Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com
Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com
Jeg har tænkt i den kommende tid at skrive noget om, hvad et totalitært styre kan gøre ved mennesker – ved MENNESKET. Det er ikke uden forbindelse med det, der foregår i Rusland lige nu, og det var en overskrift i Kristelig Dagblad, som vakte ideen om at studere emnet totalitarisme nærmere.
Overskriften i avisen var noget i retning af det her: “De russiske soldater mangler krigsmoral” ( desværre er avisen ikke gemt, måske kan jeg finde den præcise formulering senere). Som jeg før har skrevet, så kan efter min mening de to ord MORAL og KRIG ikke sammensættes. Jeg ved godt, hvad avisen mener: man er moralsk, når man kæmper en retfærdig krig – og russerne ved godt, at det gør de ikke.
Den antagelse er imidlertid ikke korrekt. Det ved de ikke: Sovjetstaten ville skabe “det sovjetiske menneske” en ny mennesketype, der var 100% loyal over for Det kommunistiske Parti – og “systemet”, og det havde 70 år til at gennemføre projektet. Og jeg er bange for, at utrolig mange – mere end en generation blev så “fast formede” i loyaliteten over for det, de blev indoktrinerede i barndom og ungdom, at de ikke kunne slippe fri.
En uddybning af denne teori kræver lidt mere refleksion og tid, end jeg har haft i den seneste tid, men jeg går i gang med at undersøge, om der er hold i det. Og det vil jeg skrive om, når jeg er nærmere en påvisning af teoriens sandhedsværdi.
Kan man folkeopdrage i en sådan grad, at selvstændig tænkning fortrænges, forsvinder?
Og er det, hvad vi oplever i Rusland nu?
Som baggrund for min analyse vil jeg bruge flg. litteratur, hvoraf jeg mangler at læse de sidste kapitler af Ginzburgs erindringer. Derefter vil jeg vende tilbage. Muligvis vil der støde mere litteratur til. F.eks. husker jeg fra min studietid, at Camus i l”exil et le royaume” beskæftiger sig med emnet. Den vil jeg nok genlæse for at have mere end et centraleuropæisk værk og desuden for at belyse emnet, så både nazisme og kommunisme inddrages ligeligt:
Litteratur til indlægget dæmoni:
Dostojevskij: Det døde hus
Soltjenytsin: En dag i Ivan Denisovitjs’ liv – Gulag Øhavet
Svetlana Aleksijevitj: Bøn for Tjernonyl
Jevgeni Ginzburg: Min tunge vandring
Primo Levy: Hvis dette er et menneske
Jeg glæder mig til at læse din blog, når du har gennemtænkt emnet nok til at skrive mere. Det er meget interessant, og har vel været forsøgt i forskelligt omfang og med forskellige midler mange steder i verden. Hele begrebet “patriotisme” handler vel i og for sig om at “opdrage” til en kærlighed til en fiktiv national identitet, som man idéelt set bør være villig til at ofre sit liv for?
Det, vi har beskæftiget os med i bogklubben, har i al fald efterladt mig med et indtryk af, at den russiske kultur er meget stærkt patriotisk. Måske går det endda endnu længere tilbage end kommunisttiden?
Jeg hørte også noget P1 for nyligt (et kulturprogram, husker desværre for lidt, jeg kørte bil!) hvor en ung dansk/russisk pianist fortalte om forskellen på at studere musik i Danmark og i Rusland. Det var hårdere i Rusland, mindre hensyn til individet og studie/arbejdsvilkårene. Han forklarede det selv med, at den russiske kultur indebar en forventning om, at man var villig til afkald – særligt materielt afkald – for en højere sags tjeneste. “Det åndelige”, forklarede han, var langt højere værdsat i den russiske kultur. Mon patriotismen ikke også møder andre vilkår i en kultur med dét mindset end her i vores jordbundne danske tankegang? Og er det rester af det kommunistiske opdragelsesprojekt? Eller ældre? Du ved mere om Rusland end nogen, jeg kender, så jeg glæder mig til at læse, hvad du skriver!
Mht. dét med moralen, så tror jeg også måske der er lidt sprogligt forfald inde over. Militært har man i mange år haft begrebet “morale”, som egentlig handler om motivation og ikke moral. Journalister kan ikke så meget dansk længere. De møder det engelske “morale” og oversætter det til moral. Ligesom de ikke længere magter forskellen mellem mistænkelig og mistænksom, og flådens ord, “marine” har annekteret biologiforskningens betegnelse for saltvandsbiologi, så jeg nu igen og igen ser de stakkels marinbiologer omtalt som “marinebiologer”, selvom de næppe får løn af forsvaret. Sproget bliver fattigere. Men det er svært at kæmpe imod – jeg kan ikke rigtigt holde moralen (min morale) oppe i dén kamp i længden!
Nu skriver jeg på telefonen, så det bliver kun to ord . Dit indlæg er tankevækkende og til at blive klogere af. Tak for det.