Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Begyndelsen

Her står jeg på min søjle af firsindstyve år. Så roligt. Som var jeg ung og stærk. En dorisk søjle, tænker jeg. En stoisk ro. Det er mig. Alderen kan bare komme an! Jeg er vant til lidt af hvert, og jeg skal nok klare det her også. Jeg bøjer mig frem for at se tilbage.

Det er nu, det gælder.

Men så sker det alligevel: søjlen begynder at svaje, kun ganske let, men nok til at jeg mærker sveden pible. Nej, tænker jeg, nu må jeg stå fast, jeg må forhindre, at onde år glider ud og bringer ubalance og får det hele værk til at kollapse.

En ruinhob, hvad skal jeg med den?

Forsigtigt læner jeg mig længere forover lige indtil jeg øjner soklen dybt nede, og nu må jeg holde vejret, akkurat som jeg gjorde, dengang det hele tog sin begyndelse.

Sådan må det være, tænker jeg. Det spæde barn først.

Senere vil jeg finde frem til pigen. Opstøve hendes gemmesteder. Og kvindens. Jeg vil lokke dem ud af mange års skjul og lufte dem i det klare lys. Den gamle kone behøver jeg ikke efterspore, for mens pigen og kvinden skjuler sig i fortidens tåger, er hun lige ved hånden. Hendes hænder på tastaturet.

Lad os begynde med begyndelsen. Fødslen. Min. Selv har jeg kun tågede forestillinger om detaljerne i det drama, der udspandt sig i købmandsgården i den lille fiskerby Strandby d.7. september 1943. Dog er jeg sikker på, at det ikke gik smertefrit for sig, for der er ingen kvinde, der leende føder sine børn, og intet barn kommer lattermild til verden.  

Først skreg min mor, og kort efter fulgte jeg hendes eksempel og frembragte et vræl, der dog næppe kan lignes ved min mors i styrke, men var lydeligt nok til, at jeg blev svøbt og lagt i vuggen og takseret som velskabt.

Men som sagt: Glemslen kaster sit nådeslør over det spæde primalskrig, jeg som alle andre mødte verden med. Alligevel er jeg vis på, at smerten fra dengang bliver hængende i det vildnis, vi kalder underbevidstheden, viklet ind som den er i sindets skvalderkål.

 

Et lille hjerte

”O luk dit lille hjerte op, o luk dit lille hjerte op, Guds nådessol vil strømme ind og fylde sjæl og sind.” Jeg er sikker på, at jeg synger med på alle versene, for selv om jeg endnu ikke er fyldt fire år, så kender jeg ordene, og mens jeg synger, åbner mit hjerte sig, og solen strømmer ind, det er lige før, det drukner i lys, og jeg kan ikke sidde stille på bænken, men det bliver jeg nødt til, for to solide søsterkroppe klemmer mig fast. Hanne og Annelise har lovet vores mor at passe mig, så hun kan få lidt ro, så det gør de, nidkært, men alligevel: lige inden lyset helt overstråler mit hjerte, sker det, at mine fromme søstre på samme tid folder hænderne og derved løsner grebet om den sprælske lillesøster, og jeg glider fra dem og dejser bagover.

Så husker jeg ikke mere, men jeg ved dog, at jeg i faldet brækkede kravlebenet, som jeg senere lærte hedder kravebenet, og at jeg glemte alt om nådesolen og satte i et vræl, der fik sangen til at forstumme og alle til at vende sig mod vores bænk.

Og senere. I tiden efter. Hvor saligt det var at blive ynket af alle. Også af dem, der bare kom for at se min nye søster, et fnug så lille-bitte, at hun nok slet ikke havde et kravleben at brække. Hun kunne i al fald ikke kravle. Faktisk kunne hun ingenting. Men de sagde alle sammen, at hun var nuttet. Det var jeg ikke, jeg var buttet. Det er ikke det samme.

Jeg husker ikke, hvornår det lille fnug blev et rigtigt menneske, som man kunne lege med, men det er ret sikkert, at det i nogle år var min bror Anders, jeg støjede rundt med, for han var utrættelig og blev kun sur på mig en eneste gang, og det var, fordi jeg handlede tankeløst, sagde min far, men der tog han nu fejl, for jeg havde tænkt mig grundigt om, inden jeg tog beslutningen og skred til handling. Og det endda med ondt i maven. Så tankeløs, nej, det var jeg ikke. Det hele var meget enkelt. Anders havde lige haft fødselsdag og fået alt for mange gaver, og nu samlede jeg nogle af dem til mig og lagde dem i min lille trækvogn og kørte hele molevitten til havnen, ikke fordi jeg ville kyle det i havet, nej, men fordi jeg havde set nogle drenge, som hver dag legede yderst på molen, hvor vi slet ikke måtte komme, og dem ville jeg så gerne mødes med, for de var både større og frækkere end Anders, der ikke turde så meget vildt, og nu havde jeg så fået den ide at forære dem det overflødige legetøj og på den måde blive deres ven. Hvem ville ikke gerne have et tog med blanke skinner og et rød lastbil med vippelad? Sådan havde jeg tænkt. Jeg ved ikke mere, hvad der egentlig skete på havnen, kun at jeg var slukøret, da jeg trak hjem med den tomme vogn, og at jeg gik til bekendelse, så snart jeg var inden døre. Og at det til alt held var min far, der tog imod mig. Han lyttede til mig, og så sagde han: ”Hvordan kunne du være så tankeløs?” Så græd jeg lidt højere, og ”åhhhrr da også!” sagde han og skubbede mig til side og gik ud og fandt sin cykel og kørte til havnen, hvor han snuppede drengene og fratog dem byttet. Han hjembragte det fine legetøj og lagde det uden de store falbelader på plads i børneværelset, og så kom der ikke mere ud af den historie.

I lang tid ville min bror ikke lege med mig. Og jeg kunne smile mig halvt til døde uden at det hjalp.

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

POLONIUS: What do you read, my lord?

HAMLET: Words, words, words.

Er jeg kommet videre med min næste bog?

I går ringede en af min læsere ( jeg ville gerne skrive en af mine mange læsere – men det ville være at tage pennen for fuld) og spurgte mig, om jeg var på vej og hvorhen? Altså om erindringsbogen var lige på trapperne? Selvbiografien. Memoireværket. Kært barn har mange navne. Han ville kort sagt gerne vide, om jeg havde bevæget mig eller om jeg stadig stod og ventede på startskuddet?

Det ville jeg sandt for dyden også godt vide.

Men nu svarer jeg her på bloggen så ærligt jeg kan, at jeg ikke ved det med sikkerhed, men nok tror, at de første tøvende skridt er taget. At jeg har lagt en strækning af egnede ord bag mig, ja, at jeg med en vis behændighed har jongleret med verber og substativer, som peger i den rigtige retning.  Ord om min fortid. Ord om mit livs hændelser. Og om de vilkår og den verden, jeg blev født ind i.

Ord ord ord, som Hamlet siger. Og kan jeg nu skabe en bog ud af dem? Lade dem lukke sig om sig selv, sådan som de skal for at blive til en verden, der er ikke findes magen til. Min verden. Det vil jeg håbe.

Og jeg vil invitere dig ind i den verden, kære læser, og måske kan du genfinde noget der, som du havde glemt, en gammel glæde, en fortrængt smerte. Jeg vil føre dig gennem lys og mørke, og jeg vil helt sikkert snuble undervejs og risikerer jo så, at du smækker bogen i og giver op.

Jeg vil ikke give op, men rejse mig igen og gå videre, ord efter ord.

Det er sådan, det skal være.