18 – Tobias – første kapitel

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og vil skrive. Du kan finde researchsider og forsøgssider og meget andet. Vil du vide mere om forfatteren, er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd, men ellers fortæller min hjemmeside også noget om den person: www.hesselholt.com

Så er jeg her igen med den lille roman og drengen Tobias. Hvis du har læst de tidligere versioner, vil du måske kunne se, at der er sket forandringer. Ikke store på handlingsplanet, men store alligevel. Det her er sikkert heller ikke den sidste version, men det er i al fald den seneste.

Og tilføjer jeg nu: den eneste. Jeg har nemlig tænkt mig, at det er her i dette indlæg, at jeg vil lægge hele romanen ind. Det er lidt dumt at flyve baglæns, hvis man som læser skulle få den ide at læse hele bogen. Desuden er den en fin “arbejdsplads” for mig, så kan jeg rette og redigere ét sted og ikke 30 forskellige.

 

KAPITEL 1

 

EN DRENG I NINEVE

 

Det sidste han huskede var tågerne. Hvordan de lagde et svøb om hans krop og fugtede den brændende, ømme hud. Så lå han længe og vuggede i et blødt, svalende mørke. Noget strejfede hans kind, let og blidt som fugledun. Var det mor? Han fægtede med armene og forsøgte at kalde hende til sig. Mor. Se mig. Hør mig. Men hun svarede ikke, og han var ene, og nu vendte smerterne tilbage og med fornyet styrke. Med ét var han lysvågen.

Han lå på ryggen, stadig hyllet i mørke, men det var ikke blødt nu, det skar i huden, og under sig følte han en menneskekrops klæbrige nøgenhed, og straks vidste han, hvor han var. Uden for bymuren. På stendyngen. Henkastet som et svin.

Og svin var da også det sidste ord, han havde hørt i aftes, inden han mistede bevidstheden og gled ind i tågerne. Og hvorfor skulle han nu vågne igen? Hvorfor kunne han ikke få lov at dø? Han havde jo alligevel mistet sin ret til at leve, skønt han stadig trak vejret. Trak det i små hurtige stød, som måtte han tvinge hvert åndepust frem.

Nej, han var ikke menneske mere. Forvandlet. Værre endnu. Forvansket. Uren. Han havde ikke blot rørt ved de døde. Han havde ligget på dem.

Hud mod hud.

 

Da de kylede ham fra sig i aftes, var det meningen, at han skulle dø her. På dyngen af sten og ådsler. At rovfuglene skulle fuldføre det arbejde, som drengene var begyndt, og han huskede, at den sidste bevægelse, han havde gjort, før han gled ind i tågerne, var at slynge begge sine arme hen over ansigtet, så fuglene ikke kunne hakke øjnene ud. Han lå endnu med en arm krænget op over panden, da han vågnede.

Langsomt skubbede han sig baglæns, krabbede ned ad dyngen, mens stenenes kanter skar ridser i den nøgne ryg.

Neden for dyngen blev han liggende på jorden. Græsset var revet bort her helt tæt på stenbunken, og der var kun den nøgne jord, trampet til at tunge støvler. Han sugede dens gode lugt og kølighed til sig, mærkede hvert sandkorn, hvordan de trængte ind i sårene og forstærkede smerten. Men han var ligeglad, blev liggende og bed det i sig. Jorden var ren. Den kunne suge af hans skam, om den ville, tænkte han.

Omsider fik han sig stablet på benene. En tid stod han og dinglede usikkert, inden han begyndte at vakle fremad. Så forsigtigt og usikkert, som tog han sine første skridt.

Men han kunne både stå og gå, undrede han sig. Så havde de alligevel ikke knust hvert ben i hans krop, sådan som de havde hylet, at de ville.

Han var hel.

Der var et godt stykke vej fra stendyngen til byporten, men han kunne ane faklernes svage lys der borte på muren, og han kunne skimte en skikkelse under en af dem. En soldat. Skulle det lykkes ham at nå derhen og slippe forbi, så var han måske reddet.

Skønt reddet? Nej. Han stod næppe til at redde. Men. Han tøvede et øjeblik. Han måtte vel alligevel hjem. Trods alt.

Far og mor. De havde kun ham.

Langsomt, skridt for skridt, begyndte han at bevæge sig hen mod Nineves byport, og da han kom nærmere, så han, at der kun stod to vagter, en på hver side af porten. De lænede sig ind mod muren, og det så ud, som om de sov. Men måske blundede de kun ganske let. Som katte. Der ville vækkes ved den mindste uro.

Nu fangede hans ører en svag snorken, og han så, at der ved siden af den ene lå en dunk. Væltet i det grå sand.

Tobias gik nærmere, nu var han i lysfeltet. Forsigtigt snoede han sig forbi den ene og kilede sig gennem en smal sprække i porten længst inde mod muren. Indenfor rettede han sig op, og stod et øjeblik lænet mod de rå sten, mens han åndede dybt ud. Så begyndte han hurtigt som en lækat at springe ind mod jødekvarteret, hvor deres gård lå. Smerterne gnistrede i kroppen. De jog ham fremad. Jeg skal hjem. Nu.

Gaderne lå mørke og øde hen, hist og her lyste et par fakler en smule op, og nu og da kom noget småkravl pilende forbi ham, en kat, en rotte, en mus, han mere anede end så dyrene. En hvislen. Og hist og her bag lukkede porte hørte han hunde gø. Men ingen reagerede på deres glam, og ingen forsøgte at standse ham, mens han stadig mere besværet sprang fremad gennem de snævre gyder.

Tæt på hjemmet sagtnede han farten. Så stod han helt stiv og ubevægelig og lyttede, som havde han hørt noget skræmmende derinde i mørket. Men der var kun nattens stille puslen og hans eget dunkende hjerte.

Jeg har et hjerte, tænkte han. Jeg lever. Men jeg lever i skam, og jeg kan ikke bringe skammen til min fars hus. Pludselig forstod han det helt klart. Det kan jeg ikke.

Skulle han lyve om, det der var sket i nat, eller skulle han sige sandheden? Han ville ikke komme langt med løgnen, for far var nok blind, men han tog aldrig fejl af stemmers klang. Og når de først fandt ud af, hvordan det stod til med ham, så ville de græmme sig til døde.

I al fald far. Han kunne ingenting se med sine øjne, der var dækket af tætte, hvide hinder. Og han var uden arbejde, og kun få besøgte ham nu, men han havde aldrig et øjeblik givet køb på sin værdighed som patriark, og han sang og bad og opførte som altid.

Hele verden kunne forandre sig. Synke i grus, om det skulle være. Men Tobit forblev den, han var. Lige så uforandret som Tigris og ørkenen og nattens himmel. En Herrens Tro Tjener. Og nu havde han ingen søn mere. Eller en uren søn, og det var værre end ingen.

Mor tjente kun menneskene, hun arbejdede i kongens palads og gjorde det åbenbart godt, for man havde ikke fyret hende, da alle andre jøder blev sparket ud i mørket. Der stod en underlig respekt om hans mor.

Tobias var deres eneste barn. Deres håb. Ikke at han nogensinde havde forsøgt at leve op til deres forventninger. Tværtimod. De seneste år havde han nærmest vendt dem ryggen. Var gået sine egne veje. Væk fra dem. Længere og længere væk.

Han havde sluttet sig til de hårde drenge i Nineves gader, og havde vel sagtens været en skamplet på familiens ære, men de gamle lod, som om de ikke kunne få øje på den plet. Nå ja, far var jo lovlig undskyldt. Han var blind. Men mor? Hvorfor kunne hun ingenting se, og hvorfor var hun altid så tavs og kærlig, lige meget hvor tosset, han teede sig. Det var ikke rimeligt. Han sank lidt sammen.

Nej, han kunne ikke tage hjem.

Så var det, han kom i tanker om Assar. Assar havde ikke taget del i mishandlingen i nat. Han var slet ikke mødt op på torvet. Og for resten havde Tobias ikke set ham meget længe og mente også at vide hvorfor. Assar havde fra spæd været bestemt for Isthartemplet, og nu var han begyndt at tjene der, boede i templet og holdt sig langt væk fra gadelivet. Havde vigtigere ting at tage sig til.

Måske var Assar stadig en ven. Måske.

Stjernerne skinnede over hans hoved, mens han asede sig højere og højere op, som ville han nå helt op til dem og favnes af deres lys. Men de lyste ikke for ham. De glitrede koldt og var som resten af verden. Ligeglade med ham. Og han kunne blot tumle videre. Alene i sit eget håbløse mørke. Han stønnede af træthed.

Trapperne ville ingen ende tage denne nat, syntes han, det smertede for hvert trin, og han snublede gang på gang. Først helt oppe ved tempelmuren hang nogle ensomme fakler og blafrede i nattebrisen. Ilden kastede et uroligt skær ind mod den høje mur, så han syntes, den blev levende og sendte varselstegn ned mod ham. Hertil Tobias. Ikke længere. Du har ingenting at bestille i helligdommen. Jo, hviskede han. Jeg må finde Assar.

Han vidste ikke, om der stod vagter ved indgangen. Eller om Assar var vågen eller lå og sov et sted. Og hvor?

”Hvor skal jeg finde dig?” mumlede han.

Han slap ind, og så stod han i den mørke tempelgård. Som at stå i en mørk grav. Alt lå hyllet i nattens bælg, og han var nær ved at opgive sit sidste håb og bare lægge sig hen i en krog som andet affald og lade urenheden og skammen vælde frit gennem krop og sjæl og forvandle ham fra dreng til tigger. En tilsølet og forslået tigger lod man gerne ligge uden at bekymre sig synderligt om ham. Kastede i bedste fald smuler til ham. Eller jog ham bort med skældsord. Han var ikke et blik værd.

Men kom der ikke en smule lys ud fra en sprække i den modsatte ende af gården? Et smalt vindue. Han opbød sine sidste kræfter for at nå derhen. Lad det være Assar, bad han og forsøgte endda at sende bønnen op til sin fars gud, som han ellers ikke nærede de bedste store tanker om. Men lige nu var han nødt til at gribe ethvert halmstrå, om det så var den mest afskyelige gud, der havde fat i den anden ende.

Det var Assar.

Han sad og læste højt, og hans stemme flød ud i luften som den sødeste honning, syntes Tobias og var lige ved at græde af lettelse.

”Assar!” Han sagde navnet så højt, han turde. Så besvimede han.

Da han vågnede stod vennen lidt på afstand og gloede på ham. Han holdt en lygte i hånden og nu kom han nærmere.

”Hvad har de gjort ved dig, de svin?”

”Det er mig, der er et svin, Assar. Det fatter du vel. De har gjort mig uren.”

”Jaså. Uren.” Assar trådte et skridt tilbage.

”Forstår du, de smed mig hen på dyngen af lig. Jeg har ligget på de døde. Jeg er smittet.”

”Jo. Men du kan vel renses så. Eller?”

”Nej.”

”Hør nu Tobias! Du glemmer, hvor du er. Og hvem jeg er.”

”Du er min ven.”

”Ja. Men jeg er også tjener for Isthar, og jeg har magt.”

”Nok til …”

”… til at rense dig. Mon ikke.”

 

”Er det ikke her, du bor?”

Assar skubbede ublidt til ham. Tobias var faldet i søvn og hang og dinglede på sædet ved siden af vennen, der havde brugt timer på at rense ham i det hellige vand fra tempelkarrene og bagefter forbinde hans sår, og nu i de tidlige morgentimer havde han kørt ham hjem i en af templets lette vogne.

Tobias vågnede med et sæt og så sig om. Han var hjemme. Et mirakel. Og var han virkelig ren? Han vendte sig mod vennen.

”Er jeg ren?” sagde han.

”Hmm … det er du vel.”

”Tak Assar.”

”Jamen, jeg ved ikke, om jeg kan hjælpe dig mere. Du må vist klare dig selv fra nu af.”

”Jeg klarer mig.”

Men det var i aftes og i nat. Og nu havde en ny dag omsider sneglet sig til ende.

Hele dagen havde Tobias omhyggeligt holdt sig skjult, siddet som en mus i sit hul og ikke vidst, hvad han skulle stille op med sig selv og sit liv. Og han var ikke blevet et hak klogere, siden Assar læssede ham af uden for porten i morges og faktisk havde bedt ham passe sig selv. Lugten fra nattens rædsler sad ham stadig i næseborene og han kunne ikke tro, at det var forbi. Han var hos sine egne, men følte stærkere end nogensinde, at han ikke havde hjemme her.

Du har ingen steder hjemme, sagde en stemme i ham, en, han havde hørt før, og han syntes den lo hånligere end den plejede.

Han havde et hjemland, det havde han hørt til bevidstløshed hele sin barndom. Det lå og lyste i det fjerne, og som lille dreng badede han sig i det lys, når han var bedrøvet og blev drillet af de andre børn. Men nu. Lyset var blegnet, og det forekom ham lige så uvirkeligt og gådefuldt som himlens stjerner. Lige så koldt.

Israel.

Han mumlede navnet. Men der skete ingenting i hans hjerte. De magiske lyde var forvandlet til noget, man til nød kunne drømme om, men som ikke fandtes andre steder end lige netop der. I drømmene. Og i fars sange naturligvis og i mors længsler.

På gårdspladsen visnede træernes toppe. Alle planter hang tørre og triste, som ville de helst opsluges af støvet ved deres fødder. Det var, som om de kun længtes efter ét: at blive til ingenting. Ligesom mor. Morlille. Også hun voksede nedad. Kuglekroget allerede.

Kun Tobias skød i vejret som en sjælden plante, der ikke hørte til her i al den ynk.

Det var efterhånden blevet sent, snart ville mørket skjule murene, der lå som en mørnet krans omkring den åbne plads, og det ville dække over hver eneste revne i de gamle fliser og kaste et slør over den udtørrede brønd, som mor var begyndt at bruge til affald og som stank værre for hver dag, der gik, og efterhånden mindede om en spedalsk, hvis krop smuldrede for øjnene af en.

Tobias kneb sine i. Man må se virkeligheden i øjnene, plejede far at sige. Det kunne han sagtens sige. Han var blind og så ingenting. Og virkeligheden var tåget hen for ham i mere end en forstand. Kun sangene og bønnerne var tilbage fra det tidligere liv.

Engang havde han været det, man kaldte en seer. En profet. En, man spurgte til råds og som man lyttede til. Selv de fornemste i Nineve havde søgt råd hos far, når de var i knibe, og kongen indledte aldrig en krig uden først at have konsulteret Tobit. Og Tobias kunne huske, at han havde været stolt af sin far. Engang.

Endnu var der ikke særlig mørkt derude i gården. Den synkende sol kastede gyldne kegler gennem hullerne i porten, som ville den lige unde sig et sidste kig, inden den forsvandt, og i lysstriberne flimrede millioner af støvfnug. De hvirvlede rundt og rundt i en vilter dans, som om de var ligeglade. Eller bare glade.

Tobias kunne ikke huske, hvornår han sidst havde været glad. Han prøvede at være ligeglad. Det kunne han heller ikke. Han var ikke noget støvfnug. Han var en dreng. Og han dansede ikke i solens lys.

Engang havde han danset. Engang havde de alle sammen danset. Dengang havde de været lykkelige.

Han kunne endnu huske, da træerne voksede op mod himlen og alt var grønt og farverne lo i haven, som var mors stolthed. Da brønden ikke lignede et stinkende lig. Da vandet endnu flød i dens dyb.

Og det sang fra taljens rustne trisser, når Dahlia hejste den store lædersæk ned gennem mørket og fyldte den med vand. Når hun trak i rebet, og sækken svævede op gennem slugten, og hun lod den bumpe over kanten, og de tog imod det velsignede vand.

Det kom til dem langt nede fra. Strømmede 200 fod under dem. En rigdom, de frit havde kunnet øse af. Og gården havde ikke været en ørken af støv og sten dengang, men en frodig have med blomster og frugter og grønt. Og terrasser med fliser i de sirligste mosaikmønstre.

Og slavepigen trak og trak i det knudrede reb, og mor dansede omkring brønden og sang glade viser og var ung og let til bens. Og drengen hoppede om på fliserne så ustyrlig som en hundehvalp, og far måtte gribe fat i ham og formane ham. De måtte være ydmyge, sagde han til lille Tobias. Og husk, at det er Herren din Guds Nåde, der skyller lykken ind over dit liv.

 

Tobias gik et par skridt frem og så på sin far, der sad med hagen presset mod knæene. Han krøb sammen i ly af muren i den fjerneste ende af pladsen, som om han helst ville skubbe sig ind i de mørnede sten og blive et med dem.

Han sad ubevægelig, som var han allerede blevet sten. Men nu kom der bevægelse i ham. Havde han mon hørt Tobias? Han var jo ikke døv. Men nej. Kun fars arme blev levende. De voksede ud af den forstenede krop og slangede sig rundt i luften. Så stivnede de midt i en bevægelse. Han vendte håndfladerne opad og holdt dem stille midt i den smalle, vigende solstråle, som om han ville bønfalde lyset om at blive hos ham endnu en stund.

Som en tigger, tænkte Tobias og væmmedes.

Hvornår var det, forvandlingen indtraf? Hvornår begyndte livet at sive ud af alt, hvad far rørte ved? Ham, der plejede at give liv. Nu kunne han ikke engang værne om sit eget. Var det Guds forbandelse, og hvorfor ramte den så Tobit, der var den mest hengivne af alle Guds tjenere? Så skulle den da have ramt mig, tænkte Tobias. Nå, det gjorde den vel også. Og mor. Det var det værste, for hun kunne ikke sno sig fri som Tobias. Hun kunne ikke flygte nogen steder hen.

Det kunne han. Måske. Tanken havde ligget og murret i ham i nogen tid nu, og de seneste begivenheder i Nineve havde næret den, så han så småt var begyndt at tro på den. Der måtte findes et andet liv. Et andet sted. Og han måtte kunne gribe det, hvis han for alvor ville. Alt er Guds vilje, plejede far at sige, men Tobias havde også en vilje.

Han begyndte langsomt at bevæge sig hen mod porten. Listede fremad skridt for skridt, for far skulle helst ikke høre ham, inden han nåede helt derhen og forsigtigt fik lirket porten op og klemt sig ud gennem den smalle sprække. Træet var blevet så frønnet på det sidste, og de gamle rustne hængsler var begyndt at skrige, som jamrede de over deres eget forfald.

Nu var han ved porten. Han stod ubeslutsom. Armene føltes med ét så tunge, og skulle han ikke hellere blive hjemme? Han kastede et blik ind i den halvmørke gård, hvor far stadig sad og faldt i et med muren.

Tobit. Hans far. Jøden.

Nineve var en broget by. Her færdedes alle mulige folkeslag mellem hinanden, og jøderne havde hidtil ikke skilt sig synderligt ud. Tværtimod. De fleste fulgte Nineves love til punkt og prikke. De spiste det samme som assyrerne. De tilbad Nineves guder og levede kort sagt som alle andre folk i byen. Skønt de fleste var kommet dertil som trælle, som kongeligt krigsbytte, så var de efterhånden stille og roligt gledet ind i byens hverdagsliv og udfyldte nu den plads, de hver især var blevet tildelt.

Men hans far, Tobit, var noget særligt. For han tilhørte den lille flok, der trofast mødte op i synagogen og dyrkede HERREN min GUD, der afveg fra alle andre guder ved at være den eneste, der ikke var en død ting af sten eller marmor, men en levende ÅND. Sagde far. Men Tobias hørte ikke rigtig efter.

Indtil i går havde han ikke været i tvivl. Han ville give pokker i, at han var jøde. Han følte sig heller ikke som slave for nogen. Og han ønskede kun ét: at være fri og stærk og sig selv. Han ville være som de andre drenge i Nineve. Dem, han havde sluttet sig til, og som havde taget imod ham.

Han var stærk, og hidtil havde han kunnet klare sig med sine kræfter og sit fandenivoldske mod. Og de andre drenge havde set op til ham. Han var som en ung ulv, glubsk på livet, og flokken havde villigt åbnet sig for ham. Og de havde hylet i samme kor. Troede han. Indtil.

Nu var alt forandret.

Det var kommet lidt efter lidt, og han burde vel have set det for længst. Men han havde ikke villet. Ikke det. Ikke, at han fra nu af måtte hyle i ensomhed, ikke at kammeraternes blikke var blevet fulde af foragt og at de var begyndt at vende ham ryggen, når han kom, som om han forpestede den luft, de indåndede.

Det tog sin begyndelse, den dag, Kong Sankerib tabte det store slag, hvor han havde sat hele sin hær ind og nær sat den til. Det var selvfølgelig sket før, at han havde tabt. Krigslykken var omskiftelig af natur, og selv om kongen som regel kunne vende hjem i triumf, så hændte det jo af og til, at han bare vendte hjem.

Men efter det seneste mislykkede togt havde han mistet al ære og værdighed, og resterne af en tilintetgjort hær var alt, hvad han bragte med sig. Tobias havde set soldaterne, da de krabbede gennem byporten. En flok forrevne katte, som slæbte sig hen over jorden. Og en pest sad dem tilmed i kødet og truede med ikke blot at udrydde resten af hæren, men hele byens befolkning.

Kongen var hurtig. Han lod de pestramte dræbe, og andet kunne man vel ikke forvente. Men hans næste skridt var underligt og uden fornuft, syntes Tobias. Han kastede hele sit had og al skylden på jøderne og hidsede borgerne op imod dem. Og næsten dagligt lod han nogle af dem pågribe og myrde. Og ligene blev slæbt uden for bymuren og kylet på stendyngen, som ellers var forbeholdt de værste forbryderådsler. Her fik de lov at ligge og rådne op, mens vilde dyr og fugle flænsede og hakkede i dem, så det var en gru.

Ingen jøde måtte nærme sig bunken. Ingen måtte synge for de døde. Og større skam kunne ikke overgå en troende jøde. Ja, selv mod en ikke-troende var det en hån, tænkte Tobias og gøs. At blive reduceret til skarn og affald.

Og nu havde hånen og hadet ramt ham selv, og han havde ingenting kunnet gøre. Og for første gang var han blevet rigtig bange.

I aftes. Frygten. Sneglene, der krøb i hans blod og slimede hans vilje til. Og den iskolde erkendelse af, at ingenting mere kunne blive det samme. At han var stemplet for tid og evighed.

Han havde nærmet sig drengene hen på aftenen, akkurat som han plejede, og han havde tænkt, at han endnu engang kunne tø dem op og få dem til at le, og at de ville slå ham på skulderen og vise ham, at han var en af deres. Men han gik mere tøvende, end han plejede, og han mærkede en uro, han ikke kendte.

Drengene stod og hang på torvet som hver aften, og alt syntes normalt. Tilmed latteren, som et net af glæde mellem dem. Så velkendt. Så trygt. Men latteren aftog, da han kom nærmere, og den døde helt, da han kom tæt på. Kulde og tavshed. Og onde blikke, der sablede ham, inden armene greb ham og holdt ham fast.

Som på tælling var de faret frem imod ham og havde væltet ham omkuld, og de var så mange, at han ikke havde kunnet gøre modstand. Og mens de tævede og sparkede ham og skreg, at han var et SVIN og en JØDE, så var der ingen af de mange voksne på torvet, der så meget som løftede en finger for at hjælpe ham. De passede deres og lod det ske.

Drengene havde slæbt ham hele vejen til den nærmeste byport, forbi vagterne, der heller ikke havde reageret og ud til stendyngen, og her havde de kylet ham fra sig. Og sten og stank og rå latter havde ramt hans ansigt og blandet sig med tårerne og blodet.

Længe lå han der. Omgivet af stinkende lig. Så greb tågerne ham og han forsvandt for sig selv.

Han stod stadig ubevægelig ved porten og kunne ikke bekvemme sig til at åbne den. Følte, at han burde. At han måtte løbe hen til drengene igen som alle de andre aftner, vise dem, at han ikke var bange.

Med ét begyndte benene at ryste under ham, og frygten ormede rundt i kroppen. Men jeg er jo en kujon, tænkte han. Jeg er jo en, der giver op midt i kampen. En, der viger af skræk. Og han havde lyst til at græde af afmagt og kalde på sin mor.

Mor, hviskede han.

Mor var ikke kommet hjem, selv om det var sent. Hun gik hver morgen, når solen stod op, og ofte var det mørkt, når hun vendte hjem fra et arbejde, der sled glæden af hende og langsomt ødelagde hendes helbred. Og fik hende til at rase mod far, der aldrig svarede med en eneste stavelse. Som om han også var stum.

Tobias var som regel skredet, når hun kom. Men somme tider var han der alligevel, og så kunne hun se på ham med sine trætte øjne og åbne munden som en døende fisk, der var slæbt på land og nu lå og gispede, men det blev aldrig til mere, ikke et ord undslap hende.

Og der var ellers meget, hun godt kunne have sagt, tænkte Tobias, f.eks., at han skulle strenge sig an og søge efter et ordentligt arbejde i stedet for at nøjes med de tilfældige småjobs, der faldt af på hans vej. At han var gammel nok til at bidrage med sit. At han skulkede. Ja, for det var jo sådan, det var. Hun kunne også have sagt, at han ikke skulle hænge ud med de værste gadedrenge.

Far var ikke tavs. Han havde ofte forsøgt at tale sin dreng til rette, som han kaldte det. Og Tobias havde ladet ordene sive ind i det ene øre og ud af det andet.

Han kunne jo gå til kongen, sagde far en dag.

Til kongen?

Ja. Han skyldte dem. Der var tider, hvor herskeren dagligt benyttede sig af Tobits profetiske gaver. Af hans klarsyn og klogskab. Dengang havde de kunnet sole sig i alles agtelse. Jøden Tobit var en æret borger i Nineve.

Ja, dengang, sagde Tobias, men det var længe siden, og nu blev de dagligt mindet om, hvor usle de var.

Og han kunne ikke gå til kongen.

Nu måtte han bestemme sig. Skulle han gå ud til drengene? Skulle han blive? Skulle han være modig? Skulle han være fej?

Bag sig hørte han far harke slemt. Det lød, som om hele hans indre var på vej op gennem halsen, og Tobias vendte sig om og så igen på ham. Så ynkelig. Så lidt Tobit den Vise. Så meget Tobit den Svage.

Tobias følte, hvordan viljen knækkede, hænderne slap dørklinken, og benene begyndte langsomt at bevæge sig bort fra porten og hen mod den gamle mand. Helt henne ved den sammensunkne krop, satte han sig på hug, men sagde ingenting.

Tobit forsøgte at rette sig lidt. Han virrede med sine magre hænder i den tomme luft i stedet for at lægge dem på sønnens hoved og velsigne ham, som han plejede. Ikke engang det, tænkte Tobias og bøjede hovedet.

”Jeg kaldte ikke,” sagde Tobit.

”Nej.”

”Men her sidder du.”

”Ja.”

Tobias fik en klump i halsen. Skulle han slutte sig til den gamle og harke om kap med ham, give op og blive olding, før han var fyldt 17? Han lukkede øjnene, og nu mærkede han farens hænder glide søgende hen over kinder og hage.

”Du er blevet stor. Snart voksen. Jeg burde velsigne dig.”

”Det har du gjort, far. Faktisk hver dag.”

”Men det var barnet, jeg velsignede. Nu er du ikke længere et barn.”

Hvorfor sagde han det? Og vel var han så. Han var en fattig jødedreng.

”Kong Sankerib er ikke et udyr.”

”Nå.”

Hvad kom kongen ham ved? Og vel var han et udyr. Eller værre endnu. Dyr handlede ikke så grusomt.

”Han er et menneske.”

Nu lo far virkelig.

”Husker du, Tobias, dengang kongen jog os bort?”

Det huskede han, men det beviste vel ikke ligefrem, at der bankede et menneskehjerte i det kongelige bryst.

”Og husker du, hvor vi sang?”

 

 

KAPITEL 2

 

EN DRENG OG HANS FAR

 

Om han huskede? Han ville aldrig glemme den dag, men han havde nu ikke sunget. Han havde sitret af skræk, og mor havde grædt. Kun far gik med løftet hoved, og han havde skrålet mod himlen og de mange mennesker, der var stimlet sammen for at se soldaterne jage den lille familie gennem gaderne. Tobias kunne endnu mærke spydspidserne stikke mod sin nøgne barnekrop. Og han huskede angsten og smerten og fars sære sange, der steg om kap med mors gråd, mens blodet dryppede i deres fodspor.

”Jeg har ikke glemt det,” sagde han og hørte sin stemmes bitre klang. Men far hørte ingenting. Ikke engang drengens ord hørte han. Kun sin egen jublende røst.

”Jeg gik med Gud.”

”Nå,” sagde Tobias og tænkte, at han gik med en skælvende lille dreng og en grædende kvinde. Hans gud havde ikke været der.

”Og HAN førte os tilbage til Nineve. Det husker du vel også, min søn?”

Jo. Heller ikke det havde han glemt. Kongen havde fortrudt sin handling næsten med det samme. Han havde jo kastet sin bedste rådgiver på porten og sendt ham ud på en flugt, der kun kunne ende på en måde. Med døden.

Det var uklogt, og han fik dem opsporet, allerede inden de havde krydset den store slette. Midt i ørkenen havde de set en støvsky rejse sig i horisonten og nærme sig i al hast, og mor var igen begyndt at græde, og far hengav sig atter til jubelsang, og lille Tobias, der var ved at segne af træthed, stirrede med rædsel på soldaterne, hvis heste kom stadig nærmere og vrinskede og stejlede og stank, da de endelig gjorde holdt lige foran dem.

Og så var de der nogen, der greb ham, men med blide hænder denne gang, og sammen med far og mor blev han anbragt i en vogn trukket af kongelige heste.

Derefter blev de ført tilbage til paladset, hvor kongen stod parat og tog imod dem, som var de fornemme udsendinge fra et fremmed land. Og han havde set på de støvede og nøgne undersåtter med en blanding af nådig tilgivelse og faderlig strenghed i blikket og sagt, at nu vidste, hvad der skete, når man nægtede at lystre sin herre.

”Jeg lystrer altid Min Herre. Hans miskundhed rækker til himlene, hans retfærd er som havenes dyb, og han forlader aldrig sin trofaste tjener.”

Det havde far virkelig sagt og med tindrende øjne, der var rettet lige mod kongen, skønt det var strengt forbudt at stirre på den ophøjede hersker. Man skulle slå øjnene ned og bøje hovedet i ydmyghed. Helst bøje sig helt ned i støvet. Og kongen kunne næppe have været i tvivl om, at det ikke lige var ham, Tobit hentydede til, når han udbredte sig så begejstret om Herren.

Kongen havde villet straffe Tobit, fordi jøden gav pokker i landets love og kun fulgte sin egen religions bud. Så meget havde Tobias forstået selv den gang. Og far fortsatte med at gøre præcis, som han plejede. Og hver gang en jøde blev slængt på stendyngen, gik han ud og hentede ham tilbage. Tavs tog han den døde i sine arme og bar ham gennem gaderne for øjnene af enhver, der gad se, og hjemme begravede han ham i blomsterhaven. Og han sang sørgesange, så hele nabolaget kunne høre det.

Men kongen lod ikke til at have hørt noget som helst. Eller til at have set noget mistænkeligt. Og soldaterne havde fået strenge ordre til at skåne denne ene jøde. De måtte aldrig mere lægge hånd på ham.

Det var alt sammen før han blev slået af blindhed. Da han mistede synet, ramte det ham som et lyn fra en klar himmel. Og alt falmede og døde omkring ham, undtagen Tobias, der fortsatte med at være sund og rask og vokse sig stor og stærk.

Måske havde den skjulte gud så alligevel forladt hans far? Måske fandtes han slet ikke, men var opdigtet ligesom de sange, hvori Tobit kunstfærdigt indflettede hans navn og underfulde gerninger. Tobias turde ikke spørge, men han blev endnu engang bekræftet i sin tro på, at det i al fald ikke var nogen venlig gud, faren tilbad.

”Du kommer ikke mere i synagogen?”

Tobias tav. Han kunne umuligt sige til far, at han ikke ville være jøde. At han regnede fars gud for mindre end en orm – den gjorde i det mindste gavn. Fars gud var en, der trådte sit eget folk i støvet og ikke engang gad lytte til dets klagesange.

Og han kunne ikke sige til ham, at han hellere ville følge Assar til templet og tilbede Isthar, den skønneste blandt alle gudinder, hende, der stod inde mellem søjlerne og lyste i al sin nøgenhed som et løfte om at indfri ens hedeste drømme.

Hvad kunne fars gud tilbyde? Andet end falskhed og løgne og brudte løfter. De ringeste indbyggere i Nineve var jødiske slaver, og de var slæbt hertil fra et ødelagt Jerusalem eller fra andre steder i hjemlandet. Hvilken gud var det lige, der beskyttede dem?

Det var assyrerne, der var sejrherrerne, ikke jøderne. Og altså var det deres guder, der var stærke. Og som skærmede og hjalp.

Ikke jødernes.

Og derfor: det sidste Tobias ville være var jøde. Og forleden havde han sat tænderne i et flommefedt stykke flæsk blot for at vise sine kammerater, hvor lidt jøde han var.

De troede ham bare ikke. Det gjorde far heller ikke.

”Du er jøde, min dreng,” sagde han stille.

Og stilheden videde sig ud, indtil den fyldte hele gården, og Tobias ikke kunne være i den, men heller ikke magtede at bryde den. Noget havde sat sig på tværs i halsen.

Et sted i gyden skrydede et æsel. En kærre skrumplede forbi lige uden for porten. Hesteskoene slog hårdt mod brostenene. Så var der igen helt tyst. Ikke en lyd hørtes. Lyskeglen var omsider slukket, og mørket sneg sig ind i alle kroge.

”Men vi er alligevel ikke fattige,” sagde far, da stilheden føltes mest ubærlig. Og så lo han. Denne gang hjerteligt.

”Hvad … er vi ikke?”

”Fattige. Det kan ingen kalde os.”

”Hm … ”

Det var der vist mange, der kunne.

”For vi har penge.”

”Penge? Hvor?”

Tobias så sig om, som om han søgte efter en skat, som lå og glimtede et sted i mørket, og som han hidtil havde overset. Var det her en leg?

”I Medien. I Rages. I sin tid lånte jeg ud til min slægtning Gabael. Han skylder mig.”

Rages lå et sted i verdens udkant, og hvis far havde penge der, så var det lige meget. De var så værdiløse, som havde de ligget på havet bund.

”Det her har jeg længe villet tale med dig om. Men du var jo et barn. Nu ser jeg, at barnet er borte.”

Han lagde en hånd på Tobias’ hoved og velsignede ham. Som altid føltes det på en gang akavet og trygt. Fars velsignelse. En slags dagligt brød, der var en smule muggent i kanten.

Far rettede sig så meget, som den krumme ryg tillod og nærmede sit ansigt til sønnens. De blinde øjne skinnede gult. Så hævede han stemmen og lød som Rabbi, når der skulle forkyndes Guds magt og vælde.

”Unge mand, du har en mission.”

En mission? Det var da et nyt ord, og Tobias måtte tygge på det, før han svarede.

”Men hvad mener far? Jeg kan ikke rejse til Rages.” Han skubbede sig lidt væk fra det alt for nære ansigt.

Far hørte ham ikke, han fortsatte med at udrede sine planer for Tobias. Vilde planer. Det var ikke blot pengene, det drejede sig om, sagde han. Der var også det, at Tobit ikke mere kunne holde ud at leve i mørket.

”Det forstår du vel, Tobias.”

Jo, det gjorde han da. Det i det mindste.

”Ja, og hver dag beder jeg Herren løfte mig op i sit himmelske lys. Og Herren er nådig og lydhør.”

Nå, var han det? Så skjulte han det godt. Og hurtig i vendingen kunne man i al fald ikke kalde ham.

”Og snart vil jeg forlade dig, Tobias. Og du må love mig en ordentlig begravelse. En jødisk jordefærd efter alle regler og forskrifter. Lover du mig det?”

”Øh … jo.”

”Jeg vil ikke ende på stenbunken.”

Der gik et sæt gennem Tobias, og han greb fars hånd og klemte den hårdt.

”Aldrig far. Det lover jeg.”

”Og mor …”

”Mor?”

”Ja. Hende skal du begrave ved min side.”

”Jamen, far, hun …”

”Men først skal du hente pengene.”

”Hente. Nej, hør nu, …”

”Og så må du samtidig bringe en pige med dig hjem.”

”En hvad?”

”En pige. Ja, det ved du vel, hvad er for en? Sådan … … med disse hersens …” Far gjorde nogle fejende bevægelser, der kunne betyde hvad som helst.

”Kort sagt, du skal giftes.”

”Nej. Og jeg kender ingen pige.”

Nu løj Tobias, men det kunne far ikke vide. Han havde jo aldrig set Tobias og drengene stå og hænge ved porten, når pigerne hen under aften gik ud til den store brønd efter vand. Når de passerede forbi, og drengene delte dem mellem sig. Pige efter pige. Indtil alle drengene havde fået hver sin. Selvfølgelig på afstand og hviskende, og pigerne anede jo ingenting. Eller gjorde de? Tobias smilede ved tanken om de skælmske blikke, de kastede til drengene, halvt skjulte bag klædet. Også han havde sin udvalgte. Tamara hed hun, og både i tanker og ord havde han mere end en gang lirket tørklædet af hende og ladet de lange, mørke krøller falde som en blomsterkrans om det kønne ansigt. Han blev hed ved tanken om pigen, som han både kendte og ikke kendte, og han slog øjnene ned, selv om far ikke kunne se det.

Nej, han behøvede ikke begive sig ud på en farefuld færd for at finde en smuk kone. Hun fandtes allerede. Og her i Nineve. Og han forsøgte forlegent at gøre far det begribeligt.

”Nu taler du som et barn. Du må naturligvis have en hustru med din egen tro.”

Min tro?” En troløs altså.

”Åh, du er jo et barn. Men jeg kan ikke vente længere, om lidt er jeg borte og kan ikke retlede dig. Inden jeg lukker mine gamle, blinde øjne må jeg sørge for, at dine unge øjne åbnes.”

Tobias klemte dem i, og for en gangs skyld priste han fars blindhed. Aldrig i livet, tænkte han. Men far fortsatte.

”Du tilhører Naftalis stemme. Du er galilæer. Det kan du ikke løbe fra.”

Du aner ikke, hvad jeg kan løbe fra, tænkte Tobias

”I Ekbatana har du en kusine.”

”En kusine?”

”Ja, og de siger, at hun er smuk.”

”Jeg kan godt nøjes med mindre,” forsøgte Tobias og tænkte på pigen ved vandingsstedet. Ingen kunne være smukkere, men det sagde han ikke. Heller ikke, at han en dag havde fulgt efter hende gennem gaderne hele vejen til hendes hjem. Hun boede i skomagernes gade, og han var ret sikker på, at hun var jøde. Det var de fleste der. Måske var hun endda af Naftalis stamme.

”Dem er der ingen af i Nineve,” sagde far. Så kunne han altså også læse ens tanker.

Igen blev der stille mellem dem, men denne gang varede stilheden ikke længe, for nu lød hængslernes skurren, blandet med en anden lyd, som han ikke genkendte.

Et dyr?

Han vendte sig om og så, at det var mor, og at hun bar noget levende på armen og holdt det så forsigtigt ind til sig, som var det et lille barn, hun skulle skærme. Nu kom lyden igen. En brægen.

”Se Tobias! Se, hvad jeg har til dig,” Og hun rakte bylten frem mod ham. Stemmen var så uvant glad, og hun lo.

Tobias overhørte fars utilfredse brummen. Han sprang op og løb hen til hende og greb det lille kræ, der ivrigt slikkede hans hænder.

I det samme lød en ildevarslende knurren, og hunden, som hidtil havde sovet tilfreds med snuden boret ind i fars kjortel, hævede hovedet og rejste børster. Den kom på benene og løb bjæffende hen til Tobias, der stadig stod med kræet i armene.

Tobias langede ud efter den med en fod, og den blev stående i et par skridts afstand og snerrede fra struben. Fra far kom en lyd, der i forbavsende grad lignede hundens.

Også han kom på benene.

”Hvad er det her for et spektakel?”

Han greb stokken, der stod lænet mod væggen, og så begyndte han at vakle hen over de knækkede fliser med kurs mod den lille gruppe dyr og mennesker. Han standsede op i deres nærhed og hamrede stokken ned i de skæve sten.

”Nå!”

”Det er et kid. Og det er mit,” sagde mor, mens al glæde gled af hendes ansigt.

”Dit? Hvad mener du med dit?”

”Jeg har fået det.”

Stjålet det, mener du.”

Selv i det tiltagende mørke kunne Tobias se, at mor blev bleg. Hun sank ned på vaskeskamlen, og her faldt hun sammen som en vissen plante. Tobias vidste ikke, hvad han skulle gøre, så han blev stående, mens han trykkede dyret ind til sig, som ville han beskytte det mod noget, han ikke vidste, hvad var.

Far havde taget fejl af retningen og styrede forbi gruppen og var på vej mod porten, da mor rejste sig så brat, at skamlen væltede under hende. Hun tumlede hen til far og huggede en klo i hans arm og klemte så hårdt, at Tobias kunne mærke det i sin egen. Av, mumlede han. Og så begyndte hun at skrige.

Nu kendte hun ham til bunds, skreg hun, nu kom al slammen væltende op til overfladen, og nu gad hun ærlig talt ikke mere give så meget som fem flade brød for hans såkaldte fromhed.

”Som lunken vand er du. Som rådden vind. Som ådsler i ørkensand.”

Og hun begyndte at ruske i ham, som om hun ville slide ham ud af koften. Han vristede sig fri, vendte sig og stumplede mod døren, hvorefter han forsvandt ind i huset.

Tobias blev stående på samme plet. Han bed sig i læben og turde hverken følge efter far eller nærme sig mor, der igen var sunket sammen og helt lignede sig selv.

 

 

 

Hulsig

 Skagen Bibliotek 2015

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og vil skrive. Du kan finde researchsider og forsøgssider og meget andet. Vil du vide mere om forfatteren, er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd, men ellers fortæller min hjemmeside også noget om den person: www.hesselholt.com

Erikslund i Hulsig

Her kommer nu en lille tilføjelse til Hændelser ved Hulsig, som er sendt mig fra et oldebarn til Erik Jensen, som købte husmandsstedet Erikslund i Hulsig - Hun hedder Esther Toft.

Jeg siger tak for både brev og billeder og fortællingen om familien. Den vil jeg tilføje senere, her kommer i første omgang blot et enkelt billede af Erik Jensen.

Erikslund er ikke bygget af Erik Jensen, men af min oldefar Ole Houkjær, da han giftede sig med en af de to døtre fra KrøggårdenMarie Christiansen - Senere blev hun kaldt Marie Houkjær og er jo min oldemor. Han solgte gården til Erik Jensen i 1884, der så døbte den Erikslund. Hans datter Josefine giftede sig ind i Krøgslægten, nemlig med Janus Larsen, søn af Maries søster Maren og af Christian Larsen. 

De to, Janus og Josefine fik “den anden Krøggård”. Gårdenes historie kan man læse mere om i Hændelser ved Hulsig. (f.eks. side 357 f f)

Erik Jensen forblev bonde på det lille husmandssted, men nød stor agtelse som flittig og dygtig. Her kan man læse lidt om det fra et udklip fra Skagen Avis. :

Som man kan se, er han her nævnt som “hædersmand” – det forstår man. Og han erhvervede titlen gennem sin flid. Den slags stod der respekt om i Hulsig. Hans datter Josefine har derfor også været “et godt parti”, selv om der ikke var velstand i det lille husmandshjem.

Herunder et billede af den gamle hædersmand ogivet af sin familie. Billedet ser ud til at være taget omkring århundredeskiftet – men må næsten være senere, synes jeg, da gården jo blev solgt til Erik J. i 1884 – og her er børnene jo voksne:

Erik Jensen i midten – bemærk det flotte kindskæg! Billedet er sendt til mig af hans oldebarn, Esther Birgitte Toft Jensen, og jeg er ikke helt sikre på de andre personer i billedet. Det bliver jeg nok senere. I al fald er Josefine og Laurits ( eller Lauritz – navne i Hulsig staves som vinden blæser) med på billedet. Og også Esthers farmor sikkert. Ja, nu ved jeg, at hun står øverst til venstre og hedder Marie.

Denne søster (Marie)  til Josefine og Lauritz ser vi her på et brudebillede. Hun var gift to gange. Her ses hun med Axel Jensen, den første mand. Der kommer tilføjelser hertil om nogle dage.

 

Som nævnt blev Erik Jensen navnkundig på grund af sin flittige indsats i opdyrkningen af hede og klit. I Hændelser fra Hulsig kan du læse mere om det, og også om familien på siden 357 -358 – 359.

Jeg er meget taknemmelig for alt, hvad jeg får tilsendt om egnen i form af breve og billeder og skal forsøge så vidt muligt at følge op på det på min blog.

 

 

 

Et billedpip fra Tranestederne juli – august 2016

Skagen Bibliotek 2015

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og vil skrive. Du kan finde researchsider og forsøgssider og meget andet. Vil du vide mere om forfatteren, er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd, men ellers fortæller min hjemmeside også noget om den person: www.hesselholt.com

Min kære læser

Jeg vil igen tage dig med en tur til Tranestederne. Denne sommer har jeg ferieret til den store guldmedalje. Ikke rørt et tastatur mere end højst nødvendigt. En enkelt kronik skulle jeg skrive. Internetadgang var der ikke. Nu er det himmelsk at være hjemme igen og atter kunne have fingrene på rette sted = tastaturet.

Men i ferien fik jeg læst mange af de bøger, der lå i store stakke og kaldte. En af dem, Stefan Zweigs Verden af igår, vil jeg vende tilbage til på bloggen om nogle dage.

Først skal jeg på vandretur i den våde danske sommer med mine søstre.

Så mange ord får jeg ikke tastet i denne omgang.

Men her kommer i al fald et par billeder. Den første del (juli) var børnene – de fleste af dem sammen med os i sommerhuset + telte. Vi boede en overgang 13 store og små i det lille hus i klitten.

Og det var gråt og koldt. Som det også fremgår af billederne:

17 Tobias og Englen

 På Skagen bibliotek 2015

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og vil skrive. Du kan finde researchsider og forsøgssider og meget andet. Vil du vide mere om forfatteren, er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd, men ellers fortæller min hjemmeside også noget om den person: www.hesselholt.com

Jeg har slettet kapitlerne fra Tobias, fordi de allerede nu er forældede. Vent og se, hvis fortællingen interesserer dig. Du kan indtil da måske more dig med at gå på nettet og læse den originale version fra Tobits Bog. En af de apokryfe tekster, der danner forlæg for min lille beretning. Den findes ikke i den danske bibel, men jeg har flere udenlandske bibler, hvor den er med i Det gamle Testamente. Katolske ganske vist. Den gode Luther var ikke så meget for engle.

 

 

Et billedpip fra Tranestederne maj 2016

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og vil skrive. Du kan finde researchsider og forsøgssider og meget andet. Vil du vide mere om forfatteren, er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd, men ellers fortæller min hjemmeside også noget om den person: www.hesselholt.com

Senere kommer et indlæg om fejringen af Anna Hansens 100 årsdag.

Et par hurtige billeder fra for lidt siden:

Min kæreste på ølbænken

Aften sol i Tranestederne

 

 

 

SOM JEG HUSKER DET 11

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og vil skrive. Du kan finde researchsider og forsøgssider og meget andet. Vil du vide mere om forfatteren, er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd, men ellers fortæller min hjemmeside også noget om den person: www.hesselholt.com

 

 

UDENFOR OG INDENFOR I BARNDOMMENS BY

Havnen

De år, jeg boede i den lille fiskerby.

Fisk. Det er klart. Og vi spiste fisk hver dag, sådan husker jeg det i al fald. Søndagen undtaget naturligvis. Alle spiste fisk hver dag. Fisk var billig mad – det var gratis mad, og ens mor fik husholdningspenge, og de skulle holde måneden ud, og det gjorde de ikke, hvis man ikke for det meste spiste fisk.

Indtog jeg mine måltider jeg andre steder end hjemme? Det var vist yderst sjældent, og jeg husker kun et enkelt tilfælde på fremmed mad. Tydeligt står synet af en stegepande med sprukne pølser. Et lille smæld, hver gang en af dem sprak. Det lød skønt – som et løfte om velsmag. Og de var røde. Eller rettere sorte, for de blev brankede i fedtet, og det sydede så hyggeligt fra panden, mens de langsomt forvandledes. Og smagen. Fin og fremmedartet. Brankede, røde pølser, det fik vi godt nok aldrig hjemme.

Det var Jens’ mor, der tilberedte det livssalige måltid, Fru Bjørn Hansen kaldte vi hende, men vi sagde ikke ”De” til hende som vi f.eks. gjorde til Fru Benzen. Hun hed vist nok Inger, og jeg tænker, at hun var præcis så interesseret i madlavning som min egen mor, der heller aldrig fandt ind til de kulinariske hemmeligheder, der skjulte sig i råvarerne. Hun stod dog pligtskyldigt og kæmpede med pander og gryder hver dag, og der kom mad ud af det. Tørrede kogte issinger, det var nu ikke så ringe.

