I nogen tid har jeg skrevet på den bog, som jeg nu har snakket om i årevis og faktisk har givet så mange ord og så meget lys og luft, at jeg næsten tør tro, at jeg får den skrevet. Nu sagde jeg ikke udgivet. Det er for meget at love mig selv eller andre. Det følgende er et afsnit fra det manus, jeg arbejder med. Jeg har skrevet et lille kapitel om hver af mine søskende, set fra et lille barns synsvinkel. Man må altså forstå, at de erindringsglimt, som her er nedfældet, bliver fortalt, ikke af mig, men af den lille pige, jeg engang var. Det kan forekomme lidt underligt, og kan det så passe? – ja, vist passer det, men man ville nok se det med helt andre øjne på afstand, og den nærhed, som jeg her forsøger, håber jeg går an. Og i min egen optik rammer den fint min bror, som jeg oplevede ham for 75 år siden.
ANDERS
Se jeg blev resultatet af/storesøsters flid/ jeg kom en foraarsmorgen, det var/ ved paasketid/ og I kan tro, min far var stolt vi/ nu to mandfolk var/ jeg lytted’ og i telefon jeg hørte/ hvad han sa’e
Men tro nu ej det altid var saa let/ at klare sig/ for Far og saant en bitte dreng/ som mig/ for pigerne de var jo tre, ja altsaa/ med min mor/ da sagde far: Anders kom/ nu/tager vi ud og ror
Og der vi to vil tale om, at det ku/ være godt/ om vi ku’ faa et mandfolk mer, saa/ ku’ vi klar’ os flot/ vi ønske’ det saa inderligt og bad/ en stille bøn/ og haabe at til næste aar, der/ kom endnu en søn ( Mors sang til Far)
Der kom et nyt barn hvert andet år, sådan som det var skik og brug på den tid, og jeg har hørt af min storesøster, at der var et enkelt år med en abort, og det har sikkert været, da vi ventede Dorte. Hun kom således forsinket til verden. Men Anders kom punktligt og til tiden d. 4. april 1941, et krigsbarn, men et fredeligt af slagsen, efter hvad jeg har hørt. Jeg var der ikke selv endnu.
Da jeg et par år senere følger efter, har han allerede været et par år i verden og tager godt mod mig, for selv om begyndelsen ligger begravet i glemslen, så husker jeg, at vi som ganske små opfandt vort eget sprog. Et avanceret et af slagsen, tænker jeg, for ingen af de andre forstod os. Men vi to var straks på bølgelængde, og lydene gik som radiobølger mellem os. Tydeligt nok for os om end med lidt skrat ind imellem. Jeg husker ikke de enkelte ord mere, kun de navne, vi gav hinanden. Jeg kaldte ham Bodder og han gav mig navnet Dødder. Bodder og Dødder, det var os.
Længe efter, at vi havde forladt babysproget, blev vi til Fars og Mors ærgrelse ved at kalde hinanden de navne, som for os udtrykte tryghed og nærhed, men som de fandt fjollede.
I det hele taget elskede vi at fjolle. Og her vil jeg springe nogle år frem i tiden og dvæle der, hvor jeg kan se ham tydeligt. Nu er han flyttet ud af børneværelset og ind på det trange kammer på loftet, og det bedste, jeg ved, er at sove hos ham om natten, for man er så tæt sammen i den smalle seng, at man næsten smelter sammen til ét barn, som er urørligt, og når man lader det skrå loftsvindue være åbent, kan man høre kutterne sejle ud til fiskerbankerne i den tidlige morgen, og det er en himmelsk lyd at vågne op til. Med kutternes dunk i øret og sin bror i armene er alt, som det skal være, og intet ondt i verden kan ramme en. Og når han også vågner, mens der endnu ikke er trængt den mindste stribe lys ind gennem det lille tagvindue, så kan man ligge der og snakke om verden og dens mange tilskikkelser. Og Anders er ekspert i det, man ikke kan se. Han kan fremmane spøgelser, så selv de uhyggelige hændelser i Borley Præstegård rykkes helt tæt på, og det er lige før de gruelige engelske genfærd får adgang til et lille trygt tagkammer i et rødt hus i Strandby. De flagrer uheldsvangert tæt på to børn, der kryber sammen i sengevarmen og gyser af fryd.
Jeg må absolut ikke sove hos Anders og gør det kun i smug, men man kan liste sig til meget. For Anders er en dreng, og ”det var sandelig på tide han kom ud af pigekammeret,” siger Mor. Men hvorfor det? ”Tja …,” siger Far og smiler, ”det kan jo diskuteres.” Men Mor snerper læberne sammen og siger, at der er ting, der ikke er til diskussion. Diskutere betyder skændes, det ved jeg godt, og det er i al fald noget, der aldrig finder sted mellem Far og Mor. De er enige om at være enige i et og alt.
Jeg er selv skoleelev nu, men jeg har ikke skolens hidsigste lærer, sådan som Anders. Vi har en flink vikar, som læser højt og kan lide børn, og vi lærer ingenting, mens Anders’ skoledag er helt anderledes, og han kan berette om gruelige hændelser i klassen, som jeg ikke kan få til at hænge sammen med den lærer Frantzen, som jeg kender fra mine lege med hans børn i deres hjem i skolens vestre fløj. Der kommer jeg tit, efter at Jens er rejst. Og lærer Frantzen er en, der gerne sætter sig på hug for at lege med os børn, og det er tydeligt, at Kjartan og Bjørka og lille Rune holder af deres far, og at han holder af dem, endda så meget, at han har bestemt, at de aldrig skal gå i skole, men blive hjemme hele deres barndom. Så underviser han dem selv. Hvor er de heldige, tænker jeg, og kommer så alligevel i tvivl og vil ikke bytte, for de må ikke gå til stranden eller strejfe om, ikke engang komme hjem til mig og lege må de, nej, de skal smukt blive hvor de er hele dagen lang. Men de er gode at lege med alligevel.
Men Anders siger, at Frantzen er som en herskesyg romersk tyran, når han underviser, og jeg kender hverken romersk eller tyran, men så forklarer han mig om det gamle Rom og hvordan det blev regeret af mænd, der dræbte i flæng.
Anders læser næsten altid, og det er Bedstefars bøger, han læser. Dem har Bedstemor arvet, og de fylder flere reoler i hendes stue, men vi er for små til at forstå dem, siger hun, de er ikke skrevet for børn.
Det er Anders ligeglad med, og han læser bare løs, uden at Bedstemor opdager det mindste, for selv læser hun ikke andet end Biblen og Yola-bladet, der skriver fortællinger for børn om livet blandt hedningene i Afrika, og dem læser hun højt for os, for at vi kan vide, hvor godt vi har det.
Anders har bestemt, at han vil læse alle Bedstefars bøger, inden han fylder 13 år, og det er ikke let, for han slås med ordene ligesom mig, og det går langsomt, når han pukler sig igennem en bog. Men han vil. Han render tit rundt med en bog, som han smider sig med i en stol eller på divanen eller i haven, når det er sommer, indtil Far får øje på ham og jager ham op, for det ligner ikke noget, at en stor dreng spilder sin tid på unyttig morskabslæsning. En rigtig dreng skal arbejde. Og Anders skal være en rigtig dreng og ikke en slapsvans. Det skal Far sørge for, og han gør sit for at sætte sin dreng i de rigtige svingninger. Jeg bliver også sat i sving, og det elsker jeg, så er jeg næsten en dreng, synes jeg, og sammen stabler vi fiskekasser på Bentzens mark, og vi ror hyttefade i havnen, så der altid er tomme fade til de fiskere, der lige er kommet i havn, og de fyldte hyttefade ror vi ud i det yderste havnebassin og fortøjer dem der. Jeg står på hyttefadene, mens Anders ror. Somme tider springer jeg fra hyttefad til hyttefad, og det skulle Mor bare vide.
Anders tjener penge. Han arbejder for far, og han går med aviser. Jeg hjælper ham og tjener også lidt, men ikke ret meget, for Anders giver ikke ved dørene og jeg er helt sikkert underbetalt. Og mens jeg køber salmiakstænger og flødeboller og sodavand for alle mine småskillinger, så sparer Anders hver eneste øre op.
Der står et ur på den store radio i stuen, som ikke bare tæller timerne, men også fungerer som sparebøsse. Øverst oppe er der en revne, og i den plumper Anders alle sine penge ned, det giver et lille klik, hver gang en ny krone rammer alle de andre kroner. Han er en rigtig pengepuger akkurat som Joachim von And, og en dag vil han være ligeså rig og vælte sig i alle sine gyldne bunker.
Men far roser ham. ”Du har fat i den rigtige ende, min dreng, sådan skal det være,” siger han. ”Ejeren til Gårdbogård, og ham har jeg kendt personligt, se han sparede hver eneste øre op hele sin ungdom igennem, og han endte med at kunne købe et stort gods.”
Anders vil ikke købe et gods, han vil bare anskaffe sig en filmfremviser, og en dag åbner han sammen med far det store ur, der er så propfuldt af kroner, at der ikke kan være flere i det.
”Se!” siger far, ”nu har du sparet så flittigt, at du kan købe det, du ønsker dig allermest.” Og Anders køber en fremviser. Og han køber film. Det er små stumper af rigtige spillefilm, som har været vist i biograferne, og som man kan købe i en butik i Frederikshavn, og han viser dem for os på sit nye apparat, selv om de hverken har hoved eller hale og er uden lyd, men det betyder ingenting, for Anders siger alle replikkerne med forskellig stemmeføring, alt imens filmen flimrer hen over lærredet, og vi spændt følger nogle mænd og kvinder igennem højst ubegribelige scener fra deres liv.
Jeg kan endnu se en bestemt og meget uhyggelig sekvens for mig, hvor Katherine Hepburn langsomt går ned ad en mørk kældertrappe, bærende på et blafrende stearinlys, og bag hende sniger sig en lumsk mand. Vil han slå hende ned? Vi gisper af spænding, men vi får det aldrig at vide, for så løber filmen ud, og den næste film handler om noget helt andet. Jeg kan stadig høre Anders, der med Clark Gables stemme fremsiger replikken: ”Vi er lykkelige nu. Lad os gå til stranden!” Og med Doris Day udbryder han: ”Jeg elsker dig desværre ikke, men jeg vil gerne have en tur i din smarte bil!” Og der sidder vi små børn på rad og række og er i biografen med Anders. Og med åbne øjne og ører sluger vi de løsrevne stumper af en voksenverden fuld af mysterier.
