Intermezzo – Indlæg nr. 137 i Hjemstavnsroman

Velkommen til min blog. Et vindue til mit forfatterskab – et forum for diskussion af emner, jeg finder interessante og aktuelle

Det følgende kapitel foregår 1834 i Hulsig. Hesselholt lå også inden flytningen i Skagen Landsogn og ikke så farligt langt fra Hulsig – der både var navnet på en bæk og en samling gårde, bl. a. Hvolsig, – og i hvis udkant den nu kom til at ligge. Det var lige ved skellet til Raabjerg Sogn, og det er derfor ikke underligt, at der hele tiden var et livligt samkvem mellem gårdene i de to sogne, navnlig var der hyppige forbindelser fra Hulsig til Rannerød, Starholm og Kandestederne, der alle lå i Råbjerg Sogn.

På det her tidspunkt bor der 62 personer i Skagen Landsogn fordelt på 11 familier. Det er nogle dem, vi skal møde i næste kapitel. Jeg ved, hvem der bor i gårdene og har forsøgt at finde hver enkelts identitet ved søgen i kirkebøger og i folketællinger, et arbejde jeg ikke er helt færdig med. Det er f.eks. ikke lykkedes mig at finde ud af, hvor den unge omgangsskolelærer, Christen Pedersen boende på Lundholm, kommer fra – han er ikke fra Skagen og heller ikke fra Raabjerg.

Der er på dette tidspunkt 3 steder, der benævnes Lundholm  – på det ene sted regerer urmager, fisker og jordbruger Christen Jensen på 37 år. Han bor ene og er ugift.

I det næste Lundholm finder vi Christen Thomsen på 54 år. På hans gård er der både kone og en stor børneflok og desuden en tjenestekarl og et almisselem. Den familie kommer vi helt sikkert til at høre mere om senere.

På det sidste Lundholmsted hedder husfaderen Mads Christensen og også han har kone og børn og en tjenestepige, og desuden huser han den før omtalte omgangsskolelærer.

På Hesselholt ( i folketællingen kaldt Heiselholt) har Jens for længst overtaget gården efter sin far Mads.  Det gjorde han allerede i 1813. Da var moren død og faren kommet på aftægt efter underskrift af en kontrakt – en såkaldt flerføringskontrakt.

Og Jens giftede sig senere med Ane Madsdatter. Jens og Ane får ingen børn, men de ansætter Jens’ søster i Højen, Kirsten Maries, børn. En efter en kommer de til at tjene til føden på gården, og som vi ved fra kapitel 2, så mister fiskeren i Højen Jens sin båd i en forårsstorm, og skønt han var klitfoged har det sikkert slået ham noget ud af kurs. Det er i al fald en kendsgerning, at han må bide i det sure æble og sende sine børn til Hesselholt for at tjene til føden.

Her i 1834 er det Maren Kirstine på 21 og Svend på 13, der arbejder på gården. Deres bror Lars kommer til gården senere, og det er ham, der overtager den. Han arver den vel at mærke ikke, han køber den.

På gården er der i 1834 yderligere en tjenestekarl ved navn Søren Larsen. Om ham ved vi ikke meget, men han kommer fra Kandestederne og skifter senere plads til Klarupgården, hvor vi finder ham i folketællingen fra 1840. Han gifter sig i 1843 med en syerske fra Heden, Ane Christensdatter hedder hun.

Jens Madsen var velbegavet, men han havde et stort handicap – han kunne nemlig ikke læse – i min familie er der mange ordblinde, min far f.eks., og Jens har helt sikkert været en af dem. Det var upraktisk, for han besad flere tillidshverv, var f.eks. sognefoged. Så derfor var han nødt til at lade Ane læse alle skrivelser højt, indtil han kunne dem udenad – på den måde var han nogenlunde garderet, når han skulle ud i et officiel ærinde eller deltage i et møde.

Her slutter jeg min indledning til kapitel 3. Kapitlet vil blive skrevet i løbet af januar, og der skulle gerne ret hurtigt følge flere kapitler efter. I hele resten af januar og indtil 1. marts vil jeg arbejde udelukkende på bogen.

Det vil ret hurtigt vise sig, om inspirationen melder sig sammen med den proklamerede flid. Det håber jeg sandelig, men her er jeg aldeles prisgivet musernes velvilje. Og de er her ved mit bord undertiden nogle sært vrangvillige damer.

 Cecilia og Anna juleaften

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *