Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com
Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com
Inden jeg stævnede ud fra lille Strandby, i første omgang til Th.Langs Kostskole i Silkeborg, var jeg spejderleder. Og en af mine sidste bedrifter bestod i at ledsage en flok piger til Als. Her boede vi hos Mads Clausen, som netop på den tid, det var sidst i 50’erne, lagde grunden til Danfoss. Og vi piger blev inviteret hjem til Clausens en aften, hvor vi bl.a. mødte en lille amerikansk feriedreng, som af en eller anden grund langede ud efter mine piger, så jeg måtte gribe ind. Og knægten råbte: ”This is a free country! I can do what I want!” Nej, det kan du ikke, sagde jeg, og begyndte på et opdragende foredrag om frihed og anstændig opførsel.
Frihed. Ja, det er jo ikke, at man kan gøre, hvad man vil.
I hele min levetid har jeg betragtet friheden som en selvfølge. I al fald har jeg altid set min egen frihed som en selvfølge. Det var mig selv, der valgte min vej i livet. Og jeg mødte ikke modstand fra dem, der havde autoritet og midler til at give mig den. Set i bakspejlet og på en afstand af 60 år, forekommer det mig, at de kære forældre burde have bremset mig, f.eks. da jeg lige efter studentereksamen rejste til Paris som au-pair pige og ikke blev i pladsen, men slog mig ned i byen og forelskede mig i en ung militant kommunist.
Jeg havde virkelig min frihed, og da jeg tog ham med hjem, opførte mine forældre sig høfligt over for ham, selv om de kunne se alle advarselslygterne blinke, og det var mig selv, der slog op med fyren, som helt sikkert ville have tvunget mig ind i en virkelighed, hvor jeg ikke havde kunnet ånde frit. For sådan var det i hans verden. Kvinder mødte op 1. maj og demonstrerede sammen med mændene, men ellers nøjedes de med at demonstrere kogekunst. Til ære for mændene. Og så vil jeg lige tilføje, at man i al fald dengang spiste fantastisk god mad i den franske arbejderklasse. Michels mor lavede gourmetmad hver dag. Hvilken fiasko jeg ville være blevet der!
Men havde mine forældre forsøgt at sætte en stopper for mig dengang og andre gange, når jeg valgte tåbeligt, så ville jeg helt sikkert have forsvaret min ret til frihed og måske være gået planken ud og havde i dag siddet som en forslidt og mislykket husmor i en forstad til Paris.