Mens det sker

Jeg ville skrive lidt om dagen, som den er for mig nu. For os. Og jeg kom til at tænke på Boris Vians roman ”Dagenes Skum,” en af de smukkeste bøger, jeg har læst, for selv om den handler om det uafvendelige, om en sygdom, som ikke kan kureres, så fortæller den også om kærligheden.

Nu er det mere end 50 år siden, jeg læste bogen, den indgik i pensum på universitetet, men dens fine billeder af livets skrøbelige lykke står endnu og lyser et sted i min erindring. Cloé er en ung pige, og hun lever sammen med sin elskede. Men hun er syg. I hendes bryst vokser en åkande, som til slut kvæler hende. En åkande. En blomst. Et billede på smerten, men også på skønheden. Dagenes skum. Ja, sådan føles det, som om livet opløses som skum og forsvinder lidt mere for hver dag, der går, og vi kan ikke standse forandringen. Som jeg husker Boris Vians roman, så er håbet hele tiden i live. Selv efter døden. For kærligheden dør ikke med Cloè.

Det var helt uventet for mig, at den bog meldte sig, da jeg ville skrive lidt om hverdagen lige nu. Måske er det, fordi den netop handler om hverdagen. Hverdagen for et ungt par. Og så er det jo slet ikke os. Vi er jo i sandhed et gammelt par, men det er nok sådan med kærligheden, at den er uden alder, og selv over de mange års afstand kan jeg tydeligt mærke, at den bog også handler om os. Et af temaerne er, ja  på fransk hedder det: ”rétrécissement” – og det er svært at oversætte til dansk, men det betyder ordret: indsnævring – det, at verden skrumper. Man følger de unge elskende gennem hele sygdommen og fornemmer sammen med dem, hvordan verden snævrer sig ind, og til sidst er der kun de to. Og deres kærlighed.

Nu vil jeg ikke skrive mere om bogen. Jeg vil genlæse den – for lige nu taler den lige ind i min verden.

Dette billede hang over Bedstemors seng. Jesus var Bedstemors bedste ven. Og i barndommen blev han min. Det var sådan, det måtte være. Bedstemor var den, man tyede til, når noget gjorde ondt. Så var hun der altid. Rolig og i godt selskab med Jesus himself. Og hun var aldrig i tvivl om, at han var nærværende. Det var han også for mig. Ligeså nærværende som den tykmælk, mor serverede hver dag.

Senere, langt senere, da jeg syntes, at Jesus var forsvundet ud af mit liv og hvor jeg kæmpede med at rense de sidste genstridige rester af ham væk fra mit sind – at blive fri – at være KUN mig selv – kunne jeg opleve, at han kom til mig i drømme som for at trodse mig i min kamp – udfordre mig, og så er det sære ved drømmen, at billederne af ham lignede det, Bedstemor havde hængende, og som jeg faldt i søvn til og vågnede op til de utallige nætter, hvor jeg sov i Bedstemors seng, favnet af hende og Jesus i harmonisk samklang.

Når han kom i mine drømme, forsøgte jeg ikke som Jakob i sin kamp mod Gud at tvinge ham til at velsigne mig. Nej tværtimod – Jeg var jo i færd med af alle kræfter at slippe af med ham – at slippe fri for ham – og velsignelsen anglede jeg ikke efter, for lige der, da mit unge blod rasede mod ham, ville jeg ikke velsignes.

Jeg ville være fri.

Senere, da jeg kastede mig ud i granskning af Gud og hans væsen, blev jeg bekræftet i min vantro af det meste af, hvad jeg læste. Især Nietzsche gav med stor overbevisning Gud dødsstødet, og jeg så ham falde. Og senere igen, da jeg læste romansk filologi, specialiserede jeg mig i oplysningsfilosoffernes litteratur. Fornuft. Sund fornuft viste med al tydelighed, at Gud var en opfindelse. At han ikke var Gud, men gud ligesom alle de andre guder, som menneskeheden gennem sin historie havde opfundet og lænet sig op ad i den evige angst for døden og ondskaben. Som et skrøbelighedens bolværk.

