Selvfølgelig er vi på bølgelængde. Det er jeg altid, og det har jeg altid været med mine personer, og du skal ikke tro, at du er en undtagelse, bare fordi du endnu ikke har fået den skarphed, som jeg har tiltænkt dig.

Skarphed?

Ja.

Det forstår jeg ikke.

Nej. Men hvad synes du om ordet?

I almindelighed eller i forbindelse med min person?

Taler vi om andre end dig?

Det gør vi vel ikke. Eller rettere, det gør du vel ikke. Hvad ved jeg om dig?

Du skal ikke vide noget om mig. Det er mig, der skal vide noget om dig. Og lige nu er du mig stadig lidt af en gåde.

Du sagde lige før, at vi var på bølgelængde. Nu modsiger du dig selv.

Det gør jeg vel, men har du aldrig hørt om det logiske paradoks?

Nu bliver du filosofisk. Det gider jeg ikke. Jeg er bare en almindelig dreng. Drenge på 16 år interesserer sig ikke for filosofiske spørgsmål.

Du er aldeles ikke almindelig. Ingen af mine personer har noget sinde været det. Almindelig? Må jeg være fri!

Godt. Så siger vi det. Jeg venter spændt.

Det gør jeg også. Men vi må snart tage de første skridt. Vi har ikke hele livet.

Vent lige lidt, inden du farer derudaf … vil du ikke godt? Jeg er ikke tryg ved situationen. Det er jo når alt kommer til alt mig, det går ud over, hvis det går galt.

Det går ikke galt.

Lover du mig det?

Ja. Eller … jeg vil gøre mit bedste.

KELD 9

Hallo! Hallo! Jeg gider ikke være med mere.

Ugidelig, det må du gerne kalde mig. Du kan også bare kalde mig Keld. Det har jeg jo sagt, at jeg hedder. Og desuden: det er lige meget med prædikaterne, bare vi forstår hinanden, så kan du gerne kalde mig hvad som helst.

Og for resten: jeg tror ikke en døjt på, at jeg er doven, så ordet ”gide” går alligevel ikke på mig. Så vi må finde et andet. Træt måske. Men jeg er jo en dreng, og drenge er utrættelige. Er de ikke?

Og jeg ved godt, ja, vi ved begge to godt, at jeg skjuler mig og nægter at vise mig for dig, fordi jeg synes, at det er en lovlig stor mundfuld, du vil proppe i halsen på mig: At jeg skal træde lyslevende ind i fiktionens farlige verden. Der hvor alt er muligt og meget er farligt. At jeg skal blive en slags Pinocchio for dig. Med snoretræk og det hele. Og som den gamle Gepetto håber du måske endda, at det vil gå så vidt, at det vil lykkes dig at skabe en levende dreng.

Er det det, du vil? Ikke noget kunstigt liv fra din hånd. Ikke noget AI-skabt liv. Men et rigtigt liv, et, der kan fattes og føles og forstås af piger og drenge i den såkaldte virkelige verden.  

Hallo! Hører du mig? Ja, dig, min skaber! Jeg taler direkte til dig!

Er vi på bølgelængde?

Det følgende bliver et ultrakort rids af nogle af de forhold, der får betydning for Keld. Han bliver født i begyndelsen af det ny århundrede og dør i 1150. som kilde har jeg anvendt Politikens Danmarkshistorie fra 1992, bind 4. og Erling Agergaards: Sankt Kjeld af Viborg (2015)

Nu er danskerne kristne, så det batter – kirkens magt vokser og intensiveres ved oprettelsen af ærkebispesædet i Lund.

Det er en tid, hvor der, i al fald i de første årtier, er ret fredeligt, når vi ser bort fra lidt venderkrig og sørøveri. Kong Niels regerer fra 1104 og indtil 1134 – utrolig lang tid på den tid – og han konsoliderer kongemagten i den periode, og så er han i modsætning til de fleste andre konger ikke krigsgal ( Saxo kan ikke lide ham af samme grund, for hvad er han for en helt, som ikke gider slås?)

Niels er den sidste af Svend Estridsens sønner, der bliver konge – fire af de andre afløser hinanden med korte mellemrum. Der er en del drab imellem de forskellige kongsemner – det er en ret populær måde at få magten på – således bliver kongsemnet Knud (Lavard), søn af Erik Ejegod, dræbt i Haraldsted skov af kongesønnen Magnus (kong Niels’ søn).

Knud Lavard bliver altså dræbt af hvad der vel må have været en fætter – jeg gider ikke granske de gamle kongers indbyrdes familieforhold – men hans hustru føder en søn kort tid efter drabet, og denne søn bliver senere konge: Kong Valdemar den Store.

Keld er dog heldig at vokse op i en forholdsvis fredelig tid som sagt uden krigstogter. Jeg tænker, at hans ungdomstid var skøn: han studerede både naturvidenskab og teologi, sandsynligvis en del af tiden i udlandet. Og da han kommer hjem får han en god stilling og opnår hurtigt agtelse. Indtil et vist punkt, hvor de viser sig, at han lige lovlig kristeligt indstillet og ønsker at leve som Jesus: fattig og barmhjertig. Det huer ikke hans kolleger. Men derom sener.

Desuden er det her en tid med voksende velstand i landet. Klimaet var varmere end i dag – lange varme somre og korte milde vintre – landbruget blomstrede, og befolkningen voksede fra 500.000 i 1050 til 1.000.000 i 1250.

Freden varede ikke hele Kelds tid ud. Der bliver problemer, men det vender vi tilbage til – Keld er nu blevet en så anset mand i riget, at han bliver kaldt til ærkesædet ( med ærkebiskop Asser) i Lund for at mægle i en konflikt mellem kongsemner.

Efter dette møde bliver Kelds liv ret turbulent – allerede rejsen til mødet var dramatisk – han bliver taget til fange af venderne, og de tager alt, hvad han ejer, fra ham – hvordan han slipper fra dem igen fortæller historien ikke, men det må være lykkedes, for han ankommer til Lund. Her bliver han hjerteligt modtaget, og vi ved helt sikkert, at kong Niels forærer ham en stor guldring og at han også får andre gaver som tak for sin indsats.

Keld får dog ikke løst problemet – diplomati hjælper ikke, hvor den rene ondskab råder, og det gør den her. De to kongsemner: Knud og Magnus bliver ikke enige om, hvem af dem, der skal være konge efter Niels – Magnus lokker Knud i baghold og myrder ham.

Og landet kastes ud i en borgerkrig, som varer i årtier.

Her et lille citat fra Politikens Danmarkshistorie om begrebet FRIHED

“Det middelalderlige frihedsbegreb har med forholdet mellem de stærke og de svage i samfundet at gøre. Den er mest fri, som har den stærkeste beskytter … for det jordiske liv er afhængigheden af en besiddende slægt eller en beskyttende bondehøvding ikke til hinder for bondens frihed, men betingelsen for den. Modydelsen i form af slægtssolidaritet, troskabsed, skat og landgilde er derfor ikke tegn på ufrihed.    

En lille opsummering af dagens læsning ( Det danske Landbrugs Historie, reg. af Claus Bjørn):

Kelds tid er en brydningstid på alle måder: åndshistorisk ( kristendommens sejr over asatroen), nationalt ( landet konsolideres som kongedømme) og produktionsmæssigt ( skove ryddes, nyt land dyrkes)

Det er det sidste, jeg kort vil ridse op i det følgende.

Landbruget gennemgår en voldsom udvikling i senmiddelalderen, det er, som om al den energi og styrke, der har været brugt på erobringstogter og kolonisering, nu anvendes på at dyrke jorden og avle så meget som muligt. Og det blev muligt netop nu: togterne rundt om i Europa havde bragt velstand med sig, og en af de vigtigste tilskud til landet var trællene. Det gav den nødvendige arbejdskraft til den skovrydning, som måtte foretages for at få gang i et større agerbrug, og dertil kom den teknologiske udvikling, vigtigst var opfindelsen af hjulploven, der erstattede arden, og som gjorde det muligt at vende jorden og gøde den samtidig og at dræne fugtige områder.

Trællene, ja, de lå nederst i samfundspyramiden. Omtrent samme status havde tyendet. Trællene var ufrie på papiret, der var tyendet frit, men ikke mere end at bonden ejede deres arbejdskraft og havde revselsesret over dem. Det havde han også over kvinder og børn.

Næsten ligeså langt nede på ranglisten var fledføringer. En slags aftægtsfolk, som bonden bespiste, men som havde mistet enhver myndighed.

Af bønder var der mange slags: “landboere” =selvejende bønder og fæstebønder – “brydere” = godsbestyrere ( forvaltere) adelbønder ( herremænd)

Ledingspligtige bønder betalte ledingsafgift og måtte efter tur møde i ledningshæren ( kongens hær) – mere frie var de altså ikke.

Landboforholdene i 1100 – 1200 tallet fortæller om voksende velstand – i al fald hos jordejerne.

Der var tale om stor omstrukturering: skovrydning – stenrydning – opdyrkning

Det var før pestens tid, og selv om vikingetogterne var slut, så var der ledingstogterne med stort udbytte og erobring af nyt land ( Nordalbingen – Venden – Pommeren.)

Et par ord kun. Mest til mig selv. Bloggen vil i de kommende måneder blive min notesblok, og jeg vil forsøge her at samle så meget, som jeg kan, af solid viden om den tid, bogens handling udspiller sig i. Det er en ordentlig mundfuld, det ved jeg godt, og måske tager jeg også munden for fuld. Men jeg vil forsøge.

Som jeg skrev i forrige indlæg, så befinder vi os med Keld i en underlig tid: et historisk vadested – vi er ikke i vikingetiden mere, overalt ser vi kristendommen buldre frem. Eller – buldre – det er ikke det rigtige ord, for det skete uden bulder og brag. Og det skete langsomt, bønderne i Danmark lod sig ikke kristne uden samtidig at holde fast i den gamle asatro – Tors hammer lod sig ikke uden videre skifte ud med Kristi kors. Og de vante forestillinger om verdens indretning blev hængende i de hoveder, som nu gav (en smule) plads til den nye tro.

Hvorfor gjorde de det? Det vil jeg undersøge.

De var jo seje vikinger, eller hvad? Og den nye tro? Helt ærligt, var det ikke lidt vel meget en tro på en taber og ikke en sejrherre? Det var jo en mand, der holdt sig til de fattigste og mindste, de udstødtes ( trællenes ? ) ven – og han blev dømt til en pinefuld død, som han gik i møde med vidt åbne øjne. Havde man hørt mage?

Hvordan kunne vikingernes nærmeste efterkommere tage imod Kristus?

Men det gjorde de.

Og vi er nødt til at undersøge den sag, inden vi går videre.

Keld, vores helt hører til i den øverste del af samfundet. Hans bedstefar var måske (sikkert) viking. Hvordan kunne han så fuldt og helt tage Kristi budskab til sig.

For det ved vi, at han gjorde.

I kilderne til Sankt Kjelds liv skiftes der mellem de tre stavemåder. Forældrene har uden tvivl kaldt ham Ketil, som er det navn, han er døbt. Men mit barnebarn er dødt Alexander, og vi kalder ham rask væk Alex, og i England og Sverige er det endnu mere almindeligt at kalde barnet (personen) en forkortet form af navnet. En svensker, der er døbt Lars vil altid blive kaldt Lasse. Selv er jeg døbt Marianne, men kaldtes som barn og ung Janne. Det ville på svensk være et kaldenavn til en dreng.

Keld er kaldenavn for Ketil, som betyder hjelm.

Det vidste forældrene godt, og måske har de set en lille kriger i drengen. Han skulle i leding ligesom bedstefar, der var viking og drog med kongen på plyndringstogter. Vikingetiden var slut, da lille Ketil så dagens lys, og ganske vist blev han både undfanget og født ind i en urolig tid, men det var en helt ny epoke, der tog sin begyndelse – den barske vikingetid ebbede langsomt ud – det sidste store vikingetogt strandede i Limfjorden og kom aldrig til England, som planen var. Middelalderen stak sit mørke fjæs frem og forlangte nye vaner og nye tanker, og når jeg skriver mørk, så ved jeg godt, at jeg nu skriver ind i en tradition: det er sådan, vi plejer at betragte Middelalderen: mørk og grå og trist – som en kontrast til Vikingetidens farverige og kampglade tid.

Men det var lyset, der brød frem.

Og lyset blev båret af unge mænd, der ville noget andet end vold.

En af de førende var Keld.

Derfor skriver vi om ham.

For han bar lyset.