Litteratur 3 – Ingeborg Stuckenberg

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted af færdige og ufærdige skrifter. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside:

www.hesselholt.com.

Mange kender Viggo Stuckenberg. Hans digt “to som elsker hinanden” groede i al sin sentimentalitet fast i hjernen, da man var helt ung og ulykkeligt forelsket – eller måske endda lykkeligt.

Men få kender hustruen Ingeborg. Måske af navn. For hun var gift med den store digter Viggo Stuckenberg. Men hun var selv digter. Men det var en forkert tid og hun fik næsten ingenting publiceret. Og det hun skrev, f.eks. romanen “Fagre Ord” tog ægtemanden æren for, og det var hans navn, der prydede forsiden.

Hendes skæbne var krank. Ikke kun fordi hun ikke blev anerkendt som forfatter. Også fordi hun aldrig hørte op med at drømme.

Hun emigrerede til New Zealand i håb om at finde opfyldelse af drømmen. Det blev jo kun til fortvivlelse, fattigdom og glemsel.

Og så skød hun sig.

Det kan man alt sammen læse om i den lille bog, udgivet på Læseforeningens Forlag: Ingeborg Stuckenberg – Samlede værker.

Da hun var død, skrev vennen Sophus Clausen følgende digt om hende:

Til dine Øjnes Aandemusik

i Skumringstimen vi lytted sørgmodig.

Din tavse Mund stod smertelig modig

i Drømmepagt med dit Tungsinds Blik.

 

Du fulgte med søvngænger-festlige Skridt

en vaad Allé, som var høstafbleget,

med Hjertet stort af fortvivlende meget,

hvoraf der skal huskes saa bitterlig lidt.

 

Hvor kan en Kvinde med trofast Sir

skønt selvfortæret af Smerten og Haanen -

bygge sig Slotte i Solen og Maanen

og klippe Stjerner af Guldpapir!

 

Men du var opfyldt af Klokkespil,

som drog dig fjernt over Hav og Bølge

med deres uhørlige Tonefølge

til Eventyrland, som for dig var til.

 

I dine Øjnes Aandemusik

det kæmper og haaber, det hvirvler og spøger

som Genfærd fra tusinde Tider og Bøger,

du vilde ej taale, at Livet forgik.

 

Ej har dine Søstre paa tyve Aar

med Læberne røde af Kys og Løgne -

den Ro i to Uro-store Øjne,

den Straaleglans af usigelig Vaar.

 

Din Mund var en Gaade med lukkede Segl.

Men Øjnene stirred saa blanke og kolde,

som skulde du dyste med Drager og Trolde

og blive ført bort under Sørøversejl.

 

Som skulde et Sted paa den sorte Jord,

du vinde den Sandhed, hvorefter vi spejde,

og lykkelig frelse fra Livets Fejde

en Fabelblomst og et gyldent Flor.

 

… Det greb dig som Skændsel, at Dødens Le

vil fælde hver Drøm, som gøgler og kogler,

og blotte de stakkels blufærdige Knogler,

som Kvinden skjulte med hvileløs Vé.

 

Naar Blæsten vendte det brogede Løv

til Side fra Træernes øde Skeletter,

du huskede mørke, forglemte Nætter,

hvor dine blodfyldte Savn blev til Støv.

 

Saa gik du bort. Men den Livets Drik,

du søgte, blev dig til Bærme i Munden.

Vor Ungdoms frimodige Søster forsvunden

og tabt i Taagen dit Tungsindsblik!

 

Da dine Haandtryk og Spor forgik,

vi saa din Stolthed, som aldrig har sveget.

Der bliver fortvivlende lidt af saa meget:

 

kun Aandemusik.

———–

Ja, der blev åndemusik tilbage. Og musikalsk var hun.

Drømmen. Lykken. Hun holdt fast i den, selv om den til slut kun var en flosset flig af håb.

Hun så sandheden allerede på vejen mod drømmenes paradis: Australien – New Zealand – Den nye Verden.

Den var ikke bare en skuffelse. Den var en rædsel og fortabelse. Og realitetschokket slog hende hurtigt ihjel.

Allerede i Bremen ser hun uhyggen, der kom til at følge hende til døden.

Og det syn, som dengang mødte hende på vejen væk, er det samme, som i dag møder os ( vi ser det i TV) i Nordafrika, på de græske øer, i Syditalien, på Europas grænser: mennesker, der søger væk. Søger lykken. Og som er i en håbløs situation, med en urealistisk drøm i bagagen.

- De (udvandrene) løfter neppe Blikket fra Brostenene. – Skulende, skumle og sammenkrøbne venter de paa Afrejsen. Med deres smaa Byldter i Hænderne lader de sig drive som Kvæg ind paa Banegaarden og op i Vagonerne. – De forsvinder forude i Skbet, der venter med fuld Musik og vajende Vimpler ude i Bremerhafen, og de ændses lidet før de tælles og registreres og sættes i Land med det øvrige Gods i Australien, for at gaa videre til Guldmarkerne. Det er “Tredie Klasse”.

Om “Anden Klasse” skriver hun : Her er Folk, der har Engagement og gode Fremtidsudsigter i Kolonierne, og her er de, der vover Rejsen på Lykke og Fromme og stoler paa Tilfældet og Forsynet og Eventyret, som blev dem fortalt om Guldet og de grønne Skove. – Der er den unge Pige, der har sit Brudeudstyr i Kufferten og sin Brudgom paa Sydhavsøerne, og der er den sølle Fyr, der hele Tiden drejer paa sin blanke Forlovelsesring og skriver mange og lange Breve. – En stakkels Moer rejser med to “Baby” Tvillinger, der er så søssyge og skriger baade Nat og Da, og en lille krølhovedet Baby rejser helt alene og jamrer over Tilværelsen i en evig grædende Benægtelse til alt, hvad der hænder hende. Oh! no no no! Der er Folk, mest unge Mennesker, – Godtfolks Børn at see til – der af Familien “sendes over” Oceanet for at forsvinde og forglemmes.( Citat slut)

Og senere beskriver hun således New Zealand:

Landet med de blaa Bjerge og den blaa Hummel, – landet der flyder med Mælk og Honning; hvor Jorden er billig og Arbeidet bliver godt betalt. Det er Tankerne, der besjæler den Ulykkelige, der samler sine sidste Penge sammen og sit sidste svage Haab, for at prøve en sidste Hasard for Livet og Lykken.

…. Ja, Bjergene er blaa og Himlen er det, men Solen skinner over Tusind stumme, skuffede Haab. Hjemløse og fremmede dør de, der ikke var kraftige nok til det frygtelige Arbeide her fordres for at eksistere. Hjemløse og fremmede, uden at kunne gøre sig forstaaelige i deres eget Sprog; forladte og uænsede kan de ligge og dø i deres Hytter her ovre. Ingen tænker på andet end at frelse sig selv: sauve qui peut! – Og stadig kommer Folk rejsende, stadig fortrøstningsfulde giver de deres sidste Nødskilling ud til denne sørgelige endelige Skuffelse.

De gaar fra Dør til Dør, fra Mand til Mand. Den ene henviser til den anden, kun for at slippe for dette Tidsspilde, at tage sig af andre Folks Affairer og vise dem tilrette. “Ingen har haft Bud efter Eder” – siger de her ovre, “her er Folk nok at faa” – Men stadig kommer der flere. – Og stadig skrives der om, at flere kan ventes. Landet er for det meste vildt og øde. – Klipper og Steen med tusindaarig Urskov med enkelte dyrkede Pletter iblandt. Jernbaneforbindelsen mangelfuld og kun i enkelte Dele af Landet. Alt er endnu kun i sin Vorden.  Ingen har Penge herovre, siger de mest formaaende mænd. – Folk kommer hertil fra Australien og Afrika – og fortryder det.

(I aviserne) staar ikke noget om alle dem – der ensomme og gamle bor i deres fattige Træhytter langt inde i Urskoven, hvor ingen kommer – eller om dem der bor saa langt ude i Landet, at de har mange Mile til nærmeste Nabo. Alle kom de her over som yngre og kraftige Folk. Alle kom de i Haabet om Lykken, og nu venter der dem maaske den samme Skæbne som ham, de brændte Hytten om ( fordi han var død derinde og sad som et råddent lig) – og de ved det. (Citat slut)

Selv kom Ingeborg i håbet om, at hendes bror, der allerede var emigreret, var velstillet og kunne hjælpe hende – det havde han skrevet i sine breve til familien. Han var imidlertid ludfattig og levede som arbejdsmand. Ingeborgs kæreste, som hun rejste med, var uddannet gartner ( slotsgartner) og regnede helt sikkert med godt arbejde i New Zealand. Han fik ikke en chance. Kunne blive underbetalt arbejdsmand. Selv bliver hun ansat som pige på en gård, hvor hun slider 16 timer hver dag med alt forefaldende arbejde, og da hun bliver syg, fortsætter hun med at arbejde, for ellers ville hun dø af sult.

Hjemme i Danmark har hun to børn, to drenge, og de breve hun skriver til sin søster er også lidt henvendt til børnene. Hun ved ikke, om de får lov at læse hendes ord, for hun er (naturligvis) en “forargelig” og falden kvinde. Har jo forladt mand og børn og begivet sig ud på et egoistisk eventyr.

Sådan tolkes det helt sikkert i pæne kredse. Hendes far er f.eks. meget velhavende, men han sender hende ikke en øre.

Hun skal helst glemmes. Så skyder hun sig. Og hun bliver jo ikke glemt herhjemme. Med sit talent ville hun have kunnet nå langt. Men hun måtte nøjes med et skyggeliv.

Det skal nævnes til sidst, at både hun og resten af den kreds af kunstnere, som hun færdedes iblandt, gik ind for “åbne ægteskaber” – det der i 70-kollektiverne bliver til “fri sex” – det kunne naturligvis ikke fungere. Og der har været voldsomme konflikter på den front. Det tror jeg i al fald. Og mon ikke Stuckenbergs digt ( hvem af dem, der så har skrevet det) viser lidt af den verden:

Nu brister i alle de Kløfter,

som fured og sprængte mit Sind,
Alverdens fagreste Blomster
for Sommerens sagte Vind.

 

Thi to, som elsker hinanden,

kan volde hinanden mer’ ondt

end alle de argeste Fjender,

som hævner sig Jorden rundt;

 

og to, som elsker hinanden,

kan læge de ondeste Saar

blot ved at se paa hinanden

og glatte hinandens Haar.

Litteratur 2 – Lisa Genova

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted af færdige og ufærdige skrifter. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside: www.hesselholt.com.

Mange kender Lisa Genova fra romanen: Stadig Alice. Den handler om Alzheimers og er meget velskrevet og veldokumenteret, tror jeg også. Romanen “Et helt nyt liv”, som jeg læser i øjeblikket handler om det at være karrieremenneske og samtidig børnefamilie. Det vil jeg vende tilbage til. Det gælder for begge romaner, at de er velskrevne, men ikke litterært hæver sig over almindelig god prosa.

 

Litteratur 1 – Jon Kalman Stefánsson

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værkssted af færdige og ufærdige skrifter. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside: www. hesselholt.com.

Litteratur. Overskriften i dette indlæg er det første i en ny kategori, hvor jeg vil samle “guldkorn”. – Hvad jeg finder særlig godt i den litteratur, jeg læser i øjeblikket. Måske vil jeg anmelde nogle af bøgerne, men jeg vil i al fald skrive en række citater fra dem. Jeg læser meget spredt, så det vil blive et broget tæppe. Hermed det første indlæg i kategorien litteratur .

Jeg har først nu opdaget den islandske forfatter Stefansson. Her er det “fisk har ingen fødder.” Men her kommer et par citater fra bogen:

Jon Kalman Stefánsson: Fisk har ingen fødder:

Side 71:

Hvad ved vi i øvrigt om naturlovene?

Hvor dybt er himmelrummet, og hvorfor når visse af menneskets drømme ud forbi de yderste planeter i solsystemet og langt ind i det vi overhovedet ikke kan begribe? Hvorfor tror et flertalt af menneskeheden på religiøse legender der går stik imod al sund fornuft og videnskabelige beviser, ifølge al logik må du enten være barn eller enfoldig for at tro på Guds eksistens, men hvor er trøstens kraft større end i troen på Gud?

Side 200:

Kan du huske, siger han, da vi var så unge? Ja, det husker jeg, min ven! Men nu er vi pludselig blevet så gamle, hvornår skete det egentlig, nogle gange er det som om tiden overrasker en i søvne, hvornår holdt vi op med at være unge? Jeg synes nu stadig at du er den samme skarnsknægt inderst inde, siger hun og så ler han, og de kigger efter de to unge mænd på vej væk, hun ser dem længere, har bedre øjne.

Jeg bliver ligesom dem, siger Tryggi da de for anden gang vender sig om for at vinke, og de står der endnu, hun højere, grim på sin egen smukke måde med sit grove, pluskæbede ansigt, svære arme, strålende blå øjne, han så meget mere afpillet, har aldrig været stærk, men årene har udmagret ham, fortsætter de på den måde bliver han forvandlet til en økse eller et skovlblad..

Vil du blive gammel og krumrygget, så hjælpeløs, at du skal graves op af sneen?

Nej, men sådan gammel under månen og stjernerne og stadig elske min kone så højt, at jeg bare må holde om hende, og ikke have noget højere ønske end at leve tusinde år mere med hende og fortsat elske hendes læber og øjne, sådan vil jeg blive gammel og lykkelig.

 

201:

De gik begge bort først på sommeren, i juni, … med en uges mellemrum … hun begravede sin mand, sit hjertes følgesvend gennem 60 år, holdt hovedet højt, gik hjem efter begravelsen og gjorde huset rent, tørrede hver enkelt lille ting af, tog dem op, følte på dem med fingrene eller hænderne, alt efter størrelsen, og det var lidt som om hun genkaldte sig deres historie, tilværelse omkring dem, gav sig god tid, tillod sig endda at sætte sig ned og knibe en tåre nu og da, selv om det næsten var det samme som at drive den af.

 

344:

 … så du ved og helst aldrig glemmer at alle engang var unge, så du bliver klar over at vi alle på et eller andet tidspunkt skal brænde, brænde af lidenskab, lykke, glæde, retfærdighed, længsel, for det er den ild der lyser mørket op, der holder glemslens ulve på afstand, ilden der varmer livet op, så du ikke glemmer at mærke efter, så du ikke bliver forvandlet til et billede på en væg, en stol i stuen, et møbel foran fjernsynet, til det der stirrer på en computerskærm, til det der ikke bevæger sig, så du ikke bliver til det der knap nok lægger mærke til noget, så du ikke døser hen og bliver til en kastebold for magten, for økonomiske kræfter, ikke bliver til det der næsten ingen betydning har, sløv, i bedste fald smørefedt i et mystisk tandhjul. Brænde så ilden ikke svækkes, svinder ind, slukkes, så verden ikke bliver til et koldt sted, månens bagside.

 

349:

Men så vågner vi og er så ubeskyttede, sårbare, ømfindtlige, at alt kan afhænge af de første øjeblikke. Hele dagen, muligvis hele livet. Se derfor varsomt på mig, sig noget smukt, stryg mig over håret, for livet er ikke altid retfærdigt, det er langtfra altid lige nemt, vi har så ofte brug for hjælp, kom derfor med dine ord, dine arme, dit nærvær, uden dig er jeg fortabt, uden dig går jeg i stykker i tiden. Vær hos mig, når jeg vågner.  

 

 Fisk har ingen fødder

                Har netop afsluttet Bent Hallers bog: Sinkeklassen (fra 2002) – det er ingen dårlig bog, men jeg fanges ikke af den. Og derfor ingen citater fra den.

Flygtninge

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værkssted af færdige og ufærdige skrifter. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside: www. hesselholt.com.

Læste forleden Hannah Arendts “Vi flygtninge.” Et par citater og reflektioner i den retning:

Citater fra Hannah Arendts ”Vi flygtninge” fra 1943 – citaterne er taget fra Mikkels Flohrs oversættelse fra 2017, forlaget Slagmark. Citaterne følges af mine kommentarer.

I Danmark (og i hele Europa) forsøger man nu at skelne mellem immigranter og reelle flygtninge. Immigranter er dem, der kommer til os for at genopbygge et håbløst liv (ramt af fattigdom, sult og tørke). De kommer med et håb om et værdigt liv. Og det vil/kan vi ikke give dem, for de er for mange. ”Rigtige” flygtninge er dem, krigen og terroren har fordrevet. Dem har vi pligt til at hjælpe. Jøderne har alle dage været ”rigtige” flygtninge i den betydning, men de var for stolte til at leve med flugtens skamplet, og derfor erklærede de sig som indvandrere.

Citat fra Ahrendts bog – side 11) : ”Vi erklærede, at vi var rejst af egen fri vilje til lande, vi selv havde valgt og nægtede, at vores situation havde noget med ”såkaldt jødiske problemer ” at gøre. Ja, vi var ”immigranter” eller nytilkomne, der havde forladt vores land, fordi det en skønne dag ikke længere passede os at bliver der eller af rent økonomiske årsager. Vi ønskede at genopbygge vore liv, det var alt. For at genopbygge sit liv er man nødt til at være stærk og optimistisk. Så vi er meget optimistiske.”

Dagens flygtninge har mistet alt akkurat som de jødiske flygtninge i og før Anden Verdenskrig. Men medfølelsen med dem overskygges af angsten for, at de skal tage vores tryghed og velfærd fra os.  Jeg samlede penge ind for nogle år siden til Dansk Flygtningehjælp, og jeg mærkede (som mange andre) uvenligheden og mistroen.  Og jeg tænkte: sådan bliver man altså, når man er bange: en frygtning. Vi er Ikke flygtninge, men frygtninge.

(Ahrendt side 12) … Vi mistede vores hjem og dermed hverdagens genkendelighed. Vi mistede vores profession og dermed troen på, at vi kan udrette noget i denne verden. Vi mistede vores sprog og dermed de naturlige reaktioner, gestikulationernes lethed, det uhindrede følelsesmæssige udtryk. Vi efterlod vores slægtninge i de polske ghettoer, og vores bedste venner blev dræbt i koncentrationslejrene og dermed brød vores privatliv sammen.

(Kommentar) Det mest utrolige var nu alligevel franskmændenes reaktion på flygtningestrømmen fra vest dengang i 30’erne: man internerede jøderne, fordi de var tyskere ( og altså fjender) – og da Frankrig senere blev besat af Tyskland, forblev jøderne i lejrene, og nu var de der så, fordi de var jøder. Internaterne konverteredes til fængsler, og de internerede blev til fanger. Hannah Ahrendt selv sad i ”le camp de Gurs” i Sydfrankrig. Det lykkedes hende at flygte.

(Ahrendt side 23): — Vi blev udvist af Tyskland, fordi vi var jøder. Men vi havde knap krydset den franske grænse, før vi blev til boches ( tyskere). … Over syv år spillede vi den latterlige rolle, hvor vi prøvede at være franskmænd – eller i hvert fald fremtidige medborgere: men i starten af krigen blev vi alligevel alle sammen interneret som boches. I mellemtiden var de fleste af os blevet så loyale franskmænd, at vi ikke engang kunne kritisere den franske regerings ordrer; så vi erklærede, at det var okay at blive interneret. Vi var historiens første prisonniers volontaires.

(Kommentar) Vi behandler asylsøgende flygtninge/immigranter med mere nænsomhed i vores land. Tror jeg. Er dog ikke helt sikker. Derimod er jeg helt sikker på, at de mennesker, der sidder i asylcentrene og venter, undertiden i årevis, lever i et helvede. De humanistiske idealer, vi engang havde, har spillet fallit. Luther har vundet over Erasmus af Rotterdam og Montaigne. Ja, men det gjorde han jo for længe siden. Alligevel lykkedes det os at værne om humanismen. Længe. Men nu?

Nu er ordet humanisme blevet et skældsord. På niveau med ordet marxisme. Hvad tror danskerne så på? På Gud? Er de (vi) kristne? Jeg tvivler.

Hørte i dag Bagklog på P1 med Esben Kjær – han havde Suzanne Brøgger i studiet og de talte bl.a. om blasfemiparagraffen – om den skulle afskaffes eller ej. Og jeg hørte S.B. sige, at danskerne ikke bare ikke var kristne, men at de aldrig havde været det. Det tror jeg, hun har ret i. Selv om jeg aldrig har hørt nogen sige det før.

 

 

intermezzo

 

 

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værkssted af færdige og ufærdige skrifter. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside: 

Jeg har modtaget telefonopringninger og mails fra folks, som undrer sig over, at flere indlæg med karakter af erindring er blevet slettet fra bloggen. De er ganske rigtigt fjernet, men det gælder kun tekster, som jeg selv ved en senere gennemlæsning har fundet for “private”. Som når en revisor finder en fejl. – de ligger nu et andet sted, hvor kun jeg kan se dem, og måske får de en dag en form, hvor jeg igen kan lægge dem på bloggen.

 

Hulsig 1935 – en begivenhed

 

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside: www.hesselholt.com

Begivenhed? Ja, en mærkedag for to mennesker, og en dag, som hele Hulsig tager del i. for det var sådan, at man dengang delte hinandens sorger og glæder. Som min onkel Lars skriver i “Hulsigminder”: “Det lille samfund fra Kandestederne til Tranestederne, var, såvidt jeg mindes det fra min barndom, som en samhørig familie. De tog alle del i hverandres sorger og glæder”

Et bryllup i 1935. Mine forældres. Vera og Magnus Hesselholt. Nu havde de været venner, måske kærester i ca. 10 år. Det var på tide.

Som jeg skrev i forrige indlæg, så har jeg lidt travlt for tiden med at rydde op. Og nu fandt jeg en stak på over 100 telegrammer fra hin mindeværdige dag og fandt samtidig, at det ville være synd, hvis stakken bare havnede i papirkurven, der ellers så gavmildt tager imod for tiden.

I al fald vil de nogle af dem få et efterliv her på bloggen, tænkte jeg og har derfor tænkt at vise et par stykker af de  gamle telegrammer.

 Navnede på dem, der deltog i festen, har jeg ikke – kun et uklart billede. Det var en stor flok. Familie og de nærmeste venner, tror jeg. 

Men her et par telegrammer: det første er fra lærer Wilhelmsen, der underviste på Rannerød Skole i mere end en menneskealder. Min mor havde ham i 1910′erne.


H er kommer navnene. De fleste er måske glemte i dag. Men der er dog stadig børn og børnebørn i live, og desuden: de har levet og ikke forgæves. Deres spor er i os.

 

De er stavet som i telegrammerne. Der er et par stykker, der hedder det samme, men da de optræder i forskellige telegrammer er de nok ikke identiske. De fleste er folk fra Hulsig, og som regel kun med navnet nævnt. Enkelte har tilføjet titel og nogle er ”udefra”, men det noterer de selv efter navnet.

 

Adolf Christensen og Hustru

Agnes og Oskar Husth

Aksel Pedersen

Anders Chr. Thomsen og Hustru

Ane Katrine Christensen

Ane Kirstine og Lars og Sigvald

Ane Nielsen

Ane og Janus Madsen

Anna og Chr. Nielsen

Anna og Søren Troldborg

B. Bendtsen og Familie, Starholm

Bager Sørensen og Hustru, Jerup

Bernhardt Bendtsen og Hustru

Bernhardt Pedersen og Hustru

Bertha og Axel Jensen, Hjørring

Bertha og Peter Madsen

Bøie Sørensen og Hustru

Bøje Sørensen og Hustru

Børge Jakobsen

Chr. Christensen og Hustru, Hulsig Station

Chr. Christensen og Hustru, Højen Station

Chr. Høvenhaven og Hustru

Chr. og Marie Heilisen (Heilesen?), Tornby

Christensen og Familie, Mejeriet

Christian Pedersen

Christiansen, Plantør, Bunken

Dagmar og Jens Pedersen, Aalbæk

Ejler Nilsson

Elisabeth Larsen

Emanuel Mortensen og Hustru, Slagter, Elling

Emil Mose

Ester Houkær

Hakon Houkær

Hanna Christensen

Hansen, Statsbetjent

Helene og Oscar Hust, Raabjerggaard

Henry Sørensen, Aalbæk

Herman Strauss og Hustru

Herman Thomsen

Hildager og Marinus Kristensen, Rannerød

Høgenhaug og Familie, Strandby

Ida Nilsson

Ingeborg Houkær

Ingeborg og Ester Houkær

Ingeborg og Kristen Sørensen, Hollandsbjerg, Ørsted

J.C. Christensen, Slagter, Skagen

Jane og Jens Troldborg

Janus Chr. Jensen og Hustru

Janus Madsen og Hustru

Jenny og Svend Hesselholt, Skagen

Jens Hjorth

Jens P. Høgenhaven

Jens Peter Christensen og Hustru

Jens Troldborg og Hustru

Johan Jakobsen og Hustru

Johanne og Chr. Møller

Johanne og Thomas Peter Thomsen, Skagen

Johannes, Thorvald, Petrine og Johanne Pedersen og morbror Hans, Ørum

Jørgen Westergaard og Hustru

Karl Thomsen og Hustru

Karoline og (?) Christensen, Rannerød

Ketty og Børge Bøger (?), København

Kirsten Madsen

Kirsten og Anna, Thomas Thomsen, Gl. Skagen

Kitz og Familie

Kjær, Forretningsfører

Kokholm og Familie

Kresten Thomsen

Krestine Kristensen

Kristian Nielsen og Hustru

Kristine Christensen

Lars Thomsen og Hustru

Larsen og Hustru, ”Rolighed”

Laurits Jensen og Hustru

Laurits Larsen og Hustru

Laurits Lundholm og Hustru

Lissen Madsen

Mads Troldborg og Hustru

Magdalene Jensen

Maria og Henning Leed, Bunken

Marianne og Søren Christensen

Marie Andersen

Marie Christensen og Familie

Marie og Albert Nielsen

Marie og Chr. Pedersen, Aalbæk

Marie og Chr. Rump, Bunken

Marie og Yngvard Halt ( Holt?)

Marinus Christensen og Hustru

Martin Christensen

Martin Simonsen

Martinus Jensen og Hustru

Møller og Familie, Købmand, Bryggergade

Niels Nielsen og Hustru, Nr. Elkær

Niels Pedersen og Hustru

Ole Chr. Nielsen og Hustru

Oluf Nielsen og Hustru

Oskar Andersen og Hustru

Oskar Hust og Hustru

Oskar Hust og Hustru, Raabjerggaard

Oskar Jensen og Hustru, Vognmand, Skagen

P. Lyng og Familie, Strandby

P.W. Christensen, Skotøjsforretningen

Peder Houkær og Hustru

Peter Hjorth og Hustru

Peter Houkær

Peter Høgenhaven og Hustru

Peter Larsen og Hustru

Petrea Simonsen

Rasmus Hjorth og Hustru

Rasmus Nielsen

Rasmus Nielsen

Richard Jensen

Røntved, Jansen og Frederiksen

Signe og Thorvand Houkær

Sigrid Lundholm

Sigrid Sørensen

Sigtenberg, Købmand, Kvissel

Sigvald Christensen

Sinne og Conrad Hust, Aalbæk

Sovkrog og Familie, Hulsig

Søren Christensen og Hustru

Westergaard og Hustru, Købmand, Aalbæk

Anmelderi

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside: www.hesselholt.com

Forleden hørte jeg en udsendelse i P1 med Mortens Sabro. Han fortalte om sin nyeste roman ( eller hvad det nu er) ”Love me Do” – og han brugte det meste af sendetiden på at skælde voldsomt ud på anmelderne, som ikke alle havde givet hans bog stjerner nok. Navnlig Marie Louise Kjøldbye fra Information var han ude efter. Hun skriver nemlig bl.a., at bogen ikke er en stor bog. Og, hævder Morten Sabro med den sureste stemme, han kan opdrive, det er netop det, den er: en stor bog.

Hans konklusion med hensyn til almelderkorpset i DK er i klar: det domineres af fagligt inkompetente folk. Det er der sikkert mange (forfattere) , der vil give ham ret i.

Følgende er i al fald 100 % sikkert: om ens bog kommer i medierne eller ej, om den anmeldes godt eller dårligt og efterfølgende sælger godt eller dårligt, det afhænger af tilfældigheder, mest af alt naturligvis af, hvem bogen falder i hænderne på, når den skal anmeldes.

Desuden betyder de basuntrut, der lyder fra avisspalter og TV/radio, inden bogen udkommer, en hel del. Al slags foromtale spænder forventningerne og øger interessen for bogen længe inden nogen har læst den. Mediedækning i det hele taget betyder mere end det halve for bogens fremtid.

Nogle forfattere er gode til det med medierne (har måske venner inden for faget – tro ikke, at nepotisme er ukendt i Danmark – eller de har medietække) andre kan slet ikke få fodfæste i den verden.

Bogens kvalitet er naturligvis af betydning, men den side af sagen ligger langt nede på ranglisten, og de andre faktorer spiller en meget større rolle, når det drejer sig om en bogs fremtid: altså, om den bliver set – om den bliver læst – og om den bliver værdsat efter fortjeneste.

Jeg læser så meget af den nye litteratur (skønlitteratur) som jeg kan nå, og jeg undrer mig undertiden over, hvorfor en del virkelig gode bøger (m.h.t. indhold, form og sprog) næsten ikke omtales, mens ligegyldige skriblerier får mange stjerner og gode ord med på vejen.

Nu er det sådan, at jeg i de her dage rydder op. Det gør man i min alder, og det er også en god måde at se sig selv over skulderen på og tænke over, hvad der egentlig er sket i ens liv?

– og lige nu rydder jeg op i mit forfatterskab: der er en del manus’ser, som papirkurven har godt af at tage vare på, indtil forbrændingen tager over. Og alle anmeldelserne ryger samme vej. Der er hundredevis af udklip, og de ville være en pestilens for mine arvinger.

Men inden da kunne jeg tænke mig et lille eksperiment, som muligvis underbygger alt det, jeg skrev ovenfor om anmeldere. Det kunne være morsomt at prikke det mest positive og det mest negative ud af materialet og så se lidt på, hvordan forskellige mennesker har læst og vurderet det, man har skrevet. Så mange vidt forskellige opfattelser af den samme bog – vel at mærke af kapaciteter inden for anmelderfaget.

Ofte forstår man slet ikke, at det ER samme bog.

Det kan så MÅSKE være en trøst og advarsel for kommende forfatterspirer. Morale:

Hvis du vil være forfatter, så skal du vide, at du går ind i et erhverv, hvor du får mange tæv og mange roser og begge dele er svære at håndtere.

Det tror jeg er en erfaring alle forfattere har gjort. Ikke kun Morten Sabro. Skønt han er den eneste, jeg har hørt vræle sådan rigtig højt og skingert over det.

JOHAN

 

Det virker ikke ægte, at Johan ene af alle ikke bliver forrået af opholdet i Børnehuset, han beholder sin retfærdighedssans. Der er en meget brat overgang fra den naive 10-12årige Johan til den udspekulerede 13årige ditto. ( Poul Wibbert Esberg)

Det er en spændingsfyldt historisk roman fortalt med dramatik og indlevelse. Tidens vilkår og miljøet i København står lyslevende. Med lidt historisk interesse vil bogen være en oplevelse for de 12-16årige. Kirsten Larsen (Bibliotekerne)

ISENGLENS SØN 

 

Annelise Vestergaard (Jyllandsposten): Denne anmeldelse er nok lidt halvlunken. Jeg farver den ikke helt rød Efter en gennemgang af handlingen konkluderer anmelderen: Over denne version af kampen mellem det gode og det onde – og den blanding, de fleste består af – har Marianne Hesselholt bygget sin historie, kaldet “Isenglens Søn”. Den er lang og omstændelig, måske lidt fortænkt og meget symbolladet, men velskrevet og trods alvoren med muntre islæt. 

 Flemming Dehn: Det er en flot bog, pakket ind i en sjov, anderledes og elegant ramme og med synsvinkler, som ikke bare snakkes væk. Nogle vil måske kalde bogen for krævende, ”så anderledes” men vore gode læsere har også krav på kvalitet, der vender det hele lidt på hovedet.  

SKYD DIG IGENNEM, SAGDE OLDEFAR  

Her er en lang række anmeldelser, men ingen negative

Damian Arguimbau skriver i Weekendavisen bl.a.: Marianne Hesselholt, som er lektor ved Silkekborg Amtsgymnasium debuterede forrige år med den meget lovende roman Johan, der senere blev efterfulgt af Isenglens Søn. Men Skyd dig igennem! Sagde Oldefar har hun skrevet en meget varm og humoristisk fortælling om venskabet mellem de 6-årige Anne og hendes senile oldefar.

Anette Bruun Jarl skriver i Århus Stiftstidende: For de ældre (5-10årige) er Marianne Hesselholts ”Skyd dig igennem! Sagde oldefar” sæsonens bedste bud på bogen. Det er faktisk den bedste bog, jeg har læst længe.

Sært nok blev jeg træt af at skrive børnebøger efter den bog og gik over til voksenbøger.

GYLDEN SOL OG SORTE SKYER: 

Den mest afskyelige anmeldelse, jeg nogensinde har fået, fik jeg af  Claus Grymer i Kristelig Dagblad. Her rørte jeg ved et koryfæ for kristne, følte jeg, som man ikke ustraffet kunne give sig af med. Der var et par anmeldere mere, der kastede sig over mig, som var jeg en slags vaneforbryder.

Her er et par, som trak tænder ud:

Claus Grymer: ...En fortællestil, der er springende som Hesselholts, kan praktiseres med godt resultat. Men det kræver en indre sammenhæng. Og den mangler. Portrættet af Kingo er uden den fornødne psykologiske dybde.

Mette WingeDet gør, at romanen på trods af sin omhu og sine grundige forstudier – bortset fra barndomspartierne – kommer til at mangle nærvær og fortællemæssig nerve, og Kingo ender med at blive en skikkelse, som egentlig ikke vedkommer læseren særlig.

En mellemsur anmeldelse af Knud Bjarne Gjesing: ...trods den samvittighedsfulde omhu med de biografiske detaljer har bogen dog sin svaghed i selve portrættet af salmedigteren. Hos Kingo fornemmer man noget af renæssancetidens tunge livsappetit,. Trættekær, magtkær, kvindekær og pengekær, men samtidig depressiv og syndsbevidst.  … 

Pænt, men lidt lunkent: Johannes Værge:Thomas Kingos kærlighedsliv kalder Marianne Hesselholt frem i romanlyset. Hvor meget og hvor dristigt hun på det felt har måttet forlænge kilderes antydninger skal jeg ikke kunne sige, men levende og troværdigt virker det. …Ellers går fortællingen ukompliceret af sted, lige ud af landevejen, uden opvisning i litterære tricks, og tak for det …

Nu et par anmeldere med helt andre øjne og hjerter:

Bjarne Åkesson Filholm : En velskrevet og medrivende romanbiografi om den danske berømte salme-og barokdigter, Thomas Kingo. Romanen er letlæst og den henvender sig bredt til voksne roman-og biografilæsere og ikke blot dem, der har interesse for omtalte person i forvejen. Fortællingen er afbalanceret fortalt … Man får også et indtryk af selve personen Kingo: et begavet, ambitiøst og dybt troende menneske med litterære talenter …

e-bi – Holbæk Amts Venstreblad: Marianne Hesselholt har taget udgangspunkt i de kilder, der foreligger om Thomas Kingos liv og levned, men først og fremmest er det salmerne, der har inspireret hende til en godt fortalt skildring af en af vore store salmedigtere og det ingenlunde trivielle liv, han har haft. Det er bestemt ikke nogen kedelig skildring. Tværtimod.

Flemming Kofoed:  Det er modigt gjort at skrive en bog om Danmarks store salmedigter Thomas Kingo. På den anden side er der adskilligt kildemateriale i form af bl.a. biografier, afhandlinger og ikke mindst Kingos mange salmer og skæmtedigte at stykke et livsforløb sammen af. Og det har Marianne Hesselholt gjort ganske spændende og underholdende og nødvendigvis også med en vis portion frimodighed …fængslende læsning er det …

John Chr. Jørgensen : den dramatiserede biografi fungerer bemærkelsesværdigt godt, også sprogligt. Frem af et broget tidsbillede med svenskerkrig og pestplage træder et troværdigt portræt af psalmisten Thomas Johannis Kingopius i al hans styrke og skrøbelighed. … Marianne Hesselholt har fået et arbejdslegat fra Statens Kunstfond til at gå videre med romanbiografier om Brorson og Ingemann. Ja, hvorfor ikke. Salmedigtere har det med at fordampe i ren ånd. Hesselholt ser ud til at kunne give dem kød og blod. 

I Kirke og Sogne – kontakt 1/2 1997 (men uden signatur) stod følgende at læse: Udover den medrivende skildring af Kingos liv får læseren meget at vide om underviningen i barokken, om svenskekrigene, om de fattiges liv og meget andet. Hvert kapitel indledes med eksempler fra Kingos digtning, eksempler, so inspirerer til videre læsning af dette enestående forfatterskab, skrevet af et begavet, ambitiøst, dybt troende, men også selvoptaget og forfængeligt menneske.

I bladet Solkysten af november 1996 ( desværre også uden signatur) kan man læse følgende.:Jeg troede, jeg vidste meget om Kingo, denne viden har jeg fået udvidet betragteligt og på en meget læseværdig måde. Desuden har forfatteren skrevet bogen på en meget fornøjelig måde. Det tørre stof er blevet levende og endnu mere nært.

BRORSONS BILLEDER  

Reaktionen på den roman var som på den forrige: nogle havde bogen givet en god oplevelse – andre tværtimod – det virkede som ved Kingobogen, næsten som om jeg havde begået en slags helligbrøde. Og lidt brødebetynget følte jeg mig faktisk – men det tror jeg er en naturlig følelse, når man har den frækhed at lægge et levende (omend afdødt) menneskes liv ind i en romans fiktive univers.

Her først en lunken:

Preben Meulengrath: 

Meget morsomt begynder han anmeldelsen med at skrive, at Mette Winges roman om Hermann Bang er modellen for “Brorsons Billeder”. Morsomt, fordi jeg ikke dengang havde læst hendes roman. Det har jeg nu. Den er rigtig god, men min er altså ikke et plagiat.

Men her et pluk af anmeldelsens kerne: Det biografiske skelet har Marianne Hesselholt klædt i tolkningen og fantasiens kød. … det lykkes ikke helt godt. Læseren får ikke styr på, hvordan den uvorne knægt og dovne student pludselig bliver til en anset præst, provst og biskop.  … Selv om romanens helhed mangler spændstighed, så lever den gennem sine billeder …

Det er en blandet anmeldelse, som man kan få indtryk af her. Og jeg synes, den bærer præg af, at anmelderen ikke har læst hele bogen (den er jo også lang). Når han f.eks. kalder Brorson en doven student, så fremgår det i al fald ikke af romanen, tværtimod  - hvor han næsten slider sig ihjel – det er altså filologi og filosofi, han studerer og ikke teologi. Derfor relegeres han fra universitetet, ikke fordi han er doven. Det er for øvrigt et karakteristisk træk hos langt de fleste anmeldere: de læser ikke, de skøjter. Og har vel ikke tid til andet.

Bent Windfeld: Han starter med et langt referat af bogen, og det er ok. Så slutter han med nærmest af fastslå, at jeg har “folkeliggjort”  Brorsons liv, så alle kan læse bogen, og at den derved taber i dybde. Og her vil jeg delvis give ham ret – det var faktisk hele tiden min mening af skrive “folkeligt” og ikke for akademisk skolede. Det får jeg på puklen for, men jeg tager det som en ros. Og sådan set er denne stort set negative anmeldelse slet ikke dårlig. Han skriver bl.a.:

Forfatteren har åbenbart ikke villet belaste sin fremstilling med at indføje denne skildring i en ramme af idehistorisk karakter, men derved har den fået en smag af en nutidig eksistentialisme, som den vel ikke kan have haft på Brorsons tid. Det er et valg, som gør bogens problematik lettere forståelig for den relativt forudsætningsløse, men som samtidig gør den historiske situation mindre konkret. …. Disse scener er i og for sig klart og som regel ret fængslende skildret, og derfor har bogen vel en fremtid som folkelig oplysning … men den ville rigtignok have vundet … hvis den havde vovet at fordybe sig mere i Brorsons tanker og digte.

Det sidste har jeg taget ad notam i mine foredrag, hvor jeg fordyber mig i Brorsons digte. For det har han jo ret i. Og det er jo vigtigt. Min kærlighed til digtene er da også større end min kærlighed til digteren ( for ham kender jeg jo ikke og kan aldrig komme til det – den Brorson, jeg “skaber” er min Brorson.

Her kommer så en noget koldere af slagsen. Det er Henrik Wivel: … fremme ved bind to, Brorsons Billeder, er det stadig ikke helt klart, hvad der er Marianne Hesselholts ærinde, udover i en åben og pædagogisk let tilgængelig form at oplyse om – i dette tilfælde – Brorsons liv og levned. Det gør hun udmærket, men så heller ikke mere … …det romanbiografiske projekt er som helhed sympatisk, og Brorsons Billeder svalt underholdende i sin patinerede sprogdragt og konventionelle andægtighed.

Her er noget mildere, som dog også var lidt ondt (altså for mig at sluge):

Niels V. Petersen. Han konkluderer: Romanen er ellers behændigt og spændende nok skruet sammen omkring den aldrende Brorsons tanker og erindringer en sen og søvnløs nattetime i bispegårdens studerekammer i Ribe. Her læner biskoppen sig tilbage i stolen med lukkede øjne og lader synerne folde sig ud og sig selv føre tilbage til drengeårenes marsklandskab. Derefter fremstilles Brorsons erindrede liv og levned i kronologisk rækkefølge. Det er i sig selv befordrende for den biografisk interesserede læsers mulighed for at holde trit med historien, men samtidig forfladiges hovedhpersonen og optrinene reduceres til brogede glansbilleder.

Og nu vi er ved smertepunkterne: Nicolaj M. Lassen Han konkluderer således:

Brorsons Billeder er en udpræget undervisningsvenlig bog med sine korte kapitler samt noterne bag i bogen, der forklarer de svære ord og de tyske og franske sentenser. Men sin lidt gammeldags biografiske oplysninger af digterværket ( det er næsten helt Hans Brix’sk) og den trivielle sidepointe, at Brorson var en almindelig ualmindelig mand, rokker bogen næppe ved nogens opfattelse af den gamle digter. Og så kan romanen i øvrigt være nok så velfortalt og sproglidt lydefri.

En sidste af de, der gjorde lidt nas var Mette Winges anmeldelse: -andre skikkelser fra Brosons samtid føres lidt som dukketeaterfigurer i korte glimt ind på scenen. Det gælder håndskriftsamleren Arni Magnusson, det gælder en spidsnæset og spids Ludvig Holberg, og det gælder den halvfordrukne, men geniale digter Ambrosius Stub, som Brorson ikke rørte mange hjælpende fingre for … Brorsons Billeder vidner om stor flid og kærlighed til stoffet, men manden Hans Adolph forbliver temmelig fjern og en smugle aspargeagtig…

Mette Krogsholm Pedersen: De første 50-60 sider, der handler om hans barndom, er ikke så informative, men er domineret af mange sprogligt velformede naturbeskrivelser og billeder. Men man bliver mæt af billedmængden. Beskrivelserne bliver færre og mere nuancerede, som bogen skrider frem, og romanen har klart sin kvalitetesmæssige tyngde i sidste halvdel. Her der det, at nogle af Brorsons interessante, religiøse dilemmaer beskrives gennem dialoger med kolleger og over-og underordnede. Vidste man intet eller kun lidt om Brorson, før man læser bogen, er man ikke bare blevet klogere bagefter, men man har også fået stoffet leveret på en let fordøjelig måde. … hvis ens ærinde  … er at læse en god roman, ja, så er der skrevet bedre af slagsen.

Efter en pæn anmeldelse konkluderer Knud Bjarne Gjesing: Marianne Hesselholts romanbiografier er fortalt i en bred og folkelig stil, og de bygger tydeligvis på grundige studier af materialet. Efter planen skal serien afsluttes med et bind om Ingemann, idet forfatteren tilsyneladende viger tilbage for at give sig i kast med Grundtvig. Det er en skam. I “Frederik” fra 1972 tegnede Ebbe Reich et portræt af Grundtvig som en slags provo, hippie og 68-oprører. Denne skildring kunne behøve et mere nøgternt alternativ.

Eva Hein: Hvor mange af os ville kaste os nysgerrigt og videbegærligt og helt frivilligt over en bog om en salmedigter fra det 18. århundrede? Sandsynligvis ikke ret mange. Derfor er det i sig selv en bedrift at få pustet så meget liv i et ældgammelt og ikke tilsyneladende appellerende kapitel, at der kommer en både læseværdig og underholdende historie ud af det. Men det er præcis, hvad Marianne Hesselholt har formået med romanbiografien Brorsons Billeder. …. Det er svært som læser at afgøre, hvornår handlingen bygger på det indsamlede kildemateriale, og hvornår der skrives pr. fantasi. Men det afgørende er også, at det er en dejlig velskrevet bog, indlevet fortalt og med en fin balance mellem fiktion og fakta. Og det er den!

Erik Nicolaisen Høy: Hesselholt har gennemgået et righoldigt kildemateriale, hvilket afspejler sig i bogens troværdige tidsbillede.  … Bogen er opbygget som forfatterens bog om Kingo “Gylden Sol og sorte skyer”, dog mere psykologisk. Kingoromanens læsere vil også sluge nærværende.

Eva Meile: Jeg har læst “Brorsons Billeder” med stor glæde og interesse. Jeg synes, at forfatteren er i besiddelse af både psykologisk indlevelsesevne, teologisk niveau og sproglig fantasi og livfuldhed. Hun tegner et fængslende og overbevisende billede af Brorson som en sammensat natur, i hvem mange lidenskaber kæmper om magten. Beundringsværdig er også den måde, hvorpå hun uden at forfalde til bedrevidende “afsløringer” kaster lys på digterens menneskelige og alt-for-menneskelige følelser og handlinger. Brorson får lov at fremstå i “hel figur”. Også bipersonerne når at få karakter, meget vellykket er efter min mening f.eks. glimtene af Holberg og Ambrosius Stub.Det skal lige føjes til her, at ovenstående ikke er en anmeldelse, men en udtalelse, som E.M sendte til mit forlag = P. Haase og Søn), inden bogen udkom).

Henriette Bacher Lind: I lighed med denne ( Kingobogen) er også denne en bog, der meget samvittighedsfuldt og stilfærdigt fremlægger salmedigterens levnedsløb, sådan som det har formet sig fra barndom til alderdom…. Marianne Hesselholt har tydeligvis sat sig grundigt ind i de historiske omstændigheder, hvorved man får et glimrende indblik i datidens både teologiske og hverdagsagtige miljøer, skarnet i gaderne, vægterens sang, det klamme studerekammer, de halvrådne sild, som peblingene indtog dagligt, og beskrivelsen af Brorsons møde med pietismen i alle dens mange skikkelser er føjet naturligt ind i forløbet.

Flemming Everfelt: Marianne Hesselholt … lader den gamle søvnforstyrrede biskop sidde i nattetimer og genopleve sit liv. Det virker særdeles nærværende og troværdigt, så længe talen er om den bitte knægt og hans til tider meget naturnære oplevelser i bondelandet. Skildringen af knægtens møde på galgebakken med en original, som han tror er Mestermanden selv, er en helt lille perspektivskabende historie i sig selv.

 

Jeg skal nævne, at ovenstående bøgerne er udkommet på Modtryk (Johan), Gyldendal ( Isenglens Søn) og P. Haase og Søn ( Gylden Sol og Brorsons Billeder) Desuden, at anmeldelserne er fra Weekendavisen, Berlingske Tidende, Jyllandsposten, og Kristelig Dagblad + et par tidsskrifter: Præsteforeningens Blad, Dansk Musiker Tidende.

Mine novellesamlinger har jeg gudskelov ( man er så berørt, at man ikke tager Guds navn forfængeligt, når man tager det med i den her sætning) ikke fået nogen negative anmeldelser på, og også bøgerne om Alzheimer høstede kun roser.

De sidste bøger, som jeg vil medtage i det lille eksperiment er bøgerne om Ingemann. Det blev til i første omgang til to. De kommer her:
   

LANDSBYBARNET:

Der kom ingen anmeldelser på bogen. Måske fordi forlaget ( Net-bog-klubben) ikke sendte den til dagspressen, som jo ikke er tankelæsere. Men fra bibliotekerne lød det sådan her. Kim Lau Larsen: Den nye bog om B.S. Ingemann er bygget over samme læst ( som Kingo og Brorsonbøgerne) På baggrund af nøje kildestudier følger vi hovedpersonens liv i romanform – herunder hvad han kunne have sagt og tænkt. Bogen er strengt kronologisk. Først om drengens trygge tilværelse i Korkildstrup præstegård – det fylder langt over halvdelen. Her følger vi livet i et præstemiljo i slutningen af 1700tallet set i barnehøjde. Et fantasifuldt og følsomt sind indsuger alle indtrykkene fra voksenverdenen – uden rigtigt at forstå. … Der er planlagt en forsættelse om hans voksenliv.

LUCIE¨

Heller ikke Luciebogen blev sendt til anmeldelse. Dog blev den anmeldt i Politiken af Mette Winge ( Og nu blev jeg helt glad for hende) – hun skriver bl.a.: Marianne Hesselholt har skrevet sin bedste roman – en vellykket fantasi over billedkunstneren fru (B.S:) Ingemanns opvækst. … Pigesindet er fint fanget ind, og man bevæges, samtidig med at man også morer sig over skildringen af tidens skikke, sæder og selvfølgelig også moral. Marianne Hesselholt har tidligere skrevet større romaner om Kingo og Brorson, men jeg er lige ved at synes, at bogen om Lucie er den mest vellykkede.

Det blev til en 3. bog om Ingemanns voksenliv. DEJLIG ER JORDEN Den fik også ord med på vejen af Mette Winge (Jeg tager hende da vist alligevel til mit hjerte) – skriver bl.a.: Den lille roman er komponeret i ti korte afsnit, og det lykkes faktisk Marianne Hesselholt heri at trænge ind i Bernhards liv og sind. Sammenholder man “Dejlig er Jorden” med romanen om hans Lucie, så virkede denne måske nok en kende mere overbevisende end “Dejlig er Jorden”. Kvinder forstår måske bedre kvinder end mænd, når det kommer til stykket, men jeg kom dog til at begribe Bernhard en bid bedre gennem Marianne Hesselholts fortolkning, end jeg har gjort tidligere. 

Efter et par år samlede jeg de tre bøger til én bog, og den var der ingen af “mine” forlag, der ville udgive. Klart nok, måske, for det var jo et sammendrag af de øvrige, og selv om der var føjet nyt til, bl.a. fordi jeg havde været så heldig at finde Lucies gamle skitsebog med et utal af skitser, der aldrig havde været offentliggjort. Jeg lånte den af ejeren og fik lov at tage billeder fra den. Det var da ret enestående, og det føjede nye aspekter til min tolkning og forståelse af hendes liv.

Jeg udgav så bogen på mit eget lille forlag Ancethe – der var et par radioudsendelser om bogen og enkelte anmeldelser. Ingen negative, og i 2015 indbragte bogen mig Karin Michaëlisprisen. Så selv om den var en udgift for mig – og det blev den, for bibliotekerne havde jo de gamle og købte ikke den nye – så var det det hele værd. I Weekendavisen skrev Niels Højlund f.eks. i slutningen af en lang og pæn anmeldelse : Marianne Hesselholt fortæller jævnt og tilforladeligt om familien Ingemanns liv og oprindelse. Hun har fået den gode ide at tage brudstykker af Ingemanns erindringer, Levnetsbog, og bruge dem som indledning til de forskellige tidsafsnit, og så selv digte videre derpå, som om det er Ingemanns egen tekst, der fortsætter. Og hun har fået den endnu bedre ide at finde frem til Lucie Ingemanns Et lille Levnetsløb til Bernhard, så hele sagen også ses fra hendes side – hun, som jo i tidens stil ellers er så overset både som menneske, som kvinde og som den malerinde, hun også var. Og hvor erindringsbøgerne ikke slår til, væver hun Ingemanns digte ind i teksten, så de også bliver en slags kommentarer til det levede liv. Alt sammen udmærket…. og for den, der vil finde frem til en forståelse af, hvad romantikken egentlig var dengang, den endnu ikke var sig selv bevidst som historisk epoke, er denne bog en udmærket indgang – åben for enhver, der forstår at læse ikke bare med hjerne, men også med hjerte.

Der kunne godt stå lidt med rødt her, for biblioteksudtalelsen var ikke god, og jeg har nok med vilje glemt, hvem der skrev den. Den advarede nærmest bibliotekerne imod at købe min nye bog. Lektøren mente, at det bare var en gentagelse af de tre foregående. Det var det ikke. 

 

Bibliotekernes lektørudtalelser har i øvrigt altid været pæne. Den eneste undtagelse er vist nok ovenstående.

Så er der “Hændelser ved Hulsig”, som man kun lige åbnede og så lagde til side. Affærdiget af lektørkorpset med en bemærkning om, at den var for “privat” – de kunne jo have skrevet talentløs – det ville jeg have accepteret. Men det var ret tåbeligt at skrive “privat”, ikke sandt?  for så kunne bibliotekerne jo slet ikke give sig af med at anmelde tidens skønlitteratur, som netop tager stoffet fra forfatterens eget liv. Knausgård for blot at nævne en enkelt.

Nej, “Hændelser ved Hulsig” er ikke privat – selv om den har en bestemt egn som baggrund for fortællingerne, og min familie – Hesselholterne – spiller en rolle. Det var hændelser, der virkelig fandt sted i Hulsig gennem 200 år – og de er her fremstillet i fiktiv form.

Og nu siger jeg som Sabro: Det blev faktisk en rigtig god bog. Den burde bibliotekerne have købt. Den var god at skrive og god at læse. Det sidste har jeg så kun mine læseres ord for, for den blev som sagt ikke lektøranmeldt. Jeg klagede over det ( og det skal man vist aldrig gøre, så får man uvenner inden for den verden, der tildeler en brødet – og man må sulte) – de lovede at se på sagen. Og en halv time efter, at jeg havde ringet, fik jeg besked på, at nu havde de kigget på bogen igen, og meldingen var den samme: det var en alt for privat bog. Den er på 400 sider, så de er da i det mindste hurtiglæsere der på stedet.

Fred være med dem.

Jeg beder Fadervor hver dag – og skal man tage bønnen alvorligt, så rækker den også til bibliotekernes lektørkorps.

20 – Mosul og Tobias

 

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside: www.hesselholt.com

I dag ligger den store irakiske by Mosul i ruiner. Den blev erobret af Isil i 2014, og nu i disse dage ( men ikke for første gang) er irakiske specialstyrker i færd med at erobre den tilbage. Et af verdens brændpunkter. Det har den været i lang tid nu, og dem, der stadig er tilbage i byen og endnu ikke myrdet af Abu Bakr al-Baghdadis voldsregime, forestiller jeg mig, må være ligeså ødelagte som de ruiner, de skjuler sig i.

Det er ældgamle rædsler,  som byen Mosul oplever i disse dage. Der har lydt skrig og suk historien igennem. For Mosul ligger på ruinerne af det gamle Nineve, som de af jer, der har læst Tobias’ historie, sådan som jeg har fortalt den i “Tobias og Englen”, kender til. Den gang hed landet Assyrien og det beherskede en stor del af Mellemøsten.

Tobias, helten i Tobias og Englen” levede for mere end 2600 år siden. Han opholdt sig eksil i Nineve sammen med sin familie. Men vi hører i den apokryfe tekst Tobits Bog, hvordan det lykkedes Tobias’ far, Tobit, at vinde kongens gunst og få en særstatus i det mægtige Assyrien. Og der er på den tid mange jøder i Nineve, de fleste fattige.

Fred var heller ikke lige det, der prægede byen dengang, selv om der i perioder var relativt fredeligt; fred vekslede hele perioden med krig. Akkurat som det har gjort lige siden og åbenbart synes at skulle fortsætte. 

Allerede i begyndelsen af Bibelen støder vi på navnet Nineve (Mosul i dag) – der står nemlig i 1. Mosebog kap. 1, at Nimrod, en af Noas efterkommere, var “en vældig jæger for Herrens Øjne; derfor siger man: “En vældig Jæger for Herrens Øjne som Nimrod” Fra først af omfattede hans Rige Babel, Erek, Akkad og Kalne og Sinear. Fra dette Land drog han til Assyrien og byggede Nineve.”

Jeg synes, det er en morsom oplysning – at Nineve ligefrem skulle have haft en jødisk grundlægger. Måske er det derfor, at konge Sankerib, indtil han går amok, hæger om den jødiske seer, Tobit.

Senere kan vi i Biblen læse om Jonas, der bliver slugt af en fisk (hval?) – det er jo det, vi mest husker om ham, men først hører vi, at Gud har i kraven af ham, fordi han vil bruge ham til at udslette den onde by Nineve.

Jonas kommer efter flere genvordigheder ( hvalen) omsider til Nineve og stiller sig op et sted, hvor alle kan høre ham. Og her udråber han følgende: “Om fyrretyve dage skal Nineve styrtes i grus.” Og de må have taget ham på ordet i den store by, for de omvender sig til Gud Herren og bliver alle som én fromme og gode mennesker, og Gud ombestemmer sig.

Der står sådan her i 3.kap.vers 10 (Jonas’ Bog) “Da Gud så, hvad de gjorde, hvorledes de omvendte sig fra deres onde Vej, angrede han den Ulykke, han havde truet med at føre over dem og gjorde ikke Alvor deraf.”

Men så heldige er de nulevende ( eller døende) efterkommerne i den gamle by ikke. Nu bliver Mosul lagt i ruiner.

Har Gud glemt dem?

19 – Kort om Tobias

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside: www.hesselholt.com

Tobias og Englen kan nu læses i hele sin udstrækning på det indlæg, der hedder engle. Det er indlæg nr.18 i den kategori.

OG DAGEN OPRINDER … Fussingøspillet

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside: www.hesselholt.com

I det følgende har jeg tænkt at rekonstruere det gamle spil, der gik over scenen ( det grønne græs) i Fussingøparken i nogle smukke sommerdage i 1988. Med det fejredes 200 års dagen for stavnsbåndets ophævelse, og jeg havde fået den opgave at skrive og instruere stykket. Det sidste sammen med Jytte Nielsen. Det var på alle måder en stor og dejlig opgave. Desværre havde vi en helt umulig fotograf ( professionel oven i købet) som skulle optage det hele på video, det kludrede han med, så der findes ingen optagelse. Kun nogle billeder, som jeg vil lægge på bloggen og samtidig forsøge at rekonstruere stykket ord for ord. Og det er vanskeligt, for jeg har kun nogle sølle kladder. Prøver at sætte dem sammen, så man kan læse det.

Om stykket ganske kort. Det er et egnsspil, hvori alle personerne med udtagelse af det unge par, knøsen Søren og pigen Mette, er uatentiske. De er gravet frem af gamle arkiver. Pastor Boisen var altså virkelig præst i Bjerregrav i 1875. I stykket holder han en tale i anledning af, at bønderne har opstillet en æresstatue af grev Ludvig Scheel von Plessen. Så vidt jeg husker, fandt jeg hans tale i en gammel avis. Den er altså også ægte nok. Det samme gælder som sagt hele det øvrige persongalleri. De har virkelig levet og virket på egnen.

Publikum til generalprøven

‘En af dagene var det regnvejr

 

Tre af skuespillerne, Thyge Jensen, Hans Kaltoft og Niels Arne Hansen, hygger sig i en pause under prøverne:

Og her kommer første scene:

OG DAGEN OPRINDER …

ET EGNSSPIL OM FUSSINGØ

Scenen er Fussingøskoven. Året 1988. En sommerdag. En familie går tur i skoven. De taler om gamle dage – hoveritiden, stavnsbåndet og om det nye slot og de nye tider sidst i 1700-tallet.. Børnene har netop lært om landboreformer, og moderen har brugt tid på at studere egnens historie.

 

FØRSTE DEL

en sommerdag i 1988

 mor – far – Mette og Søren

Mor:      Hvor herligt, at jeg kunne lokke jer alle 3 med ud. At gå her i stedet for at sidde og glo på den åndssvage skærm.

Mette:    Men nu gik far glip af TV-avisen …

Far:        Sludder! Men … øh … selv ville jeg nu nok have foretrukket en markvandring fremfor det her skovløberi. Sådan en lun og klar juniaften. Kornet, der gror og grønnes for hver dag.

Mette:     Åh, far, du har da også kun avl og gødning i hovedet!

Mor:       Mette!

Søren:     Jamen, det er da sandt. Far har et rigtigt nyttesyn på naturen.

Mette:     Ja, og også dig, mor. Når du ser hylden blomstre, tænker du vist mest på, hvor mange liter saft, der kan blive.

Far:        Nå ja, for os hænger natur og arbejde på en måde sammen, og det, som man selv har sået og set spire og gro, ja det giver nu én en helt særlig glæde.

Mor:      Ja, sådan er det nok. Men netop her ved Fussingø er der så meget, der minder om gamle dages bønder og om tider, hvor den glæde, som du taler om, ikke var så selvfølgelig.

Søren:    Ja. Vi har lige haft om Fussingø i skolen. Om borgen i Gammelhave og om bønderne og herremændene dengang. Og ved du hvad, far, hvis vi havde levet for 200 år siden, så havde du været stavnsbunden og hoveriarbejder og  …

Mor:     Hør nu! Hvis vi havde levet for 200 år siden, så ville vi jo have oplevet stavnsbåndets ophævelse. Og for resten så var bønderne her på Fussingø meget bedre stillede end de fleste andre i kongeriget. Her havde de deres gårde i arvefæste, og hoveri var der ikke meget af.

Mette:    Arvefæste, hvad er det?

Mor:      Nå, det har I alligevel ikke lært. Jo, ser du, de fleste steder kunne herremanden flytte omkring med bønderne, som han ville. Ingen kunne vide sig sikker.

Søren:     Føj, fandt de sig i det.

Mor:      Tja, som regel. Men på Fussingø var greven en klog mand. Han vidste, at en bonde var flittigst, hvis han var tryg.

Søren:     Så han var en slags tryghedsfond.

Mor:       Ha … ja, det kan du sige. I al fald havde bønderne ret til at beholde deres gårde.

Mette:     Er det ikke også det, der står på stenen oppe ved slottet.

Mor:      Jo. Og bønderne rejste den for præcis hundrede år siden for at mindes den greve, der gav dem gårdene i arvefæste.

Søren     Jo, men fæstebønder var de ligegodt.

Mor       Godt nok, men friheden blev en mulighed for dem. En ny bonde så en ny fremtid, og det fejrede man for 100 år siden lige her. Med en stor fest.

Mette     Den fest ville jeg godt med til.

Mor       Så siger vi det. Vi tager til fest. Hold jer godt fast, for nu rejser vi 100 år tilbage, og så …

Far         Hold da op. Al det sværmeri og digt. Nej, lad os holde os til virkeligheden. Begge ben på jorden.

Mor       Du med din jord! Du trænger til at brede vingerne ud og mærke luften omkring dig. Og for resten digtning er altså også sandhed. Og det jeg nu vil fortælle er lige så sandt, som at denne sommeraften er smuk. Digt eller ej.

Far         Så fortæl.

 ANDEN DEL

En sommerdag i 1875

Personerne trækker ud til siden, og scenen skifter, og tiden er nu 1875. Det er samme sted, og man ser den festlighed, der fandt sted i skoven, da bønderne rejste mindestøtten vor Christian Ludvig Scheel von Plessen.  Et optog. I spidsen godsforvanter Nannested og pastor Boisen – derefter følger bønder i festdragter.

Pastor Boisen:    Kære arvefæstere til Fussingø. Vi er samlede for at mindes og ære grev Christian Ludvig Scheel von Plessen, som i dag for hundrede år siden overdrog jeres forfædre deres gårde til evig arv og eje. Lad os tænke på de ord af profeten: Rejs dig minder/sæt dig støtter/agt på sporet/du har vandret. Det er egentlig betydningen af historien, både det hele menneskelivs og hvert folks og hvert enkelt menneskelivs historie, at den ligesom rejser minder, sætter støtter og peger på sporet. Der vil da også være enkelte tider, begivenheder og øjeblikke, der ligesom byder os at stå stille og sætte mærke derved. Det er det, man har villet her på dette sted, idet danske bønder som frie mænd af taknemmelighed har rejst en mind-og æresstøtte med følgende indskrift: Christian Ludvig Scheel v. Plessen til Fussingø gav godsets bønder deres gårde i arvefæste i 1775. Taknemmelige arvefæstere satte denne mindestøtte 1875. Denne støtte skal nu stå her og pege frem som en påmindelse om, at skønt Gud grænser vort korte liv af fødsel og død, så har han også givet os evner og kræfter til stedse at arbejde for, at dette jordiske liv kan leves i frihed og lykke. Bondenavnet var fra Arilds tid et hædersnavn på en fribåren mand, men gennem middelalderen sank bondestanden dybere og dybere ned til trællestand uden eget bo og uden personlig frihed. Samtidig blev kongens magt stedse mere indskrænket og lagt under håndfæstning af de privilegerede stænder, adel og gejstlighed. Med Grundtvigs ord: Kongens hånd engang var bunden/folkets stemme lød omsonst/ dog i Danmark blev opfunden/ kærlighedens skønne kunst. Det var først kongehånden, som blev løst, idet kongen blev frigjort fra den utålelige håndfæstning. Men sent gik det, før trællebåndene, som bandt den danske bonde, blev løste. Den landeværnslov, som strakte sig over hele landet, udviklede sig til et stavnsbånd, der gjorde bonden ikke blot trælbunden til sin hjemstavn, men bragte ham under den vilkårlige behandling af herremændene. Først med stavnbåndløsningen i 1788 toges det første sejrrige skridt til bondestandens frigørelse til som en fri og hæderlig borger at begynde et nyt liv. Men midt under herremandsvældets værste tryk var der dog herremænd, hvis hjerte slog varmt og opofrende for den samme sag og både støttede den unge prins Frederik og i deres kredse gjorde begyndelsen og forberedte det skridt, der toges i 1788. Blandt disse var greven til Fussingø, og denne støtte skal derfor fremover stå som et æresminde om Christian Ludvig Scheel v. Plessen, som allerede 1775 gjorde bønderne på dette sit gods fra fæstere til fri arvefæstere med fuld ejendomsret over deres gårde.

Her afsløres støtten.

Billederne nedenfor er nye og viser den 142 årige støtte, som trænger lidt til en kærlig hånd:

Pastor Boisen: -Lad denne støtte bliver fredet og bevaret og stå til velsignelse både for mindet om den hædersmand, for hvem den er rejst og for den slægt, til hvilken den er overgivet, og til velsignelse for dem, som har rejst den og for den kommende slægt.

Bønderne -  H U R R A!!!

Nu synges sangen: Frem bondemand frem …

 

 

Her ses pastor Boisen tale til bønderne i 1875. Det er Thyge Jensen, der spiller rollen som præsten.

Her ses bønderne.

Bønderne går ud til siden. Scenen ligger tom et øjeblik, så danser bønderkarle og piger ind på scenen. Spillemandsmusik og folkedans. Tiden er 1788. Efter en tid kommer en ung bondeknøs ind. Han er ikke festklædt og synes at lede efter nogen. Får øje på Mette og går hen og tager hendes hånd. Trækker hende bort fra de dansende. De danser nu ud. Musikken tier.

 

TREDJE DEL

En sommerdag i 1788

Mette                Søren! Hvad vil du her?

Søren                ( Bange)  shyy … vær stille!

Mette                (Slår armene om ham). Jamen, hvad er der  med dig? Hvorfor er du her? Du kunne jo ikke få fri i dag, sagde du, og …

Søren                Mette, jeg … jeg …

Mette                Men du ryster jo. Hvad er der sket? Jamen, så svar dog!

Søren                Jeg … jeg er rømmet …

Mette                Rømmet!? Hvordan … hvorfor?

Søren                Jeg er flygtet fra Tjele.

Mette                Hvad er det, du siger?

Søren                ( Langsomt – ser på hende) Mette, jeg har dig så kær.

Mette                Ja, Søren. Ja … men?

Søren                Og jeg vil leve. Og sammen med dig.

Mette                (Undrende) Ja, selvfølgelig vil du det. Vi er jo trolovede. Jamen, vi skal jo giftes.

Søren                Men forstår du, jeg vil leve et ordentligt liv sammen med dig. Jeg er et menneske. Ikke en hund.

Mette                ( Vredt) Hvorfor flygter du så som en hund. Vi kan ikke leve et ordentligt liv på flugt. Og her kan du ikke være. Det har du ingen ret til – du har jo ikke noget pas. Og hvem vil huse en flygtning? Åh, Søren, hvad har du dog gjort? ( hun skjuler ansigtet i hænderne)

Søren                ( Tager hendes hænder bort – hun står med bøjet hoved) Se på mig Mette. Og hør, hvad jeg siger. Jeg havde ikke noget valg. Jeg måtte flygte.

Mette                Hvorfor? Herskaberne på Tjele er da flinke, det ved jeg. Husker du ikke forrige majdag, da vi dansede sommer-i-by på Tjele, og de fandt ud af, at jeg var dit gadelam og at vi skulle troloves? Husker du, hvor de morede sig, og nådigfruen ønskede os så meget godt.

Søren                (Han ler uglad) Ja vist morede de sig. Vi var god underholdning. Åh, men herskaberne er der jo snart sagt aldrig, og vi ser dem så lidt til daglig. Nej du, det er forvalteren, der bestemmer. Og siden den majdag har han villet min ulykke. Og nu vil han, at jeg skal fæste gård.

Mette                (Forundret) Ja, selvfølgelig vil han det. Jamen, er du da forrykt, Søren? Selvfølgelig skal vi fæste gård. Hvad skulle vi ellers leve af?

Søren                Leve! Det er jo netop det. Vi skal leve. Men ved du hvad: den mest forfaldne og usle gård til Tjele har han udset til os. Og den kan vi ikke leve af. Men det skal vi. Og ved du, hvorfor? Jo du, fordi jeg er så stor og stærk, og fordi du er så kernesund og ser ud til at kunne forvandle sand til muld. Ja, det siger han lige ud. Men jeg set den gård. Og jorden dertil. Og aldrig, aldrig i livet vil jeg se dig så udpint som den jord og så afrakket som den rønne. Aldrig!

Mette                Hvis gården er så ringe, så kan du nægte at ta’ den. Det ved jeg. Det har du ret til.

Søren                Ret! Ha!

Mette                ja da har vi lov og ret i landet, ved jeg.

Søren                Ja, lov til at makke ret – det er lov og ret for en bonde. Næ du, lovene, de er ikke til for dig og mig. Åh, jeg har set så mange forsøge sig, endda ved Viborg Herredsting – men ikke én gang har de vundet over forvalteren eller ridefogeden. Nej, Mette, jeg er stærk, det ved du, men det spil har jeg ikke kræfter til.

Mette                ( Tøvende) Men Søren, hvis vi tager rigtig bravt fat … så kunne vi måske …

Søren                (Afbryder hende hidsigt) Nej Mette! Du skal ikke slide i det hver evige dag. Ikke på den måde og ikke til ingen verdens nytte.

Mette                Jamen Søren, hvad med din fars gård? Der arbejder du jo nu, og det er da en god gård, ved jeg. Hvis du bliver flyttet, da er de to gamle ilde stedt. Din bror er jo soldat.

Søren                Det sagde jeg også til forvalteren. Min far, sagde jeg, er gammel, han kan ikke mere passe ploven og kreaturerne. Men den satan … ved du, hvad han svarede? – Han sagde iskoldt: ja, det må jo bliver herskabets sag. Og for resten kan en anden karl jo få gården og din søster med. Så er gården og de gamle i behold. Ah … det svin!

Mette                Du har jo holdt gårde i god stand. Skulle du ingenting have ud af det, så var det da synd og skam.

Søren                Men han tænker lige omvendt. Jeg har holdt gården i fin stand, altså kan jeg få enhver elendig rønne i fin stand …

Mette                Og hvad så?

Søren                Jeg sagde: NEJ TAK!

Mette                Sagde du det?

Søren                Ja. Men så blev han kattevenligt og smilede og smiskede, som om vi var gamle venner. Min gode Søren, sagde han, det gør mig ondt, men det ser desværre ud til krig, og da du jo alligevel ikke vil makke ret, ja så komme jeg jo nok til at udskrive dig til soldat.

Mette                Men din bror er jo soldat.

Søren                Det sagde jeg også til ham, men han svarede, at det godt nok var synd, at to så raske karle skulle radbrækkes ved militæret, men hvis jeg ville være føjelig og tage den ledige gård, så skulle han lægge et godt ord ind for mig og få mig fritaget for tjeneste. Og nu er jeg her.

Mette                Hvad skal vi dog gøre?

Søren                Jo, ser du, jeg har tænkt over det, og nu er det sådan, at jeg har hørt, at i Nederlandene kan man leve som en fri bonde.

Mette                I hvad for nogle lande? Hvor ligger de?

Søren                Åh, det er ikke så farligt langt borte. Og det er tæt på England, og der er alle mennesker frie, og der kunne vi måske også komme til …

Mette                Vi?

Søren                Du og jeg, Mette, vi er ét. Det ved du da. Uden dig vil jeg ikke leve i noget land på jorden.

Mette                Jamen flygte? Som forfulgte dyr. Og ikke vide, om vi når frem – eller til hvad. Nej, Søren, det vil jeg ikke.

Søren                Og jeg vil ikke vende tilbage til Tjele.

Mette                Måske kunne vi tale med herren.

Søren                Med Lüttichau?

Mette                Nej, dit fjols. Men grev Plessen. Med min greve.

Søren                ( Mørkt) din greve! Siden hvornår er han din? Og hvad med mig? Er du min eller grevens.

Mette                Nu er du dum.

Søren                Desuden taler han sikkert ikke dansk.

Mette                (Vredt) Vel gør han så! Han er ligeså dansk som du er og for resten et menneske og en kristen.

Søren                Et menneske! Og kristen! Hvor dum tror du jeg er.

Mette                Åh nej, Søren, der kommer nogen. Skjul dig – hurtigt. Der bag buskene.

Søren                Nej. Når du ikke vil flygte sammen med mig, så kan det hele være lige meget.

Mette                Åh Gud, det er præsten. Så er vi fortabte.

Pastor Brandt  ( med inkvisitionsstemme) Aha! Ser man det! her står du, min pige og gantes frækt i skovens syndige skjul – men husk: intet er skjult for Herren – Og hvem er så han?

Søren                Jeg … jeg …

Brandt              (Afbryder skarpt) Tak, han kan svare, når der tales til ham. Jeg spurgte hende. Nåååhhhh!?

Mette                (Forsagt) Det … det er min fætter, min fætter … Erik.

Brandt              Jaså jaså, tænk er det virkelig? Fætter Erik? Og hvor kommer så fætter Erik fra?

Søren                (hurtigt) Jeg kommer fra Tjele.

Brandt              Hvor interessant – yderst interessant, må jeg sige. Fra Tjele ( til Mette) du lyver. Du har ingen slægtninge på Tjele. En løgnerske er du og det for din præsts hellige åsyn. Det slags gør man ikke ustraffet. Og straffen for usædelighed er tamperretten.

Søren                (Vredt) Der er ingen grund til at straffe Mette. Jeg er hendes trolovede. Jeg er her i lovligt besøg.

Brandt              Man trolover sig ikke med sin kusine. Så I lyver begge. Men sandheden skal komme for en dag, således som alt skal åbenbares for den almægtige på den yderste dag. Åh, dette skarn og søle, man må smudse sjælen med i denne jammerdal!

Mette                Løb, Søren løb!

Brandt              Nej, holdt – holdt i kirkens navn!

Da Søren vender sig og løber, støder han ind i fru Agathe Scheel von Plessen.

Grevinden        Hov hov unge mand!

Søren                Åh, om forladelse, nådige frue.

Grevinden        Ja, du ligner rigtignok en, der er faldet i unåde …

Søren                Ja, vi, jeg, vi, det … ( han går over og tager Mette i hånden – de står lidt, men da ingen tager notits af dem, lister de ud.

Grevinden        Pastor Brandt!  De her? Det forbavser mig. De er dog ellers kendt for på det kraftigste at tage afstand fra sommerfester.

Brandt              Da kan jeg forsikre grevinden om, at jeg rigtignok også udelukkende er her for på det kraftigste at tage afstand!

Grevinden        En noget besynderlig måde, må jeg sige. Men hvorfor kan De dog ikke i stedet frydes over ungdommens livsglæde?

Brandt              (Med alle tegn på væmmelse) Frydes! Nej, jeg græmmes! Hvilken afskyelig tanke: frydes over synden?

Grevinden        Nej, menneske, over sangen. Over dansen og glæden.

Brandt              Jeg tror sandt for dyden ikke, at grevinden ret har betragtet disse dansende karle og piger.

Grevinden        Vist har jeg da det. Jeg kunne endda få lyst til at danse med.

Brandt              Grevinde dog! Denne dansen ud og ind er og bliver dog Satans værk. Og tænk på, hvad dansen kan føre med sig af unævneligt!

Grevinden        ( Drillende) Ja, hvis De blot ville nævne det, kære pastor, så skulle jeg gerne tænke over det.

Brandt              Jeg tvivler på, at grevinden ser alvoren. Kødets lyster, de syndigste lyster, livet kender, kaster dansen disse primitive piger og karle ud i.

Grevinden        Ved De hvad, pastor Brandt? Kødets lyster er det, dannede mennesker kalder elskov. Og man behøver ikke være primitiv for at elske.

Brandt              (Får problemer med vejrtrækningen) Elske? Kalder De det at elske? Og desuden: man bør ene elske sin Gud.

Grevinden        Og sin næste, ikke sandt? Men nu De selv pastor Brandt? Elsker De kun Gud?

Brandt              Ja, så sandelig! – min attrå står ene til Herren.

Grevinden        Så er jeg bange for, at De har valgt den forkerte gerning, min gode mand. I Bjerregrav og Ålum har vi brug for en præst, der også elsker mennesker. Det minder mig om … De har vel aldrig truffet Deres forgænger i embedet, pastor Sinding?

Brandt              Pastor Syndig! … Øh, forlad mig, Sinding … ham nærer jeg intet ønske om at træffe – han har så aldeles fordrejet hovedet på bønderne i Bjerregrav, og jeg har kæmpet en ædel kamp for at hindre dem i hver måned at age til Randers efter øl og drikke sig aldeles berusede – en trafik, som deres pastor Sinding ikke blot tillod, men ved Gud tilmed encouragerede!

Grevinden        Åh ja såmænd, han kendt dem jo, de gode bjerregravbønder og forstod, hvad det betød for dem engang i mellem, blot en enkelt dag, at kunne glemme det hårde daglige slid.

Brandt              Slid! Sagde De slid? Ja, da må jeg idelig kæmpe mod deres dorskhed på markerne, ellers fik jeg så sandelig ikke tilbørligt opdyrket præstegårdsjorden.

Grevinden        Nå ja – men jeg vil nu ikke diskutere bondesag med Dem, pastor, der bliver vi aldrig enige. Men det undrer mig, at De slet ikke synes at have bemærket, at tiderne skifter, og at et nyt bondesyn vinder frem …

Brandt              (Hånligt) Ha! Nyt bondesyn! Jo, mon ikke … man har endog ymtet om, at visse nu om stunder finder bonden ædel. Ædel! Det ender vel med, at man adler ham. Men har grevinden ikke observeret, at de mest slyngelagtige herremænd i dette land er bondeopkomlinge? Når bonden kommer til ære, ved han ikke, hvordan han skal være.

Grevinden        Og det undrer Dem? Kunne det  da være andet? Er De klar over, hvilken elendig oplysning, der bliver givet bønderbørn?

Brandt              (Skummende af foragt) Oplysning til bønderbørn? Nej, men nu går grevinden for vidt! Disse unger bør udelukkende lære deres kristendom, ja og lidt regning og lidt skrivning, muligvis. Anden videnskab behøver de ikke og er de slet ikke tjent med. Jeg gyser for alt videre, som vore vindige tider har udtænkt og kun kan fordærve alt med. Mere kundskab vil gøre bonden hans stand ufordragelig og skabe lede og kedsomhed ved det ensartede arbejde, hvortil alle hans dage nødvendigvis skal anvendes.

Grevinden        Ja, De har sikkert ret i, at bonden vil kaste sit åg af sig, hvis han oplyses. Men uden ågets tyngde vil han få nye kræfter og bruge dem til glæde for sig selv og staten.

Brandt              Sandelig, jeg siger Eder, grevinde: bondens åg kan ingenlunde afkastes, uden at staten må bæve i alle sine grundvolde.

Grevinde          Så lad bæve, lad grunde skride og lad falde, hvad ikke kan stå. En ny og bedre stat vil opstå på ruinerne.

Brandt              Jeg er dybt rystet. Vil … vil grevinden statens ruin? Vil … vil grevinden en … bondestat?

Grevinden        Naturligvis vil jeg ikke det. Men en stat af frie borgere, det vil jeg. Jeg ved ikke, hvad pastoren vil kalde det?

Brandt              Ragnarok vil jeg kaldet, Sodoma og Gomorra vil jeg kalde det … kaos og tilintetgørelse og og og …

Grevinden        Ja, ja, jeg vil som sagt ikke diskutere med Dem. Men formane Dem, det vil jeg. Og minde Dem om Deres pligt som præst i Bjerregrav og Ålum: at forkynde kærlighedens og barmhjertighedens evangelium … også for bønder. Men nu må De gå hjem og tænke over det!

Brandt              Åh, der er dog lige en ting, grevinde, som jeg uopsætteligt må tale med Dem om: bondeknøsen, som var her for et øjeblik siden …

Grevinden        Åh ja, drengen lignede jo en forfulgt.

Brandt              (Triumferende) lignede? Næ … han v a r det! Det er jeg sikker på.

Grevinden        Forklar Dem!

Brandt              (Med sænket stemme) Jeg mener: han er en ussel og gemen flygtning!

Grevinden        Jeg forstår ikke …

Brandt              Jo, det er klart nok. Han er flygtet fra sit herskab.

Grevinden        (Undrende) fra hvilket herskab?

Brandt              Fra Lüttichaus … fra Tjele.

Grevinden        Jaså! Det undrer mig. Kammerherren er dog yderst human, og fru Johanne er jo oprigtigt grebet af Brødremenighedens fromme liv. Skulle de plage deres bønder?

Brandt              (Vrissent) Nej, naturligvis ikke. Men de unge bønderkarle i dag, de kræver jo et liv i syndig lediggang og mæsket overflod – og her, just her, kære grevinde, har vi et talende eksempel på bondens hele lave og slette karakter.

Grevinden        Jamen, ved De da, hvad der er gået for sig?

Brandt              Ved og ved, man ved jo nok, hvad man ved … og desuden: intet er skjult for Herren.

Grevinden        Nej, nu sætter De Dem minsandten lovlig højt!

Brandt              Som Herrens stedfortræder på den syndige egn …

Grevinden        ( Afbryder) Ja tak! Så er det nok! For resten forholder det sig så heldigt, at herskabet på Tjele er budt hertil for at fejre sommerfesten sammen med os. Og så kan vi jo i ro få opklaret den sag.

Brandt              (Ivrigt) Jamen, karlen?

Grevinden        Åh, han løber vel ingen vegne – jeg så jo, at han havde et godt øje til Mette, og hun er en god pige, som nok skal vide at holde på ham.

De forlader scenen, der er tom et øjeblik, så danser piger og karle ind.  De danser en stund. En ung pige kommer ind. Hun synger et par sange. Birkeskriver Hempel kommer ind sammen med sin niece Kirstine.

Kirstine             Ja, onkel, jeg ved, at jeg er meget ung. Og at det er svært for en pige at få lov at udøve lægekunst, og at I alle helst så mig gift. Men jeg vil ikke giftes. Og når nu Gud har givet mig evnen til at helbrede …

Hempel             Javist, min pige. Jeg ved det. Men nu, hvor min salig bror er borte, har jeg ansvaret for dig – og tro mig, det er utrygt for en ung ugift pige at udøve den slags. Gift dig, barn! Så kan du hjælpe, når der er behov. En jordemoder er der altid brug for.

Kirstine             Jordemoder! Men jeg kan jo så meget mere. Kunne du ikke tale med greven. Hvad onkel? Desuden er der ingen mand, der vil gifte sig med mig. Jeg er ikke rig og ikke engang smuk.

Hempel             Nej, hør nu mit barn. Du er dog så smuk som nogen. Og for resten, det er ikke altid penge og skønhed, der tæller i ægteskabet. En god karakter opvejer mangefold disse flygtige dyder. Du finder nok en mand – eller han finder dig, eller jeg finder en til dig.

Kirstine             Jeg vil hellere arbejde. Og måske greven giver mig lov.

Hempel             Nu får vi se. Men der kommer gamle lærer Lemmiche fra Bjerregrav. Ham må du hilse på. Han er snart halvfjersindstyve år og stadig underviser han børnene. Goddag, lærer Lemmiche!

Lemmiche         Goddag, min gode møller. Nå, I holder også fri i dag.

Hempel             Såmænd. Alle holder vist fri i dag. Kun min lille niece her brænder efter at arbejde.

Lemmiche         (Undrende) Arbejde?

Hempel             Javist. Hun vil så gerne vise sin lægekunst, så hun venter utålmodigt på, at en af danserne skal brække benet.

Kirstine             Onkel!

Hempel             Og i stedet burde hun forlyste sig med de andre unge. Men kærlighed og morskab ligger ikke for hende. Ak ja, unge piger nu om stunder!

Lemmiche         Ja, ja kære møller Hempel, men forvivl nu ikke over hende. Et langt liv som lærer for piger og drenge i Bjerregrav har givet mig indsigt i de ting. Og ofte kan piger være de allerdygtigste udi alle videnskaber. Og du, min pige, du skal slet ikke give op. De gaver, Gud har givet os, dem skal vi ingenlunde forsmå.

Kirstine             Men fordi jeg er en pige, tror ingen på mig.

Hempel             Og det kan nu ikke være ufarligt for en kvinde at være for klog på de ting. Og de tider er næppe forbi, hvor det kan ødelægge et fruentimmers rygte. Sære kunster vil folk synes.

Lemmiche         Åh, den slags overtro trives dårligt her på egnen. Vi har stedse lært børnene, at viden ikke har med troldkunster at gøre. Vi har villet, at tro og viden skulle sejre over den mørke overtro.

Hempel             Jo. Men folk!

Lemmiche         De fleste har gået i en god skole.

Hempel             Men alligevel.

Lemmiche         Jeg synes, at du skal være en brav pige og vise, hvad du kan.

Hempel             Ja, behag venligst at brække benet, hr. lærer, så hun kan få sin kurerlyst styret!

Lemmiche         Nu må I ikke spøge med en gammel mands helbred. Jeg har skrantet på det seneste, og skulle først benet brække, da var det ude med mig.

Hempel             I ser da ellers rask ud.

Lemmiche         Jo tak. Men nu må jeg gå ad Bjerregrav til Og vejen forekommer mig længere end den plejer. Farvel møller og fat mod, min pige!

Lærer Lemmiche ud.

Hempel             Nej se! Der har vi jo en af mine gode kunder. Christen Andersen fra Nørre Tulstrup. Tænk, at han er her i dag. Vel mødt, Christen Andersen. I dag kommer I nok ikke efter honning?

Andersen          ( Beruset) Ho … honning? Nej, i dag d r i k k e r vi honning. Det søde mjød.

Hempel             Du må hilse må hilse på min broderdatter, Kirstine.

Kirstine             (Nejer) Goddag.

Andersen          Ohøj! Ohej! Oh …

Kirstine             (Ler) Tror I, vi er på et skib?

Andersen          Vist så. Et skib. Alle er vi på et skib, og i dag har jeg drukket så meget mjød, at der kunne sejle et kongeskib i det. Og kaptajnen – det mig!

Hempel             Åh Christen, du er og bliver dog en gemen bonde.

Andersen          Ge … gemen. Jo nok, men ser I, en bonde har mange virk … som … heder.

Hempel             (Ler) Du har da vist.

Andersen          Nemlig. I Tjele køber jeg svin, og i Randers sælger jeg saltgrøn flæsk til købmand Velling og køber tran af Dinas Mammon og jern af Søren Knabe, og jeg sælger jern til købmand Liihme, og i Viborg sælger jeg træ, og i Randers sælger jeg jern til Rasmus Lund og … og … og.

Hempel             Ja, du ender med at blive en holden mand.

Andersen          Shyyy … ti stille dermed ( hvisker) men  mellem os sagt, højstærede her. Mølleskriver,  øh birkemøller … hø, jeg mener … jeg er det allerede. Sig det nu ikke til en mors sjæl. Skatterne kunne komme for skade at stige.

Hempel             Ja, det var jo skade.

Andersen          Ja ikke? Og min højstærede husbond, Christen Juul til Viskum, han siger selv, at  … ja, hvad er det nu … vindskibelighed. Ja, der var det rigtige ord, ærede hr. mølleskriver.

Hempel             Birkeskriver.

Andersen          ( Ser sig omkring og peger i alle retninger – er ved at falde) Magdalene … har I set Magdalene?

Hempel             Nej, vi har ikke set din kone.

Andersen          Skade, for med hende er det nemlig galt fat.

Kirstine             (Interesseret) Galt? Hvordan?

Andersen          Jo – hun har ondt. Sådan langt nede i  … i halsen.

Kirstine             Da må I få hende hjem. Luften er alt for kølig nu.

Andersen          Og hvad ved en bitte pige om det?

Hempel             Hun er kyndig udi sygdom.

Andersen          Den klog kone i Løvskal har ikke kunnet hjælpe.

Kirstine             I skal give hende vineddike blandet med vand og holde linet stedse vådt om hendes hals og lade hende årelade. Dernæst skal I blande surdej med eddike og binde hende det under fødderne. Så bliver hun rask.

Andersen          I morgen lider vi alle af den fulde syge. Kan I ikke skrive mig det op.

Kirstine             Kan I da læse?

Andersen          Kan I skrive, så kan jeg læse.

Kirstine             Kom med og lad os finde skrivesager.

Kirstine og Andersen forlader scenen.

Hempel             ( Bekymret) Kunne jeg blot vide det kære barns fremtid sikret.  Hun vil få det godt hos mig på møllen, men jeg er gammel, og en dag er jeg borte. Men se, der kommer den gode degn fra Ålum. Goddag Peder Sørensen og goddag til dig, madam Sørensen.

Sørensen           Goddag Hempel. Ja, Maren ville jo grumme gerne se festlighederne.

Maren               Det er nu ikke bare nyfigenhed. Vi har børnene med, for at de kan forlyste alle med deres dejlige sange.

Sørensen           Jo, og skønt er det da også at se de unge danse. En har jo haft mange af dem i skolen.

Maren               Ja, det har vi.

Hempel             Vi? Men har du da også belært dem, Maren?

Maren               Ind imellem har en jo hjulpet i skolestuen.

Hempel             Hvorudi har du da undervist dem.

Maren               I deres kristendom.

Hempel             Men bønderne her kan vist mere end deres fadervor, ved jeg.

Maren               Det er sandt og vist. Grevinden har forlangt, at børnene skal oplæres i alle videnskaber.

Sørensen           Ja, og pastor Sinding var grumme tilfreds, når han kom til overhøring. Men den nye præst, han er snart ligeglad, blot de kan remse deres katekismus op.

Maren               Ja, vi savner pastor Sinding. Men nu skal børnene synge.

Degneparret stiller børnene op og de synger nogle sange.

Alle ud. Tom scene. Ind kommer grev Christian Ludvig Scheel v. Plessen i samtale med Hans Helmit Lüttichau til Tjele.

 

 

 

Plessen             Jeg er glad for, at I kunne gæste os i dag. Jeg holder meget af denne sommerfest. Det er rart, når gode traditioner holdes i hævd, synes jeg.

Lüttichau          Ja, du har ret. I sommertiden er der i det hele taget smukt på landet, og man bliver næsten glad for landlivet.

Plessen             Jeg har ellers indtryk at, at du trives godt ved hoffet, mens det nærmest er omvendt for mit vedkommende. Jeg kan ofte gribe mig selv i ret at længes efter Fussingø, når jeg er mest optaget af statens sager.

Lüttichau          Oprigtig talt, ind imellem keder dette landvæsen mig. Men jeg mener nu også at have en habil forvalter, som forstår sig bedre på de ting end jeg.

Plessen             Ja, her på Fussingø er vi da også velsignet med en ganske fortræffelig forvalter. Så jeg kan roligt opholde mig på Lindholm det meste af tiden. Gabriel Tryde kender både sit arbejde og sin egn for ikke at tale om bønderne bedre end de fleste. Nå, men jeg er jo også optaget af arbejdet med bondesagen snart alle døgnets timer.

Lüttichau          Jo tak! Det ved jeg. Og vi er en del godsejere, som venter spændt på resultatet af det arbejde.

Plessen             Mon ikke også en del bønder venter lige så spændt?

Lüttichau          Det kan jeg ikke forestille mig. Bønderne er heldigvis ikke i stand til at begribe rækkevidden af det, I går og pønser på.

Plessen             Nej, ved du hvad, Hans? Pønser på? Det var dog et sært udtryk at bruge.

Lüttichau          Ja, jeg er nu nok ikke den eneste, der i denne tid ængstes for, hvad I kan finde på.

Plessen             De kan være ganske rolig. Der er ingen grund til ængstelse. Vi tænker ikke kun på bondens tarv, men på hele landets fremtid – og på fremskridtet.

Lüttichau          I tænker sikkert stort og ædelt. Landets fremtid, siger du? Men når I taler om at ophæve stavnsbåndet, så ved jeg snart ikke, hvis fremtid I tænker på. En usikker fremtid er det i al fald.

Plessen             Usikker?

Lüttichau          Netop! Men forstår I da overhovedet ikke, hvilket kaos, I kaster de stakkels bønder ud i?

Plessen             ( Fast) Alle mennesker fødes med retten til frihed. Alle kommer vi til verden med et væld af muligheder og evner.

Lüttichau          Med de samme evner?

Plessen             Nej, naturligvis ikke just de sammen, men …

Lüttichau          ( Afbryder ham) Du skulle holde dig for god til den slags hedensk snak, Christian. Vi har lært, at Gud kalder hver af os til den stand og de kår, han finder bedst. Det tror du vel på? Du har vel ikke forladt din lutherske tro?

Plessen             (Lidt tøvende) Åh du, vi har lært så meget …

Lüttichau          (Strengt) Christian Ludvig! Se på mig! Du tror vel på Gud den Almægtige?

Plessen             (Møder hans blik) Jeg tror på Gud den Barmhjertige. Jeg tror, nej, jeg ved, at Gud ikke skaber noget menneske til lidelse og undertrykkelse. Jeg tror på, at alle har samme ret til i frihed at skabe sit eget liv i skønhed og lykke.

Lüttichau          I skønhed og lykke? Nu taler du jo som et barn. Bonden er jo lykkelig. Ja, på sin måde, naturligvis. Han er tilfreds. Han begærer jo slet ikke alle disse nye indretninger, som I finder på derovre i København. Nej, Christian Ludvig, det kommer mig for, at I svæver et sted oppe i skyerne uden forbindelse med den jord, I træder på. I ser ikke virkeligheden med dens krav og nødvendighed. Kom dog ned på jorden og se bonden. Se ham i al hans tarvelighed. Han er tilfreds med sit hårde liv, for han er skabt til det.

Plessen             Ned på jorden, siger du? Jeg er landmand, Hans, og som landmand har jeg rejst overalt i Europa. Og overalt har jeg set det samme syn. Bønder i fattigdom og uvidenhed. Vist har du ret Hans: bønderne er ofte træge, kivagtige, ja, undertiden endda uduelige og fordrukne. Men det er i k k e deres natur. Det er deres kår, der skaber dem. Jeg kan give dig et eksempel: aldrig så snart har en dygtig bonde arbejdet er god gård op, før han sættes fra den for at tvinges til at begynde forfra på en elendig bedrift. Naturligvis sløves han og opgiver til sidst.

Lüttichau          Ah, dine bønder flyttes da aldrig omkring – og det sker vel i det hele taget sjældent.

Plessen             Det er jeg ikke så sikker på. Og desuden, retten til at flytte vilkårligt rundt med bønderne findes. Og så længe vilkårligheden hersker, kan ingen bonde vide sig sikker. Derfor må vi ændre lovene.

Lüttichau          Men det nytter ikke.

Plessen             Jo. Det nytter. Og jeg kan bevise det. Her på Fussingø har vi givet bønderne deres gårde i evig arv og eje, og du finder ikke flittigere bønder i hele landet.

Lüttichau          (Affejende) Ja, ja det er klart, at bønderne her er noget særligt. De er skam heller ikke så tossede på Tjele. Men det beviser ikke noget. Og jeg kan love dig én ting: ophæver I først stavnsbåndet, da slipper i Fanden løs. Hvor har vi så bonden? Hvordan skal godser med magre jorder holde på ham? Vist er dine ideer smukke, men på virkeligheden duer de ikke. Brug dem i dine digte! Ligesom din oldefar Mogens Skeel. Også han havde højtflyvende tanker, men han holdt dem på papiret, og der gjorde de ingen skade.

Plessen             Jeg har en drøm.

Lüttichau          (Ler) Ja. En drømmer og en digter, det er du så vist, Christian Ludvig.

Plessen             (Uanfægtet) jeg har en drøm om frihed.

Lüttichau          Ha ha …

Plessen             Og jeg er overbevist om, at den drøm bliver virkelighed en dag. Jeg ser et andet Danmark, hvor en fri bonde dyrker sin egen jord og sår og høster dit eget korn. Hvor frihed og ejendom er hver mands ret. Jeg ser et Danmark, hvor alle er borgere med lige ret til viden og velstand. En dag vil du møde en ny tids bonde, Hans, en bonde, som er flittig, fordi han har lyst, og som er dygtig, fordi det nytter

Lüttichau          I river grunden bort under bonden. Frihed tåler kun den stærke.

Plessen             Så må vi give ham den styrke.

Lüttichau          Som det er nu …

Plessen             (Afbryder ham) Som det er nu, lever han som et dyr, og vi behandler ham som et dyr. Nej, det nytter ikke, at du protesterer Hans. Når jeg tænker på, hvordan I ser på bonden, da må jeg harmes. Jeg har hørt, at Guldberg skulle have sagt: hvis bonden ikke er bunden, er han værre end hunden.

Lüttichau          Vi står langt fra hinanden …

Plessen             Ja, det gør vi. Men hør nu, min ven, i dag er vi sammen for at glæde os over sommeren og væksten, og det kan vi vel enes om?

 

Piger og karle danser ind. De to adelsmænd ser til – Efter en stund danser bønderne ud igen. Greverne står stadig og konverserer. Grevinden kommer ind fra den modsatte side ledsaget af præsten.

Plessen             Nej se, min frue i selskab med vor lokale gejstlighed. ( Lüttichau og fruen hilser – præsten træder lidt i baggrunden.  Plessen vinker ham frem. Henvendt til vennen). Og må jeg præsentere pastor Brandt for dig. Han skulle være nidkær i tjenesten.

Brandt              ( Bukker dybt) Deres ærbødige tjener – nær Guds.

Lüttichau          Ja, det er i sandhed en herlig gerning – at være hyrde for bønderne.

Brandt              Såmænd. Desværre er fåreflokken spredt og på vildsomme veje, og ens gerning bærer ikke frugt i denne golde jammerdal.

Lüttichau          Er det virkelig den smukke Nørreådal, De taler om?

Plessen             Ha ha … og her gik jeg lige og roste vore bønder for deres dydige levemåde.

Brandt              Da ved jeg rigtignok bedre end nogen, hvorledes det er fat med den dyd. Disse bønder er lastefulde helt ind til marven. Hvis jeg må triste mig til at dryppe malurt i nådigherrens bæger.

Lüttichau          (Ler hjerteligt) ha ha … der hører du, Christian, en præst kender sine bønder fra den daglige omgang.

Brandt              (Stødt) Sandt at sige finder jeg kammerherrens latter malplaceret. Alt taget i betragtning.

Lüttichau          (Studs) Virkelig!

Brandt              Jo. I allerhøjeste grad. For jeg har nemlig uomtvistelige beviser på, at det står om muligt endnu ringere til med bøndernes dyd på Tjele.

Lüttichau          Næ hør nu, min gode mand. Det forekommer mig, at De overskrider deres sognegrænser.

Plessen             Ha ha ha …

Lüttichau          Jamen, hvad er det, manden fabler om?

Brandt              Jo, for jeg ved, at der netop i disse minutter ufravigeligt sikkert fjæler sig en flygtning fra Tjele her. Ja, lige her. Nådigfruen er mit vidne.

Plessen             Hvad er det, du ved, min ven?

Grevinden        Åh, jeg ved lige så lidt som pastoren noget som helst, og beviser har vi da slet ikke. Men det er sandt, at der er flygtet en karl fra Tjele og at han er her.

Lüttichau          Sandt? Jamen, da er det en alvorlig sag, og I må straks underrette forvalteren, så fyren kan pågribes og tilbørligt straffes.

Brandt              Som talt ud af mit hjerte.

Grevinden        Aldeles hjerteløst.

Plessen             Men min kære! Vi må dog finde karlen og komme til klarhed om sagens rette sammenhæng. Vil pastor Brandt underrette forvalteren?

Brandt              Med største fornøjelse

 

Scenen stadig samme. Men en illusion af interieur skabes f.eks. ved, at et bord anbringes – greven kommer ind – han sætter sig ved bordet og synes optaget af blæk og pen. Ind træder forvalteren Gabriel Tryde.

Tryde                Greven har ladet mig kalde.

Plessen             Ja, desværre er alt ikke festligheder. Man har sagt mig, at en bondeknøs er flygtet fra Tjele og nu befinder sig her på Fussingø.

Tryde                Og hvorfor er han flygtet?

Plessen             Tja hvorfor? Min hustru siger, at han næppe er nogen forbryder.

Tryde                Det er vel en forbrydelse at flygte fra sin gård.

Plessen             Ja, det siger De. Men det burde være ethvert menneskes ret at færdes frit i sit fædreland.

Tryde                Jeg siger ikke andet. Men loven gør, Og lov skal holdes, ikke sandt?

Plessen             Love har mennesker skabt. Love kan mennesker ændre.

Tryde                Ja, når kongen byder det.

Plessen             ( Han sukker dybt) Kongen ja. Men kongen må have kloge mænd omkring sig. Ellers var han ilde faren. Og vi med.

Tryde                Ja, vi her på Fussingø er stolte af grevens arbejde i landbokommissionen. Men er alle herrerne enige i bondesagen?

Plessen             De bedste. Reventlov, Bernstorff og Schimmelmann.

Tryde                Undskyld min dristighed, hr. Greve, men man hører jo så meget.

Plessen             Sig blot frem, min gode Tryde!

Tryde                Jo. Man siger, at greven og flere andre forbereder en omvæltning af landets styre … men … kan det …

Plessen             Siger man virkelig?

Tryde                Ja. Og hvad med kongen?

Plessen             Med kongen er det ilde fat. Men det er jo kronprinsen, der regerer nu, og han brænder for bondens sag. Men nu må De finde den karl og bringe ham til mig.

Tryde                Jeg skal finde ham.

 

Tryde og Plessen ud. Scenen tom et øjeblik, så danses der atter – et par bondekoner skiller sig ud fra mængen. Det er Karen Brøndum og Anne Hviid. ( En dialektkender – den gamle kirkesanger i Bjerregrav skrev teksten om til dialekt – som efter hans udsagn skulle være gammel Bjerregravmål)

Anne                 Nu æ de gån 4 oer sien den daw we pastor Sinding huer wi fek wor joer skywt u’ – o de æ føst no wi hå wænnet wos te’et.

Karen                Ja, a houer den daw, Kræn kam jæm – han war ligot nø sær we’et. Ja, no hå di dyrke djer marker i fællesskaw i manne hunne oer og så sku’et te o blyw spre’ øve(r) hiele einen.

Anne                 Ja, wi ka’ grin å’et i daw næ wi tenke po’et. Men den føst tij bløw Niels we o harre o so hans marker i låeng’ strimle akkuråt som di pleie i fælleskawe …

Karen                Ha ha ha …!  A troue Niels wa lisså towle. Han sku osse prøw sæ fram i lång tij … men no go’er got mæ de …

Anne                 Jo, det er nok såen me di mandfolk: di tenke æ før di jawer te å law nø – o’ så go’er jo de(r)ætter

Karen                Men wil do trou, Kræn himler op om te wi ska’ flø’t gouren u’ po marken. De e(r) nø fåååle snak, tøkke a

Anne                 Ja, a hå(r) høt Niels sæ nø lissådan – men a ku’ da æ tenk mæ o bo jenle po marken.

Karen                Næj, jen ku’ blyw sæ ve’et

Anne                 Ja, o a troue hælle æ de æ(r) got for bønnen. Di ku’ hæn o blyw hiel bång for o si aje folk te sist, om di sku’ bo jenle po marken.

Karen                Ja, men do sku’ høer Kræn, nær han snakke om den gouer wi ska’ ha’. Han snakke om hauen og linnealléen, o jen sku’ trou te de wa(r) e slot han wil byg wos.

Anne                 Ja, a ka si ham sidde o regire o wæer swæ’t tepas we’et. ( De ler)

Karen                Forrejsten wa(r) a gången til Rajs i gue. A håd høt te køman Knabe håd billi siev.

Anne                 De war lånt o go ætte så lit.

Karen                Jo, men så soll a å nø ul te Dines Mammen, med de tøkke a æ do ska’ sæj til Niels

Anne                 A forstoer dæ wal.  Wi ajer æ hælle æ så ring te å handl nø ul o nø flæsk, nær wi allywal er gången til Rais. Sist gång tøt a no de wa træls. Dæ æ så fåååle møj spektakel i bøjen.

Karen                Ja, wi hå’er bæier wi ajer te wi ska’ æ høer po de hurlumhej – å så løjten. Føj!

Anne                 Ja, beskit de æ(r)’t i bøjen … jen blywe hiel glå we Bjerregrav. Men si dær komme wor nabo, Pier Wammen …

Peder                Hå(r) I bette kuener sit Kræn Eistrup?

Karen                Han kam gången mæ Niels Frihånd og Jens Kousted. Men di hå vist fåt en toer for tøsten.

Peder                Jow. A vejer’t – men a hå nøs soll en gris te Kræn å no æ(r) a bånd han glemme(r) ’t.

Karen                Så må wi få hål i ham – te I ka’ få håndslaw po den handel.

Anne                 A tøkke nos når æ te jen sku’ hannel såen en fæstdaw. Ål hår jo fåt for møj å drik.

Peder                Jamen, så go’er ållebejst. A hå’r snår soll hiele gouern – jen gris te Kræn Eistrup å tow te Las Knudsen og 3 te Niels Brask.

Karen                Jamen, de wa’r da forfærli. A troue snår te do sku’ glæm den hannel.

Peder                Glæm!? Næj, houe minne do wal? A wil ha’ mi peng. Og så ka’ de ajer got få gouern – den er ligegot møj ring. Ha ha ha … forwal bette kuener!

Peder ud

Karen                A tøkke han wa(r) høvt op.

Anne                 Ja, de æ rajti – wi må nok helle få hål i Niels og Kræn. Hels hår wi kaske hælle injen gouer i muen.

De ler og går ud. Scenen tom et øjeblik. Mette og Søren ind.

Søren                Du må bestemme dig nu. Men det siger jeg dig: vil du ikke flygte med mig, så gør jeg en ulykke på mig selv.

Mette                Da gør du stor uret mod mig. Det er også bare en anden måde at undgå sin skæbne på. Og Søren, det nytter ikke. Man kan nu engang ikke flygte. Ens skæbne ligger i Guds hånd.

Søren                (Bittert) Ikke min. Den ligger i forvalterens.

Mette                Du potter Gud, Søren. Vi tale med greven. Det er ham, der bestemmer.

Søren                Men jeg vil selv bestemme over mit liv. Jeg tåler ikke andet.

Mette                Hvad så med mig? Betyder jeg da ikke mere for dig end friheden i et fremmed land?

Søren                Du ved da, at du er mig det kæreste af alt.

Mette                Så bliv!

Søren                Det kan jeg jo ikke.

Mette                Gode mennesker vil hjælpe os.

Søren                Jeg tror ikke mere på menneskers godhed. Herremændene er alle ens – og de andre tænker kun på dagen og vejen. Jeg vil noget mere med mit liv.

Mette                Dit liv og dit liv. Det er ikke kun dit. Du er ikke kun dig selv. Du er også mig og alle de andre.

Søren                Jeg er først og fremmest mig selv. Og jeg vil ikke trædes på. Jeg vil … jeg vil bruge mine kræfter og min forstand til noget, der duer.

Mette                Men jeg er vis på, at greven forstår dig og vil hjælpe …

Søren                Og hvorfor skulle han det? I hans øjne er jeg bare en gemen bondeknøs.

Mette                Jamen, det er du da også, Søren. I mine øjne er du også en bondeknøs. Men for greven er bønder ikke ringere end andre mennesker. Det ved jeg. Og derfor vil han hjælpe dig.

Søren                Tror du?

Mette                Ja. Det tror jeg.

Søren                Hvordan kan du være så sikker?

Mette                Fordi alt det, du taler om: ret til at bestemme og bruge sine kræfter. Og alt det andet. Det er jo det, han arbejder for derovre i København. Han arbejder for os.

Søren                (Tvivlende) For os?

Mette                Ja. Går du så med?

Søren                Og indrømmer, at jeg er flygtet.

Mette                Ja.

Søren                Jeg ved ikke … måske …

I det samme kommer forvalteren sammen med en karl. De omringer Søren. Det kommer til slagsmål. Det lykkes Søren at gøre sig fri og flygte. Tryde ligger på græsset og jamrer. Karlen løber efter Søren.

Tryde                Fang ham!

Mette                Hvorfor kunne I ikke lade ham i fred. Nu er alt håbløst.

Tryde                Lade ham i fred? Hvad mener du? Jeg skulle jo hente ham.

Mette                Så kunne I vel have gjort det på en ordentlig måde. Han er ikke et vildt dyr.

Tryde                Nå, jeg ved nu ikke. ( Han ømmer sig) Vild er han da. Åh, jeg tror, min fod er brækket. ( Forsøger at rejse sig, men kan ikke) Du kommer til at hente hjælp, Mette.

Mette                Jeg har sådan en lyst til at lade Jer ligge, Gabriel Tryde.

Mette løber ud. I det samme kommer Kirstine ind sammen med en ung pige

Maria                Se Kirstine! Er det ikke forvalteren? Hvorfor ligger han her?

Kirstine             Hvad er der sket?

Tryde                Det er en længere historie. Men jeg behøver hjælp. Det gør forbandet ondt i foden.

Kirstine             Må jeg se?

Tryde                Jomfruen skulle hellere hente hjælp.

Maria                Men Kirstine kan hjælpe.

Tryde                Ja, hun må gerne hjælpe. Blot hun ikke rører foden.

Kirstine             Jeg er læge.

Tryde                Ha ha ha. Læge? Så er jeg kejser.

Kirstine             Jeg troede blot, I var forvalter.

Tryde                Og jeg troede blot, I var en smuk pige.

Kirstine             ( Genert) Synes I da, jeg er smuk?

Tryde                Var jeg ikke så gammel, ville jeg fluks fri til jer …

Kirstine             I er ikke gammel … vel Maria?

Maria                Øh … n e e j – ikke helt

Tryde                Synes jomfruen ikke, at jeg er gammel?

   

Kirstine             Nej

Tryde                Ikke for gammel til … til …

Kirstine             Til … hvad?

Tryde                Er jomfruen trolovet?

Kirstine             Nej.

Tryde                Men har hun en hjertenskær?

Kirstine             Nej

Tryde                Jeg skulle ikke stille alle disse spørgsmål. Jeg er ingen ung mand. Snart fyrretyve år. Kunne være Jeres far.

Kirstine             Spørg I blot. Og jeg er ligeglad med Jeres alder.

Tryde                Hvem er Jeres far?

Kirstine             Min far er død.

Tryde                Jeg hedder Gabriel Tryde. Jeg er ugift.

Kirstine             (Lidt forlegen) Jeg må hellere se på benet.

Tryde                Ja.

Kirstine             Maria, hjælp mig med at holde hans ben. ( Til Tryde) det vil gøre lidt ondt.

Hun undersøger benet.

Kirstine             Det er blot en forstuvning. Ingenting af betydning. Men jeg lægger en stram forbinding, og så må I ikke gå på foden i nogle dage. Men jeg vil komme hver dag og se til Jer. Maria, giv mig tasken!

 

Marie rækker hende tasken. Hun lægger en forbinding. Tryde ser på hende imens – forelsket – hun ser stjålent på hans ansigt ind imellem – mindst ligeså forelsket.

Tryde                Jeg vil glæde mig til hver dag, I kommer. Og jeg håber, at foden læges sent.

Kirstine             Åh, I bliver snart rask … men …

Tryde                Men?

Kirstine             Jeg bliver boende på møllen.

Maria                Kirstine. Vi kan da ikke blive siddende her. Din onkel  …

Kirstine             Jeg er voksen nok til selv at bestemme, hvor jeg vil sidde.

Maria                Kirstine!

Kirstine             Jeg er ikke noget barn.

Tryde                Det er I ikke. Så bliv blot siddende en stund.

Kirstine             Nej. Jeg må gå.

Kirstine og Maria går ud. Scenen tom et øjeblik. Ind fru Agathe v. Plessen i samtale med kammerherreinde Lüttichau til Tjele.

Fru Agatha       Ja, alt det fortalte hun mig. Og Mette er en ærlig pige. Hun siger sandheden. Så nu forstår du vel, at vi må hjælpe de unge?

Fru L.                Jo, men blot begriber jeg ikke, at Søren ikke kom til os i stedet for at løbe sin vej. ( Efter en pause og med lidt ærgrelse i stemmen) Sandt at sige, kender jeg ham ikke for det gode.

Fru A                Hvad siger du?

Fru L                 Ja, der har været klaget over ham.

Fru K                Klaget?

Fru L                 Ja, både forvalteren og vor degn har haft problemer med Søren. På hovmarken er han ikke nem. Og degnen mener, at drengen læser mere end godt er.

Fru A                Kan man det?

Fru L                 Ja, når det er ugudelige skrifter: tidender og almanakker og den slags, som ikke er skrevet for bønderbørn.

Fru A                Men en duelig landmand – det er han vel?

Fru L                 Vist er han dygtig. Men genstridig.

Fru A                Så er det vel synd at behandle ham dårligt.

Fru L                 Ved du hvad Agathe, den slags overlader vi til forvalteren. Men naturligvis, er her sket uret, så skal den gøres god igen. Blot må vi huske, at karlen må lære at kende sin plads. Det er ikke let.

Agathe              Bare de finder ham, inden han gør en ulykke på sig selv.

Fru L                 Åh – det slags gør bønder ikke. Dertil er de for træge.

Fru A                Sig ikke det. Der er mange bønderkarle, som lemlæster sig selv for at slippe for soldatertjeneste. Ja, det har jeg hørt af Reventlow.

Fru L                 Denne Reventlow – er han ikke temmelig overspændt? Jeg har nu aldrig spekuleret over disse bondespørgsmål, må jeg indrømme. Hans Helmut siger, at alle disse nye indretninger er tegn på sædernes forfald.

En bondepige kommer løbende. Hun har meget travlt. Fru Agathe råber hende an.

Fru A                Hør, hvor skal du hen i den fart?

Pigen                 Jeg må skynde mig at finde forvalteren.

Fru A                Nå, så meget haster det vel ikke.

Pigen                 Jo, det gør. Det gælder liv og død.

Fru A                Hvad er det du siger, barn?

Pigen                 Ja. Der er sket en ulykke. Jeg må løbe.

Fru A                ( Hun holder fast i pigen) En ulykke! Jamen så fortæl dog!

Pigen                 De … de har funder en karl i søen. Han har vist druknet sig.

Fru A                Og hvor er han nu?

Pigen                 Jo. De kommer bærende på ham nede fra søen, men …

Fru A                Gå tilbage! Bed dem bære karlen herhen! Straks!

Pigen                 Jamen, de sagde, at jeg skulle hente forvalteren …

Fru A                Ham får vi ikke brug for. Skynd dig nu!

Pigen vender om og løber tilbage.

Fru A                Så er det måske for sent.

Fru L                 Ja, det er stor skade.

Nogle bønder kommer bærende på Søren. De lægger ham i græsset foran grevinden og kammerherrerinden og går til side. Den unge pige fra før kommer løbende sammen med Mette.

Mette                Åh Søren! ( Hun græder)

Der er blevet sendt bud efter Kirstine, som skubber Mette til side og går i gang med at genoplive Søren. Efter en tid lykkes det. Fru L knæler ved hans side.

Fru L                 Søren! Hvorfor har du ikke fortalt os om den uret, der er begået imod dig.

Søren                ( Han jamrer)Åh …

Fru K                Ja, det er mig, Søren. Og jeg er vred. Du burde være kommet til os.

Søren                (Sætter sig op og ser ned i græsset) Åh, det havde aldrig nyttet.

Fru L                 Vrøvl. Vist havde det så. Vi er ikke umennesker. Vi ser i alle mennesker brødre og søstre. Også du har en plads blandt Guds kære børn.

Søren                ( Trodsigt) Det har jeg aldrig mærket.

Fru L                 Vi har jo ingenting vidst. Derfor.

Søren                Sådan er der meget, der aldrig vides.

Plessen kommer ind i selskab med Lüttichau

Plessen             Ser man det! Der har vi nok knøsen.

Lüttichau          Ja, vi har netop hørt Søren og Mettes historie, og jeg er glad for, at det ikke er for sent.

Plessen             Lige mine ord. Og nu har vi vist også fundet en løsning.

Søren rejser sig og går hen til Mette

Søren                (Med mistro) En … en løsning?

Plessen             Netop. Jeg har talt med forvalteren. Og nu er det sådan, at vi har en fæstegård på Fussingø, som er ledig, og den er slet ikke ringe, men selvfølgelig: den trænger til en dygtig landmand. Hvad siger du til det Søren?

Søren                ( Trodsigt) Har jeg noget valg?

Mette                ( Vredt) Søren!

Plessen             Hør nu her Søren: gården ligger i Gjandrup. Der er 6 tønder harkorn og velholdte bygninger. Og jeg betaler sammen med kammerherren din indfæstning. Hvad siger du så?

Søren                ( Stadig med trods i stemmen) Ja, så har jeg vel at sige tak.

Mette                ( Endnu vredere) Søren!

Søren                (Sluger en kamel) Jeg siger … tak.

Plessen             Det tænkte jeg du ville. Og for at du ikke fortsat skal tænke ilde om mig, har jeg sendt bud efter birkeskriveren, og du vil i alles påhør få overdraget fæstebrevet.

Mette                ( Glad) Åh Søren! Greven skal have så hjerteligt mange tak.

Søren                (Vredt) Mette!

Plessen             Ja, vær du glad for hende. Gården er god, men hun er det bedste, du får.

Søren                Det er i det mindste sandt.

Fru A                Der kommer birkeskriveren.

Hempel             Ja, jeg kommer med det fæstebrev til Søren Nielsen, som greven bad mig udfærdige. Nu vil jeg læse det højt for dig, Søren.

Han folder brevet ud og læser

Hempel             JEG CHRISTIAN LUDVIG SCHEEL VON PLESSEN, STAMHERRE TIL FUSSINGØ OG SELSØ, HERRE TIL SALTØ HARRESTED OG LIDHOLM GÅRDE, HANS MAJESTÆTS TIL DANMARK OG NORGE BESTALTEDE KAMMERHERRE OG DEPUTEREDE UDI DET KONGELIGE GENERALVÆSENS KOLLEGIO, GØR HERVED VITTERLIGT:

Herefter oplæses det originale fæstebrev til Søren Nielsen Gjandrup, som befinder sig på lokalhistorisk arkiv – en kopi kan skaffes.

Det originale spil sluttede som et rammespil, hvor man igen mødte den lille nutidige familie ( mor, far, Søren og Mette anno 1988) – men den virker nu lidt unødvendig og påklistret, synes jeg, så den udelades.

Vi nøjes med den lykkelige slutning, der hører sig til i et sådant spil anno 1988 som jo skulle være en fejring af 200året for stavnsbåndets ophævelse.

Her et lille citat fra Danmarkshistorien.dk

Stavnsbåndet blev indført med en forordning af 4. februar 1733 som en del af genindførslen af nationale udskrivninger til militærtjeneste. Det indebar, at de unge mænd på landet ikke uden godsejerens tilladelse kunne forlade det gods, hvor de var født. Stavnsbåndet blev officielt ophævet i 1788, men var først helt afviklet i 1800.

 

              

    Jeg vil slutte dette indlæg med at lægge den tale på, som jeg holdt efter den sidste forestilling i juli 1988:

    Jeg vil gerne sige tak til alle, der har været med til at virkeliggøre drømmen om et festspil her på det smukke Fussingø i anledning af bondens frigørelse for snart 200 år siden. Det var en begivenhed, hvori ”vores” greve, Christian Ludvig Scheel von Plessen, spillede en hovedrolle.

Tak for jeres flotte spil, tak for dans og musik. Det smukke resultat skyldes sikkert talent for og glæde ved at optræde, men jeg tvivler ikke på, at det også har krævet hårdt arbejde af jer alle sammen.

Jeg har f.eks. hørt Ketty Jørgensen (hun spiller Kirstine) fortælle, hvordan hun, når hun lavede mad derhjemme, undertiden gik et par skridt tilbage og øvede sig på først at vende frikadellerne ryggen, men dernæst at vende sig om og stirre dem lige ind i farsen og indsmigrende spørge dem: ”synes I virkelig, at jeg er smuk.”

At vi har fået så dygtige skuespillere er lidt af et lykketræf. Ganske vist var det ikke ganske grebet ud i den blå luft, når jeg henvendte mig til snart en og snart en anden og spurgte, om de ville lege med.

Men alligevel – at de passede så fint ind i rollerne, det vidste jeg ikke. F.eks. valgte jeg Thyge Jensen og Jens Christian Weidanz  og Dick Webb på grund af deres udseende og stemmepragt.

Valget af Hans Kaltoft som den nidkære pastor Brandt kom sig af en erindring, jeg havde fra flere år tilbage. Jeg huskede nemlig, hvordan han midt i en lærerfest tog ordet og holdt en dundrende vækkelsestale.  Den var så morsom, og han var så overbevisende salvelsesfuld, at det måtte blive ham til den rolle. Han sagde heldigvis ja, skønt rollen ikke just er sympatisk.

Og Niels Arne Hansen, den gode forvalter Tryde til Fussingø, ja ham er jeg jo i familie med, og han er en rigtig jyde med begge ben på jorden. Niels Arne trådte til i sidste øjeblik og klarede rollen smukt. Vi havde et par stykker før ham, som sprang fra. Den ene var italiener og ville så gerne give kærligheden flere erotiske hedebølger, end min tekst kunne bære.

Resten af personerne kom til på anden vis: nogle fra vores hjemlige dillettantforening, andre, fordi Jytte Nielsen kendte dem som habile amatørskuespillere.

Nu håber jeg så, at rollerne kan aflægges igen – I blev jo alle så hjemme i dem – forhåbentlig har Kaltoft ikke levet sig så grundigt ind i sin, at han vedblivende vil tage afstand fra fester og andet syndigt tant og fjant. For Jens Christian kan man jo godt være lidt bekymret. Han spillede sin rolle som indædt aristokrat så naturligt og overbevisende, at man kan tvivle på, at hans politiske karriere kan fortsætte i samme spor efter dette. Han kan vist ligeså godt straks melde sig ind i Det konservative Folkeparti. Hmm …

Det får mig til at tænke på en sjov lille episode den lørdag, hvor vi spillede om eftermiddagen. Da kom der en mand hen til mig i pausen og fortalte, at hans familie omgås privat med familien Lüttichau på Tjele ( efterkommere af vores aristokratiske adelsmand i stykket) og ”jeg kan jo se” sagde han til mig ”at du også kender familien rigtig godt.” Det benægtede jeg. Desværre nej. Har faktisk kun været som ”kigger” på Tjele en dag, hvor der var åbent for publikum. ”Ja, da har du taget ham lige på kornet. Hans Helmuth, han blev da spillet præcis som den nuværende greve til Tjele.”

En anden kom og fortalte mig, at han var så imponeret over, hvor ubesværet Dick Webb klarede den lette tyske accent. Sådan har greven helt sikkert talt dengang, sagde manden. Jeg mente nu ikke, det havde været så svært for Dick. Han er englænder. Men det sagde jeg ikke. Al æren skal være skuespillerne vel undt.

En gammel dame kom hen til mig og fortalte mig noget om Trydernes videre liv på egnen. ”Nu ved jeg ikke, om der lever flere,” sagde hun, ”men da jeg var lille, gjorde der, og vi måtte ikke lege med Trydebørnene, for de var altid så fulde af lus.

Jeg synes alt i alt, at vi har haft en skøn tid sammen det her forår, og jeg foreslår, at vi opfører stykket igen om 10 år. Det har ingen glæde af at ligge i mølposen.

Eller, det skulle måske være et helt andet Fussingøspil til den tid?

Det kunne f.eks. handle om de mystiske begivenheder, der tvang præsten i Torning til midt om natten at nøddøbe et lille barn, som var blevet født i dølgsmål på Fussingø Slot. Der ligger en tragisk kærlighedshistorie bag al den mystik.

Foreløbig skal I alle have tak endnu engang, fordi I satte alt andet til side i flere måneder for at give jeres kræfter til spillet og lege med af hjertens lyst.