Septemberstemning i Tranestederne

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og vil skrive. Du kan finde researchsider og forsøgssider og meget andet. Vil du vide mere om forfatteren, er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd, men ellers fortæller min hjemmeside også noget om den person: www.hesselholt.com

Som nogen vil vide har jeg i den seneste tid boet i sommerhuset i Tranestederne for at skrive bogen om Tobias færdig. Det er den jo næsten, og du kan kontrollere herunder. Hmm … Du kan også bare glæde dig til den udkommer. Men det er jo længe at gå og være glad.

Herunder et par billeder fra strand og klit, og så kan man jo godt forstå skagensmalernes fascination af lyset. Særlig nu i september er det så utrolig smukt:

 

 

 

 

Et billedpip fra Tranestederne maj 2016

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og vil skrive. Du kan finde researchsider og forsøgssider og meget andet. Vil du vide mere om forfatteren, er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd, men ellers fortæller min hjemmeside også noget om den person: www.hesselholt.com

Senere kommer et indlæg om fejringen af Anna Hansens 100 årsdag.

Et par hurtige billeder fra for lidt siden:

Min kæreste på ølbænken

Aften sol i Tranestederne

 

 

 

Kronik i Amtsavisen lørdag d.30/1 2016

Velkommen til min blog, der er en blanding af mange emner, men hvis indhold, du kan orientere dig på emnelisten. Her kan du også klikke dig ind på det, der måtte have din interesse. Vil du vide mere om mig, kan du gå til min hjemmeside: www.hesselholt.com

Skagen Bibliotek 2015

Billedet er taget af Lars Rasborg

For at læse artiklen skal du klikke med musen, indtil den når en læselig størrelse.

Tanker i anledning af en mindedag

Støvring 1999

Randers 2015

NOGLE TANKER I ANLEDNING AF EN MINDEDAG

I går var det 71 års dagen for koncentrationslejren Auschwitz’ befrielse. Hvilken befrielse!?

 

Primo Levi har beskrevet den i bogen: ”Hvis dette er et menneske” – og det er langt fra at være en fortælling om en befrielse. Lejren blev åbnet, ja, men ingen stod parat til at modtage for de forpinte skeletmennesker, der nu blev ”befriede” – ( nu ser vi bort fra “de hvide busser”, som var et skandinavisk fænomen) Nej, de fleste blev tværtimod overladt til sig selv, og mange af dem til en trøstesløs og lang vandring efter et sted, de kunne være. De var prisgivet flygtningens udsigtsløse liv.

Selv kom Levi først hjem efter endeløse måneder på flugt. Ingen steder var de velkomne. Man skal huske, at antisemitismen ikke forsvandt med et pennestrøg, selv om krigen hørte op. Mange af Levis medfanger omkom på flugten af sult, kulde og udmattelse, og andre (som Levi selv) forvandt aldrig den skade, de havde lidt. De begik selvmord, da de omsider nåede ”hjem”, hvor modtagelsen sjældent var hjertelig. Primo Levi fik dog skrevet tre bøger, inden han tog sit eget liv, og de vidner i dag om det, alle helst vil glemme: at vi mennesker under en tynd fernis af civilisation og humanitet stadig er brutale bæster.

Befrielsen blev kort sat en lang række rædselsår, der fulgte efter en lang række af rædselsår.

I tiden efter fik verden kun få vidnesbyrd om livet i lejrene. Mest var det billeder og enkelte skrifter. Sjældent mundtlige vidnesbyrd, for de overlevende talte helst ikke om det, de ikke kunne leve med, at de havde set og hørt.

Jeg havde en kollega, der ligesom jeg var lærer i fransk, og vi havde været sammen på kursus og været censorer for hinanden. Hun hed Arlette Levy Andersen, og jeg troede, at jeg vidste, hvem hun var, men det gjorde jeg ikke. Jeg anede ikke, at hun havde været i Auschwitz som ganske ung. Det gjorde de færreste, ikke engang hendes nærmeste familie. Den sorg var for stor. Den bar hun i tavshed. Indtil en dag for nogle år siden. Hun var blevet gammel, og nu begyndte hun først tøvende, men efterhånden mere og mere flydende at fortælle. Hun tog ud på gymnasier og fortalte. Og det blev også til en bog. ”Pigen fra Auschwitz”.

Pigen fra Auschwitz

Og sådan er der heldigvis mange, der de senere år har åbnet de sår, der ellers måske næsten var lægte, og som har fortalt så stærkt om det, de oplevede i kz-lejrene, at jeg håber, det vil få nye generationer til at forstå.

Nej, ikke forstå. Det er noget man ikke kan forstå. Men man kan vide det.

Vi SKAL vide det. Vi skal vide, at vi mennesker er i stand til at opføre os som svin. ”Hvis dette er et menneske.” – Ja, men det var det jo. Det var et menneske, der torterede og dræbte.

I de her dage er der kommet en dansk oversættelse af historikeren Gideon Greifs bog: ”Vi græd uden tårer.” Den har jeg ikke læst, men jeg ved, at den indholdsmæssigt ligger tæt på Levis bog, dog med den forskel, at Levi kom til Auschwitz som ung mand og selv gennemlevede alle rædslerne, mens Greifs bog er bygget på samtaler med fanger, der arbejdede med det mest modbydelige af alt tænkeligt – det var nemlig dem, der førte medfangerne til gasovnene og bagefter sørgede for cremering af ligene. Ja, bare det at sidde her og skrive det, får mig til at ryste på hånden.

Det er vild fiktion, kan jeg ikke lade være med at tænke. Det kan ikke være rigtigt, for så megen ondskab kan ikke tænkes i virkeligheden.

Faktisk er der store grupper overalt i verden, som fornægter holocaust.

Men det var virkelighed engang. Jeg har selv været i Auschwitz som besøgende på det museet der nu findes der.

Auschwitz. Foto fra 1991

Så onde har vi virkelig været engang. Så onde er vi stadigvæk. Så onde bliver vi ved med at være.

Nu skriver jeg VI.

Det var almindelige mennesker, der forfulgte jøderne. De havde almindelige liv. Almindelige hverdage med almindelige familier. Man kunne ikke se på dem, at de var onde. De betragtede ikke sig selv som onde. Deres venner og familier og landsmænd betragtede dem heller ikke som onde. Mange syntes, at de gjorde noget godt: Sørgede for, at de forkerte mennesker  – de onde jøder, de livsuduelige svæklinge, de dovne zigøjnere og flere andre uønskede grupper – forsvandt, så livet kunne leves af de rigtige. Smukt og uden pletter.

Hitler kaldte det ”die Entlösung”.

Det kunne vi aldrig gøre.

Jo, det kunne vi godt.

Hvis vi fik pisket en stemning op.

Hvis vi bliver overbevist om, at nogle bestemte mennesker er skadelige for vi andre.

Hvis vi begynder at synes, at vi er nødt til at stramme op – sørge for, at de ikke har det så godt, de uønskede, dem, der truer os. For de er jo helt forkerte, det kan vi godt blive enige om: de voldtager både kvinder og ytringsfriheden – og så er de terrorister.

De er ikke humane og rigtige som os.

Hvis de fik (=tog) magten her hos os, så er det færdig med os. Så har vi ingen velfærdsstat mere. Så mister vi friheden. Så mister vi alt, hvad vi har kært. Hør selv!

Jo, det er skam grund nok til, at vi skal være forskrækkede og glæde os over, at der er nogen, som vil stramme (g)rebet. At der så også er nogen, der bliver kvalt i det (g)reb, det kan vi da ikke gøre for.

Det er jo ikke os, der gør det.

De oversvømmer os, og er det ikke kloakvand, vi lugter?  – måske er de i virkeligheden rotter. Vi må passe på. Vi må stamme op. Vi må lukke øjnene for det, vi ikke vil se, og spærre dem op, så vi ser truslen.

Og vi kan slet ikke tillade os den luksus at tænke som kristne mennesker.  Kristendommen er direkte skadelig. Blødsødenhed og øllebrødsbarmhjertighed.

Den slags må vi overlade til GUD.

————————————————————————————————————-

ISLAMOFOBI OG ANTISEMITISME: to hæslige ansigter, der er begyndt at fylde alt for meget i alt for mange bevidstheder.

Jøderne er bange. Muslimerne er bange.

Det er nu, vi må holde fast i, at ingen kan defineres ud fra en gruppe: jøder er mennesker, muslimer er mennesker.

Hvad var det gamle Grundtvig sagde? : menneske først, kristen siden.

Det gælder også for de andre trossamfunds medlemmer: menneske først, jøde siden – menneske først, muslim siden.

——————————————————————————————————————–

Mens verden brænder

 

Det er det samme spørgsmål, der bliver ved med at dukke op:

Kan vi fortsat og uanfægtet glæde os af hjertet over himlen og solen og livet, når vi nu godt ved, at verden brænder omkring os?

Jeg deltog i Ordets Dag i Randers i går – desværre glemte jeg at tage billeder, så I kunne se lidt med.

Men altså: højdepunktet var Steffen Jensens foredrag om sit virke som krigskorrespondent i et af de uroligste hjørner af verden:  Mellemøsten. Han forstod at fortælle, så vi blev revet med.

Og jeg spørger mig selv: Kan vi blive ved med at synge med digteren: “Hvor kan I dog gruble og græde, så længe Guds himmel er blå! Mit hjerte skælver af glæde, blot duggen dynker et strå.”

Aakjær og hans syngende rug og trilrende lærker!

Nå ja, men det er jo for resten også Aakjær, der skriver: “Du pusling-land, som hygger dig i smug, mens hele verden brænder om din vugge.

Og han SER jo dog, at verden brænder. Det kunne han vel heller ikke undgå: skrev jo sangen under Første Verdenskrig.

Og så alligevel er det, som om han blot ønsker, at vi skal lukke øjnene og sætte vor lid til den dræende rug og den ringlende havre. Høsten og Danmark.

Suk.

Resten af Aakjærs vers lyder:

Endnu en stund, så drær den danske rug,
mens lærken trilrer og grågøge kukke.
Du pusling-land, som hygger dig i smug,
mens hele verden brænder om din vugge,
mod dig vort håb og manddomsdrømmen går,
når landsbyklokken signer dine strande,
når aftenrøden højt i skyen står
og sænker fredens korstegn på din pande.

Fredens korstegn? Tja … men er korset nu også fredens tegn?  Korstogene! – det var næppe fredsmarcher, der dengang sendte unge mænd mod den arabiske verden … og  er det ikke som om korstogene er i fuld genstart?

Jeg har endnu Remarques “først leve siden dø” i frisk erindring og husker et kapitel, hvor han skildrer den bombede by, der danner romanens kulisse. Det er hen under aften, og solen er ved at gå ned over de rygende ruiner. Og så pludselig sker der det mirakuløse, at solens røde lys og de unges glæde over hinanden og deres kærligheden får lov at overstråle elendigheden. Den forsvinder jo ikke, men der er noget, som er større og stærkere.

Og ja, vi kan godt juble af glæde i stedet for at gruble og græde.

Her er et par billeder fra aftensolens lys i Fussingø Skov:

 

 

Livet er smukt

La vita è bella. Livet er smukt. Sådan lyder titlen på en italiensk film af Roberto Benigni. Og det er ellers ikke just et smukt liv, der fremstilles i filmen, som nemlig foregår i en koncentrationslejr i Tyskland under 2. Verdenskrig. Nej, det er en hæslig verden. Men kærligheden findes og den formår at forvandle dette helvede, så det bliver smukt. Det er noget, man må tro på. Det kan være svært, men filmen virker overbevisende.

Jeg er netop blevet færdig med at læse Erich Maria Remarques bog: Først elske siden dø”. Også den foregår under krigen – her i en udbombet by i Tyskland i krigens sidste tid, og på fronten i Rusland, og som alle realistiske krigsberetninger er der en stank af de værste rædsler – menneskene lever der, hvor man næsten synes, at det er umuligt – akkurat som det foregår i vore dagens krigszoner. Det er det samme som altid. Og midt i det hele finder to mennesker hinanden. Kærligheden bryder igennem. Og verden bliver til at ånde og leve i. Ja, det er noget, man må tro på, men bogen virker overbevisende.

Der er ingen krig i Ålum. Ikke lige nu da. Heller ikke i omegnen, og vi behøver ikke tro på andet end det, vi ser, for at erfare, at vores verden er ufattelig smuk. I dag cyklede jeg en tur i skoven, der er så fortryllende som nogensinde lige nu. Vejret var lidt diset og der var ingen sol, men så står farverne sartere og finere, synes jeg.

Her er et par billeder fra cykelturen:

Ja, det var lidt diset og ligesom sløret, men pludselig brød solen igennem. Det var sidst på eftermiddagen, og solen hang lavt på himlen, men stadig strålende, og se nu, hvordan landskabet ændrer sig – det er ikke samme sted, men dog ganske få kilometer fra de første steder:

 

 

 

 

Sjælehylsteret

Bloggen er et vindue til mit arbejde som forfatter og foredragsholder. Herpå lægger jeg tekster, som endnu er i deres vorden. I den nærmeste tid vil jeg dog ikke lægge fiktion på bloggen, men kun reflektion og andet, der falder mig ind, mens bladene falder omkring os og efteråret går ind i sin smukkeste fase. Se f.eks. her et par billeder af haven lige nu:

Sjælehylsteret

”Det er jo lidt trist, at jeg ikke mere kan spille violin, men efter en blodprop vil den ene hånd ikke makke ret. Ærgerligt, for jeg har stadig en vældig lyst til at spille, og jeg er jo ganske ung indeni.” Sådan omtrent kom ordene ud i æteren, da jeg for nogen tid siden åbnede for radioen. Ung? hm … mon dog? stemmen lød da gammel. Jeg lyttede.

Det viste sig, at det var Svend Asmussen, der talte, og det fremgik ret hurtigt, at han kan fejre sin 100 års fødselsdag til februar. Det undrede mig virkelig at høre, for det er ikke mere end 10 år siden, jeg overværede en af hans violinkoncerter i Århus Musikhus, og jeg kan stadig se ham for mig, sådan som han kom springende ind på scenen den aften og tryllebandt os med sin livfulde musik i mindst et par timer.  Han må jo have været nær de 90 år dengang.

Nu er det allerede nogle år siden, at jeg selv trådte et trin op af aldersstigen og pludselig befandt mig i den såkaldte 3. alder. Og måske får jeg lov at træde endnu et trin op til den 4. eller måske endda til den 5. alder, for den omtalte stige synes i vore dage uden ende, som var det selveste Jakobsstigen, hvorpå englene let og yndefuldt vandrede længere og længere opad, indtil de forsvandt i det uendelige himmelrum.

Da jeg var ung eksisterede alderdommen ikke, og da jeg blev ældre, virkede den skræmmende, men nu, hvor jeg befinder mig i den, forekommer den mig på flere måder at være et udmærket sted at opholde sig.  Og for at forklare det, vil jeg vende tilbage til overskriften: sjælehylsteret.

I ovennævnte radioudsendelse, som faktisk handlede om alderdom, blev en ekspert i gerontologi (aldersforskning) spurgt om, hvordan det kunne gå til, at Svend Asmussen og mange andre meget gamle, som kæmpede med alverdens fysiske skavanker, kunne være så livsglade. Og forskeren sagde, at det spørgsmål havde den gamle musiker jo netop svaret på: ”jeg er ung indeni”, havde han sagt.

I den gamles sjæl lever stadig den lille dreng, den unge mand og den modne mand. Og det gamle menneske husker og genoplever alle sine aldre. Det er derfor, hukommelsen måske er den største af alle gaver. Det er også derfor, den gamle er klogere end den unge. Det vidste man alt om i tidligere tider, hvor man med rette betragtede de gamle ikke bare som ældre, men også som visere end de unge.

Hukommelsen. Her kan vi hente alle de kære, men selvfølgelig også alle de smertefulde erindringer frem og måske længes tilbage til lykkeligere tider, men måske også bare glæde os over, at vi fik lov at opleve de tider og stadig er i stand til at sanse dem og glæde os over de erfaringer, vi gjorde.

Jeg er ikke ekspert i alderdom, men jeg har efterhånden fået et godt kendskab til demenssygdommen Alzheimers, og jeg kan allerede høre nogen sige: men de demente da, de har jo glemt det meste. Og det er rigtigt, at deres hukommelse er svækket, men det er mest det, der hændte for kort tid siden, der forsvinder i sygdommens tåger. Og selv i den dementes bevidsthed lever den lille dreng og den lille pige som regel i bedste velgående. Det er derfor, gamle billeder betyder så meget. Og det er også derfor, den syges verden stadig er værd at leve i.

”Det er ikke let at være gammel.” Den sætning hører vi tit, og den er jo også rigtig, for det er de færreste gamle, der som Asmussen kan springe ind på en scene som 90årig. Mange sidder i kørestol, mange kan ikke se eller høre. Og jeg vil bestemt ikke påstå, at alderdommen er den letteste af alle aldre, men jeg vil gentage, at den på flere måder ikke er så ringe endda. Her kommer endnu et par bud på hvorfor:

Ganske vist er nogle af sanserne nedsatte: vi hører, og vi ser dårligere. Men fordi sjæleevnerne er skærpede, og fordi vi giver os tid, så bruger vi sanserne bedre: vi hører musikken mere intenst end tidligere, vi ser farverne mere opmærksomt end før, et glas vin smager bedre, og vi lever i nuet på en helt anden måde end da vi var unge. Vi har fået tid, og vi vælger langsomheden i stedet for jaget. Vandreturen i stedet for løbeturen.

Mens de unge ofte farer derudad med tunnelsyn og uden at sanse naturens farver og lyde, for det drejer sig kun om at komme fremad i en fart og helst før alle de andre, så giver vi os tid til refleksion og samtale. I stedet for løbepsykose og præstationsangst har vi fået åndelighed og indsigt. Ikke så sært, at vi ind i mellem er glade.

 

 

 

 

Om flygtninge, der krydser vort spor – om en verden, der bliver en anden

Bloggen er et vindue til mit arbejde som forfatter og foredragsholder. Herpå lægger jeg tekster, som endnu er i deres spæde vorden. For mig selv er den både blog og blok: notesblok nemlig, men altså også den blok, hvorpå jeg vover at lægge min hals.

Jeg har det i forbindelse med min tro på Skaberen og hele Skaberværket akkurat som salmedigteren Brorson, der var forankret i 1700-tallets inderlige gudstro, pietismen, men jo også et barn af oplysningen ( pietisme er også oplysning – selv om de fleste tror, at det er mørkelægning). Sådan her omtrent siger Brorson et sted, hvor talen er om det mystiske og ubegribelige i kristendommen:  ”Det jeg ikke begriber, det lader jeg ligge.”

“Det lader jeg ligge” – det udtryk holder jeg meget af. Og meget lader jeg ligge. Eller rettere: jeg overlader det til Gud. Og håber så, at han ikke lader det ligge.

Men nu til flygtningene, som vi kom fra. Jeg skrev en kronik om emnet for nogen tid siden.

Medfølelse og modfølelse

For nogle år siden sad jeg over for en far, som lige havde mistet sin datter. Hun havde været deprimeret i længere tid, og en nat brød hun sammen, tog familiens bil og kørte hjemmefra i desperation. På motorvejen mistede hun kontrollen over vognen, der væltede ud over en skrænt, og hun omkom.

Jeg kendte ikke faren særlig godt. Vi var medlemmer af samme citroënklub, og nu mødtes vi for at arrangere en udflugt. Og så var det, at han fortalte om ulykken.  ”Jeg forstår godt, hvordan du har det,” sagde jeg og forsøgte at lyde medfølende. Men han rystede på hovedet og sagde: ”Nej det gør du ikke. Det kan du slet ikke forstå.”

Jeg syntes jo, at jeg forstod ham, tænkte, at det kunne have været et af mine børn, der var kørt galt. Men inderst inde vidste jeg alligevel, at han havde ret. Mine børn levede jo, de var raske og glade, og vist kunne jeg ikke sætte mig i hans sted.

Vi kan heller ikke sætte os i krigsflygtningenes sted. Deres virkelighed er så langt fra vores, at vi slet ikke følelsesmæssigt kommer i nærheden af deres fortvivlelse og desperation. Pressen serverer billeder og reportager, der styrer vore med- og modfølelser, og vi kan røres over billederne af døde og rædselsslagne børn, og vi kan ængstes over de råbende mænd, der forsøger for enhver pris at trænge ind i vores trygge verden. Og måske forstyrre den. Dem er vi ærlig talt bange for.

Vi kan ikke med vores fattige fantasi forestille os, hvordan det er at leve, som de har gjort i årevis, i en verden af daglig vold: bomber, der falder i flæng, skydning i gaderne, tortur og voldtægt af kvinder og børn. Selv om vi ved, at det er det, de flygter fra, så kan vi ikke fatte det.

Og flugtens vilkår kan vi heller ikke begribe. Vi, som går i bad og skifter undertøj hver dag, har svært ved at forestille os, hvordan det må være i dage, uger og måneder at gå rundt i det samme stinkende tøj og være nødt til at lugte af snavs og urenhed. Vi, som får varieret og rigelig mad hver dag og til faste tider og som kan stille tørsten, når vi vil, kan umuligt forestille os, hvordan det er at være sulten og tørstig og ikke at vide, hvor det næste måltid skal komme fra. Eller om det kommer.

Krigens ekstreme voldsbilleder er ikke nye. De er lige så gamle som menneskehedens egen historie. Det er aldrig lykkedes at afskaffe krig, og det vil vel heller aldrig ske. Ondskaben findes. Den er en drift i os, og vi får aldrig bugt med den. Men det er nyt, at voldsramte og forpinte mennesker i et omfang, som det er tilfældet nu, står og banker på vores dør og vil ind. Og hvad skal vi gøre? Og hvad kan vi gøre? Og skal vi overhovedet gøre noget?

Først af alt vil jeg vove den påstand, at vi ikke har noget valg.  Vi skal hjælpe.  Kan vi ikke gøre det af medfølelse, så må vi gøre det af pligt. Og vi må strække os så langt, som vi magter. Og vi må gøre det i fællesskab, for det er fint nok, at der er nogen, der spontant stiller op og forsøger at gøre en individuel indsats. Fint, men slet ikke effektivt nok. Der er så mange nødstedte, der lige nu krydser vores vej, og derfor må vi hjælpe i forening. Vi må bruge de organisationer, der har erfaring og effektivitet til at kanalisere hjælpen ud til dem, der behøver, hvad enten det er i flygtningelejre eller i vores eget land.

Hvorfor skal vi hjælpe? Jo, det skal vi som sagt, fordi det er vores pligt. Vi taler meget om, at vi er et kristent land, og jeg har på de sociale medier læst hadefulde indlæg fra rigtig mange, som foragter og afskyr flygtningene, fordi de er muslimer. Jamen, for pokker, så lad os da vise dem, at vi er kristne og at vi står ved de kristne værdier om næstekærlighed og barmhjertighed.

Kristne værdier. Ja, og ældgamle danske værdier om medmenneskelighed. Følgende ord er skrevet for mere end 350 år siden af en af vore største digtere, Thomas Kingo, og mange efter ham har været med til at forme den danske kultur, vi er så stolte af. Lad os få lov fortsat at bevare stoltheden over, at vi ikke er ligeglade med næsten, men elsker ham som os selv

Thi hvo, som siger, at han ret

Kan elske Gud af hjerte

Og har sin broder dog forgæt ( =glemt)

I armod, nød og smerte,

Han lyver slemt

Og har forglemt

At Gud han elskes ikke,

Hvor arme må utrøstet gå

Og deres tårer drikke.

Kristendommen er så meget, og bibelcitater gør det ikke, dansk kultur er også så meget – rocker( eller brokker)kulturen er f.eks. også dansk. Men i deres essens er både vores tro og vores kultur klare i mælet: vi skal bære vore brødres byrde, og jo flere, der stiller op, jo lettere bliver byrden.

Jeg er stolt af at være dansker, og jeg er stolt af at være kristen, men jeg er ikke stolt af at være mig. For jeg er ligesom alle andre bange og usikker og kan ikke løse de hæslige krige, der plager landene mod syd og øst. Og jeg er ikke et hak bedre end alle andre til at løfte næstens byrder. Jeg lukker f.eks. ikke mit hjem op for flygtninge. Jeg nøjes med at hjælpe i den lille, fattige målestok, jeg formår. Det er der ikke noget heroisk eller flot over det, og jeg har ingen glorie at pudse.

Men vi kan alle give lidt af vores overflod, bl.a. ved at støtte de organisationer, der arbejder målrettet og effektivt på at lindre verdens nød. Gud velsigne de mennesker, der bruger deres tid og kræfter her. Dem kan vi for alvor være stolte af.

—————-

Det er Grundtvig, der siger, at – “Da har i rigdom vi drevet det vidt/ når få har for meget og færre for lidt.” – Sådan tror jeg, drømmen var og at den blev nogenlunde opfyldt i virkeligheden. De fleste har det, de behøver i Danmark.

Men sådan er det ikke ude i verden, og der er ingen tvivl om, at det, der sker nu, er den udvikling i selve globaliseringsprocessen, som vi holder mindst af: at vi må til at dele med verden.

Det lyder ikke så rart, for der bor så utrolig mange fattige derude i de U-lande, der aldrig for alvor blev til de udviklingslande, vi troede engang, men blev ved med at være underudviklede lande. Sådan kaldte man dem, da jeg var barn, men mens jeg voksede op, lærte vi, at det var en uværdig betegnelse, de skulle hedde udviklingslande. Der er bare det ved det, at de ikke udviklede sig i positiv retning, men sank dybere og dybere ned i fattigdom og diktatur.

Og hvad sker der nu? Verden bliver en anden. Men jeg ved ikke, på hvilken måde. Det jeg frygter er ikke så meget, at vi skal blive fattigere materielt, men at vi skal blive fattigere åndeligt. At der vil ske en forråelse. Ja, den er vel allerede indtruffet.

Jeg kan også blive bange for, at det darwinistiske menneskesyn ( hvis det da er Darwins) skal vinde over det kristne menneskesyn ( og jeg taler ikke kreationisme her). Jeg tænker på “survival of the fittest” tanken. Men så ved jeg jo nok, at Darwin ikke mente, at vi skulle gå ud og slå alle handicappede og syge og skæve ihjel. Men det var alligevel den konsekvens f.eks. nazismen drog af hans teorier.

Det, jeg er bange for, er, at vi i stadig højere grad betragter mennesket som et væsen, der ikke har værdi i sig selv, men som kun er noget værd, hvis det kan leve op til en vis standard for “værdighed” ( og det er uværdigt at sidde stum og lam i en kørestol f.eks.). Det skal være samfundsnyttigt =  bidrage til samfundets vækst: = flere og flere materielle ting og flere og flere penge i folks lommer og i statens kasser.

