Julekalender – genudsendelse

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og vil skrive. Du kan finde researchsider og forsøgssider og meget andet. Vil du vide mere om forfatteren, er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd, men ellers fortæller min hjemmeside også noget om den person: www.hesselholt.com

Jeg har fået mange henvendelser fra læsere i den seneste tid. Og de har spurgt, om jeg ikke vil skrive en ny julekalender. Jeg skrev jo en for nogle år siden, og den havde de fundet sjov.

Jeg har dog ikke rigtig tid til daglige skriverier lige nu, så jeg gør ligesom Danmarks Radio: genudsender. Så her kommer den gamle kalender altså igen.

Jeg sætter et nyt afsnit på hver dag indtil den 24. december, hvor alle tråde gerne skulle have samlet sig og helst ikke til en hårdknude. Nu skriver jeg, som om jeg aldrig har hørt historien før. Og jeg håber, at I også vil læse den, som om I aldrig har hørt den før, og forresten tillader jeg mig at lave lidt om på den, så måske har I aldrig hørt den før, og måske aner jeg ikke, hvad der sker til slut. Men der er jo ikke så længe til, så lad os komme igang. God fornøjelse til os begge to. Til mig, som skriver og til dig, som læser.

Og lige en advarsel inden du kaster dig over den uhyggeligt spændende historie. For jeg husker udmærket de mange forargede e-mails, der rullede ind på mit bord i sin tid: om at jeg behandlede dybsindige og alvorlige ting letfærdigt og overfladisk.

Det gør jeg altså stadigvæk. Så hvis du ikke kan lide at se f.eks. engle behandlet en smule respektløst, så skal du ikke læse historien. Det er bedst for dig. Og bedst for den.

Og så lige en ting til: jeg har stor respekt for engle – men de tåler en humoristisk fremstilling. Og desuden: alle engle er ikke lige yndige. Nogle af dem er ligefrem syndige.

Husk: Lucifer var selv en engel engang. Og Hells Angels? Hvad med dem?

 

Ved Julemandens Skæg

1. kapitel

Julemanden gik og mumlede i skægget, en vane, han havde tillagt sig, ligesom skægget, der de sidste par år var vokset så langt, at det var til at snuble i. Det var kort sagt ikke fri for, at han lignede en kliché, som han der kom traskende hen over
pløjemarken med nissehuen trukket godt ned om ørerne og det lange, hvide skæg
flagrende for vinden.

Pludselig standsede han op. Hans fod var stødt på en sten, og i det samme så han, hvor han var. Nær Elverhøj var han, og stenen, se det var selve indgangen. “Så kom jeg så vidt”, mumlede han, bandt skægget om stenen og trak til. Han ømmede sig en smule, inden han sivede ind i højen.

Han så sig om. Der var halvmørkt. Hallo, nikkede han til Mosekonen,
der selvfed og udflydende ragede op over en krans af florlette elverpiger, der hang som engblomster i hendes skørter. Lige over for hende havde Elverkongen stablet sig til rette på en slags trone. Ved hans fod sad en lille trold og trykkede sig.

En fe flagrede rundt helt oppe under loftet, og julemanden forsøgte at vinke hende på plads, men hun blev hængende og tillod sig endda at skrue op for sit lys.

”Menneskene er på vej mod afgrunden,” begyndte han sin mørke tale, og blev straks afbrudt af en lille ivrig stemme helt nede fra gulvhøjde. ”Det er fordi … øh …,” den lille trold rødmede slemt. Den var ny i højen og ikke vant til at blande sig.

”Sig blot frem, Troldepus!” Julemanden nikkede mildt til pjevset.

”Det er, fordi de er blevet blinde”, sagde pjevset. “Når de løber i skoven, sparker de til os, som om vi var sten.”

En elverpige rejste sig og begyndte en hjertegribende dans om sig selv, så standsede hun midt i en piruet og lod tårerne trille, som de ville. ”Jeg kan ikke mere fange så meget som fligen af en ungersvends boxershorts, for slet ikke at tale om hans hjerte,” snøftede hun.

Mosekonen lækkede en hørm af nybryg: ”Ha! I snakker! Tidligere berusedes menneskene af min trylledrik, nu sidder de og kæver den på snuskede bodegaer.” En lille, forsagt nisse tog tilløb, så hviskede den: ”og vi kan ikke drille dem mere. Før gav de os grød, nu sætter de musefælder op.”

Feen svingede sin stav og lod et væld af stjernedrys dale ned over forsamlingen. ”Når jeg drysser mit støv over menneskene, tror de, at de har fået grøn stær og iler til øjenlægen.”

”Ja, ja,” sukkede julemanden, ”blinde er de jo rigtignok, og som lemminger driver de mod afgrunden. Hvad gør vi?”

I det samme fik han øje på englen Gabriel, der hidtil havde siddet aldeles ubemærket i den inderste mørke krog, men som nu tændte sin glorie.

”Gabriel, du er dog en engel! Kunne du ikke …!”

”Åh nej …” sukkede englen og rejste sig. Den skruede ned på halvt blus. ”Menneskene har mistet troen, og jeg kan bare stå på sidelinjen og sukke.”
Og det gjorde han så igen. Så dybt og inderligt, at flere sukkede med. Det var den rene jammer.

Men nu rejste Elverkongen sig og det så hastigt, at den lille trold tumlede om kuld. ”Krukkeri!” råbte han vredt, ”hvis vi alle stillede os så kostbart an, så ville det sandelig se sort ud.”

”Det ser sort ud,” sagde englen og slukkede sit lys.

Pludselig lød der et brag, stenen bumpede lige ind i højen, og hen over den kom Julebukken trampende på sin sædvanlige ufølsomme måde. Han virkede ikke alt for ædru.

”HER KOMMER VI!” skreg han.

”UD!”

Julemanden greb ham ved hornene og forsøgte at vride dem rundt, men bukken bukkede sig og skovlede den gamle højt til vejrs. Der hang han i en hvirvel af brølende latter.  Så hørte bukken de andre hvæse. Nå ja. Han satte forsigtigt julemanden på plads.

”OK – men hvorfor har I glemt mig?” sagde han, og nu stod han så trist og roligt i deres midte som en gulvspand midt på et forladt stuegulv.

”Vi har ikke glemt nogen, men DU har ikke noget at gøre i vores selskab, træske overløber.” Julemanden rystede stadig efter den hårde behandling, og stemmen rystede med. Han skelede mistroisk til den store buk.

”Og hvad mener du med overløber? Og hvad så med ham der? Er han ikke overløber. Renegatsvin!!” Bukken hvæsede og pegede med dirrende klove på trolden, der dukkede sig.

”Han har valgt side. Vi kan stole på ham.”

”Og vi kan ikke stole på mig?”

Nu rejste Elverkongen sig for anden gang, denne gang dog så sindigt, at den lille trold blev siddende og nøjedes med at klamre sig til hans tykke ben. ”Vi får brug for alle gode kræfter,” sagde han.

”Ja, gode kræfter!” Julemanden fnøs og spyttede sig selv i skægget.

”Vi har ikke råd til at være kræsne,” replicerede Elverkongen og svingede for en sikkerheds skyld med sit scepter.

”Ja, jeg fralægger mig ethvert ansvar.”

Julemanden gloede vredt på bukken, der slog en latter op og sagde: ”Jamen, selvfølgelig, det er du jo så god til, din skinhellige hykler. Så er det da godt, at vi er nogen, der vil påtage os et ansvar.”

”Nu ikke mere kævl. Det er første december, og menneskene er ved at gå amok. Vi må komme dem i forkøbet, og med julemandens tapperhed, nissernes snarrådighed, troldenes humor, Gabriels trofasthed og julebukkens listighed, så har vi de bedste kort på hånden.”

Elverkongen så sig om i kredsen.

Julebukken stavrede over til ham og sagde langsomt: ”Siden du nu kalder mig listig, så kan jeg røbe, at jeg faktisk har udklækket en plan – fuld af den ledeste list.”

”Hmmm … og som kan føre til hvad?”

”Som kan hjælpe menneskene til at genfinde de tabte insignier, KORSET for troen, ANKERET for håbet og HJERTET for kærligheden.”

”Nu lyder du som en af os.”

”Jeg er en af os.”

”Og hvad skal vi da gøre?”

”Vi skal finde et menneske.”

”Dem er der en fandens redelighed af.”

”Ja, men ham, vi skal bruge, skal være uspoleret. Han skal skinne af uskyld.”

”Uskyld? Dem er der ingen af.”

”Jo,” sagde bukken. ”Der er EN.”

Gabriel syntes at vågne op ved de ord. Han tændte atter sin glorie, fjernede den fra issen og holdt den ud i strakt arm. En kegle ramte bukkens horn.

”Det kan vi ikke,” sagde han, ”menneskene vil spotte ham og gøre ham fortræd.”

”Det vil de, ja. Men så er vi der, og vi svigter ham ikke.” En bifaldende mumlen hørtes fra alle sider.

Gabriel gled atter ind i sit mørke, og det samme gjorde feen. Et øjeblik henlå alt i det dunkle, men havde man lyttet godt efter, ville man have kunnet høre de spinkle toner fra håbets åndedræt.

2. Kapitel

Og nu skal vi til et helt andet sted, og også det ligger under jorden, dog langt dybere nede og ikke i en høj. Og her hørtes kun håbløshedens hivende åndedræt. En hvæsen, banden, jamren, stønnen og halvkvalte skrig, det var de lyde, der som et vandfalds evige brusen fyldte svovluften.

Fanden selv, alias Satan, alias Det Ondes Fyrste, alias Mastema, alias ikke så få andre og meget hæsligere navne, sad på sin trone, hvorover der blafrede et sygt lys. Nu har du måske gættet, hvor vi er? I Helvedet, hører jeg dig hviske, lidt forskrækket, for  i den stinkende svovlpøl! Nej, der gider du ikke være. Men det er du altså nødt til, hvis du vil følge mig.

For resten er vi ikke ladt ene med den lede Satan, for se, overalt i skummelheden gløder de mest skræmmende ildøjne. De hidhører fra stedets fastansatte funktionærer, der i daglig tale benævnes djævle, men vi kan også kalde dem dæmoner, det lyder finere, men gør ingen forskel. Helvedet er kendt for at være et sted, hvor der ikke gøres forskel på folk. Og så alligevel! Man skal ikke tro på alle de rygter, der falder af i svinget, og lyt lige opmærksomt til de ord, der falder om et øjeblik! Men først:

Nu oplod Fyrsten sin lede røst: ”Vi må i aktion!!” brølede han og kradsede den nærmeste djævel i ansigtet, men det lagde ingen mærke til: ”Regnedrengene har fortalt mig, at vi er lukningstruede. Vi, der jo ellers altid har kørt en blomstrende forretning.”

”Blomstrende! Det var sgu’ da et klamt ord. Det hedder ekspanderende, ligesom eksploderende, for fanden – din satan!” kom det fra den nærmeste djævel, samtidig med at han tørrede sit blodige ansigt i den nærmeste kollegas hale.

”Hvad????!!!! Hører jeg protester … Utroligt!!!! husk, at alle, der ikke er med os er imod os. Der findes kun ”bad guys” og ”good guys” … Og jeg regner med, at alle her på stedet er ”bad guys”. Er I med?”

Djævlerøsten lod sig imidlertid ikke lige knække af Fyrstens hidsige ord og replicerede kækt: ”Hallo! Så slap dog af, din satan!”

”Hmm … nå … men det siges altså, at tåberne har forsamlet sig for at ødelægge hele vores virksomhed.”

”Hvem siger det?”

”De har en lækage i deres efterretningsvæsen. Kun jeg ved, hvem det er, og kun jeg skal vide det. Og han har altså fortalt, at de har fundet sammen, lige fra de latterlige elverpiger til den tåbelige Elverkonge, ja selv Julebukken har de fået bugt med.”

”Det var satans!”

”Overhovedet ikke!  Men hvad værre er: de vil samarbejde med menneskene.”

”Pyt, menneskene er tåbeligere end tåberne selv, altså, der kommer de ingen vegne, og vi skal nok vinde kampen – det onde sejrer altid til sidst, det ved du da.”

”Jo, hvis de stod alene, så var der vel ingen fare. Men nu glemmer du Gud Herren.”

”Ham har de afskaffet!”

”Det er jeg ikke sikker på. Her står alt hen i det uvisse. Og nu gælder det Vor lukningstruede Virksomhed.”

Der var stille en stund, så kom det drævende fra den første djævel: ”Hvorfor skal der også absolut være to – både en Himmel og et Helvede. Det er fortid, du gamle, og desuden hamrende konkurrenceforvridende. Fussion! Det er sagen. Kan du følge mig,boss?” Han nappede henrykt Den Lede et rigtigt ledt sted.

”Fusionere!!!! Er du blevet sindssyg???”

”Ja, ja, så slap dog af, djævlefar! man har vel lov at tale frit fra leveren – vi lever vel i en fri verden!”

”Sig mig, din dumme, lille djævel, er du mon ikke gået forkert?”

”Undskyld,” kom det prompte fra djævelen, der nok alligevel befandt sig på rette sted og derfor også vidste, at det ikke lige var det mest ufarlige sted at opholde sig for små djævle, med revolutionerende drømme.

”Jeg gider ikke den slags skrot i min butik! Grib ham!!!! og hæng ham i den nærmeste grisekrog, eller kast ham i gryden!”

”Hvad med gloende tænger? Det er så meget sjovere,” kom det lystent og plagsomt fra en anden djævel, der allerede var begyndt at savle ved udsigten til ondskab for fuld udblæsning.

Et øjeblik genlød luften af høje skrig og skrål, så dæmpedes lydene atter til den vanlige jamren, og Fyrsten begyndte at forklare, hvordan ”tåberne” ville ”redde” menneskene og føre dem over i de ”frelstes” rækker. Der var brug for rigtig mange anførselstegn i den redegørelse, men omsider satte han sit punktum.

Og da vidste alle djævlene, at en ung, uspoleret knægt var udpeget til at redde hele verden, og at det nu var djævlenes opgave at finde drengen og spolere ham, så planen kunne forpurres.

”Og,” sluttede Fyrsten, ”så vil det igen være vore ideer, der kommer til at lyse i mennesket.”

Se, det var jo ret så poetisk udtrykt, og ordene faldt da også djævlene for brystet. ”Ærlig talt, lyse i menneskene, hold da op, hvor klamt!!! og værdier, blavadr … hvor vil du hen, din gamle Satan?”

Men nu eksploderede Den Gamle Satan – det knaldede og bragede og sprøjtede med ildgnister i alle retninger, og mere end en djævel mistede både syn og hørelse, men de fleste hørte dog Den Ledes brøl:

Skal I blive ved med at modsige mig i dag!? Der er plads til flere i gryden, ja, jeg kan koge jer alle til hobe, indtil der kun er små blævrende klatter tilbage af jer. Er det så forstået!”

Der gik en skælven gennem den forsamlede djævleklump, og et par stykker begyndte i munden på hinanden at skrige på ”Nåde”.

”Nåde!!!” brølede Fyrsten endnu mere ude af sig selv, ” Det er jo ikke lige mit bord!!!! Vel!!?????”

3. Kapitel:

Julemanden holder af Elverhøj, det har I nok bemærket, for den minder ham om alt det, som nu er ved at forsvinde. Og lige nu sidder han trygt og godt i højen og tænker på den plan, som Bukken i sin snuhed har opridset for dem, og som er fristende, det må han indrømme, men dog langt fra ufarlig. Skal planen føres ud i livet, så bliver der tabere og vindere, og han er langt fra sikker på, at det er hans ”folk”, der vil vinde. Det onde har en voldsom kraft i sig og især i mennesket, og vinder det kampen, så er i bogstaveligste forstand Fanden løs.

Et øjeblik foresvæver der ham noget om standhaftige soldater og skarpe sværd, men billederne vil ikke fæstne sig og forbliver luftige forestillinger uden reelt indhold.

”Nej,” mumler han og minder sig selv om sin fredelige fortid og den ed, han nys har aflagt om aldrig at gribe til vold. Så væk med de romantiske forestillinger om ædle riddere! Og desuden, det er jo falsk varebetegnelse, for riddere er slet ikke ædle, de er ækle. De slår ihjel. Og det vigtigste af Guds bud lyder: du må ikke slå ihjel. Så den vej er ikke farbar.

“Nej”, gentager han og højt denne gang, det onde kan ikke besejres med våben. ”Make love not war,” synger han en smule falsk, og nu er han da vist selv havnet i grøft af forslidte fraser. Mon ikke?

”Hvor du vrøvler,” kommer det sløvt fra den halvt sovende Elverkonge. Rævesøvn altså, der kan man bare se! Det samme gælder da vist for de små piger, der ligger som bløde killinger og blunder med hovederne i hans skød. ”Make love,”mumler de som søde henførte ekkoer, og nu begynder de halvt i søvne at male deres blege, fugtige læber. Forventningsfulde putter de sig atter ind til den store konge og sover videre. Hvad de drømmer om, ved jeg ikke. Og det kommer ikke sagen ved.

”Ja, jer har jeg ingen glæde af,” siger julemanden og sukker dybt, men sukket afbrydes af en spinkel, klokkeagtig røst, der får det til at risle sødt i hans gamle nisseblod.

”Men mig kan du få glæde af,” siger stemmen, og han snurrer rundt og forsøger at fange en skikkelse i dunkelheden, og lige med ét ser han hende sive på englemaner ind gennem de græsklædte vægge, og nu stiller hun sig op lige foran ham og lader sit lys skinne, så det står som en blå og rød aura om hendes spinkle, hvide skikkelse.

”Gosh! hvor er du smuk,” mumler han uvilkårligt, men ved i samme nu, at den skønhed må han ikke falde for, og at det vil være allerbedst, hvis han fører sin del af den kommende samtale med lukkede øjne og åbent sind.

”Se på mig!” insisterer englebarnet en smule irriteret og basker arrigt med vingerne, så den klamme huleluft et øjeblik kommer i bevægelse og synes friskere end ellers, og han ånder dybt ind, men holder standhaftigt øjnene lukkede. Alligevel kan han ikke forhindre, at pigebarnet kommer endnu nærmere. Nu mærker han allerede hendes ånde mod sin kind og helt uden bagtanke griber han en lille, blød hånd. Bagtanke, siger jeg, nej, der er slet ingen tanker i hans kloge hoved lige nu, kun en stærk trang til at beskytte det smukke, lille pigebarn, som han pludselig og ganske umotiveret tror, befinder sig i stor i fare.

”Jeg kan mærke det,” tænker han angst, ”og pige, det er hun sandelig, det kan selv en julemand mærke. Og så sårbar.” Men han slipper ikke hendes hånd, og da hun bøjer sig ind over ham og begynder at hviske, som var hun bange for, at andre skulle høre det, så lytter han.

Pludselig åbner han øjnene og ser lige ind i hendes.

”Du er ikke rigtig klog,” stammer han. ”Det gør du ikke!”

 

4. kapitel

”Og hvorfra ved du alt det? Hvor har du opsnappet Bukkens plan? Den blev jo fremsat i en lukket forsamling …”

”Nå ligefrem lukket – en lille læk har der jo altså været. Ikke?”

Hun strøg huen af ham og satte den med en lille lykkelig latter på sit eget kønne hoved. Igen gik der en strøm af liv og lyst gennem hans gamle kød og ben, og det så voldsomt, at han kom til at ryste og sveden sprang, men han fik dog fremstammet, at det var alt for risikabelt at tage del i den kamp, der nu skulle udkæmpes. Og det var absolut ikke noget for piger, nej slet ikke. Og desuden …, stammede han og kunne ikke komme videre.
Men det kunne hun, og nu flød ordene fra hende så let og hurtigt, at han måtte opbyde alle sine åndsevner for ret at fange og fatte dem alle.

”Nå, siden hvornår er det ikke noget for piger? Tænk dog en lille smule historisk, gamle mand!!! Har du glemt Jeanne D’Arc? eller Jomfru Maria?  – for blot at nævne et par eksempler. Og jeg er en engel, fortsatte hun og baskede med vingerne, så han måtte lukke øjnene for al den luft, der nu brusede mod hans ansigt. Og har jeg måske selv bestemt det? Hvad? Og skal jeg bare finde mig i det, synes du?”

”Finde dig i det??? Hvad mener du? Jamen, engel dog, …  og så tilmed en Guds engle, … ” stammede han, ”det er dog det smukkeste man kan være!”

”Det kedeligste mener du?” Hun så koldt på ham og fortsatte sin svada med at forklare ham, at hun var mere end træt af at flakse rundt med de besværlige vinger, der ustandselig kom i vejen, og desuden var for lange og kluntede til en ordentlig flyvetur med turbo. Stækkede vinger, ville hun kalde dem. Ja, eller påfuglevinger, der bare skulle glimre og ingen gavn gøre. Åh, hvor hun dog gerne ville kappe dem af og blive en ganske almindelig pige med bløde, runde arme og slangekrøller og strutskørt. Ja, nemlig. Og så ikke altid være så artig og synge og spille harpe i en uendelighed. Og Paradishaven, den var noget opreklameret, det kunne hun godt fortælle ham, og han havde vist aldrig været ung, for så ville han forstå, at det ikke var et sted for unge piger – eller unge drenge for den sags skyld. Der var så alt for nydeligt. Men nu var hun heldigvis havnet på den grønne jord, var hun, der ganske vist også var Guds grønne jord, men han var da i det mindste ikke ene om den, sluttede hun lidt lavmælt og så ned.

Og han måtte spørge hende, om hun nu også var en rigtig Guds Engel eller måske hørte til i den anden ende af skalaen og måske ( nu hviskede han ) … måske endda var en af Helvedets engle? For sådan lød hun, syntes han, og hvis hun virkelig kom fra Paradisets Have, hvordan var hun så sluppet ud? Havde Gud ikke sat Keruber med flammesværd ved porten for at forhindre al trafik. Og Sankt Peder, stod han ikke mere vagt ved samme port?

Jo vist, indrømmede hun, men hun havde venner.

Venner?

Ja. … F.eks. Gabriel.

”Gabriel!!!” himlede Julemanden, ”Nå, så det er ham, der har sladret?”

”Jeg siger ikke merel,” sagde hun mut.

De blev ved med således at mundhugges en tid, men det behøver vi ikke høre på, og på et tidspunkt blev den gamle blev så træt, at han lagde paraderne og indså, at med hende kom han ingen vegne.

”Og hvad får dig til at tro, at du kan løse opgaven?” sagde han træt, og hun svarede veloplagt tilbage, at det var da så lige til.

”Jeg er jo en pige, ikke?” Han nikkede tamt. ”Og ham dernede, mennesket, som I har udvalgt, han er jo en dreng?”

Jo.

”Og dreng møder pige. Det er den ældgamle historie om kærlighed.”

“Hmmm … jo måske … men jeg er nu stadig ikke meget for det,” sagde han og vidste, at han allerede havde kapituleret.

“Godt, så siger vi det,” lo hun. “Jeg begynder i morgen.”

 

 5. kapitel

Ved en computer sad en ung mand og stirrede som forhekset på den lysende skærm. Skønt klokken lige havde slået fem og de første morgenstråler netop var begyndt at sive ind gennem vinduet, var han lysvågen, og da han er vores hovedperson, må jeg hellere præsentere ham. Han hed Svend og boede i Århus og studerede der – jeg husker ikke hvad. Så man sig om i værelset, ville man hurtigt nikke genkendende til hele sceneriet, hvis man da ellers havde været ung engang og endnu var i stand til at huske de vildeste fester. Det så grangiveligt ud, som om en stormflod var skyllet gennem rummet efterladende de mest smagløse vragdele i form af flasker, glas og madrester. Kort sagt det var en fest, der for længst var ebbet ud.

Luften var heller ikke alt for rar at indånde, og måske var det derfor, den unge mand rynkede på næsen. I et hjørne lå et par gutter og sov. De hed sjovt nok Tom og Jerry, og de var for resten Svends bedste venner, så dem slipper vi ikke uden om. På sofaen lå en pige og også hun sov. Hun hed Line og skulle blive en del af det store drama, hvis konturer allerede begynder at tegne sig, selv om du næppe kan se det endnu.

Andre var der ikke. Og lige med et hamrede Svend en næve i bordet og råbte: ”Jamen, for pokker da også! Nu er det hele pludselig væk. Helt væk!”

Der lød et grynt nede fra gulvet, det var Tom, der langsomt kom til bevidsthed.

”Hvad siger du? Hvem er væk?”

”Shyy … vær stille! Det var her altså lige før!”

Tom puffede til sidekammeraten og fik held til at vække ham, og de så bekymrede på hinanden og hviskede lidt sammen – hvad de sagde, ved jeg ikke, og Svend hørte det ikke. Han blev ved med at sidde med blikket fastnaglet til den lysende skærm. Uden at vende sig om spurgte han lidt irriteret, hvad de egentlige de lavede i hans værelse. De to venner fik hurtigt rejst hinanden op og ilede over til ham. Jamen, han havde da selv inviteret dem til festen. Jo, selvfølgelig, men han havde da smidt alle på porten for lidt siden, havde han ikke?

Han vendte sig om og så dem stivne i rædsel og dreje om på hælen og styrte mod døren, som havde de set fanden selv.

Lynhurtigt løb han efter dem, greb dem i armene og holdt dem fast, og et øjeblik blev de stående med opspilede øjne og flugtplaner svirrende i hele hovedet.

”Hvad pokker går der af Jer, I ligner to, der har slugt et spøgelse og ikke kan få det ned.”

”Du skulle se dig selv,” mumlede Tom og hørte Jerry fortsætte, ”ja, du ligner en rådden citron fra Fakta.”

”Hvad?”

”Det er rigtigt, du er edderhamrende totalt gul-og-grønhimmelstribet i hele panden, det er godt nok gået hårdt ud over neandertalerportalen i nat, hvad?”

”Det … det … hvad mener du?” Svend hviskede ordene og gned panden, som ville han forsøge at fjerne et eller andet, der havde bidt sig fast. I det samme lød der et skrig fra pigen. Hun var vågnet ved larmen og stod nu midt på gulvet og stirrede på Svend.

”Han … han … har … jo … pest,” hvinede hun, og de to venner veg panisk baglæns.

”Ja, men det har han sgu’ da også! Pest, mand! Den sorte Død! Og nu skrider vi altså, og god bedring, gamle dreng, og mist nu ikke helt modet. Sådan en smule pest!”

Men inden de nåede døren, fór Svend derhen og med en rask bevægelse drejede han nøglen om og holdt den i sin knyttede hånd.

”I går ingen steder!”

”Nej, hør nu, dit gamle frankensteineruhyre, vi er da for pokker dine venner, ikke? Og lad os så gå!”

”Kan jeg stole på jer?”

Tom så lige på ham: ”Ja, altså … bare du ikke smitter os!” Og Jerry fortsatte, ”selvfølgelig, bare du lige gider række os nøglen og lade os komme forbi, så lover vi dig troskab til døden.”

”Ja, den smule tid, hø hø hø …” gryntede Tom og fik et skub af Jerry.

”Tom!!!!”

”Ja, ja, rolig nu! det var bare en vittighed, mand, det dør han sgu’ da ikke af.”

”Hvis I virkelig er mine venner, så bliver I her og hjælper mig.” Svend satte nøglen i hullet og trådte til side, og de to andre så fra nøglen til vennen og tilbage igen, men pludselig gik Tom ind og smed sig på sofaen, hvor pigen havde ligget.

”Okay!” sagde han, ”fyr løs!”

Jerry satte sig ved siden af ham, og Svend skramlede en stol hen over gulvet og fik den anbragt over for dem. Så satte også han sig tungt og begyndte at tale.

Først havde han troet, at det hele var en slags psykedelisk syreoplevelse, forårsaget af øl og hvad der ellers var røget indenbords, men så … ja, de kunne jo selv se brændemærket på hans pande!!

De nikkede lidt beklemte – for de mærker kunne man dårligt overse.

Det hele begyndte på et tidspunkt, hvor de fleste var godt trætte og egentlig helst
ville hjem og sove, men alligevel blev hængende, fordi de andre gjorde. Og så …
ja, det var svært at forklare, for der var ingenting at se, og der var stille i rummet bortset for lidt fuldesnak og en eller anden, der sang håbløst skingert om en haleløs kat, der havde mistet sin mor. Men så, ja så var det, som om nogen kastede et is-lagen hen over ham – et kuldeslag så voldsomt, at det lammede ham totalt, og i flere sekunder kunne han kun stå og ryste.

”Jeg forsøgte at bilde mig selv ind, at jeg da vist havde fået en øl for meget, og nu måtte jeg også hellere … så var det, jeg så ham.”

”Så hvem?”

Ja, det var måske ikke en gang et rigtigt menneske. Men det var NOGET, og det ligesom trak ham til sig. På ben så stive som en lørdagsbrandert var det lykkedes ham at komme helt hen til vinduet, og så med ét blev is-kappen flået af ham, og han så en kutteklædt skikkelse halvt skjult bag gardinet, og nu strakte det hænderne frem, og det var, som om en ild ramte hans pande, det brændte og sved, og han styrtede ud i baderummet og pøsede koldt vand i ansigtet. Så løftede han hovedet og så sig selv i spejlet og var lige ved at besvime – ja, de kunne jo selv se! Han huskede ikke, hvordan han kom ind i værelset igen, eller hvad han foretog sig, men han havde vist råbt og raset og smidt alle gæsterne på porten.

”Men altså ikke I to?” sluttede han og så på vennerne med et lille smil.

”Sagde ham der is-og-ildflammekasteren ikke en dyt?” spurgte Jerry.

”Jo, lige inden han forsvandt, eller jeg løb ud, så hørte jeg ham sige: ”tænd! Og lær!” Men det forstod jeg jo ikke til at begynde med, så jeg stod bare midt i rummet og tog mig til hovedet, der stadig sved, og vidste ikke, hvad jeg skulle gribe til, men så fik jeg den tanke, at det måske var computeren, jeg skulle tænde – ja, for lyset var jo tændt, og jeg havde ikke andet, der kunne tændes. Jeg tændte den altså og gik på nettet og sad længe og gloede på en tom skærm, men så pludselig kom der en hånd til syne.”

”En hånd?”

”Ja, eller en ånd. Det var så uhyggeligt, og lige med ét begyndte den at skrive. ”Du er den udvalgte,” skrev den, ”I nat satte jeg mit mærke på din pande som et tegn på, at du skal følge din Herre og Mester. Og du skal sige NEJ, når tåberne prøver at friste dig. Lad dig kun friste af en: MIG. Og holde fast ved dit nej.”

“Du ævler – den slags hører hjemme i dårlige film.” Tom så på ham med et lille smil, men Jerry smilede ikke, han forlangte beviser. “Bare et eneste,” sagde han -”som nu det der brev, som den åndede hånd skrev, vis os lige det!”

Svend tørrede sig over panden og hørte i det samme vennerne bryde ud i en befriende latter, for nu så vennen med et helt normal ud.

“Det er væk! Du ligner ikke mere en forknoklet skimmelost, gamle ven,” sagde Tom og daskede til ham.

“Hvad?” Svend strøg sig igen over panden, “Ja, det brænder heller ikke mere.”

“Nej, så fald du bare til ro – det var ren og skær indbildning. Og det der med hånden på skærmen, helt ærlig, tror du selv på det?”

“Jeg ved ikke rigtig …”

“Nej, men nu skrider vi. Det var en rigtig fed fest – du skal bare lade være med at drikke så mange øl.”

“Ja sørme! – jeg rører aldrig mere det skidt!”

 6. kapitel

Et sted mellem himmel og jord sås Den Onde og endda i ondt lune, lod det til. Man blev ganske svimmel af at betragte ham, som han fór af sted fra sky til sky og syntes optaget af at jage noget, som hele tiden forsvandt for ham. En slags skyggejagt. Rasende greb han ud i den tomme luft, og hvis vi lagde øre og ikke blot øjne til det sære sceneri, ville vi kunne høre en smittende latter.

Men den smittede ikke Fanden.

”Nu kan det være nok!!!” skreg han. ”Men så bliv dog hængende stille. Bare to minutter!” til sidst næsten tiggede han, og det var så uvant for ham, at stemmen knækkede over, og skyggen pludselig standsede sin flugt og materialiserede sig for øjnene af ham.

”Dit afskyelige englegespenst,” jamrede han og hengav sig til et veritabelt hosteanfald. ”Jeg er allergisk over for engle,” stønnede han, ”det er de forbandede fjer. Tænk, at nogen kan falde for sådan en afskyelig lyserød kødklump med storkevinger!” Og han hostede videre en rum tid.

”Så tag dig dog sammen, menneske!” sagde englen ikke så lidt fornærmet.

”Menneske! Må jeg være fri!!! ”Fi… fi … fik du ikke bre- brevet,” nøs han.

”Jo, men jeg kan ikke læse.”

”Lærer I da slet ingenting deroppe?”

”Jo da – noder og melodier og blomsterbinding.”

”Det tænkte jeg nok,” fnøs Den Uhyrlige, ”det er, fordi den gamle er bange for, at I skal blive lige så kloge som han. Ignorant-elsker, som han er. Ja, mig forstødte han af samme grund. Og ligeså gik det med tåberne … ud med dem og ned i Jammerdalen! Hele bundtet. Sådan er han.”

”Han er god nok,” udbrød den lille engel forsvarsberedt, men Satan gad ikke høre mere, og nu fortalte han hende, at han ville lukke hende lige ind i et spændende eventyr, blot hun ville lytte til ham i fem minutter. Hun trak sig et skridt tilbage og rystede på det kønne, lille hoved, men han holdt hendes blik fast og trak hende til sig, og så begyndte han at hviske, ”for det, jeg nu vil fortælle dig, tør jeg ikke engang betro skyerne og himlens fugle.”

Nysgerrigt blev hun stående, og mens han fortsatte med at hviske, ændredes hendes ansigtsudtryk fra afsky til spirende interesse, og til sidst lyttede hun åndeløst til hvert ord, der udgik fra hans flab. Men pludselig skar hun tænder og rev sig løs og råbte med høj og vred englerøst: ”ALDRIG I LIVET! Det kan du godt glemme – det vil jeg overhovedet ikke være med til!” Men samtidig skinnede hendes øjne som på en kat i mørke, og Den Onde lo ondt og hakkede ind i hende, at det ikke var noget, hun bestemte.

De næste ord, som han hvæsede hende i øret, gjorde et så voldsomt indtryk på hende, og hun sank sammen for fødderne af ham. Han bøjede sig ud over skykanten og piftede sit djævlepift, og straks dukkede en helvedets hærskare af djævlekrabater frem og kastede sig for hans fødder, mens de snøftede og prustede om kap.

”Rejs jer! Og fjern så det ynkelige fjerkræ der og drop hende uden for hans dør,” sagde han og pegede på englen, der stadig lå bevidstløs ved siden af ham. De gloede savlende op på ham med tomme øjne.

”Hør nu, I tumper! Jeg brugte det meste af dagen i går på at forklare jer sagens akter! Så I ved nok, hvor I skal kyle hende hen!”

”Kyle, kyle, kyle, kyle …” peb de henrykte, mens de rykkede og sled i englen. ”Skal hun i gryden eller bare ædes, eller skal hun druknes eller bare kvæles?” hylede de i kor.

”I må ikke skade så meget som et dun på hendes vinger!” brølede han ude af sig selv, ”vi skal jo bruge hende, ikke? Hun er vores bedste kort. Og nu har jeg fyldt hende med Min onde Ånd, så nu kan hun kun gå den vej, jeg ønsker.”

De små krabater greb englen i arme og ben og vinger og fløj småsnadrende bort med hende.

Fyrsten kastede sig frydefuldt omkring i de bløde skymasser. Nu skulle den gamle verden blive hans alene, tænkte han højt og fortsatte: ”og jeg skal fylde den med Min ondeste Ånd – og alt levende skal visne og dø, og menneskene designes helt og aldeles i mit billede. Han så lidt trist hen for sig og fortsatte en smule skamfuld: ”Men drengen kan jeg ikke bruge. Mine ord trængte ikke ind, og mit mærke prellede af på ham. Men han skal få KÆRLIGHEDEN at føle, når den kommer til ham bestænket af mit sataniske savl, for jeg nåede jo at puste Min Ondskab ind i det lille lyserøde øre, som hun så villigt lånte mig.”

Han rullede sig i en kaskade af hostende latter.

 

7. kapitel

Vi bliver hængende derude i det store, uendelige verdensrum. Og se, om vi ikke netop her på dette lidet befærdede og af mælkevejen gennemskårne sted møder Den gamle Julemand fordybet i en samtale med Den gode Fe ( I kender hende fra Tornerose, men vi mødte hende faktisk også tidligere i fortællingen.) Det havde I nok ikke ventet, for det er næppe deres normale biotop, men nu er de der altså. Og i stedet for at undres, vil vi lytte  til den interessante dialog, der udspiller sig mellem de to.

”Jeg kan ikke li’ den engel. Den virker lumsk, synes jeg.” Julemanden trak sig selv i skægget, men det hjalp ingenting, det forværrede kun hans forpinte udtryk, som ikke veg fra hans rare, rynkede ansigt.

Men Den Gode Fe flagrede lidt rundt om ham for at adsprede og opmuntre ham, hvilket imidlertid kun yderligere forvirrede ham. Men så pludselig svævede hun lige ind i hans arme, som lukkede sig om hende. Og sådan stod de en stund tæt omslyngede, og Julemanden mærkede, hvordan hans dunkende hjerte langsomt faldt til ro.

”Nu må du ikke være så ængstelig. Engle er pålidelige af natur. Jeg har ofte arbejdet sammen med dem, ja, vi er endda langt ude i familie.”

”Jo, men hende her, jeg ved ikke, hvor naturlig hun er, og hun virker som en forvirret pubertetsengel. Man ved aldrig, hvor man har hende.”

”Engle er engle,” sagde Feen med eftertryk på hver stavelse.

”Det er jeg slet ikke enig med dig i. Du glemmer alle de faldne engle.”

”Åh ja, men sagde du ikke, at hun kom fra Paradiset? De faldne faldt for mange år siden og har slet ikke siden haft adgang til Den Dejlige Have”, hvor roser står i flor.”

”Du skulle have hørt hende.”

”Men hvorfor i himlens navn gav du hende så opgaven?”

”Jeg ved det ikke … måske var det hendes … hvad hedder det nu?”

”Charme,” foreslog Feen.

”Ja, sikkert,” sagde Den gamle Julemand. ”Og du husker jo nok Bukkens plan med at sende en kærlighedsengel ned til drengen, så han bliver så fortumlet af kærlighed, at han tør alting og uden den mindste tøven vil drage ud i verden og frelse menneskene fra den livsrodsbetændelse, der opæder deres sjæle, så de til slut går helt op den materielle verden og glemmer alt om den åndelige.”

”Ja, der fik du det sandelig skåret ud i pap.”

”Det er jeg nødt til. Det er mit ansvar, og jeg må afværge Satans lumske anslag, inden juleaften. Men det forstår du vel?” Julemanden gjorde sig lempeligt fri af hendes omklamring og tog hende i stedet i hånden. En tid gik de tavse på den øde mælkevej, men pludselig vendte han sig om mod hende og sagde:

”Ved du, at Satan allerede er begyndt at tale om Verdenssamfundet og Den totale Globalisering? Du forstår jo nok, at vi må og skal vi finde De stjålne Tegn. Men du ved sikkert også, at vejen går direkte gennem Ondskabens Akse, og at ingen dødelige hidtil har vovet at betræde den. Vi må kort sagt fylde drengen med vovemod.”

Hun nikkede, så kyssede hun Den gamle Mand på kinden, mens en tåre trillede ned af hendes egen. Pludselig lyste hun op.

”Jeg har det,” sagde hun.

”Hvad?”

”Jeg kan vise mig for ham i drømme. Og her kan jeg forklare ham, hvordan det hænger sammen og overbevise ham om, hvor vigtig hans rolle er.”

”Kan du virkelig?”

”Ja. Det har jeg gjort før.”

”Har du?”

”Ja, f.eks. i Pinnochio, for nu lige at nævne en klassiker. Og i Peter Pan.”

”Peter Pan!!! Pinnochio!!! Bliv dog voksen!!!”

”Og det siger du?!!! Er det ikke netop børnenes verden, de voksne er i færd med at glemme. Er det ikke uskylden, der er ved at gå tabt, fordi menneskene har glemt det barnlige og skiftet det ud med det barnagtige?”

”Der fangede du mig. Jo, du har nok ret: Vi er alle en smule forgiftede.”

”Ja, vi har alle en dråbe eller to af den gift, og det har gjort os ude at stand til at afværge ondskaben. Og netop derfor må vi sætte vor lid til drengen.”

 

 

 

 

ONDSKABENS TRÆ – DETTE BURDE STÅ MED VERSALER

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og vil skrive. Du kan finde researchsider og forsøgssider og meget andet. Vil du vide mere om forfatteren, er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd, men ellers fortæller min hjemmeside også noget om den person: www.hesselholt.com

 

Ondskabens Træ

Bibelen taler i skabelsesberetningen om to træer, Livets Træ og Kundskabens Træ, men der var et tredje: Ondskabens Træ. Det har vi alle spist af, og det vidste vi jo godt, men vi har aldrig villet være ved det, og så pyntede vi os med fortællingen om Kundskabens Træ.  Men de frugter nippede vi kun til. Og vi blev ikke så forfærdelig meget klogere af det.

Ondskabens Træ, derimod, det åd vi af. Vi kunne slet ikke få nok.

Jeg forsager Djævelen og alle hans gerninger. Det siger vi hver søndag i trosbekendelsen, eller rettere præsten gør, for i vores protestantiske kirke er det jo mest præsten, der taler, vi andre står som tavse skygger, der ikke rigtig tør træde frem og stå ved ordene.

Og ærlig talt: tror vi på Djævelen? Men det, der kommer efter, er jo næsten endnu sværere at tro på: Jeg tror på Gud Fader den Almægtige. For hvordan kan vi tro, at Gud magter alt, når vi tænker på børnene i det sønderbombede Aleppo og i Mosul, på jøderne i gaskamrene, på flygtningene i deres skrøbelige både, på de incestramte børn og de voldtagne kvinder osv. osv.

Hvor er Den Almægtige i al den rædsel? En ond gud kan vi ikke tro på.

Den israelske forfatter Amos Oz skriver i ”Fortælling om Kærlighed og Mørke” om sin familie. Hvordan moren begår selvmord, da han selv er en dreng på kun 12 år. Først 50 år senere kommer han til en forståelse af, hvorfor hun gjorde det.

Han forstår den smerte, hun ikke kunne leve med. Hun stammer fra byen Rovno i Polen, og her levede hun en ubekymret barndom og ungdom i en jødisk overklassefamilie i 1920’erne. Hun klarede sig godt i gymnasiet, blev indskrevet på universitetet – var begavet, smuk og livsglad. Fremtiden tegnede til at blive lys.

Men i 1930’ernes Europa voksede antisemitismen, og som nogle af de få jøder valgte hun at emigrere til Israel. De fleste andre blev tilbage, alle hendes venner og det meste af hendes familie. Og nu citerer jeg fra bogen (s.267):

I treogfyrre eller fireogfyrre, eller måske tidligere, vidste hun, at alle var blevet dræbt der, i nærheden af Rovno. Nogen må have fortalt hende, hvordan tyskere, litauere og ukrainere, bevæbnet med maskinpistoler, havde ført hele byen, både unge og gamle, ud i Sosenki-skoven. Den samme skov, hvor de alle havde nydt at gå ture, når vejret var godt, hvor de havde været spejdere, sunget sange rundt om bålet eller sovet i soveposer på vandløbets bred under stjernehimlen.

Der, i Sosenki-skoven, mellem grene, fugle, svampe, ribs og skovbær, åbnede tyskerne ild og dræbte på kanten af grave, på to dage, omkring femogtyve tusind sjæle. Blandt dem var næsten alle min mors skolekammerater.

Det er i situationer som den ovennævnte, hvor helt almindelige mænd dræber mænd, kvinder og børn, blot fordi de anser dem for værdiløse, at vi rigtig fatter, hvor giftige ondskabens frugter er.

I dag har vi næsten glemt alt det, der skete dengang. Det er bare tal. Og det var jo ikke os, der dræbte. Men vi har et ansvar for, at det ikke sker igen: at vi ikke skal opfinde nye grupper, som vi kan finde uværdige og pine og dræbe.

Nu, hvor højreekstremismen i Den vestlige Verden blomstrer ligeså frodigt som i 1930’erne kan man blive bange for, at Det Onde = Den Satan, vi forsager om søndagen, skal få magten igen.

Jeg er ikke bange for mit eget liv, jeg har levet så mange gode år, og på trods af al fornuft tror jeg på Gud. Og har tillid til ham. Det skal nok gå.

Men for mine elskede børns og børnebørns liv er jeg bange. Og for alle de små liv, der skulle folde sig ud og blive smukke, men som måske bliver grimme, fordi de er inficerede af de onde kræfter, der spirer overalt i landene, også i Danmark. Bange for, at de bliver grimme nok til en dag at skyde på dem, der står ved kanten.

Og jeg er bange for alle de små liv, som skulle folde sig ud og blive smukke, men som tilfældigvis hører til en ”forkert” gruppe og derfor er bestemt til et liv i fattigdom og forfølgelse og udryddelse. De liv, som vi skulle værne om, men som vi behandler som ”småt brændbart” og helst skiller os af med.

 

Til Hulsig igen – eller rettere til Tranestederne

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og vil skrive. Du kan finde researchsider og forsøgssider og meget andet. Vil du vide mere om forfatteren, er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd, men ellers fortæller min hjemmeside også noget om den person: www.hesselholt.com

For kort tid siden modtog jeg tekst og billeder fra Ellen Åmand, som før har været omtalt her på bloggen. Teksten og billederne handler om solodanserinde Ulla Poulsen. Ellen har i mange år været nabo til Ulla Poulsen. De havde begge i en årrække sommerboglig i Tranestederne. Ulla Poulsen har de fleste sikkert glemt i dag, ligesom hendes engang så berømte mand, Johannes Poulsen, nok også er endt i glemmebogen.

Men så kan de altså genoplives for en stund her på bloggen.

I forrige århundredes begyndelse var både Adam Poulsen og hans to sønner, Emil og Johannes, blandt de mest berømte danskere. Alle tre var kongelige skuespillere.

Johannes giftede sig med Ulla i 1936, samme år, som min far giftede sig med min mor. Og de sidstnævnte boede i Hulsig, hvortil de først nævnte og så berømte danskere flyttede efter deres bryllup.

De købte den gamle gård, Tranegården, som ganske vist ikke ligger i selve Hulsig by, men dog ganske tæt ved, nemlig i Tranestederne.

Her ses gården, inden de købte den, og det er gamle Stine (Kristine), der står foran gården. Hendes datter Anne giftede sig med min bedstemors bror, som havde arvet Krøggården ( eller Krøghgården):

Og her er Tranegården efter, at de berømte par har renoveret den:

Da Ulla Poulsen døde i 2001 var vi naboer ( Hesselholtsommerhusets grund grænser nemlig også op til Tranegården) bange for, at ejendommen skulle blive udstykket til sommerhusgrunde. Den blev dog købt af familien Heering og har nu gennemgået en ny totalrenovering.

Her er nu Ellen Åmands tekst og nogle af hendes billeder vil følge senere, men ikke alle, for jeg har ikke ophavsret til dem alle:

Vi var så heldige at få lov at købe en sommerhusgrund i nærheden af Hulsig helt oppe ved Skagen i Danmark. Det var bonden Laurits Jensen, som solgte flere grunde ud, og vi valgte den, som lå nabo til Tranegården lige ved stranden.

Eftersom vi var vokset op i København, havde vi tit været i Det kongelige Teater og set den yndige balletdanserinde. Vi vidste, at det var hende, som boede på Tranegården med sin tredje mand, hotelejer Helge Skou fra hotel Phønix i Aalborg.

Hun blev 18 år gammel gift med skuespiller og teaterdirektør Johannes Poulsen, som var dobbelt så gammel, og de havde 2 lykkelige år sammen til han døde af en hjernetumor.

Derefter blev hun gift med lensgreve Knuth fra Knuthenborg på Lolland, men blev skilt igen, da hun ikke kunne skaffe ham en arving, og gift for tredje gang med hotelejer Skou fra hotel Phønix i Aalborg. Parret boede ved hotellet i Aalborg om vinteren og havde Tranegården som sommerbolig.

Ulla Poulsen fik jo aldrig selv børn. Hun var meget glad for børn og hunde, og da vi havde 3 børn og en hund, inviterede hun os ind på det hyggelige og interessante landsted. Det var en gammel strandfogedgård med meget jord til, som Johannes og Ulla fik bygget om og moderniseret. De fik en storstue med højt til loftet. På væggene hang minder fra Johannes’ rejser til Østen, og der var smukke bondemøbler fra familien Poulsens gård i Sverige og møbler, som Ulla Poulsens far havde lavet. Det var morsomt at komme ind og drikke the med husholdersken Agnethes hjemmebagte kager i det hyggelige hus eller i lækrogen i haven. Den var smuk og frodig med køkkenhave, frugttræer og bærbuske.

Ulla og Agnethe ville gerne have nogle unge i huset. Ulla på 13 år var jo stor nok til at hjælpe Agnethe med at bage småkager, og Ullas kusine Gitte på 12 år, som var feriepige hos os, kom med ind på Tranegården og bragte lidt liv i det gamle hus hos de 3 gamle mennesker. De hjalp også til med servering, når der var mange gæster, f.eks. til Skous 60 års fødselsdag. Marianne og Lasse blev budt på saft og kager i haven mange gange og vi på the eller kaffe. Det var morsomt at høre Ulla fortælle om sit liv ved teatret. Engang var de på turne rundt i Danmark.

Skuespilleren Ib Schønberg var med. Han kunne li at lave lidt sjov på scenen. Engang fik han fat i nogle høns og en and, som han slap ind på scenen under forestillingen. Så gjaldt det bare om for skuespillerne at hitte på nogle passende replikker, så publikum troede, det hørte med til stykket.

St. Hansaften ville Helge og Ulla gerne ha det festligt med gæster, som de havde haft før i tiden. Da vi var de nærmeste naboer, blev vi inviteret med, og det var en rigtig festaften med god mad og ild i pejsen. Vi gik lige ned og så på bålene på stranden oppe fra klitterne. Da mor var på besøg kom hun med ind, og det var mor glad for, hun havde jo mange gange siddet i Det Kongelige Teater og set Ulla Poulsen danse.

Skuespilleren Thorkild Roose har fortalt om en St. Hansaften på Johannes Poulsens tid i den bog, som blev udgivet efter Johannes død, skrevet af hans venner. I den bog er der også et afsnit om hele den kendte familien Poulsen og om Johannes barndom.

Ulla Poulsen var kun 18 år, da hun blev gift med Johannes, der var 42 år og havde været gift 2 gange. Det blev der snakket meget om i inderkredsen i København. Edvard Brandes, Georgs bror skrev således i et brev til Sylvia Pio, som havde været Johannes Poulsens anden kone:

”Måske er Johannes lykkelig med sin lille uvidende og udannede skønhed, dog tvivler jeg stærkt. Den lille indbildske nar plager sikkert Johannes, hvis hele ånd nu drukner i skuespiller-og balletidioti.”

Det var en overlegen herre, denne Edvard Brandes, og han havde ikke meget forståelse for teater og særligt ikke ballet.

Man kan godt forstå, at Ulla og Johannes Poulsen ønskede at finde et sted på landet langt borte fra det snævre sladdermiljø i København, hvor de kunne trække sig tilbage i hvert fald om sommeren. Ulla fortæller i sine erindringsbøger om, hvorledes hun fandt annoncen om salg af en strandfogedgård ved Hulsig, som de først troede, lå i Nordsjælland. De tog op for at se på gården, gik gennem sneen og så Tranegården for første gang. De bestemte sig hurtigt: her ville de gerne bo i den smukke natur og langt fra København.

Thorkild Rooses skildring af Johannes og Ulla er meget hjertelig, og de 2 år hun havde på Tranegården med ham var meget lykkelige.

Hun var meget smuk, hvad man tydeligt ser på malerinden Wegeners malerier.

Balletdanserinder bliver jo pensioneret i en meget ung alder, men fortsætter ofte som skuespillerinder. Det gjorde Ulla også. Lensgreven blev også betaget af hendes skønhed, men han ville ha en arving til godset på Lolland, og det kunne Ulla desværre ikke give ham, så det blev skilsmisse.

Ulla boede så nogle år alene og startede sin egen balletskole først i København og senere i Aalborg, hvor hun traf hotelejer Helge Skou fra hotel Phønix. De giftede sig og boede om vinteren i en lejlighed i nærheden af hotellet og om sommeren på Tranegården. Hele vinteren længtes de efter at flytte ud på sommeropholdet. Det fremgår af de julebreve Ulla skrev til os i mange år.

Ulla ville gerne male, og Ulla og Gitte var inde for at være modeller. Men Ulla var ikke helt tilfreds med sine evner som malerinde, så hun fandt på at lave små figurer af metaltråd som små danserinder. Hun huskede jo alle balletbevægelserne fra dengang hun selv dansede.

 

”Den lille indbildske nar”, som Edvard Brandes kaldte hende, havde også evner som forfatterinde og skrev 2 erindringsbøger: ”Skuespilleren og Danserinden” i to bind og en bog om sine rejser med Johannes Poulsen ”På Rejse med Johannes Poulsen”, desuden en fin lille bog om livet hele året på Tranegården: ”Til alle Årets Tider” med smukke naturskildringer og erindringsbilleder fra sit lange, begivenhedsrige liv.

 Ulla Poulsen med hund – engang i 80′erne

Her kommer nu et par af de mange kort og breve, som Ellen og Knud Åmand modtog fra Ulla Poulsen fra 1967 og ca.20 år frem:

Herunder et par kig ind i bogen “Til alle Årets Tider”, som Ulla Poulsen fik udgivet på Gyldendal i 1966. Bogen er skrevet som en slags dagbog – et år levet i Tranestederne:

10. maj : “Svalerne er flyttet ind på loftet i den gamle lade, der nu rummer garage og værksteder. Ved maj måneds begyndelse åbner vi de to små ruder øverst oppe over porten, og omkring den fjerde-femte ser vi altid de første svaler. De flyver rundt over huset og forbi de små vinduer, som om de vil overbevise sig om, at alt er ved det gamle og lejligheden parat. Intet af, hvad vi senere foretager os nede eller oppe på loftet, forstyrrer svalerne i at bygge rede eller ruge deres unger ud.

Svalerne kunne vi ikke tænke os at være foruden, men de volder os til tider en del besvær – som det år, da de absolut ville bygge på et af de redskaber, vi ikke kunne undvære. Vi kom for sent til at hindre, at reden blev anbragt oven på kloakrenseren, så vi måtte købe en ny. Naturligvis ville vi ikke ødelægge den lille kunstfærdige rede, der var foret med lutter hvide fjer.

Sidste år så vi med forundring, at der lå seks unger i reden. Da de blev større måtte de to sidde på ryggen af deres søskende for at kunne være der. De to voksne svaler sled i det næsten hele døgnet rundt, ud og ind ad de små vinduer fløj de med mad til de sultne unger. En aften så vi svalehannen ligge død under reden, han havde slidt sig til døde for at skaffe mad. Jeg tog den tapre lille fugl og strøg den over det røde bryst, hvor hjertet var blevet stille.

Hunnen blev ved med at made ungerne, og et par dage efter så vi en han gøre stormkur til enken. Hun ænsede ikke den ivrige frier, men passede sine flyveture. Efter nogle dages ihærdig bejlen begyndte frieren at hjælpe med til at bringe mad til ungerne, og så blev han akcepteret som stedfader.

17. maj: I morges så vi to traner gå på marken i nærheden af huset. Det er da ikke helt forkert, at vi kalder det Tranegaarden. Tranerne gik der et par timer, for de lettede og fløj mod rugepladserne i Sverige.

Før i tiden har der ruget traner mange steder nord for Frederikshavn, men dræning og den tiltagende trafik har sammen med gravningen efter tørv fået de sky fugle til at søge mere ensomme steder.

For nogle år siden sad jeg en dag oppe på de høje klitter og havde min kikket med for at studere dyrelivet ude i engene nord for Tranegaarden. Langt ude mod nord så jeg fem store grå fugle, og af de nedadhængende halefjer og de lange halse fremgik det, at det var traner. Medens jeg iagttog dem, begyndte to af dem at hoppe op og ned foran hinanden med de store vinger udbredte. Det var tranedans, jeg var så heldig at se. Disse traner blev her nogle dage, inden de rejste videre.

Solen har skinnet fra morgenstunden, og vejret er lunt og stille, rigtig grødevejr. Puddelhunden lå foran indgangsdøren, da jeg i middags kom ind fra haven. Jeg fik mig en ordentlig forskrækkelse: en meter fra den lå en stor hugorm.

Vi fik hunden kaldt til os, og hugormen måtte af med livet. Det var den første i år, og vi var nu advarede om at se os godt for, når vi færdes rundt om huset. Jeg holder af alle dyr, men hugorme må undgå de steder, hvor vi har vor gang, ellers bliver de slået ihjel. Men det er, som om de netop helst vil være så nær ved hus og have som muligt. Sidste år måtte tolv bøde med livet, fordi de var i vejen for os. En af dem havde endda lagt sig lige foran indgangdøren og hvæsede ad hunden og os, da vi ville ind i huset.

Hugorme har altid godt kunne lide Tranegaarden. Et af de første år, jeg boede her, så jeg en dag inde i haven en mørkebrun orm ligge foran en af dørene. Jeg troede, det var en snog, og stod og så på den, indtil den opdagede mig og gennem et hul under dørtærsklen forsvandt ind under huset. Jeg blev lidt underlig til mode ved det og fortalte det til den gamle strandfoged, der arbejdede ude i haven. Han sagde ganske tørt: “Vi har ingen snoge her oppe, det var en hugorm.”

Min kvindelige gæst blev rædselsslagen ved at høre, at der boede en hugorm under det værelse, hvori hun sov, men vi kunne berolige hende med, at den ikke kunne komme op til hende gennem gulvet, hvis der da ikke var musehuller! Hun havde en urolig nat og drømte om slanger. Næste dag fik jeg en murer til at lukke hullet.

Vore gæster bliver altid advaret mod at færdes med ubeskyttede fødder i lyngen og langs grøfterne, og selv holder vi os til vore stier og kommer helst ikke ind på hugormenes gebet.

Slanger blev i gamle dage anset for at være hellige og venligsindede dyr. Man troede, de bragte bud fra de døde, og når man gav dem mad, gjorde de heller ingen fortræd. De er lette at tæmme og kommer, når de skal fodres …

Jeg ved ikke, om de mange hugorme og deres interesse for vort hus skal opfattes som tegn på en slags beskyttelse mod onde anslag eller skyldes, at vi inden døre har slangeguden hængende på vor væg. “( citat fra side 89) 

 

 

 

Den gode og den dårlige læser

 

 

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og vil skrive. Du kan finde researchsider og forsøgssider og meget andet. Vil du vide mere om forfatteren, er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd, men ellers fortæller min hjemmeside også noget om den person: www.hesselholt.com

Så er det sket igen. Og det sker jo hele tiden, og for tiden oftere og oftere. Forfattere skriver om deres eget liv. Det kalder man selvbiografisk fiktion, for det er ofte i romanform, og somme tider er det ikke, så skal det forestille en selvbiografi. Og er det så det? Lige nu er Erling Jepsens bog “Gramshavet” netop udkommet, og anmelderne river sig i håret for at finde forklaringen på om den er mere eller mindre selvbiografisk end “Kunsten at græde i kor,” som Jepsen udgav for nogle år siden, og som handler om den lille familie i Gram, som Gramshavet også handler om.

Jepsen siger selv: Den er 100% selvbiografisk. Derfor hedder drengen ikke Allan som i Kunsten at græde i kor, men Erling.

Som om det var en interessant oplysning. Det er det ikke. Og det er helt ligegyldigt, om bogen er selvbiografisk eller ej. Vi er jo ikke lyst-snagere, men lyst-læsere. Vi er ikke sladderkællinger, men litteraturelskere.

Om bogen er “virkelighedsloyal” eller ej er ligegyldigt. Det, der er vigtigt er, om den er loyal over for litteraturen og dens krav om litterær kvalitet. Hvad rager det os, om der er det eller det forhold mellem forfatteren og hans tekst? Det er jo hans sag. Det, der er interessant for læseren er, om der er et forhold mellem teksten og læseren. Har den noget at sige mig?

Mai Misfeldt ( der absolut er en god læser) siger det så smukt i en artikel i Kristelig Dagblad 12 nov 2016 – hun taler om “den gode litteratur”, der er den, som har noget at sige mig (læseren)

(citat) “Den gode roman giver os mulighed for at synke helt ind i et andet univers. Glemme den konkrete tid og det sted, vores krop befinder sig i og på, og være med romanens personer i deres tid og sted. Helt tabt for omverdenen, som det jo hedder, vender man siderne, spændt på, hvad der nu sker, hvad personerne nu må sanse og tænke, og hvad der skal tilstøde dem. Jeg drives frem af et narrativt begær, jeg vil vide, hvad det ender med. Åh, lad det nu gå dem, jeg spejler mig i, godt, lad dem finde en vej ud af deres besvær, ligesom jeg selv håber på at finde en vej ud af mit.”

Den israelske forfatter Amos Oz har skrevet en bog “En fortælling om kærlighed og mørke”, og heri tager han temaet om den gode og den dårlige læser op. Der er jo mange, der har spurgt ham, om bogen er selvbiografisk. Og han svarer, at alt hvad han skriver er selvbiografisk, også når han f.eks. skriver en bog om Moder Terasa – ha!

Og sådan har det jo altid været. Den gode tekst har den gode forfatter i sig. Flaubert, som har skrevet “Madame Bovary” blev engang spurgt om, hvem der var model til fru Bovary. Og han svarede: “Madame Bovary, c’est moi.” Madame Bovary, det er mig.

Om den dårlige læser skriver Oz sådan her:

(Citat side 39) Den dårlige læser vil altid gerne vide, og det straks, “hvad der virkelig skete.” Hvad er historien bag historien, hvad drejer det sig om, hvem er mod hvem, og hvem har været i seng med hvem? Professor Nabokov fik engang af en journalist i en direkte amerikansk tv-udsendelse stillet spørgsmålet: “Professor Nabokov, sig os venligsst, are you really so hooked om little girls?”

Videre skriver han følgende om den gode læser:

(Citat side 42) Den afstand, som den gode læser vælger at lægge, mens han læser skønlitteratur, er ikke området mellem det skrevne og forfatteren, men området mellem det skrevne og sig selv. Man skal ikke tænke på, om Dostojevskij som studerende virkelig myrdede og berøvede gamle damer. Nej, læseren skal snarere sætte sig i Raskolnikovs sted og føle rædslen og fortvivlelsen og den ordartede elendighed kombineret med et napoleonsk hovmod, storhedsvanvid, sultens vanvid, ensomheden, lidenskaben og udmattelsen, forenet med ønsket om at dø, for at trække en parallel … ikke mellem personerne i fortællingen og diverse skandaler i forfatterens liv, men mellem personerne i fortællingen og læserens intime, farlige, elendige, forrykte og kriminelle ego, den skrækindjagende skabning, som man altid lukker bybt inde i den allermørkeste celle, så ingen nogensinde, Gud forbyde det, kommer til at kende til dens eksistens, hverken ens forældre eller dem, der elsker en, af frygt for at de flygter fra en i forfærdelse, som man flygter fra et uhyre.”

Og lidt længere henne i teksten:

(citat side 44) …. Det er uhyrer, som man i det civile liv aldrig kan sammenligne med noget, fordi man aldrig ville præsentere dem for noget menneske, ikke engang hviskende, i sengen, i øret på den, man deler seng med om natten, for ikke at risikere, at vedkommende i rædsel snupper lagenet, svøber sig ind i det og løber skrigende bort.”

Den dårlige læser forlanger, at forfatteren ødelægger bogen med sine dumme krav. Oz skriver:

(Citat side 40) Den dårlige læser minder om en psykopatisk elsker, som overfalder en kvinde og flår tøjet af hende. Når hun så er helt nøgen, river han hendes hud af, fjerner utålmodigt hendes kød og knuser hendes skelet, og først når han har gnavet i hendes knogler med sine grove gule tænker, er han endelig tilfreds.”

 

 

 

  

En forfatter har bopælspligt i sin tekst 3

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og vil skrive. Du kan finde researchsider og forsøgssider og meget andet. Vil du vide mere om forfatteren, er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd, men ellers fortæller min hjemmeside også noget om den person: www.hesselholt.com

Jeg fortsætter med at prøve at forstå lidt mere af det jødiske folks historie, som fortællingen om Tobias ( altså den gamle tekst fra år 600 f. Kr.) markerer et af startskuddene til. Ja, for min Tobias er rigtignok inspireret af Tobits bog, men han er og bliver jo en konstruktion, hvis eksistensberettigelse er en anden. Han skal ikke belyse nogens historie. Han er sin egen historie.

Alligevel hænger han jo uløseligt sammen med fortællingen om den “gamle” Tobias og når man som jeg gør, “stjæler” ham fra oldtidens persongalleri, så må man også prøve at forstå originalen, og desuden bør man tilegne sig en vis viden om, hvad der videre skete … altså i de følgende 2-3 tusinde år. Ja, så lang en rejse kræver det, men den kommer jeg og mine læsere ikke på.

Vi nøjes med moderne fremstillinger af Israel ( og dermed jødernes) historie. Og jo mest i (skøn)litterær form.

I tidligere indlæg har jeg nævnt og belyst en række tekster af den art, som handler om netop ovenstående. Her kommer et andet eksempel, nemlig den israelske forfatter Amos Oz’ familiehistorie ( som også er det moderne Israels historie ) : “En fortælling om kærlighed og mørke.”

Bogen begynder med Oz’ egen opvækst i Israel i 1940′erne, og i det følgende citat kan vi få et lille indblik i konflikten mellem jøder og arabere – her set i dagligdagen og med jødiske briller. Vi befinder os i en lille butik i Jerusalem, hvor der stort set kun handler jøder:

( Citat side: 23)

“Der opstod en mindre diskussion blandt kunderne i hr. Austers købmandsforretning. Skulle man købe fallahernes ost eller ej? På den ene side: “skal man tage sig af sine egne først,” og derfor burde vi købe osten fra Tnuva ( en kibbutz). På den anden side stod der i Toraen: “Hos jer skal én og samme forordning gælde for de fremmede såvel som for landets egne.” Og derfor burde vi af og til købe vore arabiske naboers ost, for “I var jo selv fremmede i Egypten.” Tolstoj ville se hånligt på den, som købte den ene ost frem for den anden udelukkende på grund af religion, folk og race! hvad med de universelle værdier? Humanismen? Broderskab mellem alle, der er skabt i Guds billede? Det ville være bedrøveligt, nedværdigende og småligt at købe en arabisk ost, blot fordi den var lidt billigere, frem for at købe pionerernes ost, de, som bærer åget på deres skuldre og med deres negle forsøger at frembringe brød af jorden. Skam! Skam og skændsel! lige meget hvad, var det skam og skændsel. Livet var fuldt af den slags skam og skændsel. ” ( citat slut.)

Når der pludselig er tale om Tolstoj, så er det fordi Amoz’ far, der flygtet fra Østeuropa, er meget belæst og især glad for den russiske forfatter. Det er karakteristisk for familien i det hele taget, at alle er belæste og faktisk lærde. De fleste i omgangskredsen er akademikere med sine universitetsgrader, som de dog ikke kan bruge til ret meget i det nye land Palæstina.

En forfatter har bopælspligt i sin tekst 2

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og vil skrive. Du kan finde researchsider og forsøgssider og meget andet. Vil du vide mere om forfatteren, er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd, men ellers fortæller min hjemmeside også noget om den person: www.hesselholt.com

Fortællingen om Tobias kan du læse herunder, men hvis du ikke er et barn på 12-15 år, så gider du nok ikke. Derimod kunne det måske være interessant at læse lidt om teksterne omkring teksten. Det har jeg skrevet om i tidligere indlæg. Og der vil følge flere hen ad vejen. De vil så handle om tekster fra Israel og deromkring. Tobias er jo ( selv om han ikke er helt enig i den betragtning ) en jødedreng, og han bærer i sig, hvad man måske kan kalde jødernes skæbne til alle tider.

I følge den gamle tekst fra ca. 600 før Kristi fødsel, så ender Tobias’ liv i lykke og gammen og lovprisning af Gud. Som et eventyr. Den gamle tekst slutter sådan her.

…. “Så drog han og hans kone bort til Medien og slog sig ned i Ekbatana hos hans svigerfar Raguel. … Selv døde han ( Tobias) 117 år gammel som en anset mand. Før han døde, nåede han at opleve og høre om Nineves ødelæggelse, og han så, hvordan mederkongen Kyaxares førte fangerne derfra til Medien. Han priste Gud for alt, hvad han gjorde mod ninevitterne og assyrerne. Inden han døde, nåede han at glæde sig over Nineves skæbne, og han priste Herren, som er Gud i evighedernes evighed.”

Tja … man kommer ikke udenom, at “de gamle” var hævngerrige, og at Gud Herren spillede med. Sådan fremstiller de gamle tekster jøderne og Herren, men min fortælling om Tobias er ikke gammeltestamentlig eller “gammelreligiøs” i den forstand. Den handler om en ung, der prøver at finde sin vej i livet, og som har sit at slås med. Og jeg tror, at den er tidløs på en måde. Og desuden: at ingenting i grunden har forandret sig, når det handler om de lidelser og den forfølgelse som “de fremmede” udsættes for. Det var sådan dengang, og det er sådan nu.

Og det gamle theodicé-problem er evigt aktuelt: hvordan kan Gud være god, når han tillader alle de grusomheder. Tobias vil ikke vide af ham: han har ikke just holdt sin hånd over jøderne, synes drengen, og Tobias giver sig i min fortælling ikke på det punkt.

Men fortællingen ( min) illustrerer i sin gang og i hele sit indhold, at Gud er til stede, og at selv Tobias må indse det. Det gør han også. Men det betyder ikke, at han accepterer det. Et evigt dilemma ikke bare for Tobias, men for mennesket til alle tider.

Ingen af os kommer udenom det problem, heller ikke de af os, der holder fast ved troen.

18 – Tobias igen

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og vil skrive. Du kan finde researchsider og forsøgssider og meget andet. Vil du vide mere om forfatteren, er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd, men ellers fortæller min hjemmeside også noget om den person: www.hesselholt.com

Herunder kan du læse lidt af den seneste udgave af Tobias-bogen.

Ikke hele bogen – kun de første kapitler og det skyldes, at den gerne må udkomme på papir først, og derfor får du i første omgang kun en smagsprøve på teksten her. Resten vil flagre ind på boghandlernes hylder med “hotte nyheder” senere på det nye år. Men altså her et par kapitler af bogen:

 

 

KAPITEL 1

EN DRENG I NINEVE

 

Det sidste, han huskede, var tågerne. Hvordan de drev ind over ham, hvordan de lagde et kuldesvøb om den brændende hud. Han lå på ryggen, stadig hyllet i mørke, men det var ikke blødt mere, det skar i sårene, og under sig følte han noget klæbrigt. En menneskekrop, tænkte han, og i det samme vidste han, hvor han var. På stendyngen uden for bymuren. Henkastet som et svin.

Og svin var da også det sidste ord, han havde opfanget inden stilheden og tågerne. Svin, svin, svin haglede det ned over ham fra drengene, der stod i en klynge ved siden af bunken.

Han lukkede øjnene og forsøgte at glide tilbage til søvnen. Hvorfor skulle han vågne? Hvorfor kunne han ikke bare få lov at dø?

Han havde ikke blot rørt ved de døde. Han havde ligget på dem. Og nu var han uren. Og ikke et hak bedre end det skarn, som mor hver dag lodsede ned i den gamle brønd. Og han stank værre end de ådsler, der lige nu klistrede ham fast til stedet.

I aftes, da de kylede ham fra sig, var det meningen, at han skulle dø her på stendyngen. At rovfuglene skulle fuldføre det arbejde, som drengene var begyndt, og han huskede, at den sidste bevægelse, han havde gjort, inden han gled ind i tågerne, var at slynge begge arme hen over ansigtet, så fuglene ikke kunne hakke øjnene ud. Han lå endnu med den ene krænget op over panden, da han vågnede.

Langsomt skubbede han sig baglæns, krabbede ned ad dyngen, mens stenenes kanter skar ridser i den nøgne ryg.

Neden for dyngen blev han liggende på jorden. Græsset var revet bort her inderst ved stenbunken, og der var kun den nøgne jord tilbage. Han sugede jordens kølighed til sig og mærkede, hvordan sandkornene trængte gennem huden og helt ind i sårene og forstærkede smerten. Men han var ligeglad nu og blev liggende ubevægelig og bed det i sig.

Jorden var ren. Den kunne suge af hans skam, tænkte han, måske opsuge den.

Omsider fik han sig stablet på benene. En tid stod han og dinglede usikkert, inden han begyndte at vakle fremad. Så forsigtigt, som forsøgte han at tage sine første skridt.

Men han kunne både stå og gå.  Så havde de alligevel ikke knust hvert ben i hans krop, sådan som de havde hylet, at de ville.

Han var hel.

 

Der var et godt stykke vej fra stendyngen til byporten, og han skulle gå den i mørke, men langt henne på muren anede han nogle lys. Fakler. Og de sorte omrids af et menneske. En vagt?

Langsomt, skridt for skridt, fortsatte han sin gang mod Nineves største byport, og da han kom nærmere, så han, at der var to vagter, en på hver side af den stængte port. De stod lænet ind mod muren, og det så ud, som om de blundede.

Nu var han ganske tæt på, og han hørte en svag snorken og så, at der lå en dunk imellem dem. Den var væltet og trillet ind mod porten. Tom velsagtens.

Han trådte lige ind i det svage lysfelt; ingen reagerede og forsigtigt snoede han sig forbi den ene af mændene, fandt en smal sprække længst inde mod muren og kilede sig igennem.

Så var han i byen.

Indenfor rettede han sig op. Han blev stående et øjeblik med ryggen mod muren og hev efter vejret.

Så begyndte han hurtigt som en lækat at springe ind mod jødekvarteret, hvor deres gård lå. Smerterne gnistrede i kroppen, men de standsede ham ikke, tværtimod, de jog ham fremad.

Han skulle hjem.

Gaderne lå mørke og øde hen, kun hist og her lyste et par søvnige fakler op, og nu og da kom noget småkravl pilende forbi ham, en kat, en rotte, en mus? Han mere anede end så dyrene. En hvislen. Som blev de forfulgt af slanger. Så var de borte i mørket.

Et sted bag en lukket port vågnede en hund og gøede, men ingen reagerede på dens glam, og ingen forsøgte at standse Tobias, mens han stadig mere besværet fortsatte ind gennem de snævre gyder, der snoede sig labyrintisk i jødekvarteret.

Tæt på hjemmet sagtnede han farten og traskede tungt videre. Til sidst standsede han helt. Stod længe ubevægelig og lyttede ind i mørket, som havde han opfanget noget skræmmende i gydens dyb. Men de eneste lyde, der nåede ham, var nattevæsnernes sagte puslen og hans eget dunkende hjerte.

Jeg har et hjerte, tænkte han. Altså lever jeg. Så meldte den næste tanke sig. Men jeg lever i skam, og jeg kan ikke bringe skammen til min fars hus. Ordene stod og lyste i ham og lod sig ikke puste ud.

Det kan jeg ikke.

Skulle han lyve om det, der var sket i nat, eller skulle han gå til sin far og bekende det hele? Han ville ikke komme langt med løgnen, for far var nok blind, men han tog aldrig fejl af stemmers klang. Og når de først fandt ud af, hvordan det stod til med ham, så ville de græmme sig til døde.

I al fald far. Han kunne ingenting se med sine øjne, der var dækket af tætte, hvide hinder. Og han var uden arbejde, og kun få besøgte ham nu, men han havde aldrig et øjeblik givet køb på sin værdighed som patriark, og han sang og bad og teede sig præcis, som han altid havde gjort.

Hele verden kunne forandre sig. Den kunne synke i grus, om det skulle være. Men hans far forblev lige så uforandret som Tigris og ørkenen og nattens himmel. En Herrens Tro Tjener.

Og nu skulle han miste sin søn. Havde mistet ham. Eller fået en uren søn, og det var værre end slet ingen.

Mor Anna tjente kun menneskene, hun arbejdede i kongens palads og gjorde det åbenbart godt, for man havde ikke fyret hende, da alle andre jøder blev sparket ud i mørket.

Tobias var deres eneste barn. Deres håb. Ikke at han nogensinde havde forsøgt at leve op til deres forventninger. Tværtimod. De seneste år havde han ihærdigt vendt dem ryggen og var gået sine egne veje. Væk fra dem. Så langt væk som muligt.

Han havde for et par år siden sluttet sig til de hårde drenge i Nineves gader, og havde vel sagtens været en skamplet på familiens ære, men de gamle lod, som om de ikke kunne få øje på den plet. Nå ja, far var undskyldt. Han var blind. Men mor? Hvorfor kunne hun ingenting se, og hvorfor var hun altid så tavs og kærlig, lige meget hvor tosset, han skabte sig. Det var ikke rimeligt.

Han sank lidt sammen.

Nej, han kunne ikke tage hjem.

Så var det, han kom i tanker om Assar. Han havde ikke taget del i mishandlingen i nat. Han var slet ikke mødt op på torvet. Og Tobias vidste godt hvorfor, Assar havde fået et nyt liv, og det var surt, syntes han, for uden ham var banden ikke den samme. Men vennen havde fra fødslen været bestemt for Isthartemplet, og nu var han begyndt at tjene, og han holdt sig langt borte fra gadelivet.

Måske var Assar stadig en ven.

Nu var han ved templet, der knejsede på sin bakkekam, højt hævet over Nineves tage. Stjernerne skinnede på himmelbuen, mens han asede sig højere og højere op, som ville han nå helt op og favnes af deres lys. Men de lyste ikke for ham. De glitrede koldt og var som resten af verden. Ligeglade med ham. Og han kunne blot tumle videre i sit eget håbløse mørke. Han stønnede af smerte og udmattelse.

Trapperne ville ingen ende tage denne nat, syntes han, og han snublede gang på gang. Først helt oppe ved tempelmuren hang en ensom fakkel blafrende i nattebrisen. Ilden kastede et uroligt skær ind mod den høje mur, så han syntes, den blev levende og sendte varselstegn mod ham. Hertil og ikke længere. Det her er ikke din helligdom. Du har intet at gøre her. Nej, hviskede han. Men jeg må finde Assar.

Han vidste ikke, om der stod vagter ved indgangen. Eller om Assar var vågen eller lå og sov et sted. Og hvor?

”Hvor skal jeg finde dig?” mumlede han.

Porten var stængt, og han kravlede som et såret dyr langs muren til han fandt et sted, hvor han netop kunne presse kroppen igennem.

Så stod han i den mørke tempelgård. Alt lå hyllet i nattens bælg, og han var nær ved at opgive sit sidste håb. Måske skulle han lægge sig i en krog som det affald, han var, og lade urenheden og skammen få frit løb og forvandle ham fra dreng til tigger. En tilsølet og forslået tigger lod man gerne ligge uden at bekymre sig synderligt om ham. Kastede i bedste fald brødsmuler eller småmønter til ham. Jog ham i værste fald bort med skældsord.

Men hvad var det? Kom der ikke en smule lys ud fra en smal sprække i den modsatte ende af gården? Et vindue? Han opbød sine sidste kræfter for at nå derhen. Lad det være Assar, bad han og forsøgte endda at sende bønnen op til sin fars gud, som han ellers ikke nærede de bedste tanker om. Men lige nu måtte han gribe ethvert halmstrå, om det så var den mest afskyelige gud, der havde fat i den anden ende.

Det var Assar.

Han sad og læste højt, og hans stemme flød ud i luften som den sødeste honning, syntes Tobias og var lige ved at græde af lettelse.

”Assar!” Han sagde navnet så højt, han turde. Så besvimede han.

 

Da han vågnede stod vennen lidt på afstand og gloede på ham. Han holdt et lille blafrende lys i hånden, og nu kom han langsomt nærmere.

”Hvad har de gjort ved dig, de svin?”

”Det er mig, der er et svin, Assar. Det fatter du vel. De har gjort mig uren.”

”Jaså. Uren.” Assar trådte et skridt tilbage, som havde Tobias kastet med sten.

”Forstår du, de smed mig hen på dyngen af lig. Jeg har ligget på de døde. Jeg er en smittet.”

”Smittet. Jo. Men du kan vel renses så. Eller?”

”Nej.”

”Hør nu Tobias! Du glemmer, hvor du er. Og hvem jeg er.”

”Du er min ven.”

”Ja. Men jeg er også tjener for Isthar, og jeg har magt.”

”Nok til at …”

”… at rense dig. Mon ikke.”

 

”Er det ikke her, du bor?”

Assar skubbede ublidt til ham. Tobias vågnede med et sæt. Han var faldet i søvn, straks de satte ham i bærestolen og sad der og hang på det umage sæde, mens den slingrede gennem gyderne. Vennen havde brugt timer på at rense ham i det hellige vand fra tempelkarrene og bagefter forbinde hans sår, og nu i de tidlige morgentimer havde han sammen med en kammerat båret ham hjem.

Han så sig fortumlet om. Han var virkelig hjemme? Et mirakel. Og var han ren? Et endnu større mirakel. Han vendte sig mod vennen.

”Er jeg ren?” sagde han.

”Hmm … det er du vel.”

”Vel?”

”Bedre kan jeg ikke gøre det.”

”Tak Assar.”

”Jamen, jeg ved ikke, om jeg kan hjælpe dig mere. Du må vist klare dig selv fra nu af.”

”Jeg klarer mig.”

Hele dagen havde Tobias omhyggeligt holdt sig skjult, siddet som en mus i sit hul og spekuleret på, hvad han skulle stille op med sig selv og sit liv. Og han var ikke blevet et hak klogere, siden Assar læssede ham af uden for porten i morges og faktisk havde bedt ham passe sig selv. Lugten fra nattens rædsler sad stadig i næseborene, og han kunne ikke tro, at det var forbi. Han var ganske vist hjemme nu, hos sine egne, men alligevel følte han stærkere end nogensinde, at han ikke hørte til her.

Du har ingen steder hjemme, sagde en stemme i ham, en, han havde hørt før, og han syntes, den lo hånligere end den plejede.

Han knyttede næverne og holdt dem op foran sig, som havde han lige mødt en fjende, der bare kunne komme an. Men der var ingen.

Og han havde et hjemland, det havde han hørt til bevidstløshed hele sin barndom. Det lå og lyste i det fjerne, og som lille dreng badede han sig i det lys, når han var ked af det og blev drillet af de andre børn.

Men lige nu kunne han ikke få øje på det, og det forekom ham lige så uvirkeligt og gådefuldt som himlens stjerner. Og mindst lige så koldt. Og han ville ikke vide af det.

Israel.

Han mumlede alligevel navnet. Det havde en gang været magisk. Men der skete ingenting i hans hjerte. Magien var forvandlet til noget, man til nød kunne drømme om, men som ikke fandtes andre steder end lige netop der. I drømmene. Og i fars sange naturligvis og i mors længsler.

På gårdspladsen visnede træernes toppe. Alle planter hang tørre og triste, som ville de helst opsluges af støvet ved deres fødder. Det var, som om de kun længtes efter ét: at blive til ingenting. Ligesom mor. Morlille. Også hun voksede nedad. Kuglekroget allerede.

Kun Tobias skød i vejret. Som en sjælden plante, der ikke hørte til i al den ynk.

Det var efterhånden blevet sent, snart ville mørket skjule murene, der lå som en mørnet krans omkring den åbne plads, og det ville dække over hver eneste revne i de gamle fliser og kaste et slør over den udtørrede brønd, som mor var begyndt at bruge til affald og som stank værre for hver dag, der gik, og efterhånden mindede om en spedalsk, hvis krop langsomt forfaldt for øjnene af en.

Tobias kneb sine i. Man må se virkeligheden i øjnene, plejede far at sige. Det kunne han sagtens sige, blind som han var. Han så ingenting, og virkeligheden var tåget hen for ham i mere end en forstand. Kun sangene og bønnerne var tilbage fra det tidligere liv.

Engang havde han været det, man kaldte en seer. En profet. En, man spurgte til råds og som man lyttede til. Selv de fornemste i Nineve havde søgt til far, når de var i knibe, og kongen indledte aldrig en krig uden først at konsultere Tobit. Og Tobias kunne huske, at han havde været stolt af sin far. Men det var længe siden.

Endnu var der ikke særlig mørkt. Den synkende sol kastede gyldne kegler gennem sprækkerne i porten, som ville den lige unde sig et sidste kig, inden den helt forsvandt, og i lysstriberne flimrede millioner af støvfnug. De hvirvlede rundt og rundt i en vilter dans, som om de var ligeglade. Eller bare glade.

Tobias kunne ikke huske, hvornår han sidst havde været glad. Han prøvede at være ligeglad. Det kunne han heller ikke. Han var ikke noget støvfnug. Han var en dreng. Og han dansede ikke i solens lys.

Engang havde han danset. Engang havde de alle sammen danset. Dengang havde de været lykkelige.

Han kunne endnu huske den tid, hvor træerne voksede op mod himlen og var ligeså grønne og frodige som blomsterne, der bredte sig overalt og var mors stolthed. Dengang lignede brønden ikke et stinkende lig og vandet flød endnu i dens dyb.

Og det sang fra taljens rustne trisser, når slavepigen Dahlia hejste den store lædersæk ned gennem mørket og fyldte den. Og når hun trak i rebet, og sækken igen svævede op gennem slugten, og hun lod den bumpe over kanten. En rigdom, de frit havde kunnet øse af.

 

 

 

KAPITEL 2

EN DRENG OG HANS FAR

Der sad far, sammenfoldet og med hagen presset mod knæene, helt inde mod muren og i den fjerneste ende af pladsen, som om han ønskede at blive et med de mørnede sten. Tobias’ hund, der ligesom far syntes at have mistet livsgnisten, klinede sig op ad ham med hovedet halvt skjult i den folderige djellaba.

Tobias så, hvordan han langsomt hævede armene og vendte håndfladerne opad mod den vigende lysstråle, som om han ville fange lyset og bønfalde det om at blive hos ham endnu en stund.

Som en tigger, tænkte Tobias og væmmedes.

Hvornår var det, forvandlingen indtraf? Hvornår begyndte livet at sive ud af alt, hvad far rørte ved? Ham, der plejede at give liv. Nu kunne han ikke engang værne om sit eget. Var det Guds forbandelse, og hvorfor ramte den så Tobit, der var den mest trofaste af alle Guds tjenere?

Så skulle den da have ramt mig, tænkte Tobias. Nå, det gjorde den vel også. Og mor. Det var det værste, for hun kunne ikke sno sig fri som Tobias. Hun kunne ikke flygte nogen steder hen.

Han begyndte langsomt at bevæge sig hen mod porten. Listede fremad skridt for skridt, for far skulle helst ikke høre ham, inden han nåede helt derhen og forsigtigt fik lirket porten op og klemt sig ud gennem den smalle sprække. Træet var blevet så frønnet på det sidste, og de gamle rustne hængsler var begyndt at skrige, som jamrede de over deres eget forfald.

Nu var han ved porten. Han stod ubeslutsom. Armene føltes med ét så tunge, og skulle han ikke hellere blive hjemme? Han kastede et blik ind i den halvmørke gård, hvor far stadig sad og faldt i et med muren.

Tobit. Hans far.

Jøden.

Nineve var en broget by. Her færdedes alle mulige folkeslag mellem hinanden, og jøderne havde hidtil ikke skilt sig synderligt ud. Tværtimod. De fleste fulgte Nineves love til punkt og prikke. De spiste den samme mad som assyrerne. De tilbad Nineves guder og levede kort sagt som alle andre folk i byen. Skønt de fleste var kommet dertil som kongeligt krigsbytte og altså var trælle, så var de efterhånden gledet ind i byens hverdagsliv og udfyldte i det store hele den plads, de hver især var blevet tildelt.

Men hans far, Tobit, var noget særligt. For han tilhørte den lille flok jøder, der trofast mødte op i synagogen og dyrkede HERREN min GUD, der afveg fra alle andre guder ved at være den eneste, der ikke var en død ting af sten eller marmor, men en levende ÅND.

Indtil i går havde Tobias ikke været i tvivl. Han ville give pokker i, at han var jøde. Han følte sig heller ikke som slave for nogen. Og han ønskede kun ét: at være fri og stærk og at være sig selv. Han ville ligne de andre drenge i Nineve. Dem, han havde sluttet sig til, og som havde taget imod ham.

Han var stærk, og hidtil havde han kunnet klare sig med sine kræfter og sit fandenivoldske mod. Og de andre drenge havde set op til ham. Han var som en ung ulv, glubsk på livet, og flokken havde villigt åbnet sig for ham.

Og de havde hylet i samme kor.

Indtil.

Nu var alt forandret.

Det var kommet lidt efter lidt, og han burde vel have set det for længst. Men han havde ikke villet. Ikke det. Ikke, at han fra nu af måtte hyle i ensomhed, ikke at kammeraternes blikke var blevet fulde af foragt og at de var begyndt at vende ham ryggen, når han kom, som om han forpestede den luft, de indåndede.

Det tog sin begyndelse, den dag, Kong Sankerib tabte et stort slag. Han havde sat hele sin hær ind på at vinde, men havde i stedet mistet al ære og værdighed, og resterne af en tilintetgjort hær var alt, hvad han bragte med fra det mislykkede togt.

Tobias havde set soldaterne, da de krabbede gennem byporten. En flok forrevne katte, som slæbte sig hen over jorden. Og en pest sad dem tilmed i kødet og truede med ikke blot at udrydde resten af hæren, men hele byens befolkning.

Kongen lod straks de pestramte dræbe, og andet kunne man vel ikke forvente. Men hans næste skridt var underligt og taget helt ud i den blå luft, syntes Tobias. Han kastede nemlig hele sit had på jøderne. Gav dem skylden og hidsede borgerne op imod dem. Og næsten dagligt lod han nogle af dem pågribe og myrde. Og ligene blev slæbt uden for bymuren og kylet på stendyngen, som ellers var forbeholdt de værste forbryderådsler. Her fik de lov at ligge og rådne op, mens vilde dyr og fugle flænsede og hakkede i dem.

Ingen måtte nærme sig bunken. Ingen måtte synge for de døde. Og større skam kunne ikke overgå en jøde.

Og nu havde hånen og hadet ramt ham selv, og han havde ingenting kunnet gøre. Og for første gang var han blevet rigtig bange.

I aftes. Frygten. Sneglene, der krøb i hans blod og slimede hans vilje til. Og den iskolde erkendelse af, at ingenting mere kunne blive det samme. At han var stemplet for tid og evighed.

Han havde nærmet sig drengene hen på aftenen, akkurat som han plejede, og han havde tænkt, at han endnu engang kunne tø dem op og få dem til at le, og at de ville slå ham på skulderen og vise ham, at han var en af deres. Men han gik mere tøvende, end han plejede, og han mærkede en uro, han ikke kendte.

Drengene stod og hang på torvet som hver aften, og alt syntes normalt. Tilmed latteren. Så velkendt. Så trygt. Men latteren forstummede, da han kom nærmere, og som på tælling var de faret frem imod ham og havde væltet ham omkuld, og mens de tævede og sparkede løs og skreg, at han var et SVIN og en JØDE, så var der ingen af de mange voksne på torvet, der så meget som løftede en finger for at hjælpe ham.

Drengene havde slæbt ham hele vejen til den nærmeste byport, forbi vagterne, der heller ikke havde reageret og ud til stendyngen, og her havde de kylet ham fra sig. Og sten og stank og rå latter havde ramt hans ansigt og blandet sig med tårerne og blodet.

Længe lå han der. Omgivet af stinkende lig. Så greb tågerne ham.

Han blev stående lang tid ved porten med hånden på klinken, kunne ikke bekvemme sig til at åbne. Følte, at han burde. At han måtte løbe hen til drengene lige som i aftes, lige som alle aftener og vise dem, at han ikke var bange.

Med ét begyndte benene at ryste under ham, og frygten ormede rundt i kroppen. Men jeg er jo bange.

Mor var endnu ikke kommet hjem, selv om det var sent. Hun gik hver morgen, før solen stod op, og ofte var det mørkt, når hun vendte hjem fra et arbejde, der sled glæden af hende og langsomt ødelagde hendes helbred. Og fik hende til at rase mod far, der aldrig svarede med en stavelse.

Bag sig hørte han far harke. Det lød, som om hele hans indre var på vej op gennem halsen, og Tobias vendte sig om og så igen på ham. Så ynkelig.

Så lidt Tobit den Vise.

Så meget Tobit den Svage.

Tobias følte, hvordan viljen knækkede, hænderne slap dørklinken, og benene begyndte langsomt at bevæge sig bort fra porten og hen mod den gamle mand. Helt henne ved den sammensunkne krop, satte han sig på hug, men sagde ingenting.

Tobit forsøgte at rette sig lidt. Han virrede med sine magre hænder i den tomme luft i stedet for at lægge dem på sønnens hoved og velsigne ham, som han plejede. Ikke engang det, tænkte Tobias og bøjede hovedet.

”Jeg kaldte ikke,” sagde Tobit.

”Nej.”

”Men her sidder du.”

”Ja.”

Tobias fik en klump i halsen. Skulle han slutte sig til den gamle og harke om kap med ham, give op og blive olding, før han var fyldt 17? Han lukkede øjnene, og nu mærkede han farens hænder glide søgende hen over kinder og hage.

”Du er blevet stor. Snart voksen. Jeg burde velsigne dig.”

”Det har du gjort, far. Faktisk hver dag.”

”Men det var barnet, jeg velsignede. Nu er du ikke længere et barn.”

Hvorfor sagde han det? Og vel var han så. Han var en fattig jødedreng.

”Kong Sankerib er ikke et udyr.”

”Nå.”

Hvad kom kongen ham ved? Og vel var han et udyr. Eller værre endnu. Dyr handlede ikke så grusomt.

”Han er et menneske.”

Nu lo far virkelig.

”Husker du, Tobias, dengang kongen jog os bort?”

Det huskede han, men det beviste vel ikke ligefrem, at der bankede et menneskehjerte i det kongelige bryst.

”Og husker du, hvor vi sang?”

Om han huskede? Han ville aldrig glemme den dag, men han havde nu ikke sunget. Han havde sitret af skræk, og mor havde grædt. Kun far gik med løftet hoved, og han havde skrålet mod himlen og de mange mennesker, der var stimlet sammen for at se soldaterne jage den lille familie gennem gaderne. Tobias kunne endnu mærke spydspidserne mod sin nøgne barnekrop. Og han huskede angsten og smerten og fars sære sange, der steg om kap med mors gråd, mens blodet dryppede i deres fodspor.

”Jeg har ikke glemt det,” sagde han og hørte sin stemmes bitre klang. Men far hørte ingenting.

”Jeg gik med Gud.”

”Nå,” sagde Tobias og tænkte, at han gik med en skælvende lille dreng og en grædende kvinde. Hans gud havde ikke været der.

”Og HAN førte os tilbage til Nineve. Det husker du vel også, min søn?”

Jo. Heller ikke det havde han glemt. Kongen havde fortrudt sin handling næsten med det samme. Han havde jo kastet sin bedste rådgiver på porten og sendt ham ud på en flugt, der kun kunne ende på en måde. Med døden.

Det var uklogt, og han fik dem opsporet, allerede inden de havde krydset den store slette. Midt i ørkenen havde de set en støvsky rejse sig i horisonten og nærme sig i al hast, og mor var igen begyndt at græde, og far hengav sig atter til jubelsang, og lille Tobias, der var ved at segne af træthed, stirrede med rædsel på soldaterne, hvis heste kom stadig nærmere og vrinskede og stejlede og stank, da de endelig gjorde holdt lige foran dem.

Og så var de der nogen, der greb ham, men med blide hænder denne gang, og sammen med far og mor blev han anbragt i en vogn trukket af kongelige heste.

Derefter blev de ført tilbage til paladset, hvor kongen stod parat og tog imod dem, som var de fornemme udsendinge fra et fremmed land. Og han havde set på de støvede og nøgne undersåtter med en blanding af nådig tilgivelse og faderlig strenghed i blikket og sagt, at dette var til gavn for dem. Nu vidste de, hvad der skete, når man nægtede at lystre sin herre.

”Jeg lystrer altid Min Herre. Hans miskundhed rækker til himlene, hans retfærd er som havenes dyb, og han forlader aldrig sin trofaste tjener.”

Det havde far virkelig sagt og med tindrende øjne, der var rettet lige mod kongen, skønt det var strengt forbudt at stirre på den ophøjede hersker.

Det var alt sammen, før han blev slået af blindhed. Da han mistede synet, ramte det ham som et lyn fra en klar himmel.

Måske havde den skjulte gud så alligevel forladt hans far? Måske fandtes guden slet ikke, men var opdigtet ligesom de sange, hvori Tobit kunstfærdigt indflettede hans navn og underfulde gerninger. Tobias turde ikke spørge, men han blev endnu engang bekræftet i sin tro på, at det i al fald ikke var nogen venlig gud, faren tilbad.

”Du kommer ikke mere i synagogen?”

Tobias tav. Han kunne umuligt sige til far, at han ikke ville være jøde. At han regnede fars gud for mindre end en orm – den gjorde i det mindste gavn. Fars gud var en, der trådte sit eget folk i støvet og ikke engang gad lytte til dets klagesange.

Hvad kunne han tilbyde? Andet end falskhed og løgne og brudte løfter. De ringeste indbyggere i Nineve var jødiske slaver, og de var slæbt hertil fra et ødelagt Jerusalem eller fra andre steder i hjemlandet. Hvilken gud var det lige, der beskyttede dem?

Det var assyrerne, der var sejrherrerne, ikke jøderne. Og altså var det deres guder, der var stærke. Og som skærmede og hjalp.

Ikke jødernes.

Stilheden videde sig ud, indtil den fyldte hele gården, og Tobias ikke kunne være i den, men heller ikke magtede at bryde den. Noget havde sat sig på tværs i halsen.

Et sted i gyden skrydede et æsel. En kærre skrumplede forbi lige uden for porten. Hesteskoene slog hårdt mod brostenene. Så var der igen helt tyst. Lyskeglen var omsider slukket, og mørket sneg sig ind i alle kroge.

”Men vi er alligevel ikke fattige,” sagde far, da stilheden føltes mest ubærlig. Og så lo han. Denne gang hjerteligt.

”Hvad er vi ikke?”

”Fattige. Det kan ingen kalde os.”

”Hm … ”

Det var der vist mange, der kunne.

”For vi har penge.”

”Penge? Hvor?”

Tobias så sig om, som om han søgte efter en skat, som lå og glimtede et sted i mørket, og som han hidtil havde overset. Var det her en leg?

”I Medien. I Rages. I sin tid lånte jeg ud til min slægtning Gabael. Han skylder mig.”

Rages lå et sted i verdens udkant, og hvis far havde penge der, så kunne det være lige meget. Så kunne de ligeså godt have ligget på havet bund.

”Det her har jeg længe villet tale med dig om. Men du var jo et barn. Nu ser jeg, at barnet er borte.”

Han lagde en hånd på Tobias’ hoved og velsignede ham. Som altid føltes det på en gang akavet og trygt. En slags dagligt brød, der var en smule muggent i kanten.

Far rettede sig så meget, som den krumme ryg tillod og nærmede sit ansigt til sønnens. De blinde øjne skinnede gult. Så hævede han stemmen og lød som Rabbi, når der skulle forkyndes til Guds ære.

”Unge mand, du har en mission.”

En mission? Det var da et nyt ord, og Tobias måtte tygge på det, før han kunne besinde sig til at svare.

”Mission? Hvad mener far? Jeg kan ikke rejse til Rages.” Han skubbede sig lidt væk fra fars ansigt.

Far fortsatte med at udrede sine planer for Tobias. Det var ikke blot pengene, det drejede sig om, sagde han. Der var også det, at Tobit ikke mere kunne holde ud at leve i mørket.

”Det forstår du vel, Tobias.”

Jo, det gjorde han da. Det i det mindste.

”Ja, og hver dag beder jeg Herren løfte mig op og bade mig i sit himmelske lys. Og Herren er nådig og lydhør.”

Nå, var han det? Så skjulte han det da godt. Og hurtig i vendingen kunne man i al fald ikke kalde ham.

”Og snart vil jeg forlade dig, Tobias. Og du må love mig en ordentlig begravelse. En jødisk jordefærd efter alle regler og forskrifter. Lover du mig det?”

”Øh … jo.”

