Wittgenstein og det logiske paradoks – mens det sker

I dag dukkede Wittgenstein som et andet spøgelse op i mit hoved. Og jeg var tilbage i auditoriet og sad og lyttede til læreren, som skulle lede os frem til filosofikum, og det handlede om paradokset. At noget både kunne være sandt og falsk på samme tid.

Lige nu har jeg den særeste fornemmelse af at leve i et paradoks. Tiden går – den flyver af sted – og  samtidig står den stille.

Tingene i dag er som de var i går. Og som de vil være i morgen.

Og det er jo sandt: Ingenting forandrer sig fra en dag til en anden. Og alligevel ved jeg med min forstand, at det ikke er sandt. Tingene forandrer sig jo hele tiden. De er ikke i dag, som de var i går. Og i morgen er de anderledes. Men forandringen er jo sket, selv om jeg ikke kan sætte fingeren på den. Og den dag jeg for alvor kan det, vil jeg så mærke det sådan her: ”så nu sker det – nu er det hele anderledes – nu er vendepunktet der? Vil jeg gribes af det – blive svimmel?

Jeg svimler ved tanken. Men den forekommer mig stadigvæk at være tankespin.

Tankespin.

Ja, det er sådan, det er, selv om det ikke er til at forstå, men det skal det jo heller ikke være, for paradokset unddrager sig jo netop forståelsen.

Selvmodsigelsen modsiger sig selv. Det siger sig selv.

Nu begynder tasterne at vrøvle. Jeg stopper.

Det var også bare gode gamle Wittgenstein, der pirrede min hjerne en kort stund.

Lad ham nu hvile i fred.