I dag fik jeg besøg af en lærer, som godt ville bruge mine bøger i undervisningen. Det er ikke noget, der sker ofte, men hver gang bliver jeg glad. Glad, fordi det så er unge mennesker, der læser og måske lærer noget af de tanker, jeg har gjort mig om verden og livet. Ja, for det er jo det litteraturen gør: den giver tanker videre, så der sker en udveksling, som i al fald i min bevidsthed er så uendelig værdifuld – også selv om den foregår i det sære ingenmandsland, som litteraturen befinder sig i.

Måske er det derfor, jeg bliver ved med at skrive: for at få nogen i tale. Jeg tror ikke, jeg ville skrive, hvis jeg vidste, at ordene aldrig fandt vej fra mig til mit medmenneske.

Nu har jeg skrevet i over fyrre år, og mange ord har forladt mig og er endt Gud må vide hvor. Og han er nok uinteresseret i den udveksling. Ord. Ja, men ORDET kom fra Gud. Nej, ORDET var GUD.

Sådan er det ikke med litteraturen. Guds ord kom til verden med skaberkraften og magten og æren og rigdommen.

Magten og æren og rigdommen har aldrig fulgt litteraturen, og måske har Jon Kalman Stefansson ret, når han et sted siger, at det er derfor, litteraturen er så uspoleret.

Det giver ingen magt, ingen rigdom og ingen hæder at skrive. Men det er så vigtigt, at vi bliver ved med at gøre det, at skrive alt det ud, som brænder i os, og at vi ikke tøver med at finde de ord, der sender lyset ind i verden eller tordner den til i mørke. For også mørket er vigtigt.

Ord som står rene og sande. Og ja: uspolerede.

Nu fik jeg i dag sendt ord af sted. Hvilken fryd.    

Dostojevskij

Det var hans skyld, at jeg i sin tid valgte at studere russisk. Et par år læste jeg på Århus Universitet. Et studium, som aldrig et øjeblik syntes spildt, og alligevel opgav jeg det. Der skete det, at jeg blev gift, fik børn, fik arbejde, fik alt for lidt tid og måtte opgive at fortsætte studierne.

Men jeg opgav jo ikke læsningen af den russiske litteratur, og et enkelt værk fik jeg da også læst på originalsproget, nemlig ”De ydmygede og de sårede,” som var den eneste bog af Dostojevskij, som jeg kunne opdrive i boghandlerne i Moskva, da jeg var der i 1964. Men da jeg kom hjem købte jeg de samlede værker i dansk oversættelse af Ejner Thomassen. Og dem læste jeg i et svimlende stræk.

Nu har jeg netop i går afsluttet læsningen af ”Idioten” – forsøgte at læse den forrige år, men gik kold i de lange oprivende og til sindssyge grænsende optrin, som romanen vrimler med. Nu lykkedes det, og det er så tredje gang, at jeg har afsluttet hele læsningen af det digre værk. Og jeg må sige, at jeg forstod den helt anderledes end de to forrige læsninger.

Da jeg var helt ung, slugte jeg bogen og levede mig ubesværet ind i fyrst Mysjkins sind. Det gjorde jeg også, da jeg læste bogen anden gang, men da var jeg så vidt jeg husker mere optaget af det billede af Rusland,  som forfatteren opruller. Og navnlig den kritik af adelen, som han også (igennem Mysjkin i øvrigt) leverer. Og jeg tror, at jeg dengang først og fremmest fandt dialogerne og personerne underholdende. Det er de bestemt også – så vanvittige de nu ellers også er.

Men jeg sidder nu med en underlig fornemmelse af, at jeg slet ikke fandt ind til kernen i romanen ved de to første læsninger. Den handler jo ikke om idioten Mysjkin, han er i grunden ikke en særlig interessant person – kun ét sted folder han sig ud og mener noget – det er til forlovelsesgildet, hvor han chokerer alle gæsterne ved sin kritik af russerne og deres værdier. Ellers siger han kun flovheder og fremstår i grunden lidt dum. Og romanen handler heller ikke om hans intelligente rival Ragotjzin – nej, den handler først og fremmest om Nastasja Pilippovna. Og om pædofili. Det er næsten ikke en del af handlingen, men det ligger hele tiden i baggrunden, at N.P. er et skændet barn – og at de skader, hun fik som barn, ikke kan helles, og det er helt logisk, at hun dør til slut. Hun kan ikke indgå i et kærlighedsforhold, der indebærer noget seksuelt. Besudlet som hun er. Og skamfuld.

Der er megen tale om kærlighed i romanen, men det er en kærlighed helt uden seksualitet fra Mysjkins side, hans kærlighed til N.P. er som et barns – det er Ragozjins ikke, men derfor er han også nødt til at dræbe hende. Et ren fuldbyrdet seksuelt forhold er umuligt.  

Det er et ret chokerende budskab.

Det er for øvrigt ikke den eneste af Dostojevskijs værker, der handler om pædofili – i en af romanerne er det er dreng, der er offer for seksuelle overgreb.

Thoras sang i J. P. Jacobsens ”Mogens”

Du blomst i dug!

Du blomst i dug!

Hvisk mig drømmene dine.

Er der i dem den samme luft,

Den samme selsomme elvelandsluft,

Som i mine?

Og hvisker, sukker og klager det der

Gjennem døende duft og blundende skjær,

Gjennem vågnende klang, gjennem spirende sang,

I længsel,

I længsel jeg lever.“

Sådan synger Thora i J.P Jacobsens novelle ”Mogens” – Den har jeg læst med mine elever næsten hvert år i 25 år, men aldrig blevet træt af at læse. Sådan er det med god litteratur, og jeg tror, at der i skriften – i det skrevne ord – kan være så megen skønhed, at den i sig selv vækker en længsel. Men her er længslen jo særegen. Det er det sublime, det, man ikke møder i dagligdagens øllebrød og havremælk, men kun i drømme – og som man ser et genskin af i den store litteratur.

Det, som Johannes V. Jensen lader lyde sådan her i digtet om Columbus:  

Men set i digtets perspektiv er det en længsel, som aldrig kan forløses. Da Columbus ser det, som han har drømt om, da dør drømmen, og han står tilbage med tomhedens smerte:

I digtet om Columbus lyder det sådan:

“Da stiger i Solnedgangens Ild/ en palmegrøn Ø./ Og det er Landet, Christoffer Columbus!/ men medens de kalder ham Verdensbefrier/ og græder af Fryd, er Columbus/ den eneste Mand der tier

For da han fandt den frelsende Ø,/ forgik hans Drøm. / Der skød sig en Verden imellem ham/ og den yderste Strøm./ Tilbagevender og Havomfavner!/ Da steg din Forlængsel, da bar dit Hjærte/ som Bølgens vandrende Byrde/ den evige Verdenssmærte!”

Forlængsel betyder længsel efter forløsning.

Mogens er der, hvor han har mistet troen på livet. Der er ingen længsel mere, for der er ingen tro.

”Det var så sørgeligt det hele liv, tomt bagved, mørkt foran. … den hele jord var en rullende løgn; troskab, venskab, barmhjertighed, løgn var det, løgn hver en stump, men det, der kaldtes kjærlighed, det var dog det huleste af det hule, lyst var det, flammende lyst, ulmende lyst, osende lyst, men lyst og aldrig andet.“

Det er Thora, der synger om sin længsel, men novellen handler først og fremmest om Mogens og om hans uforløste længsel. Smerten over det tabte kaster ham ud i et tøjlesløst og vildt liv – sex, druk, osv.

Så møder han Thora, og som vi kan se af sangen, lever hun i en romantisk længsel efter … ja, efter hvad?

Da han møder hende, genfinder han troen på kærligheden, men han vil, at den skal være REN – det vil sige uden sex.

Citat ” Der var en kjærlighed, reen og ædel, uden al grov, jordisk lidenskabelighed, jo der var, og var der det ikke, så skulle der komme det, ja, lidenskab ødelagde alting, og den var så styg, så umenneskelig, hvor han hadede alt det i menneskenaturen, der ikke var skjært og reent, fiint og let!”

Ovenstående citat afslører de tanker og følelser, der fylder ham på bryllupsnatten (sic!)”.

Og det er ikke lige tanker, som Thora deler. Hun drømmer stadig, men det er så tydeligt, at det ikke er den romantiske, åndelige kærlighed, hun drømmer om. Her et citat fra morgenen efter brylluppet:

”Hun slog armene om hans hals og kyssede ham heftigt og trykkede sin brændende kind imod hans. ”Jeg forstår det ikke, men sommetider er jeg nærved at ønske, at du ville slåe mig – jeg veed, at det er barnagtigt,, og at jeg er så lykkelig, men jeg er alligevel så ulykkelig.” Hun lagde hovedet ind til hans bryst og græd, og så begyndte hun, alt mens tårerne randt, at nynne, først ganske sagte, men så høiere og høiere : I længsel, I længsel jeg lever!”

Ja, men det ender i fryd og gammen. De går ud i den gulnede rug – ja, en rugmark.

Men læs selv!

Ja, for de skal være der. Skodderne. Værket er aldrig personen, der skriver det.

Digteren er ikke sit værk.

Nu skriver jeg digteren, for jeg ved mest om litteratur, men det gælder sikkert al kunst, at den opstår af den skaberkraft, der bor i kunstneren.

Så står værket der. Og værket kan være godt eller skidt. Men det bliver aldrig bedre af, at kunstneren er et godt menneske, og det bliver aldrig ringere af, at digteren er et ringe menneske.

Det er sådan fat med digtere, som det er med alle vi andre, at de er mennesker slet og ret. Og mennesker er fulde af fejl – det hører ligesom vores art til, og kunstnere er hverken bedre eller værre end alle andre.

Vi er mennesker.

Og nogle er kunstnere. Og det betyder, at de er velsignet med skaberkraft. Og gudskelov og tak for det!

Og derfor: jeg læser uden problemer Céline, selv om jeg ved, at han var antisemit. Jeg læser uden problemer Hamsun, selv om jeg ved, at han var nazist. Jeg læser gerne Houellebecq, selv om jeg ved, at han er asocial og ikke sorterer sit affald. Og jeg læser uden problemer Tove Ditlevsen, selv om jeg ved, at hun undlod at redde sit barn fra sin pædofile ægtefælles overgreb, og jeg vil også fortsat læse og glædes over Alice Munros fabelagtige skrivekunst, selv om hun akkurat som Tove Ditlevsen svigtede sit barn.

De er store kunstnere. Også selv om de optrådte (optræder) i livet med store og små fejl.

De skrev som guder.

Og når vi læser, er vi i ikke i deres liv, vi er i deres værk, det, de så gavmildt gav os, og som stadig gnistrer af talent og geni og besidder en skønhed, som vi nødig ville være foruden.

Céline skrev om smerten og sorgen, så man føler den i sit eget hjerte. Ingen har skildret bonden smukkere end Hamsun. Tove Ditlevsen tager os med ind i et univers, der sitrer af sart og skrøbelig kvindelighed. Houellebecq skaber skrækkelige, men fantastiske billeder af det moderne samfunds forfald og undergang. Hans bøger får os ikke kun til at gyse, men også til at tænke.  

De er alle sammen med til at berige vores liv.

Derfor lad os holde skodderne tætte!