Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

PÅ landevejen, der i lige linje fører fra fiskerbyen til skoven ved Bannerslund, kan man denne morgen se to farvede pletter i bevægelse. De er for små til at være biler og for store til at være biller. Det er to børn. De snegler sig af sted over den nylagte asfalt – langsomt og sejt, men målbevist. For de har en plan. De skal ud i den store verden. Lige nu er de på vej. Hvis Den store Verden er skoven, så ved jeg i dag, at børnene skulle tilbagelægge en kilometer. Men for dem er vejen noget nær endeløs.  

Slej og Marianne. Vi er fire år og på vej ud i verden. Vi vil lære den at kende og se, om den nu også er så stor og farlig, som de siger i eventyrene. Om der er trolde og hekse, eller om vi bare vil møde en gammel kone? Vi er kørende, for det er nødvendigt, vi har ikke styr på distancen, for det er første gang, vi forlader det kendte og giver os verden i vold.

Slej sidder solidt på sin blå trehjuler og træder af fuld kraft i pedalerne, der hviner slemt, for hans far fisker på England og har aldrig tid til at reparere noget. Hos Slej ligger der ødelagt legetøj overalt. Min far har nylig smurt mine pedaler, så jeg hjuler lydløst ved siden af min ven. Der er god plads på landevejen, men alligevel kører Slej med vilje ind i mig, så jeg er nær ved at vælte, og på et tidspunkt kommer vi i slagsmål, men så holder vi op igen og griner og hjuler videre. Vi skal jo langt. Helst skal vi nå til verdens ende. Det bestemte vi, da vi forleden sad i hulen, som er et tidligere hønsehus og stadig fuldt af vellugtende lort.

Egentlig er vi vokset fra cyklerne, og jeg har fået en lillesøster, som skal arve. Det er derfor, vore forældre bliver ved med at få små, siger Bedstemor, så tingene kan gå i arv, siger hun. Det er så viseligt indrettet af Herren. Og det er ikke min far, hun tænker på.

Vi kan se skoven komme nærmere og er altså ikke langt fra målet. Vi bilder os endda ind, at vi er halvvejs. Vi har forsøgt at lokke Anders med, men han grinede bare og kaldte os pattebørn. Vi klarer os uden ham. Faktisk har han været lige ved at tage modet fra os. ”Verden er uendelig”, sagde han, ”så det er I alt for små til”.

Selv om jeg ikke helt forstår uendeligt, så lyder det ikke rart. Men pyt: nu nærmer vi os Bannerslund, og vi har allerede cyklet benene trætte, så vi bliver enige om, at lige her holder vi en pause. Vi skal spise vores mad.  

Vi parkerer kørertøjerne smukt side om side, og vi smider os i det grønne græs i vejkanten. Vi ligger og ruller os velbehageligt, mens køerne på den anden side af græsset stimler sammen for at se på os. ”Har I fået glosuppe,” råber Slej.

Så finder han maden frem. Mad er hans afdeling. Hjemme er hos os maden skjult. Hos Venøs ligger den frit fremme, blot skal man altid lige undersøge, om brødet er gammelt eller om det er smurt samme dag, for smagens skyld. Hvis det har ligget i flere dage, kan vi nærmest ikke bruge det. Jeg har fyldt vandkanden fra legehuset med vand og sat en prop i. Så nu kan vi overleve, indtil vi ankommer til verden og måske endda finder det land, der hedder Slaraffenland, hvor der ikke som hos Venøs flyder med gamle madrester, men med slik og frugt og alle de gode sager, man kan købe hos Nepper, hvis man da ikke har været så dum at give alle pengene til søndagsskolen.

Fortrøstningsfuldt dumper vi ned i græsset, og vi er da også pokkers sultne, siger vi til hinanden, og Slej tilføjer, at vi om lidt kan supplere vandet med rigtig fed mælk fra de store junger, der står ved indkørslen til Bannersslundgården. Ja, hvis mejeribilen ikke allerede har hentet dem, siger jeg. Og hvis vi kan få lirket låget af. Det kan vi nemlig ikke altid, når vi er på mælkejagt. ”Du er så fuld af hvis’er,” siger Slej og tager en stort bid af sin mad, og jeg bider også i min og synes, at den smager lidt af fnuller, men tygger alligevel færdig og glemmer fnulleret, for nu får jeg øje på krøblingen. Han kommer kørende hen imod de to røde og blå pletter, som han ser stikke af mod det grønne græs og som er os. Han er ingen trold, kun en stakkel uden ben, men vi er alligevel bange for ham. Han kører i en stol.

Allerede på afstand råber han os op.

”Halløjse små børn!”

Vi gnaver videre. Krøblingen er lige så gammel som Metusalem, der blev over 900 år. Jeg synker den sidste rest brød og ser på Slej, der ryster på hovedet og hvisker: ”du siger ingenting.”

”Ved far og mor, at I er kørt helt her op?”

”Far fisker,” siger Slej, ”han ved aldrig noget.”

”Og min er ligeglad,” siger jeg.

Jeg husker ikke, om samtalen sluttede der, men vi nåede aldrig ud i den store vide verden. Da vi kom nærmere de mange træer, syntes vi, at det hele eksperiment virkede temmelig voveligt. Træerne havde noget dystert over sig, syntes vi, og der var så mange, at vi ikke kunne se en ende på dem. Vi var vant til at kunne se langt, men her blev blikket fanget og holdt fast. Måske ville vi finde alt andet end Slaraffenland i det virvar af svirpende grene og truende mørke, der tårnede sig op foran os. Pludselig var verden farlig.

Vi vendte trehjulerne og trådte hårdt i pedalerne for at komme i sikkerhed.

Få år senere blev Bannerslund et yndet tilholdssted for alle unger i Strandby, og vi var ikke mere bange for skoven. Den stod der totalt – af-fortryllet i sin materielle substans. Al magi var borte nu, og sagligheden trådt i stedet. Nu gjaldt det noget helt andet: rekorder og præstation.

Men skoven var og blev forbudt område for os børn, for midt gennem den skar hovedvejen sig. Vejen fra Frederikshavn til Skagen. Og den var befærdet. Og ikke et sted for børn. Men det var netop færdslen, der fik os til at trodse forbuddet og cykle derop. Og nu var cyklen tohjulet.

Og vi smed cyklerne i rabatten og satte os tilrette med notesblokken. Og så gjaldt om at være den bedste og hurtigste til at skrive numrene op på de biler, der passerede forbi. Om aftenen, eller henne i skolen, sammenlignede vi resultaterne.

“Har du P 26?” “Nej, men jeg fik P 307” – den er også sjælden. P 408 havde alle. Med længsel ventede alle på P1 – tænk, om man var der, når den susede forbi. Ingen fuglekiggere kunne være mere entusiastiske end os.

Vi havde forladt barnetroen på et slaraffenland, eventyret var forvist til barnekammeret, og nu gjaldt det den moderne tidsalders tekniske frembringelser: bilerne. Og de tørre tal havde erstattet fantasibillederne.

Bilosen trak mere end drømmene. Ak ja! Sådan kan det gå.