Kokholm 43 – en beretning om livet på Kokholms Hotel set med stuepigeøjne.

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

For nogen tid siden udkom Hardervigs “billedbog” om livet på de tre hoteller i Kandestederne: “Hvad stuepigerne fortalte” .

I bogen fortælles en række anekdoter – som man måske vil genkende, hvis man er en flittig seer af TV-serien “Badehotellet.” Forfatteren skriver, at han har talt med en stor del af de stuepiger, der var ansat på de tre hoteller, og det er måske sandt, men i al fald underholdende. Og sådan er bogen sikkert tænkt.

I det følgende vil man kunne læse et kapitel af en livsskildring, som er skrevet af Dorrit Kirkegaard, der i hotellets glansperiode faktisk var stuepige på Kokholms Hotel. Nedenstående bliver altså et langt citat taget fra Dorrit Kirkegaards erindringsværk. Forfatteren til værket er i sagens natur ikke mere ung, og jeg ved ikke, om jeg får mulighed for at tale med hende mere. Men hun forærede mig nedenstående, som jeg her afskriver, og det giver jo i al fald et meget tæt og troværdigt billede af, hvordan det var at være en ung stuepige på Kokholms. Det må have været i 40’erne, i al fald efter Christen Kokholms død i 36 og før Rigmors bryllup med Leo Darling. Og Reumert bor åbenbart stadig på hotellet. Han fik senere ( i slut 40’erne?) sit eget sommerhus. Vi må sikkert være i 40’erne, vil jeg tro. .

Desværre er det ikke lykkedes mig at finde Dorrit. Dengang boede hun i Kristrup ved Randers, men måske er hun flyttet til et plejehjem. Det vil jeg fortsat forsøge at finde ud af. Her er i al fald fortællingen om, hvordan livet var dengang set med den unge Dorrits øjne.

Jeg genskriver hele beretningen ubeskåret og i Dorrits’ retskrivning..

Jeg kunne ikke umiddelbart få mig til at bruge den uden hendes tilladelse, men i dag gik det op for mig, at jeg jo fik tilladelsen sammen med papirerne, da hun sagde, at jeg kunne bruge dem.

Dorrits oplevelser på Kokholms Hotel i første halvdel af forrige århundrede:

Efter pladsen hos Jens og Marie, kom jeg til Kokholms hotel. I begyndelsen var vi bare to piger, Esther og jeg, vi skulle gøre hovedrent, og det var både i sommerhusene, der hørte til hotellet, og i selve hotellet. Midt i det hele skete der det, at vi blev alarmeret midt i arbejdet: smid alt hvad i står med og kom hjem, hendes majestæt har meldt sin ankomst.

Det var noget årligt tilbagevendende Dronning Alexandrine, var en god bekendt af den gamle fru Kokholm, og hvert forår og efterår kom hun op og besøgte fru Kokholm, samtidig med, at Dronningen overværede redningsøvelsen på stranden.

Ved den lejlighed satte man nemlig redningsbåden i vandet og roede et godt stykke ud, hvor man afprøvede alt det grej, man brugte, når det virkelig var alvor. Men det kan nok være, at vi lod hovedrengøringen være. Nu skulle der pudses og poleres. Døtrene fra Skagen og Oxholm blev tilkaldt, og fru Kokholm selv gik i køkkenet og bagte æbleskiver.

Det var vist meningen at Helle skulle være kommet og hjælpe med at servere, men hun var syg, så lille mig, som aldrig havde prøvet sådan noget, skulle alene klare det.

Jeg kan huske, at jeg havde en vældig flot taftkjole, som jeg havde fået til afdansningsballet. Den syntes jeg var vældig flot, og den blev da også godkendt som serveringskjole, men der skulle jo en hvid krave til og sådan en havde jeg ikke, men så fik jeg en af Rigmors egne ( det var den yngste datter, som drev hotellet sammen med sin bror Mads.)

Nå, men dagen oprandt, og der var en som var nervøs, mest fordi de tre døtre havde faret så meget rundt og givet ordrer i munden på hinanden. Da så Dronningen kom med hele sit følge var jeg ret nervøs, men det var der nu slet ingen grund til. Hun var noget så sød, og det gik fint alt sammen. Jeg huskede at gå baglæns og neje, men den gamle fru Kokholm ville endelig neje så dybt, at hun havde svært ved at komme op selv.

Men vi skulle jo i gang med rengøringen igen, det blev tid, hvor der kom mere personale, kogekone, oldfrue o.s.v. Helle blev også ansat. Hun havde været der om vinteren året i forvejen, samtidig med at jeg var hos Hjorths, og Bo kom også derop som bettekarl (der var nemlig også landbrug til ) så det var lige før, hele søskendefolkken var samlet.

Det var jo kun et sommerhotel, men nu var det blevet sommer, og så kom gæsterne. Nogen af dem, jeg husker nævner jeg her: Thorkild Rose, Poul Reumert, Anna Borg, Auda Borg, Asta Nielsen (ja, det var die Asta) Konsul Lommer fra Singapore, Agnes Rehnu, vinhandler Krarup, ham husker jeg specielt på grund af hans kone Elizabeth. Hun holdt altid sin fødselsdag heroppe, og så havde hun sine egne hummergafler med. De var selvfølgelig i sterling sølv, og hvad skete der efter sådan et hummergilde? Jo, en af gaflerne forsvandt. Stort postyr.. Det endte med at gaflen blev fundet ude hos grisene i truget. Den var røget ud sammen med affaldet.

Der var mange sjove mennekser blandt gæsterne, mange søde mennesker, ikke alle så snobbede som Elizabeth Krarup, men hun var såmænd også meget sød. en hel del af gæsterne var faste gæster hvert år. De skulle have de samme værelser, og mange af dem boede der i flere uger.

Det var jo ikke ligefrem noget hvilehjem for os, som var ansat. Man startede med at pudse og kridte sko, så skulle der gøres rent og bæres morgenmad ud i sommerhusene til de gæster, som boede der. En familie Truelsen havde fast et bestemt hus, og det var af den grund blevet døbt Trullebo. Det var en familie med voksne børn. Der var vist tre unge mennesker foruden forældrene.

Poul Reumerts to drenge Stefan og Torsten var jo også med deres forældre. Der var flere familier med børn, så der var altid liv og glade dage.

Men for os, der var ansat, var dagen jo ikke forbi med at bringe mad ud. På hotelllet tog Frk. Sørig sig af morgenmaden til de fastboende, vi andre skulle så inden frokost være færdige med at gøre rent, og vi skulle være klædt om for at servere til frokost. Derefter skulle vi hjælpe med opvasken og selv have noget at spise, og det var altså ikke det samme som gæsterne fik ( skal jeg hilse og sige). .

På et tidspunkt havde vi nogle piger, der studerede på Silkeborg seminarium. De fik besøg af nogle af deres studiekammerater, som var på cykeltur. De havde tilbudt at hjælpe med høhøsten og var så også på kost. De syntes godt nok, maden blev for ensformig, det var mest øllebrød og makrel eller makrel og øllebrød, så en dag strejkede vi alle sammen.

Kogekonen Agnes tilkaldte så Frk. Kokholm, og der blev en del palaver, som endte med at maden blev lidt bedre

Der var fire unge mænd “som besøgte vores piger.” Det var alle kommende lærere, jeg husker ikke helt hvor længe de blev, men vi havde en masse sjov med dem. En aften var det lige ved at blive for sjovt, vi havde fået lidt indebords, nogen lidt mere end andre, så vi blev så højrøstede, at der var gæster som klagede til frk. Kokholm, som kom ud til os i nattøj, for at høre hvad der foregik, men der var Helle den som ordnede paragrafferne. Hun stillede næste morgen og bad om undskyldning på alles vegne. De mandlige seminarister forlod vistnok hotellet næste dag. Men vi havde da haft det sjovt.

Vi havde også besøg af pigerne fra de andre hotelller, der var tre hoteller i alt. Kun et af dem havde helårsbevilling, det var Kandehus, men det kommer jeg tilbage til senere.