Hun havde ganske vist gået på husholdningsskole og lært at lave sovs og passe børn – borgerskabets døtre gik den vej for at uddanne sig til ægteskabet – og hun holdt ung pige, som hun skulle oplære, og konehjælp til rengøring, og kunne vel sagtens have helliget sig madlavningens kunst, hvis det havde interesseret hende det mindste. Det gjorde det ikke. Det var der ingen kunst i.

Jo, min mor bagte selvfølgelig brød og syltede agurker og den slags, som vist nok alle husmødre gjorde. Men det var ingen passion involveret i det foretagende. Alt det huslige var ren pligtarbejde, det var noget, som skulle overstås.

Desuden var hun sart og måtte ikke overanstrenges. Det blev hun vist heller ikke. Far bar hende på hænder, sådan husker jeg det i al fald – gav hende morgenmad på sengen. Og han stod tidligt op og tog sig af børnene – måske ikke, da vi var helt små, det husker jeg ikke, men efterhånden som vi blev større og der skulle smøres madpakker og sendes børn med toget til realskolen I Frederikshavn. Her begyndte jeg som niårig. Det var for tidligt, men det er en anden historie, som jeg skal vende tilbage til.

Lige nu er vi i Strandby, og vi er små børn.

Mor ville gerne læse, sy og strikke og høre radio. Jeg kan ikke huske, at hun legede med sine børn – vi kunne selv. Og vi havde hele byen og havnen og alle engene og stranden og endda en lille lund til legeplads.

Når jeg tænker på byen, havner jeg altid ved havnen. Legeplads og arbejdsplads. For her kunne man også tjene penge. Man kunne nemlig hjælpe fiskerne med at ro deres fangst, der blev opbevaret i store hyttefade, ud i det ydre havnebassin. Her blev de tøjrede til nogle pæle. Det var min brors faste job, og jeg hjalp ham hellere end gerne. Så stod jeg på den yderste kant af hyttefadene, mens Anders roede dem ud af inderhavnen. Og det var sikkert livsfarligt, for de lå lavt i vandet, og når man stod på dem, sank de yderligere, og havvandet nåede en til anklerne.

Men pyt, man var jo barfodet og ligeglad med en smule vand. Eller rettere: man var glad for det. Det gav et gys af spænding at vide sig så nær det bundløse dyb – at se ned i det sorte, hvor bunden ikke mere kunne anes. Vi gik i søndagsskole og fik læst af Bibelen og vidste en del om himmel og helvede. Her mødtes de to områder og man stod med en fod i hver. Var engel og djævel.

I søndagsskolen sang vi så: ”Ingen er så tryg i fare som Guds lille børneskare.” Og nå ja, og den tilhørte vi jo hver og en. I al fald alle os børn i Strandby.

Børneværelset

Marianne med lillesøster Dorte

Børneværelset. Mine søskende. Og legene. Jeg tror aldrig børn har leget, som vi gjorde.

Fantasien. Ikke skabt af kolde hjerner, ikke spundet ind i regler og strategier. Den var en indre rigdom, som vi sikkert var født med, og den frigjorde følelser og åbnede os for oplevelser, og på dens vinger fløj vi ind i et ukendt land, som var uden grænser, og hvor kunne vi forsvinde og blive os selv og alligevel blive nogle helt andre. Dengang var vi være lykkelige. Vi kunne flyve.

Og vi legede, så alt andet forsvandt, og verden åbnede sig og vi gik ud i den. Uledsagede. Ja, her var vi virkelig uledsagede børn. Frie børn. Men selvfølgelig: vi befandt os samtidig i en kokon af tryghed. Og ordene ”uledsagede børn” får det til at gyse i mig. Jeg ser uvilkårligt flygtningebørn for mig og deres form for voksenfravær. Deres udsathed. I den verden er der ingen plads til leg.

Vi var aldrig udsatte, vore forældre var altid tæt på, også selv om vi glemte dem og de heller aldrig fulgte med os ind i legens mysterium. Det kunne de jo ikke. Lykkeligvis. Legen havde vi for os selv. Den var vores frirum.

Jeg husker en dag, hvor vi lå på ryggen, min bror og jeg, vi lå side om side. Og vi havde begge fået øje på et lille hul på det hvidkalkede loft. Først så han det, så pegede han det ud for mig. Et stykke puds var faldet af, og nu kunne man kigge ind i en lille sprække af mørke. Så var det, han begyndte at fortælle, hvad han så. Nu har jeg glemt ordene, men jeg husker tydeligt fryden ved forvandlingen. Hvad der skete. Det døde blev levende, og det piblede frem af mørket og blev til billeder og hele fortællinger.

Tiden stod stille. Når legen fanger sindet, går tiden i stå.

 

 

SOM JEG HUSKER DET 10

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og vil skrive. Du kan finde researchsider og forsøgssider og meget andet. Vil du vide mere om forfatteren, er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd, men ellers fortæller min hjemmeside også noget om den person: www.hesselholt.com

DE FØRSTE LEVEÅR

Det siges, at de vigtigste år i et menneskets liv er de to-tre første. I de år dannes personligheden, og er de lykkelige, så springer der lykkelige mennesker ud fra dem, og er de ulykkelige, ja så vil ulykken følge personen  livet igennem.

Det er selvfølgelig noget sludder som alt sort/hvid snak er det, men mange vrøvleklicheer indeholder alligevel et gran af sandhed. Og de psykologer, der har fremsat tesen, har vel sagtens et videnskabeligt belæg for den. Så lad os blot antage, at der er noget om snakken.

 Altså: de første to – tre år i mit liv. De må tælle i det store regnskab. Vi springer dem ikke over, skønt jeg i det følgende har tænkt mig at springe ikke så lidt  - og i det hele taget blæse på alt, hvad der hedder kronologi.

Nu kan jeg jo kun gisne om, hvordan det har været, for jeg husker ingenting. De faktiske forhold ved jeg dog ret meget om. Både når det gælder den store verden og den lille: familien og landsbyen.

Den lille landsby ved havet. Ved Kattegat. Det nordlige Vendsyssel. Og byen hedder Strandby og alene navnet får minderne til at vælde frem. Her kunne jeg skrive tekster i kilometermål. Men nøjes med at plukke lidt hist og pist i barndommens land. Ikke kun de smukkeste blomster, men et bredt udvalg af dem, der springer frem, mens jeg sidder ved mit tastatur og forsøger at se baglæns. Og huske.

Ligesom i  Hans Kirks “Fiskerne” var Strandby delt op i religiøse grupper, dog med den forskel, at der kun var ganske få grundtvigianere, og de markerede sig ikke i det religiøse landskab. Dog i mit indre gjorde de. Men det var jo langt senere. Pastor Mostrup. Da han læste op fra prædikestolen af Dostojevskijs Brødrende Karamassof. Hans stemme var spinkel, og jeg husker ham som tør og grå og trist. Men ordene den dag, de brændte sig fast i min 12.årige hjerne.

Men nu foregriber vi begivenhederne. Da jeg blev født var der ingen pastor Mostrup, og byen var delt mellem missionsfolk og metodister. En af Danmarks største metodistmenigheder havde til huse i Strandby og groede i hele min barndom frodigt og bredt, og min far foretrak dem frem for missionsfolkene og sørgede for, at vi ikke satte vore ben i missionshuset, men gerne i metodistkirken. Her fik vi vores gang. I kirken. I spejderbevægelsen. Og dermed førtes vi lige ind i en verden, der var fuld af farver og liv, og som tilførte sindet åndelige vitaminer, som jeg nødig ville have været foruden.

Mine forældre tilhørte ingen af de omtalte grupper. De kom udefra. Fra Hulsig, der ikke blot geografisk, men også mentalt lå som en ø helt for sig selv, og var der bevægelser i det religiøse landsskab der, så kom de fra Grundtvig. Folkeoplysningstanken var i al fald ikke ukendt i skolelivet. Og mange af landsbyens unge rejste på højskole. De var vakte på deres egen måde.

Der var tre børn i familien, da jeg 7. september 1943 gjorde min entre. Hanne på 6, Annelise på 4 og Anders på 2. Og imellem dem havde der været en eller flere aborter, har jeg hørt. Så livet på hjemmefronten må have været strengt for vores mor.

Ude i verden var der krig. Verdenskrig. Og det hændte ikke så sjældent, at der afgik både fra havnen i den lille fiskerby. De skulle til Sverige med flygtninge. Fra min tante Nete ved jeg, at far gemte flygtningene på sit kontor, indtil skibene var klare til afgang. Så helt fredeligt kan livet næppe have været i den lille by. Mange af fiskerne har senere i lokalhistoriske skrifter berettet om de farefulde ture til Sverige. Og om skibe, der blev fanget af tyskerne eller simpelthen sænket. Der var dem, der satte livet til.

 Men jeg ved ikke, om tidens tumult satte negative mærker i mit barnesind. 

B. S. Ingemann skriver i sine barndomserindringer: Levnetsbog, at han ikke er helt med på ideen om at skildre sin egen barndom, men opfordres til det af venner og til sidst gør han det jo. – Han beslutter at tale om sig selv i 3. person for at skabe en distance og ligesom stå uden for sig selv og kigge helt objektivt på Ingemann og hans liv. Han skriver:

 

”Derved har han som Tilskuer stillet sig ligeoverfor sig selv og sin Tidsalder, medens saavel hans egen som hans Samtids forskjellige Skikkelser gaae ham forbi gjennem de forskjellige Tidaldere. Kun saaledes synes han med Frihed og nogenlunde Upartiskhed, uden Skriftebarns-Forpligtelse ligeoverfor sit Publicum og uden forfængelig Anmasselse, at kunne objectivere sig for sig selv og forvandle den egoistiske Selvbeskuelse til en fri Charakter-Opfattelse.

Ja, den teknik ville nu virke kunstig på mig. Så jeg må bruge den mere anmassende og egoistiske og gå lige til sagen uden camouflage. Og fremdrage det, som jeg mener, er dens kerne.

B. S. Ingemann sammenligner et sted det enkelte menneskes historie med hele menneskehedens. Den første tid er Urtiden, hvor alle begivenheder skjuler sig i et tågelandskab. Intet fra den tid kan derfor fastslås med sikkerhed.

Og det er det tågelandskab, jeg nu vil navigere i. Jeg husker en grundlæggende stemning, som var rar, jeg husker en blødhed, jeg husker varmen fra hænder og smil, jeg husker tryghed og kærlighed. Jeg forsøger at huske angst, for der var jo krig, jeg forsøger at huske vrede og vold, for tiden var voldelig. Men der er ingenting bevaret.

Kun en spøg melder sig. En tysker, og han kom ind i vores butik. Og at han blev betaget af et børnene, der gemte sig et sted i kulissen, og han gik hen og tog det på armen. Men det kan jo ikke have været mig, for jeg var for lille til at tale, og det kan jo ikke have været Hanne, for hun talte vel rent, og det her lille barn forstod ikke at udtale alle ord, men det forstod betydningen af dem – og det kunne svare kvikt igen. Og tyskeren kyssede barnet og sagde: Hvor er du dog et smukt lille barn, du er en rigtig tysk pige”. Og barnet vred sig løs og svarede: ”Nej, jeg ikke tysser, jeg danser!” Og latteren. Vist nok også tyskerens.

Og så var der noget andet, men det har jeg måske fået fortalt, og det var måske en anden tysker. Han tog i al fald sin hjelm af og forærede den til mig bror. ”Jeg skal ikke bruge den mere.” Sagde han. Den hjelm hang i garagen, men vi måtte gerne tage den ned og lege krig med den. Legede vi virkelig krig? Leger alle børn måske krig? Underligt, men jeg husker nu den hjelm som en del af legetøjet.

Som lille var jeg ikke bange. Frygten og angsten kom senere. Da døden skyder sig ind i mit liv. Og da er jeg allerede 5 år.

Min mor fortalte, at da jeg var ganske lille kunne jeg ikke se et træ, uden at jeg straks ville til tops i det, og en dag fik hun øje på en rød flyverdragt, der hang som en fane ud over kørebanen i flere meters højde. Trætoppen var tynd og bøjelig, og jeg har vel syntes, det var fantastisk at hænge højt oppe i luften og få det store træ til at svaje ud over vejen. Selv husker jeg ikke episoden, men den lever i mig, fordi min mor har fortalt den så tit og altid med lidt skælven i stemmen, som om skrækken aldrig rigtig slap hende. Jeg var ikke bange.

Skrækken. Jo, den kom ind i mig, da jeg var ganske lille. Men jeg ved ikke, hvor gammel. Måske nok mere end 3 år. Men ikke meget ældre. Det var den dag, da min endnu mindre kusine faldt i havnebassinet. Det var ved et ophalingsted til hyttefade, her skrånede cementen helt ned til vandet, og man kunne gå derned og læne sig ud over det bundløse dyb og gyse velbehageligt. Og det gjorde vi.

Havnen var vores legeplads. Og min kusine Birgit faldt altså i bassinet. Måske skubbede jeg hende for at se, om hun kunne flyde. Det vil jeg helst ikke huske – men mistanken er der. Det, jeg husker og gerne vil huske, er, at jeg lagde mig på maven og fik fat i hende og at det lykkedes mig at få hende halet op på slæbesporet igen. Jeg husker anstrengelsen. At jeg trak af alle kræfter og næsten ikke kunne. Og jeg husker skrækken.

Og senere gik vi hjem, men ikke hånd i hånd eller ved siden af hinanden. Hun gik forrest i det lille optog, dyngvåd og dryppende, men hun var sammenbidt og tavs, og jeg gik bagest var jo tør, men skrålede himmelhøjt hele vejen hjem. Jeg har hørt, at folk morede sig.

Det gjorde jeg ikke. Rædslen kom ind i mit liv og sidder der stadig.

Døden. Jeg var 5 år, og det var en hund, der døde.

Den løb ud foran en bil, og jeg gik med bedstemor i hånden og vi så ulykken og gik hen til den døde hund, og hun forklarede mig, at den ikke levede mere. Levede? tænkte jeg. Og jeg forstod det ikke og forstod det alligevel lidt, og hele ugen opførte jeg det samme skuespil for mine forældre om og om igen. Jeg kastede mig til jorden og døde. Jeg levede i hundens sidste sekunder hele den uge.

Det husker jeg. Det syntes de voksne var så morsomt. Og jeg husker, at jeg endte med at nyde det: at spille et drama. En tragedie om liv og død. At optræde.

SOM JEG HUSKER DET 9

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og vil skrive. Du kan finde researchsider og forsøgssider og meget andet. Vil du vide mere om forfatteren, er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd, men ellers fortæller min hjemmeside også noget om den person: www.hesselholt.com

Selvbiografisk stof er sært euforiserende. Det synes jeg i al fald. Og det er det sikkert for de fleste, der forsøger sig i genren, og rigtig mange holder da også den slags skriverier for sig selv: i dagbøger, i skuffer, i notesbøger sågar.

Jeg læser i øjeblikket Peer Hultbergs ”Selvbiografi”, og han skriver heri forarget og vredt om sin mor og far. Mest om moren. F.eks. om hvordan hun opbevarer sine dagbogsnotater om sin lille søns udvikling i en notesbog, hvori hun også fører sit husholdningsregnskab. Det er næsten blasfemi, synes den voksne Hultberg. Sådan at sidestille sin lille søns første spæde livsytringer med lister over mel og gryn og ost og mælk.

Ja, Hultberg er MEGET vred på sine forældre og har vel haft grund til det, men netop den opsparede vrede og den voksende selvmedlidenhed, der ind imellem får ham på grådens rand ( skriver han)  er sikkert årsagen til, at han ALDRIG udgav disse selvbiografiske udgydelser.

Det syntes han åbenbart ikke, at andre skulle forlyste sig med. Men … men … men der er andre af hans fiktive bøger, som i høj grad tærer på Hovedstolen. Byen og Verden f.eks. Og det er jo fin camouflage – og desuden måske det mest moralske. Eller hvad?

I al fald er det ikke Hultbergs skyld, at vi i dag kan sidde og ynkes over den lille formobbede dreng, der sendes i skole som 5 årig iført ”pige”strømper og svimlende angst og af forældre, der er så revnende ligeglade med hans følelser, eller måske rettere, er så totalt blottede for empati, at de slet ikke orker det der med følelser. Men da Hultberg døde, fandt man manuskriptet, som han altså ikke udgav – og man udgav det. Sammen med et brev, som han skrev til sin mor efter hendes død. Han gav forældrene et forfærdeligt eftermæle, og de har sikkert ikke været bedre, end han skriver, men måske har han villet holde det for sig selv. Måske. Jeg ved det ikke. Ganske vist skriver forlaget på omslaget, at manus skulle udgives ved forfatterens død. Jeg tror ikke rigtig på det ( uden at have foretaget research) – også fordi stilen er så langt fra den vanlige sikre, som vi kender fra Hultbergs værker.

Her et lille uddrag:

Jeg havde ingen kontakt med mine skolekammerater, jeg havde ikke een eneste ven. Eller veninde. Jeg var fuldstændig alene. Overladt til mig selv. Jeg legede en smule med min søster måske, men ellers var der intet. Mille, vi var venner et halvt års tid, men hun var jo en tre år ældre end jeg. Min mor kunne ikke følge mig rent åndeligt. Og for resten heller ikke hvad praktiske ting angik, jeg var fingernem, det var hun bestemt ikke. Vores piger kunne heller ikke, udover måske en enkelt, Elin, som kunne tegne så smukt. Min far havde ingen interesse i mig. Jeg var helt henvist til mig selv. Det var en ensomhed der var uudsigelig. Jeg læste rejsebeskrivelser, fremfor alt om sydhavsøerne, som de dengang hed. Jeg ville væk. Du keder dig vel ikke, spurgte min mor ængsteligt, men jeg beroligede hende og hun lod sig straks berolige  ( side 46).

Et par løsrevne sætninger fra bogen:

Hvor blev jeg dog svigtet af mine forældre i min barndom (47)

Hvor var han dog et ækelt individ. Det er et udtryk der igen og igen kommer tilbage til mig. (52)

Min far kørte på første klasse i toget når han skulle til København. Min mor på tredie.(53)

Min far var altid kålhøgen og som regel på en ubegavet måde. (60)

Skammen over min far var værre end skammen over min mor. Min mor var bare lidt dum, men hun var sød og kærlig, min far var bare dum og brovtende. (61)

Og sådan kan man blive ved. Det er næsten for meget. Faren var dommerfuldmægtig og moren hjemmegående.

Tænke sig, jeg har intet godt overhovedet at sige om min far. (52)

Hvor blev jeg dog svigtet af mine forældre i min barndom.

 

178 – igen et par billeder fra Hulsig Hede og deromkring

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og vil skrive. Du kan finde researchsider og forsøgssider og meget andet. Vil du vide mere om forfatteren, er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd, men ellers fortæller min hjemmeside også noget om den person: www.hesselholt.com

Hændelser fra Hulsig er ude af min verden på den måde, at jeg jo ikke mere skriver på bogen, men egnen forsvinder hverken fra mit hjerte, min hjerne, mit syn eller mine øvrige sanser, og nu har jeg netop været der i nogle dage og i det koldeste forår nogensinde ( så vidt jeg husker) – og alligevel var der så smukt som altid, så jeg tog et par billeder, som jo hverken gengiver lyde eller lugte eller den vide horisont eller den fantastiske nathimmel, når månen spejler sig i havet.

De kommer alligevel her:

 

 

 

SOM JEG HUSKER DET 8 – HJERNEKISTEN

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og vil skrive. Du kan finde researchsider og forsøgssider og meget andet. Vil du vide mere om forfatteren, er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd, men ellers fortæller min hjemmeside også noget om den person: www.hesselholt.com

ORD DER HUSKES

Der er ordvekslinger, man husker mange år efter, at de fandt sted. Næsten ordret ligger de på lageret i hjernekisten og er ikke til at flytte. Nogle af dem bliver endda hængende livet igennem. Som regel er det kun nogle sætninger – måske kun en enkelt sætning – somme tider er det hele samtaler. Og så husker man også det sted, hvor ordene faldt. Der følger billeder med.

