Læser p.t.  ”Det danske landbrugs historie” ( Landbohistorisk Selskab 1988)  – redigeret af Claus Bjørn.

Første bind har gode kapitler om jernalder/vikingetid og middelalder.

Lotte Hedeager og Christian Christiansen står for oldtidsdelen, som går til år 1000 e. kr.

Erland Porsmose står for middelalderen fra år 1000 – 1300 e. kr.

Nogle notater:

Oldtidens bondesamfund:

I bondestenalderen praktiserede man skovlandbrug.

Skoven den mest stabile foderkilde 1) græs 2) ikke tørkefølsom 3) ingen arbejdskraft nødvendig. Dyrene passede sig selv og fandt selv foder.

Slutresultatet af denne langvarige brug ( overforbrug) af skovene skabte overdrevet – kreaturernes nedbidning skabte udtørring – lyngheden opstår.

Yngre Jernalder:

Langhuse op til 30 – 48 – gavle i øst og vest – forsiden mod syd. Den bedste lys og vindbeskyttelse. Op til 30 – 48 meter lange – beboelse i vestenden – dyrene i østenden – ikke mere kun opdeling i to rum – ofte tre rum.

Grubehuse: små nedgravede hytter = arbejds – og håndværkerhytter.

Middelalderens bondesamfund:

Flere slags bønder:

1) odelbonde ( ejendomsbonde )

2) adelbonde (hovedbonde)

3) landboer (fæster)

De fleste var selvejere

Jord = magt og ære

Trælle: at regne som husdyr – slavejagt var en integreret del af vikingetogterne og fortsatte i vendertogterne i 1100tallet – udgjorde en kærkommen tilgang af arbejdskraft. 3 trælle på en middelgård. Landbruget ekspanderer i løbet af 1100tallet, og der er brug for folk. Egnede trælle kunne sendes i leding i stedet for husbond – trælle kunne avancere og blive frie.

Fledføringer: ( aftægtsfolk) var ufri ligesom tyende. Årsag: Nød – ælde – sygdom – de blev regnet som børn = unyttige.

Ejendomsforholdene er ret komplicerede i middelalderen. Landboen er sin egn herre på den måde, at gården er hans, men jorden fæster han. Da han ikke ejer jorden, har han ikke magt til at besidde tillidsposter – det tilkommer kun adelbonden

Krigerbonden var samfundets krumtap. Han var bevæbnet: sværd, kedelhat, spyd og skjold.

Jeg vil nøjes med disse ganske få notater for nu. Det er selvfølgelig vigtigt at kende ikke blot bondens men også gejstlighedens rolle ( kirken) og kongens ikke mindst, men jeg vil ikke besvære bloggen med flere notater.

Herover en kedelhat – navnet Ketil = Keld betyder kedelhat. Vores helt kommer til verden på en stor gård. Han er ret sikkert bestemt til en krigerisk løbebane – til at blive krigerbonde. Men han bryder mønsteret og går i (den modsatte?) retning og bliver en kirkens og ikke en kongens mand.

Middelalderens Kjeld – lidt fakta om tiden.

Om Kjelds barndom og ungdom kan man sige to ting med sikkerhed: 1) det er en brydningstid med rester af vikingetiden ulmende ved siden af den nye ild: kristendommen. Jeg forestiller mig, at de gamle på gården, hvor Kjeld vokser op, stadig dyrker de hedenske guder. I det skjulte, for nu er de jo døbt og tilhører den nye gud med de tre ansigter. Før var der flere guder, og de var så meget menneskene lig, at man kunne spejle sig i dem. Men de tre nye er helt anderledes: 1) Gud er streng og straffende, 2) Jesus er mild og lidende og 3) Helligånden er ubegribelig.

Alligevel er det kun de guder, der nu må dyrkes. Forstå det, hvem der kan, tænker de gamle og bloter i hemmelig frygt for Odin og Thor.

2) Den anden ting, som vi ved med sikkerhed, er at den omtalte tid er en sjælden fredelig tid. Kjeld er barn og ung, mens Niels er konge, og han er helt igennem en fredens konge, så meget, at Saxo foragter ham, for hvad er livet uden kamp, og hvordan skal man vise heltemod i fredstid?

I det følgende vil jeg nedfælde nogle noter til eget brug. Men hvis andre kan bruge dem, er det jo fint nok.

Disse er fra Niels Knud Liebgott, der har skrevet tre små bøger om middelalderen.

 ”Middelalderen, Land og By”

Bondens bolig: næsten som jernalderens, et eneste rum, til gengæld meget stort – 23 meter i længden, 8 meter i bredden. I den ene ende dyrene – i den anden ende menneskene. Ingen vinduer – åbent ildsted midt på gulvet. Borde en sjældenhed. Bænke langs væggen. Man spiste siddende med skålen på skødet. Senge forede med halm – flere i samme seng for varmen – lerstampet gulv – skabe indmuret i væggen – kister. Hos storbonden måske tæpper på væggen.

”Middelalderen, Kirke og Konge”  

Kongen: havde hævd på leding. Storbonden og hans sønner foretrukket: de var beredne.

Europas veje vrimlede med lamme, halte, spedalske og udstødte –

Kongen havde to militære styrker: 1) ledingen 2) hirden

Saxo skriver hånligt om Kong Niels, at hans hird var latterlig lille: 6-7 mand

Slægts- blodfejder var en arv fra oldtidssamfundet

Ægteskab var ikke almindeligt i middelalderen – kirkens velsignelse var ligegyldig – det var en praktisk foranstaltning og flerkoneri var almindeligt – især hos stormændene.

Cølibatet lod sig aldrig gennemføre for de danske præsters vedkommende. Menofficielt levede de i kyskhed

”Middelalderen – Broderstrid og Kulturliv”

Svend Estridssøn gift med en kusine – paven lyser ham i band – han hævner sig ved at leve med mange friller og får et hav af børn. 5 af dem kom til at følge ham på tronen : Harald, Knud, Oluf, Erik, Niels.

Knud ville generobre England – forsøget strandede i Limfjorden, bønderne oprør, Knud flygter, myrdes i Odense, bliver helgenkåret  – Oluf fik tilnavnet Hunger, fordi folk i hans tid sultede, Erik rejste på pilgrimstur og døde på vejen. Så kom Niels og den lange fredstid.

Endnu inden Niels var død, opstod strid mellem hans søn Magnus og Erik Ejegods søn Knud. Knud var blevet fyrste over venderne = Knes – og udnævnt til hertug over Sønderjylland – Magnus dræber Knud (Lavard)

Biskop Eskild i Viborg myrdes i 1132 i Asmild Kirke –

Slaget ved Fodevig 1134 – her dør Magnus – Kong Niels (hans far) flygter til Slesvig – dumt, for her hædres Knud Lavard stadig – han myrdes.

1137 – Erik Emune dræbes i Ribe

1137 – Eskil udnævnt til ærkebiskop i Lund efter Asser

Kjeld mægler mellem kongsemnerne – altså er det i 1147, han drager til Lund, for vi ved, at Eskil lige er blevet ærkebiskop. Erik Emunes søn Erik Lam bliver konge.

1146 – Erik Lam syg. Han går i kloster. Dør foragteligt i en sygeseng.

Knud ( søn af Magnus) bliver konge i Jylland – Svend ( søn af Erik Emune) bliver konge på Sjælland og i Skåne.

12 års borgerkrig følger

Der skrives bøger: krøniker – mest kandt Saxo og Svend Aggesen – folkeviser – religiøse skuespil – hvert værk skrives i hånden og kopieres i hånden. Afskrift af bøger og dokumenter optager megen tid. Bøger er dyre. Eleverne har ikke skolebøger.

Lucidarius – middelalderens mest læste bog – efter bogtrykkerkunstens opfindelse 1450 udbredes den. Det er en lærebog, der er opbygget som en samtalebog, hvor eleven spørger og læreren svarer på alt mellem himmel og jord. Her forklares verden. et eksempel:

Eleven: Hvorfor skabte Gud de dyr, mennesket ikke har gavn af?

Læreren: Efter syndefaldet blev de mindste og største skabninger ham ulydige. For at tjene til påmindelse og straf. Fluer, edderkopper, myrer og andet småkravl skal give mennesket uro, for at han kan ydmyge sig selv og tænke, hvor lidt han formår af sig selv.

Yderst spinkelt skelet – men sådan må det være, for Kjelds liv er ganske vist beskrevet af en helgenbiograf, som oven i køber har kendt ham og været tæt på ham, men han er upræcis, og kilderne er sparsomme.

Hurra for det! Jeg er jo romanforfatter – og vil selvfølgelig gerne selv bestemme – men jeg føler mig stærkt forpligtet på fakta. De fakta, jeg kan kende til, og her er nogle af dem – nogle årstider og lidt om det forløb, der bliver romanens.

1101 Kjeld fødes på en gård i Venning. Han bliver døbt i Ålum kirke.

1101 . 1112 – en barndom på gården. Hans lyst til læsning. Mor ser et lys i ham. Farfarens modstand. Drengens tvivl.

1112 – 1120 – sendes i skole i Randers. Vor Frue Kloster. Nonnekloster i benediktinerordnen. Bliver Kjeld undervist af nonner?

1118 – 1125 Studerer i udlandet. Ingen sikre kilder. Der foreslås Hildesheim, Men jeg vil sende Kjeld til Paris. Og på den tid underviste den berømte forfatter og filosof Abelard på universitetet i Paris. Abelard er ophavsmand til Europas første store kærlighedsdrama: “Abelard et Heloïse.” Et tragisk og stærkt drama fra den virkelige verden. Og den første “romantiske” kærlighedsfortælling overhovedet.

Og hvorfor skal Kjeld så anbringes i Paris? Hos Abelard? Tja … måske fordi jeg er forfatteren til romanen om hans liv. Og jeg vil SÅ gerne skrive om det største af alt: kærligheden.

Jeg blev virkelig glad, da det gik op for mig, at Sankt Kjeld og Abelard var samtidige. Sikke et lykketræf.

Jeg har skrevet et par kapitler af “Kjeld fra Ålum,” men de er desværre langt under den standard, jeg har tænkt mig at sætte for bogens kvalitet: min Kjeld er for intetsigende. Der er for mange clicheer.

Kjeld har problemer. Javist. Og hans mistrives. Javist.

Men helt ærligt: det er på et alt for spinkelt grundlag, han “kokser” ud. Og nu siger vores kloge præst, som også spiller med i fortællingen om Kjeld, at en moderne dreng på 17 år aldrig ville bruge ordet “kokser”.

Og deri ligger måske kimen til hele miseren: Jeg har lagt fortællerstemmen fast hos Kjeld. Det er hans ord, vi hører.

Derfor har jeg tænkt at ændre fortællestil. Jeg står ved min figur, selvfølgelig gør jeg det, men jeg vil skildre ham med mine egne ord. Synsvinklen lægges kort sagt over på den alvidende forfatter. Der ligger den bedst.

Og det er så der, vi er lige nu, min ven. Nu overtager jeg – uden at slette dig, bare rolig. Du får blot ikke mere stemme-ret.

Det vil du selvfølgelig brokke dig over, så meget kender jeg dig, og jeg synes allerede, at jeg kan høre dig harke som en gammel mand ved tanken om, at en gammel kone skal skildre dig, en lys – og nulevende dreng på 17 år, som står over for livet med et usikkert bankende hjerte.

Men du må forstå: Det er et nødvendigt overtag også selv om du betragter det som et overgreb.

Det må vi have en snak om. Og nu er ordet frit. Jeg skal ikke lægge dig så meget som en eneste konsonant i munden.

VORES ALVORLIGE og helt nødvendige SNAK

Kjeld: “Er der overhovedet noget at snakke om?”

Mig: “Hvad mener du?”

Kjeld: “Det er jo alligevel dig, der bestemmer.”

Mig: “Men nu spørger jeg dig, ikke?”

Kjeld: “Du har lige taget stemmen fra mig.”

Mig: “Men så tag den dog tilbage, dreng!”

Kjeld: “Okay! Jeg tager dig på ordet. Og tak!”

Mig: “Det er mig, der siger tak.”

Kjeld: “For det første: Der er så meget, du har fået galt i halsen i dit første forsøg på at fange mig. Jeg er slet ikke den, du tror.”

Mig: “Det lyder interessant. Og lidt skræmmende.”

Kjeld: “Livet er skræmmende.”

Mig: “Det ved jeg.”

Kjeld: “Det skulle man ikke tro.”

Mig: Nå … ?

Kjeld: “For det første har du givet et indtryk af, at jeg er en overfladisk dreng, der går rundt og murrer, blot fordi han må flytte fra byen til landet og dermed mister alle sine venner. Men for det første mistede han jo ikke sine venner, bare fordi han flyttede, vel? Han havde dem med sig. Gik med dem i lommen på en måde. Ja, du griner, men sådan kan man godt sige det. Og de kunne nås på et øjeblik. På skærmen. De, eller rettere vi, blev ved med at ses. Tit gik jeg ture med en af mine kammerater i Glostrup, også selv om han vadede rundt på stranden i Ishøy og jeg i skoven i Fussingø. Vi snakkede sammen. Vi gik sammen. Vi var i den samme verden. Men det forstår du vel ikke. Måske har du slet ikke opdaget internettet? Du har måske ikke engang en iPhone?”

Mig: “Jo … det har jeg da. Tror jeg nok. Hedder den sådan?”

Kjeld: “Tag med til nutiden!”

Mig: “Jo … men hvad … hvad snakkede I så om?”

Kjeld: “Hvad snakker du med dine venner om?”

Mig: “Løst og fast … og sådan.”

Kjeld: “Nå sådan. Sidst jeg snakkede med min bedste ven, var det krigen i Gaza, der var emnet.”

Mig: “Uha! Den slags emner går vi uden om. Magtesløse som vi er.”

Kjeld: “I lukker jer for verden. For sandheden.”

Mig: “Kan du ikke præcisere det?”

Kjeld: “Jo, jeg kom lige i tanke om et digt.”

Mig: “Nå ja, det er sandt, du skriver jo digte.”

Kjeld: “Ja, det gør jeg. Og jeg ville ønske, at jeg havde skrevet det her. Min ven Hassan læste det højt for mig forleden, og nu skal du høre det.

Jeg lappede mit sind for lyshuller / i Gazastriben bader / børnene for foden af / krigsskibet / granaterne rammer dem / og bølgerne tager dem / flygtninge drives som / kvæg / og transporteres som / slagtesvin / jordskælv og / himmelskælv / fosforregn og palmer i / napalmbrand / må guden og fanden/ forbyde det i enighed

Herover et billede af en børnebog, skrevet af forfatteren Anette Broberg Knudsen. Den udkom i 2017 og handler om nogle børns liv i pestens tid. Jeg læser løst og fast for tiden – alt det, som jeg kan finde om livet i middelalderen og gerne i fiktiv form og gerne bøger, der henvender sig til børn, for den bog, som jeg arbejder på at skrive er jo en roman til børn og unge. Jeg læser ikke disse bøger for at efterligne mine forgængere i kunsten at skrive om middelalderen i børnehøjde, men alligevel – det indrømmer jeg – er det for at lære noget. Og noget af det bliver jeg klogere på tiden og genren af at læse. Andet lærer jeg absolut ingenting af, simpelthen fordi det er for dårligt skrevet. Her vil jeg ikke gå ind på de mange middelmådige eksempler, jeg er stødt på i min rundlæsning i emnekredsen, men alligevel vil jeg nævne den svenske Sven Wernstøms “Trællene” – første del af en serie om undertryktes kår gennem historien. Jeg læste den, da den udkom engang i forrige årtusinde, og måske læste jeg den højt for mine børn. Det tror jeg faktisk. Og jeg fandt den ret fin. Da jeg nu genlæste den, undrede det mig, at jeg “faldt” for den dengang. Den er ikke godt skrevet.

Det er den ikke, men når jeg alligevel vælger at nævne den, så er det fordi den blev en kæmpe succes, faktisk en slags børnebestseller på niveau med Harry Potter serien.

Det har den ikke fortjent.

Men det har den bog, som jeg viser et billede af ovenfor. Der fandt jeg et guldkorn. Jeg ved ikke noget om salgstallene, men er sikker på, at den ikke fik samme spalteplads i pressen som Wernstrøms hø fik.

Jeg vil vende tilbage til en omtale af bogen senere.

Historikerne er nu gået væk fra at kalde middelalderen mørk. Der er (var) masser af lys – og det med mørket er en fordom, siger man i forskerkredse. Jeg er jo ikke historiker, og min viden, som jeg forsøger at lade vokse dag for dag, er kun spinkel, og jeg udtaler mig om perioden uden egentlig autoritet. Men mig forekommer den mørk.

Ja, jeg vil stadig kalde middelalderen mørk. Ikke mindst fordi vores viden om, hvordan folk faktisk levede, og hvordan der så ud, er så upræcise og skjulte. Endnu. Der er mere forskning og mere viden om vikingetiden, hvilket ikke er spor logisk, for på den tid var de skriftlige kilder utrolig sparsomme: nogle runestene … og vist ikke ret meget mere. I Danmark altså. Man har f.eks. udgravet mange flere bosteder fra vikingetiden og tiden før end man har fra middelalderen. Her venter megen forskning. Der er til gengæld mange skriftlige kilder fra især højmiddelalderen. Krøniker, breve: de såkaldte diplomer, for ikke at tale om Adam af Bremens udførlige beskrivelse af Danmark. Men helt ind i stuerne kommer man ikke.

Derfor er det endnu mere prisværdigt, at Anette Broberg Knudsen formår at skildre livet i en middelalderlandsby så flot og så fuldstændig troværdigt. Hendes roman foregår i højmiddelalderen, hvor Den sorte Død lagde store dele af landet øde. Her møder vi to børn, som har overlevet pesten og som finder sammen. Det, de oplever i deres kamp for at finde tilbage til livet, er ganske enkelt rørende skildret. Ikke spor sentimentalt. Men virkelighedstro.

Når det er så fin en bog, skyldes det ikke kun indholdet, som i sagens natur er både barskt og dramatisk, men nok så meget sproget. Forfatteren fortæller i et nuanceret og hele vejen igennem smukt dansk.

Man kommer helt tæt på børnene, hvis indre og ydre liv er skildret i et sanseligt og enkelt sprog, så det på alle måder er en god oplevelse at læse bogen.

Og som det gælder for alle gode børnebøger, så er den læseværdig for alle aldersgrupper.

Middelalderfamilie ( Randers kulturhistorisk museum)

Et lille kig ind i middelalderen. Begge billeder er fra et besøg på Randers kulturhistoriske museum. Måske har den første kirke i Ålum lignet denne her – de fleste steder lå der nemlig inden stenkirkerne blev bygget i 1100 og 1200 tallet sådanne trækirker.

Kjeld: Er du nu igen ude på at få hold på mig?

Mig: Jeg har hold på dig.

Kjeld: Hvad har du?

Mig: Rolig nu!

Kjeld: Jamen, jeg vil gerne vide, hvad du pønser på, det er vel ikke for meget forlangt. Jeg er vel din hovedperson.

Mig: Det er du jo så ikke. Vel?

Kjeld: Nå nej, men tæt på, ikke? Uden mig, ingen Kjeld.

Mig: Det er rigtigt. Så hør her: du er ankommet til Ålum. Dine forældre har købt hus der.

Kjeld: Hvorfor i al verden har de det? Du sagde jo til mig i al fortrolighed, at jeg var en københavnerdreng. Og det var jeg da lidt stolt af. Hvad skal jeg i et hul som Ålum?

Mig: Hov hov, min kære ven! Du glemmer, at jeg er Ålummer med stort Å.

Kjeld: Åh ja, det er rigtigt. Du har endda skrevet skuespil, som foregår i Ålum og som er blevet spillet viden om i det ganske land og endda i udlandet.

Mig: I Argentina ja. Men hvor ved du det fra?

Kjeld: Du er min forfatter, ikke? I princippet ved jeg alt om dig.

Mig: Og jeg ved endnu ikke så meget om dig. Det er unfair.

Kjeld: Ved du hvad …? – den her snak fører ingen steder hen. Det er det rene vås.

Mig: Det var dig, der begyndte!

Kjeld: Ja, og det er mig, der slutter!

Mig: Det håber jeg ikke, vi er jo lige begyndt…

Kjeld: Åhhh … fri mig!