KOKHOLM 2 – det første spadestik

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted af færdige og ufærdige skrifter. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Som jeg tidligere har fortalt her på bloggen, så tænker jeg på at skrive en bog om KOKHOLM. Den tanke kom ikke ud af den blå luft; jeg fik tilbudt at låne Lise Troldborgs private arkiv om familien Kokholm. Det kunne jeg ikke stå for.

Derfor ser mit arbejdsbord kaotisk ud lige nu. Kig engang:

Familien kendte jeg i forvejen, for jeg fandt stof til Hulsig-bogen i hele Skagen Landsogn, også i Kandestederne. På Houkjærgården, den, der senere skulle blive til hotel (skønt gården levede videre som gård) boede mine forfædre i begyndelsen af 1800-tallet og tidligere endnu, og dem, der tog over, da min tipoldefar Peder Houkjær gik på aftægt (han døde 1891), er jo også min familie. Min oldefar Ole Houkjær, arvede ikke gården, det gjorde broderen Mads, og hans datter Elisabeth giftede sig med den navnkundige CHRESTEN KOKHOLM og sammen byggede de det  HOTEL KOKHOLM, der hurtigt skulle blive et yndet feriested for mange af tidens store kunstnere. Og et årligt udfulgtsmål for kongehuset.

Det er den historie, jeg gerne vil fortælle. 

Og hvis jeg finder at fortællingen er OK – , så bliver det til en bog. .

Jeg er ikke forsker. Det vil jeg uddybe.

Fik som ung tilbudt en forskerstilling på Århus Universitet, og et par dage efter fik jeg besked på, at jeg havde fået jobbet som gymnasielærer i Randers. I tre dage gik jeg hvileløst om – jeg prøvede at se mig selv i de to roller:

- fordybet i ord og borte fra verden omkring mig. Det var et godt syn. Jeg er sær nok til det.

Så forsøgte jeg at se mig selv i et klasseværelse, hvor jeg skulle VÆKKE en flok 15-18årige drenge og piger. Det billede foretrak jeg efter lang tids usikker vaklen frem og tilbage. Måske mest, fordi jeg erkendte, at jeg er for usystematisk ( eller for rodet i hovedet) til forskerrollen.

Rollen som pædogog og formidler skræmte mig nu også lidt – jeg er den generte type, men alligevel kunne jeg mærke, at det var en udfordring, som jeg fandt meningsfuld. Og som jeg måske nok kunne klare. Og derfor blev jeg lærer og ikke videnskabsmand.

Jeg var lærer i 25 år.

Og hvad kommer de betragtninger mit nye bogprojekt ved? Jo, det er sådan fat, at jeg ikke tror, at jeg kan skrive sagprosa, så nogen gider læse det. Og desuden, jeg er hverken systematisk eller pedantisk nok til at få alle detaljer til at spille sammen i et tilstrækkeligt autentisk og præcist mønster.

Så det bliver vel noget i retning af Hulsigbogen, hvor jeg ind imellem “snyder” ved at opdigte situationer og begivenheder, men hvor hovedindholdet dog hviler på et solidt kildemateriale af faktuel karakter. Jeg sov ikke de mange timer på Skagen Lokalarkiv. Jeg har heller ikke tænkt mig at sove i den kommende tids intense researcharbejde. Først går turen til Harboøre, for der kommer hovedpersonen fra. Og var de ikke indremissionske? især fiskerne – og var Chrestens far ikke fisker? var han landarbejder? Alt det skal jeg finde ud af og desuden noget solidt om, hvordan det var at være barn i Harboøre i slutningen af 1800-tallet.

Nok om det.

Jeg har de seneste dage læst i 100vis af breve fra Lises arkiv og er dybt bevæget af læsningen. Navnlig Elisabeth Kokholms breve har rørt mig. Det vender jeg tilbage til. Nu ved jeg, at min oldefar Ole Houkjær havde en elskelig søster. Selv var han noget af et bæst, men det var “mandfolkene” ofte i den gren af familien. Og så var kvinderne dog i al deres blidhed de stærkeste.

