Hulsig

 Skagen Bibliotek 2015

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og vil skrive. Du kan finde researchsider og forsøgssider og meget andet. Vil du vide mere om forfatteren, er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd, men ellers fortæller min hjemmeside også noget om den person: www.hesselholt.com

Erikslund i Hulsig

Her kommer nu en lille tilføjelse til Hændelser ved Hulsig, som er sendt mig fra et oldebarn til Erik Jensen, som købte husmandsstedet Erikslund i Hulsig - Hun hedder Esther Toft.

Jeg siger tak for både brev og billeder og fortællingen om familien. Den vil jeg tilføje senere, her kommer i første omgang blot et enkelt billede af Erik Jensen.

Erikslund er ikke bygget af Erik Jensen, men af min oldefar Ole Houkjær, da han giftede sig med en af de to døtre fra KrøggårdenMarie Christiansen - Senere blev hun kaldt Marie Houkjær og er jo min oldemor. Han solgte gården til Erik Jensen i 1884, der så døbte den Erikslund. Hans datter Josefine giftede sig ind i Krøgslægten, nemlig med Janus Larsen, søn af Maries søster Maren og af Christian Larsen. 

De to, Janus og Josefine fik “den anden Krøggård”. Gårdenes historie kan man læse mere om i Hændelser ved Hulsig. (f.eks. side 357 f f)

Erik Jensen forblev bonde på det lille husmandssted, men nød stor agtelse som flittig og dygtig. Her kan man læse lidt om det fra et udklip fra Skagen Avis. :

Som man kan se, er han her nævnt som “hædersmand” – det forstår man. Og han erhvervede titlen gennem sin flid. Den slags stod der respekt om i Hulsig. Hans datter Josefine har derfor også været “et godt parti”, selv om der ikke var velstand i det lille husmandshjem.

Herunder et billede af den gamle hædersmand ogivet af sin familie. Billedet ser ud til at være taget omkring århundredeskiftet – men må næsten være senere, synes jeg, da gården jo blev solgt til Erik J. i 1884 – og her er børnene jo voksne:

Erik Jensen i midten – bemærk det flotte kindskæg! Billedet er sendt til mig af hans oldebarn, Esther Birgitte Toft Jensen, og jeg er ikke helt sikre på de andre personer i billedet. Det bliver jeg nok senere. I al fald er Josefine og Laurits ( eller Lauritz – navne i Hulsig staves som vinden blæser) med på billedet. Og også Esthers farmor sikkert. Ja, nu ved jeg, at hun står øverst til venstre og hedder Marie.

Denne søster (Marie)  til Josefine og Lauritz ser vi her på et brudebillede. Hun var gift to gange. Her ses hun med Axel Jensen, den første mand. Der kommer tilføjelser hertil om nogle dage.

 

Som nævnt blev Erik Jensen navnkundig på grund af sin flittige indsats i opdyrkningen af hede og klit. I Hændelser fra Hulsig kan du læse mere om det, og også om familien på siden 357 -358 – 359.

Jeg er meget taknemmelig for alt, hvad jeg får tilsendt om egnen i form af breve og billeder og skal forsøge så vidt muligt at følge op på det på min blog.

 

 

 

Et billedpip fra Tranestederne juli – august 2016

Skagen Bibliotek 2015

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og vil skrive. Du kan finde researchsider og forsøgssider og meget andet. Vil du vide mere om forfatteren, er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd, men ellers fortæller min hjemmeside også noget om den person: www.hesselholt.com

Min kære læser

Jeg vil igen tage dig med en tur til Tranestederne. Denne sommer har jeg ferieret til den store guldmedalje. Ikke rørt et tastatur mere end højst nødvendigt. En enkelt kronik skulle jeg skrive. Internetadgang var der ikke. Nu er det himmelsk at være hjemme igen og atter kunne have fingrene på rette sted = tastaturet.

Men i ferien fik jeg læst mange af de bøger, der lå i store stakke og kaldte. En af dem, Stefan Zweigs Verden af igår, vil jeg vende tilbage til på bloggen om nogle dage.

Først skal jeg på vandretur i den våde danske sommer med mine søstre.

Så mange ord får jeg ikke tastet i denne omgang.

Men her kommer i al fald et par billeder. Den første del (juli) var børnene – de fleste af dem sammen med os i sommerhuset + telte. Vi boede en overgang 13 store og små i det lille hus i klitten.

Og det var gråt og koldt. Som det også fremgår af billederne:

Tobias og Englen kapitel 1 -2 – 3 – 4 – 5 – 6 – 7 – 8 – 9 -10

 På Skagen bibliotek 2015

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og vil skrive. Du kan finde researchsider og forsøgssider og meget andet. Vil du vide mere om forfatteren, er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd, men ellers fortæller min hjemmeside også noget om den person: www.hesselholt.com

De seneste uger er gået med at omarbejde Tobias og Englen, så den bliver mere spiselig, ikke bare for mig, men forhåbentlig for en del andre. Det var den gamle version ikke. I det følgende vil jeg trykke enkelte kapitler – måske hele bogen. Den er blevet lidt længere end jeg regnede med og har desuden ikke ganske fundet sin endelige form – selv om der er mere kød på skelettet denne gang. Og jeg har vist nok skrevet en ungdomsbog. Det var også min oprindelige plan.

Jeg har tænkt at lægge den gamle fortælling fra den apokryfe tekst Tobits Bog ind i en nutidsramme, for den rammer nutiden. Det tænkte jeg allerede på, da jeg læste den første gang for ca. 10 år siden. Historien handler ikke kun om at blive voksen og tro mod det/den, man er, men også om at være fredløs i verden. Det kan jo defineres som et alment eksistentielt problem, men i den her form handler det meget håndfast om at være flygtning og hjemløs.

Jeg tror på, at bogen vil have en aktualitet, og da jeg mener at kunne kan stå inde for dens øvrige kvaliteter, så tror jeg på, at der er en ide i at udgive den. Ikke nogen kommerciel ide. På det punkt har jeg (den) ikke en chance, men måske vil den sige de få, der læser den, en hel del om det at være ( ungt ) menneske i en verden i ufred og splittelse. Nå ja, og så tror jeg på, at den er elementært spændende – det kan jeg sige uden at prale, for den er jo ikke min opfindelse. Den er faktisk mere end 2500 år gammel. Så læs og bliv vis. Den “ægte” version findes på www.bibelen.dk – tror jeg nok. Ellers kan man google de apokryfe tekster og finde den der. Den hedder Tobits Bog. Teksten findes ikke i vores danske version af Bibelen, men derimod har jeg fundet den i udenlandske bibler.

HERUNDER VIL JEG LÆGGE SAMTLIGE KAPITLER AF BOGEN. OG EFTER EN LANG NY DISKUSSION MED MIG SELV ER JEG NÅET TIL DEN FORELØBIGE BESLUTNING, AT DET MÅSKE ER DET ENESTE STED, BOGEN OM TOBIAS KOMMER UD.

JEG TROR SELV PÅ, AT DET ER EN GANSKE UDMÆRKET UNGDOMSBOG, SOM HAR ET VÆSENTLIGT BUDSKAB OG SOM JEG PÅ ALLE MÅDER KAN STÅ INDE FOR. MEN JEG VED OGSÅ, AT BIBLIOTEKERNE IKKE KØBER RET MANGE BØGER MERE, MANGE AF MIDLERNE GÅR NU TIL ALT ANDET END BØGER. JEG KAN GODT UDGIVE PÅ ANCETHE, MEN VED IKKE, OM JEG GIDER. DET MED MARKEDSFØRING HAR JEG HELT SIKKERT 0 TALENT FOR.  FORLAGENE HAR DERES FASTE BØRNEBOGSFORFATTERE OG LUKKER KUN GENIER IND ELLER FOLK MED GODE FORBINDELSER. JEG BESIDDER INGEN AF DELENE. DERFOR. MEN HVIS DU GERNE VIL LÆSE OM TOBIAS OG RAFAEL – GUDS MEST TROFASTE ENGEL – JA, SÅ HAR DU CHANCEN HER, HVOR ROMANEN LANGSOMT VIL VOKSE TIL FULD STØRRELSE:

JEG VIL SELVFØLGELIG BLIVE HIMMELGLAD, HVIS DU VIL SKRIVE EN KOMMENTAR ELLER TO. HERUNDER ELLER PÅ MIN MAIL = marianne@hesselholt.com

Efter at have læst flere kloge kommentarer til Tobiasmanus’et, har jeg besluttet at slette første kapitel og ikke at lægge fortællingen ind i en nutidsramme. At temaerne i den lille historie er evigt gyldige tror jeg alligevel er ret indlysende for enhver læser. Så derfor. Og fordi det virker (virkede) poppet.

 

KAPITEL 2

 

EN DRENG I NINEVE

 

Det sidste han huskede var, at han gled gennem tynde lag af tåger, en slags rensende skyer, som slettede alle lugte og dæmpede smerterne. Så lå han indhyllet i et blødt mørke. Et kærtegn strejfede hans krop. Var det mor? Han trykkede sit ansigt ind mod hende, så han ikke kunne se og høre soldaterne.

”Mor”, græd han og fægtede efter hende. Men hun svarede ikke, og han var ene, og smerterne vendte tilbage og nu med fornyet kraft, og han var vågen og vidste, hvor han var. På stendyngen. Som et svin.

Og SVIN var da også det sidste ord, han havde hørt i aftes, inden han besvimede. Og hvorfor kunne han så ikke bare få lov til at dø? Han var jo på en måde død alligevel.

Under ham et stinkende kadaver, sønderhakket af fuglene, og ved siderne anede han andre lig. Han var ikke menneske mere, men uren ad helvede til, for han havde ikke bare rørt ved de døde, nej, han havde ligget på dem.

Da de kylede ham fra sig, var det meningen, at han skulle dø der. På dyngen af sten. At rovfuglene skulle fuldføre det arbejde, som drengene var begyndt, og han huskede, at den sidste bevægelse, han havde gjort, før han mistede bevidstheden, var at slynge begge arme hen over øjnene, så fuglene ikke kunne hakke dem ud. Han lå endnu med den ene arm bøjet over ansigtet, da han vågnede.

Langsomt skubbede han sig baglæns, krabbede ned ad dyngen, mens stenenes skarpe kanter skar i ryggen, men smerterne havde for længst toppet, og han mærkede det næsten ikke.

Møjsommeligt kom han på benene. Jo, han kunne både stå og gå. Så havde de altså ikke smadret hans ben, sådan som de havde hylet, at de ville.

Han var hel.

Der var et godt stykke vej fra stendyngen til byporten, men han kunne ane faklerne svage lys derhenne på muren, og han kunne skimte vagten under en af dem. Skulle det lykkes ham at nå derhen og slippe forbi vagten, så var han måske reddet.

Skønt reddet? Nej. Han stod ikke til at redde. Men han måtte hjem. Far og mor havde kun ham.

Langsomt begyndte han at vakle hen mod Nineves byport, og da han kom nærmere, så han, at der kun var to vagter, og at de begge stod lænet mod muren.

Det så ud som om de sov. Han listede forbi dem og ind gennem den brede port. Så begyndte han at snige sig langs muren hen mod det kvarter, hvor deres gård lå.

Pludselig standsede han. Nej, han kunne alligevel ikke gå hjem. Far og mor ville græmme sig til døde. Far var blind og uden arbejde, men han havde aldrig givet køb på sin værdighed som patriark, og han sang og bad og var som altid En Herrens Tro Tjener. Mor tjente kun menneskene, hun arbejdede i kongens palads og gjorde det åbenbart godt, for ingen havde fyret hende, da alle andre jøder blev sparket på gaden. Der stod respekt om hans mor.

Tobias var deres eneste barn. Deres håb. Ikke at han nogensinde havde forsøgt at leve op til deres forventninger. Tværtimod. De seneste år var han gået sin egen vej, væk fra dem. Han havde sluttet sig til drengene i Nineve, og havde vel sagtens været en skamplet på familiens ære, men de gamle lod, som om de ikke kunne få øje på pletten. Nå ja, far var jo blind. Og mor? Hun var vel på en måde også blind.

Længe stod han og vaklede, og så var det, han kom i tanker om Assar. Assar havde ikke taget del i mishandlingen i nat. Han var slet ikke mødt op på torvet. Og for resten havde Tobias ikke set ham meget længe og mente også at vide hvorfor. Assar var blevet tjener i Isthartemplet. Han holdt sig fra gadelivet nu og havde vigtigere ting at tage sig til.

Måske var Assar stadig en ven. Måske.

Natten var måneløs, og selv om stjernerne lyste, var det, som om de ville beholde hver eneste gnist for sig selv og lade ham rage videre i sit mørke. Trapperne ville ingen ende tage i dag, syntes han, det smertede for hvert trin, og han snublede gang på gang. Først helt oppe ved templet hang nogle ensomme fakler og kastede deres urolige skær ind mod den høje mur, der ligesom blev levende.

Tobias vidste ikke, om der stod vagter ved indgangen. Han vidste heller ikke, om Assar var vågen eller om han lå og sov et sted i den store bygning. Kun ét var han klar over, nemlig at vennen tjente den smukke gudinde Isthar og at han var viet til templet.

Inde i tempelgården var der ligeså mørkt som udenfor, og han var nær ved at opgive sit sidste håb og bare lægge sig hen i en krog og lade urenheden og skammen forvandle ham fra dreng til tigger. En tilsølet og forslået tigger lod man som regel ligge uden at bekymre sig synderligt om ham. Han var ikke det værd.

Men nu så han, at der var lys i et vindue i den modsatte ende af gården, og han opbød sine sidste kræfter for at nå derhen. Lad det være Assar, bad han halvhøjt og forsøgte endda at sende bønnen op til sin fars gud, som han ellers ikke havde store tanker om. Men lige nu var han nødt til at gribe ethvert tænkeligt halmstrå, om det så var den afskyeligste gud, der havde fat i den anden ende.

Det var Assar. Han sad og læste højt, og hans stemme flød ud i luften som nektar, syntes Tobias og var lige ved at græde.

”Assar!” Han sagde navnet så højt, han turde. Så besvimede han. Da han vågnede stod vennen lidt på afstand, mens han kastede vand ind over ham.

”Hvad har de gjort ved dig, de svin?”

”Det er mig, der er et svin, Assar. De har gjort mig uren.”

”Så må du renses.”

”Jeg kan ikke renses. Forstår du, jeg lå direkte på ligene. Jeg er en smittet.”

”Du glemmer, hvor du er. Og hvem jeg er.”

”Du er min ven.”

”Ja. Og jeg er også tjener for gudinden Isthar, og hendes og min magt kan rense dig.”

”Er det sandt?”

”Er det ikke her, du bor?”

Assar skubbede ublidt til ham. Tobias var faldet i søvn og hang og dinglede på sædet ved siden af vennen, der havde brugt timer på at rense ham i helligt vand fra templet og forbinde hans sår, og nu i de tidlige morgentimer kørt ham hjem i en af templets vogne.

Tobias vågnede med et sæt og så sig om. Han var hjemme. Et mirakel. Han vendte sig mod vennen.

”Tak Assar,” sagde han.

”Jamen, jeg ved ikke, om jeg kan hjælpe dig mere. Du må vist klare dig selv fra nu af.”

”Jeg klarer mig.”

Men det var i aftes og i nat. Og nu var en ny dag til ende, og den havde sneglet sig af sted, og time efter time havde han holdt sig skjult og siddet der som en mus i sit hul og ikke rigtigt vidst, hvad pokker han skulle stille op. Og han var ikke blevet et hak klogere, end da Assar læssede ham af uden for porten i morges og faktisk havde bedt ham passe sig selv. Og hele dagen havde han forsøgt at bilde sig ind, at det nok skulle gå. Han var jo i sin fars gård, og ingen her ville ham noget ondt. Men samtidig stod det ham klart, at han ikke kunne blive her. Du har ingen steder hjemme, sagde en stemme i ham, en, han havde hørt før, og han syntes den lo hånligt.

Han havde et hjemland, det havde han hørt til bevidstløshed hele sin barndom. Og det lå og lyste i det fjerne, og som lille dreng badede han sig gerne i det lys, når han var ked af det og blev drillet. En aura af mystik snoede sig om navnet, havde han dengang syntes. Men nu. Lyset var begyndt at blegne, og det forekom ham lige så uvirkeligt og gådefuldt som himlens stjerner. Israel. Han mumlede navnet. Men der skete ingenting i hans hjerte, det var forvandlet til noget, man til nød kunne drømme om, men som ikke fandtes andre steder end lige netop der. I drømmene. Og i fars sange naturligvis og i mors længsler.

På gårdspladsen visnede træernes toppe. Alle planter hang tørre og triste, som ville de helst opsluges af støvet ved deres fødder. Det var som om de kun længtes efter at blive til ingenting. Ligesom mor. Morlille. Også hun voksede nedad. Kuglekroget allerede.

Kun Tobias skød i vejret som en sjælden plante, der ikke hørte til her.

Det var efterhånden blevet sent, snart ville mørket skjule murene, der lå som en mørnet krans omkring den åbne plads, og det ville dække over hver eneste revne i de gamle fliser og kaste et slør over den udtørrede brønd, som mor var begyndt at bruge til al slags affald og som stank værre for hver dag, der gik, og efterhånden mindede om en spedalsk, hvis krop smuldrede for øjnene af en.

Tobias kneb sine i. Man må se virkeligheden i øjnene, plejede far at sige. Det kunne han sagtens sige. Han var blind og så ingenting. Og virkeligheden var tåget hen for ham i mere end en forstand. Kun sangene og bønnerne var tilbage fra det tidligere liv.

Engang havde han været det, man kaldte en seer. En profet ligefrem. Han var en, som man spurgte til råds og som man lyttede til. Selv de fornemste i Nineve havde søgt råd hos far, når de var i knibe, og kongen indledte aldrig en krig, før han havde konsulteret Tobit. Og Tobias kunne godt huske, at han havde været stolt af sin far. Engang.

Endnu var der ikke særlig mørkt derude i gården. Den synkende sol kastede gyldne kegler gennem hullerne i porten, som ville den lige unde sig et sidste kig, inden den forsvandt, og i lysstriberne flimrede millioner af støvfnug. De hvirvlede rundt og rundt i en vilter dans, som om de var ligeglade. Eller bare glade.

Tobias kunne ikke huske, hvornår han sidst havde været glad. Han prøvede at være ligeglad. Det kunne han heller ikke. Han var ikke noget støvfnug. Han var en dreng. Og han dansede ikke i solens lys.

Engang havde han danset. Engang havde de alle sammen danset. Dengang havde de været lykkelige.

Han kunne endnu huske, da træerne voksede op mod himlen og alt var grønt og farverne lo i haven, som var mors stolthed. Da brønden ikke lignede et stinkende lig. Da vandet endnu flød i dens dyb.

Og det sang fra taljens rustne trisser, når Dahlia hejste den store lædersæk ned gennem mørket og fyldte den med vand. Når hun trak i rebet, og sækken svævede op gennem den snævre slugt, og hun lod den bumpe over kanten, og de tog imod det velsignede vand.

Det kom til dem langt nede fra. Strømmede 200 fod under dem. En rigdom, de frit havde kunnet øse af. Og gården havde ikke været en ørken af støv og sten dengang, men en frodig have med blomster og frugter og grønt. Og terrasser med fliser i de sirligste mosaikmønstre.

Og slavepigen trak og trak i det knudrede reb, og mor dansede omkring brønden og sang glade viser og var ung og let til bens. Og drengen hoppede om på fliserne så ustyrlig som en hundehvalp, og far måtte gribe fat i ham og formane ham. De måtte være ydmyge, sagde han til lille Tobias. Og husk, at det er Herren din Guds Nåde, der skyller lykken ind over dit liv.

 

Tobias gik et par skridt frem og så på sin far, der sad med hagen presset mod knæene. Han krøb sammen i ly af muren i den fjerneste ende af pladsen, som om han helst ville skubbe sig ind i de mørnede sten og blive et med dem.

Han sad ubevægelig, som var han allerede blevet sten. Men nu kom der bevægelse i ham. Havde han mon hørt Tobias? Han var jo ikke døv. Men nej. Kun fars arme blev levende. De voksede ud af den forstenede krop og slangede sig rundt i luften. Så stivnede de midt i en bevægelse. Han vendte håndfladerne opad og holdt dem stille midt i den smalle, vigende solstråle, som om han ville bønfalde lyset om at blive hos dem endnu en stund.

Som en tigger, tænkte Tobias og væmmedes.

Hvornår var det, forvandlingen indtraf? Hvornår begyndte livet at sive ud af alt, hvad far rørte ved? Ham, der plejede at give liv. Nu kunne han ikke engang værne sit eget. Var det Guds forbandelse, og hvorfor ramte den så Tobit, der var den mest hengivne af alle Guds tjenere? Så skulle den da have ramt mig, tænkte Tobias. Nå, det gjorde den vel også. Og mor. Det var det værste, for hun kunne ikke sno sig fri som Tobias. Hun kunne ikke flygte nogen steder hen.

Det kunne han. Måske. Tanken havde ligget og murret i ham i nogen tid nu, og de seneste begivenheder i Nineve havde næret den, så han så småt var begyndt at tro på den. Der måtte findes et andet liv. Et andet sted. Og han måtte kunne gribe det, hvis han for alvor ville. Alt er Guds vilje, plejede far at sige, men Tobias havde også en vilje.

Han begyndte langsomt at bevæge sig hen mod porten. Listede fremad skridt for skridt, for far skulle helst ikke høre ham, inden han nåede helt derhen og forsigtigt fik lirket porten op og klemt sig ud gennem den smalle sprække. Træet var blevet så frønnet på det sidste, og de gamle rustne hængsler var begyndt at skrige, som jamrede de over deres eget forfald.

Nu var han ved porten. Han stod ubeslutsom. Armene føltes med ét så tunge, og skulle han ikke hellere blive hjemme? Han kastede et blik ind i den halvmørke gård, hvor far stadig sad og faldt i et med muren.

Tobit. Hans far. Jøden.

Nineve var en broget by. Her færdedes alle mulige folkeslag mellem hinanden, og jøderne havde hidtil ikke skilt sig synderligt ud. Tværtimod. De fleste fulgte Nineves love til punkt og prikke. De spiste det samme som assyrerne. De tilbad Nineves guder og levede kort sagt som alle andre folk i byen. Skønt de fleste var kommet dertil som trælle, som kongeligt krigsbytte, så var de efterhånden stille og roligt gledet ind i byens hverdagsliv og udfyldte nu den plads, de hver især var blevet tildelt.

Men hans far, Tobit, var noget særligt. For han tilhørte den lille flok, der trofast mødte op i synagogen og dyrkede HERREN min GUD, der afveg fra alle andre guder ved at være den eneste, der ikke var en død ting af sten eller marmor, men en levende ÅND. Sagde far. Men Tobias hørte ikke rigtig efter.

Indtil i går havde han ikke været i tvivl. Han ville give pokker i, at han var jøde. Han følte sig heller ikke som slave for nogen. Og han ønskede kun ét: at være fri og stærk. At være som de andre drenge i Nineve. Dem, han havde sluttet sig til.

Han var stærk, og hidtil havde han kunnet klare sig med sine kræfter og sit fandenivoldske mod. Og de andre drenge havde set op til ham. Han var som en ung ulv, glubsk på livet, og flokken havde villigt åbnet sig for ham. Og de havde hylet i samme kor. Troede han. Indtil.

Nu var alt forandret.

Det var kommet lidt efter lidt, og han burde vel have set det for længst. Men han havde ikke villet. Ikke det. Ikke, at han fra nu af måtte hyle i ensomhed, ikke at kammeraternes blikke var blevet fulde af foragt og at de var begyndt at vende ham ryggen, når han kom, som om han forpestede den luft, de indåndede.

Det var alt sammen begyndt, efter at Kong Sankerib havde tabt et slag. Det var selvfølgelig sket før; krigslykken var omskiftelig af natur, og selv om kongen som regel kunne vende hjem i triumf, så hændte det jo af og til, at han bare vendte hjem.

Men efter det seneste mislykkede togt havde han mistet al ære og værdighed, og resterne af en tilintetgjort hær var alt, hvad han bragte med sig. Tobias havde set soldaterne, da de krabbede gennem byporten. En flok forrevne katte, som slæbte sig hen over jorden. Og en pest sad dem tilmed i kødet og truede med ikke blot at udrydde resten af hæren, men hele byens befolkning.

Kongen var hurtig. Han lod de pestramte dræbe, og andet kunne man vel ikke forvente. Men hans næste skridt var underligt og uden fornuft, syntes Tobias. Han kastede hele sit had og al skylden på jøderne og hidsede borgerne op imod dem. Og næsten dagligt lod han nogle af dem pågribe og myrde. Og ligene blev slæbt uden for bymuren og kylet på stendyngen, som ellers var forbeholdt de værste forbryderådsler. Her fik de lov at ligge og rådne op, mens vilde dyr og fugle flænsede og hakkede i dem, så det var en gru.

Ingen jøde måtte nærme sig bunken. Ingen måtte synge for de døde. Og større skam kunne ikke overgå en troende jøde. Ja, selv mod en ikke-troende var det en hån, tænkte Tobias og gøs. At blive reduceret til skarn og affald.

Og nu havde hånen og hadet ramt ham selv, og han havde ingenting kunnet gøre. Og for første gang var han blevet rigtig bange.

I aftes. Frygten. Og den iskolde erkendelse af, at ingenting mere kunne blive det samme. At han var stemplet for tid og evighed.

Han havde nærmet sig drengene hen på aftenen, akkurat som han plejede, og han havde tænkt, at han endnu engang kunne tø dem op og få dem til at le, og at de ville slå ham på skulderen og vise ham, at han var en af deres. Men han gik mere tøvende, end han plejede, og han mærkede en uro, han ikke kendte.

Drengene stod og hang på torvet som hver aften, og alt syntes at være ret normalt. Tilmed latteren. Så velkendt. Så trygt. Men latteren aftog, da han kom nærmere, og den døde helt, da han kom tæt på. Kulde og tavshed. Og onde blikke, der sablede ham, inden armene greb ham og holdt ham fast.

Som på tælling var de faret frem imod ham og havde væltet ham omkuld, og de var så mange, at han ikke havde kunnet gøre modstand. Og mens de tævede og sparkede ham og skreg, at han var et SVIN og en JØDE, så var der ingen af de mange voksne på torvet, der så meget som løftede en finger for at hjælpe ham. De passede deres og lod det ske.

Drengene havde slæbt ham hele vejen til den nærmeste byport og ud til stendyngen, og her havde de kylet ham fra sig. Og sten og stank og rå latter havde ramt hans ansigt og blandet sig med tårerne og blodet.

Længe lå han der. Omgivet af stinkende lig.

Han stod stadig ubevægelig ved porten og kunne ikke bekvemme sig til at åbne den. Følte, at han burde. At han måtte løbe hen til drengene igen som alle andre aftner, vise dem, at han ikke var bange.

Med ét begyndte benene at ryste under ham, og frygten kriblede rundt i kroppen. Men jeg er jo en kujon, tænkte han. Jeg er jo en, der giver op midt i kampen. En, der viger af skræk. Og han havde lyst til at græde af afmagt og kalde på sin mor.

Mor, hviskede han.

Mor var ikke kommet hjem, selv om det var sent. Hun gik hver morgen, når solen stod op, og ofte var det mørkt, når hun vendte hjem fra et arbejde, der sled glæden af hende og langsomt ødelagde hendes helbred. Og fik hende til at rase mod far, der aldrig svarede med en stavelse.

Tobias var som regel skredet, når hun kom. Men somme tider var han der jo alligevel, og så kunne hun se på ham med sine trætte øjne og åbne munden som en døende fisk, der var slæbt på land. Gispe lidt luft ind, men det blev aldrig til mere, ikke et ord undslap hende.

Og der var ellers meget, hun godt kunne have sagt, tænkte Tobias, f.eks., at han skulle strenge sig an og søge efter et ordentligt arbejde i stedet for at nøjes med de tilfældige småjobs, der faldt af på hans vej. At han var gammel nok til at bidrage med sit. At han skulkede. Ja, for det var jo sådan, det var. Hun kunne også have sagt, at han ikke skulle hænge ud med de værste gadedrenge.

Far var ikke tavs. Han havde ofte forsøgt at tale sin dreng til rette, som han kaldte det. Og Tobias havde ladet ordene sive ind i det ene øre og ud af det andet.

Han kunne jo gå til kongen, sagde far en dag.

Til kongen?

Ja. Han skyldte dem. Der var tider, hvor herskeren dagligt benyttede sig af Tobits profetiske gaver. Af hans skarpsindighed og klogskab. Dengang havde de kunnet sole sig i alles agtelse. Jøden Tobit var en æret borger i Nineve.

Ja, dengang, sagde Tobias, men det var længe siden, og nu blev de dagligt mindet om, hvor usle de var.

Og han kunne ikke gå til kongen.

Nu måtte han bestemme sig. Skulle han gå? Skulle han blive? Skulle han være modig? Skulle han være fej?

Bag sig hørte han far harke slemt. Det lød, som om hele hans indre var på vej op gennem halsen, og Tobias vendte sig om og så igen på ham. Så ynkelig. Så lidt Tobit den Vise. Så meget Tobit den Svage.

Tobias begyndte langsomt at gå hen mod ham. Han satte sig på hug foran den gamle, men sagde ingenting.

Tobit virrede med sine magre hænder i den tomme luft i stedet for at lægge dem på sønnens hoved og velsigne ham, som han plejede. Ikke engang det, tænkte Tobias og bøjede hovedet.

”Jeg kaldte ikke,” sagde Tobit.

”Nej.”

”Men her sidder du.”

”Ja.”

Tobias fik en klump i halsen. Skulle han slutte sig til den gamle og harke om kap med ham, give op og blive olding, før han var fyldt 17? Han lukkede øjnene, og nu mærkede han farens hænder glide søgende hen over kinder og hage.

”Du er blevet stor. Snart voksen. Jeg burde velsigne dig.”

”Det har du gjort, far. Faktisk hver dag.”

”Men det var barnet, jeg velsignede. Nu er du ikke længere et barn.”

Hvorfor sagde han det? Og vel var han så. Han var en fattig jødedreng.

”Kong Sankerib er ikke et udyr.”

”Nå.”

Hvad kom kongen ham ved? Og vel var han et udyr. Eller værre endnu. Dyr handlede ikke så grusomt som han gjorde.

”Han er et menneske.”

Nu lo far virkelig.

”Husker du, Tobias, dengang kongen jog os bort?”

Det huskede han, men det beviste vel ikke ligefrem, at der bankede et menneskehjerte i det kongelige bryst.

”Og husker du, hvor vi sang?”

 

KAPITEL 3

 

EN DRENG OG HANS FAR

 

Om han huskede? Han ville aldrig glemme den dag, men han havde nu ikke sunget. Han havde sitret af skræk, og mor havde grædt. Kun far gik med løftet hoved, og han havde skrålet mod himlen og de mange mennesker, der var stimlet sammen for at se soldaterne jage den lille familie gennem gaderne. Tobias kunne endnu mærke spydspidserne stikke mod sin tynde, nøgne barnekrop. Og han huskede angsten og smerten og fars sære sange, der steg om kap med mors gråd, mens blodet dryppede i deres fodspor.

”Jeg har ikke glemt det,” sagde han og hørte sin stemmes bitre klang. Men far hørte ingenting. Ikke engang drengens ord hørte han. Kun sin egen jublende stemme.

”Jeg gik med Gud.”

”Nå,” sagde Tobias og tænkte, at han gik med en skælvende lille dreng og en grædende kvinde. Hans gud havde ikke været der.

”Og HAN førte os tilbage til Nineve. Det husker du vel også, min søn?”

Jo. Heller ikke det havde han glemt. Kongen havde fortrudt sin handling næsten med det samme. Han havde jo kastet sin bedste rådgiver på porten og sendt ham ud på en flugt, der kun kunne ende på en måde. Med døden.

Det var uklogt, og han fik dem opsporet, allerede inden de havde krydset den store slette. Midt i ørkenen havde de set en støvsky rejse sig i horisonten og nærme sig i al hast, og mor var igen begyndt at græde, og far hengav sig atter til jubelsang, og lille Tobias, der var ved at segne af træthed, stirrede med rædsel på soldaterne, hvis heste kom stadig nærmere og vrinskede og stejlede og lugtede, da de endelig gjorde holdt.

Og så var de der nogen, der greb ham, men med blide hænder denne gang, og sammen med far og mor blev han anbragt i en vogn trukket af kongelige heste.

Derefter blev de kørt tilbage til paladset, hvor kongen stod parat og tog imod dem, som var de fornemme udsendinge fra et fremmed land. Og han havde set på de støvede og nøgne undersåtter med en blanding af nådig tilgivelse og strenghed i blikket og sagt, at nu havde de fået at føle, hvad det ville sige ikke at lystre deres herre.

”Jeg lystrer altid Min Herre. Hans miskundhed rækker til himlene, hans retfærd er som havenes dyb, og han forlader aldrig sin trofaste tjener.”

Det havde far sagt og med tindrende øjne, der var rettet lige mod kongen, skønt det var strengt forbudt at stirre på den ophøjede hersker. Man skulle slå øjnene ned og bøje hovedet. Og kongen kunne næppe have været i tvivl om, at det ikke lige var ham, Tobit hentydede til, når han udbredte sig så begejstret om Herren.

Kongen havde villet straffe Tobit, fordi jøden gav pokker i landets love og kun fulgte sin religions bud. Hvilket han i øvrigt fortsatte med, som om ingenting var hændt.

Og hver gang en jøde blev slængt på stendyngen, gjorde han som han plejede. Han gik  ud og hentede ham tilbage. Tavs tog han den døde i sine arme og bar ham gennem gaderne for øjnene af enhver, der gad se, og hjemme begravede han ham i blomsterhaven. Og han sang sørgesange, så hele nabolaget kunne høre det.

Men kongen lod ikke til at have hørt noget som helst. Eller til at have set noget mistænkeligt. Og soldaterne havde fået ordre til ikke at lægge hånd på denne ene jøde.

Det var alt sammen før han blev slået af blindhed. Da han mistede synet, ramte det ham som et lyn fra en klar himmel. Og alt falmede og døde omkring ham, undtagen Tobias, der fortsatte med at være sund og rask og vokse sig stor og stærk.

Måske havde den skjulte gud så alligevel forladt hans far? Måske fandtes han slet ikke, men var opdigtet ligesom de sange, hvori Tobit kunstfærdigt indflettede hans navn og underfulde gerninger. Tobias turde ikke spørge, men han blev endnu engang bekræftet i sin tro på, at det i al fald ikke var nogen venlig gud, faren tilbad.

”Du kommer ikke mere i synagogen?”

Tobias tav. Han kunne umuligt sige til far, at han ikke ville være jøde. At han regnede fars gud for mindre end en regnorm – den gjorde i det mindste gavn. Fars gud var en, der trådte sit eget folk i støvet og ikke engang gad lytte til dets klagesange.

Og han kunne ikke sige til ham, at han hellere ville følge Assar til templet og tilbede Isthar, den skønne gudinde, der stod inde mellem søjlerne og lyste i al sin nøgenhed som et løfte om at indfri ens hedeste drømme.

Hvad kunne fars gud tilbyde? Andet end falskhed og løgne og brudte løfter. De ringeste indbyggere i Nineve var jødiske slaver, og de var slæbt hertil fra et ødelagt Jerusalem eller fra andre steder i hjemlandet. Hvilken gud var det lige, der beskyttede dem?

Det var assyrerne, der var sejrherrerne, ikke jøderne. Og altså var det deres guder, der var stærke. Og som skærmede og hjalp.

Ikke jødernes.

Og derfor: det sidste Tobias ville være var jøde. Og forleden havde han sat tænderne i et flommefedt stykke flæsk blot for at vise sine kammerater, hvor lidt jøde han var.

De troede ham bare ikke. Det gjorde far heller ikke.

”Du er jøde, min dreng,” sagde han stille.

Og stilheden videde sig ud, indtil den fyldte hele gården, og Tobias ikke kunne være i den, men heller ikke magtede at bryde den. Noget havde sat sig på tværs i halsen.

Et sted i gyden skrydede et æsel. En kærres skrumlen hørtes lige uden for porten. Ellers ikke en lyd.

Lyskeglen var slukket nu, og mørket sneg sig ind i alle kroge.

”Men vi er alligevel ikke fattige,” sagde far, da stilheden føltes mest ubærlig. Og så lo han. Denne gang hjerteligt.

”Hvad … er vi ikke?”

”Fattige. Det kan ingen kalde os.”

”Hm … ”

Det var der vist mange, der kunne.

”For vi har penge.”

”Penge? Hvor?”

Tobias så sig om, som om han søgte efter en skat, som lå og glimtede et sted i mørket, og som han hidtil havde overset. Var det her en leg?

” I Medien. I Rages. I sin tid lånte jeg ud til min slægtning Gabael. Han skylder mig.”

Rages lå et sted i verdens udkant, og hvis far havde penge der, så var de lige så værdiløse, som hvis de havde ligget på havet bund.

”Det her har jeg længe villet tale med dig om. Men du var jo et barn. Nu ser jeg, at barnet er borte.”

Han lagde en hånd på Tobias’ hoved og velsignede ham. Som altid føltes det på en gang forkert og trygt. Fars velsignelse. En slags dagligt brød, der var en smule muggent i kanten.

Far rettede sig så meget, som den krumme ryg tillod og nærmede sit ansigt til sønnens. De blinde øjne skinnede gult.

”Unge mand, du har en mission.”

En mission? Det var et nyt ord, og Tobias måtte tygge på det, før han svarede.

”Men jeg kan ikke rejse til Rages.” Han skubbede sig lidt væk fra fars alt for nære ansigt.

Far hørte ham ikke, han fortsatte med at udrede sine planer for Tobias. Det var ikke blot pengene, det drejede sig om. Der var også det, at Tobit ikke mere kunne holde ud at leve i mørket.

”Det forstår du vel, Tobias.”

Jo, det gjorde han da.

”Ja, og hver dag beder jeg Herren løfte mig op i sit himmelske lys. Og Herren er nådig og lydhør.”

Nå, var han det? Hurtig i vendingen var han i al fald ikke.

”Og snart vil jeg forlade dig, Tobias. Og du må love mig en ordentlig begravelse. En jødisk jordefærd efter alle regler og forskrifter. Lover du mig det?”

”Øh … jo.”

”Jeg vil ikke ende på stenbunken.”

Der gik et sæt gennem Tobias, og han greb fars hånd.

”Aldrig far. Det lover jeg.”

”Og mor …”

”Mor?”

”Ja. Hende skal du begrave ved min side.”

”Jamen, far, hun …”

”Men først skal du hente pengene.”

”Nej, hør nu, …”

”Og så må du samtidig bringe en pige med dig hjem.”

”En hvad?”

”En pige. Ja, det ved du vel, hvad er? Sådan en med … disse hersens …” Far gjorde nogle fejende bevægelser, der kunne betyde hvad som helst.

”Kort sagt, du skal giftes.”

”Nej. Og jeg kender ingen pige.”

Nu løj Tobias, men det kunne far ikke vide. Han havde jo aldrig set Tobias og drengene stå og hænge ved porten, når pigerne gik ud til den store brønd efter vand. Når de passerede forbi, og drengene delte dem mellem sig. Pige efter pige. Indtil alle drengene havde fået sin. Selvfølgelig på afstand, og pigerne anede jo ingenting. Eller gjorde de? Tobias smilede ved tanken om de skælmske blikke, de kastede til drengene, halvt skjulte bag klædet. Også han havde jo sin udvalgte. Tamara hed hun, og både i tanker og ord havde han mere end en gang lirket tørklædet af hende og ladet de lange, mørke krøller falde som en blomsterkrans om det kønne ansigt. Han blev hed ved tanken om pigen, som han både kendte og ikke kendte, og han slog øjnene ned, selv om far ikke kunne se det.

Nej, han behøvede ikke begive sig ud på en farefuld færd for at finde en smuk kone. Hun fandtes allerede. Og her i Nineve. Og han forsøgte forlegent at gøre far det begribeligt.

”Nu taler du som et barn. Du må naturligvis have en hustru med din egen tro.”

Min tro?” En troløs altså.

”Åh, du er jo et barn. Men jeg kan ikke vente længere, om lidt er jeg borte og kan ikke retlede dig. Inden jeg lukker mine gamle, blinde øjne må jeg sørge for, at dine unge øjne åbnes.”

Tobias klemte dem i, og for en gangs skyld priste han fars blindhed. Aldrig i livet, tænkte han. Men far fortsatte.

”Du tilhører Naftalis stemme. Du er galilæer. Det kan du ikke løbe fra.”

Du aner ikke, hvad jeg kan løbe fra, tænkte Tobias

”I Ekbatana har du en kusine.”

”En kusine?”

”Ja, og de siger, at hun er smuk.”