Det var jo først efter arbejdstid, at de kom på besøg. Vi boede fire piger på et værelse i noget gammelt bras, stråtækt bindingsværk, der var så fugtigt, at dynerne altid var våde, men selv om det var en noget kummerlig tilværelse, så havde vi det også sjovt ind imellem, blandt andet sent om aftenen, når vi havde fri. Der var altid en af os, der skulle blive til gæsterne var gået til ro og sørge for at der blev lukket og slukke. En aften var jeg sidste mand til at lukke og var lige ved at låse døren, da der kom en med en lygte over marken. I den tro, at det var en af pigerne ovre fra Kandehus råbte jeg med salvelsesfuld røst: “Hvem er det, alt så silde på kvælden” – og hvem svarede andre end Poul Reumert: “Øh, det er bare mig, jeg skal ned og hente noget i vognene.” Vi havde i længere tid forsøgt at parodiere ham, for han var nu noget selvhøjtidelig, men jeg havde nu ikke regnet med, at jeg skulle forsøge mig over for ham selv. Så jeg var glad for at mørket skjulte min identitet. Senere i livet, når nogen har omtalt den store mand, har jeg gerne pralet af, at jeg engang har gjort ham mundlam. Jeg kunne jo godt have forventet et svar noget i retning af dette:” det er bare mig, skøn jomfru,” men det kunne han altså ikke få sagt.

Inden jeg begyndte hos Kokholms havde Helle sagt, at jeg ikke behøvede aftale løn. Det skulle jeg nu have gjort, for da vi skulle afregne efter sæsonen, mente både Mads og Rigmor, at jeg skulle aldeles ikke havde det samme som seminaristerne, for som de sagde, var jeg ikke så gammel, og inden sæsonen havde vi jo bare rendt rundt med en støvklud Esther og jeg. Da blev jeg godt nok gal, men det var jo ikke nemt at argumentere, med de to, så jeg fik da sagt, at når jeg ikke var så gammel, måtte jeg hellere bede Mor om at tale med dem. Det fik vi nu ikke noget ud af. Det var nogen værre pengepugere. De var simpelthen blevet indberettet til både den ene og den anden instans, hvis det havde været i dag.

På den tid blev der på alle regninger, enten det var, når der blev solgt kaffe med brød, eller det var en regning for en hel families ophold i flere uger, blev der sat 12,5% på. Det var penge som rettelig tilkom personalet, men ikke hos Kokholms, nej, vi fik alle en fast løn og det var ikke tilnærmelsesvis noget, der lignede det vi kunne ha’ fået, hvis det var procenterne, vi var blevet lønnet med. Der var da også en del af gæsterne, som fandt ud af det, og så skere det ret jævnligt, at man fik en ekstra skilling.

Som jeg har fortalt var vi hele tre søskende på samme sted, Bo var 13 år og han var ved landbruget. En dag løb hestene løbsk for ham. I første omgang troede vi ikke, at der var sket Bo noget, han sagde i hvert fald ikke noget om det, men nogen tid efter opdagede Helle, at han gik med stok. Han lavede sjov med det, men det viste sig, at han havde haft tømmen om benet, og det så ikke godt ud da han fik buksebenet smøget op. Der var betændelse i et grimt sår. Men han ville jo ikke være “pivet.”

Inden jeg rejste hjem, havde jeg en gang mere æren af at servere for hendes Majestæt, denne gang var vi flere om det. Hun kom også med et større selskab, nemlig hele hendes personale fra Klitgaarden, der var en af dem, der havde fødselsdag, hun havde jo også en del gæster og sin hofdame med.

De tre døtre, der omtales i forbindelse med dronningens besøg er den yngste, Rigmor, der drev hotellet sammen med broren Mads efter Christens død. Og de to andre er Maria, der på det tidspunkt var gift med Hofjægermester Sigurd Andersen til Oxholm, og den tredje er Anna, den ældste i søskendeflokken – hun er gift med Søren Troldborg og bor på det her tidspunkt i Skagen.

Det lader til, at de tre søstre kom og hjalp til i højsæsonen. Den fjerde søster bor for langt borte. Vist nok i Holte.

Senere, da Elisabeth dør i 1958, er også Marias mand død, og hun rejser hjem til Kandestederne og driver i nogle år hotellet sammen med Mads.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *