MENS DET SKER

Udgivet den af
Svar

MENS DET SKER

Men der sker ikke så meget. Og der sker så meget. Paradoksernes holdeplads, det er lige her. Kom selv og se!

Hverdagen ligner hverdagen. Vi står op – gør morgentoilette – spiser morgenmad: tykmælk med müsli, rugbrød med ost og en kop kaffe – løser 1 eller 2 krydsogtværspgaver – læser højt fra en bog, mens vi hver drikker ½ liter væske  – snakker lidt om det læste – henter dagens Kristelig Dagblad – læser den og læser Amtsavisen, som vi har hentet hos naboen – hvis vejret er godt, sætter vi os ud i solen og deler en øl og hilser på forbipasserende  – så går vi i gang med at stille frokost an – vi hjælper hinanden –  vi spiser maden, der altid er sild, tun, tomater, agurker, æg og lidt rester fra gårsdagens middag, vi drikker juice, mælk eller vand – Ole går til middagssøvn – jeg skriver/læser/cykler/rydder op imens – så drikker vi lidt kaffe (en kop).

Efter middagssøvn o. a. kaffe og knækbrød og senere ½ liter væske til en hel krydsogtværs – så hvis det lykkes at overtale Ole en gåtur til åen ( sjældnere og sjældnere) – derefter oplæsning – mens Ole ser lidt fjernsyn cykler jeg en times tid – så er der tid til at forberede aftensmad – mens jeg fabrikerer en ret hører jeg en podcast eller en bog – vi spiser – ser TV avis – ser en film. Ole går i seng – jeg skriver eller læser og går i seng.

Sådan skal skemaet helst se ud. For det giver stor tryghed for en dement at være i et mønster, der er genkendeligt.

Mønsteret brydes jo ind i mellem: nogen kommer uventet på besøg (sjældent) nogen kommer på ventet besøg (tiere) børnene kommer tit. Vi bliver budt i byen (sjældent)

Set på tryk ligner det en trummerum og ingenting. Og det er jo sandt nok, at det er gentagelse på gentagelse, men for en dement giver det mening og stor tryghed, og selv finder jeg det OK at være i. Der er en ro, som jeg urolige mennesker altid har drømt om. Men aldrig kunnet finde.

Sommetider kan jeg gribe mig selv i at undres over, at jeg ikke længes mod rejser og andre ”oplevelser.”

Måske er jeg bare inderst inde så hamrende kedelig, at et inaktivt og stillestående liv lige er noget for mig? Den tanke kan jeg faktisk godt lide at hænge lidt fast i: at jeg er kedelig. Det er OK at være det.

Men paradokset? Hvor er det? Måske i, at jeg kan gribe mig selv i at glemme, at Ole er dement, og at jeg behandler ham præcis, som om han ikke var, og at han så reagerer fuldstændig, som om han i virkeligheden er rask. Vi fører ikke lange samtaler, men vi løser opgaver sammen – vanskelige opgaver = Danmarks sværeste krydsogtværs klarer vi en gang om ugen, og jeg kunne ikke løse den uden ham – han finder ord, de rigtige ord hver gang. Og så småsnakker vi hyggeligt hele tiden: om vejret, om børnene, om haven og omgivelserne og om, hvor taknemmelige vi er for, at vi kan være sammen. Der er nok at snakke om.

Og så pludselig står sygdommen alligevel og vibrerer mellem os på en måde, som skræmmer.

En episode: jeg var et kort øjeblik væk fra huset forleden, fordi jeg skulle hente Amtsavisen hos naboen. Han er 97 år og bor alene, og vi plejer at snakke en ½ times tid, inden jeg forlader ham, og det gjorde vi også nu, og jeg har altid min mobil med, så Ole kan ringe, men nu havde jeg glemt den. Og da jeg kom hjem var Ole helt forstyrret.

Hvad er der galt? Er der sket noget?

Hvor var du?

Det ved du da, hos Knud.

Det vidste jeg ikke, og jeg kunne ikke ringe dig op.

Men min telefon ligger jo der, og jeg pegede på mobilen, som lå ved siden af Oles mobil.

Jeg føler mig så dum, sagde han.

Det er du ikke, sagde jeg.

Så gik jeg ud i køkkenet og så, at der var stillet et par skåle midt på bordet. Min veninde er syg, og jeg havde bragt hende et par æblekager i ugens løb, og nu havde hendes mand eller datter åbenbart været hos os med de tomme skåle.

Jeg gik ind til Ole.

Du har haft besøg?

Nej. Men hvor var du?

Hos Knud?

Jeg ringede til dig.

Men hvem var her imens?

Ingen.

Jamen skålene?

Jeg er så dum!

Nej.

Jo, jeg forstår ingenting.

Men hvem var her?

Ingen. Men du var væk.

Men …  

Så gav jeg op. Det nyttede jo ingenting. Han er jo syg. Og vores gode venindes datter havde helt tydeligt skræmt ham ved at dukke op. Hvem var hun? Hvad ville hun? Hvorfor gik hun ind? Han må have lukket hende ind – Jeg låste døren, da jeg gik – men han genkendte hende ikke og var frygtelig bange og usikker på, hvad der dog skete. Sådan må det have været, men da jeg kom lidt senere, var der bare en tåget forestilling tilbage. En forestilling om noget højst ubehageligt, som var sket, mens jeg var væk.

Jeg må huske min telefon. Altid. Han kan bruge sin telefon. Endnu.

DENGANG I 60 ÉRNE OG NU

Udgivet den af
Svar

DENGANG I 60’ERNE OG NU

Der skete så meget på så kort tid. For mig. Studentereksamen – venskaber – svigt – ophold i Frankrig – nye venskaber – nye svigt – og til sidst et ægte – skab – et ægteskab – ægte? Men et skab i al fald – at forsvinde ind i – at blive til i –  tryghed – tro – tvivl …

Og så var der litteraturen. Også dengang sugede jeg til mig og fandt friheden der. Åndede gennem andres ord. Som blev mine på en måde. Også selv om litteraturen i de år var fængslende i alle ordets betydninger. Tag f.eks. en af tidens største forfattere, Samuel Beckett, der chokerede med sin fremstilling af den absurde verden, vi levede i. I skrivende stund mindes jeg Bodil Udsen i rollen som Winnie i ”Glade Dage” – som jeg husker det, sidder hun dagen lang fanget i mudder eller er det støvbunker, men i al fald fanget, og der sidder hun så, og mens det sander til omkring hende, glæder hun sig højlydt over, at livet er så skønt. At dagene er så glade. At hun selv er så glad. Det er virkelig absurd teater, og det ramte en lige i hjertet. Men budskabet er jo, at man skal rette ryggen og huske sig selv på, at det trods alt er værd at leve. At livet er livet værd.

For der er glæden.

Og nu. Det er 50 – 60 år siden, og meget er forandret. Jeg er blevet gammel, og verden, tja, jeg har lidt svært ved at sige med Nordahl Grieg, at ”ung om verden endnu være” – den forekommer mig at være ældet og nedslidt.

Litteraturen har ikke mistet sin tiltrækningskraft for mig – sulten efter ord er ikke blevet mindre – og der er nok at slubre i sig. Nu som dengang. Det vrimler med talent, synes jeg, og vist er der håb i det. Kunsten kan ikke kues af verdens uforstand – den lever sit eget selvstændige og stærke liv. Nu er det ikke som i 60’erne livet som absurd vilkår, der skrives om, men det enkelte individs komplicerede relationer til ”de andre” – familien som regel – traumer, der forfølger personerne og som ikke synes at være et livsvilkår, der deles med alle, men den enkeltes uheldige lod i livet og ensomme kamp mod det, der har ramt det og spundet det ind i et net af ufrihed.

Ja, men der er så meget andet i litteraturen end lige det, der er tidens trend. Heldigvis. Også samfundskritiske holdninger udspiller sig – en ny klassebevidsthed har vist sig. Og så videre … …

Men her står jeg. Og jeg tænker med taknemmelighed på litteraturen, som kan plante mening i en meningsløs verden ( nej, der tog jeg munden for fuld – tror jo, at der er en (mange) mening(er) med det, der sker.)

Men uden kunsten var livet nu alligevel fladt og kedeligt.

Så tak til alle jer, der skaber nye verdner.  

Vi soler os i jeres lys.

UDSIGT

Udgivet den af
Svar

Hvad er udsigten? Til vejret? Til i morgen? Til fremtiden? Til at det nok skal gå? Til at det vil gå af helvedet til?

Eller er udsigten himmelsk?

Det er ikke til at svare på. Man kan kun gætte.

Men én udsigt er sikker nok, selv om den skifter med årstiden. Og det er udsigten fra mine vinduer. Den er altid noget nær himmelsk. Der er udsyn til himlen og til naturen, og ser jeg ud af det store stuevindue, hører man historiens vingesus: Den smukke Ålum Kirke ligger lige uden for døren.

Når man ser ud ad vore vinduer, kunne man let få den tanke, at vi bor midt i naturen, og det er da også den store Nationalpark Fussingø, der danner baggrunden. En stor skiftevis efter årstiderne grøn -gul -rød eller sort mur i horisonten, og landsbyens store træer danner mellemgrunden, og i forgrunden breder vore egne træer deres mægtige kroner.

Engang havde jeg besøg af en ung journalist, som skulle interviewe mig om min bog om B. S. Ingemann, og han boede i København, og han gik fra vindue til vindue og kiggede på det derude. Det var sommer, og alt var grønt, og jeg tænkte, at han ville sige noget rosende om udsigten, men han så nærmest fortvivlet på mig, og så sagde: hvordan kan du holde ud, at bo her? Her er jo ingenting.

Og jeg tænkte, at han måtte være blind og svarede, at her jo både var natur og kultur, og han sagde, jo, men hvor går du hen, når du vil på café og tale med et menneske?

Jeg vil aldrig gå på café. Men det sagde jeg ikke.

Det ville han ikke kunne forstå.

Han mente altså ikke, at der kunne bo mennesker herude, som jeg kunne tale med.

Vores landsby er ganske vist lille, men der bor faktisk levende mennesker, og så er der det at tilføje, at vi kender hinanden godt her, og vi lever med i hinandens liv. Her er man ikke alene. Det kan man vist godt være i København, også selv om man der altid er omgivet af mange mennesker.

Alene i et menneskehav. Ikke alle har lært at svømme i det hav.

Her er der menneskeligt lavvande, men alle kan bunde.

Ingen drukner.

Herover: Ålum Kirke i aftensol som vi ser den fra vinduet mod syd.

KRIGEN – IGEN

Udgivet den af
Svar

Krigens briller er sort/hvide. Alle nuancer forsvinder. Det er venner eller fjender. Man er for eller imod. Det er ja eller nej.

Så i aftes en serie i fjernsynet om Frankrig efter Anden Verdenskrig. Jeg husker ikke, hvem der står bag filmen, men den var sammensat af en lang række dokumentaroptagelser fra årene lige efter krigen – fra 1944 til 1953. En stemme kommenterede billederne.

Og den fortalte – og viste skræmmende tydeligt – at de allierede bombede de franske byer sønder og sammen. Jeg tror, det var ca. 2/3 af husene, der blev ødelagt af bomber, og billederne lignede dem, vi ser fra Gaza i denne tid: store hobe af rygende ruiner.

Og så det underlige. At franske kvinder sås på filmen omfavne og kysse de amerikanere, der lige har smadret deres hjem.

Det er så underligt, at vi aldrig rigtig har hørt om, hvordan krigen endte. Hvilket frygteligt blodbad det var. Det skal ligesom forties, for de allierede vandt jo. Men hvorfor ryster ingen på stemmen, når de taler om den sejr? Hvad den kostede!

 Jeg vidste godt, at Tyskland blev sønderbombet. Jeg besøgte Hamborg i 1957, og da lå en del af byen stadig i ruiner. Men jeg vidste ikke, at Frankrig blev akkurat så smadret som Tyskland. Det hørte vi ikke om i skolen. Og det blev der tiet om. Men vi skal huske det. Vi skal huske, hvad krig er. Det er ikke heltegerninger. Det er mord og drab og ødelæggelse.

Det må vi aldrig glemme – og når vi svælger i oprustningsretorik nu, så burde vi få hvert eneste ord galt i halsen.A

KELD 19 – NOGLE NOTATER

Udgivet den af
Svar

Læser p.t.  ”Det danske landbrugs historie” ( Landbohistorisk Selskab 1988)  – redigeret af Claus Bjørn.

Første bind har gode kapitler om jernalder/vikingetid og middelalder.

Lotte Hedeager og Christian Christiansen står for oldtidsdelen, som går til år 1000 e. kr.

Erland Porsmose står for middelalderen fra år 1000 – 1300 e. kr.

Nogle notater:

Oldtidens bondesamfund:

I bondestenalderen praktiserede man skovlandbrug.

Skoven den mest stabile foderkilde 1) græs 2) ikke tørkefølsom 3) ingen arbejdskraft nødvendig. Dyrene passede sig selv og fandt selv foder.

Slutresultatet af denne langvarige brug ( overforbrug) af skovene skabte overdrevet – kreaturernes nedbidning skabte udtørring – lyngheden opstår.

Yngre Jernalder:

Langhuse op til 30 – 48 – gavle i øst og vest – forsiden mod syd. Den bedste lys og vindbeskyttelse. Op til 30 – 48 meter lange – beboelse i vestenden – dyrene i østenden – ikke mere kun opdeling i to rum – ofte tre rum.

Grubehuse: små nedgravede hytter = arbejds – og håndværkerhytter.

Middelalderens bondesamfund:

Flere slags bønder:

1) odelbonde ( ejendomsbonde )

2) adelbonde (hovedbonde)

3) landboer (fæster)

De fleste var selvejere

Jord = magt og ære

Trælle: at regne som husdyr – slavejagt var en integreret del af vikingetogterne og fortsatte i vendertogterne i 1100tallet – udgjorde en kærkommen tilgang af arbejdskraft. 3 trælle på en middelgård. Landbruget ekspanderer i løbet af 1100tallet, og der er brug for folk. Egnede trælle kunne sendes i leding i stedet for husbond – trælle kunne avancere og blive frie.

Fledføringer: ( aftægtsfolk) var ufri ligesom tyende. Årsag: Nød – ælde – sygdom – de blev regnet som børn = unyttige.

Ejendomsforholdene er ret komplicerede i middelalderen. Landboen er sin egn herre på den måde, at gården er hans, men jorden fæster han. Da han ikke ejer jorden, har han ikke magt til at besidde tillidsposter – det tilkommer kun adelbonden

Krigerbonden var samfundets krumtap. Han var bevæbnet: sværd, kedelhat, spyd og skjold.

Jeg vil nøjes med disse ganske få notater for nu. Det er selvfølgelig vigtigt at kende ikke blot bondens men også gejstlighedens rolle ( kirken) og kongens ikke mindst, men jeg vil ikke besvære bloggen med flere notater.

Herover en kedelhat – navnet Ketil = Keld betyder kedelhat. Vores helt kommer til verden på en stor gård. Han er ret sikkert bestemt til en krigerisk løbebane – til at blive krigerbonde. Men han bryder mønsteret og går i (den modsatte?) retning og bliver en kirkens og ikke en kongens mand.

KELD 18

Udgivet den af
Svar

Jeg er listet ind på min blog, og det skulle jeg måske ikke gøre lige i dag, men nu sidder jeg her altså, og skærmen lyser hvidt. Cursoren blinker, og så er det med at komme i gang med skriveriet. Jeg glæder mig allerede, har været et smut på sygehuset i Randers. Ikke noget at skrive om, bare lidt småkorrektioner af corpus erectus. Nej, undskyld, nu skulle jeg lige blære jeg mig med det latinske. Men altså, alt i skønneste orden, og jeg gik oprejst ( som sagt) derfra og fik slet ingen parkeringsbøde denne gang – herligt! Men jo ikke noget at skrive om. Alligevel. Virkeligheden smiler i al sin smålighed, og nu vil jeg gøre gengæld ved at skrive løst og fast om, hvad der falder mig i pennen. Hyggeskrivning. Hvor dansk.

Men hvad er nu det! En skurren! Som bliver til en stemme. Åh den kender jeg. Det er Keld, der kalder.

Jeg kan jo bare slukke computeren, og så kan han gale i mørket.

Men nej, man lukker ikke for sit smertensbarn. Altså må jeg lægge øre til hans snak. Hvad siger han, åh, nu hører jeg ham helt tydeligt:  

Kjeld: Hej! Hallo! Hallo! Hallo! Hvor er du? Gemmer du dig, eller hvad? Er du gået i stå?

Mig: Gået i hvad? Stå?

Kjeld: Ja. Har du rent glemt mig? Jeg hedder Kjeld! Eller Keld, jeg ved snart ikke.

Mig: Hold nu op! Jeg har andet at tænke på.

Kjeld: Hvad?

Mig: Virkeligheden.

Kjeld: Virkeligheden er fiktion.

Mig: Hvad?

Kjeld: Du hørte det godt. Og inderst inde ved du det udmærket. Virkeligheden findes ikke.

Mig: Hold nu op! Det er dig, der ikke findes.

Kjeld: Hvis jeg ikke findes, er det din skyld. Og det finder jeg mig ikke i.

Mig: Det finder vi ud af.

Kjeld: Gør vi?

Mig: Ja.

Kjeld: Så skal jeg altså bare vente.

Mig: Ja.

Kjeld: Mens du fjoller derudaf med dine lommefilosofiske betragtninger om alt muligt andet end mig og mit liv, som da ellers efter sigende lå dig på sinde.

Mig: Ja.

Kjeld: Godt. Så venter jeg. Men du hører fra mig.

Mig: Tak.

AT HØRE HJEMME

Udgivet den af
Svar

For få dage siden døde Jørgen Leth. For fem år siden besøgte journalisten Stephanie Surrugue ham for sammen med ham at konstruere en slags nekrolog ante mortem. Meget besynderlig ide. Og vellykket. I dag hørte jeg en potkast om det interview, som hun lavede hos ham i forbindelse med omtalte nekrolog. Og det var højst tankevækkende. For mig. Og skræmmende – for jeg forstod ham jo alt for godt.

Da han i sin tid udgav bogen ”Det uperfekte menneske”, var jeg en af de mange, der forsvarede ham, da en shitstorm ramte ham. Han valgte et liv, som af mange (familie, venner) kunne opfattes som egocentrisk ( det udtryk bruges ikke i udsendelsen, det er mit udtryk) – han ville nemlig hele livet gribe alle de muligheder, der åbnede sig for ham, og det gjorde han. Og han brugte sit levede liv til at skabe levende kunst.

Hans liv blev kunst. Han kunne ikke begge dele: ikke både være almindelig borger med familieforpligtelser og nærvær og samtidig en skabende kunstner. Han måtte bruge al sin energi, hele sin kraft og sit store talent til at skabe.

Så blev han jo en slags Vorherre i eget liv. Det har sin pris.

Han fik aldrig et rigtigt ”hjem” – han var hjemme i sin kunst.

Han blev spurgt, om han fortrød. Det syntes han ikke. Men han var klar over, at nogen af dem, han holdt af, havde ment og måske med god grund, at han havde svigtet dem. I ”En vej ud af tågen” skriver sønnen Kristian Leth om det smertelige ved at have en fjern far.

Nu har jeg ikke hans talent. Og jeg har slet ikke modet til at gribe øjeblikket og forvandle det til kunst. Jeg må gå en helt anden vej, og den sander ofte til, det har jeg set så tit. Og det, der var en mulighed, er ofte endt som en forspildt chance. Og det er godt nok.

Tanken om døden er også nærværende for mig lige nu. Både fordi jeg mister venner i disse år, men også fordi jeg selv står på tærsklen og alligevel klamrer mig til dørkarmen.

Én sommer mere, please – så skal jeg nok træde over. Men lad mig lige leve dette efterår med. Dette smukke efterår. Og gerne vinteren også. Sne og kulde, det gør ingenting. Og lad mig for Din skyld opleve endnu et forår.

Endnu en smuk dag

Udgivet den af
Svar

Det tidlige efterår er så mildt og venligt i år. En let tåge hver morgen og sol og blå himmel op på dagen. Gik i engene i dag og fandt glæden ved det. Det enkle liv. Det burde vel være nok.

Hvorfor er der så alligevel en længsel?

KELD 17

Udgivet den af
Svar

Middelalderens Kjeld – lidt fakta om tiden.

Om Kjelds barndom og ungdom kan man sige to ting med sikkerhed: 1) det er en brydningstid med rester af vikingetiden ulmende ved siden af den nye ild: kristendommen. Jeg forestiller mig, at de gamle på gården, hvor Kjeld vokser op, stadig dyrker de hedenske guder. I det skjulte, for nu er de jo døbt og tilhører den nye gud med de tre ansigter. Før var der flere guder, og de var så meget menneskene lig, at man kunne spejle sig i dem. Men de tre nye er helt anderledes: 1) Gud er streng og straffende, 2) Jesus er mild og lidende og 3) Helligånden er ubegribelig.

Alligevel er det kun de guder, der nu må dyrkes. Forstå det, hvem der kan, tænker de gamle og bloter i hemmelig frygt for Odin og Thor.

2) Den anden ting, som vi ved med sikkerhed, er at den omtalte tid er en sjælden fredelig tid. Kjeld er barn og ung, mens Niels er konge, og han er helt igennem en fredens konge, så meget, at Saxo foragter ham, for hvad er livet uden kamp, og hvordan skal man vise heltemod i fredstid?

I det følgende vil jeg nedfælde nogle noter til eget brug. Men hvis andre kan bruge dem, er det jo fint nok.

Disse er fra Niels Knud Liebgott, der har skrevet tre små bøger om middelalderen.

 ”Middelalderen, Land og By”

Bondens bolig: næsten som jernalderens, et eneste rum, til gengæld meget stort – 23 meter i længden, 8 meter i bredden. I den ene ende dyrene – i den anden ende menneskene. Ingen vinduer – åbent ildsted midt på gulvet. Borde en sjældenhed. Bænke langs væggen. Man spiste siddende med skålen på skødet. Senge forede med halm – flere i samme seng for varmen – lerstampet gulv – skabe indmuret i væggen – kister. Hos storbonden måske tæpper på væggen.

”Middelalderen, Kirke og Konge”  

Kongen: havde hævd på leding. Storbonden og hans sønner foretrukket: de var beredne.

Europas veje vrimlede med lamme, halte, spedalske og udstødte –

Kongen havde to militære styrker: 1) ledingen 2) hirden

Saxo skriver hånligt om Kong Niels, at hans hird var latterlig lille: 6-7 mand

Slægts- blodfejder var en arv fra oldtidssamfundet

Ægteskab var ikke almindeligt i middelalderen – kirkens velsignelse var ligegyldig – det var en praktisk foranstaltning og flerkoneri var almindeligt – især hos stormændene.

Cølibatet lod sig aldrig gennemføre for de danske præsters vedkommende. Menofficielt levede de i kyskhed

”Middelalderen – Broderstrid og Kulturliv”

Svend Estridssøn gift med en kusine – paven lyser ham i band – han hævner sig ved at leve med mange friller og får et hav af børn. 5 af dem kom til at følge ham på tronen : Harald, Knud, Oluf, Erik, Niels.

Knud ville generobre England – forsøget strandede i Limfjorden, bønderne oprør, Knud flygter, myrdes i Odense, bliver helgenkåret  – Oluf fik tilnavnet Hunger, fordi folk i hans tid sultede, Erik rejste på pilgrimstur og døde på vejen. Så kom Niels og den lange fredstid.

Endnu inden Niels var død, opstod strid mellem hans søn Magnus og Erik Ejegods søn Knud. Knud var blevet fyrste over venderne = Knes – og udnævnt til hertug over Sønderjylland – Magnus dræber Knud (Lavard)

Biskop Eskild i Viborg myrdes i 1132 i Asmild Kirke –

Slaget ved Fodevig 1134 – her dør Magnus – Kong Niels (hans far) flygter til Slesvig – dumt, for her hædres Knud Lavard stadig – han myrdes.

1137 – Erik Emune dræbes i Ribe

1137 – Eskil udnævnt til ærkebiskop i Lund efter Asser

Kjeld mægler mellem kongsemnerne – altså er det i 1147, han drager til Lund, for vi ved, at Eskil lige er blevet ærkebiskop. Erik Emunes søn Erik Lam bliver konge.

1146 – Erik Lam syg. Han går i kloster. Dør foragteligt i en sygeseng.

Knud ( søn af Magnus) bliver konge i Jylland – Svend ( søn af Erik Emune) bliver konge på Sjælland og i Skåne.

12 års borgerkrig følger

Der skrives bøger: krøniker – mest kandt Saxo og Svend Aggesen – folkeviser – religiøse skuespil – hvert værk skrives i hånden og kopieres i hånden. Afskrift af bøger og dokumenter optager megen tid. Bøger er dyre. Eleverne har ikke skolebøger.

Lucidarius – middelalderens mest læste bog – efter bogtrykkerkunstens opfindelse 1450 udbredes den. Det er en lærebog, der er opbygget som en samtalebog, hvor eleven spørger og læreren svarer på alt mellem himmel og jord. Her forklares verden. et eksempel:

Eleven: Hvorfor skabte Gud de dyr, mennesket ikke har gavn af?

Læreren: Efter syndefaldet blev de mindste og største skabninger ham ulydige. For at tjene til påmindelse og straf. Fluer, edderkopper, myrer og andet småkravl skal give mennesket uro, for at han kan ydmyge sig selv og tænke, hvor lidt han formår af sig selv.

KELD 16

Udgivet den af
Svar

Jeg er på skolebænken.

Jeg vil gerne blive klogere på dagens ungdoms værdier. Og mere sikker i deres sprog. Og nu har jeg forsøgt at finde relevante eksempler – Det gør jeg i den litteratur, der lige nu skrives af unge om unge. For at finde ud af ungdommens sprog og levevis.

Uha, det lyder lidt klamt. Sprog og levevis! Og så ungdommens!

”Du er dømt til at tabe i det spil,” kan jeg høre min unge Kjeld sige. Min hovedperson, som netop skal være en 17 års dreng i 2025.

”Du med dit oldingesprog!” vrænger han. ”Hvordan vil du fange en autentisk tone – hvordan vil du skildre en autentisk gymnasieelevtilværelse af 2025. Du gik selv i gymnasiet i 1959. Og det har han jo ret i.

Men jeg vil da forsøge at blive klogere, og så forleden gik jeg i gang med at læse en af de yngste forfattere, som netop for et par år siden skrev en roman om en pige, som lige har alderen – en 17-18 årig nyudsprunget student.

Hvad var det så, jeg der fik lært? At ”fuck” er det nye ord i de unges sprog, et ord, som forekommer i ca. hver anden sætning. Og jeg lærte, at det er sejt at ryge, sejt at have sex hele tiden og overalt, at drikke sig i hegnet og at vælte rundt i alverdens lort og bræk.

Tja, sådan ca. er livet for de unge i den bog.

Nej, nu er jeg sikkert uretfærdig. Jeg har kun læst ca. halvdelen af bogen, og jeg synes faktisk, at forfatteren skriver godt. Det er ikke de litterære kvaliteter, der mangler. Men indholdet! Du milde himmel! Men det gør hende jo ikke til en dårlig forfatter, jeg mener Baudelaire skrev jo sit hovedværk ”les fleurs du mal” i samme alder, og den handler jo heller ikke om rene sjæle.

Forfatteren hedder Sofie Riis Endahl, og hun er 25 år, men da hun skrev den bog, jeg læser nu, og som hedder ”Pixie lever stadig”, var hun kun 23 år. Og hun har skrevet flere bøger og fået fine anmeldelser for at ramme plet i sin skildring af gymnasieungdommen.

Men jeg forstår det ikke. Den ungdom, man møder i bogen, lever et fuldstændig sygt liv i druk og sex og uden andre værdier end lige det. Det er helt ude i hampen, for nu at bruge et antikveret udtryk, som alligevel rammer indholdet ret præcist. En holdningsløs ungdom.

Jeg vil forsøge at finde andre unge, der skriver om unge, og se, om jeg kan blive klogere, eller om jeg må opgive at finde et sprog til mine personer, der jo gerne skulle være nogenlunde troværdige eksempler på en moderne ungdom år 2025.

Måske skulle jeg skrotte tanken om den moderne Kjeld, der skriver om middelalderens Kjeld. Men den ide holder jeg nu engang meget af, og jeg kan ikke helt slippe min Kjeld nr. 1 – selv om det selvfølgelig ikke er ham, der skal være hovedperson.

Jeg har helt godt hold på Kjeld nr. 2 synes jeg, og han behøver ikke sige ”fuck” til alting. Og han går ikke rundt og boller og knepper og knalder og fucker og skider og tisser og gør grin med Bibelen og hele Visdommen.

Jeg vil gerne skrive om Kjeld og Kærligheden. Men kærlighed og sex er i min pen desværre næsten to uforenlige verdner. Og det er forkert. Det ved jeg godt. Og jeg klamrer mig til “næsten”.

Det er to fænomener, der må og skal forenes. Hvordan? Jeg har kun set to forfattere, som det lykkedes for at hæve sex til højder, der lignede kærlighedens. Den ene er Jon Kalmar Stefansson og den anden er Henning Mortensen. Hvorfor er der ingen kvinder?

Da jeg udgav Kingobogen sagde min redaktør: Du stopper altid lige foran soveværelsets døren. Hvorfor? Du skal åbne den og gå ind og du skal følge dem i sengen!

Det var en ordre, men jeg fulgte den ikke. Og anmelderne så det.

På det punkt flyver jeg med stækkede vinger.

Til gengæld flyver Engdahl baskende rundt med stålvinger, mens hun rammer til højre og venstre og dræber småkravlet og livet omkring sig og skider på alt det smukke i verden. Og Kærligheden er en by i Rusland. Og kroppen er en svinesti. Og måske er det alligevel der, jeg (desværre) kan følge hende: i mange mange mange år fortrængte jeg kroppen og ALLE dens gerninger og forsøgte at leve i ånden og glemme, at jeg overhovedet havde en krop.

Men som gammel er krop og sjæl forenede.

Der er mange fordele ved at blive gammel. Når man i sin ungdom har været såret og har gået rundt og og slikket sine sår, men så opdager, at det er blevet et lille ubetydeligt ar, som ikke mere bløder.