Stjernestøv

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Af støv er du kommet

Sådan lyder begravelsesritualets ord på engelsk. Dust to dust. Og hvor er det rigtigt. Og smukt. Og trøsterigt. Af støv er du kommet.

Hørte astrofysiker Anja Andersen forleden i et program i DR (Pilgrim 8 jan.) fortælle om verdens skabelse set med naturvidenskabelige briller, og det var præcis den dag, hvor jorden havde tænkt sig at være blød og føjelig, og solen skinnede, og foråret syntes lige om hjørnet trods kalenderens vrøvlen om vinter, og jeg gik der og rodede som et andet lille (eller stort) dyr i den danske muld og følte mig omtrent lykkelig, fordi der spirede så meget grønt op mellem senegræsset, som jeg til gengæld hev op i lange rodstrimler og slængte på komposten. Glad og næsten genfødt af fryd ved synet af det, der endnu kun var grønne løfter om farver og skønhed – nå ja, og ved selve arbejdet, som i den bløde, fugtige jord forekom let.

Som at gå rundt i Paradiset. Og endnu engang faldt den tanke mig ind, at vi er lige midt i … ja, ikke bare evigheden, men Paradiset. At det virkelig er på jorden. Ligesom vi er på jorden. Og at vi engang før altings skabelse, eller i den første spæde begyndelse, allerede var der. Som stjernerne. Som stjernestøv.

Støv på hjernen, kan jeg høre dig sige, for nu vrøvler hun da!!!!

Mennesket og Stjernerne. Ja, men det er jo lige akkurat sådan det er: Mennesket og Stjernerne.  

Og så var det jo, jeg hørte A. A. ’s beretning om al tings forbundenhed og blev endnu mere glad. At vi har et fællesskab med universet, der går over al forstand. Lige som det går over al forstand, at vi små, bitte, ja mikroskopiske størrelser er en del af uendeligheden.

Vi behøver ikke antropomorfisere universet – uden at vi behøver tillægge det menneskelige egenskaber, kan vi konstatere, at det er en del af os og vi af det.

Det gør jo ikke universet menneskeligt: Stjernerne blinker, men ikke venskabeligt eller skælmsk – universet er dybt, men det favner os ikke kærligt, træerne springer ud, men de pynter sig ikke for os.

Der kan falde en meteorsten ned og dræbe os, men det er ikke en ond meteor, der vil os til livs. Vi kan rammes af et lyn, men det er ikke et ondt lyn, der vil os til livs.

I universet er der ingen menneskelige følelser, det er os, der lægger dem derud: det er koldt, fremmed og umuligt at leve i for et menneske. Astronauterne og cosmonauterne kan ikke slå sig løs, når de flyver rundt derop.

Det er rigtigt: vi kan kun leve på denne her lille bitte klode, og kun fordi den er velsignet med et tyndt luftlag på bare nogle kilometer, som gør det muligt for os at ånde.

Og på kloden er der en NATUR som ikke er venlig, men som er med til at gøre det muligt for os at leve: træerne sørger for, at vi har ilt osv. – ja, den hele natur spiller sammen i en symfoni, som giver os mulighed for liv.

Den harmoni kan vi mennesker ødelægge. Det er vi efter sigende i fuld gang med. Og så er det slut med vores liv. Det er ikke særlig fortrøstningsfuldt. Og i den konstatering risikerer min barnlige glæde over havens spirende forårstegn at drukne.

Og det ville den også, hvis det ikke var, fordi jeg tror, at der findes en GUD – en SKABER – om hvem jeg ikke kan fortælle ret meget. Han er og bliver ukendt for os. Åbenbaret i Jesus ganske vist – forklaret i Helligånden, siges det. Men det forstår vi heller ikke ret godt. Eller jeg gør ikke.

Vi har en Bibel, men den er skrevet af os, og det er vore egne billeder, der tegnes ind der.

Et billede af GUD har vi ikke.

Vi har kun troen.

At GUD findes og vil os det godt.

”Ske din vilje!” siger vi i bønnen. Den tillid må vi vise GUD, hvis ikke vi kan det, så falder vi.

Vi falder, ja, det gør vi.

Men jeg tror, GUD griber os.  

—————————————————–

Et par billeder af den jord, jeg går rundt på hver dag:

 

Sommerhaven
Efterårshaven
Himlen over Tråen
Himlen over Ålum

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *