Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Vi bevæger os over tærsklen til et nyt århundrede. Det tyvende. Mit århundrede. Men det er ikke min tid. Det er Aakjærs tid.

Jeppe Aakjær levede fra 1866 til 1930

Aakjær skrev sine erindringer “Fra min Bitte-Tid” – “Drengeaar og Knøseaar” – “Før det dages” – i slutningen af sit liv, så også hans erindringer kan for så vidt siges at være en røst fra graven. Jeg har førsteudgaverne af de tre nævnte titler. Min mor forærede sin far dem i 1930.

Faktisk skrev Aakjær på et 4. bind, som han ikke nåede at fuldføre. Det udgav sønnen Svend efter forfatterens død. Så vist taler Aakjær fra hinsides graven. I dette (efterladte) værk betoner han, at værket aldrig ville blive udgivet i denne version, det nu foreligger, men men men … han når måske ikke at rette det. Det gjorde han ikke.

Men ligesom hos Andersen er hans digtning livet igennem inspireret af erfaringer fra barndommens liv på landet i et fattigt og barsk miljø. Og hans litterære værker spænder over store modsætninger netop, når de er mest farvede af barndommen og opvæksten. Han er både idylmaler og socialrealist – stemte socialdemokratisk, og det var vildt rødt dengang. Modsætningen mellem idyl og kras realisme slipper han aldrig.

Rugens Sange og Vredens Børn – det er samme miljø – men sangene ånder idyl og skønhed – Vredens Børn skriger af smerte.

Men det var erindringerne, vi skulle tale om.

Jeppe Aakjær skriver som sagt sine memoirer i alderdommen, men han trækker barndommen og resten af livet tæt på ved at bruge første person. Det er tydeligt nok en begavet lyriker og en dreven skribent, der “genskaber” barndommen. Alle de små fine sansninger, som vi også kender dem fra sangene, genfinder vi. Det gælder ikke mindst de steder, hvor idyllen vinder over alt andet, og han “maler” stuen fuld af farver og stemning. Et eksempel (som vi også kender fra sangene): er “mor ved rokken”: ( s.31 i udgaven fra 1928)

Ingen Dronning paa sin Trone kan tage sig værdigere ud end en gammel Bondekone, der har sat sig til Rette bag sin Rok. Min Mor havde stor Færdighed i at spinde; man mærkede, at hun her var rigtig i sit Es. Som en Virtuos fører sin Bue ud og ind, op og ned over Violinens Strenge, saadan styrede hun sin Traad under de sirligste Haandbevægelser og i smukt Samarbejde med Føddernes Leg forneden, mens Tenen rundede sig mere og mere under den evig strømmende Traad. Der var i Mors Rok en egen dyb Tone som det var Sfærerne selv, der spandt. Her var det som hendes flittige Sjæl fandt Udtryk gennem en god og øm Sang af Alnaturen, alt det bedste og skjønneste i Bondehjemmets uendelige Stræb og Strid. Og saa var det, som om hendes forpinte Nerver, der var trætte og mishandlede af Nattevaagen og Barnegraad, her fandt et Øjebliks Lindring og Hvile. Hun hvilede, og dog arbejdede hun, og det gjorde hun saa godt, at hun imellem sang derved; ikke nogen lystig Sang, al støjende Lystighed laa hende fjern, men hyppig en vemodig klagende Vise, maaske en halvglemt Markedsvise om bundløs ulykkelig Kærlighed, der ikke var til at hjælpe for. Hun sang helst, når hun var muttersene i stuen. Rokken surrede med sit evige Nyn, en enkelt flue summede henne over den varme Bilæggerovn, Støvet faldt blidt over hendes graanende Tjavser. Og Mor sang tungt og vemodigt, med den uhjælpelige Bedrøvelighed, der maa ende i Taarer. Den fattige Stue blev saa skøn i saadant et Øjeblik. Vintersolen faldt ind gennem den smeltende Rim. Det hvide Sand lyste som Guld i Solstriben paa det mørke Ler, falmede Familieportrætter, afblegede, prentede Gravskrifter skævede til hinanden paa Kalkvæggen omkring Klukhuset. Ude fra Loen lød plejlens Bump rytmisk og fast mod Rugneget, og Kokken galede kry i Forstuen, og Mor sad god og glad til Trods for sine Taarer og nød en velfortjent Hvil, mens hendes kære, trofaste Ven, Rokken, legede og spandt for hendes Haand.

Med 86 års afstand sad to af Danmarks fineste digtere og så tilbage på deres liv, og deres færdige værker har i al fald det til fælles, at de begge er mesterlige fremstillinger af barndommen. Evnen til at huske og gengive barnesindet virker ægte.

Det er jo nemlig sådan, at skønt Ingemann var konservativ og Aakjær socialist, så forstod de begge at spinde barnefantasiens væv ind i deres sange. De bevarede begge barnets rene og sarte og umiddelbare måde at sanse verden på.

Det er så tydeligt i deres lyrik. Men viser sig også i deres skildring af barnets verden, som de husker den.

Og så alligevel. I litteraturen udfoldes en vifte af følelser. Men ikke i erindringerne.

Da jeg havde læst 4. del af serien færdig ( Efterladte Skrifter) , sad jeg med en underlig fornemmelse af, at noget manglede. Eller måske manglede det ikke. Måske skulle det ikke være der. Nemlig samlivet med familien. Jo, det skildres jo vigtigt i det første bind. Faren, moren, bedstefaren. Og så alligevel ikke rigtigt, for her mangler jo f.eks. alt om de andre børn. Det er, som om de ikke eksisterer, som om han kun bruger dem for at vise, hvor forslidt moren var på grund af de der mange børnefødsler: altid en ny i vuggen. Og hvor fattige de var af samme grund.

Men man møder ikke mange børn i erindringerne. Og i 2. og 3. bind er de mange søskende også totalt fraværende – vi får ikke navne eller karaktertræk eller andet, der fortæller om dem, og når hjemmet nævnes, så er det ikke menneskene, måske med undtagelse af den elskede mor, men tingene, der betyder noget. Her har digteren en stue at skrive i. Her kan han bo gratis for en tid. Og skrive.

Det, der virkelig betyder noget og som fylder alle bindene er digterens liv som digter. Hvor hårdt og fattigt det var at slide sig frem til et gennembrud. De mange trængsler for at kunne nå dertil, hvor han kunne få lov at skrive. Bare at skrive. Og at læse. Litteraturen. Kampen for at nå frem og selvfølgelig også for at få budskabet frem. Han kæmpede med pennen for den fattiges ret til et bedre liv.

Men det kan ikke andet end undre mig, at kærligheden fylder så lidt. Og sex eksisterer ikke. Jo, kærligheden til den forslidte mor ( som piskede ham med riset!), men ingen forelskelse i andet end litteraturen. Den, han læser, og den, han skriver. Der er ligesom ikke plads til andet.

Da han bliver gift med Marie Bregendahl fylder også hun kun nogle bisætninger i bogen – hun er ikke til megen nytte i hans karriere – og da han får en søn (Svend), så flygter han helt bogstaveligt fra hjemmet for at kunne få ro til at skrive.

Om kærlighed til sønnen hører man ingenting. Først i slutningen af sidste bind får Svend en lille rolle. Han rejser til England med sin far. Og det var vist en god rejse for dem begge, skriver Aakjær, men heller ikke her er der antydning af følelser.

Og den senere kone kommer også kun på banen i randbemærkninger, og de børn, han får med hende, hører man ikke om. Kun et enkelt sted skriver han, at han ville ønske, at han havde været lidt mere sammen med sine børn.

Men det var han ikke.

Det væsentlige for ham var aldrig familien. Det var hans digtning. Det er her, hans hjerte slår. Det er her, han lever. I hans sange er følelseslivet til gengæld rigt udfoldet – undertiden går det ligefrem over i det sentimentale. Og i hans kampskrifter for bedre vilkår for landproletariatet får følelserne ikke for lidt. De kommer i kog.

Vredens Børn fik det hele. Hans egne tja, de fik vist ikke meget.

Men jeg kan tage grumme meget fejl – det her er jo et litterært værk, og det følger måske ikke digterens liv, men sin egen kompositoriske plan: vi er ved kernen af erindringsgenren her, for skal digteren fortælle os “sandheden” eller skal han skabe et værk, der er smukt og sandt som kunsten er det, når den følger sine egne love og regler? Har Aakjær blot skilt det private fra og skrevet om sit offentlige liv som skribent? Og ikke om sin elskede kone og elskede børn?

Tier han med vilje?

Jeg har svært ved at opfatte ham som en kold fisk. Men kunne han ikke vise sine børn, at han elskede dem over alt på jorden, så var han det. En kold fisk.

Tænk, at jeg skulle skrive det om Aakjær. Undskyld gamle ven! Du måtte gå så grueligt meget igennem, og så blev du berømt. Men det kostede dig måske det vigtigste i livet. Kærligheden.

Måske sidder jeg her med “kvindeblik” og undrer mig over, at børn kan betyde så lidt, at de ikke får plads i erindringen?

Men hvordan det end er, så har vi heldigvis sangene.

Og tak for dem!