Mere om det senere.

herunder et billede af min tipoldefar, Peder Houkjær:

Karakterfast. Ja vist. Men hans sønner, Mads, Ole og Jens blev vidt forskellige. Jens blev blid og venlig, Hans barnebarn Christian Houkjær har skrevet så smukt om sin bedstefar Jens Houkjær.

Ole blev skør – det ved vi fra Lars hesselholts erindringer: Hulsigminder.

Og Mads, ja, hvordan var han i grunden?. Han holdt i al fald ikke livet ud og måtte selv gøre en ende på det.

Det må have sat sine dybe spor i børnene? Og i alle vi efterkommere?

Tja … min anden tipoldefar; Christian Krøg, tog også livet af sig. Hmm … hvad skete der egentlig?

Men Jens Houkjær var som sagt et venligt og rart menneske. Harmonisk tror jeg. Det afspejles nu også fint på nedenstående billede, som Hjørring Lokalhistoriske Arkiv sendte mig for år tilbage:

Det er Jens, der her er fotograferet med hustruen Andrea.

Ole Houkjær ( min oldefar) så streng ud, og det var han jo:

Jeg har (endnu) ikke noget billede af den 3. søn, Mads Houkjær – og ærgerligt nok, for han er en af hovedpersonerne i den måske vordende bog, da han jo er svigerfar til Chresten Kokholm og far til den elskelige Elisabeth. Hun er for resten en kusine til min farmor Elise Houkjær. Og hende husker jeg tydeligt. Hun var bestemt rar mod os børn, men sandelig også en bestemt dame.

Hvis du vil læse mere om Hulsigbogen og Hulsig i det hele taget, kan du klikke ind på den kategori i højre side, der hedder “Hjemstavnsroman” – der er over 1000 sider om den lange vej til bogen, og du gider jvelikke læse dem alle. MEN: du kan skrolle eller springe til næste indlæg og det næste igen osv. indtil det hele stopper, og så kan du vælge det lille ord nede til venstre: Older posts – klik på det og du kan fortsætte i Husligbogens spor.

 

 

33 – Flere digtere og deres skriverier om Skagen

Her over et par billeder af det, der aldrig forandrer sig: stranden, fuglene og havet.

I det følgende vil jeg plukke en buket fra den smukke bog : I skarpt lys. Har allerede vist jer to fine digte ( se forrige indlæg) Her kommer en hel række forfatteres Skagensoplevelser:

Den allerførste er Steen Steensen Blicher, der på den ene side er tiltrukket og på den anden side frastødt af byens to ansigter: det venligt og det barske. Det er fra 1839. Her er et lille uddrag:

- ( citat siden 29 :) Naar Du, min Reisende har moret dig ad libitum paa Sladderbakken, saa spørg om: hvor Byfogden boer! – Dersom det da er den samme, der modtog den stakkels Præst i Spentrup med arabisk ( jeg siger blot saa med Hensyn til Sandet ) Gjæstfrihed, da vil han vise Dig noget Utroligt – jeg havde nær sagt: Umuligt. Blomsterhave, Frugthave, Lystskov, og det just ikke i det ganske Smaa, lønner her den menneskelige Flid og Udholdenhed. Naar man kommer fra Ørken mod Syden, hvor vederkvæges, forlystes da Sjæl og Sind, og det gjennem alle Sandser! Det jævne Løv, den smilende Blomsterpragt, den søde Duft, de muntre Fugletoner, de liflige Frugter – Alt forener sig her, for at bringe Hidrejsen i Forglemmelse; det er fra Styx og lige ind i Elysium. ( Citat slut ) .

Den omtalte byfoged er Lund, som i følge flere kilder ved hjælp af sin sorte slave Jan tilplantede sandjorden og skabte denne lille oase midt i byen, som man stadig kan glæde sig over.

