Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Så er vi nået til Jeppe Aakjær, men han får lov at hvile en stund på sine velfortjente lauerbær. For jeg vil lige liste omkring nogle nutidige. Senere vil jeg uddybe.

Det var Per Højholt, der skrev, at man skulle undlade at røre hovedstolen (det selvbiografiske stof), når man skrev skønlitteratur.

I den nyere litteratur bliver hovedstolen ofte endevendt.

For de moderne digtere – det nye årtusindes digtere – kan ikke rigtig slippe fri af den omtalte stol, det er som om der er et klæbrigt stof på den, som ikke vil slippe dem.

De kan ikke rejse sig og gå videre, før de har grebet fat i samme klæbrige stads og vredet det rundt i deres digterhjerner. Og de bliver ved og ved, selv om de fortæller, at det gør noget så satans ondt.

Nu er det her jo nok lidt overdrevet – som det altid bliver, når man vil se mønstre, der aftegner sig i andre mønstre, sådan at det hele løber en smule sammen – men – alligevel er tendensen ikke så vanskelig at få øje på.

Jeg græsser med glæde i den nyere danske og udenlandske litteratur – så meget, jeg nu kan nå, og her vil jeg blot nævne de bøger, som jeg umiddelbart kan komme i tanke om, og som jeg har læst inden for de seneste år. (Gode bøger for resten).

Erling Jepsen: kunsten at græde i kor

Thomas Korsgaard: Hvis der skulle komme et menneske forbi

Knud Romer: den der blinker er bange for døden

Christian Ditlev Jensen: Det bliver sagt

Leonora Christina Skov: Den der lever stille

Katrine Marie Guldager: det samme og noget helt andet

Kim Leine: Kalak

Edouard Louis: Færdig med Eddy Belleguelle

Jesper Stein: Rampen

Peter Øvig Knudsen: Min mor var besat

Søren Ulrik Thomsen: Store Kongensgade 25

Dette har jeg griflet i al hast og efter hukommelsen, og umiddelbart undrer det mig, at der kun faldt 2 kvinder ud af min mentale harddisk, mens der uden besvær dukkede hele 9 mænd frem. Hvordan hænger det sammen? Hvor er kvinderne?