Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com
Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ud til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted for mig. Ufærdige skrifter bliver her behandlet (mishandlet) til det bedre forhåbentlig. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com
Egentlig er det lidt underligt at være så opslugt af gamle forfatterskaber, som jeg er og har været i lang tid nu. Sidde der så fredeligt og sysle med ord, mens verden opruster med ild. Men jeg finder ro for de flossede nerver der, og så bliver jeg der en tid. Måske er det er måde at flygte fra en virkelighed, som det gør SÅ ondt at se i øjnene, at man helst lukker dem og tænker på noget andet.
Men her vil jeg alligevel et øjeblik dvæle ved den virkelighed, der er Europas i disse timer og dage … og hvor lang tid endnu?
Da jeg som ung læste ”Intet nyt fra Vestfronten” troede jeg, at den bog ville få alle folks øjne op for krigens absurditet. At de ville forstå, at krig er det værste af alt. Og jeg mener DET VÆRSTE AF ALT. At det er i krigen, at menneskets laveste instinkter slippes løs og al moral opløses. Og at det gælder ALLE krige.
Der findes ikke retfærdige krige. Målet helliger ikke midlerne. Vi er ikke jesuitter.
Der er INGENTING, der retfærdiggør, at mennesker bombes og dør under ufattelige lidelser. Og nu citerer jeg paven (Kristelig Dagblad 6/3 2022)
”Der var engang, selv i vore kirker, hvor folk talte om hellig krig. I dag kan vi ikke tale om retfærdig krig, fordi den kristne bevidsthed om fredens vigtighed har udviklet sig …. Krige er altid uretfærdige – vores hjerter kan ikke andet end græde for de dræbte børn og kvinder og for alle krigens andre ofre. Krig er aldrig vejen.”
Nej, krig er aldrig vejen.
Og Zelensky er ingen helt.
En helt ville han have været, hvis han havde sagt: ”Kære ukrainere, kære venner. Jeg holder af jer. I skal ikke dø i en bomberegn. Jeres huse skal ikke sønderbombes. Jeres børn skal ikke lemlæstes. Jeg vil ikke ofre en eneste af jer for en ide.”
Men det ville han. Og i nationalismens navn har han valgt krigen.
Jeg hørte ”Bagklog i P1” forleden, hvor Esben Kjær og Samuel Rachlin var enige om, at Zelensky ikke havde noget valg. For havde han ikke oprustet og sat sine mænd ind mod Putins styrker, så havde Rusland uden modstand kunnet invadere og indlemme Ukraine i Rusland. Ja, og hvad så!!!!????
Så var Ukraine blevet indlemmet, men ukrainerne ville have kunnet leve videre i deres familier, og via den moderne teknologi ville de stadig være i stand til at sende deres frihedsbudskaber ud, hvis de altså virkelig er frihedselskende og ikke bare nationalister. Deres budskaber om demokrati og frihed ville have fyldt æteren og langsomt have været med til at ændre verden og ikke mindst russerne til det bedre. Mon russerne er døve for budskabet om frihed og demokrati? Jeg har som ung hørt en mand stå i et lille værelse i Leningrad og recitere et digt af Jevtusjenko. Det hed: Tror du at Rusland vil ha’ krig? – Jeg kan høre hans stemme endnu.
Det ville have været en værdig og ublodig front at kæmpe mod Putin på.
Putin. Ja, han vil under alle omstændigheder falde. Tyranner og despoter står ALTID for fald. Friheden vil ALTID sejre, hvis den er oprigtig ment og ikke camouflage for nationalisme og fanatisme.
Under en krig dør alt. Også friheden. Hvornår lærer vi det? Politikere kan jo ikke lære det. De er så fantasiløse.
Og vist skal vi kæmpe for den. For friheden. Vi skal kæmpe utrætteligt. Men uden at bombe og dræbe og tortere og flænse mennesker i stumper og stykker. Vi skal kæmpe med ord. Og det KAN vi. Vi er ikke feje. Vi er imod krig. Vi er ikke imod kamp.
Jeg vil ALTID kæmpe for det, jeg har kært. Men jeg vil ikke dræbe andre mennesker, og jeg vil ALDRIG godkende krigen.
Men jeg er jo kun et sølle mindretal. Og et naivt af slagsen, mener mine mange, oprustningsparate modstandere.
Jeg ved godt, at den kamp, jeg taler om, kampen på ord, også kan ende med drab – Putin dræber anderledes tænkende ( Det tror jeg nu også Zelensky gør = mon ikke han stiller dem for en peleton, som ikke vil dræbe russere?) – jeg er ikke mere bange for at dø, end vi alle er.
Men jeg vil dø for min ret til at mene, at vi ikke må slå hinanden ihjel.
Jeg kan ikke tåle at se TV-avisen lige nu. Jo, jeg kan godt tåle at se lig i gaderne og sønderbombede huse, men jeg kan ikke tåle at høre på den utålelige krigsopgejling, der følger med, når billederne kommenteres. Det gør ondt, når hævnfølelsen bringes til at florere om kap med bomberne. Men vi skal vel gøres krigsparate????
Gengældelsens rus mod Putin. Oprustningen. Europa opruster. Vi opruster. Vi sender våben. Vi må høre vore kommentatorer og politikere gejle folk til noget der ligner fanatisme.
Krig følger sin egen logik, det har den altid gjort, og det er som altid denne: mere og mere og mere ødelæggelse. Vold avler vold i en endeløs række.
I Tyskland begik tusinder og atter tusinder selvmord efter 2. Verdenskrig. Det har vi aldrig talt om før – nu er der kommet en bog om det. Efter 3. verdenskrig er der ingen, der ikke begår selvmord, hvis de ”overlever”.
I en moderne verdenskrig vil krigsmaskineriet ikke være til at standse, før atombomberne i krigens egen logiske vækstfilosofi gør en ende på det hele.
Men nedlægger vi (og jeg siger VI) ikke våbnene nu – så er det for sent – så er der ingen jord mere.
Det er lidt synd. Ikke?
GUD VELSIGNE PAVE FRANZ!
Jeg tror ikke, vi behøver genoplive vores verdenskrigsfrygt fra 1980’erne.
Verdenssamfundet er blevet stærkere, og fordømmelsen af Putins aggression har vist et vesten, som har stået mere samlet end nogensinde i historien: Vores nationalstater er uenige om mange ting, men behovet for en stabil verden uden aggressionskrige er der enighed om. Selv Kina bakker op om dét, selvom de også er et diktatur.
Men når Ukrainerne beder om våben for at forsvare sig mod en direkte agressionskrig, så er det for nemt, mener jeg, bare at vaske sine hænder og erklære at våben er onde. Der er megen ondskab. Du siger, at de da bare kunne lade Putin tage, hvad Putin vil have – han skal nok dø en dag – men hvilken trøst ville dét være for ukrainske journalister, der de næste årtier kan blive skudt på gaden som de russiske journalister er blevet det? Ukrainske oppositionspolitikere, der kan få smurt nervegift i underbukserne som russiske oppositionspolitikere har fået det? Ukrainske universitetsstuderende, der kan blive smidt ud af studierne, fængslet og idømt “korrigerende strafarbejde” i to år, som de fire i artiklen nedenfor.
Hovedmotivet bag invasionen er, uomtvisteligt, at Putin ikke kan lade en demokratisk stat med vækstøkonomi udvikle sig fredeligt lige i baghaven, mens hans eget folk lider under større og større ulighed og afsavn i hans eget kleptokratiske diktatur. Han var nødt til at statuere et eksempel. Og hvis det var MIG, der skulle statueres som eksempel, så tror jeg også, jeg ville gøre modstand. Det synes jeg, ukrainerne har ret til, selvom det er grimt at se på. Hvis man lader et diktatur begå sine forbrydelser pænt og roligt bag et mørkt tæppe af pressenedlukning og social kontrol, så er det selvfølgelig pænere set fra Danmark. Men næppe for dem, der skal leve i det.
https://www.dr.dk/nyheder/udland/24-aarig-studerende-i-russisk-retssal-vores-stat-er-nu-et-rigtigt-diktatur
Dine argumenter er absolut i orden – bortset fra, at det aldeles ikke er let bare at vaske sine hænder, når et land bliver smadret. På den anden side tror jeg ikke helt på præmissen om, at alle andre nationalstater end Rusland (selv Kina) står sammen. Der er så meget, der skiller på alle måder. Behovet for en stabil verden er selvfølgelig universel. Men vejen dertil er der langt fra enighed om. Det ville jo være noget af en ønskedrøm. Men, nej hvor jeg ønsker, at du har ret. Med hensyn til at sende våben, ja så er jeg i den seneste tid kommet i syv sind, for det er ikke let for en pacifist af hjertet at gå med til at medvirke til endnu flere drab. Og så skriver du, at det ikke er en trøst for de ukrainske journalister, at Putin bliver væltet en dag. Nej, det er det ikke. Jeg kan ikke trøste dem. Og jeg er også modstander af tortur, og jeg er ret sikker på, at den ikke kun bruges af onde nationer, men af alle krigsførende lande ( for nogen i det skjulte – men Guatanamo eksisterer) –
Jeg kan ikke holde op med at være pacifist, fordi der nu er en krig. Det ville være hykleri. Jeg har det elendigt med at se på ( og i dag ser man jo på det, og journalisterne svælger i det), at folk skydes og dræbes – men jeg vil ikke med på den vogn, der kører med benzinen: krigen er et håndværk – der er også meget godt i krigen – det gode kommer op i folk, når der er krig osv.
Men jeg kan ikke stoppe krigen – og flere våben til ukrainerne stopper den efter min mening slet ikke – de optrapper den.
Men Mette, jeg forstår dig godt. Og måske tager jeg fejl. Måske kan krigen stoppes med våben, inden den bliver til en verdenskrig, for så kan ingenting stoppe den.
Jeg er opflasket med digte af Halfdan Rasmussen, det ved du, og nu lige et lille vers:
“Der er nok af danske helte som er danske hele dagen/ og går rundt og spænder bælte/ mens de råber: Fy for Fan!”
Eller et ord fra det gamle testamente, hvor Esajas profiterer, at der skal komme en tid, hvor “De skal smede deres sværd om til plovjern/ og deres spyd til vingårdsknive. / Folk skal ikke løfte sværd mod folk/ og de skal ikke mere oplæres til krig.” Esajas 2, 4