”Jeg vil ikke ende på stenbunken.”

Der gik et sæt gennem Tobias, og han greb fars hånd og klemte den hårdt.

”Aldrig far. Det lover jeg.”

”Og mor …”

”Mor!” Han stirrede forfærdet på det mimrende ansigt foran sig.

”Ja. Hende skal du begrave ved min side.”

”Jamen, far, hun er da …”

Igen overhørte far ham.

”Men først skal du hente pengene.”

”Hente. Nej.”

”Og så må du samtidig hente en pige og bringe hende med dig hjem.”

”En hvad?”

”En pige. Ja, det ved du vel, hvad er? Sådan en … med … disse hersens …” Far gjorde nogle fejende bevægelser, der kunne betyde hvad som helst.

”Kort sagt, du skal giftes.”

”Nej. Og jeg kender ingen pige.”

Nu løj Tobias, men det kunne far ikke vide. Han havde jo aldrig set Tobias og drengene stå og hænge ved porten, nårpigernehen under aften gik ud til den store brønd efter vand. Når de passerede forbi, og drengene delte dem mellem sig. Pige efter pige. Indtil alle drengene havde fået hver sin. Selvfølgelig på afstand og hviskende, ogpigerneanede jo ingenting. Eller gjorde de? Tobias kom til at smile ved tanken om de skrå blikke, som de halvt skjult bag klædet kastede til drengene. Også han havde sin udvalgte. Tamara hed hun, og både i tanker og ord havde han mere end en gang lirket tørklædet af hende og ladet de lange, mørke krøller danse om det blege ansigt. Han blev hed ved tanken om pigen, som han både kendte og ikke kendte, og han slog øjnene ned, selv om far ikke kunne se det.

Nej, han behøvede ikke begive sig ud på en farefuld rejse for at finde en smuk kone. Hun fandtes allerede. Og tilmed her i Nineve. Og han forsøgte forlegent at gøre far det begribeligt.

”Vrøvl. Du må naturligvis have en hustru med din egen tro.”

Min tro?” En troløs altså.

”Åh, du taler som et barn. Men jeg kan ikke vente længere, og inden jeg lukker mine gamle, blinde øjne, må jeg sørge for, at dine åbnes.”

Aldrig, tænkte Tobias.

”Du tilhører Naftalis stamme. Du er galilæer. Det kan du ikke løbe fra.”

Du aner ikke, hvad jeg kan løbe fra, tænkte Tobias.

”I Ekbatana har du en kusine.”

”En kusine?”

”Ja, og de siger, at hun er smuk.”

”Jeg kan godt nøjes med mindre,” forsøgte Tobias.

Igen indfandt der sig en larmende stilhed, men denne gang varede den ikke længe, for nu hørtes hængslernes skurren, blandet med en anden lyd, som han ikke straks genkendte.

Et dyr?

Han vendte sig om og så, at det var mor, og at hun bar noget levende på armen. Hun holdt det så forsigtigt ind til sig, som var det et lille barn, hun skulle skærme. Nu kom lyden igen. En brægen.

”Se Tobias! Se, hvad jeg har bragt med til dig,” Og hun rakte bylten frem mod ham. Stemmen var så uvant glad.

Tobias overhørte fars utilfredse brummen. Han sprang op og løb hen til hende og greb det lille kræ, der ivrigt slikkede hans hænder. Han så på mor, hendes øjne var levende. Hun var levende. Og det lille dyr i hans arme sprællede af liv.

Han lo.

 

 

KAPITEL 3

LYSENE SLUKKES ET FOR ET

Tobias måtte skynde sig. Hver time var kostbar i denne tid, og nu sad gamle Isak og ventede utålmodigt på ham.

Alligevel standsede han foran fars vindue og stod en tid og lyttede til ordene, der flagrede ud i gården, som blev de båret på brisens vinger.

Det var ikke første gang, Tobias måtte standse op og undre sig over far. For mens alle andre jøder i Nineve syntes grebet af håbløshed, så hengav denne ene sig mere helhjertet end nogensinde til digtningen, og det var tydeligt, at den bar ham bort fra den knugende angst, der havde grebet alle, og satte ham i en tilstand af utidig glæde.

Tobias forsøgte at unddrage sig ordenes magi. Han ville ikke bildes noget ind. Han ville se verden, som den var. Mørke var mørke og lys var lys. Og der blev mere og mere af det første. Og lysene slukkedes et for et i Nineve. For ham som for alle andre jøder.

Fars sange ændrede ingenting.

Alligevel mærkede han, at noget var forandret. At han selv var forandret, og for første gang følte han, at ordene gav genklang i hans eget indre.

Nej, mumlede han, men blev alligevel stående. Lyttede. Ordene kastede rundt med lys og håb, så det gjorde ondt i en. Og samtidig gjorde det godt, som salve på et sår, der ikke ville heles.

Pludselig misundte han far, der kunne synge sig fri.

Jeg takker dig, Herre og forkynder din magt og storhed

I det land, hvor jeg lever i fangenskab

Jerusalem, Jerusalem

Forbandet være alle der håner dig

Forbandet være alle der river dig ned

Nedbryder dine mure og omstyrter dine tårne

Og sætter ild til dine huse

Lykkelige de der elsker dig

Lykkelige de der glæder sig over din pragt

Lykkelige de der blændes af dit lys

Lyset i din by Herre

Lyset i dit Jerusalem

Lyset fra Herren

Min sjæl, pris Herren, pris hans storhed

For Jerusalem skal genopbygges,

Hans hus skal tilhøre byen i al evighed.

Jerusalem! Jerusalem!

Lykkelig jeg, hvis efterkommere vil få din herlighed at se.

Nej, gentog. Højt denne gang. Han rystede fortryllelsen af sig og satte i løb. Måtte til Isak, og det kunne slet ikke vente. Måske sad den gamle pottemager også og sang, men så var det i det mindste sange uden klang og skønhed. Dem kunne man sagtens vende det døve øre til.

Hurtigt skråede han over gårdspladsen og nåede at gribe fat i den rustne klink og skulle netop til at skubbe porten op, da det gik op for ham, at sangen var forstummet. Først var der helt stille. Så kaldte far.

”Tobias!”

Tobias stemte skulderen i og skubbede porten helt op.

Nej far.

Hele ugen havde han været hos Isak fra den tidlige morgenstund og tilbudt den gamle pottemager sin beskyttelse. Soldaterne havde dræbt Isaks eneste søn, og hans kone var død af sorg, og nu sad han ene og skælvede for sit sølle liv.

Da Tobias var lille, var det Isak, han tyede til, når verden gik ham imod, og nu kunne han gøre en smule gengæld, syntes han, og hver morgen anbragte han sig i værkstedets dør og prøvede at se drabelig ud. Vidste jo nok, at han intet kunne stille op mod soldaterne, hvis de valgte Isak som det næste offer. Men han kunne i al fald lade som om. Og den gamle syntes sært beroliget ved synet af den store, tapre dreng.

”Vi klarer det, Isak,” sagde Tobias, når den gamle begyndte at græde.

Og desuden. Hvad skulle han ellers stille op med sig selv? Han var som alle andre jøder jaget vildt, og drive om derhjemme orkede han ikke. Og far ville han helst undgå.

Det kunne han ikke, for nu gjaldede stemmen igen og højere og mere indtrængende end før.

”Tobias!”

Tobias slap sit tag i dørgrebet, vendte sig og gik modvilligt tilbage.

Inde i det dunkle kammer satte han sig på gulvet med korslagte ben og så tæt på far, at han kunne mærke hans åndedræt.

”Du kommer ikke mere i synagogen.”

”Den er lukket.”

”Og Rabbi …?”

”… har de dræbt.”

En tid sad de tavse, sagde far: ”Du skal rejse. Nu.”

Åh, nej, det gad han ikke høre på. Fars utålelige snak om Rages og penge, der skulle hentes. Og en pige, der skulle ægtes og så den der endeløse rejse, ingen kunne vide, hvor førte hen.

”Jeg vil helst blive.”

”Jeg sender dig af sted med Herrens velsignelse. Hans engle vil skærme dig. ”

”Jeg tror ikke på engle.”

”Tror du på noget?”

”Ja. Noget.”

Han tænkte på Tamara, han tænkte på lysende morgener, når solen stod op over Tigris og farvede luften og vandet rødt, han tænkte på Assar, der stadig var hans ven. Så tænkte han på far og mor og gamle Isak.

”Ja,” sagde han igen.

”Godt. Så kan du rejse.”

Tobias krabbede baglæns. Ikke langt, men langt nok til, at far måtte flytte sine hænder fra hans hoved. Med ét følte han sig meget alene. Det var, som om han gled længere og længere væk, ikke bare fra far, men fra alting.

En fugl fløjtede fornøjet i toppen af det gamle, visne træ, det dryppede fra gårdens vandbeholder, der længe havde været utæt.

”Jeg har kun dig.”

”Ja,” sagde Tobias.

”Og nu skal du gå.”

”Gå?”

”Ud i byen. Se folk an, vælg den rette ud, tal til ham på vores sprog og svarer han dig, så skal du sende ham til mig.”

Var far blevet vanvittig? Gå rundt i Nineve nu. Og så ligefrem skilte med sin jødedom.

”Hvorfor?”

”Du kan ikke rejse ene.”

”Nej. Men jeg kan da heller ikke rejse med en eller anden pjaltejøde.”

”Sådan må du ikke sige.”

”Men far, det er jo det, de er. Alle som en. Pjaltede. Og fattige.”

”Fattigdom er ingen skam.”

”Nej.”

”Gud vil hjælpe dig.”

Mon? Det med at hjælpe var ikke lige gudens stærkeste side, og han tænkte på far og alle de andre jøder. Men han sagde ingenting. Rejste sig og gik. Som en lydig søn.

Tobias stilede mod det store torv, hvor der altid færdedes et virvar af folk. Måske var der jøder iblandt. Måske fandtes der stadig nogen, som ikke var bange for soldaterne.

Men inden han nåede så langt, hørte han sit navn slynget ud og vendte sig om. Det var Ruben. Ruben med det lange, sorte hår, der faldt i fine slangekrøller ned langs kinderne, og øjne, der altid var skinnende sorte af alvor. Også dengang, da de var små, da de endnu levede som brødre. Og senere, da de havde siddet side om side i synagogen.

Der var bare det, at mens Tobias havde rejst sig og var gået og aldrig vendt tilbage, så var Ruben blevet siddende.

”Godt, jeg traf dig, Tobias. Jeg ledte netop efter en jøde.”

”Så er vi to.”

”Hvad?”

”Ja, for det gjorde jeg også.”

”Heldigt.”

”Måske. Hvis du altså vil med?”

”Selvfølgelig. Som det er nu, man være med. Ellers bliver man jo som en af dem.”

”Du skal vide, at det er farligt.”

”Jeg er ikke bange. Jeg gør altid det, Herren kræver.”

”Nå, det er nu kun min far.”

”Gud velsigne din far, Tobias. Han er et lysende eksempel for os alle. Og nu har han altså sendt sin eneste søn, fordi han ikke mere selv kan udføre HANS bud.”

”Sådan ville jeg ikke lige sige det.”

”Men jeg forstår ikke, Tobias. Du valgte jo Assar for mig. Vil du nu virkelig ofre dit liv.”

”Egentlig ikke.”

Ruben så forvirret på ham, så slog han vennen på skulderen og forsøgte et smil.

”Du er sand jøde, Tobias. Og nu går vi derud. Sammen.”

”Derud?”

”Til stenbunken. Og så stiller vi os skulder mod skulder og synger de gamle salmer, og vi bærer ligene hjem på vore skuldre. Og på vejen tilbage vil de måske dræbe os, men så dør vi i Guds milde hænder og med HANS navn på læberne.”

Nu var det Tobias, der stirrede. Pludselig gik sammenhængen op for ham. Han forstod, og i et glimt var han tilbage ved dyngen af sten og rådnende lig. Han så igen det nøgne menneske, som fuglene havde hakket til ukendelighed. De havde kylet ham ovenpå liget, for at han skulle blive uren. Han huskede berøringen, huskede stanken og rædslen så stærkt, at han et øjeblik var ved at besvime.

”Rolig, Tobias, vi går i døden som martyrer. Vi har intet at frygte.”

Et kort øjeblik havde han set ind i de tomme øjenhuller. De havde været sorte som natten, og nu så Ruben på ham med de samme øjne. Det svimlede for alvor, og han måtte gribe kammeratens arm for ikke at falde.

”Undskyld Ruben,” hakkede han. ”Undskyld.”

”Hvad er der nu?”

Tobias slap armen og vendte sig om. Så satte han i løb. Ikke til torvet, ikke til far, ikke til Isak. Han måtte finde Assar.

Assar var stadig hans bedste ven, og han kunne hjælpe ham mere end alverdens guder tilsammen. Han kunne holde ham skjult og sørge for, at han blev en anden. En, der ikke var jøde. Og som ikke hele tiden måtte frygte for sit liv.

Nu ville han skynde sig til Isthartemplet. Han ville ikke være martyr. Han var 16 år, og han ville leve.

JAMEN SÅ FORLADER VI DRENGEN, SOM GERNE VIL LEVE.

JEG VIL OGSÅ GERNE, AT HAN SKAL LEVE. SELV HAR JEG FAKTISK LEVET SAMMEN MED DEN DRENG I ET ÅRS TID NU OG ER KOMMET TIL AT HOLDE NOGET AF HAM. HÅBER, AT HAN OGSÅ FÅR ADGANG TIL DIT LIV.  SAMMEN.

 

 

 

 

 

