OG DAGEN OPRINDER … Fussingøspillet

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside: www.hesselholt.com

I det følgende har jeg tænkt at rekonstruere det gamle spil, der gik over scenen ( det grønne græs) i Fussingøparken i nogle smukke sommerdage i 1988. Med det fejredes 200 års dagen for stavnsbåndets ophævelse, og jeg havde fået den opgave at skrive og instruere stykket. Det sidste sammen med Jytte Nielsen. Det var på alle måder en stor og dejlig opgave. Desværre havde vi en helt umulig fotograf ( professionel oven i købet) som skulle optage det hele på video, det kludrede han med, så der findes ingen optagelse. Kun nogle billeder, som jeg vil lægge på bloggen og samtidig forsøge at rekonstruere stykket ord for ord. Og det er vanskeligt, for jeg har kun nogle sølle kladder. Prøver at sætte dem sammen, så man kan læse det.

Publikum til generalprøven

‘En af dagene var det regnvejr

 

Tre af skuespillerne, Thyge Jensen, Hans Kaltoft og Niels Arne Hansen, hygger sig i en pause under prøverne:

Og her kommer første scene:

OG DAGEN OPRINDER …

ET EGNSSPIL OM FUSSINGØ

Scenen er Fussingøskoven. Året 1988. En sommerdag. En familie går tur i skoven. De taler om gamle dage – hoveritiden, stavnsbåndet og om det nye slot og de nye tider sidst i 1700-tallet.. Børnene har netop lært om landboreformer, og moderen har brugt tid på at studere egnens historie.

 

FØRSTE SCENE

 mor – far – Mette og Søren

Mor:      Hvor herligt, at jeg kunne lokke jer alle 3 med ud. At gå her i stedet for at sidde og glo på den åndssvage skærm.

Mette:    Men nu gik far glip af TV-avisen …

Far:        Sludder! Men … øh … selv ville jeg nu nok have foretrukket en markvandring fremfor det her skovløberi. Sådan en lun og klar juniaften. Kornet, der gror og grønnes for hver dag.

Mette:     Åh, far, du har da også kun avl og gødning i hovedet!

Mor:       Mette!

Søren:     Jamen, det er da sandt. Far har et rigtigt nyttesyn på naturen.

Mette:     Ja, og også dig, mor. Når du ser hylden blomstre, tænker du vist mest på, hvor mange liter saft, der kan blive.

Far:        Nå ja, for os hænger natur og arbejde på en måde sammen, og det, som man selv har sået og set spire og gro, ja det giver nu én en helt særlig glæde.

Mor:      Ja, sådan er det nok. Men netop her ved Fussingø er der så meget, der minder om gamle dages bønder og om tider, hvor den glæde, som du taler om, ikke var så selvfølgelig.

Søren:    Ja. Vi har lige haft om Fussingø i skolen. Om borgen i Gammelhave og om bønderne og herremændene dengang. Og ved du hvad, far, hvis vi havde levet for 200 år siden, så havde du været stavnsbunden og hoveriarbejder og  …

Mor:     Hør nu! Hvis vi havde levet for 200 år siden, så ville vi jo have oplevet stavnsbåndets ophævelse. Og for resten så var bønderne her på Fussingø meget bedre stillede end de fleste andre i kongeriget. Her havde de deres gårde i arvefæste, og hoveri var der ikke meget af.

Mette:    Arvefæste, hvad er det?

Mor:      Nå, det har I alligevel ikke lært. Jo, ser du, de fleste steder kunne herremanden flytte omkring med bønderne, som han ville. Ingen kunne vide sig sikker.

Søren:     Føj, fandt de sig i det.

Mor:      Tja, som regel. Men på Fussingø var greven en klog mand. Han vidste, at en bonde var flittigst, hvis han var tryg.

Søren:     Så han var en slags tryghedsfond.

Mor:       Ha … ja, det kan du sige. I al fald havde bønderne ret til at beholde deres gårde.

Mette:     Er det ikke også det, der står på stenen oppe ved slottet.

Mor:      Jo. Og bønderne rejste den for præcis hundrede år siden for at mindes den greve, der gav dem gårdene i arvefæste.

Søren     Jo, men fæstebønder var de ligegodt.

Mor       Godt nok, men friheden blev en mulighed for dem. En ny bonde så en ny fremtid, og det fejrede man for 100 år siden lige her. Med en stor fest.

Mette     Den fest ville jeg godt med til.

Mor       Så siger vi det. Vi tager til fest. Hold jer godt fast, for nu rejser vi 100 år tilbage, og så …

Far         Hold da op. Al det sværmeri og digt. Nej, lad os holde os til virkeligheden. Begge ben på jorden.

Mor       Du med din jord! Du trænger til at brede vingerne ud og mærke luften omkring dig. Og for resten digtning er altså også sandhed. Og det jeg nu vil fortælle er lige så sandt, som at denne sommeraften er smuk. Digt eller ej.

Far         Så fortæl.

 ANDEN SCENE

Personerne trækker ud til siden, og scenen skifter, og tiden er nu 1875. Det er samme sted, og man ser den festlighed, der fandt sted i skoven, da bønderne rejste mindestøtten vor Christian Ludvig Scheel von Plessen.  Et optog. I spidsen godsforvanter Nannested og pastor Boisen – derefter følger bønder i festdragter.

Pastor Boisen:    Kære arvefæstere til Fussingø. Vi er samlede for at mindes og ære grev Christian Ludvig Scheel von Plessen, som i dag for hundrede år siden overdrog jeres forfædre deres gårde til evig arv og eje. Lad os tænke på de ord af profeten: Rejs dig minder/sæt dig støtter/agt på sporet/du har vandret. Det er egentlig betydningen af historien, både det hele menneskelivs og hvert folks og hvert enkelt menneskelivs historie, at den ligesom rejser minder, sætter støtter og peger på sporet. Der vil da også være enkelte tider, begivenheder og øjeblikke, der ligesom byder os at stå stille og sætte mærke derved. Det er det, man har villet her på dette sted, idet danske bønder som frie mænd af taknemmelighed har rejst en mind-og æresstøtte med følgende indskrift: Christian Ludvig Scheel v. Plessen til Fussingø gav godsets bønder deres gårde i arvefæste i 1775. Taknemmelige arvefæstere satte denne mindestøtte 1875. Denne støtte skal nu stå her og pege frem som en påmindelse om, at skønt Gud grænser vort korte liv af fødsel og død, så har han også givet os evner og kræfter til stedse at arbejde for, at dette jordiske liv kan leves i frihed og lykke. Bondenavnet var fra Arilds tid et hædersnavn på en fribåren mand, men gennem middelalderen sank bondestanden dybere og dybere ned til trællestand uden eget bo og uden personlig frihed. Samtidig blev kongens magt stedse mere indskrænket og lagt under håndfæstning af de privilegerede stænder, adel og gejstlighed. Med Grundtvigs ord: Kongens hånd engang var bunden/folkets stemme lød omsonst/ dog i Danmark blev opfunden/ kærlighedens skønne kunst. Det var først kongehånden, som blev løst, idet kongen blev frigjort fra den utålelige håndfæstning. Men sent gik det, før trællebåndene, som bandt den danske bonde, blev løste. Den landeværnslov, som strakte sig over hele landet, udviklede sig til et stavnsbånd, der gjorde bonden ikke blot trælbunden til sin hjemstavn, men bragte ham under den vilkårlige behandling af herremændene. Først med stavnbåndløsningen i 1788 toges det første sejrrige skridt til bondestandens frigørelse til som en fri og hæderlig borger at begynde et nyt liv. Men midt under herremandsvældets værste tryk var der dog herremænd, hvis hjerte slog varmt og opofrende for den samme sag og både støttede den unge prins Frederik og i deres kredse gjorde begyndelsen og forberedte det skridt, der toges i 1788. Blandt disse var greven til Fussingø, og denne støtte skal derfor fremover stå som et æresminde om Christian Ludvig Scheel v. Plessen, som allerede 1775 gjorde bønderne på dette sit gods fra fæstere til fri arvefæstere med fuld ejendomsret over deres gårde.

Her afsløres støtten.

Pastor Boisen: -Lad denne støtte bliver fredet og bevaret og stå til velsignelse både for mindet om den hædersmand, for hvem den er rejst og for den slægt, til hvilken den er overgivet, og til velsignelse for dem, som har rejst den og for den kommende slægt.

Bønderne -  H U R R A!!!

Nu synges sangen: Frem bondemand frem …

 

 

Her ses pastor Boisen tale til bønderne i 1875. Det er Thyge Jensen, der spiller rollen som præsten.

Her ses bønderne.

Bønderne går ud til siden. Scenen ligger tom et øjeblik, så danser bønderkarle og piger ind på scenen. Spillemandsmusik og folkedans. Tiden er 1788. Efter en tid kommer en ung bondeknøs ind. Han er ikke festklædt og synes at lede efter nogen. Får øje på Mette og går hen og tager hendes hånd. Trækker hende bort fra de dansende. De danser nu ud. Musikken tier.

 

TREDJE SCENE

Mette                Søren! Hvad vil du her?

Søren                ( Bange)  shyy … vær stille!

Mette                (Slår armene om ham). Jamen, hvad er der  med dig? Hvorfor er du her? Du kunne jo ikke få fri i dag, sagde du, og …

Søren                Mette, jeg … jeg …

Mette                Men du ryster jo. Hvad er der sket? Jamen, så svar dog!

Søren                Jeg … jeg er rømmet …

Mette                Rømmet!? Hvordan … hvorfor?

Søren                Jeg er flygtet fra Tjele.

Mette                Hvad er det, du siger?

Søren                ( Langsomt – ser på hende) Mette, jeg har dig så kær.

Mette                Ja, Søren. Ja … men?

Søren                Og jeg vil leve. Og sammen med dig.

Mette                (Undrende) Ja, selvfølgelig vil du det. Vi er jo trolovede. Jamen, vi skal jo giftes.

Søren                Men forstår du, jeg vil leve et ordentligt liv sammen med dig. Jeg er et menneske. Ikke en hund.

Mette                ( Vredt) Hvorfor flygter du så som en hund. Vi kan ikke leve et ordentligt liv på flugt. Og her kan du ikke være. Det har du ingen ret til – du har jo ikke noget pas. Og hvem vil huse en flygtning? Åh, Søren, hvad har du dog gjort? ( hun skjuler ansigtet i hænderne)

Søren                ( Tager hendes hænder bort – hun står med bøjet hoved) Se på mig Mette. Og hør, hvad jeg siger. Jeg havde ikke noget valg. Jeg måtte flygte.

Mette                Hvorfor? Herskaberne på Tjele er da flinke, det ved jeg. Husker du ikke forrige majdag, da vi dansede sommer-i-by på Tjele, og de fandt ud af, at jeg var dit gadelam og at vi skulle troloves? Husker du, hvor de morede sig, og nådigfruen ønskede os så meget godt.

Søren                (Han ler uglad) Ja vist morede de sig. Vi var god underholdning. Åh, men herskaberne er der jo snart sagt aldrig, og vi ser dem så lidt til daglig. Nej du, det er forvalteren, der bestemmer. Og siden den majdag har han villet min ulykke. Og nu vil han, at jeg skal fæste gård.

Mette                (Forundret) Ja, selvfølgelig vil han det. Jamen, er du da forrykt, Søren? Selvfølgelig skal vi fæste gård. Hvad skulle vi ellers leve af?

Søren                Leve! Det er jo netop det. Vi skal leve. Men ved du hvad: den mest forfaldne og usle gård til Tjele har han udset til os. Og den kan vi ikke leve af. Men det skal vi. Og ved du, hvorfor? Jo du, fordi jeg er så stor og stærk, og fordi du er så kernesund og ser ud til at kunne forvandle sand til muld. Ja, det siger han lige ud. Men jeg set den gård. Og jorden dertil. Og aldrig, aldrig i livet vil jeg se dig så udpint som den jord og så afrakket som den rønne. Aldrig!

Mette                Hvis gården er så ringe, så kan du nægte at ta’ den. Det ved jeg. Det har du ret til.

Søren                Ret! Ha!

Mette                ja da har vi lov og ret i landet, ved jeg.

Søren                Ja, lov til at makke ret – det er lov og ret for en bonde. Næ du, lovene, de er ikke til for dig og mig. Åh, jeg har set så mange forsøge sig, endda ved Viborg Herredsting – men ikke én gang har de vundet over forvalteren eller ridefogeden. Nej, Mette, jeg er stærk, det ved du, men det spil har jeg ikke kræfter til.

Mette                ( Tøvende) Men Søren, hvis vi tager rigtig bravt fat … så kunne vi måske …

Søren                (Afbryder hende hidsigt) Nej Mette! Du skal ikke slide i det hver evige dag. Ikke på den måde og ikke til ingen verdens nytte.

Mette                Jamen Søren, hvad med din fars gård? Der arbejder du jo nu, og det er da en god gård, ved jeg. Hvis du bliver flyttet, da er de to gamle ilde stedt. Din bror er jo soldat.

Søren                Det sagde jeg også til forvalteren. Min far, sagde jeg, er gammel, han kan ikke mere passe ploven og kreaturerne. Men den satan … ved du, hvad han svarede? – Han sagde iskoldt: ja, det må jo bliver herskabets sag. Og for resten kan en anden karl jo få gården og din søster med. Så er gården og de gamle i behold. Ah … det svin!

Mette                Du har jo holdt gårde i god stand. Skulle du ingenting have ud af det, så var det da synd og skam.

Søren                Men han tænker lige omvendt. Jeg har holdt gården i fin stand, altså kan jeg få enhver elendig rønne i fin stand …

Mette                Og hvad så?

Søren                Jeg sagde: NEJ TAK!

Mette                Sagde du det?

Søren                Ja. Men så blev han kattevenligt og smilede og smiskede, som om vi var gamle venner. Min gode Søren, sagde han, det gør mig ondt, men det ser desværre ud til krig, og da du jo alligevel ikke vil makke ret, ja så komme jeg jo nok til at udskrive dig til soldat.

Mette                Men din bror er jo soldat.

Søren                Det sagde jeg også til ham, men han svarede, at det godt nok var synd, at to så raske karle skulle radbrækkes ved militæret, men hvis jeg ville være føjelig og tage den ledige gård, så skulle han lægge et godt ord ind for mig og få mig fritaget for tjeneste. Og nu er jeg her.

Mette                Hvad skal vi dog gøre?

Søren                Jo, ser du, jeg har tænkt over det, og nu er det sådan, at jeg har hørt, at i Nederlandene kan man leve som en fri bonde.

Mette                I hvad for nogle lande? Hvor ligger de?

Søren                Åh, det er ikke så farligt langt borte. Og det er tæt på England, og der er alle mennesker frie, og der kunne vi måske også komme til …

Mette                Vi?

Søren                Du og jeg, Mette, vi er ét. Det ved du da. Uden dig vil jeg ikke leve i noget land på jorden.

Mette                Jamen flygte? Som forfulgte dyr. Og ikke vide, om vi når frem – eller til hvad. Nej, Søren, det vil jeg ikke.

Søren                Og jeg vil ikke vende tilbage til Tjele.

Mette                Måske kunne vi tale med herren.

Søren                Med Lüttichau?

Mette                Nej, dit fjols. Men grev Plessen. Med min greve.

Søren                ( Mørkt) din greve! Siden hvornår er han din? Og hvad med mig? Er du min eller grevens.

Mette                Nu er du dum.

Søren                Desuden taler han sikkert ikke dansk.

Mette                (Vredt) Vel gør han så! Han er ligeså dansk som du er og for resten et menneske og en kristen.

Søren                Et menneske! Og kristen! Hvor dum tror du jeg er.

Mette                Åh nej, Søren, der kommer nogen. Skjul dig – hurtigt. Der bag buskene.

Søren                Nej. Når du ikke vil flygte sammen med mig, så kan det hele være lige meget.

Mette                Åh Gud, det er præsten. Så er vi fortabte.

Pastor Brandt  ( med inkvisitionsstemme) Aha! Ser man det! her står du, min pige og gantes frækt i skovens syndige skjul – men husk: intet er skjult for Herren – Og hvem er så han?

Søren                Jeg … jeg …

Brandt              (Afbryder skarpt) Tak, han kan svare, når der tales til ham. Jeg spurgte hende. Nåååhhhh!?

Mette                (Forsagt) Det … det er min fætter, min fætter … Erik.

Brandt              Jaså jaså, tænk er det virkelig? Fætter Erik? Og hvor kommer så fætter Erik fra?

Søren                (hurtigt) Jeg kommer fra Tjele.

Brandt              Hvor interessant – yderst interessant, må jeg sige. Fra Tjele ( til Mette) du lyver. Du har ingen slægtninge på Tjele. En løgnerske er du og det for din præsts hellige åsyn. Det slags gør man ikke ustraffet. Og straffen for usædelighed er tamperretten.

Søren                (Vredt) Der er ingen grund til at straffe Mette. Jeg er hendes trolovede. Jeg er her i lovligt besøg.

Brandt              Man trolover sig ikke med sin kusine. Så I lyver begge. Men sandheden skal komme for en dag, således som alt skal åbenbares for den almægtige på den yderste dag. Åh, dette skarn og søle, man må smudse sjælen med i denne jammerdal!

Mette                Løb, Søren løb!

Brandt              Nej, holdt – holdt i kirkens navn!

Da Søren vender sig og løber, støder han ind i fru Agathe Scheel von Plessen.

Grevinden        Hov hov unge mand!

Søren                Åh, om forladelse, nådige frue.

Grevinden        Ja, du ligner rigtignok en, der er faldet i unåde …

Søren                Ja, vi, jeg, vi, det … ( han går over og tager Mette i hånden – de står lidt, men da ingen tager notits af dem, lister de ud.

Grevinden        Pastor Brandt!  De her? Det forbavser mig. De er dog ellers kendt for på det kraftigste at tage afstand fra sommerfester.

Brandt              Da kan jeg forsikre grevinden om, at jeg rigtignok også udelukkende er her for på det kraftigste at tage afstand!

Grevinden        En noget besynderlig måde, må jeg sige. Men hvorfor kan De dog ikke i stedet frydes over ungdommens livsglæde?

Brandt              (Med alle tegn på væmmelse) Frydes! Nej, jeg græmmes! Hvilken afskyelig tanke: frydes over synden?

Grevinden        Nej, menneske, over sangen. Over dansen og glæden.

Brandt              Jeg tror sandt for dyden ikke, at grevinden ret har betragtet disse dansende karle og piger.

Grevinden        Vist har jeg da det. Jeg kunne endda få lyst til at danse med.

Brandt              Grevinde dog! Denne dansen ud og ind er og bliver dog Satans værk. Og tænk på, hvad dansen kan føre med sig af unævneligt!

Grevinden        ( Drillende) Ja, hvis De blot ville nævne det, kære pastor, så skulle jeg gerne tænke over det.

Brandt              Jeg tvivler på, at grevinden ser alvoren. Kødets lyster, de syndigste lyster, livet kender, kaster dansen disse primitive piger og karle ud i.

Grevinden        Ved De hvad, pastor Brandt? Kødets lyster er det, dannede mennesker kalder elskov. Og man behøver ikke være primitiv for at elske.

Brandt              (Får problemer med vejrtrækningen) Elske? Kalder De det at elske? Og desuden: man bør ene elske sin Gud.

Grevinden        Og sin næste, ikke sandt? Men nu De selv pastor Brandt? Elsker De kun Gud?

Brandt              Ja, så sandelig! – min attrå står ene til Herren.

Grevinden        Så er jeg bange for, at De har valgt den forkerte gerning, min gode mand. I Bjerregrav og Ålum har vi brug for en præst, der også elsker mennesker. Det minder mig om … De har vel aldrig truffet Deres forgænger i embedet, pastor Sinding?

Brandt              Pastor Syndig! … Øh, forlad mig, Sinding … ham nærer jeg intet ønske om at træffe – han har så aldeles fordrejet hovedet på bønderne i Bjerregrav, og jeg har kæmpet en ædel kamp for at hindre dem i hver måned at age til Randers efter øl og drikke sig aldeles berusede – en trafik, som deres pastor Sinding ikke blot tillod, men ved Gud tilmed encouragerede!

Grevinden        Åh ja såmænd, han kendt dem jo, de gode bjerregravbønder og forstod, hvad det betød for dem engang i mellem, blot en enkelt dag, at kunne glemme det hårde daglige slid.

Brandt              Slid! Sagde De slid? Ja, da må jeg idelig kæmpe mod deres dorskhed på markerne, ellers fik jeg så sandelig ikke tilbørligt opdyrket præstegårdsjorden.

Grevinden        Nå ja – men jeg vil nu ikke diskutere bondesag med Dem, pastor, der bliver vi aldrig enige. Men det undrer mig, at De slet ikke synes at have bemærket, at tiderne skifter, og at et nyt bondesyn vinder frem …

Brandt              (Hånligt) Ha! Nyt bondesyn! Jo, mon ikke … man har endog ymtet om, at visse nu om stunder finder bonden ædel. Ædel! Det ender vel med, at man adler ham. Men har grevinden ikke observeret, at de mest slyngelagtige herremænd i dette land er bondeopkomlinge? Når bonden kommer til ære, ved han ikke, hvordan han skal være.

Grevinden        Og det undrer Dem? Kunne det  da være andet? Er De klar over, hvilken elendig oplysning, der bliver givet bønderbørn?

Brandt              (Skummende af foragt) Oplysning til bønderbørn? Nej, men nu går grevinden for vidt! Disse unger bør udelukkende lære deres kristendom, ja og lidt regning og lidt skrivning, muligvis. Anden videnskab behøver de ikke og er de slet ikke tjent med. Jeg gyser for alt videre, som vore vindige tider har udtænkt og kun kan fordærve alt med. Mere kundskab vil gøre bonden hans stand ufordragelig og skabe lede og kedsomhed ved det ensartede arbejde, hvortil alle hans dage nødvendigvis skal anvendes.

Grevinden        Ja, De har sikkert ret i, at bonden vil kaste sit åg af sig, hvis han oplyses. Men uden ågets tyngde vil han få nye kræfter og bruge dem til glæde for sig selv og staten.

(fortsættelse følger)

 

Thranerne på Fussingø

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside: www.hesselholt.com

Der vil komme en ny kategori på bloggen: Thranerne på Fussingø. Den kommer til at indeholde researchmateriale til en eventuel kommende bog om et malerdynasti, der levede her på egnen. Det er i al fald et emne, som jeg har tænkt at bruge noget tid på i den nærmeste fremtid. Om det også bliver en bog, vil tiden vise.

Bogen om Christen Kold, der ellers var annonceret som mit næste projekt, kommer altså til at vente, også selv om han faktisk burde springe ud netop nu i bogform, fordi hans gode pædagogiske ideer synes at være glemte. Kold var levende optaget af skolen og gav den nyt liv med sine tanker og sit virke, og i modsætning til Grundtvig var det navnlig Børneskolen, der interesserede ham, og her havde han banebrydende ideer, som står i grel modsætning til nutidens. For eksempel var hans mest berømte sætning den her: man skal oplive, før man kan oplyse. Desuden stod han efter min mening alt for meget i skyggen af Grundtvig, der var totalt “børneblind”, også selv om han havde “puslinger i hver en vrå.”

Men det kommer altså til at  handle om noget andet først.

Fussingø. Thranerne.

En malerslægt tilknyttet slottet. En begavet og oplyst slægt.

Alt det vil jeg skrive mere om. Først og fremmest kan jeg jo ikke skrive om Thranerne, før jeg for det første ved MEGET mere om tiden og MEGET mere om egnen.

Med hensyn til det sidste, så har jeg en ret god viden alligevel. For i forbindelse med 200 års fejringen af stavnsbåndets ophævelse, var jeg så heldig at få den opgave at skrive et egnsspil til slottet Fussingø. Det gav mig muligheden for at dykke dybt ned i stedets historie, godt hjulpet af Purhus Lokalarkiv.

Sammen med Jytte Nielsen satte jeg stykket op i sommeren 1988. Der var næsten 100 medvirkende, når musikere og dansere regnedes med. Det var på alle måder stort, og jeg var glad for opgaven. Og at den lykkedes så fint. Det sidste skyldtes det fantastiske sammenspil, der var mellem så mange mennesker og den energi og det talent, de alle lagde for dagen. Så lykkedes noget smukt.

Men det er snart 30 år siden.

Så har jeg faktisk skrevet en enkelt artikel om samme Thraner. Nemlig i Purhus Lokalarkivs årsskrift. Det var i 2009. Det havde jeg næsten glemt, men jeg fandt kladderne til artiklen forleden, og det er, må jeg indrømme, den, jeg har anvendt til nedenstående oplysninger om de to malere, som faktisk begge var bosiddende her i Ålum. Mine naboer, må de næsten have været. Landsbyen Ålum var også lille dengang (mindre) og havde vi været samtidige, så kunne vi have haft mangen en god nabosnak. Nu bor der også en kunstner overfor os, Annmari Ludvig Andersen, og selv om det ikke er det samme hus, så ligger det ganske nær på de gamle maleres, ja, er måske endda bygget på tomten af det gamle.

Det hygger jeg mig med at tænke.

Jeg håber, at det nye projekt må få inspiration og arve lidt af heldet ved det gamle Fussingøprojekt.

For nogle år siden afholdt vi en kulturaften i Ålum Kirke. Temaet var 1700-tallet, og vores organist Troels Jensen spillede musik fra tiden, og jeg fortalte og min mand,Ole Hansen, viste billeder – eksempler på tidens kunst. Og i den forbindelse kom jeg også ind på Thranerne og deres liv på herlige Fussingø.

Her et billede af Fussingø i høst. Det er dog det unge slot, som byggedes sidst i 1700-tallet og de to malere var tilknyttet det gamle, som lå i Gammelhave og nu kun er en ruin.

 

Her udsigten over søen hen over den gamle spejlsø. Herunder har Theodor taget opstilling foran Spejlsøen.

Hernede ved søen lå det gamle slot – en stor stenbygning, som kan minde om Gammel Estrup.

Her ses et af mine børnebørn, Theodor, på ruinen af det gamle Fussingø


 

Thranerne på Fussingø

 

I Ålum støder nyt og gammelt sammen. Går man en tur i den nyeste del af byen, ser man huse, der er af nyere dato, enkelte ganske nye, men vejnavnene peger bagud og fortæller en historie om gamle dage: Sct. Kjeldsvej, en helgen fra Ålumegnen, ansat ved Viborg Domkirke, Skeelsvej, Sofie Amalievej og Rosenkrantzvej, adelsnavne på ejerne til Fussingø,  og Thranesvej, der peger på en slægt som langt fra var adelig.

Det følgende er en beretning om de ”Thraner”, der har givet navn til sidstnævnte vej. De var kunstnere, og deres berømmelse bredte sig over det ganske land.

Men lad os begynde med Fussingø. I dag står kun ruinen tilbage af det, der engang var et imponerende stenhus, bygget midt i 1500-tallet, omgivet af sumpe og søvand til alle sider. På denne ”vandborg” residerede adelsslægten Skeel i generation efter generation, indtil bygningen i 1790 blev nedrevet og genopført i en ganske anden skikkelse, nemlig som det ”moderne” Fussingø, vi kender i dag. Det må med i denne historie, for uden Skeelere ingen Thraner, i al fald ikke som de store kunstnere, de skulle udvikle sig til at blive.

Det gamle Fussingø var som mange lignende herregårde på den tid et lille selvforsynende samfund, en slags rige i Riget. Det ejede de omkringliggende landsbyer, bl.a. Aalum ( idag Ålum) – med alt tilbehør lige fra bondegårde til kirker og diverse håndværksteder. Og bønderne var fæstebønder under godset, ligesom også de fleste andre på egnen var fæstede af Fussingø og fik deres udkomme der. Man kan næsten sige, at Skeelerne ikke blot ejede skove og marker og enge og gårde og huse, men også til en vis grad havde råderet over de mennesker, der boede og arbejdede der. Det gjaldt også de to barokmalere, hvis historie, jeg vil fortælle. De var tre generationer: Jens Jensen Thrane (1666 – 1736) og Mogens Christian Thrane (1697 – 1764) og endelig dennes to sønner Jens Thrane ( 1729 – 1729) og Hans Thrane (1734 – 1768).

 

Jens Jensen Thrane 1666 – 1736

 

Med udgangspunkt i Thyge Jensens grundigt researchede bøger om deres liv og levned, vil jeg mene, at Skeelerne ikke blot var mægtige og mægtigt rige, men også besad en fremsynethed, som gjorde dem i stand til at tage fornuftige og humane beslutninger. Det var således en Skeeler, der lagde grunden til Danmarks første landsbyskole, og det var også en Skeeler, nemlig Mogens Skeel, der en skønne dag fik øje på en knægt, der i stedet for at passe sit arbejde, gik og tegnede og malede på alt muligt. Herremanden så, at der var grobund for mere end en solid bonde og besluttede derfor at sende ham i lære som maler.

Den unge Jens Jensen Thrane fra Fussingø arbejdede på et tidspunkt hos mester Hans Bartholomesen i Århus, og måske har han også stået i lære her. I al fald nævnes han første gang i en skifteforretning i 1687 under navnet Jens Jensen Malersvend. Nu var hans mester død, og han selv færdiguddannet.

Mester Bartholomesen havde titel af ”kontrafejer”, i dag ville vi sige portrætmaler, og desuden kunne han smykke sig med titlen ”skildrer”, som betød, at han kunne male alle mulige andre motiver. Og vi må formode, at Jens er vendt tilbage til Fussingø med samme titler som sin mester. Man satte dengang stor pris på kunstnere, og det må være kommet den unge Thrane til gode.

Vi ved, at han først slog sig ned på Fussing Mølle og senere giftede sig med barnepigen på Fussingø for derefter at flytte til Aalum by, hvor han fæstede et hus, og her blev han boende hele sit liv, og det var da også i Aalum kirke, at sønnen Mogens Christian i 1697 blev døbt. Drengen blev opkaldt efter nylig afdøde Mogens Skeel til Fussingø, og han skulle senere blive en endnu dygtigere kunstner end sin far.  Jens Jensen Thranes ”prestige” ved det lille herregårdshof ses bl.a. af, at det er Jomfru Birgitte Skeel, der bærer den lille Mogens til dåben.

I de næste mange år, ser vi Jens Jensen Thrane udfolde en ganske utrolig produktivitet, og der er bud efter ham i hele kongeriget. Et af hans tidligste arbejder er således en række portrætter, som han malede af Skeelerne på deres sjællandske gods Vallø. Her har han rigtig fået brug for sin uddannelse som ”kontrafejer.”

Senere ser vi ham som ”skildrer” af forskellige bibelske motiver rundt om i navnlig de nordjyske kirker, som eksempler kan nævnes Thisted, Bodum, Hundborg, Sønderhå, Hassing, Snedsted, Lodbjerg, Tvorup, Nørhå, Sebber og Frøslev (Nykøbing Mors). Som rigtig barokmaler vælger han ofte de mest dramatisk ladede motiver som f.eks. korsfæstelsen og nadveren.

Jens J. Thrane blev ikke velhavende som maler, men han var dog langt fra fattig. I 1712 maler han således i Tvorup kirke, og af ansættelsesbrevet kan vi se, at han bliver godt betalt. Der står f.eks., at han ”skal for en Betaling af 24 rigsdaler staffere den med forsvarlig ægte Guld og Sølv tilligemed behøvende Farver til dens bedste Zir.”

På denne altertavle fremstillede han højdepunkterne i kristendommen: i den største fylding Nadveren og på sidefløjene Korsfæstelsen og Opstandelsen, og himlen ovenover stafferedes med en solgylden fremstilling af Den hellige Dåb. Desværre gik dette pragtarbejde tabt, da kirken omkring 1790 blev ødelagt af den store sandstorm.

Som en kontrast til de mange fromme skilderier i kirkerne, løste han i 1702 en ganske usædvanlig opgave, nemlig at udsmykke bispegården i Viborg med motiver fra den græske mytologi, og her skulle han lade sig inspirere af selveste Solkongens slot i Versailles, hvis pragtfulde udsmykninger han kunne studere i en kobberstiksamling, som biskoppen ejede. Det blev til en række løsslupne scenerier, hvor nymfer og solguder boltrede sig. Arbejdet tog 15 uger for Thrane og de øvrige håndværkere, og vi kan se, at mesteren fik løn som fortjent, nemlig ikke mindre end 60 rigsdaler, mens hans svend fik 1 rigsdaler. Dertil kom så kost og logi, og mens folkene spiste i køkkenet, spiste mesteren, som der står i kontrakten, ”ved vort eget bord”. Desværre blev også dette værk ødelagt, nemlig under Viborgs brand i 1726.

Jens Jensen Thrane blev boende i Aalum, hvor han også blev begravet i 1736.

  

Mogens Christian Thrane 1697-1764

 Mogens Christian Thrane blev mindst ligeså berømt som sin far, i hvis fodspor han trådte. Han ”låntes” ud til herremænd i hele Jylland og forsirede deres gårde og kirker. Således kan nævnes Gerhard Hansen de Lichtenberg, der ejede Nørup Kirke, som i dag er den danske kirke, der har det bedst bevarede barokinventar. Og kirkens mange billeder tilskrives Mogens Chr. Thrane.

Han overtog ved faderens død huset i Aalum og levede alle sine dage der. Faderen havde allerede erhvervet fæstebrev på huset med tilliggende kålhave og en eng i Volstrup. Herfor skulle årligt betales 2 rigsdaler og et pund smør, hvilket må siges at være beskedent, malerens gode indtægt taget i betragtning.

Ja, for Mogens stod ikke tilbage fra sin far, og han kom endnu videre omkring i landet som ”skildrer” og ”kontrafejer”. Både kirker og herregårde udsmykkede han lige indtil sin død i 1764.

 

Mogens Chr. Thranes storhedstid, 1700 tallets første halvdel, falder sammen med pietismens blomstring, og man kan se, at han tilpasser sig denne religiøse bevægelses store fromhedsidealer. Dette kommer f.eks. til udtryk i hans  mange ornamenter på kirkestole i en del jyske kirker, de mest kendte er Horsens Klosterkirke og Søndre Sogns Kirke i Viborg. Her er motiverne en salgs sindbilleder af religiøs/moralsk art, og det almindeligste er jordelivets elendighed sat op imod den himmelske salighed. Det er langt fra et nyt motiv, men Mogens Chr. Thrane spinder videre på det og fornyer det med sin helt egen stil, der tilføjer billederne et morsomt aspekt, som næsten kan kaldes surrealistisk. Der er en rokokoagtig lethed i billederne, og jeg synes, at han her bevæger sig over i en slags “tegneserie”. Med disse enkle billeder tegner han et moralsk univers, som kan forstås af alle, selv af analfabeter, hvoraf der var mange i den tids Danmark.

De to malere er på hver sin måde tidstypiske: Jens J. Thranes hovedværk, nemlig udsmykningen af Bispegården i Viborg, er malet i god renæssancestil som en sanselig og hedensk fremstilling af nydelse og lystighed, mens Mogens Thranes mesterværker ofte afspejler fromhed og himmellængsel, sådan som man mest storslået ser det på stolene i Horsens Klosterkirke.

 

Herunder nogle eksempler på Mogens Chr. Thranes kunst. Først to sindbilleder ( Horsens Klosterkirke – foto: Ole Henne Hansen) og dernæst Randers Kloster ( foto Ole Henne Hansen).

Begge malere blev gift og bosatte sig i Aalum, og for dem begge gjaldt det ligeledes, at de var vandremalere hele deres liv og ikke kunne leve af det brød, Fussingø kunne tilbyde dem. En omflakkende tilværelse må det i sandhed have været.

Jens Jensen Thrane fik kun den ene søn, mens denne blev far til en stor børneflok. Og et af disse børn var Jens Thrane, som fulgte familietraditionen og blev maler. Han er især kendt for sine portrætter af adelsfolk, men han flyttede fra egnen og havde som voksen ingen tilknytning til Fussingø.

 

ONDSKABENS TRÆ

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og vil skrive. Du kan finde researchsider og forsøgssider og meget andet. Vil du vide mere om forfatteren, er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd, men ellers fortæller min hjemmeside også noget om den person: www.hesselholt.com

 

Ondskabens Træ

Bibelen taler i skabelsesberetningen om to træer, Livets Træ og Kundskabens Træ, men der var et tredje: Ondskabens Træ. Det har vi alle spist af, og det vidste vi jo godt, men vi har aldrig villet være ved det, og så pyntede vi os med fortællingen om Kundskabens Træ.  Men de frugter nippede vi kun til. Og vi blev ikke så forfærdelig meget klogere af det.

Ondskabens Træ, derimod, det åd vi af. Vi kunne slet ikke få nok.

Jeg forsager Djævelen og alle hans gerninger. Det siger vi hver søndag i trosbekendelsen, eller rettere præsten gør, for i vores protestantiske kirke er det jo mest præsten, der taler, vi andre står som tavse skygger, der ikke rigtig tør træde frem og stå ved ordene.

Og ærlig talt: tror vi på Djævelen? Men det, der kommer efter, er jo næsten endnu sværere at tro på: Jeg tror på Gud Fader den Almægtige. For hvordan kan vi tro, at Gud magter alt, når vi tænker på børnene i det sønderbombede Aleppo og i Mosul, på jøderne i gaskamrene, på flygtningene i deres skrøbelige både, på de incestramte børn og de voldtagne kvinder osv. osv.

Hvor er Den Almægtige i al den rædsel? En ond gud kan vi ikke tro på.

Den israelske forfatter Amos Oz skriver i ”Fortælling om Kærlighed og Mørke” om sin familie. Hvordan moren begår selvmord, da han selv er en dreng på kun 12 år. Først 50 år senere kommer han til en forståelse af, hvorfor hun gjorde det.

Han forstår den smerte, hun ikke kunne leve med. Hun stammer fra byen Rovno i Polen, og her levede hun en ubekymret barndom og ungdom i en jødisk overklassefamilie i 1920’erne. Hun klarede sig godt i gymnasiet, blev indskrevet på universitetet – var begavet, smuk og livsglad. Fremtiden tegnede til at blive lys.

Men i 1930’ernes Europa voksede antisemitismen, og som nogle af de få jøder valgte hun at emigrere til Israel. De fleste andre blev tilbage, alle hendes venner og det meste af hendes familie. Og nu citerer jeg fra bogen (s.267):

I treogfyrre eller fireogfyrre, eller måske tidligere, vidste hun, at alle var blevet dræbt der, i nærheden af Rovno. Nogen må have fortalt hende, hvordan tyskere, litauere og ukrainere, bevæbnet med maskinpistoler, havde ført hele byen, både unge og gamle, ud i Sosenki-skoven. Den samme skov, hvor de alle havde nydt at gå ture, når vejret var godt, hvor de havde været spejdere, sunget sange rundt om bålet eller sovet i soveposer på vandløbets bred under stjernehimlen.

Der, i Sosenki-skoven, mellem grene, fugle, svampe, ribs og skovbær, åbnede tyskerne ild og dræbte på kanten af grave, på to dage, omkring femogtyve tusind sjæle. Blandt dem var næsten alle min mors skolekammerater.

Det er i situationer som den ovennævnte, hvor helt almindelige mænd dræber mænd, kvinder og børn, blot fordi de anser dem for værdiløse, at vi rigtig fatter, hvor giftige ondskabens frugter er.

I dag har vi næsten glemt alt det, der skete dengang. Det er bare tal. Og det var jo ikke os, der dræbte. Men vi har et ansvar for, at det ikke sker igen: at vi ikke skal opfinde nye grupper, som vi kan finde uværdige og pine og dræbe.

Nu, hvor højreekstremismen i Den vestlige Verden blomstrer ligeså frodigt som i 1930’erne kan man blive bange for, at Det Onde = Den Satan, vi forsager om søndagen, skal få magten igen.

Jeg er ikke bange for mit eget liv, jeg har levet så mange gode år, og på trods af al fornuft tror jeg på Gud. Og har tillid til ham. Det skal nok gå.

Men for mine elskede børns og børnebørns liv er jeg bange. Og for alle de små liv, der skulle folde sig ud og blive smukke, men som måske bliver grimme, fordi de er inficerede af de onde kræfter, der spirer overalt i landene, også i Danmark. Bange for, at de bliver grimme nok til en dag at skyde på dem, der står ved kanten.

Og jeg er bange for alle de små liv, som skulle folde sig ud og blive smukke, men som tilfældigvis hører til en ”forkert” gruppe og derfor er bestemt til et liv i fattigdom og forfølgelse og udryddelse. De liv, som vi skulle værne om, men som vi behandler som ”småt brændbart” og helst skiller os af med.

 

Til Hulsig igen – eller rettere til Tranestederne

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og vil skrive. Du kan finde researchsider og forsøgssider og meget andet. Vil du vide mere om forfatteren, er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd, men ellers fortæller min hjemmeside også noget om den person: www.hesselholt.com

For kort tid siden modtog jeg tekst og billeder fra Ellen Åmand, som før har været omtalt her på bloggen. Teksten og billederne handler om solodanserinde Ulla Poulsen. Ellen har i mange år været nabo til Ulla Poulsen. De havde begge i en årrække sommerboglig i Tranestederne. Ulla Poulsen har de fleste sikkert glemt i dag, ligesom hendes engang så berømte mand, Johannes Poulsen, nok også er endt i glemmebogen.

Men så kan de altså genoplives for en stund her på bloggen.

I forrige århundredes begyndelse var både Adam Poulsen og hans to sønner, Emil og Johannes, blandt de mest berømte danskere. Alle tre var kongelige skuespillere.

Johannes giftede sig med Ulla i 1936, samme år, som min far giftede sig med min mor. Og de sidstnævnte boede i Hulsig, hvortil de først nævnte og så berømte danskere flyttede efter deres bryllup.

De købte den gamle gård, Tranegården, som ganske vist ikke ligger i selve Hulsig by, men dog ganske tæt ved, nemlig i Tranestederne.

Her ses gården, inden de købte den, og det er gamle Stine (Kristine), der står foran gården. Hendes datter Anne giftede sig med min bedstemors bror, som havde arvet Krøggården ( eller Krøghgården):

Og her er Tranegården efter, at de berømte par har renoveret den:

Da Ulla Poulsen døde i 2001 var vi naboer ( Hesselholtsommerhusets grund grænser nemlig også op til Tranegården) bange for, at ejendommen skulle blive udstykket til sommerhusgrunde. Den blev dog købt af familien Heering og har nu gennemgået en ny totalrenovering.

Her er nu Ellen Åmands tekst og nogle af hendes billeder vil følge senere, men ikke alle, for jeg har ikke ophavsret til dem alle:

Vi var så heldige at få lov at købe en sommerhusgrund i nærheden af Hulsig helt oppe ved Skagen i Danmark. Det var bonden Laurits Jensen, som solgte flere grunde ud, og vi valgte den, som lå nabo til Tranegården lige ved stranden.

Eftersom vi var vokset op i København, havde vi tit været i Det kongelige Teater og set den yndige balletdanserinde. Vi vidste, at det var hende, som boede på Tranegården med sin tredje mand, hotelejer Helge Skou fra hotel Phønix i Aalborg.

Hun blev 18 år gammel gift med skuespiller og teaterdirektør Johannes Poulsen, som var dobbelt så gammel, og de havde 2 lykkelige år sammen til han døde af en hjernetumor.

Derefter blev hun gift med lensgreve Knuth fra Knuthenborg på Lolland, men blev skilt igen, da hun ikke kunne skaffe ham en arving, og gift for tredje gang med hotelejer Skou fra hotel Phønix i Aalborg. Parret boede ved hotellet i Aalborg om vinteren og havde Tranegården som sommerbolig.

Ulla Poulsen fik jo aldrig selv børn. Hun var meget glad for børn og hunde, og da vi havde 3 børn og en hund, inviterede hun os ind på det hyggelige og interessante landsted. Det var en gammel strandfogedgård med meget jord til, som Johannes og Ulla fik bygget om og moderniseret. De fik en storstue med højt til loftet. På væggene hang minder fra Johannes’ rejser til Østen, og der var smukke bondemøbler fra familien Poulsens gård i Sverige og møbler, som Ulla Poulsens far havde lavet. Det var morsomt at komme ind og drikke the med husholdersken Agnethes hjemmebagte kager i det hyggelige hus eller i lækrogen i haven. Den var smuk og frodig med køkkenhave, frugttræer og bærbuske.

Ulla og Agnethe ville gerne have nogle unge i huset. Ulla på 13 år var jo stor nok til at hjælpe Agnethe med at bage småkager, og Ullas kusine Gitte på 12 år, som var feriepige hos os, kom med ind på Tranegården og bragte lidt liv i det gamle hus hos de 3 gamle mennesker. De hjalp også til med servering, når der var mange gæster, f.eks. til Skous 60 års fødselsdag. Marianne og Lasse blev budt på saft og kager i haven mange gange og vi på the eller kaffe. Det var morsomt at høre Ulla fortælle om sit liv ved teatret. Engang var de på turne rundt i Danmark.

Skuespilleren Ib Schønberg var med. Han kunne li at lave lidt sjov på scenen. Engang fik han fat i nogle høns og en and, som han slap ind på scenen under forestillingen. Så gjaldt det bare om for skuespillerne at hitte på nogle passende replikker, så publikum troede, det hørte med til stykket.

St. Hansaften ville Helge og Ulla gerne ha det festligt med gæster, som de havde haft før i tiden. Da vi var de nærmeste naboer, blev vi inviteret med, og det var en rigtig festaften med god mad og ild i pejsen. Vi gik lige ned og så på bålene på stranden oppe fra klitterne. Da mor var på besøg kom hun med ind, og det var mor glad for, hun havde jo mange gange siddet i Det Kongelige Teater og set Ulla Poulsen danse.

Skuespilleren Thorkild Roose har fortalt om en St. Hansaften på Johannes Poulsens tid i den bog, som blev udgivet efter Johannes død, skrevet af hans venner. I den bog er der også et afsnit om hele den kendte familien Poulsen og om Johannes barndom.

Ulla Poulsen var kun 18 år, da hun blev gift med Johannes, der var 42 år og havde været gift 2 gange. Det blev der snakket meget om i inderkredsen i København. Edvard Brandes, Georgs bror skrev således i et brev til Sylvia Pio, som havde været Johannes Poulsens anden kone:

”Måske er Johannes lykkelig med sin lille uvidende og udannede skønhed, dog tvivler jeg stærkt. Den lille indbildske nar plager sikkert Johannes, hvis hele ånd nu drukner i skuespiller-og balletidioti.”

Det var en overlegen herre, denne Edvard Brandes, og han havde ikke meget forståelse for teater og særligt ikke ballet.

Man kan godt forstå, at Ulla og Johannes Poulsen ønskede at finde et sted på landet langt borte fra det snævre sladdermiljø i København, hvor de kunne trække sig tilbage i hvert fald om sommeren. Ulla fortæller i sine erindringsbøger om, hvorledes hun fandt annoncen om salg af en strandfogedgård ved Hulsig, som de først troede, lå i Nordsjælland. De tog op for at se på gården, gik gennem sneen og så Tranegården for første gang. De bestemte sig hurtigt: her ville de gerne bo i den smukke natur og langt fra København.

Thorkild Rooses skildring af Johannes og Ulla er meget hjertelig, og de 2 år hun havde på Tranegården med ham var meget lykkelige.

Hun var meget smuk, hvad man tydeligt ser på malerinden Wegeners malerier.

Balletdanserinder bliver jo pensioneret i en meget ung alder, men fortsætter ofte som skuespillerinder. Det gjorde Ulla også. Lensgreven blev også betaget af hendes skønhed, men han ville ha en arving til godset på Lolland, og det kunne Ulla desværre ikke give ham, så det blev skilsmisse.

Ulla boede så nogle år alene og startede sin egen balletskole først i København og senere i Aalborg, hvor hun traf hotelejer Helge Skou fra hotel Phønix. De giftede sig og boede om vinteren i en lejlighed i nærheden af hotellet og om sommeren på Tranegården. Hele vinteren længtes de efter at flytte ud på sommeropholdet. Det fremgår af de julebreve Ulla skrev til os i mange år.

Ulla ville gerne male, og Ulla og Gitte var inde for at være modeller. Men Ulla var ikke helt tilfreds med sine evner som malerinde, så hun fandt på at lave små figurer af metaltråd som små danserinder. Hun huskede jo alle balletbevægelserne fra dengang hun selv dansede.

 

”Den lille indbildske nar”, som Edvard Brandes kaldte hende, havde også evner som forfatterinde og skrev 2 erindringsbøger: ”Skuespilleren og Danserinden” i to bind og en bog om sine rejser med Johannes Poulsen ”På Rejse med Johannes Poulsen”, desuden en fin lille bog om livet hele året på Tranegården: ”Til alle Årets Tider” med smukke naturskildringer og erindringsbilleder fra sit lange, begivenhedsrige liv.

 Ulla Poulsen med hund – engang i 80′erne

Her kommer nu et par af de mange kort og breve, som Ellen og Knud Åmand modtog fra Ulla Poulsen fra 1967 og ca.20 år frem:

Herunder et par kig ind i bogen “Til alle Årets Tider”, som Ulla Poulsen fik udgivet på Gyldendal i 1966. Bogen er skrevet som en slags dagbog – et år levet i Tranestederne:

10. maj : “Svalerne er flyttet ind på loftet i den gamle lade, der nu rummer garage og værksteder. Ved maj måneds begyndelse åbner vi de to små ruder øverst oppe over porten, og omkring den fjerde-femte ser vi altid de første svaler. De flyver rundt over huset og forbi de små vinduer, som om de vil overbevise sig om, at alt er ved det gamle og lejligheden parat. Intet af, hvad vi senere foretager os nede eller oppe på loftet, forstyrrer svalerne i at bygge rede eller ruge deres unger ud.

Svalerne kunne vi ikke tænke os at være foruden, men de volder os til tider en del besvær – som det år, da de absolut ville bygge på et af de redskaber, vi ikke kunne undvære. Vi kom for sent til at hindre, at reden blev anbragt oven på kloakrenseren, så vi måtte købe en ny. Naturligvis ville vi ikke ødelægge den lille kunstfærdige rede, der var foret med lutter hvide fjer.

Sidste år så vi med forundring, at der lå seks unger i reden. Da de blev større måtte de to sidde på ryggen af deres søskende for at kunne være der. De to voksne svaler sled i det næsten hele døgnet rundt, ud og ind ad de små vinduer fløj de med mad til de sultne unger. En aften så vi svalehannen ligge død under reden, han havde slidt sig til døde for at skaffe mad. Jeg tog den tapre lille fugl og strøg den over det røde bryst, hvor hjertet var blevet stille.

Hunnen blev ved med at made ungerne, og et par dage efter så vi en han gøre stormkur til enken. Hun ænsede ikke den ivrige frier, men passede sine flyveture. Efter nogle dages ihærdig bejlen begyndte frieren at hjælpe med til at bringe mad til ungerne, og så blev han akcepteret som stedfader.

17. maj: I morges så vi to traner gå på marken i nærheden af huset. Det er da ikke helt forkert, at vi kalder det Tranegaarden. Tranerne gik der et par timer, for de lettede og fløj mod rugepladserne i Sverige.

Før i tiden har der ruget traner mange steder nord for Frederikshavn, men dræning og den tiltagende trafik har sammen med gravningen efter tørv fået de sky fugle til at søge mere ensomme steder.

For nogle år siden sad jeg en dag oppe på de høje klitter og havde min kikket med for at studere dyrelivet ude i engene nord for Tranegaarden. Langt ude mod nord så jeg fem store grå fugle, og af de nedadhængende halefjer og de lange halse fremgik det, at det var traner. Medens jeg iagttog dem, begyndte to af dem at hoppe op og ned foran hinanden med de store vinger udbredte. Det var tranedans, jeg var så heldig at se. Disse traner blev her nogle dage, inden de rejste videre.

Solen har skinnet fra morgenstunden, og vejret er lunt og stille, rigtig grødevejr. Puddelhunden lå foran indgangsdøren, da jeg i middags kom ind fra haven. Jeg fik mig en ordentlig forskrækkelse: en meter fra den lå en stor hugorm.

Vi fik hunden kaldt til os, og hugormen måtte af med livet. Det var den første i år, og vi var nu advarede om at se os godt for, når vi færdes rundt om huset. Jeg holder af alle dyr, men hugorme må undgå de steder, hvor vi har vor gang, ellers bliver de slået ihjel. Men det er, som om de netop helst vil være så nær ved hus og have som muligt. Sidste år måtte tolv bøde med livet, fordi de var i vejen for os. En af dem havde endda lagt sig lige foran indgangdøren og hvæsede ad hunden og os, da vi ville ind i huset.

Hugorme har altid godt kunne lide Tranegaarden. Et af de første år, jeg boede her, så jeg en dag inde i haven en mørkebrun orm ligge foran en af dørene. Jeg troede, det var en snog, og stod og så på den, indtil den opdagede mig og gennem et hul under dørtærsklen forsvandt ind under huset. Jeg blev lidt underlig til mode ved det og fortalte det til den gamle strandfoged, der arbejdede ude i haven. Han sagde ganske tørt: “Vi har ingen snoge her oppe, det var en hugorm.”

Min kvindelige gæst blev rædselsslagen ved at høre, at der boede en hugorm under det værelse, hvori hun sov, men vi kunne berolige hende med, at den ikke kunne komme op til hende gennem gulvet, hvis der da ikke var musehuller! Hun havde en urolig nat og drømte om slanger. Næste dag fik jeg en murer til at lukke hullet.

Vore gæster bliver altid advaret mod at færdes med ubeskyttede fødder i lyngen og langs grøfterne, og selv holder vi os til vore stier og kommer helst ikke ind på hugormenes gebet.

Slanger blev i gamle dage anset for at være hellige og venligsindede dyr. Man troede, de bragte bud fra de døde, og når man gav dem mad, gjorde de heller ingen fortræd. De er lette at tæmme og kommer, når de skal fodres …

Jeg ved ikke, om de mange hugorme og deres interesse for vort hus skal opfattes som tegn på en slags beskyttelse mod onde anslag eller skyldes, at vi inden døre har slangeguden hængende på vor væg. “( citat fra side 89) 

 

 

 

Den gode og den dårlige læser

 

 

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og vil skrive. Du kan finde researchsider og forsøgssider og meget andet. Vil du vide mere om forfatteren, er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd, men ellers fortæller min hjemmeside også noget om den person: www.hesselholt.com

Så er det sket igen. Og det sker jo hele tiden, og for tiden oftere og oftere. Forfattere skriver om deres eget liv. Det kalder man selvbiografisk fiktion, for det er ofte i romanform, og somme tider er det ikke, så skal det forestille en selvbiografi. Og er det så det? Lige nu er Erling Jepsens bog “Gramshavet” netop udkommet, og anmelderne river sig i håret for at finde forklaringen på om den er mere eller mindre selvbiografisk end “Kunsten at græde i kor,” som Jepsen udgav for nogle år siden, og som handler om den lille familie i Gram, som Gramshavet også handler om.

Jepsen siger selv: Den er 100% selvbiografisk. Derfor hedder drengen ikke Allan som i Kunsten at græde i kor, men Erling.

Som om det var en interessant oplysning. Det er det ikke. Og det er helt ligegyldigt, om bogen er selvbiografisk eller ej. Vi er jo ikke lyst-snagere, men lyst-læsere. Vi er ikke sladderkællinger, men litteraturelskere.

Om bogen er “virkelighedsloyal” eller ej er ligegyldigt. Det, der er vigtigt er, om den er loyal over for litteraturen og dens krav om litterær kvalitet. Hvad rager det os, om der er det eller det forhold mellem forfatteren og hans tekst? Det er jo hans sag. Det, der er interessant for læseren er, om der er et forhold mellem teksten og læseren. Har den noget at sige mig?

Mai Misfeldt ( der absolut er en god læser) siger det så smukt i en artikel i Kristelig Dagblad 12 nov 2016 – hun taler om “den gode litteratur”, der er den, som har noget at sige mig (læseren)

(citat) “Den gode roman giver os mulighed for at synke helt ind i et andet univers. Glemme den konkrete tid og det sted, vores krop befinder sig i og på, og være med romanens personer i deres tid og sted. Helt tabt for omverdenen, som det jo hedder, vender man siderne, spændt på, hvad der nu sker, hvad personerne nu må sanse og tænke, og hvad der skal tilstøde dem. Jeg drives frem af et narrativt begær, jeg vil vide, hvad det ender med. Åh, lad det nu gå dem, jeg spejler mig i, godt, lad dem finde en vej ud af deres besvær, ligesom jeg selv håber på at finde en vej ud af mit.”

Den israelske forfatter Amos Oz har skrevet en bog “En fortælling om kærlighed og mørke”, og heri tager han temaet om den gode og den dårlige læser op. Der er jo mange, der har spurgt ham, om bogen er selvbiografisk. Og han svarer, at alt hvad han skriver er selvbiografisk, også når han f.eks. skriver en bog om Moder Terasa – ha!

Og sådan har det jo altid været. Den gode tekst har den gode forfatter i sig. Flaubert, som har skrevet “Madame Bovary” blev engang spurgt om, hvem der var model til fru Bovary. Og han svarede: “Madame Bovary, c’est moi.” Madame Bovary, det er mig.

Om den dårlige læser skriver Oz sådan her:

(Citat side 39) Den dårlige læser vil altid gerne vide, og det straks, “hvad der virkelig skete.” Hvad er historien bag historien, hvad drejer det sig om, hvem er mod hvem, og hvem har været i seng med hvem? Professor Nabokov fik engang af en journalist i en direkte amerikansk tv-udsendelse stillet spørgsmålet: “Professor Nabokov, sig os venligsst, are you really so hooked om little girls?”

Videre skriver han følgende om den gode læser:

(Citat side 42) Den afstand, som den gode læser vælger at lægge, mens han læser skønlitteratur, er ikke området mellem det skrevne og forfatteren, men området mellem det skrevne og sig selv. Man skal ikke tænke på, om Dostojevskij som studerende virkelig myrdede og berøvede gamle damer. Nej, læseren skal snarere sætte sig i Raskolnikovs sted og føle rædslen og fortvivlelsen og den ordartede elendighed kombineret med et napoleonsk hovmod, storhedsvanvid, sultens vanvid, ensomheden, lidenskaben og udmattelsen, forenet med ønsket om at dø, for at trække en parallel … ikke mellem personerne i fortællingen og diverse skandaler i forfatterens liv, men mellem personerne i fortællingen og læserens intime, farlige, elendige, forrykte og kriminelle ego, den skrækindjagende skabning, som man altid lukker bybt inde i den allermørkeste celle, så ingen nogensinde, Gud forbyde det, kommer til at kende til dens eksistens, hverken ens forældre eller dem, der elsker en, af frygt for at de flygter fra en i forfærdelse, som man flygter fra et uhyre.”

Og lidt længere henne i teksten:

(citat side 44) …. Det er uhyrer, som man i det civile liv aldrig kan sammenligne med noget, fordi man aldrig ville præsentere dem for noget menneske, ikke engang hviskende, i sengen, i øret på den, man deler seng med om natten, for ikke at risikere, at vedkommende i rædsel snupper lagenet, svøber sig ind i det og løber skrigende bort.”

Den dårlige læser forlanger, at forfatteren ødelægger bogen med sine dumme krav. Oz skriver:

(Citat side 40) Den dårlige læser minder om en psykopatisk elsker, som overfalder en kvinde og flår tøjet af hende. Når hun så er helt nøgen, river han hendes hud af, fjerner utålmodigt hendes kød og knuser hendes skelet, og først når han har gnavet i hendes knogler med sine grove gule tænker, er han endelig tilfreds.”

 

 

 

  

En forfatter har bopælspligt i sin tekst 3

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og vil skrive. Du kan finde researchsider og forsøgssider og meget andet. Vil du vide mere om forfatteren, er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd, men ellers fortæller min hjemmeside også noget om den person: www.hesselholt.com

Jeg fortsætter med at prøve at forstå lidt mere af det jødiske folks historie, som fortællingen om Tobias ( altså den gamle tekst fra år 600 f. Kr.) markerer et af startskuddene til. Ja, for min Tobias er rigtignok inspireret af Tobits bog, men han er og bliver jo en konstruktion, hvis eksistensberettigelse er en anden. Han skal ikke belyse nogens historie. Han er sin egen historie.

Alligevel hænger han jo uløseligt sammen med fortællingen om den “gamle” Tobias og når man som jeg gør, “stjæler” ham fra oldtidens persongalleri, så må man også prøve at forstå originalen, og desuden bør man tilegne sig en vis viden om, hvad der videre skete … altså i de følgende 2-3 tusinde år. Ja, så lang en rejse kræver det, men den kommer jeg og mine læsere ikke på.

Vi nøjes med moderne fremstillinger af Israel ( og dermed jødernes) historie. Og jo mest i (skøn)litterær form.

I tidligere indlæg har jeg nævnt og belyst en række tekster af den art, som handler om netop ovenstående. Her kommer et andet eksempel, nemlig den israelske forfatter Amos Oz’ familiehistorie ( som også er det moderne Israels historie ) : “En fortælling om kærlighed og mørke.”

Bogen begynder med Oz’ egen opvækst i Israel i 1940′erne, og i det følgende citat kan vi få et lille indblik i konflikten mellem jøder og arabere – her set i dagligdagen og med jødiske briller. Vi befinder os i en lille butik i Jerusalem, hvor der stort set kun handler jøder:

( Citat side: 23)

“Der opstod en mindre diskussion blandt kunderne i hr. Austers købmandsforretning. Skulle man købe fallahernes ost eller ej? På den ene side: “skal man tage sig af sine egne først,” og derfor burde vi købe osten fra Tnuva ( en kibbutz). På den anden side stod der i Toraen: “Hos jer skal én og samme forordning gælde for de fremmede såvel som for landets egne.” Og derfor burde vi af og til købe vore arabiske naboers ost, for “I var jo selv fremmede i Egypten.” Tolstoj ville se hånligt på den, som købte den ene ost frem for den anden udelukkende på grund af religion, folk og race! hvad med de universelle værdier? Humanismen? Broderskab mellem alle, der er skabt i Guds billede? Det ville være bedrøveligt, nedværdigende og småligt at købe en arabisk ost, blot fordi den var lidt billigere, frem for at købe pionerernes ost, de, som bærer åget på deres skuldre og med deres negle forsøger at frembringe brød af jorden. Skam! Skam og skændsel! lige meget hvad, var det skam og skændsel. Livet var fuldt af den slags skam og skændsel. ” ( citat slut.)

Når der pludselig er tale om Tolstoj, så er det fordi Amoz’ far, der flygtet fra Østeuropa, er meget belæst og især glad for den russiske forfatter. Det er karakteristisk for familien i det hele taget, at alle er belæste og faktisk lærde. De fleste i omgangskredsen er akademikere med sine universitetsgrader, som de dog ikke kan bruge til ret meget i det nye land Palæstina.

En forfatter har bopælspligt i sin tekst 2

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og vil skrive. Du kan finde researchsider og forsøgssider og meget andet. Vil du vide mere om forfatteren, er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd, men ellers fortæller min hjemmeside også noget om den person: www.hesselholt.com

Fortællingen om Tobias kan du læse herunder, men hvis du ikke er et barn på 12-15 år, så gider du nok ikke. Derimod kunne det måske være interessant at læse lidt om teksterne omkring teksten. Det har jeg skrevet om i tidligere indlæg. Og der vil følge flere hen ad vejen. De vil så handle om tekster fra Israel og deromkring. Tobias er jo ( selv om han ikke er helt enig i den betragtning ) en jødedreng, og han bærer i sig, hvad man måske kan kalde jødernes skæbne til alle tider.

I følge den gamle tekst fra ca. 600 før Kristi fødsel, så ender Tobias’ liv i lykke og gammen og lovprisning af Gud. Som et eventyr. Den gamle tekst slutter sådan her.

…. “Så drog han og hans kone bort til Medien og slog sig ned i Ekbatana hos hans svigerfar Raguel. … Selv døde han ( Tobias) 117 år gammel som en anset mand. Før han døde, nåede han at opleve og høre om Nineves ødelæggelse, og han så, hvordan mederkongen Kyaxares førte fangerne derfra til Medien. Han priste Gud for alt, hvad han gjorde mod ninevitterne og assyrerne. Inden han døde, nåede han at glæde sig over Nineves skæbne, og han priste Herren, som er Gud i evighedernes evighed.”

Tja … man kommer ikke udenom, at “de gamle” var hævngerrige, og at Gud Herren spillede med. Sådan fremstiller de gamle tekster jøderne og Herren, men min fortælling om Tobias er ikke gammeltestamentlig eller “gammelreligiøs” i den forstand. Den handler om en ung, der prøver at finde sin vej i livet, og som har sit at slås med. Og jeg tror, at den er tidløs på en måde. Og desuden: at ingenting i grunden har forandret sig, når det handler om de lidelser og den forfølgelse som “de fremmede” udsættes for. Det var sådan dengang, og det er sådan nu.

Og det gamle theodicé-problem er evigt aktuelt: hvordan kan Gud være god, når han tillader alle de grusomheder. Tobias vil ikke vide af ham: han har ikke just holdt sin hånd over jøderne, synes drengen, og Tobias giver sig i min fortælling ikke på det punkt.

Men fortællingen ( min) illustrerer i sin gang og i hele sit indhold, at Gud er til stede, og at selv Tobias må indse det. Det gør han også. Men det betyder ikke, at han accepterer det. Et evigt dilemma ikke bare for Tobias, men for mennesket til alle tider.

Ingen af os kommer udenom det problem, heller ikke de af os, der holder fast ved troen.

18 – Tobias igen

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og vil skrive. Du kan finde researchsider og forsøgssider og meget andet. Vil du vide mere om forfatteren, er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd, men ellers fortæller min hjemmeside også noget om den person: www.hesselholt.com

Herunder kan du læse lidt af den seneste udgave af Tobias-bogen.

Ikke hele bogen – kun de første kapitler og det skyldes, at den gerne må udkomme på papir først, og derfor får du i første omgang kun en smagsprøve på teksten her. Resten vil flagre ind på boghandlernes hylder med “hotte nyheder” senere på det nye år. Men altså her et par kapitler af bogen:

 

 

KAPITEL 1

EN DRENG I NINEVE

 

Det sidste, han huskede, var tågerne. Hvordan de drev ind over ham, hvordan de lagde et kuldesvøb om den brændende hud. Han lå på ryggen, stadig hyllet i mørke, men det var ikke blødt mere, det skar i sårene, og under sig følte han noget klæbrigt. En menneskekrop, tænkte han, og i det samme vidste han, hvor han var. På stendyngen uden for bymuren. Henkastet som et svin.

Og svin var da også det sidste ord, han havde opfanget inden stilheden og tågerne. Svin, svin, svin haglede det ned over ham fra drengene, der stod i en klynge ved siden af bunken.

Han lukkede øjnene og forsøgte at glide tilbage til søvnen. Hvorfor skulle han vågne? Hvorfor kunne han ikke bare få lov at dø?

Han havde ikke blot rørt ved de døde. Han havde ligget på dem. Og nu var han uren. Og ikke et hak bedre end det skarn, som mor hver dag lodsede ned i den gamle brønd. Og han stank værre end de ådsler, der lige nu klistrede ham fast til stedet.

I aftes, da de kylede ham fra sig, var det meningen, at han skulle dø her på stendyngen. At rovfuglene skulle fuldføre det arbejde, som drengene var begyndt, og han huskede, at den sidste bevægelse, han havde gjort, inden han gled ind i tågerne, var at slynge begge arme hen over ansigtet, så fuglene ikke kunne hakke øjnene ud. Han lå endnu med den ene krænget op over panden, da han vågnede.

Langsomt skubbede han sig baglæns, krabbede ned ad dyngen, mens stenenes kanter skar ridser i den nøgne ryg.

Neden for dyngen blev han liggende på jorden. Græsset var revet bort her inderst ved stenbunken, og der var kun den nøgne jord tilbage. Han sugede jordens kølighed til sig og mærkede, hvordan sandkornene trængte gennem huden og helt ind i sårene og forstærkede smerten. Men han var ligeglad nu og blev liggende ubevægelig og bed det i sig.

Jorden var ren. Den kunne suge af hans skam, tænkte han, måske opsuge den.

Omsider fik han sig stablet på benene. En tid stod han og dinglede usikkert, inden han begyndte at vakle fremad. Så forsigtigt, som forsøgte han at tage sine første skridt.

Men han kunne både stå og gå.  Så havde de alligevel ikke knust hvert ben i hans krop, sådan som de havde hylet, at de ville.

Han var hel.

 

Der var et godt stykke vej fra stendyngen til byporten, og han skulle gå den i mørke, men langt henne på muren anede han nogle lys. Fakler. Og de sorte omrids af et menneske. En vagt?

Langsomt, skridt for skridt, fortsatte han sin gang mod Nineves største byport, og da han kom nærmere, så han, at der var to vagter, en på hver side af den stængte port. De stod lænet ind mod muren, og det så ud, som om de blundede.

Nu var han ganske tæt på, og han hørte en svag snorken og så, at der lå en dunk imellem dem. Den var væltet og trillet ind mod porten. Tom velsagtens.

Han trådte lige ind i det svage lysfelt; ingen reagerede og forsigtigt snoede han sig forbi den ene af mændene, fandt en smal sprække længst inde mod muren og kilede sig igennem.

Så var han i byen.

Indenfor rettede han sig op. Han blev stående et øjeblik med ryggen mod muren og hev efter vejret.

Så begyndte han hurtigt som en lækat at springe ind mod jødekvarteret, hvor deres gård lå. Smerterne gnistrede i kroppen, men de standsede ham ikke, tværtimod, de jog ham fremad.

Han skulle hjem.

Gaderne lå mørke og øde hen, kun hist og her lyste et par søvnige fakler op, og nu og da kom noget småkravl pilende forbi ham, en kat, en rotte, en mus? Han mere anede end så dyrene. En hvislen. Som blev de forfulgt af slanger. Så var de borte i mørket.

Et sted bag en lukket port vågnede en hund og gøede, men ingen reagerede på dens glam, og ingen forsøgte at standse Tobias, mens han stadig mere besværet fortsatte ind gennem de snævre gyder, der snoede sig labyrintisk i jødekvarteret.

Tæt på hjemmet sagtnede han farten og traskede tungt videre. Til sidst standsede han helt. Stod længe ubevægelig og lyttede ind i mørket, som havde han opfanget noget skræmmende i gydens dyb. Men de eneste lyde, der nåede ham, var nattevæsnernes sagte puslen og hans eget dunkende hjerte.

Jeg har et hjerte, tænkte han. Altså lever jeg. Så meldte den næste tanke sig. Men jeg lever i skam, og jeg kan ikke bringe skammen til min fars hus. Ordene stod og lyste i ham og lod sig ikke puste ud.

Det kan jeg ikke.

Skulle han lyve om det, der var sket i nat, eller skulle han gå til sin far og bekende det hele? Han ville ikke komme langt med løgnen, for far var nok blind, men han tog aldrig fejl af stemmers klang. Og når de først fandt ud af, hvordan det stod til med ham, så ville de græmme sig til døde.

I al fald far. Han kunne ingenting se med sine øjne, der var dækket af tætte, hvide hinder. Og han var uden arbejde, og kun få besøgte ham nu, men han havde aldrig et øjeblik givet køb på sin værdighed som patriark, og han sang og bad og teede sig præcis, som han altid havde gjort.

Hele verden kunne forandre sig. Den kunne synke i grus, om det skulle være. Men hans far forblev lige så uforandret som Tigris og ørkenen og nattens himmel. En Herrens Tro Tjener.

Og nu skulle han miste sin søn. Havde mistet ham. Eller fået en uren søn, og det var værre end slet ingen.

Mor Anna tjente kun menneskene, hun arbejdede i kongens palads og gjorde det åbenbart godt, for man havde ikke fyret hende, da alle andre jøder blev sparket ud i mørket.

Tobias var deres eneste barn. Deres håb. Ikke at han nogensinde havde forsøgt at leve op til deres forventninger. Tværtimod. De seneste år havde han ihærdigt vendt dem ryggen og var gået sine egne veje. Væk fra dem. Så langt væk som muligt.

Han havde for et par år siden sluttet sig til de hårde drenge i Nineves gader, og havde vel sagtens været en skamplet på familiens ære, men de gamle lod, som om de ikke kunne få øje på den plet. Nå ja, far var undskyldt. Han var blind. Men mor? Hvorfor kunne hun ingenting se, og hvorfor var hun altid så tavs og kærlig, lige meget hvor tosset, han skabte sig. Det var ikke rimeligt.

Han sank lidt sammen.

Nej, han kunne ikke tage hjem.

Så var det, han kom i tanker om Assar. Han havde ikke taget del i mishandlingen i nat. Han var slet ikke mødt op på torvet. Og Tobias vidste godt hvorfor, Assar havde fået et nyt liv, og det var surt, syntes han, for uden ham var banden ikke den samme. Men vennen havde fra fødslen været bestemt for Isthartemplet, og nu var han begyndt at tjene, og han holdt sig langt borte fra gadelivet.

Måske var Assar stadig en ven.

Nu var han ved templet, der knejsede på sin bakkekam, højt hævet over Nineves tage. Stjernerne skinnede på himmelbuen, mens han asede sig højere og højere op, som ville han nå helt op og favnes af deres lys. Men de lyste ikke for ham. De glitrede koldt og var som resten af verden. Ligeglade med ham. Og han kunne blot tumle videre i sit eget håbløse mørke. Han stønnede af smerte og udmattelse.

Trapperne ville ingen ende tage denne nat, syntes han, og han snublede gang på gang. Først helt oppe ved tempelmuren hang en ensom fakkel blafrende i nattebrisen. Ilden kastede et uroligt skær ind mod den høje mur, så han syntes, den blev levende og sendte varselstegn mod ham. Hertil og ikke længere. Det her er ikke din helligdom. Du har intet at gøre her. Nej, hviskede han. Men jeg må finde Assar.

Han vidste ikke, om der stod vagter ved indgangen. Eller om Assar var vågen eller lå og sov et sted. Og hvor?

”Hvor skal jeg finde dig?” mumlede han.

Porten var stængt, og han kravlede som et såret dyr langs muren til han fandt et sted, hvor han netop kunne presse kroppen igennem.

Så stod han i den mørke tempelgård. Alt lå hyllet i nattens bælg, og han var nær ved at opgive sit sidste håb. Måske skulle han lægge sig i en krog som det affald, han var, og lade urenheden og skammen få frit løb og forvandle ham fra dreng til tigger. En tilsølet og forslået tigger lod man gerne ligge uden at bekymre sig synderligt om ham. Kastede i bedste fald brødsmuler eller småmønter til ham. Jog ham i værste fald bort med skældsord.

Men hvad var det? Kom der ikke en smule lys ud fra en smal sprække i den modsatte ende af gården? Et vindue? Han opbød sine sidste kræfter for at nå derhen. Lad det være Assar, bad han og forsøgte endda at sende bønnen op til sin fars gud, som han ellers ikke nærede de bedste tanker om. Men lige nu måtte han gribe ethvert halmstrå, om det så var den mest afskyelige gud, der havde fat i den anden ende.

Det var Assar.

Han sad og læste højt, og hans stemme flød ud i luften som den sødeste honning, syntes Tobias og var lige ved at græde af lettelse.

”Assar!” Han sagde navnet så højt, han turde. Så besvimede han.

 

Da han vågnede stod vennen lidt på afstand og gloede på ham. Han holdt et lille blafrende lys i hånden, og nu kom han langsomt nærmere.

”Hvad har de gjort ved dig, de svin?”

”Det er mig, der er et svin, Assar. Det fatter du vel. De har gjort mig uren.”

”Jaså. Uren.” Assar trådte et skridt tilbage, som havde Tobias kastet med sten.

”Forstår du, de smed mig hen på dyngen af lig. Jeg har ligget på de døde. Jeg er en smittet.”

”Smittet. Jo. Men du kan vel renses så. Eller?”

”Nej.”

”Hør nu Tobias! Du glemmer, hvor du er. Og hvem jeg er.”

”Du er min ven.”

”Ja. Men jeg er også tjener for Isthar, og jeg har magt.”

”Nok til at …”

”… at rense dig. Mon ikke.”

 

”Er det ikke her, du bor?”

Assar skubbede ublidt til ham. Tobias vågnede med et sæt. Han var faldet i søvn, straks de satte ham i bærestolen og sad der og hang på det umage sæde, mens den slingrede gennem gyderne. Vennen havde brugt timer på at rense ham i det hellige vand fra tempelkarrene og bagefter forbinde hans sår, og nu i de tidlige morgentimer havde han sammen med en kammerat båret ham hjem.

Han så sig fortumlet om. Han var virkelig hjemme? Et mirakel. Og var han ren? Et endnu større mirakel. Han vendte sig mod vennen.

”Er jeg ren?” sagde han.

”Hmm … det er du vel.”

”Vel?”

”Bedre kan jeg ikke gøre det.”

”Tak Assar.”

”Jamen, jeg ved ikke, om jeg kan hjælpe dig mere. Du må vist klare dig selv fra nu af.”

”Jeg klarer mig.”

Hele dagen havde Tobias omhyggeligt holdt sig skjult, siddet som en mus i sit hul og spekuleret på, hvad han skulle stille op med sig selv og sit liv. Og han var ikke blevet et hak klogere, siden Assar læssede ham af uden for porten i morges og faktisk havde bedt ham passe sig selv. Lugten fra nattens rædsler sad stadig i næseborene, og han kunne ikke tro, at det var forbi. Han var ganske vist hjemme nu, hos sine egne, men alligevel følte han stærkere end nogensinde, at han ikke hørte til her.

Du har ingen steder hjemme, sagde en stemme i ham, en, han havde hørt før, og han syntes, den lo hånligere end den plejede.

Han knyttede næverne og holdt dem op foran sig, som havde han lige mødt en fjende, der bare kunne komme an. Men der var ingen.

Og han havde et hjemland, det havde han hørt til bevidstløshed hele sin barndom. Det lå og lyste i det fjerne, og som lille dreng badede han sig i det lys, når han var ked af det og blev drillet af de andre børn.

Men lige nu kunne han ikke få øje på det, og det forekom ham lige så uvirkeligt og gådefuldt som himlens stjerner. Og mindst lige så koldt. Og han ville ikke vide af det.

Israel.

Han mumlede alligevel navnet. Det havde en gang været magisk. Men der skete ingenting i hans hjerte. Magien var forvandlet til noget, man til nød kunne drømme om, men som ikke fandtes andre steder end lige netop der. I drømmene. Og i fars sange naturligvis og i mors længsler.

På gårdspladsen visnede træernes toppe. Alle planter hang tørre og triste, som ville de helst opsluges af støvet ved deres fødder. Det var, som om de kun længtes efter ét: at blive til ingenting. Ligesom mor. Morlille. Også hun voksede nedad. Kuglekroget allerede.

Kun Tobias skød i vejret. Som en sjælden plante, der ikke hørte til i al den ynk.

Det var efterhånden blevet sent, snart ville mørket skjule murene, der lå som en mørnet krans omkring den åbne plads, og det ville dække over hver eneste revne i de gamle fliser og kaste et slør over den udtørrede brønd, som mor var begyndt at bruge til affald og som stank værre for hver dag, der gik, og efterhånden mindede om en spedalsk, hvis krop langsomt forfaldt for øjnene af en.

Tobias kneb sine i. Man må se virkeligheden i øjnene, plejede far at sige. Det kunne han sagtens sige, blind som han var. Han så ingenting, og virkeligheden var tåget hen for ham i mere end en forstand. Kun sangene og bønnerne var tilbage fra det tidligere liv.

Engang havde han været det, man kaldte en seer. En profet. En, man spurgte til råds og som man lyttede til. Selv de fornemste i Nineve havde søgt til far, når de var i knibe, og kongen indledte aldrig en krig uden først at konsultere Tobit. Og Tobias kunne huske, at han havde været stolt af sin far. Men det var længe siden.

Endnu var der ikke særlig mørkt. Den synkende sol kastede gyldne kegler gennem sprækkerne i porten, som ville den lige unde sig et sidste kig, inden den helt forsvandt, og i lysstriberne flimrede millioner af støvfnug. De hvirvlede rundt og rundt i en vilter dans, som om de var ligeglade. Eller bare glade.

Tobias kunne ikke huske, hvornår han sidst havde været glad. Han prøvede at være ligeglad. Det kunne han heller ikke. Han var ikke noget støvfnug. Han var en dreng. Og han dansede ikke i solens lys.

Engang havde han danset. Engang havde de alle sammen danset. Dengang havde de været lykkelige.

Han kunne endnu huske den tid, hvor træerne voksede op mod himlen og var ligeså grønne og frodige som blomsterne, der bredte sig overalt og var mors stolthed. Dengang lignede brønden ikke et stinkende lig og vandet flød endnu i dens dyb.

Og det sang fra taljens rustne trisser, når slavepigen Dahlia hejste den store lædersæk ned gennem mørket og fyldte den. Og når hun trak i rebet, og sækken igen svævede op gennem slugten, og hun lod den bumpe over kanten. En rigdom, de frit havde kunnet øse af.

 

 

 

KAPITEL 2

EN DRENG OG HANS FAR

Der sad far, sammenfoldet og med hagen presset mod knæene, helt inde mod muren og i den fjerneste ende af pladsen, som om han ønskede at blive et med de mørnede sten. Tobias’ hund, der ligesom far syntes at have mistet livsgnisten, klinede sig op ad ham med hovedet halvt skjult i den folderige djellaba.

Tobias så, hvordan han langsomt hævede armene og vendte håndfladerne opad mod den vigende lysstråle, som om han ville fange lyset og bønfalde det om at blive hos ham endnu en stund.

Som en tigger, tænkte Tobias og væmmedes.

Hvornår var det, forvandlingen indtraf? Hvornår begyndte livet at sive ud af alt, hvad far rørte ved? Ham, der plejede at give liv. Nu kunne han ikke engang værne om sit eget. Var det Guds forbandelse, og hvorfor ramte den så Tobit, der var den mest trofaste af alle Guds tjenere?

Så skulle den da have ramt mig, tænkte Tobias. Nå, det gjorde den vel også. Og mor. Det var det værste, for hun kunne ikke sno sig fri som Tobias. Hun kunne ikke flygte nogen steder hen.

Han begyndte langsomt at bevæge sig hen mod porten. Listede fremad skridt for skridt, for far skulle helst ikke høre ham, inden han nåede helt derhen og forsigtigt fik lirket porten op og klemt sig ud gennem den smalle sprække. Træet var blevet så frønnet på det sidste, og de gamle rustne hængsler var begyndt at skrige, som jamrede de over deres eget forfald.

Nu var han ved porten. Han stod ubeslutsom. Armene føltes med ét så tunge, og skulle han ikke hellere blive hjemme? Han kastede et blik ind i den halvmørke gård, hvor far stadig sad og faldt i et med muren.

Tobit. Hans far.

Jøden.

Nineve var en broget by. Her færdedes alle mulige folkeslag mellem hinanden, og jøderne havde hidtil ikke skilt sig synderligt ud. Tværtimod. De fleste fulgte Nineves love til punkt og prikke. De spiste den samme mad som assyrerne. De tilbad Nineves guder og levede kort sagt som alle andre folk i byen. Skønt de fleste var kommet dertil som kongeligt krigsbytte og altså var trælle, så var de efterhånden gledet ind i byens hverdagsliv og udfyldte i det store hele den plads, de hver især var blevet tildelt.

Men hans far, Tobit, var noget særligt. For han tilhørte den lille flok jøder, der trofast mødte op i synagogen og dyrkede HERREN min GUD, der afveg fra alle andre guder ved at være den eneste, der ikke var en død ting af sten eller marmor, men en levende ÅND.

Indtil i går havde Tobias ikke været i tvivl. Han ville give pokker i, at han var jøde. Han følte sig heller ikke som slave for nogen. Og han ønskede kun ét: at være fri og stærk og at være sig selv. Han ville ligne de andre drenge i Nineve. Dem, han havde sluttet sig til, og som havde taget imod ham.

Han var stærk, og hidtil havde han kunnet klare sig med sine kræfter og sit fandenivoldske mod. Og de andre drenge havde set op til ham. Han var som en ung ulv, glubsk på livet, og flokken havde villigt åbnet sig for ham.

Og de havde hylet i samme kor.

Indtil.

Nu var alt forandret.

Det var kommet lidt efter lidt, og han burde vel have set det for længst. Men han havde ikke villet. Ikke det. Ikke, at han fra nu af måtte hyle i ensomhed, ikke at kammeraternes blikke var blevet fulde af foragt og at de var begyndt at vende ham ryggen, når han kom, som om han forpestede den luft, de indåndede.

Det tog sin begyndelse, den dag, Kong Sankerib tabte et stort slag. Han havde sat hele sin hær ind på at vinde, men havde i stedet mistet al ære og værdighed, og resterne af en tilintetgjort hær var alt, hvad han bragte med fra det mislykkede togt.

Tobias havde set soldaterne, da de krabbede gennem byporten. En flok forrevne katte, som slæbte sig hen over jorden. Og en pest sad dem tilmed i kødet og truede med ikke blot at udrydde resten af hæren, men hele byens befolkning.

Kongen lod straks de pestramte dræbe, og andet kunne man vel ikke forvente. Men hans næste skridt var underligt og taget helt ud i den blå luft, syntes Tobias. Han kastede nemlig hele sit had på jøderne. Gav dem skylden og hidsede borgerne op imod dem. Og næsten dagligt lod han nogle af dem pågribe og myrde. Og ligene blev slæbt uden for bymuren og kylet på stendyngen, som ellers var forbeholdt de værste forbryderådsler. Her fik de lov at ligge og rådne op, mens vilde dyr og fugle flænsede og hakkede i dem.

Ingen måtte nærme sig bunken. Ingen måtte synge for de døde. Og større skam kunne ikke overgå en jøde.

Og nu havde hånen og hadet ramt ham selv, og han havde ingenting kunnet gøre. Og for første gang var han blevet rigtig bange.

I aftes. Frygten. Sneglene, der krøb i hans blod og slimede hans vilje til. Og den iskolde erkendelse af, at ingenting mere kunne blive det samme. At han var stemplet for tid og evighed.

Han havde nærmet sig drengene hen på aftenen, akkurat som han plejede, og han havde tænkt, at han endnu engang kunne tø dem op og få dem til at le, og at de ville slå ham på skulderen og vise ham, at han var en af deres. Men han gik mere tøvende, end han plejede, og han mærkede en uro, han ikke kendte.

Drengene stod og hang på torvet som hver aften, og alt syntes normalt. Tilmed latteren. Så velkendt. Så trygt. Men latteren forstummede, da han kom nærmere, og som på tælling var de faret frem imod ham og havde væltet ham omkuld, og mens de tævede og sparkede løs og skreg, at han var et SVIN og en JØDE, så var der ingen af de mange voksne på torvet, der så meget som løftede en finger for at hjælpe ham.

Drengene havde slæbt ham hele vejen til den nærmeste byport, forbi vagterne, der heller ikke havde reageret og ud til stendyngen, og her havde de kylet ham fra sig. Og sten og stank og rå latter havde ramt hans ansigt og blandet sig med tårerne og blodet.

Længe lå han der. Omgivet af stinkende lig. Så greb tågerne ham.

Han blev stående lang tid ved porten med hånden på klinken, kunne ikke bekvemme sig til at åbne. Følte, at han burde. At han måtte løbe hen til drengene lige som i aftes, lige som alle aftener og vise dem, at han ikke var bange.

Med ét begyndte benene at ryste under ham, og frygten ormede rundt i kroppen. Men jeg er jo bange.

Mor var endnu ikke kommet hjem, selv om det var sent. Hun gik hver morgen, før solen stod op, og ofte var det mørkt, når hun vendte hjem fra et arbejde, der sled glæden af hende og langsomt ødelagde hendes helbred. Og fik hende til at rase mod far, der aldrig svarede med en stavelse.

Bag sig hørte han far harke. Det lød, som om hele hans indre var på vej op gennem halsen, og Tobias vendte sig om og så igen på ham. Så ynkelig.

Så lidt Tobit den Vise.

Så meget Tobit den Svage.

Tobias følte, hvordan viljen knækkede, hænderne slap dørklinken, og benene begyndte langsomt at bevæge sig bort fra porten og hen mod den gamle mand. Helt henne ved den sammensunkne krop, satte han sig på hug, men sagde ingenting.

Tobit forsøgte at rette sig lidt. Han virrede med sine magre hænder i den tomme luft i stedet for at lægge dem på sønnens hoved og velsigne ham, som han plejede. Ikke engang det, tænkte Tobias og bøjede hovedet.

”Jeg kaldte ikke,” sagde Tobit.

”Nej.”

”Men her sidder du.”

”Ja.”

Tobias fik en klump i halsen. Skulle han slutte sig til den gamle og harke om kap med ham, give op og blive olding, før han var fyldt 17? Han lukkede øjnene, og nu mærkede han farens hænder glide søgende hen over kinder og hage.

”Du er blevet stor. Snart voksen. Jeg burde velsigne dig.”

”Det har du gjort, far. Faktisk hver dag.”

”Men det var barnet, jeg velsignede. Nu er du ikke længere et barn.”

Hvorfor sagde han det? Og vel var han så. Han var en fattig jødedreng.

”Kong Sankerib er ikke et udyr.”

”Nå.”

Hvad kom kongen ham ved? Og vel var han et udyr. Eller værre endnu. Dyr handlede ikke så grusomt.

”Han er et menneske.”

Nu lo far virkelig.

”Husker du, Tobias, dengang kongen jog os bort?”

Det huskede han, men det beviste vel ikke ligefrem, at der bankede et menneskehjerte i det kongelige bryst.

”Og husker du, hvor vi sang?”

Om han huskede? Han ville aldrig glemme den dag, men han havde nu ikke sunget. Han havde sitret af skræk, og mor havde grædt. Kun far gik med løftet hoved, og han havde skrålet mod himlen og de mange mennesker, der var stimlet sammen for at se soldaterne jage den lille familie gennem gaderne. Tobias kunne endnu mærke spydspidserne mod sin nøgne barnekrop. Og han huskede angsten og smerten og fars sære sange, der steg om kap med mors gråd, mens blodet dryppede i deres fodspor.

”Jeg har ikke glemt det,” sagde han og hørte sin stemmes bitre klang. Men far hørte ingenting.

”Jeg gik med Gud.”

”Nå,” sagde Tobias og tænkte, at han gik med en skælvende lille dreng og en grædende kvinde. Hans gud havde ikke været der.

”Og HAN førte os tilbage til Nineve. Det husker du vel også, min søn?”

Jo. Heller ikke det havde han glemt. Kongen havde fortrudt sin handling næsten med det samme. Han havde jo kastet sin bedste rådgiver på porten og sendt ham ud på en flugt, der kun kunne ende på en måde. Med døden.

Det var uklogt, og han fik dem opsporet, allerede inden de havde krydset den store slette. Midt i ørkenen havde de set en støvsky rejse sig i horisonten og nærme sig i al hast, og mor var igen begyndt at græde, og far hengav sig atter til jubelsang, og lille Tobias, der var ved at segne af træthed, stirrede med rædsel på soldaterne, hvis heste kom stadig nærmere og vrinskede og stejlede og stank, da de endelig gjorde holdt lige foran dem.

Og så var de der nogen, der greb ham, men med blide hænder denne gang, og sammen med far og mor blev han anbragt i en vogn trukket af kongelige heste.

Derefter blev de ført tilbage til paladset, hvor kongen stod parat og tog imod dem, som var de fornemme udsendinge fra et fremmed land. Og han havde set på de støvede og nøgne undersåtter med en blanding af nådig tilgivelse og faderlig strenghed i blikket og sagt, at dette var til gavn for dem. Nu vidste de, hvad der skete, når man nægtede at lystre sin herre.

”Jeg lystrer altid Min Herre. Hans miskundhed rækker til himlene, hans retfærd er som havenes dyb, og han forlader aldrig sin trofaste tjener.”

Det havde far virkelig sagt og med tindrende øjne, der var rettet lige mod kongen, skønt det var strengt forbudt at stirre på den ophøjede hersker.

Det var alt sammen, før han blev slået af blindhed. Da han mistede synet, ramte det ham som et lyn fra en klar himmel.

Måske havde den skjulte gud så alligevel forladt hans far? Måske fandtes guden slet ikke, men var opdigtet ligesom de sange, hvori Tobit kunstfærdigt indflettede hans navn og underfulde gerninger. Tobias turde ikke spørge, men han blev endnu engang bekræftet i sin tro på, at det i al fald ikke var nogen venlig gud, faren tilbad.

”Du kommer ikke mere i synagogen?”

Tobias tav. Han kunne umuligt sige til far, at han ikke ville være jøde. At han regnede fars gud for mindre end en orm – den gjorde i det mindste gavn. Fars gud var en, der trådte sit eget folk i støvet og ikke engang gad lytte til dets klagesange.

Hvad kunne han tilbyde? Andet end falskhed og løgne og brudte løfter. De ringeste indbyggere i Nineve var jødiske slaver, og de var slæbt hertil fra et ødelagt Jerusalem eller fra andre steder i hjemlandet. Hvilken gud var det lige, der beskyttede dem?

Det var assyrerne, der var sejrherrerne, ikke jøderne. Og altså var det deres guder, der var stærke. Og som skærmede og hjalp.

Ikke jødernes.

Stilheden videde sig ud, indtil den fyldte hele gården, og Tobias ikke kunne være i den, men heller ikke magtede at bryde den. Noget havde sat sig på tværs i halsen.

Et sted i gyden skrydede et æsel. En kærre skrumplede forbi lige uden for porten. Hesteskoene slog hårdt mod brostenene. Så var der igen helt tyst. Lyskeglen var omsider slukket, og mørket sneg sig ind i alle kroge.

”Men vi er alligevel ikke fattige,” sagde far, da stilheden føltes mest ubærlig. Og så lo han. Denne gang hjerteligt.

”Hvad er vi ikke?”

”Fattige. Det kan ingen kalde os.”

”Hm … ”

Det var der vist mange, der kunne.

”For vi har penge.”

”Penge? Hvor?”

Tobias så sig om, som om han søgte efter en skat, som lå og glimtede et sted i mørket, og som han hidtil havde overset. Var det her en leg?

”I Medien. I Rages. I sin tid lånte jeg ud til min slægtning Gabael. Han skylder mig.”

Rages lå et sted i verdens udkant, og hvis far havde penge der, så kunne det være lige meget. Så kunne de ligeså godt have ligget på havet bund.

”Det her har jeg længe villet tale med dig om. Men du var jo et barn. Nu ser jeg, at barnet er borte.”

Han lagde en hånd på Tobias’ hoved og velsignede ham. Som altid føltes det på en gang akavet og trygt. En slags dagligt brød, der var en smule muggent i kanten.

Far rettede sig så meget, som den krumme ryg tillod og nærmede sit ansigt til sønnens. De blinde øjne skinnede gult. Så hævede han stemmen og lød som Rabbi, når der skulle forkyndes til Guds ære.

”Unge mand, du har en mission.”

En mission? Det var da et nyt ord, og Tobias måtte tygge på det, før han kunne besinde sig til at svare.

”Mission? Hvad mener far? Jeg kan ikke rejse til Rages.” Han skubbede sig lidt væk fra fars ansigt.

Far fortsatte med at udrede sine planer for Tobias. Det var ikke blot pengene, det drejede sig om, sagde han. Der var også det, at Tobit ikke mere kunne holde ud at leve i mørket.

”Det forstår du vel, Tobias.”

Jo, det gjorde han da. Det i det mindste.

”Ja, og hver dag beder jeg Herren løfte mig op og bade mig i sit himmelske lys. Og Herren er nådig og lydhør.”

Nå, var han det? Så skjulte han det da godt. Og hurtig i vendingen kunne man i al fald ikke kalde ham.

”Og snart vil jeg forlade dig, Tobias. Og du må love mig en ordentlig begravelse. En jødisk jordefærd efter alle regler og forskrifter. Lover du mig det?”

”Øh … jo.”

”Jeg vil ikke ende på stenbunken.”

Der gik et sæt gennem Tobias, og han greb fars hånd og klemte den hårdt.

”Aldrig far. Det lover jeg.”

”Og mor …”

”Mor!” Han stirrede forfærdet på det mimrende ansigt foran sig.

”Ja. Hende skal du begrave ved min side.”

”Jamen, far, hun er da …”

Igen overhørte far ham.

”Men først skal du hente pengene.”

”Hente. Nej.”

”Og så må du samtidig hente en pige og bringe hende med dig hjem.”

”En hvad?”

”En pige. Ja, det ved du vel, hvad er? Sådan en … med … disse hersens …” Far gjorde nogle fejende bevægelser, der kunne betyde hvad som helst.

