Kokholm 42 – ny indledning

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Som mine utallige læsere nok ved, så … ja ja utallige og utallige … det ved jeg ikke noget om, men jeg har altid vidst, at jeg havde tre, og dem plejer jeg at lege, at jeg sidder i øjenhøjde med, når jeg skriver, så jeg hvert øjeblik kan kaste et øje ind i deres øjne og lodde, om det jeg skriver falder i god jord.

Nu er den ene af mine læsere død. Så er jeg kun sikker på to. Men hør nu kære læsere, jeg er omtrent færdig med bogen om Christen og Lise. Det har været en smuk og god rejse for mig.

Nu er jeg ved vejs ende.

Og der vil jeg gerne blive stående.

Alene med min bog.

Men det er jo ikke meningen med at skrive en bog.

At lade den stå alene sammen med mig midt i en verden af læsende.

Den skal læses.

Helst.

I al fald af to.

To er OK

Jesus siger: “Hvor to er forsamlede i mit navn, er jeg til stede”

Jeg siger: “Hvor to læser min bog, lever den.”

Herunder den nye indledning. Slutningen får I ikke her på siden. Men den ender. Så der er en slutning – og du kommer ikke til efter endt læsning at se tomt ud i ingenting.

Forord:

Der hviler en særlig stemning over Skagen og stederne omkring byen. Det er noget med lyset og den vilde natur. De hvide nætter synes lysere her end andre steder, og der er helt sikkert flere soltimer heroppe. Faktisk er det, som om solen aldrig går ned, men kun lige snupper sig en svaler i det hav, der omkranser stedet. For Skagen en ø. Det er også derfor, man siger ”på” Skagen, ligesom man siger ”på” Læsø. Man er på en ø.

I århundreder var ”øen” et gudsforladt sted at bo. Fra at have været en af landets største købstæder, blev byen forvandlet til en affolket ravnekrog, som ingen ville leve i. Naturen gik amok. Det begyndte kort efter byens storhedstid i 1500-tallet. Klimaet forandrede sig, sandstormene tog fart, og sandet lagde sig tungt over gårde, huse og marker. Stedet blev ubeboeligt. På de to sider var der hav og på den tredje ( øen har tre sider) udstrakte sandmiler. Kun nogle få fiskere og sejlivede klitbønder holdt ud og blev boende.

I 1800-tallet opstod et nyt ”romantisk” natur- og menneskesyn. Landskabet blev nu betragtet som malerisk og befolkningen som eksotisk, og egnen begyndte at tiltrække kunstmalere og digtere, og en helt ny befolkningsgruppe indtog Skagen og stederne omkring byen. Og selv om Skagensmalernes tid er forbi, har egnen beholdt sin tiltrækning. Nu er det ikke kunstnere, men turister af alle slags, der i store flokke ferierer ”på” Skagen.

Den glamourøse fortid er blevet og bliver stadig fastholdt i forskellige medier: bøger, blade og tv-serier. Man dvæler ved nostalgien. Tænk blot på ”Badehotellet”. Og for nylig udkom Bent Hardervigs ”Hvad stuepigerne fortalte.” Den handler om livet på hotellerne i Kandestederne.

I bogen om Lise og Christen udspiller handlingen sig i tiden, før Kandestederne bliver et mondænt ferieparadis for de rige og de kendte. Den handler om de mennesker, der voksede op i nøjsomhed, hvor slid og slæb var daglig kost, men som havde arvet forfædrenes råstyrke og stædighed, så de kunne overleve og endda kæmpe sig fri af fortiden og skabe sig en ny tilværelse. Lise og Christen var overlevere som deres forfædre, men i modsætning til dem, blev de også mønsterbrydere.

For et par år siden landede et stort arkivmateriale på mit bord: Det bestod af billeder, breve, dagbøger og artikler, alt sammen tilhørende Lise Troldborg, et oldebarn af den Elisabeth Houkjær, der sammen med sin mand Christen Kokholm, grundlagde Kokholms Hotel i Kandestederne. Lise Troldborg mente, at jeg måske kunne bruge materialet. Jeg havde jo før skrevet om egnen.

Det er Lise Troldborgs righoldige materiale, der danner bogens klangbund. Igennem det har jeg lært personerne at kende, og i romanen er det dem, jeg forsøger at give nyt liv.

Elisabeth og Christen fik syv børn, og en stor del af arkivet består af breve til og fra de forskellige familiemedlemmer. Der er imidlertid mange andre breve i samlingen, f.eks. en del fra tidens kendte kunstnere, navnlig     mange fra skuespillerne Poul Reumert og Thorkild Roose. Fælles for dem alle er, at de har boet på Kokholms Hotel og er vendt tilbage sommer efter sommer. En del mindre skrivelser til Elisabeth Kokholm fra medlemmer af Kongehuset finder man også i samlingen.  

Når man forvandler levet liv til fiktion, må man naturligvis forsøge at holde sig til sandheden, men samtidig kommer man ikke udenom, at det, man skriver, er og bliver ”opspind”. Det er aldrig ”Sandheden”. Optrinene i romanen har ikke fundet sted i ”virkeligheden.” Men de store hændelser og livsskæbner er virkelige nok også set med historiske briller. Det skal de være.

Jeg kunne f.eks. ikke skrive om Mads Houkjærs selvmord, hvis jeg ikke var sikker på, at han virkelig tog sit eget liv. Her har jeg lyttet til de gamle. Det, man hviskede om i min barndom. Der findes dog også skriftlige kilder som f.eks. Lars Hesselholts ”Hulsigminder.” Desuden har jeg naturligvis undersøgt kirkebøger og folketællinger.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *