LIDT DOSTOJEVSKIJ

Er det virkelig sandt, at vi slæber en voldelig kulturarv med os, som vi er blinde for?

Jeg tror det, og jeg frygter det.

Forrige sommer genlæste jeg Dostojevskijs ”Brødrene Karamassov” – og nu ledte jeg i dag – og fandt også – det sted, hvor broderen Ivan ( den knivskarpe og intellektuelle af brødrene) holder en hel forelæsning for sin lillebror Aljosja ( den følsomme og kærlige af brødrene).

Hvad taler han om? Ja, han kommer vidt omkring – i kapitlet ”oprør” taler han om, hvor grusomt ”mennesket” er af natur – han siger f.eks: ”i ethvert menneske skjuler sig et dyr: vredens snerrende og tænderkærende dyr, vellystens dyr, som opflammes ved det pinte offers hvin, tøjlesløshedens dyr, der sprænger sin lænke, det edderfyldte, skulende og pirrelige sygdomsdyr, der gror op og næres ved et liv i usædelighed og frådseri …”

I ethvert mennesker??!!

Han taler om den ondskab, der nødvendigvis udfoldes, når mennesket blindt følger en vej mod et nok så ophøjet ideal – et nok så herligt mål.

Han mener, at hvis bare et eneste lille barn pines i denne vej mod målet – det være sig nok så smukt og herligt, så er prisen for stor.

Han spørger broderen: ”antag, at det stod til dig alene at rejse den menneskelige skæbnes bygning med det mål til sidst at gøre hele menneskeheden lykkelig, at give alle mennesker den endelig fred og ro, men at dette ikke kunne opnås uden at et lille menneskevæsen, blot et eneste lille væsen, blev pint til døde … ville du da på denne udtrykkelige betingelse gå ind på at være dens bygmester?”

”Nej, det ville jeg ikke,” sagde Aljosja stille.

Det er jo håbet, at vi måske ikke er så fordærvede, at vi vil tillade pinsler af børn som adgangsbillet til et bedre liv. Men alligevel: vi ser jo barnet blive ofret igen og igen. Børnene i Gaza, børnene i Ukraine, børnene i alle de krige, vi stifter verden rundt. Vi dræber også børn for at nå målet.  

Det kan ikke bortforklares.