”Jeg kan godt nøjes med mindre,” forsøgte Tobias og tænkte på pigen ved vandingsstedet. Ingen kunne være smukkere, men det sagde han ikke. Heller ikke, at han en dag havde fulgt efter hende gennem gaderne hele vejen til hendes hjem. Hun boede i skomagernes gade, og han var ret sikker på, at hun var jøde. Det var de fleste der. Måske var hun endda af Naftalis stamme.

”Dem er der ingen af i Nineve,” sagde far. Så kunne han altså også læse ens tanker.

Igen blev der stille mellem dem, men denne gang varede stilheden ikke længe, for nu lød hængslernes skurren, blandet med en anden lyd, som han ikke genkendte.

Et dyr?

Han vendte sig om og så, at det var mor, og at hun bar noget levende på armen og holdt det så forsigtigt ind til sig, som var det et lille barn, hun skulle skærme. Nu kom lyden igen. En brægen.

”Se Tobias! Se, hvad jeg har til dig,” Og hun rakte bylten frem mod ham. Stemmen var så uvant glad, og hun lo.

Tobias overhørte fars utilfredse brummen. Han sprang op og løb hen til hende og greb det lille kræ, der ivrigt slikkede hans hænder.

I det samme lød en ildevarslende knurren, og hunden, som hidtil havde sovet tilfreds med snuden boret ind i fars kjortel, hævede hovedet og rejste børster. Den kom på benene og løb bjæffende hen til Tobias, der stadig stod med kræet i armene.

Tobias langede ud efter den med en fod, og den blev stående i et par skridts afstand og snerrede fra struben. Fra far kom en lyd, der i forbavsende grad lignede hundens.

Også han kom på benene.

”Hvad er det her for et spektakel?”

Han greb stokken, der stod lænet mod væggen, og så begyndte han at vakle hen over de knækkede fliser med kurs mod den lille gruppe dyr og mennesker. Han standsede op i deres nærhed og hamrede stokken ned i de skæve sten.

”Nå!”

”Det er et kid. Og det er mit,” sagde mor, mens al glæden gled af hendes ansigt.

”Dit? Hvad mener du med dit?”

”Jeg har fået det.”

Stjålet det, mener du.”

Selv i det tiltagende mørke kunne Tobias se, at mor blev bleg. Hun sank ned på vaskeskamlen, og her faldt hun sammen som en vissen plante. Tobias vidste ikke, hvad han skulle gøre, så han blev stående, mens han trykkede dyret ind til sig, som ville han beskytte det mod noget, han ikke vidste, hvad var.

Far havde taget fejl af retningen og styrede forbi gruppen og var på vej mod porten, da mor rejste sig så brat, at skamlen væltede under hende. Hun tumlede hen til far og huggede en klo i hans arm og klemte så hårdt, at Tobias kunne mærke det i sin egen. Av, mumlede han. Og så begyndte hun at skrige.

Nu kendte hun ham til bunds, skreg hun, nu kom al slammen væltende op til overfladen, og nu gad hun ærlig talt ikke mere give så meget som fem flade brød for hans såkaldte fromhed.

”Som lunken vand er du. Som rådden vind. Som ådsler i ørkensand.”

Og hun begyndte at ruske i ham, som om hun ville slide ham ud af koften. Han vristede sig fri, vendte sig og stumplede mod døren, hvorefter han forsvandt ind i huset.

Tobias blev stående på samme plet. Han bed sig i læben og turde hverken følge efter far eller nærme sig mor, der igen var sunket sammen og helt lignede sig selv.

 KAPITEL 4

LYSENE SLUKKES ET FOR ET

 

Tobias måtte skynde sig. Alt hastede i denne tid. Og nu sad Isak og ventede på ham, og hver time var kostbar.

Alligevel standsede han foran fars vindue og lyttede til ordene, der flagrede fra ham så lette, som var de båret på brisens vinger.

Det var det, der var så mærkeligt, at mens alle andre jøder i Nineve syntes grebet af håbløshed, så hengav far sig mere helhjertet end nogensinde til digtningen, og den bar ham bort fra virkeligheden og hensatte ham i en verden af utidig glæde.

Som oftest lukkede Tobias ørerne og skyndte sig videre, men ikke denne tidlige morgen. Det var, som om dagens lys hele tiden skiftede, og han ikke mere kunne hitte rede, i hvad der var op og ned. Selv de mørkeste sandheder kunne pludselig stå og glimte foran ham og forsøge at bilde ham noget ind.

Han ville ikke bildes noget ind. Han ville se verden, som den var. Mørke var mørke og lys var lys. Og der blev mere og mere af det første. Og lysene slukkedes et for et i Nineve. For ham og alle andre jøder.

Fars sange ændrede ingenting.

Alligevel mærkede han, at noget var forandret. At ordene rørte ved ukendte strenge i hans indre, og han anede en genklang, som han ikke ville vide af.

Nej, mumlede han, men blev alligevel stående. Lyttede. Ordene var ikke blot sære og påtrængende, de kastede rundt med lys og håb, så det gjorde ondt i en. Og samtidig gjorde det godt, som salve på et sår, der ikke ville heles.

Pludselig misundte han far.

Jeg takker dig, Herre og forkynder din magt og storhed

I det land, hvor jeg lever i fangenskab

Jerusalem, Jerusalem

Forbandet være alle der håner dig

Forbandet være alle der river dig ned

Nedbryder dine mure og omstyrter dine tårne

Og sætter ild til dine huse

Lykkelige de der elsker dig

Lykkelige de der glæder sig over din pragt

Lykkelige de der blændes af dit lys

Lyset i din by Herre

Lyset i dit Jerusalem

Lyset fra Herren

Min sjæl, pris Herren, pris hans storhed

For Jerusalem skal genopbygges,

Hans hus skal tilhøre byen i al evighed.

Jerusalem! Jerusalem!

Lykkelig jeg, hvis efterkommere vil få din herlighed at se

Og kan takke himlens konge

Jerusalems porte skal genopbygges

med safir og smaragd skal de stråle

Med ædelsten alle dine mure

Jerusalems tårne skal bygges med guld

Med rent guld deres bastioner

Jerusalems gader skal dækkes med malakit og gyldne sten

Jerusalems porte skal genlyde af sange af glædessange

Fra alle byens huse vil det lyde: ”Halleluja! Lovet være Israels Gud”

Og de velsignede skal prise dit hellige navn

O Herre i al evighed.

 

Nej. Han ville ikke fanges i det net, og han rystede fortryllelsen af sig og satte i løb. Måtte til Isak og det kunne slet ikke vente. Måske sad den gamle pottemager også og sang, men så var det i det mindste sange uden klang og skønhed. Dem kunne man sagtens vende det døve øre til.

Han skråede over gårdspladsen og nåede at gribe fat i det rustne dørgreb og skulle netop til at skubbe porten op, da han hørte, at sangen var forstummet. Og nu lød fars stemme.

”Tobias! Kom her!”

Han skubbede porten helt op. Nej far, nej ikke denne gang.

Til Isak. Lige nu.

Hele ugen havde han været der fra den tidlige morgenstund og tilbudt den gamle sin beskyttelse. Soldaterne havde dræbt pottemagerens søn, og hans kone var død af sorg, og nu sad den gamle alene og skælvede for sit sølle liv.

Da Tobias var en lille purk, var det Isak, han tyede til, når verden gik ham imod, og nu kunne han gøre en smule gengæld, syntes han, og hver morgen anbragte han sig i værkstedets dør og prøvede at se troværdig ud. Han skulle forestille at stå vagt. Vidste jo nok, at han intet kunne stille op mod soldaterne og deres brutale hærgen, hvis de valgte Isak som deres næste offer. Men han kunne i al fald lade som om. Og den gamle syntes sært beroliget ved synet af den store, stærke dreng.

”Vi klarer det, Isak,” sagde Tobias, når den gamle begyndte at græde.

Og desuden. Hvad skulle han ellers stille op med sig selv? Han var som alle andre jøder jaget vildt, og drive om derhjemme orkede han ikke. Det ville føles som at gå i et med de mørnede mure og de sprukne fliser. Og far ville han helst undgå for tiden.

Det kunne han ikke, for nu gjaldede stemmen højere og mere indtrængende.

”Tobias!”

Tobias slap sit tag i dørgrebet, vendte sig og gik langsomt tilbage. Ind i det dunkle kammer og her satte han sig på gulvet med korslagte ben og så tæt på far, at han kunne mærke hans åndedræt. Det lette pust mod sit ansigt og de gamle hænder, der famlede hen over hans kinder og hage og omsider fandt hvile på hans hoved. Tobias følte deres tyngde og ville flytte sig, men blev alligevel siddende.

”Du kommer ikke mere i synagogen.” Det var ikke et spørgsmål.

”Den er lukket.”

”Og rabbi …?”

”… har de dræbt.”

”Du må væk.”

”Jeg vil ikke flygte.”

”Nej. Men du skal rejse.”

Nu begyndte far åbenbart igen med sin snak om Rages og penge, der skulle hentes. Og en pige, han skulle ægte og en lang rejse, han ikke ville ud på. Længe havde han været tavs, og Tobias havde så småt troet, at han havde bøjet sig for sønnens uvilje og manglende lyst til at begive sig ud på en så tvivlsom færd.

Men nu?

”Jeg vil helst blive.”

”Det ved jeg. Men jeg sender dig med Herrens velsignelse. Hans engle vil skærme dig mod alle farer. ”

”Jeg tror ikke på engle.”

”Tror du på noget?”

”Ja. Noget.”

Han tænkte på Ishtar, han tænkte på lysende morgener, når solen stod op over Tigris og farvede luften og vandet rødt, han tænkte på Assar, der stadig var hans ven. Så tænkte han på far og mor og gamle Isak.

”Ja,” sagde han igen.

”Godt. Så kan du rejse.”

Tobias krabbede baglæns. Ikke langt, men langt nok til, at far måtte flytte sine hænder fra hans hoved. Med ét følte han sig meget alene. Det var, som om han gled væk, ikke bare fra far og hans velsignende hænder, men fra alting.

En fugl fløjtede fornøjet i toppen af det gamle, visne træ, det dryppede fra gårdens vandbeholder, der længe havde været utæt.

”Men jeg har jo kun dig.”

”Ja,” sagde Tobias.

”Og nu skal du gå.”

”Gå?”

”Ud i byen. Se folk omhyggeligt an, vælg den rette ud, tal til ham på vores sprog og svarer han dig, så skal du sende ham til mig.”

Var far blevet vanvittig? Gå rundt i Nineve og skilte med sin jødedom.

”Hvorfor?”

”Du kan ikke rejse ene.”

”Jeg kan da heller ikke rejse med en eller anden pjaltejøde.”

”Sådan må du ikke sige.”

”Men far, det er jo det, de er. Pjaltede. Og fattige.”

”Fattigdom er ingen skam.”

”Men hør, far, der afgår faktisk rigtige karavaner til Medien jævnligt. Og du kender kongen. Du kunne måske …”

”Nej. Jeg kan ingenting. Og vi har ikke råd. Og gå nu, som jeg siger. Gå med Gud. Han vil hjælpe dig.”

Mon? Det med at hjælpe var ikke lige gudens stærkeste side, og han tænkte på far og alle de andre jøder. Men han sagde ingenting. Rejste sig blot. Lydigt.

Modløst begyndte han sin gang gennem Nineves krogede gader. Stilede mod det store torv, hvor der altid færdedes et virvar af folk fra alle verdens egne. Måske var der jøder iblandt. Måske fandtes der stadig nogen, som ikke var bange for soldaterne.

Inden han nåede så langt, hørte han sit navn slynget ud og vendte sig om. Det var Ruben. Ruben med det lange, sorte hår, der faldt i fine slangekrøller ned langs kinderne, og øjne, der altid var skinnende sorte af alvor. Også dengang, da de var små og endnu uadskillelige. Da de levede som brødre. Og senere, da de havde siddet side om side i synagogen.

Der var bare det, at mens Tobias havde rejst sig og var gået og aldrig vendt tilbage, så var Ruben blevet siddende.

”Godt, jeg traf dig, Tobias. Jeg ledte netop efter en jøde.”

”Så er vi to.”

”Hvad?”

”Ja, for det gjorde jeg også.”

”Heldigt.”

”Måske. Hvis du altså vil med?”

”Selvfølgelig. Som det er nu, man være med. Ellers bliver man jo som en af dem.”

”Du skal vide, at det er farligt.”

”Jeg er ikke bange. Jeg gør altid det, Herren kræver.”

”Nå, det er nu kun min far. Men han kan altså være krævende nok.”

”Gud velsigne din far, Tobias. Han er et lysende eksempel for os alle. Og nu har han altså sendt sin eneste søn, fordi han ikke mere selv kan udføre HANS bud.”

”Sådan ville jeg ikke lige sige det.”

”Men jeg forstår ikke, Tobias. Du valgte jo Assar for mig. Vil du nu virkelig ofre dit liv.”

”Egentlig ikke.”

Ruben så forvirret på ham, så slog han vennen på skulderen og forsøgte et smil.

”Du er sand jøde Tobias. Og nu går vi derud. Sammen.”

”Derud?”

”Til stenbunken. Og så stiller vi os skulder mod skulder og synger de gamle salmer, og vi bærer ligene hjem på vore skuldre. Og på vejen tilbage vil de måske dræbe os, men så dør vi i Guds milde hænder og med HANS navn på læberne.”

Nu var det Tobias, der stirrede. Pludselig gik sammenhængen op for ham. Han forstod, og i et glimt var han tilbage ved dyngen af sten og rådnende lig. Han så igen det nøgne menneske, som fuglene havde hakket til ukendelighed. De havde kylet ham ovenpå liget, for at han skulle blive uren. Han huskede berøringen, huskede stanken og rædslen så stærkt, at han et øjeblik var ved at besvime.

”Rolig, Tobias, vi går i døden som martyrer. Vi har intet at frygte.”

Et kort øjeblik havde han set ind i de tomme øjenhuller. De havde været sorte som natten, og nu så Ruben på ham med de samme øjne. Det svimlede for alvor, og han måtte gribe kammeratens arm for ikke at falde.

”Undskyld Ruben,” hakkede han. ”Undskyld.”

”Hvad er der nu?”

Tobias slap armen og vendte sig om. Så satte han i løb. Ikke til torvet, ikke til far, ikke til Isak. Han måtte finde Assar.

Assar var stadig hans bedste ven, og han kunne hjælpe ham mere end alverdens guder. Han kunne holde ham skjult og sørge for, at han blev en anden.

En, der ikke var jøde. En, der ikke risikerede at blive torteret og dræbt og kastet for de vilde dyr. En, der ikke hele tiden måtte frygte for sit liv.

Assar tjente i Isthartemplet. Der ville han løbe hen nu. Tobias ville ikke være martyr.

Han var 16 år, og han ville leve.

 

 

 

 

 

KAPITEL 5

 

HERREN SENDER SIN ENGEL

 

Herrens milde ansigt. Rafael holdt af at opholde sig så nær, at strålerne faldt på ham og lyste hans egen blege hud op, så den fik et skær af himmelsk skønhed. Uden at han behøvede bede om det, og det var jo ikke sådan, at han havde ret til noget. Han var en engel, og alt fik han af nåde. Akkurat som menneskene for resten, der så sandelig ikke var engle, selv om de af og til bildte sig det ind.

Og dog forholdt det sig ganske anderledes mellem ham og Herren, end mellem menneskene og deres skaber. Han behøvede blot tænke på Adam.

Men det ville han ikke, for nu var han lige så glad, og mindet om Adam og hele opstandelsen ved hans tilblivelse og hvad deraf fulgte, ville han ærlig talt helst glemme.

Han skottede til Vorherre, som tydeligvis ikke var til sinds at tale til ham i aften, endsige lægge det mindste mærke til hans lidt påtrængende nærvær.

Herren lyttede. Koncentreret som altid. Og det var jo tydeligt nok menneskene, der havde fanget hele hans opmærksomhed, og Rafael kunne ikke gøre for det, en jalousiens lue blussede op i ham, og han gad ikke slukke den. For hvordan kunne det være, at disse misskabninger (ærlig talt) dernede i støvet i den grad bekymrede Gud?

”Bryder du dig virkelig om dem?” havde han en dag spurgt. ”De fortjener det ikke.”

”Jeg bryder mig ikke om dem.”

”Ikke?”

”Nej, jeg elsker dem.”

Da fik jalousien vinger. Og den fløj ikke væk, men lejrede sig på hans skuldre, hvorfra den gloede ham lige ind i ansigtet.

”Nå ja,” sagde han.

Rafael gav sig til at lytte med. Det var i det mindste underholdende at være vidne til de mange klagesange og bønner, der i en lind strøm bevægede sig fra jord til himmel.

Om morgenen kunne det være de dejligste lovsange, og de satte både Herren og hans ærkeengle i godt humør og fik i al fald Rafael til at tænke, at stillingen som engel kunne være ganske behagelig.

Al den poesi. Al den skønhed. Og så lige ind i øret, uden at man behøvede anstrenge sig det mindste. Den rene foræring.

Men det var morgenerne.

Om aftenen fik piben en anden lyd. Bønnerne var inderlige nok. Og kønne kunne de også være, men de var mørke som natten selv.

Her lå nu menneskebørnene på deres hårde måtter og blev bevidste om, at det jordiske liv, som de klamrede sig til og i dagens klare lys troede så fuldt og fast på, i virkeligheden var dømt til undergang. Og at de selv var fordømte på jorden. Og angsten bed dem i struben. Og de blev som små blinde kattekillinger, hvis mor havde overladt dem til nattens mulm og mørke og lidet anede de, at det var for deres egen skyld. Nu lå de så der og klynkede og kaldte på deres mor, indtil de ikke mere troede på hende.

Menneskene. Deres ord fløj på bønnens lette vinger mod Herrens lydhørhed. Og de græd og jamrede, at han havde forladt dem. Hvorfor har du forladt os? Og han rystede på hovedet og undrede sig. Hvornår begyndte de at forstå? Afværg, afværg, afværg, bad de i en uendelighed. Vær en nådig dommer. Lad det ikke ske. Riv os fri. Lad det blive morgen. Giv os evigheden.

Amen.

Undertiden var der en, der bad om at blive fri af livet. Som nu Tobit, hvis ord rislede ind i Rafaels ører netop nu, og som på sjette år sad fanget i blindhedens mørke.

Længe havde de sammen lyttet til den gamles knirkende røst. Om morgenen plejede den at synge rustfrit og smukt til Herrens ære, og det var sange, der hævede sig over al elendighed og priste skaberværket og Guds kærlighed.

Men aftenbønnen var en anden. Nat efter nat lød de samme ord: om dog ikke Herren i sin nåde ville befri sin tjener og bære ham op i det højeste og først slippe ham, når vindens hylen afløstes af de klareste himmeltoner og alt blev forvandlet til sang og jubel.

Sang og jubel, tænkte Rafael. Menneskene og deres drømme.

Men nu skete der noget usædvanligt. En ung og klar pigestemme skar ind over den gamles sprukne røst og kappede den over midt i en sætning. Pigestemmen lød så rørende barnlig og dog så ramt af kvindeliv.

Rafael lyttede om kap med Herren og undrede sig over, at han stadig kunne undre sig. Blev man nogensinde klog på menneskebørnene? Disse sære skabninger.

Også Herren undrede sig.

”Kan du begribe det, Rafael?”

”Nej,” sagde englen.

”Det er da ikke, fordi jeg har forkælet det pigebarn, hvad?”

”Nej. Langt fra.”

”Og nu beder hun så troskyldigt til mig, som var jeg hendes egen far.”

”Du er hendes far.”

”Hm … Ja, selvfølgelig,” sukkede Gud.  ”Men hør dog det kære barn.”

Og Rafael lyttede til ordene, der faldt således:

”Jeg ønsker at være ren, så du kan elske mig, Herre. Og jeg vil ikke dræbe, men jeg formår ikke at standse drabene, der flyder fra min hånd.  Hver gang en mand kommer tæt på mit liv, vågner dæmonen i mit indre, og den vrider og snor sig og vil ud af mit blod. Og den farer ud. Og den dræber. Med min hånd dræber den. Lad det høre op, Herre! Bær mig op til dig og bad mig i kærlighedens lys!”

”Kærlighedens lys. Ja, sådan bør det være.”

”En smal sag for dig.” Rafael lo.

”Og Tobit,” sagde Herren. ”Ham må vi ikke glemme.”

”Du glemmer ingen.”

”Nej. Men lige de to. Dem kunne vi måske endda … ”

En ide spirede frem og tog form. Og han så, at den var god og vendte sig mod Rafael, og nu havde han et forklaret udtryk i sine gode øjne.

”Du har fået en ide, Herre?”

”Det har jeg. Hør nu: måske kunne vi flette de to liv sammen.”

”Flette?”

”Ja, for de talte jo næsten synkront. Det lagde du også mærke til, og se engang, nu forlader de samtidig deres lønkammer, jamen, de går jo ligefrem i takt. Hvor smukt. Og se deres ansigter: samme smerte, samme ophøjede ro.”

”Samme skrøbelighed.”

”Samme styrke.”

”Rafael, du er mit smukkeste skaberværk.”

”Tak Herre.”

”Og du ved, at jeg elsker dig.”

”Din kærlighed er som havenes dyb.”

”Nu plagierer du.”

”Tilgiv mig. Jeg er ingen digter.”

”Nej, men du er kløgtig. Og ærlig. Og god. Og skønt jeg har givet dig en fri vilje, så vrister du dig ikke løs og går din egen vej.”

Rafael svarede ikke nu. Sagde ikke engang tak. Han kom til at tænke på dengang, ingen kunne drømme om at trodse Herrens vilje og gå egne veje. Dengang for længe siden, da alt endnu var harmoni i Himlen og på Jorden og kun Godheden fandtes. Herren tænkte nok det samme, for han sagde: ”Husker du, da jeg skabte Adam?”

”Jo tak. Jeg har heller ikke glemt, da du forlangte, at vi, dine engle, som du havde skabt af ild og ånd, skulle tjene denne Adam, som du havde skabt af skidt.”

”Af jord.”

”Det kommer ud på et.”

”Nej. Af jorden vokser livet. Ilden fortærer det.”

”Alligevel. Men vi bøjede os jo for den smertelige kendsgerning, at det var jordklumpen, du elskede højest.”

”Ikke alle bøjede sig. Ikke Lucifer. Husker du, hvor han teede sig?”

Rafael svarede ikke. Han ville helst glemme de hæslige dage, da Lysets Engel, Herrens højt elskede Seraf, havde vendt sig mod sin skaber i oprør og trods, og hvor det hele var endt med, at lysenglen blev styrtet ned i sit eget selvvalgte Helvede. Og at han trak alle de rebelske engle med sig i faldet.

I lang tid efter det frygtelige fald havde der hersket stilhed i Himlen. Der lød ingen lovsange mere, harperne blev lagt til side, basunernes glade trut udeblev. Det var, som om alle engle var gået i chok, og Herren selv fandt ingen trøst i deres selskab.

Lidt efter lidt begyndte livet dog at normaliseres, de resterende engle genfandt glæden, de fandt hinanden, og sangen lød igen fra morgen til aften.

Herren samlede hver aften sine ærkeengle i en tæt kreds omkring sig og så jo, at de var uden svig. Men på den anden side: sådan havde han jo også tænkt om Lucifer. Havde endda kaldt ham En Kærlighedens Engel. Nu var han forvandlet til En Hadets Engel, og hans regimente i Helvedet og på jorden var nådesløst. En brutalitet uden sidestykke.

Rafael gyste.

”Din vilje ske,” sagde han fromt.

”Men her står vi to og småsnakker. Og vi glemmer, at tiden findes. At den iler.”

”Og at vi har travlt.”

”Og at vi har travlt.”

”Og jeg må af sted, inden der sker ulykker.”

”Inden der sker flere ulykker,” korrigerede Herren.

Rafael rettede sig op i sin fulde højde. Han var den største af alle engle, men hans vanlige mission krævede da også kræfter, for han blev aldrig sendt til jorden i småtingsærinder.

”Men denne gang skal jeg vel så følge Tobits søn, Tobias, kan jeg tænke.”

”Ja, du har gættet min plan.”

”Noget af den. Det var det med fletværket. Genialt”

”Naturligvis.”

”Men jeg kan ikke komme anstigende sådan her.” Han slog vingerne ud og pegede på sig selv.

”Hvad mener du? Du plejer at rejse i din egen skikkelse.”

”Men menneskene forfærdes, hver gang de ser mig, og det hjælper ingenting, at jeg siger: frygt ikke. De klaprer tænder af skræk. Og her drejer det sig om børn.”

”Du har ret. Men du kan vælge en hvilken som helst skikkelse, min ven. Hvad kunne du tænke dig?”

Et valg ligefrem. Det var han ikke vant til, og han tillod sig en kort tænkepause. Han fik et drømmende udtryk i de grønne øjne og lo stille.

”Åh,” sagde han, ”så ville jeg rigtignok gerne være ung og smuk. En guldkrøllet pige i lyserøde gevandter …”

”Rafael! Tag dig sammen!”

”Nå ja. Og jeg skal jo følges med en dreng. Altså ingen pige.”

”Nej.”

”En ung mand ville være mere beroligende for drengen.”

”Afgjort.”

Og Gud forklarede englen sin plan i detaljer. En plan, der på den mest geniale måde skulle sammenflette to menneskeliv, så de fremstod for alverden som det mest fuldendte mønster på skønhed og lykke.

”Lykke,” indvendte Rafael, ”menneskene tåler ikke lykken.”

”Vi får se,” sagde Herren håbefuldt.

 

 KAPITEL 6

EN ENGEL I NINEVE

 

Tobias løb. Han løb for livet. Ad den smalle gyde op til templet. Op ad alle trapperne. Aldrig havde vejen føltes så lang. Så stejl. Han kastede et blik bagud. Nej, ingen fulgte efter ham. Han ville nå i sikkerhed om et øjeblik. Hos Assar. Hos Isthar.

”Du har nok travlt, hvad?”

Tobias snublede i forsøget på at undvige den unge mand, der uden varsel sprang ud foran ham, og som han ikke lige havde set. Og hvor i al verden kom han fra? Han var der jo ikke for to sekunder siden.

Og nu stod han der og bredte armene ud, så kappen lignede to vældige flagermusevinger.

Tobias løftede blikket og stirrede ind i to irgrønne øjne, der syntes at brænde lige igennem ham.

”Flyt dig,” fik han alligevel hvisket.

”Du skal ikke være bange.”

”Det er jeg da heller ikke,” løj Tobias og forsøgte at gengælde blikket med kulde.

Da han lå derude på stendyngen, havde han skælvet af skræk, men han vidste, hvad han var bange for. Den frygt, der nu rislede gennem blodet, forstod han ikke, men det var, som om al den tapperhed, han dag for dag havde tilkæmpet sig, brød sammen på et øjeblik. En rådden fæstning. Ingenting.

Og skikkelsen blev stående ubevægelig og lyste den mørke gyde op med sine skinnende blå klæder. Guldkantede tilmed.

”Du skal ikke være bange,” gentog han.

”Vil du slås?”

Tobias knyttede næverne. Det kunne han i det mindste. Slås.

”Jeg vil snakke.”

”Vi har ikke noget at snakke om.”

”Det kan du da lige tro, vi har.”

”Hvad?”

”Er du måske ikke på vej til templet?”

”Og hvad så?”

Det kunne enhver idiot da regne ud, at han var. Trapperne førte jo direkte derop. Øverst oppe knejsede tempelmuren i al sin vælde.

”Der har du ikke noget at gøre.”

Tobias slog øjnene ned. Hvad bildte fyren sig ind? Der stod han og lyste og var tydeligt nok rigere end de fleste borgere i Nineve. Tilhørte måske hoffet. Men derfor skulle han ikke bilde sig ind, at han bestemte over andres liv.

”Du skulle jo til Rages, ikke sandt? Det har du vist glemt.”

”Hvad?” Tobias måbede.

”Du er Tobias. Søn af Tobit.”

Tobias nikkede. Det var nu, han skulle smutte væk. Mase sig forbi manden og videre op ad alle trapperne. Til templet eller hvor som helst, bare væk. Væk. Men han blev stående. Det her var for underligt.

”Jeg er din slægtning.”

”Er du … er du Gabael? Er du … min fars fætter? Og fra Rages? En jøde … her i Nineve. Men … men er du så ikke bange. Og … og har du penge med til os?”

Spørgsmålene snublede ud af munden, og den fremmede lo. Han foldede vingerne sammen og pludselig lignede han en almindelig mand, der talte med en almindelig stemme, og han så på Tobias med et næsten venligt blik i de grønne øjne.

Drengen slappede en smule af.

”Rolig. Rolig … nej, jeg er ikke fra Rages. Jeg er på vej til Rages. Og du er velkommen til at følges med mig.”

”Men jeg skal ingen steder. Jeg kender ikke engang vejen.”

”Men det gør jeg.”

”Dig kender jeg jo heller ikke.”

Nu skete der et nyt skift, og manden så igen på ham med det sære blik, der ligesom skar blodet i strimler, og fik det til at sno sig isnende gennem kroppen. Og stemmen var blevet streng.

”Sig mig, unge ven: tvivler du på Herren din Gud?”

”Nej … nej da … det vil sige, hvis jeg skal være helt ærlig, så …”

”Det skal du ikke. Du skal blot følge mig.” Han gav drengen et let skub og begyndte nedstigningen.

Det var, som om al vilje sivede ud gennem fødderne og ned i stenene under ham, og Tobias luskede efter manden som en tæmmet hund, og inden han ret vidste af det, stod de foran porten derhjemme.

”Nu går jeg ind og taler med din far,” sagde den fremmede og åbnede porten, der som altid peb og jamrede i sine hængsler.

”Ja, gør du endelig det,” hørte Tobias sig selv råbe. ”Det er alligevel ham, der bestemmer alt i vores hus.”

Og han så skikkelsen smile og nikke og svare, at ja vist … det kendte han så godt. Sådan var det også der, hvor han kom fra. De gamle. Men sådan var de nu engang skruet sammen, og det måtte man bøje sig for.

”Hvad?” måbede Tobias og befandt sig pludselig ene i gyden.

Det var nu, han skulle flygte. Det var nu han skulle blive en anden. En, som ingen kunne hundse med.

Tobit krøb sammen ved foden af muren som hver aften. Hvor blev drengen af? Hvor var Anna? Hvorfor var han altid så ene?

Hunden. Den var han lige ved at glemme, og den havde han dog fået lov at beholde. Og nu borede den sin kolde, fugtige snude ind mellem hans hænder, der lå foldede i skødet. Den peb ynkeligt, og han strøg den over hårene, kløede den bag ørerne og talte til den, som havde den været et lille barn.

Han havde ingen børn mere. Tobias var vokset fra ham og havde vel i grunden forladt ham for længe siden, skønt han daglig mødte op og gav sig til kende med en ligegyldig bemærkning, men knap havde man fået fat i en flig af hans kjortel, så var han atter væk. Udenfor rækkevidde.

Og hvad var der sket med kongen? Han havde dog engang været en beskytter og næsten en slags ven. Nu regerede han med uhørt grusomhed og tålte ingenting. Slet ikke de nederlag, der haglede ned over ham, og i sin magtesløshed slog han om sig i blinde og ramte i flæng.

Tobit følte sig også ramt. Ikke fordi han var jøde eller udsat for kongens vrede, men fordi Herren havde slået ham med blindhed.

Han var en dag for år tilbage slumret ind ved foden af muren. Havde søgt skygge. Men da han vågnede, var alt hyllet i mørke. Og trods den brændende sol, befandt han sig i et kuldesvøb, som han ikke vidste, hvor kom fra og som greb ham fra isse til tå.

Han skubbede blidt til hunden, foldede atter de krogede hænder og begyndte på sin vanlige aftenbøn. Men inden han nåede at få tungen på gled, hørte han portens hængsler, og han stirrede blindt derhen og så jo ingenting, men hørte trin på fliserne, trin der nærmede sig og vidste med det samme, at det ikke var Tobias. Og ikke Anna. Og andre kom aldrig til hans gård. Isak måske, men ham var det heller ikke.

Nu stod personen lige foran ham, og han mærkede en strålevarme, som var det selve solen, der var dalet ned i hans mørke gård.

”Hvem er du?” hviskede han og undrede sig over, at hunden hverken gøede eller knurrede.

”En udsending fra Herren din Gud.”

”En engel?”

”En rejsekammerat. Til din søn.”

Nu dæmrede det så småt. Jamen, så havde Tobias trods alt adlydt hans bud. Så var han alligevel gået ud i byen og havde altså fundet en israelit. Det var sådan, det måtte være.

”Er du jøde?”

”Det kan man kalde mig.”

Og den mand ville følge sønnen til Ekbatana. Og til Rages. Til ægtestand og velstand. Han burde være velsignet. Men Tobit ville ikke straks lade sig mærke med noget. Hvordan kunne man vide, om manden var pålidelig? For en god ordens skyld burde man være afvisende i det ydre og lydhør i det indre.

”Skulle jeg sende min enbårne søn på rejse med den første, den bedste.”

”Ja. For som du selv siger, jeg er den bedste.”

”Det sagde jeg ikke.”

”Men det er jeg.”

”Din stemme er i overgang.”

”Jeg er ældre end du tror.”

”Vi er ikke hvem som helst. Her ser fattigt ud, men engang var her rigdom. Og vi er af Naftalis stamme.

”Det er jeg med. Jeg er Azarga, søn af Anaïs.”

”Næh … det er du vel ikke.”

”Jo sandelig er jeg så.”

”Men så er du jo ligeså fornem som os.”

Tobit følte sig overvældet ved tanken om at overgive drengen i en landsmands varetægt. Og tilmed en, som var så højt på strå, som man kunne komme, uden at det knækkede.

”Og du har en karavane?”

”Vi behøver ingen karavane.”

”Men æsler og vogne og slaver og slavinder?”

”Behøver vi heller ikke.”

”Hvordan vil du da rejse med min søn?”

”Til fods og alene. Din dreng og mig.

”Alene. Det lyder ikke betryggende i mine øren. Og jeg er nok blind, men ikke dum.”

”Hvis du lægger din drengs hånd i min, så lægger du den i Guds.”

Azarga talte med så stor autoritet i stemmen, at Tobit blev tavs. En uventet ro sænkede sig over ham, og han tænkte, at nu kunne han se sin død i øjnene, for nu var der et liv i vente for hans søn. Og han hævede en arm og lagde den på den unge mands hoved og velsignede ham.

 

KAPITEL 7

 

EN PIGE I EKBATANA

 

Ekbatana. Lyset rullede ind over den sovende by, og solen bredte sine vinger ud over husenes tage, den flagrede ind i alle haver og bortjog skygge efter skygge.

Ekbatana. Navnet kaldte længsler frem og skabte håb om udfrielse hos fangne sjæle. Jeg har levet en dag i Ekbatana, sådan sang digteren. Men det var langt senere, og da var byen for længst sunket i grus.

Nu levede den. Nu lyste de hængende haver, nu farvede solen de kridhvide mure rosenrøde og fik de gyldne tage til at funkle som ild. Alt pralede med vellevned og velstand. Se her! Se, hvor her glitrer af glæde og lyst. Velkommen til rigdommens, latterens og lysets by.

 

En vifte af skarpe solstråler faldt ind gennem den brede åbning, der vendte ud mod haven, og ramte Saras ansigt, endnu inden hun var vågen. En hånd viftedes hen over ansigtet, som et forsøg på at feje lyset bort.

”Nej, jeg vil ikke!”

Og hun begyndte at fægte vildt med armene og råbe endnu vildere. Det skulle forsvinde.

”Gå væk!” skreg hun.

Så vågnede hun, satte sig fortumlet over ende og så sig søgende om i det lyse pigekammer.

Hun var ene.

Langsomt rejste hun sig og bevægede sig søvngængeragtigt hen til vinduet, lænede sig ud over den lave karm og kiggede ned.

En regnbyge var faret gennem natten, og små pytter lå og lyste mellem blomsterbedene. Et sølvvæv hang skinnende mellem havens vækster.

Men endnu sov alt. Kun hist og her hørtes en fuglestemme pippe svagt. Selv blomsterne døsede. De havde foldet deres blade sammen til kuglerunde hoveder, der dukkede sig på stilkene, som søgte de ned mod den våde jord.

Lige med ét blev stilheden brudt af en enkelt fugls sang. En jubel. En anden stemme satte tøvende i, og med ét var der et kor af fuglestemmer, der steg og steg, som ville de nå himlen.

Inde i Sara var der stille. Det var, som om hun var døv og blind for alt det lyse og glade derude.

Hun lyttede. Men indad. Ængsteligt. Som ventede hun at høre en skrattende latter derinde, en skurrende mislyd. Men nej, ingenting. Ikke engang en mislyd lod sig høre. Kun stilheden.

Et øjeblik strejfedes hun af en følelse, der kunne ligne lettelse. Eller håb. Et håb om frihed. Men den var så flygtig og flagrede straks bort igen.

Så var det, hun hørte noget, og det kom ikke indefra og heller ikke ude fra haven. En let kradsen. Som af kløer i stof. Brat vendte hun sig om.

Bukkehorn og hale.

Kvalmen naglede hende til karmen. Hun stemte kroppen ind mod det ru træ og bredte armene ud til siden, fra karm til karm. Og sådan blev hun stående. Et kors for hans øjne.

Men han lo.

”Der står du og gør dig til. Men det er ikke vores leg, du leger nu, vel? Vores leg er fuld af lyde og vellyst. Kan du så komme herhen!”

Hun blev stående. Lukkede øjnene. Hørte måtten give sig under hans vægt, da han kastede sig på den.

”Gå din vej!”

Hun rørte sig stadig ikke. Vidste, at han ikke kunne flænse hende med sine lange, giftige kløer. For hun havde Gud i sit hjerte.

”Se på mig, skøge! Se på min tunge, den er lang som døden selv. Se, hvor den spiller, se, hvor den begærer! Dig! Dig!”

Han læspede ordene, og hun klemte øjnene fastere i, men hørte jo alligevel tungens hvislen, og hun vidste, at den om lidt ville vokse ud af uhyrets flab og piske rundt, indtil al luften derinde forplumredes. Ikke til at indånde. Og nu anede hun den ganske nær sit ansigt.

Stanken steg og steg. Slimklatterne begyndte at sprøjte ind mod hendes udækkede hud. De lagde sig på øjne og kinder og mund og hage, hvorfra de silede ned over halsen og efterhånden dækkede hendes barm.

Hun holdt vejret og forsøgte at dræbe alle følelser. Hun var slet ikke her. Hun var langt, langt borte, et andet sted, et sted, hvor intet ondt kunne times hende og han ikke kunne nå hende.

Så fulgte den velkendte syden og derpå en uhyggelig klynken som fra et spædbarn, der pines. Derefter døde alle lyde hen. Kun stanken blev hængende tilbage.

Hun sank sammen under vinduet, følte igen sin besudlede krop og blev længe liggende som livløs.

Et andet sted i samme hus vågnede de gamle forældre til en dag, der lignede alle andre.

Moren rejste sig først. Hun gik ud i haven og vred sine hænder og lod sine salte tårer vande det spraglede blomsterflor, der ufortrødent og ligeglad groede videre ved hendes fødder.

Så kom der liv i faren. Han gik sin daglige runde gennem ejendommen, kiggede til alle gravene, gik ud i huggehuset og inspicerede sin beholdning af træ, tænkte i kister og skæbne og beredte sig på at forlade hjemmet og gå ud i byen. Spejde efter en ny mand til deres ulykkelige barn. En, der måske kunne befri hende fra forbandelsen.

Undertiden, men rigtignok sjældnere og sjældnere, hændte det, at han hjembragte et håbefuldt ungt menneske, der havde set den smukke pige, og som var villig.

Og syg af angerfuld skælven tog han da sin datters hånd og lagde den i den unge mands, hvorefter han med svag stemme og uden overbevisning lyste bryllupsvelsignelsen over dem. Så gik han sin vanlige gang ud i haven. Gravede en grav. Og han skjulte sin lede, som han dagen efter skjulte liget.

Sådan levede den lille familie i lykkens Ekbatana. Spundet ind i et net af uhyggeligt vaner, som ingen af dem kunne bryde.

 

 

KAPITEL 8

 

KAMPEN MOD UHYRET

 

Tre skikkelser sneglede sig i gåsegang hen ad den smalle sti, der fulgte Tigrisflodens mange krumninger.

Forrest rejsekammeraten. Han trådte støt og taktfast på den hårde, nedtrampede jord og holdt sig strunk med blikket roligt hvilende på himlen, der hvælvede sig over dem og spillede i samme dybe, blå farve som slængkappen på hans skuldre. Det lange, rødbrune hår, der kransede det unge ansigt, glinsede i sollyset. Af og til huskede han at banke vandrestokken hårdt i jorden for at skræmme slanger og andet giftigt kryb bort.

Lige bag ham stumplede Tobias af sted på sine ømme fødder. Han krummede sig forover og kunne dårligt skjule sin udmattelse. Arme og ben var oversåede med insektbid, og han kradsede og kløede sig, så han ind imellem måtte standse op og stå og jamre, indtil Azarga forbarmede sig over ham og kom med lindrende salve, som han lidt tankefuldt smurte på de værste bid. Det hjalp. Men helst ville Tobias bide smerten i sig og lade som ingenting. En smule stik. Var det nu noget for en rask dreng? Insekterne syntes sært nok ikke at bide på Azarga, som med mellemrum vendte sig mod drengen og sagde:

”Sig endelig til, Tobias, hvis der er noget. Jeg er her for at hjælpe.”

Sige til. Ja tak, men han ville hellere sige fra. Og det var for sent. Nu gik han her og kunne ikke andet.

Som bagtrop i det lille følge vimsede hunden, der i sidste øjeblik var lusket efter dem og i lang tid havde holdt sig på behørig afstand, så de først fik øje på den, da det var for sent at genne den tilbage.

”Lad den blot følge med,” havde Azarga sagt og klappet dyret, der lykkeligt logrende smøg sig ind til ham.

Og nu gik de så her. Gåsegang, sneglefart. Og hundens og drengens træthed voksede, mens himlen langsomt skiftede fra lysende blå over violet til gloende rød. Snart ville solen være sunket det sidste stykke og mørket falde på. Og så ville det blive vanskeligt at følge stiens rids, tænkte Tobias og lod en bemærkning falde.

”Vi har fakler,” sagde Azarga.

”Har vi det?” undrede Tobias sig, for han syntes slet ikke, de havde noget som helst. Ingen oppakning og ingen trælle til at bære den. Selv bar de kun på den smule mad, mor havde pakket til dem. Vand tog de fra floden.

”Tak. Mere behøver vi ikke,” havde Azarga sagt, da mor rakte ham madpakken. Og hun havde grædt ved de ord. Jamen, skulle de da ikke vandre i ugevis? Skulle de da kun spise sig mætte den første dag og sulte alle de følgende?

”Det skal morlille ikke bekymre sig om. Husk, at vi går med Gud.”

”Åh … med ham,” sagde mor og havde vist ikke store tanker om det følgeskab.

Tobias havde flere gange forsøgt at overtale sin rejsefælle til at standse op og slå lejr, men Azarga havde blot set kærligt på ham, og han havde svaret ham med et smil og strøget ham over håret. Nænsomt, som når man trøster et barn.

Nå ja, og sådan følte han sig også lidt, efterhånden som aftenen skred frem. Først da solen sank helt ned under kimingen, og tusmørket sneg sig ind over landskabet og viskede alle konturer ud, lod Azarga sig overtale.

Eller overtale? Han beordrede pludselig holdt. Det var ikke det samme. Han behandler mig som et barn, tænkte Tobias og følte skammens rødme i kinderne.

”Du er et barn,” kom det fra Azarga. ”Tilmed et forkælet barn,” føjede han til, og Tobias knyttede næverne og fik lyst til at fare i kødet på ham og vise ham, hvor lidt barn han var.

”Se!” sagde Azarga og pegede. ”Den skråning der. Grøn og fin og ikke for stejl. Der gør vi holdt.”

Netop her snoede floden sig i en blød bue, og helt inde i bunden af den lille bugt strømmede vandet ganske roligt. Helt inde under den lave brink stod det næsten stille.

Der gik de ned.

Azarga nynnede, mens han bredte sin kappe ud på græsset og satte sig. Tobias lod sig dumpe ned ved hans side. Det værkede i alle lemmer, han havde vabler på fødderne, og mest af alt havde han lyst til at lægge sig bagover og bare sove. Men han var også sulten. Mors mad var for længst fortæret, og de havde ikke andet. Sult altså. Fra nu af. Desuden mærkede han en sær uro krible. Måske var der vilde dyr derude. Han syntes, han kunne se ildkugler danse i tusmørket. Han vendte sig mod Azarga for at spørge, om de ikke skulle tænde bål.

”Hvil dig, min dreng, du er jo træt,” sagde rejsekammeraten uden at svare på spørgsmålet.

Hunden var derimod vågnet af sin træthed. Som om den ikke gad være solidarisk, tænkte Tobias og så surt på dyret, der plaskede ud i floden og boltrede sig i det lune, stille vand, mens den bjæffede henrykt og forsøgte at fange de glinsende guldsmede, der hang og flagrede ved overfladen, mens aftnens sidste lys spillede i deres spindelvævsvinger.

Månen var netop kravlet op over horisonten og sendte de første sølvhvide stråler ind over det lille selskab. Tobias syntes, at det blege lys lagde et overjordisk skær over rejsekammeraten, mens han selv mere og mere følte sig fanget af mørket.

Uroen i ham voksede, og han ville gentage sit spørgsmål, men fik ingenting sagt. Som om ordene satte sig fast i ganen.

”Du er så tavs, lille ven,” sagde Azarga venligt. ”Op med humøret.” Han småsnakkede, som om de sad hyggeligt derhjemme omkring dugen og spiste gode sager. Her var ingen dug. Og ingen gode sager. Her var ingenting.

”Men du er vel sulten?”

”Hvad?”

Tobias vendte sig og så på den unge mand, der sad der så veltilpas og nynnede en glad melodi, som Tobias ikke kendte. Som om der slet ikke fandtes noget at bekymre sig om. Det gjorde der.

”Mad,” sagde Azarga og smilede til drengen.

”Men vi har jo ingen ild, ” sagde Tobias og følte sig tåbelig og ville have sagt noget mere begavet. Han havde glemt sin sult, og nu forekom det ham, at manden ved hans side skiftede udseende. Vrøvl, sagde han til sig selv. Det var jo bare gode gamle fætter Azarga, som far havde sagt, at han trygt kunne læne sig op ad. Og stole på.

Men netop nu faldt månelyset lige på fætterens ansigt, og Tobias så tydeligt, at der udgik ligesom et blåligt lys fra hans hud. Øjnene kunne han ikke se, for de var rettet mod hunden, der stadig plaskede om i det rolige vand.

De sad længe tavse, og det var, som om Azarga havde glemt alt omkring sig, også drengen, og nu sad og sugede tegn og hemmelige budskaber til sig fra en verden, der var skjult fra alle andre. Tobias fornemmede igen den aura af fremmed natur, der smøg sig om manden, der ikke syntes at kende til hverken træthed eller frygt. Og han forsøgte at skjule sin egen alt for åbenlyse fortrolighed med begge dele.

Så gav han pokker i al værdighed og lod sig med et udmattelsens suk falde bagover i det bløde græs. Halvvejs inde i søvnen mærkede han kammeraten rejse sig, og han syntes, at han hørte ham sige: ”Ja, ja, sov du blot, min dreng. Du får brug snart for dine kræfter.”

Mine kræfter, undrede han sig og ville spørge Azarga, hvad han mente med det, men så greb søvnen ham og trak ham ind i en stilhed, hvor alt slukkedes.

Lidt efter vågnede han. Eller var det længe efter? Månen stod allerede højt på himlen, og alt lå badet i et sølvblegt skær.

Endnu halvt sovende fornemmede han en ru tunge, der ivrigt slikkede hans nøgne fødder. Hunden. Han lukkede øjnene og tillod sig at nyde kærtegnet. Så trygt. Han var langt hjemmefra, men han var ikke ene. Han havde sin trofaste ven hos sig.

Nu skulle han bare … men hvad var det? Hunden begyndte pludselig at knurre, og så gav den hals, og nu mærkede Tobias dens skarpe kløer mod sit bryst, og med ét var han lysvågen.

Noget var rivende galt.

Fortumlet satte han sig over ende og så sig om i en forandret verden. Månen var forsvundet bag en sky, og en sort skygge drev ind over landskabet. Azarga var ikke at øjne nogen steder, og hunden væltede ned fra ham og satte i et spring, og gøende af fuld hals forsvandt den ud i den tætte bræmme af siv, der voksede langs bredden, som havde den fået fært af noget truende, der nærmede sig ude fra det dybe.

Krokodiller! Fór det gennem Tobias, og han forsøgte skrækslagen at kalde sin hund til sig, men den forsatte ud efter, mens den glammede som en ulv under angreb.

Det var, som om en usynlig modstander trak den længere og længere ud mod det bundløse dyb. Selv vandet derude syntes forvandlet. Den fredelige skvulpen var blevet afløst af en række stride strømhvirvler, som om der skjulte sig et vandfald yderst i bugten. Tobias kunne ingenting se, men han kunne høre det fosse.

I det samme hørte han et skarpt fløjt bag sig. Azarga? Han kunne stadig ikke få øje på ham. Stod han og skjulte sig i ly af mørket? Hvorfor? Tobias kiggede ud over vandet og der var hunden. Han så den kaste sig rundt i strømmen og vælte gennem vandmasserne tilbage mod land.

Her krøb den op på bredden og stod et sekund helt stille, så rystede den sig så voldsomt, at vand og søle sprøjtede fra pelsen, men lige med ét faldt den sammen og blev myg som et lam, den peb ynkeligt og krøb med bugen presset mod græsset hen til Azarga, der var dukket op og nu tog den i halsbåndet og skændte på den.

Tobias lod ængsteligt et blik glide ud over vandoverfladen, der havde lagt sig til ro og igen glitrede blankt og fredsommeligt. Månen havde trukket sig fri af skyen, og alt lå atter badet i dens blege lys.

Han trak vejret lettet. Der var ingen krokodiller derude. Der var ingenting. Alt var lige så stille som før, bortset fra den sagte lyd af vand, der rislede og klukkede, som om det lo af hans frygt.

Men så med ét fejede et vindstød gennem landskabet og bragte atter vandene i oprør. Og han så en krusning rejse sig på overfladen et godt stykke fra bredden. Det lignede en undersøisk bølge, der skyllede op fra dybet og nu kom brusende mod land.

Tobias nåede ikke at rejse sig, før et væsen med opspilet gab og sylespidse tænder dukkede frem ved bredden og næsten fløj op af vandet. Det begyndte at snappe efter ham. Han trak fødderne til sig og skreg.

Bagefter kunne han ikke huske enkelthederne. Alt var forløbet i en rasende fart, og selv var han blevet kastet ind i et virtuelt rum, reduceret til en viljeløs brik, andre flyttede rundt med. Spillet kendte han ikke, og det skræmte ham fra vid og sans.

Azarga, der stod lige bag ham, og som ikke greb fat i ham, og slet ikke forsøgte at redde ham, men tværtimod puffede til ham, så han faldt ud i vandet, ud til udyret og selv forvandlet til udyr sprang efter og begyndte at jage ham rundt med sin stålstemme.

”Efter den! Fang den!”

Og pludselig befandt Tobias sig i vild kamp. En sprællende og slimet krop piskede vandet op omkring ham, og han kastede sig frem og forsøgte at fange den med arme, der ligesom voksede i længde og styrke. Var det hans arme?

Så havde han et fast tag om dens bug, og han knugede den indtil sig, mens han skreg af fuld hals. Eller var det en anden, der skreg? Men han slap ikke sit tag, selv om dyrets hale piskede mod hans ansigt, og snot og slim og vand og tårer sprøjtede omkring ham, så han ingenting kunne se.

Så lo han vist.

Kort efter fandt han sig selv liggende inde i det høje græs, hvor han vred sig om kap med bæstet, som han stadig knugede ind til kroppen.

Azarga greb fat i hans arm og hev ham op, og uhyret blev liggende tilbage i græsset. Gispende. Tobias snappede selv efter vejret, som var også han ude af sit element.

”Bravo, min ven!”

Azarga holdt ham ud i en arms længde og så stolt på ham, som var han en far, hvis søn lige havde vundet en æreskamp. Så hev han ham ind i sin favn og gav ham et kæmpeknus.

Tobias gjorde sig fri og trådte et skridt tilbage. Han rystede vandet af sig og så vredt på rejsekammeraten.

”Hvad skulle det til for?”

Men den unge mand rystede blot på hovedet. Ligeglad. Og det lange krøllede hår dansede om det unge ansigt, der igen havde fået venlighedens stempel. Han rakte hænderne ud mod Tobias, der trådte endnu et skridt tilbage og følte vreden vokse, til han næsten ikke kunne tøjle den. Han knyttede næverne og fnøs.

”Herregud dreng. Det var jo kun en fisk.”

De sad ved lejrbålet, der knitrede fredeligt, mens flammerne slikkede op omkring gryden med det kogende vand, og luften langsomt fyldtes af den herligste duft. I gryden lå resterne af uhyret og simrede. Små, saftige kødstykker.

Tobias blev sulten af duften, men vreden lå stadig og ulmede i ham. Og bålet, gryden og det friske brød, som Azarga nu brækkede midt over og rakte ham halvdelen af. Hvor kom det fra?

For et øjeblik siden havde Tobias stået med ryggen til floden og stirret ind mod træerne, hvor han igen syntes at se ildøjne danse i mørket, og så var det, han mærkede ligesom en varme i nakken. Hurtigt snurrede han omkring, og kunne ikke tro sine egne øjne. Det var der alt sammen og så ud, som om det havde været der hele tiden, som om det her var en ældgammel lejrplads med alle de sædvanlige indretninger.

Tæt ved bredden et bål, som allerede flammede lystigt og som syntes sprunget lige ud af den sorte nat. Og gryden og det tørre træ og brødet. Og Azarga, der stod ganske roligt og rodede i de brændende grene. En forandret, smilende Azarga. En venlig og beskyttende storebror.

”Men hvordan …?” spurgte Tobias forvirret og pegede på den underlige og dog så fortrolige opstilling, der på få øjeblikke havde gestaltet sig for hans øjne.

”Nå, det der … jamen, det skal du slet ikke spekulere på, lille ven.”

”Men … jeg forstår ikke …”

”Åh, det har sin naturlige forklaring.”

Og Azarga havde gjort et kast med hovedet, der på en gang fik ham til at se fjern og hoven ud.

Nu sad de så her, og Tobias kunne ikke frigøre sig fra følelsen af at være en umyndig lillebror, der netop havde stillet et utidigt spørgsmål til en voksen og fået et svar i retning af: det taler vi om, når du bliver stor.

Han så ud i den sorte nat. Sammen med skammen over at blive behandlet som et barn, voksede en modsat følelse frem. En stolthed. For havde han måske ikke lige kæmpet. Og med et uhyre. Og vundet. Det havde ikke været nogen leg, men blodig alvor, og endnu værkede det i hele kroppen.

”Det var jo bare en fisk,” havde Azarga sagt. Hvad bildte han sig ind?

Ved siden af Tobias stod en saltspand og føjede sit til mystikken. Heri havde Azarga omhyggeligt nedsaltet de rensede indvolde fra fisken, når den nu partout skulle benævnes fisk. Men hvorfor gemme det hundeæde? Menneskeføde var det da ikke? Han gad ikke spørge.

Hunden havde skjult sig et sted uden for lyskredsen. Som om den fortrød. Det skulle den også, tænkte Tobias. Den kryster.

Nu kom den krybende hen til ham og begyndte at gnide sig mod hans hofte, mens den lod savlet dryppe. Tiggede ligefrem. Så peb den ynkeligt og sendte ham et hundeblik. Den var vel sulten. Og skamfuld. Og havde god grund til begge dele, og et kort sekund følte Tobias med den. Selv havde han det jo på samme måde. Skam og sult.

Han rystede medfølelsen af sig, nej, den fortjente hverken trøst eller føde, sådan som den havde svigtet ham, da det virkelig gjaldt. Hans ”tapre” ven, ha! Hverken tapper eller ven, når det kom til stykket. Og så stod den alligevel der og betlede.

”Flyt dig!” Han skubbede hårdt til den.

Den forsøgte at bjæffe sig til en sidste rest af værdighed, så gav den op, krøb igen ind i græsset og lagde sig med hovedet mellem poterne og øjnene stift rettet mod Tobias, der ikke ville give sig en tomme, men mødte det tryglende blik med kulde.

Han så ned på sine nøgne fødder. Der dryppede stadig lidt blod fra sårene.

”Kun en fisk,” mumlede han.

 

 KAPITEL 9

PÅ VEJ

 

Herren måtte have haft en mening med at sende dem af sted på årets varmeste tid. Lige nu, hvor heden lå og sydede over jorden, som ville den forvandle alt til salt og tørke. Rafael vidste, at det ville gå sådan her. Han så på den stønnende dreng. Den blide vår havde været så mere velegnet til det her sære eksperiment. Våren. En tid, hvor alt fødtes på ny, og alle levende væsener, dyr som planter, daglig blev vædet af regnen og varmet af solen.

Langt mere velegnet set med en engels øjne i det mindste. Og det havde han faktisk ladet en bemærkning falde om, inden han rejste. ”Se Herre, nu brænder din sol dagen lang, og menneskene holder det ikke ud.” Men de ord var faldet blytungt til jorden, og Herren havde blot rystet på hovedet og spurgt, om det måske var ham, Rafael, der var Skaberen, hvis vilje skulle ske. Det argument brugtes han ofte, Den gamle Herre, men det var nu aldrig særlig uddybende, tænkte englen og fandt det altid lidt tvivlsomt. Og han g slog ikke øjnene ned, som han vel burde, når Gud talte direkte til ham. Men Herren var sært nok ikke blevet vred, og han havde sendt ham sit venligste smil og svaret:

”Det er for drengens skyld. Det er godt for ham.

Englen skottede til drengen og så, hvordan sveden haglede ned ad de solbrune kinder. Hans egen pande var klar og kølig, og han ænsede kun klimaets forandringer gennem drengens reaktioner. Men det var også rigeligt, for empati var en del af hans væsen, og det var ikke morsomt at se knægten lide uden den brændende sol.

Ja, for nu brændte den over deres hoveder fra morgen til aften, og selv om de havde fulgt floden og selv om drengen havde dækket sig med sin kappe så godt, han formåede, så var han efterhånden synlig medtaget.

Godt for ham? Rafael undrede sig.

Ingen træer på den seneste lange strækning, kun dette lange græs og det tørre, hvide sand.

”Tag dog et bad knægt, det køler.”

Men Tobias havde udviklet vandskræk, og han lod sig ikke overtale til en dukkert. Skulede blot til sin rejsekammerat, mens han mumlede en række ord, der ikke var for sarte øren.

Godt, at man ikke skulle trækkes med den slags knægte i det himmelske, tænkte Rafael og sendte Vorherre en venlig tanke. Trods alt en formildende omstændighed.

Den smalle sti, som de nu havde fulgt i flere dage og som efterhånden kun var en hvid stribe sand mellem de høje græstotter, delte sig i to på dette sted, og mens den ene fortsatte langs bredden og forsvandt i en krumning af floden længere fremme, drejede den anden væk fra Tigris, den blev bredere og fastere og skrånede op mod et blødt bakkedrag. Øverst oppe sås lange rækker af gamle, krogede oliventræer, hvis brede kroner lyste blågrønt mod himlen, og stien syntes at forsvinde ind mellem deres mørke stammer. Et løfte om lindring, for de skulle den vej.

”Se, nu kommer vi snart i skygge.” Rafael pegede op mod træerne. ”Er du så ikke glad?”

Han tog drengens hånd i sin. Tobias vristede sig fri.

”Jeg kan gå selv.”

”Kan du?”

En tid fortsatte de side om side. Tavse. Og drengen havde atter tillagt sig det tvære udtryk, der syntes at høre hans alder til, tænkte Rafael, for det indfandt sig mekanisk, hver gang det mindste gik drengen imod. Hvilket skete med små mellemrum dagen lang. Og nu stønnede han højlydt og kiggede vredt på sin ledsager.

”Hvor mange dage endnu skal vi gå sådan her, hvad?”

Rafael tænkte, at menneskebørnene var nogle skrøbelige tingester.

”Du bliver en gammel mand, inden vi når frem til Ekbatana,” sagde han og lo.

”Du er ikke spor sjov.”

”Åh nej. Og livet. Det er lutter alvor.”

”Nemlig. Og nu driller du.”

”Engle driller aldrig.”

”Hvad siger du?”

”At du bliver klogere. Og gå nu roligt videre. Resten af dagen skal vi vandre i oliventræernes skygge, lyder det ikke rart? Først om et par dage krydser vi ind over slettelandet.”

”Slettelandet. Hvad er det for et land?”

En slags ørken. Men det skulle han nok vare sig for at fortælle drengen. Det var slemt nok, som det var. En ørkenvandring kunne blive endnu værre.

”Det får du at se.”

”Er der vilde dyr?”

Rafael undrede sig. Var drengen da ikke blevet klogere på deres lange vandring langs Tigris? En egn, der i den grad tiltrak de vilde dyr – og i store mængder endda. Her kom de jo alle for at drikke: geparder, løver, bøfler. Det ene dyr farligere end det andet. Var det slet ikke gået op for ham, at de to vandringsmænd nød en særlig beskyttelse? At Herren holdt hånden over dem, og at det ikke var nogen tilfældighed, at de stadig var i live? Havde han virkelig ingenting begrebet?

Det havde han åbenbart ikke.

Englen tog igen hans hånd, og denne gang holdt han den fast. Drengen var god nok, tænkte han, og han ville klare det. Med min hjælp selvfølgelig. Eller med Herrens korrigerede han sig selv.

Et kort øjeblik havde han tvivlet på, at Tobias var stærk nok. Men den tvivl var blevet gjort til skamme i kampen med fisken. Og Rafael var i det store hele tilfreds med den udvalgte dreng og med hele opgavens forløb. Indtil videre. Og dog, tænkte han, den værste af alle kampe forestod. Og udfaldet kunne man trods alt kun gisne om. Drengen havde sin frie vilje, og hans handlinger var ikke styret udefra, og han kunne sagtens tage et forkert skridt. Og så ville han være fortabt.

Vi rækker dem en chance, men de må selv gribe den, tænkte han. Men den tid, den sorg, bedst var det at lade tingene udvikle sig i deres egen takt og håbe det bedste.

Han så kærligt ned på drengen.

”Du har jo din hund,” sagde han.

”Min hund? Den er bange for en fisk.”

”Og du er ikke bange for noget?”

Det fik han ikke svar på. Han sukkede og trak af med den vrangvillige knægt.

Solen skar. Fra morgen til aften gik de i et varmeflimmer. Som at sprænge sig vej gennem tætte lag af splintret glas. Og endnu en gang sendte Rafael en ikke alt for venlig tanke til Gud Herren. Den her mission hører just ikke til de mest behagelige, var du klar over det? Det er synd for drengen. Ja ja ja, det tilkommer mig ikke at klage. Det gør jeg da heller ikke. Men …

Dette ”men” lod han hænge frit.

Han spejdede til alle sider, hver morgen dannedes voksgrå skyer helt nede i kimingen, de skubbede sig op i mørke masser og lovede regn. Et løfte, man ikke skulle sætte sin lid, for efterhånden som dagen skred frem, ændrede skyerne udseende, de fladede ud og blev flossede uldtotter, der atter spredtes og hang som fnug på himlens bue, hvor solen hastigt brændte dem bort.

Goldheden. Tørken. Den uendelige slette, der strakte sig i ensartede brune flader til alle sider, kun hist og her brudt af enkelte blege buske, som støvede mumier mellem stride græstotter. På den brede vej tegnede der sig ikke andre skygger end dem, de selv kastede.

Rafael sendte en venlig tanke til Tigris. Trods sommerheden og de utallige aggressive insekter, så flød de livgivende vande langs gangstierne, og altid hørtes dette kor af fuglestemmer, der slog sammen over deres hoveder og forkyndte, at Paradiset fandtes.

Ja, og det gjorde det jo, men det kunne man sagtens glemme her i denne golde ørken af sand og knasende tørre græsser. Ingen fuglesang, kun gribbene og deres hæse skrig. Hist og pist stak blege stumper af tørre ben frem mellem tuerne. Var det mennesker, der engang havde vandret her? Var det dyr? De havde engang været levende, de havde været på vej, men de var aldrig nået til vejs ende.

Hede, tørst og død.

”Men så gør dog noget, Azarga! Du kan jo.”

”Gøre hvad, Tobias?”

”Det underlige, du kan. Bålet, maden, alt det andet … Ja, og hvorfor skal det så være sådan her hver dag?”

Han slog ud med armene.

”Fordi vi må gå vejen. Hele vejen.”

”Men hvorfor?”

”Det er godt for dig.”

”Hvem siger det?”

”Herren.”

”Åh, du med din Herren.”

”Han er også din.”

Endelig aftog varmen, solen sank, og en let brise fór svalende over sletten. Himlen farvedes rød.

Ved siden af dem tumlede hunden omkring. Snart inde i det stride græs, snart foran dem, og snart dannede den en hoppende og fornøjet bagtrop. Det var som om den så luftspejlinger af lutter herligheder, og den havde fået nyt selvværd i ørkenens hede. Og den brand, der var ved at kvæle Tobias, bar den med ophøjet ro. Ligesom Azarga. De to kunne sagtens, tænkte Tobias misundeligt. Hunden havde sin tykke pels, Azarga havde sin Herren din Gud, som åbenbart virkelig fandtes et eller andet sted. For ham altså, for nogen eller noget havde lagt en kølende aura om hans krop. En slags hinde, der beskyttede mindst lige så effektivt som en hundepels. Tobias kunne se den med det blotte øje, når solen spillede i den. Som en glitren i vand. Kunne man blot låne en flig af den til at køle sin egen hede krop.

Det kunne man ikke. I al fald ikke uden at man måtte kaste sig i støvet og tilbede Herren din Gud og være hans træl. Som far derhjemme. Og Tobias ville være fri. Han ville være sig selv. Og så måtte man tage det med, der fulgte. Som det var nu, var han i al fald ingens træl.

Han gik og smilede lidt ved tanken om sin selvvalgte frihed. Ingen skulle vriste den fra ham. Heller ikke Azarga, der ellers tog sig alle slags friheder. Og som nu lagde en arm om ham og gav ham et fortroligt klem.

”Du kan rigtig glæde dig i dag, Tobias.”

”Hmm …” Men det var jo det, han gik og gjorde. Kunne Azarga virkelig se ens tanker? Han kunne så sært meget.

”Hvorfor?”

”For nu varer det ikke længe, før vi kan sove i et rigtigt hus.”

”Er vi da fremme?”

”Vi skal over højsletten først, men så vil vi også være tæt på Ekbatana.”

”Hvor tæt?”

”Endnu skal vi gå nogle dage. Men der fremme ser du den første landsby på højsletten. Der skal vi bo i nat. Og der vil vi høre nyt fra Ekbatana.”

Tobias anstrengte sig for at se. Jo, forude tegnede sig nogle lave mure omkring noget mørkt og uformeligt. Men da de kom nærmere kunne han se landsbyen, der syntes at klynge sig til et bakkedrag, der skrånede opad mod et lavt bjerg. Bag muren skimtedes fine rækker af spidse tage og enkelte slanke palmer stræbte mod himlen. Der var andre træer, som ikke lignede de hjemlige.

Så var de ganske nær. I byporten havde en gruppe mænd samlet sig. De stod klinet sammen og fyldte den brede åbning, som var de sat til at vogte byen. Lange, hvide djellabaer, tilsurrede hoveder, smalle, mørke ansigter med skarpe træk og sorte øjne. Alle bar lange skæg, der næsten nåede støvet for deres nøgne fødder. Et forsvar af gamle, skrøbelige kroppe.

Og nu trådte en af dem frem foran de andre og nærmede sig tøvende de to rejsende. Han bar en kande i den ene hånd og et krus i den anden. Begge dele holdt han tæt ind til kroppen.

Azarga rankede sig og gik hen imod ham. Tobias fulgte efter i et skridts afstand. Hunden holdt sig mistænksomt i baggrunden, den knurrede stille.

”Hvem er I?”

”Vi er rige jøder,” sagde Azarga.

”Hvor skjuler I den rigdom?”

”Her.” Azarga lagde hånden på sit hjerte. Tobias fulgte hans eksempel. Hunden satte i et højt bjæf.

”Det kunne ikke falde os ind at spørge til jeres tro.”

”Vi ønsker blot natlogi.”

”Og så vil I betale med jeres hjerte. Det kan blive et dyrt logi.” Den gamle så på dem med et ironisk smil i det gamle furede ansigt. Og mændene bagved gjorde sig endnu bredere, så portåbningen atter blev helt dækket af de gamle kroppes sprøde skjold.

”Vi har mønter.”

Azarga slog sig på lommen. En klirren. Og lyden åbnede både den gamles ansigt og indgangen til byen. Pludselig var der venlige smil på alle ansigter. Og skjoldet trak sig til side.

”Drik!” sagde den gamle og rakte kanden og kruset frem til Azarga, der tog en slurk og lod kruset gå videre til Tobias.

”Og følg os!”

De gik over en smal bro. Under dem løb en vandingskanal, afledt fra en flod, som de havde passeret kort forinden og som syntes at komme strømmende ned fra højlandet bag landsbyen. På skråningen langs murens yderkant sås geder græsse, mens et utal af hyrdebørn pludselig dukkede frem fra hulninger i muren. Nu stod de og stirrede på de fremmede.

”I kan bo hos enken Salome.”

Han førte dem ind gennem porten og langs muren til et lille, lavt hus med hvide vægge og en række små, sorte vinduesglugger. Døren stod åben. Den gamle klappede i sine hænder, da de kom helt hen til huset, og en kone kom til syne i åbningen.

De havde spist. Og betalt enken. Og nu sad hun og Azarga inde huset. Men ikke alene. Nabokonerne var mødt op en efter en og havde lejret sig omkring dugen, som de havde ribbet for smulerne, hurtige, som små sultne spurve. Og rejsekammeraten syntes at befinde sig som en fisk i vandet omgivet af disse gamle, sladrende kvinder, der udfrittede ham og ville vide alt om Nineve og også forsigtigt spurgte til jøderne. Dem er der mange af i Ekbatana, fortalte de hviskende, men som overalt i Medien levede de i fred med alle andre.

Tobias havde hurtigt fået nok af deres plapren og var gledet ud af den lave dør.

Nu ilede han tilbage mod porten. Da de trådte gennem den for kort tid siden, havde de passeret en gruppe unge piger på vej mod vandingsstedet under broen.

Pigerne bar vandkrukker krukker på hovedet. Og en af dem var Tamara.

Tamara.

Tobias stod ved broens rækværk. Han lænede sig frem i håb om at få mere end et hastigt glimt af pigen, som var pilet ind under de solide broplanker, da han nærmede sig. Som en mus i sit hul. Hun var ingen mus, og han var ingen kat, og han havde genkendt hende med det samme.

”Tamara!” kaldte han og bøjede sig endnu længere ind over det skrøbelige rækværk, der gav sig under hans vægt.

”Jeg hedder Tabita.”

Nu stak der et pigehoved frem, men stadig stod hun halvt i skjul af broen, der hævede sig som en halvbue over det rindende vand. Lidt længere henne havde de andre piger allerede fyldt deres krukker og kom nu slentrende i gåsegang på vej mod landsbyens port. Nogle af dem vendte sig om og råbte på Tabita, mens vandet skvulpede fra deres overfyldte krukker. Flere af dem fniste og pegede på Tobias.

Han var ligeglad.

”Tabita,” sagde han og syntes, det var endnu kønnere end Tamara. Og at hun var dejligere end nogen pige, han havde set i Nineve. Måske kunne han overtale Azarga til at vælge hende frem for en tvivlsom kusine i Ekbatana.

”Hvem er du?”

Nu var hun trådt helt ud af mørket og kransedes af den lave sols sidste stråler. Det gjorde hende ikke mindre smuk. En aura af lys omkring hende, så stærk og strålende, at den kunne slå Azargas så let som ingenting.

Men hun var sikkert ikke jøde, blot et barn, som solen gavmildt badede i sit lys. Og han kunne ikke blive træt af at se på hende, og hun lod sig ikke mere skræmme af hans blik.

”Jeg hedder Tobias, og jeg vil giftes med dig.”

Hun lo.

”Og du hedder Tabita, og du vil giftes med mig,” råbte han ned til hende.

Hun lo endnu højere.

”Du er smuk, når du ler.”

”Og du er morsom, når du taler.”

”Og jeg tror, du er smuk, når du græder.”

Nu lo hun ikke mere. Hun bøjede sig hastigt ned, tog om krukken med begge hænder og løftede den op.

”Vent!”

Hun satte krukken fra sig og så op på ham og han syntes, at hendes øjne løb fulde af tårer.

Han slap rækværket og begyndte langsomt at gå ned mod hende, men hun vendte sig om og løb tilbage mod byen. Men ikke til porten. Hun drejede brat væk fra stien og ilede langs muren mod en lund af høje træer.

Her forsvandt hun ind mellem stammerne. Gemte hun sig? En bæk snoede sig som en sort slange gennem den lille klynge træer.

Nu fik han øje på hende. Hun var sprunget over bækken og havde sat sig på hug helt nede ved vandkanten. Han standsede op ved den modsatte bred og satte sig i samme stilling som hun.

Strømmen løb klukkende mellem dem.

”Bækken ler,” sagde hun

”Den græder,” sagde han.

Længe sad de og så på hinanden, og Tobias vidste ikke, hvad han skulle sige. Han havde sagt det hele, syntes han.

”Jeg er på vej til Ekbatana.”

”For at blive gift?”

”Ja.”

”Og jeg skal blive her.”

”For at blive gift?”

”Ja.”

 

 

”Nu er vi snart fremme.”

De havde gået i højlandet nogle dage. Over vidstrakte plateauer og græssletter og gennem smalle slugter, og ind imellem havde de måtte klatre op ad stejle klippeskråninger. Rødt og brunt og hvidt og grønt vekslede mellem hinanden. En farverigdom, de ikke længe havde set. Også fuglesangen var taget til i styrke, og Tobias var så småt begyndt forlige sig med tanken om endnu en tid på farten. Og så var rejsen snart slut. Den ene halvdel i al fald.

Hvorfor udeblev følelsen af lettelse?

Var det Tabita og skammen, som stadig sad i ham og nagede? Han så for sig de gamle mænd, der var dukket op som trolde af æsker og havde råbt og forbandet ham, mens de hev Tabita til sig og slæbte af med hende. Og smerten ved at se dem hundse med hende. Og senere, da de havde villet piske hende, og hun kun slap fri, fordi Azarga besad den der kraft, som ingen forstod og som han var noget så nærig med. For den var jo ikke alverden værd, når det kom til stykket. Hele natten havde Tobias tryglet ham om at bruge den til at forene de to unge. Ikke til at skille dem.

”Du ved ikke, hvad du snakker om,” havde Azarga sagt og været døv for hans bønner. Og han havde ikke set mere til Tabita.

Og forude truede Sara.

Han havde hørt rygter om hende i enkens hus, hvor de allernådigst havde fået lov at overnatte trods Tobias’ utilgivelig synd. Og da deres ærinde gik op for sladderkællingerne, havde de himlet med øjnene og ladet tungerne gløde. Forbandelsen. Heksepigen i Ekbatana. Hvad ville de dog med hende?

”Ja, hvad vil vi med hende?” havde Tobias også spurgt og rusket Azarga i armen.

En forbandelse. En heksepige. Jo, han havde sandelig noget at glæde sig til. Tobias traskede modløst videre.

 

KAPITEL 10

 

VED VEJS ENDE

 

En smuk dreng, tænkte Rafael. Drengens kraftige brune hår skinnede som rav i solen, den glatte solbrændte hud strålede af sundhed og ungdom, øjnene havde fået styrke, og de så uforknyt frem for sig. Episoden i landsbyen syntes endelig at være gledet ud af hans bevidsthed. Et overvundet kapitel i det unge menneskes brogede livsbog. En hård nød at knække, men nu lå kernen blød og spiselig. En godbid for den smukke Sara. Håbede han og kom så alligevel i tvivl. For nu denne Sara. Var hun for ham? Og kunne hun knækkes? Blive spiselig? Eller var og blev hun dødbringende?

Den hårde rejse havde filet af de runde barnekinder og skåret skarpe, mandige træk i ansigtet og vigtigst af alt: ængstelsen syntes at være ved at glide af ham. Kun en lille trævl hænger endnu tilbage, tænkte englen og smålo ved tanken. Den skal vi snart få pillet af ham. En trævl. Ha! Havde Herren i sin tid lyttet til sin engels brændende ønske om at arrivere til jorden i en kvindes skikkelse, så ville det rigtignok have været et interessant, men ikke helt uproblematisk foretagende.

”Min dreng,” sagde han omsider, ”nu er dine trængsler snart til ende.”

”Nu begynder de for alvor, mener du vel.”

”Hmm … såmænd,” tilstod Rafael, ”sådan kan man også se på det.”

”Sådan bliver det, hvis du skal bestemme.”

”Vi følger Herrens vilje.”

”Vi følger min vilje.”

Den replik valgte englen at overhøre. De skulle ikke ankomme til Ekbatana midt i et skænderi.

De gik videre i tavshed.

”Hør, min ven, i dag kommer vi til Raguels hus.”

”Det kan jeg næsten regne ud.”

”Og vi skal sove under hans tag i nat.”

”Hmmm …”

”Hører ud efter, dreng?”

”Det kan du godt glemme.”

”Nej.”

”Derimod skal du ikke glemme, at du er min tjener. Ikke min herre.”

Det var da nye toner. Nok vidste de begge, at Rafael blev betalt af Tobit, som troede, at han var en fjern fætter ved navn Azarga, men englen havde hidtil ikke haft vanskeligt ved at bevare sin myndighed over drengen.

”Du glemmer, hvem jeg er,” sagde han.

”Søn af den store Anaïs. Hvordan skulle jeg glemme det? Og jeg har hele tiden adlydt dig af respekt for din fine familie. Og for dig. Og du har reddet mig mange gange. Jeg er ikke utaknemmelig.”

”Men så er alt jo i skønneste orden.”

”Nej, vel er det ej. Og du får mig ikke lokket i døden.”

”Du burde ikke lytte til sladder.”

”Og du burde ikke krybe for min far.”

”Han betaler mig.”

”For at slå mig ihjel?”

”Hold nu op, Tobias! Vi kan da ikke gå ind i Ekbatana uden at besøge din slægtning.”

”Det sagde jeg heller ikke. Desuden skal du ikke tro, at jeg er en kujon.”

”Det tror jeg heller ikke.”

Der fremme sad han allerede, den gode Raguel, som en anden patriark på sin post. Strunk og stiv og lige foran porten til sin store gård, der lå midt i inde i det skønne Ekbatana.

De gik mellem hængende haver, for øjnene en blomsterpragt, for næsen de mest berusende dufte. Rafael plukkede distræt en håndfuld fløjlsbløde rosenblade og lod dem dale gennem den stille luft. En rød regn. Hvor smukt. En forsmag på det sande paradis, tænkte han og blev et kort sekund grebet af hjemlængsel. For alt på denne jord var og blev dog blot en sølle afglans af det himmelske.

Men drengen gik med undrende øjne.

Og Raguel rejste sig fra skamlen og gik dem i møde. Rygterne var åbenbart løbet forud for det lille selskab, tænkte Rafael. Den gamles hilsen gjaldede mellem de hvide mure.

”Vær hilset, mine kære brødre.”

”Tak!”

Englen bøjede sig ærbødigt for den gamle mand, idet han samtidig daskede til Tobias, der stod med bortvendt ansigt, som ville han helst ikke blandes ind i noget.

Raguel slog ud med armene, hvilket Rafael tolkede som en venlighed.

”Tak!” sagde han igen.

”Jamen, gå nu endelig ind i mit hus. Edna venter jer.”

”Og Sara?” spurgte Rafael.

”Og Sara … jo … også hun … venter,” mumlede Raguel og blev mørk i blikket.

”Der er ingen, der venter os,” brød Tobias ind, ”og desuden er vi på vej til Rages. Det er målet for vores rejse.”

”Rages, jamen så er I ikke fjernt fra målet. Og her kan I overnatte.”

Den gamle mand virrede med hovedet og virkede fjern i blikket, da han fortsatte. Ville gerne først vide lidt mere om deres herkomst. Havde hørt rygter. Ville ikke fæste lid til sladder. Det håbede han da heller ikke, de ville. Hvis de da havde hørt noget om ham og hans.

Han plaprede.

”Som du sikkert har bemærket på vores klædedragt, så er vi naftalitter, og vi bor i Nineve. Det fortalte rygterne måske ikke?” sagde Rafael.

”I Nineve? Jamen dog, og ih nej … jamen, så er I jo … jeg mener, så lever I jo i fangenskab ligesom … ja, hvad skal man sige?”

Han gik i stå.

”Du kan roligt modtage os,” sagde englen og sendte ham et af sine blikke, og Raguel mumlede i skægget, mens han fik travlt med at vende dem ryggen og forsvinde ind gennem den snævre port.

Rafael tog et fast tag i Tobias og trak ham med.

Sanseløs sendte du mig ikke til jorden. Og tak for det, Herre, tænkte Rafael, som på lang afstand kunne høre hvert ord, Raguel hviskede Edna i øret. Han så hende stivne, så rettede hun sin trivelige skikkelse helt ud, satte hænderne i siden, og knejsende i al sin vælde lod hun blikket sejle hen over det lille rejseselskab, der stod tæt sammen lige inden for døren.

”Ud med den hund!” kommanderede hun.

”Men Edna dog!” Raguel søgte at skjule sig bag hende.

”Jamen, vi kan ikke have den,” snerrede hun.

”Det er jo kun en hund.”

”Og så ligner han Tobit,” vrissede hun videre.

”Hunden?”

”Nej, drengen.”

Raguel så for første gang på den unge mand, og pludselig faldt der skel fra hans øjne, og en tåre banede sig vej.

”Kan det … kan det … virkelig være …?” stammede han og knugede om Ednas arm.

”Javist” sagde Rafael hurtigt. ”Vi kommer fra Tobit. Tobias der er din brorsøn, og jeg kan ligeså godt sige det med det samme. Vi er her for at fri til Sara, hans kusine.”

Raguel og Edna slog hænderne sammen og brød ud i fælles gråd. Det er da pokkers, som de israelitter kan vande høns, tænkte englen og følte en let irritation, for hvad skulle han stille op med al det vand, der nu fossede fra deres øjne og løb ned ad deres kinder? Den slags ubehageligheder var man da gudskelov fri for der, hvor han kom fra.

Uden et ord tog han Tobias ved hånden og førte ham hen til de to gamle, der slog armene om ham og næsten kvalte ham i tårer og omfavnelser. Tobias selv rørte sig ikke. Han stod som en støtte i deres arme.

Henne ved døren peb hunden, og drengen gjorde sig lempeligt fri. Så piftede han, og dyret logrede og løb hen til ham.

”Nå, men så går vi,” sagde han.

”Nej, nej, nej, gå endelig ikke! Bliv for Guds skyld!” tryglede de gamle i kor.

I det samme gled en skikkelse lydløst ind gennem døren bagest i rummet. Det var Sara. Og hun var så smuk, at hun ganske af sig selv oplyste den halvmørke stue, og da Tobias fik øje på hende, lyste også han op.

Jamen dog, Rafael havde set meget i sit lange liv, men aldrig havde han set nogen tænde så hurtigt og stå der som levende lys for alles øjne. Det var ikke fri for, at han følte et lille stik af jalousi, for hvorfor skulle han aldrig selv få lov at opleve den brand, som de kaldte kærlighed? Ved lejlighed ville han tage sagen op med Vorherre, for det kunne han jo. Intet emne var tabu for Herren. Og så vidste han dog samtidig, at det ikke ville føre til noget som helst, for en engel er en engel og ikke et menneske, og i virkeligheden ønskede han ikke at bytte.

Kun i øjeblikke som dette ville han give meget for blot en lille stund at blive menneske.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Et billedpip fra Tranestederne maj 2016

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og vil skrive. Du kan finde researchsider og forsøgssider og meget andet. Vil du vide mere om forfatteren, er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd, men ellers fortæller min hjemmeside også noget om den person: www.hesselholt.com

Senere kommer et indlæg om fejringen af Anna Hansens 100 årsdag.

Et par hurtige billeder fra for lidt siden:

Min kæreste på ølbænken

Aften sol i Tranestederne

 

 

 

SOM JEG HUSKER DET 11

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og vil skrive. Du kan finde researchsider og forsøgssider og meget andet. Vil du vide mere om forfatteren, er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd, men ellers fortæller min hjemmeside også noget om den person: www.hesselholt.com

 

 

UDENFOR OG INDENFOR I BARNDOMMENS BY

Havnen

De år, jeg boede i den lille fiskerby.

Fisk. Det er klart. Og vi spiste fisk hver dag, sådan husker jeg det i al fald. Søndagen undtaget naturligvis. Alle spiste fisk hver dag. Fisk var billig mad – det var gratis mad, og ens mor fik husholdningspenge, og de skulle holde måneden ud, og det gjorde de ikke, hvis man ikke for det meste spiste fisk.

Indtog jeg mine måltider jeg andre steder end hjemme? Det var vist yderst sjældent, og jeg husker kun et enkelt tilfælde på fremmed mad. Tydeligt står synet af en stegepande med sprukne pølser. Et lille smæld, hver gang en af dem sprak. Det lød skønt – som et løfte om velsmag. Og de var røde. Eller rettere sorte, for de blev brankede i fedtet, og det sydede så hyggeligt fra panden, mens de langsomt forvandledes. Og smagen. Fin og fremmedartet. Brankede, røde pølser, det fik vi godt nok aldrig hjemme.

Det var Jens’ mor, der tilberedte det livssalige måltid, Fru Bjørn Hansen kaldte vi hende, men vi sagde ikke ”De” til hende som vi f.eks. gjorde til Fru Benzen. Hun hed vist nok Inger, og jeg tænker, at hun var præcis så interesseret i madlavning som min egen mor, der heller aldrig fandt ind til de kulinariske hemmeligheder, der skjulte sig i råvarerne. Hun stod dog pligtskyldigt og kæmpede med pander og gryder hver dag, og der kom mad ud af det. Tørrede kogte issinger, det var nu ikke så ringe.

Hun havde ganske vist gået på husholdningsskole og lært at lave sovs og passe børn – borgerskabets døtre gik den vej for at uddanne sig til ægteskabet – og hun holdt ung pige, som hun skulle oplære, og konehjælp til rengøring, og kunne vel sagtens have helliget sig madlavningens kunst, hvis det havde interesseret hende det mindste. Det gjorde det ikke. Det var der ingen kunst i.

Jo, min mor bagte selvfølgelig brød og syltede agurker og den slags, som vist nok alle husmødre gjorde. Men det var ingen passion involveret i det foretagende. Alt det huslige var ren pligtarbejde, det var noget, som skulle overstås.

Desuden var hun sart og måtte ikke overanstrenges. Det blev hun vist heller ikke. Far bar hende på hænder, sådan husker jeg det i al fald – gav hende morgenmad på sengen. Og han stod tidligt op og tog sig af børnene – måske ikke, da vi var helt små, det husker jeg ikke, men efterhånden som vi blev større og der skulle smøres madpakker og sendes børn med toget til realskolen I Frederikshavn. Her begyndte jeg som niårig. Det var for tidligt, men det er en anden historie, som jeg skal vende tilbage til.

Lige nu er vi i Strandby, og vi er små børn.

Mor ville gerne læse, sy og strikke og høre radio. Jeg kan ikke huske, at hun legede med sine børn – vi kunne selv. Og vi havde hele byen og havnen og alle engene og stranden og endda en lille lund til legeplads.

Når jeg tænker på byen, havner jeg altid ved havnen. Legeplads og arbejdsplads. For her kunne man også tjene penge. Man kunne nemlig hjælpe fiskerne med at ro deres fangst, der blev opbevaret i store hyttefade, ud i det ydre havnebassin. Her blev de tøjrede til nogle pæle. Det var min brors faste job, og jeg hjalp ham hellere end gerne. Så stod jeg på den yderste kant af hyttefadene, mens Anders roede dem ud af inderhavnen. Og det var sikkert livsfarligt, for de lå lavt i vandet, og når man stod på dem, sank de yderligere, og havvandet nåede en til anklerne.

Men pyt, man var jo barfodet og ligeglad med en smule vand. Eller rettere: man var glad for det. Det gav et gys af spænding at vide sig så nær det bundløse dyb – at se ned i det sorte, hvor bunden ikke mere kunne anes. Vi gik i søndagsskole og fik læst af Bibelen og vidste en del om himmel og helvede. Her mødtes de to områder og man stod med en fod i hver. Var engel og djævel.

I søndagsskolen sang vi så: ”Ingen er så tryg i fare som Guds lille børneskare.” Og nå ja, og den tilhørte vi jo hver og en. I al fald alle os børn i Strandby.

Børneværelset

Marianne med lillesøster Dorte

Børneværelset. Mine søskende. Og legene. Jeg tror aldrig børn har leget, som vi gjorde.

Fantasien. Ikke skabt af kolde hjerner, ikke spundet ind i regler og strategier. Den var en indre rigdom, som vi sikkert var født med, og den frigjorde følelser og åbnede os for oplevelser, og på dens vinger fløj vi ind i et ukendt land, som var uden grænser, og hvor kunne vi forsvinde og blive os selv og alligevel blive nogle helt andre. Dengang var vi være lykkelige. Vi kunne flyve.

Og vi legede, så alt andet forsvandt, og verden åbnede sig og vi gik ud i den. Uledsagede. Ja, her var vi virkelig uledsagede børn. Frie børn. Men selvfølgelig: vi befandt os samtidig i en kokon af tryghed. Og ordene ”uledsagede børn” får det til at gyse i mig. Jeg ser uvilkårligt flygtningebørn for mig og deres form for voksenfravær. Deres udsathed. I den verden er der ingen plads til leg.

Vi var aldrig udsatte, vore forældre var altid tæt på, også selv om vi glemte dem og de heller aldrig fulgte med os ind i legens mysterium. Det kunne de jo ikke. Lykkeligvis. Legen havde vi for os selv. Den var vores frirum.

Jeg husker en dag, hvor vi lå på ryggen, min bror og jeg, vi lå side om side. Og vi havde begge fået øje på et lille hul på det hvidkalkede loft. Først så han det, så pegede han det ud for mig. Et stykke puds var faldet af, og nu kunne man kigge ind i en lille sprække af mørke. Så var det, han begyndte at fortælle, hvad han så. Nu har jeg glemt ordene, men jeg husker tydeligt fryden ved forvandlingen. Hvad der skete. Det døde blev levende, og det piblede frem af mørket og blev til billeder og hele fortællinger.

Tiden stod stille. Når legen fanger sindet, går tiden i stå.

 

 

SOM JEG HUSKER DET 10

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og vil skrive. Du kan finde researchsider og forsøgssider og meget andet. Vil du vide mere om forfatteren, er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd, men ellers fortæller min hjemmeside også noget om den person: www.hesselholt.com

DE FØRSTE LEVEÅR

Det siges, at de vigtigste år i et menneskets liv er de to-tre første. I de år dannes personligheden, og er de lykkelige, så springer der lykkelige mennesker ud fra dem, og er de ulykkelige, ja så vil ulykken følge personen  livet igennem.

Det er selvfølgelig noget sludder som alt sort/hvid snak er det, men mange vrøvleklicheer indeholder alligevel et gran af sandhed. Og de psykologer, der har fremsat tesen, har vel sagtens et videnskabeligt belæg for den. Så lad os blot antage, at der er noget om snakken.

 Altså: de første to – tre år i mit liv. De må tælle i det store regnskab. Vi springer dem ikke over, skønt jeg i det følgende har tænkt mig at springe ikke så lidt  - og i det hele taget blæse på alt, hvad der hedder kronologi.

Nu kan jeg jo kun gisne om, hvordan det har været, for jeg husker ingenting. De faktiske forhold ved jeg dog ret meget om. Både når det gælder den store verden og den lille: familien og landsbyen.

Den lille landsby ved havet. Ved Kattegat. Det nordlige Vendsyssel. Og byen hedder Strandby og alene navnet får minderne til at vælde frem. Her kunne jeg skrive tekster i kilometermål. Men nøjes med at plukke lidt hist og pist i barndommens land. Ikke kun de smukkeste blomster, men et bredt udvalg af dem, der springer frem, mens jeg sidder ved mit tastatur og forsøger at se baglæns. Og huske.

Ligesom i  Hans Kirks “Fiskerne” var Strandby delt op i religiøse grupper, dog med den forskel, at der kun var ganske få grundtvigianere, og de markerede sig ikke i det religiøse landskab. Dog i mit indre gjorde de. Men det var jo langt senere. Pastor Mostrup. Da han læste op fra prædikestolen af Dostojevskijs Brødrende Karamassof. Hans stemme var spinkel, og jeg husker ham som tør og grå og trist. Men ordene den dag, de brændte sig fast i min 12.årige hjerne.

Men nu foregriber vi begivenhederne. Da jeg blev født var der ingen pastor Mostrup, og byen var delt mellem missionsfolk og metodister. En af Danmarks største metodistmenigheder havde til huse i Strandby og groede i hele min barndom frodigt og bredt, og min far foretrak dem frem for missionsfolkene og sørgede for, at vi ikke satte vore ben i missionshuset, men gerne i metodistkirken. Her fik vi vores gang. I kirken. I spejderbevægelsen. Og dermed førtes vi lige ind i en verden, der var fuld af farver og liv, og som tilførte sindet åndelige vitaminer, som jeg nødig ville have været foruden.

Mine forældre tilhørte ingen af de omtalte grupper. De kom udefra. Fra Hulsig, der ikke blot geografisk, men også mentalt lå som en ø helt for sig selv, og var der bevægelser i det religiøse landsskab der, så kom de fra Grundtvig. Folkeoplysningstanken var i al fald ikke ukendt i skolelivet. Og mange af landsbyens unge rejste på højskole. De var vakte på deres egen måde.

Der var tre børn i familien, da jeg 7. september 1943 gjorde min entre. Hanne på 6, Annelise på 4 og Anders på 2. Og imellem dem havde der været en eller flere aborter, har jeg hørt. Så livet på hjemmefronten må have været strengt for vores mor.

Ude i verden var der krig. Verdenskrig. Og det hændte ikke så sjældent, at der afgik både fra havnen i den lille fiskerby. De skulle til Sverige med flygtninge. Fra min tante Nete ved jeg, at far gemte flygtningene på sit kontor, indtil skibene var klare til afgang. Så helt fredeligt kan livet næppe have været i den lille by. Mange af fiskerne har senere i lokalhistoriske skrifter berettet om de farefulde ture til Sverige. Og om skibe, der blev fanget af tyskerne eller simpelthen sænket. Der var dem, der satte livet til.

 Men jeg ved ikke, om tidens tumult satte negative mærker i mit barnesind. 

B. S. Ingemann skriver i sine barndomserindringer: Levnetsbog, at han ikke er helt med på ideen om at skildre sin egen barndom, men opfordres til det af venner og til sidst gør han det jo. – Han beslutter at tale om sig selv i 3. person for at skabe en distance og ligesom stå uden for sig selv og kigge helt objektivt på Ingemann og hans liv. Han skriver:

 

”Derved har han som Tilskuer stillet sig ligeoverfor sig selv og sin Tidsalder, medens saavel hans egen som hans Samtids forskjellige Skikkelser gaae ham forbi gjennem de forskjellige Tidaldere. Kun saaledes synes han med Frihed og nogenlunde Upartiskhed, uden Skriftebarns-Forpligtelse ligeoverfor sit Publicum og uden forfængelig Anmasselse, at kunne objectivere sig for sig selv og forvandle den egoistiske Selvbeskuelse til en fri Charakter-Opfattelse.

Ja, den teknik ville nu virke kunstig på mig. Så jeg må bruge den mere anmassende og egoistiske og gå lige til sagen uden camouflage. Og fremdrage det, som jeg mener, er dens kerne.

B. S. Ingemann sammenligner et sted det enkelte menneskes historie med hele menneskehedens. Den første tid er Urtiden, hvor alle begivenheder skjuler sig i et tågelandskab. Intet fra den tid kan derfor fastslås med sikkerhed.

Og det er det tågelandskab, jeg nu vil navigere i. Jeg husker en grundlæggende stemning, som var rar, jeg husker en blødhed, jeg husker varmen fra hænder og smil, jeg husker tryghed og kærlighed. Jeg forsøger at huske angst, for der var jo krig, jeg forsøger at huske vrede og vold, for tiden var voldelig. Men der er ingenting bevaret.

Kun en spøg melder sig. En tysker, og han kom ind i vores butik. Og at han blev betaget af et børnene, der gemte sig et sted i kulissen, og han gik hen og tog det på armen. Men det kan jo ikke have været mig, for jeg var for lille til at tale, og det kan jo ikke have været Hanne, for hun talte vel rent, og det her lille barn forstod ikke at udtale alle ord, men det forstod betydningen af dem – og det kunne svare kvikt igen. Og tyskeren kyssede barnet og sagde: Hvor er du dog et smukt lille barn, du er en rigtig tysk pige”. Og barnet vred sig løs og svarede: ”Nej, jeg ikke tysser, jeg danser!” Og latteren. Vist nok også tyskerens.

Og så var der noget andet, men det har jeg måske fået fortalt, og det var måske en anden tysker. Han tog i al fald sin hjelm af og forærede den til mig bror. ”Jeg skal ikke bruge den mere.” Sagde han. Den hjelm hang i garagen, men vi måtte gerne tage den ned og lege krig med den. Legede vi virkelig krig? Leger alle børn måske krig? Underligt, men jeg husker nu den hjelm som en del af legetøjet.

Som lille var jeg ikke bange. Frygten og angsten kom senere. Da døden skyder sig ind i mit liv. Og da er jeg allerede 5 år.

Min mor fortalte, at da jeg var ganske lille kunne jeg ikke se et træ, uden at jeg straks ville til tops i det, og en dag fik hun øje på en rød flyverdragt, der hang som en fane ud over kørebanen i flere meters højde. Trætoppen var tynd og bøjelig, og jeg har vel syntes, det var fantastisk at hænge højt oppe i luften og få det store træ til at svaje ud over vejen. Selv husker jeg ikke episoden, men den lever i mig, fordi min mor har fortalt den så tit og altid med lidt skælven i stemmen, som om skrækken aldrig rigtig slap hende. Jeg var ikke bange.

Skrækken. Jo, den kom ind i mig, da jeg var ganske lille. Men jeg ved ikke, hvor gammel. Måske nok mere end 3 år. Men ikke meget ældre. Det var den dag, da min endnu mindre kusine faldt i havnebassinet. Det var ved et ophalingsted til hyttefade, her skrånede cementen helt ned til vandet, og man kunne gå derned og læne sig ud over det bundløse dyb og gyse velbehageligt. Og det gjorde vi.

Havnen var vores legeplads. Og min kusine Birgit faldt altså i bassinet. Måske skubbede jeg hende for at se, om hun kunne flyde. Det vil jeg helst ikke huske – men mistanken er der. Det, jeg husker og gerne vil huske, er, at jeg lagde mig på maven og fik fat i hende og at det lykkedes mig at få hende halet op på slæbesporet igen. Jeg husker anstrengelsen. At jeg trak af alle kræfter og næsten ikke kunne. Og jeg husker skrækken.

Og senere gik vi hjem, men ikke hånd i hånd eller ved siden af hinanden. Hun gik forrest i det lille optog, dyngvåd og dryppende, men hun var sammenbidt og tavs, og jeg gik bagest var jo tør, men skrålede himmelhøjt hele vejen hjem. Jeg har hørt, at folk morede sig.

Det gjorde jeg ikke. Rædslen kom ind i mit liv og sidder der stadig.

Døden. Jeg var 5 år, og det var en hund, der døde.

Den løb ud foran en bil, og jeg gik med bedstemor i hånden og vi så ulykken og gik hen til den døde hund, og hun forklarede mig, at den ikke levede mere. Levede? tænkte jeg. Og jeg forstod det ikke og forstod det alligevel lidt, og hele ugen opførte jeg det samme skuespil for mine forældre om og om igen. Jeg kastede mig til jorden og døde. Jeg levede i hundens sidste sekunder hele den uge.

Det husker jeg. Det syntes de voksne var så morsomt. Og jeg husker, at jeg endte med at nyde det: at spille et drama. En tragedie om liv og død. At optræde.

SOM JEG HUSKER DET 9

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og vil skrive. Du kan finde researchsider og forsøgssider og meget andet. Vil du vide mere om forfatteren, er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd, men ellers fortæller min hjemmeside også noget om den person: www.hesselholt.com

Selvbiografisk stof er sært euforiserende. Det synes jeg i al fald. Og det er det sikkert for de fleste, der forsøger sig i genren, og rigtig mange holder da også den slags skriverier for sig selv: i dagbøger, i skuffer, i notesbøger sågar.

Jeg læser i øjeblikket Peer Hultbergs ”Selvbiografi”, og han skriver heri forarget og vredt om sin mor og far. Mest om moren. F.eks. om hvordan hun opbevarer sine dagbogsnotater om sin lille søns udvikling i en notesbog, hvori hun også fører sit husholdningsregnskab. Det er næsten blasfemi, synes den voksne Hultberg. Sådan at sidestille sin lille søns første spæde livsytringer med lister over mel og gryn og ost og mælk.

Ja, Hultberg er MEGET vred på sine forældre og har vel haft grund til det, men netop den opsparede vrede og den voksende selvmedlidenhed, der ind imellem får ham på grådens rand ( skriver han)  er sikkert årsagen til, at han ALDRIG udgav disse selvbiografiske udgydelser.

Det syntes han åbenbart ikke, at andre skulle forlyste sig med. Men … men … men der er andre af hans fiktive bøger, som i høj grad tærer på Hovedstolen. Byen og Verden f.eks. Og det er jo fin camouflage – og desuden måske det mest moralske. Eller hvad?

I al fald er det ikke Hultbergs skyld, at vi i dag kan sidde og ynkes over den lille formobbede dreng, der sendes i skole som 5 årig iført ”pige”strømper og svimlende angst og af forældre, der er så revnende ligeglade med hans følelser, eller måske rettere, er så totalt blottede for empati, at de slet ikke orker det der med følelser. Men da Hultberg døde, fandt man manuskriptet, som han altså ikke udgav – og man udgav det. Sammen med et brev, som han skrev til sin mor efter hendes død. Han gav forældrene et forfærdeligt eftermæle, og de har sikkert ikke været bedre, end han skriver, men måske har han villet holde det for sig selv. Måske. Jeg ved det ikke. Ganske vist skriver forlaget på omslaget, at manus skulle udgives ved forfatterens død. Jeg tror ikke rigtig på det ( uden at have foretaget research) – også fordi stilen er så langt fra den vanlige sikre, som vi kender fra Hultbergs værker.

Her et lille uddrag:

Jeg havde ingen kontakt med mine skolekammerater, jeg havde ikke een eneste ven. Eller veninde. Jeg var fuldstændig alene. Overladt til mig selv. Jeg legede en smule med min søster måske, men ellers var der intet. Mille, vi var venner et halvt års tid, men hun var jo en tre år ældre end jeg. Min mor kunne ikke følge mig rent åndeligt. Og for resten heller ikke hvad praktiske ting angik, jeg var fingernem, det var hun bestemt ikke. Vores piger kunne heller ikke, udover måske en enkelt, Elin, som kunne tegne så smukt. Min far havde ingen interesse i mig. Jeg var helt henvist til mig selv. Det var en ensomhed der var uudsigelig. Jeg læste rejsebeskrivelser, fremfor alt om sydhavsøerne, som de dengang hed. Jeg ville væk. Du keder dig vel ikke, spurgte min mor ængsteligt, men jeg beroligede hende og hun lod sig straks berolige  ( side 46).

Et par løsrevne sætninger fra bogen:

Hvor blev jeg dog svigtet af mine forældre i min barndom (47)

Hvor var han dog et ækelt individ. Det er et udtryk der igen og igen kommer tilbage til mig. (52)

Min far kørte på første klasse i toget når han skulle til København. Min mor på tredie.(53)

Min far var altid kålhøgen og som regel på en ubegavet måde. (60)

Skammen over min far var værre end skammen over min mor. Min mor var bare lidt dum, men hun var sød og kærlig, min far var bare dum og brovtende. (61)

Og sådan kan man blive ved. Det er næsten for meget. Faren var dommerfuldmægtig og moren hjemmegående.

Tænke sig, jeg har intet godt overhovedet at sige om min far. (52)

Hvor blev jeg dog svigtet af mine forældre i min barndom.

 

178 – igen et par billeder fra Hulsig Hede og deromkring

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og vil skrive. Du kan finde researchsider og forsøgssider og meget andet. Vil du vide mere om forfatteren, er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd, men ellers fortæller min hjemmeside også noget om den person: www.hesselholt.com

Hændelser fra Hulsig er ude af min verden på den måde, at jeg jo ikke mere skriver på bogen, men egnen forsvinder hverken fra mit hjerte, min hjerne, mit syn eller mine øvrige sanser, og nu har jeg netop været der i nogle dage og i det koldeste forår nogensinde ( så vidt jeg husker) – og alligevel var der så smukt som altid, så jeg tog et par billeder, som jo hverken gengiver lyde eller lugte eller den vide horisont eller den fantastiske nathimmel, når månen spejler sig i havet.

De kommer alligevel her:

 

 

 

SOM JEG HUSKER DET 8 – HJERNEKISTEN

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og vil skrive. Du kan finde researchsider og forsøgssider og meget andet. Vil du vide mere om forfatteren, er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd, men ellers fortæller min hjemmeside også noget om den person: www.hesselholt.com

ORD DER HUSKES

Der er ordvekslinger, man husker mange år efter, at de fandt sted. Næsten ordret ligger de på lageret i hjernekisten og er ikke til at flytte. Nogle af dem bliver endda hængende livet igennem. Som regel er det kun nogle sætninger – måske kun en enkelt sætning – somme tider er det hele samtaler. Og så husker man også det sted, hvor ordene faldt. Der følger billeder med.

Et eksempel fra 1958 eller 59: jeg er 15 år står i køkkenet sammen med min mor. Eller ikke sammen med hende, for hun brød sig ikke om min køkkenhjælp, og jeg var vist heller ikke hjælpsom på den front. Ville meget hellere arbejde på havnen med at stable fiskekasser eller ro hyttefade for fiskerne. Sammen med min bror, som i øvrigt hellere ville stå i køkkenet og lave mad.

Men lige den dag var jeg nu alligevel havnet i køkkenet, og min mor stod og rørte i en gryde, og hun så ikke op fra den, da hun lod ordene falde. De dumpede lige ned i sovsen, hvor de landede uden så meget som et plask, men jeg syntes alligevel, jeg kunne smage dem hele aftenen: ”Du skal på kostskole. Det har far og mig bestemt.”

Jeg sagde først ingenting. Var tungnemt blevet stående midt på gulvet. Det havde jeg ikke set komme! Men så kan jeg huske, at jeg forsøgte at lade, som om jeg syntes, at det var en god ide. Måske ville jeg ikke gøre hende ked af det. Eller også ville jeg bare være kæk. Men jeg ville ikke væk. Og jeg var faktisk chokeret. Det var jo ikke noget, vi havde snakket om. Og jeg blev ikke spurgt. Og hvorfor skulle jeg nu sendes på kostskole? Ville de af med mig?

Senere har jeg jo forstået, at de ville mig det bedste. At det sikkert var det bedste. For mig. Og for dem. Jeg var jo ordblind og ville utvivlsomt blive betegnet ”ikke egnet”, hvis jeg søgte optagelse på det kommunale gymnasium i Frederikshavn.

En anden dialog, som stadig findes på kranielageret, stammer fra Paris, og nu er vi altså sprunget 3 år længere frem i tiden. Det er efterår, november tror jeg, og jeg har boet i Byernes By siden først på sommeren. Da kom jeg som nybagt studine, og min søster havde skaffet mig en grydeklar stilling som aupairpige i det fineste kvarter i Paris, meget tæt på Boulogneskoven. Her skulle jeg passe en lille dreng på 4 år. Men den historie kan vente.

Lige nu ( i dialogøjeblikket og flere måneder senere) sidder jeg altså på gulvet i min søsters soveværelse. Og jeg græder. Jeg er rendt af pladsen. Eller jeg overvejer at gøre det. Jeg gider simpelthen ikke være underklasse i overklassen længere. I min barndoms by, Strandby, var der ikke klasseforskelle – og selv på kostskolen forekommer det mig den dag i dag, at vi blev behandlet ens, hvad enten vi nu var døtre af det højeste aristokrati eller børn fra arbejderhjem ( dem havde vi også nogle stykker af, for rektor var socialdemokrat og havde sociale og demokratiske idealer) – men i det miljø, hvor jeg nu var havnet, var der en himmelråbende forskel på folk.

Men det er dialogen, jeg vil frem til. Og fortællingen om opholdet i overklassen må vente til senere. Hvis jeg da skal fortælle om det.

Men jeg sad altså på gulvet i søster Hannes lejlighed og havde lige drukket min første whisky-on-the rocks, og ville knusende gerne have en til. Og jeg tudede og fik sagt, at jeg ikke ville være der en dag mere. I den modbydelige snobbeklassefamilie.

Og så blev min søster pludselig skrækindjagende meget STORESØSTEREN. Hun satte sig ned på gulvet ved siden af mig og holdt en lang dundertale til en plat umulig lillesøster. Og der er nogle af de ord, jeg husker tydeligt. De trængte ind.

Men først skal jeg lige føje til, at jeg netop havde forelsket mig i en franskmand, hvis familie var flygtet fra Francos Spanien. Han hed Michel og var en glødende og aktiv kommunist. Og han ville gifte sig med mig. Og det ville jeg også med ham. Og jeg ville hjertens gerne bo i en ussel lejlighed i Paris og var ligeglad med alt andet. Hans forældre var arbejdere, og han var selv teknisk tegner og vist nok en slags mønsterbryder, og han havde et udmærket job og kunne sagtens forsørge mig. Sagde han. Franske kommunister er småborgerlige ( eller var ) – jeg kom til at kende mange. Og kønsrollerne var ikke til diskussion.

Jeg var ikke rigtig klog, sagde søster. Jeg fik sandelig læst og påtalt.

”Du kan gøre, hvad du vil med den der fyr. Men du kan ikke gifte dig med ham, og du vil blive smadder ulykkelig, hvis du gør. Og du kan heller ikke være det bekendt over for far.”

”Over for far?”

”Ja, synes du måske ikke, du skylder ham respekt.”

Jeg elskede min far, og jeg nikkede vist nok, men jeg forstod hende ikke. Hvad kom det far ved?

”Far har sendt dig til en af de dyreste og fineste kostskoler i Danmark. Og så skylder du ham i det mindste, at du bruger din eksamen til noget. Og at du får en uddannelse.”

Jeg husker ikke resten af samtalen, men jeg syntes sært nok pludselig, at hun havde ret, og jeg lovede at tage hjem og at få en uddannelse. Jeg holdt første del af aftalen. Men jeg fjumrede alligevel videre: tog vikarjobs på en skole i København, boede gratis hos min tante og sparede penge op, og da det blev forår rejste jeg selvfølgelig til Paris. Men nu var det for egen regning og risiko, og jeg husker den første tid i Paris som totalt berusende. Jeg havde ikke følt mig så fri i mange år. Set retrospektivt er det jo ikke spor sært: jeg havde været spærret inde de seneste år. På kostskolen var man det i bogstavelig forstand. Hos familien i Boulogneskoven var man det også, selv om jeg der havde en ugentlig fridag + retten til at tage undervisning på Alliance Francaise i Paris en gang om ugen. Alligevel: en dag blev jeg kaldt ind til Monsieur, og han fortalte mig, at en privatdetektiv havde fulgt mig hele dagen for at se, hvad jeg foretog mig. Og jeg havde talt med en mørklødet mand, kunne detektiven berette. Og nu måtte jeg forklare mig!! Man var bange for kidnappere, og det var før hændt, at et barn var blevet bortført med au-pair pigens hjælp. Jeg tror nu, jeg kunne berolige ham. Kort efter blev jeg dog sendt til et gods ved navn Tabaseau i Normandiet, hvor jeg skulle bo sammen med drengen i nogen tid hos en russisk greve. Men det skal det ikke handle om nu.

Det særeste var alligevel, at forholdet til den mand, som jeg et halvt års tid tidligere havde villet gifte mig med, kølnedes stille og roligt. Forelskelsen forsvandt ganske enkelt. Jeg syntes, han var bornert og uden viden om ret meget andet end politik og samfund. Men her lærte jeg jo til gengæld meget af ham. Han tog mig f.eks. en dag med til en zigøjnerlejr, for at jeg skulle se, hvordan Frankrig behandlede sine romaer. Det var en øjenåbner, og dem var der mange af. Og vi blev ved at være venner, lidt fordi jeg syntes, det var synd for ham bare at droppe ham – når jeg nu osv. …

Men det var friheden, der berusede mig. Og vennerne på den nye skole. Vi var studerende i alle aldersklasser og samfundslag, og nogle typer var helt nye for mig: en rigtig livsglad sømand, der sejlede det halve år og studerede et sted i verden det andet halve. Og to gamle husmødre ( gamle? tja de var måske 50 år!!) Og jeg kom til at dele værelse med en pige, som senere blev Simon Spies’ elskerinde ( dem havde han mange af) Hun hed Annie, og var utrolig sød. Skolen, vi gik på, ejedes af Simon Spies og var i øvrigt meget seriøs. Vi havde dygtige lærere til sprog og litteratur. Vi boede uhyre spartansk, og mad havde vi dårligt råd til. Kunne dog spise en varm ret på en restaurant hver dag. Men resten måtte vi klare selv. Og jeg havde i al fald næsten ingen penge til de tre måneder. Men så prøvede jeg at være fattig, og det var jo kun sjovt, når jeg vidste, at det ville høre op igen. Storesøster boede jo i Paris, men hun var i Pyrenæerne i hele universitetsferien, boede hos sin svigerfamilie. Jeg husker sommerdagene på små fortovsrestauranter i Montparnassekvarteret, hvor jeg sad i timevis på en fortovscafé og læste Verlaine eller Baudelaire. Ny og svimlende læsning. Og for en cola kunne man sidde i fred i flere timer og bare se livet strømme forbi. Og læse. Bøger havde jeg råd til, franske billigbøger kostede ikke meget, og flutes med café au lait kunne holde sulten stangen. Kaffe kunne vi købe uhyre billigt på vores billige hotel.

Her er et uddrag af et brev, som min bedstemor skrev til sin niece i 1962 og det viser lidt om, hvor ”passet på” jeg også blev i Paris ( i den første periode!):

 

Ja, det er bedstemors brev til Sigrid, og hun skriver jo, at jeg må forlade huset sammen med en ung mand, som læser til læge. Philippe, søster Hannes forlovede, var blevet præsenteret for familien, og når han kom i sin lille 2CV og hentede mig på fridagene, kunne jeg forlade “fængslet”. Hmm … ja, men han satte mig af i Paris, så jeg kunne nyde min fridag uden vagthund. Og desuden: hele sommeren var han i Pyrenæerne. Men det vidste bedstemor ikke. Og der var jo nok nogen derhjemme, der kunne bede for mig. Det tror jeg, de gjorde. Selv var jeg holdt op med at bede på det tidspunkt. Men det er en anden historie.

Bedstemor:

Ja ja bedstemor, nu kom du til at fylde rigeligt. Jeg minimerer billedet senere. Men du fyldte jo meget i mit liv.

OG HVAD SÅ …?

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og vil skrive. Du kan finde researchsider og forsøgssider og meget andet. Vil du vide mere om forfatteren, er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd, men ellers fortæller min hjemmeside også noget om den person: www.hesselholt.com

Tja … hvad bruger man sin blog til? hvad bruger man sit liv til? kan det overhovedet bruges som en anden artikel. Den bestemte artikel: mit liv.

Jeg har tænkt, at jeg for fremtiden vil skrive alle mine bøger på bloggen. Så kan dem, der har lyst læse dem. Og trække dem ned og skrive dem ud. Og alt det bøvl med penge og skatteuvæsen og markedsføring, der alligevel ikke fører nogen steder hen, kan nok så nydeligt forsvinde ud af mit liv.

Og jeg har nogle planer:

For det første vil jeg gøre Tobias og Englen færdig, og den udkommer som bog – min ABSOLUT sidste bog.

Dernæst har jeg en underlig og endnu temmelig uafklaret lyst til at skrive en bog om Christen Kold. Ja, vi lever i en kold tid, og det gjorde han sandelig også – endnu koldere tror jeg, og han frøs ikke kun i åndelig forstand, men også fysisk og helt ind til marven.

Det er ikke bare en kold tid. Det er KOLD TID i år. Han bliver nemlig 200 år i år. Og jeg tænker, at der er mere berømte forfattere med bedre forlagsforbindelser end jeg, der i år vil blive bedt om at skrive en bog om ham. Det ville da være sært andet. Men jeg vil trods det og på eget initiativ skrive en bog om ham (også) – så får vi se. Foreløbig vil jeg oprette en ny kategori i samlingen af emner, og den vil logisk nok få titlen: KOLD.

Jeg vil ikke skrive en bog om ham, fordi han bliver 200 år i år, det er der jo så mange, der gør, men fordi han fik mindst ligeså stor betydning for det danske skolevæsen som Grundtvig, men jo altid har stået i skyggen af den vældige kæmpe, der havde det med at blæse sine medspillere omkuld, så det så ud, som om de aldrig ramte bolden.

Men KOLD ramte bolden – og mere præcist end Grundtvig, når det drejer sig om barneskolen – han fik bare ingen Koldianere i sit kølvand. Måske er vi nu nogle stykker ( i al fald en) som vil forsøge at rette op på det misforhold.

En af KOLDs mange kloge ord lyder sådan her og rummer essensen af det, han ville med sit liv: BØRN ER IKKE FLASKER DER SKAL FYLDES MEN BÅL DER SKAL TÆNDES. Jeg skriver efter hukommelsen, men jeg tror, det var sådan, han udtrykte det. Så forstår du sikkert, at jeg vil skrive om ham.

Der er endnu en grund, nemlig, at de Koldske tanker synes i stor miskredit i den nyere tids skolepolitik: Nu betragtes børn netop igen som flasker, der skal fyldes, og bestemt ikke som bål, der skal tændes. Man er bange for branden. Den kan jo også være farlig. Den kan endda være omvæltende – og det skal vi ikke have noget af. Nej, nu skal børn testes på alverdens paratviden. Sjask kalder jeg det.

Der er et før og et efter. Før og efter KOLD. Men selvfølgelig: der var mange faktorer, der spillede sammen i den forvandling, der skete, dog synes jeg at en af førsteviolinisterne var den fattige skomagersøn fra Thisted – den bitte Kristen, der famlede sig ind i tilværelsen uden ret mange odds med hensyn til at lykkes.

 

Det er ret sjovt, at jeg faktisk har skrevet to bøger om en anden fattig skomagerdreng fra samme periode, hvis liv også lignede en ulykke, da han blev født, men som stræbte af alle kræfter og lykkedes i Argentina, hvor han er ret kendt stadigvæk: HANS FUGL.

HANS FUGL og CHRISTEN KOLD var begge mønsterbrydere og de blev banebrydende på hver sit felt: FUGL som industrimand, KOLD som skolemand (pædagog) – de kendte hinanden, for de gik samtidig på seminariet i Snedsted. De blev begge lærere. De ville begge noget mere. Og så var de jo samtidig med en anden skomagerdreng: H.C.ANDERSEN. Han blev så lidt mere berømt.

ET FØR OG ET EFTER:

Ja, og jeg vil illustrere det med nogle billeder af børn, og det mest nærliggende er at tage nogle gamle klassebilleder frem. Men først et billede af en anden børneflok: her er det min svigerfar, Marius Bertel Hansen, der poserer som den yngste i flokken. Og han blev ligesom de 4 ældste mønsterbryder. Han kom i realen og fik eksamen og blev senere plantør. Det var et stort skridt opad på stigen, og han havde ikke kunnet tage det, hvis det ikke havde været for KOLD og hans tanker om, at børn er bål, der skal tændes. Den vakte knægt sugede til sig så frydefuldt, at han aldrig glemte det. I 1983 var han sammen med os i Paris, og han talte fransk! – det havde han ikke haft brug for i sit virke, men aldrig glemt. Og han introducerede mig for flodromanernes paradis, da jeg var ung studerende: “Du skal læse Romain Rolland, sagde han og pegede på reolen, hvor ”  ” stod.

Her ser vi billedet af flokken og det må være fra århundredets begyndelse:

Betuttede, men ikke forkuede og med mod på livet.

Her følger nogle skolebillder fra perioden efter KOLD men ikke alle lærere har fattet ideerne og mange af børnene ser forkuede ud, synes jeg. Det var sådanne børn, KOLD vil “vække til live” – og ikke bare fylde på, som var de tomme flasker. Senere vil jeg finde bedre billeder – nu bliver disse her stående en stund.

Skolebørn i Skagen – fra Tinghusets arkiv i Skagen. Billedet er lidt utydeligt, og jeg husker ikke årstallet, men det er i al fald først i århundredet.

Billedet her er fra 1906 – og Pinholt var ingen stor pædagog, men han havde ikke noget imod børn – synes blot, de var lidt kedelige. Og han søgte væk. Efter ham kom en slavepisker.

 

Men det var ikke læreren Wilhelmsen, som vi ser har, for trods alt hvad man ellers kan sige om ham, så var han elsket for sin forståelse for og kærlighed til børn, og jeg synes, at de ser glade ud her på billedet. Og vi er stadig på Rannerød Skole i Hulsig. Wilhelmsen var lærer på skolen igennem næsten et halvt århundrede. Min mor havde ham. Om skolen og dens historie kan man læse i Hændelser fra Hulsig.