Nu kommer H. C. Andersen. Om han besøgte Skagen før eller efter Andersen fremgør ikke af teksten, som er fra “Mit Livs Eventyr” ( 1855 ) Han skriver:

om vejen dertil: ( citat side 10) Vi kjørte over Mark, Hede og Mosegrund, vi kjørte i Havstokken, paa det faste Sand i Brændingen. Snart naaede vi Klitterne, der laae som store Snedriver ved Vintertid. Strandbredden var som belagt med bævrende, rødbrune Meduser, Konchylier og afrundede Smaasten; Vrag laa ved Vrag; vi kjørte midt igjennem et stort, engang tremastet Skib. Skrigende Fugleskarer omkredsede os. Taarnet af den i Sandflugt begravede St. Laurentius Kirke vinkede og viiste: her ligger Skagens By. Denne selv er tredelt, og den ældste Deel ligger en halv Miil fra de to Andre. Mod disse kjørte vi. Gaderne her ere omskiftelige, de antydes ogsaa ved Touge, spændte fra Stang til Stang, alt som Flyvesandet vil det; her ligger et Huus, halvt skjult af en Sandklit, der et andet; her en mørk Træbygning med Straatag, her et Par Huse med røde Tage; i en lille Kartoffelhave saae jeg en Griis, tøiret til en Gallionsfigur; Haabet, støttende sig paa et Anker. Her kigger fra Husets Gavl en kolosal Skikkelse: Walter Scott; Gallionsfigur fra et strandet Fartøi.

Ørkenlandet heroppe har ogsaa sin Oase, en frisk, frodig Plantage med Bøg, Piil, Poppel, Fyr og Gran. Grønsvær dækker i Gangene Sandgrunden, der ellers snart ved Vinden vilde faae Overmagt. ( citat slut)

I 1865 besøger digteren A.M. Goldschmidt byen, og han oplever sit besøg som en lang række overraskelser, nogle behagelige, men mange ubehagelige. Skagen taler med to tunger, synes han at mene – altså omtrent som Andersen.

Her er et citat fra rejsen dertil: ( citat side 81): Veien langs Stranden er naturligvis øde; men den er ikke død, eller der er Begivenhed, Historie i det Døde. Tilvenstre møder man Vragene. Et laa halvt begravet i Sandet, med den venstre Side af Bugen opad, graagult, lignede et uhyre Skaldyr. Et andet havde sin ene halve Side flaaet ud som en mægtig Dør ret ligsom Jættens Handske. Et tredie kjørte vi igennem. Et fjerde stod sønderlemmet lidt ude; agter ragede en Planke lidt op og saae skuffende ud som en Mand med laadden Hue paa. Et femte syntes næsten helt; paa Bagstavnen, der vendte indad, stod det stolte ord Briton; men denne briton skal ikke oftere rule the waves. Paa den anden Side havde vi i Klitten de lange, horizontale, sorte, omtrent en Alen tykke Lag af Martørv. Da Naturen besluttede at ødelægge denne Strækning, men indsaae, at Menneskene alligevel haardnakket vilde forsøge at boe her, vilde den ikke nægte dem Kurturens største Betingelse, Ild, sammenpressede derfor Skovene til en Mellemting af Tørv og Stenkul og anbragte denne, Martørven, saadan, at man uden alt for stor Møie kunde finde den. Ned paa den lave Strand falder den hyppig fra Klitten i store Blokke. ( citat slut).

Med Holger Drachmann gør vi et spring og er nu i slutningen af århundredet og meget har ændret sig, byen er nu blevet tilholdssted for en lang række kunstnere. Han slutter sit essay med en karakteristik af den indfødte Skagboen:

