Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

HÅBLØSHED

Billedet af den lille russiske familie, der synes at have opgivet ethvert håb om fremskridt og et bedre liv. Den fattige russisk embedsstand var måske den grobund, socialismen spirede i. Her er det en maler, som jeg desværre ikke fik fat i navnet på – – som i den grad fanger håbløsheden ind. Jeg købte den billige reproduktion i Moskva i 1964

Digterne lagde sig i samme rille som malerne, og f.eks. Dostojevskijs “De sårede og de ydmygede” kunne have valgt ovenstående maleri som illustration for sine skildringer.

Vi ser ind i en kold verden – men er der alligevel ikke et glimt af håb? Er der ikke en ung pige, som er på vej væk fra håbløsheden – som godt kunne ligne et hvilket som helst lykkeligt barn, der har fundet noget, der rækker ud over håbløsheden?

Her er det en bog. Og den lyser i det mørke rum. Og den sender sit lys op i den unge piges ansigt, som nok er alvorligt, men også synes at have fundet ro og glæde i en verden, der rækker ud over øjeblikkets mørke og kulde.

Sådan tror jeg altid, der er et lys. At det er muligt at gribe fat i noget, hvis glans ikke er blår, men ægte og måske forløsende. Et lys, man kan være i med sin sorg og smerte. Og som i det mindste trøster.

Jeg forsøger at læse så mange bøger om demens som muligt. Rigtig meget er deprimerende læsning, hvis indhold ligner indersiden af det psykiater-hovede. vi i sin tid blev præsenteret for på demenshospitaltet.

Jeg læser i øjeblikket Dr. Al Power, som er en amerikansk geriater. Han var i mange år plejehjemslæge – til stor undren for fagfællerne, for det er en stilling, der er totalt blottet for prestige. For ham var den fuld af mening. Bogen hedder “Demens – berøvet og bedøvet.”

Han er en meget klog mand. Hans hovedtanke er, at demensramte ikke er ynkelige afvigere, som vi andre viger tilbage fra at møde, men mennesker på et nyt “udviklingstrin”, der giver dem færre, men også andre og nye livsmuligheder.

Det oplever vi hele tiden her i huset.

Det er sådan det (også) er.

Andre beskriver alzheimers som en snigende sygdom – og som EN laaaang begravelse.

Ingenting kan i mine ører lyde mere vrøvlet. Og helt forkert.

Sygdommen er ikke SNIGENDE den er LANGSOM

Og gudskelov for det. Det giver hver eneste dag sit skær af unika og skønhed, som man kan være (=hvile) i. Den her dag er dejlig. Nu skinner solen. Eller den velsignede regn falder på vores planter. Og det er nu, vi skal nyde den gode vin, den gode cigar, den skønne vandretur, hvor vi måske møder andre og får en snak. Og også i aften lyser kirken rødt foran vores vinduer – og også i aften skal vi spise en rigtig god middag. Og vi skal vælge en god aftenfilm. Og meget meget mere af samme herlige skuffe, der heldigvis ikke bliver tom i dag eller i morgen eller lige snart.

Og så vil jeg gentage, at det er fint at være pårørende til en dement. Som at få en uventet (op)gave sidst i livet. At betyde alt for et andet menneske er det kun meget få beskåret at få lov til.

Og så igen. Hurra for langsomheden. Den giver os tid. Den giver os håb om, at også i morgen bliver en god dag.

Langsom er et dejligt ord. Forestil dig et gourmetmåltid, hvor der er kælet for maden, og hver mundfuld er som at tage en bid af himlen. Det oplever vi ikke så tit. Men af og til. Og så kan vi da kun spise langsomt (ikke snigende, vel) – vi kan tale om et langsomt måltid, ikke et snigende måltid.

Al den fryd, sanserne kan fylde os med, skal vi lade os tanke langsomt op med. Nyde hver duft, hvert syn, hver smag, hver lyd … det skal ikke snige sig ind i os – det skal langsomt fylde os.

Når jeg har stået i køkkenet i lang tid og gjort mig umage, så vil jeg gerne, at mine gæster spiser langsomt. Mine egne børn og børnebørn har ikke lært kunsten – de kaster sig grådigt over maden og lader sig fodre.

Kærlighed – mad – varme – lys – lad det fylde os langsomt.

Og når sygdommen banker på, må den gerne komme langsomt. Så får vi tid til at tage imod på den rigtige måde.

Kristelig Dagblad havde 8. april en artikel “De kæmper for at holde fast ved noget, der ligner hverdag.” Det drejer sig om et ægtepar, hvor kvinden Connie har fået diagnosen alzheimers, den fik hun for 7 år siden. Jeg vil citere et par afsnit fra artiklen, for der er noget, jeg kan genkende:

“Hvor de før havde lagt planer for deres tredje alder, skulle de nu planlægge med al den usikkerhed og det kontinuerlige tab af færdigheder, som følger med en alzheimerdiagnose. De valgte at være åbne om sygdommen og har ikke tal på de gange, hvor folk har sagt til dem, at Connie Steen Rasmussen ikke ser spor syg ud. Det er sikkert venligt ment, men selvfølgelig ligner Connie sig selv. Det er jo ikke et fysisk handicap, hun har fået. Selvom man ikke umiddelbart kan se sygdommen, er hverdagen svær og udsigterne dystre, siger Helge Krog Rasmussen. … De var blevet stillet i udsigt, at sygdommen ville udvikle sig hurtigt, men på det punkt er de blevet positivt overraskede.”

To ægteskaber er aldrig ens. Heller ikke to alzheimer-ægteskaber, og vores ligner og ligner ikke ægteparret Rasmussens. Men noget kan jeg genkende: andres manglende tro på, at han (min) virkelig fejler noget. Han ser jo rask ud. Ja vist. Heldigvis da. Men han simulerer ikke – han ER meget syg.