Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com
Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com
Oprydning
Ordet får mig til at tænke på barndom og opdragelse. Rydde op, det var vigtigt, da vi var børn. Børneværelset skulle være ryddeligt. Legetøjet på plads. Alt har sin rette plads. Lærte vi. Og glemte det nok (desværre måske) senere. Og vores børn fik ikke en ordentlig opdragelse på det punkt. At rydde op på deres værelser måtte de selv om. Det blandede jeg mig ikke i.
Deres rum var deres rum.
Men nu er jeg nået dertil, hvor jeg synes, at det er på tide, at jeg igen kaster mig over faget: oprydning. Og tja … først må jeg have mine bøger sat i system og på plads. Og der er mange hyldemeter at gå i lag med. Det har jeg selvfølgelig gjort tidligere; engang sorterede jeg alle de bøger fra, som ikke mere vakte minder eller tændte andre former for lys. Væk med dem! Drengegymnastik i syvende! Nej, vel! Ud! Det var let nok. Og der forsvandt mange hundrede bøger. Og senere skete der jo det, at jeg savnede en og anden bog, som jeg havde afleveret i Kirkens Antikvariat, og ind imellem lykkedes det mig at opstøve og kapre den igen.
Sådan kan tingene gå i ring.
I dag har jeg forsøgt at ajourføre mit bogkartotek. Det var jo mest at krydse af og skrive nytilkomne bøger ind i systemet, men selv om jeg har arbejdet hele dagen, så nåede jeg ikke længere end til bogstavet L.
Det går jo langsomt, hver bog skal ud af reolen og tages i hånden og hilses på og så er det, at minderne vælder frem. Længe stod jeg sådan med en bestemt bog i hånden og fløj i tankerne tilbage til en sommer for meget længe siden.
Jeg var dengang lærer i dansk på Randers Handelsskole. Bogen hedder Der Besuch der alten Dame” og er skrevet af Friederich Dürrenmatt. Hvad var det nu med den sommer? Det var i juni. Eksamen var forbi. Mine elever havde alle bestået. Nu skulle de næste 8 uger bruges på at lade op til nye danskhold. Nye elever.
Men indtil da … Ikke andet end at læse gode bøger. Tage på ferie med familien, som dengang var far, mor og to små børn. En lille pige og en lille dreng. Nu skulle der være tid til dem. Troede jeg. Så ringede telefonen. Det var min direktør. Ja, handelsskolen lededes dengang af en direktør. Foged hed han og tituleredes direktør.
Han ringede, og jeg forstod ikke lige først, hvad det var, han sagde. Jo, noget med, at skolen manglede en tysklærer til næste semester. Javel. En tysklærer? Men hvorfor ringede så han til mig? Jeg var lærer i fransk og dansk.
”Jeg er dansklærer,” sagde jeg.
”Ja, ja, men du kan vel også tysk?”
Det svarede jeg ikke på.
Vel kunne jeg ej!
Der var tavshed længe.
”Jamen, du er da sproglig student?”
”Jo.”
”Så kan du da sagtens klare det. Det er jo bare en HX-klasse.”
Jeg fortalte ham ikke, at jeg havde fået g+ i tysk stil og aldrig fik lært grammatikken.
”Jeg har jo glemt meget,” mumlede jeg.
”Ja, ja selvfølgelig, men nu får du seks uger til at læse det op.”
Nå ja, tænkte jeg. Det kan jo være at jeg kan lære det. Jeg gik reolerne igennem og fandt ”Der Besuch der alten Dame.”
Jeg begynder med den, tænkte jeg. Og det gjorde jeg. Og da semesteret startede fik eleverne en lærer, som i det mindste var indstillet på at lære grammatikken i takt med, at de selv lærte den.
Og vi var alle flittige, og eleverne bestod med anstændige karakterer. ”Så tak, direktør Foged! Og tak Dürrenmatt!”
Sammen er vi stærke.