(citat side 27) Man skal først og fremmest have Kærlighed til disse Folk. Modelstudiet, for ikke at tale om den pure Turist-Nysgerrighed, hjælper ikke meget. Befolkningen er sej, men den er ikke utilgængelig; forholdvis er man mere opvakt her, end paa andre lignende Steder. Havet, Farerne, det møjsomme Liv, der ofte kan bringe en uventet Gevinst, en vis Sorgløshed under al den meget Alvor, det hjælper alt sammen med til at lukke Sindet op, og saa følger Munden snart efter. Jyden er nok Jyde, hvor man saa træffet ham; men han er dog maaske en Kende mere “jysk” længere syd paa, og ikke mindst inde i Landet. Uden at være Fantast kan man godt bevare en hel Del Idealisme, og endda ikke komme til kort, naar man søger efter Mennesker blandt denne Strands Beboere. Idag træffer man en Lars Kruse, imorgen er det et andet Navn, som ikke blot betegner en enkelt Dygtighed, men som peger paa et typisk Karaktermærke. Og saa kan man jo lægge disse Karakterer sammen og gøre sit Regnestykke over dem. Pessimisten vil vel tage skuffet tilbage til Hovedstaden, men Optimisten vil ved en længere Dvælen her paa Stranden faa et Tilskud af sund, nøgtern Opfattelse; og den vil vidne til Fordel for Befolkningen – saa længe Befolkningen bliver nogenlunde sig selv. Og helt “Strandvejsliv” bliver der dog næppe i dette Aarhundrede paa Skagen. ( citat slut)

Ja, det menneskesyn fjerner unægtelig den feterede digter fra den gemene hob. En Københavner er en Københavner og en Jyde er en Jyde. Og hvad han forstår ved det at være jysk er sandelig noget, vi jyder må skamme os over. Men dette lille klip er fra 1887. I det næste klip af samme forfatter følger vi digteren ind i det nye århundrede. Det er fra 1904. Her ser han allerede med stor melankoli og næsten længsel tilbage til det gamle århundredes Skagen “Saa hastigt svinder Dagen/ og Aftnen stunder til / der var et andet Skagen / et bedre som man vil.” Det er et digt, som han skriver på den her tid, og som Rifbjerg kalder dårligt. I et tidligere indlæg har jeg citeret hele digtet. Det er rigtignok sentimentalt. Men i det følgende digt, som jeg nu vil citere, er smerten dyb og ægte, og der er ikke antydning af rørstrømskhed:

( citat fra side 67)

Der blev stille i Stuen, / da Festen var endt;/ hvor hun havde sunget,/ stod et tavst Instrument. / Der gemte sig slumrende / Toner deri; / hun kunde dem vække. / Nu var det forbi.

I Stagen stod Lysene / næsten brændt ned,/ et vaklende Skær over / Glassene gled. / Her suged din Læbe / den livfulde Glød; / jeg føler kun Glassets / forstenede Død.

O kunde Du komme / tilbage igen!/ jeg stillede Vinen/ paa bordene hen;/ jeg lyste med Fakler/ vor natlige Fest,/ jeg satte Dig højbords,/ mig selv som din Gæst.

Saa sang Du til Tonernes / bølgende Slag./ Jeg sad for din Fod, til det/ gryed ad Dag./ Saa bar mine favnende/ Arme Dig hjem, -/ hvis ikke Du døde/ forinden i dem.

Der blev stille i Stuen./ Festen var endt./ Der stod kun et støvet,/ forstemt Instrument. / Som Laag for en Kiste / smak Klappen i … / O Gud være lovet;/ Forbi, Forbi!

 

Nu skal vi møde Johannes V. Jensen på en Skagenfart. Han er i byen i anledning af Drachmanns urnenedsættelse. Teksten er fra 1908. Vi ser følget med digterens blik i dette citat fra side 72:

I Følget bag Urnen gik Krøyer; ved denne Lejlighed traf jeg ham for første og eneste Gang og vekslede nogle Ord med ham. Han var helt sig selv i den Periode og gjorde Indtryk af at være en mere end almindeligt jævn og afdæmpet Mand, med et Sind saa blødt som hos et Barn, han der paa sin Kunsts Højde imponerer ved denne fyrstelige Rankhed og ved sin i højeste Grad voksne atletiske Stil. Han saa noget tilgroet ud i Ansigtet med al den blonde Behaaring, Øjnene laa skummelt, de havde et ejendommeligt ærligt og afkræftet Blik. Stemmen var tilsløret og meget, meget mild. Han saa udslidt ud, men egentlig ikke gammel. Der var noget over ham, der mindede om de kattekillinger Børnene forkrammer og misbruger saa længe til de ikke ligner Katte mere. Eller man syntes han kom lige fra Tortur; de havde vasket ham og klædt ham paa og forbudt ham at røbe noget, og han holdt sig ogsaa godt, kun Hænderne rystede en smule … Ak disse Hænder – Drachmann havde ganske den samme nervøse Haand, mager og med spændte værkende Aarer, det gjorde en altfor ondt at se paa hans stakkels udplyndrede Hænder. De Mennesker arbejdede og “festede” sig ihjel. Hvilen de søgte paa Skagen blev til oprivende Inspirationer, af deres Ferier skabte de en ny Kunst og en ny Tid. Men Hvilen laa ikke til dem, før Naturen krævede sin Ret. Der var ved Drachmanns Begravelse en Slags Hvile over Krøyer, et Vindstille i hans Væsen; siden kom der jo svanger Luft over ham igen, Skabernød og ingensteds Ro, til han da omsider ikke kunde Skælve mere. Nu er ogsaa han bragt til Ro paa Skagen. Hvem skal se Solen efter ham? Hvem skal nu gaa levende iblandt os og bevise os, at saadan er det, det der er? ( citat slut)

Den næste digter i rækken er Georg Brandes – ikke så meget er digter som kritiker og lærd, men her i teksten afslører han efter min mening et ægte lyrisk talent. Han besøger Skagen i 1910. Kort tid efter J. V.Jensen. Her er et klip fra side 30.

Luften her synes højere end andetsteds, ligesom Synet faktisk er videre. Ingensteds har Øjet saa megen Glæde af Himmel og Hav. Ingensteds frydes man ved vekslende Belysninger, som naar man ude paa Grenen staar paa det brede Bælte af hvid Sand, der er fast og velgørende for Foden. Hovedpersonerne paa Skagen det er Luften og Havet, et uensartet og dog overensstemmende Par, et omskifteligt, der samtidigt skinner og er stille, samtidigt blidnes og rødmer, samtidigt mørknes, vredes og stormer. I Skagens Natur er Intet smaat og Intet indsnevret. I Skagen er der fuldest Aandedrag. Her trækker vi vejret dybest.

Ære være H.C. Andersen, at han som Digter opdagede Skagen! Han har i 1859 besøgt Egnen, følt og forstaaet den. Det var paa den Rejse, han skrev: “Østersø og Nordhavs Vand/ favnes over Skagen Strand.”

Ære være Michael Ancher, at han som Maler genopdagede Skagen! Han var den første Maler, for hvem Egnens Skønhed gik op. Snart fulgtes han af Krøyer, der saa paa en anden Maade. Og hurtigt blev Stedet erobret af Malere fra hele Norden, der for en Menneskealder siden her grundede skiftende Sommerkolonier.

Saa kom Drachmann og satte Bo og gav Strandbyen dens lyriske Indvielse. ( citat slut)

Brandes slutter sit essay således:

( citat side 31) Det kan jo ikke være andet, der vil engang komme den Tid, da den hele Kunstnerflok deroppe ligger i Urner eller i Grave. Da vil paa Skagen bl.a. blive rejst den tiltalende Dobbeltstatue af Krøyer og Ancher, som Tuxen er Mester for. Dog til Dødstanker indbyder Skagen ikke. Stedets Skytsaand har friskere Livsfylde end nogen anden lokal Guddom i Danmark. Jeg har set den for mig, kraftig, fin og blond, med et af Blæsten bevæget, rigtig gyldent Haar og ren, ædel Profil, hyllet i en lang hvid Kaabe med en Skumbræm for neden. ( citat slut).

Ak ja, et strejf af racisme …

 

Om Anna Ancher taler ingen af de lærde herrer. Efter min mening har hun en dybde og nærhed til det, hun maler, som ingen af de mandlige malere kommer blot i nærheden af. Men nu skal vi høre hendes egen stemme. Hun mindes, hvordan det hele begyndte: ( citat side 17)

….en skøn Dag, det var den 13. Juli, kom en ung langhaaret Maler slæbende paa sin Malerkasse og bad om Logi og Mad. Han spiste tre stegte Duer og kunde vist have spist flere, selv lignede han en af Faraos magre Køer. Jeg fik Lov at bringe ham The og tog ham ordentlig i Øjesyn, ja, han var ikke af de værste. Hans Navn var Michael Ancher. Og det gik som i Bjørnsons Digt: “Da kom en Maler og satte sig ned/ han malede Stranden og hende med.”

