En af mine kolleger på Randers Amtsgymnasium sagde engang til mig i fulde alvor, at hun foretrak oplyst enevælde frem for et system, hvor dumheden gang på gang sejrede over fornuften.
Og så var der også min kære bror Anders, der tit sagde, at oplyst enevælde var den eneste vej frem, fordi folk var alt for dumme til at vælge den klogeste vej. Men han tilføjede altid, at han kun ville acceptere enevælden, hvis han selv kunne få stillingen som hersker. Og hmm … Og det var jo alt sammen spøg. Og det er det vel også, når Hausgaard synger: ”Er de fleste de bedste eller bare de fleste” i sang ”hvem bestemmer.” Men der ligger alvor bag.
Som bror Anders altid sagde, når vi diskuterede for alvor: Alle alternativerne er værre.
Men det fungerer jo bare ikke for tiden de steder, hvor det burde.
USA er et skræmmende eksempel på, at dumheden kan sætte demokratiet ud af spillet. Jeg ved ikke præcis, hvor megen magt den amerikanske præsident har – der er jo trods alt stadig tale- forsamlings- og trykkefrihed i landet. Men jeg ved ikke, hvad en fri presse er værd, når de sociale medier som bekendt har sejret stort over den etisk engagerede og seriøse presse.
På nettet florerer løgnen som bekendt, og den abonnerer flertallet på.
Jeg er virkelig kommet i tvivl om, hvor meget det skrøbelige demokrati kan tåle. Tvivl. Ja. Og jeg kan ikke lade være med at tænke på kære gamle konservative B.S. Ingemann, som rystede ved tanken om, at man skulle lade sig styre af det, som flertallet ville. Af folket. Uha! Det vil jo blive et pøbelvælde, sagde han.
Et pøbelvælde.
Ja, når folk er uoplyste, så er det dumheden, der har overtaget roret. Så er det pøblen, der bestemmer.
Det ved Trump jo meget godt, og det er vel derfor, han med hård hånd slår ned på universiteterne. For en stupid og uempatisk leder er viden klart nok den største modstand. Og en fri forskning – uha, den fører til sandheder og afslører løgne.
Et demokrati hviler på konsensus opnået gennem frie samtaler og åbne debatter mellem mennesker, der ved, hvad de taler om. Derfor er VIDEN den eneste vej til et sandt og velfungerende demokrati. Sådan et bilder jeg mig faktisk ind, at vi har i Danmark. Vores uddannelsessystem er ikke rettet mod en elite, men er for alle.
For hele FOLKET. Se, da blev jeg alligevel lidt Grundtvigsk til slut.
Men ham kunne vi da også lære af. Og har jo gjort det. Godt nok var han langt fra at tro på, at folkestyre var det rigtige, men han vidste, og han arbejdede for, at OPYSNING skulle være for folket. For kun som oplyst ville det kunne styre.
Da jeg for nogen tid siden hørte en af dagens ivrigste høge tage ordene ”åndelig oprustning” i sin mund, undrede det mig alligevel, og det selv om jeg efterhånden er blevet mentalt hårdhudet og forsøger at ruste mig til at lægge øre til lidt af hvert, for det udtryk vækker (i al fald hos mig) ret vamle mindelser fra en fortid, der ikke er så fjern endda. Mon alle andre har glemt det? Er jeg virkelig så gammel?
Det første, jeg tænkte på, da M. F talte om ”åndelig oprustning,” var den højreekstremistiske religiøse bevægelse, der opstod i 30’ ernes England under navnet Oxfordbevægelsen og senere bredte sig til resten af Europa, og i Danmark kom til at gå under navnet Moralsk Oprustning. Jeg husker den som en dyrkelse af idealet om det syndefrie menneske. Min svigermor, der var barn og ung i 30’ernes Esbjerg, har fortalt mig, hvordan det finere borgerskab i byen (hun kom meget hos dyrlægens) var grebet af bevægelsen og forsøgte at indpode de unge mennesker ”renhedsidealer” – her navnlig med henblik på seksuel afholdenhed. Muligvis var det en overklasseting dengang. Og som sådan kunne det måske betragtes som en finere afart af Indre Mission.
Jeg har også hørt danske politikere sige, at folkekirken i en krisesituation skal være regeringens forlængede arm og at hvis (når?) vi går i krig, så går vi med kirkelig velsignelse. Og så er ørerne jo ved at falde af!! Ånd kan da aldrig spændes for en vogn, og slet ikke en krigsvogn. Ånden dør, når den instrumentaliseres. Det er derfor ”politisk” litteratur og kunst aldrig bliver særlig ægte og aldrig når ret højt ( eks. Sovjetkunst) , men kommer til at handle om noget helt andet end ånd. Det bliver til materie.
Ånden vil altid være fri – det er åndens dna. Frihed. Hvis ånden fanges og spændes for en vogn, ender det hele i et blodbad. Det fortæller historien, men den har man måske også glemt: oplysningstidens flotte frihedsidealer blev spændt for en vogn – revolutionens, men det var barbariet, der sejrede, som det altid vil være, når ånden ikke er fri.
Derfor kan vi ikke opruste ånden. Den lever i sig selv. Den lever i det enkelte menneske, og hvis vi er heldige (det synes jeg, vi er i Danmark) så lever den i fællesskabet.
Så blev det fjerde maj, og vi tænder lys. Det har vi også gjort i aften – sådan har det været så længe, jeg kan huske tilbage. I år fulgte vi DRs udsendelse fra Mindelunden, og det var højtideligt selvfølgeligt, og fint på mange måder. Men jeg synes, at der manglede nogle toner i de strenge, der blev slået an, og det er skræmmende tydeligt, at ALLE bifalder oprustningen. Og måske SKAL vi bifalde den. Men det kunne aldrig falde mig ind.
Jeg tror, at jo mere vi opruster, jo farligere bliver verden. Så kan det godt være, at det er vore værdier, vi vil værne. Vort elskede fædreland. Ja, jeg elsker det også, men jeg tror stadig ikke på, at våben er vejen.
Og jeg må tro sådan som kristen.
Nu fandt jeg et par vers af Halfdan Rasmussen, som jeg vil skrive herunder, og som bedre end jeg udtrykker det, jeg tror på:
“Vi søger en sandhed/ ikke bare store ord,/ ikke hvor stål og sprængstof/ hamrer mod rum og jord./ Vi søger en sandhed,/ som ikke er hel og rund,/ en sandhed gemt i et hjerte/ eller en blomsterbund.“
“Vi ved at den sandhed findes!/ Engang gik en mand omkring/ og fældede denne sandhed/ ind i hver levende ting./ Træerne synger om den./ Børnene er den nær./ Den taler i elskerens øjne./ Den tier i bål og sværd.”
“Menneskesønnen på korset/ kendte den, da man drev/ naglerne i hans fødder./ Og tornekronen skrev/ sandhedens blødende runer/ over hans rene blik./ Hans råbte den udover verden/ før han forgik.”
Sådan kan den store digter sige store ting med enkle ord.
Men tilbage til udsendelsen fra Mindelunden. Jeg blev også rørt, da pigekoret sang fædrelandssange. Det var ikke der, det lød falsk. Men den store blinde begejstring for kamp og krig skinnede nu og da igennem de smukke og sande ord. F.eks. så havde TV inviteret en teenagedreng med i panelet, en dreng, som var med, fordi hans store interesse er Anden Verdenskrig og især modstandskampen, og navnlig en sætning, som jo ikke kunne klippes væk, for udsendelsen var direkte, afslørede helt tydeligt drengen. Han blev spurgt om, hvorfor han var så interesseret i krigen, og han sagde: “jo, for det er jo så spændende med bomber og geværer og alt det …”
Og den blinde forherligelse af modstandsfolkene virkede også SÅ enøjet, for de af os, der har læst litteratur fra den tid, ved jo godt, at mange af de unge var med, ikke fordi de ville forsvare danske værdier osv., men fordi det var spændende. Jeg vil ikke tage helteglorien fra dem, men jeg vil pille alvorligt ved den.
