Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

I det følgende – i de indlæg, der hedder “mens det sker” vil jeg skrive om livet her og nu for os – og måske kan det bruges af andre også.

Mens det sker

Jeg læste forleden den tidligere norske biskop Per Arne Dahls bog: ”Sårbarhedens Kraft. At finde styrke i svaghed.” Han blev pludselig døv på det ene øre og skriver om, hvordan det fik ham til at gruble over ”sårbarheden.” Og der var mange sider i bogen, som jeg følte mig styrket af at læse og som i mine øjne er så rigtige, at jeg selv kunne have skrevet dem.

Nej. Spøg til side.  Det er en god bog. Næsten. Der er en del vrøvl også, men det læste jeg hen over, for den slags kristen retorik er jeg så opflasket med, at det ikke ligefrem skurrer i sindet. Højst støver det en smule.  

Og forfatteren har selv ind i mellem noget, der minder om distance til det religiøse sprog, som han ellers læner sig imod. Et godt eksempel: for år tilbage hang der i alle almuehjem små broderede skriftsteder – og engang var han med sin lille søn, der lige havde lært at læse på besøg i et hjem, hvor der stod: ALT AF NÅDE – Og den lille fyr spurgte, om der ikke skulle stå:” alt med måde.”

En demenskoordinator, som kom en del i hjemmet for et par år siden, og som kender lidt til mit forfatterskab, spurgte mig, om det ikke var en ide for mig, som kunne skrive, at skildre min mands sygdomsforløb i en bog. Som terapi for mig og som hjælp til andre.

Men jeg tænkte på min mand og sagde nej.

Jeg kan huske, at jeg endda blev utilpas over forslaget, men skjulte det. Hun kunne åbenbart læse en ansigtsmaske og svarede igen med noget, som hun på sin side forsøgte at skjule. Men jeg tror, at hun blev støt over mit afslag.

Ja, jeg afslog. Hvorfor?

Indlysende hvorfor, synes jeg. Jeg ville ikke udstille min mands svaghed. Han havde jo ikke vundet i OL, ingen pokal at vise frem der. Han havde tabt i livet. Hver dag er en udfordring for ham på den hårde måde. Er det noget at skrive om?

I al fald ikke noget at råbe op om. Snarere noget at tale ned om.

Ja, og det sidste forsøger jeg hver dag. At tale det ned. Og det er ikke altid en god ting, men det kan være nødvendigt i et lille samfund som vores. Forleden kom en kone hen til mig og sagde: ”Hvor var det godt at se din mand forleden. Han ser jo godt ud!”

 Det var jo vel ment. Men det viser med al mulig tydelighed, at folk FORVENTER at møde Alzheimer Himself, når de møder min mand. De ser ikke min mand, de ser hans sygdom. Og når han så taler og ler, som han plejer, bliver de dybt berørt. Tænk, at han kan det!

Ja, derfor taler jeg det ned.

På demensafdelingen i Skejby sagde jeg til en psykiater, at jeg ikke havde fortalt nogen om diagnosen (jo, vores børn og familie) – “uha, men lad da også endelig være med det.” Det forstod jeg ikke dengang. Det gør jeg nu.  

Men skrive en bog om ham! Det afslog jeg. Jeg tænkte, at det ville være som at filme en færdselsulykke og endelig huske at få alle de døde og sårede ind i kameraet.

Nu har jeg læst Sårbarhedens Kraft. Og ganske vist ikke ændret mening. Det føles akkurat lige så uværdigt som før. Men jeg tør vove det lidt alligevel på denne blog, og det gør jeg, fordi jeg tror, at det er vigtigt, at man forsøger at træde ud af sårbarheden, når man kan, og at man bruger de evner, man har til måske at lyse en lille smule op i det mørke, der omgiver mange mennesker. At man tør være sin egen følsomhed bekendt – ikke for at styrke sin egen selvmedlidenhed, men for at vise, at man midt i sin smerte formår at række ud til andre og være til stede. At kvæle sin apati og styrke sin empati.

Her er et citat af Arnulf Øverland: ”Du må ikke tåle så inderligt vel den uret som ikke rammer dig selv.”

Jeg vil citere et afsnit fra Dahls bog:

”Følsomheden er vores adelsmærke, vel at mærke når den bruges til gavn for andre og ikke for at fremme vores egen selvmedlidenhed. Følsomheden er vores adelsmærke, når den bruges til at afdække det værste, det krænkende og det brutale. Følsomheden er vores adelsmærke, når vi bliver berørt af noget og derefter tør involvere os. Det, vi gør os klart, kan vi ofte gøre noget ved. Det, vi ikke gør os klart, gør altid noget ved os. Apatien gør det af med vores nødvendige følsomhed, så vi bliver immune og alt for tykhudede. Apatien er den moderne død.”

Apatien er den moderne død – lad lige den sive ind!

Her vil jeg indskyde, at jeg selv ALTID har sværmet for selvbiografier eller autofiktion, og jeg har været rivende ligeglad med, om det virkelig var sket eller ej. Det har været gode bøger. Folk, der har brugt deres eget liv i deres bøger. Det er så stærkt, når det lykkes.

Nu nævner jeg de bøger, der først falder mig ind: Märta Tikkanen og Karl Ove Knausgård. Den første skriver om livet med sin alkoholiserede mand, den anden om barndommen med sin strenge og drikfældige far.

På samme måde har jeg slugt Thomas Bredsdorfs ”tøsne og forsythia”. Den har jeg endda læst flere gange. Og grædt over slutningen hver gang. Og nu tør jeg næsten ikke læse den mere.