Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Hvorfor skriver vi?

Når jeg holder foredrag om de to egnsromaner, der også er en slags slægtsskildringer, ”Hændelser ved Hulsig” og ”Dronning Elisabeth af Kandestederne,” sker der ret ofte, at en og anden tilhører fortæller, at han/hun også er i gang med at skrive sine erindringer og gerne er gået i lag med det på opfordring af børn og børnebørn.

Og så får vi en snak om det. Om at de skriver. Og om det vigtige i at fastholde erfaringer og oplevelser, som har haft så stor betydning, at de er blevet stående i et menneskes erindring, alt sammen noget, der ville forsvinde, hvis det ikke blev fortalt.

“Nå ja, og hvad så?” er der så altid nogen i salen, der spørger. “Er det nu så vigtigt, at ting, der måske mest har betydning for det menneske, i hvis bevidsthed de findes, hales frem og skrives ned?” Ja, siger jeg hver gang. Ja, det er vigtigt. Det er altid vigtigt at fortælle.

Fortællingen er det sted, hvor fortidens liv fanges og holdes fast og folder sig ud. Det er vores fælles historie.

Ikke historien om konger og krige og samfund, men om det enkelte menneske. Den unikke historie om den enkelte. Ja, for lige meget hvor ubehjælpsomt den er fortalt, og ikke alle behersker skriftsproget lige godt, så er den vigtig. Og vi har aldrig hørt den før.

Det er jo så forunderligt, at ikke to af alle vi milliarder og atter milliarder af mennesker, der bebor og har beboet den her klode, er ens. Og det er vore historier heller ikke. Man kan ikke finde to historier, der er ens, med mindre den ene er et plagiat – og altså snyd. Og man kan ikke finde to mennesker, der er ens, med mindre den ene er en klon – og altså snyd.

Vore historier er forskellige. Og vigtige – ikke mindst i den individcentrerede tid, vil lever i, hvor ensomhedsfølelsen truer rigtig mange. Også børn. Men ved at høre de gamles fortællinger lægges der et “vi” til barnets “jeg” – det sættes ind i en sammenhæng.

Historier skaber sammenhæng. Du er ikke alene i verden. Du indgår i en fortælling. Som du selv kan fortælle videre på.

Om skriveprocessen:

Ind i mellem sker det, at jeg læser et helt forfatterskab. Det kan man jo ikke gøre med f.eks. H. C. Andersens – det er for uoverkommeligt. Andres samlede værker er derimod til at fortære på kortere tid. Det gælder f.eks. Tove Ditlevesen, hvis forfatterskab, jeg strøg igennem for nogle år siden.

Både Andersen og Ditlevsen brugte mange bøger på at skrive deres livshistorie. Og når de skrev om noget andet end sig selv, så var det alligevel den personlige fortælling, der lå og lyste bag den opdigtede.

Og jeg tror, at hvis man vækkede dem til live og ansigt til ansigt spurgte dem: Hvad har betydet mest i jeres liv? Hvad levede I for? Så er der næppe tvivl om, at de i kor ville udbryde: mine bøger. Eller måske rettere: min skrivning.

Og selv om jeg bare er et lille myr i sammenligning med de to ovennævnte giganter, så kan jeg godt følge dem. Men i modsætning til dem, vil jeg ikke sige det højt, for jeg skammer mig over den følelse. Det er skammeligt at indrømme, at jeg aldrig følte mig mere i harmoni med det inderste i mig selv end når jeg skrev.

Det er heller ikke sandt, at det lykkeligste i mit liv har været skrivningen. Kærligheden til mine børn og den mand, der godt gad dele et helt liv med mig, stikker trods alt dybere. Og når jeg skriver det, så ved jeg samtidig godt, at de to ting ikke kan sammenlignes.

Nej, nemlig ikke. Og derfor vil jeg heller ikke forsøge at gøre det. Kun sige til mig selv: det er ikke skammeligt at indrømme, at skrivningen ligger højt på værdiskalaen.

Tove Ditlevsen fik jo også børn. Og jeg er sikker på, at hun har elsket dem, og også langt højere end den litteratur, hun satte i verden.

Men i skrivningen fandt hun ind til en harmoni i sindet, som børnene ikke gav hende, som kærligheden ikke gav hende, og som hun ikke fandt andre steder end der: i skrivningen – en dyb følelse af endelig at være ”hjemme” i livet, at have fundet det sted, hvor alt falder på plads og lyset strømmer ind. Og man må lukke sig om det for at værne det for verdens storme. Man må lukke alt andet ude for helt at kunne være der: I skabelsen – i skrivningen. Derfor kan man heller ikke skrive, når den mulighed ikke er der, fordi der er en verden, der trænger sig så meget på, at den ikke KAN lukkes ude.

Skrivning er ikke altid mulig.

Men den kan alligevel bryde igennem rigtig mange forhindringer. Nu kommer jeg til at tænke på den finske forfatter Märta Tikkanen, som skrev sine bedste bøger, samtidig med at hun tog sig af sin alkoholiserede mand og passede sit psykisk syge barn. OK – begge dele, både manden og barnet, gav stof til meget fine bøger: virkeligheden forvandlet til kunst – men en virkelighed, som var grum, og som hun var en levende og følsom del af.

Hun svigtede ikke sine kære – selv om de krævede meget af hende – men hun svigtede heller ikke sin kunst.

Ikke mange har kunnet det.