Det er også lidt slående, at vi hele tiden får at vide af “gode” mennesker, at vi skal se flygtningene som “ressourcer” – altså det er de højtuddannede og dem vi kan sætte direkte ind i produktionsapparatet, der er værdifulde for os. Så kan de hjælpe os med at få det hele til at vokse ad helvedet til, indtil indlandsisen smelter og forureningen kvæler os.

Men hvad med alle de syge og gamle – alle de små og ynkelige og uproduktive? De er i en kristen ( humanistisk) tænkemåde lige så meget værd, som de stærke og produktive. Men i et samfund, der som vores mere og mere baserer sig på markedsøkonomiske værdier er disse mennesker det rene “skod”.

Og jeg er bange for, at det ikke kun er nynazisterne, der tænker og føler sådan, men desværre større og større dele af den almindelige jævne dansker.

Suk.

Jeg tager vel fejl.

Jeg håber.

———————–

I aftes læste jeg et essay af Søren Ulrik Thomsen,  - “We are open in a while ago” – Han skrev det for 25 år siden – i 1990 – Men hør hvor aktuelt: Her kommer et lille uddrag.:

“På sin lange march bort fra religionen og henimod en lumpen hjemstavnsfilosofi tilsidesætter den ikke særlig ydmyge Krapup, at forholdet mellem mennesket og Gud er et mysterium og ikke en èn-til-én-relation, hvoraf vor mand på prædikestolen kan aflede en dagsorden for timeligheden. Takket være denne teo-politiske spekulations uskønne bomøvelse er det senest lykkedes Krarup, hvad Kristus ikke formåede, nemlig at præcisere, hvem “næsten” er. Det viser sig til vores store lettelse at være konen derhjemme og et par stykker til fra sognet, men  ikke  dem, der står syd for grænsen og banker på for at bede om en hjælpende hånd af dette lille hovedrige og selvtilfredse land, hvor turen går til Nøddebo, hjem til pastor Blicher, og sulten er en by i Rusland.” ( Citat slut)

….. Og her en lille tilføjelse:

…et eller andet sted, som det hedder på uklart nydansk, så forstår jeg godt Krarup: vi SKAL jo nemlig sørge for de nærmeste, fordi vi så let kan række ud til dem og nå dem. Vi skal f.eks. hjælpe i “nærområdet” = vores egen område – og der er meget man kan her: se til om naboen har det godt, når han er syg – gå en gang i mellem på det lokale plejehjem, der er mange, der sjældent får besøg lige der.

selvfølgelig skal vi alt det …

Det er vel heller ikke så pokkers svært at hjælpe og sørge for de nærmeste: vi elsker dem jo.

… det har bare ikke noget med den aktuelle flygtningesiduation at gøre

… tro endelig ikke det. Et smil til konen og en kop kaffe på plejehjemmet er OK, men det gør det ikke.

… er det for meget med kravet om at hjælpe i en større sammenhæng? Ja, det er i al fald meget. Men hvem har sagt, at det skulle være lidt.

eller at lidt er godt nok. Men husk alligevel: lidt er trods alt bedre end ingenting.

Og nu skriver jeg det igen, og det vil jeg sikkert gøre igen og igen Halfdan Rasmussens digt og vores sløve ligegladhed:

Ikke bødlen gør mig bange

ikke hadet og torturen

ikke dødens riffelgange

eller skyggerne på muren

ikke nætterne når smertens sidste stjerne styrter ned

men den nådeløse verdens blinde ligegyldighed

I samme essay af Søren Ulrik Thomsen står følgende refleksion over samme emne – og husk lige, at det er skrevet i 1990:

“… hvordan kan det være, at vi ifølge al økonomisk visdom ikke har råd til at hjælpe folk i nød, ikke har penge til at modtage flygtninge og ikke overskud til at holde vores eget social-og sundheds- og uddannelsesvæsen på et ordentligt niveau, når vi tydeligvis har råd til uoverskuelige mængder af walkmen, auberginefarvede lokumstønder, servostyrede Toyota Corollaer, krøllejern og drypfrie termokander, og når alt dette oven i købet skal skiftes ud hvert halve år for ikke at gøre et pinagtigt altmodisch indtryk på næsten? når vi kort sagt har råd til alt det, der ikke er brug for, men ikke til det, der er alarmerende påkrævet. Når vi, med et slag på tasken, kunne undvære 80 % af alt dette, og frigøre al den rigdom og energi, der er bundet i braset, til anstændige formål, uden overhovedet at nærme os en mangelsitualtion.” ( Citat slut)

Ja, det kan man tænke over. Og vi har jo glemt 1990′erne, ikke sandt? Men overfloden af bras er vel ikke blevet mindre.

VI HAR MARKEDSØKONOMI I DANMARK. Men en markedsøkonomi betyder bl. a., at vi producerer det, der kan sælges. At udbud og efterspørgsel hænger sammen. Og verden vil købe krøllejern og køleskabe og biler og dukkehuse og ikke hjælpeprogrammer og mad til de sultne ( for de kan ikke betale) eller tøj og kaminer til de frysende ( for de kan ikke betale) OSV:

Og hvis vi producerer mindre af det bras, vi laver på vores virksomheder, så lukker virksomhederne, folk fyres, skatterne udebliver, velfærdsstaten kollapser. Det er i al fald sådan skrækscenariet ser ud. Kan vi lave om på det? eller sidder vi i saksen? Hvor er de store visioner?

Kan du se en vej?  Et står sikkert i min opfattelse:  VI ER SAT I VERDEN SOM HINANDENS MEDMENNESKER IKKE HINANDENS MODMENNESKER.

 

 

 

 

Grundloven

 

I dag er det 100 år siden Kong Christian underskrev Grundloven af 5 Juni 1915. Der var strid til det sidste. Om mange spørgsmål. I de første mange år af det såkaldte Folkestyre havde de fleste folk jo slet ikke stemmeret, og det gjaldt f.eks. for de 3 f’er: Fruentimmere, Fattige og Forbrydere.

Men det største stridspunkt lå måske et andet sted: var det ikke hul i hovedet at indføre flertalsstyre? Kunne man lade uvidende og “dumme” mennesker bestemme, og hvordan skulle man så kunne forhindre, at der blev truffet en række overilede og populistiske beslutninger.

Ja, såmænd, det spørger jeg tit mig selv om? Hvordan kan vi gå ind for, at alle de grødhoveder, der kun meler deres egen kage og ikke gider sætte sig ind i politik, skal have ret til at bestemme?

Hmmmm? Det kan vel alligevel ikke stå til diskussion for alvor? eller? Det kunne jo hænde, at dem, jeg synes er torskedumme, synes, at jeg er endnu dummere – så altså, det ville vist føre os ud i et uføre at indføre en særlig ret for vidende og begavede mennesker. Mon ikke? Og desuden er det jo en smuk tanke, at vi skal have tillid til hinanden og tro det bedste og håbe på, at de fleste vil det gode.

Men det ser nu ikke altid sådan ud.

Her er alligevel et billede af det, vi holder af, og som meget enkelt udtrykker hovedtanken: lige ret for alle.

Om den så bliver ført ud i det virkelige samfund, kan nok betvivles.

Det årlige mirakel …

Samme mirakel som hvert år.

Ingen har udtrykt det bedre end Halfdan Rasmussen i digtet: Noget om Kraft

Med store undrende øjne går jeg, hvor anemonerne lyser hvidt,

og midt i forårets lysvæld står jeg og ser mod himlen og spørger blidt:

Hvem opfandt lærken og nattergalen? Hvem satte knopper på birk og bøg?

Og hvem bestemte at netop svalen sku´være svale og gøgen gøg?

  

Hvad er det dog for en slags reflekser, der kalder pindsvin og tudse frem?

og hvem er det, der går rundt og hekser i Hornbæk, Tarm og Jerusalem?

Thi alle steder er samme under og samme kraft, som gør sjælen stum,

og alle vegne går folk og grunder på livets dybe mysterium.

  

Men ingen svarer fra skjulte egne og gir os grundig og god besked

så jeg må svare på andres vegne og formulere hvad ingen ved;

Jeg tror der ligger et barn dybt inde i alle levende ting der gror.

Et barn der er som en fuglevinge, en lille gud, der er evig stor.

 

 Jeg tror han danser i al tings hjerte, jeg tror han hviler i al ting vækst.

Og alle underes under er det, at han er ordløs i al tings tekst.

Han er i spurvenes sang i hækken, i solsortfløjt og i hundeglam,

og hvis du lytter til tudsens kvækken og lammets brægen, så er det ham.

 

 Han er i regn, og hvor støv må tørste, i vandets rislen, i træets saft

I al det mindste, i al det største, den mindste enhed den største kraft

Hør blæsten synger din sang veninde, se træet blomstrer på barnets bud!

Jeg tror der levet et barn dybt inde, en kraft som aldrig kan drives ud.

HER SKOVEN SOM DEN SÅ UD I GÅR – OG SOM HVERT ÅR PÅ DENNE TID: