ÅNDELIG HVAD? OPRUSTNING??

Udgivet den af
Svar

Da jeg for nogen tid siden hørte en af dagens ivrigste høge tage ordene ”åndelig oprustning” i sin mund, undrede det mig alligevel, og det selv om jeg efterhånden er blevet mentalt hårdhudet og forsøger at ruste mig til at lægge øre til lidt af hvert, for det udtryk vækker (i al fald hos mig) ret vamle mindelser fra en fortid, der ikke er så fjern endda. Mon alle andre har glemt det? Er jeg virkelig så gammel?

Det første, jeg tænkte på, da M. F talte om ”åndelig oprustning,” var den højreekstremistiske religiøse bevægelse, der opstod i 30’ ernes England under navnet Oxfordbevægelsen og senere bredte sig til resten af Europa, og i Danmark kom til at gå under navnet Moralsk Oprustning. Jeg husker den som en dyrkelse af idealet om det syndefrie menneske. Min svigermor, der var barn og ung i 30’ernes Esbjerg, har fortalt mig, hvordan det finere borgerskab i byen (hun kom meget hos dyrlægens) var grebet af bevægelsen og forsøgte at indpode de unge mennesker ”renhedsidealer” – her navnlig med henblik på seksuel afholdenhed. Muligvis var det en overklasseting dengang. Og som sådan kunne det måske betragtes som en finere afart af Indre Mission.  

Jeg har også hørt danske politikere sige, at folkekirken i en krisesituation skal være regeringens forlængede arm og at hvis (når?) vi går i krig, så går vi med kirkelig velsignelse. Og så er ørerne jo ved at falde af!! Ånd kan da aldrig spændes for en vogn, og slet ikke en krigsvogn. Ånden dør, når den instrumentaliseres. Det er derfor ”politisk” litteratur og kunst aldrig bliver særlig ægte og aldrig når ret højt ( eks. Sovjetkunst) , men kommer til at handle om noget helt andet end ånd. Det bliver til materie.

Ånden vil altid være fri – det er åndens dna. Frihed. Hvis ånden fanges og spændes for en vogn, ender det hele i et blodbad. Det fortæller historien, men den har man måske også glemt: oplysningstidens flotte frihedsidealer blev spændt for en vogn – revolutionens, men det var barbariet, der sejrede, som det altid vil være, når ånden ikke er fri.

Derfor kan vi ikke opruste ånden. Den lever i sig selv. Den lever i det enkelte menneske, og hvis vi er heldige (det synes jeg, vi er i Danmark) så lever den i fællesskabet.   

EN LÆRKE LETTED

Udgivet den af
Svar

Jeg har sunget den sang med tårer i øjnene, og jeg ved, at jeg vil gøre det igen. Hvert år d. fjerde maj. Og vist elsker jeg mit fædreland og mit modersmål – mit moderland og mit fadersprog. Men det forhindrer mig ikke i at tænke. Og lige det der med at gå i krig for landet og kæmpe på Ærens Mark placerer os altså noget nærmere de aber, vi stammer fra end jeg bryder mig om.

Det vil enhver primalforsker give mig ret i. En chimpanseflok, som splittes op og bliver til to grupper, går gladeligt i gang med at dræbe hinanden, selv dem, der tidligere stod dem nær og som de før har nusset og kærtegnet, slår de nu ihjel. For nu har de hvert sit territorium, og så må de i krig.

Og sådan bliver vi også, når vi går i krig. Som chimpanserne. Så dræber vi vore brødre og søstre. Det kan ikke siges mere præcist.

Mine svigerforældre blev under krigen smidt ud af deres hus, en tjenestebolig, og huset blev overtaget af tyskerne, mens familien måtte flytte ud i laden (stalden) – men min svigermor har fortalt mig, at de unge tyske soldater kom ud til hende og fortalte hende om deres længsel efter at komme hjem til deres familie. Og at hun trøstede dem. Hun så ikke fjenden, men medmennesket.

Det er altid ganske almindelige mennesker, der sendes i krig. Af magtmennesker: – Putin – Hitler – Mussolini – Trump – Netanyahu – listen er lang …

Og sådan har det altid været.

Igen vil jeg citere et par strofer af Halfdan Rasmussen:

Jeg drømte ungdom stærk og fri./ Jeg drømte frihed skøn og stor./ Men bag min drøm stod jeg og vi/ parat til brodermord.

Vi går i flok bag hver sit flag./ vi slås for hver sin tro./ Vi går mod fælles nederlag/ og lader hadet gro.

Jeg er din fjende! Du er min!/ skønt vi har samme vej at gå,/ forkaster du min tro for din,/ som dør bag bolt og slå.

Min hånd som din: parat til død!/ Og hjertets frygt blir håndens mod./ Så hærger vi hinandens kød/ med angstens ild og blod.

4. MAJ

Udgivet den af
Svar

Så blev det fjerde maj, og vi tænder lys. Det har vi også gjort i aften – sådan har det været så længe, jeg kan huske tilbage. I år fulgte vi DRs udsendelse fra Mindelunden, og det var højtideligt selvfølgeligt, og fint på mange måder. Men jeg synes, at der manglede nogle toner i de strenge, der blev slået an, og det er skræmmende tydeligt, at ALLE bifalder oprustningen. Og måske SKAL vi bifalde den. Men det kunne aldrig falde mig ind.

Jeg tror, at jo mere vi opruster, jo farligere bliver verden. Så kan det godt være, at det er vore værdier, vi vil værne. Vort elskede fædreland. Ja, jeg elsker det også, men jeg tror stadig ikke på, at våben er vejen.

Og jeg må tro sådan som kristen.

Nu fandt jeg et par vers af Halfdan Rasmussen, som jeg vil skrive herunder, og som bedre end jeg udtrykker det, jeg tror på:

“Vi søger en sandhed/ ikke bare store ord,/ ikke hvor stål og sprængstof/ hamrer mod rum og jord./ Vi søger en sandhed,/ som ikke er hel og rund,/ en sandhed gemt i et hjerte/ eller en blomsterbund.“

“Vi ved at den sandhed findes!/ Engang gik en mand omkring/ og fældede denne sandhed/ ind i hver levende ting./ Træerne synger om den./ Børnene er den nær./ Den taler i elskerens øjne./ Den tier i bål og sværd.”

“Menneskesønnen på korset/ kendte den, da man drev/ naglerne i hans fødder./ Og tornekronen skrev/ sandhedens blødende runer/ over hans rene blik./ Hans råbte den udover verden/ før han forgik.”

Sådan kan den store digter sige store ting med enkle ord.

Men tilbage til udsendelsen fra Mindelunden. Jeg blev også rørt, da pigekoret sang fædrelandssange. Det var ikke der, det lød falsk. Men den store blinde begejstring for kamp og krig skinnede nu og da igennem de smukke og sande ord. F.eks. så havde TV inviteret en teenagedreng med i panelet, en dreng, som var med, fordi hans store interesse er Anden Verdenskrig og især modstandskampen, og navnlig en sætning, som jo ikke kunne klippes væk, for udsendelsen var direkte, afslørede helt tydeligt drengen. Han blev spurgt om, hvorfor han var så interesseret i krigen, og han sagde: “jo, for det er jo så spændende med bomber og geværer og alt det …”

Og den blinde forherligelse af modstandsfolkene virkede også SÅ enøjet, for de af os, der har læst litteratur fra den tid, ved jo godt, at mange af de unge var med, ikke fordi de ville forsvare danske værdier osv., men fordi det var spændende. Jeg vil ikke tage helteglorien fra dem, men jeg vil pille alvorligt ved den.

Og det samme, da brevene for de unge dødsdømte blev læst op. Ja, det var rørende, men også afslørende. En af dem skrev til sin kone: “jeg havde slet ikke fantasi til at forestille mig det her.”

Nej, jeg er ret sikker på, at Anden Verdenskrig skete, fordi alt for mange havde alt for lidt fantasi. Og det har alt for mange stadig.

TIDEN

Udgivet den af
Svar

Tiden er knap. Ikke en knap. Bare knap. Og så er tiden jo hverken det ene eller det andet, for jeg gad nok møde det menneske, som ved, hvad tid er. Benny Andersen skriver det så præcist i sit digt TIDEN – Eller præcist? nej, selvfølgelig ikke – præcis og tid kan ikke forenes i den samme sætning.

Men hør alligevel, hvordan en af vore allerfineste digtere digter om tid:

”Vi har tolv ure i huset

Alligevel slår tiden ikke til.

Man går ud i sit køkken

Henter kakaomælk til sin spinkle søn

Men når man vender tilbage

Er han blevet for gammel til kakaomælk

Kræver øl, piger og revolution

Man må udnytte tiden, mens man har den

Ens datter kommer hjem fra skole

Går ud for at hinke

Kommer ind lidt efter

Og spør om man vil passe den lille

Mens hun og manden går i teatret

Og mens de er i teatret

Rykker den lille med noget besvær

Op i 3. G.

Man må udnytte tiden, mens man har den

Man fotograferer sin hidtil unge hustru

Med blodrigt sigøjnertørklæde

Men næppe er billedet fremkaldt

Før hun forkynder at det så småt

Er hendes tur til at få folkepension

Så sagte vågner enken i hende

Man vil gerne udnytte tiden

men den blir væk hele tiden

hvor blir den af

har den nogensinde været der

har man brugt for meget tid

på at trække tiden ud

man må benytte tiden i tide

flakke om en tid uden tid og sted

Og når tiden er inde

Ringe hjem og høre

De har kaldt 95949392?”

Der er ingen abonnent på det nummer

klik

Så flot kan jeg ikke skrive om tiden, men mens jeg gik i haven for lidt siden, var det, som om der skete noget med den tid, jeg var midt i. Jeg havde bestemt, at jeg ville luge lige netop det her bestemte stykke oppe under hækken. Men det tager tid der, for græsrødderne er allerede nu blevet så ustyrligt lange, at det kræver sin mand (kvinde) at få hele roden med op, og får man ikke det, så breder senegræsset sig ind i hækken hen over alt det smukke, som fylder jorden og mig med daglig fryd. Det skal ikke ske – så kom bare an, ugræs! – kom og få din bekomst!

Og jeg gik virkelig til den. Og så tænkte jeg på tiden imens, for nu var klokken allerede 17.00, og Ole havde været alene i mere end 30 minutter, og forleden, hvor jeg gik det selv samme sted blot lidt længere oppe ved hækken, hvor de vildeste græsrødder og skvalderkålene skvaldrer løs om overherredømmet i min have, da var det, at Ole ringede til mig. Det gør han (heldigvis) altid, når han bliver urolig. Og det var han altså nu. Selv om jeg for 30 minutter siden havde sagt til ham: “Jeg går ud i haven og luger lidt,” og han havde svaret: “ja, gør bare det.”

Men nu var det glemt, og selv om jeg var i snakkeafstand, så ringede han altså. Og så gik jeg jo ind, og han sagde, at han lige havde haft besøg af en dame, mens jeg var væk. En dame? Ja, sagde han og viste mig en fin buket roser. Det var rigtigt nok, men han havde altså ikke hentet mig ind, for han vidste ikke (mere) at jeg var ude i haven.

Det er så underligt. Og så minder det mig om, da børnene var ganske små. Dengang måtte jeg jo også snige mig ud i haven, hver gang den lille blev sat i vognen og skulle sove. Så skulle der luges. Selvfølgelig er det ikke sammenligneligt et til et. Men altså: jeg skal også nu liste mig til at være listig over for genstridige rødder.

Heldigvis er Ole ingen rod. Der er nok rod i meget af det, vi har omkring os, og som han har samlet hele sit liv. Men selv er han heldigvis ikke nogen rod.

Der findes rødder nok i denne verden.

Og jeg vil ikke sige “fred med dem,” hverken dem i haven eller dem, der færdes med vold og magt i vore samfund og skaber kaos der, hvor de er blevet sat til at holde orden.

VED VEJS ENDE

Udgivet den af
Svar

Vej vejs ende

Titlen er stjålet fra Bergmanns smukkeste film – smultronstället på svensk – filmen så jeg som ganske ung, sikkert kort efter, at den var udkommet i 1957. Sammen med Anders cyklede jeg til Kino i Frederikshavn, hver gang, der var premiere på en ny, god film. Og der kom en del Bergmannfilm i 50´erne, og dem skulle vi se og det var film, der blev siddende i sindet som noget stærkt og smukt. Det er vist nok sådan, at når man oplever et stort kunstværk, så bliver det en del af den ballast, som skaber balance i sindet og som gør, at man ikke kæntrer, selv om man ind imellem kastes lige ud i det værste uvejr.

Vi skal huske at have en solid ballast.

Alligevel kan jeg ikke huske handlingen på lige den film – kun enkeltheder – men stemningen husker jeg – de stærke erindringsglimt, som rammer den gamle doktor på hans vej til Lund, hvor han skal kåres til æresdoktor – jubeldoktor på svensk – en fornem titel, men på vejen overfaldes han af minder, og rejsen til Lund bliver en rejse tilbage i livet. Og minderne skaber en stor fortrydelse i ham – ja, så meget ville han have gjort anderledes, hvis han kunne. Lidt lige som i Dickens´ Et juleeventyr – Scrooge får dog muligheden for at rette op, at gøre det onde godt igen. Det får Doktor Isak i filmen ikke.

Den gamle doktor er, så vidt jeg husker, 80 år og altså yngre end jeg. Og jeg bliver ikke æret i det her liv for noget som helst, og jeg er heller ikke på rejse noget sted hen. Og dog. For også jeg rejser i  fortidens mange minder. Som nu f.eks. i går, hvor jeg endevendte indholdet i en kassen med breve og fotos fra langt tilbage.

Der var tusindvis af breve, for jeg har gemt alle dem, jeg har modtaget i hele mit lange liv. Brevene forsøgte jeg først at inddele i grupper – så læste jeg nogle af dem – inddelte igen – læste lidt flere – blev ført tilbage til for 60 år siden.

Jeg fandt mange breve, hvis afsendere jeg har glemt. Skræmmende, at man kan glemme mennesker, som man havde en god og engageret brevveksling med engang. En del breve fra Karen (???) gode breve. En del breve fra Annie (???) gode breve. Men nu husker jeg hverken Annie eller Karen. Og sådan fremdeles med rigtig mange af brevene. Væk med dem! Men det er lidt svært at lade store tanker ende som småt brændbart.

Nå, men jeg vil ikke ligne mig selv med de to omtalte herrer. Jeg spiller heller ikke med i nogen film eller i en roman, og mit liv er ikke et kunstværk. Eller … det er det måske? Måske er vore liv kunstværker i Guds hånd? Den tanke kan jeg godt lide.

Nå, men jeg fortryder nu heller ikke mit livs beslutninger – de har ført derhen, hvor jeg er nu, og der befinder jeg mig glimrende.

Tilbage til oprydningen. De mange fotos flyver ingen steder. Her under et lille udsnit.

 

Små glimt fra et liv.

LA VIE EN BLEU

Udgivet den af
Svar

        

Der er den slags dage ind i mellem, hvor man stiller sig selv umulige spørgsmål, som f.eks. det her: ”er det umagen værd at være på jorden?”

Umage er der nok af. Men hvad med værd? Giver det mening at fortsætte og navnlig: giver det  mening at fortsætte ad den vej, man er slået ind på. Eller rettere: som man blev slået ind på. Og hvor man endte temmelig forslået. Og selv om det ikke er en vej, man selv har valgt, så kan man umuligt vige en håndsbred fra den for ikke at tale om en fodsbred. Det er den slagne vej. Og man er selv slagen. Men dog ikke slået ud. Selv om jeg nu var lidt selvmodsigende i mit skriveri: slagen og ikke slået ud? Hmmm …

Men hør nu: Livet er fuldt af selvmodsigelser.

Der er dage, hvor man oplever, at man er slået af marken. Slagmarken.

Og hvorfor så kæmpe videre, hvorfor ikke bare lægge sig ned og opgive ånden?

”Jeg ligger mig ikke ned!” sagde Lars Løkke, da han blev ramt af uvejr på sin politiske vej. Nu har den gode Lars ( ligesom mange andre) ikke lært ordentligt dansk, og derfor vidste han ikke, at man ikke ”ligger sig” men ”lægger sig …”

Alligevel jeg vil snuppe hans sætning og foreskrive mig den på korrekt dansk:

Jeg lægger mig ikke ned!

Jeg indledte med at skrive: der er dage.

Men så vil jeg fortsætte med at hævde, at der heldigvis er andre dage, som kan påhæftes etiketten:

”La vie en rose.”

Og så er det jo OK … også med de andre dage, der er sure som umodne ribs. Men ribs modner jo, hvis man har lidt tålmodighed og tror på sommeren og solen og varmen, og selv om de aldrig bliver søde som solbær, så bliver de saftige og liflige og vist snerper de munden sammen, men levner dog en mulighed for smilet.

Og måske for latteren.

Og så er det ikke så galt endda.

ORD

Udgivet den af
Svar

I dag fik jeg besøg af en lærer, som godt ville bruge mine bøger i undervisningen. Det er ikke noget, der sker ofte, men hver gang bliver jeg glad. Glad, fordi det så er unge mennesker, der læser og måske lærer noget af de tanker, jeg har gjort mig om verden og livet. Ja, for det er jo det litteraturen gør: den giver tanker videre, så der sker en udveksling, som i al fald i min bevidsthed er så uendelig værdifuld – også selv om den foregår i det sære ingenmandsland, som litteraturen befinder sig i.

Måske er det derfor, jeg bliver ved med at skrive: for at få nogen i tale. Jeg tror ikke, jeg ville skrive, hvis jeg vidste, at ordene aldrig fandt vej fra mig til mit medmenneske.

Nu har jeg skrevet i over fyrre år, og mange ord har forladt mig og er endt Gud må vide hvor. Og han er nok uinteresseret i den udveksling. Ord. Ja, men ORDET kom fra Gud. Nej, ORDET var GUD.

Sådan er det ikke med litteraturen. Guds ord kom til verden med skaberkraften og magten og æren og rigdommen.

Magten og æren og rigdommen har aldrig fulgt litteraturen, og måske har Jon Kalman Stefansson ret, når han et sted siger, at det er derfor, litteraturen er så uspoleret.

Det giver ingen magt, ingen rigdom og ingen hæder at skrive. Men det er så vigtigt, at vi bliver ved med at gøre det, at skrive alt det ud, som brænder i os, og at vi ikke tøver med at finde de ord, der sender lyset ind i verden eller tordner den til i mørke. For også mørket er vigtigt.

Ord som står rene og sande. Og ja: uspolerede.

Nu fik jeg i dag sendt ord af sted. Hvilken fryd.    

 

DET VI ELSKER -min kompost

Udgivet den af
Svar

DET VI ELSKER

Nu skrev jeg ikke DEN men DET. Og det er selvfølgelig en tilsnigelse, for jeg elsker ikke min kompost sådan for alvor, og om den skulle jeg vel i grunden også skrive DEN – for kompost er jo fælleskøn og bunke er fælleskon. Og for resten slet ikke køn. Så den burde have været intetkøn. Men jeg elsker den, på den underfulde måde, der er så helt anderledes end kærligheden til et menneske, for ikke at sige til menneskene.

Kompostbunken er ikke min elskede. Men da min elskede var mest udsat og jeg med ham og jeg troede, at jeg skulle miste ham, så var det, at jeg pludselig følte en uventet trøst. Over at livet alligevel er i gang hele tiden. Det stopper ikke, heller ikke selv om hjertet holder op med at slå.

Det ligger der en stor trøst i. Og I tænker måske, i al fald dem, der kender mig, at jeg lige i den situation ville sætte al min lid Gud og bede til ham. Og ja, det gjorde jeg da også. Men jeg ved med usvigelig sikkerhed, at Gud måske nok hører alle vore bønner, men han bønhører lidt i flæng.

Da vi sad i ambulancen og kørte med udrykning til sygehuset, for at Ole kunne få blod, syntes jeg, at mit eget blod var holdt op med at rulle. Jeg var i chok. Og da ambulancen holdt foran sygehuset, greb lægen fat i mig og sagde, at jeg skulle vente nedenunder, mens de kørte Ole ja, jeg ved ikke hvorhen, og så tilføjede hun de ord, som jeg både opfattede og ikke helt forstod: ”hvis vi mister ham, vil du så, at vi skal genoplive ham?” Det kunne jeg ikke svare på.

Senere fik jeg at vide, at de på nettet havde fundet Oles ønske om ikke at blive genoplivet.

Jeg kan ikke huske, hvor længe jeg sad i det underlige venterum i sygehusets kælder. Der var kun i den lange tid mig og en kvinde, der kom for at hente en postpakke. Det var sygehusets posthus, jeg sad i.

De næste par dage i Skejby var meget mærkelige, og jeg følte mig næsten hele tiden skræmt, men Ole var kontaktbar, og efter nogle dage tog vi en taxa hjem.

Og nu kommer det særeste. Jeg havde en sætning i hovedet, som trøstede mig, som om Gud talte gennem den, og det lyder sikkert absurd for alle andre, men for mig var det helt ligetil. Min kompost. Der lå alle havens rødder og blev forvandlet til muld og liv.

B. S. Ingemann skriver i sine erindringer om en periode, hvor han var meget ulykkelig. Hans far var lige død, og Bernhard var kun en lille dreng. Men så tænkte ”jeg har min fugl.” Og den tanke klyngede han sig til og drak af den vin, som glæden kan give så ganske uventet.

Jeg har min fugl.

Jeg har min kompost.

Ingemann er en af vore største digtere. Hans billeder er lyriske og fulde af skønhed. Men jeg er prosaisk helt igennem, og det er nok kun mig, der kan se skønheden i en dynge kompost.

Herunder det nye årlige under – hvert forår er rig på løfter
Dette billede har en tom ALT-egenskab (billedbeskrivelse). Filnavnet er 20250407_171948-1024x768.jpg

MENS DET SKER 31

Udgivet den af
Svar

Mens det sker

Jeg ville skrive lidt om dagen, som den er for mig nu. For os. Og jeg kom til at tænke på Boris Vians roman ”Dagenes Skum,” en af de smukkeste bøger, jeg har læst, for selv om den handler om det uafvendelige, om en sygdom, som ikke kan kureres, så fortæller den også om kærligheden.

Nu er det mere end 50 år siden, jeg læste bogen, den indgik i pensum på universitetet, men dens fine billeder af livets skrøbelige lykke står endnu og lyser et sted i min erindring. Cloé er en ung pige, og hun lever sammen med sin elskede. Men hun er syg. I hendes bryst vokser en åkande, som til slut kvæler hende. En åkande. En blomst. Et billede på smerten, men også på skønheden. Dagenes skum. Ja, sådan føles det, som om livet opløses som skum og forsvinder lidt mere for hver dag, der går, og vi kan ikke standse forandringen. Som jeg husker Boris Vians roman, så er håbet hele tiden i live. Selv efter døden. For kærligheden dør ikke med Cloè.

Det var helt uventet for mig, at den bog meldte sig, da jeg ville skrive lidt om hverdagen lige nu. Måske er det, fordi den netop handler om hverdagen. Hverdagen for et ungt par. Og så er det jo slet ikke os. Vi er jo i sandhed et gammelt par, men det er nok sådan med kærligheden, at den er uden alder, og selv over de mange års afstand kan jeg tydeligt mærke, at den bog også handler om os. Et af temaerne er, ja  på fransk hedder det: ”rétrécissement” – og det er svært at oversætte til dansk, men det betyder ordret: indsnævring – det, at verden skrumper. Man følger de unge elskende gennem hele sygdommen og fornemmer sammen med dem, hvordan verden snævrer sig ind, og til sidst er der kun de to. Og deres kærlighed.

Nu vil jeg ikke skrive mere om bogen. Jeg vil genlæse den – for lige nu taler den lige ind i min verden.

ERINDRINGER – JESUS OSV.

Udgivet den af
Svar

Dette billede hang over Bedstemors seng. Jesus var Bedstemors bedste ven. Og i barndommen blev han min. Det var sådan, det måtte være. Bedstemor var den, man tyede til, når noget gjorde ondt. Så var hun der altid. Rolig og i godt selskab med Jesus himself. Og hun var aldrig i tvivl om, at han var nærværende. Det var han også for mig. Ligeså nærværende som den tykmælk, mor serverede hver dag.

Senere, langt senere, da jeg syntes, at Jesus var forsvundet ud af mit liv og hvor jeg kæmpede med at rense de sidste genstridige rester af ham væk fra mit sind – at blive fri – at være KUN mig selv – kunne jeg opleve, at han kom til mig i drømme som for at trodse mig i min kamp – udfordre mig, og så er det sære ved drømmen, at billederne af ham lignede det, Bedstemor havde hængende, og som jeg faldt i søvn til og vågnede op til de utallige nætter, hvor jeg sov i Bedstemors seng, favnet af hende og Jesus i harmonisk samklang.

Når han kom i mine drømme, forsøgte jeg ikke som Jakob i sin kamp mod Gud at tvinge ham til at velsigne mig. Nej tværtimod – Jeg var jo i færd med af alle kræfter at slippe af med ham – at slippe fri for ham – og velsignelsen anglede jeg ikke efter, for lige der, da mit unge blod rasede mod ham, ville jeg ikke velsignes.

Jeg ville være fri.

Senere, da jeg kastede mig ud i granskning af Gud og hans væsen, blev jeg bekræftet i min vantro af det meste af, hvad jeg læste. Især Nietzsche gav med stor overbevisning Gud dødsstødet, og jeg så ham falde. Og senere igen, da jeg læste romansk filologi, specialiserede jeg mig i oplysningsfilosoffernes litteratur. Fornuft. Sund fornuft viste med al tydelighed, at Gud var en opfindelse. At han ikke var Gud, men gud ligesom alle de andre guder, som menneskeheden gennem sin historie havde opfundet og lænet sig op ad i den evige angst for døden og ondskaben. Som et skrøbelighedens bolværk.

Og hun levede lykkeligt og frit til sine dages ende.

Ja, og enden er nær, når man har passeret de 80. Og ja, jeg er faktisk ret lykkelig ind i mellem. Som de fleste mennesker er det en stor del af tiden. Og ret ulykkelig ind i mellem.

Jeg tror, at jeg er lykkelig ind imellem, bl.a. fordi Jesus ikke slap sit tag i mig. Og nu lyder jeg som en slagen. Men det gør ikke noget. Årene som forsøgsvis ateist gav mig ingen glæde, men en stor tomhed, og lidt efter lidt gik det op for mig, at det var, fordi fornuften ikke giver det mindste håb. Og uden håb er der intet liv.

Så nu vil jeg citere Paulus: “Tro er fast tillid til det, der håbes på og overbevisning om det, der ikke kan ses.”

Og det ville rationalisterne jo blæse på. Men det vil jeg tro på.

Jeg blev glad for at læse Andreas og Sune Æbeløs bog “De fortabte sønner.” Her fortæller de om smerten ved som homoseksuelle at vokse op i et miljø, som fordømmer den form for seksualitet. Det kender jeg jo ikke til, men jeg kender skammen. Også de gør op med kristendommen og vender den ryggen i vrede, men de vender tilbage. Et tilbagetog, som jeg genkender. Og nu vil jeg citere et sted fra bogen. Her er det Sune:

“Det kristne evangelium er min kulturkreds og mit slægts bedste bud på, hvad det åndelige er, hvad meningen med livet er, hvem Gud er. Nådens, tilgivelsens og kærlighedens gud. De bibelske tekster, som har holdt gennem tusinder af år, fortæller om de store og evige ting på en måde, som rammer de dybeste strenge i mig. Vores land og vores vestlige civilisation er med succes bygget på den kristne tro, selv den argeste danske hedning er gennemsyret af kristendom i al sin tænkning og væren, og jeg har til gode at møde en alternativ fortælling, som bedre sætter mig i relation til både Gud, mennesker og universet.” ( s. 258)