”Kort sagt, du skal giftes.”

”Nej. Og jeg kender ingen pige.”

Nu løj Tobias, men det kunne far ikke vide. Han havde jo aldrig set Tobias og drengene stå og hænge ved porten, nårpigernehen under aften gik ud til den store brønd efter vand. Når de passerede forbi, og drengene delte dem mellem sig. Pige efter pige. Indtil alle drengene havde fået hver sin. Selvfølgelig på afstand og hviskende, ogpigerneanede jo ingenting. Eller gjorde de? Tobias kom til at smile ved tanken om de skrå blikke, som de halvt skjult bag klædet kastede til drengene. Også han havde sin udvalgte. Tamara hed hun, og både i tanker og ord havde han mere end en gang lirket tørklædet af hende og ladet de lange, mørke krøller danse om det blege ansigt. Han blev hed ved tanken om pigen, som han både kendte og ikke kendte, og han slog øjnene ned, selv om far ikke kunne se det.

Nej, han behøvede ikke begive sig ud på en farefuld rejse for at finde en smuk kone. Hun fandtes allerede. Og tilmed her i Nineve. Og han forsøgte forlegent at gøre far det begribeligt.

”Vrøvl. Du må naturligvis have en hustru med din egen tro.”

Min tro?” En troløs altså.

”Åh, du taler som et barn. Men jeg kan ikke vente længere, og inden jeg lukker mine gamle, blinde øjne, må jeg sørge for, at dine åbnes.”

Aldrig, tænkte Tobias.

”Du tilhører Naftalis stamme. Du er galilæer. Det kan du ikke løbe fra.”

Du aner ikke, hvad jeg kan løbe fra, tænkte Tobias.

”I Ekbatana har du en kusine.”

”En kusine?”

”Ja, og de siger, at hun er smuk.”

”Jeg kan godt nøjes med mindre,” forsøgte Tobias.

Igen indfandt der sig en larmende stilhed, men denne gang varede den ikke længe, for nu hørtes hængslernes skurren, blandet med en anden lyd, som han ikke straks genkendte.

Et dyr?

Han vendte sig om og så, at det var mor, og at hun bar noget levende på armen. Hun holdt det så forsigtigt ind til sig, som var det et lille barn, hun skulle skærme. Nu kom lyden igen. En brægen.

”Se Tobias! Se, hvad jeg har bragt med til dig,” Og hun rakte bylten frem mod ham. Stemmen var så uvant glad.

Tobias overhørte fars utilfredse brummen. Han sprang op og løb hen til hende og greb det lille kræ, der ivrigt slikkede hans hænder. Han så på mor, hendes øjne var levende. Hun var levende. Og det lille dyr i hans arme sprællede af liv.

Han lo.

 

 

KAPITEL 3

LYSENE SLUKKES ET FOR ET

Tobias måtte skynde sig. Hver time var kostbar i denne tid, og nu sad gamle Isak og ventede utålmodigt på ham.

Alligevel standsede han foran fars vindue og stod en tid og lyttede til ordene, der flagrede ud i gården, som blev de båret på brisens vinger.

Det var ikke første gang, Tobias måtte standse op og undre sig over far. For mens alle andre jøder i Nineve syntes grebet af håbløshed, så hengav denne ene sig mere helhjertet end nogensinde til digtningen, og det var tydeligt, at den bar ham bort fra den knugende angst, der havde grebet alle, og satte ham i en tilstand af utidig glæde.

Tobias forsøgte at unddrage sig ordenes magi. Han ville ikke bildes noget ind. Han ville se verden, som den var. Mørke var mørke og lys var lys. Og der blev mere og mere af det første. Og lysene slukkedes et for et i Nineve. For ham som for alle andre jøder.

Fars sange ændrede ingenting.

Alligevel mærkede han, at noget var forandret. At han selv var forandret, og for første gang følte han, at ordene gav genklang i hans eget indre.

Nej, mumlede han, men blev alligevel stående. Lyttede. Ordene kastede rundt med lys og håb, så det gjorde ondt i en. Og samtidig gjorde det godt, som salve på et sår, der ikke ville heles.

Pludselig misundte han far, der kunne synge sig fri.

Jeg takker dig, Herre og forkynder din magt og storhed

I det land, hvor jeg lever i fangenskab

Jerusalem, Jerusalem

Forbandet være alle der håner dig

Forbandet være alle der river dig ned

Nedbryder dine mure og omstyrter dine tårne

Og sætter ild til dine huse

Lykkelige de der elsker dig

Lykkelige de der glæder sig over din pragt

Lykkelige de der blændes af dit lys

Lyset i din by Herre

Lyset i dit Jerusalem

Lyset fra Herren

Min sjæl, pris Herren, pris hans storhed

For Jerusalem skal genopbygges,

Hans hus skal tilhøre byen i al evighed.

Jerusalem! Jerusalem!

Lykkelig jeg, hvis efterkommere vil få din herlighed at se.

Nej, gentog. Højt denne gang. Han rystede fortryllelsen af sig og satte i løb. Måtte til Isak, og det kunne slet ikke vente. Måske sad den gamle pottemager også og sang, men så var det i det mindste sange uden klang og skønhed. Dem kunne man sagtens vende det døve øre til.

Hurtigt skråede han over gårdspladsen og nåede at gribe fat i den rustne klink og skulle netop til at skubbe porten op, da det gik op for ham, at sangen var forstummet. Først var der helt stille. Så kaldte far.

”Tobias!”

Tobias stemte skulderen i og skubbede porten helt op.

Nej far.

Hele ugen havde han været hos Isak fra den tidlige morgenstund og tilbudt den gamle pottemager sin beskyttelse. Soldaterne havde dræbt Isaks eneste søn, og hans kone var død af sorg, og nu sad han ene og skælvede for sit sølle liv.

Da Tobias var lille, var det Isak, han tyede til, når verden gik ham imod, og nu kunne han gøre en smule gengæld, syntes han, og hver morgen anbragte han sig i værkstedets dør og prøvede at se drabelig ud. Vidste jo nok, at han intet kunne stille op mod soldaterne, hvis de valgte Isak som det næste offer. Men han kunne i al fald lade som om. Og den gamle syntes sært beroliget ved synet af den store, tapre dreng.

”Vi klarer det, Isak,” sagde Tobias, når den gamle begyndte at græde.

Og desuden. Hvad skulle han ellers stille op med sig selv? Han var som alle andre jøder jaget vildt, og drive om derhjemme orkede han ikke. Og far ville han helst undgå.

Det kunne han ikke, for nu gjaldede stemmen igen og højere og mere indtrængende end før.

”Tobias!”

Tobias slap sit tag i dørgrebet, vendte sig og gik modvilligt tilbage.

Inde i det dunkle kammer satte han sig på gulvet med korslagte ben og så tæt på far, at han kunne mærke hans åndedræt.

”Du kommer ikke mere i synagogen.”

”Den er lukket.”

”Og Rabbi …?”

”… har de dræbt.”

En tid sad de tavse, sagde far: ”Du skal rejse. Nu.”

Åh, nej, det gad han ikke høre på. Fars utålelige snak om Rages og penge, der skulle hentes. Og en pige, der skulle ægtes og så den der endeløse rejse, ingen kunne vide, hvor førte hen.

”Jeg vil helst blive.”

”Jeg sender dig af sted med Herrens velsignelse. Hans engle vil skærme dig. ”

”Jeg tror ikke på engle.”

”Tror du på noget?”

”Ja. Noget.”

Han tænkte på Tamara, han tænkte på lysende morgener, når solen stod op over Tigris og farvede luften og vandet rødt, han tænkte på Assar, der stadig var hans ven. Så tænkte han på far og mor og gamle Isak.

”Ja,” sagde han igen.

”Godt. Så kan du rejse.”

Tobias krabbede baglæns. Ikke langt, men langt nok til, at far måtte flytte sine hænder fra hans hoved. Med ét følte han sig meget alene. Det var, som om han gled længere og længere væk, ikke bare fra far, men fra alting.

En fugl fløjtede fornøjet i toppen af det gamle, visne træ, det dryppede fra gårdens vandbeholder, der længe havde været utæt.

”Jeg har kun dig.”

”Ja,” sagde Tobias.

”Og nu skal du gå.”

”Gå?”

”Ud i byen. Se folk an, vælg den rette ud, tal til ham på vores sprog og svarer han dig, så skal du sende ham til mig.”

Var far blevet vanvittig? Gå rundt i Nineve nu. Og så ligefrem skilte med sin jødedom.

”Hvorfor?”

”Du kan ikke rejse ene.”

”Nej. Men jeg kan da heller ikke rejse med en eller anden pjaltejøde.”

”Sådan må du ikke sige.”

”Men far, det er jo det, de er. Alle som en. Pjaltede. Og fattige.”

”Fattigdom er ingen skam.”

”Nej.”

”Gud vil hjælpe dig.”

Mon? Det med at hjælpe var ikke lige gudens stærkeste side, og han tænkte på far og alle de andre jøder. Men han sagde ingenting. Rejste sig og gik. Som en lydig søn.

Tobias stilede mod det store torv, hvor der altid færdedes et virvar af folk. Måske var der jøder iblandt. Måske fandtes der stadig nogen, som ikke var bange for soldaterne.

Men inden han nåede så langt, hørte han sit navn slynget ud og vendte sig om. Det var Ruben. Ruben med det lange, sorte hår, der faldt i fine slangekrøller ned langs kinderne, og øjne, der altid var skinnende sorte af alvor. Også dengang, da de var små, da de endnu levede som brødre. Og senere, da de havde siddet side om side i synagogen.

Der var bare det, at mens Tobias havde rejst sig og var gået og aldrig vendt tilbage, så var Ruben blevet siddende.

”Godt, jeg traf dig, Tobias. Jeg ledte netop efter en jøde.”

”Så er vi to.”

”Hvad?”

”Ja, for det gjorde jeg også.”

”Heldigt.”

”Måske. Hvis du altså vil med?”

”Selvfølgelig. Som det er nu, man være med. Ellers bliver man jo som en af dem.”

”Du skal vide, at det er farligt.”

”Jeg er ikke bange. Jeg gør altid det, Herren kræver.”

”Nå, det er nu kun min far.”

”Gud velsigne din far, Tobias. Han er et lysende eksempel for os alle. Og nu har han altså sendt sin eneste søn, fordi han ikke mere selv kan udføre HANS bud.”

”Sådan ville jeg ikke lige sige det.”

”Men jeg forstår ikke, Tobias. Du valgte jo Assar for mig. Vil du nu virkelig ofre dit liv.”

”Egentlig ikke.”

Ruben så forvirret på ham, så slog han vennen på skulderen og forsøgte et smil.

”Du er sand jøde, Tobias. Og nu går vi derud. Sammen.”

”Derud?”

”Til stenbunken. Og så stiller vi os skulder mod skulder og synger de gamle salmer, og vi bærer ligene hjem på vore skuldre. Og på vejen tilbage vil de måske dræbe os, men så dør vi i Guds milde hænder og med HANS navn på læberne.”

Nu var det Tobias, der stirrede. Pludselig gik sammenhængen op for ham. Han forstod, og i et glimt var han tilbage ved dyngen af sten og rådnende lig. Han så igen det nøgne menneske, som fuglene havde hakket til ukendelighed. De havde kylet ham ovenpå liget, for at han skulle blive uren. Han huskede berøringen, huskede stanken og rædslen så stærkt, at han et øjeblik var ved at besvime.

”Rolig, Tobias, vi går i døden som martyrer. Vi har intet at frygte.”

Et kort øjeblik havde han set ind i de tomme øjenhuller. De havde været sorte som natten, og nu så Ruben på ham med de samme øjne. Det svimlede for alvor, og han måtte gribe kammeratens arm for ikke at falde.

”Undskyld Ruben,” hakkede han. ”Undskyld.”

”Hvad er der nu?”

Tobias slap armen og vendte sig om. Så satte han i løb. Ikke til torvet, ikke til far, ikke til Isak. Han måtte finde Assar.

Assar var stadig hans bedste ven, og han kunne hjælpe ham mere end alverdens guder tilsammen. Han kunne holde ham skjult og sørge for, at han blev en anden. En, der ikke var jøde. Og som ikke hele tiden måtte frygte for sit liv.

Nu ville han skynde sig til Isthartemplet. Han ville ikke være martyr. Han var 16 år, og han ville leve.

JAMEN SÅ FORLADER VI DRENGEN, SOM GERNE VIL LEVE.

JEG VIL OGSÅ GERNE, AT HAN SKAL LEVE. SELV HAR JEG FAKTISK LEVET SAMMEN MED DEN DRENG I ET ÅRS TID NU OG ER KOMMET TIL AT HOLDE NOGET AF HAM. HÅBER, AT HAN OGSÅ FÅR ADGANG TIL DIT LIV.  SAMMEN.

 

 

 

 

 

