Jamen, så skulle der jo være et billede fra en dejlig eftermiddag i Hulsig Forsamlingshus. Den varmeste dag i sommeren havde jeg den glæde at blive inviteret til Hulsig og fortælle om bogen “Hændelser ved Hulsig”. Da jeg kørte derop tænkte jeg, at ingen da vel havde lyst til at sidde i den hede og høre på foredrag. Men det var der nu mange, der havde, og jeg ved jo ikke, om det var de fremragende, hjemmebagte kager, eller mine tvivlsomme ord, der trak. Et faktum er det i al fald, at jeg blev glædeligt overrasket.
En dejlig dag med det mest lydhøre publikum.
Jeg vender tilbage til dette indlæg med nogle billeder senere. Fra selve foredraget har jeg som sagt ingen, men et af forsamlingshuset, vil jeg sætte ind herunder. I øvrigt var der, som flittige læsere af min blog vil vide, i lærer Wirrings tid i slutningen af 1800tallet en ivrig diskussion om, hvorvidt Hulsig skulle begaves med en kirke eller et forsamlingshus. Det blev kirken, der vandt, selv om mange syntes, at det var en unødvendig udgift ( de betalte selv for bygningen af kirken) – og at et forsamlingshus ville have været en mere overkommelig løsning.
Her er huset, som det ser ud i dag.

 
Her er lidt skriveri om rødderne ( bragt som kronik i Randers Amtsavis d. 27 august):
 
Rødder og identitet 
Jeg sidder i mit skriveskjul og kigger ud gennem ruden. Himlen er blå, og det blæser kraftigt, alt er uro og bevægelse: marehalmen, lyngplanterne, grårisene og grenene på de forkrøblede egetræer piskes frem og tilbage, som var de en del af det oprørte hav, der længst ude slutter panoramaet. Flaskegrønt og med lange, hvide skumsprøjt.
Jeg er her nu ikke for at skrive denne gang, men dog i min egenskab af forfatter, idet jeg skal holde foredrag i det nordjyske. Og derfor ligger der ikke nogen manuskriptfil på min PC og skriger på flid og virksomhed. Med god samvittighed kan jeg lade mig opsluge af tidløsheden og opleve en indre ro.
En ro i sindet. Ja, for den finder man her. Men i flere år, var det ikke lige den, jeg søgte, når jeg slog mig ned heroppe på spidsen af Danmark. Tværtimod. Jeg gik i lang tid og legede med planer om at grave stedets fortid frem – lag for lag – og som en anden arkæolog forsøge at finde frem til sandheden. Om egnen. Om gårdene. Om menneskene.
I mands minde levede mine forfædre på disse kanter, og måske var researcharbejdet ikke kun drevet af nysgerrighed efter at finde ud af, hvordan det kunne gå til, at den ene generation efter den anden holdt ud i en egn, der var så nådesløs og fjendtlig, hærget af naturkatastrofer og deraf følgende død og ødelæggelse. Hvorfor flygtede de ikke til mildere egne?
Måske lå der også et skjult ønske om at finde ud af, hvem jeg selv er. Måske. Denne identitetssøgen ligger jo i tiden, og samtidig med, at den store, fælles historie fortoner sig for mange moderne mennesker, så skærpes interessen for deres egen individuelle historie. Slægtsforskning er blevet en folkevidenskab. Man vil vide, hvor man kommer fra og hvorfor man tænker og handler, som man gør, og måske kan man finde svarene et sted i de støvede arkiver.
Efterhånden som arbejdet skred frem, voksede papirbunkerne i takt med min egen usikkerhed, for jeg fandt så mange sandheder om min slægt, at skeletterne ind i mellem var umulige at holde inde i skabene. De væltede ud. Men ikke altid lige ind i mit manuskript. En overgang var jeg endda i tvivl om, hvorvidt jeg skulle fortsætte projektet. Men det gjorde jeg. Heldigvis. Mit bagland stod vagt i gevær og tvang mig nærmest til tasterne: ”du skal skrive den bog, for den fortæller noget vigtigt om, hvem vi er,” sagde min datter.
I Det gamle Testamente (2. Mosebog, kap. 3,14) beder Moses Gud om vise sin identitet. ”Hvem er du?” vil han vide. Spørgsmålet hænger lidt i luften, inden Gud giver det underlige svar: ”Jeg er den, jeg er.” Ikke et ord mere til forklaring. Og vi andre kunne såmænd svare akkurat det samme: ”Jeg er den, jeg er.” Men måske kan vi grave lidt i fortiden og finde nogen forklaringer på hvorfor?
Det seje arbejde med mange forskellige kilder: aviser, interviews, kirkebøger og andre arkiver gav mange svar, og nu ved jeg f.eks. lidt mere om, hvorfor jeg imod al rimelighed og fornuft kan falde i et sort hul af mismod og manglende tro på stort set alt. Sådan var de jo nemlig, de gamle. Arven. Generne. Det gav pludselig mening.
Og nu har jeg mødt dem, alle disse forfædre og formødre, og jeg set dem i deres svaghed og i deres styrke. Jeg har set nogle af dem bukke under i kampen for at (over)leve; sindssyge og selvmord har det ikke skortet på i slægtshistorien. Navnlig mændene har været en sær blanding af umådelig styrke og stor sårbarhed. Tre af dem var med i krigen i 1864, og de blev senere redningsfolk, og når vinterstormene rasede, satte de uden tøven deres liv på spil for at redde andres. Det kostede. Og de holdt det ikke altid ud. Kvinderne var stærkere og bar deres hårde skæbne med stolthed og tålmod og en ubegrænset tillid til Vorherre.
Jeg ser ud ad vinduet. Nu trækker skyerne sammen ude over havet, og det sortner. Det er også begyndt at storme, men selv om der ligger skibe derude, så kommer de ikke i havsnød. Tiden har ændret sig, og vi mennesker ændrer os med den, men vi har alle en historie, og vi er præget af dem, der gik forud. På godt og ondt.