SOM JEG HUSKER DET -12

 

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside: www.hesselholt.com

 

I Clement Kjersgaards showprogram, “vi ses hos Clement”, hvor kendte danskere forsøger at komme til orde, uden at de når at sige noget som helst dybere end netop small-talk, hørte jeg forleden sangerinden Medina siger: “Det er vigtigt for mig, at det er mig, der laver mig.” Der ramte hun nok plet! For så kunne det vist ikke siges tydeligere:

mig, mig, mig.

Så det vil jeg prøve at undgå. Eller rettere: Jeg vil forsøge at skrive noget, som kunne have andres interesse. Det håber jeg vil lykkes. Men selvfølgelig vil jeg trække evt. læsere rundt i min barndom, ungdoms og kvinddoms univers.

God fornøjelse. Og hvis du læser det, der følger her i den kommende tid, så er du selv ude om det.Det er mine oplevelser, men du er velkommen til at sende mig dine. Så hefter jeg dem på bloggen. Kort sagt: læg hovedet på bloggen, hvis du har lyst.

SOM JEG HUSKER DET

Jeg har aldrig haft åbenbaringer. Ærgerligt, for jeg ville f.eks. gerne se en engel, som så mange andre har gjort. For slet ikke at tale om dem, der ligefrem har mødt Jesus.

Men først vil jeg fortælle om min bedstemor. Hun gjorde sit.

Da bedstefar døde, flyttede hun hjem til os og blev der, til hun selv døde ca. 20 år senere. Hun var min bedstemor, og jeg vogtede over hende med stor jalousi. Hun var min barndoms bedste kort, syntes jeg. Altid venlig, næsten altid til stede. Og ingenting kunne vælte hende.

Jeg ville ikke dele hende med nogen Jeg kom til at dele hende med mange.

Uden for huset færdedes en broget flok, som gjorde krav på hende. Missionsfolkene især, og dem var der mange af i vores lille by. De var dog relativt harmløse, for hun kunne ikke lide dem. Men så var der alle de andre. Dem, som hun holdt af, og som hun svigtede mig for. Ja, sådan syntes jeg dengang. Det var alle dem, som hun med jævne mellemrum rejste ud til. Og som hun blev hængende hos i alt for lang tid. De fik deres part af hende kærlighed, og hun vendte altid lidt træt hjem fra de rejser, og i lang tid forekom det mig, at jeg blev spist af med ingenting.

Dem, hun besøgte, var hendes rigtige familie. Det var vi ikke.

Som 60-årig havde hun giftet sig med min bedstefar. Derfor kom hun til os, og der blev hun de næste 20 år. Hun blev aldrig rigtig fortrolig med min mor, sært nok, når de nu boede i samme hus i så mange år, men jeg mindes aldrig at have set dem hygge sig med hinanden, bare de to over en kop kaffe. Nej, de opholdt sig hver for sig. Mor i stueetagen. Bedstemor ovenpå. De første år spiste hun ganske vist med ved bordet, men efter en tid fik hun sit eget køkken, lavede sin egen mad. Først da vi fik fjernsyn kunne det ske, at hun kom nedenunder for at se TV-Avisen. Og hun fik så også kaffe, og hun blev vel og snakkede lidt. Men det var ved den tid, hvor jeg rejste hjemmefra.

Bedstemor var missionsk og ville gerne omvende hele verden. For vejen til frelsen gik gennem omvendelsen. Min mor var ikke omvendt.

Bedstemor var den ældste, ugifte søster i en stor børneflok, og efterhånden som de andre stiftede familie, støttede hun dem, og når deres ægteskaber knirkede, blev der sendt bud efter hende, og hun stillede op og flyttede ind. Og hun smurte alle hjul og rejste ikke igen, før det mindste knirk var forstummet og hjemmet atter lydefrit.

Når hun skulle besøge familien rejste hun med De danske Statsbaner, der var et vidt forgrenet net dengang, og hun kunne hurtigt og ubesværet komme ud i alle afkroge af landet og fra den ene ende til den anden. Det var i 50’erne, og dengang fungerede samfundet på nogle områder bedre end i dag. I al fald på det ene. Og i toget traf hun engang en mand, med hvem hun nåede at bliver fortrolig, for han skulle med hele vejen til København, og det skulle hun også, og han interesserede sig for åndelige spørgsmål, som hun kaldte det. De snakkede om Jakob Knudsen. Hun sad og læste i en bog, den berømte præst havde foræret hende, og nu spurgte den fremmede, om hun havde kendt ham. Det havde hun.

Det var en førsteudgave, og Jacob Knudsen havde skrevet nogle vers i den. Her ses bogen:

Manden spurgte, om hun vidste, at den var mange penge værd. Nej, sagde hun, men den var god.

 

Indre Mission havde taget hende med storm, da hun som en ung og ulykkeligt forelsket pige rejste til København, hvor hun altså ikke faldt i erotisk forstand, men nok i religiøs. Hun blev forgabt i Indre Mission og forlod den aldrig siden. Christian Bartholdy blev hendes idol.

 

Men hun brød sig ikke om fiskerne i min hjemby. Missionen havde ikke lyst dem op, sagde hun, den havde hyllet dem i mørke og strenghed.

Selv lyste hun af glæde og godhed.

Men nu tilbage til manden, som hun traf i toget dengang i 50’erne. Og som hun næsten blev ven med. Han fortalte hende, at han misundte hende troens vished. Selv var han ateist.

Den mand snakkede vi meget om. Bedstemor og mig. Og vi havde ondt af ham. Havde de rejst sammen lidt længere, tænkte jeg, så havde bedstemor omvendt ham. Nu sagde hun bare farvel.

Og måtte jo så nøjes med mig, der var af et blødere stof og nemt lod sig rette til. Sømmene sad, som de skulle. Bedstemor havde haft egen systue.

(fortsættelse følger)

Hulsig 1935 – en begivenhed

 

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside: www.hesselholt.com

Begivenhed? Ja, en mærkedag for to mennesker, og en dag, som hele Hulsig tager del i. for det var sådan, at man dengang delte hinandens sorger og glæder. Som min onkel Lars skriver i “Hulsigminder”: “Det lille samfund fra Kandestederne til Tranestederne, var, såvidt jeg mindes det fra min barndom, som en samhørig familie. De tog alle del i hverandres sorger og glæder”

Et bryllup i 1935. Mine forældres. Vera og Magnus Hesselholt. Nu havde de været venner, måske kærester i ca. 10 år. Det var på tide.

Som jeg skrev i forrige indlæg, så har jeg lidt travlt for tiden med at rydde op. Og nu fandt jeg en stak på over 100 telegrammer fra hin mindeværdige dag og fandt samtidig, at det ville være synd, hvis stakken bare havnede i papirkurven, der ellers så gavmildt tager imod for tiden.

I al fald vil de nogle af dem få et efterliv her på bloggen, tænkte jeg og har derfor tænkt at vise et par stykker af de  gamle telegrammer.

 Navnede på dem, der deltog i festen, har jeg ikke – kun et uklart billede. Det var en stor flok. Familie og de nærmeste venner, tror jeg. 

Men her et par telegrammer: det første er fra lærer Wilhelmsen, der underviste på Rannerød Skole i mere end en menneskealder. Min mor havde ham i 1910′erne.


H er kommer navnene. De fleste er måske glemte i dag. Men der er dog stadig børn og børnebørn i live, og desuden: de har levet og ikke forgæves. Deres spor er i os.

 

De er stavet som i telegrammerne. Der er et par stykker, der hedder det samme, men da de optræder i forskellige telegrammer er de nok ikke identiske. De fleste er folk fra Hulsig, og som regel kun med navnet nævnt. Enkelte har tilføjet titel og nogle er ”udefra”, men det noterer de selv efter navnet.

 

Adolf Christensen og Hustru

Agnes og Oskar Husth

Aksel Pedersen

Anders Chr. Thomsen og Hustru

Ane Katrine Christensen

Ane Kirstine og Lars og Sigvald

Ane Nielsen

Ane og Janus Madsen

Anna og Chr. Nielsen

Anna og Søren Troldborg

B. Bendtsen og Familie, Starholm

Bager Sørensen og Hustru, Jerup

Bernhardt Bendtsen og Hustru

Bernhardt Pedersen og Hustru

Bertha og Axel Jensen, Hjørring

Bertha og Peter Madsen

Bøie Sørensen og Hustru

Bøje Sørensen og Hustru

Børge Jakobsen

Chr. Christensen og Hustru, Hulsig Station

Chr. Christensen og Hustru, Højen Station

Chr. Høvenhaven og Hustru

Chr. og Marie Heilisen (Heilesen?), Tornby

Christensen og Familie, Mejeriet

Christian Pedersen

Christiansen, Plantør, Bunken

Dagmar og Jens Pedersen, Aalbæk

Ejler Nilsson

Elisabeth Larsen

Emanuel Mortensen og Hustru, Slagter, Elling

Emil Mose

Ester Houkær

Hakon Houkær

Hanna Christensen

Hansen, Statsbetjent

Helene og Oscar Hust, Raabjerggaard

Henry Sørensen, Aalbæk

Herman Strauss og Hustru

Herman Thomsen

Hildager og Marinus Kristensen, Rannerød

Høgenhaug og Familie, Strandby

Ida Nilsson

Ingeborg Houkær

Ingeborg og Ester Houkær

Ingeborg og Kristen Sørensen, Hollandsbjerg, Ørsted

J.C. Christensen, Slagter, Skagen

Jane og Jens Troldborg

Janus Chr. Jensen og Hustru

Janus Madsen og Hustru

Jenny og Svend Hesselholt, Skagen

Jens Hjorth

Jens P. Høgenhaven

Jens Peter Christensen og Hustru

Jens Troldborg og Hustru

Johan Jakobsen og Hustru

Johanne og Chr. Møller

Johanne og Thomas Peter Thomsen, Skagen

Johannes, Thorvald, Petrine og Johanne Pedersen og morbror Hans, Ørum

Jørgen Westergaard og Hustru

Karl Thomsen og Hustru

Karoline og (?) Christensen, Rannerød

Ketty og Børge Bøger (?), København

Kirsten Madsen

Kirsten og Anna, Thomas Thomsen, Gl. Skagen

Kitz og Familie

Kjær, Forretningsfører

Kokholm og Familie

Kresten Thomsen

Krestine Kristensen

Kristian Nielsen og Hustru

Kristine Christensen

Lars Thomsen og Hustru

Larsen og Hustru, ”Rolighed”

Laurits Jensen og Hustru

Laurits Larsen og Hustru

Laurits Lundholm og Hustru

Lissen Madsen

Mads Troldborg og Hustru

Magdalene Jensen

Maria og Henning Leed, Bunken

Marianne og Søren Christensen

Marie Andersen

Marie Christensen og Familie

Marie og Albert Nielsen

Marie og Chr. Pedersen, Aalbæk

Marie og Chr. Rump, Bunken

Marie og Yngvard Halt ( Holt?)

Marinus Christensen og Hustru

Martin Christensen

Martin Simonsen

Martinus Jensen og Hustru

Møller og Familie, Købmand, Bryggergade

Niels Nielsen og Hustru, Nr. Elkær

Niels Pedersen og Hustru

Ole Chr. Nielsen og Hustru

Oluf Nielsen og Hustru

Oskar Andersen og Hustru

Oskar Hust og Hustru

Oskar Hust og Hustru, Raabjerggaard

Oskar Jensen og Hustru, Vognmand, Skagen

P. Lyng og Familie, Strandby

P.W. Christensen, Skotøjsforretningen

Peder Houkær og Hustru

Peter Hjorth og Hustru

Peter Houkær

Peter Høgenhaven og Hustru

Peter Larsen og Hustru

Petrea Simonsen

Rasmus Hjorth og Hustru

Rasmus Nielsen

Rasmus Nielsen

Richard Jensen

Røntved, Jansen og Frederiksen

Signe og Thorvand Houkær

Sigrid Lundholm

Sigrid Sørensen

Sigtenberg, Købmand, Kvissel

Sigvald Christensen

Sinne og Conrad Hust, Aalbæk

Sovkrog og Familie, Hulsig

Søren Christensen og Hustru

Westergaard og Hustru, Købmand, Aalbæk

Anmelderi

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside: www.hesselholt.com

Forleden hørte jeg en udsendelse i P1 med Mortens Sabro. Han fortalte om sin nyeste roman ( eller hvad det nu er) ”Love me Do” – og han brugte det meste af sendetiden på at skælde voldsomt ud på anmelderne, som ikke alle havde givet hans bog stjerner nok. Navnlig Marie Louise Kjøldbye fra Information var han ude efter. Hun skriver nemlig bl.a., at bogen ikke er en stor bog. Og, hævder Morten Sabro med den sureste stemme, han kan opdrive, det er netop det, den er: en stor bog.

Hans konklusion med hensyn til almelderkorpset i DK er i klar: det domineres af fagligt inkompetente folk. Det er der sikkert mange (forfattere) , der vil give ham ret i.

Følgende er i al fald 100 % sikkert: om ens bog kommer i medierne eller ej, om den anmeldes godt eller dårligt og efterfølgende sælger godt eller dårligt, det afhænger af tilfældigheder, mest af alt naturligvis af, hvem bogen falder i hænderne på, når den skal anmeldes.

Desuden betyder de basuntrut, der lyder fra avisspalter og TV/radio, inden bogen udkommer, en hel del. Al slags foromtale spænder forventningerne og øger interessen for bogen længe inden nogen har læst den. Mediedækning i det hele taget betyder mere end det halve for bogens fremtid.

Nogle forfattere er gode til det med medierne (har måske venner inden for faget – tro ikke, at nepotisme er ukendt i Danmark – eller de har medietække) andre kan slet ikke få fodfæste i den verden.

Bogens kvalitet er naturligvis af betydning, men den side af sagen ligger langt nede på ranglisten, og de andre faktorer spiller en meget større rolle, når det drejer sig om en bogs fremtid: altså, om den bliver set – om den bliver læst – og om den bliver værdsat efter fortjeneste.

Jeg læser så meget af den nye litteratur (skønlitteratur) som jeg kan nå, og jeg undrer mig undertiden over, hvorfor en del virkelig gode bøger (m.h.t. indhold, form og sprog) næsten ikke omtales, mens ligegyldige skriblerier får mange stjerner og gode ord med på vejen.

Nu er det sådan, at jeg i de her dage rydder op. Det gør man i min alder, og det er også en god måde at se sig selv over skulderen på og tænke over, hvad der egentlig er sket i ens liv?

– og lige nu rydder jeg op i mit forfatterskab: der er en del manus’ser, som papirkurven har godt af at tage vare på, indtil forbrændingen tager over. Og alle anmeldelserne ryger samme vej. Der er hundredevis af udklip, og de ville være en pestilens for mine arvinger.

Men inden da kunne jeg tænke mig et lille eksperiment, som muligvis underbygger alt det, jeg skrev ovenfor om anmeldere. Det kunne være morsomt at prikke det mest positive og det mest negative ud af materialet og så se lidt på, hvordan forskellige mennesker har læst og vurderet det, man har skrevet. Så mange vidt forskellige opfattelser af den samme bog – vel at mærke af kapaciteter inden for anmelderfaget.

Ofte forstår man slet ikke, at det ER samme bog.

Det kan så MÅSKE være en trøst og advarsel for kommende forfatterspirer. Morale:

Hvis du vil være forfatter, så skal du vide, at du går ind i et erhverv, hvor du får mange tæv og mange roser og begge dele er svære at håndtere.

Det tror jeg er en erfaring alle forfattere har gjort. Ikke kun Morten Sabro. Skønt han er den eneste, jeg har hørt vræle sådan rigtig højt og skingert over det.

JOHAN

 

Det virker ikke ægte, at Johan ene af alle ikke bliver forrået af opholdet i Børnehuset, han beholder sin retfærdighedssans. Der er en meget brat overgang fra den naive 10-12årige Johan til den udspekulerede 13årige ditto. ( Poul Wibbert Esberg)

Det er en spændingsfyldt historisk roman fortalt med dramatik og indlevelse. Tidens vilkår og miljøet i København står lyslevende. Med lidt historisk interesse vil bogen være en oplevelse for de 12-16årige. Kirsten Larsen (Bibliotekerne)

ISENGLENS SØN 

 

Annelise Vestergaard (Jyllandsposten): Denne anmeldelse er nok lidt halvlunken. Jeg farver den ikke helt rød Efter en gennemgang af handlingen konkluderer anmelderen: Over denne version af kampen mellem det gode og det onde – og den blanding, de fleste består af – har Marianne Hesselholt bygget sin historie, kaldet “Isenglens Søn”. Den er lang og omstændelig, måske lidt fortænkt og meget symbolladet, men velskrevet og trods alvoren med muntre islæt. 

 Flemming Dehn: Det er en flot bog, pakket ind i en sjov, anderledes og elegant ramme og med synsvinkler, som ikke bare snakkes væk. Nogle vil måske kalde bogen for krævende, ”så anderledes” men vore gode læsere har også krav på kvalitet, der vender det hele lidt på hovedet.  

SKYD DIG IGENNEM, SAGDE OLDEFAR  

Her er en lang række anmeldelser, men ingen negative

Damian Arguimbau skriver i Weekendavisen bl.a.: Marianne Hesselholt, som er lektor ved Silkekborg Amtsgymnasium debuterede forrige år med den meget lovende roman Johan, der senere blev efterfulgt af Isenglens Søn. Men Skyd dig igennem! Sagde Oldefar har hun skrevet en meget varm og humoristisk fortælling om venskabet mellem de 6-årige Anne og hendes senile oldefar.

Anette Bruun Jarl skriver i Århus Stiftstidende: For de ældre (5-10årige) er Marianne Hesselholts ”Skyd dig igennem! Sagde oldefar” sæsonens bedste bud på bogen. Det er faktisk den bedste bog, jeg har læst længe.

Sært nok blev jeg træt af at skrive børnebøger efter den bog og gik over til voksenbøger.

GYLDEN SOL OG SORTE SKYER: 

Den mest afskyelige anmeldelse, jeg nogensinde har fået, fik jeg af  Claus Grymer i Kristelig Dagblad. Her rørte jeg ved et koryfæ for kristne, følte jeg, som man ikke ustraffet kunne give sig af med. Der var et par anmeldere mere, der kastede sig over mig, som var jeg en slags vaneforbryder.

Her er et par, som trak tænder ud:

Claus Grymer: ...En fortællestil, der er springende som Hesselholts, kan praktiseres med godt resultat. Men det kræver en indre sammenhæng. Og den mangler. Portrættet af Kingo er uden den fornødne psykologiske dybde.

Mette WingeDet gør, at romanen på trods af sin omhu og sine grundige forstudier – bortset fra barndomspartierne – kommer til at mangle nærvær og fortællemæssig nerve, og Kingo ender med at blive en skikkelse, som egentlig ikke vedkommer læseren særlig.

En mellemsur anmeldelse af Knud Bjarne Gjesing: ...trods den samvittighedsfulde omhu med de biografiske detaljer har bogen dog sin svaghed i selve portrættet af salmedigteren. Hos Kingo fornemmer man noget af renæssancetidens tunge livsappetit,. Trættekær, magtkær, kvindekær og pengekær, men samtidig depressiv og syndsbevidst.  … 

Pænt, men lidt lunkent: Johannes Værge:Thomas Kingos kærlighedsliv kalder Marianne Hesselholt frem i romanlyset. Hvor meget og hvor dristigt hun på det felt har måttet forlænge kilderes antydninger skal jeg ikke kunne sige, men levende og troværdigt virker det. …Ellers går fortællingen ukompliceret af sted, lige ud af landevejen, uden opvisning i litterære tricks, og tak for det …

Nu et par anmeldere med helt andre øjne og hjerter:

Bjarne Åkesson Filholm : En velskrevet og medrivende romanbiografi om den danske berømte salme-og barokdigter, Thomas Kingo. Romanen er letlæst og den henvender sig bredt til voksne roman-og biografilæsere og ikke blot dem, der har interesse for omtalte person i forvejen. Fortællingen er afbalanceret fortalt … Man får også et indtryk af selve personen Kingo: et begavet, ambitiøst og dybt troende menneske med litterære talenter …

e-bi – Holbæk Amts Venstreblad: Marianne Hesselholt har taget udgangspunkt i de kilder, der foreligger om Thomas Kingos liv og levned, men først og fremmest er det salmerne, der har inspireret hende til en godt fortalt skildring af en af vore store salmedigtere og det ingenlunde trivielle liv, han har haft. Det er bestemt ikke nogen kedelig skildring. Tværtimod.

Flemming Kofoed:  Det er modigt gjort at skrive en bog om Danmarks store salmedigter Thomas Kingo. På den anden side er der adskilligt kildemateriale i form af bl.a. biografier, afhandlinger og ikke mindst Kingos mange salmer og skæmtedigte at stykke et livsforløb sammen af. Og det har Marianne Hesselholt gjort ganske spændende og underholdende og nødvendigvis også med en vis portion frimodighed …fængslende læsning er det …

John Chr. Jørgensen : den dramatiserede biografi fungerer bemærkelsesværdigt godt, også sprogligt. Frem af et broget tidsbillede med svenskerkrig og pestplage træder et troværdigt portræt af psalmisten Thomas Johannis Kingopius i al hans styrke og skrøbelighed. … Marianne Hesselholt har fået et arbejdslegat fra Statens Kunstfond til at gå videre med romanbiografier om Brorson og Ingemann. Ja, hvorfor ikke. Salmedigtere har det med at fordampe i ren ånd. Hesselholt ser ud til at kunne give dem kød og blod. 

I Kirke og Sogne – kontakt 1/2 1997 (men uden signatur) stod følgende at læse: Udover den medrivende skildring af Kingos liv får læseren meget at vide om underviningen i barokken, om svenskekrigene, om de fattiges liv og meget andet. Hvert kapitel indledes med eksempler fra Kingos digtning, eksempler, so inspirerer til videre læsning af dette enestående forfatterskab, skrevet af et begavet, ambitiøst, dybt troende, men også selvoptaget og forfængeligt menneske.

I bladet Solkysten af november 1996 ( desværre også uden signatur) kan man læse følgende.:Jeg troede, jeg vidste meget om Kingo, denne viden har jeg fået udvidet betragteligt og på en meget læseværdig måde. Desuden har forfatteren skrevet bogen på en meget fornøjelig måde. Det tørre stof er blevet levende og endnu mere nært.

BRORSONS BILLEDER  

Reaktionen på den roman var som på den forrige: nogle havde bogen givet en god oplevelse – andre tværtimod – det virkede som ved Kingobogen, næsten som om jeg havde begået en slags helligbrøde. Og lidt brødebetynget følte jeg mig faktisk – men det tror jeg er en naturlig følelse, når man har den frækhed at lægge et levende (omend afdødt) menneskes liv ind i en romans fiktive univers.

Her først en lunken:

Preben Meulengrath: 

Meget morsomt begynder han anmeldelsen med at skrive, at Mette Winges roman om Hermann Bang er modellen for “Brorsons Billeder”. Morsomt, fordi jeg ikke dengang havde læst hendes roman. Det har jeg nu. Den er rigtig god, men min er altså ikke et plagiat.

Men her et pluk af anmeldelsens kerne: Det biografiske skelet har Marianne Hesselholt klædt i tolkningen og fantasiens kød. … det lykkes ikke helt godt. Læseren får ikke styr på, hvordan den uvorne knægt og dovne student pludselig bliver til en anset præst, provst og biskop.  … Selv om romanens helhed mangler spændstighed, så lever den gennem sine billeder …

Det er en blandet anmeldelse, som man kan få indtryk af her. Og jeg synes, den bærer præg af, at anmelderen ikke har læst hele bogen (den er jo også lang). Når han f.eks. kalder Brorson en doven student, så fremgår det i al fald ikke af romanen, tværtimod  - hvor han næsten slider sig ihjel – det er altså filologi og filosofi, han studerer og ikke teologi. Derfor relegeres han fra universitetet, ikke fordi han er doven. Det er for øvrigt et karakteristisk træk hos langt de fleste anmeldere: de læser ikke, de skøjter. Og har vel ikke tid til andet.

Bent Windfeld: Han starter med et langt referat af bogen, og det er ok. Så slutter han med nærmest af fastslå, at jeg har “folkeliggjort”  Brorsons liv, så alle kan læse bogen, og at den derved taber i dybde. Og her vil jeg delvis give ham ret – det var faktisk hele tiden min mening af skrive “folkeligt” og ikke for akademisk skolede. Det får jeg på puklen for, men jeg tager det som en ros. Og sådan set er denne stort set negative anmeldelse slet ikke dårlig. Han skriver bl.a.:

Forfatteren har åbenbart ikke villet belaste sin fremstilling med at indføje denne skildring i en ramme af idehistorisk karakter, men derved har den fået en smag af en nutidig eksistentialisme, som den vel ikke kan have haft på Brorsons tid. Det er et valg, som gør bogens problematik lettere forståelig for den relativt forudsætningsløse, men som samtidig gør den historiske situation mindre konkret. …. Disse scener er i og for sig klart og som regel ret fængslende skildret, og derfor har bogen vel en fremtid som folkelig oplysning … men den ville rigtignok have vundet … hvis den havde vovet at fordybe sig mere i Brorsons tanker og digte.

Det sidste har jeg taget ad notam i mine foredrag, hvor jeg fordyber mig i Brorsons digte. For det har han jo ret i. Og det er jo vigtigt. Min kærlighed til digtene er da også større end min kærlighed til digteren ( for ham kender jeg jo ikke og kan aldrig komme til det – den Brorson, jeg “skaber” er min Brorson.

Her kommer så en noget koldere af slagsen. Det er Henrik Wivel: … fremme ved bind to, Brorsons Billeder, er det stadig ikke helt klart, hvad der er Marianne Hesselholts ærinde, udover i en åben og pædagogisk let tilgængelig form at oplyse om – i dette tilfælde – Brorsons liv og levned. Det gør hun udmærket, men så heller ikke mere … …det romanbiografiske projekt er som helhed sympatisk, og Brorsons Billeder svalt underholdende i sin patinerede sprogdragt og konventionelle andægtighed.

Her er noget mildere, som dog også var lidt ondt (altså for mig at sluge):

Niels V. Petersen. Han konkluderer: Romanen er ellers behændigt og spændende nok skruet sammen omkring den aldrende Brorsons tanker og erindringer en sen og søvnløs nattetime i bispegårdens studerekammer i Ribe. Her læner biskoppen sig tilbage i stolen med lukkede øjne og lader synerne folde sig ud og sig selv føre tilbage til drengeårenes marsklandskab. Derefter fremstilles Brorsons erindrede liv og levned i kronologisk rækkefølge. Det er i sig selv befordrende for den biografisk interesserede læsers mulighed for at holde trit med historien, men samtidig forfladiges hovedhpersonen og optrinene reduceres til brogede glansbilleder.

Og nu vi er ved smertepunkterne: Nicolaj M. Lassen Han konkluderer således:

Brorsons Billeder er en udpræget undervisningsvenlig bog med sine korte kapitler samt noterne bag i bogen, der forklarer de svære ord og de tyske og franske sentenser. Men sin lidt gammeldags biografiske oplysninger af digterværket ( det er næsten helt Hans Brix’sk) og den trivielle sidepointe, at Brorson var en almindelig ualmindelig mand, rokker bogen næppe ved nogens opfattelse af den gamle digter. Og så kan romanen i øvrigt være nok så velfortalt og sproglidt lydefri.

En sidste af de, der gjorde lidt nas var Mette Winges anmeldelse: -andre skikkelser fra Brosons samtid føres lidt som dukketeaterfigurer i korte glimt ind på scenen. Det gælder håndskriftsamleren Arni Magnusson, det gælder en spidsnæset og spids Ludvig Holberg, og det gælder den halvfordrukne, men geniale digter Ambrosius Stub, som Brorson ikke rørte mange hjælpende fingre for … Brorsons Billeder vidner om stor flid og kærlighed til stoffet, men manden Hans Adolph forbliver temmelig fjern og en smugle aspargeagtig…

Mette Krogsholm Pedersen: De første 50-60 sider, der handler om hans barndom, er ikke så informative, men er domineret af mange sprogligt velformede naturbeskrivelser og billeder. Men man bliver mæt af billedmængden. Beskrivelserne bliver færre og mere nuancerede, som bogen skrider frem, og romanen har klart sin kvalitetesmæssige tyngde i sidste halvdel. Her der det, at nogle af Brorsons interessante, religiøse dilemmaer beskrives gennem dialoger med kolleger og over-og underordnede. Vidste man intet eller kun lidt om Brorson, før man læser bogen, er man ikke bare blevet klogere bagefter, men man har også fået stoffet leveret på en let fordøjelig måde. … hvis ens ærinde  … er at læse en god roman, ja, så er der skrevet bedre af slagsen.

Efter en pæn anmeldelse konkluderer Knud Bjarne Gjesing: Marianne Hesselholts romanbiografier er fortalt i en bred og folkelig stil, og de bygger tydeligvis på grundige studier af materialet. Efter planen skal serien afsluttes med et bind om Ingemann, idet forfatteren tilsyneladende viger tilbage for at give sig i kast med Grundtvig. Det er en skam. I “Frederik” fra 1972 tegnede Ebbe Reich et portræt af Grundtvig som en slags provo, hippie og 68-oprører. Denne skildring kunne behøve et mere nøgternt alternativ.

Eva Hein: Hvor mange af os ville kaste os nysgerrigt og videbegærligt og helt frivilligt over en bog om en salmedigter fra det 18. århundrede? Sandsynligvis ikke ret mange. Derfor er det i sig selv en bedrift at få pustet så meget liv i et ældgammelt og ikke tilsyneladende appellerende kapitel, at der kommer en både læseværdig og underholdende historie ud af det. Men det er præcis, hvad Marianne Hesselholt har formået med romanbiografien Brorsons Billeder. …. Det er svært som læser at afgøre, hvornår handlingen bygger på det indsamlede kildemateriale, og hvornår der skrives pr. fantasi. Men det afgørende er også, at det er en dejlig velskrevet bog, indlevet fortalt og med en fin balance mellem fiktion og fakta. Og det er den!

Erik Nicolaisen Høy: Hesselholt har gennemgået et righoldigt kildemateriale, hvilket afspejler sig i bogens troværdige tidsbillede.  … Bogen er opbygget som forfatterens bog om Kingo “Gylden Sol og sorte skyer”, dog mere psykologisk. Kingoromanens læsere vil også sluge nærværende.

Eva Meile: Jeg har læst “Brorsons Billeder” med stor glæde og interesse. Jeg synes, at forfatteren er i besiddelse af både psykologisk indlevelsesevne, teologisk niveau og sproglig fantasi og livfuldhed. Hun tegner et fængslende og overbevisende billede af Brorson som en sammensat natur, i hvem mange lidenskaber kæmper om magten. Beundringsværdig er også den måde, hvorpå hun uden at forfalde til bedrevidende “afsløringer” kaster lys på digterens menneskelige og alt-for-menneskelige følelser og handlinger. Brorson får lov at fremstå i “hel figur”. Også bipersonerne når at få karakter, meget vellykket er efter min mening f.eks. glimtene af Holberg og Ambrosius Stub.Det skal lige føjes til her, at ovenstående ikke er en anmeldelse, men en udtalelse, som E.M sendte til mit forlag = P. Haase og Søn), inden bogen udkom).

Henriette Bacher Lind: I lighed med denne ( Kingobogen) er også denne en bog, der meget samvittighedsfuldt og stilfærdigt fremlægger salmedigterens levnedsløb, sådan som det har formet sig fra barndom til alderdom…. Marianne Hesselholt har tydeligvis sat sig grundigt ind i de historiske omstændigheder, hvorved man får et glimrende indblik i datidens både teologiske og hverdagsagtige miljøer, skarnet i gaderne, vægterens sang, det klamme studerekammer, de halvrådne sild, som peblingene indtog dagligt, og beskrivelsen af Brorsons møde med pietismen i alle dens mange skikkelser er føjet naturligt ind i forløbet.

Flemming Everfelt: Marianne Hesselholt … lader den gamle søvnforstyrrede biskop sidde i nattetimer og genopleve sit liv. Det virker særdeles nærværende og troværdigt, så længe talen er om den bitte knægt og hans til tider meget naturnære oplevelser i bondelandet. Skildringen af knægtens møde på galgebakken med en original, som han tror er Mestermanden selv, er en helt lille perspektivskabende historie i sig selv.

 

Jeg skal nævne, at ovenstående bøgerne er udkommet på Modtryk (Johan), Gyldendal ( Isenglens Søn) og P. Haase og Søn ( Gylden Sol og Brorsons Billeder) Desuden, at anmeldelserne er fra Weekendavisen, Berlingske Tidende, Jyllandsposten, og Kristelig Dagblad + et par tidsskrifter: Præsteforeningens Blad, Dansk Musiker Tidende.

Mine novellesamlinger har jeg gudskelov ( man er så berørt, at man ikke tager Guds navn forfængeligt, når man tager det med i den her sætning) ikke fået nogen negative anmeldelser på, og også bøgerne om Alzheimer høstede kun roser.

De sidste bøger, som jeg vil medtage i det lille eksperiment er bøgerne om Ingemann. Det blev til i første omgang til to. De kommer her:
   

LANDSBYBARNET:

Der kom ingen anmeldelser på bogen. Måske fordi forlaget ( Net-bog-klubben) ikke sendte den til dagspressen, som jo ikke er tankelæsere. Men fra bibliotekerne lød det sådan her. Kim Lau Larsen: Den nye bog om B.S. Ingemann er bygget over samme læst ( som Kingo og Brorsonbøgerne) På baggrund af nøje kildestudier følger vi hovedpersonens liv i romanform – herunder hvad han kunne have sagt og tænkt. Bogen er strengt kronologisk. Først om drengens trygge tilværelse i Korkildstrup præstegård – det fylder langt over halvdelen. Her følger vi livet i et præstemiljo i slutningen af 1700tallet set i barnehøjde. Et fantasifuldt og følsomt sind indsuger alle indtrykkene fra voksenverdenen – uden rigtigt at forstå. … Der er planlagt en forsættelse om hans voksenliv.

LUCIE¨

Heller ikke Luciebogen blev sendt til anmeldelse. Dog blev den anmeldt i Politiken af Mette Winge ( Og nu blev jeg helt glad for hende) – hun skriver bl.a.: Marianne Hesselholt har skrevet sin bedste roman – en vellykket fantasi over billedkunstneren fru (B.S:) Ingemanns opvækst. … Pigesindet er fint fanget ind, og man bevæges, samtidig med at man også morer sig over skildringen af tidens skikke, sæder og selvfølgelig også moral. Marianne Hesselholt har tidligere skrevet større romaner om Kingo og Brorson, men jeg er lige ved at synes, at bogen om Lucie er den mest vellykkede.

Det blev til en 3. bog om Ingemanns voksenliv. DEJLIG ER JORDEN Den fik også ord med på vejen af Mette Winge (Jeg tager hende da vist alligevel til mit hjerte) – skriver bl.a.: Den lille roman er komponeret i ti korte afsnit, og det lykkes faktisk Marianne Hesselholt heri at trænge ind i Bernhards liv og sind. Sammenholder man “Dejlig er Jorden” med romanen om hans Lucie, så virkede denne måske nok en kende mere overbevisende end “Dejlig er Jorden”. Kvinder forstår måske bedre kvinder end mænd, når det kommer til stykket, men jeg kom dog til at begribe Bernhard en bid bedre gennem Marianne Hesselholts fortolkning, end jeg har gjort tidligere. 

Efter et par år samlede jeg de tre bøger til én bog, og den var der ingen af “mine” forlag, der ville udgive. Klart nok, måske, for det var jo et sammendrag af de øvrige, og selv om der var føjet nyt til, bl.a. fordi jeg havde været så heldig at finde Lucies gamle skitsebog med et utal af skitser, der aldrig havde været offentliggjort. Jeg lånte den af ejeren og fik lov at tage billeder fra den. Det var da ret enestående, og det føjede nye aspekter til min tolkning og forståelse af hendes liv.

Jeg udgav så bogen på mit eget lille forlag Ancethe – der var et par radioudsendelser om bogen og enkelte anmeldelser. Ingen negative, og i 2015 indbragte bogen mig Karin Michaëlisprisen. Så selv om den var en udgift for mig – og det blev den, for bibliotekerne havde jo de gamle og købte ikke den nye – så var det det hele værd. I Weekendavisen skrev Niels Højlund f.eks. i slutningen af en lang og pæn anmeldelse : Marianne Hesselholt fortæller jævnt og tilforladeligt om familien Ingemanns liv og oprindelse. Hun har fået den gode ide at tage brudstykker af Ingemanns erindringer, Levnetsbog, og bruge dem som indledning til de forskellige tidsafsnit, og så selv digte videre derpå, som om det er Ingemanns egen tekst, der fortsætter. Og hun har fået den endnu bedre ide at finde frem til Lucie Ingemanns Et lille Levnetsløb til Bernhard, så hele sagen også ses fra hendes side – hun, som jo i tidens stil ellers er så overset både som menneske, som kvinde og som den malerinde, hun også var. Og hvor erindringsbøgerne ikke slår til, væver hun Ingemanns digte ind i teksten, så de også bliver en slags kommentarer til det levede liv. Alt sammen udmærket…. og for den, der vil finde frem til en forståelse af, hvad romantikken egentlig var dengang, den endnu ikke var sig selv bevidst som historisk epoke, er denne bog en udmærket indgang – åben for enhver, der forstår at læse ikke bare med hjerne, men også med hjerte.

Der kunne godt stå lidt med rødt her, for biblioteksudtalelsen var ikke god, og jeg har nok med vilje glemt, hvem der skrev den. Den advarede nærmest bibliotekerne imod at købe min nye bog. Lektøren mente, at det bare var en gentagelse af de tre foregående. Det var det ikke. 

 

Bibliotekernes lektørudtalelser har i øvrigt altid været pæne. Den eneste undtagelse er vist nok ovenstående.

Så er der “Hændelser ved Hulsig”, som man kun lige åbnede og så lagde til side. Affærdiget af lektørkorpset med en bemærkning om, at den var for “privat” – de kunne jo have skrevet talentløs – det ville jeg have accepteret. Men det var ret tåbeligt at skrive “privat”, ikke sandt?  for så kunne bibliotekerne jo slet ikke give sig af med at anmelde tidens skønlitteratur, som netop tager stoffet fra forfatterens eget liv. Knausgård for blot at nævne en enkelt.

Nej, “Hændelser ved Hulsig” er ikke privat – selv om den har en bestemt egn som baggrund for fortællingerne, og min familie – Hesselholterne – spiller en rolle. Det var hændelser, der virkelig fandt sted i Hulsig gennem 200 år – og de er her fremstillet i fiktiv form.

Og nu siger jeg som Sabro: Det blev faktisk en rigtig god bog. Den burde bibliotekerne have købt. Den var god at skrive og god at læse. Det sidste har jeg så kun mine læseres ord for, for den blev som sagt ikke lektøranmeldt. Jeg klagede over det ( og det skal man vist aldrig gøre, så får man uvenner inden for den verden, der tildeler en brødet – og man må sulte) – de lovede at se på sagen. Og en halv time efter, at jeg havde ringet, fik jeg besked på, at nu havde de kigget på bogen igen, og meldingen var den samme: det var en alt for privat bog. Den er på 400 sider, så de er da i det mindste hurtiglæsere der på stedet.

Fred være med dem.

Jeg beder Fadervor hver dag – og skal man tage bønnen alvorligt, så rækker den også til bibliotekernes lektørkorps.

20 – Mosul og Tobias

 

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside: www.hesselholt.com

I dag ligger den store irakiske by Mosul i ruiner. Den blev erobret af Isil i 2014, og nu i disse dage ( men ikke for første gang) er irakiske specialstyrker i færd med at erobre den tilbage. Et af verdens brændpunkter. Det har den været i lang tid nu, og dem, der stadig er tilbage i byen og endnu ikke myrdet af Abu Bakr al-Baghdadis voldsregime, forestiller jeg mig, må være ligeså ødelagte som de ruiner, de skjuler sig i.

Det er ældgamle rædsler,  som byen Mosul oplever i disse dage. Der har lydt skrig og suk historien igennem. For Mosul ligger på ruinerne af det gamle Nineve, som de af jer, der har læst Tobias’ historie, sådan som jeg har fortalt den i “Tobias og Englen”, kender til. Den gang hed landet Assyrien og det beherskede en stor del af Mellemøsten.

Tobias, helten i Tobias og Englen” levede for mere end 2600 år siden. Han opholdt sig eksil i Nineve sammen med sin familie. Men vi hører i den apokryfe tekst Tobits Bog, hvordan det lykkedes Tobias’ far, Tobit, at vinde kongens gunst og få en særstatus i det mægtige Assyrien. Og der er på den tid mange jøder i Nineve, de fleste fattige.

Fred var heller ikke lige det, der prægede byen dengang, selv om der i perioder var relativt fredeligt; fred vekslede hele perioden med krig. Akkurat som det har gjort lige siden og åbenbart synes at skulle fortsætte. 

Allerede i begyndelsen af Bibelen støder vi på navnet Nineve (Mosul i dag) – der står nemlig i 1. Mosebog kap. 1, at Nimrod, en af Noas efterkommere, var “en vældig jæger for Herrens Øjne; derfor siger man: “En vældig Jæger for Herrens Øjne som Nimrod” Fra først af omfattede hans Rige Babel, Erek, Akkad og Kalne og Sinear. Fra dette Land drog han til Assyrien og byggede Nineve.”

Jeg synes, det er en morsom oplysning – at Nineve ligefrem skulle have haft en jødisk grundlægger. Måske er det derfor, at konge Sankerib, indtil han går amok, hæger om den jødiske seer, Tobit.

Senere kan vi i Biblen læse om Jonas, der bliver slugt af en fisk (hval?) – det er jo det, vi mest husker om ham, men først hører vi, at Gud har i kraven af ham, fordi han vil bruge ham til at udslette den onde by Nineve.

Jonas kommer efter flere genvordigheder ( hvalen) omsider til Nineve og stiller sig op et sted, hvor alle kan høre ham. Og her udråber han følgende: “Om fyrretyve dage skal Nineve styrtes i grus.” Og de må have taget ham på ordet i den store by, for de omvender sig til Gud Herren og bliver alle som én fromme og gode mennesker, og Gud ombestemmer sig.

Der står sådan her i 3.kap.vers 10 (Jonas’ Bog) “Da Gud så, hvad de gjorde, hvorledes de omvendte sig fra deres onde Vej, angrede han den Ulykke, han havde truet med at føre over dem og gjorde ikke Alvor deraf.”

Men så heldige er de nulevende ( eller døende) efterkommerne i den gamle by ikke. Nu bliver Mosul lagt i ruiner.

Har Gud glemt dem?

19 – Kort om Tobias

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside: www.hesselholt.com

Tobias og Englen kan nu læses i hele sin udstrækning på det indlæg, der hedder engle. Det er indlæg nr.18 i den kategori.

OG DAGEN OPRINDER … Fussingøspillet

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside: www.hesselholt.com

I det følgende har jeg tænkt at rekonstruere det gamle spil, der gik over scenen ( det grønne græs) i Fussingøparken i nogle smukke sommerdage i 1988. Med det fejredes 200 års dagen for stavnsbåndets ophævelse, og jeg havde fået den opgave at skrive og instruere stykket. Det sidste sammen med Jytte Nielsen. Det var på alle måder en stor og dejlig opgave. Desværre havde vi en helt umulig fotograf ( professionel oven i købet) som skulle optage det hele på video, det kludrede han med, så der findes ingen optagelse. Kun nogle billeder, som jeg vil lægge på bloggen og samtidig forsøge at rekonstruere stykket ord for ord. Og det er vanskeligt, for jeg har kun nogle sølle kladder. Prøver at sætte dem sammen, så man kan læse det.

Om stykket ganske kort. Det er et egnsspil, hvori alle personerne med udtagelse af det unge par, knøsen Søren og pigen Mette, er uatentiske. De er gravet frem af gamle arkiver. Pastor Boisen var altså virkelig præst i Bjerregrav i 1875. I stykket holder han en tale i anledning af, at bønderne har opstillet en æresstatue af grev Ludvig Scheel von Plessen. Så vidt jeg husker, fandt jeg hans tale i en gammel avis. Den er altså også ægte nok. Det samme gælder som sagt hele det øvrige persongalleri. De har virkelig levet og virket på egnen.

Publikum til generalprøven

‘En af dagene var det regnvejr

 

Tre af skuespillerne, Thyge Jensen, Hans Kaltoft og Niels Arne Hansen, hygger sig i en pause under prøverne:

Og her kommer første scene:

OG DAGEN OPRINDER …

ET EGNSSPIL OM FUSSINGØ

Scenen er Fussingøskoven. Året 1988. En sommerdag. En familie går tur i skoven. De taler om gamle dage – hoveritiden, stavnsbåndet og om det nye slot og de nye tider sidst i 1700-tallet.. Børnene har netop lært om landboreformer, og moderen har brugt tid på at studere egnens historie.

 

FØRSTE DEL

en sommerdag i 1988

 mor – far – Mette og Søren

Mor:      Hvor herligt, at jeg kunne lokke jer alle 3 med ud. At gå her i stedet for at sidde og glo på den åndssvage skærm.

Mette:    Men nu gik far glip af TV-avisen …

Far:        Sludder! Men … øh … selv ville jeg nu nok have foretrukket en markvandring fremfor det her skovløberi. Sådan en lun og klar juniaften. Kornet, der gror og grønnes for hver dag.

Mette:     Åh, far, du har da også kun avl og gødning i hovedet!

Mor:       Mette!

Søren:     Jamen, det er da sandt. Far har et rigtigt nyttesyn på naturen.

Mette:     Ja, og også dig, mor. Når du ser hylden blomstre, tænker du vist mest på, hvor mange liter saft, der kan blive.

Far:        Nå ja, for os hænger natur og arbejde på en måde sammen, og det, som man selv har sået og set spire og gro, ja det giver nu én en helt særlig glæde.

Mor:      Ja, sådan er det nok. Men netop her ved Fussingø er der så meget, der minder om gamle dages bønder og om tider, hvor den glæde, som du taler om, ikke var så selvfølgelig.

Søren:    Ja. Vi har lige haft om Fussingø i skolen. Om borgen i Gammelhave og om bønderne og herremændene dengang. Og ved du hvad, far, hvis vi havde levet for 200 år siden, så havde du været stavnsbunden og hoveriarbejder og  …

Mor:     Hør nu! Hvis vi havde levet for 200 år siden, så ville vi jo have oplevet stavnsbåndets ophævelse. Og for resten så var bønderne her på Fussingø meget bedre stillede end de fleste andre i kongeriget. Her havde de deres gårde i arvefæste, og hoveri var der ikke meget af.

Mette:    Arvefæste, hvad er det?

Mor:      Nå, det har I alligevel ikke lært. Jo, ser du, de fleste steder kunne herremanden flytte omkring med bønderne, som han ville. Ingen kunne vide sig sikker.

Søren:     Føj, fandt de sig i det.

Mor:      Tja, som regel. Men på Fussingø var greven en klog mand. Han vidste, at en bonde var flittigst, hvis han var tryg.

Søren:     Så han var en slags tryghedsfond.

Mor:       Ha … ja, det kan du sige. I al fald havde bønderne ret til at beholde deres gårde.

Mette:     Er det ikke også det, der står på stenen oppe ved slottet.

Mor:      Jo. Og bønderne rejste den for præcis hundrede år siden for at mindes den greve, der gav dem gårdene i arvefæste.

Søren     Jo, men fæstebønder var de ligegodt.

Mor       Godt nok, men friheden blev en mulighed for dem. En ny bonde så en ny fremtid, og det fejrede man for 100 år siden lige her. Med en stor fest.

Mette     Den fest ville jeg godt med til.

Mor       Så siger vi det. Vi tager til fest. Hold jer godt fast, for nu rejser vi 100 år tilbage, og så …

Far         Hold da op. Al det sværmeri og digt. Nej, lad os holde os til virkeligheden. Begge ben på jorden.

Mor       Du med din jord! Du trænger til at brede vingerne ud og mærke luften omkring dig. Og for resten digtning er altså også sandhed. Og det jeg nu vil fortælle er lige så sandt, som at denne sommeraften er smuk. Digt eller ej.

Far         Så fortæl.

 ANDEN DEL

En sommerdag i 1875

Personerne trækker ud til siden, og scenen skifter, og tiden er nu 1875. Det er samme sted, og man ser den festlighed, der fandt sted i skoven, da bønderne rejste mindestøtten vor Christian Ludvig Scheel von Plessen.  Et optog. I spidsen godsforvanter Nannested og pastor Boisen – derefter følger bønder i festdragter.

Pastor Boisen:    Kære arvefæstere til Fussingø. Vi er samlede for at mindes og ære grev Christian Ludvig Scheel von Plessen, som i dag for hundrede år siden overdrog jeres forfædre deres gårde til evig arv og eje. Lad os tænke på de ord af profeten: Rejs dig minder/sæt dig støtter/agt på sporet/du har vandret. Det er egentlig betydningen af historien, både det hele menneskelivs og hvert folks og hvert enkelt menneskelivs historie, at den ligesom rejser minder, sætter støtter og peger på sporet. Der vil da også være enkelte tider, begivenheder og øjeblikke, der ligesom byder os at stå stille og sætte mærke derved. Det er det, man har villet her på dette sted, idet danske bønder som frie mænd af taknemmelighed har rejst en mind-og æresstøtte med følgende indskrift: Christian Ludvig Scheel v. Plessen til Fussingø gav godsets bønder deres gårde i arvefæste i 1775. Taknemmelige arvefæstere satte denne mindestøtte 1875. Denne støtte skal nu stå her og pege frem som en påmindelse om, at skønt Gud grænser vort korte liv af fødsel og død, så har han også givet os evner og kræfter til stedse at arbejde for, at dette jordiske liv kan leves i frihed og lykke. Bondenavnet var fra Arilds tid et hædersnavn på en fribåren mand, men gennem middelalderen sank bondestanden dybere og dybere ned til trællestand uden eget bo og uden personlig frihed. Samtidig blev kongens magt stedse mere indskrænket og lagt under håndfæstning af de privilegerede stænder, adel og gejstlighed. Med Grundtvigs ord: Kongens hånd engang var bunden/folkets stemme lød omsonst/ dog i Danmark blev opfunden/ kærlighedens skønne kunst. Det var først kongehånden, som blev løst, idet kongen blev frigjort fra den utålelige håndfæstning. Men sent gik det, før trællebåndene, som bandt den danske bonde, blev løste. Den landeværnslov, som strakte sig over hele landet, udviklede sig til et stavnsbånd, der gjorde bonden ikke blot trælbunden til sin hjemstavn, men bragte ham under den vilkårlige behandling af herremændene. Først med stavnbåndløsningen i 1788 toges det første sejrrige skridt til bondestandens frigørelse til som en fri og hæderlig borger at begynde et nyt liv. Men midt under herremandsvældets værste tryk var der dog herremænd, hvis hjerte slog varmt og opofrende for den samme sag og både støttede den unge prins Frederik og i deres kredse gjorde begyndelsen og forberedte det skridt, der toges i 1788. Blandt disse var greven til Fussingø, og denne støtte skal derfor fremover stå som et æresminde om Christian Ludvig Scheel v. Plessen, som allerede 1775 gjorde bønderne på dette sit gods fra fæstere til fri arvefæstere med fuld ejendomsret over deres gårde.

Her afsløres støtten.

Billederne nedenfor er nye og viser den 142 årige støtte, som trænger lidt til en kærlig hånd:

Pastor Boisen: -Lad denne støtte bliver fredet og bevaret og stå til velsignelse både for mindet om den hædersmand, for hvem den er rejst og for den slægt, til hvilken den er overgivet, og til velsignelse for dem, som har rejst den og for den kommende slægt.

Bønderne -  H U R R A!!!

Nu synges sangen: Frem bondemand frem …

 

 

Her ses pastor Boisen tale til bønderne i 1875. Det er Thyge Jensen, der spiller rollen som præsten.

Her ses bønderne.

Bønderne går ud til siden. Scenen ligger tom et øjeblik, så danser bønderkarle og piger ind på scenen. Spillemandsmusik og folkedans. Tiden er 1788. Efter en tid kommer en ung bondeknøs ind. Han er ikke festklædt og synes at lede efter nogen. Får øje på Mette og går hen og tager hendes hånd. Trækker hende bort fra de dansende. De danser nu ud. Musikken tier.

 

TREDJE DEL

En sommerdag i 1788

Mette                Søren! Hvad vil du her?

Søren                ( Bange)  shyy … vær stille!

Mette                (Slår armene om ham). Jamen, hvad er der  med dig? Hvorfor er du her? Du kunne jo ikke få fri i dag, sagde du, og …

Søren                Mette, jeg … jeg …

Mette                Men du ryster jo. Hvad er der sket? Jamen, så svar dog!

Søren                Jeg … jeg er rømmet …

Mette                Rømmet!? Hvordan … hvorfor?

Søren                Jeg er flygtet fra Tjele.

Mette                Hvad er det, du siger?

Søren                ( Langsomt – ser på hende) Mette, jeg har dig så kær.

Mette                Ja, Søren. Ja … men?

Søren                Og jeg vil leve. Og sammen med dig.

Mette                (Undrende) Ja, selvfølgelig vil du det. Vi er jo trolovede. Jamen, vi skal jo giftes.

Søren                Men forstår du, jeg vil leve et ordentligt liv sammen med dig. Jeg er et menneske. Ikke en hund.

Mette                ( Vredt) Hvorfor flygter du så som en hund. Vi kan ikke leve et ordentligt liv på flugt. Og her kan du ikke være. Det har du ingen ret til – du har jo ikke noget pas. Og hvem vil huse en flygtning? Åh, Søren, hvad har du dog gjort? ( hun skjuler ansigtet i hænderne)

Søren                ( Tager hendes hænder bort – hun står med bøjet hoved) Se på mig Mette. Og hør, hvad jeg siger. Jeg havde ikke noget valg. Jeg måtte flygte.

Mette                Hvorfor? Herskaberne på Tjele er da flinke, det ved jeg. Husker du ikke forrige majdag, da vi dansede sommer-i-by på Tjele, og de fandt ud af, at jeg var dit gadelam og at vi skulle troloves? Husker du, hvor de morede sig, og nådigfruen ønskede os så meget godt.

Søren                (Han ler uglad) Ja vist morede de sig. Vi var god underholdning. Åh, men herskaberne er der jo snart sagt aldrig, og vi ser dem så lidt til daglig. Nej du, det er forvalteren, der bestemmer. Og siden den majdag har han villet min ulykke. Og nu vil han, at jeg skal fæste gård.

Mette                (Forundret) Ja, selvfølgelig vil han det. Jamen, er du da forrykt, Søren? Selvfølgelig skal vi fæste gård. Hvad skulle vi ellers leve af?

Søren                Leve! Det er jo netop det. Vi skal leve. Men ved du hvad: den mest forfaldne og usle gård til Tjele har han udset til os. Og den kan vi ikke leve af. Men det skal vi. Og ved du, hvorfor? Jo du, fordi jeg er så stor og stærk, og fordi du er så kernesund og ser ud til at kunne forvandle sand til muld. Ja, det siger han lige ud. Men jeg set den gård. Og jorden dertil. Og aldrig, aldrig i livet vil jeg se dig så udpint som den jord og så afrakket som den rønne. Aldrig!

Mette                Hvis gården er så ringe, så kan du nægte at ta’ den. Det ved jeg. Det har du ret til.

Søren                Ret! Ha!

Mette                ja da har vi lov og ret i landet, ved jeg.

