”Husk nu, at der findes andre tænkere end Habermas!” de ord kom fra vores lærer i tekstanalyse Søren Kolstrup. Og de var på sin plads, tænker jeg, for vi slugte begærligt tyskerens ord og gjorde dem gerne til vore egne. Her var jo en, som både tænkte humant og fornuftigt. Så forskellig fra Marx, hvis ord genlød i 70’ernes auditorier i de år – og så forskelligt fra den logisk stringente Wittgenstein, vi havde mødt i filosofiundervisningen.

Men Habermas havde det hele med, han var menneskelig på en anden måde end marxisterne, og han var ikke en kold logiker som Wittgenstein. Der var fornuft og følelse i en og samme mand.

Det var i al fald sådan, jeg som ung danskstuderende forstod ham dengang i 70’erne og tog ham til hjertet. Der var ikke plads til religion i hans tænkning. Men nok om tro. Habermas troede faktisk på mennesket, og det kan man måske undre sig over, når man tænker på hans bagage: han voksede op som medlem af Hitlerjugend, og han nåede at kæmpe som ung på Vestfronten.

Men måske var det netop den bagage, hvis tyngde må have været voldsom for drengen og den unge mand, der gjorde, at han måtte gøre sig fri.

Gøre mennesket frit igen.

Når han frygtede ( undgik ) det metafysiske (religiøse) var det måske, fordi han havde set, hvad det kunne føre til af ulykker, og nu mente han nok, at mennesket havde evnen til at lade sig lede af fornuften – den ide var jo gammel, Emanuel Kant opererede også med begrebet FORNUFT – men med en kritisk holdning til fænomenet.

Habermas var også kritisk, når det drejede sig om fornuftens ”overherredømme” – men han troede på, at hvis man argumenterede fornuftigt og hørte og respekterede alle argumenter, så fandt man frem til en løsning, og han troede derfor på, at demokratiet var en mulighed og kunne blive menneskehedens frelse, fordi debatten frem mod konsensus og båret på fornuftens vinger, ville vinde over dumheden og føre til stadig større fremskridt.

I de senere år ( han blev 96 år) blev han skeptisk – ”den borgerlige offentlighed” – det sted i samfundet, hvor den fornuftige debat, båret af kloge argumenter, skulle udmønte sig i kloge beslutninger, forekom ham at være truet af massemediernes forfladigelse af budskaber og og ansvar. Det var de kommercielle hensigter, der sejrede her: det handler ikke mere i pressen og i andre debatfora om at oplyse masserne, men at få dem til at købe alt muligt, inklusive politiske løsninger – kort sagt med underlødig, men effektiv underholdning at fange og forføre folk.

Massemedierne gør mennesket ufrit igen.

Den fare så han.

Den fare er reel.

Jeg vil dog stadig skrive Habermas på tavlen over de personer, der har bidraget mest til min opfattelse af, hvad et demokrati er eller hvad det burde være.