Billedet herover forestiller en dame, jeg gerne ville have kendt. Nu ved jeg ikke så meget om hende, men dog det, at hun er min tipoldemor og at hun hed Christiane. Hendes mand hed Christian Pedersen Krøg, og ham kan jeg ikke vise billeder af, for der findes ingen. Sært nok, for han var en dygtig landmand og sognefoged og afholdt og alt andet godt, men det eneste billede, der fandtes af ham, fik Christiane med sig i kisten, da hun døde.
Karl Krøgh fortæller 21/7 1968:
“Christiane Krøg … har det eneste eksisterende Billede af Christen Krøg med sig i Kisten. Christen Krøg hængte sig, da Elise Hesselholt var 4 Aar gammel. De boede da i den gamle Skomagers Ejendom i Rannerød. Der blev sagt til Elise: “Kan du lige gaa over til Bedstefar og sige, at vi skal have Kaffe.” Hun kom da over og tog omkring Benene af Bedstefar, men kom tilbage og sagde, at Bedstefar hang saa mærkeligt. Han havde hængt sig i den østre Bygning. Deres Hjem var der dengang.
Kristine Houkjær gav Christiane Billedet med i Kisten efter hendes Ønske under Hovedpuden. Kristine røbede det engang overfor Karl, da han spurgte, hvor det Billede af Christen Krøg var blevet af. 
De ejede Krøggården, som i dag er væk, men som lå lige nord for Gårdlunds gård, den store gård ved banelinjen, hvor der i dag er sommerpension, og den er ligesom alle andre gårde i byen flyttet, endda vist flere gange. Jeg vil vise et billede af gården senere. Nu først lidt personhistorie.
fra 1667 – ejedes gården af Fedder Hansen Høyer
fra 1701 – ejedes den af Christen Krøg
fra 1787 – hed ejeren Peder Krøg
fra 1798 . 1819 – hed ejeren Christen Pedersen Krøg
fra 1819 – 1850 – hed ejeren Peder Christensen Krøg
fra 1850 – 1867 – hed ejeren Christian Pederen Krøg – og hans datter Maren giftede sig med Chr. Larsen
fra 1877 – 1911 ejedes gården af Chr. Larsen
1911 – 1935 – Hed ejeren Chr. Peter Larsen og han var gift med Anna Jensen
1957 – Overtog sønnen Carl Krøg Larsen gården, som han senere i 1957 solgte til Martin Gårdlund.
Christian Peter Krøg var travl og dygtig, men vist nok også lidt for glad for flasken, og han endte sit liv tragisk. Det vil jeg vende tilbage til, idet jeg vil slutte dette indlæg med anekdoter om folkene, sådan som jeg har fundet dem i aviser og bøger og på Tinghuset i Skagen ( lokalarkiv).
Christian Peter og Christiane fik tre døtre – Den ældste, Ingeborg, døde som ung, 15 år gammel, og hun døde på sin arbejdsplads i Frederikshavn, hvor hun var tjenestepige. De to andre piger var Maren og Marie. De blev begge meget gamle.
Maren giftede sig med Chr. Larsen, der var møller i Rannerød, og senere overtog de Krøggården, og de gamle flyttede til møllen. De fik en række børn. Dem vender vi tilbage til, for det er farverige personer, og dem husker jeg næsten alle sammen.
Marie giftede sig også godt, nemlig med Ole Houkjær, en hædermand på alle måder, f.eks. var han dekoreret for de mange menneskeliv, han havde reddet. Ole var fra Houkjærgården, der senere blev til Kokholms Hotel, men det er en anden historie. Marie og Ole havde først et lille sted, men overtog på et tidspunkt den større gård Klarup neden for Rumpens Mile, også kaldet Rumpen. Marie fik en smuk datter, nemlig min farmor Elise. Hende vender vi også tilbage til.
Her er et billede af Krøggården, inden den bliver rakt ned i 1986 af den nye ejer Martin Gårdlund, der købte nabogården Lundgård og senere også Krøggården. Billedet her er fra 1964.

 
Her er nogle anekdoter fra gårdens liv. Den første handler om to bønder og udspiller sig i 1867 – den ene af personerne er Christianes mand, Christian Krøg og den anden er A. P. Gaardboe, som i al fald mine “gamle” læsere vil kende. Til evt. nye blot det: også han var bonde og sognefoged, men i modsætning til de fleste andre bønder var han lærd. Han studerede egnshistorie og skrev artikler på et meget højt niveau. Faktisk var han selvlærd videnskabsmand.
Historien, som jeg vil fortælle har jeg fra to artikler fra Skagen Avis, den første er fra 9/12 1957 og underskrevet Helge – den anden er fra 2/4 og fortalt af Christian Houkjær. De er ret enslydende, dog er i den første de to omtalte mænd meget glade ikke blot for at tale sammen den halve nat, men også for at tømme ikke så få glas brændevin. I den anden hører vi, at Chr. Krøg byder på dram, men at Gaardboe betakker sig – for han er afholdsmand ( hm … ) ja, så kan vi jo vælge at tro, hvad vi vil.
Men her kommer historien, som er ganske vist:
De to sognefogder mødtes i Skagen, hvad de lavede der hører vi ingenting om, kun at de ret sent måtte hjemad og selvfølgelig langs stranden, for andet lod sig ikke gøre på den tid. Det var om vinteren, og det stormede, så turen var langt fra behagelig, men de to mænd fandt ud af, at de havde utrolig meget at snakke om, og de lagde slet ikke mærke til, at de blev gennemblødte – hvad de har snakket om, ved vi heller ikke, kun kan vi sagtens regne ud, at det næppe var smalltolk, der hensatte dem i den grad af sanseløs snakkeglæde. Der var en åndsbeslægtethed, som trodsede vejr og vind og skabte glæde.
De kom hjem til Krøggården i god behold, men nu frøs de slemt, og Gaardboe var nem at overtale til at overnatte på gården, og lidt efter sad de inde i sovekammeret, der blev brugt som opholdsstue i den koldeste tid. Nu citerer jeg fra avisen:
“Krøgs kone Christiane gav sig til at stege rødspætter til de forkomne og sultne mænd. At værten forlangte sin kone til at sætte brændevinsdunken på bordet tyder på, at han ikke har kendt A. P. Gaardboe. Denne var nemlig total afholdsmand og agitator for afholdssagen, så der blev ikke skålet ved det bord. Alligevel blev det ud på natten, inden ægteparret kunne lægge sig, og gæsten anvises sit sovekammer.
Tidligt om morgenen måtte Gaardboe så trave resten af vejen hjem til Sønder Gaardboe, hvor han levede sin ungkarletilværelse.”
Længere er historien ikke, men som sagt har jeg fundet en anden version af den, skrevet i samme avis 9/12 1957. Der står heri: “Han beordrede sin kone, Christiane, til at hente flasken, og paa staaende fod fik de to folk sig nu et par kraftige snapse. Alt imens lod Chr. Krøg munden løbe og fortalte løs af sine velkendte krøniker, hvoraf han skal have været i besiddelse af et større lager. Krøgstedet var vidt og bredt bekendt for at være et særdeles gæstfrit hjem, og Chr. Krøg som den bedste fortæller i miles omkreds. Næste morgen blev Peter Gaardboe vækket ved violinspil fra et sideværelse. Det var Chr. Krøgs gamle far, Peder Krøg ( Pier ), der som 80 årig aftægtsmand spillede.” ( citat slut) Pier var en meget yndet spillemand – flittigt brugt til bryllup og andre fester også i Skagen.
Nu ved vi så også, hvorfor Gaardboe var så fascineret af kollegaen fra Hulsig. Han samlede nemlig på folkeminder af enhver slags – har bl.a.studeret overtro i tiden – og her var noget at hente.
Og nu vi er ved fortælling fra den gård, så er denne lille artikel i Berlinske Aftenavis ret interessant. Den er trykt 24/5 1954, og er et interview med Karl Krøg Larsen i Hulsig. Karl er oldebarn til mine oldeforældre, Chr. Krøg og Christiane.

Her ser vi hende langt senere med to af søstrene: 

Fra venstre: Kristine Houkjær, Marie Larsen og Anna Andersen. Billedet er taget hjemme på Kristine og Peter Houkjærs gård med udsigt mod heden.
For nogen tid siden fik jeg et brev fra et barnebarn af Kristine Houkjær. Og hun fortalte, at bedsteforældrene var meget religiøse, der blev bedt bordbøn og aftenbøn og sunget salmer. Det samme kan jeg fortælle om min bedstemor. Hun var missionsk og meget from.
Marie var ikke from, det havde hun slet ikke talent for, jeg husker hende som en spruttende humørbombe, og hun elskede at fortælle om kærlighed og romantik. Da hun var meget gammel besøgte jeg hende i Hjørring, og vi spillede den samme gamle smægtende slager  på hendes grammofon om og om igen  – hun var ikke langt fra at danse til. Men de andre var fromme, og jeg vil senere undersøge, hvilken rolle Indre Mission spillede i Hulsig
Her ser vi et billede af Kristine i færd med at vaske får, måske er det Peter Houkjær, der assisterer hende?

Jeg har ingen ungdomsbilleder af Christiane ( Kristiane ) – her er det billede, bestemor havde stående af hende:

 
.Herunder en bror, Chr. Peter Krøg, som blev gift med Anna fra Tranestedet

Her under er de i en lidt yngre udgave og sammen med deres børn.

Det er en meget smuk famlie, synes jeg, Anna Krøg var eneste datter og absolut en skønhed. Børnene lignede hende, navnlig datteren Sylvia. Den store dreng er Karl, som senere overtog gården. Den lille er Peter, der ikke blev landmand.
Og en hel ung Chr. Peter ser vi på det her billede fra soldatertiden i København. Jeg har flere af disse soldaterbilleder, men desværre står der kun navn på dette ene. Her har bedstemor skrevet “min broder Peter” hun må vel have ment Chr. Peter? Her er han i al fald i al sin soldaterpragt:

ANNA KRØG:
Jeg besøgte somme tider Krøggården sammen med min bedstemor. Anna Krøg var gift med hendes bror Chr. Peter, men jeg husker ikke meget fra de besøg – bedst husker jeg de dejlige stikkelsbær, men de fortæller jo ikke så meget om Anna. Og der knytter sig helt sikkert gode historier til hendes liv, for hun var farverig om nogen. Og meget smuk som ung – se blot på billedet her: Chr. Peter fandt virkelig den smukkeste brud. Nå, nej, det gjorde min far, men den historie skal vi vente med til Hesselholt-indlægget.
Her er det Anna. Jeg har i forrige indlæg fortalt, hvordan Anna syede en stor flænge i Peter Sjællænders ben. Hun snakkede meget. Men ikke til børn, så jeg var mest i stikkelsbærene, når vi besøgte hende. Men senere, da vi var unge mennesker, snakkede hun med os. Og hun var snaksom som ingen anden – hurtigsnakker var hun også, min bedstemor fortalte mig, at mens alle andre kaldte Christen Peter ved hele sit navn, så blev det i hendes udtale altid kun til “Christen P …” mere nåede hun ikke, før de næste ord var snublet over læberne.
Jeg husker en køretur. Min bror Anders havde lige fået kørekort, og han og jeg skulle hente Anna Krøg – i hvilken anledning husker jeg ikke – men hun skulle altså til Strandby og besøge bedstemor eller far og mor. Hun sad ved siden af min bror og snakkede. Og snakkede og snakkede. I Ålbæk skulle vi have benzin på, så vi standsede ved Hakon Thomsens tank, og jeg gik ind i butikken for at hilse på eller købe slik måske, og imens blev Anna i bilen. Da jeg kom ud var Anders ved at knække sammen af grin: “Se!” sagde han og nikkede mod bilen. Og her sad Anna og snakkede og snakkede. Hun havde ikke lagt mærke til, at hun var ene i bilen. Det gjorde heller ingenting, for hun lavede alligevel ikke så lange pauser, at vi kunne få et ord indført.
En anden lille episode jeg husker: Jeg var feriebarn i købmandsgården i Ålbæk. Annas eneste datter Sylvia, der i parantes bemærket var ligeså smuk som sin mor, blev gift med Hakon Thomsen, købmand i Ålbæk, og her tilbragte jeg mange herlige ferier med kusine Birgit. Den sommer kom Anna Krøg på besøg, og ved et middagsbord, hvor samtalen jo gik livligt, sagde Hakon: “Du må komme noget tiere, Anna. Det må være ensomt for dig i huset nu. Du har jo så få fornøjelse.” Og Anna replicerede ganske hvast: “Hvad er det for snak – har jeg ingen fornøjelser? Jeg har da lige været til bryllup og til tre begravelser i vinter!!”
I en artikel i Vendsyssel Tidende 27/7 1968 fortælles lidt om Krøggården – jeg citerer fra artiklen:
Karl Krøg Larsen udpegede det sted, hvor det gamle Krøgsted skulle have ligget. Han fortalte, at han som barn havde siddet på stedet – den yderste kant af den nordligste og største af to små lave Bakker østen for knækket, hvor Tranerenden løber gennem Tornbakkerimmen – sammen med sin bedstemor, Christian Krøgs datter Maren. Hu havde da fortalt, at der var hun født.
I 1874 skriver A.P. Gaardbo om Hulsig ( = Krøg) – To Steder, blev sidste Gang flyttet formedels Sandflugt for omtrent 100 Aar siden og stod da længere mod Nord, omtrent e/4 Mil inde i Klitterne ved en større Bæk eller Rende kaldet Hvolsig, som er den samme som nu løber gennem Heden og videre mod Øst norden om Christen Pedersens Sted, matrikel 9a ud i Kattegat ( Jydske Samlinger 317 – 1874)