Og det samme, da brevene for de unge dødsdømte blev læst op. Ja, det var rørende, men også afslørende. En af dem skrev til sin kone: “jeg havde slet ikke fantasi til at forestille mig det her.”
Nej, jeg er ret sikker på, at Anden Verdenskrig skete, fordi alt for mange havde alt for lidt fantasi. Og det har alt for mange stadig.
Titlen er stjålet fra Bergmanns smukkeste film – smultronstället på svensk – filmen så jeg som ganske ung, sikkert kort efter, at den var udkommet i 1957. Sammen med Anders cyklede jeg til Kino i Frederikshavn, hver gang, der var premiere på en ny, god film. Og der kom en del Bergmannfilm i 50´erne, og dem skulle vi se og det var film, der blev siddende i sindet som noget stærkt og smukt. Det er vist nok sådan, at når man oplever et stort kunstværk, så bliver det en del af den ballast, som skaber balance i sindet og som gør, at man ikke kæntrer, selv om man ind imellem kastes lige ud i det værste uvejr.
Vi skal huske at have en solid ballast.
Alligevel kan jeg ikke huske handlingen på lige den film – kun enkeltheder – men stemningen husker jeg – de stærke erindringsglimt, som rammer den gamle doktor på hans vej til Lund, hvor han skal kåres til æresdoktor – jubeldoktor på svensk – en fornem titel, men på vejen overfaldes han af minder, og rejsen til Lund bliver en rejse tilbage i livet. Og minderne skaber en stor fortrydelse i ham – ja, så meget ville han have gjort anderledes, hvis han kunne. Lidt lige som i Dickens´ Et juleeventyr – Scrooge får dog muligheden for at rette op, at gøre det onde godt igen. Det får Doktor Isak i filmen ikke.
Den gamle doktor er, så vidt jeg husker, 80 år og altså yngre end jeg. Og jeg bliver ikke æret i det her liv for noget som helst, og jeg er heller ikke på rejse noget sted hen. Og dog. For også jeg rejser i fortidens mange minder. Som nu f.eks. i går, hvor jeg endevendte indholdet i en kassen med breve og fotos fra langt tilbage.
Der var tusindvis af breve, for jeg har gemt alle dem, jeg har modtaget i hele mit lange liv. Brevene forsøgte jeg først at inddele i grupper – så læste jeg nogle af dem – inddelte igen – læste lidt flere – blev ført tilbage til for 60 år siden.
Jeg fandt mange breve, hvis afsendere jeg har glemt. Skræmmende, at man kan glemme mennesker, som man havde en god og engageret brevveksling med engang. En del breve fra Karen (???) gode breve. En del breve fra Annie (???) gode breve. Men nu husker jeg hverken Annie eller Karen. Og sådan fremdeles med rigtig mange af brevene. Væk med dem! Men det er lidt svært at lade store tanker ende som småt brændbart.
Nå, men jeg vil ikke ligne mig selv med de to omtalte herrer. Jeg spiller heller ikke med i nogen film eller i en roman, og mit liv er ikke et kunstværk. Eller … det er det måske? Måske er vore liv kunstværker i Guds hånd? Den tanke kan jeg godt lide.
Nå, men jeg fortryder nu heller ikke mit livs beslutninger – de har ført derhen, hvor jeg er nu, og der befinder jeg mig glimrende.
Tilbage til oprydningen. De mange fotos flyver ingen steder. Her under et lille udsnit.
Der er den slags dage ind i mellem, hvor man stiller sig selv umulige spørgsmål, som f.eks. det her: ”er det umagen værd at være på jorden?”
Umage er der nok af. Men hvad med værd? Giver det mening at fortsætte og navnlig: giver det mening at fortsætte ad den vej, man er slået ind på. Eller rettere: som man blev slået ind på. Og hvor man endte temmelig forslået. Og selv om det ikke er en vej, man selv har valgt, så kan man umuligt vige en håndsbred fra den for ikke at tale om en fodsbred. Det er den slagne vej. Og man er selv slagen. Men dog ikke slået ud. Selv om jeg nu var lidt selvmodsigende i mit skriveri: slagen og ikke slået ud? Hmmm …
Men hør nu: Livet er fuldt af selvmodsigelser.
Der er dage, hvor man oplever, at man er slået af marken. Slagmarken.
Og hvorfor så kæmpe videre, hvorfor ikke bare lægge sig ned og opgive ånden?
”Jeg ligger mig ikke ned!” sagde Lars Løkke, da han blev ramt af uvejr på sin politiske vej. Nu har den gode Lars ( ligesom mange andre) ikke lært ordentligt dansk, og derfor vidste han ikke, at man ikke ”ligger sig” men ”lægger sig …”
Alligevel jeg vil snuppe hans sætning og foreskrive mig den på korrekt dansk:
Jeg lægger mig ikke ned!
Jeg indledte med at skrive: der er dage.
Men så vil jeg fortsætte med at hævde, at der heldigvis er andre dage, som kan påhæftes etiketten:
”La vie en rose.”
Og så er det jo OK … også med de andre dage, der er sure som umodne ribs. Men ribs modner jo, hvis man har lidt tålmodighed og tror på sommeren og solen og varmen, og selv om de aldrig bliver søde som solbær, så bliver de saftige og liflige og vist snerper de munden sammen, men levner dog en mulighed for smilet.
Gammel vin. Det lyder godt. Rigtig godt. Især for os, der holder af vin.
Gammel kone. Det toner knap så tillokkende.
Gammel mand er ikke spor bedre.
Gammel er et skældsord, når det hæftes på mennesker.
Hvornår blev det sådan? Og hvorfor?
I folkeeventyret tildeles Den gamle Kone en vis værdighed på grund af de magiske kræfter, hun besidder. Men samtidig er hun en heks. Og somme tider spiser hun børn. Hendes bryg er farlig, drik den ikke! og hendes appetit umættelig. Kom hende ikke for nær!
I gamle dage blev folk normalt ikke gamle. Den gennemsnitlige levealder var meget lav, og for bare hundrede år siden var man gammel, når man havde passeret de tredive, og havde man ikke giftet sig, var man en ”pebersvend,” og det var ikke en ærestitel, og hvis man var gift, så havde man fået pondus, d.v.s. man var blevet tykmavet og gik med stok og opførte sig omtrent som en 9oårig ville gøre nu om dage. Langsomt og adstadigt. Har netop læst Knut Hamsuns ”Pan,” og her er en af bipersonerne en ældre herre på godt og vel fyrre år, og han går med stok, selvfølgelig. Og hovedpersonen, den noget yngre løjtnant Glahn, tildeles på et tidspunkt også en stok. Og vi hører, at hans hår er begyndt at gråne. Altså: omkring de tredive gled man over i alderdommen.
For ugifte kvinder var overgangsalderen fra ung til gammel endnu lavere: hvis man havde rundet de tyve år uden at være blevet gift, så var man ”gammeljomfru,” og det var forbundet med stor skam, og man levede herefter på nåde. Man havde ikke opfyldt sin pligt som kvinde: at blive gift og stå i køkkenet og føde børn i tide og utide.
Vi taler om tiden helt op til midt i nittenhundredetallet.
Det er ikke så mange årtier siden. Nu er det ikke skamfuldt at være ugift og barnløs, men det er stadig forbundet med skam at være gammel.
Man må ikke kalde en gammel for gammel. Man må af ”respekt” kun kalde ham/hende ”ældre”. Hvorfor det? Selvfølgelig af samme grund, som man ikke må kalde en sort for en neger, og en inuit for en eskimo. Det er et skældsord.
Kristelig Dagblad havde forleden, 4. januar, en artikel om en præst, Ane Sofie Lindegaard, som har sat sig for at gøre opmærksom på fænomenet ved at portrættere sine gamle sognebørn. Det er der kommet meget flotte billeder ud af, men formålet er altså bl.a. at pege på, at de gamle bliver overset. At fremstille dem og derved stille dem frem.
