Velkommen til min blog. Et vindue til mit forfatterskab – et forum for diskussion af emner, jeg finder interessante og aktuelle

 

Kapitel 13

Kandestederne 1894

Kapitel 13

Kandestederne 1894-1895
 
 
At han var nødt til at gå til havet i den slags vejr. Vestenstormen der hylede fælt. Og mørket. Og februarkulden; i nat bed den værre end nogensinde.
Uldent og tykt og varmt, tænkte Karen Marie og fandt strikkede trøjer og hoser og uldne huer, ja alt, hvad der kunne holde hans krop i live, om han skulle nødes til ikke bare at gå strandvagt, men også søsætte redningsbåden og lade sig gennembløde af de isnende bølger. Om der var strandet et skib, og det sendte sine nødskrig mod land.
”Du må snart holde op, Mads,” sagde hun halvhøjt, mens hun hjalp ham de lange skindstøvler på. Hun så op på ham og mødtes af det alvorsblik, han ødslede med i stunder som denne.
”Hører du, Mads?” blev hun ved, da han forblev tavs, og hans hårde ansigt knyttedes i kulde, og han blot virrede irriteret med hovedet, som om det, hun havde sagt, var i vejen og for resten så inderligt ligegyldigt.
Det var det ikke.
 
Mads Houkjær kiggede skråt ned på det renskurede gulv, ikke på Karen Marie, for ville ikke møde hendes blik nu. De sorte øjne kunne man drukne i, de kunne forhekse, så man blev svag. Men han behøvede ikke synet for at vide, at hun havde løsnet sit lange, kulsorte hår og ladet det falde ned over de spinkle skuldre. Han bøjede sig en smule og lod hånden stryge gennem det. Så fin hun var, tænkte han en smule fortrydelig ved tanken om al den skrøbelighed.
Så løftede han alligevel hovedet og så på hende med det mørke, der havde samlet sig i hans øjne. Og hvad var det, hun nys havde sagt og gentaget? Holde op? Skulle han holde op? Fordi det blæste til storm? Kunne han måske holde op med at trække vejret?
Men kvindfolk, tænkte han. De var så fine og sarte og gik aldrig planken ud. Det kunne han blive nødt til, og så ville han ikke tøve, men gå med åbne øjne. Ikke fordi frygten var ham ukendt. Den havde fejet gennem hans indre med sine iskoste, til han frøs og næsten blev handlingslammet. Hvor ofte havde den ikke stået ved hans side og grinet sin ondeste latter. Men så var det, han slap alle de knægtede kræfter løs og blev ondere og stærkere end døden. Så blev han stål.
Havde han måske givet op dengang, da kuglerne sang om ørerne på ham og kammeraterne? Da kanonerne tordnede, og de ikke kunne høre andet end deres egne skrig og følte smerten skære i kødet og så ødelæggelsernes brand alle vegne.
Dengang ved Helgoland. Havde han tøvet da, så var tovet knækket, og han ville have været dødens letteste bytte. Sådan var det dengang, og sådan var det nu.
Når havet derude brølede sin krigssang, så skulle han være rede og tage kampen op og endnu en gang vise, at han var stærkere end døden.
 
Ved redningshuset mødtes han med sin bror, Ole Houkjær, og sammen stred de sig ned til stranden. Det var blæst til storm i løbet af natten, og begge var blevet vækket af alarmen og havde med det vidst, at de måtte ud.
I kløften mellem de yderste klitrækker blev de standset. Her sås bølgerne brække og flyde ind, til de fyldte hele nedkørslen med deres hvide skum, og de måtte indse, at de umuligt kunne gå strandlangs. Der var ingen strand.
”Så går vi hjem … eller … ?” råbte Ole i et forsøg på at overdøve bølgernes bragen og stormens hylen.
”Det kan vi ikke,” skreg Mads tilbage, ”strandvagten fra Skagen når ikke nær langt nok.”
”Men havet går jo op over klitterne for fanden!”
Ole skubbede til ham, som om eden ikke alene kunne gøre det. Det kunne den ikke. Og heller ikke skubbet.
”Vi går i klitten, fra top til top!” Mads holdt Ole i et fast tag, så slap han ham og daskede til ham.
”Er du faldet af på den, lille bror?” brølede han.
Ole svarede ikke, skulle de gå vagtturen trods al fornuft, så skulle de ikke spilde kræfterne på overflødigt skråleri. Han tog et skridt frem, bukkede sig forover og begyndte at stride sig nordud. Mads fulgte i hans spor.
Først, da de havde gået så længe, at de måtte være på vej ind i Højen vagtdistrikt, standsede de op. Ole hev brændevinsflasken frem og rakte den til broren, der begærligt drak lange slurke af den hidsige væske. Det varmede.
”Her,” sagde han og rakte den tilbage. Også Ole lod drikkens ild løbe gennem sig.
De så det samtidig. Lyset. Lidt længere mod nord. Nær Spirbakken måtte det være. Et skib. Og det stod og huggede, mens lyset kom og svandt i de høje bølger. Var det strandet, eller var det blot kommet lovlig tæt på kysten? De stod tavse og stirrede en tid.
”Det er strandet,” afgjorde Mads. ”Vi må tilbage.”
Der blev ikke ødslet flere ord, men løbet hjem føltes som en lang smerte, der blev ved og ved. Så var de ved redningshuset, Ole begyndte at klargøre båden. Mads løb op til gården og fik fat i telefonen og varskoede folkene i Rannerød. Mandskab og heste og det hurtigt. Så løb han tilbage til redningsbåden.
 
Karen Marie var faldet i søvn. Det plejede hun ikke, når han gik strandvagt, så sad hun gerne oppe og holdt liv i kakkelovnen, så han kunne varme sig, når han vendte hjem. Hvor ofte havde hun ikke måttet tø ham op efter sådan en vinterlig uvejrsnat. Så havde han været så glad for hende. Så var hun til for ham.
Men i nat var hun alligevel døset hen i den gode varme og vågnede først ved, at yderdøren gik, og støvler skramlede over stengulvet. Gudskelov, så var det overstået for denne gang, Og han var i live. Og hun skyndte sig ud for at tage imod ham, men hørte ham, før hun så ham. Han stod i gangen og telefonerede.
Modet sank, og hun følte ingenting, kun tomhed. Og hun ville holde ham tilbage, eller … hvad ville hun? Hun fandtes slet ikke i hans verden nu, og da hun greb fat i hans ærme og ville … ja, hvad ville hun? – så rev han sig løs og styrtede ud ad døren.
 
Det varede længe, syntes brødrene, alt for længe, men så kom de, den ene efter den anden. Tavse. Klædt i varmt tøj, sydvesten trukket ned over panden og iført de lange, nye korkveste.
Så var hestene der, og båden blev rigget til, og de nervøse dyr beroliget og spændt for. Enhver kendte sine heste og vidste, hvordan de skulle få dem til at yde det utrolige, til at stride sig langs en strandbred, der ikke mere fandtes, men blot var et frådende bølgehelvedet. Ja, nu skulle hestene trækkes gennem helvedet, og de skulle selv følge med.
Søren Christensen stod ved sin hest og snakkede lavmælt til den, som var det en af småpurkene derhjemme, der var blevet ræd og nu skulle trøstes. ”Så så … og se her,” sagde han og holdt noget hen under mulen. Hesten huggede det nervøst i sig.
Så gik det mod Spirbakken. Det var efterhånden blevet morgen, og februars grå tvelys trængte langsomt gennem mørket, der dog endnu lå slørende over strand og hav. De eneste lys, der skar klart igennem tusmørket, kom fra mændenes lygter og fra de lys, som var fastspændte på hestene, og hvis hoppende flimren i det urolige hav syntes at have en beroligende virkning på de rædde dyr.
Nu var de så nær, at de kunne se lysene derude på skibet og også svagt skelne omridset. Det var en bark af en anseelig størrelse. Ved Spirbakken strakte stranden sig langt ind i landet og gik i et med milen derinde. Her var en strandbred, og yderst på den sås Spirbakkens redningsbåd, som allerede havde været i søen og nylig var trukket på land. Mændene fra Højen stod gennemblødte og tænderklaprende i bådens læside. Brændevinsdunken gik fra hånd til hånd.
”Vi har forsøgt at gøre, hvad vi kunne,” sagde deres formand, Jens Rasmussen. ”Vi kom tæt på skibet, men kunne ikke kaste tov, fordi strømmen var for strid. Vi blev slået væk flere gange, og tre af vore årer knækkede i noget rigning, der lå og flød. Det var med nød og næppe, vi nåede i land.”
”Vi går ud nu,” sagde Christen Høgenhaug. ”Og kommer vi i knibe, så ved I hvad I skal.” Han nikkede mod de fremmede redningsmænd og fik et tavst nik tilbage. Og nu bragte Christen sine mænd i stilling.
”Så skal vi ud!” brølede han, og mændene stemte ryggene mod bådssiden og fik den gamle veltjente redningsbåd gjort flot, og nu begyndte de at kæmpe sig ud over brændingen. De var trygge ved deres formand. Christen Høgenhaug havde aldrig fejlet, og han vidste præcis, hvordan de kunne undgå de brækkede bølgers knusende kraft.
Og så skete det netop, som de nærmede sig det forulykkede fartøj, at skibslasten på dækket rev sig løs og styrtede i havet.
”Se! Dækslasten er løs!”
”Så er Satan løs!”
Christen Høgenhaug så et øjeblik ud til at overveje. Han vidste, at hans ordre ville blive fulgt lige meget, hvad han forlangte.
”Vi fortsætter!” brølede han gennem brændingen og så ryggene spændes på ny og mærkede, hvordan hans mænd lagde alle kræfter i. Skibslasten, der bestod af store tømmerstokke kom sejlende lige mod dem.
”Syd!” skreg Christen, og båden bøjede af, blev løftet op på en bølgeryg og af strømmen ført væk fra den drivende skibslast.
”Og så går vi stik nord!”
Igen vendte båden en halv omgang og nærmede sig nu den store bark så meget, at de kunne høre mændenes råb og se dem stå bundne til master og hvad der var tilbage af rigningen.
”Vi går ikke tættere, men kaster dræg herfra!”
Christen greb om det lille anker og kastede. Dræget plaskede i havet. Han kastede igen. Samme uheld. Nu rejste Ole sig fra sin plads, skønt han ingen ordre havde fået. Det var uhørt, men de sad alle tavse og så på ham, da han tog dræget og kylede det gennem luften. Det landede på skibsdækket.
En af søfolkene havde allerede skåret sig fri af masten og krøb nu møjsommeligt hen til ankeret, fik fat i det og halede tovet til sig, hvorefter han krøb tilbage til stormasten. Her kunne de se ham nærme sig en stor dreng, der stod og græd højlydt. De så sømanden løsne drengen og gelejde ham hen til rælingen, men her gik der panik i knægten. Han sparkede og slog og skreg vildere end før, og sømanden måtte opbyde alle sine kræfter for at få tovet bundet om ham og verfet udenbords. Drengen ramte havet med et plask, der øjeblikkeligt slugte al hans gråd.
Mændene i redningsbåden trak af alle kræfter i tovet og fik den chokerede dreng halet hen til båden og hevet indenbords. Han hang som livløs i armene på Ole, der hastigt lagde ham i bunden af båden og på ny kastede det lille anker til skibet.
Efterhånden som de våde og forkomne sømænd blev trukket til og halet ind, sank båden dybere og dybere i vandet, der efterhånden nåede næsten til toften. Og nu skyllede bølgerne ind over den. Om lidt ville de synke.
Da lød igen Høgenhaugs kommandostemme.
”Til land. Nu!
 
Der var reddet ti mand, og de lå og spjættede på bådens bundplanker som halvdøde fisk. Det gjaldt om at få dem ind hurtigst muligt, ellers ville de være helt døde.
Ole tænkte, at han ikke kunne klare mere isnende koldt vand, og så tænkte han på, at mændene, der nu lå og sitrede i bunden af båden, havde stået i mange timer overskyllet af den ene brodsø efter den anden.
De Sømænd der var efterladte på barken, syntes ganske at have mistet modet. Man kunne se dem hænge som livløse i de reb, hvormed det havde surret sig fast.
Det lykkedes redningsbåden endnu engang at forcere brændingen uden at kæntre og nå i land, hvor de forulykkede blev modtaget af mange hjælpende hænder, de blev indhyllet i varme tæpper og lagt i de halmforede vogne, der skulle bringe dem til Højen, hvor de var ventet.
”Der er ti mand mere derude,” sagde Høgenhaug til Jens Rasmussen. ”Vi kunne ikke bjerge flere.”
”Nej, men vi går ud nu!”
Mændene stod allerede parate og fik hurtigt båden i havet. Inden dagen var forbi var 18 af de 20 søfolk reddede.
To druknede.