Velkommen til min blog. Et vindue til mit forfatterskab – et forum for diskussion af emner, jeg finder interessante og aktuelle
Mette skrev:
Jeg har jo været med til dit engleforedrag et par gange, men det kom alligevel lidt bag på mig, da der landede en i Ørum i går. Lyslevende, omend lidt forpjusket i fjerene.
Og jeg vil tilføje: lidt betuttet lige efter landing. Men så rejser den sig og går uforknyt sin sejrsgang.
Velkommen til min blog. Et vindue til mit forfatterskab – et forum for diskussion af emner, jeg finder interessante og aktuelle
Vi forlader for en tid hjemstavnsromanen og retter blikket andre steder hen. Som overskriften så rigtigt siger, så er meningen med min blog at åbne et vindue til forfatterskabet – eller en dør, om man vil, for man kan jo frit gå ud og ind i mit ( forfatter)skab, og desuden: hvem vil bryde sig om at kravle gennem et vindue?
Og der er en side af mit skriveri, som jeg slet ikke har berørt på denne blog. Nemlig de bøger, jeg har skrevet om danskernes udvandring til Argentina i 1800 tallet. Nu har jeg netop fået et par foredrag i forbindelse med mit virke på det felt, så jeg synes, at det er på tide at indlemme Argentina og udvandrerne i blog-galleriet.
For nogle år tilbage tilbragte jeg sammen med min mand tre måneder på den argentinske Pampa for at samle materiale til en bog om de danske udvandrere. Det blev til to bøger, der begge handlede om Hans Fugl, den første egentlige emigrant, og i al fald ham, der satte gang i danskernes udvandring til Argentina. Bølge fulgte på bølge, og i dag lever der ca. 50.000 efterkommere af disse danske emigranter.
Bøgerne kan ses herunder:
For en god ordens skyld kan jeg tilføje, at der stadig findes et lille restlager af bøgerne og at de kan erhverves for 100 kr. pr. stk. Man skal blot sende mig en mail med navn og adresse og anføre antallet af ønskede bøger.
Herunder ses Fugl med familie. Billedet er taget i 1880. På det tidspunkt er familien vendt tilbage til Danmark. Da Dorthea Fugl som ung rejser til Argentina for at blive gift med Hans, bliver hun meget syg og mister f.eks. alle sine tænder. Billedet har afslører, at hun faktisk aldrig fik nye tænder.
Og herunder den statue, der er rejst af ham i byen Tandil, en af Argentinas storbyer, men da Fugl kom dertil i midten af 1800 tallet, var den en lille flække, og det var ham, der var med til at give byen vokseværk, dels ved som den første at dyrke hvede og dels ved at bygge de første virksomheder – møller og bagerier.
For mændene har de første udvandringsår været en næsten umenneskelig kamp – men dem, der klarede sig, var stridbare, og de tog kampen op og det lykkedes mange af dem at skabe gode rammer for de næste generationer.
For kvinderne har det ofte været et liv i afsavn og håbløshed, og mange af dem var knugede af stor ensomhed og hjemlængsel. De levede isoleret derude på pampaen. Jeg fik af en gammel dame i Tandil fortalt historien om en kvinde, der boede udenfor Tandil. Hun havde en lille børneflok. En dag så man hende løbe skrigende ned mod byen, helt oversmurt af blod – hun havde dræbt alle sine børn. Men selv dem, der ikke blev vanvittige, havde det ofte svært i koloniens første år. Kvindernes historie er aldrig blevet skrevet ned. Den kunne ellers være interessant.
Hans Fugl rejste hjem til Danmark, da han blev gammel, og han skriver i sine erindringer, at det var for Dortheas skyld. Hun længtes. Men nye tænder fik hun altså ikke.
Vi rejste til Argentina i 2004 for at samle materiale til Fugl bøgerne, men allerede i 2000 besøgte vi landet og dengang var det for at finde og hilse på Oles fætre og kusiner. Engang i 1920’erne rejste 3 af Oles onkler til Argentina for at begynde et nyt liv der. To af dem: Hans og Mette giftede sig og fik børn. Herunder ser vi disse 4 søskende på et foto taget, da de allerede ikke mere var unge:
Velkommen til min blog. Et vindue til mit forfatterskab – et forum for diskussion af emner, jeg finder interessante og aktuelle
Foto: Ole Henne Hansen: SAND
I begyndelsen var sandet.
I begyndelsen. Lad os se. Med ørneøjne måske. For overblikkets skyld.
Tiden kræver, at vi skriver i datid. Det gør vi så.
Havørnen foldede sine vældige vinger ud og satte af fra de norske fjelde, og med kraftige vingeslag løftede den sig himmelhøjt over havet og tog kurs mod danskekystens nordligste spids. I glideflugt sejlede den ind over den smalle tange, mens den med sit skarpe blik inspicerede landskabet under sig. Og hvad så den? Sand og sand og atter sand. Gulligt eller hvidligt og med spredte gråtonede pletter,fra hav til hav. Lignede mest af alt et snusket liglagen, der skødesløst var kastet hen over den smalle landtange som for at dække over en skam.
Med de ord kunne en bog om Skagen Landsogn begynde. Helt forkert ville det ikke være. Jeg læser ordene igen og ryster på hovedet, desværre, det går ikke. Sådan kan den umuligt begynde. Så knudret, så lidt mundret. Ikke en indledning til en bog, der gerne skulle emme af liv og så let som ingenting krybe ind i læseren og finde lagerplads i hendes bevidsthed.
Den her indledning skramler. Og desuden, ved nøjere eftersyn er den ukorrekt.
For det begyndte ikke med sandet.
Der var en tid før og en tid efter.
Fotoet af ørnen er taget af Mette Hesselholt Henne Hansen