Om Efteråret blev jeg konfirmeret, Michael Ancher holdt en Tale for mig, den første Tale i hans Liv, og ønskede mig al mulig Lykke, den Gavstrik. ( citat slut)

Kusinen Martha, senere Martha Johansen blev også forelsket i en maler. Viggo Johansen. Og hun skriver i sine erindringer bl.a.:

( citat side 53) I 1890 var vi for sidste gang på Skagen om sommeren. Så blev Krøyer gift, og al larmen, der rejste sig om ham og hans kone, gjorde, at vi var fremmede på Skagen, der fra nu af blev Krøyers, fru Krøyers og Drachmanns. I 1910 var Johansen og jeg 1 måned eller 1 1/2 i Gl. Skagen. Da gik vi et par gange til Skagen, var hos Anchers, Møllers, Brøndums og Marie Dalsgaard, men følelsen af at være fremmed blev dog ved. Johansen var her i 1912 og 1913, men det er først i år, 25 år efter 1980, da vi boede fast heroppe, at jeg igen følte mig som hørende til her. Nu ligger Krøyer på kirkegården, under en sten af Bindesbøll, og Drachmanns aske står uden for badehotellet på Grenen, som et udflugtssted for turisterne.

Og nu er Georg Brandes her! Ancher, Anna Ancher, Tuxen, Locher, Clement, Hein, Wilhjelm, Mosbjerg, Schwartz og Helga Ancher. Der er malere nok. Kunst nok. Lidt for meget. Der er udstillinger både i Vesterby og Østerby, – i Østerby dominerer Ancher, men har man holdt af Ancher som kunstner, skal man helst ikke se udstillingen. Han har gentagelser af sine billeder i alle mulige størrelser, og slemme billeder af skønne damer, der spadserer langs stranden, rædselsfulde. ( citat slut)

Ja, her får man et lille indblik i den jalousi og misstemning, der også kendetegnede kunstnerne på Skagen. De var ikke alle gode venner. Og nu tager vi igen et spring i tid, vi skal nemlig møde Henrik Pontoppidan, som på en længere Jyllandsfærd også kommer til Skagen. Teksten skrives i 1938, men er et tilbageblik på en tidligere rejse. Toget bringer ham til Frederikshavn, og nu:

( citat side 59) Turen derfra til Skagen – fem Mil – maatte endnu den Gang gøres enten tilfods eller med den offentlige Postbefordring, en aaben Dagvogn, der paa den sidste Strækning – fra Fiskerlejet Aalbæk, omtrent midtvejs – var en tung og tarvelig Fjællevogn uden Fjedre. At begive sig med en almindelig Fjedervogn, endsige med en lukket Vogn, ud i det vejløse, ofte fygende Sandhav, der fra Aalbæk strakte sig lige til Skagen, var risikabelt baade for Mennesker og Heste. Det var hændet, at et saadant Køretøj var kommen ud i Kviksand og bogstavelig bleven opslugt af det. Ikke heller var det altid raadeligt at køre i Havstokken eller paa de saakaldte “Dopper”, smalle Engstrimler, der i temmelig stor Afstand fulgte Kystlinjen og med Paalandsvind straks overskylledes af Bølgerne.

I Aalbæk skulde de Rejsende altsaa skifte Vogn. Naar Vognene syd-og nordfra ved Middagstid mødtes her, kunde der i den halve Time, opholdet varede, blive ganske livligt i den lille Fiskerby. Navnlig nu i Sommertiden, da der ofte kom baade to og tre Fyldte Køretøjer dertil fra hver Side, blev der et formeligt Markedsrøre paa Pladsen foran Kroen. ( citat slut)

( citat side 60-61) Jeg fandt ikke Skagen helt saa forandret, som jeg havde ventet. Den var stadig en Ørkenby, hvor man overalt vadede i Sand til op over Anklerne. Ganske vist talte man om Byens “Gader” og havde endogsaa givet dem Navne, men for en Fremmed var det altsammen spredt Bebyggelse. Endnu saaes ogsaa enkelte af disse ældgamle, tangklædte Lerhytter, der i Stedet for Skorsten havde en saakaldt “Lyre”, et af et Vindbræt skærmet Hul i Tagryggen, hvorigennem Røgen fra Husets aabne Ildsted kunde slippe ud. Ogsaa de store Stejlepladser, hvor lange Rækker af smaa Flyndere hang til Tørring, fandtes endnu allevegne, og ligesom tidligere lugtede hele Byen regelmæssigt to Gange dagligt af stegt Fisk.

Byens gamle Gæstgivergaard – det nu saa berømte og helt moderne Hotel Brøndum – fandt jeg helt erobret af den skandinaviske Kunstnerkoloni. Der var ikke den smalleste Natteleje at opdrive der. ( citat slut).

Og nu til Hans Kirk. Ham møder vi i 1966. Og han skriver bl.a. om Råbjerg Mile. Her kommer et længere citat fra side 76:

Ved en af de små søer, der blinker i udkanten af Milen, sidder en ældre mand og pjasker i vandet med sin kæp. Han kan ligne en gammel skolelærer, som har opgivet sin gerning og har vanskeligt ved at få tiden til at gå, nu han er på pension. Men da vi slår os ned ved siden af ham og tænder piben, viser det sig, at vi sidder sammen med en mand, der har haft en gård længere mod syd i sognet, hvor jorden er bedre, men at han en dag følte dragningen så stærkt, at han solgte gården og købte et hus i nærheden af stedet her.

- For her er skønt både sommer og vinter, siger han. Jeg har aldrig været i udlandet, undtagen en tur i Norge, men jeg synes ikke, Milen ligner noget andet sted i Danmark. -

- Fortælles der endnu om sandflugten? spørger vi.

- Nej, det er vist gået af minde, siger han. – Nu er Skagen jo blevet en storhavn, og vi har alle badegæsterne her på egnene, det giver gode indtægter. De unge bliver fiskere, og det er jo ikke det farlige og fattige erhverv, som det var, da man fiskede fra de åbne havbåde. Det er sært, så nemt onde tider glemmes, men da jeg var knægt, kunne de gamle fortælle om al elendigheden.

- Her var skov engang?

- Ja, det kan vi se, når vi graver tørv, så er der stumper af skovtræ i tørvene, og under tørvelaget er der tit fundet økser og pilespidser fra stenalderen og tilmed bronzesager, så deraf kan vi lære, at der i de meget gamle tider var skov her, og vi har da også gamle navne som Klitlund, Hjortlund, Rannerød, Skødelund og Høgenhaven, der minder om de gamle skove. Men de gik til, man misrøgtede dem, og så gik det galt.

- De er interesseret i egnens historie?

- Ja, det har jeg altid været, jeg har læst, hvad jeg kunne få fat på, og lyttet til de gamle, nikker han. Min gammelfar fortalte, at vort sted engang havde været en stor gård, med marker og eng, men så kom sandet og dækkede det hele. Der var ikke noget at stille op, for sandflugten lod sig ikke standse. Det var en elendighed uden lige. På et par stormnætter kunne en mand være ruineret. Senere kom kvægpesten og tog, hvad sandet havde levnet. Der var tider, hvor der ikke var brød i huset, og børnene måtte sendes ud i hede og moser for at plukke bær. Her har været megen armod på disse egne. Underligt er det at vide, at der engang var tider, hvor det eneste, befolkningen spekulerede på, var andres ulykke.

- Er det strandingerne, De tænker på?

- Ja, en stranding betød store penge i de fattige sogne. Så sent som i 1705, tror jeg det var, blev det under dødsstraf forbudt at tænde blus og falske lys på stranden for at forføre de sejlende og bringe dem i ulykke og fare, og der blev indført strenge straffe for at røve eller stjæle af det ilanddrevne gods. Men endnu i min barndom blev strandtyveri ikke regnet for nogen rigtig forbrydelse. Reddede man sig et læs ilanddrevet træ eller en tønde stenolie, var det en guds gave til fattigfolk og kom ikke øvrigheden ved. Jeg har hørt om en præst, der på prædikestolen bad Vorherre om, at hvis det var hans vilje, at et skib skulle strande, da at betænke dette fattige sogn med strandingen. ( citat slut )

Et andet sted skriver Hans Kirk om naturen sådan her ( citat fra side 8) : Men menneskene bed sig fast. Jorden kunne ikke længere give dem føden, den havde sandet taget, så lecede de af haved. Hvis man vil danne sig en forestilling om, hvordan landet den gang har set ud, skal man gå en tur til sandmilen syd for klitplantagen eller til Råbjerg Mile ved Kandestederne. Det er simpelt hen små stumper af Sahara. Eller prøv en stormvejrs dag at kæmpe Dem imod sandet, der pisker i ansigtet, ned til Vesterhavet, hvor brændingen koger og fråder. Så ved man, hvad det var for kræfter, skagboerne havde at kæmpe imod.

Det var den uanselige, grå marehalmsbeplantning, der reddede Skagen og måske det halve Jylland fra sandflugten. Den ser ud af så lidt, men den har et rodnet, som forgrener sig dybt og vidt og som binder sandet, så stormen ikke kan rejse det og feje det ind over de dyrkede agre. Man begyndte at plante marehalm i klitterne og bjergfyr, hvor der var en smule læ. Og i dag er de gamle skove ved at gro op igen. Det er ganske vist ikke fortiden ege, men hårdføre fyrretræer, som sejt bider sig fast i sand og lyng og tappert stemmer ryggen mod blæsten. ( citat slut)

Faktisk står der f.eks. ved Hulsig rester af de gamle egeskove. Og Sandmilen er næsten blæst i havet – den ligger jo på østsiden og Vestenvinden har haaft travlt siden Kirks tid med at blæde den et stykke. Så sent som i min barndom havde den en så anseelig størrelse, at man kunne få ørkenfornemmelser, sådan er det ikke mere. Og Råbjerg Mile er jo på vej mod øst også. Den flytter sig langsomt men sikkert fra vest mod øst, så en dag er den vel også historisk. Da far var ung lavede man stadig ørkenfilm, optaget på Sandmilen. Da jeg var ung ( i tresserne) optog man en Kong Lear film der.

I en tekst fra 1968 undrer forfatteren Klaus Rifbjerg sig over, at han ikke har brugt Kandesterne og hele Skagen by og landsogn i sin digtning, skønt han tilbragte så mange somre der i sin barndom. Senere kom der jo hele Kandestedersuiten, og stedet indlemmedes i forfatterskabet. Her skriver han lidt erindrindringer fra tiden på “Kandehus” i Kandestederne ( citat side 33 ):

Måltidene blev indvarslet med en skibsklokke fra en stranding, man spiste de samme retter – à la carte bortset fra specialiteterne forskrøget laks og hummer fra Skagen var sjælden – og når alle havde sat sig, dukkede Sophus Madsen, Palads Teatrets direktø og en af Ole Olsens efterfølgere ( også i format ) op, iført sin hvide badekåbe og bøllehat, blussende af dagens sol og vand, drønsulten og ganske upåvirket af andres slips og mere konventionelle toilette. Der blev talt fra bord til bord, der blev spillet kort og sovet meget, og hvad der ellers skete på de træduftende værelser med den savge luftning af salt mellem gardinerne – var jeg for lille til at vide.

Kandestederne var eventyrlig dengang, fordi isolationen endnu ikke var brudt, vejen fra Hulsig ud til klitten og Kandestederne gik via et lyngforet hjulspor, og det var sprot for de københavnske bilister at holde sig på vejen og undgå kviksandet, og husk på, i trdiverne var bilen ikke bare noget man havde, det var noget nogen havde. ( citat slut).