Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

1950 – 7 år

Jeg er begyndt at læse. Det er svært, men der er ikke noget i hele verden, der er mere tillokkende end det, der sker lige nu. Bogstaverne, der kan samles og danne ord, der bliver til lyde. Inde i hovedet. Uden for hovedet. Ordene dannes og dannes, de vælder ud af piger og drenge. De suser i luften. En storm af lyde. Vi læser. Klassen læser i kor. Det går fint. Jeg læser alene. Det går trægt. Jeg er for dum, eller for lille, og tærsklen, jeg skal over, er for høj. Selv for mig, der er verdensmester i klatring. Intet træ er for højt for mig, og lygtepælene, jeg bestiger dem som et egern. Men det her. Nej, jeg kan ikke.

Og jeg tror, at Fru Fredborg forstår, at jeg er midt i mit livs største kamp, at der er den der tærskel, som jeg ikke kan overskride. Jeg siger ingenting, men der står HJÆLP i mine øjne. De andre behøver ikke hjælp, de glider ubesværet over alle forhindringer og lige ind i ordenes smukke klangverden. Kun Niels Ålstrøm og mig. Vi sidder uhjælpeligt fast. Men han er åndssvag. Er jeg åndssvag?

Fru Fredborg ser min kamp. Men så falder hun i søvn, og jeg kæmper videre alene. Anders er ni år, og han kan læse, men åh så langsomt og så usikkert. Vi er begge svage læsere. Jeg er helt umulig.

Men så en dag vågner Fru Fredborg og går ned til min pult og lægger sin gamle, bløde hånd over min knyttede næve, og med den anden hånd løfter hun mit hoved og ser mig lige ind i øjnene. ”Du skal ikke græde,” siger hun. ”Du skal nok lære det, men nu kan du komme ned til mig i eftermiddag, vil du ikke gerne det?”

Fru Fredborg bor alene i et stort, hvidt hus midt i byen. Hun er en fornem, gammel dame, vist nok den fineste i byen, og måske har hun været gift med en prins, for det er næsten et slot, hun bor i, tænker jeg, da jeg forknyt, men alligevel besluttet, står foran den store dør, og måske banker jeg på, måske trækker jeg i en klokkestreng, det husker jeg ikke. Men jeg kan se den lille pige stå der, og jeg ved, at hun knuger om en buket engblommer, som hun har plukket til Fruen og som er de fineste blomster i hele verden. Selv mor bliver rørt, når hun får en buket engblommer. Og de gror ikke hvor som helst. Men vi kender et sted, Anders og mig.

Så er jeg inde i huset, og måske giver Fru Fredborg mig en kage. Det tror jeg. Men jeg ved, at hun giver mig en støveklud og beder mig tørre støv af de mange klunker, der afslutter alle hendes borde og stole og som er runde og bliver blanke, når jeg har gnedet al støvet af dem og pudset dem så fint, jeg kan. Og Fru Fredborg roser mig. Det er den første skolelærerros, jeg får, og jeg suger den til mig, og husker endnu, hvor glad, jeg bliver, da hun siger: ”Du er ikke et dumt barn, Marianne, du skal nok blive til noget.” Og jeg svarer: ”Så vil jeg være lærerinde.” ”Sludder!” siger hun. ”Du skal blive til noget.”

Jeg tør ikke spørge hende, hvad det er, jeg skal blive. Kan man blive noget finere end lærerinde?

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Jeg har glædet mig til at læse dette efterårs mange erindringsbøger. Og der ser du, at jeg ikke er kommet vældig meget længere med min egen. Som måske bliver den bog, jeg aldrig skrev.

Og hurra! sådan en har Ida Jessen netop skrevet: “Endnu en bog, jeg aldrig skrev.” Jeg har glædet mig til at læse den. Det har jeg nu gjort, og den har bestemt ikke skuffet mig. Hun har skrevet så fremragende bøger indtil nu, og denne her er ingen undtagelse. Så det er endnu en (fin) bog, hun faktisk fik skrevet.

Der er også bøger, jeg aldrig skrev. Her et par eksempler: om Kamma Rahbek – om Fru Gyllembourg og om Kresten Kold.

Det gjorde jeg heldigvis ikke. Men jeg har researchet i årevis for at kunne skrive de bøger. Og nu kiggede jeg så ind i et forfatterværksted, hvor det samme var sket. Årevis af arbejde. Og ikke noget produkt. Men altså alligevel: Ida Jessen skrev den her bog om dette (frugtesløse?) arbejde. Og om forfatterens arbejde i det hele taget. Om hvad det vil sige at være et skrivende menneske.

Jeg vil gerne citere nogle steder fra bogen. Men læs den selv! Her lidt fra side 37 om det at skrive fiktion:

“At skrive skønlitteratur er et spind af kombinationer af fantasi, erindring, erfaring, læsning og af ting, man hører og har set. At det kan være til ubehag og modbydelighed for folk, der føler sig ramt, ser vi flere og flere eksempler på. Der har til alle tider været noget grusomt ved fiktion, og forfatterne har svært ved at se det i øjnene, for man kan ikke skrive godt, hvis man skeler til siderne. I det mørke kammer er det ikke hverdagens gældsposter, der føres. For at kunne arbejde må man i enrum et sted, hvor mit og dit ikke findes, og hvor det menneskelige er et fælles anliggende.“

Her rører hun ved en af de blokeringer, jeg selv har, når jeg skriver på mine erindringer. At der kan stå noget, der vil såre andre. Ida Jessen skriver om “friheden” til at skrive det, som man synes, er det rigtige lige der, hvor man er. Uanset om det sårer eller ej. Citat fra side 38:

“For det meste skal man tilkæmpe sig den (=friheden), og når man kæmper, gør det ofte ondt på andre. Det er næsten ikke til at holde ud. Der er en dobbeltmoral her. Jeg skriver fordi det er nødvendigt for mig, og samtidig træder jeg dig over tæerne, og jeg vil ikke være ved det, jeg kan ikke tåle at indse det, for så kan jeg ikke længere arbejde.”

Ida Jessen er omkring en del forfattere, mest kvindelige, i sin bog – for her at søge viden om det at skrive. Og om det at blive ved med at skrive. For man må vel holde op? Eller? Selv havde jeg besluttet at holde op med at skrive efter den store Hulsigbog. Den sugede så megen kraft af mig, at den efterlod mig drænet. Der var ikke flere kræfter. Og så det slag i ansigtet, som jeg fik, da den udkom. Fik den da dårlige anmeldelser? Nej, det var ikke det, der slog så hårdt og sendte chokbølger gennem sindet. En dårlig kritik klarer jeg uden videre, vi læser forskelligt, og det er fair nok.

Hulsigbogen var en fin bog. Men bibliotekets lektører opdagede det ikke. Ja, jeg er sikker på, at ingen læste den. Åbnede den allerhøjest, kikkede på billederne, lukkede den igen, og beskeden til mig lød, at bogen var for privat, der var for mange fotos, og den kunne derfor kun have interesse for forfatterens egen familie.

Hvorfor? Fordi den handler om forfatterens slægt?

Jeg tror ikke, Hulsigbogen er et litterært mesterværk, men jeg ved, at den har litterære kvaliteter, ellers ville jeg aldrig udgive den. Og vist handler den om min familie. Men i fiktionens form. Og det er et sprog, jeg behersker.

Netop ved at inddrage det private ligner den utallige af de bøger, der er udkommet de seneste år, jeg nævner lige Knausgård og Katrine Marie Guldager.

Hvis jeg udgiver mine memoirer, så vil jeg altså ikke skrive dem for at fortælle mine børn, hvad jeg har oplevet. Eller for at oplyse efterslægten om forfædrenes liv. Så vil jeg skrive den, fordi jeg kan skrive. Og den skal skrives i et litterært sprog, som er smukt nok til at kunne lyse. Ellers er den ikke arbejdet værd.

Ida Jessen slutter sin fine, lille bog med at omtale Kerstin Ekman – og hun er også en af mine yndlingsforfattere, og “Hændelser ved Vand” var for mig som for Ida Jessen en åbenbaring, og måske er det derfor, min Hulsigbog fik titlen: “Hændelser ved Hulsig.” Nå, men det er jo lige meget – for ingen læste den, den kom aldrig på bibliotekernes hylder. Og havde de læst det, ville de sikkert have harceleret over, at jeg “stjal” titlen fra en stor forfatter.