EN FORFATTER HAR BOPÆLSPLIGT I SIN TEKST

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og vil skrive. Du kan finde researchsider og forsøgssider og meget andet. Vil du vide mere om forfatteren, er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd, men ellers fortæller min hjemmeside også noget om den person: www.hesselholt.com
EN FORFATTER HAR BOPÆLSPLIGT I SIN TEKST
***
***
I en lidt anden formulering læste jeg disse ord i avisen i dag og tænkte, ja, sådan er det, man skal bo i sin tekst. Det er en pligt man har, når man skriver.
Jeg forstod i al fald sætningen på den måde, at man skal ind i sin tekst og blive der, indtil man bliver ét med den. Det betyder, at man skal kende det sted, hvor ens tekst udspiller sig. Kende det så godt som muligt. Man kan jo naturligvis ikke tage en doktorgrad i historie, eller i geografi eller i biologi ( jeg ville i al fald ikke kunne ( nå/orke) det. Men bare gøre sig umage. Det er det, man skal, og det rækker.
Derfor er reseacharbejdet så vigtigt.
Det er også derfor, at jeg har jeg brugt tid på at læse Bibelen og de apokryfe tekster - inden jeg vovede mig ud i at genskabe ( skabe) Tobias’ historie. Den er ganske vist ikke klistret til sit forlæg, men bevæger sig frit i den retning, den kom til at tage i mine hænder. Sådan hænger det sammen for mig, når jeg skriver, og for de fleste andre, tror jeg, at troskaben går i flere retninger: man skal også være tro mod de tanker og ideer, der opstår undervejs, hvis man kan se, at de passer til den tekst, man skriver på. Man skriver som romanforfatter altid på litteraturens egne betingelser, og er det en historisk tekst, så skriver man selvfølgelig også på helt specielle krav om sandhed og viden.
Det er på den måde, jeg arbejder.
Jeg ved således udmærket, hvor vi befinder os historisk, når vi vandrer sammen med Tobias og Rafael. Jeg ved nogenlunde, hvordan der har set ud og hvem der boede der osv. Selvfølgelig er der meget, jeg ikke ved, men forhåbentlig forstyrrer det ikke fortællingen.
**
**
Men jeg ved alt for lidt om Mellemøsten i dag. Derfor har jeg. brugt meget af min tid i sommerhuset dette efterår på at læse nogle bøger om Israels opståen og hele spillet deromkring.. Jeg vil her omtale to af dem, for de har været centrale for mig.
Den ene er skrevet af zionismens fader: Theodor Herzl, Altneuland  ( i 1903) – og den anden er af Ari Shavit: Mit forjættede Land ( den er fra 2016 – eller i al fald oversættelsen er)
**
**’
Herunder Herzls original fra 1902
**
**’
””””””””
”””””””’
Begge bøger handler om landet Israel: den første er en utopi – den anden skildrer Israel i dag og landets historie.
Det fine ved dem begge er, at de i udgangspunktet er forsøger at være objektive og ærlige. Jeg tror, at den anden “Mit Forjættede Land”  virkelig er det, og at den første gør sit bedste og desuden er det sådan, at den danner en slags model for opbygningen af Israel.
Altneuland inddrager ikke konflikten mellem jøder og arabere, for Herzl havde ikke fantasi til at forestille sig den. Han tager det som en selvfølge, at araberne vil byde jøderne velkommen med kyshånd, og han går ind for  ideen om absolut ligeret for jøder og arabere. Kort sagt: han ser ikke og omtaler derfor ikke den vold, der følger i kølvandet at opbygningen af landet.
Da Israel bliver erklæret selvstændig stat, er det så som så med idealismen, og de smukke drømme om sameksistens mellem jøder og arabere er ikke til at få øje på.
””
””
I det følgende vil jeg citere lidt fra bøgerne – måske vil det være en appetitvækker – jeg kan i al fald kun anbefale, at man læser Shavits bog. Herzls er interessant på sin vis, men som litteratur synes jeg, den er lidt kedelig. En dårlig roman. Men den fik altså stor betydning for det, der senere skete.
””
””
Theodor Herzl er født i Budapest i 1860. Han flyttede som ung til Wien, hvor han grundlagde den zionistiske bevægelse. Hans første bog om en jødiske stat hed Die Judenstaat; senere skrev han Neualtland (1902) – han døde i 1904, og nåede altså ikke at se virkeliggørelsen af sin drøm.
”””
””’
Jeg købte i 1960 en engelsk oversættelse af Herzls bog, oversat og kommenteret af Lotte Levensohn, og det er den, jeg vil citere fra.
””
””
De store progromer ( jødeforfølgelser) i Østeuropa i slutningen af 1800tallet gjorde mange veluddannede jøder statsløse, og det var Herzls drøm, at de skulle rejse til Palæstina – de kunne meget, og deres juridiske, medicinske, ingeniørmæssige, musiske, filosofiske og humanistiske viden skulle sammen med det store forfulgte jødiske proletariat opbygge en mønsterstat, hvor de første skulle skabe rammerne, og de sidste være solbrændte, sunde og lykkelige arbejdere.
Noget af det gik i opfyldelse.
Her et par citater: Hovedpersonen i romanen, Friedrich, en desillusioneret ung mand, og hans venner besøger Israel i 1923 ( H. skriver altså en fremtidsroman!) – og her taler de med nogle bosatte jøder, far og datter, de er begge øjenlæger:
””
””
side 45):
“What”" cried Kingscourt. “Is this young lady a doctor?”
“Yes. She studied under me at first, and later i Paris. Now she is my assistant. A very learned person, my Sascha.”
The young lady doctor blushed at her father’s praise.
“Oh! papa!” she cried deprecatingly.
Dr. Eichenstamm stroked his long gray beard.
“One May say what is true,” he said. “We are not here solely for pleasure, gentlemen. We are interested in eye diseases. Unfortunately, there is no lack of them here. Dirt and neglect revenge themselves. Everything is in ruins here. And how beatiful it could be, for it is a golden land!”
“This country?” inquired Friedrich incredulously. “The milk and honey description is no longer true.”
“It is always true!” cried Eichenstamm enthusiatically. “If only we had the people here, all else would follow.”
“No,” asserted Kingscourt decisively, “there’s nothing to be expected form people.”
Dr. Sacha turned to her father. “You ought to suggest that the gentlemen see the colonies.”
“Which colonies?” asked Friederich.
“Our Jewish settlements,” replied the old gentleman. “Don’t you know anything about them either, Dr. Loewenberg? They are the most remarkable phenomenon in modern Jewish life. Societies i Europe and America, the socalled “Lovers of Zion”, promote the transformation of Jews into farmers in this old land of ours. A number of such Jewish villages already exist. Several rich philantropists have also contributed funds for the purpose. Our old soil is productive again. You must visit th Jewich villages before you leave Palestine.
*
*
Vi får i bogen som sagt et billede af det Israel, som Herzl forestillede sig, og rigtig mange af hans tanker, blev realiserede ( brugt som model) i opbygningen af landet. Men altså langt fra så fredeligt, som han havde tænkt.
*
*
Jeg vil herunder bringe et par citater fra Shavits bog. Om Ari Shavit følgende: Han er forfatter, israeler og bor i landet. Herbert Pundik skriver på bogens omslag følgende:
*
*
Shavit er en af Israels mest debatskabende skribenter. Hans bog er en ærlig, på visse punkter brutal, fremstilling af et samfund i splid med sig selv, fanget i et skisma mellem religiøst pres og individuel frihed, mellem et jødisk flertal og et arabisk mindretal, mellem fredsfolk og krigsmagere.
*
*
Ari Shavit indleder med at fortælle sin oldefars, Herbert Bentwichs, historie. Hvordan han, der tilhørte den emanciperede del af europæiske af jøder, fandt ud af, at også de var ramte af antisemitisme. Han rejser så til Palæstina. Og han ser det, han vil se. Og lukker øjnene for det, han ikke vil se. Her er et citat fra side 29:
*
*
I min oldefars bevidsthed er der ingen plads til landet, som det virkelig er. Der er ingen plads til de palæstinensiske bønder, som står blandt deres figen- og oliventræer og vinker til den fine britiske gentleman, som er opslugt af det bibelske landskab, han iagttager gennem togets vinduer.
*
*
Og videre (s.34)
Herbert Bentwichs generation udgøres af emanciperede jøder, som forelskede sig i Europa og knyttede deres skæbne til Europa. Efter at være brudt ud af ghettoen, hvor de havde været lukket inde i århundreder, brød de op og blev en del af oplysningens Europa. De berigede både kontinentet og sig selv. Men efterhånden som det 19.århundrede nærmer sig sin afslutning, må disse jøder se i øjnene, at uanset hvor meget de holder af Europa, holder Europa ikke af dem. For disse netop emanciperede jøder er Europa som en plejemor. De ser op til hende, de tilbeder hende, de vil give hende alt, hvad de har. Men pludselig går det op for disse hengivne børn, at Europa ikke vil vide af dem. Europa synes, de lugter. Pludselig er der et nyt og anderledes blik i Moder Europas øjne.
*
*
Ja, så er det, zionismen opstår, og Shavits oldefar rejser rundt med julelys i øjnene og ser ikke virkeligheden. Det gjorde vi andre heller ikke i 1950′erne. Jeg er i al fald opdraget til at betragte Golda Meïr og Ben Gurion som helte.
Virkeligheden gik først for alvor op for mig langt senere. Jeg husker en aften. Det var i 1980′erne. Jeg var lærer for unge flygtninge, som ville læse på universitetet – vi hjalp dem til en dansk studentereksamen.
Den aften havde jeg inviteret klassen med hjem. En af drengene var palæstinenser, han hed Mohammed, og han var en meget sympatisk og en intelligent dreng ( 17-18 år).Jeg kom virkelig til at holde af ham, og han havde et fint forholdt til sine lærere. Men lige den aften kunne han have myrdet mig, tror jeg. Jeg så i al fald had – lynende had – i hans øjne, da jeg kom til at forsvare jødernes ret til at være i Israel. Mohammed var fordrevet araber – hans familie havde boet i Shatila, en flygtningelejr, som Israel havde jævnet med jorden.
*
*
Man kan blive klogere. Men det er en strid, hvor selv den mest retfærdige dommer må bide i græsset. Der er ingen retfærdighed at finde der. Hverken for jøder eller arabere.
*
*
Det fortæller Shavits bog udførligt om.
*
*
Man hører om de første kibbutzer – hvordan de var nødvendige i opbygningen af landet. på side 47 skriver Shavit:
*
I 1921 står det klart, at den ikkesocialistiske zionisme ikke vil kunne kolonisere Palæstina. De borgerlige Rotschild-kolonier … har udspillet deres rolle. De baserer sig på liberale værdier, en borgerlig livsstil og nogle markedskræfter, der ikke vil kunne løfte denne opgave. Utopiske kolonier i stil med Degania er heller ikke tilstrækkelige. Frihed, nærhed og individualisme kan heller ikke foreners med denne mission. Hvis Zionismen skal sejre, er der brug for en velorganiseret og veldisciplineret socialistisk struktur.
*
Måske er Israel det eneste sted i verden, hvor kommunismen har levet sig ud i virkeligheden og oven i købet er lykkedes. Man hører i bogen om disse benhårde arbejdssteder, der kan minde om ren slaveri, hvis det ikke var, fordi “slaverne” arbejdede frivilligt og med stor entusiasme og følte, at de var med til noget stort.
Herzls tanker om et samspil mellem højt uddannede eksperter, kunstnere og intellektuelle i disse landsbrugssamfund realiseredes virkeligt, og Shavit skriver, at der i begyndelsen var et godt forhold mellem arabere og jøder, mest fordi arabernes forhold rent materielt faktisk forberedes markant. Før var de fleste meget fattige og en slags livegne for ejerne af jorden, der har boet langt borte og iøvrigt interesseret sig utrolig lidt for landbrug. Det meste fik lov at forfalde.  Uvidenhed og fattigdom afløses af større viden og større velstand. I nogle af de største kibbutzer er der arabere ansat som tillidsfolk.
Men freden varer jo kun kort. Der opstår militante grupper i begge lejre. En arabisk nationalisme blomstrer frem, efterhånden som der kommer flere og flere jøder til landet, og en israelsk tilsvarende militant bevægelse vokser i samme takt, eller hurtigere.
*
Vi kender resten. Men Shavit gør fantastisk fint rede for, hvordan udviklingen er gået siden de første tanker om et Israel voksede frem og til i dag.
Israel opstod vel på grund af holocaust. Da jøderne blev så mishandlede, at det ikke kan beskrives, bliver drømmen om et fristed en realitet.
Men jøderne levede jo i disasporaen længe før Kristi Fødsel. Og det er jo et af emnerne i Tobias og Englen.
Som man vil vide, når man har læst Tobias og Englen, så vil Tobias ikke være jøde. Det er dog det sidste, han kunne tænke sig, for også dengang blev jøder forfulgt, og han oplever en af de barske tider for det fordrevne folk.
*
Forleden læste jeg om en nutidig person, som heller ikke ville være jøde. Hendes navn var Lili, og hun var ungarer (hun er død nu).
*
Det er hendes søn, Péter Gárdos, en ungarsk forfatter, der skriver hendes historie “Feber ved daggry” hedder bogen, og selv om den handler om hans mor, så er den bygget op som en roman.
*
Vi møder pigen Lili, der er overlevende fra Bergen Belsen og kommer til Sverige i 1945, hvor hun møder sin kommende mand, der er overlevende fra Auschwitz. Hun vil konvertere til kristendommen og i al fald ikke mere være jøde. En svensk rabbiner kommer for at tale hende til rette, og her er et lille uddrag af bogen, hvor de to mødes:
*

(Side 209): (Han) lænede sig frem og så Lili dybt i øjnene. – Du har mistet din Gud.  …  - Nej, det er Gud, der har mistet mig. … 

(Side 210): – Var De der måske?! Var De måske med på rejsen? Var De måske i kreaturvognen sammen med os?!

Lili talte meget stille, men hendes hænder var knyttede, og selv om hun sad ned, var hendes krop spændt som en flitsbue.

- Jeg vil ikke prøve at bilde dig ind, at det bare var en slags prøve. Nej, det ville jeg ikke turde sige til dig, efter alt hvad der er hændt. Gud har mistet dig – i orden. Rettere sagt, det er slet ikke i orden, jeg står også på krigsfod med ham i den anledning. På krigsfod! Jeg kan heller ikke tilgive ham! Hvordan kunne han gøre det mod os? Mod dig! Rabbien pegede på de andre. – Mod dem!

Rabbien stak uret i lommen, der var ikke brug for det længere. Han sprang op, og stolen væltede. Han var ligeglad, han begyndte at gå frem og tilbage, fire skridt frem og fire tilbage. Han gik hurtigt og råbte.

- Nej, for det er der ingen tilgivelse! Og det siger jeg til dig, jeg, rabbi Emil Kronheim! Jo! Jo! Mange millioner af dine brødre og søstre blev skamløst myrdet! Udryddet! Millioner blev ført som kvæg til slagtebænken og slået ihjel. Nej, selv stude bliver behandlet mere humant end vores trosfæller! Men Gud i himlen, disse millioner er ikke engang blevet kolde endnu! Vi er ikke engang færdige med at bede over dem! Og du vil forlade os allerede?! Det er ikke Gud, du skal være fair over for, han fortjener det ikke! Det er de mange millioner! Dem har du ikke ret til at fornægte.

 

Oktoberstemning i Tranestederne


Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og vil skrive. Du kan finde researchsider og forsøgssider og meget andet. Vil du vide mere om forfatteren, er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd, men ellers fortæller min hjemmeside også noget om den person: www.hesselholt.com

Tobias skulle skrives færdig.
Men. Tobias blev lidt fjern. For …
For mågerne skreg, og efteråret ruskede i hav og i træer. Og bølgerne slog som rasende mod stranden. Så derfor: på med hue og støvler og store frakker og ud. … ud på heden og ned på stranden. Stride sig frem i vinden, mærke og høre naturkræfterne rase og regere i stormen. Og hvordan de overdøvede alt andet. Den oplevelse kan ikke sammenlignes med noget andet, synes jeg. Og jeg kommer til at tænke på forfædrene: hvordan de stred sig ned til havet, ikke for at mærke naturkræfterne rase, men for at kæmpe imod dem. De kom, fordi skibe var i havsnød, og de kom, fordi de var nødt til det. Nogen måtte sætte livet på spil for at redde andres liv. Det var hårdføre folk. Og dem er man trods alt rundet af. Det er faktisk en ret god fornemmelse.
——————————————-
Husker nogle digte, som jeg skrev i 1960.
Jeg boede dengang på kostskolen i Silkeborg, og jeg længtes hjem, navnlig i efteråret var det slemt. Jeg savnede havet og himlen . Her i det idylliske Silkeborg ( smag lige på navnet!) var der træer og blinkende søer alle vegne.
Så skrev jeg digte. Det hjalp. Der, i ordenes skinverden, kunne jeg trække vejret.
Her er et par stykker fra den tid:
——————————————————————-
——————————————————————–
Min krop
vågner
hver celle
får liv
fra stormen
og stjernerne
og den sorte nat
og lydene
fra brændingen
og den hvide
vildskab
omkring mig
tænder en gnist
som sikkert
fortærer angsten
———————————-
————————————-
Nu fanger lyden
af hav mine sanser
en brølende brænding
overdøver
stormen fra andre steder
havet kærtegner min kind
havet er stærkt og salt
vinden er vild og varm
klitterne strækker sig
tavse og uden bøn
silhuetter i sommernatten
lykkelig står jeg nu her
og er menneske
————————————————
————————————————
Universet er tomt og tier
himlene ler ikke mere
månen er blottet og hård
min tanke
og tvivlens lille brod
——————————————–
——————————————–
Og så fik Tobias altså lov at ligge og hygge sig med sin engel.
——————————————————————————–
Han udviklede sig dog en smule i sene nattetimer; fik negle og hår. Er nu ikke mere foster. Blev langsomt barn. Blev dreng. Blev teenager. Og han blev ikke blot forelsket, han blev gift, han blev kastet ud i livet på den brutale måde, der hørte tiden til, og som for resten hører alle tider til: han skulle gennem de klassiske lidelser og mærke sin angst, før han kunne … kunne hvad?
————————————————————————————–
Ja, så langt er jeg ikke nået. Og så langt er der for resten mange, der ikke når.
———————————————————————————————
En ting har jeg tænkt over : Til alle tider den samme flugt, den samme menneskeforagt. Ikke så meget har forandret sig, siden Tobias gik på jorden ( eller Jesus for den sags skyld) . Læste i Information om en ung Afghaner , 21 år, som er kristen, og som derfor er flygtet til Danmark. Nu blev han så forleden sat på et fly og tvangshjemsendt til Afghanistan. Han blev bundet fast til sædet, men inden nåede han at sluge et barberblad.
—————————————————————————————————–
Ville hellere dø end blive sendt til tortur og uvished i sit hjemland.
—————————————————————————————————–
Tobias oplever det samme. Ja, der er jo ikke noget fly, de kan sætte ham på. Men farerne, hadet, usikkerheden og angsten  er det samme. Brutalitetens og ondskabens arme griber til alle tider lige hårdt.
————————————————————————————————————
Også i dag er verden fuld af Tobias’er – men ikke alle følges med en engel. Eller gør de? Jeg beder til, at de gør det. At Guds Engle ikke forlader dagens flygtninge. For vi mennesker har forladt dem.
———————————————————————————————————————
Men tilbage til Tranestederne. Som der ser ud en oktoberdag – forleden dag.
Et sted læste jeg forleden følgende sætning:
EN FORFATTER HAR BOPÆLSPLIGT I SIN TEKST
Den udtalelse vil mit næste indlæg handle om.
Ari Shavit fortæller hvorfor de smukke drømme visnede.

Septemberstemning i Tranestederne

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og vil skrive. Du kan finde researchsider og forsøgssider og meget andet. Vil du vide mere om forfatteren, er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd, men ellers fortæller min hjemmeside også noget om den person: www.hesselholt.com

Som nogen vil vide har jeg i den seneste tid boet i sommerhuset i Tranestederne for at skrive bogen om Tobias færdig. Det er den jo næsten, og du kan kontrollere herunder. Hmm … Du kan også bare glæde dig til den udkommer. Men det er jo længe at gå og være glad.

Herunder et par billeder fra strand og klit, og så kan man jo godt forstå skagensmalernes fascination af lyset. Særlig nu i september er det så utrolig smukt: