Ida Jessen – kloge ord

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Jeg har glædet mig til at læse dette efterårs mange erindringsbøger. Og der ser du, at jeg ikke er kommet vældig meget længere med min egen. Som måske bliver den bog, jeg aldrig skrev.

Og hurra! sådan en har Ida Jessen netop skrevet: “Endnu en bog, jeg aldrig skrev.” Jeg har glædet mig til at læse den. Det har jeg nu gjort, og den har bestemt ikke skuffet mig. Hun har skrevet så fremragende bøger indtil nu, og denne her er ingen undtagelse. Så det er endnu en (fin) bog, hun faktisk fik skrevet.

Der er også bøger, jeg aldrig skrev. Her et par eksempler: om Kamma Rahbek – om Fru Gyllembourg og om Kresten Kold.

Det gjorde jeg heldigvis ikke. Men jeg har researchet i årevis for at kunne skrive de bøger. Og nu kiggede jeg så ind i et forfatterværksted, hvor det samme var sket. Årevis af arbejde. Og ikke noget produkt. Men altså alligevel: Ida Jessen skrev den her bog om dette (frugtesløse?) arbejde. Og om forfatterens arbejde i det hele taget. Om hvad det vil sige at være et skrivende menneske.

Jeg vil gerne citere nogle steder fra bogen. Men læs den selv! Her lidt fra side 37 om det at skrive fiktion:

At skrive skønlitteratur er et spind af kombinationer af fantasi, erindring, erfaring, læsning og af ting, man hører og har set. At det kan være til ubehag og modbydelighed for folk, der føler sig ramt, ser vi flere og flere eksempler på. Der har til alle tider været noget grusomt ved fiktion, og forfatterne har svært ved at se det i øjnene, for man kan ikke skrive godt, hvis man skeler til siderne. I det mørke kammer er det ikke hverdagens gældsposter, der føres. For at kunne arbejde må man i enrum et sted, hvor mit og dit ikke findes, og hvor det menneskelige er et fælles anliggende.

Her rører hun ved en af de blokeringer, jeg selv har, når jeg skriver på mine erindringer. At der kan stå noget, der vil såre andre. Ida Jessen skriver om “friheden” til at skrive det, som man synes, er det rigtige lige der, hvor man er. Uanset om det sårer eller ej. Citat fra side 38:

For det meste skal man tilkæmpe sig den (=friheden), og når man kæmper, gør det ofte ondt på andre. Det er næsten ikke til at holde ud. Der er en dobbeltmoral her. Jeg skriver fordi det er nødvendigt for mig, og samtidig træder jeg dig over tæerne, og jeg vil ikke være ved det, jeg kan ikke tåle at indse det, for så kan jeg ikke længere arbejde.”

Ida Jessen er omkring en del forfattere, mest kvindelige, i sin bog – for her at søge viden om det at skrive. Og om det at blive ved med at skrive. For man må vel holde op? Eller? Selv havde jeg besluttet at holde op med at skrive efter den store Hulsigbog. Den sugede så megen kraft af mig, at den efterlod mig drænet. Der var ikke flere kræfter. Og så det slag i ansigtet, som jeg fik, da den udkom. Fik den da dårlige anmeldelser? Nej, det var ikke det, der slog så hårdt og sendte chokbølger gennem sindet. En dårlig kritik klarer jeg uden videre, vi læser forskelligt, og det er fair nok.

Hulsigbogen var en fin bog. Men bibliotekets lektører opdagede det ikke. Ja, jeg er sikker på, at ingen læste den. Åbnede den allerhøjest, kikkede på billederne, lukkede den igen, og beskeden til mig lød, at bogen var for privat, der var for mange fotos, og den kunne derfor kun have interesse for forfatterens egen familie.

Hvorfor? Fordi den handler om forfatterens slægt?

Jeg tror ikke, Hulsigbogen er et litterært mesterværk, men jeg ved, at den har litterære kvaliteter, ellers ville jeg aldrig udgive den. Og vist handler den om min familie. Men i fiktionens form. Og det er et sprog, jeg behersker.

Netop ved at inddrage det private ligner den utallige af de bøger, der er udkommet de seneste år, jeg nævner lige Knausgård og Katrine Marie Guldager.

Hvis jeg udgiver mine memoirer, så vil jeg altså ikke skrive dem for at fortælle mine børn, hvad jeg har oplevet. Eller for at oplyse efterslægten om forfædrenes liv. Så vil jeg skrive den, fordi jeg kan skrive. Og den skal skrives i et litterært sprog, som er smukt nok til at kunne lyse. Ellers er den ikke arbejdet værd.

Ida Jessen slutter sin fine, lille bog med at omtale Kerstin Ekman – og hun er også en af mine yndlingsforfattere, og “Hændelser ved Vand” var for mig som for Ida Jessen en åbenbaring, og måske er det derfor, min Hulsigbog fik titlen: “Hændelser ved Hulsig.” Nå, men det er jo lige meget – for ingen læste den, den kom aldrig på bibliotekernes hylder. Og havde de læst det, ville de sikkert have harceleret over, at jeg “stjal” titlen fra en stor forfatter.

Ida Jessen stiller sig selv spørgsmålet: hvordan kan man blive ved med at skrive? Og det spørgsmål forstår jeg godt. Det er så opslidende at skrive. En slitage for sjælen. Men man skriver alligevel, hvis man er forfatter. Ligesom man trækker vejret, hvis man er i live.

Kerstin Ekman har skrevet i 60 år og udgav forrige år endnu en bog “Löpa varg”. Ida Jessen ville gerne spørge hende om, hvordan hun kan blive ved i så høj en alder. Her kommer endnu et citat. Det er fra sige 232:

Hold galden flydende, sagde Henrik Pontoppidan. Kerstin Ekman har galde, det er helt sikkert. Men galde kan finde afløb på så mange måder, galde er ikke noget særligt. Suzanne Brøgger siger: “Man har et sted, som man bliver ved med at skrive fra hele livet. ” “Hvad hedder det sted?” spørger Keld Zeruneith. Det vil jeg også gerne vide. “Det er et sår,” siger Suzanne.

Det forstår jeg godt. Det er et sår. Og så længe, det ikke er helet, så skriver man.

En tanke om “Ida Jessen – kloge ord

  1. …jeg læste den altså. Og selvom jeg er familie, er jeg også en læser. Jeg læste den som læser. Og jeg nød den.

Skriv et svar til Mette Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *