Uvejsskyer på min himmel

Jeg står i en sal. På en talerstol. Der er mange mennesker, og jeg er inviteret for at fortælle om min seneste bog. Om salmedigteren Ingemann, tror jeg nok, men mens jeg ser ud over forsamlingen kommer jeg i tvivl.

Er det Ingemann?

Mon?

De mange blikke er rettet direkte mod mig. En skov af pile mod mit ansigt. Og der er ikke tvivl i de øjne. De ved det.

Men jeg er i tvivl.

Jeg slår blikket ned og vil søge svaret i mine papirer, men der er ingen papirer.

Tomhed.

Og den breder sig i mig.

Jeg bliver tom.

Jeg mærker, at jeg er ved at blive syg, og det har jeg absolut ikke brug for nu. Alles øjne er stadig rettede mod mig, det ved jeg, selv om jeg ikke vover at løfte blikket.

Luften vibrerer af stilhed.

Hvor er …? Siger jeg og mærker, at sætningen knækker, inden jeg får sagt det. Mit manus?

Jeg kan godt holde et foredrag uden manus. Det ved jeg. Men det bliver klamt, hvis jeg ikke kan læse op. Jeg er bedst til at læse op. Jeg er også en okay fortæller. Stemmen har aldrig svigtet mig – ordene har aldrig svigtet mig. Det skal nok gå.

Men nu er jeg pludselig på vej til foredraget.

Jeg bor hos en familie, og jeg skal køre med dem, men jeg kan ikke finde et eneste medlem.

Et par af familiens børn sidder udenfor.

I en vejgrøft.

Jeg går hen til dem og de siger, at jeg da bare kan tage en taxa. Det vil de selv gøre. De vil også høre mit foredrag, og jeg kan jo også køre med dem.

Men vi befinder os midt ude på en øde landevej, og vi har ingen mulighed for at praje en bil, og jeg siger, at jeg vil løbe.

Jeg kan godt løbe.

Når kongen kan, så kan jeg også, siger jeg og føler mig vittig, men børnene ler ikke.

De ryster på de små hoveder, og jeg begynder at løbe.

Så er jeg i salen. Så står jeg på stolen. Så ser jeg, at der nede blandt publikum sidder en ( mand eller kvinde) og vifter med nogle håndskrevne ark. Det er min skrift. Det er mit papir med understregninger og det hele, og jeg må gerne låne det, siger hun, og jeg får det rakt og holder det op for øjnene og forvirres, for det er jo et skuespil, og har jeg virkelig skrevet det?

Eller har Ingemann?

Og er det ham, jeg skal fortælle om? og er det, jeg holder i hånden det, som jeg skal læse op? Og hvor skal jeg begynde?

Der er ikke sat mærker. Jeg sætter altid mærker, men her flyder det hele ud i ét og er næsten uforståeligt.

Jeg forsøger alligevel. Så læser jeg.

Så begynder folk at småsnakke i små grupper, og jeg må tysse på dem. De fniser og fortsætte deres lavmælte samtaler, mens de skæver ironisk eller ligefrem ondskabsfuldt op mod mig, og jeg mærker, hvordan mismodet breder sig og langsomt forvandles til sorg.

Så vågner jeg.

Uforløst.