Ida Jessen stiller sig selv spørgsmålet: hvordan kan man blive ved med at skrive? Og det spørgsmål forstår jeg godt. Det er så opslidende at skrive. En slitage for sjælen. Men man skriver alligevel, hvis man er forfatter. Ligesom man trækker vejret, hvis man er i live.

Kerstin Ekman har skrevet i 60 år og udgav forrige år endnu en bog “Löpa varg”. Ida Jessen ville gerne spørge hende om, hvordan hun kan blive ved i så høj en alder. Her kommer endnu et citat. Det er fra sige 232:

“Hold galden flydende, sagde Henrik Pontoppidan. Kerstin Ekman har galde, det er helt sikkert. Men galde kan finde afløb på så mange måder, galde er ikke noget særligt. Suzanne Brøgger siger: “Man har et sted, som man bliver ved med at skrive fra hele livet. ” “Hvad hedder det sted?” spørger Keld Zeruneith. Det vil jeg også gerne vide. “Det er et sår,” siger Suzanne.

Det forstår jeg godt. Det er et sår. Og så længe, det ikke er helet, så skriver man.

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Læretiden er lang.

Som nogen ved, besluttede jeg at vælge nogle væsentlige forfatteres erindringsskrifter fra skiftende litteraturhistoriske perioder for at kloge mig på dem, lure dem tricket af og blive så vis, at jeg selv blev i stand til at levere et lødigt svendestykke i memoiregenren.

Nu har jeg læst og også skrevet lidt om de valgte – det vil du kunne se, hvis du går tilbage i rækken af indlæg om ”erindring” – men så skete der jo det, at jeg blev så fascineret af genren, at jeg ikke helt kunne slippe tanken om at begive mig ud i endnu flere værker – jeg må kort sagt læse mere. Og blive klogere.

Og imens jeg udstår min læretid, vil jeg droppe små bidder af, hvad jeg tænker mig vil komme med i bogen.

Det er altid vanskeligt at finde en god titel til en bog. Lettere med et arbejdstitel, og her havde jeg straks en parat, nemlig ”Fiskerpigens Sang.” Det skal manus hedde – men jeg kan selvfølgelig ikke bruge den titel til bogen, for det første, fordi jeg ikke er fiskerpige, og for det andet, fordi den peger i retning af triviallitteratur, og for det tredje, fordi jeg ikke kan synge.

Fælles for mig og mine 4 søskende er nemlig, at ingen af os er dygtige sangere, min lillesøster Dorte er gift med en sanger, men det er det nærmeste, vi kommer den skønne kunst, men så må jeg dog straks tilføje, at vi alle elsker at synge.

Jeg glemmer aldrig den dag i skolegården på Freys Skole i Frederikshavn. Her stod vi hele børneflokken og sang ”I Østen stiger Solen op”, og det var den første dag efter sommerferien, og min bror Anders og jeg skrålede som sædvanligt så højt og hjerteligt, vi kunne. Da der igen var stille i gården, gik Fru Frey den Ældre på talerstolen og råbte ud over forsamlingen: ”I sang jo ikke med, børn! Hvor lød det sølle! De eneste to, der virkelig sang, var Hesselholterne, OG DE KAN JO IKKE!!” De sidste ord skar sig ind i barnehjertet, og efter den tid dæmpede jeg stemmen, når jeg ikke var ene.

Så titlen bliver en anden.

Men jeg kan lide billedet af fiskerpigen, der synger.

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

2022 bliver året med de mange modne kvinders erindringsbøger. De bølger ind over os i en lind strøm, og det kan undre, at det sker lige nu, men det vil jeg ikke undersøge årsagen til. Det er der utvivlsomt andre, der gør, nemlig dem, der har det som deres fag at undersøge, hvorfor visse forfattere skriver hvad hvornår og til hvem. Min opgave er ene og alene at skrive det, der i skrivende stund farer mig i pennen. Det vil altid sige lige nu. Og det er jo mit eget erindringsstof.

De kvinder, hvis erindringsbøger tsunamiagtigt vælter ind over os i den kommende tid, kan jeg sikkert lære noget af. Desuden elsker jeg at læse fiktion om mennesker – det handler ikke alle fiktive bøger om, nogle og efterhånden mange, for det er også en trend, fremstiller forskruede konstruktioner, hvis lige aldrig har haft gang på jorden, og den slags væsner gider jeg ikke spilde min kostbare tid på at følge ind i universer, hvis fremtræden er lige så uigennemskuelig og fremmed som personerne.

Lige her må jeg indskyde, at jeg sandelig holder meget af bøger med uigennemskuelige universer: som Kafkas f.eks. – men de spejler jo virkeligheden på en underfundig måde og i al deres skræmmende fremmedhed, virker de skæmmende velkendte.

Fremmedfølelsen er velkendt for de fleste af os – og livet er nu engang uigennemskueligt, selv om vi hele tiden forsøger at se gennem det.

Men tilbage til erindringsskrivningen. Jeg er, som det nok er fremgået af meget af det, jeg har skrevet på bloggen, for tiden i læremood.  Altså jeg lukker villigt og venligt op for andres måder at takle erindringsskrivningen på, og der finder jeg så vidunderligt og lærerrigt stof, at jeg såmænd nok kan nøjes med at blive hængende i rollen som lærling resten af mit liv – og bare mæske mig med de mest udsøgte litterære retter inden for denne skrivning. Erindringsskrivningen.

Jeg vil vide, hvordan det er bedst at skrive erindringer. Før skriver jeg ikke mine egne.

Men mon ikke jeg kan lære det.

Jeg øver mig.

Det er så sjovt

En lille liste over de bøger, som vil kunne svømme dig under øjne i den nærmeste tid:

Deborah Levy: ”Livets omkostninger”

Ida Jessen: ”Endnu en bog, jeg aldrig skrev”

Linn Ullmann: ”Pige, 1983”

Siri Hustvedt: ”Mødre, fædre og andre.”

Annie Ernaux: ”Årene” ”Hændelsen” og ”Simpel lidenskab.”

Rachel Cusk: ”Efterskælv” – ”Et Livsværk.”

Rikke Viemose: ”Nu taler jeg.”

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Hvorfor skriver vi?

Når jeg holder foredrag om de to egnsromaner, der også er en slags slægtsskildringer, ”Hændelser ved Hulsig” og ”Dronning Elisabeth af Kandestederne,” sker der ret ofte, at en og anden tilhører fortæller, at han/hun også er i gang med at skrive sine erindringer og gerne er gået i lag med det på opfordring af børn og børnebørn.

Og så får vi en snak om det. Om at de skriver. Og om det vigtige i at fastholde erfaringer og oplevelser, som har haft så stor betydning, at de er blevet stående i et menneskes erindring, alt sammen noget, der ville forsvinde, hvis det ikke blev fortalt.

“Nå ja, og hvad så?” er der så altid nogen i salen, der spørger. “Er det nu så vigtigt, at ting, der måske mest har betydning for det menneske, i hvis bevidsthed de findes, hales frem og skrives ned?” Ja, siger jeg hver gang. Ja, det er vigtigt. Det er altid vigtigt at fortælle.

Fortællingen er det sted, hvor fortidens liv fanges og holdes fast og folder sig ud. Det er vores fælles historie.

Ikke historien om konger og krige og samfund, men om det enkelte menneske. Den unikke historie om den enkelte. Ja, for lige meget hvor ubehjælpsomt den er fortalt, og ikke alle behersker skriftsproget lige godt, så er den vigtig. Og vi har aldrig hørt den før.

Det er jo så forunderligt, at ikke to af alle vi milliarder og atter milliarder af mennesker, der bebor og har beboet den her klode, er ens. Og det er vore historier heller ikke. Man kan ikke finde to historier, der er ens, med mindre den ene er et plagiat – og altså snyd. Og man kan ikke finde to mennesker, der er ens, med mindre den ene er en klon – og altså snyd.

Vore historier er forskellige. Og vigtige – ikke mindst i den individcentrerede tid, vil lever i, hvor ensomhedsfølelsen truer rigtig mange. Også børn. Men ved at høre de gamles fortællinger lægges der et “vi” til barnets “jeg” – det sættes ind i en sammenhæng.

Historier skaber sammenhæng. Du er ikke alene i verden. Du indgår i en fortælling. Som du selv kan fortælle videre på.

Om skriveprocessen:

Ind i mellem sker det, at jeg læser et helt forfatterskab. Det kan man jo ikke gøre med f.eks. H. C. Andersens – det er for uoverkommeligt. Andres samlede værker er derimod til at fortære på kortere tid. Det gælder f.eks. Tove Ditlevesen, hvis forfatterskab, jeg strøg igennem for nogle år siden.

Både Andersen og Ditlevsen brugte mange bøger på at skrive deres livshistorie. Og når de skrev om noget andet end sig selv, så var det alligevel den personlige fortælling, der lå og lyste bag den opdigtede.

Og jeg tror, at hvis man vækkede dem til live og ansigt til ansigt spurgte dem: Hvad har betydet mest i jeres liv? Hvad levede I for? Så er der næppe tvivl om, at de i kor ville udbryde: mine bøger. Eller måske rettere: min skrivning.

Og selv om jeg bare er et lille myr i sammenligning med de to ovennævnte giganter, så kan jeg godt følge dem. Men i modsætning til dem, vil jeg ikke sige det højt, for jeg skammer mig over den følelse. Det er skammeligt at indrømme, at jeg aldrig følte mig mere i harmoni med det inderste i mig selv end når jeg skrev.

Det er heller ikke sandt, at det lykkeligste i mit liv har været skrivningen. Kærligheden til mine børn og den mand, der godt gad dele et helt liv med mig, stikker trods alt dybere. Og når jeg skriver det, så ved jeg samtidig godt, at de to ting ikke kan sammenlignes.

Nej, nemlig ikke. Og derfor vil jeg heller ikke forsøge at gøre det. Kun sige til mig selv: det er ikke skammeligt at indrømme, at skrivningen ligger højt på værdiskalaen.

Tove Ditlevsen fik jo også børn. Og jeg er sikker på, at hun har elsket dem, og også langt højere end den litteratur, hun satte i verden.

Men i skrivningen fandt hun ind til en harmoni i sindet, som børnene ikke gav hende, som kærligheden ikke gav hende, og som hun ikke fandt andre steder end der: i skrivningen – en dyb følelse af endelig at være ”hjemme” i livet, at have fundet det sted, hvor alt falder på plads og lyset strømmer ind. Og man må lukke sig om det for at værne det for verdens storme. Man må lukke alt andet ude for helt at kunne være der: I skabelsen – i skrivningen. Derfor kan man heller ikke skrive, når den mulighed ikke er der, fordi der er en verden, der trænger sig så meget på, at den ikke KAN lukkes ude.

Skrivning er ikke altid mulig.

Men den kan alligevel bryde igennem rigtig mange forhindringer. Nu kommer jeg til at tænke på den finske forfatter Märta Tikkanen, som skrev sine bedste bøger, samtidig med at hun tog sig af sin alkoholiserede mand og passede sit psykisk syge barn. OK – begge dele, både manden og barnet, gav stof til meget fine bøger: virkeligheden forvandlet til kunst – men en virkelighed, som var grum, og som hun var en levende og følsom del af.

Hun svigtede ikke sine kære – selv om de krævede meget af hende – men hun svigtede heller ikke sin kunst.

Ikke mange har kunnet det. 

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Min veninde Gertrud gjorde mig forleden opmærksom på, at vi blev studenter for 60 år siden. Det vil jeg forsøge at skrive lidt om. Forsøge. Ja, for enkelthederne er for længst borte i fortidsmørket. Men jeg husker alligevel lidt, og hvis jeg forsøger at grave det frem, kommer andre, nu halvglemte minder måske til syne. Det ville være rart.

Jeg ser på billedet og synes, at pigen på en gang forekommer mig fremmed og alligevel bekendt. Jo, jeg har kendt hende. Mere derom senere.

Hørte Brinkmanns Briks forleden. Det er altid underholdende og ofte oplysende. I al fald kan det sætte tanker i gang, som er værd at gå videre med.

Carsten René Jørgensen er gæst i denne udgave, hvor indholdet bredt er vores forståelse af mennesket. Hvad er der galt med os? Den slags spørgsmål. Gæsten er en af de førende psykologer i DK og beskæftiger sig bl.a. med personlighedsforstyrrelser og identitetsproblemer. Alt sammen svært at koge ned i en udsendelse på en time, men Brinkmann er ekspert i at vride det bedste og mest centrale ud af sine gæster.

Det var i den forbindelse, at talen faldt på det med at “kende sig selv” “blive bevidst om sit eget ego” “realisere sig selv” og lignende. Og her var det, at Brinkmann sagde, at han ikke interesserede sig for sig selv. Alt andet. De andre. Det, der ligger udenfor. Ikke mig selv. Han gik så hårdt til biddet, at han til sidst fik malet sig selv op i en krog og måtte indrømme, at han lige nu “koketterede” en smule med sagen. For selvfølgelig interesserer alle mennesker sig for sig selv. Også. Og måske endda mest. Men det er jo sikkert rigtigt, at man ikke skal fortabe sig i den interesse og blive så selvcentreret, at man “glemmer” de andre = det andet = verden omkring en.

Men man kan ikke skrive sine erindringer uden at vende blikket indad. Nå, men Brinkmann er mig bekendt ikke i færd med at skrive sine erindringer. Og det er jeg måske heller ikke, selv om jeg ind i mellem bilder mig selv og andre det ind.

Og jeg synes, at han har ret: Det er ikke det mest spændende at granske alt for nøje i sin egen sjæl.

“Frygt sjælen og dyrk den ikke, for den ligner en last” – sådan siger Tom Kristensens Alter Ego, Jastrau, i romanen “Hærværk”

Mig gør det i al fald ikke godt at granske alt for dybt. Og så er det måske en af grundene til, at jeg bøjer af, hver gang jeg skal ud ad den vej?

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Jesper Stein: 1965 –

Der er et vældigt spring fra Karin Michaëlis og til Jesper Stein. Fra en for længst afdød, der dog i denne tid oplever en renæssance og til en nulevende, der i øvrigt mest er kendt for sine krimier. Jeg læser aldrig krimier og kendte ham ikke, før jeg faldt over hans erindringsbog “Rampen” og blev opslugt af den. Først og fremmest blev jeg det, fordi det er en fin bog, men måske også lidt, fordi hans far, Finn Stein Larsen, var en slags guru for os, der studerede litteratur i 70’erne. Han var en fremragende formidler, og vi lærte meget af ham.

Finn Stein Larsen lærte os bl.a. at forstå og værdsætte modernismen – den havde jeg og mange andre det i begyndelsen svært med. Jeg var glad for lyrik, men glæden gik ikke så vældig meget længere end til Tom Kristensen, Tove Ditlevsen og Frank Jæger – de to sidstnævnte døde vel nærmest af sorg over, at den slags digte, som de skrev – åbne digte, gammeldags versefødder og med rim endda – ved modernismens fremkomst lige med ét blev regnet for forældede og uden synderlig litterær værdi.

Stein Larsen lærte ikke bare sin søn at læse de nye digte, men tog alle os unge med på vognen, der kørte lige ind i fremtiden.

Dengang vidste jeg ikke, at den kørte på sprit – at mange af digterne og en stor del af det litterære establishment var dybt og inderligt alkoholiserede. Det har jeg fundet ud af efterhånden. Da jeg valgte “Rampen,” vidste jeg heller ikke, at der få år efter ville udkomme en slags fortsættelse “Ædru” – Her hører vi om Jesper Steins fortsatte liv og om hans kamp for at komme ud af alkoholens dødsensfarlige greb. Den bog har jeg netop læst færdig nu og sideløbende med den læste jeg Per Olov Enquists “Et andet Liv” – som handler om det samme men har den distance, at forfatteren ikke bruger “jeg” men “han” altså skriver i 3. person, som om det er en andens liv, han betragter og fortæller om. Heller ikke Jesper Stein kan skrive “Ædru” uden at distancere sig fra situationer og personer, det gør han i indledningen, hvor han pointerer, at mange af personerne er fiktive. Lidt snyd, ikke?

Men det var “Rampen”, jeg skulle skrive om – Her bruger forfatteren det gamle greb med “jeg”, og man er som læser ikke i tvivl om, at både personer og situationer er taget lige ud af virkeligheden – med al den smerte og fortrængte vrede, som bobler op på siderne.

Jeg vil i grunden ikke skrive en masse om Rampen – kun det, at den hudløst ærligt tager læseren med ind i en barndom og ungdom, hvor kærlighed og svigt veksler i et smertefuldt mønster, der både fængsler og frastøder. Men sådan tror jeg faktisk, at ærlige erindringsværker må være. Den slags litteratur bør distancere sig så meget som muligt fra muntre og fantastiske face-book og andre sociale mediers fremstillinger af “mig selv”.