Et eksempel fra 1958 eller 59: jeg er 15 år står i køkkenet sammen med min mor. Eller ikke sammen med hende, for hun brød sig ikke om min køkkenhjælp, og jeg var vist heller ikke hjælpsom på den front. Ville meget hellere arbejde på havnen med at stable fiskekasser eller ro hyttefade for fiskerne. Sammen med min bror, som i øvrigt hellere ville stå i køkkenet og lave mad.

Men lige den dag var jeg nu alligevel havnet i køkkenet, og min mor stod og rørte i en gryde, og hun så ikke op fra den, da hun lod ordene falde. De dumpede lige ned i sovsen, hvor de landede uden så meget som et plask, men jeg syntes alligevel, jeg kunne smage dem hele aftenen: ”Du skal på kostskole. Det har far og mig bestemt.”

Jeg sagde først ingenting. Var tungnemt blevet stående midt på gulvet. Det havde jeg ikke set komme! Men så kan jeg huske, at jeg forsøgte at lade, som om jeg syntes, at det var en god ide. Måske ville jeg ikke gøre hende ked af det. Eller også ville jeg bare være kæk. Men jeg ville ikke væk. Og jeg var faktisk chokeret. Det var jo ikke noget, vi havde snakket om. Og jeg blev ikke spurgt. Og hvorfor skulle jeg nu sendes på kostskole? Ville de af med mig?

Senere har jeg jo forstået, at de ville mig det bedste. At det sikkert var det bedste. For mig. Og for dem. Jeg var jo ordblind og ville utvivlsomt blive betegnet ”ikke egnet”, hvis jeg søgte optagelse på det kommunale gymnasium i Frederikshavn.

En anden dialog, som stadig findes på kranielageret, stammer fra Paris, og nu er vi altså sprunget 3 år længere frem i tiden. Det er efterår, november tror jeg, og jeg har boet i Byernes By siden først på sommeren. Da kom jeg som nybagt studine, og min søster havde skaffet mig en grydeklar stilling som aupairpige i det fineste kvarter i Paris, meget tæt på Boulogneskoven. Her skulle jeg passe en lille dreng på 4 år. Men den historie kan vente.

Lige nu ( i dialogøjeblikket og flere måneder senere) sidder jeg altså på gulvet i min søsters soveværelse. Og jeg græder. Jeg er rendt af pladsen. Eller jeg overvejer at gøre det. Jeg gider simpelthen ikke være underklasse i overklassen længere. I min barndoms by, Strandby, var der ikke klasseforskelle – og selv på kostskolen forekommer det mig den dag i dag, at vi blev behandlet ens, hvad enten vi nu var døtre af det højeste aristokrati eller børn fra arbejderhjem ( dem havde vi også nogle stykker af, for rektor var socialdemokrat og havde sociale og demokratiske idealer) – men i det miljø, hvor jeg nu var havnet, var der en himmelråbende forskel på folk.

Men det er dialogen, jeg vil frem til. Og fortællingen om opholdet i overklassen må vente til senere. Hvis jeg da skal fortælle om det.

Men jeg sad altså på gulvet i søster Hannes lejlighed og havde lige drukket min første whisky-on-the rocks, og ville knusende gerne have en til. Og jeg tudede og fik sagt, at jeg ikke ville være der en dag mere. I den modbydelige snobbeklassefamilie.

Og så blev min søster pludselig skrækindjagende meget STORESØSTEREN. Hun satte sig ned på gulvet ved siden af mig og holdt en lang dundertale til en plat umulig lillesøster. Og der er nogle af de ord, jeg husker tydeligt. De trængte ind.

Men først skal jeg lige føje til, at jeg netop havde forelsket mig i en franskmand, hvis familie var flygtet fra Francos Spanien. Han hed Michel og var en glødende og aktiv kommunist. Og han ville gifte sig med mig. Og det ville jeg også med ham. Og jeg ville hjertens gerne bo i en ussel lejlighed i Paris og var ligeglad med alt andet. Hans forældre var arbejdere, og han var selv teknisk tegner og vist nok en slags mønsterbryder, og han havde et udmærket job og kunne sagtens forsørge mig. Sagde han. Franske kommunister er småborgerlige ( eller var ) – jeg kom til at kende mange. Og kønsrollerne var ikke til diskussion.

Jeg var ikke rigtig klog, sagde søster. Jeg fik sandelig læst og påtalt.

”Du kan gøre, hvad du vil med den der fyr. Men du kan ikke gifte dig med ham, og du vil blive smadder ulykkelig, hvis du gør. Og du kan heller ikke være det bekendt over for far.”

”Over for far?”

”Ja, synes du måske ikke, du skylder ham respekt.”

Jeg elskede min far, og jeg nikkede vist nok, men jeg forstod hende ikke. Hvad kom det far ved?

”Far har sendt dig til en af de dyreste og fineste kostskoler i Danmark. Og så skylder du ham i det mindste, at du bruger din eksamen til noget. Og at du får en uddannelse.”

Jeg husker ikke resten af samtalen, men jeg syntes sært nok pludselig, at hun havde ret, og jeg lovede at tage hjem og at få en uddannelse. Jeg holdt første del af aftalen. Men jeg fjumrede alligevel videre: tog vikarjobs på en skole i København, boede gratis hos min tante og sparede penge op, og da det blev forår rejste jeg selvfølgelig til Paris. Men nu var det for egen regning og risiko, og jeg husker den første tid i Paris som totalt berusende. Jeg havde ikke følt mig så fri i mange år. Set retrospektivt er det jo ikke spor sært: jeg havde været spærret inde de seneste år. På kostskolen var man det i bogstavelig forstand. Hos familien i Boulogneskoven var man det også, selv om jeg der havde en ugentlig fridag + retten til at tage undervisning på Alliance Francaise i Paris en gang om ugen. Alligevel: en dag blev jeg kaldt ind til Monsieur, og han fortalte mig, at en privatdetektiv havde fulgt mig hele dagen for at se, hvad jeg foretog mig. Og jeg havde talt med en mørklødet mand, kunne detektiven berette. Og nu måtte jeg forklare mig!! Man var bange for kidnappere, og det var før hændt, at et barn var blevet bortført med au-pair pigens hjælp. Jeg tror nu, jeg kunne berolige ham. Kort efter blev jeg dog sendt til et gods ved navn Tabaseau i Normandiet, hvor jeg skulle bo sammen med drengen i nogen tid hos en russisk greve. Men det skal det ikke handle om nu.

Det særeste var alligevel, at forholdet til den mand, som jeg et halvt års tid tidligere havde villet gifte mig med, kølnedes stille og roligt. Forelskelsen forsvandt ganske enkelt. Jeg syntes, han var bornert og uden viden om ret meget andet end politik og samfund. Men her lærte jeg jo til gengæld meget af ham. Han tog mig f.eks. en dag med til en zigøjnerlejr, for at jeg skulle se, hvordan Frankrig behandlede sine romaer. Det var en øjenåbner, og dem var der mange af. Og vi blev ved at være venner, lidt fordi jeg syntes, det var synd for ham bare at droppe ham – når jeg nu osv. …

Men det var friheden, der berusede mig. Og vennerne på den nye skole. Vi var studerende i alle aldersklasser og samfundslag, og nogle typer var helt nye for mig: en rigtig livsglad sømand, der sejlede det halve år og studerede et sted i verden det andet halve. Og to gamle husmødre ( gamle? tja de var måske 50 år!!) Og jeg kom til at dele værelse med en pige, som senere blev Simon Spies’ elskerinde ( dem havde han mange af) Hun hed Annie, og var utrolig sød. Skolen, vi gik på, ejedes af Simon Spies og var i øvrigt meget seriøs. Vi havde dygtige lærere til sprog og litteratur. Vi boede uhyre spartansk, og mad havde vi dårligt råd til. Kunne dog spise en varm ret på en restaurant hver dag. Men resten måtte vi klare selv. Og jeg havde i al fald næsten ingen penge til de tre måneder. Men så prøvede jeg at være fattig, og det var jo kun sjovt, når jeg vidste, at det ville høre op igen. Storesøster boede jo i Paris, men hun var i Pyrenæerne i hele universitetsferien, boede hos sin svigerfamilie. Jeg husker sommerdagene på små fortovsrestauranter i Montparnassekvarteret, hvor jeg sad i timevis på en fortovscafé og læste Verlaine eller Baudelaire. Ny og svimlende læsning. Og for en cola kunne man sidde i fred i flere timer og bare se livet strømme forbi. Og læse. Bøger havde jeg råd til, franske billigbøger kostede ikke meget, og flutes med café au lait kunne holde sulten stangen. Kaffe kunne vi købe uhyre billigt på vores billige hotel.

Her er et uddrag af et brev, som min bedstemor skrev til sin niece i 1962 og det viser lidt om, hvor ”passet på” jeg også blev i Paris ( i den første periode!):

 

Ja, det er bedstemors brev til Sigrid, og hun skriver jo, at jeg må forlade huset sammen med en ung mand, som læser til læge. Philippe, søster Hannes forlovede, var blevet præsenteret for familien, og når han kom i sin lille 2CV og hentede mig på fridagene, kunne jeg forlade “fængslet”. Hmm … ja, men han satte mig af i Paris, så jeg kunne nyde min fridag uden vagthund. Og desuden: hele sommeren var han i Pyrenæerne. Men det vidste bedstemor ikke. Og der var jo nok nogen derhjemme, der kunne bede for mig. Det tror jeg, de gjorde. Selv var jeg holdt op med at bede på det tidspunkt. Men det er en anden historie.

Bedstemor:

Ja ja bedstemor, nu kom du til at fylde rigeligt. Jeg minimerer billedet senere. Men du fyldte jo meget i mit liv.