Og hun levede lykkeligt og frit til sine dages ende.

Ja, og enden er nær, når man har passeret de 80. Og ja, jeg er faktisk ret lykkelig ind i mellem. Som de fleste mennesker er det en stor del af tiden. Og ret ulykkelig ind i mellem.

Jeg tror, at jeg er lykkelig ind imellem, bl.a. fordi Jesus ikke slap sit tag i mig. Og nu lyder jeg som en slagen. Men det gør ikke noget. Årene som forsøgsvis ateist gav mig ingen glæde, men en stor tomhed, og lidt efter lidt gik det op for mig, at det var, fordi fornuften ikke giver det mindste håb. Og uden håb er der intet liv.

Så nu vil jeg citere Paulus: “Tro er fast tillid til det, der håbes på og overbevisning om det, der ikke kan ses.”

Og det ville rationalisterne jo blæse på. Men det vil jeg tro på.

Jeg blev glad for at læse Andreas og Sune Æbeløs bog “De fortabte sønner.” Her fortæller de om smerten ved som homoseksuelle at vokse op i et miljø, som fordømmer den form for seksualitet. Det kender jeg jo ikke til, men jeg kender skammen. Også de gør op med kristendommen og vender den ryggen i vrede, men de vender tilbage. Et tilbagetog, som jeg genkender. Og nu vil jeg citere et sted fra bogen. Her er det Sune:

“Det kristne evangelium er min kulturkreds og mit slægts bedste bud på, hvad det åndelige er, hvad meningen med livet er, hvem Gud er. Nådens, tilgivelsens og kærlighedens gud. De bibelske tekster, som har holdt gennem tusinder af år, fortæller om de store og evige ting på en måde, som rammer de dybeste strenge i mig. Vores land og vores vestlige civilisation er med succes bygget på den kristne tro, selv den argeste danske hedning er gennemsyret af kristendom i al sin tænkning og væren, og jeg har til gode at møde en alternativ fortælling, som bedre sætter mig i relation til både Gud, mennesker og universet.” ( s. 258)

Måske har jeg lagt det her kapitel på tidligere, så kommer det igen og i korrigeret form, for det er hvad jeg arbejder med nu – at rette og rette op og lægge til rette – og i rette tid blive færdig med bogen. Men her et enkelt kapitel. Som nok også vil undergå forandringer, men det bliver småting.

DORTE OG ANDERS

Endelig kom storken til fornuft og leverede den længe ventede lillesøster, og Dorte sluttede sig stiltiende til børneflokken i det røde hus. Hun kom alene og uden vores mor, og måske er det derfor, jeg ikke husker begivenheden. I det hele taget søger jeg med lys og lygte i alle de dunkle erindringsrum efter brugelige billeder af os som helt små og nybagte søstre. To små væsner, som skulle finde sig til rette i den samme barneverden.

B. S. Ingemann springer bittetiden over i sine erindringer, og den gamle digter forklarer det sådan, at det individuelle menneskeliv kan lignes ved den hele menneskeheds liv, og så er bittetiden at regne for den mytiske tid, som vi ikke har pålidelige kilder til og som derfor fortaber sig i tåger.

Her et citat fra side 13 i Levnetsbog ( Reitzel 1998):

”Om sin egen alder fik han først Bevidsthed, da han var fem Aar, ved Faderens Yttring om den store graae Hingst, som var af samme Alder. Her begynder saaledes først hans (= Ingemanns) historiske tid, medens de foregaaende fem Barneaar høre til hans mythiske Liv.”

I samklang med den gamle digter vil også jeg springe den mytiske tid over og ile videre til det sted i vores fælles fortælling, hvor jeg er omkring 6 år, og Dorte har rundet de 3. Det er ved den tid, at vi for alvor møder hinanden som to søstre.