Nu snakker jeg om gamle dage. Ja, men vi skal jo ikke tilbage til patriarkernes tid – i dette bibelske univers var alderdom i øvrigt en velsignelse, og ifølge bibelen var levealderen ofte flere hundrede år: Sara fødte jo f.eks. Isak, da hun var højt oppe i halvfemserne.
Siden opgav Vorherre som bekendt at lade folk leve i så mange år, og vi begyndte herefter for alvor at føle vor egen dødelighed som en trussel, og samtidig begyndte vi af al magt at fortrænge den tanke, at det skulle ende lige der. Folk siger derfor stadig: ”hvis jeg dør …” i stedet for ”når jeg dør …”
For nogen tid siden hørte jeg, at den lykkeligste gruppe danskere ( og vi er jo i forvejen verdens lykkeligste folk) netop er ”de gamle” – og jeg tror, at jeg måske godt ved lidt om, hvorfor vi er det. For måske hænger det netop sammen med det faktum, at vi for længe siden eller i al fald for de fleste af os for længst har affundet os med den kendsgerning, at vi skal dø.
En visdom, de unge ikke har.
De er ret overbeviste om, at de aldrig skal dø.
Og når de så opdager det, bliver de grebet af panik og vil helst af alt – og prøver det på kunstig vis også – sætte alderen i bero. Standse tidens gang og blive ved at være unge. Og udødelige.
Vi gamle ( ja, jeg kan jo ikke tale for alle gamle) har haft tid – og ind i mellem endda lyst – til at tage livet og hele den brogede verden på os, som den er – Fødsel – Liv – Død. Og hele den fantastiske sammenhæng og trøst, der er at finde i tanken om, at det alt sammen fortsætter. Også uden os. Når vi er døde, lever alt videre. Og vi – som snart ikke mere er lige her ved vore huse og strande og enge og skove og børn og venner – vi lever videre i minder og i himle af lys.
En af mine to læsere henvendte sig for nogle dage siden til mig og spurgte, om jeg ikke mere kunne huske koden til min blog. Eller om der var noget andet i vejen, siden jeg ikke havde skrevet på bloggen i hen ved et par måneder.
Og der kan jo sagtens være så meget i vejen. Hvornår ligger der ikke lige et eller andet og spærrer? Noget, som man skal tage tilløb for at komme (springe) over?
Det er efterår nu. Mørket kommer snigende og tætnes for hver dag, og jeg gribes hvert år på denne tid af et indvendigt mørke, som flyder sammen med det udvendige og gør det svært at være rigtig glad. En slags mørkets konspiration.
I efteråret – i al fald i november – er Brorson min poet. Vi synger i samme tone.
Det var storsnudet skrevet. Brorson er ubestridt Danmarks største lyriker, og jeg er kun en lille digter og kan slet ikke synge.
Men jeg kan nynne sammen med ham, for jeg forstår hvert ord han siger.
Og vist må vi vente.
Kun ved at vente.
Så kan vi hente.
Og selv om dagene længes og vinteren strenges, så varer det kun nogle få uger, så kan vi begyndte at skimte lyset. Så bliver dagene længere, og hvis vi har svært ved at tro på det, så behøver vi blot at vandre en tur i haven. For sandelig om ikke buske og træer allerede er fulde af knopper.
Maj måned er slut om en uge. Det har været sol og varme hele måneden, og i ådalen sang og synger nattergalen hver aften. Også denne aften. Og hvidtjørnen blomstrer og alt er så smukt. Kønnest af alt er aftnerne, og jeg mangler ord til at udtrykke min glæde over naturen, som den folder sig ud lige nu i vores smukke ådal.
På vejen hjem tænkte jeg på, at vi har lykken så tæt på, og at selv om verden er et uroligt og farligt og barskt sted at opholde sig, så lever vi her i en lomme af skønhed og fred. Kan vi være i den? Og være bekendt at bekende os til lykken og glæden, når vi ved, at verden er i krig, og at naturen er i fare, og at alting går mod undergang og ødelæggelse.
Det er bare ikke til at forstå, når man går i engen.
Jeg har både læst og hørt om den danske forfatter Andrea Hejlskovs liv i de svenske skove. Det er en ældgammel drøm om at leve enkelt og alternativt i forhold til det kapitalistiske samfunds krav og kår, en drøm, som hun sammen med sin familie realiserede for år tilbage og har fortalt om og skrevet om siden.
I følgende blogindlæg vil jeg fortælle om en af foregangsmændene til dette eventyr, nemlig amerikaneren Henry Thoreau, der i årene 1847 og 1848 levede i en amerikansk skov Walden. Det var for ham ikke et valg om definitivt at træde ud af samfundet, det svarer nærmere til vor tids trend med at ”gå i retræte” for en tid. Her altså i to år. Og de erfaringer, han gjorde sig, blev til bogen: “Walden – Livet i Skovene.”
Men her først et citat fra Andrea Heljskovs fortælling om sit ”eksperiment” – i anførselstegn, fordi det nok er et mere permanent livsvalg, hvorimod det for Thoreau var og blev et eksperiment:
Vi har meldt os ud af det kapitalistiske samfund, men vi har ikke meldt os ud af fællesskabet. Jeg er meget optaget af klima, social ulighed og politik. Jeg er også meget solidarisk, men man kan ikke være solidarisk med alle. Når jeg siger til mine foredrag, at samfundet er på vej ud over afgrunden, nikker folk. Jeg er blevet overrasket over, hvor mange der længes væk. Problemet er, at man ikke må lave et alternativ til samfundet, som vi kender det. Men lad os da fikse det, der er gået galt i stedet for at lukke øjnene for det. Der er ikke nogen anden vej ud end den, man selv finder. Og det er det, jeg prøver på nu.
Jeg var ikke forberedt på, at jeg ville blive dyrket som en guru, og vidste ikke rigtig, hvordan jeg skulle håndtere folks projiceringer. Folk, der synes, at vi er helte. Det er det, jeg har oplevet som noget af det sværeste. For jeg er jo bare en idiot, der ville leve et andet liv. Jeg ser ikke så meget mig selv som foregangskvinde, men mere som en mellemmand, der fortæller om livet i skoven. Fordi jeg bare kommunikerer, hvad mange har gjort før mig. At stå af ræset og flytte ud i naturen. Der bor mange mennesker i skoven, også unge, der bosætter sig derude, fordi de har en drøm om at være autentiske. Folk ved det bare ikke, fordi der ikke er nogen, der taler om det. Men uligheden stiger jo, så det er kun et spørgsmål om tid, før der kommer flere. Nogle flygter fra økonomisk undergang og fattigdom, andre opsøger kreativitet. Der er mange forskellige mennesker herude.
Folk har en meget fast forestilling om, hvordan det er at bo i skoven. At det er ren lykke, hold kæft, og vær smuk, harmoni og balance. Men hvorfor må man ikke komme tilbage en gang imellem eller have en blog, hvor man skriver om livet i skoven? Hvorfor skal man være mod teknologi for at være ét med naturen? Og hvorfor må man ikke gå op i skønhed? Æstetik er et overskud, som jeg tillader mig selv igen, nu hvor alt ikke længere handler om overlevelse. Nu har vi fået vores bjælkehytte op at stå og er blevet selvforsynende. Vi har været igennem vildt mange kriser, fordi vi har sat spørgsmålstegn ved alt. Og derfor har jeg også lyst til at indrette vores bjælkehytte, selv om jeg aldrig kunne drømme om at købe noget. Æstetik er overskud, og det kan du ikke købe dig til.
Ovenstående citat er fra nettet, hvor hun skriver mere om sit eksperiment, og det er værd at læse om, ligesom hendes bog “Den store Flugt” er en flot skildring af hele eksperimentet.
Jeg ved ikke, om Hejlskov er inspireret af Thoreau, men de finder samme vej ud af et system, som de foragter og helst vil vende ryggen. Det bliver så til et liv i skovene = i naturen. Thoreau er romantiker, som de fleste åndsmennesker var det i første del af 1800tallet, men han er også i moderne. Forholder sig analytisk til sin omverden og i sin egen selvforståelse er han videnskabsmand (= filosof? naturvidenskabsmand? lidt af hvert). Han iagttager og noterer og konkluderer, og meget af det, han når frem til, er brugelig viden for os i dag, eller i al fald kan det bruges som en kilde til inspiration, og det har det jo været i snart et par hundrede år.
Jeg vil citere et sted fra ”Walden” hvor han skriver om sin foragt for den dygtige landmand = den, som har opnået at drive et mønsterbrug og tjent mange penge på det. Her er der direkte paralleller til vor tid storbønder, der også først og fremmest tænker på profit og udnyttelse af naturen frem for at beundre og ære den.
Tankerne om mønsterbondens hærgen i og hersken over naturen kommer til ham, mens han kigger ud over en sø og bliver betaget af synet. Søen har navn efter den bonde, der ”ejer” den og hedder derfor ”Flint’s Pond” – og det forarges han over:
(Citat side 178)
Flint’s Pond! Så fattig er vores navngivning. Med hvilken ret har den smudsige og ubegavede bondemand, hvis jorder stødte op til dette himmelvand, hvis bredder han hensynsløst har ribbet for bevoksning, givet den sit navn? En flinthård gnier, som holdt mere af en spejlblank dollar eller en nyslået cent, som han kunne betragte sig eget kobberrøde ansigt i, som anså selv de vildænder der levede i den for uvedkommende som krænkede hans ejendomsret; og hvis fingre var blevet krumme og hornede som rovfuglekløer af i årevis at have grebet grådigt efter bytte på harpyisk vis – …
Og videre ( citat side179 Om søen)
Han, der ikke havde tanke for andet end dens (=søens) værdi i penge, hvis tilstedeværelse måske lagde en forbandelse over hele bredden, som udpinte jorden omkring den og hellere end gerne ville have udpint vandet i det; som kun var fortrædelig over at der intet forsonende var ved den – og som ville have tørlagt den og solgt den for mudderet på bunden. Den drev ikke hans mølle, og for ham var det ikke nogen god forretning at betragte den. Jeg har ingen respekt for den der ejer en gård hvor alting har sin pris, for den som ville fragte landskabet, ja, sin Gud til marked hvis han kunne få noget for ham, som i virkeligheden tilbeder markedet som en gud; på hvis gård ingenting kan vokse gratis, hvis marker ikke bærer afgrøder, hvis enge ikke bærer blomster, hvis træer ikke bærer frugt, men dollars; som ikke elsker sine frugters skønhed, som ikke anser sine frugter for modne før de er forvandlet til dollars. …
En mønstergård, hvis bygninger skyder frem som svampe på en mødding, med rum til mennesker, heste, køer, svin, med og uden grebning, alle forbundet med hinanden! En stald for mennesker! En stor fedtplet, duftende af gødning og kærnemælk! Dyrket efter alle kunstens regler, gødet med menneskers hjerter og hjerner! Som om man ville dyrke kartofler på en kirkegård! Sådan er en mønstergård.
Ja, den får ikke for lidt. Jeg vil helst tro, at en moderne landmand ikke ligner ovenstående, og at han inddrager naturen i sit arbejde. Men jeg er ikke sikker. Kender ikke så mange landmænd, og jeg kan mest have ondt af dem, fordi de i dag vist nok kæmper en hård kamp for at overleve på konkurrencesamfundets og kapitalismens og liberalismens benhårde vilkår. Den landmand, der oprigtigt holder af livet i den friske luft og af sine dyr og blomster og i det hele taget er åben for naturens skønhed, han findes sikkert stadig. Og jeg holder af ham. Fordi han holder af jorden. Og fordi det er en dyd i min verden at dyrke jorden og i forening med naturen skabe liv og skønhed og nå ja: livsfornødenheder som mad og drikke.
Nedenstående billede er ikke fra en Rudolf Steinerskole, men fra den slags skoler, han ville afskaffe
Det er længe siden, jeg har haft skoledrømme. Det plejer at være ubehageligt og at forløbe sådan her: trods min høje alder har jeg fået et lærerjob, og nu skal jeg bare finde min klasse. Men den er væk. Mine bøger er væk. Mit skema er væk. Jeg er selv væk og meget bange.
I nat drømte jeg så igen om skole. Men det var ikke den sædvanlige drøm. Nogen ville overtale mig til at blive lærer på en bestemt skole, og jeg undslog mig. Husker ikke hvorfor. Var jeg bange for ikke at slå til?
Jeg kan se skolen for mig, og det er ikke en af dem, jeg har kendt. Hverken kostskolen, eller handelsskolen eller gymnasiet eller nogen af de andre skoler, hvor jeg har haft min gang, og som jeg nu af og til i mine drømme vandrer hvileløs rundt i.
Herunder en time i Den blå Sal på Th. Langs Kostskole. Det er fra venstre Marianne, Vini og Helle Vibeke
Jeg ser den tydeligt – skolen i min drøm. Det er en stor bygning, men indvendigt ligner den en romersk ruin. Hensmuldrende vægge, store defekte trapper. Vældige rum med himlen som tag. Må trods alt have ladet mig overtale til at se på sagen, for jeg møder jo op og går rundt i bygningen. Fuld af skepsis. Drømmens atmosfære, som er helt speciel, indeholder en blanding af forløsning og rædsel, men jeg kan ikke beskrive den.
Og jeg må derfor slutte min drøm med denne utilfredsstillende konstatering: den gled fra mig, netop, som jeg syntes at have fat om den.
En ting ved jeg dog: Det var en Rudolf Steiner skole. Og hvad er der så med ham denne Steiner og mig? Ingenting. Kun det stof drømme er gjort af.
På min sengehylde ligger altid en lille stak bøger, som jeg har tænkt at læse. Og hver gang jeg når gennem stakken, sker det samme: der ligger en tilbage. Det er Rudolf Steiners bog ”Teosofi”. Den har ligget der i årevis, og når det sker med bøger, at jeg ikke får dem læst indenfor nogle måneder, så vandrer de uden protest den lange vej til Kirkens Korshær og bliver indlemmet i deres antikvariat og finder sikkert dedikerede læsere der.
Men den her er blevet liggende. Måske er det derfor, jeg drømte om den skole i nat. Ikke at drømmen endte lykkeligt. Jeg vågnede uden at have givet mig en tomme. Der ville jeg ikke undervise.
Vil jeg heller ikke læse bogen? Hvorfor? Og er det derfor, Steiner sniger sig ind i mine drømme?
Jeg tager bogen frem og læser undertitlen: ”Indføring i oversanselig erkendelse af verden og i menneskets bestemmelse.”
Nå for søren! Det var da ellers ikke så lidt. Menneskets bestemmelse? …
Bogen er skrevet i begyndelsen af det 20 århundrede – endnu er Europa ikke kastet ind i de blodige verdenskrige, der kommer til at præge hele århundredet.
Jeg skal sandelig have læst bogen, tænker jeg og går i gang med forordet. Og standser igen. Nej, det orker jeg vist alligevel ikke.
Jeg tror ikke på dens præmisser: at man kan tænke sig til ”menneskets bestemmelse.”
Og så er der den ”advarsel”, som Rudolf Steiner selv giver i sit forord til bogen, hvor han skriver: ( citat fra side 14 i Antroposofisk Forlags udgave 2002):
”Bogen kan ikke læses på den måde man plejer at læse bøger på i vore dage. I en vis forstand må læseren arbejde sig igennem bogen side for side, ja mange steder sætning for sætning. Det er helt bevidst, at bogen er forsøgt skrevet sådan. For kun sådan kan bogen blive det for læseren som den skal. Læser man den bare igennem, har man slet ikke læst den. Sandhederne i den må opleves. Kun på den måde har åndsvidenskaben en værdi.”
Nej tak! Det orker jeg ikke. Og det tror jeg ikke en døjt på.
Her er en pige, som for allerførste gang går i skole. Hun ser betænkelig ud. Det forstår sig.