Søren                Ja, lov til at makke ret – det er lov og ret for en bonde. Næ du, lovene, de er ikke til for dig og mig. Åh, jeg har set så mange forsøge sig, endda ved Viborg Herredsting – men ikke én gang har de vundet over forvalteren eller ridefogeden. Nej, Mette, jeg er stærk, det ved du, men det spil har jeg ikke kræfter til.

Mette                ( Tøvende) Men Søren, hvis vi tager rigtig bravt fat … så kunne vi måske …

Søren                (Afbryder hende hidsigt) Nej Mette! Du skal ikke slide i det hver evige dag. Ikke på den måde og ikke til ingen verdens nytte.

Mette                Jamen Søren, hvad med din fars gård? Der arbejder du jo nu, og det er da en god gård, ved jeg. Hvis du bliver flyttet, da er de to gamle ilde stedt. Din bror er jo soldat.

Søren                Det sagde jeg også til forvalteren. Min far, sagde jeg, er gammel, han kan ikke mere passe ploven og kreaturerne. Men den satan … ved du, hvad han svarede? – Han sagde iskoldt: ja, det må jo bliver herskabets sag. Og for resten kan en anden karl jo få gården og din søster med. Så er gården og de gamle i behold. Ah … det svin!

Mette                Du har jo holdt gårde i god stand. Skulle du ingenting have ud af det, så var det da synd og skam.

Søren                Men han tænker lige omvendt. Jeg har holdt gården i fin stand, altså kan jeg få enhver elendig rønne i fin stand …

Mette                Og hvad så?

Søren                Jeg sagde: NEJ TAK!

Mette                Sagde du det?

Søren                Ja. Men så blev han kattevenligt og smilede og smiskede, som om vi var gamle venner. Min gode Søren, sagde han, det gør mig ondt, men det ser desværre ud til krig, og da du jo alligevel ikke vil makke ret, ja så komme jeg jo nok til at udskrive dig til soldat.

Mette                Men din bror er jo soldat.

Søren                Det sagde jeg også til ham, men han svarede, at det godt nok var synd, at to så raske karle skulle radbrækkes ved militæret, men hvis jeg ville være føjelig og tage den ledige gård, så skulle han lægge et godt ord ind for mig og få mig fritaget for tjeneste. Og nu er jeg her.

Mette                Hvad skal vi dog gøre?

Søren                Jo, ser du, jeg har tænkt over det, og nu er det sådan, at jeg har hørt, at i Nederlandene kan man leve som en fri bonde.

Mette                I hvad for nogle lande? Hvor ligger de?

Søren                Åh, det er ikke så farligt langt borte. Og det er tæt på England, og der er alle mennesker frie, og der kunne vi måske også komme til …

Mette                Vi?

Søren                Du og jeg, Mette, vi er ét. Det ved du da. Uden dig vil jeg ikke leve i noget land på jorden.

Mette                Jamen flygte? Som forfulgte dyr. Og ikke vide, om vi når frem – eller til hvad. Nej, Søren, det vil jeg ikke.

Søren                Og jeg vil ikke vende tilbage til Tjele.

Mette                Måske kunne vi tale med herren.

Søren                Med Lüttichau?

Mette                Nej, dit fjols. Men grev Plessen. Med min greve.

Søren                ( Mørkt) din greve! Siden hvornår er han din? Og hvad med mig? Er du min eller grevens.

Mette                Nu er du dum.

Søren                Desuden taler han sikkert ikke dansk.

Mette                (Vredt) Vel gør han så! Han er ligeså dansk som du er og for resten et menneske og en kristen.

Søren                Et menneske! Og kristen! Hvor dum tror du jeg er.

Mette                Åh nej, Søren, der kommer nogen. Skjul dig – hurtigt. Der bag buskene.

Søren                Nej. Når du ikke vil flygte sammen med mig, så kan det hele være lige meget.

Mette                Åh Gud, det er præsten. Så er vi fortabte.

Pastor Brandt  ( med inkvisitionsstemme) Aha! Ser man det! her står du, min pige og gantes frækt i skovens syndige skjul – men husk: intet er skjult for Herren – Og hvem er så han?

Søren                Jeg … jeg …

Brandt              (Afbryder skarpt) Tak, han kan svare, når der tales til ham. Jeg spurgte hende. Nåååhhhh!?

Mette                (Forsagt) Det … det er min fætter, min fætter … Erik.

Brandt              Jaså jaså, tænk er det virkelig? Fætter Erik? Og hvor kommer så fætter Erik fra?

Søren                (hurtigt) Jeg kommer fra Tjele.

Brandt              Hvor interessant – yderst interessant, må jeg sige. Fra Tjele ( til Mette) du lyver. Du har ingen slægtninge på Tjele. En løgnerske er du og det for din præsts hellige åsyn. Det slags gør man ikke ustraffet. Og straffen for usædelighed er tamperretten.

Søren                (Vredt) Der er ingen grund til at straffe Mette. Jeg er hendes trolovede. Jeg er her i lovligt besøg.

Brandt              Man trolover sig ikke med sin kusine. Så I lyver begge. Men sandheden skal komme for en dag, således som alt skal åbenbares for den almægtige på den yderste dag. Åh, dette skarn og søle, man må smudse sjælen med i denne jammerdal!

Mette                Løb, Søren løb!

Brandt              Nej, holdt – holdt i kirkens navn!

Da Søren vender sig og løber, støder han ind i fru Agathe Scheel von Plessen.

Grevinden        Hov hov unge mand!

Søren                Åh, om forladelse, nådige frue.

Grevinden        Ja, du ligner rigtignok en, der er faldet i unåde …

Søren                Ja, vi, jeg, vi, det … ( han går over og tager Mette i hånden – de står lidt, men da ingen tager notits af dem, lister de ud.

Grevinden        Pastor Brandt!  De her? Det forbavser mig. De er dog ellers kendt for på det kraftigste at tage afstand fra sommerfester.

Brandt              Da kan jeg forsikre grevinden om, at jeg rigtignok også udelukkende er her for på det kraftigste at tage afstand!

Grevinden        En noget besynderlig måde, må jeg sige. Men hvorfor kan De dog ikke i stedet frydes over ungdommens livsglæde?

Brandt              (Med alle tegn på væmmelse) Frydes! Nej, jeg græmmes! Hvilken afskyelig tanke: frydes over synden?

Grevinden        Nej, menneske, over sangen. Over dansen og glæden.

Brandt              Jeg tror sandt for dyden ikke, at grevinden ret har betragtet disse dansende karle og piger.

Grevinden        Vist har jeg da det. Jeg kunne endda få lyst til at danse med.

Brandt              Grevinde dog! Denne dansen ud og ind er og bliver dog Satans værk. Og tænk på, hvad dansen kan føre med sig af unævneligt!

Grevinden        ( Drillende) Ja, hvis De blot ville nævne det, kære pastor, så skulle jeg gerne tænke over det.

Brandt              Jeg tvivler på, at grevinden ser alvoren. Kødets lyster, de syndigste lyster, livet kender, kaster dansen disse primitive piger og karle ud i.

Grevinden        Ved De hvad, pastor Brandt? Kødets lyster er det, dannede mennesker kalder elskov. Og man behøver ikke være primitiv for at elske.

Brandt              (Får problemer med vejrtrækningen) Elske? Kalder De det at elske? Og desuden: man bør ene elske sin Gud.

Grevinden        Og sin næste, ikke sandt? Men nu De selv pastor Brandt? Elsker De kun Gud?

Brandt              Ja, så sandelig! – min attrå står ene til Herren.

Grevinden        Så er jeg bange for, at De har valgt den forkerte gerning, min gode mand. I Bjerregrav og Ålum har vi brug for en præst, der også elsker mennesker. Det minder mig om … De har vel aldrig truffet Deres forgænger i embedet, pastor Sinding?

Brandt              Pastor Syndig! … Øh, forlad mig, Sinding … ham nærer jeg intet ønske om at træffe – han har så aldeles fordrejet hovedet på bønderne i Bjerregrav, og jeg har kæmpet en ædel kamp for at hindre dem i hver måned at age til Randers efter øl og drikke sig aldeles berusede – en trafik, som deres pastor Sinding ikke blot tillod, men ved Gud tilmed encouragerede!

Grevinden        Åh ja såmænd, han kendt dem jo, de gode bjerregravbønder og forstod, hvad det betød for dem engang i mellem, blot en enkelt dag, at kunne glemme det hårde daglige slid.

Brandt              Slid! Sagde De slid? Ja, da må jeg idelig kæmpe mod deres dorskhed på markerne, ellers fik jeg så sandelig ikke tilbørligt opdyrket præstegårdsjorden.

Grevinden        Nå ja – men jeg vil nu ikke diskutere bondesag med Dem, pastor, der bliver vi aldrig enige. Men det undrer mig, at De slet ikke synes at have bemærket, at tiderne skifter, og at et nyt bondesyn vinder frem …

Brandt              (Hånligt) Ha! Nyt bondesyn! Jo, mon ikke … man har endog ymtet om, at visse nu om stunder finder bonden ædel. Ædel! Det ender vel med, at man adler ham. Men har grevinden ikke observeret, at de mest slyngelagtige herremænd i dette land er bondeopkomlinge? Når bonden kommer til ære, ved han ikke, hvordan han skal være.

Grevinden        Og det undrer Dem? Kunne det  da være andet? Er De klar over, hvilken elendig oplysning, der bliver givet bønderbørn?

Brandt              (Skummende af foragt) Oplysning til bønderbørn? Nej, men nu går grevinden for vidt! Disse unger bør udelukkende lære deres kristendom, ja og lidt regning og lidt skrivning, muligvis. Anden videnskab behøver de ikke og er de slet ikke tjent med. Jeg gyser for alt videre, som vore vindige tider har udtænkt og kun kan fordærve alt med. Mere kundskab vil gøre bonden hans stand ufordragelig og skabe lede og kedsomhed ved det ensartede arbejde, hvortil alle hans dage nødvendigvis skal anvendes.

Grevinden        Ja, De har sikkert ret i, at bonden vil kaste sit åg af sig, hvis han oplyses. Men uden ågets tyngde vil han få nye kræfter og bruge dem til glæde for sig selv og staten.

Brandt              Sandelig, jeg siger Eder, grevinde: bondens åg kan ingenlunde afkastes, uden at staten må bæve i alle sine grundvolde.

Grevinde          Så lad bæve, lad grunde skride og lad falde, hvad ikke kan stå. En ny og bedre stat vil opstå på ruinerne.

Brandt              Jeg er dybt rystet. Vil … vil grevinden statens ruin? Vil … vil grevinden en … bondestat?

Grevinden        Naturligvis vil jeg ikke det. Men en stat af frie borgere, det vil jeg. Jeg ved ikke, hvad pastoren vil kalde det?

Brandt              Ragnarok vil jeg kaldet, Sodoma og Gomorra vil jeg kalde det … kaos og tilintetgørelse og og og …

Grevinden        Ja, ja, jeg vil som sagt ikke diskutere med Dem. Men formane Dem, det vil jeg. Og minde Dem om Deres pligt som præst i Bjerregrav og Ålum: at forkynde kærlighedens og barmhjertighedens evangelium … også for bønder. Men nu må De gå hjem og tænke over det!

Brandt              Åh, der er dog lige en ting, grevinde, som jeg uopsætteligt må tale med Dem om: bondeknøsen, som var her for et øjeblik siden …

Grevinden        Åh ja, drengen lignede jo en forfulgt.

Brandt              (Triumferende) lignede? Næ … han v a r det! Det er jeg sikker på.

Grevinden        Forklar Dem!

Brandt              (Med sænket stemme) Jeg mener: han er en ussel og gemen flygtning!

Grevinden        Jeg forstår ikke …

Brandt              Jo, det er klart nok. Han er flygtet fra sit herskab.

Grevinden        (Undrende) fra hvilket herskab?

Brandt              Fra Lüttichaus … fra Tjele.

Grevinden        Jaså! Det undrer mig. Kammerherren er dog yderst human, og fru Johanne er jo oprigtigt grebet af Brødremenighedens fromme liv. Skulle de plage deres bønder?

Brandt              (Vrissent) Nej, naturligvis ikke. Men de unge bønderkarle i dag, de kræver jo et liv i syndig lediggang og mæsket overflod – og her, just her, kære grevinde, har vi et talende eksempel på bondens hele lave og slette karakter.

Grevinden        Jamen, ved De da, hvad der er gået for sig?

Brandt              Ved og ved, man ved jo nok, hvad man ved … og desuden: intet er skjult for Herren.

Grevinden        Nej, nu sætter De Dem minsandten lovlig højt!

Brandt              Som Herrens stedfortræder på den syndige egn …

Grevinden        ( Afbryder) Ja tak! Så er det nok! For resten forholder det sig så heldigt, at herskabet på Tjele er budt hertil for at fejre sommerfesten sammen med os. Og så kan vi jo i ro få opklaret den sag.

Brandt              (Ivrigt) Jamen, karlen?

Grevinden        Åh, han løber vel ingen vegne – jeg så jo, at han havde et godt øje til Mette, og hun er en god pige, som nok skal vide at holde på ham.

De forlader scenen, der er tom et øjeblik, så danser piger og karle ind.  De danser en stund. En ung pige kommer ind. Hun synger et par sange. Birkeskriver Hempel kommer ind sammen med sin niece Kirstine.

Kirstine             Ja, onkel, jeg ved, at jeg er meget ung. Og at det er svært for en pige at få lov at udøve lægekunst, og at I alle helst så mig gift. Men jeg vil ikke giftes. Og når nu Gud har givet mig evnen til at helbrede …

Hempel             Javist, min pige. Jeg ved det. Men nu, hvor min salig bror er borte, har jeg ansvaret for dig – og tro mig, det er utrygt for en ung ugift pige at udøve den slags. Gift dig, barn! Så kan du hjælpe, når der er behov. En jordemoder er der altid brug for.

Kirstine             Jordemoder! Men jeg kan jo så meget mere. Kunne du ikke tale med greven. Hvad onkel? Desuden er der ingen mand, der vil gifte sig med mig. Jeg er ikke rig og ikke engang smuk.

Hempel             Nej, hør nu mit barn. Du er dog så smuk som nogen. Og for resten, det er ikke altid penge og skønhed, der tæller i ægteskabet. En god karakter opvejer mangefold disse flygtige dyder. Du finder nok en mand – eller han finder dig, eller jeg finder en til dig.

Kirstine             Jeg vil hellere arbejde. Og måske greven giver mig lov.

Hempel             Nu får vi se. Men der kommer gamle lærer Lemmiche fra Bjerregrav. Ham må du hilse på. Han er snart halvfjersindstyve år og stadig underviser han børnene. Goddag, lærer Lemmiche!

Lemmiche         Goddag, min gode møller. Nå, I holder også fri i dag.

Hempel             Såmænd. Alle holder vist fri i dag. Kun min lille niece her brænder efter at arbejde.

Lemmiche         (Undrende) Arbejde?

Hempel             Javist. Hun vil så gerne vise sin lægekunst, så hun venter utålmodigt på, at en af danserne skal brække benet.

Kirstine             Onkel!

Hempel             Og i stedet burde hun forlyste sig med de andre unge. Men kærlighed og morskab ligger ikke for hende. Ak ja, unge piger nu om stunder!

Lemmiche         Ja, ja kære møller Hempel, men forvivl nu ikke over hende. Et langt liv som lærer for piger og drenge i Bjerregrav har givet mig indsigt i de ting. Og ofte kan piger være de allerdygtigste udi alle videnskaber. Og du, min pige, du skal slet ikke give op. De gaver, Gud har givet os, dem skal vi ingenlunde forsmå.

Kirstine             Men fordi jeg er en pige, tror ingen på mig.

Hempel             Og det kan nu ikke være ufarligt for en kvinde at være for klog på de ting. Og de tider er næppe forbi, hvor det kan ødelægge et fruentimmers rygte. Sære kunster vil folk synes.

Lemmiche         Åh, den slags overtro trives dårligt her på egnen. Vi har stedse lært børnene, at viden ikke har med troldkunster at gøre. Vi har villet, at tro og viden skulle sejre over den mørke overtro.

Hempel             Jo. Men folk!

Lemmiche         De fleste har gået i en god skole.

Hempel             Men alligevel.

Lemmiche         Jeg synes, at du skal være en brav pige og vise, hvad du kan.

Hempel             Ja, behag venligst at brække benet, hr. lærer, så hun kan få sin kurerlyst styret!

Lemmiche         Nu må I ikke spøge med en gammel mands helbred. Jeg har skrantet på det seneste, og skulle først benet brække, da var det ude med mig.

Hempel             I ser da ellers rask ud.

Lemmiche         Jo tak. Men nu må jeg gå ad Bjerregrav til Og vejen forekommer mig længere end den plejer. Farvel møller og fat mod, min pige!

Lærer Lemmiche ud.

Hempel             Nej se! Der har vi jo en af mine gode kunder. Christen Andersen fra Nørre Tulstrup. Tænk, at han er her i dag. Vel mødt, Christen Andersen. I dag kommer I nok ikke efter honning?

Andersen          ( Beruset) Ho … honning? Nej, i dag d r i k k e r vi honning. Det søde mjød.

Hempel             Du må hilse må hilse på min broderdatter, Kirstine.

Kirstine             (Nejer) Goddag.

Andersen          Ohøj! Ohej! Oh …

Kirstine             (Ler) Tror I, vi er på et skib?

Andersen          Vist så. Et skib. Alle er vi på et skib, og i dag har jeg drukket så meget mjød, at der kunne sejle et kongeskib i det. Og kaptajnen – det mig!

Hempel             Åh Christen, du er og bliver dog en gemen bonde.

Andersen          Ge … gemen. Jo nok, men ser I, en bonde har mange virk … som … heder.

Hempel             (Ler) Du har da vist.

Andersen          Nemlig. I Tjele køber jeg svin, og i Randers sælger jeg saltgrøn flæsk til købmand Velling og køber tran af Dinas Mammon og jern af Søren Knabe, og jeg sælger jern til købmand Liihme, og i Viborg sælger jeg træ, og i Randers sælger jeg jern til Rasmus Lund og … og … og.

Hempel             Ja, du ender med at blive en holden mand.

Andersen          Shyyy … ti stille dermed ( hvisker) men  mellem os sagt, højstærede her. Mølleskriver,  øh birkemøller … hø, jeg mener … jeg er det allerede. Sig det nu ikke til en mors sjæl. Skatterne kunne komme for skade at stige.

Hempel             Ja, det var jo skade.

Andersen          Ja ikke? Og min højstærede husbond, Christen Juul til Viskum, han siger selv, at  … ja, hvad er det nu … vindskibelighed. Ja, der var det rigtige ord, ærede hr. mølleskriver.

Hempel             Birkeskriver.

Andersen          ( Ser sig omkring og peger i alle retninger – er ved at falde) Magdalene … har I set Magdalene?

Hempel             Nej, vi har ikke set din kone.

Andersen          Skade, for med hende er det nemlig galt fat.

Kirstine             (Interesseret) Galt? Hvordan?

Andersen          Jo – hun har ondt. Sådan langt nede i  … i halsen.

Kirstine             Da må I få hende hjem. Luften er alt for kølig nu.

Andersen          Og hvad ved en bitte pige om det?

Hempel             Hun er kyndig udi sygdom.

Andersen          Den klog kone i Løvskal har ikke kunnet hjælpe.

Kirstine             I skal give hende vineddike blandet med vand og holde linet stedse vådt om hendes hals og lade hende årelade. Dernæst skal I blande surdej med eddike og binde hende det under fødderne. Så bliver hun rask.

Andersen          I morgen lider vi alle af den fulde syge. Kan I ikke skrive mig det op.

Kirstine             Kan I da læse?

Andersen          Kan I skrive, så kan jeg læse.

Kirstine             Kom med og lad os finde skrivesager.

Kirstine og Andersen forlader scenen.

Hempel             ( Bekymret) Kunne jeg blot vide det kære barns fremtid sikret.  Hun vil få det godt hos mig på møllen, men jeg er gammel, og en dag er jeg borte. Men se, der kommer den gode degn fra Ålum. Goddag Peder Sørensen og goddag til dig, madam Sørensen.

Sørensen           Goddag Hempel. Ja, Maren ville jo grumme gerne se festlighederne.

Maren               Det er nu ikke bare nyfigenhed. Vi har børnene med, for at de kan forlyste alle med deres dejlige sange.

Sørensen           Jo, og skønt er det da også at se de unge danse. En har jo haft mange af dem i skolen.

Maren               Ja, det har vi.

Hempel             Vi? Men har du da også belært dem, Maren?

Maren               Ind imellem har en jo hjulpet i skolestuen.

Hempel             Hvorudi har du da undervist dem.

Maren               I deres kristendom.

Hempel             Men bønderne her kan vist mere end deres fadervor, ved jeg.

Maren               Det er sandt og vist. Grevinden har forlangt, at børnene skal oplæres i alle videnskaber.

Sørensen           Ja, og pastor Sinding var grumme tilfreds, når han kom til overhøring. Men den nye præst, han er snart ligeglad, blot de kan remse deres katekismus op.

Maren               Ja, vi savner pastor Sinding. Men nu skal børnene synge.

Degneparret stiller børnene op og de synger nogle sange.

Alle ud. Tom scene. Ind kommer grev Christian Ludvig Scheel v. Plessen i samtale med Hans Helmit Lüttichau til Tjele.

 

 

 

Plessen             Jeg er glad for, at I kunne gæste os i dag. Jeg holder meget af denne sommerfest. Det er rart, når gode traditioner holdes i hævd, synes jeg.

Lüttichau          Ja, du har ret. I sommertiden er der i det hele taget smukt på landet, og man bliver næsten glad for landlivet.

Plessen             Jeg har ellers indtryk at, at du trives godt ved hoffet, mens det nærmest er omvendt for mit vedkommende. Jeg kan ofte gribe mig selv i ret at længes efter Fussingø, når jeg er mest optaget af statens sager.

Lüttichau          Oprigtig talt, ind imellem keder dette landvæsen mig. Men jeg mener nu også at have en habil forvalter, som forstår sig bedre på de ting end jeg.

Plessen             Ja, her på Fussingø er vi da også velsignet med en ganske fortræffelig forvalter. Så jeg kan roligt opholde mig på Lindholm det meste af tiden. Gabriel Tryde kender både sit arbejde og sin egn for ikke at tale om bønderne bedre end de fleste. Nå, men jeg er jo også optaget af arbejdet med bondesagen snart alle døgnets timer.

Lüttichau          Jo tak! Det ved jeg. Og vi er en del godsejere, som venter spændt på resultatet af det arbejde.

Plessen             Mon ikke også en del bønder venter lige så spændt?

Lüttichau          Det kan jeg ikke forestille mig. Bønderne er heldigvis ikke i stand til at begribe rækkevidden af det, I går og pønser på.

Plessen             Nej, ved du hvad, Hans? Pønser på? Det var dog et sært udtryk at bruge.

Lüttichau          Ja, jeg er nu nok ikke den eneste, der i denne tid ængstes for, hvad I kan finde på.

Plessen             De kan være ganske rolig. Der er ingen grund til ængstelse. Vi tænker ikke kun på bondens tarv, men på hele landets fremtid – og på fremskridtet.

Lüttichau          I tænker sikkert stort og ædelt. Landets fremtid, siger du? Men når I taler om at ophæve stavnsbåndet, så ved jeg snart ikke, hvis fremtid I tænker på. En usikker fremtid er det i al fald.

Plessen             Usikker?

Lüttichau          Netop! Men forstår I da overhovedet ikke, hvilket kaos, I kaster de stakkels bønder ud i?

Plessen             ( Fast) Alle mennesker fødes med retten til frihed. Alle kommer vi til verden med et væld af muligheder og evner.

Lüttichau          Med de samme evner?

Plessen             Nej, naturligvis ikke just de sammen, men …

Lüttichau          ( Afbryder ham) Du skulle holde dig for god til den slags hedensk snak, Christian. Vi har lært, at Gud kalder hver af os til den stand og de kår, han finder bedst. Det tror du vel på? Du har vel ikke forladt din lutherske tro?

Plessen             (Lidt tøvende) Åh du, vi har lært så meget …

Lüttichau          (Strengt) Christian Ludvig! Se på mig! Du tror vel på Gud den Almægtige?

Plessen             (Møder hans blik) Jeg tror på Gud den Barmhjertige. Jeg tror, nej, jeg ved, at Gud ikke skaber noget menneske til lidelse og undertrykkelse. Jeg tror på, at alle har samme ret til i frihed at skabe sit eget liv i skønhed og lykke.

Lüttichau          I skønhed og lykke? Nu taler du jo som et barn. Bonden er jo lykkelig. Ja, på sin måde, naturligvis. Han er tilfreds. Han begærer jo slet ikke alle disse nye indretninger, som I finder på derovre i København. Nej, Christian Ludvig, det kommer mig for, at I svæver et sted oppe i skyerne uden forbindelse med den jord, I træder på. I ser ikke virkeligheden med dens krav og nødvendighed. Kom dog ned på jorden og se bonden. Se ham i al hans tarvelighed. Han er tilfreds med sit hårde liv, for han er skabt til det.

Plessen             Ned på jorden, siger du? Jeg er landmand, Hans, og som landmand har jeg rejst overalt i Europa. Og overalt har jeg set det samme syn. Bønder i fattigdom og uvidenhed. Vist har du ret Hans: bønderne er ofte træge, kivagtige, ja, undertiden endda uduelige og fordrukne. Men det er i k k e deres natur. Det er deres kår, der skaber dem. Jeg kan give dig et eksempel: aldrig så snart har en dygtig bonde arbejdet er god gård op, før han sættes fra den for at tvinges til at begynde forfra på en elendig bedrift. Naturligvis sløves han og opgiver til sidst.

Lüttichau          Ah, dine bønder flyttes da aldrig omkring – og det sker vel i det hele taget sjældent.

Plessen             Det er jeg ikke så sikker på. Og desuden, retten til at flytte vilkårligt rundt med bønderne findes. Og så længe vilkårligheden hersker, kan ingen bonde vide sig sikker. Derfor må vi ændre lovene.

Lüttichau          Men det nytter ikke.

Plessen             Jo. Det nytter. Og jeg kan bevise det. Her på Fussingø har vi givet bønderne deres gårde i evig arv og eje, og du finder ikke flittigere bønder i hele landet.

Lüttichau          (Affejende) Ja, ja det er klart, at bønderne her er noget særligt. De er skam heller ikke så tossede på Tjele. Men det beviser ikke noget. Og jeg kan love dig én ting: ophæver I først stavnsbåndet, da slipper i Fanden løs. Hvor har vi så bonden? Hvordan skal godser med magre jorder holde på ham? Vist er dine ideer smukke, men på virkeligheden duer de ikke. Brug dem i dine digte! Ligesom din oldefar Mogens Skeel. Også han havde højtflyvende tanker, men han holdt dem på papiret, og der gjorde de ingen skade.

Plessen             Jeg har en drøm.

Lüttichau          (Ler) Ja. En drømmer og en digter, det er du så vist, Christian Ludvig.

Plessen             (Uanfægtet) jeg har en drøm om frihed.

Lüttichau          Ha ha …

Plessen             Og jeg er overbevist om, at den drøm bliver virkelighed en dag. Jeg ser et andet Danmark, hvor en fri bonde dyrker sin egen jord og sår og høster dit eget korn. Hvor frihed og ejendom er hver mands ret. Jeg ser et Danmark, hvor alle er borgere med lige ret til viden og velstand. En dag vil du møde en ny tids bonde, Hans, en bonde, som er flittig, fordi han har lyst, og som er dygtig, fordi det nytter

Lüttichau          I river grunden bort under bonden. Frihed tåler kun den stærke.

Plessen             Så må vi give ham den styrke.

Lüttichau          Som det er nu …

Plessen             (Afbryder ham) Som det er nu, lever han som et dyr, og vi behandler ham som et dyr. Nej, det nytter ikke, at du protesterer Hans. Når jeg tænker på, hvordan I ser på bonden, da må jeg harmes. Jeg har hørt, at Guldberg skulle have sagt: hvis bonden ikke er bunden, er han værre end hunden.

Lüttichau          Vi står langt fra hinanden …

Plessen             Ja, det gør vi. Men hør nu, min ven, i dag er vi sammen for at glæde os over sommeren og væksten, og det kan vi vel enes om?

 

Piger og karle danser ind. De to adelsmænd ser til – Efter en stund danser bønderne ud igen. Greverne står stadig og konverserer. Grevinden kommer ind fra den modsatte side ledsaget af præsten.

Plessen             Nej se, min frue i selskab med vor lokale gejstlighed. ( Lüttichau og fruen hilser – præsten træder lidt i baggrunden.  Plessen vinker ham frem. Henvendt til vennen). Og må jeg præsentere pastor Brandt for dig. Han skulle være nidkær i tjenesten.

Brandt              ( Bukker dybt) Deres ærbødige tjener – nær Guds.

Lüttichau          Ja, det er i sandhed en herlig gerning – at være hyrde for bønderne.

Brandt              Såmænd. Desværre er fåreflokken spredt og på vildsomme veje, og ens gerning bærer ikke frugt i denne golde jammerdal.

Lüttichau          Er det virkelig den smukke Nørreådal, De taler om?

Plessen             Ha ha … og her gik jeg lige og roste vore bønder for deres dydige levemåde.

Brandt              Da ved jeg rigtignok bedre end nogen, hvorledes det er fat med den dyd. Disse bønder er lastefulde helt ind til marven. Hvis jeg må triste mig til at dryppe malurt i nådigherrens bæger.

Lüttichau          (Ler hjerteligt) ha ha … der hører du, Christian, en præst kender sine bønder fra den daglige omgang.

Brandt              (Stødt) Sandt at sige finder jeg kammerherrens latter malplaceret. Alt taget i betragtning.

Lüttichau          (Studs) Virkelig!

Brandt              Jo. I allerhøjeste grad. For jeg har nemlig uomtvistelige beviser på, at det står om muligt endnu ringere til med bøndernes dyd på Tjele.

Lüttichau          Næ hør nu, min gode mand. Det forekommer mig, at De overskrider deres sognegrænser.

Plessen             Ha ha ha …

Lüttichau          Jamen, hvad er det, manden fabler om?

Brandt              Jo, for jeg ved, at der netop i disse minutter ufravigeligt sikkert fjæler sig en flygtning fra Tjele her. Ja, lige her. Nådigfruen er mit vidne.

Plessen             Hvad er det, du ved, min ven?

Grevinden        Åh, jeg ved lige så lidt som pastoren noget som helst, og beviser har vi da slet ikke. Men det er sandt, at der er flygtet en karl fra Tjele og at han er her.

Lüttichau          Sandt? Jamen, da er det en alvorlig sag, og I må straks underrette forvalteren, så fyren kan pågribes og tilbørligt straffes.

Brandt              Som talt ud af mit hjerte.

Grevinden        Aldeles hjerteløst.

Plessen             Men min kære! Vi må dog finde karlen og komme til klarhed om sagens rette sammenhæng. Vil pastor Brandt underrette forvalteren?

Brandt              Med største fornøjelse

 

Scenen stadig samme. Men en illusion af interieur skabes f.eks. ved, at et bord anbringes – greven kommer ind – han sætter sig ved bordet og synes optaget af blæk og pen. Ind træder forvalteren Gabriel Tryde.

Tryde                Greven har ladet mig kalde.

Plessen             Ja, desværre er alt ikke festligheder. Man har sagt mig, at en bondeknøs er flygtet fra Tjele og nu befinder sig her på Fussingø.

Tryde                Og hvorfor er han flygtet?

Plessen             Tja hvorfor? Min hustru siger, at han næppe er nogen forbryder.

Tryde                Det er vel en forbrydelse at flygte fra sin gård.

Plessen             Ja, det siger De. Men det burde være ethvert menneskes ret at færdes frit i sit fædreland.

Tryde                Jeg siger ikke andet. Men loven gør, Og lov skal holdes, ikke sandt?

Plessen             Love har mennesker skabt. Love kan mennesker ændre.

Tryde                Ja, når kongen byder det.

Plessen             ( Han sukker dybt) Kongen ja. Men kongen må have kloge mænd omkring sig. Ellers var han ilde faren. Og vi med.

Tryde                Ja, vi her på Fussingø er stolte af grevens arbejde i landbokommissionen. Men er alle herrerne enige i bondesagen?

Plessen             De bedste. Reventlov, Bernstorff og Schimmelmann.

Tryde                Undskyld min dristighed, hr. Greve, men man hører jo så meget.

Plessen             Sig blot frem, min gode Tryde!

Tryde                Jo. Man siger, at greven og flere andre forbereder en omvæltning af landets styre … men … kan det …

Plessen             Siger man virkelig?

Tryde                Ja. Og hvad med kongen?

Plessen             Med kongen er det ilde fat. Men det er jo kronprinsen, der regerer nu, og han brænder for bondens sag. Men nu må De finde den karl og bringe ham til mig.

Tryde                Jeg skal finde ham.

 

Tryde og Plessen ud. Scenen tom et øjeblik, så danses der atter – et par bondekoner skiller sig ud fra mængen. Det er Karen Brøndum og Anne Hviid. ( En dialektkender – den gamle kirkesanger i Bjerregrav skrev teksten om til dialekt – som efter hans udsagn skulle være gammel Bjerregravmål)

Anne                 Nu æ de gån 4 oer sien den daw we pastor Sinding huer wi fek wor joer skywt u’ – o de æ føst no wi hå wænnet wos te’et.

Karen                Ja, a houer den daw, Kræn kam jæm – han war ligot nø sær we’et. Ja, no hå di dyrke djer marker i fællesskaw i manne hunne oer og så sku’et te o blyw spre’ øve(r) hiele einen.

Anne                 Ja, wi ka’ grin å’et i daw næ wi tenke po’et. Men den føst tij bløw Niels we o harre o so hans marker i låeng’ strimle akkuråt som di pleie i fælleskawe …

Karen                Ha ha ha …!  A troue Niels wa lisså towle. Han sku osse prøw sæ fram i lång tij … men no go’er got mæ de …

Anne                 Jo, det er nok såen me di mandfolk: di tenke æ før di jawer te å law nø – o’ så go’er jo de(r)ætter

Karen                Men wil do trou, Kræn himler op om te wi ska’ flø’t gouren u’ po marken. De e(r) nø fåååle snak, tøkke a

Anne                 Ja, a hå(r) høt Niels sæ nø lissådan – men a ku’ da æ tenk mæ o bo jenle po marken.

Karen                Næj, jen ku’ blyw sæ ve’et

Anne                 Ja, o a troue hælle æ de æ(r) got for bønnen. Di ku’ hæn o blyw hiel bång for o si aje folk te sist, om di sku’ bo jenle po marken.

Karen                Ja, men do sku’ høer Kræn, nær han snakke om den gouer wi ska’ ha’. Han snakke om hauen og linnealléen, o jen sku’ trou te de wa(r) e slot han wil byg wos.

Anne                 Ja, a ka si ham sidde o regire o wæer swæ’t tepas we’et. ( De ler)

Karen                Forrejsten wa(r) a gången til Rajs i gue. A håd høt te køman Knabe håd billi siev.

Anne                 De war lånt o go ætte så lit.

Karen                Jo, men så soll a å nø ul te Dines Mammen, med de tøkke a æ do ska’ sæj til Niels

Anne                 A forstoer dæ wal.  Wi ajer æ hælle æ så ring te å handl nø ul o nø flæsk, nær wi allywal er gången til Rais. Sist gång tøt a no de wa træls. Dæ æ så fåååle møj spektakel i bøjen.

Karen                Ja, wi hå’er bæier wi ajer te wi ska’ æ høer po de hurlumhej – å så løjten. Føj!

Anne                 Ja, beskit de æ(r)’t i bøjen … jen blywe hiel glå we Bjerregrav. Men si dær komme wor nabo, Pier Wammen …

Peder                Hå(r) I bette kuener sit Kræn Eistrup?

Karen                Han kam gången mæ Niels Frihånd og Jens Kousted. Men di hå vist fåt en toer for tøsten.

Peder                Jow. A vejer’t – men a hå nøs soll en gris te Kræn å no æ(r) a bånd han glemme(r) ’t.

Karen                Så må wi få hål i ham – te I ka’ få håndslaw po den handel.

Anne                 A tøkke nos når æ te jen sku’ hannel såen en fæstdaw. Ål hår jo fåt for møj å drik.

Peder                Jamen, så go’er ållebejst. A hå’r snår soll hiele gouern – jen gris te Kræn Eistrup å tow te Las Knudsen og 3 te Niels Brask.

Karen                Jamen, de wa’r da forfærli. A troue snår te do sku’ glæm den hannel.

Peder                Glæm!? Næj, houe minne do wal? A wil ha’ mi peng. Og så ka’ de ajer got få gouern – den er ligegot møj ring. Ha ha ha … forwal bette kuener!

Peder ud

Karen                A tøkke han wa(r) høvt op.

Anne                 Ja, de æ rajti – wi må nok helle få hål i Niels og Kræn. Hels hår wi kaske hælle injen gouer i muen.

De ler og går ud. Scenen tom et øjeblik. Mette og Søren ind.

Søren                Du må bestemme dig nu. Men det siger jeg dig: vil du ikke flygte med mig, så gør jeg en ulykke på mig selv.

Mette                Da gør du stor uret mod mig. Det er også bare en anden måde at undgå sin skæbne på. Og Søren, det nytter ikke. Man kan nu engang ikke flygte. Ens skæbne ligger i Guds hånd.

Søren                (Bittert) Ikke min. Den ligger i forvalterens.

Mette                Du potter Gud, Søren. Vi tale med greven. Det er ham, der bestemmer.

Søren                Men jeg vil selv bestemme over mit liv. Jeg tåler ikke andet.

Mette                Hvad så med mig? Betyder jeg da ikke mere for dig end friheden i et fremmed land?

Søren                Du ved da, at du er mig det kæreste af alt.

Mette                Så bliv!

Søren                Det kan jeg jo ikke.

Mette                Gode mennesker vil hjælpe os.

Søren                Jeg tror ikke mere på menneskers godhed. Herremændene er alle ens – og de andre tænker kun på dagen og vejen. Jeg vil noget mere med mit liv.

Mette                Dit liv og dit liv. Det er ikke kun dit. Du er ikke kun dig selv. Du er også mig og alle de andre.

Søren                Jeg er først og fremmest mig selv. Og jeg vil ikke trædes på. Jeg vil … jeg vil bruge mine kræfter og min forstand til noget, der duer.

Mette                Men jeg er vis på, at greven forstår dig og vil hjælpe …

Søren                Og hvorfor skulle han det? I hans øjne er jeg bare en gemen bondeknøs.

Mette                Jamen, det er du da også, Søren. I mine øjne er du også en bondeknøs. Men for greven er bønder ikke ringere end andre mennesker. Det ved jeg. Og derfor vil han hjælpe dig.

Søren                Tror du?

Mette                Ja. Det tror jeg.

Søren                Hvordan kan du være så sikker?

Mette                Fordi alt det, du taler om: ret til at bestemme og bruge sine kræfter. Og alt det andet. Det er jo det, han arbejder for derovre i København. Han arbejder for os.

Søren                (Tvivlende) For os?

Mette                Ja. Går du så med?

Søren                Og indrømmer, at jeg er flygtet.

Mette                Ja.

Søren                Jeg ved ikke … måske …

I det samme kommer forvalteren sammen med en karl. De omringer Søren. Det kommer til slagsmål. Det lykkes Søren at gøre sig fri og flygte. Tryde ligger på græsset og jamrer. Karlen løber efter Søren.

Tryde                Fang ham!

Mette                Hvorfor kunne I ikke lade ham i fred. Nu er alt håbløst.

Tryde                Lade ham i fred? Hvad mener du? Jeg skulle jo hente ham.

Mette                Så kunne I vel have gjort det på en ordentlig måde. Han er ikke et vildt dyr.

Tryde                Nå, jeg ved nu ikke. ( Han ømmer sig) Vild er han da. Åh, jeg tror, min fod er brækket. ( Forsøger at rejse sig, men kan ikke) Du kommer til at hente hjælp, Mette.

Mette                Jeg har sådan en lyst til at lade Jer ligge, Gabriel Tryde.

Mette løber ud. I det samme kommer Kirstine ind sammen med en ung pige

Maria                Se Kirstine! Er det ikke forvalteren? Hvorfor ligger han her?

Kirstine             Hvad er der sket?

Tryde                Det er en længere historie. Men jeg behøver hjælp. Det gør forbandet ondt i foden.

Kirstine             Må jeg se?

Tryde                Jomfruen skulle hellere hente hjælp.

Maria                Men Kirstine kan hjælpe.

Tryde                Ja, hun må gerne hjælpe. Blot hun ikke rører foden.

Kirstine             Jeg er læge.

Tryde                Ha ha ha. Læge? Så er jeg kejser.

Kirstine             Jeg troede blot, I var forvalter.

Tryde                Og jeg troede blot, I var en smuk pige.

Kirstine             ( Genert) Synes I da, jeg er smuk?

Tryde                Var jeg ikke så gammel, ville jeg fluks fri til jer …

Kirstine             I er ikke gammel … vel Maria?

Maria                Øh … n e e j – ikke helt

Tryde                Synes jomfruen ikke, at jeg er gammel?

   

Kirstine             Nej

Tryde                Ikke for gammel til … til …

Kirstine             Til … hvad?

Tryde                Er jomfruen trolovet?

Kirstine             Nej.

Tryde                Men har hun en hjertenskær?

Kirstine             Nej

Tryde                Jeg skulle ikke stille alle disse spørgsmål. Jeg er ingen ung mand. Snart fyrretyve år. Kunne være Jeres far.

Kirstine             Spørg I blot. Og jeg er ligeglad med Jeres alder.

Tryde                Hvem er Jeres far?

Kirstine             Min far er død.

Tryde                Jeg hedder Gabriel Tryde. Jeg er ugift.

Kirstine             (Lidt forlegen) Jeg må hellere se på benet.

Tryde                Ja.

Kirstine             Maria, hjælp mig med at holde hans ben. ( Til Tryde) det vil gøre lidt ondt.

Hun undersøger benet.

Kirstine             Det er blot en forstuvning. Ingenting af betydning. Men jeg lægger en stram forbinding, og så må I ikke gå på foden i nogle dage. Men jeg vil komme hver dag og se til Jer. Maria, giv mig tasken!

 

Marie rækker hende tasken. Hun lægger en forbinding. Tryde ser på hende imens – forelsket – hun ser stjålent på hans ansigt ind imellem – mindst ligeså forelsket.

Tryde                Jeg vil glæde mig til hver dag, I kommer. Og jeg håber, at foden læges sent.

Kirstine             Åh, I bliver snart rask … men …

Tryde                Men?

Kirstine             Jeg bliver boende på møllen.

Maria                Kirstine. Vi kan da ikke blive siddende her. Din onkel  …

Kirstine             Jeg er voksen nok til selv at bestemme, hvor jeg vil sidde.

Maria                Kirstine!

Kirstine             Jeg er ikke noget barn.

Tryde                Det er I ikke. Så bliv blot siddende en stund.

Kirstine             Nej. Jeg må gå.

Kirstine og Maria går ud. Scenen tom et øjeblik. Ind fru Agathe v. Plessen i samtale med kammerherreinde Lüttichau til Tjele.

Fru Agatha       Ja, alt det fortalte hun mig. Og Mette er en ærlig pige. Hun siger sandheden. Så nu forstår du vel, at vi må hjælpe de unge?

Fru L.                Jo, men blot begriber jeg ikke, at Søren ikke kom til os i stedet for at løbe sin vej. ( Efter en pause og med lidt ærgrelse i stemmen) Sandt at sige, kender jeg ham ikke for det gode.

Fru A                Hvad siger du?

Fru L                 Ja, der har været klaget over ham.

Fru K                Klaget?

Fru L                 Ja, både forvalteren og vor degn har haft problemer med Søren. På hovmarken er han ikke nem. Og degnen mener, at drengen læser mere end godt er.

Fru A                Kan man det?

Fru L                 Ja, når det er ugudelige skrifter: tidender og almanakker og den slags, som ikke er skrevet for bønderbørn.

Fru A                Men en duelig landmand – det er han vel?

Fru L                 Vist er han dygtig. Men genstridig.

Fru A                Så er det vel synd at behandle ham dårligt.

Fru L                 Ved du hvad Agathe, den slags overlader vi til forvalteren. Men naturligvis, er her sket uret, så skal den gøres god igen. Blot må vi huske, at karlen må lære at kende sin plads. Det er ikke let.

Agathe              Bare de finder ham, inden han gør en ulykke på sig selv.

Fru L                 Åh – det slags gør bønder ikke. Dertil er de for træge.

Fru A                Sig ikke det. Der er mange bønderkarle, som lemlæster sig selv for at slippe for soldatertjeneste. Ja, det har jeg hørt af Reventlow.

Fru L                 Denne Reventlow – er han ikke temmelig overspændt? Jeg har nu aldrig spekuleret over disse bondespørgsmål, må jeg indrømme. Hans Helmut siger, at alle disse nye indretninger er tegn på sædernes forfald.

En bondepige kommer løbende. Hun har meget travlt. Fru Agathe råber hende an.

Fru A                Hør, hvor skal du hen i den fart?

Pigen                 Jeg må skynde mig at finde forvalteren.

Fru A                Nå, så meget haster det vel ikke.

Pigen                 Jo, det gør. Det gælder liv og død.

Fru A                Hvad er det du siger, barn?

Pigen                 Ja. Der er sket en ulykke. Jeg må løbe.

Fru A                ( Hun holder fast i pigen) En ulykke! Jamen så fortæl dog!

Pigen                 De … de har funder en karl i søen. Han har vist druknet sig.

Fru A                Og hvor er han nu?

Pigen                 Jo. De kommer bærende på ham nede fra søen, men …

Fru A                Gå tilbage! Bed dem bære karlen herhen! Straks!

Pigen                 Jamen, de sagde, at jeg skulle hente forvalteren …

Fru A                Ham får vi ikke brug for. Skynd dig nu!

Pigen vender om og løber tilbage.

Fru A                Så er det måske for sent.

Fru L                 Ja, det er stor skade.

Nogle bønder kommer bærende på Søren. De lægger ham i græsset foran grevinden og kammerherrerinden og går til side. Den unge pige fra før kommer løbende sammen med Mette.

Mette                Åh Søren! ( Hun græder)

Der er blevet sendt bud efter Kirstine, som skubber Mette til side og går i gang med at genoplive Søren. Efter en tid lykkes det. Fru L knæler ved hans side.

Fru L                 Søren! Hvorfor har du ikke fortalt os om den uret, der er begået imod dig.

Søren                ( Han jamrer)Åh …

Fru K                Ja, det er mig, Søren. Og jeg er vred. Du burde være kommet til os.

Søren                (Sætter sig op og ser ned i græsset) Åh, det havde aldrig nyttet.

Fru L                 Vrøvl. Vist havde det så. Vi er ikke umennesker. Vi ser i alle mennesker brødre og søstre. Også du har en plads blandt Guds kære børn.

Søren                ( Trodsigt) Det har jeg aldrig mærket.

Fru L                 Vi har jo ingenting vidst. Derfor.

Søren                Sådan er der meget, der aldrig vides.

Plessen kommer ind i selskab med Lüttichau

Plessen             Ser man det! Der har vi nok knøsen.

Lüttichau          Ja, vi har netop hørt Søren og Mettes historie, og jeg er glad for, at det ikke er for sent.

Plessen             Lige mine ord. Og nu har vi vist også fundet en løsning.

Søren rejser sig og går hen til Mette

Søren                (Med mistro) En … en løsning?

Plessen             Netop. Jeg har talt med forvalteren. Og nu er det sådan, at vi har en fæstegård på Fussingø, som er ledig, og den er slet ikke ringe, men selvfølgelig: den trænger til en dygtig landmand. Hvad siger du til det Søren?

Søren                ( Trodsigt) Har jeg noget valg?

Mette                ( Vredt) Søren!

Plessen             Hør nu her Søren: gården ligger i Gjandrup. Der er 6 tønder harkorn og velholdte bygninger. Og jeg betaler sammen med kammerherren din indfæstning. Hvad siger du så?

Søren                ( Stadig med trods i stemmen) Ja, så har jeg vel at sige tak.

Mette                ( Endnu vredere) Søren!

Søren                (Sluger en kamel) Jeg siger … tak.

Plessen             Det tænkte jeg du ville. Og for at du ikke fortsat skal tænke ilde om mig, har jeg sendt bud efter birkeskriveren, og du vil i alles påhør få overdraget fæstebrevet.

Mette                ( Glad) Åh Søren! Greven skal have så hjerteligt mange tak.

Søren                (Vredt) Mette!

Plessen             Ja, vær du glad for hende. Gården er god, men hun er det bedste, du får.

Søren                Det er i det mindste sandt.

Fru A                Der kommer birkeskriveren.

Hempel             Ja, jeg kommer med det fæstebrev til Søren Nielsen, som greven bad mig udfærdige. Nu vil jeg læse det højt for dig, Søren.

Han folder brevet ud og læser

Hempel             JEG CHRISTIAN LUDVIG SCHEEL VON PLESSEN, STAMHERRE TIL FUSSINGØ OG SELSØ, HERRE TIL SALTØ HARRESTED OG LIDHOLM GÅRDE, HANS MAJESTÆTS TIL DANMARK OG NORGE BESTALTEDE KAMMERHERRE OG DEPUTEREDE UDI DET KONGELIGE GENERALVÆSENS KOLLEGIO, GØR HERVED VITTERLIGT:

Herefter oplæses det originale fæstebrev til Søren Nielsen Gjandrup, som befinder sig på lokalhistorisk arkiv – en kopi kan skaffes.

Det originale spil sluttede som et rammespil, hvor man igen mødte den lille nutidige familie ( mor, far, Søren og Mette anno 1988) – men den virker nu lidt unødvendig og påklistret, synes jeg, så den udelades.

Vi nøjes med den lykkelige slutning, der hører sig til i et sådant spil anno 1988 som jo skulle være en fejring af 200året for stavnsbåndets ophævelse.

Her et lille citat fra Danmarkshistorien.dk

Stavnsbåndet blev indført med en forordning af 4. februar 1733 som en del af genindførslen af nationale udskrivninger til militærtjeneste. Det indebar, at de unge mænd på landet ikke uden godsejerens tilladelse kunne forlade det gods, hvor de var født. Stavnsbåndet blev officielt ophævet i 1788, men var først helt afviklet i 1800.

 

              

    Jeg vil slutte dette indlæg med at lægge den tale på, som jeg holdt efter den sidste forestilling i juli 1988:

    Jeg vil gerne sige tak til alle, der har været med til at virkeliggøre drømmen om et festspil her på det smukke Fussingø i anledning af bondens frigørelse for snart 200 år siden. Det var en begivenhed, hvori ”vores” greve, Christian Ludvig Scheel von Plessen, spillede en hovedrolle.

Tak for jeres flotte spil, tak for dans og musik. Det smukke resultat skyldes sikkert talent for og glæde ved at optræde, men jeg tvivler ikke på, at det også har krævet hårdt arbejde af jer alle sammen.

Jeg har f.eks. hørt Ketty Jørgensen (hun spiller Kirstine) fortælle, hvordan hun, når hun lavede mad derhjemme, undertiden gik et par skridt tilbage og øvede sig på først at vende frikadellerne ryggen, men dernæst at vende sig om og stirre dem lige ind i farsen og indsmigrende spørge dem: ”synes I virkelig, at jeg er smuk.”

At vi har fået så dygtige skuespillere er lidt af et lykketræf. Ganske vist var det ikke ganske grebet ud i den blå luft, når jeg henvendte mig til snart en og snart en anden og spurgte, om de ville lege med.

Men alligevel – at de passede så fint ind i rollerne, det vidste jeg ikke. F.eks. valgte jeg Thyge Jensen og Jens Christian Weidanz  og Dick Webb på grund af deres udseende og stemmepragt.

Valget af Hans Kaltoft som den nidkære pastor Brandt kom sig af en erindring, jeg havde fra flere år tilbage. Jeg huskede nemlig, hvordan han midt i en lærerfest tog ordet og holdt en dundrende vækkelsestale.  Den var så morsom, og han var så overbevisende salvelsesfuld, at det måtte blive ham til den rolle. Han sagde heldigvis ja, skønt rollen ikke just er sympatisk.

Og Niels Arne Hansen, den gode forvalter Tryde til Fussingø, ja ham er jeg jo i familie med, og han er en rigtig jyde med begge ben på jorden. Niels Arne trådte til i sidste øjeblik og klarede rollen smukt. Vi havde et par stykker før ham, som sprang fra. Den ene var italiener og ville så gerne give kærligheden flere erotiske hedebølger, end min tekst kunne bære.

Resten af personerne kom til på anden vis: nogle fra vores hjemlige dillettantforening, andre, fordi Jytte Nielsen kendte dem som habile amatørskuespillere.

Nu håber jeg så, at rollerne kan aflægges igen – I blev jo alle så hjemme i dem – forhåbentlig har Kaltoft ikke levet sig så grundigt ind i sin, at han vedblivende vil tage afstand fra fester og andet syndigt tant og fjant. For Jens Christian kan man jo godt være lidt bekymret. Han spillede sin rolle som indædt aristokrat så naturligt og overbevisende, at man kan tvivle på, at hans politiske karriere kan fortsætte i samme spor efter dette. Han kan vist ligeså godt straks melde sig ind i Det konservative Folkeparti. Hmm …

Det får mig til at tænke på en sjov lille episode den lørdag, hvor vi spillede om eftermiddagen. Da kom der en mand hen til mig i pausen og fortalte, at hans familie omgås privat med familien Lüttichau på Tjele ( efterkommere af vores aristokratiske adelsmand i stykket) og ”jeg kan jo se” sagde han til mig ”at du også kender familien rigtig godt.” Det benægtede jeg. Desværre nej. Har faktisk kun været som ”kigger” på Tjele en dag, hvor der var åbent for publikum. ”Ja, da har du taget ham lige på kornet. Hans Helmuth, han blev da spillet præcis som den nuværende greve til Tjele.”

En anden kom og fortalte mig, at han var så imponeret over, hvor ubesværet Dick Webb klarede den lette tyske accent. Sådan har greven helt sikkert talt dengang, sagde manden. Jeg mente nu ikke, det havde været så svært for Dick. Han er englænder. Men det sagde jeg ikke. Al æren skal være skuespillerne vel undt.

En gammel dame kom hen til mig og fortalte mig noget om Trydernes videre liv på egnen. ”Nu ved jeg ikke, om der lever flere,” sagde hun, ”men da jeg var lille, gjorde der, og vi måtte ikke lege med Trydebørnene, for de var altid så fulde af lus.

Jeg synes alt i alt, at vi har haft en skøn tid sammen det her forår, og jeg foreslår, at vi opfører stykket igen om 10 år. Det har ingen glæde af at ligge i mølposen.

Eller, det skulle måske være et helt andet Fussingøspil til den tid?

Det kunne f.eks. handle om de mystiske begivenheder, der tvang præsten i Torning til midt om natten at nøddøbe et lille barn, som var blevet født i dølgsmål på Fussingø Slot. Der ligger en tragisk kærlighedshistorie bag al den mystik.

Foreløbig skal I alle have tak endnu engang, fordi I satte alt andet til side i flere måneder for at give jeres kræfter til spillet og lege med af hjertens lyst.

 

 

Thranerne på Fussingø

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside: www.hesselholt.com

Der vil komme en ny kategori på bloggen: Thranerne på Fussingø. Den kommer til at indeholde researchmateriale til en eventuel kommende bog om et malerdynasti, der levede her på egnen. Det er i al fald et emne, som jeg har tænkt at bruge noget tid på i den nærmeste fremtid. Om det også bliver en bog, vil tiden vise.

Bogen om Christen Kold, der ellers var annonceret som mit næste projekt, kommer altså til at vente, også selv om han faktisk burde springe ud netop nu i bogform, fordi hans gode pædagogiske ideer synes at være glemte. Kold var levende optaget af skolen og gav den nyt liv med sine tanker og sit virke, og i modsætning til Grundtvig var det navnlig Børneskolen, der interesserede ham, og her havde han banebrydende ideer, som står i grel modsætning til nutidens. For eksempel var hans mest berømte sætning den her: man skal oplive, før man kan oplyse. Desuden stod han efter min mening alt for meget i skyggen af Grundtvig, der var totalt “børneblind”, også selv om han havde “puslinger i hver en vrå.”

Men det kommer altså til at  handle om noget andet først.

Fussingø. Thranerne.

En malerslægt tilknyttet slottet. En begavet og oplyst slægt.

Alt det vil jeg skrive mere om. Først og fremmest kan jeg jo ikke skrive om Thranerne, før jeg for det første ved MEGET mere om tiden og MEGET mere om egnen.

Med hensyn til det sidste, så har jeg en ret god viden alligevel. For i forbindelse med 200 års fejringen af stavnsbåndets ophævelse, var jeg så heldig at få den opgave at skrive et egnsspil til slottet Fussingø. Det gav mig muligheden for at dykke dybt ned i stedets historie, godt hjulpet af Purhus Lokalarkiv.

Sammen med Jytte Nielsen satte jeg stykket op i sommeren 1988. Der var næsten 100 medvirkende, når musikere og dansere regnedes med. Det var på alle måder stort, og jeg var glad for opgaven. Og at den lykkedes så fint. Det sidste skyldtes det fantastiske sammenspil, der var mellem så mange mennesker og den energi og det talent, de alle lagde for dagen. Så lykkedes noget smukt.

Men det er snart 30 år siden.

Så har jeg faktisk skrevet en enkelt artikel om samme Thraner. Nemlig i Purhus Lokalarkivs årsskrift. Det var i 2009. Det havde jeg næsten glemt, men jeg fandt kladderne til artiklen forleden, og det er, må jeg indrømme, den, jeg har anvendt til nedenstående oplysninger om de to malere, som faktisk begge var bosiddende her i Ålum. Mine naboer, må de næsten have været. Landsbyen Ålum var også lille dengang (mindre) og havde vi været samtidige, så kunne vi have haft mangen en god nabosnak. Nu bor der også en kunstner overfor os, Annmari Ludvig Andersen, og selv om det ikke er det samme hus, så ligger det ganske nær på de gamle maleres, ja, er måske endda bygget på tomten af det gamle.

Det hygger jeg mig med at tænke.

Jeg håber, at det nye projekt må få inspiration og arve lidt af heldet ved det gamle Fussingøprojekt.

For nogle år siden afholdt vi en kulturaften i Ålum Kirke. Temaet var 1700-tallet, og vores organist Troels Jensen spillede musik fra tiden, og jeg fortalte og min mand,Ole Hansen, viste billeder – eksempler på tidens kunst. Og i den forbindelse kom jeg også ind på Thranerne og deres liv på herlige Fussingø.

Her et billede af Fussingø i høst. Det er dog det unge slot, som byggedes sidst i 1700-tallet og de to malere var tilknyttet det gamle, som lå i Gammelhave og nu kun er en ruin.

 

Her udsigten over søen hen over den gamle spejlsø. Herunder har Theodor taget opstilling foran Spejlsøen.

Hernede ved søen lå det gamle slot – en stor stenbygning, som kan minde om Gammel Estrup.

Her ses et af mine børnebørn, Theodor, på ruinen af det gamle Fussingø


 

Thranerne på Fussingø

 

I Ålum støder nyt og gammelt sammen. Går man en tur i den nyeste del af byen, ser man huse, der er af nyere dato, enkelte ganske nye, men vejnavnene peger bagud og fortæller en historie om gamle dage: Sct. Kjeldsvej, en helgen fra Ålumegnen, ansat ved Viborg Domkirke, Skeelsvej, Sofie Amalievej og Rosenkrantzvej, adelsnavne på ejerne til Fussingø,  og Thranesvej, der peger på en slægt som langt fra var adelig.

Det følgende er en beretning om de ”Thraner”, der har givet navn til sidstnævnte vej. De var kunstnere, og deres berømmelse bredte sig over det ganske land.

Men lad os begynde med Fussingø. I dag står kun ruinen tilbage af det, der engang var et imponerende stenhus, bygget midt i 1500-tallet, omgivet af sumpe og søvand til alle sider. På denne ”vandborg” residerede adelsslægten Skeel i generation efter generation, indtil bygningen i 1790 blev nedrevet og genopført i en ganske anden skikkelse, nemlig som det ”moderne” Fussingø, vi kender i dag. Det må med i denne historie, for uden Skeelere ingen Thraner, i al fald ikke som de store kunstnere, de skulle udvikle sig til at blive.

Det gamle Fussingø var som mange lignende herregårde på den tid et lille selvforsynende samfund, en slags rige i Riget. Det ejede de omkringliggende landsbyer, bl.a. Aalum ( idag Ålum) – med alt tilbehør lige fra bondegårde til kirker og diverse håndværksteder. Og bønderne var fæstebønder under godset, ligesom også de fleste andre på egnen var fæstede af Fussingø og fik deres udkomme der. Man kan næsten sige, at Skeelerne ikke blot ejede skove og marker og enge og gårde og huse, men også til en vis grad havde råderet over de mennesker, der boede og arbejdede der. Det gjaldt også de to barokmalere, hvis historie, jeg vil fortælle. De var tre generationer: Jens Jensen Thrane (1666 – 1736) og Mogens Christian Thrane (1697 – 1764) og endelig dennes to sønner Jens Thrane ( 1729 – 1729) og Hans Thrane (1734 – 1768).

 

Jens Jensen Thrane 1666 – 1736

 

Med udgangspunkt i Thyge Jensens grundigt researchede bøger om deres liv og levned, vil jeg mene, at Skeelerne ikke blot var mægtige og mægtigt rige, men også besad en fremsynethed, som gjorde dem i stand til at tage fornuftige og humane beslutninger. Det var således en Skeeler, der lagde grunden til Danmarks første landsbyskole, og det var også en Skeeler, nemlig Mogens Skeel, der en skønne dag fik øje på en knægt, der i stedet for at passe sit arbejde, gik og tegnede og malede på alt muligt. Herremanden så, at der var grobund for mere end en solid bonde og besluttede derfor at sende ham i lære som maler.

Den unge Jens Jensen Thrane fra Fussingø arbejdede på et tidspunkt hos mester Hans Bartholomesen i Århus, og måske har han også stået i lære her. I al fald nævnes han første gang i en skifteforretning i 1687 under navnet Jens Jensen Malersvend. Nu var hans mester død, og han selv færdiguddannet.

Mester Bartholomesen havde titel af ”kontrafejer”, i dag ville vi sige portrætmaler, og desuden kunne han smykke sig med titlen ”skildrer”, som betød, at han kunne male alle mulige andre motiver. Og vi må formode, at Jens er vendt tilbage til Fussingø med samme titler som sin mester. Man satte dengang stor pris på kunstnere, og det må være kommet den unge Thrane til gode.

Vi ved, at han først slog sig ned på Fussing Mølle og senere giftede sig med barnepigen på Fussingø for derefter at flytte til Aalum by, hvor han fæstede et hus, og her blev han boende hele sit liv, og det var da også i Aalum kirke, at sønnen Mogens Christian i 1697 blev døbt. Drengen blev opkaldt efter nylig afdøde Mogens Skeel til Fussingø, og han skulle senere blive en endnu dygtigere kunstner end sin far.  Jens Jensen Thranes ”prestige” ved det lille herregårdshof ses bl.a. af, at det er Jomfru Birgitte Skeel, der bærer den lille Mogens til dåben.

I de næste mange år, ser vi Jens Jensen Thrane udfolde en ganske utrolig produktivitet, og der er bud efter ham i hele kongeriget. Et af hans tidligste arbejder er således en række portrætter, som han malede af Skeelerne på deres sjællandske gods Vallø. Her har han rigtig fået brug for sin uddannelse som ”kontrafejer.”

Senere ser vi ham som ”skildrer” af forskellige bibelske motiver rundt om i navnlig de nordjyske kirker, som eksempler kan nævnes Thisted, Bodum, Hundborg, Sønderhå, Hassing, Snedsted, Lodbjerg, Tvorup, Nørhå, Sebber og Frøslev (Nykøbing Mors). Som rigtig barokmaler vælger han ofte de mest dramatisk ladede motiver som f.eks. korsfæstelsen og nadveren.

Jens J. Thrane blev ikke velhavende som maler, men han var dog langt fra fattig. I 1712 maler han således i Tvorup kirke, og af ansættelsesbrevet kan vi se, at han bliver godt betalt. Der står f.eks., at han ”skal for en Betaling af 24 rigsdaler staffere den med forsvarlig ægte Guld og Sølv tilligemed behøvende Farver til dens bedste Zir.”

På denne altertavle fremstillede han højdepunkterne i kristendommen: i den største fylding Nadveren og på sidefløjene Korsfæstelsen og Opstandelsen, og himlen ovenover stafferedes med en solgylden fremstilling af Den hellige Dåb. Desværre gik dette pragtarbejde tabt, da kirken omkring 1790 blev ødelagt af den store sandstorm.

Som en kontrast til de mange fromme skilderier i kirkerne, løste han i 1702 en ganske usædvanlig opgave, nemlig at udsmykke bispegården i Viborg med motiver fra den græske mytologi, og her skulle han lade sig inspirere af selveste Solkongens slot i Versailles, hvis pragtfulde udsmykninger han kunne studere i en kobberstiksamling, som biskoppen ejede. Det blev til en række løsslupne scenerier, hvor nymfer og solguder boltrede sig. Arbejdet tog 15 uger for Thrane og de øvrige håndværkere, og vi kan se, at mesteren fik løn som fortjent, nemlig ikke mindre end 60 rigsdaler, mens hans svend fik 1 rigsdaler. Dertil kom så kost og logi, og mens folkene spiste i køkkenet, spiste mesteren, som der står i kontrakten, ”ved vort eget bord”. Desværre blev også dette værk ødelagt, nemlig under Viborgs brand i 1726.

Jens Jensen Thrane blev boende i Aalum, hvor han også blev begravet i 1736.

  

Mogens Christian Thrane 1697-1764

 Mogens Christian Thrane blev mindst ligeså berømt som sin far, i hvis fodspor han trådte. Han ”låntes” ud til herremænd i hele Jylland og forsirede deres gårde og kirker. Således kan nævnes Gerhard Hansen de Lichtenberg, der ejede Nørup Kirke, som i dag er den danske kirke, der har det bedst bevarede barokinventar. Og kirkens mange billeder tilskrives Mogens Chr. Thrane.

Han overtog ved faderens død huset i Aalum og levede alle sine dage der. Faderen havde allerede erhvervet fæstebrev på huset med tilliggende kålhave og en eng i Volstrup. Herfor skulle årligt betales 2 rigsdaler og et pund smør, hvilket må siges at være beskedent, malerens gode indtægt taget i betragtning.

Ja, for Mogens stod ikke tilbage fra sin far, og han kom endnu videre omkring i landet som ”skildrer” og ”kontrafejer”. Både kirker og herregårde udsmykkede han lige indtil sin død i 1764.

 

Mogens Chr. Thranes storhedstid, 1700 tallets første halvdel, falder sammen med pietismens blomstring, og man kan se, at han tilpasser sig denne religiøse bevægelses store fromhedsidealer. Dette kommer f.eks. til udtryk i hans  mange ornamenter på kirkestole i en del jyske kirker, de mest kendte er Horsens Klosterkirke og Søndre Sogns Kirke i Viborg. Her er motiverne en salgs sindbilleder af religiøs/moralsk art, og det almindeligste er jordelivets elendighed sat op imod den himmelske salighed. Det er langt fra et nyt motiv, men Mogens Chr. Thrane spinder videre på det og fornyer det med sin helt egen stil, der tilføjer billederne et morsomt aspekt, som næsten kan kaldes surrealistisk. Der er en rokokoagtig lethed i billederne, og jeg synes, at han her bevæger sig over i en slags “tegneserie”. Med disse enkle billeder tegner han et moralsk univers, som kan forstås af alle, selv af analfabeter, hvoraf der var mange i den tids Danmark.

De to malere er på hver sin måde tidstypiske: Jens J. Thranes hovedværk, nemlig udsmykningen af Bispegården i Viborg, er malet i god renæssancestil som en sanselig og hedensk fremstilling af nydelse og lystighed, mens Mogens Thranes mesterværker ofte afspejler fromhed og himmellængsel, sådan som man mest storslået ser det på stolene i Horsens Klosterkirke.

 

Herunder nogle eksempler på Mogens Chr. Thranes kunst. Først to sindbilleder ( Horsens Klosterkirke – foto: Ole Henne Hansen) og dernæst Randers Kloster ( foto Ole Henne Hansen).

Begge malere blev gift og bosatte sig i Aalum, og for dem begge gjaldt det ligeledes, at de var vandremalere hele deres liv og ikke kunne leve af det brød, Fussingø kunne tilbyde dem. En omflakkende tilværelse må det i sandhed have været.

Jens Jensen Thrane fik kun den ene søn, mens denne blev far til en stor børneflok. Og et af disse børn var Jens Thrane, som fulgte familietraditionen og blev maler. Han er især kendt for sine portrætter af adelsfolk, men han flyttede fra egnen og havde som voksen ingen tilknytning til Fussingø.

 

ONDSKABENS TRÆ

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og vil skrive. Du kan finde researchsider og forsøgssider og meget andet. Vil du vide mere om forfatteren, er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd, men ellers fortæller min hjemmeside også noget om den person: www.hesselholt.com

 

Ondskabens Træ

Bibelen taler i skabelsesberetningen om to træer, Livets Træ og Kundskabens Træ, men der var et tredje: Ondskabens Træ. Det har vi alle spist af, og det vidste vi jo godt, men vi har aldrig villet være ved det, og så pyntede vi os med fortællingen om Kundskabens Træ.  Men de frugter nippede vi kun til. Og vi blev ikke så forfærdelig meget klogere af det.

Ondskabens Træ, derimod, det åd vi af. Vi kunne slet ikke få nok.

Jeg forsager Djævelen og alle hans gerninger. Det siger vi hver søndag i trosbekendelsen, eller rettere præsten gør, for i vores protestantiske kirke er det jo mest præsten, der taler, vi andre står som tavse skygger, der ikke rigtig tør træde frem og stå ved ordene.

Og ærlig talt: tror vi på Djævelen? Men det, der kommer efter, er jo næsten endnu sværere at tro på: Jeg tror på Gud Fader den Almægtige. For hvordan kan vi tro, at Gud magter alt, når vi tænker på børnene i det sønderbombede Aleppo og i Mosul, på jøderne i gaskamrene, på flygtningene i deres skrøbelige både, på de incestramte børn og de voldtagne kvinder osv. osv.

Hvor er Den Almægtige i al den rædsel? En ond gud kan vi ikke tro på.

Den israelske forfatter Amos Oz skriver i ”Fortælling om Kærlighed og Mørke” om sin familie. Hvordan moren begår selvmord, da han selv er en dreng på kun 12 år. Først 50 år senere kommer han til en forståelse af, hvorfor hun gjorde det.

Han forstår den smerte, hun ikke kunne leve med. Hun stammer fra byen Rovno i Polen, og her levede hun en ubekymret barndom og ungdom i en jødisk overklassefamilie i 1920’erne. Hun klarede sig godt i gymnasiet, blev indskrevet på universitetet – var begavet, smuk og livsglad. Fremtiden tegnede til at blive lys.

Men i 1930’ernes Europa voksede antisemitismen, og som nogle af de få jøder valgte hun at emigrere til Israel. De fleste andre blev tilbage, alle hendes venner og det meste af hendes familie. Og nu citerer jeg fra bogen (s.267):

I treogfyrre eller fireogfyrre, eller måske tidligere, vidste hun, at alle var blevet dræbt der, i nærheden af Rovno. Nogen må have fortalt hende, hvordan tyskere, litauere og ukrainere, bevæbnet med maskinpistoler, havde ført hele byen, både unge og gamle, ud i Sosenki-skoven. Den samme skov, hvor de alle havde nydt at gå ture, når vejret var godt, hvor de havde været spejdere, sunget sange rundt om bålet eller sovet i soveposer på vandløbets bred under stjernehimlen.

Der, i Sosenki-skoven, mellem grene, fugle, svampe, ribs og skovbær, åbnede tyskerne ild og dræbte på kanten af grave, på to dage, omkring femogtyve tusind sjæle. Blandt dem var næsten alle min mors skolekammerater.

Det er i situationer som den ovennævnte, hvor helt almindelige mænd dræber mænd, kvinder og børn, blot fordi de anser dem for værdiløse, at vi rigtig fatter, hvor giftige ondskabens frugter er.

I dag har vi næsten glemt alt det, der skete dengang. Det er bare tal. Og det var jo ikke os, der dræbte. Men vi har et ansvar for, at det ikke sker igen: at vi ikke skal opfinde nye grupper, som vi kan finde uværdige og pine og dræbe.

Nu, hvor højreekstremismen i Den vestlige Verden blomstrer ligeså frodigt som i 1930’erne kan man blive bange for, at Det Onde = Den Satan, vi forsager om søndagen, skal få magten igen.

Jeg er ikke bange for mit eget liv, jeg har levet så mange gode år, og på trods af al fornuft tror jeg på Gud. Og har tillid til ham. Det skal nok gå.

Men for mine elskede børns og børnebørns liv er jeg bange. Og for alle de små liv, der skulle folde sig ud og blive smukke, men som måske bliver grimme, fordi de er inficerede af de onde kræfter, der spirer overalt i landene, også i Danmark. Bange for, at de bliver grimme nok til en dag at skyde på dem, der står ved kanten.

Og jeg er bange for alle de små liv, som skulle folde sig ud og blive smukke, men som tilfældigvis hører til en ”forkert” gruppe og derfor er bestemt til et liv i fattigdom og forfølgelse og udryddelse. De liv, som vi skulle værne om, men som vi behandler som ”småt brændbart” og helst skiller os af med.

 

Til Hulsig igen – eller rettere til Tranestederne

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og vil skrive. Du kan finde researchsider og forsøgssider og meget andet. Vil du vide mere om forfatteren, er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd, men ellers fortæller min hjemmeside også noget om den person: www.hesselholt.com

For kort tid siden modtog jeg tekst og billeder fra Ellen Åmand, som før har været omtalt her på bloggen. Teksten og billederne handler om solodanserinde Ulla Poulsen. Ellen har i mange år været nabo til Ulla Poulsen. De havde begge i en årrække sommerboglig i Tranestederne. Ulla Poulsen har de fleste sikkert glemt i dag, ligesom hendes engang så berømte mand, Johannes Poulsen, nok også er endt i glemmebogen.

Men så kan de altså genoplives for en stund her på bloggen.

I forrige århundredes begyndelse var både Adam Poulsen og hans to sønner, Emil og Johannes, blandt de mest berømte danskere. Alle tre var kongelige skuespillere.

Johannes giftede sig med Ulla i 1936, samme år, som min far giftede sig med min mor. Og de sidstnævnte boede i Hulsig, hvortil de først nævnte og så berømte danskere flyttede efter deres bryllup.

De købte den gamle gård, Tranegården, som ganske vist ikke ligger i selve Hulsig by, men dog ganske tæt ved, nemlig i Tranestederne.

Her ses gården, inden de købte den, og det er gamle Stine (Kristine), der står foran gården. Hendes datter Anne giftede sig med min bedstemors bror, som havde arvet Krøggården ( eller Krøghgården):

Og her er Tranegården efter, at de berømte par har renoveret den:

Da Ulla Poulsen døde i 2001 var vi naboer ( Hesselholtsommerhusets grund grænser nemlig også op til Tranegården) bange for, at ejendommen skulle blive udstykket til sommerhusgrunde. Den blev dog købt af familien Heering og har nu gennemgået en ny totalrenovering.

Her er nu Ellen Åmands tekst og nogle af hendes billeder vil følge senere, men ikke alle, for jeg har ikke ophavsret til dem alle:

Vi var så heldige at få lov at købe en sommerhusgrund i nærheden af Hulsig helt oppe ved Skagen i Danmark. Det var bonden Laurits Jensen, som solgte flere grunde ud, og vi valgte den, som lå nabo til Tranegården lige ved stranden.

Eftersom vi var vokset op i København, havde vi tit været i Det kongelige Teater og set den yndige balletdanserinde. Vi vidste, at det var hende, som boede på Tranegården med sin tredje mand, hotelejer Helge Skou fra hotel Phønix i Aalborg.

Hun blev 18 år gammel gift med skuespiller og teaterdirektør Johannes Poulsen, som var dobbelt så gammel, og de havde 2 lykkelige år sammen til han døde af en hjernetumor.

Derefter blev hun gift med lensgreve Knuth fra Knuthenborg på Lolland, men blev skilt igen, da hun ikke kunne skaffe ham en arving, og gift for tredje gang med hotelejer Skou fra hotel Phønix i Aalborg. Parret boede ved hotellet i Aalborg om vinteren og havde Tranegården som sommerbolig.

Ulla Poulsen fik jo aldrig selv børn. Hun var meget glad for børn og hunde, og da vi havde 3 børn og en hund, inviterede hun os ind på det hyggelige og interessante landsted. Det var en gammel strandfogedgård med meget jord til, som Johannes og Ulla fik bygget om og moderniseret. De fik en storstue med højt til loftet. På væggene hang minder fra Johannes’ rejser til Østen, og der var smukke bondemøbler fra familien Poulsens gård i Sverige og møbler, som Ulla Poulsens far havde lavet. Det var morsomt at komme ind og drikke the med husholdersken Agnethes hjemmebagte kager i det hyggelige hus eller i lækrogen i haven. Den var smuk og frodig med køkkenhave, frugttræer og bærbuske.

Ulla og Agnethe ville gerne have nogle unge i huset. Ulla på 13 år var jo stor nok til at hjælpe Agnethe med at bage småkager, og Ullas kusine Gitte på 12 år, som var feriepige hos os, kom med ind på Tranegården og bragte lidt liv i det gamle hus hos de 3 gamle mennesker. De hjalp også til med servering, når der var mange gæster, f.eks. til Skous 60 års fødselsdag. Marianne og Lasse blev budt på saft og kager i haven mange gange og vi på the eller kaffe. Det var morsomt at høre Ulla fortælle om sit liv ved teatret. Engang var de på turne rundt i Danmark.

Skuespilleren Ib Schønberg var med. Han kunne li at lave lidt sjov på scenen. Engang fik han fat i nogle høns og en and, som han slap ind på scenen under forestillingen. Så gjaldt det bare om for skuespillerne at hitte på nogle passende replikker, så publikum troede, det hørte med til stykket.

St. Hansaften ville Helge og Ulla gerne ha det festligt med gæster, som de havde haft før i tiden. Da vi var de nærmeste naboer, blev vi inviteret med, og det var en rigtig festaften med god mad og ild i pejsen. Vi gik lige ned og så på bålene på stranden oppe fra klitterne. Da mor var på besøg kom hun med ind, og det var mor glad for, hun havde jo mange gange siddet i Det Kongelige Teater og set Ulla Poulsen danse.

Skuespilleren Thorkild Roose har fortalt om en St. Hansaften på Johannes Poulsens tid i den bog, som blev udgivet efter Johannes død, skrevet af hans venner. I den bog er der også et afsnit om hele den kendte familien Poulsen og om Johannes barndom.

Ulla Poulsen var kun 18 år, da hun blev gift med Johannes, der var 42 år og havde været gift 2 gange. Det blev der snakket meget om i inderkredsen i København. Edvard Brandes, Georgs bror skrev således i et brev til Sylvia Pio, som havde været Johannes Poulsens anden kone:

”Måske er Johannes lykkelig med sin lille uvidende og udannede skønhed, dog tvivler jeg stærkt. Den lille indbildske nar plager sikkert Johannes, hvis hele ånd nu drukner i skuespiller-og balletidioti.”

Det var en overlegen herre, denne Edvard Brandes, og han havde ikke meget forståelse for teater og særligt ikke ballet.

Man kan godt forstå, at Ulla og Johannes Poulsen ønskede at finde et sted på landet langt borte fra det snævre sladdermiljø i København, hvor de kunne trække sig tilbage i hvert fald om sommeren. Ulla fortæller i sine erindringsbøger om, hvorledes hun fandt annoncen om salg af en strandfogedgård ved Hulsig, som de først troede, lå i Nordsjælland. De tog op for at se på gården, gik gennem sneen og så Tranegården for første gang. De bestemte sig hurtigt: her ville de gerne bo i den smukke natur og langt fra København.

Thorkild Rooses skildring af Johannes og Ulla er meget hjertelig, og de 2 år hun havde på Tranegården med ham var meget lykkelige.

Hun var meget smuk, hvad man tydeligt ser på malerinden Wegeners malerier.

Balletdanserinder bliver jo pensioneret i en meget ung alder, men fortsætter ofte som skuespillerinder. Det gjorde Ulla også. Lensgreven blev også betaget af hendes skønhed, men han ville ha en arving til godset på Lolland, og det kunne Ulla desværre ikke give ham, så det blev skilsmisse.

Ulla boede så nogle år alene og startede sin egen balletskole først i København og senere i Aalborg, hvor hun traf hotelejer Helge Skou fra hotel Phønix. De giftede sig og boede om vinteren i en lejlighed i nærheden af hotellet og om sommeren på Tranegården. Hele vinteren længtes de efter at flytte ud på sommeropholdet. Det fremgår af de julebreve Ulla skrev til os i mange år.

Ulla ville gerne male, og Ulla og Gitte var inde for at være modeller. Men Ulla var ikke helt tilfreds med sine evner som malerinde, så hun fandt på at lave små figurer af metaltråd som små danserinder. Hun huskede jo alle balletbevægelserne fra dengang hun selv dansede.

 

”Den lille indbildske nar”, som Edvard Brandes kaldte hende, havde også evner som forfatterinde og skrev 2 erindringsbøger: ”Skuespilleren og Danserinden” i to bind og en bog om sine rejser med Johannes Poulsen ”På Rejse med Johannes Poulsen”, desuden en fin lille bog om livet hele året på Tranegården: ”Til alle Årets Tider” med smukke naturskildringer og erindringsbilleder fra sit lange, begivenhedsrige liv.

 Ulla Poulsen med hund – engang i 80′erne

Her kommer nu et par af de mange kort og breve, som Ellen og Knud Åmand modtog fra Ulla Poulsen fra 1967 og ca.20 år frem:

Herunder et par kig ind i bogen “Til alle Årets Tider”, som Ulla Poulsen fik udgivet på Gyldendal i 1966. Bogen er skrevet som en slags dagbog – et år levet i Tranestederne:

10. maj : “Svalerne er flyttet ind på loftet i den gamle lade, der nu rummer garage og værksteder. Ved maj måneds begyndelse åbner vi de to små ruder øverst oppe over porten, og omkring den fjerde-femte ser vi altid de første svaler. De flyver rundt over huset og forbi de små vinduer, som om de vil overbevise sig om, at alt er ved det gamle og lejligheden parat. Intet af, hvad vi senere foretager os nede eller oppe på loftet, forstyrrer svalerne i at bygge rede eller ruge deres unger ud.

Svalerne kunne vi ikke tænke os at være foruden, men de volder os til tider en del besvær – som det år, da de absolut ville bygge på et af de redskaber, vi ikke kunne undvære. Vi kom for sent til at hindre, at reden blev anbragt oven på kloakrenseren, så vi måtte købe en ny. Naturligvis ville vi ikke ødelægge den lille kunstfærdige rede, der var foret med lutter hvide fjer.

Sidste år så vi med forundring, at der lå seks unger i reden. Da de blev større måtte de to sidde på ryggen af deres søskende for at kunne være der. De to voksne svaler sled i det næsten hele døgnet rundt, ud og ind ad de små vinduer fløj de med mad til de sultne unger. En aften så vi svalehannen ligge død under reden, han havde slidt sig til døde for at skaffe mad. Jeg tog den tapre lille fugl og strøg den over det røde bryst, hvor hjertet var blevet stille.

Hunnen blev ved med at made ungerne, og et par dage efter så vi en han gøre stormkur til enken. Hun ænsede ikke den ivrige frier, men passede sine flyveture. Efter nogle dages ihærdig bejlen begyndte frieren at hjælpe med til at bringe mad til ungerne, og så blev han akcepteret som stedfader.

17. maj: I morges så vi to traner gå på marken i nærheden af huset. Det er da ikke helt forkert, at vi kalder det Tranegaarden. Tranerne gik der et par timer, for de lettede og fløj mod rugepladserne i Sverige.

Før i tiden har der ruget traner mange steder nord for Frederikshavn, men dræning og den tiltagende trafik har sammen med gravningen efter tørv fået de sky fugle til at søge mere ensomme steder.

For nogle år siden sad jeg en dag oppe på de høje klitter og havde min kikket med for at studere dyrelivet ude i engene nord for Tranegaarden. Langt ude mod nord så jeg fem store grå fugle, og af de nedadhængende halefjer og de lange halse fremgik det, at det var traner. Medens jeg iagttog dem, begyndte to af dem at hoppe op og ned foran hinanden med de store vinger udbredte. Det var tranedans, jeg var så heldig at se. Disse traner blev her nogle dage, inden de rejste videre.

Solen har skinnet fra morgenstunden, og vejret er lunt og stille, rigtig grødevejr. Puddelhunden lå foran indgangsdøren, da jeg i middags kom ind fra haven. Jeg fik mig en ordentlig forskrækkelse: en meter fra den lå en stor hugorm.

Vi fik hunden kaldt til os, og hugormen måtte af med livet. Det var den første i år, og vi var nu advarede om at se os godt for, når vi færdes rundt om huset. Jeg holder af alle dyr, men hugorme må undgå de steder, hvor vi har vor gang, ellers bliver de slået ihjel. Men det er, som om de netop helst vil være så nær ved hus og have som muligt. Sidste år måtte tolv bøde med livet, fordi de var i vejen for os. En af dem havde endda lagt sig lige foran indgangdøren og hvæsede ad hunden og os, da vi ville ind i huset.

Hugorme har altid godt kunne lide Tranegaarden. Et af de første år, jeg boede her, så jeg en dag inde i haven en mørkebrun orm ligge foran en af dørene. Jeg troede, det var en snog, og stod og så på den, indtil den opdagede mig og gennem et hul under dørtærsklen forsvandt ind under huset. Jeg blev lidt underlig til mode ved det og fortalte det til den gamle strandfoged, der arbejdede ude i haven. Han sagde ganske tørt: “Vi har ingen snoge her oppe, det var en hugorm.”

Min kvindelige gæst blev rædselsslagen ved at høre, at der boede en hugorm under det værelse, hvori hun sov, men vi kunne berolige hende med, at den ikke kunne komme op til hende gennem gulvet, hvis der da ikke var musehuller! Hun havde en urolig nat og drømte om slanger. Næste dag fik jeg en murer til at lukke hullet.

Vore gæster bliver altid advaret mod at færdes med ubeskyttede fødder i lyngen og langs grøfterne, og selv holder vi os til vore stier og kommer helst ikke ind på hugormenes gebet.

Slanger blev i gamle dage anset for at være hellige og venligsindede dyr. Man troede, de bragte bud fra de døde, og når man gav dem mad, gjorde de heller ingen fortræd. De er lette at tæmme og kommer, når de skal fodres …

Jeg ved ikke, om de mange hugorme og deres interesse for vort hus skal opfattes som tegn på en slags beskyttelse mod onde anslag eller skyldes, at vi inden døre har slangeguden hængende på vor væg. “( citat fra side 89) 

 

 

 

Den gode og den dårlige læser

 

 

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og vil skrive. Du kan finde researchsider og forsøgssider og meget andet. Vil du vide mere om forfatteren, er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd, men ellers fortæller min hjemmeside også noget om den person: www.hesselholt.com

Så er det sket igen. Og det sker jo hele tiden, og for tiden oftere og oftere. Forfattere skriver om deres eget liv. Det kalder man selvbiografisk fiktion, for det er ofte i romanform, og somme tider er det ikke, så skal det forestille en selvbiografi. Og er det så det? Lige nu er Erling Jepsens bog “Gramshavet” netop udkommet, og anmelderne river sig i håret for at finde forklaringen på om den er mere eller mindre selvbiografisk end “Kunsten at græde i kor,” som Jepsen udgav for nogle år siden, og som handler om den lille familie i Gram, som Gramshavet også handler om.

Jepsen siger selv: Den er 100% selvbiografisk. Derfor hedder drengen ikke Allan som i Kunsten at græde i kor, men Erling.

Som om det var en interessant oplysning. Det er det ikke. Og det er helt ligegyldigt, om bogen er selvbiografisk eller ej. Vi er jo ikke lyst-snagere, men lyst-læsere. Vi er ikke sladderkællinger, men litteraturelskere.

Om bogen er “virkelighedsloyal” eller ej er ligegyldigt. Det, der er vigtigt er, om den er loyal over for litteraturen og dens krav om litterær kvalitet. Hvad rager det os, om der er det eller det forhold mellem forfatteren og hans tekst? Det er jo hans sag. Det, der er interessant for læseren er, om der er et forhold mellem teksten og læseren. Har den noget at sige mig?

Mai Misfeldt ( der absolut er en god læser) siger det så smukt i en artikel i Kristelig Dagblad 12 nov 2016 – hun taler om “den gode litteratur”, der er den, som har noget at sige mig (læseren)

(citat) “Den gode roman giver os mulighed for at synke helt ind i et andet univers. Glemme den konkrete tid og det sted, vores krop befinder sig i og på, og være med romanens personer i deres tid og sted. Helt tabt for omverdenen, som det jo hedder, vender man siderne, spændt på, hvad der nu sker, hvad personerne nu må sanse og tænke, og hvad der skal tilstøde dem. Jeg drives frem af et narrativt begær, jeg vil vide, hvad det ender med. Åh, lad det nu gå dem, jeg spejler mig i, godt, lad dem finde en vej ud af deres besvær, ligesom jeg selv håber på at finde en vej ud af mit.”

Den israelske forfatter Amos Oz har skrevet en bog “En fortælling om kærlighed og mørke”, og heri tager han temaet om den gode og den dårlige læser op. Der er jo mange, der har spurgt ham, om bogen er selvbiografisk. Og han svarer, at alt hvad han skriver er selvbiografisk, også når han f.eks. skriver en bog om Moder Terasa – ha!

Og sådan har det jo altid været. Den gode tekst har den gode forfatter i sig. Flaubert, som har skrevet “Madame Bovary” blev engang spurgt om, hvem der var model til fru Bovary. Og han svarede: “Madame Bovary, c’est moi.” Madame Bovary, det er mig.

Om den dårlige læser skriver Oz sådan her:

(Citat side 39) Den dårlige læser vil altid gerne vide, og det straks, “hvad der virkelig skete.” Hvad er historien bag historien, hvad drejer det sig om, hvem er mod hvem, og hvem har været i seng med hvem? Professor Nabokov fik engang af en journalist i en direkte amerikansk tv-udsendelse stillet spørgsmålet: “Professor Nabokov, sig os venligsst, are you really so hooked om little girls?”

Videre skriver han følgende om den gode læser:

(Citat side 42) Den afstand, som den gode læser vælger at lægge, mens han læser skønlitteratur, er ikke området mellem det skrevne og forfatteren, men området mellem det skrevne og sig selv. Man skal ikke tænke på, om Dostojevskij som studerende virkelig myrdede og berøvede gamle damer. Nej, læseren skal snarere sætte sig i Raskolnikovs sted og føle rædslen og fortvivlelsen og den ordartede elendighed kombineret med et napoleonsk hovmod, storhedsvanvid, sultens vanvid, ensomheden, lidenskaben og udmattelsen, forenet med ønsket om at dø, for at trække en parallel … ikke mellem personerne i fortællingen og diverse skandaler i forfatterens liv, men mellem personerne i fortællingen og læserens intime, farlige, elendige, forrykte og kriminelle ego, den skrækindjagende skabning, som man altid lukker bybt inde i den allermørkeste celle, så ingen nogensinde, Gud forbyde det, kommer til at kende til dens eksistens, hverken ens forældre eller dem, der elsker en, af frygt for at de flygter fra en i forfærdelse, som man flygter fra et uhyre.”

Og lidt længere henne i teksten:

(citat side 44) …. Det er uhyrer, som man i det civile liv aldrig kan sammenligne med noget, fordi man aldrig ville præsentere dem for noget menneske, ikke engang hviskende, i sengen, i øret på den, man deler seng med om natten, for ikke at risikere, at vedkommende i rædsel snupper lagenet, svøber sig ind i det og løber skrigende bort.”

Den dårlige læser forlanger, at forfatteren ødelægger bogen med sine dumme krav. Oz skriver:

(Citat side 40) Den dårlige læser minder om en psykopatisk elsker, som overfalder en kvinde og flår tøjet af hende. Når hun så er helt nøgen, river han hendes hud af, fjerner utålmodigt hendes kød og knuser hendes skelet, og først når han har gnavet i hendes knogler med sine grove gule tænker, er han endelig tilfreds.”