EN FORFATTER HAR BOPÆLSPLIGT I SIN TEKST

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og vil skrive. Du kan finde researchsider og forsøgssider og meget andet. Vil du vide mere om forfatteren, er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd, men ellers fortæller min hjemmeside også noget om den person: www.hesselholt.com
EN FORFATTER HAR BOPÆLSPLIGT I SIN TEKST
***
***
I en lidt anden formulering læste jeg disse ord i avisen i dag og tænkte, ja, sådan er det, man skal bo i sin tekst. Det er en pligt man har, når man skriver.
Jeg forstod i al fald sætningen på den måde, at man skal ind i sin tekst og blive der, indtil man bliver ét med den. Det betyder, at man skal kende det sted, hvor ens tekst udspiller sig. Kende det så godt som muligt. Man kan jo naturligvis ikke tage en doktorgrad i historie, eller i geografi eller i biologi ( jeg ville i al fald ikke kunne ( nå/orke) det. Men bare gøre sig umage. Det er det, man skal, og det rækker.
Derfor er reseacharbejdet så vigtigt.
Det er også derfor, at jeg har jeg brugt tid på at læse Bibelen og de apokryfe tekster - inden jeg vovede mig ud i at genskabe ( skabe) Tobias’ historie. Den er ganske vist ikke klistret til sit forlæg, men bevæger sig frit i den retning, den kom til at tage i mine hænder. Sådan hænger det sammen for mig, når jeg skriver, og for de fleste andre, tror jeg, at troskaben går i flere retninger: man skal også være tro mod de tanker og ideer, der opstår undervejs, hvis man kan se, at de passer til den tekst, man skriver på. Man skriver som romanforfatter altid på litteraturens egne betingelser, og er det en historisk tekst, så skriver man selvfølgelig også på helt specielle krav om sandhed og viden.
Det er på den måde, jeg arbejder.
Jeg ved således udmærket, hvor vi befinder os historisk, når vi vandrer sammen med Tobias og Rafael. Jeg ved nogenlunde, hvordan der har set ud og hvem der boede der osv. Selvfølgelig er der meget, jeg ikke ved, men forhåbentlig forstyrrer det ikke fortællingen.
**
**
Men jeg ved alt for lidt om Mellemøsten i dag. Derfor har jeg. brugt meget af min tid i sommerhuset dette efterår på at læse nogle bøger om Israels opståen og hele spillet deromkring.. Jeg vil her omtale to af dem, for de har været centrale for mig.
Den ene er skrevet af zionismens fader: Theodor Herzl, Altneuland  ( i 1903) – og den anden er af Ari Shavit: Mit forjættede Land ( den er fra 2016 – eller i al fald oversættelsen er)
**
**’
Herunder Herzls original fra 1902
**
**’
””””””””
”””””””’
Begge bøger handler om landet Israel: den første er en utopi – den anden skildrer Israel i dag og landets historie.
Det fine ved dem begge er, at de i udgangspunktet er forsøger at være objektive og ærlige. Jeg tror, at den anden “Mit Forjættede Land”  virkelig er det, og at den første gør sit bedste og desuden er det sådan, at den danner en slags model for opbygningen af Israel.
Altneuland inddrager ikke konflikten mellem jøder og arabere, for Herzl havde ikke fantasi til at forestille sig den. Han tager det som en selvfølge, at araberne vil byde jøderne velkommen med kyshånd, og han går ind for  ideen om absolut ligeret for jøder og arabere. Kort sagt: han ser ikke og omtaler derfor ikke den vold, der følger i kølvandet at opbygningen af landet.
Da Israel bliver erklæret selvstændig stat, er det så som så med idealismen, og de smukke drømme om sameksistens mellem jøder og arabere er ikke til at få øje på.
””
””
I det følgende vil jeg citere lidt fra bøgerne – måske vil det være en appetitvækker – jeg kan i al fald kun anbefale, at man læser Shavits bog. Herzls er interessant på sin vis, men som litteratur synes jeg, den er lidt kedelig. En dårlig roman. Men den fik altså stor betydning for det, der senere skete.
””
””
Theodor Herzl er født i Budapest i 1860. Han flyttede som ung til Wien, hvor han grundlagde den zionistiske bevægelse. Hans første bog om en jødiske stat hed Die Judenstaat; senere skrev han Neualtland (1902) – han døde i 1904, og nåede altså ikke at se virkeliggørelsen af sin drøm.
”””
””’
Jeg købte i 1960 en engelsk oversættelse af Herzls bog, oversat og kommenteret af Lotte Levensohn, og det er den, jeg vil citere fra.
””
””
De store progromer ( jødeforfølgelser) i Østeuropa i slutningen af 1800tallet gjorde mange veluddannede jøder statsløse, og det var Herzls drøm, at de skulle rejse til Palæstina – de kunne meget, og deres juridiske, medicinske, ingeniørmæssige, musiske, filosofiske og humanistiske viden skulle sammen med det store forfulgte jødiske proletariat opbygge en mønsterstat, hvor de første skulle skabe rammerne, og de sidste være solbrændte, sunde og lykkelige arbejdere.
Noget af det gik i opfyldelse.
Her et par citater: Hovedpersonen i romanen, Friedrich, en desillusioneret ung mand, og hans venner besøger Israel i 1923 ( H. skriver altså en fremtidsroman!) – og her taler de med nogle bosatte jøder, far og datter, de er begge øjenlæger:
””
””
side 45):
“What”" cried Kingscourt. “Is this young lady a doctor?”
“Yes. She studied under me at first, and later i Paris. Now she is my assistant. A very learned person, my Sascha.”
The young lady doctor blushed at her father’s praise.
“Oh! papa!” she cried deprecatingly.
Dr. Eichenstamm stroked his long gray beard.
“One May say what is true,” he said. “We are not here solely for pleasure, gentlemen. We are interested in eye diseases. Unfortunately, there is no lack of them here. Dirt and neglect revenge themselves. Everything is in ruins here. And how beatiful it could be, for it is a golden land!”
“This country?” inquired Friedrich incredulously. “The milk and honey description is no longer true.”
“It is always true!” cried Eichenstamm enthusiatically. “If only we had the people here, all else would follow.”
“No,” asserted Kingscourt decisively, “there’s nothing to be expected form people.”
Dr. Sacha turned to her father. “You ought to suggest that the gentlemen see the colonies.”
“Which colonies?” asked Friederich.
“Our Jewish settlements,” replied the old gentleman. “Don’t you know anything about them either, Dr. Loewenberg? They are the most remarkable phenomenon in modern Jewish life. Societies i Europe and America, the socalled “Lovers of Zion”, promote the transformation of Jews into farmers in this old land of ours. A number of such Jewish villages already exist. Several rich philantropists have also contributed funds for the purpose. Our old soil is productive again. You must visit th Jewich villages before you leave Palestine.
*
*
Vi får i bogen som sagt et billede af det Israel, som Herzl forestillede sig, og rigtig mange af hans tanker, blev realiserede ( brugt som model) i opbygningen af landet. Men altså langt fra så fredeligt, som han havde tænkt.
*
*
Jeg vil herunder bringe et par citater fra Shavits bog. Om Ari Shavit følgende: Han er forfatter, israeler og bor i landet. Herbert Pundik skriver på bogens omslag følgende:
*
*
Shavit er en af Israels mest debatskabende skribenter. Hans bog er en ærlig, på visse punkter brutal, fremstilling af et samfund i splid med sig selv, fanget i et skisma mellem religiøst pres og individuel frihed, mellem et jødisk flertal og et arabisk mindretal, mellem fredsfolk og krigsmagere.
*
*
Ari Shavit indleder med at fortælle sin oldefars, Herbert Bentwichs, historie. Hvordan han, der tilhørte den emanciperede del af europæiske af jøder, fandt ud af, at også de var ramte af antisemitisme. Han rejser så til Palæstina. Og han ser det, han vil se. Og lukker øjnene for det, han ikke vil se. Her er et citat fra side 29:
*
*
I min oldefars bevidsthed er der ingen plads til landet, som det virkelig er. Der er ingen plads til de palæstinensiske bønder, som står blandt deres figen- og oliventræer og vinker til den fine britiske gentleman, som er opslugt af det bibelske landskab, han iagttager gennem togets vinduer.
*
*
Og videre (s.34)
Herbert Bentwichs generation udgøres af emanciperede jøder, som forelskede sig i Europa og knyttede deres skæbne til Europa. Efter at være brudt ud af ghettoen, hvor de havde været lukket inde i århundreder, brød de op og blev en del af oplysningens Europa. De berigede både kontinentet og sig selv. Men efterhånden som det 19.århundrede nærmer sig sin afslutning, må disse jøder se i øjnene, at uanset hvor meget de holder af Europa, holder Europa ikke af dem. For disse netop emanciperede jøder er Europa som en plejemor. De ser op til hende, de tilbeder hende, de vil give hende alt, hvad de har. Men pludselig går det op for disse hengivne børn, at Europa ikke vil vide af dem. Europa synes, de lugter. Pludselig er der et nyt og anderledes blik i Moder Europas øjne.
*
*
Ja, så er det, zionismen opstår, og Shavits oldefar rejser rundt med julelys i øjnene og ser ikke virkeligheden. Det gjorde vi andre heller ikke i 1950′erne. Jeg er i al fald opdraget til at betragte Golda Meïr og Ben Gurion som helte.
Virkeligheden gik først for alvor op for mig langt senere. Jeg husker en aften. Det var i 1980′erne. Jeg var lærer for unge flygtninge, som ville læse på universitetet – vi hjalp dem til en dansk studentereksamen.
Den aften havde jeg inviteret klassen med hjem. En af drengene var palæstinenser, han hed Mohammed, og han var en meget sympatisk og en intelligent dreng ( 17-18 år).Jeg kom virkelig til at holde af ham, og han havde et fint forholdt til sine lærere. Men lige den aften kunne han have myrdet mig, tror jeg. Jeg så i al fald had – lynende had – i hans øjne, da jeg kom til at forsvare jødernes ret til at være i Israel. Mohammed var fordrevet araber – hans familie havde boet i Shatila, en flygtningelejr, som Israel havde jævnet med jorden.
*
*
Man kan blive klogere. Men det er en strid, hvor selv den mest retfærdige dommer må bide i græsset. Der er ingen retfærdighed at finde der. Hverken for jøder eller arabere.
*
*
Det fortæller Shavits bog udførligt om.
*
*
Man hører om de første kibbutzer – hvordan de var nødvendige i opbygningen af landet. på side 47 skriver Shavit:
*
I 1921 står det klart, at den ikkesocialistiske zionisme ikke vil kunne kolonisere Palæstina. De borgerlige Rotschild-kolonier … har udspillet deres rolle. De baserer sig på liberale værdier, en borgerlig livsstil og nogle markedskræfter, der ikke vil kunne løfte denne opgave. Utopiske kolonier i stil med Degania er heller ikke tilstrækkelige. Frihed, nærhed og individualisme kan heller ikke foreners med denne mission. Hvis Zionismen skal sejre, er der brug for en velorganiseret og veldisciplineret socialistisk struktur.
*
Måske er Israel det eneste sted i verden, hvor kommunismen har levet sig ud i virkeligheden og oven i købet er lykkedes. Man hører i bogen om disse benhårde arbejdssteder, der kan minde om ren slaveri, hvis det ikke var, fordi “slaverne” arbejdede frivilligt og med stor entusiasme og følte, at de var med til noget stort.
Herzls tanker om et samspil mellem højt uddannede eksperter, kunstnere og intellektuelle i disse landsbrugssamfund realiseredes virkeligt, og Shavit skriver, at der i begyndelsen var et godt forhold mellem arabere og jøder, mest fordi arabernes forhold rent materielt faktisk forberedes markant. Før var de fleste meget fattige og en slags livegne for ejerne af jorden, der har boet langt borte og iøvrigt interesseret sig utrolig lidt for landbrug. Det meste fik lov at forfalde.  Uvidenhed og fattigdom afløses af større viden og større velstand. I nogle af de største kibbutzer er der arabere ansat som tillidsfolk.
Men freden varer jo kun kort. Der opstår militante grupper i begge lejre. En arabisk nationalisme blomstrer frem, efterhånden som der kommer flere og flere jøder til landet, og en israelsk tilsvarende militant bevægelse vokser i samme takt, eller hurtigere.
*
Vi kender resten. Men Shavit gør fantastisk fint rede for, hvordan udviklingen er gået siden de første tanker om et Israel voksede frem og til i dag.
Israel opstod vel på grund af holocaust. Da jøderne blev så mishandlede, at det ikke kan beskrives, bliver drømmen om et fristed en realitet.
Men jøderne levede jo i disasporaen længe før Kristi Fødsel. Og det er jo et af emnerne i Tobias og Englen.
Som man vil vide, når man har læst Tobias og Englen, så vil Tobias ikke være jøde. Det er dog det sidste, han kunne tænke sig, for også dengang blev jøder forfulgt, og han oplever en af de barske tider for det fordrevne folk.
*
Forleden læste jeg om en nutidig person, som heller ikke ville være jøde. Hendes navn var Lili, og hun var ungarer (hun er død nu).
*
Det er hendes søn, Péter Gárdos, en ungarsk forfatter, der skriver hendes historie “Feber ved daggry” hedder bogen, og selv om den handler om hans mor, så er den bygget op som en roman.
*
Vi møder pigen Lili, der er overlevende fra Bergen Belsen og kommer til Sverige i 1945, hvor hun møder sin kommende mand, der er overlevende fra Auschwitz. Hun vil konvertere til kristendommen og i al fald ikke mere være jøde. En svensk rabbiner kommer for at tale hende til rette, og her er et lille uddrag af bogen, hvor de to mødes:
*

(Side 209): (Han) lænede sig frem og så Lili dybt i øjnene. – Du har mistet din Gud.  …  - Nej, det er Gud, der har mistet mig. … 

(Side 210): – Var De der måske?! Var De måske med på rejsen? Var De måske i kreaturvognen sammen med os?!

Lili talte meget stille, men hendes hænder var knyttede, og selv om hun sad ned, var hendes krop spændt som en flitsbue.

- Jeg vil ikke prøve at bilde dig ind, at det bare var en slags prøve. Nej, det ville jeg ikke turde sige til dig, efter alt hvad der er hændt. Gud har mistet dig – i orden. Rettere sagt, det er slet ikke i orden, jeg står også på krigsfod med ham i den anledning. På krigsfod! Jeg kan heller ikke tilgive ham! Hvordan kunne han gøre det mod os? Mod dig! Rabbien pegede på de andre. – Mod dem!

Rabbien stak uret i lommen, der var ikke brug for det længere. Han sprang op, og stolen væltede. Han var ligeglad, han begyndte at gå frem og tilbage, fire skridt frem og fire tilbage. Han gik hurtigt og råbte.

- Nej, for det er der ingen tilgivelse! Og det siger jeg til dig, jeg, rabbi Emil Kronheim! Jo! Jo! Mange millioner af dine brødre og søstre blev skamløst myrdet! Udryddet! Millioner blev ført som kvæg til slagtebænken og slået ihjel. Nej, selv stude bliver behandlet mere humant end vores trosfæller! Men Gud i himlen, disse millioner er ikke engang blevet kolde endnu! Vi er ikke engang færdige med at bede over dem! Og du vil forlade os allerede?! Det er ikke Gud, du skal være fair over for, han fortjener det ikke! Det er de mange millioner! Dem har du ikke ret til at fornægte.

 

Oktoberstemning i Tranestederne


Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og vil skrive. Du kan finde researchsider og forsøgssider og meget andet. Vil du vide mere om forfatteren, er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd, men ellers fortæller min hjemmeside også noget om den person: www.hesselholt.com

Tobias skulle skrives færdig.
Men. Tobias blev lidt fjern. For …
For mågerne skreg, og efteråret ruskede i hav og i træer. Og bølgerne slog som rasende mod stranden. Så derfor: på med hue og støvler og store frakker og ud. … ud på heden og ned på stranden. Stride sig frem i vinden, mærke og høre naturkræfterne rase og regere i stormen. Og hvordan de overdøvede alt andet. Den oplevelse kan ikke sammenlignes med noget andet, synes jeg. Og jeg kommer til at tænke på forfædrene: hvordan de stred sig ned til havet, ikke for at mærke naturkræfterne rase, men for at kæmpe imod dem. De kom, fordi skibe var i havsnød, og de kom, fordi de var nødt til det. Nogen måtte sætte livet på spil for at redde andres liv. Det var hårdføre folk. Og dem er man trods alt rundet af. Det er faktisk en ret god fornemmelse.
——————————————-
Husker nogle digte, som jeg skrev i 1960.
Jeg boede dengang på kostskolen i Silkeborg, og jeg længtes hjem, navnlig i efteråret var det slemt. Jeg savnede havet og himlen . Her i det idylliske Silkeborg ( smag lige på navnet!) var der træer og blinkende søer alle vegne.
Så skrev jeg digte. Det hjalp. Der, i ordenes skinverden, kunne jeg trække vejret.
Her er et par stykker fra den tid:
——————————————————————-
——————————————————————–
Min krop
vågner
hver celle
får liv
fra stormen
og stjernerne
og den sorte nat
og lydene
fra brændingen
og den hvide
vildskab
omkring mig
tænder en gnist
som sikkert
fortærer angsten
———————————-
————————————-
Nu fanger lyden
af hav mine sanser
en brølende brænding
overdøver
stormen fra andre steder
havet kærtegner min kind
havet er stærkt og salt
vinden er vild og varm
klitterne strækker sig
tavse og uden bøn
silhuetter i sommernatten
lykkelig står jeg nu her
og er menneske
————————————————
————————————————
Universet er tomt og tier
himlene ler ikke mere
månen er blottet og hård
min tanke
og tvivlens lille brod
——————————————–
——————————————–
Og så fik Tobias altså lov at ligge og hygge sig med sin engel.
——————————————————————————–
Han udviklede sig dog en smule i sene nattetimer; fik negle og hår. Er nu ikke mere foster. Blev langsomt barn. Blev dreng. Blev teenager. Og han blev ikke blot forelsket, han blev gift, han blev kastet ud i livet på den brutale måde, der hørte tiden til, og som for resten hører alle tider til: han skulle gennem de klassiske lidelser og mærke sin angst, før han kunne … kunne hvad?
————————————————————————————–
Ja, så langt er jeg ikke nået. Og så langt er der for resten mange, der ikke når.
———————————————————————————————
En ting har jeg tænkt over : Til alle tider den samme flugt, den samme menneskeforagt. Ikke så meget har forandret sig, siden Tobias gik på jorden ( eller Jesus for den sags skyld) . Læste i Information om en ung Afghaner , 21 år, som er kristen, og som derfor er flygtet til Danmark. Nu blev han så forleden sat på et fly og tvangshjemsendt til Afghanistan. Han blev bundet fast til sædet, men inden nåede han at sluge et barberblad.
—————————————————————————————————–
Ville hellere dø end blive sendt til tortur og uvished i sit hjemland.
—————————————————————————————————–
Tobias oplever det samme. Ja, der er jo ikke noget fly, de kan sætte ham på. Men farerne, hadet, usikkerheden og angsten  er det samme. Brutalitetens og ondskabens arme griber til alle tider lige hårdt.
————————————————————————————————————
Også i dag er verden fuld af Tobias’er – men ikke alle følges med en engel. Eller gør de? Jeg beder til, at de gør det. At Guds Engle ikke forlader dagens flygtninge. For vi mennesker har forladt dem.
———————————————————————————————————————
Men tilbage til Tranestederne. Som der ser ud en oktoberdag – forleden dag.
Et sted læste jeg forleden følgende sætning:
EN FORFATTER HAR BOPÆLSPLIGT I SIN TEKST
Den udtalelse vil mit næste indlæg handle om.
Ari Shavit fortæller hvorfor de smukke drømme visnede.