 En almindelig aften, som jeg husker det. I børneværelset er radiatoren tændt det meste af året og i al fald i den koldeste tid af året, og sådan en kølig aften er det Mor, der putter os. Hun lægger vore dyner til rette på varmeapparatet, mens hun sætter sig på taburetten mellem sengene og synger for os, og bagefter beder vi fadervor i kor, og vi slutter altid med disse fromme ord: ”Tak, kære Gud, fordi jeg er rask,” og det siger vi også, når vi ligger feberhede af fåresyge eller mæslinger eller røde hunde, men så føjer vi selv en sætning til. Vi siger så til Gud: ”Men vi er ikke spor raske!” Og det er lige før, vi tilføjer et ”fy!” for her sidder Mor jo og takker HAM for ingenting, og når alt kommer til alt, er det vel HANS skyld, at vi ligger og døjer lige for øjnene af ham. Men Mor rusker i os, og det er hende, der siger ”fy” og ”sådan må I ikke tale til Gud,” og ”nu skal I lægge jer pænt om på den lille soveside!” Og hun tager de varme dyner og stopper dem ned omkring os og kysser os godnat og slukker lyset og går ud.

Og vi sukker af velvære, og Dorte understreger fryden ved at putte en flig af dynen i munden og sutte løs på den, men jeg venter ikke på, at hun skal falde i søvn. Jeg skynder mig at tænde den røde Olelukøje-lampe, der hænger mellem vore senge, og spørger hende, om vi skal lege.

”Jaaaa .. .,” siger hun, selv om jeg kan høre på stemmen, at hun er meget søvnig, og hun plumper over i min seng, og så begynder vi på en af vore lege. Og når vi har tumlet en rum tid, kommer Far ind og siger venligt, men bestemt, at vi skal slukke lampen og lægge os smukt til at sove, og han bliver stående i døren, indtil vi adlyder, og Dorte er kravlet tilbage i sin seng og alt ser rigtigt ud i hans øjne.

Så går han ud og lukker døren efter sig, og jeg tænder straks lampen, og vi begynder at grine om kap, og nu leger vi forfra og bliver ved, indtil Far igen står i døren, og denne gang siger han med brummerøst: ”Nu kommer Den store Natmand, og han er vred, for hans børn er uartige.” Og vi putter os skyndsomt under dynerne og fniser af fryd, og Den store Natmand forsvinder, og måske falder vi i søvn, men det kan sagtens hænde, at komedien gentager sig. For den er så morsom, og vi elsker Den store Natmand og hans brummende vrede, som aldrig når helt ind i kammeret og aldrig rammer hans børn. 

Hvad vi legede som ganske små, husker jeg ikke mere, men da vi bliver større, får legen indhold og er ikke mere det rene barnepjank. Vi henter stoffet fra de bøger, de voksne læser højt for os, tilsat et skud vitaminer fra vores egen fantasi, som får lov at skyde de vildeste blomster. Dem plukker vi, og med dem leger os ind i eventyret.  

 Lad os tage et kig ind i børneværelset på en ganske almindelig søndag morgen. Det er endnu ganske tidligt på dagen, og Far og Mor sover, og de store piger er flyttet på loftet, hvor der er indrettet et værelse til dem, og Anders har fået den unge piges kammer, der er så lillebitte, at der akkurat kan stå en seng og en kommode og så heller ikke mere.

Så er der os to tilbage i børneværelset. Dorte og Marianne. Og selv om vi vågner tidligt, forstyrrer vi ikke Far og Mor. Heller ikke denne søndag, for vi ved, at de holder af at sove længe eller i al fald lader, som om de gør.

Også vi ”lader som om.” Men ikke, som om vi sover. Vi lader som om på ganske anden speciel måde, som kun børn kender til. Den måde, der hedder leg. Lige der, hvor fantasien får vinger flyver vi hen og skaber os nye verdner, hvis skønhed kun vi kan begribe. Og hvis du åbner døren en smule og lægger øret til sprækken, så kan du høre stemmerne og komme med ind i en fortælling, som lige nu digtes af to børn.

To små piger, og de sidder på hver sin side af et bræt, hvorpå det vrimler med små, fine lerfigurer, som er skabt af ivrige pigehænder, og som allerede har været udsat for lidt af hvert. Pigerne har bygget en hel by af det røde modellervoks, der er en skole og nogle huse og endda små haver, og ikke mindst er der i udkanten et skummelt sted ved navn ”Skrammelgården.” Denne mærkelige institution ”Skrammelgården” er vores opfindelse. Og beboerne på dette uhyggelige skrotsted er skammelgårdsbørnbørn, skabt af vor fantasi og formet af vore hænder. De lever i det minisamfund, som vi havde bygget op af modellervoks, men de er ikke en integreret del af det. De er outsiderbørn, fattige og forældreløse, men så er vi der jo heldigvis, vi tager hånd om dem, og det lykkes os altid i løbet af legen at redde hvert eneste forsømte barn over i en bedre verden, hvor der findes kærlige forældre og en venlig søskendeflok.

Anders. Et strejf af nærvær og varme fylder mig, når jeg tænker på dig, og jeg vil forsøge at begive mig den lange vej tilbage til det tabte paradis, der engang var vores og hvor i lang tid åndede i takt.

Hvordan var det nu? En ting ved jeg med sikkerhed: der opstod en symbiose mellem os allerede i den første tid, og måske hænger det sammen med det lange fravær af vores mor, måske med det spænd af tid, hvor vi var fælles om at være de små.

Så kom Dorte, og efter et par år flyttede du. Du var vel ni år dengang, og jeg var syv, og du flyttede jo ikke hjemmefra, du flyttede blot ud af mine nætter og ind på loftet, men det føltes slemt nok. 

Den første lange tid vover jeg ikke den usikre nattevandring helt op til det fjerne loft, hvor du har fået dit natlogi i et lille kammer, og der kommer til at gå et par år, inden jeg finder ud af at snige mig den lange vej til dig, når alle andre sover.

Mange nætter ligger vi sammen i din smalle seng og så tæt, at vi næsten smelter sammen til ét barn, og jeg holder dig vågen, fordi jeg er bange eller lader som om, og du nyder min angst, fordi du så er den, der kan trøste, og det er rart. Og du holder om mig lige til det punkt, hvor det tager en vending, som slet kommer uventet for nogen af os, tværtimod, og så er det, at du endelig begynder at fortælle. Som fortæller slår du alle rekorder, selv ikke søndagsskolelæreren kommer på højde med dig. Og dine historier, Anders, dem husker jeg endnu i dag. Du er nemlig en særlig dreng, der kan se ting, der er usynlige for andre, og jeg elsker fortællingerne om det uforklarlige, navnlig holder jeg af at høre om de sære tildragelser, der udspillede sig i Borley Præstegård i England, hvor døde ting blev levende og dansede og fløj faretruende om ørerne på de stakkels mennesker.  

Også i vores lille kammer får de døde ting liv, mens du fortæller, og vi ser gespenster, der flagrer hvileløst over vore hoveder iført kridhvide gevandter.

Men så falder vi i søvn, og ingen onde drømme når os der, og da vi vågner før alle andre, er det til den trygge lyd af kutterne, der sejler ud til fiskebankerne i den tidlige morgen.

Jeg skal blive i min egen seng og må ikke sove i andres og slet ikke i Anders’ og gør det kun i smug, men man kan liste sig til meget. For Anders er jo en dreng, og ”det var sandelig på tide han kom ud af pigekammeret,” hører jeg Mor sige.

Men hvorfor det?

”Tja …,” siger Far og smiler, ”det kan jo diskuteres.”

Men Mor siger, at der er ting, der ikke er til diskussion. Diskutere betyder skændes, det ved jeg godt, og det er i al fald noget, der aldrig kunne falde Far og Mor ind. De er enige om at være enige i alt.

Jeg er selv skoleelev nu, men jeg har ikke skolens hidsigste lærer, sådan som Anders. Vi undervises af en flink ung mand, som er vikar for Fru Fredborg, og han læser højt for os og holder af børn, så derfor lærer vi ingenting. Når Fru Fredborg kommer tilbage, kommer der andre boller på suppen, siger han og ler. Jeg holder af al slags suppe og glæder mig til de nye boller.

Men Anders´ skoledag er helt anderledes, for i hans klasse hersker lærer Frandzen enevældigt, siger Anders, og Frandzen er en hidsigprop, der uddeler lussinger til højre og venstre, og han skælder og smælder, når han ikke lige slår. Og alle er bange for ham.

”Undtagen mig,” siger Anders. Jeg tror ikke, Anders er bange for nogen, og tænker, at jeg har verdens modigste bror.

 Jeg kender også lærer Frandzen, rigtig godt endda, men det er alligevel en helt anden mand, som jeg møder, når jeg banker på lærerboligens dør og spørger, om Kjertan og Bjørke kan lege. Døren åbnes af en mand, der smiler og som ser ud til at blive glad, fordi jeg vil lege med hans børn, og jeg kan ikke forbinde ham med Anders’ bulderbasse. Og jeg vil gerne lege med hans børn, selv om de er meget underlige og slet ikke ligner andre børn i byen. Eller måske vil jeg netop lege med dem, fordi de er mærkelige. Deres hud er næsten kridhvid, og de må ikke komme udenfor og ikke lege med andre børn end mig. Helst skal de holde sig indendørs, som om de var syge, og så bliver vi i deres børneværelse, som er fuld af det fineste legetøj, og deres lege er mere forsigtige end nogen af dem, jeg kender, og selv er de så stille i alt, hvad de gør og siger, at det næsten er, som om de forsøger at viske sig selv ud, hver gang de gør en bevægelse.

Sådan går de til alting. Tøvende, som om verden er farlig og man kan støde sig på den. Det forstår jeg ikke, og somme tider bliver jeg smidt ud, fordi jeg begynder at larme, men det gør jeg jo kun, fordi jeg synes, at det mangler.  

Men lærer Frandzen er rar, synes jeg, og Kjertan og Bjørke elsker ham. Han sætter sig gerne på hug og kærtegner dem, og han bliver glad, når jeg dukker op for at lege med dem. Jeg kan slet ikke forstå, at han virkelig kan forvandle sig til en trold, så snart han går over gårdspladsen og træder ind i den røde skolebygning.

Lærer Frandzen holder så meget af sine børn, at ikke vil sende dem i skole, men hellere undervise dem hjemme. Hvor er de heldige, tænker jeg, og ville godt nok ønske, at min far også ville holde mig hjemme i det røde hus og tage mig op på skødet og nænsomt lærer mig bogstaverne et for et.

Anders vokser fra lærer Frandzen og får andre lærere og er glad for at lære noget. Far giver ham en dampmaskine og han eksperimenterer og siger, at han en dag vil være fysiker og far smiler og siger, at han vel skal overtage havnen til sin tid. Der er han jo allerede begyndt så småt. Men Far er alligevel stolt af, at hans dreng er så klog, og han sender ham til Frederikshavn for at gå på Freys Private Mellemskole, ligesom vore store søstre, der allerede har været elever der i nogle år.

Så er der kun mig tilbage i Strandby Skole.

Anders er flittig, for han har bestemt, at han vil læse alle Bedstefars bøger, inden han fylder 13 år, og det er ikke let, for han slås med ordene ligesom jeg kommer til, da det bliver min tur.

Men selv om det går langsomt for ham med lige netop læsningen, så er det alligevel det bedste, han ved, og han pukler sig igennem bind efter bind i det store bibliotek, som Bedstemor har arvet efter Bedstefar, og hvor alle bandeordene er streget over med blæk, så man må gætte sig til dem.

Og Anders render altid rundt med en bog, som han smider sig med i en stol eller på divanen eller ude på græsset i haven, når det er sommer, indtil Far får øje på ham og jager ham op, for det ligner ikke noget, at en stor dreng spilder sin tid med morskabslæsning. Fysik og kemi og eksperimenter, det er lærerigt og former et menneske, men det der pjat, siger Far, som aldrig har læst en bog. For det kan han ikke. Men det ved vi børn knap nok endnu.

En rigtig dreng skal arbejde. Og Anders skal være en rigtig dreng og ikke en slapsvans, der dovner tiden bort med unyttige sysler. Det skal Far sørge for, og han gør det kærligt og kun for at sætte sin dreng i de rigtige svingninger.

Jeg bliver også sat i sving, og det elsker jeg, for så er det næsten, som om jeg er en dreng, og sammen stabler vi to fiskekasser på Bentzens mark, og vi knokler på havnen hver dag. Vi ror hyttefade for fiskerne, så de altid har tomme fade til deres fisk, når de kommer i havn, og når det spræller af liv i fadene, så ror vi dem ud til det yderste havnebassin, hvor vi fortøjer dem ved bundgangspælene.

Jeg står på hyttefadene, mens Anders ror. Og somme tider kan jeg ikke stå stille, men må springe fra hyttefad til hyttefad, mens de gynger under mine fødder og vandet sprøjter mig om benene. Og jeg tænker, at livet ved havnen sammen med Anders er det bedste, der findes. Og alt det skulle vores Mor bare vide. Far ved det godt, men han vender det blinde øje til, siger Anders. Jeg vidste slet ikke, at han havde sådan et øje, siger jeg. Men jo, det har han, siger Anders, Far ser kun det, han vil se. Og det er ingen skade til.

Anders tjener penge. Mange penge. For han arbejder fast for Far, og hver weekend cykler han hele byen rundt og uddeler aviser. Jeg hjælper ham også her og tjener også lidt, men ikke ret meget, for Anders giver ikke ved dørene, og jeg er helt sikkert underbetalt. Og mens jeg køber salmiakstænger og flødeboller og sodavand for hver en øre, jeg får, så sparer Anders op. 

Der står et ur på den store radio i stuen, som ikke bare tæller timerne, men også fungerer som sparebøsse. Øverst oppe er der en revne, og i den plumper Anders alle sine penge ned. Det giver et lille klik, hver gang en ny krone rammer de andre mønter. Han er en rigtig pengepuger akkurat som Joachim von And, og en skønne dag vil han sikkert være ligeså rig og vælte sig i alle sine gyldne bunker.   

Men far roser ham.

”Du har fat i den rigtige ende, min dreng, sådan skal det være,” siger han. ”Ejeren til Gårdbogård, og ham har jeg kendt personligt, se, han sparede hver eneste øre op hele sin barndom og hele sin ungdom, og han endte med at kunne købe et helt gods for pengene.”

 Anders vil ikke købe et gods, han vil bare anskaffe en filmfremviser, og en dag åbner han sammen med Far det store ur, der er så propfuldt af kroner, at der ikke kan være flere i det. 

”Se!” siger Far, ”nu har du sparet så flittigt, at du kan købe det, du ønsker dig allermest.” Og Anders køber filmfremviseren. Og han køber film. Det er små stumper af rigtige spillefilm, som har været vist i biograferne, og som man nu kan købe i metermål i en butik i Frederikshavn, og han viser dem for os på sit nye apparat, selv om stumperne hverken har hoved eller hale og er uden lyd, men det sidste betyder ingenting, for Anders digter replikkerne og fremfører dem med forskellig stemmeføring, alt imens filmen flimrer hen over lærredet, og vi spændt følger nogle mænd og kvinder igennem højst ubegribelige scener af deres liv.

Jeg kan endnu se en bestemt og meget uhyggelig sekvens for mig, hvor Katherine Hepburn langsomt går ned ad en mørk kældertrappe, bærende på et blafrende stearinlys, og bag hende aner man skyggen af et menneske, der sniger sig efter hende. Er det en morder? Vi gisper af spænding, men så løber filmen ud, og vi må gætte os til resten.

Den næste film handler om noget helt andet. Jeg kan stadig høre Anders, der med Clark Gables stemme siger: ”Vi er så lykkelige nu. Lad os gå til stranden!” Og med Doris Day udbryder han: ”Jeg elsker dig desværre ikke, men jeg vil gerne have en tur i din smarte bil!”

Og der sidder vi på rad og række og er i biografen med Anders. Og med åbne øjne og ører sluger vi de løsrevne stumper af en voksenverden fuld af mysterier.