrafej tone frem på skærmen.

 Jeg kommer til at tænke på et digt af Benny Andersen, hvor et af versene slutter sådan her: ”Mørket vil binde, men lyset gør fri/ Bred er den smalleste glæde/ Vis mig dit ansigt, før alt er forbi/ Så er vi begge til stede.”

I mange år har jeg rejst land og rige rundt og holdt foredrag om engle. Alle Bibelens engle har samme startreplik, når de henvender sig mennesket. Den lyder sådan her: ”Frygt ikke!” Det er altså det første bud, de kommer med, inden de fortsætter med resten.

Disse budbringere møder vi mest i Det gamle Testamente, men i Det ny Testamente har vi en dejlig historie, som kort går ud på, at Jesus får øje på sine venner ude i en båd. Det er blæst op, de er i fare, og de er bange. Så går han ud til dem. og der står (Matthæus. Kap. 14, v. 26): ”Da disciplene så ham gå på søen, blev de skrækslagne … og de skreg af frygt. – Og Jesus sagde, … det er mig, frygt ikke!”

I en radioudsendelse hørte jeg en lærer fortælle, at han havde læst den historie om Jesus der går på vandet højt for en børnehaveklasse og for en niendeklasse. Og bagefter bad han dem forklare, hvad den fortælling egentlig handlede om. De store børn sagde: ”Den er det rene vrøvl. Man kan ikke gå på vand. Det er der videnskabelig evidens for.” De små børn sagde: ”Det handler om, at vi ikke skal være bange.”

Nemlig, det handler om, at vi ikke skal være bange. Så lad os holde op med det! Er vi ikke kristne, kan vi gøre det i naturvidenskabens klare lys: også Darwin vidste, at menneskets lod er at blive syg og at dø. Det er helt naturligt og ikke noget, vi skal gå og frygte for hele livet. Vi er nemlig i stand til at fornægte frygten og al dens væsen og vælge livet. Livet sådan som det nu engang er: med en død som det endelige punktum. Og lige meget, hvad statsministeren siger, så er døden ikke en tragedie, den er et vilkår.

Sådan kan man sige det med naturvidenskabens syn. Og er man kristen, kan man sige det i Jesu navn: ”Frygt ikke! jeg er med jer alle dage.”

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Denne sommer har for første gang gjort begrebet hjemløshed smerteligt aktuelt i mit hoved. Ikke fordi jeg er blevet hjemløs. Alligevel var det den her sommer, at jeg er blevet mig bevidst, at det bedste i mit liv: det her sted, det her hus, den her mand, den her udsigt til træer og buske og landsbyhuse og til landets smukkeste kirke, der endda er oplyst efter mørkets frembrud, er noget, jeg kommer til at miste. At det virkelig sker.

Nå ja, vi mister jo alle sammen. Det er ikke noget nyt. Sådan er det at være menneske. At være i live.

Så altså: da jeg skulle skrive min månedlige kronik, blev hjemløshed emnet. Selvfølgelig.

Herunder manus til kronikken:

Hjemløs

Vi har haft børn og børnebørn boende under coronakrisen, fordi de pludselig var blevet en slags hjemløse. De bor normalt i USA, og det var ikke muligt at rejse tilbage fra ”ferien” i Danmark, som altså blev noget længere, end de havde planlagt. Det var dog en tryg form for hjemløshed, tænker jeg, og de led næppe voldsomt meget ved at skulle bo hos os en tid, og de vidste jo, at de kom hjem igen. Men det fik mig til at tænke på begrebet hjemløs. Og hvor relativt, det er.

”I Danmark er jeg født, der har jeg hjemme.” For nogle år siden deltog jeg i en fest langt ude på den argentinske Pampa. Her sang jeg disse smukke ord fra H. C. Andersens nationalhymne i kor med en flok argentinere, der aldrig havde sat deres ben i Danmark, og som var født i en anden verdensdel og på den modsatte side af jordkloden. Men de sang højt og smukt, at de havde hjemme i Danmark, og ordene kom fra hjertet, det var tydeligt, men det var nu også meget underligt, syntes jeg.

Deres forfædre var født i Danmark, de var ikke, de var født rundt om i Argentina og var opdraget til hver morgen at hejse det argentinske flag i skolegården og synge den argentinske nationalsang, og da jeg senere på aftenen gik nogle af dem på klingen og spurgte, om de var danskere eller argentinere, fik jeg ganske enslydende svar: ”vi er da argentinere.”  ”Men sang I så ikke falsk lige før?” ”Nej,” påstod de, for de havde rødder i Danmark, deres forfædre kom derfra, så der var fødsler nok at tage af i det gamle hjemland, så derfor kunne de roligt synge: ”I Danmark er jeg født…” For når de sang det, så blev de ét med slægten.

Men hvad vil det sige at have hjemme et sted? Det blev mit barnebarn, Anna på 8 år, spurgt om forleden, og det gik hun så en tid og grublede over, og det endte med at blive en lang smøre, som hendes mor skrev ned ord for ord, og her er den uredigerede slutning på hendes lange forklaring: ”Du er fri, du hersker over din krop, dit hjerte og dit sind. Der, hvor du går, har du hjemme, der, hvor du står, er du fri og der, hvor du sidder, er du dig.” Jeg har sat kommaerne, ellers er ordene hendes. Og de gav mig da noget at tænke over.

Da jeg for år tilbage underviste i dansk på gymnasiet, læste vi bl.a. dannelsesromaner. Den slags fortællinger har en fast struktur: en helt, som først er hjemme, så bliver han en tid hjemløs og så finder han hjem. Hjemme – hjemløs – hjem. Vi kender samme struktur fra eventyret, og vi vil så gerne tro, at det er sådan, det forholder sig i virkeligheden: vi forlader trygheden, så kommer vi ud i verden, og her må vi igennem mange prøvelser, men vi havner heldigvis altid hjemme.

 De argentinere, jeg mødte på Pampaen, havde et andet perspektiv på sagen: vi forlader hjemstavnen, og vi kommer ikke tilbage, men vi forlader aldrig tanken om, hvor vi kommer fra. Og nu kobler jeg til barnets udsagn: ”Der, hvor du går, har du hjemme.” Vi er altså aldrig hjemløse. Hvilken fantastisk tryg tanke. Og sådan tænker barnet. Gudskelov.

Og så kunne jeg jo passende slutte her, og vi ville alle kunne hygge os med det glade budskab om, at vi har hjemme overalt i verden. Men helt så enkelt er det jo ikke. For det danske barn er det sådan, det forholder sig: hun har hjemme alle steder. Og mit barnebarn er et moderne barn med rejselystne forældre, og hun har været mange steder på kloden, i Nord- og Sydamerika flere gange, og i et par omgange har hun boet i Tanzania, hvor min datter underviste. Og hun har rejst alle mulige steder i Europa. Og altid i tryghed. Altid sammen med far og mor og søskende. Og verden har taget imod hende med åbne arme.   

Men vi ved det jo godt. Det er ikke alle, der har så trygge vilkår som de fleste af de børn, der vokser op her i Danmark. Og idyllen krakelerer for alvor, når vi kaster blikket ud i verden omkring os. Det lille flygtningebarn fra den brændte Moria-lejr i Grækenland finder næppe tryghed i at sige til sig selv, at det har hjemme overalt. Det har ikke tag over hovedet, det fryser og sulter, og det må leve på gaden eller i en ny, overfyldt flygtningelejr. Og det lille krigsbarn, som Nordbrandt skriver om i sit digt ”Vuggevise,” har heller ikke hjemme noget sted i verden. Henrik Nordbrandt slutter sit digt med stroferne: ”Lille krigsbarn, hvor vil du dø/ hvor bomberne falder/ eller i åben sø. /Lille krigsbarn/ hvor vil du hen?/Vælg selv/ Bare vi aldrig skal se dig igen.”

Og der er hjemløse i vort eget land, og nu tænker jeg ikke kun på asylansøgerne, de er trods alt på vej, og man kan håbe, at de finder et hjem, men på de folk, der er faldet igennem velfærdsstatens sikkerhedsnet og er endt på gaden. For dem er håbet bristet for længe siden. Der er ingen vej hjem. De er og bliver hjemløse.

Nogle billeder af haven lige nu sidst i oktober og et par stykker fra sommeren. Det her sted.

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted af færdige og ufærdige skrifter. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com
Det er ikke mig, der netop har rundet de 70. Jeg var allerede et stort barn på 5 år, da den fødselar, vi her skal høre om, kom til verden. Og det var en fødsel, der var usigelig smertefuld og meget blodig og slet ikke kan sammenlignes med min fredelige indgang i verden.
En nations fødsel. Israels. Og man kan vel sige, at veerne aldrig er hørt op. Det gør stadig forfærdeligt ondt på alt for mange i det land.
I den seneste tid har jeg genlæst Apostlenes Gerninger – og på den måde fulgt med i de første kristnes færden i det, der i dag er Israel. Den lille fine bog er skrevet af evangelisten Lukas. Noget af det mest dramatiske i den er Saulus’ omvendelse og navneforandring til apostlen Paulus. Der fortælles mest i 3. person ligesom i evangelierne, men ind imellem stikker Lukas hovedet frem og skriver ikke ”de” men ”vi” – så kan vi se, at han selv var med og altså vidste, hvad der skete.
Men det meste af tiden er man i Israel, eller Judæa, eller Jødeland, som det også benævnes. Men apostlene er hele tiden på farten. Også i andre lande færdes de: Grækenland, Tyrkiet, Italien osv. Og det er jo romerretten, der gælder overalt på den her tid, og så vidt jeg kan læse af teksten, så er der religionsfrihed, og selv om de kristnes religiøse modstandere forsøger at få dem dømt og henrettet, så bremses disse forsøg gang på gang af det romerske retsstystem. Man må da dyrke hvilken gud, man vil. Romerne havde jo selv rigtig mange, og man var åben over for nye, også Jesus. Der var endda de romere, der syntes, at man godt kunne indlemme ham i templerne sammen med Jupiter og alle de andre.
Der sker meget fantastisk i Apostlenes Gerninger. Kristendommen vinder frem i lyntempo. En ganske lille håndfuld mænd og kvinder, for de var ikke mange. Men de har virket så ukueligt stærkt og overbevisende, at det lykkedes dem at ”omvende” jøder og hedninger i massevis ( hedningerne er vel romerne og grækerne osv.)
På et tidspunkt gjorde jøderne oprør mod romerne. Der havde hele tiden været optræk til væbnet modstand mod romerne, og tankevækkende nok, så er det lige 70 år efter Kristi fødsel, at det store oprør brød ud. Det knækkede Israel og Templet i Jerusalem blev totalt ødelagt ødelagt. Det var 2. gang. Men denne gang blev det ikke genopbygget.
Der blev aldrig noget 3. tempel i Jerusalem. Kun Grædemuren er tilbage. Og jøderne blev fordrevet – spredt over hele verden. Og sådan gik det i næsten 2000 år.
Men for 70 år siden vendte jøderne altså tilbage til Israel – en ny nation kom til verden og aldrig er nogen nation blevet modtaget med så modsatrettede følelser. Så lidenskabelig en kærlighed, så ubændigt et had.
Det var måske ikke meningen at fordrive palæstinenserne, men i den krig, der udløstes straks efter statens proklamation og kostede jøder og arabere frygtelige tab, og hvis sår måske aldrig vil heles, der blev de fordrevet.
Og vi kender alle historien, der her forleden på 70 års fødselsdagen fik en særlig krølle ved at Amerika (Trump) flyttede sin ambassade til Jerusalem og dermed gjorde byen til Israels hovedstad.
Lad mig slutte af med et par citater af jøder, jeg sætter stor pris på:
Her først et citat fra et interview i Kristelig Dagblad på fødselsdagen. Det er fredsaktivisten Zelda Harris, bosiddende i Tel Aviv, der udtaler følgende:
”Jeg er i dag 87 år. Jeg kan ikke gøre så meget mere. Kun prædike. Men her er min meget naive tro: Vi bor i verdens navle, de tre religioners fødested, og netop her burde de tre religioner kunne bo sammen. Jøderne har ikke tænkt sig at forsvinde, og palæstinenserne heller ikke. Abraham er vores fælles far. Men jeg ved ikke, hvad der vil ske. Havde jeg været palæstinenser, ville jeg gøre nøjagtig, som de unge palæstinensere gør. Jeg ser mig selv i Ahed Tamimi, den unge palæstinensiske pige, der nu er fængslet. Ikke desto mindre elsker jeg mit land.”
Det andet citat er fra et interview med Amos Oz – den israelske forfatter, som nylig har udgivet bogen “Judas”, som jeg har omtalt i et tidligere indlæg: Han skriver (i Neue Zürcher Zeitung):
“Jeg ønsker ingen fred mellem de politiske lejre. Jeg ønsker ikke-vold. Vrede, strid, uenighed, intellektuelle, moralske og politiske skænderier er godt. De danner det bedste klima for kreativitet og kulturel vækst. Jeg ønsker ikke, at Israel bliver til én stor harmoni.”
Det har han nok ret i. Og en stor harmoni mellem de mange modsætninger i Israel er naturligvis en naiv drøm: noget i retning af Guds Riget på jorden. Og det drømmer mange måske nok om, men få tror vel for alvor på, at det vil indtrække. Men jeg synes, at man hele tiden skal forsøge at nærme sig det utænkelige ideal: freden. Men nej, det gør Amos Oz ikke. I sin roman lader han alle stemmer lyde. Han er dog tilhænger af ikke-vold. Det er vel også en slags fred.
I Oz’ bog Judas er der mange stemmer. Jeg har skrevet om bogen i et indlæg fra januar i år. Men her er et af de mange stemmer i bogen. En gammel klog jøde, der siger:
Der er ingen og har aldrig været misforståelser mellem jøder og arabere. Tværtimod. I mange årtier har der rådet fuldkommen forståelse mellem dem: de lokale arabere er knyttet til dette land, fordi det er det eneste land, de har, de har ikke noget andet, og vi er knyttet til dette land af nøjagtig samme grund. De ved, at vi aldrig nogensinde vil give afkald på det, og vi ved, at de aldrig nogensinde vil give afkald på det. Den gensidige forståelse er altså klar og forbilledlig. Der er ingen og har ikke være nogen misforståelser mellem os.”
Og det er vel sagen. Den knude kan vist ingen løse. Mon?